Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Indien
DatoOpdatering
2012.08.13Årlig opdatering
2012.08.21Attentatet i februar 2012 mod israelske ambassadeansatte
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 21/8 2012
Læst af: 423.716
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Indien
: :
Indien
Befolkning1008,9 mio.
ValutaIndiske rupies
Areal3.287.588 Km2
HovedstadNew Delhi
Befolkningstæthed306,8 indb./Km2    
HDI placering119    
Indien er fortsat et skarpt adskilt klassesamfund. Kastesystemet er officielt afskaffet, men reelt fungerer det stadig. (Solidaritet)

Landet kan geografisk inddeles i tre hovedregioner: Himalaya i den nordligste del af landet; Sletterne nord for Ganges floden der er frugtbare og tæt befolkede. Dekán højsletten i den centrale og sydlige del af landet. Himalayabjergkæden hindrer passagen af kolde vinde fra nord. Klimaet er derfor bestemt af monsunen: Varmt og tørt i 8 af årets måneder og i sommeren regner det tæt. De primære landbrugsprodukter er ris og hvede, og kul og jern er de vigtigste mineralressourcer. Siden sin oprettelse har Indien ligget i stadig strid med Pakistan om Kashmir området i den nordvestlige del. Dette område råder over vigtige oliereserver.

 

Folket: Den indiske befolkning består af et utal af racer, kulturer og etniske grupper. Den største befolkningsgruppe er den indoeuropæiske, der skabte veda civilisationen og indførte kastesystemet, der eksisterer endnu i dag. I nord findes stadig spor efter invasionerne af arabere i det 7. til det 12. århundrede og af mongolerne fra det 12. århundrede. Fra Dekán højsletten og syd på er dravide befolkningen dominerende.

Religion: 83% hinduisme, 11% islam samt 2,5% sikher. Der findes desuden kristne og buddhistiske minoriteter.

Sprog: 400 forskellige registrerede sprog. 18 forskellige sprog anerkendes officielt. Blandt dem er Hindi, Bengali, Tamil og Urdu de mest udbredte. Engelsk anvendes i vid udstrækning som administrativt sprog. Der findes yderlige 16 officielt anerkendte regionalsprog samt et utal af lokale dialekter.

Politiske partier: Kongrespartiet oprettet i 1885 er landets største parti. Mahatma Gandhi var knyttet til dette parti, og det var det, der ledede kampen for uafhængighed fra det britiske kolonistyre. Enhedsfronten (tidl. Nationalfronten) er en centrum-venstre koalition bestående af Janata Dal, Lok Dal og andre regionale partier. Bharatiya Janata (BJP) er et hinduistisk nationalistisk parti der er knyttet til Rashtriya Swayan Sevak Sangh (RSSS) - der er en kommunal parlamentarisk organisation, der øjensynlig er ansvarlig for en serie voldshandlinger mod specielt den muslimske minoritet. Indiens Kommunistparti.

Sociale organisationer: Den vigtigste er landsorganisationen INTUC med over 4 millioner medlemmer. Den anden landsorganisation - AITUC - har over 1 million medlemmer. Chattisgarb Mines Sharamik Sangthan (CMSS) er fagforeningen for arbejderne i jernminerne. Endvidere findes bevægelsen Chipko, der er en økofeministisk bevægelse, der arbejder for bevarelsen af skovene.

Officielt navn: Bharat

Administrativ inddeling: 25 delstater og 7 territoriale områder

Hovedstad: New Delhi, 14.146.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Bombay 18.100.000 indb.; Kolkatta (Calcutta) 12.900.000 indb.; Chennai (tidligere Madras) 7.600.000 indb.; Hyderabad, 6.300.000 indb.; Bangalore, 6.200.000 indb. (2000)

Regering: Pranab Mukherjee, præsident siden juli 2012. Manmohan Singh, premierminister siden maj 2004, genvalgt i 2009. Parlamentet har to kamre: Overhuset med 245 pladser og Underhuset med 545.

Nationaldag: 15. august (Uafhængighedsdagen, 1947). 26. januar (Republikkens dag, 1950)

Væbnede styrker: 1.145.000 soldater (1996)

Paramilitære styrker: 1.421.800 (Nationale Sikkerhedsgarde, Politiets Centralreserve, Angrebsgrupperne, Grænsepolitiet ved grænsen til Tibet, Grænse Specialstyrker, Industrielle Sikkerhedsstyrker, Det Defensive Sikkerhedskorps, Styrkerne til Forsvaret af Jernbanerne, Provinspolitiet, De Nationale Geværskytter, Privatgarden, Kystvagten).

 

De fleste af Indiens indbyggere bor i landsbyer. Landbrugsproduktionen er blevet specialiseret, men Indien har ikke de historiske eller naturlige betingelser for at være et landbrugsland. Så sent som i det 19. århundrede boede halvdelen af den indiske befolkning i større og mindre byer og var beskæftiget med håndværk og industri. Specielt tekstilindustrien har lange traditioner i landet. Den var langt mere fremskreden end den tilsvarende industri i Europa, men blev systematisk ødelagt af den engelske kolonimagt, som overførte tekstilproduktionen til England og opmuntrede til produktion af råvarer - bomuld - i stedet. Fra 1850'erne gik indisk økonomi fra at producere færdigvarer til at eksportere råvarer. Briterne financierede deres egen industrielle revolution ved at trække store værdier ud af Indien. Især Bengalen - det nuværende Bangla Desh, Bengalen (med Calcutta) og Bihar - blev udsat for hård beskatning og udplyndring i tre hundrede år. Hvor floderne Ganges og Bramaputra mødes, opstod nogle af verdens første civilisationer. Her fandtes verdens rigeste og mest frugtbare områder. I dag er Bangla Desh og Calcutta monumenter over den europæiske udplyndring af den tredje verden.

Indiske myndigheder har siden selvstændigheden i 1947 satset på anvendelsen af moderne teknik. Det indiske landskab præges af atomkraftværker, satelitfjernsyn, store dæmnings- og vandingsanlæg, petrokemisk industri, kunstgødningsfabrikker, bilfabrikker, flyfabrikker og elektronisk industri. I den sydlige del af landet omkring byen Bangalore er der blevet opbygget en omfattende computerindustri. Omkring ti procent af alle verdens forskere er indere. Indien, USA og Rusland råder over omtrent lige mange forskere. Men da indtægtsniveauet i Indien gennemsnitligt er lavt i forhold til andre lande i verden, regnes landet som meget fattigt. Indien opfattes fra vestlig side som et typisk udviklingsland og har været brugt som laboratorium for bistandsprojekter - f.eks. børnebegrænsning og «den grønne revolution». Over 2/3 af Indiens befolkning falder under det indtægtsniveau, som landets myndigheder har defineret som eksistensminimum.

Moderniseringen er nået længst i Nordindien, hvor fattigdommen også er værst. Mest kendt er den grønne revolution i delstaten Punjab, hvor Indiens hvedekammer i 60'erne blev brugt som amerikanernes laboratorium for nye hvedesorter, der kunne optage meget kunstgødning og dermed give større afkast. I syd er de traditionelle dyrkningsmåder i højere grad bevaret, og der dyrkes fortsat bælgfrugter og hirse. Men over hele landet er der en udvikling i gang mod handelslandbrug. Hvede og ris dyrkes ikke som mad til bønderne, men som handelsvarer til byerne. Med øget handelslandbrug øges betydningen af klassedelingen på bekostning af det traditionelle kastevæsen også i landsbyerne - ligesom det er sket i byerne. Men fortsat spørger folk om, hvilken kaste de tilhører, når de mødes tilfældigt.

Pilgrimsrejsen til del hellige by Varanasi er det højeste mål blandt hinduer. (Solidaritet)

Kaster og klasser

Kastesystemet er den side af det indiske samfund, som gør det mest fremmed for europæere. Kastesystemet er gammelt og har rødder i indisk mytologi. Til en vis grad kan det minde om europæisk laugstradition. I kasterne grupperes folk i forhold til deres erhverv. Men de fleste kaster - og nogle hævder, at der findes tre tusind forskellige - har lokale udspring. Den eneste kaste som har almen udbredelse er den højeste kasten - brahminerne - som historisk set omfattede de lærde og præsteskabet. Skellet mellem kasterne opretholdes gennem religiøst begrundede normer, hvor forestillinger om renhed spiller en central rolle. Brahminerne kan f.eks. ikke spise sammen med folk af lavere kaste eller gifte deres døtre med mænd af lavere kaste.

Kastevæsenet blev officielt afskaffet efter Indiens selvstændighed, men de tusindårige traditioner ændres kun langsomt, om end den fremvoksende kapitalisme bidrager til at slå de gamle strukturer i styrker. Ved siden af kastesystemet eksisterer der nemlig økonomiske skillelinier. De økonomiske klasser og traditionelle kaster går ofte på tværs af hinanden. Rige familier kan komme fra lavere kaster, og mange brahminer er fattige. I landsbyerne går klasseskellet mellem på den ene side de velstående og mellemstore bønder og på den anden småbønderne og de jordløse. Overklassen får kredit og kan købe nødvendige midler til produktionen. Underklassen kan det ikke og taber derfor i moderniseringsprocessen. I byerne udgøres overklassen af forretningsfolk og handelsmænd. Handel er ofte langt mer lønsomt i Indien end produktion. Det spekuleres meget i at skabe kunstig knaphed på mad og andre nødvendige artikler for derved at drive priserne i vejret - for siden at lade varerne komme ud på markedet. Megen mad fordærves på grund af lagring i sådanne perioder, samtidig med at maden bliver så dyr, at folk ikke kan betale den. Denne type af spekulation fører til hungersnød.

Kvinderne

Kvindens stilling er forvirrende at forstå for europæere. Selv om landet har haft en kvindelig premierminister, og selv om enkelte premierministre i delstaterne har været kvinder, er den indiske kvinde et meget tilbagetrukket væsen, som blot kan vente på en bedre skæbne ved at blive født som mand i det næste liv. Men klasse og kaste er i nogen sammenhæng vigtigere end kønnet. En brahminsk kvinde står socialt set over en mand i kasten under, akkurat som en rig kvinde socialt set står over en fattig mand på den sociale rangstige.

Kvinder har som deres fornemste opgave at føde familiens sønner. Der kræves mindre af en datter end af en søn. Unge piger har det derfor ganske frit og undgår ofte de krav til opdragelse og uddannelse, som fædre stiller til deres sønner. Men ved ægteskabet indtræffer der en brat afslutning på pigernes gode dage. Det er ægteskabet en pige bliver opdraget til. Først og fremmest skal hun være en god svigerdatter, for hun vil få langt mere at gøre med sin svigermor end med sin mand. Hun tilbringer sin dag i kvindedelen af huset, og møder kun sin mand i helt private stunder.

Når en pige gifter sig, forlader hun familien for evigt og rejser til en fremmed svigermor og en fremmed ægtemand, som hun skal tilbringe livet sammen med. Som nygift kone vil pigen få laveste status i sin nye familie. Hun kan let få skylden for alt som går galt. Forholdet mellem svigermor og svigerdatter er altid dårligt, og ingen venter at det kan blive godt. Familier bliver ofte splittet, fordi kvinderne ikke kan fungere sammen. Ægtemanden har ifølge traditionen ikke lov til offentlig at vise interesse for sin kone. Situationen forandrer sig først, når hun bliver gravid. Da slapper svigermoderen af og kan vise både ømhed og forståelse. Manden bliver stolt, og familien bliver glad.

Med et barn i vente er kvinden blevet et fuldbårent menneske. Hvis hun giver familien en søn, er alt vundet, men en datter er heller ikke dårlig. Hun må fortsat opholde sig i husets inderste værelser, men hun er ikke længere den, der altid bliver trådt på. Får hun ikke børn, er det en forbandelse. Den indiske enkebrænding var en frivillig sag for barnløse kvinder, der ville følge deres ægtemand til bedre marker, frem for at leve den ublide skæbne på jorden som barnløs enke.

Historie

Tre tusind år f.v.t. havde indbyggerne ved Indusfloden - i det nuværende Pakistan - allerede bygget omkring hundrede byer. I de største - bl.a. Harappa og Mohenjo Daro - byggede de enorme templer, udviklede et skriftsprog der endnu ikke er blevet tydet og udskar perfekt cylindriske mærker. Samfundet var baseret på et overrislingslandbrug. Økonomien blomstrede og gav grundlag for en omfattende handel i området mellem det indiske ocean og Himalaya. Indusfloden var den vigtigste transportvej for denne handel. Det er ikke meget, vi ellers kender til denne kultur, politiske organisering eller historiske udvikling. Efter 500 års eksistens blev området hærget af invaderende styrker, der slog befolkningen ihjel og ødelagde dens civilisation.

Omkring det 16. århundrede f.v.t. ankom der fra Afghanistan bølger af indoeuropæere, som gradvist erobrede subkontinentet. De var udstyret med våben af jern, beskyttet af panser og med stridsvogne. Denne overmagt brugte de til at undertvinge lokalbefolkningen og etablere en række fyrstedømmer. Den civilisation de udviklede, og som senere fik betegnelsen veda, havde sin basis i et stift kastesystem, hvor invasorerne udgjorde overklassen. Ariana eller ayriana betød adelsmand, og blev anvendt til identifikation af indoeuropæerne under et. Heraf stammer det senere ord arier.

De iranske og græske invasioner i det 6-4. århundrede f.v.t. berørte ikke Indiens mægtigste stat, Magadha, der lå i Gangesdalen. Under Ashokas (274 - 232 f.v.t.) regeringsperiode blev dette rige udstrakt til hele subkontinentet - undtagen den sydligste del. Fra dette tidspunkt kan man tale om en indisk civilisation: Ashoka og hans efterkommere gennemførte en homogenisering af kulturen og inddrog Gautama Siddharthas (Buddha, 563-483 f.v.t.) lære. I det 1-3. århundrede e.v.t. begyndte dette rige at slå revner efter pres fra de nye stater Kusana og Ksatrapa i nordvest.

Under Gupta dynastiet (3-6. århundrede) i Magadha indledtes imidlertid en ny samlingsperiode, der blev en af de mest brillante i den indiske kultur. Den islamiske ekspansion fra det 8. århundrede var ikke i stand til at undertvinge Indien. Det skete først 4 århundreder senere. Bølger af islamiske folkegrupper fra Centralasien invaderede efterhånden subkontinentet. Denne periode kulminerede med tartarenes invasion under ledelse af Timur. I 1505-25 grundlagde en af hans efterkommere, Babur, det imperium der blev kendt som Stormogulimperiet med hovedstad i Delhi.

Engelsk kolonialisme

Baburs efterkommere konsoliderede islam - især i det nuværende Pakistan og Bangla Desh i hhv. nordvest og nordøst. Der fandt en opblomstring sted indenfor kultur og kunst. Bl.a. blev Taj Mahal bygget omkring 1650. Men samtidig begyndte europæerne at trænge frem. I 1687 blev det Britisk Ostindiske Kompagni etableret i Bombay. I 1696 blev Fort William bygget i Calcutta, og fra dette blev der gennem dele det 18. århundrede ført krige mod franskmændene, der også forsøgte at slå sig ned. De blev først endelig slået i 1784. Fra 1798 begyndte Kompagniets tropper under ledelse af en bror til hertugen af Wellington systematisk at erobre det indiske territorium. Omkring 1820 havde Storbritannien på denne måde underlagt sig næsten hele Indien, bortset fra Punjab, Kashmir og Peshawar, der blev regeret af en af deres allierede, sikhen Ranjit Singh. I 1849 døde Singh og briterne annekterede da også disse områder. De «trofaste allierede» bevarede en nominel autonomi, der gjorde det muligt for dem at bevare deres domstole, paladser og privilegier.

Imens blev den indiske økonomi rykket op ved rode. Baseret på håndværksproduktion blev der eksporteret tekstiler af meget høj kvalitet, men dette var en hindring for udviklingen af den engelske tekstilindustri. Den blev udkonkurreret af dårlige industrielt fremstillede engelske tekstiler. Det ramte landsbyerne hårdt, hvor størstedelen af denne produktion var lokaliseret. De blev samtidig ramt af omlægningen af landbrugsproduktionen til eksportafgrøder. Den umiddelbare konsekvens af den engelske kolonialisme var derfor en reduktion af indtægterne og større arbejdsløshed. Koloniadministrationen omformede den økonomiske struktur efter for godt befindende. F.eks. blev alle militærudgifter - herunder også militærkampagnerne mod Afghanistan, Myanmar (Burma) og Malaysia - betalt ud af den indiske statskasse. Faktisk bestod 70% af budgettet i «forsvarsudgifter». Alle britiske udgifter blev bogført som udgifter til det indiske imperium, uanset hvor lidt de i øvrigt havde at gøre med Indien.

Kolonimagtens parole var: «Del og hersk». Lejetropper fra en region blev sendt til en anden, for at undertvinge denne. Det var f.eks. tilfældet med de nepalesiske gurkhaer og sikh'erne fra Punjab. De religiøse forskelle blev også udnyttet til det yderste. F.eks. blev der i starten af det 20. århundrede gennemført en valgreform, ifølge hvilken muslimer, hinduer og buddhister kun kunne stemme på kandidater fra deres egen religion. Under kolonitiden førte denne manipulation til et utal af sociale eksplosioner, både på lokalt og nationalt niveau. Nogle med ringe deltagelse og andre meget omfattende.

Det vigtigste oprør var cipayo - indiske soldater i britisk tjeneste - oprøret i 1857-58. Det startede som protester i kasernerne, inddrog flere krav og blev en landsdækkende protestbevægelse. Hinduerne og muslimerne slog sig sammen, og nåede så langt som til forslaget om genoprettelse af Stormogulimperiet. Protestbevægelsen anførte, at det Britisk Ostindiske Kompagni ikke var i stand til at administrere hele Indien. Konsekvensen var, at den britiske krone efter voldeligt at have nedkæmpet oprøret overtog administrationen af Indien.

Uddannelsessystem var baseret på den engelske model og skulle forberede de «indfødte» til at træde ind i administrationen af kolonien. Men samtidig skabte det en intellektuel elite, der var bekendt med europæisk kultur og tankegang. I 1876 dannedes den første fagforening for offentligt ansatte i Indien under ledelse af Surendranath Banerdji. Englænderne havde ikke forestillet sig, at denne nye forening skulle hente sin inspiration hos Giuseppe Mazzini og gøre ham til den skytshelgen. Det var denne intelligentsia der i 1885 oprettede Den indiske Nationalkongres - det senere Kongresparti. Også liberale briter deltog i kongressen, og gennem mange år begrænsede den sig til at foreslå overfladiske forandringer i den britiske administration.

1915 Gandhi vender hjem til Indien

Mohandas K. Gandhi var advokat, uddannet i England og med et indgående kendskab til de kolonimetoder som imperiet anvendte i Sydafrika. Da han i 1915 vendte hjem til Indien forstod han umiddelbart nødvendigheden af at overvinde det tætte anglo-indiske samarbejde. Gandhi søgte at involvere muslimerne i kampen for selvstyre, arbejdede for genindførelse af det traditionelle hinduistiske undervisningssystem og lagde speciel vægt på den folkelige mobilisering. Hans tilknytning til Nationalkongressen styrkede især denne bevægelses mest radikale fløj, hvor også den unge mand, Jawaharlal Nehru, var aktiv. Det gjaldt især efter massakren i Amritsar i 1919, hvor en demonstration blev druknet i kugler fra den britiske hær. Iflg. engelske kilder blev 380 dræbt og 1200 såret.

På initiativ fra Gandhi og som svar på massakren lancerede Nationalkongressen i 1920 en kampagne, der afslørede styrken i den civile opposition. Bevægelsen havde en autentisk national karakter i udbredelse og dybde. Kampagnen inkluderede boykot af koloniinstitutionerne - boykot af valgene, de administrative organer og det engelsk funderede undervisningssystem. Den var baseret på et princip om ikke-vold, boykot af engelske varer og passiv accept af mulige straffeforanstaltninger. I anerkendelse af hans lederskab blev Gandhi ophøjet til Mahatma - den store Ånd.

I 1930-34 gennemførtes en ny kampagne, der som parole havde total uafhængighed og kamp mod det statslige monopol på salt. Kampagnen viste Mahatmas evne til at kombinere et omfattende politisk projekt med konkrete krav - der berørte alle de fattige - på en sådan måde at de forstod dem og bakkede op om dem. Kvinderne deltog for første gang massivt i demonstrationerne. Fængslerne flød over af fanger, der ikke satte sig til modværge, og myndighederne anede ikke deres levende råd. Gandhi kom til at stå i en naturlig forhandlingsposition over briterne, og efter 2. verdenskrig havde de ingen anden udvej end hurtigt at lade Indien få selvstændighed.

1947 Selvstændighed .. og deling

Med briternes tilbagetrækning i 1947 blev subkontinentet delt i to stater. På den ene side selve Indien og på den anden Pakistan, der blev dannet for at koncentrere den muslimske befolkning i ét land fordelt på to regioner: Vest- og Østpakistan. Indien bestod af et utal af etniske, sproglige og kulturelle grupper. Alligevel var de i den antikoloniale kamp i stand til at udvikle en følelse af national enhed, som englænderne ikke var i stand til at kvæle.

Efter selvstændigheden udformede premierminister Jawaharlal Nehru sammen med Sukarno, Nasser og Tito konceptet om politisk alliancefrihed for de lande der kæmper for deres selvstændighed og overherredømme. Samtidig udviklede han en udviklingspolitik baseret på den forestilling, at industrialisering ville skabe velstand. I løbet af få årtier gennemførte Indien store teknologiske fremskridt, der satte det i stand til at sætte satellitter i jordkredsløb og i 1974 at prøvesprænge en atombombe. Det blev dermed den første atommagt blandt de alliancefri lande. Man kan i høj grad diskutere hensigtsmæssigheden af sådanne projekter i et land der endnu ikke har kunnet løse de fundamentale problemer med brødfødningen af sin befolkning.

Nehru døde i 1966 og efter et kort mellemspil hvor Lal Bahadur Shastri var premierminister, blev Nehrus datter, Indira Gandhi udpeget til at følge i sin fars fodspor som landets leder. Efter tre år som premierminister og magtkamp mellem hende og en anden Kongrespartileder, Morarji Desai, blev hun i 1969 Kongrespartiets ubestridte leder. Selv præsenterede hun sig som sin fars efterfølger, som socialist og venstreorienteret politiker.

Naxalitbevægelsen

Venstrefløjen i Indien er delt i tre hovedorganisationer. Den største er Kommunistpartiet (CPI), som sammen med Kongresspartiet dominerer fagforeningerne. Til venstre for dette står Det Marxistiske Kommunistparti (CPI-Marxist), som særlig har spillet en rolle i delstaterne Kerala og Vestbengalen (Calcutta). Det tredje kommunistparti er marxist-leninisterne (CPI-ML). Dette parti blev forbudt allerede i starten af 70'erne. Det hang sammen med dets tilknytning til naxalitbevægelsen.

Oprøret i Naxalbari varede fra 1967-72. Det startede som et bondeoprør og udviklede sig til en generel politisk opstand. Naxalbari er et distrikt i te-området Darjeeling på Himalayas skråninger. 90 % af bønderne i dette område blev organiseret og bevæbnet, jorden blev fordelt gennem bondekomitéer, der også overtog alle madlagre, og de organiserede deres egen offentlige administration og deres eget skolevæsen. De begyndte at opbygge et nyt samfund fra bunden af. Et tilsvarende oprør startede i det risdyrkende Srikakulam i syd i 1969. CPI-ML bevægelsen i Calcutta kom tidligt med i oprøret og overtog hurtigt ledelsen. Entusiasmen var stor og erfaringerne ringe. En væsentlig del af strategien var baseret på teorien om den spontane revolution: Når godsejeren blev skudt, ville masserne rejse sig, og støtte dem der var ansvarlige for drabet. Den indiske regering satte en landsomfattende kamp ind for at standse naxalitbevægelsen, og selv før undtagelsestilstanden i 1975 sad der 10-35 000 politiske fanger i fængslerne. Naxalitbevægelsen var endelig knust i 1972, og CPI-ML ophørte med at fungere som lovligt politisk parti.

1974-75 Krise

Den økonomiske krise i starten af 70'erne ramte Indien hårdt, da landet var meget afhængigt af olieimport. Industrieksporten voksede ikke nok til at den kunne kompensere for stigningen i udgifterne til importen. Dertil kom presset på fødevareressourcerne fra en befolkning, der steg med 15 millioner mennesker om året. For at bremse befolkningstilvæksten gennemførte Indira sterilisationsprogrammer, der i mange egne hurtigt fik karakter af tvangssterilisering.

I 1974 startede en bevægelse i delstaten Gujarat som skulle få konsekvenser for Indiras politiske lederskab. I tre måneder var der uro med beskyldninger om korruption. Premierministeren i delstaten måtte gå af, og den lovgivende forsamling blev opløst. I april 1975 startede Indiras gamle modstander, Morarji Desai, en sultestrejke der skulle fortsætte til døden, hvis der ikke blev afholdt valg, for dermed at undgå at denne vigtige delstat skulle fortsætte under Delhis formynderskab. Beskyldningerne om korruption var vidt udbredte, og Indira fik selv en dom for misbrug af statens midler og blev fradømt sin plads i nationalforsamlingen. Valget til den nye delstatsforsamling i Gujarat blev en katastrofe for Indira. Samtidig havde en anden ældre politiker, socialist og gandhianer, J. P. Narayan, fra sit hovedkvarter i Bihar startet en folkebevægelse mod Indira og mod korruptionen. Oppositionen fik efterhånden et tværpolitisk og nationalt præg.

Presset fra mange kanter arresterede Indira om morgenen 26. juni 1975 sine modstandere, erklærede Indien i undtagelsestilstand og indførte pressecensur. Den kom til at vare i to år. I denne periode skulle regeringen gennemføre et 20 punkts økonomisk program, og i ly af dette skete der mange overgreb mod befolkningen. Specielt tvangssteriliseringen var med til at gøre undtagelsestilstanden forhadt af mange. Indira valgte efter to år at udskrive normale valg, men led et knusende nederlag overfor den store koalition af politiske partier, som samlet gik til angreb under betegnelsen Folkepartiet (Janata). Dermed mistede Indira ledelsen til sin tidligere partifælle og modstander, Morarji Desai. Desai gennemførte ikke større ændringer i landets udenrigspolitik og var heller ikke i stand opfylde Janatas løfter om beskæftigelse og forbedring af økonomien. Midt i 79 trak de grupper der blev ledet af Charan Singh og Jagjivan Ram sig ud af koalitionen, og Desai måtte træde tilbage, da han ikke længere rådede over en parlamentarisk majoritet. Der blev udskrevet nyvalg, der i januar 1980 bragte Indira tilbage på premierministerposten.

Gandhis anden regeringsperiode var karakteriseret ved større koncentration af magten og beskyldninger om bureaukrati og statslig korruption, der gav dybe skår i hendes anseelse. Samtidig udvikledes der tendenser til kraftigere regionalisme. Især i Punjab hvor sikh'erne stillede stadig kraftigere krav om autonomi. Mindre militante grupper af sikh'er forfulgte hinduer for at smide dem ud af delstaten for dermed at sikre sikh'erne fuldstændig flertal. Det næste logiske skridt skulle være løsrivelse og oprettelse af et selvstændigt «Khalistan». Indira beskyldte udenlandske kræfter - en henvisning til Pakistan og USA - for destabilisering af landet, der på dette tidspunkt stadig havde et tæt samarbejde med Sovjetunionen.

Sikh'ernes hellige tempel i Amritsar. De religiøse spændinger har siden 1970'erne været tiltagende i landet. (Solidaritet)

1981 Indira dræbes

Situationen i Punjab endte med at koste Indira livet, da en sikh fra hendes livvagt endte med at slå hende ihjel. I kølvandet på dette drab blev tusinder af sikh'er slået ihjel af hævntørstige paramilitære hindugrupper. På tværs af formaliteter som forfatningen og Kongrespartiets vedtægter blev Indiras søn, Rajiv, hurtigt udnævnt til premierminister og leder af partiet. Han fik stor opbakning ved valget i 1985, da partiet erobrede 401 ud af parlamentets 508 pladser. Intet andet parti var i stand til at erobre de nødvendige 50 pladser for officielt at blive anerkendt som opposition. Trods den klare sejr vendte nogle stærkt nationalistiske regioner ryggen til Gandhi. Det gjaldt især delstaterne Karnataka og Andhra Pradesh, hvor den karismatiske tidligere skuespiller, Tama Rao havde stor indflydelse. Gandhi tabte også Sikkim. Et lille kongerige i Himalaya som Indien havde annekteret i 70'erne. Her vandt det separatistiske parti, Sikkim Sangram Parishad.

Gandhi tog forskellige skridt for at løse problemerne i Punjab. Han udpegede en forsoningsguvernør for regionen, løslod de politiske fanger - herunder oppositionens ledere - og erklærede, at medlemmerne af hans eget parti der havde deltaget i volden mod sikh'erne ville blive retsforfulgt og dømt. Han banede dermed vej for dialog med sikh'ernes største parti i regionen, Akali Dal og andre oppositionsgrupper. Trods de radikale forskelle i positionerne blev der opnået fremskridt. De kræfter der gik ind for større autonomi til Punjab foreslog, at centralregeringen skulle bevare ansvaret for forsvaret, udenrigspolitikken, pengeudstedelsen, postvæsenet, vejene og telekommunikationen. Til gengæld skulle delstatsregeringen havde større autonomi end Indiens andre delstater.

I 1987 greb Indien ind i konflikten i Sri Lanka. Der blev presset på, for at få en våbenhvile i stand mellem singhalesere og tamiler, og Indien sendte tropper til nabolandet. Tre år senere blev de indiske fredsstyrker diskret trukket ud, efter at have lidt svære tab.

Indien deltog i samme periode sammen med Argentina, Sverige, Tanzania, Mexico og Grækenland i bestræbelserne på at få supermagterne til at begrænse våbenkapløbet. Samtidig erklærede premierministeren, at Indien ikke ville give afkald på sine atomvåben, hvis Pakistan fortsatte sine forsøg på at bygge en atombombe.

I sin udenrigspolitik fastholdt Indien sin alliancefrihed, men internt blev der gennemført en række vigtige ændringer. Rajiv Gandhi gjorde mikrocomputeren til symbol for sin politik om hurtig «modernisering». Han lovede den private sektor, at han ville hæve restriktionerne overfor import og køb af udenlandsk teknologi samt sænke skattetrykket. Samtidig udtrykte fagbevægelsen frygt for, at den sofistikerede teknologi ville skabe arbejdsløshed, og at den nationale industri ikke ville være i stand til at overleve konkurrencen med udenlandske produkter.

I november 1989 blev der gennemført valg i et klima præget af vold, der kostede over 100 livet. Ved dette valg gik oppositionen frem. Kongrespartiet fik reduceret antallet af pladser til 192 overfor Janata Dal koalitionens 141. Sidstnævnte indgik sammen med den Nationale Front i en koalitionsregering under ledelse af premierminister Vishwanath Pratap Singh. Det var kun mulig pga. støtte fra det højreorienterede Partido Bharatiya Janata Party og flere smågrupper på venstrefløjen.

Spændingen mellem Indien og Pakistan tog til i marts 1990 som følge af sidstnævntes støtte til autonomibevægelser i Kashmir. Der eksisterede en risiko for, at en krig mellem de to lande ville føre til anvendelsen af atomvåben. Den stadig dybere økonomiske krise førte i november til skarpere konfrontationer mellem hinduer og muslimer. Premierminister Singh blev skiftet ud med Chandra Shekhar - også fra Janata Dal.

1991 Rajiv Gandhi dræbes

Den 20. maj 1991 indledtes atter valg til parlamentet. Forud var gået en blodig valgkamp, der havde kostet over 280 mennesker livet. Valget blev imidlertid indstillet dagen efter, da Rajiv Gandhi blev dræbt ved et selvmordsattentat foretaget af et medlem fra befrielsesbevægelsen, De Tamilske Tigre. En uge efter blev Narasimha Rao udnævnt til Gandhis efterfølger som leder af Kongrespartiet. Valget blev genoptaget 12-16. juni. Det havde været det hidtil blodigste i Indiens historie. Kun 53% af de valgberettigede stemte. Kongrespartiet fik 225 pladser overfor Bharatiya Janatas 119.

I august 1991 offentliggjorde den nye regering en drastisk økonomisk kursændring i retning af liberalisme, og gjorde dermed op med den økonomiske politik, der havde været fremherskende siden uafhængigheden. Kursændringen førte til kritik og udløste protester. Denne udvikling havde været 10 år undervejs og var blevet accelereret af Sovjetunionens sammenbrud. Trods sin alliancefrihed havde Indien siden selvstændigheden været tættere knyttet til Sovjet end til USA.

Allerede i september året før havde 70.000 repræsentanter for forskellige oprindelige folk samlet sig for at hindre bygningen af dæmninger over den hellige flod Narmada. Projektet ville have sat gamle templer og traditionelle dyrkningsområder under vand. Over 200.000 mennesker der var forflyttet fra deres jorde pga. projektet manifesterede i 1991 deres utilfredshed. Dette og andre infrastrukturprojekter er en del af traditionen for industriel udvikling uden hensyn til de økologiske konsekvenser. Sikkerhedsproblemerne ved landets 7 atomreaktorer er fortsat uløste og kontrollen med virksomheder der forurener er utilstrækkelig.

1992 Hindu fundamentalisme

Gennem 1992 fandt der et betydeligt antal overgreb sted mod den muslimske befolkning begået af hindufundamentalister i de nordlige byer Bombay og Ayodhya. I sidstnævnte var der i 1528 blevet rejst en moské, og det var samme sted Brahma iflg. hindutraditionen var blevet født. I december beordrede Lalrishan Advani - lederen af Bharatiya Janata partiet (PBJ) - sine tilhængere til at rive moskeen ned. De sammenstød der fulgte kostede 1300 livet i flere byer rundt omkring i landet og spredte sig også til Bangla Desh og Pakistan. I 1995 behandlede højesteret sagen om eksistensen af et muligt hindutempel i Ayodhya, hvor Babri moskeen siden var blevet bygget. Det var den, der var blevet ødelagt af hindufundamentalister i december 1992. Rettens medlemmer besluttede imidlertid enstemmigt at afvise at udtale sig i denne sag.

Premierminister Rao's reformplaner blev fremført af finansminister Man Mohan Singh og bestod i åbningen af det indiske marked overfor udenlandske investeringer. Staten skulle gradvist reducere sin indblanding i økonomien, lade den lokale valuta - rupiah - flyde over dollaren og endelig fjerne importrestriktionerne. De førte til, at inflationen i 1995 faldt til under 10%, til en reduktion i budgetunderskuddet samtidig med at eksporten siden 1992 var fortsat med at stige. Landets udlandsgæld svarer til 38% af dets BNP (60% i Danmark), og pr. capita indkomsten blandt landets 935 millioner indbyggere er blandt Asiens laveste.

De økonomiske reformer førte til protester fra flere sektorer - især landbruget. Modstanden mod tilstedeværelsen af multinationale selskaber, der var interesseret i salget af kunstgødning og såsæd var speciel stærk. Under den grønne revolution i 60'erne og 70'erne havde Verdensbanken udstedt omfattende lån til indkøbet af genetisk manipuleret såsæd, samtidig med at regeringen gav bønderne tilskud. Regeringen besluttede nu at følge Verdensbankens strukturtilpasningsprogram, der indebar afskaffelsen af disse subsidier. Sammenslutningen af bønder i delstaten Karnataka anførte protesterne, der siden 1991 også havde omfattet direkte aktioner mod repræsentanter for multinationale virksomheder.

På den Internationale Konference om Landbrugeres Rettigheder i den Tredje Verden i Bangalore 3-4. oktober 1993 erklærede bønderne, at «den tredje verdens frø, planter, biologiske materiale og rigdom er befolkningen i den tredje verdens kollektive intellektuelle ejendom». Det blev besluttet at udvikle disse rettigheder overfor systemet af private patenter, der favoriserer introduktionen af monokulturer, og dermed angriber biodiversiteten.

Trods et jordskælv i september 1993 der slog 10.000 mennesker ihjel og volden mellem de religiøse samfund, var regeringen i starten af 1994 optimistisk. Men samtidig blev forskellene mellem delstaterne stadig større. Den nordlige delstat Uttar Pradesh hvor der bor 140 millioner mennesker udviste bl.a. en social udvikling, der lå langt under landsgennemsnittet. Samtidig oversteg den mandlige befolkning i 1995 den kvindelige med 1000 mænd for hver 882 kvinder. Samtidig var det i den sydlige delstat Kerala sjældent at se tiggere. 90% af dens befolkning kan læse og skrive, og børnedødeligheden på 17 ‰ svarer nærmere til Washington DC end til resten af Indien, hvor den er 79 ‰.

I 1994 besluttede højesteret, at delstatsregeringerne kunne miste deres magtbeføjelser, hvis de ikke forsvarede relegionsfrihed, som den er beskrevet i forfatningen. Imens fortsatte konflikterne mellem hinduer og muslimer i delstaten Karnataka.

Samme år underskrev Indien og Kina to aftaler. Den første indebar en reduktion i antallet af tropper langs den fælles 4000 km lange grænse og den anden skulle udvide handelssamkvemmet. Samtidig lukkede Pakistan sit konsulat i Bombay efter en forværring af relationerne mellem de to lande. Anledningen var erklæringer fra den tidligere pakistanske premierminister, Nawaz Sharif om at landet rådede over atomvåben.

Gennem 1995 omdannede premierminister Narasimha Rao 3 gange sit kabinet. Valg i forskellige delstater viste samtidig en stigende svækkelse af Kongrespartiet, der blev plaget af afskalninger og af væksten i hindunationalistpartiet, Bharatiya Janata (BJP). I delstaten Maharashtra besluttede den nye BJP regering at ændre byen Bombays navn til Mumbai.

Det lykkedes ikke Rao at hindre faldet i sin popularitet, trods den økonomiske stabilitet og beslutningen om gennemførelse af forskellige sociale programmer, herunder skolebespisningen af 110 millioner børn og bygningen af 10 millioner boliger i landområderne. Rao trådte den 10. maj 1996 tilbage, efter hans parti havde tabt valget i dagene 27. april til 7. maj. BJP fik i alliance med flere mindre partier 187 pladser i underhuset, Kongrespartiet 138 og Enhedsfronten - den tidligere Nationale Front - 117. Det lykkedes ikke BJP at få parlamentarisk flertal til at regere, og dets nye premierminister, Atal Bihari Vajpayee trådte derfor tilbage den 28. maj, 12 dage efter at have overtaget posten. Præsident Shankar Dayal Sharma udnævnte derfor H.D. Deve Gowda fra Enhedsfronten til at stå i spidsen for en ny regering, der fik støtte fra Kongrespartiet.

En ny aftale med Kina blev gennemført omkring reduktionen af tropper langs den fælles grænse. I marts 1997 besøgte den pakistanske udenrigsminister, Shamshad Ahmad Indien for at genåbne forhandlingerne og normalisere relationen mellem de to lande. Samme måned trak Kongrespartiet støtten til Gowdaregeringen tilbage, hvilket udløste dens fald. I juni blev Sitaram Kesri valgt til præsident for Kongrespartiet. Det var ham, der var arkitekten bag bruddet med venstrefløjen. En måned efter Gowdas fald blev Inder Kumar Gujral - også fra Enhedsfronten - udnævnt til premierminister. I juli blev videpræsidenten, K.R. Narayanan valgt til præsident.

I november trak Kongrespartiet sin støtte til Gujralregeringen tilbage, da en officiel komission afslørede mulige forbindelser mellem et parti i regeringskoalitionen - Dravida Munnetra Kazagham (DMK) - og de Tamilske Tigre i Sri Lanka, der stod bag mordet 6 år tidligere på Gandhi. Gujral måtte derfor trække sig tilbage.

Ved valget i februar 1998 vandt BJP stort. Sammen med sine allierede fik det 251 pladser fulgt af Kongrespartiet med 166 og Enhedsfronten med 96. For anden gang indenfor 22 måneder blev Atal Bihari Vajpayee udpeget til premierminister. I maj lod BJP regeringen gennemføre en serie af atomprøvesprængninger, hvilket drastisk forværrede forholdet til Pakistan, og gav dette et påskud for samme måned at gennemføre tilsvarende prøvesprængninger.

Et lovforslag om at reservere mindst 1/3 af pladserne i parlamentet til kvinder blev udsat for omfattende boykot, da det kom til behandling i juli. Lovforslagets modstandere anført af to socialistpartier gennemførte protester udenfor parlamentet og afbrød konstant forhandlingerne indenfor. Iflg. modstanderne var forslaget uegnet, fordi det ikke opstillede specifikke kvoter til kvinder fra de laveste kaster. Lovforslagets vigtigste tilhængere var regeringskoalitionen og det største oppositionsparti, Kongrespartiet. Det var første gang de to blokke kunne blive politisk enige.

Regeringskoalitionen brød sammen i april 1999, da lederen af tamilpartiet AIADMK, Jayaram Jayalalitha, trak to af sine ministre ud af regeringen efter at premierminister Vajpayee havde afvist af afskedige forsvarsminister George Fernandes for at have fjernet Indiens flådekommandat, admiral Vishnu Bhagwat. Da det ikke lykkedes oppositionen at opstille noget regeringsalternativ, opløste præsident K. R. Narayanan underhuset og udskrev nyvalg.

I juni kom det til nye sammenstød med Pakistan, efter pakistanske styrker havde krydset den demarkationslinie, FN havde fastlagt. Omkring 1.000 mennesker omkom under kampene. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kritiserede alvorlige krænkelser af menneskerettighederne på begge sider af grænsen - begået af officerer og soldater fra begge sider. De indiske sikkerhedsstyrker blev anklaget for at gennemføre summariske henrettelser, voldtægter og tortur.

Efter 5 dages valg i oktober 99 blev den BJP ledede regeringskoalition genindsat, da den erobrede 293 ud ad parlamentets 545 pladser. Trods sejren var valget samtidig en tilbagegang for selve BJP, mens venstrefløjen og de regionale partier gik frem. Mere end halvdelen af pladserne var nu uden for de to store partiers kontrol. Valget gik hårdest ud over Kongrespartiet, der fik sit historisk dårligste valg med blot 120 pladser - 20 færre end ved det foregående valg. BJP's tiltagende afhængighed af de mindre partier vil uden tvivl bidrage til at skabe en vanskeligere situation for regeringen fremover.

Over 1 million mennesker blev hjemløse i staten Gujarat i Indiens nordvestlige hjørne efter et voldsomt jordskælv i februar 2001. Mindst 30.000 blev dræbt og 55.000 såret. Staten var blevet ramt af en cyklon i 1998, og sporene efter denne var fortsat synlige. Efter at den muslimske imam, Mufti Imtiaz havde erklæret, at det var TV og dets transmissioner der havde udløst jordskælvet, begyndte de muslimske indbyggere i byerne Ahmadabad og Surat i Gujarat at smide deres fjernsyn ud af vinduerne og brænde dem i gaderne, idet de gjorde fjernsynets umoralske udsendelser ansvarlig for jordskælvets ødelæggende effekt. Ifølge muftien var «TV journalisternes tanker blevet forgiftet, og dette havde provokeret Allah, der derfor havde udløst jordskælvet».

De foreløbige resultater af folketællingen blev offentliggjort i marts og viste, at den indiske befolkning var vokset med 180 mio. i løbet af det foregående tiår, omend befolkningsvæksten var taget en smule af. To ud af tre indere kan nu læse og skrive, og for første gang siden uafhængigheden er antallet af analfabeter faldet. Folketællingens endelige resultater offentliggøres først i 2004, og regeringen forventer at den viser, hvordan de økonomiske reformer har berørt befolkningen. Omkring 2 millioner mennesker var involveret i folketællingen, hvor hjemmene i 5000 byer og 600.000 landsbyer blev besøgt.

Verdens fattige vandt i maj en vigtig sejr i kampen om verdens fødevareproduktion. I århundreder har indiske bønder produceret den berømte Basmati ris, og «kampen om risen» startede i 1997, da det nordamerikanske firma RiceTech indgav patentansøgning på hvad de kaldte «Kasmati» - en Basmati variant. Men i maj 2001 afslog det nordamerikanske patentkontor at godkende patentet. Var resultatet blevet det modsatte, havde det betydet enden for indisk riseksport til USA, og det havde medført at de asiatiske risbønder skulle have betalt patentafgift til USA for en afgrøde de ellers havde dyrket i århundreder.

Ligeledes i maj blev 6 mænd bevæbnet med maskinpistoler anholdt. De var blevet betalt for at likvidere 6 indiske journalister, hvis artikler om korruption i regeringen havde medført 6 politikeres afgang. Politiet anklagede det pakistanske efterretningsvæsen for at have hyret pistolmændene, for yderligere at sværte den indiske regerings anseelse.

Pga. omfattende polemik blev en rapport om AIDS financieret af UNICEF trukket tilbage. Rapporten var udarbejdet af Menneskerettighedskommissionen i Madhya Pradesh i det centrale Indien og postulerede, at prostitution var en integreret del af bedia kasten. Rapprten blev kritiseret af NGO'er, af UNICEF selv og af bedia kasten i Madhya Pradesh, der krævede rapporten trukket tilbage, fordi den udsatte dens medlemmer for mistanke og var udtryk for kastemæssig diskrimination. Gennem sin sekretær, Brinda Karat erklærede Sammenslutningen af demokratiske kvinder i hele Indien (AIDWA) at: «alene ideen om at gennemføre en kastemæssig analyse er foragtelig udfra en demokratisk og humanitær synsvinkel, fordi den er baseret på en fordom om, at der findes nogle indre mekanismer i en gruppe, der gør kvinderne til prostituerede og mændene til ruffere.» Et år tidligere havde grundlæggerne af NGO'en Sahyog, Abhijeet og Yashodhara Das kun med nød og næppe undgået at blive lynchet i byen Almora i Himalaya, efter at have udgivet pjecen «AIDS og os», hvor de havde skrevet, at incest var udbredt i dette område.

I juli mødtes premierminister Vajpayee med den pakistanske præsident Pervez Musharraf. Der var tale om det første topmøde mellem de to lande i to år. Mødet endte imidlertid uden løsning på problemet om Kashmir. Vajpayee beskyldte Pakistan for at være årsagen til sammenbruddet, fordi de gjorde Kashmir til omdrejningspunkt for mødet, i stedet for at gøre fremskridt indenfor andre bilaterale forhandlingsområder. Den pakistanske delegation insisterede til gengæld på, at problemet var, at indiske embedsmænd havde insisteret på at ændre i teksten i en aftale, der allerede var undertegnet af de to lande.

Efter terroraktionen i New York 11. september hævede USA sanktionerne mod Indien og Pakistan, der ellers var blevet indført 3 år tidligere, da de to lande gennemførte afprøvninger af kernevåben. Fjernelsen af sanktionerne var «premien» til de to lande for deres støtte til Washington i kampen mod terrorisme.

I oktober kom Kashmir atter i centrum for konflikten mellem Pakistan og Indien, da indiske tropper åbnede ild mod en pakistansk militærpost. Flere indiske politifolk døde, da en pakistansk selvmordsenhed angreb parlamentet i New Delhi. Begge lande frygtede en ny krig og forstærkede derfor deres militære positioner langs grænsen. I starten af 2002 gennemførte Indien succesfulde afprøvninger af kernevåbenmissilet Agni.

Trods den indiske forsvarsminister, George Fernandes' forsikring i juni 2002 om, at de indiske tropper ville forblive langs grænsen så lang tid det var nødvendigt, så var omfanget af angreb ind i Kashmir aftaget betydeligt efter diplomatisk indblanding fra EU, USA, Rusland og andre lande.

De fleste politiske partier - deriblandt Kongrespartiet og regeringskoalitionen - støttede i 2002 Abdul Kalams kandidatur som indiens præsident. Han var videnskabsmand og hovedpersonen bag landets udvikling af kernevåben. Kalam - der også kaldes «missilmanden» - overtog præsidentposten i juli, og blev dermed Indiens 3. muslimske præsident.

Separatisterne i Kashmir opfordrede til boykot af parlamentsvalget i oktober, og af sikkerhedsmæssige årsager blev det i Kashmir derfor gennemført i 4 faser. Valgdeltagelsen endte på 44%, og efter 3 årtiers uafbrudt styre tabte Nationalkonferencen for Jammu og Kashmir valget til en koalition bestående af det Folkelige demokratiske Parti og Kongrespartiet. Det demokratiske partis leder, mufti Mohammed Sayeed blev statens nye premierminister.

I 2003 blev 29 indere dømt til døden. Hvor mange henrettelser der faktisk blev gennemført er uvist, da regeringen ikke offentliggør information om henrettelser. I marts blev anti-terror loven POTA vedtaget, og den inkluderede ligeledes anvendelsen af dødsstraf, og blev anvendt nogle gange i løbet af året. I november erklærede centralregeringen sig villig til også at anvende dødsstraf i voldtægtssager.

I januar 2004 gennemførtes det 4. Sociale Verdensforum i Mumbai (tidl. Bombay). Den indiske virkelighed chokerede forumets 150.000 deltagere. Landet har i 2.000 år været gennemsyret af et kastesystem, der fratager 240 mio. indere deres rettigheder. I 1950 blev begrebet «urørlige» godt nok afskaffet og erstattet med begrebet «dalits» (undertrykte), men situationen for disse er uforandret. Kun 7% af dem har adgang til rindende vand, el og sanitære forhold. Det er samtidig dalits der udgør flertallet af de 40 mio. indere der arbejde under slavelignende forhold - deriblandt 15 mio. børn. De nægtes adgang til at eje jord, arbejder under umnneskelige forhold, og angribes konstant af politiet og af grupper der forsvarer de højere kasters privileger, og som er under statens beskyttelse.

Diskriminationen rammer også kvinder og indledes allerede før fødslen. Pigebørn bringer ikke indkomst til familien. Tvært imod er de en udgift og i 27 indiske stater gennemføres derfor aborter af pigefostre. Konsekvensen er, at i stater som Bihar og Rajasthan er der kun 60 piger for hver 100 drenge, selvom det normale forhold er 100 piger for hver 103 drenge. Piger og kvinder fra de lavere kaster udsættes for mishandling og nedværdigende behandling. Dertil kommer det stigende problem med hustrumord, hvor kvinder slås ihjel af deres mænd.

Mumbai er en by med 18 mio. indbyggere hvis hovedvej, Reay Road, omkranses af slumkvarterer i flere etager hvor tilflyttere fra resten af landet lever, sover, arbejder og opfostrer deres børn på asfalten. Byen er samtidig landets filmmæssige hovedstad. Indien er verdens største filmproducent og har dagligt 12 mio. biografgængere. Den filmmæssige hovedstad kaldes også «Bollywood» og sender årligt 1000 film på markedet. Den indiske filmindustri er i stand til at producere film af høj kunstnerisk kvalitet, men de fleste er af «masala» typen, hvor musik og avanceret koreografi udgør baggrunden for kærlighedshistorier

2004 Kongrespartiet genvinder magten

Parlamentsvalget i maj 2004 blev overraskende vundet af Kongrespartiet. Dets leder, den italiensk fødte Sonia Gandhi, var selvskreven som ny premierminister, men det slagne BJP indledte en kampagne mod hendes person, og det endte derfor med at Kongrespartiet udpegede Manmohan Singh som ny premierminister. Han havde været finansminister i starten af 1990'erne og været arkitekten bag de økonomiske reformer, der satte gang i den indiske økonomi. Han overtog posten den 19. maj. Udfordringen er imidlertid stor. En væsentlig del af årsagen til, at BJP tabte valget er, at den økonomiske vækst i Indien kun har gavnet bestemte sektorer, mens de hundreder millioner af fattige er blevet fattigere. BJP fik skylden men Singh var i 90'erne arkitekten bag reformerne.

Samme måned blev 33 soldater dræbt i Kashmir, da deres bus ramte en landmine.

I juni var parlamentet lukket i 2 dage efter massive protester organiseret af oppositionen, der krævede at flere ministre mistænkt for korruption blev afsat. Protesterne mod de tre ministre blev organiseret af partiet Bharatiya Janata. Ministrene tilhører Rashtriya Janata Dal partiet (RJDP), og blandt flere andre anklager står de anklaget for voldtægt.

I september dannede Indien sammen med Brasilien, Tyskland og Japan en alliance, der i FN presser på for en optagelse som permanente medlemmer i FN's Sikkerhedsråd.

I oktober beordrede højesteret atter Rajesh Ranjan, alias Pappu Yadav arresteret. Han var kort tid forinden blevet optaget i RJDP, og står anklget for mordet i 1998 på parlamentsmedlemmet Ajit Sarkar.

Over 2000km kystlinie i delstaterne Tamil Nadu, Andhra Pradesh og Kerala blev i december ramt af den Tsunami, der også ramte sydøstasien. Efter Indonesien var Indien det værst berørte land af flodbølgen. Ifølge officielle oplysninger blev 7.000 mennesker dræbt og 130.000 gjort hjemløse. I den sydlige del af landet blev der gennemført massebegravelser. En stor del af ofrene var børn.

Gennem mere end to årtier har Indien kun anerkendt patenter på processer - ikke produkter. Det har givet landets farmaceutiske industri mulighed for at fremstille billig kopimedicin til landets egen befolkning og andre i den tredje verden. Indien nægtede at følge de internationale patentaftaler og dette havde gjort det muligt for den indiske farmaceutiske industri at udvikle sig til en af verdens største. Efter stærkt pres fra verdenshandelsorganisationen WTO var Kongrespartiet imidlertid tvunget til at udforme en ny patentlov i overensstemmelse med WTO's krav til regulering af intellektuelle rettigheder - TRIPS. WTO's retningslinier skal beskytte industrien i den vestlige verden. Den nye lov blev vedtaget i marts 2005. Janata koalitionen der tidligere havde regeringsmagten havde i 2003 udformet det oprindelige lovforslag, men indkaldte nu til massedemonstrationer mod regeringen, der blev kritiseret for at medicinpriserne nu vil stige voldsomt som følge af de royalties der fremover skal betales til de vestlige virksomheder. Også kommunistpartierne pressede på overfor regeringen med krav om, at loven blev tilføjet paragraffer, der forbyder de farmaceutiske selskaber at udtage nye patenter efter minimale ændringer af eksisterende produkter. Ifølge analytikere vil en anden konsekvens af lovens vedtagelse være en serie af fusioner indenfor den farmaceutiske industri, hvor de store koncerner sluger de mindre, der ikke har de nødvendige ressourcer til forskning og udvikling.

Ifølge en rapport fra bistandsorganisationen Christian Aid i maj 2005 har den voldsomme liberaliseringspolitik ført til krise i landbruget, til en stigende gæld på landet og til en omfattende bølge af selvmord blandt fattige småbønder. Alene i delstaten Andhra Pradesh har 4.000 småbønder begået selvmord sine liberaliseringerne tog fart.

Tusinder døde i Kashmir som følge af jordskælvet i oktober 2005 i Pakistan. I den indiske del døde alene 1000, 3000 blev såret og flere tusinde huse blev reduceret til ruiner. I de berørte områder voksede vreden mod regeringen som følge af den sparsomme og mangelfulde nødhjælp fra den indiske regering. Nødhjælpsarbejdet blev overvejende koordineret og gennemført af militæret.

Mindst 55 blev dræbt og andre 100 såret i slutningen af oktober efter bombeattentater mod 3 markeder i New Delhi. Attentater der af premierminister Singh blev karakteriseret som terrorisme. Attentaterne fandt sted op til to hindu og muslimske højtider - den hinduistiske lysfest, Dwali og afslutningen på den muslimske fastemåned Ramadan. Det første attentat fandt sted på det folkerige marked Paharganj i New Delhis centrum; det næste på Sarojini Nagar markedet i den sydlige del af Delhi, der er populært blandt mellemlagene og udenlandske turister; det tredje på Govindpuri markedet, der også ligger i den sydlige del af byen.

Efter 30 års sanktioner og 2 års forhandlinger undertegnede USA og Indien i juli en samarbejdsaftale om anvendelse af atomenergi til civile formål. Iflg. New Delhi, har landet «ingen grund til at øge sit atomarsenal». I oktober 2008 indgik Indien og USA en ny aftale om leverance af atom-teknologi fra supermagten, og samtidig gav Indien IAEA adgang til at inspicere sine civile atominstallationer. Indien har dog fortsat ikke undertegnet ikke-spredningsaftalen (NPT).

Efter en smudsig valgkamp præget af personlige angreb slog Kongrespartiets Prathiba Patil den siddende vicepræsident og leder af det nationalistiske hinduparti Bhairon Singh Shekhawat og blev dermed landets første kvindelige præsident. Trods sin dybe tro er Patil symbol på det sekulære i Indien, og hendes politiske liv har været præget af indsats på det sociale område, og de specielt de fattigste kasters forhold.

Forholdet mellem Indien og Kina blev hastigt forbedret fra 2006. I november besøgte den kinesiske præsident Hu Jintao Indien og samme år åbnedes Nathula passet mellem de to lande efter at have været lukket i 40 år. I januar 2008 besøgte premierminister Singh Kina. Kina blev i 2010 Indiens næststørste handelspartner.

Indien har ligeledes styrket forholdet til Afghanistan og er nu en af landets største bistandsydere. I august 2008 besøgte den afghanske præsident Hamid Karzai, og Indien benyttede da lejligheden til at øge sin bistand til bygningen af skoler, veje og sundhedsklinikker. Indien ønsker tættere relationer til Afghanistan for at svække Pakistans indflydelse og for at afværge en tilbagevenden for Taleban, der ikke vil give Indien samme indflydelse.

Indien har samtidig opbygget tættere relationer til Israel præget af gensidige investeringer. Samtidig har Israel øget sin militæreksport til Indien, så den nu er tæt ved at indhente Rusland, der fortsat er Indiens vigtigste leverandør af militærudstyr.

Samtidig satser Indien også på et tæt forhold til Iran, og fortsætter forhandlingerne om en olie-pipeline fra Iran gennem Pakistan til Indien.

Indien har endvidere styrket sine forbindelser til andre regionale sværvægtere i den 3. Verden. Det gælder især Sydafrika og Brasilien. Indien var i april 2006 endvidere vært for et indisk-afrikansk topmøde, hvor ledere fra 15 afrikanske stater deltog.

Singhs økonomiske reformer og åbningen af landets grænser sikrede i midten af årtiet høj økonomisk vækst. I 2007 voksede den indiske økonomi med 9% - det næststørste vækst i verden efter Kina.

Et terrorattentat i november 2008 mod Mombay kostede 171 livet og 300 sårede. Attentatet forværrede relationerne med Pakistan, da terroristerne kom derfra, hvilket dog i første omgang blev kategorisk benægtet af Pakistans regering. Gruppen Lashkar-e-Taiba var ansvarlig for attentatet, men også hindugrupper har gennemført terroraktioner i Indien.

Parlamentsvalget i april-maj 2009 var en sejr for Kongrespartiet der gik næsten 4% frem til 37,2%. Partiet kunne derfor fortsætte i regering. Det hindunationalistiske BJP gik næsten 5% tilbage til 24,6%, mens det største kommunistparti CPI(M) gik 1% tilbage til 21,2%.

Den fremtrædende sociale aktivist Anna Hazare indledte 5. april 2011 en sultestrejke for at lægge pres på regeringen for at få vedtaget en ny lov til bekæmpelse af den udbredte korruption i landet. Sultestrejken fik stor opmærksomhed og støtte, både indenfor og udenfor Indien. Allerede 4 dage senere kunne den 74 årige Hazare afblæse sultestrejken efter parlamentet havde vedtaget den nye anti-korruptionslov. Den 16. august ville han genoptage sultestrejken pga. regeringens manglende vilje til at effektuere bestemmelserne i loven, men denne gang blev han og flere hundrede tilhængere arresteret i New Delhi. Arrestationen udløste protester over landet.

BRICS landene mødtes i april 2011 til det 3. BRICS topmøde i Kina. Landene lagde pres på Kina for at få det til at importere flere forarbejdede varer fra de øvrige lande - bl.a. farmaceutiske produkter fra Indien. Der var fokus på øget samhandel BRICS landene imellem. Topmødet var endvidere enigt om at fordømme NATO's bombardementer af Libyen, der angiveligt blev gennemført under FN mandat. BRICS støtter en reform af Sikkerhedsrådet, så også Indien, Brasilien og Sydafrika bliver permanente medlemmer af rådet. Indien blev i januar 2011 medlem af rådet for den 2-årige periode 2011-12.

Sammenstødene med maoistiske grupper fortsatte i 2011 i Chhattisgarh, Orissa, Jharkhand og Vestbengalen. Den indiske højesteret afsagde i juli en vigtig kendelse, da den beordrede den statsstøttede Salwa Judum milits i Chhattisgarh opløst. Siden 2005 var 3.000 blevet dræbt i staten Chhattisgarh og 25.000 fordrevet. Militsen tegnede sig for en betydelig del af menneskerettighedskrænkelserne i staten. Våbenhvilen og fredsforhandlingerne mellem maoister og myndigheder i Vestbengalen brød sammen i november, da maoisternes leder i staten, Koteshwar “Kishenji” Rao blev dræbt.

Den terrorrelaterede vold tog drastisk af i 2011 ifht. de tidligere år. Dog sprang der 3 bomber i Mumbai maj og i september dræbte en bombe 15 udenfor højesteret i Delhi.

I februar 2012 gennemførtes et bombeattentat mod en israelsk diplomatbil i New Delhi, Indien. Hustruen til ambassadens militærattaché blev lettere såret. Samme dag opdagedes en bombe 200m fra Israels ambassade i Tblisi, Georgien, og dagen efter blev 4 kvæstet af bombemateriale der sprang for tidligt i Bangkok. Iagttagere pegede på Iran som den sandsynlige bagmand for attentaterne, selvom landet nægtede dette og fordømte dem som terroraktioner. Attentaterne blev regnet som hævn for de foregående års drab på iranske atomfysikere, som Israel mentes at stå bag. Det israelske politi arresterede måneden senere den indiske journalist Syed Mohammed Kazmi, der arbejdede for en iransk nyhedsorganisation, og anklagede ham for attentatet. I juli konkluderede det indiske politi, at det var den iranske revolutionsgarde der i sidste ende stod bag attentatet.

I marts 2012 gennemførtes demonstrationer i Tamil Nadu mod bygningen af et atomkraftværk i Kudankulam. Modstanden mod anvendelsen af atomkraft var taget til efter nedsmeltningen på Fukushima værket i Japan et år tidligere.

Præsidentvalget i juli 2012 blev vundet af UPA's Pranab Mukherjee, der fik 713.763 valgmandskollegiestemmer mod P.A.Sangma der fik 315.987.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

India today (engelsksproget dagblad)
Mahatma Gandhi WEB site (engelsk)
Political ressources on the Net (India)
Amnesty International Annual Report 2012 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2012 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)