Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 109.635
: :
Kultur
Alternativet til kapitalismens kultur

Kultur er en sammensat helhed af skikke og opfattelser, som et menneske tilegner sig som medlem af et samfund. De kulturelle mønstre spænder over et stort område fra hverdagens vaner, når det gælder mad, klæder og måder at hilse på, til abstrakte og symbolske udtryk som religion, kunst, filosofi og videnskab. Mennesket er et væsen, der er fanget i et net af kulturel mening spundet af mennesket selv. Kultur består af socialt etablerede meningsstrukturer. I streng forstand er kultur menneskets forsøg på at formulere spørgsmål og svar i forbindelse med de eksistentielle livssituationer, som ethvert menneske i forskellige sammenhænge er stillet overfor. Religion, kunst, filosofi og til dels videnskab er forsøg på at udforske og udtrykke grundlæggende meningssammenhænge i den menneskelige eksistens.

Fysiologisk set er mennesket et ufuldstændigt væsen. Det der skiller mennesket fra andre væsner, er ikke evnen til at lære, men hvor meget og hvad det må lære for at eksistere overhovedet. Mennesket er det væsen, der er mest afhængig af ikke-genetiske mekanismer - dvs. kulturelle mønstre - for at strukturere sin adfærd. Til forskel fra laverestående dyrearter er menneskets adfærdsmønstre givet ud fra fysiologien. Fra naturens side er mennesket blevet udstyret med et sæt af meget generelle evner, der muliggør stor fleksibilitet og skabende udfoldelse, og som i mindre grad er reguleret på forhånd. Uden de kulturelle meningsmønstre vil menneskets adfærd blive et kaos af usammenhængende handlinger. Kultur er således ikke mere eller mindre luksuriøs udsmykning af den menneskelige eksistens, men en afgørende forudsætning for den overhovedet. Ud fra sin udrustning har mennesket mulighed for at leve et utal af forskellig slags liv, men til sidst vil det ende med kun at have virkeliggjort et.

Men mennesket kan ikke frit vælge, hvilket liv det vil leve. Det er grundlæggende betragtet et samfundsvæsen, der bliver hvad det er gennem interaktion med andre. Ud fra det enkelte menneskes synspunkt er de kulturelle meningssammenhænge stort set givet på forhånd. De foreligger i det samfund man bliver født ind i, og de vil som oftest fortsat foreligge - om end i ændret form - efter ens død. Men så længe man lever, vil man bruge de overleverede ord, vendinger og symboler mere eller mindre bevidst for at orientere sig i den daglige erfaringsverden.

Kulturen i det borgerlige samfund

Forholdet mellem kultur og de enkelte samfundsformer er et kompliceret og omstridt tema. Særlig kompliceret bliver dette problem i det borgerlige samfund. Kulturen bliver som kunst løsrevet fra den øvrige sociale livssammenhæng i form af kunstværker, der gøres til genstand for køb og salg på et anonymt marked. På trods af denne udvikling af kulturen har man i både borgerlig og antiborgerlig samfundsteori villet forklare samfundslivets forskellige fænomener - kulturelle som økonomiske - ud fra et fælles princip.

Marx hævdede, at den kapitalistiske produktionsmåde formede samfundet som helhed: «Produktionsforholdene danner i deres helhed samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, hvorpå der hæver sig en juridisk og politisk overbygning og som modsvares af bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Måden at producere det materielle liv på betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces i det hele taget.» Kulturen er bestemt af den økonomiske basis: I det borgerlige samfund får de kulturelle produkter karakter af varer, der via markedet indgår i den økonomiske bytteproces. Senere marxistiske kulturteoretikere, som f.eks. György Lukács, har gennemført dybtgående analyser af borgerlig kunst ud fra modsætningen mellem kunstens brugsværdi og dens bytteværdi - det grundlæggende modsætningsforhold ifølge Marx' analyse af det kapitalistiske varesamfund.

En lignende tankegang finder man hos Max Weber, selv om hans forudsætninger ikke er de samme. Også for Weber udgør det borgerlige samfund en sluttet helhed, hvor de forskellige dele - økonomi, jura, videnskab, kunst og religion - i stigende grad organiseres ud fra det samme princip, den rationelt kalkulerende ånd: «Den faktor der til syvende og sidst frembragte kapitalismen var den rationelle handling, den rationelle bogføring, den rationelle teknologi og den rationelle ret, men ikke kun disse. En nødvendig udfyldende faktor var den rationalistiske økonomiske etik.

Hos nymarxistiske kulturteoretikere som Theodor W. Adorno og Herbert Marcuse indgår Marx og Weber i en dristig syntese, hvor den kapitalistiske bytterationalitet ses som det mest fortættede udtryk for den tekniske rationalitet, der har præget hele den vestlige civilisation, men som bliver nærmest totalt dominerende i det moderne industrisamfund.

Den samfundsteoretiske tradition fra Marx og Weber bliver der i dag rokket ved på dette punkt. Både i bogen «Legitimationsproblemerne i senkapitalismen» (1973) af marxisten Jürgen Habermas og i den konservative Daniel Bells «Kapitalismens kulturelle modsætninger» (1976) afvises tanken om at forklare samfundsudviklingen - i de mindste siden det borgerlige samfunds fremvækst - ud fra ét princip. Det der ifølge disse to teoretikere er slående ved udviklingen af det borgerlige samfund det sidste århundrede, er den stigende kløft mellem det teknisk-økonomiske og det kulturelle system. Bell formulerer det således:

«Karakterstrukturen arvet fra det 19. århundrede med betoning af selvdisciplin, udsat behovstilfredsstillelse og nøjsomhed er fremdeles relevant, når det gælder kravene fra det teknisk-økonomiske system. Men denne karakterstruktur kolliderer med det kulturelle system, hvor borgerlige værdier er blevet fuldstændig forkastet, til dels - paradoksalt nok - pga. udviklingen i kapitalismens eget økonomiske system.»

Ved kapitalistisk masseproduktion og -forbrug er den protestantiske etik blevet erstattet med en hedonistisk livsstil: nydelse i stedet for askese, forbrug i stedet for opsparing. Mere præcist kan man sige, at der foreligger et kulturelt spændingsforhold indenfor samfundslivet: på den ene side en mere traditionel arbejdsetik - hårdt arbejde, karrierebevidsthed, flid osv. for at blive «an organization man»; på den anden side kultur- og underholdningsindustriens nydelsesetik.

Modernismens oprør mod borgerligheden

Det klassiske marxistiske billede af basis-overbygning er ikke særlig egnet til forståelse af udviklingen af den modernistiske kunst i det borgerlige samfund i løbet af det sidste århundrede. Den avantgardistiske orientering, der har domineret billedkunst, litteratur og musik i denne periode, kan vanskelig ses som en refleks af økonomiske processer. Den har mere være gennemsyret af antiborgerlige synspunkter end den har være en opsang til borgerskabet og dets samfund. I det borgerlige samfunds midte udfoldede der sig en kunst, som på en grundlæggende måde opponerede mod borgerskabets ejendoms-, ydelses- og nytteorienterede univers.

Bohemen symboliserede på mange måder det som denne nye, kritiske retning skulle betyde: den radikale afvisning af det borgerlige samfunds praksis og livsstil. I det 20. århundredes kunst er denne orientering ført ud i det ekstreme: Kunstværket skal have fjernet selv den sidste rest af nyttekarakter. Den moderne kunst opbevarer så at sige den ikke-konforme erfaring. Men derved kommer den i et dilemma. På den ene side afskærmer den sig mod massesamfundets forbrugs- og nyttekultur; det bliver kulturindustriens arena. På den anden side bliver kunsten fremmedgjort fra det samfund, hvis erfaringer den bl.a. skulle artikulere. I Paul Klees kubistiske billeder, James Joyces litterære bevidsthedsstrømme, i Arnold Schönbergs atonale kompositioner står man overfor varianter af det samme, æstetiske sammenbrud; det borgerlige strukturerede univers af tid og rum og form og indhold som havde organiseret den kunstneriske erfaring i 3-400 år. Derved løste kunsten tilknytningen til den borgerlige klasse. Kunsten lukkede sig i stedet om sig selv.

Teatergruppen Solvognen søgte med sine teaterstykker og happenings at udvikle en modkultur.

I 1960- og 70'ernes modkultur var modernismens æstetiske oprør mod borgerligheden blevet omformet til livsstil. Modkulturen integrerer behov indenfor hverdagens ramme, der tidligere kun var tilladt i det æstetiske univers. Skellet mellem kunst og liv er brudt ned, og verden, samfundslivet og politikken er blevet æstetik. I modkulturens revolutionære variant tænkes omformningen af samfundet som den organiserede og systematiske tilfredsstillelse af de behov, som det borgerlige samfund fortier og forbyder. Modkulturen er i denne forstand politik som poesi: «Revolution er poesi. Der er poesi i alle de handlinger, der bryder med det organiserede system». (Fra et katalog over revolutionær kunst ved Moderna Museet i Stockholm, 1969).

Arbejderkultur

Indenfor det borgerlige samfund har arbejderklassen, i lighed med andre folkelige klasser, med forskellig styrke udviklet sin egen kultur (se Arbejderkultur). Som historien har vist, kan en sådan arbejderkultur antage forskellige former. Den kan have karakter af en subkultur eller en delkultur, ved at den udtrykker og værner om klassens egne erfaringer og værdier. I dette tilfælde afgrænser den sig mod det borgerlige samfund og dets værdier ved at blive sin egen «ejer» - et samfund i samfundet.

Men arbejderkulturen kan også spille en revolutionær, samfundsændrende rolle, hvis den opfattes som en oppositionel kultur i konflikt med konkurrerende klassers kultur. I dette tilfælde kan arbejderkulturen ikke trække sig tilbage til sin egen «ejer», men den vil indgå i en social helhed i strid om hegemoniet, det kulturelle herredømme, indenfor et samfundssystem.

Indenfor den marxistiske tradition er det især italieneren Antonio Gramsci, der har udarbejdet en teori om revolution som en kamp mellem klasserne på alle trin af samfundet, og ikke mindst som en kamp om det kulturelle hegemoni. Revolution i denne forstand bliver ikke en iværksættelse af arbejderklassens værdier, men en samfundsomvæltning som arbejderklassen gennemfører på baggrund af sine egne erfaringer med henblik på den almene idé om et samfund uden klassedeling og undertrykkelse.

R.S.