Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Storbritannien
DatoOpdatering
2013.12.14Opdatering 2013
2015.02.03Årlig opdatering
2016.08.07Brexit
2016.09.11Jo Cox myrdet
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 14/9 2016
Læst af: 390.436
Verden  .  Europa  .  Storbritannien
: :
Storbritannien
Befolkning59,4 mio.
ValutaUK£
Areal244.100 Km2
HovedstadLondon
Befolkningstæthed243,3 indb./Km2    
HDI placering26    

Det forenede Kongerige består af øen Storbritannien - England, Skotland og Wales - Nordirland samt en række mindre øer. Den centrale del af Storbritannien er præget af de lave Pennines bjerge. I Skotland rejser Grampian Mountains sig og i Wales Cambrian Mountains. I øens sydøstlige hjørne - omkring London - findes de største flade områder. Klimaet er tempereret. Landbruget er højt mekaniseret, men har ikke nogen større økonomisk betydning. Landets kul- og jernreserver var grundlaget for den industrielle revolution, men er i dag stort set udtømte. Imidlertid har forekomsterne af olie og gas i Nordsøen i de senere år gjort Storbritannien til storeksportør af disse to råvarer. Landet er højtindustrialiseret og er plaget af forurening - især af luften. Ud til det Irlandske hav er placeret et anlæg for oparbejdning af atombrændsel. Forureningen fra dette anlæg er tilsyneladende årsagen til de høje tal for leukæmi på begge sider af havet.

Storbritannien gennemfører en omfattende overvågning af egne borgere gennem tele-, internet- og kameraovervågning. Staten må derfor karakteriseres som en politistat. Udenrigspolitisk har landet siden 1999 deltaget i 6 angrebskrige (Kosova, Afghanistan, Irag, Libyen, Mali, Syrien), hvoraf kun 2 (Afghanistan og Mali) var på grundlag af Sikkerhedsrådsresolutioner. De 4 øvrige var forbrydelser mod freden, der jvf. FN's charter er den mest afskyelige forbrydelse overhovedet. Udenrigspolitisk må landet karakteriseres som en slyngelstat. Af de 6 angrebne stater blev den ene (Libyen) en fejlslagen stat i fuld opløsning, mens to (Iraq og Afghanistan) var i delvis opløsning med begrænset central suverænitet.

 

Folket: Englændere, skotter, walisere og irlændere. Indere (1,8%), pakistanere (1,3%), vestindere (1,0%), afrikanere (0,8%), bangladeshi (0,5%), kinesere (0,4%) m.fl.

Religion: Kristne (71,6%) - overvejende Church of England; ateister/ikke-oplyst (23,2%); islam (2,7%); hindu (1,0%); sikh (0,6%); jødedom (0,5%); buddhisme (0,3%).

Sprog: Engelsk (officielt), walisisk og gælisk samt emigranternes sprog.

Politiske partier: Labour. Konservative. Liberal Demokraterne. UK Independence Party. National Front (på den ekstreme højrefløj). De Grønne. Det irsk republikanske parti Sinn Fein fik to pladser i det lokale parlament i Nordirland ved det seneste valg.

Sociale organisationer: Landsorganisationen TUC (Trade Union Congress) har 12 millioner medlemmer.

Officielt navn: United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland.

Administrativ inddeling: 39 grevskaber og 7 bydistrikter

Hovedstad: London, 7.556.900 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Birmingham, 992.000 indb.; Leeds, 720.000 indb.; Glasgow, 578.000 indb.; Sheffield, 516.000 indb.; Edinburgh, 454.000 indb.; Liverpool, 445.000 indb.; Manchester, 437.000 (2001).

Regering: Elisabeth II dronning. Theresa May er siden juli 2016 premierminister. Parlamentarisk konstitutionelt monarki. Parlamentet har to kamre: Underhuset (House of Commons) med 659 pladser vælges for en 5 årig periode. Overhuset (House of Lords) har 703 medlemmer, der sidder på livstid og hvis funktion overvejende er formel. 91 af de 703 pladser går i arv. 586 medlemmer sidder i Overhuset på livstid. (Sammensætningen blev senest ændret ved en reform i juni 2001).

Væbnede styrker: 206.380 (2004)

Afhængige områder/kolonier: Gibraltar (Spanien), Falklandsøerne (Islas Malvinas, Argentina), Montserrat, British Virgin Islands, Cayman Island, Turks & Caicos, Bermudas, St. Helen, British Territories in the Indian Ocean (Mauritius) og Pitcairn.

 

De første indbyggere på øen Storbritannien var palæolitiske jægere, der fulgte flokke af vilde dyr. Efter istiden begyndte nogle agerbrugere at slå sig ned på øen. Over årtusinder udviklede disse folk og andre der emigrerede fra kontinentet avancerede sociale systemer. I år 44 invaderedes den sydlige del af øen af romerne. I år 90 grundlagde de provinsen Britania og mellem år 70 og 100 grundlagdes London. I begyndelsen af det 5. århundrede forlod romerne atter øen. Kort tid senere blev øen invaderet af anglere, saksere og juter af germansk afstamning. De fortrængte kelterne over mod øens vestkyst og bemægtigede sig den sydlige del af landet, hvor de dannede angelsaksiske riger.

Gennem det 5. århundrede blev indbyggerne i Irland og Wales kristne. I det 7. århundrede underlagde Rom sig den britiske kirke.

I det 7-9. århundrede blev den østlige del af landet invaderet af danskere. I det 11. århundrede invaderede normannerne under ledelse fa William Erobreren øen og underlagde sig den. De anglo-normanniske konger udviklede en stærk administration og bragte to adelsoprør under kontrol.

Kong Richard Løvehjerte (1189-1199) var en af lederne af det tredje korstog. Den prestige han havde vundet gik atter tabt under hans efterfølger John (1199-1216). England mistede sine franske territorier, og baronerne udnyttede i alliance med kirken kronens svaghed til at få en række indrømmelser i forfatningen af 1215. Dette dokument dannede grundlag for den britiske parlamentarisme. Fra dette tidspunkt udfoldede der sig en konstant kamp om magten mellem monarkiet og adelen, som borgerskabet senere sluttede sig til. Parlamentet repræsenterede disse klassers interesser, og i sidste ende konsolideredes det parlamentariske monarki.

De hyppige arvefølgestridigheder, briternes ønske om at overtage den franske trone, den handelsmæssige rivalisering mellem de to nationer i Flandern og den franske støtte til Skotland i dets krige mod England var alle faktorer, der var udløsende for den såkaldte hundredeårskrig (1337-1453), der endte med britisk nederlag og med at det mistede sine kolonier på kontinentet.

De militære nederlag øgede kronens vanry, og den blev nødt til at slå ned på den anti-pavelige bevægelse under ledelse af Wycliffes tilhængere og et bondeoprør. Bønderne under ledelse af Wat Tyler gjorde oprør mod pligten til at betale skatter og feudalherrernes magt. I 1381 invaderede Tyler London og gik i direkte forhandlinger med kongen. Alligevel slog oprøret fejl, og Tyler blev henrettet.

I perioden efter Hundredeårskrigen kæmpen husene Lancaster og York om arvefølgen til monarkiet. Det udløste de To Rosers Krig, hvis resultat var Tudor familiens magtovertagelse i 1485. Tudorperioden regnes for begyndelsen på den moderne britiske stat. En af Tudor'ene, Henrik VIII (1509-47) brød med Rom, konfiskerede alle de katolske klostre og grundlagde den anglikanske kirke. Det var ønsket om at udvide den britiske magt og reformere religionen i Irland der var baggrunden for, at Henriks efterfølger, Elisabeth I (1558-1603) underlagde sig Ulster. Den britiske invasion af Irland var udgangspunkt for århundreders politiske og religiøse konflikter.

Under Elisabeth I blomstrede poesien og teatret - Ben Jonson, Marlowe, Shakespeare. Industrien og handelen blev udviklet og kolonieventyret indledtes - udgangspunktet for det fremtidige imperium. Efter sejren over den spanske armada - den såkaldte Uovervindelige Flåde - i slaget ved Calais (1588), blev den britiske flåde «havenes hersker». Ingen flåde var nu stærk nok til at sætte sig op imod den.

De britiske handelsskibe, der blev brugt til handelen med slaver, pirater og fribyttere samt skibene med settlere til kolonierne, kunne frit gennemstrejfe havene. Markederne voksede hastigt og producenterne blev tvunget til at tage nye teknikker i brug for at øge deres produktion. Det var forspillet til den industrielle revolution, der fra det 17. århundrede udfoldede sig i landet.

Unionen under Jakob I (1603-25) mellem den skotske og engelske krone indebar, at det skotske monarkis uafhængighed ophørte. Karl I's religiøse intolerance fremprovokerede et oprør i Skotland og stigende utilfredshed i England. Den stadig forværrede politiske situation førte til, at det puritanske parti med støtte fra parlamentet bevæbnede sin egen hær under ledelse af Oliver Cromwell, som i 1642 slog de kongelige styrker. I 1649 dømte parlamentet kongen til døden og udnævnte Cromwell til Lord Protector. Commonwealth republikken var dermed en realitet, og den udviklede sig til et despotisk regime. Efter hans død genindførtes monarkiet under Karl II.

Den nye regime fremmede koloniseringen af Nordamerika og handelen med Amerika, Fjernøsten og Middelhavsområdet. Slavehandelen, dvs. bortførelsen, forsendelse og salget af afrikanere til Amerika og andre steder var indledt i det 16. århundrede. Den blev nu et af imperiets vigtigste indkomstkilder.

Den engelske revolution

Karl II's enevælde og katolske tro kom hurtigt i modsætning til det protestantiske parlament og udløste den engelske revolution. Kongen flygtede til Frankrig, og protestanterne inviterede den hollandske Willem af Oranje til at overtage tronen. I 1689 svor Willem III ved Rettighedsdeklarationen, der begrænsede kongens magt og garanterede parlamentets overherredømme. John Locke sammenfattede de revolutionæres idealer således, at mennesket har en række naturlige basale rettigheder: Til ejendom, livet, friheden og den personlige sikkerhed. Den regering som samfundet har skabt, skal beskytte arbejdet for at disse rettigheder. Hvis den ikke gør det, har folket ret til at sætte sig op mod dens autoritet.

I 1707 sluttedes parlamenterne i Skotland og England sammen, og der dannedes Det forenede kongerige Storbritannien. Det blandede sig i arvefølgekrigen i Spanien, og fik med Utrecht traktaten Menorca, Gibraltar og New Skotland. Den stigende skattebyrde - der f.eks. kom til udtryk i Tømmerloven af 1765 - førte til oprør i kolonierne i Nordamerika, og til USA's uafhængighedserklæring i 1776.

Kolonialisme

I samme periode slog godsejerne sig sammen med handelsborgerskabet, og de to store politiske partier konsoliderede sig: De konservative (Tory) og de liberale (Whig). Teorien bag den liberalistiske økonomi blev i disse år udviklet af Adam Smith. Imperialmagten anvendte denne teori og politik til med magt at åbne havne og markeder i Afrika, Amerika og Asien, som f.eks. i Opiumskrigen mod Kina i midten af det 19. århundrede. (Se Handelskapitalisme).

Efter at have knust et nationalistisk irlandsk oprør i 1798 blev det irlandske parlament i 1801 opløst, og der dannedes «Det forenede kongerige Storbritannien og Irland».

Industriel revolution

I det 18. århundrede fandt der en betydelig udvikling sted indenfor landbruget. Det gjaldt både i dyrkningsmetoder samt ved overgribende forandringer i ejendomsforholdene til jorden. Godsejerne samlede deres jorde og nedlagde de kommunale jorde, der havde været til gavn for småbønderne. Landbruget fik flere kapitalistiske karakteristika, den bæredygtige landbrugsproduktion ophørte og det samme gjaldt landbrugssamfundene. Parallelt hermed fandt der en industriel revolution sted indenfor tekstilproduktionen, der var den første branche der blev stillet overfor en hastigt stigende oversøisk efterspørgsel. Indførelsen af maskiner i produktionen ændrede på drastisk vis arbejdsmetoderne og værkstedet blev udskiftet med fabrikken. I forlængelse af udviklingen i tekstilindustrien fandt der en lignende udvikling sted indenfor minedriften og i metalindustrien. Med introduktionen af dampmaskinen som erstatning for menneskeligt arbejde, anvendelsen af kul som brændstof og erstatningen af træ med først jern og siden stål, spredte mekaniseringen sig hastigt til andre brancher.

Indbyggertallet steg hurtigt - fra 10,9 millioner i 1801 til 21 millioner i 1850. Dette sammen med den stigende efterspørgsel, forbedringerne indenfor transporten, akkumulationen af kapital, udvidelsen af handelen, opbygningen af det udstrakte kolonialimperium, de videnskabelige fremskridt og borgerskabets overtagelse af magten, var den tids vigtigste karakteristiska. Storbritannien udviklede sig til verdens første industrisamfund og anvendte alle midler til sikring af denne udvikling - herunder vedtagelsen af love til ødelæggelse af den indiske tekstilindustri til fordel for de britiske fabrikanter.

Gennem forskellige krige med Frankrig og efter sejren over Napoleon ved Waterloo i 1815 sikrede Storbritannien sig nye landområder.

Imidlertid skabte den industrielle revolution, de lave lønninger, de usunde arbejdsforhold, de elendige boligforhold i byerne, manglen på fødevarer, usikkerheden på arbejdsmarkedet og anvendelsen af kvinder og børn i de lange udmarvende arbejdsdage omfattende utilfredshed blandt befolkningen. Folkets protester fik i mange tilfælde en voldelig karakter og blev ligeledes voldeligt slået ned.

Under den første etape af den industrielle udvikling fandt der hyppige spontane aktioner sted, som blandt en gruppe af håndværkere kaldet ludditerne, som smadrede maskinerne. Efterfølgende reagerede arbejderne ved at danne fagforeninger. Efter en voldelig undertrykkelse af en demonstration i Manchester i 1819 blev der vedtaget nye love, der begrænsede møde- og pressefriheden. Alligevel gennemførtes der nye demonstrationer. Både blandt de irlandske nationalister ledet af Daniel O'Conell, og i protest mod hvedelovene der pålagde hvedeimporten store toldafgifter.

Chartisterne kom til at udgøre den vigtigste massebevægelse. Den bestod overvejende af arbejdere og fik sit navn fra Peoples Charter offentliggjort i 1838 på et møde i Glasgow i Skotland. Bevægelsen formulerede en række politiske og sociale krav: Almen hemmelig stemmeret, reform af vælgerregistreringen, højere lønninger og forbedrede arbejdsforhold. Efter omfattende demonstrationer og strejker mistede chartismen sin kraft, men en række parlamentsmedlemmer bragte alligevel de fleste af kravene videre op på parlamentsniveau.

 

Robert Owen (1771-1858) regnes normalt for stifteren af den engelske socialisme og kooperativisme. Han fremførte tesen om, at de individuelle interessers overherredømme nødvendigvis fører til, at flertallet bliver fattigere. Fra 1830 viede han sit liv til udbredelse af kooperativismen og til faglig organisering af arbejderklassen.

Under dronning Victorias (1837-1901) lange regeringsperiode forstærkede adelen sin alliance med industri- og handelsborgerskabet, og i samme periode dukkede de første socialistiske bevægelser op. Fagforeningerne blev legaliserede i 1871, og kort tid senere blev der vedtaget nye arbejderlove.

Efter 1873 førte overbefolkningen til fødevareknaphed, og staten blev tvunget til at importere fødevarer. I samme periode begyndte industrien at mærke konkurrencen fra USA og Tyskland. Storbritannien reagerede ved at forstærke sin koloniale ekspansion i Afrika, Asien og Stillehavet. Ikke kun af økonomiske årsager, men også udfra en politiske ambition om at skabe et stort imperium. Boerkrigen (1899-1902) om kontrollen over Sydafrika var i denne henseende eksemplarisk. Den blev den mest kostbare lokale krig i det 19. århundrede.

Den første fjerdel af det 20. århundrede var præget af kvindernes kamp for frigørelse. Sufragette bevægelsen tog radikale midler i brug, og en række af dens aktioner blev legendariske, som da Emile Davison i 1913 smed sig foran kongens hest. Bevægelsens aktiviteter kronedes i 1917, da kvinderne fik almen stemmeret.

Irsk selvstændighed

I Irland blev befolkningen diskrimineret pga. dens katolske tro, og den var frataget sine jorde og politiske selvbestemmelse. Utilfredsheden med denne situation kom til stadighed til udtryk. I 1867 blev den anglikanske kirkes privilegier ophævet, og bøndernes situation blev forbedret en smule. I 1916 knuste briterne påskeopstanden i Dublin, men kolonialstyrkerne var ikke i stand til at vinde i uafhængighedskrigen, der indledtes i 1918. I sidste ende måtte Storbritannien i 1921 give Irland selvstændighed. Seks grevskaber med overvejende protestantisk befolkning i den nordøstlige dele af Irland forblev dog under britisk styre. Nordirland fik en lokalregering i Belfast.

Riveliseringen mellem de europæiske stormagter omkring økonomisk og politisk ekspansion førte til udbruddet af 1. verdenskrig (1914-1918). På den ene side stod centralmagterne bestående af Østrig-Ungarn, Tyskland og senere Tyrkiet og Bulgarien. På den anden de allierede bestående af Frankrig, Storbritannien, Rusland, Serbien, Belgien og i løbet af krigen kom også Italien, Japan, Portugal, Rumænien, USA og Grækenland med.

Trods sejren i krigen var Storbritannien svækket. Det havde investeret 40 milliarder dollars i krigen, mobiliseret 7,5 millioner soldater, haft 1,2 millioner tab og havde oparbejdet en enorm udlandsgæld. Den økonomiske krise i kølvandet på krigen udløste atter omfattende arbejderprotester, der nåede et klimaks med generalstrejken i 1926. Strejken blev udløst af truslen om lønnedgang for minearbejderne, men fik umiddelbart tilslutning fra resten af arbejderklassen. Den konservative regering erklærede strejken for illegal, men tog ikke skridt til atter at få økonomien i gang. Ved valget i 1929 vandt Arbejderpartiet, Labour.

Udenrigspolitisk støttede landet USA's forslag om at danne Folkeforbundet. I 1931 oprettede regeringen det Britiske Statssamfund - Commonwealth - der samtidig indebar anerkendelsen af Canadas, Australiens, New Zealands og Sydafrikas selvstændighed.

2. Verdenskrig

Den 3. september 39 - to dage efter det tyske angreb på Polen - erklærede England Tyskland krig. 2. verdenskrig var dermed inde i sin første fase. I maj 40 dannedes en koalitionsregering under forsæde af Winston Churchill. I perioden 39-41 var krigens største parter på den ene side Storbritannien og Frankrig og på den anden Tyskland og Italien. Nazismens mindre allierede var Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien.

I 1941 gik også Sovjetunionen, Japan og USA ind i krigen. I maj 45 måtte Tyskland underskrive sin kapitulation. De store sejrherrer var Storbritannien, USA og Sovjet. Alligevel blev krigen et bevis på, at det britiske imperium var blegnet og bekræftede USA's førerstilling indenfor økonomien, finanserne, teknologien og militæret.

I maj 45 vandt Labour med Clement Attlee i spidsen valget, efter at have ført valgkamp under parolen: «Vi har vundet krigen. Nu skal vi vinde freden». Den nationaliserede 20% af industrien - først og fremmest kulminerne, Bank of England, jern- og stålindustrien. I begyndelsen af det efterfølgende år kom de konservative imidlertid atter til magten og omgjorde nationaliseringen.

I 1947 sikrede Indien og Pakistan sig uafhængighed af kolonimagten, men forblev dog indenfor Commonwealth. Over de følgende 10-15 år opnåede de fleste af de britiske kolonier selvstændighed. Dels pga. af nationale selvstændighedsbevægelser. Dels fordi USA pressede på for gennemførelsen af afkolonisering, så det kunne få lettere adgang til koloniernes markeder. I 1949 var Storbritannien med til at stifte NATO. I 56 gennemførte Storbritannien og Frankrig en invasion af Suezkanalen i Egypten som reaktion på Nassers forudgående nationalisering af kanalen. Invasion afslørede, at kolonimentaliteten stadig sad dybt i briterne og udløst både national og international kritik. Invasionen nåede ikke sine mål, da den blev modarbejdet af USA. Året efter sprang Storbritannien sin første brintbombe i Stillehavet.

Efter 13 års konservativt styre vandt Arbejderpartiet under Harold Wilsons ledelse i 1964 valget. Hans regering blev umiddelbart stillet overfor alvorlige udenrigspolitiske problemer, da Syd-Rhodesia - det nuværende Zimbabwe - erklærede sig for selvstændigt, og 9 afrikanske lande truede med at afbryde forbindelserne med Storbritannien.

Landets økonomiske problemer øgedes gennem 60'erne, og da Frankrig i 67 satte sig imod dets optagelse i EF, tog regeringen drastiske forholdsregler for at dæmme op for krisen og den alarmerende arbejdsløshed. De britiske tropper blev trukket hjem fra Sydyemen og alle militærbaser øst for Suez - bortset fra Kong Kong - blev evakueret. Våbenkøb fra USA blev annulleret og der blev vedtaget et krisebudget.

1969 Nordirland konflikten tilspidses

I 1969 tilspidsedes konflikten i Nordirland. Sammenstødene mellem katolikker og protestanter kostede adskillige dræbte og sårede. Den katolske minoritet krævede lige politiske rettigheder, sanering af dens boligkvarterer, bygningen af nye boliger, skoler og indførelse af et socialsystem. Den nordirske lokalregerings svar var at sende bevæbnet politi mod de demonstrerende katolikker. London greb nu direkte ind og sendte militæret til Ulster for at adskille de stridende parter. I 71 oprettede den nordirske premierminister Brian Faulkner «præventive interneringslejre», hvor katolikker der blot var mistænkelige blev sendt hen. Protesterne mod denne foranstaltning endte med at koste 25 dræbte. Den 30. januar 72 gennemførte katolikkerne en fredelig demonstration mod lejrene og de repressive tiltag fra myndighedernes side. Alligevel åbnede de britiske soldater ild, dræbte 13 og sårede flere hundrede. Massakren der blev kendt som Bloody Sunday blev startskuddet på væbnet modstandskamp i området. Irish Republican Army (IRA, Den irske republikanske Hær) der ellers havde ført en henslumrende tilværelse blev reaktiveret og gennemførte umiddelbart en række hævnmord.

I marts 73 gennemførtes en folkeafstemning i Nordirland for at afgøre, om området fortsat skulle være en del af Storbritannien, eller om det skulle sluttes sammen med Irland. Afstemningen var karakteriseret ved en meget lav stemmeprocent - under 60 - og blandt protestanterne gav den overvejende flertal for fortsat forbliven i Storbritannien.

1970'erne var præget af stadig dybere social og økonomisk krise, og den konservative regering under ledelse af Edward Heath blev konfronteret med 3 omfattende strejker i statslige virksomheder med central betydning for økonomien: Havnene, kulminerne og jernbanerne. Strejkerne tvang i 74 Heath til at gå af, og ved det efterfølgende valg vandt Labour. To år tidligere havde den britiske befolkning ved en folkeafstemning stemt for at søge optagelse i EF. Landet indledte nu en gradvis integration i Europa og en søgen efter nye markeder til produkterne fra sin svage industri.

I 1975 vedtog parlamentet en ny skilsmisselov. Samme år havde feministerne gennemført en omfattende og heldig national kampagne for abort.

I 79 gennemførte Labourregeringen under James Callaghan folkeafstemninger i Wales og Skotland om lokal autonomi, men den blev begge steder nedstemt. Efter en lang række strejker og stigende folkelig utilfredshed vandt de konservative med Margaret Thatcher i spidsen i maj parlamentsvalget. Den nye regering tog drastiske midler i brug for at reducere inflationen, for at reducere statens rolle i økonomien og baserede sin økonomiske politik på monetarismen.

I 81 gennemførte en række IRA politiske fanger syv sultestrejker som led i en kampagne for at blive anerkendt som politiske fanger, men regeringen afviste at forhandle og lod 12 sultestrejkende fanger dø.

I starten af 82 var utilfredsheden med Thatchers reaktionære politik udbredt. I april udnyttede hun derfor Argentinas besættelse af Port Stanley på Falklands øerne - Islas Malvinas - i Sydatlanten. Hun sendte den kongelige flåde afsted med hangarskibe og atomundervandsbåde. Efter 45 dages krig havde briterne generobret øerne, og Thatcher skyndte sig at afholde valg for at drage nytte af den større popularitet.

I oktober 83 trak Storbritannien sine tropper ud af Belice. Året efter indgik landet - i overensstemmelse med aftaler fra den første Opiumskrig - en aftale med Kina om tilbagelevering af Hong Kong til fastlands Kina i december 97.

1984 Minearbejderstrejken

Under Thatcher regeringerne blev fagbevægelsen meget hårdt ramt af hendes politik. Det skyldtes dels tabet af medlemmer indenfor traditionelle industrier under afvikling, dels Thatchers politik for bekæmpelse af arbejderbevægelsen. I den sammenhæng spillede minearbejderstrejken i 1984-85 en central rolle. Efter et års strejke med voldsomme sammenstød led minearbejderne et sviende nederlag, da regeringen med et pennestrøg besluttede at lukke kulminerne.

I 87 blev Thatcher for tredje gang i træk valgt til premierminister. Hun fortsatte ufortrødent sin radikale liberalisering af økonomien, privatisering af de statslige virksomheder, budgetreformer og åben krig mod fagbevægelsen. Udenrigspolitisk var hendes linie konfrontation med EF og alliancer med USA.

Efter flere års begrænset vækst forværredes den økonomiske situation midt i 89 atter. Samtidig besluttede regeringen at introducere en ny skat - poll tax - der skulle betales af alle, der var skrevet på valglisterne uden hensyn til deres indkomst iøvrigt. Forslaget udløste meget omfattende offentlige protestdemonstrationer.

I februar 90 genoptog Storbritannien og Argentina de diplomatiske forbindelser, og deres repræsentanter mødtes i Madrid for at diskutere Malvinas øernes fremtid.

1990 Exit Thatcher

De stadig voldsommere interne spændinger i det konservative parti endte i november med, at Thatcher måtte gå af som partiformand og premierminister. Hun blev erstattet på begge poster af sin tidligere minister John Major. Ved sin indsættelse erklærede han, at han gik ind for en kapitalisme med «menneskeligt ansigt» - i modsætning til «Jerndamens» benhårde kapitalisme.

I 1991 fjernede Major officielt den forhadte poll tax og tog en række skridt, der skulle give retslig beskyttelse til syge, kvindelige arbejdere, forbrugere og familien. Alligevel fortsatte en række af de programmer, Thatcher havde sat i gang - bl.a. privatiseringen af sundhedsforsorgen.

I Europapolitikken tog premierministeren afstand fra sin forgængers hårde linie og tilsluttede sig i 91 EU's aftaler om den monetære union. Men den tætte og nærmest betingelsesløse alliance med USA var uforandret, hvilket bl.a. kom til udtryk under Storbritanniens deltagelse i Golfkrigen.

Det lykkedes regeringen at reducere inflation fra 10% i 1990 til 3,8% i 91, og samtidig faldt renten fra 15% til 9,5%, men produktionen var fortsat hårdt ramt. I 91 gik industriproduktionen ned ifht. året før, og antallet af mindre virksomheder der måtte lukke steg drastisk. Samtidig fortsatte arbejdsløsheden sin stigende tendens. I slutningen af 91 var den nået over 9%. Den begyndte nu også at ramme faglærte grupper og mellemlagene, der hidtil havde støttet Thatchers neoliberale økonomiske politik.

Trods Majors enorme popularitet - han blev landets historisk mest populære politiker efter Winston Churchill - kunne dette ikke bremse partiets tilbagegang. Ved regionalvalget i slutningen af 91 mistede de konservative 800 byrådsposter og en række traditionelle konservative kommuner. Arbejderpartiet gik til gengæld over 400 pladser frem, og også Liberaldemokraterne gik drastisk frem.

I september 91 udbrød de voldsomste optøjer siden 76. Det var overvejende unge, der demonstrerede i så vidt forskellige byer som Cardiff, Newcastle, Birmingham og Oxford. I samme periode viste tal fra Scotland Yard, at den racistiske vold var stigende.

I 92 vandt de konservative for fjerde gang i træk parlamentsvalget, da de fik 336 pladser ud af 651. Ved valget mistede Gerry Adams - Sinn Feins formand - sin plads i parlamentet. De nordirske republikanere er knyttet til IRA, og efterfølgende sprang en række voldsomme bomber i London.

Fra 1993 begyndte de konservative atter at notere vælgermæssig tilbagegang ved lokal- eller suppleringsvalgene. Årsagen var dels den forværrede økonomiske krise, dels den stigende arbejdsløshed, der nu berørte omkring 3 millioner arbejdere. Den 15. december undertegnede London en fælleserklæring med Irland omkring situationen i Nordirland. Den skulle bane vejen for fredsforhandlinger.

Trods forbedring af økonomien lykkedes det ikke de konservative at øge deres popularitet gennem 1994. BNP steg 3% og 2,5 millioner var arbejdsløse svarende til 9%. En række skandaler som den illegale financiering af et dæmningsprojekt i Malaysia sværtede yderligere de konservative til. I parlamentet blev mindstealderen for homoseksuelle relationer nedsat fra 21 til 18 år.

I 95 faldt arbejdsløsheden til 2,2 millioner, men iøvrigt var den økonomiske situation nogenlunde uforandret. Alligevel var Major regeringen ude af stand til at øge sin popularitet. Året tidligere havde Tony Blair overtaget ledelsen af Labour og havde indledt en «modernisering» af partiets program, der bl.a. indebar, at henvisningerne til socialisme og kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne blev strøget.

1997 Exit Torries

Gennem 96 gik Labour frem ved en række suppleringsvalg, og kursen var dermed lagt for sejren ved parlamentsvalget 1. maj 97. Efter 18 års konservativt styre kunne Arbejderpartiet med Blair i spidsen atter overtage premierministerboligen i Downing Street 10. Det konservative valgnederlag var katastrofalt og udløste en intern lederkrise. Det fik kun 30% af stemmerne mod Arbejderpartiets 43,1% - den største forskel i dette århundrede.

I juni annoncerede Blair forberedelsen af en ny forhandlingsrunde om Nordirland. Premierministeren erklærede, at også Sinn Fein ville kunne deltage i disse - seks uger efter at IRA havde erklæret våbenhvile. Den blev erklæret den 20. juli, og republikanerne kunne derfor deltage i forhandlingerne, der blev indledt den 15. september.

Prinsesse Dianas død i et trafikuheld i Paris den 31. august berørte den britiske befolkning dybt og bragte det britiske kongehus i defensiven. For første gang i mange år blev der manifesteret en kraftig kritik af monarkiet, efter at kongehuset i første omgang havde afvist at tage dødsfaldet alvorligt.

I oktober erklærede finansminister Gordon Brown, at Storbritannien ikke ville indføre Euro'en som valuta fra 1. januar 1999, men at det kunne blive en mulighed efter næste parlamentsvalg i 2002. Sammen med Danmark er Storbritannien det eneste land i EU, der officielt har fået tilladelse til ikke at deltage i ØMU'en.

I 1997 gennemførtes lokale folkeafstemninger i Wales og Skotland om større beføjelser til lokalparlamenterne, og i modsætning til 1979 blev den udvidede autonomi vedtaget. I begyndelsen af 98 førte forhandlingerne om Nordirland til indgåelse af en fredsaftale. Den blev i maj sendt til folkeafstemning, og fik i Nordirland støtte fra 70% af befolkningen. Tilslutningen var næsten total blandt katolikkerne, men også blandt protestanterne var der flertal. Parallelt med afstemningen i Nordirland gennemførtes en folkeafstemning i Irland. Her stemte 95% af befolkningen for, at Irland skulle opgive sine forfatningsmæssige territorialkrav på Nordirland, og istedet overlade det til Ulsters egen befolkning at afgøre sin fremtid. De to nordirske ledere, unionisten David Trimble og nationalisten John Hume fik i december Nobelprisen for deres arbejde for fred i Nordirland.

Ifølge fredsaftalen skal Nordirland på linie med Wales og Skotland have et lokalparlament, der vælges ved direkte valg.

På anmodning fra det spanske retsvæsen tilbageholdt Scotland Yard i august Chiles tidligere diktator, general Augusto Pinochet, der befandt sig i London på et sanatorium efter en operation i ryggen. Efter en langstrakt juridisk proces der strakte sig over 1½ år, blev Pinochet dog alligevel løsladt. Indenrigsminister Jack Straw erklærede, at Pinochets dårlige sundhedstilstand ikke ville kunne klare strabadserne ved en udlevering til Spanien og en efterfølgende retsag.

Gennem 1999 forberedte de nordirske unionister og nationalister sig på indgåelsen af en fælles regering. Denne blev indsat i december samme år. Regeringen blev ledet af premierminister David Trimble og havde desuden deltagelse fra bl.a. Sinn Fein. Nationalistlederne Gerry Adams og Martin McGuinness indgik til februar 2000 i regeringen. Da trak Trimbles Ulster Unionister sig imidlertid ud, hvilket bragte regeringen til fald. Overherredømmet der var blevet overdraget provinsen i december gik nu atter tilbage til London.

Forbrydelser mod menneskeheden 

I 1960'erne besluttede USA og Storbritannien sig for at omdanne den britiske koloni Diego Garcia i det Indiske Ocean til militærbase. Som led i projektet blev øernes befolkning fordrevet. For at tilsløre det faktum at fordrivelsen folkeretligt var en forbrydelse mod menneskeheden, ændrede den britiske stat i nogle omgange øernes status, og indsamlede derefter alle indbyggere og flyttede dem til Mauritius, hvor de blev stuvet sammen under elendige forhold.

I juli 2000 fremlagde 500 fordrevne fra Diego Garcia et retskrav for den britiske krone på tilbagelevering af deres land. I december fremlagdes dette krav endvidere for en føderal domstol i Washington. Anklagerne bestod bl.a. i illegal deportation, racediskrimination, tortur og folkemord. I 2000 afsagde den britiske højesteret kendelse om, at den fordrivningsordre det britiske krigsministerium i 1965 havde udstedt var i strid med britisk lov. Den daværende britiske udenrigsminister Robin Crook besluttede ikke at appellere kendelsen.

I 2002 vedtog det britiske parlament en lov der gav den fordrevne befolkning britisk statsborgerskab og ret til at vende hjem til Diego Garcia. Efter to års forsinkelse i det britiske udenrigsministerium anlagde de fordrevne og deres efterkommere - ialt 4.500 personer - sag om erstatning. I 1970'ene var de blevet tilkendt 650.000 £, og i starten af 80'erne yderligere 4 mio. £. Kravet blev imidlertid afvist i både højesteret og appeldomstolen, der accepterede regeringens forklaring om, at den allerede udbetalte erstatning (på 1000£ pr. person) var fair.

I juni 2004 genindførte den britiske regering kontrol med adgangen til Diego Garcia, og satte dermed effektivt en stopper for de fordrevnes mulighed for at vende hjem - i strid med højesteretskendelsen fra 2000. I maj 2006 omstødte højesteret regeringens beslutning fra 2004 og erklærede den for ulovlig. Højesteretsdommerne Justice Hooper og Justice Cresswell erklærede i kendelsen: «selve forestillingen om at en minister med et cirkulære kan eksilere en hel befolkning fra et britisk oversøisk område og hævde at han blot gør det for 'at sikre fred, ro og god regeringsførelse' er en afskyelig tanke». De fordrevnes talsmand, Olivier Bancoult, opfordrede efterfølgende Tony Blair til at efterleve højesterets kendelse og lade de fordrevne vende hjem. Kravet blev afvist af den britiske regering, der ellers opfattede sig som bannerfører for menneskerettigheder. Dog fik en lille gruppe på 100 fordrevne mulighed for et kort besøg i deres gamle land - for første gangi 40 år. Besøget blev brugt til at besøge de misrøgtede kirkegårde og inspicere militærets andre ødelæggelser af øen.

Den britiske regering appellerede højesterets kendelse til en appeldomstol, der i maj 2007 stadfæstede højesterets dom. Regeringen tog derefter sagen til Overhuset, der i oktober 2008 gav regeringen ret, og afviste de fordrevnes ret til at vende hjem. De fordrevne har derefter bragt sagen for den Europæiske Menneskeretsdomstol.

2000 Ken Livingstone smides ud af Labour

Et internt opgør i Labour om opstillingen af en borgmesterkandidat i London i foråret 2000 førte til, at parlamentsmedlemmet Ken Livingstone blev smidt ud af partiet. Ifølge meningsmålingerne var Livingstone den mest populære kandidat, men han repræsenterede samtidig arbejderpartiets traditionelle venstrefløj og beskyldte premierminister Blair og dennes tilhængere for at anvende udemokratiske metoder og afskaffe princippet om «en mand, en stemme». Alt sammen for at bremse Livingstones kandidatur til borgmesterposten. Striden fortsatte til marts 2000, hvor Blair besluttede at smide Livingstone ud af partiet. Det skadede imidlertid ikke den oprørske arbejderleders anseelse eller popularitet, og i maj blev han valgt til Londons borgmester.

I september 2000 afslørede en undersøgelse fra UNICEF, at en ud af tre børn i Storbritannien lever i fattigdom. Resultatet placerede landet på 20. pladsen blandt de 23 lande, der var blevet undersøgt, og indikerede at 5 millioner britiske børn og deres familier ikke har midler til opfyldelse af de basale behov. Et år forinden havde den britiske regering lovet, at indenfor to år ville de 700.000 fattigste børn få flere penge, bedre boliger, tøj og mad.

Parlamentsvalget i juni 2001 blev vundet af Labour, og Tony Blair fortsatte som premierminister. De konservatives valgnederlag medførte lederen William Hagues afgang.

I oktober 2001 var antallet af registrerede kvægbesætninger med mund- og klovsyge nået op på 2030. antallet af dyr der var slået ned for at bremse sygdommens udbredelse var samtidig nået op på 3,9 mio. I Skotland var der registreret 187 besætninger, i Nordirland 4 og i Wales 121. Sygdommen gjorde blot ondt værre for de britiske bønder, der i 1996 var blevet ramt af kogalskaben. Dengang blev over 4½ mio. dyr slået ned for at bremse sygdommens udbredelse. Man mener at sygdommen blev spredt gennem organiske rester i kvægets fodder. Rester der havde været tilstede siden 1970'erne. Den menneskelige variant af kogalskaben, Creutzfeld Jakobs sygdommen, havde indtil da ramt 77 mennesker. Kogalskaben medførte, at den britiske kødeksport stort blev indstillet, og selv om den siden atter er vokset, har den ikke nået niveauet før 1996.

Efter terrorangrebet på New York i september 2001 besluttede Tony Blair betingelsesløst at støtte USA. Storbritannien bakkede op om USA's anvendelse af paragraf 5 i NATO pagten - den såkaldte musketerparagraf der forpligter medlemslandene til at håndtere et angreb på et enkelt land som et angreb på alle. Storbritannien fulgte derfor betingelsesløst USA, da det i oktober indledte invasionen og senere besættelsen af Afghanistan. Og i marts 2002 erklærede Blair sammen med USA's vicepræsident, Dick Cheney, at Iraq var en trussel mod verdensfreden, og han åbnede samtidig muligheden for, at Storbritannien ville følge USA i krig mod Iraq og dets præsident, Saddam Hussein.

Ligeledes i marts døde dronningemodren i en alder af 101 år. Hendes popularitet i den britiske befolkning var især erhvervet under 2. Verdenskrig, hvor hun som dronning forblev i London under de tyske bombardementer. Tony Blair karakteriserede hende ved begravelsen et symbol på Storbritanniens «værdighed og mod».

Ved kommunalvalgene i maj 2002 vandt det ekstremt højreorienterede British National Party (BNP) for første gang i 9 år 3 pladser i Burnley. De konservative fik 34% af stemmerne, labour 33% og de liberale 27%. Selv der blev valgt ialt 5889 byrådsmedlemmer, karakteriserede BNP's leder, Nick Griffin resultatet som en «triumf». Han afviste samtidig at hans parti udnyttede de racemæssige spændinger der eksisterer i en række byer, selv om han indrømmede at partiets mål er at skabe et «hvidt Storbritannien». Selv om det kommunale selvstyre er blevet udhulet gennem de foregående 20 år, har det stadig en række væsentlige ansvarsområder.

I juli meddelte udenrigsminister Jack Straw, at Storbritannien leverer reservedele til USA's F-16 krigsfly, der sendes til Israel. Det blev af aktivister betragtet som yderligere en pind til den ligkiste, etikken i den britiske udenrigspolitik skal begraves i. Det blev samtidig betragtet som støtte til USA's krigsforberedelser overfor Iraq.

I oktober 2002 erklærede Blair i en stort anlagt udenrigspolitisk tale, at Iraq i løbet af blot 45 minutter kunne affyre raketter med masseødelæggelsesvåben mod Europa. Formålet var at varme den britiske befolkning op til krigen mod Iraq, men befolkningen var fortsat langt overvejende imod krig, og 1 år senere var det afsløret, at Blairs påstand var frit opfundet.

Blair fortsatte sin betingelsesløse støtte til Bush' krigspolitik frem til angrebet på Iraq i marts 2003 - på trods af at Frankrig og Tyskland nægtede at gå med i en sådan krig, og på trods af at USA led eklatant nederlag i forsøget på at få vedtaget en FN resolution, der skulle legitimere angrebskrigen. Heller ikke den britiske befolkning lykkedes det Blair at overtale. Efteråret og vinteren oplevede de største antikrigsdemonstrationer siden Vietnamkrigen, og ved krigsudbruddet var et stort flertal blandt briterne fortsat imod krig. Samtidig valgte flere ministre at gå i protest mod Blairs og Bush' krig. Det gjaldt Robin Cook og udviklingsminister Claire Short.

Blairs stilling blev ikke bedre over sommeren, da USA var ude af stand til at finde de påståede masseødelæggelsesvåben i Iraq. Og i juli kunne BBC afsløre, at den britiske regering havde forvansket oplysninger fra det britiske efterretningsvæsen om Iraqs militære kapacitet. Efter hårdt pres måtte BBC afsløre, at oplysningerne herom stammede fra forsvarsministeriets ekspert i kemiske våben, David Kelly, der i sine rapporter havde afvist, at Iraq havde kemiske våben. Regeringen påstod det modsatte. Kelly begik selvmord - eller blev dræbt. Hændelserne tvang i sidste ende den britiske regering til at nedsætte en undersøgelseskommission. Hutton kommissionen og senere Butler rapporten sagde ikke direkte, at regeringen og Blair havde løjet, men indikationerne var klare nok, og Blairs spindoktor, Alistair Campbell måtte gå af. Det var via ham at instruktionen til efterretningsvæsenet om at gøre deres rapporter mere «sexede» - anvendelige i regeringens krigspropaganda - var udgået.

Omstændighederne ved krigen og den britiske regerings løgne medførte, at Blairs og Labours popularitet styrtdykkede. Da oppinionsundersøgelser samtidig afslørede et massivt flertal i den britiske befolkning mod den nye EU forfatning følte Blair sig tvunget til at erklære, at forfatningen ville blive sendt til folkeafstemning i 2005. En afstemning der blev overflødiggjort af det franske og nederlandske nej.

Lokalvalg umiddelbart efter Butlerrapporten i juli 2004 gav Labour et sviende nederlag, der bl.a. tabte Leicester South, der ellers havde været en sikker arbejderbastion i over 50 år. Den blev overtaget af de liberale. På Labours landsmøde i slutningen af september var Blair tvunget til at indrømme, at påstanden om at Iraq besad masseødelæggelsesvåben i 2003 havde været falsk. Samtidig meddelte han, at han stillede op til en tredje og sidste valgperiode som partiets premierministeremne.

I slutningen af oktober blev en undersøgelse gennemført af forskere ved Institut for Folkesundhed ved Johns Hopkins Bloomberg instituttet ved Baltimore universitet pffentliggjort i det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet. I undersøgelsen kom forskerne frem til, at krigen mod Iraq, ødelæggelsen af landets infrastruktur og den efterfølgende vold havde kostet 100.000 irakere livet - overvejende kvinder og børn. Udenrigsminister Jack Straw erklærede, at regeringen ville undersøge forskernes konklusioner.

Efter parlamentsvalget i maj 2005 indledte arbejderpartiet sin 3. regeringsperiode, med med blot 36% af de stemmeberettigede bag sig var der tale om den svageste opbakning nogen britisk regering havde haft. De konservative gik betydeligt frem i mange dele af London, og mindre i resten af landet, men valgets største sejrherre var Liberal Demokraterne der fik 22% af stemmerne og gik frem til 62 pladser i Underhuset. Selv de Labour ledere der på forhånd havde afvist, at Iraq krigen ville have indflydelse på resultatet måtte efterfølgende indrømme, at krigen var en væsentlig årsag til Labours tilbagegang.

Den 7. juli blev 56 dræbt og omkring 700 såret, da 4 bomber blev bragt til sprængning i en bus og i Londons undergrundsbane. Tre af de fire formodede selvmordsbombemænd var britiske statsborgere af pakistansk oprindelse. To uger senere fandt der et nyt attentatforsøg sted med fire nye bomber, men denne gang lykkedes det ikke bombemændene at få bomberne til at detonere. Terroraktionen afslørede klart den strukturelle svaghed ved den britiske og europæiske «terrorbekæmpelse», for bombemændene var selvorganiserede og uden forbindelse til terrorgrupper i udlandet.

Efter terroraktionen blev det livsfarligt at være udlænding i Storbritannien. Det britiske politi fik nemlig ordre til at skyde på alle mistænkelige, og det kostede en brasiliansk elektriker livet. Han blev i midten af juli henrettet af britisk politi i undergrundsbanen, fordi han havde travlt og derfor iflg. politiet opførte sig mistænkeligt.

Blair måtte i november indkassere sit første alvorlige nederlag i parlamentet siden sin tiltræden i 1997, da en ny terrorlovgivning blev stemt ned med 322 stemmer mod 291. I lovgivningen indgik et stærkt omdiskuteret forslag om at kunne fængsle mistænkte i op til 90 dage uden at rejse sigtelse. Siden blev langt videregående lovgivning vedtaget i Danmark. I Storbritannien stemte over 80 labour medelemmer mod premierministerens forslag om udhuling af retsstaten, og dette satte ministeren i en delikat situation, hvor der endog cirkulerede rygter om hans tilbagetræden. Selv om Blair allerede havde erklæret, at han ikke ville stille op til en 4. periode, blev kravet om at udskifte ham med efterfølgeren Gordon Brown stadig kraftigere. Finansminister Brown var arkitekten bag Labour regeringens økonomiske «vidunder».

Mindst 1200 homoseksuelle vielser var planlagt til 5. december, der var den dato hvor homoseksuelle fik samme ægteskabelige rettigheder som heteroseksuelle. Den nye lovgivning giver homoseksuelle ret til at registrere partnerskab, omend de endnu ikke har ret til at lade sig vie i kirken.

Blair måtte i november notere sit første parlamentariske nederlag, siden han i 1997 kom til magten. Det skete da underhuset forkastede hans forslag til en såkaldt sikkerhedsskat. Premierministeren erklærede efterfølgende, at han ikke agtede at stille op til næste valg i 2010. Den oprindelig så populære premierminister havde mistet det meste af sin popularitet på den upopulære angrebskrig mod Iraq.

I september 2006 besøgte Blair Libanon efter den israelske angrebskrig mod landet. Rejsen blot til yderligere at forværre Blairs image i Storbritannien og i udlandet. Efterfølgende erklærede minister for social Udstødning, Hillary Armstrong at blair agtede at trække sig fra premierministerposten efter næste landsmøde i Labour i 2007.

Efter næsten 2 års spekulationer om Blairs afgang, overtog finansminister Gordon Brown i juni 2007 posten som premierminister. I sin tiltrædelsestale erklærede han, at der var tale om «en regering med nye prioriteringer». Iagtagere pegede på, at der især ville blive tale om ændringer i udenrigspolitikken. Allerede på dette tidspunkt var Storbritannien på vej til drastisk at reducere sin tilstedeværelse i besættelsesstyrken i Iraq. Nogle måneder senere overdrog briterne ansvaret for Basra til irakerne.

Blair selv udnævnt til koordinator for Mellemøstkvartten, der var ansvarlig for Køreplan for fred.

Forholdet mellem Rusland og Storbritannien forværredes gennem 2007. I november 2006 døde den tidligere KGB agent Alexander Litvinenko i London efter at være forgiftet med det radioaktive stof Polonium-210. Fra starten anklagedes Rusland for at stå bag mordet, hvilket blev afvist fra russisk side. Allerede i januar 2007 rettedes den britiske efterforskning sig imidlertid mod FSB agenten Andrei Lugovoi, der senere på året formelt blev krævet udleveret. Moskva nægtede dette, hvorefter Storbritannien udviste 5 russiske diplomater. Rusland svarede igen med udvisning af et tilsvarende antal britiske diplomater. Litvinenko hoppede af i Storbritannien i 2001 og hævdede han var blevet sendt til landet for at myrde den russiske oligark Boris Berezovsky, der havde fået politisk asyl i landet.

Bankkrisen i efteråret 2008 medførte at regeringen tog terrorlovgivning i brug mod Island. Omkring 300.000 briter havde spekuleret ved at sætte penge i den islandske bank Icesave, som i september 2008 gik konkurs. Regeringen vedtog øjeblikkelig undtagelseslovgivning, der indefrøs den islandske banks værdier i Storbritannien, og spændte i den følgende tid ben for hjælpepakker til Island. I sommeren 2009 gik den islandske regering med til at betale erstatning til de britiske spekulanter. Island skal i 2017-23 betale 4% af sit BNP til de britiske spekulanter for at kompensere dem for deres tab.

I sommeren 2009 konne dagbladet Daily Telegraph afsløre, at de britiske parlamentsmedlemmer i vid udstrækninger svindlede med det system, der gav dem adgang til at «få dækket deres udgifter forbundet med at være parlamentsmedlem». Systemet var tiltænkt at skulle dække f.eks. udgiften til dobbelt husførelse for medlemmer der boede langt borte, eller tilsvarende transportudgifter. Men pengene blev brugt til f.eks. at aflønne parlamentsmedlemmernes børn, købe eller modernisere luksusvillaer der efterfølgende blev lejet ud. Skandalen afslørede, at mindst halvdelen af både Labour og konservative medlemmer havde fingrene dybt i klejnekassen. Parlamentsformanden måtte gå af, da han havde tilladt svindelen at fortsætte. Ledelserne i både Labour og konservative forsøgte at begrænse skaden ved at opfordre deres svindlere til at beklage og betale midlerne tilbage. I februar 2010 blev der rejst tiltale. Dog kun mod 4 medlemmer: 3 Labour og 1 konservativ. Den offentlige reaktion var dyb politikerlede og et politisk skred i retning af andre kandidater. Skandalen var dog i vid udstrækning glemt, da briterne skulle stemme ved parlamentsvalget i maj 2010.

Parlamentsvalget i maj 2010 var en stor sejr for de konservative, der gik 97 mandater frem til 306. Procentmæssig var fremgangen begrænset: 3,7% til 36,1%. Men pga. det britiske valgsystem gav den lille procentfremgang en stor mandatfremgang. Partiets leder, David Cameron blev efterfølgende ny premierminister. For Labour var valget en katastrofe. Det gik 91 mandater tilbage til 258. Procentmæssig var tilbagegangen på 6,2% til 29%. Valget blev historisk idet ingen af de to gamle partier havde flertal, og Cameron måtte derfor danne regering sammen med de liberale. Britiske regeringer havde indtil da altid været rene partiregeringer.

Et skræmmende træk ved valget var at nazistpartiet, British National PArty (BNP) gik 1,2% frem til 1,9% - uden dog at få valgt nogen kandidat. Et udtryk for at den radikale højrefløj også fik større fodfæste - som i de øvrige europæiske lande.

Storbritannien blev forholdsviss hårdt ramt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. Landets BNP faldt 5,1% i 2009. Alligevel steg arbejdsløsheden kun langsomt i 2009: fra 7,2% i marts til 7,8% i december. Ungdomsarbejdsløsheden var da oppe på 19,7%. Arbejdsløsheden lå en del under EU gennemsnittet på 10%. Alligevel var landet i en kritisk situation pga. stor statslig låntagning. Den nye britiske regering lancerede derfor i juni 2010 en skrap krisepakke:

I juli annoncerede regeringen yderligere drastiske nedskæringer på sundhedsområdet. Til gengæld rørte regeringen ikke ved krigsbudgettet. I 2010 brugte landet ca. 40 mia. UK£ på militæret.

Krisepakken ramte altså især landets fattigste og offentlige ansatte. Til gengæld var der godt nyt for virksomhederne. Virksomhedsskatten blev sænket fra 28 til 24%, og for de mindre virksomheder fra 21 til 20%.

I oktober vedtog den liberal-konservative regering de mest omfattende velfærdsforringelser siden 2. Verdenskrig. Regeringen vil frem til 2015 reducere de offentlige udgifter med ca. 20%, eller ca. 700 mia. Kr. Omkring en halv million offentligt ansatte skal fyres. Kulturen skæres ned med 50%. De sociale ydelser skæres med 20-40%. Til gengæld fritages skolerne for nedskæringer - i modsætning til Danmark hvor regeringens uddannelsespolitik har ført til massive forringelser i de fleste af landets kommuner.

I februar 2011 besluttede retten i London at WikiLeaks stifter Julian Assange skulle udleveres til Sverige. Hans advokater ankede sagen videre, og i juni 2012 stadfæstede den britiske Højesteret udleveringen. Assange søgte derefter asyl i den Ecuadorianske ambassade i London.

I marts-september 2011 spillede Storbritannien sammen med Frankrig og Danmark en central rolle i krigen mod Libyen. Indtil få år inden havde Gadhafi været allieret med Storbritannien, men det «arabiske forår» og manglende kendskab til allianceforholdene gjorde den britiske regering opsat på at få fjernet Gadhafi. I september blev han myrdet i Libyen, og var derfor ikke i stand til at fortælle hemmeligheder om hans samarbejde med Vesten.

Murdoch dagbladet News of the World lukkede i juli 2011. Indtil da havde det været landets største dagblad, men det bliver afsløret i at have gennemført flere hundrede ulovlige aflytninger af politikere. Flere af aflytningerne havde ført til dødsfald. Chefredaktøren forstod ikke lukningen. Hun havde blot fuldt Murdochs ordre om at gøre avisen til landets største - «no matter what». Camerons spindoktor ryger med i faldet. Han var tidligere redaktør på avisen og blev nu arresteret som led i efterforskningen af ulovlighederne.

I august dræber politiet den 29 årige Mark Duggan i Tottenham i London. Der er tale om et racistisk drab der udløser en uges optøjer i bydelen. Flere tusinde arresteres. De konservative frygter «pøbelen» og anbefaler derfor at der indføres standretter. De arresterede skal stilles for retten og dømmes i løbet af få dage. Det medfører de følgende uger flere hundrede vilkårlige domme, hvor personer - oftest briter af anden etnisk herkomst - vilkårligt idømmes lange fængselsstraffe. En mor til 2 fik f.eks. 5 måneders ubetinget fængsel for at være i besiddelse af et par stjålne shorts, og 2 unge fik 4 års fængsel for alene at have opfordret til oprør via Facebook. Hvis de egyptiske myndigheder med samme nidkærhed havde overvåget Facebook, Twitter og internetaktivister i februar 2011, var diktatoren Mubarak aldrig blevet væltet i Egypten.

Den konservative regerings politik slår fuldt igennem i Storbritannien i 2012, og landet landet går derfor i recession i første halvår.

De britiske og skotske myndigheder bliver i oktober enige om køreplanen for en skotsk folkeafstemning om selvstændighed i efteråret 2014.

I december 2012 accepterede Sami al Saadi og hans familie en erstatning fra den britiske stat som kompensation for at det britiske efterretningsvæsen i 2004 havde overdraget ham til Gadhafis torturkamre i Libyen. En tilsvarende sag anlagt af libyeren Abdel Hakim Belhaj ved de britiske domstole kørte fortsat i slutningen af 2012.

I september opfordrede Europaparlamentet Storbritannien og andre EU medlemslande til at offentliggøre alle oplysninger om deres deltagelse i USA's torturprogram, der gennem 10 år havde fragtet fanger rundt i verden fra torturcenter til torturcenter. Storbritannien spillede som nær allieret af USA en fremtrædende rolle i programmet men nægtede at offentliggøre detaljerne.

I juni 2013 afslører den tidligere NSA analytiker Edward Snowden, at USA har et gigantisk program til overvågning af internettrafik og telekommunikation i hele verden. Det afsløres videre, at det britiske efterretningsvæsen GCHQ spiller en central rolle i de kriminelle aktiviteter. F.eks. har GCHQ hacket sig ind i det belgiske telefonselskab Belgacom, og aflytter her igennem bl.a. EU Kommissionen og -parlamentet. GCHQ aflyttede også statscheferne der deltog i G20 topmødet i London i 2009. Det britiske dagblad The Guardian spiller en vigtig rolle i afsløringerne, ligesom det et par år inden spillede en central rolle i WikiLeaks afsløringer. Da hverken USA eller Storbritannien kan få fat i Snowden der har fået humanitær opholdstilladelse i Rusland går de i stedet efter Guardian og dets journalister. I august møder efterretningsofficerer op på redaktionen og kræver at få alt avisens materiale om NSA udleveret. Avisens redaktør nægter og bliver i stedet sat til at knuse harddiske som spionerne mener der ligger data på. Samme måned tilbageholdes brasilianeren David Miranda i Heathrow lufthavn i over 9 timer med henvisning til Storbritanniens terrorlovgivning og får konfiskeret alt hans elektroniske udstyr. Han bliver derefter udvist. Mirandas forseelse er, at han er kæreste med Glenn Greenwald, der er den Guardian journalist der siden juni har skrevet om sagen. De britiske myndigheder kan ikke få fat i Miranda, da han sidder i Brasilien. I oktober strammer de britiske myndigheder og deres konservative støtter yderligere grebet om Guardian. Flere konservative aviser, konservative parlamentsmedlemmer og ministre udtaler, at Guardian er skyldig i højforræderi pga. sine afsløringer af staternes kriminelle aktiviter. Europas og USA's største dagblade rykker nu ud til forsvar for Guardian og ytrigsfriheden. En måned senere vedtager den konservative regering en ændring af presseloven, så det britiske pressenævn ikke længere er funderet i pressen, men er et regeringsorgan. Pressenævnet omdannes med andre ord til et censurinstrument for staten.

I juli 2013 vedtog parlamentet en ændring til ægteskabslovgivningen, der åbnede op for ægteskab mellem personer af samme køn.

Cameron tabte i september 2013 en afstemning i Underhuset om at gå i krig med Syrien. Den britiske befolkning var meget trætte af krigene, som den havde udskrevet soldater til gennem 00'erne. Først i Afghanistan og siden Iraq. En række af premierministerens egne konservative stemte derfor mod forslaget om at bombe Syrien. Cameron blev dermed den første udenrigsminister i 100 år der tabte en afstemning om udenrigspolitik i Underhuset.

Premierministeren besøgte i november landets gamle koloni Sri Lanka og besøgte bl.a. Jaffna i den nordlige del af landet. Hundredevis af tamiler brød her gennem politiets afspærringer og omringede premierministerens bil med billeder af deres dræbte familiemedlemmer. Sri Lanka begik i 2009 folkemord og dræbte omkring 50.000 tamiler uden protester fra Vesten.

David Cameron deltog i december 2013 i Nelson Mandelas statsbegravelse i Sydafrika. I 1989 havde han besøgt Sydafrika som repræsentent for den konservative regering, der aktivt støttede det daværende apartheid regime. Regeringslederne for 3 lande - Danmark, Storbritannien og USA - der i sin tid var sikre støtter for apartheidregimet fandt derfor lejlighed til at lave en selfie.

Parlamentet vedtog i maj 2014 Immigration Act 2014 med en række ændringer til flygtningelovgivningen. Den indebar, at private udlejere ikke længere måtte udleje lejligheder eller anden ejendom til emigranter uden status, at emigranter uden status ikke længere skulle kunne tage kørekort eller oprette en bankkonto. Hensigten var at gøre livet vanskeligere for de flere hundrede tusinde illegale indvandrere, der befandt sig i landet.

ICC's chefanklager meddelte i maj, at organisationen ville indlede forundersøgelser af de britiske overgreb mod irakiske krigsfanger i 2003-08.

Europaparlamentsvalget i maj blev en katastrofe for de konservative, der mistede 7 mandater og med 19 kun blev det 3. største parti. Labour gik tilsvarende 7 frem og fik 20. Men valgets store sejrherre blev UK Independence Party (UKIP) der ønskede øjeblikkelig udmeldelse af EU. Det gik 11 mandater frem til 24 og blev dermed det største ved valget. Resultatet var et udtryk for stadig stærkere britisk modvilje mod EU og UKIP var her den rene vare. Partiet fik sit første medlem valgt ind i det britiske parlament ved et suppleringsvalg i oktober 2014.

Premierministerens tidligere kommunikationsdirektør Andy Coulson blev i juni dømt for telefonaflytning, foretaget af New of the World, som han havde været redaktør for frem til 2007.

I juli fornyede parlamentet undtagelseslovgivningen der gav GCHQ tilladelse til indsamling af alt national kommunikation. Det var i strid med en afgørelse i EU domstolen fra april, der eksplicit forbød dette. Den britiske undtagelseslov udstrakte samtidig indsamlingssfæren, så GCHQ fremover kunne indsamle kommunikation globalt. Det havde spionageorganisationen nu allerede gjort i mange år. I starten af året blev det offentliggjort, at GCHQ havde spioneret mod delegationerne der deltog i FN's klimatopmøde COP15 i København i december 2009. Dette i sig selv var en overtrædelse af FN's charter. I november udvidede regeringen yderligere beføjelserne, så efterretningsvæsenet må aflytte kommunikation mellem forsvarere og sigtede - med henvisning til statens sikkerhed.

I juli vedtog parlamentet en ny lov, der gav landets myndigheder til at fratage statsborgerskabet fra britiske statsborgere, hvis de engagerer sig i «terrorisme» eller andre aktiviteter «der strider imod Storbritanniens vitale interesser» - også selv om fratagelse af statsborgerskabet gør dem statsløse. Også dette var i strid med FN's charter. I november fremsatte regeringen et nyt lovforslag, der gør det muligt for myndighederne at forbyde britiske statsborgere eller andre indrejse i Storbritannien for en toårig periode, hvis de mistænkes for terrorisme i udlandet. Samtidig fik politiet ret til at konfiskere pas tilhørende personer, der kunne mistænkes for at ville rejse til udlandet for at tilslutte sig væbnede grupper. Der var tale om endnu et skridt i retning af demontering af retsstaten og opbygningen af en politistat.

Baronesse Sayeeda Hussain Warsi trak sig i august fra posten som bitrædende udenrigsminister i protest mod regeringens politik ifht. den igangværende israelske krig mod Gaza. Baronessen skrev i sin afskedsbegæring at «Storbritanniens regerings tilgang og retorik under den aktuelle krise i Gaza er moralsk uforsvarlig. Den er ikke i nationens interesse og vil have en langtrækkende negativ effekt på vor anseelse, både nationalt og internationalt. Den er ikke forenelig med retstatslige principper og vor støtte til international retfærdighed». Israel havde på dette tidspunkt massakreret over 2000 palæstinensere, hvoraf 80% var civile, jævnet hele boligkvarterer med jorden, og desuden angrebet skoler, hospitaler og moskeer. Trods den britiske regerings officielle legitimering af Israels krigsforbrydelse i Gaza, var der interne uenigheder. Forbrydelserne blev for meget for vice-preminisminister, den liberale Nick Clegg der allerede 17. juli erklærede at Israels angreb på Gaza var ude af proportioner med raketbeskydningen af Israel. Den 7. august erklærede han, at Storbritannien ville standse våbeneksporten til Israel, hvis landet brød den igangværende våbenhvile. Fire dagen inden havde Labours leder Ed Miliband skarpt kritiseret regeringen for ikke at ville kritisere Israel for dets massakrer i Gaza. Ved afstemningen i FN's Sikkerhedsråd den 30. december 2014 undlod Storbritannien og 5 andre lande at stemme for Palæstinas optagelse som stat i verdensorganisationen, mens Frankrig og 7 andre lande stemte for. Storbitannien havde med Balfour Deklarationen næsten 100 år tidligere - der gav jøderne ret til at oprette en stat på besat jord - skabt det kaos Mellemøsten nu stod i, men ønskede ikke at bidrage til løsning af konflikten.

Skotland gik den 18. september 2014 til folkeafstemning om selvstændighed. I månederne op til afstemningsdagen var afstanden mellem ja og nej siden blevet stadig mindre, så resultatet var ikke givet. Men nej siden vandt med 55,3% af stemmerne og en stemmeprocent på 84,6. Valgkampen skabte en meget omfattende politiske aktivitet, og medlemmerne strømmede til de politiske partier. Ikke blot centralregeringen i London frygtede at afstemningen ville føre til skotsk selvstændighed. Det gjorde regeringen i Spanien også, hvor Catalonien havde planlagt en tilsvarende folkefstemning til afholdelse i november. Forskellen var, at i Catalonien viste målingerne at 80% af befolkningen ville stemme for selvstændighed. Den spanske centralmagt fik derfor forfatningsdomstolen til at forbyde afstemningen.

Med 274 stemmer mod 12 anerkendte det britiske Underhus den 14. oktober staten Palæstina. Både Labour, Liberaldemokraterne og Konservative stemte for udtalelsen, der kom 11 dage efter Sverige havde anerkendt Palæstina. Anerkendelsen udløste som forventet skarp kritik fra Israel. Fem dage senere anerkendte også det skotske parlament Palæstina og opfordrede samtidig Storbritannien til at oprette en ambassade i Ramallah.

USA's kongres offentliggjorde i december 2014 et 600 siders resumé af en 5000 siders rapport om CIA's torturprogram siden 2001. Det mest interessante ved resuméet var, at det manglede enhver henvisning til Storbritanniens deltagelse i torturprogrammet. Den almindelige formodning var, at den britiske regering havde gennemført et desperat lobbyarbejde i Washington for at undgå at blive omtalt. Den britiske regering indvilgede i december 2013 i at gennemføre en undersøgelse af den britiske deltagelse i programmet, og løb dermed fra tidligere løfter om at undersøgelse skulle være uafhængig. Det britiske skridt blev derfor fra starten kritiseret af de internationale menneskerettighedsorganisationer. Den britiske stat var efter 2001 skyldig i overtrædelse af torturkonventionen og ønskede fortsat ikke at offenntliggøre omfanget af statens kriminelle aktiviteter.

Storbritanniens relationer til Rusland blev kølet ned til koldkrigsniveau i løbet af 2014 pga. situationen i Ukraine. Allerede i marts afbrød landet alt militært samarbejde med Rusland og satte stop for udstedelsen af licenser til våbeneksport til Rusland. Storbritannien gik i løbet af året i spidsen for skærpelse af EU's sanktioner mod Rusland, der skulle ramme landets banksektor og olieindustri. Rusland svarede derefter igen med sanktioner overfor bl.a. Storbritannien, der ramte landets landbrugs- og industrieksport. Efter USA's og NATO's nederlag i Afghanistan havde man brug for en ny fjende, og Rusland blev i starten af 2014 udset til at udfylde denne rolle, da det modsatte sig den vestlige ekspansion i Ukraine.

Helt frem til foråret 2015 så det ud til, at Labour ville vinde parlamentsvalget, men da valget blev afholdt i maj blev det et sviende nederlag for arbejderpartiet, der gik 24 mandater tilbage til 232, mens de konservative gik 28 frem til 330. Liberal demokraterne blev næsten udslettet, da partiet gik 48 mandater tilbage til 8. Det skotske Nationalistparti (SNP) under ledelse af Nicola Sturgeon gik til gengæld 50 mandater frem til 56. Landets tredjestørste parti, UKIP (UK Independence Party), gik 9,5% frem til 12,6% af de afgivne stemmer, men pga. Storbritanniens valgsystem blev kun partiets formand, Nigel Farage valgt ind. Sinn Fein mistede mistede 1 mandat og fik 4. Det tidligere radikale Labour medlem George Galloway der stillede op selvstændigt røg også ud. Den vigtigste årsag til Labours nederlag var SNP's overvældende valgsejr i Skotland. Som konsekvens gik Labours leder, Ed Milliband af. David Cameron kunne til gengæld danne en flertalsregering alene på de konservatives egne mandater.

Efter parlamentsvalget skulle Labour vælge ny leder. Venstrefløjens kandidat, Jeremy Corbyn blev ikke spået mange chancer. Han havde kun støtte fra 35 af Labours 232 medlemmer i parlamentet, men ved valget i partiet i september fik han 59,5% af stemmerne. Valget var et udtryk for oprør fra partiets basis mod de højreorienterede Labourmedlemmer, der repræsenterede partiet i parlamentet og den højreorienterede kurs Tony Blair var slået ind på i 1994. Valget gav voldsomme dynninger og konflikter i partiet, hvor formand og det meste af parlamentsgruppen stod på hver sin politik. Splittelsen var tydelig under debatten i november-december om britisk krig i Syrien. Mens Corbyn var imod britisk deltagelse i krigen, var hans skygge-udenrigsminister Hilary Benn og et flertal i parlamentsgruppen for. De stemte derfor for, da regeringen bragte forslaget til afstemning i Underhuset i december.

De konservative benyttede valgsejren til at markere, at de ønskede et grundigt opgør med menneskerettigheder. Regeringen erklærede at loven om Menneskerettigheder ville blive opvævet og erstattet med en langt svagere «British Bill of Rights». Både FN's Højkommissær for Menneskerettigheder og FN's Menneskerettighedskomite udtalte, at ophævelse af loven ville føre til en drastisk svækkelse af beskyttelsen af menneskerettigheder i Storbritannien. I juni fremsatte regeringen endvider et forslag til drastisk reduktion af de i forvejen begrænsede faglige rettigheder. Forslaget indførte en lang række juridiske forhindringer, der skulle hindre arbejderklassen i at gennemføre strejker. I oktober fremlagde regeringen en ny «anti-ekstremisme» strategi, der gjorde det muligt at forbyde bestemte organisationer, pålægge personer restriktioner og hindre gennemførelsen af en lang række aktiviteter. Der var tale om et yderligere angreb på de fundamentale menneskerettigheder.

Storbritannien nægtede at tage sin del af flygtningene fra den overvældende strøm på 900.000 der i 2015 kom ind i Europa. Resultatet var oprettelsen af en teltlejr i Calais hvorfra titusindvis af flygtninge gennem 2015 forsøgte at smugle sig selv ind i Storbritannien. Flere hundrede døde under forsøgene. I september blev presset på regeringen så stort at den indvilgede i at tage imod 20.000 over en 5 årig periode - altså 4.000 om året. Storbritannien havde de-facto allerede vendt ryggen til Europa og dets problemer.

Investigatory Powers Tribunal (IPT) konstarede gennem 2015, at de britiske efterretningstjenester med GCHQ i spidsen systematisk overvågede den britiske befolkning og krænkede både EU's Charter for Grundliggende Rettigheder og den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

FN's Arbejdsgruppe vedr. vilkårlige Tilbageholdelse afsagde i februar 2016 kendelse om Storbritanniens 3 år lange tilbageholdelse af Wikileaks' stifter Julian Assange. Arbejdsgruppen kendte tilbageholdelsen ulovlig og pålagde de britiske myndigheder øjeblikkeligt at bringe den til ophør. Myndighederne ignorerede FN. Den britiske stat har brugt flere hundrede mio. £ på siden 2012 at bevogte den ecuadorianske ambassade i London døgnet rundt. Assange sidder indespærret på ambassaden.

2016 Brexit

Efter valgsejren i maj lovede David Cameron at der ville blive gennemført en folkeafstemning om britisk medlemsskab af EU. Han ønskede en gang for alle at lukke uenigheden i sit eget parti og stække UKIP der var stormet frem ved parlamentsvalget. Inden da skulle Storbritannien forhandle en bedre ordning på plads med EU. De konservative ønskede især at reducere EU's indflydelse på sociallovgivningen i landet og specielt overfor borgere fra andre EU lande. Men EU satte hælene i og ville ikke give indrømmelser. Unionen var i forvejen i dyb politisk krise, fordi den havde været ude af stand til at håndtere den massive flygtningekrise i 2015. Da der forelå en aftale mellem EU og Storbritannien i februar 2016 var der derfor ikke mange indrømmelser. Alligevel udskrev Cameron folkeafstemningen til afholdelse i juni. Den britiske overklasse og EU satte en intensiv kampagne ind for at overbevise de britiske vælgere om at stemme ja. Alligevel stemte 51,9% af dem nej. Resultatet kom som et chock for EU, de britiske konservative og den britiske overklasse. For første gang havde et EU land besluttet sig for at melde sig ud. Resultatet blev af borgerlige fremlagt som en konflikt mellem unge og gamle, hvor de gamle havde stemt for at forlade EU (Brexit), mens de unge havde stemt imod. Det var dog en sandhed med modifikationer. Mange unge havde undladt at stemme, og resultatet afspejlede snarere klasseskel. Arbejderklassen og pjalteproletariatet havde overvejende stemt for at forlade EU, mens de øvre mellemlag og borgerskabet overvejende havde stemt for at blive.

Brexit resultatet udløste både økonomisk og politisk tumult. Dagen efter faldt det britiske pund 10% mod US$ og 7% mod €. De britiske aktier faldt 8% og udløste tilsvarende tumultariske aktiefald over resten af verden. David Cameron meddelte at han gik af, så de konservative skulle vælge en ny formand, hvilket udløste magtkamp i partiet. UKIP's formand trådte ligeledes tilbage. Endnu værre blev tumulten dog i Labour.

Efter afstemningen så Labours højrefløj en lejlighed til at gøre oprør mod formanden, som de anklagede for at være ansvarlig for Brexit. Få dage senere begyndte højreorienterede partimedlemmer at melde sig ud af Jeremy Corbyns skyggekabinet. Efter 3 dage var der kun 1/3 tilbage af skyggekabinettet. Formanden måtte derefter lide den tort at tabe en tillidsafstemning i sin parlamentsgruppe, hvor han kun blev støttet af 40, mens 172 stemte imod ham. Han nød imidlertid fortsat stor opbakning i fagbevægelsen og i partiets basis. Basis havde ændret afgørende karakter i det foregående 1½ år. I maj 2015 havde partiet godt 200.000 medlemmer, mens det i juli 2016 var nået op på ca. 500.000. Mange havde meldt sig ind i tillid til, at Labour nu var inde på en ny kurs. De støttede overvejende Corbyn.

Splittelsen i Labours gruppe trådte atter tydeligt frem i juli, da parlamentet skulle stemme om en fornyelse af Storbritanniens atomare ubådsprogram Trident. Fornyelsen ville koste 196 mia. £. Corbyn anbefalede et nej, men fik kun støtte fra 47 andre Labour parlamentarikere, mens 147 af hans kolleger støttede regeringen i den massive krigsudskrivning.

I juli offentliggjorde Chilcot kommissionen sin Iraq War Inquiry om Storbritanniens krig mod Iraq i 2003-10. Den officielle regeringsrapport dokumenterede at:

Komissionen var blevet nedsat på initiativ af daværende premierminister Gordon Brown og havde gennem 7 år afhørt aktører involveret i krigsbeslutningen. Ved den efterfølgende debat i Underhuset nægtede premierminister Cameron at tage stilling til, om krigen havde været rigtig eller forkert. Den øverste ansvarlige for krigsbeslutningen i 2003, Tony Blair, var lidt mere ydmyg og erkendte at rapporten havde dokumenteret en lang række fejl i processen op til og under krigen, men slog alligevel fast, at han havde handlet i hvad han opfattede som Storbritanniens interesse. Vice-premierminister i 2003, John Prescott, indrømmede at krigen havde været illegal. Rapporten udløste nye konflikter internt i Labour, hvis højrefløj havde stået bag Blair i 2003 og stem for krig. Jeremy Corbyn var en af dem der havde stemt imod. Han undskyldte overfor det irakiske og britiske folk:

Jeg giver på vegne af mit parti mine dybeste undskyldninger for den katastrofale beslutning om at gå i krig i Iraq i 2003... som han kaldte: militær aggression på et falsk grundlag, hvilket: allerede i mange år er blevet anset for illegalt af en overvejende del af den internationale oppinion. Corbyn undskyldte overfor det irakiske folk, overfor familierne til de britiske soldater der døde i Iraq eller vendte sårede hjem og overfor: de millioner af briter der føler vort demokrati blev forrådt og undermineret af den måde beslutningerne om at gå i krig blev taget på.

Rapporten stoppede sin argumentation umiddelbart før Tony Blair blev karakteriseret som krigsforbryder. Parlamentet skulle senere i juli diskutere hvorvidt Blair havde ført parlamentet bag lyset, og hvilke forholdsregler der i givet skulle tages imod ham.

Både Norge og Storbritannien havde nu vist politisk vilje til at afdække omstændighederne omkring krigen for at tage ved lære af den. Den vilje var ikke tilstede i Danmark, hvor højrefløjen af al magt søgte at undertrykke sandheden om krigen.

Magtkampen i de konservative endte i juli, da Theresa May blev valgt til ny formand og umiddelbart derefter overtog posten som premierminister. Trods stærke kræfter i borgerskabet der ønskede at ignorere Brexit resultatet eller krævede en ny folkeafstemning erklærede May, at hun ville respektere afstemningsresultatet.

Myndighedernes permanente undergravning af ytringsfriheden blev atter understreget i august, da imamen Anjem Choudary blev kendt skyldig i at have ytret støtte til IS. Der var en klar parallel til Danmark, hvor myndighederne i foråret dømte boghandleren fra Brønshøj for at have ytret støtte til IS. Ytringsfriheden gælder med andre ord kun de ytringer, som er sanktioneret af staten - som i nazityskland eller Sovjetunionen. (Anjem Choudary convicted of supporting Islamic State, Guardian 16/8 2016).

I juni blev labour parlamentsmedlemmet Helen Joanne (Jo) Cox myrdet af en britisk nazist. Mordet fandt sted blot en uge før den britiske folkeafstemning om forbliven eller udtræden af EU. Mordet medførte, kampagnen de-facto blev indstillet et par dage og derefter antog en mere afdæmpet tone. Der var ikke blevet myrdet siddende parlamentsmedlemmer siden IRA's mord på en politiker i 1990. Mordet var en konsekvens af den stadig mere hadske politiske debat, ikke blot i Storbritannien men hele Europa, og den stadig mere voldelige højrefløj på kontinentet.

Det britiske Underhus' udenrigsudvalg afgav i september rapport om landets krig mod Libyen i 2011. Rapporten var en sønderlemmende kritik af regeringens og specielt premierminister David Camerons beslutninger, der bidrog til det totale sammenbrud i landet, der præger det i dag. Rapporten slog fast: «We have seen no evidence that the UK government carried out a proper analysis of the nature of the rebellion in Libya. It may be that the UK government was unable to analyse the nature of the rebellion in Libya due to incomplete intelligence and insufficient institutional insight, and that it was caught up in events as they developed.... It could not verify the actual threat to civilians posed by the Gaddafi regime; it selectively took elements of Muammar Gaddafi’s rhetoric at face value; and it failed to identify the militant Islamist extremist element in the rebellion. UK strategy was founded on erroneous assumptions and an incomplete understanding of the evidence». Rapporten havde dermed den samme kritiske brod mod landets naive krigspolitik, som Chilcot kommissionens rapport fra juni, der behandlede krigene i Iraq og Afghanistan. Danmark deltog i forreste linie i krigen mod Libyen, men her er der ikke tradition for selvkritisk at analysere fortidens fejltagelser. (MPs deliver damning verdict on David Cameron's Libya intervention, Guardian 14/9 2016)

 

Økonomisk udvikling

Siden 2. verdenskrig har den britiske økonomi været præget af krise af varierende styrke. Det internationale system som den britiske kapitalisme var blevet udviklet indenfor - imperiet - var brudt endelig sammen. Den britiske industri måtte i stedet for samhandel med kolonierne eller Commonwealth landene omstille sig til konkurrence med andre højt industrialiserede lande - især USA, senere Vesttyskland og Japan. Den britiske industri sakkede agterud. Især fordi landet havde ældre produktionsudstyr, et lavere teknologisk niveau og en arbejderklasse som er mindre integreret i det kapitalistiske samfund.

Arbejderklasse, indvandrere, kvinder

Arbejderklassen i Storbritannien er langt mere selvstændig, end tilfældet er i f.eks. Skandinavien, hvor den i højere grad er integreret i det offentlige. Aviser og massemedier, kultur m.m. er i langt højere grad præget af at være udformet for borgerskabet alene, og er mærket af dets værdier.

At arbejderklassen på denne måde er udelukket fra den offentlige arena fører til, at ideologier om samfundsfællesskab har vanskeligere ved at slå rod. Klasseskellet bliver tydeligere. Samtidig bliver klassen opsplittet og retter ikke sin kamp mod den politiske magt, men mod økonomiske forhold. Dette fører bl.a. til bevidstløse holdninger ifht. indvandrere.

Trods det at det var i Storbritannien den mest militante kvindebevægelse opstod (se Kvindebevægelsen), opnåede kvinderne først fuld stemmeret i 1928. Også på mange andre områder har kvinderne haft en svagere stilling end i andre vestlige lande. Kampen for ens skilsmissemuligheder stod på i hele mellemkrigstiden, og ligeså kampen for at garantere kvinder samme økonomiske rettigheder som mænd.

I 60- og 70'erne fandt der en formel fremgang sted. Først og fremmest med den relativt liberale abortlov i 1967, dernæst med ligestillingsloven af 1975, og ligelønsloven af 1976. De to sidstnævnte har dog i vid udstrækning været formelle.

I 70'erne voksede kvindebevægelsen Womens Liberation frem. Den var et samarbejde mellem forskellige kvindegrupper snarere end en selvstændig organisation. En af dens vigtigste medlemsorganisationer var National Abortion Campaign (NAC), der kæmpede mod angrebene på abortloven. Women's Voice er en gruppe tæt knyttet til Socialist Workers Party, og lægger som dette stor vægt på arbejderkvinderne og den økonomiske kamp. Sidst i 70'erne dannedes der flere grupper af kvinder, som kaldte sig socialistiske feminister, og som mere tog udgangspunkt i socialisme- og kønsrolledebatten.

I 50'erne strømmede der store mængder arbejdere til Storbritannien fra Commonwealth lande - især fra Sydasien og Vestindien. Efterhånden som det viste sig, at ekspansionen i økonomien og behovet for arbejdskraft var forbigående, blev disse mange hundrede tusinder sorte og farvede indbyggere et politisk og socialt problem. Der opstod ghettoer i storbyerne, og racistiske tendenser gjorde sig mere gældende - også i arbejderklassen. National Front (NF) er det vigtigste racistparti, men den fremgang det havde midt i 70'erne blev standset. Anti Nazi League har spillet en vigtig rolle i kampen mod NF og racismen.

Allerede i 1962 foreslog den konservative regering en indvandrerlov. Labour mente, at loven var racistisk, men ved regeringsskiftet to år senere blev loven alligevel gennemført af Labour - i en skærpet udgave. Siden da har partierne overvejende været enige om en indvandringspolitik, som i praksis skelner mellem racerne. I dag er indvandringen minimal.

Skotland og Wales

England har altid været det dominerende af de tre områder på øen. Fra 60'erne udvikledes kravet om større selvstyre i Skotland og Wales. I Wales var kravet dog svagere, da så mange engelske minearbejdere havde bosat sig i landsdelen.

Krisen ramte den skotske arbejderklasse hårdt, med omfattende arbejdsløshed og nedlægning af hele industriområder. Industrien var traditionelt domineret af metalindustri - især værftsindustri. Også småborgerskabet kom til at mærke, at Skotland sakkede agterud. «Nationalistiske» strømninger voksede frem, specielt i sammenhæng med olieudvindingen i Nordsøen, der indebar en vis økonomisk vækst og skabelsen af nye arbejdspladser.

Det var ikke tale om traditionel nationalisme, men om en omfordeling af magten således at udkantsområderne får større selvstyre. Det var på et sådan program Det skotske Nationalistparti vandt frem på ved valget i 1974. Et forsøg på at splitte Labour og opbygge et skotsk arbejderparti, mislykkedes derimod.

Ved den første folkeafstemning i 1979 om øget selvstyre faldt forslaget, men det blev vedtaget ved afstemningen i 1997, og de to lokalparlamenter har nu fået udvidede beføjelser.

Arbejderpartier

Det politiske system i Storbritannien er baseret på valg i enkeltmandskredse. Det sætter i praksis meget høje skranker for politisk indflydelse. Det liberale parti har f.eks. omkring 20% opbakning blandt vælgerne, men har kun ca. 2% af pladserne i parlamentet. Mindre grupper har ingen chance for overhovedet at gøre sig parlamentarisk gældende. Derfor har de to store partier traditionelt været præget af at være koalitioner. Selv om modsætningerne inden for både Labour og Torypartiet er større end mellem tilsvarende partier i andre lande, bliver partierne holdt sammen af en erkendelse af, at splittelse er ensbetydende med magtesløshed.

Labour er forskelligt fra andre socialdemokratiske partier i Europa. Vi kan skelne mellem tre forskellige niveauer i partiet, eller tre forskellige «Labour-partier», som ikke har meget med hinanden at gøre.

Basis er de lokale partiafdelinger - Constituency Labour Parties (CLPs) - med direkte medlemskab. Officielt har de over 600.000 medlemmer, men det reelle tal ligger langt lavere, og sandsynligvis er under 10% af medlemmerne aktive. Partikongressen er sammensat af delegerede fra CLPs og fra de fagforbund, som er med i Labour. De havde tidligere stemmetal ifht. deres medlemstal, hvilket gav de delegerede fra nogle få store forbund automatisk flertal. I forbindelse med Tony Blairs overtagelse af partiet blev dette system afskaffet. Kongressen vælger en hovedbestyrelse - National Executive Council (NEC) - og fastlægger valgprogrammet.

Partiformanden og premierministerkandidaten udpeges derimod direkte af parlamentsgruppen - Parliamentary Labour Party (PLP). PLP fungerer helt selvstændigt, og tager ikke meget hensyn til beslutningerne i NEC eller på kongressen. I 70'erne var NEC domineret af partiets venstrefløj og PLP af højrefløjen.

Labourpartiet bliver gerne opfattet som identisk med den politiske arbejderbevægelse. Den eneste politiske betingelse for medlemskab er, at man ikke kan være medlem af et parti, som stiller op til valg mod Labour. Pga. valgsystemet er der ikke mange politiske smågrupper, der finder det interessant at stille op til valg, og Labour rummer derfor en lang række forskellige organiserede smågrupper - mest trotskister (se Entrisme).

I midten af 90'erne forsøgte den tidligere formand for de britiske kulminearbejdere, Arthur Scargill at lancere et nyt arbejderparti. Men trods Labours voldsomme højredrejning gennem 80'erne og 90'erne har det nye parti kun få muligheder for at slå igennem - især pga. valgsystemet.

Blandt de mange organiserede trotskistiske smågrupper er Socialist Workers Party (SWP) med ca. 4.000 medlemmer klart den største. SWP har opnået nogle positioner blandt de lavere lag i en del fagforbund, var i 70'erne ledede i opbygningen af Anti Nazi League og spillede i starten af 90'erne en central rolle i anti-poll tax bevægelsen. Partiet er meget stærkt kadreorganiseret, hvilket har gjort det muligt at overleve den øvrige venstrefløjs krise, men samtidig har dets stærke dogmatisme været en hindring for større udbredelse. SWP er moderparti for International Socialism bevægelsen, som også det danske Internationale Socialister tilhører.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation - Skotland (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation - Wales (engelsk)
Political ressources on the Net (United Kingdom)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2016 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)

Breaking the Conspiracy of Silence. USA's European 'Partners in Crime' must act after Senate Torture Report, Amnesty International, januar 2015
MI5 says rendition of Libyan opposition leaders strengthened al-Qaida, Guardian 29/1 2015