Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/1 2005
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 137.135
Arbejderklassen

Gennem 1980'erne og 90'erne har der været mange røster fremme på både venstre- og højrefløjen om, at arbejderklassen var et forældet begreb, at klassekampen var død og at det ikke længere gav mening at tale om en arbejderklasse. Alligevel viser de seneste 20-30 års klassekampe i både ud- og indland samt det forhold at 81% af alle Danmarks lønmodtagere er fagligt organiseret, at begrebet fortsat har meget at byde på i forståelsen af samfundsudviklingen. I udlandet har de senere år især været præget af de store transportarbejderstrejker i Frankrig, de omfattende strejker i Sydkorea og autobilarbejderstrejkerne i USA. I Danmark bør især påskestrejkerne i 1985 og storkonflikten i 1998 nævnes. Siden 2. verdenskrig er nogle dele af arbejderklassen kommet til at spille en mindre militant rolle - fordi arbejdspladser er lukket og brancher indskrænket - men samtidig er nye grupper kommet til. De sidste 20-30 år især indenfor den offentlige sektor.

Det danske borgerskab er dybt reaktionært. Det danske arbejdsmarked er det mest racistiske indenfor OECD. Arbejdsløsheden blandt indvandrere er over 3 gange højere end blandt danskere. I Østrig er den blot 10 % højere.
(Solidaritet)

Marx opfattede arbejderne som den del af befolkningen, som var «dobbelt frie» - frie for produktionsmidler (der var ejet af kapitalisterne) og samtidig frie til at sælge deres arbejdskraft (i modsætning til slaverne i slavesamfundet og de stavnsbundne bønder under feudalismen). Deres livsgrundlag var lønindtægten - i modsætning til de to andre store klasser indenfor det kapitalistiske samfund: kapitalejerne der levede af profitten, og jordejerne som havde grundrenten. Arbejderklassen blev altså indledningsvis defineret ud fra det økonomisk-juridiske «arbejdssælger», som i dag ville omfatte både den ansatte direktør, lærlingen, industriarbejderen, ekspeditionschefen og budet. Denne brede definition af arbejderklassen kan forsvares i den elegante teoretiske analyse, men skaber problemer for forståelsen af politikken i dagens samfund. Direktørens interesser er ret så forskellige fra lærlingens, selv om de begge lever af deres løn. Men når Marx' afgrænsning af arbejderklassen er problematisk over 130 år efter at den blev formuleret, er det ikke blot på grund af de ændrede samfundsforhold. Det skyldes også, at Marx ikke nåede at færdigudvikle sin klasseanalyse. Hans omtale og afgrænsning af klasserne skal derfor søges forskellige steder i hans hovedværk, Kapitalen, og de er til tider modstridende. For de senere marxister har dette ført til store uoverensstemmelser og konflikter omkring afgrænsningen af arbejderklassen og de øvrige klasser og lag.

Ud fra en teoretisk synsvinkel er klasseanalysens (analysen af relationerne mellem samfundets klasser) fortrin dens bidrag til forståelsen af ændring. Klassekampen er historiens drivkraft og sprænger det statiske system (den kapitalistiske produktionsproces), som Marx' øvrige kategorier lægger op til - som f.eks. «produktionsmåde» - og som klassebegrebet er knyttet til. Marx gav med sit hegelianske grundskema en løsning på problemet med foreningen af statiske og dynamiske elementer indenfor den samme ramme. Dette er klasseanalysens styrke, fremfor f.eks. den såkaldte lagdelingsanalyse hvor forklaringen af politisk ændring spiller en mindre rolle for begrebsdannelsen. Klasse er altså et forenklende hjælpemiddel til at forstå og gennemføre historiske ændringsprocesser.

Klasseanalysen består af en lang række analyseniveauer og må udgøre en enhed i den forstand, at alt tages i betragtning, når begrebet «arbejderklassen» bestemmes. Arbejderklassens kerne er karakteriseret ved manuelle arbejdere i underordnet merværdiskabende - «produktivt» - arbejde, men klassens fulde omfang derudover kan kun afdækkes gennem en historisk konkret analyse. Funktionærer hørte for 100 år siden ikke med til arbejderklassen, mens de fleste gør det i dag. Alligevel må man fortsat bevare skellet mellem overordnede og underordnede funktionærer, hvis sociale situation trods alt er så forskellig, at gruppernes økonomiske og politiske interesser nødvendigvis må være forskellige. Men hvor på skalaen mellem en bred lønmodtagerdefinition og arbejderklassens kerne det er frugtbart at sætte et skel, kan ikke alene afgøres gennem en teoretisk diskussion. Det afgørende må være, hvilke økonomiske og politiske interesser deres forskellige sociale situation giver anledning til. Skellet må sættes der, hvor interessekonflikter kun kan løses gennem strukturelle samfundsændringer. En definition hvor arbejderklassen er ahistorisk og unuanceret afgrænset indenfor de brede samfundsrammer, den kapitalistiske produktionsmåde trods alt giver, bliver alt for grovkornet til at kunne bidrage med nævneværdig indsigt i samfundsudviklingen. En sådan indsigt kan kun opnås gennem en konkret analyse og en mere præcis analyse af klassens forskellige grupper og lag.

Arbejderklassen i europæisk historie

Arbejderklassen som vi kender den fra de sidste 150 års europæisk historie, har den dobbelte revolution ved slutningen af 1700-tallet som sin forudsætning. Den var for det første en direkte følge af den industrielle revolution. Men hvis denne skabte arbejderklassen, så var det værdierne og ideerne fra den franske revolution (frihed, lighed og broderskab), som i høj grad kom til at forme den som politisk aktør. Det var de erfaringer, de tanker og forhåbninger denne politiske omvæltning førte med sig, som dannede udgangspunkt for debatten i og om arbejderklassen.

Men også tidligere fandtes der en arbejderklasse knyttet blandt andet til minedrift, til de større enheder indenfor landbrugssektoren og til statslig anlægsvirksomhed indenfor kommunikations- og militærsektoren. Den før-industrielle arbejderklasse var imidlertid lille, den var splittet i isolerede enheder og udviklede aldrig nogen generel klassebevidsthed. Solidariteten var begrænset til den lokale arbejdsstyrke og kunne nok danne udgangspunkt for spontane optøjer, men den havde ikke megen anden betydning end som et barometer for de herskende klasser for, hvor hårdt de kunne presse på. Industrialiseringen medførte både, at produktionen blev koncentreret, hvilket gav mulighed for større arbejderkollektiver, og at arbejdet i stigende grad blev reelt underordnet kapitalen. Begge dele bidrog til forstærkelse af den faglige organisering og udviklingen af arbejderklassebevidsthed. Den reelle underordning af arbejdet betyder, at kapitalen tiltager sig kontrollen over arbejderne og arbejdsprocessen, hvor det under manufakturen var arbejderne der havde denne kontrol. Den reelle underordning skal opfattes som en proces, der ikke er afsluttet, men som endnu i dag udvikles og skifter form. F.eks. er er tayloristisk inspireret kontrol over arbejderne en anden end den kontrol, som findes ved en organisationsform, der er inspireret af Det udviklende arbejde.

Dobbeltrevolutionen fik forskellige konsekvenser på det europæiske kontinent, og disse uligheder har givet anledning til store variationer i arbejderklassens omfang og karakter i de forskellige lande. At England ikke blot var først ude med industrialiseringen, men også længe var alene på arenaen, skabte f.eks. en særegen industrialisering og en særegen arbejderklasse. Den engelske arbejderklasse blev skabt i en periode præget af reaktion i Europa - under og efter Napoleons-krigene - og i en tid hvor den socialistiske teori var ringe udviklet. Klassen måtte finde frem til alt på egen hånd: Taktik, strategi, værdier, ideer, organisation. Den engelske arbejderklasse udviklede sig i langt højere grad end i det øvrige Europa i relativ isolation fra det omkringliggende samfund, i miljøer som på alle planer var afsondret fra dette. En stærk klassebevidsthed prægede den derfor tidlig, hvilket især kom til udtryk i en næsten hermetisk lukket klassekultur.

På kontinentet fandt industrialiseringen sted senere. Mens den i England var indledt omkring 1780, kom Belgien og Frankrig først med efter 1820, Tyskland i 1840'erne, Danmark nogle årtier senere, mens Rusland ikke indledte sin industrialisering før i 1890'erne. Ved indgangen til det 20. århundrede befandt alle de europæiske samfund med undtagelse af Balkanlanderne sig i en af industrialiseringens faser. De lande der kom i gang efter 1840, satsede i højere grad end forløberne på tung industri med jernbanebygning som et centralt element og med et mere udstrakt statsligt engagement. Dette havde konsekvenser for, hvilken karakter klassen fik. De forhold der skabte den, bestemte i høj grad hvordan den skabte sig selv. I Tyskland fik arbejderklassen f.eks. en større grad af enhed og organisationsmæssig centralisering end tilfældet var i England. Disse forskelle blev så yderligere uddybet gennem de enkelte landes kulturelle og politiske traditioner - som religionen f.eks. har været en splittende faktor indenfor den italienske og franske arbejderklasse.

Men trods disse forskelle kan man alligevel groft inddele arbejderklassens udvikling i Vesteuropa i 3 faser: Dens etablering, dens befæstelse og dens differentiering (forskelliggørelse). Faser som hænger sammen med hovedtrækkene i kapitalismens udvikling. En omfattende industrialisering kunne kun ske ved at trække arbejdskraft ind fra de primære erhverv. Til at begynde med skete det ved, at befolkningsoverskuddet på landet blev opsuget, senere ved en reduktion i de arbejdspladser, de primære erhverv lagde beslag på. Men i begge tilfælde var der tale om en oprykning fra et forholdsvis stabilt bondesamfund, hvilket prægede klassen i etableringsfasen. Arbejderklassen var da en klasse uden traditioner, en klasse hvor de sociale og kulturelle bånd der bandt den sammen, var svage og under udvikling, og hvor førstegenerations arbejderne dominerede. Politisk præges perioden af en svag organisering og spontane protestaktioner.

Overgangen til en mere befæstet arbejderklasse foregik gradvis. Strømmen fra landet fortsatte, men indflytterne blev i stigende grad mødt af en etableret klasse, hvis dominerende kerne havde rødder i tidligere generationer af arbejdere. Der havde udviklet sig et miljø med tendenser til en selvstændig kultur og livsmønster, som udsprang af det industrielle samfund, det selv var en del af. Denne befæstning af arbejderklassen var mærkbar i England allerede i 1830'erne, mens Tyskland, Belgien og Frankrig først kom med i 1890'erne. Parallelt med væksten i og befæstningen af arbejderklassen forsvinder håndværkerne efterhånden som en selvstændig social gruppe. Nogen indplaceres i de nedre lag af mellemlaget, men langt de fleste havner i arbejderklassen. Det er samtidig en klasse, som i stigende grad er indforstået med den industrielle produktions krav til disciplin. En udvikling som nu giver sig organisatoriske og politiske udslag gennem faglig og partipolitisk fremgang og i solidaritetskravets gennemslagskraft. Der er samtidig tale om en periode, hvor arbejderkulturen vokser frem - som i England ved en stærk tilstrømning til teatre og koncerter og efter 1900 til filmen. Politisk er det i denne periode, den organiserede masseaktion bliver arbejderklassens vigtigste kampmiddel.

I den fase af arbejderklassens udvikling som vi fortsat er inde i, er der foregået en differentiering (forskelliggørelse) som snarere end at bringe arbejderklassen tættere sammen har bidraget til at splitte den. En teknisk mere kompliceret produktion med stærkere specialisering har ført til en tilsvarende specialisering af arbejdsoperationerne. Dette har dels ført til en indsnævring af den traditionelle industriarbejdergruppe, og dels til at de enkelte lag indenfor arbejderklassen - som de aftegner sig ud fra arbejdsindhold, løn og status - er blevet klarere afgrænset fra hinanden. Samtidig har krisen med udstødningen af mange arbejdere til arbejdsløshed eller marginalisering bidraget til yderligere differentiering.

Arbejderklassen har imidlertid aldrig været nogen helt ensartet gruppe af arbejdssælgere, men mens skellene tidligere var de simple formand/arbejder, faglært/ufaglært, er skalaen mellem det rent manuelle og det rent intellektuelle arbejde efterhånden blevet mere findelt. Vi har fået teknikere og operatører af et utal af forskellige slags, som heller ikke så let lader sig indplacere i den tidligere så uproblematiske skala fra overordnet til underordnet arbejde. I klassesammenhæng blev deres position med andre ord stadig mere tvetydig. Det samme er sket med andre grupper, som funktionærer og underordnet personale indenfor undervisnings-, sundheds- og socialsektoren, med den forskel at disse har nærmet sig og til dels er vokset sammen med arbejderklassen. Udviklingen mod store handels- og kontorenheder og mod mere rutinepræget arbejde har samtidig ført til en stærkere organisationsbevidsthed i disse grupper. Det har efterhånden gjort det mere meningsfyldt at medregne disse grupper til arbejderklassen, selv om de fortsat udgør en afgrænset gruppe og således forstærker indtrykket af opsplitning som et karakteristisk træk ved arbejderklassen i det industrielt avancerede samfund. Fasen præges politisk af stærkt centraliserede forhandlinger - partipolitisk som fagligt - og med en overvejende pacifiseret arbejderklasse i tilskuerrollen. (Se: Arbejdskonflikter)

Betingelsen for mere omfattende kampe i den 3. fase er ensliggørelse. Når klassen trods tendenserne til fortsat differentiering rammes af mere ens omstændigheder som pres fra kapitalen for længere arbejdstid, lavere løn og privatisering/udlicitering eller når modsat der f.eks. udvikles et fælles ønske i arbejderklassen om mere fritid. Det var denne ensliggørelse der var grundlaget, både for påskestrejkerne i Danmark i 1985 og storkonflikten i 1998.

Arbejderklassen i Europa har siden 2. verdenskrig været fortsat - omend langsomt - voksende, og den var størst i Østeuropa, men sammenbruddet i Sovjetunionen og Østeuropa i 1990-92 medførte i første halvdel af årtiet, at arbejderklassens omfang i Østeuropa og Sovjet faldt 15-20%. Det skyldtes først og fremmest den økonomiske kollaps, der blev udløst af sammenbruddet, og som indebar at mange industrier og andre arbejdspladser blev lukket, eller måtte skære produktionen drastisk ned. Denne afindustrialiseringsproces og indskrumpning af arbejderklassen er dog i vid udstrækning blevet bremset op i slutningen af årtiet.

Arbejderklassen i den 3. verden

Den største vækst i arbejderklassen har siden 1970'erne været koncentreret i den 3. verden og især i Asien.
(Solidaritet)

Arbejderklassen i den 3. verden præges af to grundlæggende forhold. For det første er den i mange lande fortsat i sin etableringsfase. For det andet udgør den i mange lande en forsvindende lille del af den samlede befolkning, som i vid udstrækning stadig er knyttet til landområderne. Den har derfor mange lighedstræk med den europæiske arbejderklasse i dens første fase. Der er dog meget betydelige forskellige mellem verdensdelene og de enkelte lande. Mens lønmodtagernes andel af den samlede befolkning steg 10% i Asien gennem 1980'erne (fra 27% til 30% af den samlede befolkning), faldt den i Afrika 20% (fra 5,2% til 4,2%). Samtidig findes der lande som Syd Korea, Taiwan og dele af Brasilien, der er inde i 2. og på vej ind i 3. fase af arbejderklassens udvikling.

Alligevel adskiller udviklingen i de fleste lande sig på væsentlige punkter fra udviklingen i Europa for 150 år siden. For det første er arbejderklassen ofte en privilegeret klasse i forhold til den øvrige befolkning. For det andet er den i ikke ringe grad knyttet til afdelinger af udenlandske multinationale selskaber. Dette varierer meget fra land til land, men bidrager - hvor det er et dominerende træk ved landets industri - til at forklare arbejderklassens privilegier og politisk tvetydige position.

Arbejderklassen i dansk historie

Helt frem til slutningen af det 19. århundrede var Danmark overvejende et landbrugssamfund, og etableringen af en arbejderklasse skete her især mellem 1870'erne og den første verdenskrig. Udviklingen havde samtidig et ret anderledes grundlag end i de øvrige europæiske lande, der for de flestes vedkommende var baseret på tekstilindustri og senere sværindustri (jernindustrien). I Danmark var industrialiseringen derimod knyttet til landbruget. Den tog sit afsæt i forædlingen af landbrugsprodukterne og udviklede sig til en egentlig nærings- og nydelsesmiddelindustri. Endvidere udvikledes en vis produktion af maskiner, der var rettet mod landbruget. Til trods for en høj grad af eksportorientering indenfor dette «landbrugsindustrielle kompleks» - og bortset fra enkelte jernstøberier og skibsværfter - var industrien helt frem til 1950'erne overvejende kendetegnet af forholdsvis små og håndværksprægede virksomheder, der først og fremmest forsynede hjemmemarkedet.

Arbejderklassens faglige organisering i Danmark blev stærkt præget af denne industrialiseringsform, og af at industrialiseringen skete over en langvarig periode. Organiseringen i laug blev gradvist erstattet af en organisering i fag, hvilket bidrog til at give de faglærte grupper en stærk stilling indenfor fagbevægelsen. Den langt mere homogene og hurtige industrialisering i Sverige medførte, at den svenske arbejderbevægelse tidligt gik ind for industriforbund - dvs. at alle arbejdere indenfor samme industri skulle tilhøre det samme forbund. Denne industriforbundstanke var også fremme i Danmark i starten af det 20. århundrede, og blev atter sat på dagsordenen i Danmark i 1980'erne, uden at der dog afgørende blev ændret ved den næsten 100 år gamle organisationsstruktur. I stedet blev der fra slutningen af 1980'erne dannet såkaldte karteller.

Skellet mellem faglærte og ufaglærte arbejdere i Danmark er fortsat markant. Det kommer bl.a. til udtryk i forskellig aflønningsformer og deraf udsprungne interesseforskelle ifht. krav til overenskomstforhandlinger. Også i en række ikke-overenskomstmæssige spørgsmål indtager f.eks. Metalarbejderforbundet og Specialarbejderforbundet (SiD) ofte ret forskellige standpunkter. Den tidlige organisatoriske udvikling har sat sig dybe spor i arbejderbevægelsen. Overordnet må den siges at have svækket dens kampkraft, selv om den også har givet både kvinderne (i KAD, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark) og specialarbejderne (i SiD) en række fordele frem for de faglærte. For kvinderne har det således været muligt i højere grad at stille krav til arbejdsforholdene ud fra en kvindepolitisk synsvinkel.

I 1930'erne indledes en ny industrialiseringsbølge, men det er først efter 2. verdenskrig, at der sker en hastigere industriel udvikling. Det er først i 1957, at industriens andel af bruttofaktorindkomsten (BFI) for første gang overstiger landbrugets, og først i 1963 overhaler industrieksporten landbrugseksporten. I slutningen af 1990'erne var industrieksporten 6 gange større end landbrugseksporten.

Mens industrialiseringen i 30'erne først og fremmest skete i ly af statslige beskyttelsesforanstaltninger, omstruktureres industrien efter krigen gennem øgede investeringer, hvilket forbedrede konkurrenceevnen og gav mulighed for bedre fodfæste på de internationale markeder i takt med den handelsmæssige liberalisering. Selv om det er en myte, at den danske kapitalisme er baseret på småvirksomheder - halvdelen af arbejderne er ansat i virksomheder med over 50 ansatte, en tredjedel er ansat på virksomheder med over 100 ansatte - er den gennemsnitlige virksomhedsstørrelse beskeden målt i international målestok, hvilken giver en begrænsning for de faglige klubbers styrke.

Arbejderklassens udvikling og vækst i 1950'erne og 60'erne havde to vigtige aspekter. Dels skete der en betydelig udvikling i reallønnen, hvilket var grundlag for det såkaldte velstandsboom, men dels øgedes også heterogeniteten (forskelligheden) i arbejderklassens sammensætning. Det skyldtes for det første, at der i områder med kortvarig industriel udvikling (og derfor en svag arbejderklasse) blev trukket 1. generationsarbejdere ind fra landbruget. Dette hang dels sammen med afvandringen fra landbruget, dels med industriens placering i landet. For det andet fik mange arbejdere bolig i parcelhusmiljøer i provinsbyernes udkantsområder eller i forstæder til storbyerne. Begge boligformer havde en demobiliserende virkning på arbejderklassen ifht. kampen for de fælles interesser. Det skyldtes manglen på ideologisk sammenhold og politiske traditioner og den ofte lange transportvej til arbejdspladsen der gjorde, at arbejderne var geografisk spredt. Navnlig ejerboligformen fremmede andre interesser, end de arbejderklassen traditionelt havde forfulgt.

Dertil kom at fordelingen mellem faglærte og ufaglærte blev forskudt - om end beskedent - til fordel for sidstnævnte. Det skyldtes dels indrulleringen af ufaglærte 1. generationsarbejdere, dels at flere ufaglærte kvinder blev inddraget i produktionen - ofte på deltid. Denne udvikling var af betydning for bl.a. organisationsgraden og dermed det faglige kampberedskab, idet de faglærte mandlige arbejdere på de store virksomheder havde en væsentlig højere organisationsgrad end f.eks. de ufaglærte deltidsansatte kvinder på de små virksomheder, indenfor rengøringsbranchen og i den offentlige sektor.

Endelig blev arbejderklassens heterogenitet øget som følge af organiseret indførsel af udenlandsk arbejdskraft for at kompencere for manglen på arbejdere i Danmark - i første omgang fra Spanien og Italien og senere fra Jugoslavien og Tyrkiet. Denne nye del af arbejderklassen havde en anden kulturel og sproglig baggrund og andre politiske traditioner. Helt frem til 1979 var denne nye gruppe helt uden vælgermæssig indflydelse og fra da af kun på kommunalvalg. Fagbevægelsen skulle med enkelte undtagelser helt frem til 1990'erne, før den begyndte at udvikle en politik på dette område.

Splittelsen i den danske arbejderklasse er yderligere øget efter gennembruddet af den langvarige økonomiske krise i 1973-74. Siden dette tidspunkt er udstødningen fra arbejdsmarkedet tredoblet, således at næsten 1 million danskere i slutningen af 1990'erne var på «overførselsindkomster», når vi holder folkepensionisterne ude. Udstødningen er dels betinget af den teknologiske udvikling, der har medført at arbejdsproduktiviteten i industrien i dag er i gennemsnit 4 gange højere end efter 2. verdenskrig; dels betinget af den konjunkturelle udvikling, hvor krisen har medført en drastisk øgning af arbejdsløsheden; og dels betinget af stigende nedslidning på arbejdsmarkedet. Men endelig er det også centralt at forstå, at borgerskabet anvender den meget store udstødte gruppe til at bevare sit profitniveau. Dele af den udstødte gruppe fungerer som industriel reservearmé, dvs. står til rådighed for arbejdsmarkedet, eventuelt til lavere lønninger. Andre dele af gruppen fungerer som egentlig pjalteproletariat. Det er i denne gruppe vi bl.a. finder det stigende antal hjemløse.

Den store udstødte gruppe er i modsætning til den beskæftigede del af arbejderklassen meget dårligt organiseret. Derfor kunne de borgerlige regeringer gennem 1980'erne (og senere de socialdemokratiske regeringer) forringe dens levevilkår gennem reduktion af arbejdsløshedsunderstøttelsens reelle værdi og reduktion af de sociale ydelser. Samtidig har arbejderbevægelsens ledelse på næsten alle niveauer ikke været særligt oppe overfor at forsvare de arbejdsløse og udstødte. Det er derfor især denne stadig større gruppe, der har betalt den største pris under de seneste 25 års kriseudvikling. Samtidig har borgerskabet kunnet anvende den som spydspids i angrebet på den arbejdende del af arbejderklassen. Dele af gruppen er i stigende grad blevet anvendt som løntrykkere. Det er især tydeligt for de tvangsaktiverede unge, der i slutningen af 90'erne er blevet sat i arbejde. Strategien er dog ikke modsætningsfri, for samtidig med at de udstødte bruges som spydspids mod arbejderklassens tilkæmpede rettigheder, må borgerskabet samtidig dække deres overlevelse gennem de såkaldte «overførselsindkomster».

Arbejderklassen i dag

Da et udvalg på ti-årige drenge fra den britiske arbejderklasse i 1874 blev sammenlignet med deres jævnaldrende fra borgerskabets privatskoler fandt man, at de i gennemsnit var over 7,5 cm lavere af vækst. 100 år senere var gennemsnitshøjen steget for begge grupper, men forskellen var fortsat tydelig - omend mindre. Sammenhængen mellem vækst og klasse har klart vist sig i alle sådanne undersøgelser, lige indtil der i Sverige i perioden 1964-73 blev foretaget undersøgelser som viste, at forskellen nu var forsvundet - hvilket antageligt også er tilfældet i Danmark i dag. Hovedforklaringen på denne udvikling er ændringer i familiernes ernæring, og en udjævningen af højdeforskellen mellem børn med forskellig baggrund. Dette afspejler udviklingen mod en større materiel velstand indenfor arbejderklassen.

Velstandsudviklingen har dog ikke fuldstændig fjernet de ernæringsmæssige forskelle. Specielt under de seneste 20-30 års kriseudvikling har det vist sig, at de fattigere dele af arbejderklassen ikke har råd til at købe fødevarer af samme kvalitet som de mere velstående dele og mellemlagene. Fødevarer af dårligere kvalitet rummer typisk mere fedt og sukker, hvilket giver større tendens til overvægt i denne gruppe. Desuden rummer de dårligere fødevarer større rester af sprøjtemidler og medicinrester.

Samtidig repræsenterer den generelt øgede materielle velstand i arbejderklassen selvfølgelig ingen ophævelse af klassesamfundet. Selv om der i dag ikke kan spores forskel i højden på børn, eksisterer den sociale arv fortsat i bedste velgående. Det er fortsat således, at arbejderklassens unge er stærkt underrepræsenteret på de højere uddannelser, mens de højere mellemlags børn er stærkt overrepræsenteret. Samtidig begynder den omfattende sociale udstødning også at give negative resultater, der peger længere fremad: børn af langtidsarbejdsløse eller bistandsmodtagere har i dag en langt større sandsynlighed for at havne i samme situation som deres forældre end gennemsnittet.

Det er vigtigt at slå fast, at ulighederne stadig genskabes i samfundet. Det sker i første omgang gennem socialiseringen i barnets første år, der paradoksalt nok selv i arbejderklassefamilier oftest sker udfra borgerlige værdier (især «gode manerer», renlighed og evne til at adlyde). Denne socialisering fortsætter i skolen, i arbejdslivet, og hvor disse holder op - uden for arbejdet og uddannelsen - tager de borgerlige medier over. En af de vigtigste mekanismer i denne proces er dog skolen. Den faktiske fordeling af uddannelse mellem de forskellige faggrupper er i dag meget skæv. Blandt erhvervsaktive mænd i 1960 var 92% af folk med realeksamen at finde indenfor tjenesteerhverv, undervisning og offentlig administration, mens kun 5% arbejdede indenfor industri og håndværk og 3 % indenfor de primære erhverv. Men når uddannelsen er en af de vigtigste sorteringsmekanismer i samfundet, er dette næppe overraskende. Mere afslørende bliver uligheden når vi betragter forskellene i rekrutteringen til de højere uddannelser, hvor det viser sig, at også mulighederne er ulige fordelt. En undersøgelse i Danmark i midten af 1990'erne viste, at mens 35 % af sønnerne af fædre med længevarende uddannelse selv fik en tilsvarende uddannelse, var der kun 3 % af sønnerne af ufaglærte arbejdere, der fik en videregående uddannelse. For døtrene var tallene henholdsvis 16 % og langt under 1 %. Effekten er stærkere, jo længere tid uddannelsen tager. Disse tal er vigtige, fordi de siger meget mere, end at der eksisterer uligheder. Skolen er en institution, som folk i høj grad opfatter som retfærdig, i den betydning at den behandler alle lige - uden hensyn til social status. Samtidig udskiller den elever til de højere uddannelser og overordnede jobs. De der falder ud - først af skolen og senere i kampen om jobbene - har dermed ingen andre end sig selv at klandre: Skolen er med andre ord en forberedelse til samfundet - en træning i at tabe, som samtidig «retfærdiggør» ulighederne. Skolen er klassesamfundets vigtigste legitimerende institution. Det er derfor heller ikke underligt, at man finder klare sammenhænge mellem de forskellige generationers erhvervsplacering. Den faglige mobilitet man håbede uddannelseseksplosionen vil føre til, er således stort set udeblevet. Tal fra 1965 tyder på, at omkring 2/3 af børn af arbejdere selv er at finde som arbejdere, mens erhvervsstabiliteten mellem generationerne er endnu højere blandt funktionærer og selvstændige.

På denne måde kan man gå fra område til område og påvise, at trods den stigende differentiering af arbejderklassen, giver placeringen i produktionslivet anledning til uligheder i ressourcer og muligheder. Og det er ikke tilfældige og løsrevne uligheder, der aftegner sig på de enkeltstående områder. Pointen er at de hænger sammen, de hober sig op til et helhedsbillede, hvor linierne mødes i den samfundsmæssige organisering af arbejdslivet.

Alligevel må man vogte sig for at tro, at klasse forklarer alt. Et lille eksempel som illustrerer dette kan være, at det i en omfattende undersøgelse af de nordiske lande fra begyndelsen af 1970'erne viste sig, at folks følelse af henholdsvis lykke og utilfredshed i livet helt klart var uafhængig af deres klassemæssige baggrund. Formålet med klasseanalysen er ikke at forklare alt, men at forklare den politiske dynamik i samfundet.

Arbejderklassens størrelse

Marx udnævnte arbejderklassen til den «eneste revolutionære klasse» og Lenin talte om arbejderklassens «ledende rolle» i revolutionen. Venstrefløjen har gennem historien derfor arbejdet ihærdigt på at identificere og afgrænse denne klasse, der skulle være revolutionens subjekt - være den der garanterede overgangen til socialismen. Et alvorligt problem har i den forbindelse været, at Marx kun selv i begrænset omfang nåede at udvikle klasseanalysen, og de ansatser der findes i hans hovedværk, Kapitalen er i mange tilfælde indbyrdes modstridende. Konsekvensen har været, at venstrefløjen siden Kapitalens udgivelse har været dybt uenige om afgrænsningen af arbejderklassen. Vi kan opstille 6 hovedafgrænsninger:

  1. De arbejdere der udfører manuelt lønarbejde (håndsarbejde). Det er f.eks. dem der angives i Danmarks Statistik med betegnelserne «faglærte og ufaglærte arbejdere». Visse iøvrigt progressive samfundsforskere anvender denne afgrænsning, der klart har den fordel, at det er let at finde statistisk materiale.
  2. En anden «nem» løsning er at sætte arbejderklassen lig med «lønmodtagere» eller «lønarbejdere». For så vidt Socialdemokratiet overhovedet beskæftiger sig med klasseanalyse er dette deres synspunkt. På venstrefløjen fandt opfattelsen især genklang i KAP, men den har også huseret i VS.
    Begge afgrænsninger er karakteristiske ved, at de hæfter sig ved det ydre ved arbejdets form og måden hvorpå arbejdskraften bliver betalt. Nogle skoler indenfor samfundsforskningen har oven i købet gjort lønnens størrelse til det vigtigste kriterium for, om man tilhørte det ene eller andet sociale lag
  3. Arbejderklassen består af de merværdiproducerende arbejdere. Herved blev forstået industri- og transportarbejdere. Den holdning var især udpræget på den leninistiske del af venstrefløjen.
  4. Nogle leninister udvidede dog også 3 til at omfatte arbejdere i cirkulationssfæren - dvs. handels-, kontor- og lagerarbejdere indenfor handels- og finansverdenen. I denne opfattelse skilles alle offentligt ansatte ud som tilhørende mellemlagene, da de ikke er beskæftiget direkte produktivt.
  5. Endelig kan dele af de offentligt ansatte inddrages i arbejderklassen - udover afgrænsning 4. Det gælder de dele af de offentligt ansatte, der er inddraget i «kapitalens reproduktion». Det handler først og fremmest om de grupper, der er ansat i undervisningssektoren, sundhedsvæsenet og socialforsorgern, mens f.eks. militær og politi er holdt udenfor.
  6. Endelig kan arbejderklassen opdeles (stratificeres) internt og ifht. andre klasser ved først at analysere ejerforholdene og derefter gennemføre en nøje analyse af magtrelationerne - f.eks. internt i sjak eller ifht. arbejdsledere.

Afhængigt af hvilken af disse afgrænsninger man vælger, vil man nå frem til vidt forskellige tal for, hvor stor arbejderklassen er i Danmark. Den danske befolkning er opdelt i to nogenlunde lige store dele. Den ene halvdel (54,3%) udgør iflg. Danmarks Statistik arbejdsstyrken (heri inkluderet de arbejdsløse). Den anden halvdel er udenfor (børn, studerende, hjemmegående husmødre, pensionister, udstødte). Hele 92% af arbejdsstyrken (de 2,9 millioner mennesker på arbejdsmarkedet) er lønarbejdere. Det betyder, at kapitalister og småborgerskab udgør ca. 8% af «arbejdsstyrken».

Klassens splittelse og selvopfattelse

Afhængigt af afgrænsningsform vil en større eller mindre del af de 92 % lønmodtagere udgøre arbejderklassen. Imidlertid siger dette tal i sig selv ikke særlig meget, om arbejderklassens samfundsforandrende potentiale. I 1899 gennemførte Lenin en klasseanalyse af det russiske samfund og fandt, at 51 % tilhørte arbejderklassen. Den indebar imidlertid ikke, at den russiske befolkning gennemførte revolution. Senere blev arbejderklassen opgjort til 5 %, og alligevel gennemførtes revolutionen i 1917. Det er altså ikke tilstrækkeligt blot at kunne afgrænse klassens omfang. Bestemmelsen af den samfundsforandrende kraft kan nemlig ikke alene foretages udfra en bestemmelse af dens omfang - det som Marx kaldte «klasse an sich» (de der objektivt, økonomisk, tilhørte arbejderklassen). Det er nødvendigt også at inddrage «klasse für sich» (det subjektive - bevidsthedsmæssige - klassetilhørsforhold).

Når Marx for 130 år siden talte om, «at arbejderklassen kun havde sine lænker at miste», var det først og fremmest udtryk for de elendige materielle vilkår, klassen på det tidspunkt var underlagt. Siden Marx er der i de fleste lande udviklet faglige organisationer af større eller mindre styrke. De har formået at tilkæmpe borgerlige demokratiske rettigheder som ytringsfrihed, valgret, organisationsfrihed, lighed for loven osv. I den forstand er det lykkedes arbejderklassen at tilkæmpe sig en form for politisk «ligeberettigelse» med borgerskabet. Samtidig er det lykkedes klassen på en lang række områder at kæmpe sociale, økonomiske og sundhedsmæssige forbedringer igennem. Det er historisk interessant, at denne udvikling tog et opsving i kølvandet på den russiske revolution i 1917. Borgerskabet i de fleste kapitalistiske lande var bange for, at den massive utilfredshed der havde dannet grobund for revolutionen i Rusland også ville kunne føre til omvæltninger andre steder. Derfor gav det efter, og der blev efterhånden indgået en form for strategisk alliance mellem borgerskabet og arbejderklassen - personificeret i de reformistiske arbejderpartier - hvor arbejderklassen fik sociale, økonomiske, uddannelses- og sundhedsmæssige forbedringer til gengæld for fred på arbejdsmarkedet og en drastisk reduktion af truslen om revolution. I Danmark blev Kanslergadeforliget i 1933 mellem Socialdemokratiet og de borgerlige skelsættende for denne alliance, og alliancen er blevet yderligere forstærket med det økonomiske opsving efter 2. verdenskrig.

Konsekvensen af denne udvikling er, at store af arbejderklassen i dag tilsyneladende har langt mere end blot sine lænker at miste ved at lave revolution, og for dem er den revolutionære venstrefløj i dag derfor ret uinteressant som politisk alternativ.

Årsagen til at den nød der er skabt under de forløbne 25 års økonomisk krise ikke i højere grad har medført en radikalisering af arbejderklassen er dels, at den strategiske alliance mellem arbejderklasse og kapital fortsat eksisterer, at regeringerne koncentrerer nøden om de udstødte grupper i samfundet, der er for dårligt organiserede og derfor ikke udgør nogen politisk trussel og endelig at det er lykkedes borgerskabet at splitte arbejderklassen efter en lang række brudflader, hvoraf de vigtigste er:

Men der findes også andre vigtige faktorer bag afradikaliseringen. Udbredelsen af ejerboligen - også i arbejderklassen - og opløsningen af de gamle arbejderkvarterer har reduceret klassens sammenhængskraft og klassebevidsthed. Tilbageslaget for revolutionerne i den tredje verden og sammenbruddet i de statssocialistiske lande i Østeuropa har for mange illustreret «socialismens umulighed». Endelig har manglen på politiske og teoretiske bud fra den revolutionære venstrefløj blot understreget socialismens uaktualitet.

En anden forklaringsmodel for afradikaliseringen af arbejderklassen over de seneste 100 år ser gerne reformismen begrundet i arbejderbevægelsens borgerliggørelse, i organisationselitens indlemmelse i de traditionelle borgerlige magtcentre i samfundet, og i dens stilling som administratorer af et blomstrende kapitalistisk samfund.

Kritik af arbejderklassen

Det er imidlertid ikke alle dele af venstrefløjen, der har tillid til arbejderklassens samfundsforandrende kraft. I 1960'erne udviklede den danske Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) teorien om den «bestukne arbejderklasse», der gik ud på at nok var arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske samfund udbyttede, men de var samtidig bestukket af kapitalen med en del af «rovet» fra udplyndringen af den tredje verden. Arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske samfund - herunder Danmark - havde derfor ingen interesse i at gennemføre revolution. Revolutionerne måtte tage deres udgangspunkt i den 3. verden. Teorien er blevet kritiseret for drastisk at overvurdere betydningen af overførsler fra den 3. verden for arbejderklassens levevilkår. Klassen er altså ikke bestukket, og revolutionerne i den 3. verden er iøvrigt brudt sammen.

En anden kritik blev rejst af den franske forfatter André Gorz, der i sin bog: Farvel til proletariatet - hinsides socialismen tog afsæt i marxismens krise i starten af 1980'erne. Iflg. Gorz var problemet, at det nødvendige arbejde bliver stadig mindre, perspektivet er arbejdets afskaffelse og dette er ikke arbejderklassens perspektiv. Han satte i stedet sin lid til den «ny arbejderklasse» (teknikerne) og til de marginaliserede, der allerede var frelste - fritaget for arbejde. Problemstillingerne vagte enorm debat, også på den danske venstrefløj, men er siden døet ud. Lønarbejdet er i modsætning til Gorz' forestillinger fortsat i tiltagende - både globalt og i de udviklede kapitalistiske samfund - og hans «ikke-klasse» af «ikke-arbejdere» er netop uden fælles perspektiver og derfor uden fælles politisk retning. En mulig allieret for arbejderklassen men uden selvstændigt perspektiv.

De autonome har overtaget «Triple-Oppression» teorien fra kvinder i den nordamerikanske Black Panther bevægelse. Teorien er en kritik af marxisters ensidige fokusering på klassekampen. Teorien opererer med, at undertrykkelsen både har kønsmæssige, racemæssige og klassemæssige aspekter, og at det derfor er nødvendigt både at bekæmpe køns-, race- og klasseundertrykkelsen. Kritikken er i den forstand en udvidelse af den socialistiske kvindebevægelses program i 1970'erne, der understregede nødvendigheden af både køns- og klassekamp. Kritikken står ligesom kvindebevægelsens program ikke grundlæggende i modsætning til marxismen, men er en understregning af, at det er nødvendigt at kæmpe på flere fronter.

Kan arbejderklassen forandre samfundet?

Arbejderklassen har gennem sine politiske og faglige organisationer allerede i vid udstrækning forandret samfundet over de seneste 150 års kapitalistiske udvikling. Det centrale spørgsmål er i dag, hvordan denne udvikling fortsætter kvantitativt og kvalitativt.

For det første må det slåes fast, at klassen til stadighed er under forandring. I takt med at fag og brancher dør ud og nye opstår, ændres også klassens sammensætning. Selv om industriarbejderne - arbejderklassens traditionelle kerne - i Danmark er stagnerende eller i perioder har været direkte faldende, er dette ikke det samme som, at arbejderklassen er ved at forsvinde. I takt med arbejdsprocessernes og økonomiens udvikling, udvikles der nye segmenter indenfor arbejderklassen. I takt med at kapitalen bringer stadig flere dele af den samlede reproduktionsproces under sin kontrol, opstår der nye jobs og der sker en proletarisering af grupper, der tidligere var at finde i mellemlagene. Eksempler herpå er pædagogområdet (der især i 1970'erne og 80'erne var præget af betydelig radikalisering) og nogle tekniske arbejdsfunktioner der tidligere var tæt knyttet til kapitalen. Det er derfor nødvendigt at arbejde med en historisk dynamisk analyse og en konkret analyse af lønmodtagerne i de forskellige sektorer for at afdække deres samfundsforandrende potentiale og kraft.

For det andet er det vigtigt at gøre sig klart, at forandringerne - forbedringerne - ofte vil have reformkarakter og ikke revolutionær karakter. Størstedelen af arbejderklassen har i dag langt mere end blot sine lænker at miste og vil derfor være mere orienteret mod reformforbedringer, end forbedringer der samtidig sætter alle fremskridt på spil. Forandringer af revolutionær karakter kan til gengæld komme på tale, når det er kapitalismen selv der fundamentalt rokker ved arbejderklassens landvindinger.

For det tredje må også forhold udenfor selve arbejdssfæren inddrages i analysen. Klassens levevilkår afhænger i dag ikke blot af løn- og arbejdsforhold, men også af miljøet og generelt af muligheden for at leve et sundt og rigt liv.

For det fjerde er det nødvendigt at forholde sig aktivt til de splittelser, det er lykkedes borgerskabet at skabe i arbejderklassen, og som i dag er med til at hindre eller vanskeliggøre fælles ageren.

Endelig er det nødvendigt nøje at følge udviklingen i den strategiske alliance mellem kapital og arbejderklasse. De udviklede kapitalistiske landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD har ved flere lejligheder slået på nødvendigheden af total deregulering af arbejdsmarkedet: afskaffelse af overenskomster, arbejderbeskyttelse, rettighed til ferie osv. I USA hvor arbejderklassen siden 2. verdenskrig er trængt voldsomt tilbage, er det i nogen udstrækning lykkedes kapitalen at komme igennem med disse forringelser, hvilket har givet anledning til fænomenet «working poor» (arbejdende fattige), der ikke engang kan få økonomien til at hænge sammen, trods det at de har arbejde. Samtidig med at der er et konstant pres på området, viger borgerskabet i Europa dog tilbage for at mere åbent opgør, der aktuelt ville kunne have politisk uoverskuelige konsekvenser. Men i en skærpet krisesituation er det ikke umuligt, at presset vil blive optrappet. Det vil rokke fundamentalt ved de sidste 70-80 års strategiske alliance.

Hvorvidt klasseanalysen er et frugtbart redskab til at forstå (og skabe) samfundsændringer afhænger endelig af, om konflikten på arbejdsmarkedet, kampen mellem arbejde og kapital, er den dominerende konfliktdimension i samfundet. I kortere perioder - som f.eks. under EU afstemningerne - kan man nok opleve konfliktlinier, som går noget på tværs af klasseskellene, men sådanne perioder er altid af kortere varighed. Konflikterne indenfor arbejdslivet er i dag fortsat de mest betydningsfulde for folks politiske holdninger og partivalg, men dette forhindrer alligevel ikke, at andre konfliktdimensioner er væsentlige, som f.eks. miljø, trafik og EU. At se bort fra disse ville hæmme forståelsen fremfor at fremme den. At fremhæve det komplekse er ikke uforeneligt med at holde fast ved konflikten mellem arbejde og kapital som det grundlæggende omdrejningspunkt for forandringerne af det kapitalistiske samfund.

De sidste 200 års kapitalistiske udvikling har ikke blot skabt et utal af krige, herunder foreløbig 2 verdenskrige, barbari, polarisering mellem rige og fattige, mellem nord og syd, ødelæggelser af miljøet på globalt plan og udtømning af naturgrundlaget, men også en arbejderklasse der på globalt plan er i fortsat vækst, og som er den eneste samfundsmæssige klasse der har den objektive interesse i og organiseringen til at afskaffe produktionen for profit (kapitalismen), og erstatte den med produktionen for behov (kommunismen). Det giver håb om, at mens det 2. årtusinde var godsejernes og kapitalisternes årtusinde, vil det 3. årtusinde før eller siden blive arbejderklassens og siden det klasseløse samfunds årtusinde.

J.H. / A.J.


Litteratur

Arnfred, Niels et. al: Stat og klasser under kapitalismen. Blytman, København (1981)
Christensen, Vagn; Anne Brochenhuus-Schack: Børn og den nye sociale arv. Fremad, København (1997)
Marx, Karl: Kapitalen. Rhodos, København (1970)