Pakistan

Læst af 71.485    

Bjergfyldt og bortset fra Indusdalen i øst overvejende goldt. Dalen er stort set det eneste område i landet, hvor der anvendes overrisling. Den er velegnet til landbrug og af vital betydning for landets økonomi. Indusfloden har sit udspring i Himalaya, i den konfliktfyldte provins Kashmir og løbet gennem et omfattende delta ud i det Arabiske Hav. Størstedelen af landets befolkning lever i nærhed af floden. De vigtigste landbrugsprodukter er hvede og bomuld, der produceres ved anvendelse af kunstvanding. Landet lider under mangel på vand, udpining af jorden og afskovning.

Folket: Grundstammen af indoeuropæisk herkomst er i Indusdalen blandet med persere, grækere og arabere og i bjergene desuden tyrkere og mongoler. I de senere år har der været en del indvandring fra Indien. Landets 5 etniske hovedgrupper er: punjabi, sindhi, patan, mujahir og baluchi.

Religion: Islam (officielt). Den praktiseres af 95% af befolkningen. Overvejende sunni-muslimer. 2% er kristne, 1,6% hinduer og resten tilhører små sekter.

Sprog: Urdu (officielt, selv om det kun tales som første sprog af 9 % af befolkningen). Der tales endvidere punjabi, singhi, pashtu, baluchi, engelsk og et utal af dialekter.

Politiske partier: Pakistans Peoples Party (PPP, Pakistans Folkeparti). Den Islamiske Demokratiske Alliance. Awami Nationalpartiet. Baluchistans Nationalparti. Det Republikanske Nationalparti. Jamaa-e-Islami (den islamiske forsamling).

Sociale organisationer: Den nationale sammenslutning af pakistanske Fagforeninger

Officielt navn: Islam-i Jamhuriya-e Pakistan

Administrativ inddeling: 4 provinser, 1 territorium (stammeområde) samt hovedstadsregionen (Islamabad).

Hovedstad: Islamabad, 1.740.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Karachi, 11.800.000 indb.; Lahore, 5.470.000 indb.; Faisalabad, 2.136.000 indb. (2000)

Regering: Asif Ali Zardari fra PPP er præsident siden september 2008. Yousaf Raza Gillani er premierminister siden marts 2008.

Nationaldag: 14. august (Uafhængighed, 1947). 23. marts (Proklamering af republikken, 1956)

Væbnede styrker: 587.000 (1996)

Paramilitære styrker: 275.000 (Nationalgarden, Grænsepolitiet, Søværnet og det Beredne Politi)

Pakistan betyder «de renes land». Det var religionen - Islam - der blev den forenende kraft for et folk fra forskellige etniske grupper og med forskellige sprog. Poeten og filosoffen Mohamed Iqbal var den første til på enkel vis at formulere konceptet om Pakistan , da han i 1931 foreslog dannelsen af en stat for Indiens muslimer.

De første muslimer der ankom til det indiske subkontinent var handelsmænd fra Arabien og Persien. Den første permanente muslimske erobring var af Sind og blev gennemført af Mohamed ibn Qasim i 711. I det 13. århundrede blev der skabt et større muslimsk fyrstedømme i Indien med hovedstad i Delhi. Efter erobringen af området - herunder også det nuværende Pakistan - blev det regeret af en række muslimske dynastier, hvoraf det sidste var stormogulerne.

Problemerne omkring den muslimske identitet blev særdeles vigtige, da den muslimske magt forfaldt, og da hindu mellemlag under det britiske kolonistyre i Indien styrkede deres position. I starten af det 20. århundrede var de muslimske ledere i Indien enige om nødvendigheden af at udvikle en effektiv politisk organisation. I oktober 1906 mødtes en delegation af muslimske ledere med Videkongen i Indien - den britiske imperiale regerings højeste repræsentant i landet. De krævede en reform af valgsystemet med en separat repræsentation for muslimer. Samme år blev All India Muslim League (Indiens Muslimske Liga) dannet i Dacca i det nuværende Bangladesh. Dens formål var at forsvare de indiske muslimers politiske rettigheder og interesser. Briterne gik i 1909 med til en opdeling af valgsystemet med den Indiske Regeringslov, der samtidig anerkendte den muslimske liga som repræsentativ organisation for de indiske muslimer.

Gennem 1930'erne voksede erkendelsen blandt muslimerne af deres særegne identitet og nødvendigheden af at bevare den indenfor egne geografiske grænser. Under ledelse af Mohamed Ali Jinnah fortsatte den muslimske liga sin kampagne for Pakistan - et separat territorium indenfor britisk Indien. Efter valget i april 1946 indkaldte ligaen til en kongres blandt de muslimske parlamentsmedlemmer, der netop var blevet valgt til parlamentet i Delhi. På begæring af Hussain Shaheed Suhrawardi der var premierminister i Bengalen gentog kongressen kravet om oprettelse af Pakistan.

1947 Pakistan dannes

Forholdet mellem hinduer og muslimer blev kraftigt berørt af spændingerne mellem begge samfund og sammenstødene der fandt sted i forskellige dele af Indien. Dette overbeviste lederne af det indiske Kongresparti - der primært repræsenterede nationalisterne - om nødvendigheden af at acceptere Pakistan som løsningen på problemerne mellem de to samfundsgrupper. Den 3. juni 1947 offentliggjordes delingsplanen, og den blev accepteret både af ligaen og af kongrespartiet. Den 14. august fødtes den nye stat Pakistan bestående af provinserne Øst Punjab , Sind, Baluchistan, Northeast Frontier Province og Østbengalen, der lå 1600 km længere øst på.

Både politisk og økonomisk var Pakistans startgrundlag dårligt. Britisk Indiens erhvervsliv var blevet lagt om for at tjene kolonimagtens interesser: Lette eksporten af råvarer og åbne markedet for britiske industrivarer. I 1900 tallet blev der imidlertid udviklet nogen indisk industri. I lighed med Indien startede Pakistan med enorm fattigdom og en afhængig økonomi. Pakistan kom desuden til at bestå af mere underudviklede områder præget af råvareproduktion; Bl.a. blev bomulden dyrket i Vestpakistan og juten i Østpakistan, men bearbejdningen foregik på fabrikker i Bombay og Calcutta, som kom til at ligge i Indien.

Under de mange forskellige statsdannelser fra før kolonitiden havde almindelige folk kun ringe politisk indflydelse. Forskellen i økonomisk og social status var uhyre stor og ofte fastlåst. Derefter herskede et fremmed styre (englænderne) - udøvet gennem administrativ og militær myndighed. Mod slutningen af koloniperioden udvikledes der en form for indisk medbestemmelse, men på grundlag af en meget begrænset stemmeret.

Det selvstændige Pakistans forsøg med en politisk styreform efter vestligt mønster mislykkedes. Efter det første militærkup i 1958 blev landet ledet af general Ayub Khan. Styret fik efterhånden et mere civilt præg, men var stærkt centraliseret.

Til trods for stærk økonomisk vækst i 1960'erne var der udbredt utilfredshed med fordelingen af produktionsresultatet. Østpakistan fandt det uretfærdigt, at landsdelen med over halvdelen af befolkningen og et stort bidrag til valutaindtægterne gennem juteeksporten kun fik omkring en tredjedel af investeringerne.

Landbruget beskæftigede over halvdelen af landets befolkning, men jorden var fra starten meget skævt fordelt. Storbønder og godsejere - som udgør omkring 10% af jordejerne - rådede i 1972 over halvdelen af landbrugsarealet. De fleste af dem der arbejder i landbruget var og er enten jordløse landarbejdere eller de lejer jord mod at afgive en stor del af udbyttet eller betale afgift.

Den første beskedne jordreform kom under Ayubs militærstyre, men dens arealbegrænsning blev ofte omgået. Den grønne revolution øgede fra midten af 1960'erne landbrugsproduktionen, men det var særligt de større landbrug, der nød gavn af denne. De havde kapital og viden til at indføre kunstvanding, kunstgødning og insektmidler. Beskæftigelsen blandt landarbejderne blev desuden reduceret på grund af øget mekanisering. Den grønne revolution forstærkede således de sociale uligheder i landdistrikterne og øgede forskellene imellem distrikterne.

I marts 1969 blev Ayub Khan tvunget til at gå af, og magten gik for anden gang til den militære øverstkommanderende, general Agha Muhammad Yahya Khan, som imidlertid snart forberedte overgang til civilt styre. Det første direkte valg til nationalforsamling i Pakistan blev holdt i oktober 1970. Awamiligaen vandt næsten alle de østpakistanske pladser, og dermed flertal i nationalforsamlingen på sit program om udstrakt selvstyre til Østpakistan. Valgets sejrherre i Vestpakistan og leder for Det Pakistanske Folkeparti (PPP) Zulfiqar Ali Bhutto, opfattede kravet som uforeneligt med bevarelse af den pakistanske stat. Forhandlingerne om en løsning brød sammen, og i marts 1971 oprettede Østpakistan sin egen regering i Dacca. På ordre af præsident Yahya Khan søgte Pakistans hær - hvor vestpakistanerne dominerede - at slå oprøret ned. Awamiligaen blev forbudt og dens leder, sheik Mujibur Rahman sendt i fængsel. Efter angreb fra indiske tropper i december 1971 måtte de pakistanske militære styrker imidlertid overgive sig, og Østpakistan blev selvstændig stat under navnet Bangladesh.

1972 Zulfiqar Ali Bhutto til magten

I overensstemmelse med valgresultatet overtog Ali Bhutto posten som præsident efter Ayub Khan i det tilbageblevne vestlige Pakistan. Efterhånden blev forholdet til Bangladesh normaliseret, og det civile styre under Bhuttos ledelse lancerede en række reformer: Mindsteløn, priskontrol, nationalisering af et halvt hundrede industrier, ændringer i opbygningen af den civile og militære administration, jordreformer og overføring af bl.a. bomuldsrenseanlæg og kornmøller til offentligt eje. Sammenlignet med 1960'erne blev der i første halvdel af 70'erne lagt større vægt på tiltag, som skulle forbedre leveforholdene blandt de dårligst stillede. Der skete imidlertid ikke nogen gennemgribende ændring af udviklingsstrategien, som fortsat var baseret på det private initiativ parallelt med øgede offentlige investeringer.

En ny forfatning som gjorde Pakistan til en muslimsk republik med islam som offentlig religion blev vedtaget i 1973. Ved valgene i marts 1977 fik PPP stort flertal. Oppositionspartierne der var samlet i en national alliance påstod, at der havde været udbredt valgsvindel. De boykottede nationalforsamlingen og mobiliserede store folkemasser til demonstrationer for at bringe Bhutto til fald og få udskrevet nyvalg.

1977 Zia ul-Haq diktaturet

I lyset af de stigende uroligheder overtog militæret med Zia ul-Haq i spidsen i juli 1977 for tredje gang magten og indførte undtagelsestilstand. Bhutto blev smidt i fængsel og senere stillet for retten anklaget for mord på en af oppositionens ledere og dømt til døden. Dommen blev stadfæstet af højesteret i 78 og i 79 blev han dræbt. General Zia ul-Haq havde dermed fjernet den største politiske trussel mod sit diktatur.

Zia accelererede islamiseringen indenfor alle dele af det politiske og sociale liv. Mange medlemmer af oppositionen blev forfulgt og tilbageholdt. I februar 85 blev der gennemført valg. Undtagelsestilstanden var stadig i kraft, og ingen politiske partier fik tilladelse til at deltage. Der blev dannet en regering, der støttede Zia diktaturet. Denne døde selv i et uopklaret flystyrt i august 88. Tre måneder senere blev der afholdt valg, der blev vundet af PPP under ledelse af Benazir Bhutto - den afdøde præsidents datter. Efter 11 års diktatur vendte Pakistan atter tilbage til demokrati.

1988 Tilbagevenden til demokrati

Bhutto var den første kvinde, der kom til at lede et overvejende muslimsk land. En af hendes første handlinger var at give amnesti til alle kvindelige fanger - bortset fra de der var dømt for mord. Mange af disse var dømt efter de reaktionære love, der var blevet vedtaget under diktaturet, og som bl.a. slog fast, at en mands vidneudsagn skulle have større vægt end en kvindes. Zia have gennemført en lang række love som tilføjelser til forfatningen. For at få fjernet dem, krævede det to-tredjedels flertal, hvilket reelt ikke var muligt.

I Pakistan har hæren traditionelt haft stor magt. Landet blev i 1954 optaget i SEATO (South East Asia Treaty Organization) og i 55 i CENTO (Central Treaty Organization). Begge stærke militæralliancer dannet og ledet af USA. Selv om landet senere trak sig ud af alliancerne igen, bevaredes de tætte militære og politiske forbindelser til USA.

Det vanskelige forhold til naboerne

Forholdet til Indien har traditionelt været spændt. Begge lande gør krav på delstaten Kashmir. Indien opfatter den som en integreret del af landet, mens Pakistan gentagne gange har opfordret til afholdelse af en folkeafstemning om dens fremtid blandt statens indbyggere. De to lande har været i krig med hinanden i 1948, 1965 og 1971. Efter den seneste krig blev de to lande enige om at oprette en demilitariseret zone på begge sider af grænser, der deler Kashmir. Delingen indebar imidlertid også en deling af befolkningen. Siden da har nationalistiske grupper fra Kashmir krævet oprettelse af en uafhængig stat i området.

Pakistan fordømte på det kraftigste Sovjets invasion af Afghanistan, der blev indledt i december 79. I midten af 90 boede der omkring 3 millioner afghanske flygtninge i Pakistan, der samtidig med bistand fra CIA støttede mujahidinerne - afghanske modstandsfolk - i deres kamp mod det prosovjetiske styre i Kabul. Under de 11 års sovjetisk besættelse af Afghanistan forsynede USA fra pakistansk territorium modstandsbevægelsen i Afghanistan. USA's tab af Iran som strategisk allieret i 79 og Pakistans strategiske placering ifht. Afghanistan og Sovjet gjorde, at Pakistan nu kom til at indtage en strategisk rolle som USA's allierede i regionen, og udover militær bistand skaffede dette samtidig landet omfattende økonomisk hjælp.

Den 6. august 90 afsatte præsident Ghulam Ishaq Khan premierminister Benazir Bhutto på anklager om nepotisme og korruption. Han opløste Nationalforsamlingen og udpegede oppositionens leder, Ghulam Mustafá Jatoi til at stå i spidsen for en midlertidig regering. Den 24. oktober blev der afholdt nyvalg, og som resultat af dette valgtes Nawaz Sharif til ny premierminister med støtte fra den muslimske liga - det vigtigste parti i koalitionen vendt mod Bhutto. PPP og Benazir Bhutto karakteriserede valget som præget af omfattende svindel og indledte en intens oppositionskampagne.

Da konflikten i Golfen brød ud efter Iraqs invasion af Kuwait i august 90, allierede Pakistan sig med USA og sendte tropper til Saudiarabien. Men meningsundersøgelser i Pakistan afslørede omfattende sympati for Iraq i befolkningen, og regeringen blev derfor tvunget til at erklære, at tropperne ikke ville blive sendt i kamp mod Iraq men kun til forsvar af de islamiske helligdomme.

1990 Sharia'en indføres

Kort efter at være blevet indsat som premierminister igangsatte Sharif en økonomisk reformplan, der havde til formål atter at sætte gang i de private investeringer. Planen rummede omfattende privatiseringer af offentlige virksomheder og stødte derfor på stor modstand blandt de 300.000 arbejdere indenfor denne sektor. Udover økonomiske reformer indledte Sharif en kontroversiel «re-islamisering» af landet. Som led i planen skulle den islamiske lovgivning - Sharia'en - introduceres. Iflg. Sharif's opfattelse havde Benazir Bhutto regeringen stået for tilbageslag indenfor det religiøse område. Indførelsen af Sharia'en indebar umiddelbart et tilbageslag i kvindernes sociale og juridiske stilling. Regeringen forbød samtidig medierne at omtale kvinders ret til skilsmisse.

I november 91 udbrød der en stor politisk-administrativ skandale. Oppositionen beskyldte Nawaz Sharif for at svindle med de offentlige finanser. Han var ansvarlig for en række kooperative kreditinstitutioners konkurs. Kun støtten fra præsident Ishaq Khan hindrede, at premierministeren blev væltet, og sagen blev overdraget til retsvæsenet. Skandalen udløste en lang række demonstrationer ledet af PPP, og regeringen svarede med optrapning af undertrykkelsen.

Beskyldningerne mod regeringen for overtrædelser af menneskerettighederne voksede gennem 91. Amnesty International krævede dødsdommen over 20 personer ophævet. Iflg. menneskerettighedsorganisationen havde de dømte ikke fået en rettergang med blot et minimum af garantier.

Ved siden af konfrontationen mellem regering og opposition var landet allerede gennem mange år plaget af vold mellem de forskellige etniske grupper - især mellem sindhis og muhajis. Volden havde især plaget Sind provinsen og den industrielle hovedby, Karachi.

På det internationale plan satte afslutningen af Sovjets besættelse af Afghanistan Pakistan i en vanskelig situation. Landet spillede ikke længere den samme strategiske rolle for USA, som det havde gjort i 80'erne. Samtidig blev islamiseringsprocessen som Sharif havde indledt betragtet med mistro i Washington. Især fordi den indebar en tilnærmelse til andre islamiske regimer i regionen.

I februar 92 bragte den historiske konflikt om Kashmir atter Pakistan og Indien på randen af krig. Jammu og Kashmirs Befrielsesfront er en muslimsk gruppe, der kræver oprettelse af en uafhængig stat i området. Den gennemførte nu en protestmarch mod opdelingen af området. Organisationen havde opfordret tusindvis af personer fra begge sider af grænser til at krydse den. Pakistans regering havde svaret ved at give hæren ordre til at skyde mod marchen, for at bremse separatisterne. Resultatet var 5 dræbte og omkring 50 sårede.

Pakistan erklærede samme år, at det var langt fremme i udviklingen af atomvåben. Dette udløste diplomatisk pres fra USA for at få standset programmet, og endte med at den nordamerikanske økonomiske og militære bistand stort set blev indstillet. Som modtræk erklærede Pakistan, at det havde økonomisk og teknologisk opbakning fra Kina til at fortsætte sit atomprogram.

I november 92 ledte Benazir Bhutto en protestmarch fra Rawalpindi til Islamabad med krav om Sharifs tilbagetræden. Regeringen tilbageholdt 1600 deltagere, deriblandt Bhutto der blev dømt til 30 dages fængsel i Karachi.

Præsident Ishaq Khan beskyldte premierminister Mohammed Nawaz Sharif for elendig administration, korruption og nepotisme, og tvang ham i april 93 til at træde tilbage. Sharif appellerede ved højesteret og blev i maj genindsat. Samtidig blev opløsningen af Parlamentet annulleret og udskrivningen af valg ophævet.

Sharifs tilbagevenden uddybede konflikten med præsident Kahn, og i juli trådte de begge tilbage. Den midlertidige præsident, Moin Kureishi, der havde været embedsmand i Verdensbanken og IMF tog selv en række skridt: Ophævede det system efter hvilket parlamentsmedlemmer modtog midler til investering i deres egne valgdistrikter - en traditionelt uendelig kilde til korruption. Samtidig pålagde han godsejerne at betale skat. Traditionelt havde de domineret det økonomiske og politiske liv, og havde i den egenskab fritaget sig selv for at betale skat. Der var kun 1 % ud af landets 130 millioner indbyggere, der betalte skat, men alligevel var der aldrig fremsat en eneste anklage om skatteunddragelse.

1993 Bhutto tilbage som premierminister

Ved valget den 6. oktober fik PPP 86 ud af parlamentets 217 pladser mod 72 til Sharifs koalition. Benazir Bhutto kunne således vende tilbage på premierministerposten, efter at hun havde skaffet sig opbakning hos en række mindre partier og samlet i alt 121 medlemmer bag sig. I november valgtes PPP kandidaten, Faruk Ahmed Leghari til præsident, hvilket yderligere styrkede Bhutto.

Premierministeren forsøgte at stimulere økonomien og undgik konfrontation med de religiøst konservative. Alligevel udlovede de islamiske fundamentalister en pris på justitsministerens hoved, efter han havde udtalt sig til støtte for en ændring af den pakistanske blasfemilovgivning. Ændringen ville bl.a. gøre falske anklager om blasfemi strafbare.

Bhuttos forsøg på demokratisering og indførelse af ligeret blev skæmmet af den politiske og etniske vold i 94-95. De to blodigste år siden Bangladesh i 71 havde løsrevet sig. Karachi og løsrivelsesområderne i nord blev centrum for konflikterne. Over 3.500 mennesker døde i sammenstød mellem august 94 og oktober 95. I slutningen af 95 blev et kupforsøg under ledelse af fundamentalistiske officerer afværget.

I juni 96 blev hundredvis af mennesker tilbageholdt efter protester mod forbuddet mod opstillingen af uafhængige kandidater til lokalvalgene i Azad Jammu og Kashmir.

En af Bhuttos vigtigste politiske modstandere - hendes bror Murtaza - døde i et sammenstød med politiet den 20. september 96. Han var leder af en partisangruppe, der krævede premierministerens afgang. Benazirs brødre og søstre var blevet splittede efter kuppet mod hendes far i 77.

I november blev Bhutto fritaget for posten som premierminister efter anklager for korruption, og der blev gennemført nyvalg. Denne gang fik PPP kun 19 pladser mod Nawaz Sharif koalitionens 136. Miraj Khalid blev midlertidig udpeget som premierminister, indtil Sharif i starten af 97 atter overtog posten.

Amnesty International kritiserede i 97 Pakistan for at have samvittighedsfanger, og de blev udsat for tortur og mishandlet. Der blev samtidig meldt om forsvindinger og om henrettelser uden rettergang.

Der var fortsat militære sammenstød mellem Pakistan og Indien i Kashmirområdet, og forhandlingerne mellem New Delhi og Islamabad var inde i et dødvande. Indien hævdede, at området tilhørte det, og at dets fremtid ikke var til forhandling. Samtidig krævede Pakistan, at der skulle gennemføres en folkeafstemning om selvbestemmelse. Spændingen steg yderligere i maj 98, da Indien gennemførte en serie atomprøvesprængninger, hvilket provokerede Pakistan til at gennemføre en tilsvarende serie sprængninger.

Den 12. oktober 1999 gennemførte general Pervez Musharraf et statskup. Han havde indtil da været øverstkommanderende for militærets operationer i Kashmir, men var af premierminister Sharif beordret afsat. Militæret satte Sharif i fængsel, beskyldte ham for bortførelse, terrorisme, mordforsøg og for at have bragt menneskeliv i fare ombord på det fly der transporterede Musharraf fra Islamabad til Karachi. Pakistan blev med kuppet den første atommagt i historien ledet af militærfolk.

Militærdiktaturet stillede den afsatte premierminister for retten, og dennes advokater blev konstant udsat for dødstrusler. Sharifs vigtigste advokat, Iqbal Raad, blev myrdet i sit eget hus. Mens Musharraf regeringen lagde ansvaret for mordet på terrorister, anklagede Sharifs tilhængere regeringen for at stå bag.

Den 10. december blev Sharif løsladt, og søgte sammen med sin familie asyl i Saudi Arabien. Regeringen erklærede, at den havde udstedt en «præsidentiel benådning» af den tidligere premierminister, og at den havde tilladt ham at forlade landet for at komme under medicinsk behandling. Til gengæld havde Sharif givet afkald på sin personlige formue på 500 mio. rupias (8 mio. US$), lovet ikke at vende tilbage til Pakistan de næste 10 år og ikke indgå i landets politiske liv de næste 21 år.

I slutningen af december gennemførstes første fase af lokalvalgene i 18 af 106 distrikter. Iflg. regeringens egne oplysninger nåede valgdeltagelsen kun op på 43,5%, mens den iflg. oppositionen lå helt nede på 20%. Selvom valget formelt blev gennemført uden deltagelse af politiske partier, var de fleste kandidater tilknyttet et af de store partier. Iagttagere pegede på, at der var tale om et politisk magtskifte fra de etablerede (forbudte) partier til lokale feudale klaner.

I marts var anden fase af lokalvalgene gennemført i 20 distrikter, og presset tog til overfor regeringschefen for at få fastlagt en tidsplan for tilbagevenden til demokrati i oktober 2002. Samtidig tilbageholdt politiet 2000 aktivister fra Alliancen for tilbagevenden til Demokrati samt 22 af dens ledere, der planlagde en demonstration.

Musharraf udnævnte sig til statschef og præsident den 20. juni 2001. Han fortsatte som regeringschef og øverste chef for de væbnede styrker. Samtidig med USA's invasion af Afghanistan forlængede han den 6. oktober sin post som stabschef på ubestemt tid. En post han ellers iflg. forfatningen skulle forlade efter 3 år.

Efter terroraktionen i New York 11. september 2001 fjernede USA de økonomiske og militære sanktioner det havde indført overfor Indien og Pakistan efter disses atomprøvesprængninger i 1998. Skridtet blev motiveret med den støtte Musharraf gav til USA's forberedelse af krig mod taliban styret i Afghanistan og Osama bin Laden. Taliban styret i Kabul havde ellers været støttet militært, økonomisk og ideologisk af Pakistan. Taliban styrets sejr i Afghanistan blev af det pakistanske militær anset for at være Pakistans første militære sejr.

USA's krig mod Afghanistan udløste omfattende protester blandt muslimer og islamister i Pakistan, og kort før den nordamerikanske invasion, afskedigede Musharraf en række pro islamistiske generaler fra strategiske poster.

Da USA's udenrigsminister Colin Powell i oktober besøgte Islamabad bad Musharraf om USA's støtte i konflikten i Kashmir samt økonomisk hjælp som kompensation for den strøm af flygtninge der nu kom ind over grænsen fra Afghanistan. Ialt modtog Iran og Pakistan omkring 3 mio. afghanske flygtninge, der blev sendt på flugt af USA's krig.

Efter et selvmordsattentat i det indiske parlament i New Delhi den 13. december gav Indien Pakistan ansvaret for angrebet. Musharraf fordømte aktionen og nægtede enhver forbindelse fra sin regering til terroristerne. Den 26. december øgede Indien sit militære beredskab langs grænsen til Pakistan, og spændingen i Kashmir tog til. Mens der var skudvekslinger over den pakistansk-indiske grænse arresterede de pakistanske myndigheder den 30. december Mohamed Saeed - en af lederne af de islamiske grupper, der blev gjort ansvarlige for angrebet på det indiske parlament.

Den 18. marts 2002 blev en protestantisk kirke i Islamabad angrebet med granater. 5 blev dræbt og over 45 såret. Ingen gruppe påtog sig ansvaret for aktionen, men regeringen anklagede islamiske militante, der svarede igen på den jagt på terrorister Musharraf havde indledt efter internationalt pres. I januar var den nordamerikanske journalist Daniel Pearl blevet bortført af en islamisk gruppe, og han blev henrettet 4 måneder senere.

I april indledte Musharraf en kampagne for at overbevise befolkningen om, at den skulle vælge ham til præsident for en 5 årig periode ved en folkeafstemning. Iflg. Pakistans forfatning er det ellers parlamentet der vælger præsidenten, og parlamentet - der var opløst - skulle vælges i oktober 2002. Oppositionen protesterede skarpt mod diktatorens politiske manøvre, men han fik støtte fra højesteret og gennemførte sin folkeafstemning 30. april. Officielt stemte 97% for ham som præsident, men både menneskerettighedsorganisationer og lokale og internationale valgobservatører karakteriserede valget som en farce.

Oppositionen beskyldte Musharraf for at forlænge sit diktatur, efter at denne havde givet sig selv nye magtbeføjelser, som retten til at opløse et demokratisk valgt parlament. Op til valget i oktober udstedte regeringen begrænsninger i en række centrale kandidaters deltagelse som Nawaz Sharif og Benazir Bhutto. Bhuttos parti, PPP fik et lille mindretal, men det mest bemærkelsesværdige var de religiøse partiers vækst. Væksten var især stærk i grænseområderne mod Afghanistan. Denne styrke giver dem afgørende indflydelse overfor hvilken som helst regeringskoalition.

Nationalforsamlingen udnævnte i november 2002 Zafarullah Jamali - der er tæt knyttet til Musharraf - til premierminister. Ved valget til senatet i februar 2003 - ifølg. diktatoren den sidste fase i overgangen til demokrati - var det atter PPP der fik flest stemmer.

I juni 2003 indførtes Sharia lovgivning i den nordøstlige grænseprovins. I november erklærede Pakistan våbenhvile i Kashmir, og den blev øjeblikkelig accepteret af Indien. Måneden efter overlevede Musharraf mirakuløst, da en bombe sprang under en bro, få sekunder efter hans bil var passaret.

I februar 2004 indrømmede landets vigtigste atomfysiker, doktor Abdul Qadeer Khan, at han havde overført viden om fremstilling af atomvåben til Libyen, Nordkorea og Iran. Det berørte ikke hans status som folkehelt i Pakistan.

USA's udenrigsminister Colin Powell erklærede i marts 2004, at Pakistan var det vigtigste land udenfor NATO i kampen mod terrorisme. Det skete efter omfattende pakistanske militæraktioner mod al-Qaeda netværket langs grænsen til Afghanistan.

I juni 2004 trådte Zafarullah Khan Jamali tilbage fra posten som premierminister, for at blive midlertidig erstattet af Chaudhry Shujaat Hussain. Pga. sin dårlige sundhedstilstand blev Hussain erstattet på posten 2 måneder senere af finansminister Shaukat Aziz. Iagttagere vurderer, at der ikke vil være tale om ændringer i landets politik, eftersom den virkelige magt ligger hos præsident Musharraf.

I den vestlige provins Baluchistan forstærkede partisanerne i 2004 deres kamp for større autonomi, en større andel af indkomsterne fra olie- og gasudvinding, og at regeringen indstillede militærets overgreb mod befolkningen. I marts 2005 havde konflikten allerede kostet i snesevis af partisaner og militærfolk livet. Den fortsatte med daglige angreb og sammenstød.

Et togsammenstød ved byen Ghotki i den sydlige Sindh provins kostede 200 livet og var det værste i 15 år. Provinsregeringen kritiserede skarpt de ansatte ved den lokale togstation. Musharraf sendte sine kondolencer til ofrenes familier og lovede at de ansvarlige ville blive straffet.

I juli 2005 blev over 300 militante islamister anholdt på koranskoler og kontorer tilhørende islamiske organisationer i Pakistan. Myndighederne valgte at slå ned på islamisterne blot et par dage efter selvmordsaktionerne i Londons undergrund. 3 af de 4 selvmordsbombemænd der stod bag attentatet i London havde kort tid forinden besøgt Pakistan.

I oktober 2005 blev den nordøstlige del af Pakistan ramt af et voldsomt jordskælv, der kostede omkring 65.000 livet og gjorde næsten 3 mio. hjemløse. Den pakistanske regering og internationale nødhjælpsorganisationer sendte tusindvis af telte, tæpper, fødevarer og medicin til området. Der var tale om et kapløb mod tiden, fordi de fleste veje og broer i området var ødelagte og Himalayas vinter snart ville gøre transport i området helt umulig. Pakistan og Indien der ellers har ligget i konflikt om Kashmir blev enige om at åbne grænserne mellem de to lande i området for at lette nødhjælpsorganisationernes arbejde.

I januar 2006 blev 18 civile pakistanere dræbt, da USA bombede et stammeområde nær grænsen til Afghanistan. Angrebet var angiveligt rettet mod nr. 2 i al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, som imidlertid ikke var i området.

I februar var landet - som resten af den muslimske verden - præget af omfattende demonstrationer rettet mod Danmark, der få måneder forinden havde indledt en anti-muslimsk kampagne, anført af dagbladet Jyllandsposten. Den danske ambassade i Islamabad blev midlertidigt lukket og den pakistanske ambassadør i Danmark kaldt hjem til konsultationer.

I marts besøgte USA's præsident George W. Bush Islamabad, og benyttede lejligheden til at rose militærdiktator Musharraf for dennes «dristige beslutning» om at slutte sig til «krigen mod terror», og han berømmede samtidig USA's og Pakistans «strategiske samarbejde» i denne kamp. Få dage tidligere havde en selvmordsbomber i Karachi dræbt en nordamerikansk diplomat og 3 pakistanere.

I april kostede et attentat mod en sunni muslimsk ceremoni i Karachi mindst 57 livet. I februar havde et attentat mod en shiitisk procession i Hangu i den nordøstlige del af landet kostet 31 livet. 

Perez Musharraf indrømmede i september 2006, at USA i oktober 2001 truede landet med udslettelse, hvis det ikke bakkede op om USA's angreb på Afghanistan. Pakistan havde i de foregående år været arkitekterne bag installationen af Taleban styret i Afghanistan, og det var netop dette styre USA nu ønskede at fjerne. Derfor de kontante trusler mod Pakistan. Landet ønskede ikke at lægge sig ud med supermagten, afbrød derfor forbindelsen til Taleban og støttede USA i angrebet på Afghanistan.

USA's regering erklærede i august 2007 at supermagten «ikke ville tøve med at bombardere Pakistan, hvis det fik efterretninger om at medlemmer af al-Qaeda eller Taliban opholdt sig der». Regeringen erklærede sig samtidig uforstående overfor, at Islamabad var modstander af nordamerikanske bombardementer af Pakistan.

Militærdiktator Musharraf forsøgte i 2007 at give landet en mere demkratisk facade ved at tillade valg til parlamentet. I september vendte Musharrafs politiske hovedmodstander, Nawaz Sharif tilbage til Pakistan efter 8 års eksil. Han blev imidlertid tilbageholdt af myndighederne i lufthavnen og valgte efterfølgende at vende tilbage til sit eksil. Måneden efter fik Benazir Bhutto fra PPP imidlertid lov til at vende tilbage fra sit eksil. Allerede under hendes køretur fra lufthavnen ind til centrum af Karachi blev hendes konvoj ramt af en selvmordsbomber, der dræbte 139 og sårede 450. Bhutto selv blev ikke ramt. Den 27. december blev hun imidlertid indhentet af døden, da en ny selvmordsbomber slog til i Rawalpindi. Udover Bhutto selv blev 23 andre dræbt. Musharraf og USA lagde straks skylden for mordet på al-Qaeda, men Musharrafs eget - og særdeles aktive - militære efterretningsvæsen havde en langt større interesse i at skaffe Musharrafs værste politiske modstander af vejen. Mordet for blev uopklaret.

Attentatet kastede landet ud i politisk krise. Der var planlagt parlamentsvalg til afholdelse 8. januar 2008. Dette blev udsat 1 måned. Februarvalget blev vundet stort af Bhuttos PPP, der fik 30,6% af stemmerne og 121 pladser i parlamentet. Det blev fulgt af Pakistan Muslim League (N) der fik 19,6% af stemmerne og 91 pladser. Musharrafs vigtigste støtteparti, Pakistan Muslim League (Q) måtte nøjes med 23,0% og 54 pladser. En alliance bestående af PPP, PML (Q) og en række mindre partier blev enige om at vælge PPP's næstformand Yousaf Raza Gillani til premierminister, og denne blev indsat på posten i marts. I august besluttede parlamentet at stille Musharraf for en rigsret. Alt pegede på, at USA's nære allierede var ved at have udspillet sin politiske og militære karriere. Musharraf trådte tilbage 10 dage senere, efter USA havde slået hånden af sin tidligere allierede. USA's overordnede politik overfor landet er ledet af ønsket om at hindre Pakistans «bombe» i at falde i de forkerte hænder. I nogle perioder opfyldes denne funktion bedst af et militærdiktatur (1999-2008). I andre opfyldes den bedst af parlamentarisk demokrati. Musharrafs tilbagetræden blev mødt med jubelscener over hele landet. Ved det efterfølgende præsidentvalg vandt Asif Ali Zardari fra PPP en jordskredsejr og blev indsat på præsidentposten i september.

USA bombede gennem 2008 gentagne gange pakistanske grænseprovinser nær grænsen til Afghanistan. Bombningerne udløste hver gang skarpe protester fra det pakistanske militær, som formelt set var allierede til USA. Supermagten hævdede at have bombet al-Qaeda stillinger. Oftest viste det sig dog at være fattige pakistanske landsbyer, og USA's angreb var under alle omstændigheder forbudt efter folkeretten, der udelukkende tillader et lands militær at operere i et andet når der er tale om «hot pursuit», hvor en væbnet enhed kan forfølges få kilometer ind på et andet lands territorium. USA har dog aldrig respekteret folkeretten. USA bruger rutinemæssigt føreløse droner til at angribe mål i Pakistan. I de fleste tilfælde er det civilbefolkningen der rammes.

I september 2008 blev premierminister Gillanis udsat for et mordattentat, da hans bilkonvoj blev angrebet med automatvåben under vejs fra højsikkerheds Chaklala flybasen udenfor Rawalpindi til Islamabad. Samme sted var Nawaz Sharif's bilkonvoj blevet angrebet 9 måneder tidligere.

I december angreb terrorister en række mål i Mumbai i Indien, og dræbte i løbet af et par dage flere hundrede mennesker. Da angriberne var nedkæmpet lykkedes det Indien at tilfangetage enkelte af dem, som efterfølgende blev afsløret som pakistanske statsborgere. Påstandene og de politiske beskyldninger fik krigsfrygten til at blomstre i begge lande, og lagde samtidig pres på USA der er tæt allieret af Pakistan. Pakistan lagde til gengæld pres på USA ved at true med ikke at ville lade forsyninger til besættelsesmagten i Afghanistan passere gennem pakistansk territorium, og militæret lod ved en enkelt lejlighed «taliban-tro styrker angribe og nedbrænde snesevis af militærlejr i en gennemgangslejr ved Peshawar». (Det er sandsynligt at det var det pakistanske militære efterretningsvæsen der gennemførte angrebet).

Efter i en måned at have benægtet at mindst en af terroristerne fra Mumbai var pakistaner indrømmede først Pakistans militær og siden regeringen at manden faktisk var pakistaner.

Centralregeringen fik i 2007-09 stigende problemer med at kontrollere islamiske fundamentalister i Swat dalen i det nordvestlige Pakistan. I september 2007 ophørte en fire måneders våbenhvilke, og militante fundamentalister sendte de pakistanske sikkerhedsstyrker på flugt i flere dele af dalen. Efter 2 måneder rykkede militæret ind og fik i løbet af en måneds tid situationen under kontrol. I januar 2009 kunne pakistanske aviser imidlertid berette, at Taleban havde kontrol over dele af dalen og havde indført et fuldstændig forbud mod undervisning af piger. Omkring 400 skoler der tidligere underviste 40.000 piger var blevet lukket og enkelte skoler der forsøgte at trods forbuddet var blevet lukket. I februar offentliggjorde regeringen en våbenhvileaftale med Taleban, hvor regeringen bl.a. tillod indførelsen af Sharia lovgivning i Swat. Aftalen førte til stærke internationale protester mod «Talebaniseringen af Swat», og USA tvang Pakistan til at indlede en offensiv mod Taleban i Swat. Den blev indledt i april og offensiven sendte 150-200.000 på flugt fra dalen. Militæret genvandt kontrollen over dalen, dræbte flere hundrede partisaner og sendte mange flere på flugt, men efter offensivens afslutning begyndte Taleban langsomt at vende tilbage igen. I slutningen af året var omkring 3 millioner pakistanere sendt på flugt som følge af konflikterne i nordvest og USA's terrorbombardementer. USA financierer pakistans militær med 2,8 mia. US$ om året.

I 2009 fortalte Zardari sit parti at han ønskede at ophæve den 7. og 8. tilføjelse til Pakistans forfatning, som militærdiktatorer tidligere havde tilføjet for at udvide deres magtbeføjelser. Zardari overgang på eget initiativ formandskabet i den komite der har ansvaret for landets atomvåben til premierminister Gillani.

I juli 2010 blev lederen for tekstilarbejdernes fagforening, Mustansar Randhawa og hans bror skudt og dræbt på deres kontor i Faisalabad. Drabene udløste strejker i flere pakistanske byer. Randhawa var på mordtidspunktet i forhandlinger med byens tekstilarbejdsgivere om lønforhøjelser til tekstilarbejderne, og arbejdsgiverne mentes at stå bag drabet.

Pakistan blev i august ramt af de største oversvømmelser nogensinde. Katastrofen bredte sig fra den nordlige del af landet mod syd i takt med at vandmasserne flød sydpå. I slutningen af måneden var 17 mio. mennesker ramt af oversvømmelserne, der af FN vurderedes at have et omfang langt større end jordskælvskatastrofen i Haiti i foråret, og større end Tsunamien i 2004. Alligevel glimrede Vesten ved kun i begrænset omfang at levere nødhjælp til det muslimske land. I Danmark bevilgede den danske «udviklingsminister» Søren Pind 1 mio. kr - godt 5 øre pr. katastroferamt.

A.J. og Guia del Mundo

Sidst ajourført 1/9 2010