Storbritannien

Læst af 287.042    

Det forenede Kongerige består af øen Storbritannien - England, Skotland og Wales - Nordirland samt en række mindre øer. Den centrale del af Storbritannien er præget af de lave Pennines bjerge. I Skotland rejser Grampian Mountains sig og i Wales Cambrian Mountains. I øens sydøstlige hjørne - omkring London - findes de største flade områder. Klimaet er tempereret. Landbruget er højt mekaniseret, men har ikke nogen større økonomisk betydning. Landets kul- og jernreserver var grundlaget for den industrielle revolution, men er i dag stort set udtømte. Imidlertid har forekomsterne af olie og gas i Nordsøen i de senere år gjort Storbritannien til storeksportør af disse to råvarer. Landet er højtindustrialiseret og er plaget af forurening - især af luften. Ud til det Irlandske hav er placeret et anlæg for oparbejdning af atombrændsel. Forureningen fra dette anlæg er tilsyneladende årsagen til de høje tal for leukæmi på begge sider af havet.

Folket: Englændere, skotter, walisere og irlændere. Indere (1,8%), pakistanere (1,3%), vestindere (1,0%), afrikanere (0,8%), bangladeshi (0,5%), kinesere (0,4%) m.fl.

Religion: Kristne (71,6%) - overvejende Church of England; ateister/ikke-oplyst (23,2%); islam (2,7%); hindu (1,0%); sikh (0,6%); jødedom (0,5%); buddhisme (0,3%).

Sprog: Engelsk (officielt), walisisk og gælisk samt emigranternes sprog.

Politiske partier: Det socialdemokratiske Labour (arbejderparti) har under Tony Blairs ledelse regeringsmagten. Konservative. Liberal Demokraterne. National Front (på den ekstreme højrefløj). Demokratisk Venstreparti. De Grønne. Det irsk republikanske parti Sinn Fein fik to pladser i det lokale parlament i Nordirland ved det seneste valg.

Sociale organisationer: Landsorganisationen TUC (Trade Union Congress) har 12 millioner medlemmer.

Officielt navn: United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland.

Administrativ inddeling: 39 grevskaber og 7 bydistrikter

Hovedstad: London, 7.429.000 indb. (2001).

Andre vigtige byer: Birmingham, 992.000 indb.; Leeds, 720.000 indb.; Glasgow, 578.000 indb.; Sheffield, 516.000 indb.; Edinburgh, 454.000 indb.; Liverpool, 445.000 indb.; Manchester, 437.000 (2001).

Regering: Elisabeth II dronning. Gordon Brown er siden juni 2007 premierminister. Parlamentarisk konstitutionelt monarki. Parlamentet har to kamre: Underhuset (House of Commons) med 659 pladser vælges for en 5 årig periode. Overhuset (House of Lords) har 703 medlemmer, der sidder på livstid og hvis funktion overvejende er formel. 91 af de 703 pladser går i arv. 586 medlemmer sidder i Overhuset på livstid. (Sammensætningen blev senest ændret ved en reform i juni 2001). Udenrigspolitisk kan landet karakteriseres som en slyngelstat.

Væbnede styrker: 206.380 (2004)

Afhængige områder/kolonier: Gibraltar (Spanien), Falklandsøerne (Islas Malvinas, Argentina), Montserrat, British Virgin Islands, Cayman Island, Turks & Caicos, Bermudas, St. Helen, British Territories in the Indian Ocean (Mauritius) og Pitcairn.

De første indbyggere på øen Storbritannien var palæolitiske jægere, der fulgte flokke af vilde dyr. Efter istiden begyndte nogle agerbrugere at slå sig ned på øen. Over årtusinder udviklede disse folk og andre der emigrerede fra kontinentet avancerede sociale systemer. I år 44 invaderedes den sydlige del af øen af romerne. I år 90 grundlagde de provinsen Britania og mellem år 70 og 100 grundlagdes London. I begyndelsen af det 5. århundrede forlod romerne atter øen. Kort tid senere blev øen invaderet af anglere, saksere og juter af germansk afstamning. De fortrængte kelterne over mod øens vestkyst og bemægtigede sig den sydlige del af landet, hvor de dannede angelsaksiske riger.

Gennem det 5. århundrede blev indbyggerne i Irland og Wales kristne. I det 7. århundrede underlagde Rom sig den britiske kirke.

I det 7-9. århundrede blev den østlige del af landet invaderet af danskere. I det 11. århundrede invaderede normannerne under ledelse fa William Erobreren øen og underlagde sig den. De anglo-normanniske konger udviklede en stærk administration og bragte to adelsoprør under kontrol.

Kong Richard Løvehjerte (1189-1199) var en af lederne af det tredje korstog. Den prestige han havde vundet gik atter tabt under hans efterfølger John (1199-1216). England mistede sine franske territorier, og baronerne udnyttede i alliance med kirken kronens svaghed til at få en række indrømmelser i forfatningen af 1215. Dette dokument dannede grundlag for den britiske parlamentarisme. Fra dette tidspunkt udfoldede der sig en konstant kamp om magten mellem monarkiet og adelen, som borgerskabet senere sluttede sig til. Parlamentet repræsenterede disse klassers interesser, og i sidste ende konsolideredes det parlamentariske monarki.

De hyppige arvefølgestridigheder, briternes ønske om at overtage den franske trone, den handelsmæssige rivalisering mellem de to nationer i Flandern og den franske støtte til Skotland i dets krige mod England var alle faktorer, der var udløsende for den såkaldte hundredeårskrig (1337-1453), der endte med britisk nederlag og med at det mistede sine kolonier på kontinentet.

De militære nederlag øgede kronens vanry, og den blev nødt til at slå ned på den anti-pavelige bevægelse under ledelse af Wycliffes tilhængere og et bondeoprør. Bønderne under ledelse af Wat Tyler gjorde oprør mod pligten til at betale skatter og feudalherrernes magt. I 1381 invaderede Tyler London og gik i direkte forhandlinger med kongen. Alligevel slog oprøret fejl, og Tyler blev henrettet.

I perioden efter Hundredeårskrigen kæmpen husene Lancaster og York om arvefølgen til monarkiet. Det udløste de To Rosers Krig, hvis resultat var Tudor familiens magtovertagelse i 1485. Tudorperioden regnes for begyndelsen på den moderne britiske stat. En af Tudor'ene, Henrik VIII (1509-47) brød med Rom, konfiskerede alle de katolske klostre og grundlagde den anglikanske kirke. Det var ønsket om at udvide den britiske magt og reformere religionen i Irland der var baggrunden for, at Henriks efterfølger, Elisabeth I (1558-1603) underlagde sig Ulster. Den britiske invasion af Irland var udgangspunkt for århundreders politiske og religiøse konflikter.

Under Elisabeth I blomstrede poesien og teatret - Ben Jonson, Marlowe, Shakespeare. Industrien og handelen blev udviklet og kolonieventyret indledtes - udgangspunktet for det fremtidige imperium. Efter sejren over den spanske armada - den såkaldte Uovervindelige Flåde - i slaget ved Calais (1588), blev den britiske flåde «havenes hersker». Ingen flåde var nu stærk nok til at sætte sig op imod den.

De britiske handelsskibe, der blev brugt til handelen med slaver, pirater og fribyttere samt skibene med settlere til kolonierne, kunne frit gennemstrejfe havene. Markederne voksede hastigt og producenterne blev tvunget til at tage nye teknikker i brug for at øge deres produktion. Det var forspillet til den industrielle revolution, der fra det 17. århundrede udfoldede sig i landet.

Unionen under Jakob I (1603-25) mellem den skotske og engelske krone indebar, at det skotske monarkis uafhængighed ophørte. Karl I's religiøse intolerance fremprovokerede et oprør i Skotland og stigende utilfredshed i England. Den stadig forværrede politiske situation førte til, at det puritanske parti med støtte fra parlamentet bevæbnede sin egen hær under ledelse af Oliver Cromwell, som i 1642 slog de kongelige styrker. I 1649 dømte parlamentet kongen til døden og udnævnte Cromwell til Lord Protector. Commonwealth republikken var dermed en realitet, og den udviklede sig til et despotisk regime. Efter hans død genindførtes monarkiet under Karl II.

Den nye regime fremmede koloniseringen af Nordamerika og handelen med Amerika, Fjernøsten og Middelhavsområdet. Slavehandelen, dvs. bortførelsen, forsendelse og salget af afrikanere til Amerika og andre steder var indledt i det 16. århundrede. Den blev nu et af imperiets vigtigste indkomstkilder.

Den engelske revolution

Karl II's enevælde og katolske tro kom hurtigt i modsætning til det protestantiske parlament og udløste den engelske revolution. Kongen flygtede til Frankrig, og protestanterne inviterede den hollandske Willem af Oranje til at overtage tronen. I 1689 svor Willem III ved Rettighedsdeklarationen, der begrænsede kongens magt og garanterede parlamentets overherredømme. John Locke sammenfattede de revolutionæres idealer således, at mennesket har en række naturlige basale rettigheder: Til ejendom, livet, friheden og den personlige sikkerhed. Den regering som samfundet har skabt, skal beskytte arbejdet for at disse rettigheder. Hvis den ikke gør det, har folket ret til at sætte sig op mod dens autoritet.

I 1707 sluttedes parlamenterne i Skotland og England sammen, og der dannedes Det forenede kongerige Storbritannien. Det blandede sig i arvefølgekrigen i Spanien, og fik med Utrecht traktaten Menorca, Gibraltar og New Skotland. Den stigende skattebyrde - der f.eks. kom til udtryk i Tømmerloven af 1765 - førte til oprør i kolonierne i Nordamerika, og til USA's uafhængighedserklæring i 1776.

Kolonialisme

I samme periode slog godsejerne sig sammen med handelsborgerskabet, og de to store politiske partier konsoliderede sig: De konservative (Tory) og de liberale (Whig). Teorien bag den liberalistiske økonomi blev i disse år udviklet af Adam Smith. Imperialmagten anvendte denne teori og politik til med magt at åbne havne og markeder i Afrika, Amerika og Asien, som f.eks. i Opiumskrigen mod Kina i midten af det 19. århundrede. (Se Handelskapitalisme).

Efter at have knust et nationalistisk irlandsk oprør i 1798 blev det irlandske parlament i 1801 opløst, og der dannedes «Det forenede kongerige Storbritannien og Irland».

Industriel revolution

I det 18. århundrede fandt der en betydelig udvikling sted indenfor landbruget. Det gjaldt både i dyrkningsmetoder samt ved overgribende forandringer i ejendomsforholdene til jorden. Godsejerne samlede deres jorde og nedlagde de kommunale jorde, der havde været til gavn for småbønderne. Landbruget fik flere kapitalistiske karakteristika, den bæredygtige landbrugsproduktion ophørte og det samme gjaldt landbrugssamfundene. Parallelt hermed fandt der en industriel revolution sted indenfor tekstilproduktionen, der var den første branche der blev stillet overfor en hastigt stigende oversøisk efterspørgsel. Indførelsen af maskiner i produktionen ændrede på drastisk vis arbejdsmetoderne og værkstedet blev udskiftet med fabrikken. I forlængelse af udviklingen i tekstilindustrien fandt der en lignende udvikling sted indenfor minedriften og i metalindustrien. Med introduktionen af dampmaskinen som erstatning for menneskeligt arbejde, anvendelsen af kul som brændstof og erstatningen af træ med først jern og siden stål, spredte mekaniseringen sig hastigt til andre brancher.

Indbyggertallet steg hurtigt - fra 10,9 millioner i 1801 til 21 millioner i 1850. Dette sammen med den stigende efterspørgsel, forbedringerne indenfor transporten, akkumulationen af kapital, udvidelsen af handelen, opbygningen af det udstrakte kolonialimperium, de videnskabelige fremskridt og borgerskabets overtagelse af magten, var den tids vigtigste karakteristiska. Storbritannien udviklede sig til verdens første industrisamfund og anvendte alle midler til sikring af denne udvikling - herunder vedtagelsen af love til ødelæggelse af den indiske tekstilindustri til fordel for de britiske fabrikanter.

Gennem forskellige krige med Frankrig og efter sejren over Napoleon ved Waterloo i 1815 sikrede Storbritannien sig nye landområder.

Imidlertid skabte den industrielle revolution, de lave lønninger, de usunde arbejdsforhold, de elendige boligforhold i byerne, manglen på fødevarer, usikkerheden på arbejdsmarkedet og anvendelsen af kvinder og børn i de lange udmarvende arbejdsdage omfattende utilfredshed blandt befolkningen. Folkets protester fik i mange tilfælde en voldelig karakter og blev ligeledes voldeligt slået ned.

Under den første etape af den industrielle udvikling fandt der hyppige spontane aktioner sted, som blandt en gruppe af håndværkere kaldet ludditerne, som smadrede maskinerne. Efterfølgende reagerede arbejderne ved at danne fagforeninger. Efter en voldelig undertrykkelse af en demonstration i Manchester i 1819 blev der vedtaget nye love, der begrænsede møde- og pressefriheden. Alligevel gennemførtes der nye demonstrationer. Både blandt de irlandske nationalister ledet af Daniel O'Conell, og i protest mod hvedelovene der pålagde hvedeimporten store toldafgifter.

Robert Owen (1771-1858) regnes normalt for stifteren af den engelske socialisme og kooperativisme. Han fremførte tesen om, at de individuelle interessers overherredømme nødvendigvis fører til, at flertallet bliver fattigere. Fra 1830 viede han sit liv til udbredelse af kooperativismen og til faglig organisering af arbejderklassen.

Under dronning Victorias (1837-1901) lange regeringsperiode forstærkede adelen sin alliance med industri- og handelsborgerskabet, og i samme periode dukkede de første socialistiske bevægelser op. Fagforeningerne blev legaliserede i 1871, og kort tid senere blev der vedtaget nye arbejderlove.

Efter 1873 førte overbefolkningen til fødevareknaphed, og staten blev tvunget til at importere fødevarer. I samme periode begyndte industrien at mærke konkurrencen fra USA og Tyskland. Storbritannien reagerede ved at forstærke sin koloniale ekspansion i Afrika, Asien og Stillehavet. Ikke kun af økonomiske årsager, men også udfra en politiske ambition om at skabe et stort imperium. Boerkrigen (1899-1902) om kontrollen over Sydafrika var i denne henseende eksemplarisk. Den blev den mest kostbare lokale krig i det 19. århundrede.

Den første fjerdel af det 20. århundrede var præget af kvindernes kamp for frigørelse. Sufragette bevægelsen tog radikale midler i brug, og en række af dens aktioner blev legendariske, som da Emile Davison i 1913 smed sig foran kongens hest. Bevægelsens aktiviteter kronedes i 1917, da kvinderne fik almen stemmeret.

Irsk selvstændighed

I Irland blev befolkningen diskrimineret pga. dens katolske tro, og den var frataget sine jorde og politiske selvbestemmelse. Utilfredsheden med denne situation kom til stadighed til udtryk. I 1867 blev den anglikanske kirkes privilegier ophævet, og bøndernes situation blev forbedret en smule. I 1916 knuste briterne påskeopstanden i Dublin, men kolonialstyrkerne var ikke i stand til at vinde i uafhængighedskrigen, der indledtes i 1918. I sidste ende måtte Storbritannien i 1921 give Irland selvstændighed. Seks grevskaber med overvejende protestantisk befolkning i den nordøstlige dele af Irland forblev dog under britisk styre. Nordirland fik en lokalregering i Belfast.

Riveliseringen mellem de europæiske stormagter omkring økonomisk og politisk ekspansion førte til udbruddet af 1. verdenskrig (1914-1918). På den ene side stod centralmagterne bestående af Østrig-Ungarn, Tyskland og senere Tyrkiet og Bulgarien. På den anden de allierede bestående af Frankrig, Storbritannien, Rusland, Serbien, Belgien og i løbet af krigen kom også Italien, Japan, Portugal, Rumænien, USA og Grækenland med.

Trods sejren i krigen var Storbritannien svækket. Det havde investeret 40 milliarder dollars i krigen, mobiliseret 7,5 millioner soldater, haft 1,2 millioner tab og havde oparbejdet en enorm udlandsgæld. Den økonomiske krise i kølvandet på krigen udløste atter omfattende arbejderprotester, der nåede et klimaks med generalstrejken i 1926. Strejken blev udløst af truslen om lønnedgang for minearbejderne, men fik umiddelbart tilslutning fra resten af arbejderklassen. Den konservative regering erklærede strejken for illegal, men tog ikke skridt til atter at få økonomien i gang. Ved valget i 1929 vandt Arbejderpartiet, Labour.

Udenrigspolitisk støttede landet USA's forslag om at danne Folkeforbundet. I 1931 oprettede regeringen det Britiske Statssamfund - Commonwealth - der samtidig indebar anerkendelsen af Canadas, Australiens, New Zealands og Sydafrikas selvstændighed.

2. Verdenskrig

Den 3. september 39 - to dage efter det tyske angreb på Polen - erklærede England Tyskland krig. 2. verdenskrig var dermed inde i sin første fase. I maj 40 dannedes en koalitionsregering under forsæde af Winston Churchill. I perioden 39-41 var krigens største parter på den ene side Storbritannien og Frankrig og på den anden Tyskland og Italien. Nazismens mindre allierede var Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien.

I 1941 gik også Sovjetunionen, Japan og USA ind i krigen. I maj 45 måtte Tyskland underskrive sin kapitulation. De store sejrherrer var Storbritannien, USA og Sovjet. Alligevel blev krigen et bevis på, at det britiske imperium var blegnet og bekræftede USA's førerstilling indenfor økonomien, finanserne, teknologien og militæret.

I maj 45 vandt Labour med Clement Attlee i spidsen valget, efter at have ført valgkamp under parolen: «Vi har vundet krigen. Nu skal vi vinde freden». Den nationaliserede 20% af industrien - først og fremmest kulminerne, Bank of England, jern- og stålindustrien. I begyndelsen af det efterfølgende år kom de konservative imidlertid atter til magten og omgjorde nationaliseringen.

I 1947 sikrede Indien og Pakistan sig uafhængighed af kolonimagten, men forblev dog indenfor Commonwealth. Over de følgende 10-15 år opnåede de fleste af de britiske kolonier selvstændighed. Dels pga. af nationale selvstændighedsbevægelser. Dels fordi USA pressede på for gennemførelsen af afkolonisering, så det kunne få lettere adgang til koloniernes markeder. I 1949 var Storbritannien med til at stifte NATO. I 56 gennemførte Storbritannien og Frankrig en invasion af Suezkanalen i Egypten som reaktion på Nassers forudgående nationalisering af kanalen. Invasion afslørede, at kolonimentaliteten stadig sad dybt i briterne og udløst både national og international kritik. Invasionen nåede ikke sine mål, da den blev modarbejdet af USA. Året efter sprang Storbritannien sin første brintbombe i Stillehavet.

Efter 13 års konservativt styre vandt Arbejderpartiet under Harold Wilsons ledelse i 1964 valget. Hans regering blev umiddelbart stillet overfor alvorlige udenrigspolitiske problemer, da Syd-Rhodesia - det nuværende Zimbabwe - erklærede sig for selvstændigt, og 9 afrikanske lande truede med at afbryde forbindelserne med Storbritannien.

Landets økonomiske problemer øgedes gennem 60'erne, og da Frankrig i 67 satte sig imod dets optagelse i EF, tog regeringen drastiske forholdsregler for at dæmme op for krisen og den alarmerende arbejdsløshed. De britiske tropper blev trukket hjem fra Sydyemen og alle militærbaser øst for Suez - bortset fra Kong Kong - blev evakueret. Våbenkøb fra USA blev annulleret og der blev vedtaget et krisebudget.

1969 Nordirland konflikten tilspidses

I 1969 tilspidsedes konflikten i Nordirland. Sammenstødene mellem katolikker og protestanter kostede adskillige dræbte og sårede. Den katolske minoritet krævede lige politiske rettigheder, sanering af dens boligkvarterer, bygningen af nye boliger, skoler og indførelse af et socialsystem. Den nordirske lokalregerings svar var at sende bevæbnet politi mod de demonstrerende katolikker. London greb nu direkte ind og sendte militæret til Ulster for at adskille de stridende parter. I 71 oprettede den nordirske premierminister Brian Faulkner «præventive interneringslejre», hvor katolikker der blot var mistænkelige blev sendt hen. Protesterne mod denne foranstaltning endte med at koste 25 dræbte. Den 30. januar 72 gennemførte katolikkerne en fredelig demonstration mod lejrene og de repressive tiltag fra myndighedernes side. Alligevel åbnede de britiske soldater ild, dræbte 13 og sårede flere hundrede. Massakren der blev kendt som Bloody Sunday blev startskuddet på væbnet modstandskamp i området. Irish Republican Army (IRA, Den irske republikanske Hær) der ellers havde ført en henslumrende tilværelse blev reaktiveret og gennemførte umiddelbart en række hævnmord.

I marts 73 gennemførtes en folkeafstemning i Nordirland for at afgøre, om området fortsat skulle være en del af Storbritannien, eller om det skulle sluttes sammen med Irland. Afstemningen var karakteriseret ved en meget lav stemmeprocent - under 60 - og blandt protestanterne gav den overvejende flertal for fortsat forbliven i Storbritannien.

1970'erne var præget af stadig dybere social og økonomisk krise, og den konservative regering under ledelse af Edward Heath blev konfronteret med 3 omfattende strejker i statslige virksomheder med central betydning for økonomien: Havnene, kulminerne og jernbanerne. Strejkerne tvang i 74 Heath til at gå af, og ved det efterfølgende valg vandt Labour. To år tidligere havde den britiske befolkning ved en folkeafstemning stemt for at søge optagelse i EF. Landet indledte nu en gradvis integration i Europa og en søgen efter nye markeder til produkterne fra sin svage industri.

I 1975 vedtog parlamentet en ny skilsmisselov. Samme år havde feministerne gennemført en omfattende og heldig national kampagne for abort.

I 79 gennemførte Labourregeringen under James Callaghan folkeafstemninger i Wales og Skotland om lokal autonomi, men den blev begge steder nedstemt. Efter en lang række strejker og stigende folkelig utilfredshed vandt de konservative med Margaret Thatcher i spidsen i maj parlamentsvalget. Den nye regering tog drastiske midler i brug for at reducere inflationen, for at reducere statens rolle i økonomien og baserede sin økonomiske politik på monetarismen.

I 81 gennemførte en række IRA politiske fanger syv sultestrejker som led i en kampagne for at blive anerkendt som politiske fanger, men regeringen afviste at forhandle og lod 12 sultestrejkende fanger dø.

I starten af 82 var utilfredsheden med Thatchers reaktionære politik udbredt. I april udnyttede hun derfor Argentinas besættelse af Port Stanley på Falklands øerne - Islas Malvinas - i Sydatlanten. Hun sendte den kongelige flåde afsted med hangarskibe og atomundervandsbåde. Efter 45 dages krig havde briterne generobret øerne, og Thatcher skyndte sig at afholde valg for at drage nytte af den større popularitet.

I oktober 83 trak Storbritannien sine tropper ud af Belice. Året efter indgik landet - i overensstemmelse med aftaler fra den første Opiumskrig - en aftale med Kina om tilbagelevering af Hong Kong til fastlands Kina i december 97.

1984 Minearbejderstrejken

Under Thatcher regeringerne blev fagbevægelsen meget hårdt ramt af hendes politik. Det skyldtes dels tabet af medlemmer indenfor traditionelle industrier under afvikling, dels Thatchers politik for bekæmpelse af arbejderbevægelsen. I den sammenhæng spillede minearbejderstrejken i 1984-85 en central rolle. Efter et års strejke med voldsomme sammenstød led minearbejderne et sviende nederlag, da regeringen med et pennestrøg besluttede at lukke kulminerne.

I 87 blev Thatcher for tredje gang i træk valgt til premierminister. Hun fortsatte ufortrødent sin radikale liberalisering af økonomien, privatisering af de statslige virksomheder, budgetreformer og åben krig mod fagbevægelsen. Udenrigspolitisk var hendes linie konfrontation med EF og alliancer med USA.

Efter flere års begrænset vækst forværredes den økonomiske situation midt i 89 atter. Samtidig besluttede regeringen at introducere en ny skat - poll tax - der skulle betales af alle, der var skrevet på valglisterne uden hensyn til deres indkomst iøvrigt. Forslaget udløste meget omfattende offentlige protestdemonstrationer.

I februar 90 genoptog Storbritannien og Argentina de diplomatiske forbindelser, og deres repræsentanter mødtes i Madrid for at diskutere Malvinas øernes fremtid.

1990 Exit Thatcher

De stadig voldsommere interne spændinger i det konservative parti endte i november med, at Thatcher måtte gå af som partiformand og premierminister. Hun blev erstattet på begge poster af sin tidligere minister John Major. Ved sin indsættelse erklærede han, at han gik ind for en kapitalisme med «menneskeligt ansigt» - i modsætning til «Jerndamens» benhårde kapitalisme.

I 1991 fjernede Major officielt den forhadte poll tax og tog en række skridt, der skulle give retslig beskyttelse til syge, kvindelige arbejdere, forbrugere og familien. Alligevel fortsatte en række af de programmer, Thatcher havde sat i gang - bl.a. privatiseringen af sundhedsforsorgen.

I Europapolitikken tog premierministeren afstand fra sin forgængers hårde linie og tilsluttede sig i 91 EU's aftaler om den monetære union. Men den tætte og nærmest betingelsesløse alliance med USA var uforandret, hvilket bl.a. kom til udtryk under Storbritanniens deltagelse i Golfkrigen.

Det lykkedes regeringen at reducere inflation fra 10% i 1990 til 3,8% i 91, og samtidig faldt renten fra 15% til 9,5%, men produktionen var fortsat hårdt ramt. I 91 gik industriproduktionen ned ifht. året før, og antallet af mindre virksomheder der måtte lukke steg drastisk. Samtidig fortsatte arbejdsløsheden sin stigende tendens. I slutningen af 91 var den nået over 9%. Den begyndte nu også at ramme faglærte grupper og mellemlagene, der hidtil havde støttet Thatchers neoliberale økonomiske politik.

Trods Majors enorme popularitet - han blev landets historisk mest populære politiker efter Winston Churchill - kunne dette ikke bremse partiets tilbagegang. Ved regionalvalget i slutningen af 91 mistede de konservative 800 byrådsposter og en række traditionelle konservative kommuner. Arbejderpartiet gik til gengæld over 400 pladser frem, og også Liberaldemokraterne gik drastisk frem.

I september 91 udbrød de voldsomste optøjer siden 76. Det var overvejende unge, der demonstrerede i så vidt forskellige byer som Cardiff, Newcastle, Birmingham og Oxford. I samme periode viste tal fra Scotland Yard, at den racistiske vold var stigende.

I 92 vandt de konservative for fjerde gang i træk parlamentsvalget, da de fik 336 pladser ud af 651. Ved valget mistede Gerry Adams - Sinn Feins formand - sin plads i parlamentet. De nordirske republikanere er knyttet til IRA, og efterfølgende sprang en række voldsomme bomber i London.

Fra 1993 begyndte de konservative atter at notere vælgermæssig tilbagegang ved lokal- eller suppleringsvalgene. Årsagen var dels den forværrede økonomiske krise, dels den stigende arbejdsløshed, der nu berørte omkring 3 millioner arbejdere. Den 15. december undertegnede London en fælleserklæring med Irland omkring situationen i Nordirland. Den skulle bane vejen for fredsforhandlinger.

Trods forbedring af økonomien lykkedes det ikke de konservative at øge deres popularitet gennem 1994. BNP steg 3% og 2,5 millioner var arbejdsløse svarende til 9%. En række skandaler som den illegale financiering af et dæmningsprojekt i Malaysia sværtede yderligere de konservative til. I parlamentet blev mindstealderen for homoseksuelle relationer nedsat fra 21 til 18 år.

I 95 faldt arbejdsløsheden til 2,2 millioner, men iøvrigt var den økonomiske situation nogenlunde uforandret. Alligevel var Major regeringen ude af stand til at øge sin popularitet. Året tidligere havde Tony Blair overtaget ledelsen af Labour og havde indledt en «modernisering» af partiets program, der bl.a. indebar, at henvisningerne til socialisme og kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne blev strøget.

1997 Exit Torries

Gennem 96 gik Labour frem ved en række suppleringsvalg, og kursen var dermed lagt for sejren ved parlamentsvalget 1. maj 97. Efter 18 års konservativt styre kunne Arbejderpartiet med Blair i spidsen atter overtage premierministerboligen i Downing Street 10. Det konservative valgnederlag var katastrofalt og udløste en intern lederkrise. Det fik kun 30% af stemmerne mod Arbejderpartiets 43,1% - den største forskel i dette århundrede.

I juni annoncerede Blair forberedelsen af en ny forhandlingsrunde om Nordirland. Premierministeren erklærede, at også Sinn Fein ville kunne deltage i disse - seks uger efter at IRA havde erklæret våbenhvile. Den blev erklæret den 20. juli, og republikanerne kunne derfor deltage i forhandlingerne, der blev indledt den 15. september.

Prinsesse Dianas død i et trafikuheld i Paris den 31. august berørte den britiske befolkning dybt og bragte det britiske kongehus i defensiven. For første gang i mange år blev der manifesteret en kraftig kritik af monarkiet, efter at kongehuset i første omgang havde afvist at tage dødsfaldet alvorligt.

I oktober erklærede finansminister Gordon Brown, at Storbritannien ikke ville indføre Euro'en som valuta fra 1. januar 1999, men at det kunne blive en mulighed efter næste parlamentsvalg i 2002. Sammen med Danmark er Storbritannien det eneste land i EU, der officielt har fået tilladelse til ikke at deltage i ØMU'en.

I 1997 gennemførtes lokale folkeafstemninger i Wales og Skotland om større beføjelser til lokalparlamenterne, og i modsætning til 1979 blev den udvidede autonomi vedtaget. I begyndelsen af 98 førte forhandlingerne om Nordirland til indgåelse af en fredsaftale. Den blev i maj sendt til folkeafstemning, og fik i Nordirland støtte fra 70% af befolkningen. Tilslutningen var næsten total blandt katolikkerne, men også blandt protestanterne var der flertal. Parallelt med afstemningen i Nordirland gennemførtes en folkeafstemning i Irland. Her stemte 95% af befolkningen for, at Irland skulle opgive sine forfatningsmæssige territorialkrav på Nordirland, og istedet overlade det til Ulsters egen befolkning at afgøre sin fremtid. De to nordirske ledere, unionisten David Trimble og nationalisten John Hume fik i december Nobelprisen for deres arbejde for fred i Nordirland.

Ifølge fredsaftalen skal Nordirland på linie med Wales og Skotland have et lokalparlament, der vælges ved direkte valg.

På anmodning fra det spanske retsvæsen tilbageholdt Scotland Yard i august Chiles tidligere diktator, general Augusto Pinochet, der befandt sig i London på et sanatorium efter en operation i ryggen. Efter en langstrakt juridisk proces der strakte sig over 1½ år, blev Pinochet dog alligevel løsladt. Indenrigsminister Jack Straw erklærede, at Pinochets dårlige sundhedstilstand ikke ville kunne klare strabadserne ved en udlevering til Spanien og en efterfølgende retsag.

Gennem 1999 forberedte de nordirske unionister og nationalister sig på indgåelsen af en fælles regering. Denne blev indsat i december samme år. Regeringen blev ledet af premierminister David Trimble og havde desuden deltagelse fra bl.a. Sinn Fein. Nationalistlederne Gerry Adams og Martin McGuinness indgik til februar 2000 i regeringen. Da trak Trimbles Ulster Unionister sig imidlertid ud, hvilket bragte regeringen til fald. Overherredømmet der var blevet overdraget provinsen i december gik nu atter tilbage til London.

Et internt opgør i Labour om opstillingen af en borgmesterkandidat i London i foråret 2000 førte til, at parlamentsmedlemmet Ken Livingstone blev smidt ud af partiet. Ifølge meningsmålingerne var Livingstone den mest populære kandidat, men han repræsenterede samtidig arbejderpartiets traditionelle venstrefløj og beskyldte premierminister Blair og dennes tilhængere for at anvende udemokratiske metoder og afskaffe princippet om «en mand, en stemme». Alt sammen for at bremse Livingstones kandidatur til borgmesterposten. Striden fortsatte til marts 2000, hvor Blair besluttede at smide Livingstone ud af partiet. Det skadede imidlertid ikke den oprørske arbejderleders anseelse eller popularitet, og i maj blev han valgt til Londons borgmester.

I september 2000 afslørede en undersøgelse fra UNICEF, at en ud af tre børn i Storbritannien lever i fattigdom. Resultatet placerede landet på 20. pladsen blandt de 23 lande, der var blevet undersøgt, og indikerede at 5 millioner britiske børn og deres familier ikke har midler til opfyldelse af de basale behov. Et år forinden havde den britiske regering lovet, at indenfor to år ville de 700.000 fattigste børn få flere penge, bedre boliger, tøj og mad.

Parlamentsvalget i juni 2001 blev vundet af Labour, og Tony Blair fortsatte som premierminister. De konservatives valgnederlag medførte lederen William Hagues afgang.

I oktober 2001 var antallet af registrerede kvægbesætninger med mund- og klovsyge nået op på 2030. antallet af dyr der var slået ned for at bremse sygdommens udbredelse var samtidig nået op på 3,9 mio. I Skotland var der registreret 187 besætninger, i Nordirland 4 og i Wales 121. Sygdommen gjorde blot ondt værre for de britiske bønder, der i 1996 var blevet ramt af kogalskaben. Dengang blev over 4½ mio. dyr slået ned for at bremse sygdommens udbredelse. Man mener at sygdommen blev spredt gennem organiske rester i kvægets fodder. Rester der havde været tilstede siden 1970'erne. Den menneskelige variant af kogalskaben, Creutzfeld Jakobs sygdommen, havde indtil da ramt 77 mennesker. Kogalskaben medførte, at den britiske kødeksport stort blev indstillet, og selv om den siden atter er vokset, har den ikke nået niveauet før 1996.

Efter terrorangrebet på New York i september 2001 besluttede Tony Blair betingelsesløst at støtte USA. Storbritannien bakkede op om USA's anvendelse af paragraf 5 i NATO pagten - den såkaldte musketerparagraf der forpligter medlemslandene til at håndtere et angreb på et enkelt land som et angreb på alle. Storbritannien fulgte derfor betingelsesløst USA, da det i oktober indledte invasionen og senere besættelsen af Afghanistan. Og i marts 2002 erklærede Blair sammen med USA's vicepræsident, Dick Cheney, at Iraq var en trussel mod verdensfreden, og han åbnede samtidig muligheden for, at Storbritannien ville følge USA i krig mod Iraq og dets præsident, Saddam Hussein.

Ligeledes i marts døde dronningemodren i en alder af 101 år. Hendes popularitet i den britiske befolkning var især erhvervet under 2. Verdenskrig, hvor hun som dronning forblev i London under de tyske bombardementer. Tony Blair karakteriserede hende ved begravelsen et symbol på Storbritanniens «værdighed og mod».

Ved kommunalvalgene i maj 2002 vandt det ekstremt højreorienterede British National Party (BNP) for første gang i 9 år 3 pladser i Burnley. De konservative fik 34% af stemmerne, labour 33% og de liberale 27%. Selv der blev valgt ialt 5889 byrådsmedlemmer, karakteriserede BNP's leder, Nick Griffin resultatet som en «triumf». Han afviste samtidig at hans parti udnyttede de racemæssige spændinger der eksisterer i en række byer, selv om han indrømmede at partiets mål er at skabe et «hvidt Storbritannien». Selv om det kommunale selvstyre er blevet udhulet gennem de foregående 20 år, har det stadig en række væsentlige ansvarsområder.

I juli meddelte udenrigsminister Jack Straw, at Storbritannien leverer reservedele til USA's F-16 krigsfly, der sendes til Israel. Det blev af aktivister betragtet som yderligere en pind til den ligkiste, etikken i den britiske udenrigspolitik skal begraves i. Det blev samtidig betragtet som støtte til USA's krigsforberedelser overfor Iraq.

I oktober 2002 erklærede Blair i en stort anlagt udenrigspolitisk tale, at Iraq i løbet af blot 45 minutter kunne affyre raketter med masseødelæggelsesvåben mod Europa. Formålet var at varme den britiske befolkning op til krigen mod Iraq, men befolkningen var fortsat langt overvejende imod krig, og 1 år senere var det afsløret, at Blairs påstand var frit opfundet.

Blair fortsatte sin betingelsesløse støtte til Bush' krigspolitik frem til angrebet på Iraq i marts 2003 - på trods af at Frankrig og Tyskland nægtede at gå med i en sådan krig, og på trods af at USA led eklatant nederlag i forsøget på at få vedtaget en FN resolution, der skulle legitimere angrebskrigen. Heller ikke den britiske befolkning lykkedes det Blair at overtale. Efteråret og vinteren oplevede de største antikrigsdemonstrationer siden Vietnamkrigen, og ved krigsudbruddet var et stort flertal blandt briterne fortsat imod krig. Samtidig valgte flere ministre at gå i protest mod Blairs og Bush' krig. Det gjaldt Robin Cook og udviklingsminister Claire Short.

Blairs stilling blev ikke bedre over sommeren, da USA var ude af stand til at finde de påståede masseødelæggelsesvåben i Iraq. Og i juli kunne BBC afsløre, at den britiske regering havde forvansket oplysninger fra det britiske efterretningsvæsen om Iraqs militære kapacitet. Efter hårdt pres måtte BBC afsløre, at oplysningerne herom stammede fra forsvarsministeriets ekspert i kemiske våben, David Kelly, der i sine rapporter havde afvist, at Iraq havde kemiske våben. Regeringen påstod det modsatte. Kelly begik selvmord - eller blev dræbt. Hændelserne tvang i sidste ende den britiske regering til at nedsætte en undersøgelseskommission. Hutton kommissionen og senere Butler rapporten sagde ikke direkte, at regeringen og Blair havde løjet, men indikationerne var klare nok, og Blairs spindoktor, Alistair Campbell måtte gå af. Det var via ham at instruktionen til efterretningsvæsenet om at gøre deres rapporter mere «sexede» - anvendelige i regeringens krigspropaganda - var udgået.

Omstændighederne ved krigen og den britiske regerings løgne medførte, at Blairs og Labours popularitet styrtdykkede. Da oppinionsundersøgelser samtidig afslørede et massivt flertal i den britiske befolkning mod den nye EU forfatning følte Blair sig tvunget til at erklære, at forfatningen ville blive sendt til folkeafstemning i 2005. En afstemning der blev overflødiggjort af det franske og nederlandske nej.

Lokalvalg umiddelbart efter Butlerrapporten i juli 2004 gav Labour et sviende nederlag, der bl.a. tabte Leicester South, der ellers havde været en sikker arbejderbastion i over 50 år. Den blev overtaget af de liberale. På Labours landsmøde i slutningen af september var Blair tvunget til at indrømme, at påstanden om at Iraq besad masseødelæggelsesvåben i 2003 havde været falsk. Samtidig meddelte han, at han stillede op til en tredje og sidste valgperiode som partiets premierministeremne.

I slutningen af oktober blev en undersøgelse gennemført af forskere ved Institut for Folkesundhed ved Johns Hopkins Bloomberg instituttet ved Baltimore universitet pffentliggjort i det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet. I undersøgelsen kom forskerne frem til, at krigen mod Iraq, ødelæggelsen af landets infrastruktur og den efterfølgende vold havde kostet 100.000 irakere livet - overvejende kvinder og børn. Udenrigsminister Jack Straw erklærede, at regeringen ville undersøge forskernes konklusioner.

Efter parlamentsvalget i maj 2005 indledte arbejderpartiet sin 3. regeringsperiode, med med blot 36% af de stemmeberettigede bag sig var der tale om den svageste opbakning nogen britisk regering havde haft. De konservative gik betydeligt frem i mange dele af London, og mindre i resten af landet, men valgets største sejrherre var Liberal Demokraterne der fik 22% af stemmerne og gik frem til 62 pladser i Underhuset. Selv de Labour ledere der på forhånd havde afvist, at Iraq krigen ville have indflydelse på resultatet måtte efterfølgende indrømme, at krigen var en væsentlig årsag til Labours tilbagegang.

Den 7. juli blev 56 dræbt og omkring 700 såret, da 4 bomber blev bragt til sprængning i en bus og i Londons undergrundsbane. Tre af de fire formodede selvmordsbombemænd var britiske statsborgere af pakistansk oprindelse. To uger senere fandt der et nyt attentatforsøg sted med fire nye bomber, men denne gang lykkedes det ikke bombemændene at få bomberne til at detonere. Terroraktionen afslørede klart den strukturelle svaghed ved den britiske og europæiske «terrorbekæmpelse», for bombemændene var selvorganiserede og uden forbindelse til terrorgrupper i udlandet.

Efter terroraktionen blev det livsfarligt at være udlænding i Storbritannien. Det britiske politi fik nemlig ordre til at skyde på alle mistænkelige, og det kostede en brasiliansk elektriker livet. Han blev i midten af juli henrettet af britisk politi i undergrundsbanen, fordi han havde travlt og derfor iflg. politiet opførte sig mistænkeligt.

Blair måtte i november indkassere sit første alvorlige nederlag i parlamentet siden sin tiltræden i 1997, da en ny terrorlovgivning blev stemt ned med 322 stemmer mod 291. I lovgivningen indgik et stærkt omdiskuteret forslag om at kunne fængsle mistænkte i op til 90 dage uden at rejse sigtelse. Siden blev langt videregående lovgivning vedtaget i Danmark. I Storbritannien stemte over 80 labour medelemmer mod premierministerens forslag om udhuling af retsstaten, og dette satte ministeren i en delikat situation, hvor der endog cirkulerede rygter om hans tilbagetræden. Selv om Blair allerede havde erklæret, at han ikke ville stille op til en 4. periode, blev kravet om at udskifte ham med efterfølgeren Gordon Brown stadig kraftigere. Finansminister Brown var arkitekten bag Labour regeringens økonomiske «vidunder».

Mindst 1200 homoseksuelle vielser var planlagt til 5. december, der var den dato hvor homoseksuelle fik samme ægteskabelige rettigheder som heteroseksuelle. Den nye lovgivning giver homoseksuelle ret til at registrere partnerskab, omend de endnu ikke har ret til at lade sig vie i kirken.

Blair måtte i november notere sit første parlamentariske nederlag, siden han i 1997 kom til magten. Det skete da underhuset forkastede hans forslag til en såkaldt sikkerhedsskat. Premierministeren erklærede efterfølgende, at han ikke agtede at stille op til næste valg i 2010. Den oprindelig så populære premierminister havde mistet det meste af sin popularitet på den upopulære angrebskrig mod Iraq.

I september 2006 besøgte Blair Libanon efter den israelske angrebskrig mod landet. Rejsen blot til yderligere at forværre Blairs image i Storbritannien og i udlandet. Efterfølgende erklærede minister for social Udstødning, Hillary Armstrong at blair agtede at trække sig fra premierministerposten efter næste landsmøde i Labour i 2007.

Efter næsten 2 års spekulationer om Blairs afgang, overtog finansminister Gordon Brown i juni 2007 posten som premierminister. I sin tiltrædelsestale erklærede han, at der var tale om «en regering med nye prioriteringer». Iagtagere pegede på, at der især ville blive tale om ændringer i udenrigspolitikken. Allerede på dette tidspunkt var Storbritannien på vej til drastisk at reducere sin tilstedeværelse i besættelsesstyrken i Iraq. Nogle måneder senere overdrog briterne ansvaret for Basra til irakerne.

Blair selv udnævnt til koordinator for Mellemøstkvartten, der var ansvarlig for Køreplan for fred.

Forholdet mellem Rusland og Storbritannien forværredes gennem 2007. I november 2006 døde den tidligere KGB agent Alexander Litvinenko i London efter at være forgiftet med det radioaktive stof Polonium-210. Fra starten anklagedes Rusland for at stå bag mordet, hvilket blev afvist fra russisk side. Allerede i januar 2007 rettedes den britiske efterforskning sig imidlertid mod FSB agenten Andrei Lugovoi, der senere på året formelt blev krævet udleveret. Moskva nægtede dette, hvorefter Storbritannien udviste 5 russiske diplomater. Rusland svarede igen med udvisning af et tilsvarende antal britiske diplomater. Litvinenko hoppede af i Storbritannien i 2001 og hævdede han var blevet sendt til landet for at myrde den russiske oligark Boris Berezovsky, der havde fået politisk asyl i landet.

Økonomisk udvikling

Siden 2. verdenskrig har den britiske økonomi været præget af krise af varierende styrke. Det internationale system som den britiske kapitalisme var blevet udviklet indenfor - imperiet - var brudt endelig sammen. Den britiske industri måtte i stedet for samhandel med kolonierne eller Commonwealth landene omstille sig til konkurrence med andre højt industrialiserede lande - især USA, senere Vesttyskland og Japan. Den britiske industri sakkede agterud. Især fordi landet havde ældre produktionsudstyr, et lavere teknologisk niveau og en arbejderklasse som er mindre integreret i det kapitalistiske samfund.

Arbejderklasse, indvandrere, kvinder

Arbejderklassen i Storbritannien er langt mere selvstændig, end tilfældet er i f.eks. Skandinavien, hvor den i højere grad er integreret i det offentlige. Aviser og massemedier, kultur m.m. er i langt højere grad præget af at være udformet for borgerskabet alene, og er mærket af dets værdier.

At arbejderklassen på denne måde er udelukket fra den offentlige arena fører til, at ideologier om samfundsfællesskab har vanskeligere ved at slå rod. Klasseskellet bliver tydeligere. Samtidig bliver klassen opsplittet og retter ikke sin kamp mod den politiske magt, men mod økonomiske forhold. Dette fører bl.a. til bevidstløse holdninger ifht. indvandrere.

Trods det at det var i Storbritannien den mest militante kvindebevægelse opstod (se Kvindebevægelsen), opnåede kvinderne først fuld stemmeret i 1928. Også på mange andre områder har kvinderne haft en svagere stilling end i andre vestlige lande. Kampen for ens skilsmissemuligheder stod på i hele mellemkrigstiden, og ligeså kampen for at garantere kvinder samme økonomiske rettigheder som mænd.

I 60- og 70'erne fandt der en formel fremgang sted. Først og fremmest med den relativt liberale abortlov i 1967, dernæst med ligestillingsloven af 1975, og ligelønsloven af 1976. De to sidstnævnte har dog i vid udstrækning været formelle.

I 70'erne voksede kvindebevægelsen Womens Liberation frem. Den var et samarbejde mellem forskellige kvindegrupper snarere end en selvstændig organisation. En af dens vigtigste medlemsorganisationer var National Abortion Campaign (NAC), der kæmpede mod angrebene på abortloven. Women's Voice er en gruppe tæt knyttet til Socialist Workers Party, og lægger som dette stor vægt på arbejderkvinderne og den økonomiske kamp. Sidst i 70'erne dannedes der flere grupper af kvinder, som kaldte sig socialistiske feminister, og som mere tog udgangspunkt i socialisme- og kønsrolledebatten.

I 50'erne strømmede der store mængder arbejdere til Storbritannien fra Commonwealth lande - især fra Sydasien og Vestindien. Efterhånden som det viste sig, at ekspansionen i økonomien og behovet for arbejdskraft var forbigående, blev disse mange hundrede tusinder sorte og farvede indbyggere et politisk og socialt problem. Der opstod ghettoer i storbyerne, og racistiske tendenser gjorde sig mere gældende - også i arbejderklassen. National Front (NF) er det vigtigste racistparti, men den fremgang det havde midt i 70'erne blev standset. Anti Nazi League har spillet en vigtig rolle i kampen mod NF og racismen.

Allerede i 1962 foreslog den konservative regering en indvandrerlov. Labour mente, at loven var racistisk, men ved regeringsskiftet to år senere blev loven alligevel gennemført af Labour - i en skærpet udgave. Siden da har partierne overvejende været enige om en indvandringspolitik, som i praksis skelner mellem racerne. I dag er indvandringen minimal.

Skotland og Wales

England har altid været det dominerende af de tre områder på øen. Fra 60'erne udvikledes kravet om større selvstyre i Skotland og Wales. I Wales var kravet dog svagere, da så mange engelske minearbejdere havde bosat sig i landsdelen.

Krisen ramte den skotske arbejderklasse hårdt, med omfattende arbejdsløshed og nedlægning af hele industriområder. Industrien var traditionelt domineret af metalindustri - især værftsindustri. Også småborgerskabet kom til at mærke, at Skotland sakkede agterud. «Nationalistiske» strømninger voksede frem, specielt i sammenhæng med olieudvindingen i Nordsøen, der indebar en vis økonomisk vækst og skabelsen af nye arbejdspladser.

Det var ikke tale om traditionel nationalisme, men om en omfordeling af magten således at udkantsområderne får større selvstyre. Det var på et sådan program Det skotske Nationalistparti vandt frem på ved valget i 1974. Et forsøg på at splitte Labour og opbygge et skotsk arbejderparti, mislykkedes derimod.

Ved den første folkeafstemning i 1979 om øget selvstyre faldt forslaget, men det blev vedtaget ved afstemningen i 1997, og de to lokalparlamenter har nu fået udvidede beføjelser.

Arbejderpartier

Det politiske system i Storbritannien er baseret på valg i enkeltmandskredse. Det sætter i praksis meget høje skranker for politisk indflydelse. Det liberale parti har f.eks. omkring 20% opbakning blandt vælgerne, men har kun ca. 2% af pladserne i parlamentet. Mindre grupper har ingen chance for overhovedet at gøre sig parlamentarisk gældende. Derfor har de to store partier traditionelt været præget af at være koalitioner. Selv om modsætningerne inden for både Labour og Torypartiet er større end mellem tilsvarende partier i andre lande, bliver partierne holdt sammen af en erkendelse af, at splittelse er ensbetydende med magtesløshed.

Labour er forskelligt fra andre socialdemokratiske partier i Europa. Vi kan skelne mellem tre forskellige niveauer i partiet, eller tre forskellige «Labour-partier», som ikke har meget med hinanden at gøre.

Basis er de lokale partiafdelinger - Constituency Labour Parties (CLPs) - med direkte medlemskab. Officielt har de over 600.000 medlemmer, men det reelle tal ligger langt lavere, og sandsynligvis er under 10% af medlemmerne aktive. Partikongressen er sammensat af delegerede fra CLPs og fra de fagforbund, som er med i Labour. De havde tidligere stemmetal ifht. deres medlemstal, hvilket gav de delegerede fra nogle få store forbund automatisk flertal. I forbindelse med Tony Blairs overtagelse af partiet blev dette system afskaffet. Kongressen vælger en hovedbestyrelse - National Executive Council (NEC) - og fastlægger valgprogrammet.

Partiformanden og premierministerkandidaten udpeges derimod direkte af parlamentsgruppen - Parliamentary Labour Party (PLP). PLP fungerer helt selvstændigt, og tager ikke meget hensyn til beslutningerne i NEC eller på kongressen. I 70'erne var NEC domineret af partiets venstrefløj og PLP af højrefløjen.

Labourpartiet bliver gerne opfattet som identisk med den politiske arbejderbevægelse. Den eneste politiske betingelse for medlemskab er, at man ikke kan være medlem af et parti, som stiller op til valg mod Labour. Pga. valgsystemet er der ikke mange politiske smågrupper, der finder det interessant at stille op til valg, og Labour rummer derfor en lang række forskellige organiserede smågrupper - mest trotskister (se Entrisme).

I midten af 90'erne forsøgte den tidligere formand for de britiske kulminearbejdere, Arthur Scargill at lancere et nyt arbejderparti. Men trods Labours voldsomme højredrejning gennem 80'erne og 90'erne har det nye parti kun få muligheder for at slå igennem - især pga. valgsystemet.

Blandt de mange organiserede trotskistiske smågrupper er Socialist Workers Party (SWP) med ca. 4.000 medlemmer klart den største. SWP har opnået nogle positioner blandt de lavere lag i en del fagforbund, var i 70'erne ledede i opbygningen af Anti Nazi League og spillede i starten af 90'erne en central rolle i anti-poll tax bevægelsen. Partiet er meget stærkt kadreorganiseret, hvilket har gjort det muligt at overleve den øvrige venstrefløjs krise, men samtidig har dets stærke dogmatisme været en hindring for større udbredelse. SWP er moderparti for International Socialism bevægelsen, som også det danske Internationale Socialister tilhører.

A.J. og Guia del Mundo

Sidst ajourført 28/1 2008