Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
   .  Videnskab
    .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Filosofi, Arbejderhistorie
Læst af: 216.541
: :
Marx, Karl
Karl Marx
Karl Marx

Marx (1818-83), tysk socialist, politiker og samfundsteoretiker. Karl Marx er den mest betydningsfulde skikkelse i socialismens historie. Allerede i sine ungdomsskrifter kritiserede Marx filosofien for udelukkende at være optaget af at tolke verden og ikke stille spørgsmål om at forandre den. I takt med at hans omfattende kritiske studier af det kapitalistiske samfunds struktur, sammenhænge og modsigelser blev sigtet med det teoretiske arbejde mere og mere konsekvent rettet mod at forstå for at forandre. At ville forandre samfundet på baggrund af en kritisk forståelse er Marx' arv til de senere tiders socialister.

Ungdomsårene

Marx blev født i Trier, i det prøjsisk styrede Rhinland. Både den traditionelle liberalisme i Rhinlandet og det hårde prøjsiske regime er vigtige elementer til forståelsen af hans baggrund. Det samme er hans jødiske afstamning. Begge hans forældre kom fra slægter med rabbinere i flere generationer. Faderen gik over til protestantismen i 1817 for at kunne arbejde som advokat uden de begrænsninger som gjaldt for jøder. Han var moderat liberal, delt mellem beundring for sønnernes evner og bekymring over måden de blev brugt på. Han døde i 1838. Marx' mor synes at have været dominerende og snæversynet. Frem til sin død i 1863 havde hun sammenstød med sin søn om økonomiske spørgsmål.

I 1836 skrev Marx sig ind ved universitetet i Bonn for at studere jura, men rejste snart videre til Berlin for at læse filosofi. Her kom han ind i gruppen af «unghegelianere» omkring Bruno Bauer - en kreds af radikale filosofer som kritiserede Tyskland for ikke at svare til begrebet om den fornuftige stat. I 1841 fik Marx doktorgraden ved universitetet i Jena på en afhandling om antik materialisme. I 1842-43 var han journalist på, og senere redaktør af avisen Rheinische Zeitung, hvor hans artikler udtrykker en abstrakt liberal holdning, fjernt fra tanken om grundlæggende samfundsforandringer. Avisen gik ned efter pres fra zar Nikolaj I, som ikke brød sig om en kritisk artikel, den havde trykt om Rusland.

I sommeren 1843 giftede Marx sig med Jenny von Westphalen (1814-1881). De fik 6 børn, hvoraf tre voksede op og overlevede deres forældre. Samme sommer skrev Marx også en lang analyse af Hegels «Retsfilosofi», samt en omdiskuteret kritik af Bruno Bauers pjece om tyske jøders emancipation. Her diskuterer Marx spørgsmålet om sammenhængen mellem menneskerettigheder, statsborgerskab og emancipation (frigørelse), og viser at han har sine rødder i en klassisk republikansk demokratitradition, som han dog kritisk overskrider ved at påvise privatejendommens begrænsning for en virkelig frigørelse. Det betyder, at en radikal politisk emancipation for jøder og ikke-jøder forudsætter en forkastelse af religionen (jødedom/kristendom) og privatejendommen.

Marx bliver marxist 1843-46

Sent i 1843 skrev Marx artiklen «Kritik af Hegels Retsfilosofi», hvor han for første gang udtrykker forestillingen om, at samfundsforandringen alene kan udspringe af en klasse, som ikke har andet end sine lænker at miste - det moderne proletariat. Her finder vi også den berømte formulering om at «Religion er opium for folket». Mod slutningen af året drog Marx til Paris. Her mødtes han bl.a. med Heinrich Heine, arbejdede politisk i den revolutionære bevægelse «De retfærdiges forbund», studerede nationaløkonomi og historie.

Disse studier ledte frem til de «Økonomisk-filosofiske manuskripter» (ofte kaldet «Pariser-manuskripterne»), som først blev offentliggjort i vort århundrede og som da bidrog til en nytolkning af Marx med vægt på de humanistiske elementer i hans tænkning, fjernt fra den «videnskabelige socialisme» som indtil da havde været den herskende tolkning. Grundlæggende i disse manuskripter er teorien om menneskets fremmedgørelse i det kapitalistiske samfund og om kommunismen som ophævelsen af fremmedgørelsen. Marx forlod aldrig denne teori, selv om den efterhånden ændrede karakter og antog en mere præcis form. Mens han i 1844 i løse vendinger taler om menneskets fremmedgørelse fra sit væsen, blev dette senere præciseret til arbejdernes fremmedgørelse fra sin klasse og fra sin historie.

I 1845 offentliggjorde Marx - sammen med Engels, som fra da af var hans konstante ledsager - smædeskriftet «Den hellige familie» - et opgør med unghegelianerne. Et lignende opgør er også «Den tyske ideologi» fra 1845-46. Dette værk som først blev offentliggjort i vort århundrede er også den første fuldstændige formulering af Marx' historiefortolkning og politiske teori. Her finder vi teorien om produktivkræfter og produktionsforhold, om basis og overbygning, om klassekamp og om betingelserne for den socialistiske revolution. Selvom Marx på dette tidspunkt endnu ikke havde udviklet sin samfundskritik i form af en teoretisk og historisk analyse af det kapitalistiske samfund, var hans grundlæggende teoretiske og politiske synspunkter fra nu af fast formuleret.

Politik og revolution 1846-50

Efter pres fra den prøjsiske regering blev Marx udvist fra Paris i februar 1845, og flyttede derpå til Bruxelles, hvor han blev til marts 1848. Hans teoretiske hovedarbejde i denne periode var «Filosofiens Elendighed». Et svar på Pierre-Joseph Proudhons «Elendighedens filosofi». Marx havde mødt Proudhon i Paris, men forskellene i temperament og teori mellem den revolutionære Marx og den småborgerlige Proudhon gjorde et samarbejde umuligt. Marx' kritik er i dag mest af interesse som et vidnesbyrd om, at hans egne teorier antog stadig mere konkret form.

Det meste af tiden i Bruxelles gik med politisk arbejde. I begyndelsen af 1846 stiftede Marx og Engels «Den kommunistiske korrespondancekomité», som skulle samordne de socialistiske og kommunistiske bevægelser i flere lande. Komitéen blev aldrig slagkraftig, og blev i 1847 erstattet af «Det kommunistiske forbund» - en udløber fra Londonafdelingen af «De retfærdiges forbund». Organisationen var hemmelig, med en åben parallelorganisation i Bruxelles - en tysk Arbejderforening - som rekrutterede til forbundet. Marx og Engels havde ikke nogen formelt ledende stilling i forbundet, men gennem påvirkning - på grænsen af manipulering - havde de den reelle kontrol. I 1847 fik de af forbundet til opgave at lave et manifest, som blev trykt i London i begyndelsen af 1848. «Det kommunistiske manifest» er ganske sikkert det mest slående stykke propaganda, som er skrevet. I brede og sikre linier trækker det hovedlinierne i den historiske udvikling op og knytter dem til et konkret handlingsprogram. Marx afgrænser sin egen socialisme fra andre varianter - særlig fra den utopiske idealisme.

Den 22. februar 1848 brød Februarrevolutionen ud i Paris. Marx ankom til Paris fra Bruxelles den 5. marts, men rejste videre til Tyskland efter en måned. Revolutionsbølgen havde nået Tyskland i begyndelsen af marts, og Marx ville bidrage som organisator og skribent. Størst betydning fik hans virke som redaktør for Neue Rheinische Zeitung (i Köln), som udkom med 301 numre mellem maj 1848 og maj 1849. Hans artikler er det klassiske eksempel på socialistisk teori brugt i praksis, en «analyse af situationen», som er et element i den situation, der skal analyseres - og forandres. Avisen illustrerer også et dilemma, som har hjemsøgt socialister i tilbagestående lande: Skal man som socialist arbejde for den borgerlige revolution, hjælpe sine fjender til magten for bedre at kunne slå dem ned? Marx gik frem i ukendt terræn; han levede dette problem, men kunne ikke formulere det. Den almene politiske udvikling i Tyskland var - som i Frankrig -, at borgerskabet veg tilbage fra sejren og indgik kompromiser med den reaktionære klasse, som revolutionen skulle afvikle. Marx og Neue Rheinische Zeitung gik med i nedturen, og via Paris kom Marx til London i august 1849. Her blev han med korte afbrydelser boende til han døde.

Det første år i Tyskland forsøgte Marx at videreføre sin politiske virksomhed. I 1850 redigerede han tidsskriftet «Neue Rheinische Zeitung. Politisch-Ökonomische Revue», hvor han trykte sin analyse af «Klassekampene i Frankrig 1848-50». Sammen med «Louis Bonapartes 18. Brumaire» (New York 1852), som fører udviklingen frem til december 1851, er denne analyse Marx' vigtigste bidrag indenfor det vi i dag kalder politisk sociologi. Særlig kendt er hans analyse af franske bønders klassesituation, af de politiske ideers betydning for fransk politisk historie og af det franske borgerskabs nølende og modsætningsfyldte holdning.

En tid forsøgte Marx også at holde liv i Det kommunistiske Forbund, og indgik i den forbindelsen en taktisk alliance med Auguste Blanqui, en fransk revolutionær af konspiratorisk orientering. Enkelte har tolket denne alliance samt et «ultraradikalt» cirkulære fra marts 1850 som udtryk for, at Marx i skuffelse over den mislykkede revolution i Tyskland nu ville gå over til konspiratoriske metoder for at indføre et mindretalsdiktatur. Mod dette taler en kritisk analyse af konspiratorerne - «revolutionens alkymister» - som Marx skrev i sit tidsskrift. Fra og med 1851 var Marx' politiske aktivitet de følgende 15 år meget begrænset. England var inde i en reaktionær periode efter at Chartist-bevægelsen var ebbet ud. De tyske emigrantpolitikere i London viklede sig ind i frugtesløse konflikter, og Marx samlede sig om sine studier.

Britisk Museum 1850-65

Med voldsom kraft gik Marx ind i et historisk og nationaløkonomisk studium. Han holdt sig selv og sin familie i live (skønt han selv fik mangelsygdomme og tre børn døde under de ekstremt fattige kår) gennem bidrag fra Engels, som drev familievirksomheden i Manchester samt indtægter fra New York Daily Tribune. Over en periode på ti år skrev Marx omkring 500 artikler for denne avis - det største dagblad i USA - banebrydende i sin journalistik. Mange af hans artikler er blevet stående som uovertruffent god journalistik. De forener historisk dybde, teoretisk analyse og fremstilling af løbende begivenheder. Særlig vigtige er hans artikler om engelsk politik - som kan siges at udgøre det ufuldførte kapitel 52 (om klasserne) i tredje bog af «Kapitalen» - og hans artikler om Indien og Kina, hvor han fremhæver kapitalismens både nedbrydende og civiliserende konsekvenser.

Alligevel er dette biprodukter af Marx' økonomiske og historiske studier, hvis hovedformål var at sætte ham i stand til at give en sammenhængende analyse af den kapitalistiske produktionsmådes historie og logik. I årenes løb undergik analyseoplægget betydelige ændringer. Et første projekt indeholdt 6 dele:

  1. Kapital
  2. Jordejendom
  3. Lønarbejde
  4. Stat
  5. International handel
  6. Verdensmarked

«Zur Kritik der politischen Ökonomie» (trykt i 1859, med et berømt forord om den historiske materialisme) indgår som et afsnit i første del af dette projekt. «Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie» (et stort manuskript udgivet i 1939-41) er en kladde til det første del. Omkring 1860 opgav Marx dette projekt, og samlede sig om den version, som mundede ud i de tre bind af «Kapitalen» (publiceret 1867, 1884 og 1894, de to sidste af Engels) og i «Theorien über den Mehrwert» (en oversigt over nationaløkonomiens historie, publiceret 1906-10 af Karl Kautsky). Et manuskript «Resultate des unmittelbaren Produktionsprozesses», som skulle have dannet en overgang fra første til anden bog af «Kapitalen», blev først trykt i 1933.

Kapitalens 3 bind har undertitlerne 1. kapitalens produktionsproces, 2. kapitalens cirkulationsproces og 3. den kapitalistiske produktions samlede proces. Det lykkedes kun Marx at færdigredigere og udgive 1. bind - i flere udgaver og hurtigt oversat til andre hovedsprog. Bind 2 og 3 blev færdigredigeret og udgivet af Engels efter Marx' død og især bind 3 var i en så ufærdig form fra Marx side, at der sidenhen har været rejst en række kritiske spørgsmål til Engels redigeringsarbejde.

1. bind kan imidlertid med rimelighed betegnes som det mest indflydelsesrige samfundsvidenskabelige værk i de sidste 130 år. Det er det bedste eksempel på Marx' kombination af en teoretisk videnskabskritik med en omfattende brug af historisk analyser af den moderne kapitalismes struktur og udvikling. Det er banebrydende som et stykke økonomisk historie; især er kapitlerne om teknologisk historie fortsat det bedste mønster for, hvordan dette emne bør behandles. Det er også en kraftfuld politisk analyse af arbejdernes udbytning og levekår under kapitalismen. I fremstillingen trækker Marx veksler på hele den europæiske kultur og historie, og udvikler et stilistisk mesterskab (i klar modsætning til ungdomsværkernes abstrakte retorik), hvor lavmælt harme, slående aforismer og effektfulde kontraster er hovedvirkemidlerne. Gennem sine utallige enkelt-erkendelser og sin overordnede metode er det et værk, som fortjener at blive læst igen og igen.

Første Internationale 1865-72

En række faktorer skabte bedre grobund for politisk handling i 1860'erne. International solidaritet med kampen for selvstændighed i Italien og Polen var ét moment; støtten til Lincolns kamp mod slaveriet et andet; strejker og truslen om udenlandske strejkebrydere et tredje. Forhindringen af brugen af udenlandske strejkebrydere var netop et hovedformål for den Internationale Arbejdersammenslutning - senere omtalt som Første Internationale, som blev stiftet på et møde i 1864 med Marx som passiv tilhører. Han kom snart med i organisationens ledelse, førte dens program i pennen og formulerede dens syn på en række løbende politiske temaer.

Særlig kendt er skriftet «Borgerkrigen i Frankrig», hvor Marx viderefører sine analyser af fransk politik. Skriftet er også vigtig som en kilde til Marx' tanker om overgangssamfundet fra kapitalisme til kommunisme. Han betoner, at arbejderklassen ikke kan gå ind i det eksisterende statsapparat, men må udvikle et direkte demokrati som sikrer tæt kontakt mellem vælgerne og deres repræsentanter. Han understreger også, at arbejderklassen selv forandrer sig undervejs mod det nye samfund, således at ingen i dag kan sige hvilke mål socialister af i morgen vil opstille for i overmorgen. Socialismen udvikler sig gennem en serie relative utopier.

De sidste år af Internationalens eksistens som en reel organisation, blev præget af Marx' kamp med Bakunin om principperne for arbejderbevægelsens kamp. Polemikken havde flere og tilsyneladende modstridende aspekter. Bakunin anklagede Marx for at være autoritær og centraliserende, mens Marx kritiserede Bakunins konspiratoriske orientering og hans modvilje mod det tålmodige partiopbyggende arbejde. Marx fremstillede sig selv som tilhænger af en bred og åben massebevægelse og Bakunin som de hemmelige forbunds mand, mens Bakunin betragtede konflikten som en modsætning mellem tvangsmagt og frihed. Begge parter var i nogen grad i ond tro, og konflikten havde stærke overtoner af personligt fjendskab. I Internationalen vandt Marx en pyrrhussejr, da han i 1872 fik overført hovedsædet til New York, for at Bakunin og hans tilhængere ikke skulle få kontrol over organisationen. I realiteten betød dette Internationalens død.

Sidste leveår

Marx' helbred blev efterhånden dårlig og hans arbejdskraft reduceret. Ved siden af at arbejde med anden bog af «Kapitalen» opretholdt han en betydelig international virksomhed. I 1875 skrev han en kritik af Gotha-programmet - samlingsprogrammet for de to tyske socialistpartier. Her fremlagde han sine tanker om proletariatets diktatur og om forskellene mellem den lavere og den højere form for kommunisme. Han havde også forbindelse med russiske marxister, som spurgte om Rusland måtte udvikle kapitalismen, før det kunne overgå til kommunismen, eller om det var muligt at bygge på det gamle landsbyfællesskab (Mir'en) og tage skridtet direkte over til kommunismen. Marx' svar er tvetydigt, men han udelukker ikke muligheden af at springe over en etape i udviklingen.

Marx og Engels

I de tidligere kommunistiske lande blev «Marx-og-Engels» fremstillet som en højere enhed, hvor de enkelte elementer knapt havde nogen selvstændig eksistens. I mange henseender stod de også hinanden nær. Selv om Marx var langt den betydeligste og mest originale, både som tænker og som politiker, sluttede Engels altid op om hans opfattelser, forsvarede dem, populariserede dem og udbredte dem. Undertiden kunne dette føre til en fordrejning af Marx' tanker, som da Engels opfandt den skæbnesvangre formulering, at basis «i det lange løb» var bestemmende for overbygningen. En teori med en sådan betingelse kan aldrig gendrives af erfaringen, for man kan altid sige, at løbet endnu ikke er langt nok. I andre tilfælde optrådte Engels mere selvstændigt. Hans «Omrids til en kritik af nationaløkonomien» fra 1844 fik stor betydning for Marx, som gennem denne artikel blev ledet ind på sine økonomiske studier.

En udbredt holdning er, at Marx og Engels senere foretog en arbejdsdeling, hvor Marx udviklede den historiske materialisme og Engels den dialektiske materialisme. Dette er dog en tvivlsom påstand, og der er næppe grundlag for at tillægge Marx de «naturdialektiske love», som Engels udviklede i «Anti-Dühring» og i det posthume «Dialektik der Natur». Undersøgelser som benytter de Marx-manuskripter, der er blevet tilgængelige i det 20. århundrede viser imidlertid, at Engels i bund og grund næppe forstod Marx' værditeori, som den blev præsenteret i 1. bind af Kapitalen. Marx' analytiske og metodiske konstruktion af den enkle cirkulation og vareform som en forudsætning for udvikling af værditeorien blev af Engels konsekvent opfattet som en historisk baseret teori om den enkle eller førkapitalistiske vareproduktion - dvs. som en historisk realitet, der passede ind i teorien om den historiske materialisme.

Sammenfattende må det være rigtigt at sige, at Engels stod for en «videnskabelig socialisme», som er ret fjern fra den «humanistiske socialisme», som Marx repræsenterede. For marxismens senere udvikling var det mere end uheldigt, at Engels' dogmatiske populariseringer fik så stor betydning i forhold til Marx. De store kættere i marxismens udvikling - Rosa Luxemburg, György Lukács, Jean-Paul Sartre - har altid grebet tilbage til Marx, snarere end til Engels.

Marx' liv

Marx' liv var først og fremmest præget af hans politiske aktiviteter og hans kamp for at gennemføre den enorme arbejde med teoretisk og historisk at analysere den moderne kapitalisme.

Marx var i flere omgange politisk flygtning: i 1843 - kort efter sit ægteskab med Jenny von Westphalen - må han flytte til Paris for at slippe væk fra den prøjsiske censur; i 1848 udvises han fra Belgien til Frankrig, hvorfra han rejser til Køln og senere på året udvises for politisk aktivitet til Frankrig; fra 1849 og til sin død bor Marx i London som statsløs politisk flygtning. Her lever Marx og hans familie under yderst fattige forhold, som nedbryder hans, Jennys og deres børns helbred og som i flere omgange hindrer Marx i at færdiggøre sine omfattende studier af kapitalismen.

F.H.

Litteratur

I. Berlin: Karl Marx, Oslo 1966.
J. Seigel: Marx' fate, Princeton 1978.
D. McLellan: Karl Marx, London 1973.
F. Mehring: Karl Marx, Berlin 1967.
M. Rubel: Karl Marx: essai de biographie intellectuelle, Paris 1957.
Hans-Georg Backhaus og Helmuth Reichelt: Der politisch-ideologische Grundcharakter der Marx-Engels-Gesamtausgabe: eine Kritik der Editionsrichtlinien der IMES. MEGA Studien 1994/2, s. 101-118.
Helmut Reichelt: Kapitalbegrebets logiske struktur hos Karl Marx. Med introduktion af Birger Linde. København, Kurasje (1974)