Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Kina
DatoOpdatering
2012.11.12Årlig opdatering
2015.01.12Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 26/1 2016
Læst af: 617.193
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Kina
: :
Kina
Befolkning1275,1 mio.
ValutaRenminbi (yuan)
Areal9.559.867 Km2
HovedstadBeijing
Befolkningstæthed133,3 indb./Km2    
HDI placering89    
Den kinesiske mur har i århundreder holdt angribere på afstand. Den har dog ikke kunnet hindre kapitalismens hastige invasion af landet.
(Solidaritet)

Kinas territorium kan inddeles i 3 geografiske hovedområder: Det centralasiatiske område bestående af indre Mongoli, Sin Kiang og Tibet. Der er tale om højsletter med stepper der er kolde om vinteren. Om sommeren anvendes de som græsningsområder.

Nordkina består af Manchuriet og Hoang-Ho. Der er tale om flade steppeområder, der anvendes til dyrkning af hvede, byg, sorgo, soya og bomuld. Der findes store forekomster af kul og jern. Manchuriet er kinas vigtigste metallurgiske provins.

Det sydlige Kina er stærkt kuperet og gennemkrydses af de store floder, Yangtse Kiang og Si-kiang. Klimaet er præget af monsunvindene, varmt og fugtigt.

Landet råder over store mineralressourcer: Kul, olie, jern og andre metaller. Anvendelsen af kul som primær energikilde bidrager til betydelig syreregn, anden forurening og udledning af CO2. Mindre end 13% af det samlede areal er dækket af skove. Bygningen af dæmningen og vandkræftværket ved Three Gorges anses at ville forårsage omfattende ødelæggelser af miljøet.

Etpartistat.

 

Folket: Kina består af 56 forskellige officielle nationaliteter: Han (91,96%) , chuang (1,37%), manchu (0,87%), hui (0,76%), miao (0,65%), uighur (0,64%), yi (0,58%), tuchia (0,50%), mongoler (0,42%), tibetanere (0.41%), puyi (0,23%), tung (0,22%), yao (0,18%), koreanere (0,17%), pai (0,14%), hani (0,11%), kazak (0,1%), tai (0,09%), li (0,09%), andre (0,51%).

Religion: 59,2% af befolkningen erklærer sig for ikke-religiøse. Sammensmeltningen af mystiske elementer fra buddhismen, taoismen og konfucianismen - der egl. er et moralkodeks og ikke en religion - samt andre ritualer og trosformer danner hvad man kan kalde «den dominerende trosform». Den vigtigste formelle religion er buddhismen (6%). Endvidere findes muslimske og kristne minoriteter.

Sprog: Kinesisk (officielt) er en modernisering af mandarin-kinesisk, der var dominerende i nord. Der findes en lang række varianter, hvoraf cantonesisk der tales i syd er den mest udbredte. De etniske minoriteter anvender deres egne sprog.

Politiske partier: Forfatningen slår fast, at Kinas Kommunistiske Parti (KKP) er «hele det kinesiske folks kerneledelse». 8 yderligere mindre partier deltager i det politiske liv. Det gælder: De kinesiske arbejderes og bønders demokratiske Parti, Kuomintangs revolutionære Komite og Ligaen for selvstyre på demokratisk Taiwan. Der eksisterer endvidere selvstændige partier i Macau og Hong Kong.

Officielt navn: Zhonghua Renmin Gongheguo.

Administrativ inddeling: 23 provinser (kineserne inkluderer heri også Taiwan), 5 autonome regioner og 4 kommuner og 2 specielle administrative regioner (Macau og Hong Kong).

Hovedstad: Beijing, 22.000.000 indb. (2010).

Andre vigtige byer: Shanghai, 12.900.000 indb.; Xianggang (Hong Kong), 8.087.700 indb. (1995); Shenyang, 6.326.000 indb. (2000).

Regering: Landet har en blandingsøkonomi. Over halvdelen af økonomien er kapitalistisk, resten er statslige virksomheder, kooperativer og kollektiver. Politisk har kommunistpartiet (KKP) siden 1948 haft magten. Xi Jinping er generalsekretær for KKP og siden oktober 2013 landets præsident. Li Keqiang er siden marts 2013 premierminister. Folkekongressen har 2.979 medlemmer og mødes 2 uger om året for at ratificere love. Kongressens medlemmer repræsenterer geografiske områder og sociale sektorer - militæret, minoriteter, kvinder, religioner osv.

Nationaldag: 1. og 2. oktober (nationaldag, 1949)

Væbnede styrker: 2.555.000 (2003). Heri inkluderet 136.000 kvinder og 1.275.000 værnepligtige.

Paramilitære styrker: Folkepolitiet på 1.200.000 mand. Det er underlagt forsvarsministeriet.

 

Den kinesiske civilisation har en række karakteristika, der adskiller den fra alle andre civilisationer. Intet andet land kan opvise en tilsvarende samfundsmæssig kontinuitet. Det grundlæggende mønster i det kinesiske samfund går over 2.000 år tilbage i historien. Dette samfundssystem har været genstand for ændringer og forbedringer, men det grundlæggende mønster er bevaret helt frem til moderne tid.

Kina er flere gange blevet erobret af folk fra det indre af Asien, men dette har aldrig ført til grundlæggende ændringer i den kinesiske civilisation. De forholdsvis fåtallige mongolske erobrere blev efterhånden sinifiseret - gjort kinesiske; De overtog den kinesiske kultur og blev ofte mere konservative end kineserne selv. Erobrerne kom fra nord og de sydlige dele af Kina blev aldrig domineret af de fremmede, som den nordlige del af landet. Kina var et stort land. Allerede i 700 tallet havde landet en befolkning på over 50 millioner. Under Han-dynastiet - omkring år 0 - havde Kina omtrent den samme udstrækning, som landet har i dag.

Tidlig historie

Han-dynastiet er tidsmæssigt sammenfaldende med det romerske imperiums storhedstid. Men det romerske rige gik til grunde på grund af indre opløsning og pres udefra, og den europæiske civilisation gik ind i den periode, som enkelte historikere kalder den mørke middelalder, hvor oldtidens kultur og civilisation gik i opløsning. Kina har aldrig haft et tilsvarende brud i sin kultur og civilisation. Kina har derfor helt frem til moderne tid været den eneste virkelige stormagt i denne del af verden. Den kinesiske kultur og civilisation spredte sig ikke kun til erobrerne, men også til de omkringliggende lande. Ikke primært på grund af militær erobring, men på grund af den kinesiske kultur og civilisations overlegenhed.

Det er grund til at tro, at den kinesiske civilisation helt til middelalderens slutning var alle andre civilisationer overlegen - også den europæiske.

Kina havde en ny storhedstid under Tang-dynastiet (618-907), da den europæiske civilisationen var præget af forfald, og igen under Sung-dynastiet (960-1280).

Allerede i det 3. århundrede f.v.t. påbegyndte Kina bygningen af den Store Mur, der skulle forhindre invasioner af barbarerne i nord. Bygningsværket endte med at blive 5.000 km langt, men var i sidste ende ikke i stand til at forhindre, at Kina blev invaderet af mongolerne. I 1276-1368 blev Kina ledet af Genghis Khan og hans barnebarn Kublai Khan.

Europæere som besøgte Kina, efter at landet var erobret af mongolerne - fra Marco Polo i 1200 tallet og frem - var fulde af beundring for den kinesiske kultur og civilisation. Kina var ikke blot et effektivt organiseret samfund. Kineserne havde også længe før europæerne gjort en række opfindelser, som krudt, bogtrykkerkunsten, kompasset og skibe med vandtætte skotter. I 1400 tallet udsendte Kina store ekspeditioner - på op til 70.000 mand - til Indien, den persiske golf og til Østafrika.

Enkelte historikere hævder, at under Sung-dynastiet - da Kina oplevede en stærk økonomisk fremgang og havde en blomstrende handel - var der i realiteten mulighed for en overgang til en industriel revolution. Hvis den kinesiske handel og havflåde var blevet opretholdt - den kinesiske flåde var i 1400 tallet den europæiske overlegen - ville den europæiske fremmarch mod Sydasien i 1500 tallet muligvis have fået en anden karakter. Men under Ming-dynastiet, der efterfulgte mongolerne, trak Kina sig ind i sig selv. Handel og skibsbygning ophørte.

Under Manchu-dynastiet (1644-1912) havde Kina en ny blomstringsperiode. De mongolske folk der tidligere altid havde udgjort en trussel var nu blevet pacificeret, og den russiske fremtrængen i Sibirien havde tæmmet de mongolske folk der. Men fra midten af 1800 tallet opstod en ny trussel: Den vestlige kapitalistiske civilisation. Mens det kinesiske samfund altid havde overlevet tidligere udfordringer, bukkede det langsomt under i sammenstødet med den ekspanderende kapitalistiske civilisation.

Det traditionelle kinesiske samfund

Det vigtigste træk ved det traditionelle kinesiske samfund er den enorme stabilitet. Intet andet samfund kan opvise en tilsvarende stabilitet, siden det for 5.000 år siden opstod i området omkring Huanghe - Den gule Flod. Dette hænger sammen med den herskerstruktur, der blev opbygget efter at det mere klassiske feudalsystem var brudt sammen 200 år før år 0. Kejser Qin Shihuan tiltog sig absolut magt, indførte skridtsproget baseret på ideogrammer, der har overlevet frem til vore dage, og som gjorde det muligt for folk at kommunikere på tværs af forskellige talesprog. Han konsoliderede den nye kinesiske tankegang gennem brænding af gamle bøger og henrettelse af ældre vismænd.

Landet blev ledet af et centralt embedsmandsværk. De feudale privilegier blev afskaffet og erstattet af ejendomsret til jord. Som resultat af disse ændringer voksede der nye klasser af godsejere, frie bønder og jordløse bønder frem.

Embedsmandsværket blev gradvist rekrutteret gennem et offentligt eksamenssystem, hvor alle i princippet kunne deltage. Denne reform var blevet fuldført under Sung-dynastiet (960-1280). Det var dette embedsmandsværk eller bureaukrati, der var den stabiliserende faktor i det kinesiske samfund, og som stort set fortsatte uændret gennem alle kriser og erobringer.

Den ideologiske ramme for det kinesiske samfund var den konfucianske morallære, der blev udviklet af vismanden K'ung Fu-tzu (551 - 479 f.v.t.) Denne filosofi lagde vægt på respekten for de ældre, på trofastheden, på individets ansvar indenfor det samfundsmæssige hierarki og på familiens fundamentale rolle. I samme periode blev Tao Te Ching skrevet af Lao Zi. Tao Te kan oversættes som «dydens vej». Værket lægger vægt på enkelhed, naturlighed og spontanitet som basis for den livsfilosofi, der blev kendt som taoisme.

Kina adskiller sig fra andre store civilisationer ved, at centralmagten aldrig har været baseret på en religion. Den konfucianske lære koncentrerede sig om forholdet mellem mennesker og afstod fra spekulationer om det hinsidige. Menneskenes rettigheder og pligter blev understreget. Samfundet var hierarkisk styret med kejseren på toppen. Konfucianismen var grundlaget for det offentlige eksamenssystem, som alle embedsmænd måtte igennem. I sine grundtræk var konfucianismen stærkt konservativ, samfundsbevarende og statsbyggende.

Helt op til moderne tid var den konfucianske lære dominerende i den kinesiske overklasse. Godt nok opstod der også andre systemer som taoismen, og gennem kinesiske rejsende trængte også buddhismen ind i Kina, men ingen magtede at fordrive konfucianismens dominerende stilling. Det samme gjaldt kristendommen. Konfucianismens dominerende stilling kan også forklare den kinesiske stats tolerante holdning overfor andre religioner. Dette står i skarp kontrast til den europæiske intolerante holdning.

Det kinesiske samfund hvilede på tre fundamenter: Kejseren/embedsmandsværket, godsejerklassen, og bønderne. Bønderne producerede det overskud, der opretholdt embedsmandsværket og godsejerklassen. Der var en tæt forbindelse mellem embedsmandsværket og godsejerne. Det var fra godsejerklassen, at embedsmandsværket blev rekrutteret. Selv om embedsmandsværket i princippet var åbent for alle der bestod eksamenen, var det kun de velstående der havde råd til at give deres sønner den lange og vanskelige uddannelse, som eksamenen krævede.

Embedsmændene investerede deres indtægt i jord, trak sig tilbage som godsejere, og godsejerne og deres børn avancerede til embedsmænd. Det var vigtigt for landsbyens elite at have god kontakt med centralbureaukratiet, således at den kunne få støtte til f.eks. at bygge kanaler. Denne støtte kunne opnås, hvis en repræsentant fra overklassen i landsbyen avancerede til embedsmand.

Godsejerne deltog ikke i arbejdet i marken. De brugte tiden til studier af klassikerne og til kunst. Landsbyerne havde et forholdsvis stort lokalt selvstyre. De embedsmænd der blev udstationeret i distrikterne havde ringe lokalkundskab og var derfor afhængige af samarbejdet med den lokale elite. Landsbyeliten og embedsmændene beslaglagde overskuddet fra bønderne og forpagterne. Godsejereliten var derfor afhængig af en stærk centralmagt, som kunne opretholde ro og orden, samtidig med at centralmagten var afhængig af godsejerne som rekrutteringsgrundlag for embedsmandsværket og for at kunne holde bønderne under kontrol. Det traditionelle Kina kan derfor bedst karakteriseres, ikke som et feudalsamfund i den klassiske europæiske betydning, men som et agrarbureaukrati («jordbureaukrati»).

Godsejerklassen var interesseret i en stor befolkning, fordi dette pressede prisen ned, når bønderne skulle forpagte jord. Men samtidig måtte prisen ikke presses så langt ned, at de fattige bønder gjorde oprør. Der var derfor en konstant spænding mellem centralmagtens og godsejernes ønske om ro og stabilitet og ønsket om at presse et større overskud ud af bønderne. Det kinesiske storfamiliesystem var også en vigtig faktor til at forhindre, at de fattige bønder sluttede sig sammen og startede et oprør. Fattige bønder der tilhørte en stor klan, kunne få en vis støtte fra deres rige slægtninge. En godsejer der ikke havde begavede børn eller som ikke havde børn overhovedet kunne også sørge for, at fattige slægtninge fik uddannelse og blev embedsmænd. Myndighederne sørgede også for eksistensen af kornlagre for at imødegå de år, hvor høsten slog fejl.

Dette hindrede dog ikke, at der blev gennemført talrige bondeoprør i Kinas historie. Men et sejrrigt oprør var afhængig af embedsmandsværket. Det var kun det, der kunne styre landet; Det samme gjaldt fremmede erobrere. Dette førte til, at alt i virkeligheden forblev ved det gamle.

Agrarbureaukratiet vogtede på sine privilegier og hindrede at andre klasser voksede frem, som kunne gøre det rangen stridig. Handelsstanden blev holdt under kontrol. Delvis ved pålægning af skatter, delvis ved bureaukratisk styrede statsmonopoler.

1800 Englænderne trænger ind. Den gamle kultur bryder sammen

Det kinesiske samfunds stabilitet og Kinas dominerende stilling i sin del af verden styrkede agrarbureaukratiets tro på, at den kinesiske civilisation var alle andre overlegen. Sammenstødet med den vestlige civilisation i midten af det 19. århundrede førte til en dramatisk ændring i Japan. Japan formåede i 1860'erne at omstille sig, hvilket gennem fascisme og imperialisme udviklede Japan til en moderne industrimagt. I Kina førte kontakten med den vestlige imperialisme til sammenbrud og kaos. Der var ingen stærke grupper, der kunne gennemtvinge en modernisering og industrialisering, og Kina magtede samtidig ikke helt at lukke sig inde. En vis handel domineret af udenlandske forretningsfolk blev udviklet; I første omgang blev de udenlandske handelsmænd henvist til en enkelt havn - Canton. Regimet forsøgte at hindre kontakten med udlændinge, og der var dødsstraf for at rejse til oversøiske lande.

Opiumskrigen i 1839-1842 blev et afgørende vendepunkt i Kinas historie. England var allerede i starten af århundredet begyndt at købe silke, te og porcelæn af kineserne og ønskede at sælge opium produceret i Indien for at opnå en mere gunstig handelsbalance med Kina. Men opiumsimport var forbudt. Kina forsøgte at håndhæve forbuddet, og dette udløste opiumskrigen, hvor Kina led nederlag. Det er karakteristisk, at de kinesiske ledere regnede med, at de let kunne vinde over «de fremmede barbarer». Men gradvist blev Kina tvunget til at give vestmagterne stadig større rettigheder - de såkaldte traktater der gav Kina en halvkolonial status.

Kina måtte åbne flere havne for handel. Udlændinge i Kina var ikke underkastet de kinesiske love, men deres egne. Udlændinge bemægtigede sig kontrollen over toldvæsenet, og det var forbudt for Kina at belægge udenlandske varer med mere end 5% told. I løbet af sidste halvdel af det 19. århundrede gik Kina fra det ene nederlag til det andet i sine konflikter med udlandet.

Imperiet var rystet og led endnu et nederlag med Taipingoprøret i 1853-64. Oprørene nåede at bringe store dele af det sydlige Kina under deres kontrol, før de blev knust med støtte fra vestlige tropper.

Den enorme import af opium blev betalt med kinesisk sølv, hvilket var med at reduceret statens indtægter, samtidig med at en stigende del af befolkningen blev narkomaner og dermed svækkede samfundet generelt. En ny krig i 1856-60 mod fransk-britiske styrker endte med, at Beijing faldt. Kejseren måtte give nye indrømmelser og bl.a. tillade missionærer, at trænge ind i landet. Frankrig besatte Indokina, der havde været et kinesisk lydrige, og i 1895 erobrede Japan Korea og Taiwan og Rusland sikrede sig to havnebyer.

I 1898 udbrød der et oprør rettet mod den udenlandske indflydelse - det såkaldte bokseroprør. Det blev slået ned af et ekspeditionskorps bestående af englændere, russere, tyskere, franskmænd, japanere og nordamerikanere. Sejrherrerne delte det besatte territorium i «indflydelseszoner», og krævede at Kina betalte en enorm erstatning. I Shanghai blev bygningen af en handelshavn knyttet til de omfattende udenlandske investeringer, der i hundredvis af fabrikker udbyttede den billige kinesiske arbejdskraft.

Den udenlandske udbytning åbnede også op for nye ideer. Regeringen tillod små grupper af studerende at gennemføre studier i udlandet. Der dukkede samtidig nationalistiske grupper op, der var voldsomt imod den udenlandske fremtrængen.

I 1911 faldt kejserdømmet nærmest sammen indefra, under presset fra officerer der havde fået en moderne uddannelse og fra intellektuelle, der var præget af vestlige ideer og som var klar over Kinas forfald. Lederen af denne intellektuelle gruppe var Sun Yat-sen.

1911 Borgerlig revolution

Omvæltningen i 1911 havde ikke nogen massebevægelse som grundlag. De fleste af de generaler der deltog i oprøret var mere interesseret i magten end i de demokratiske reformer, Sun ønskede. Der udbrød rivalisering mellem generalerne. Landet faldt fra hinanden, og Sun Yat-sen døde i 1925. Han havde ikke magtet at samle landet og give det en ny dynamik.

Sun Yat-sen fik ikke den støtte fra vestmagterne, han havde håbet på, og efter den russiske revolution søgte han støtte hos Sovjetunionen. Men den nationalistiske bølge voksede i styrke. General Yuan der var kommet til magten i 1911 og hans efterfølgere mestrede ikke problemerne. Da det blev kendt, at regeringen havde godkendt at give de tyske koncessioner i Kina til Japan, udløstes en ny bevægelse, og denne gang var der tale om en massebevægelse. Det var «4. maj-bevægelsen» (1919), der var ledet af studenter og intellektuelle, men som også havde bred tilslutning fra andre grupper.

En omfattende boykot af japanske varer fulgte i «4. maj-bevægelsens» kølvand. Det nationalistiske Kuomintang-parti der var dannet i 1912 voksede sig stærkt på denne nationalistiske bølge. En anden drivkraft i denne udvikling var det kinesiske kommunistparti, der blev stiftet i 1921. I første omgang søgte Kuomintang at opbygge et slagkraftigt parti og en moderne hær med russiske rådgivere. Efter Sun Yat-sens død blev general Chiang Kai-shek den ledende mand i Kuomintang. Han så det som sin vigtigste opgave at vinde militær kontrol over hele Kina.

Ling floden i det sydlige Kina. (Solidaritet)

Under alle disse forviklinger var Kina i færd med at skifte karakter. Det traditionelle eksamenssystem for embedsmænd blev formelt ophævet i 1905. Dette gav stødet til, at der voksede nye grupper af embedsmænd frem. Handel og industri voksede, og en ny gruppe af kinesiske industrifolk og finansmænd trådte frem. I 1914 havde Kina en halv million industriarbejdere, i 1925 to millioner og i 1945 tre millioner. Selv om industriarbejderne ikke engang udgjorde 1% af befolkningen, blev de en ny dynamisk faktor. Bondeoprørene under kejserdømmet havde samtidig vist, at der var en stor latent revolutionær kraft i bondemasserne.

Kuomintang der oprindelig havde været et borgerligt radikalt parti, blev under Chiangs ledelse fra 1927 mere og mere et reaktionært og fascistisk parti, der støttede sig på den traditionelle godsejerklasse, de rige og industrifolk. Chiangs bog, «China's Destiny» fra 1943 blev sat på listen over forbudte bøger i USA, fordi den var anti-vestlig og anti-liberal. Selv om Chiang i 1927 havde samlet Kina under sin ledelse, gennemførte han ingen gennemgribende reformer. Chiang havde styrket sin stilling militært, men svækket den socialt.

1921 Kinas kommunistiske parti dannes

«4. maj-bevægelsen» havde først og fremmest vist den antiimperialistiske og revolutionære holdning i den moderne intellektuelle elite. Det kommunistiske parti udsprang fra denne bevægelse. Det var blevet dannet, da 13 personer fra forskellige egne af Kina i 1921 mødtes i et lille hus i den franske sektor af Shanghai for at gennemføre den første kongres i Kinas Kommunistiske Parti (KKP).

Partiet fik hurtigt støtte fra kinesere, der vendte hjem fra Europa, og som var inspireret af de kommunistiske ideer. Det gjaldt bl.a. Chou En-lai og Li Li-san, der vendte hjem fra Frankrig og Chu Te fra Tyskland. Den nye industriarbejderklasse havde også vist øget kampvilje. Alene i perioden 1918-1926 var der over 1000 strejker. Bondemasserne var på ny sat i bevægelse. Den russiske revolution var også en mægtig drivkraft. Det nye sovjetregime havde erklæret, at det gav afkald på de specielle rettigheder, det zaristiske Rusland havde presset ud af det gamle Kina. Det var derfor naturligt, at Kina søgte nærmere samarbejde med Sovjetunionen.

I begyndelsen var KKP imidlertid svagt og var næsten udelukkende et intellektuelt parti. I 1923 havde partiet bare 300 medlemmer. Samme år blev der indgået en aftale mellem Kuomintang og KKP om samarbejde. Kommunistpartiet skulle fortsætte, men kommunisterne kunne gå ind i Kuomintang som individuelle medlemmer. På dette tidspunkt var der endvidere indledt et intimt samarbejde mellem Kuomintang og Sovjetunionen. Kommunistisk Internationales strategi gik ud på, at den borgerlige revolution først måtte gennemføres under Kuomintangs ledelse. Den socialistiske revolution skulle komme i næste omgang.

Denne linie udløste modstand blandt de kommunistiske ledere. En fløj ønskede, at Kuomintang alene skulle gennemføre den borgerlige revolution. En anden fløj mente, at kun proletariatet var i stand til at gennemføre en revolutionær aktion. Kommunistpartiet var nu i færd med at blive et masseparti. Det prioriterede organiseringen i den fremvoksende arbejderklasse og havde betydelig succes. I 1926 havde kommunisterne indflydelse i 700 fagforeninger, der repræsenterede 1,2 millioner arbejdere. I 1927 havde KKP 60 000 medlemmer, og fagforbundet havde 3 millioner medlemmer. Samtidig tog bondeopstandene mod godsejerne til i styrke, og strejkebølger rullede over landet.

Denne udvikling vakte uro i den konservative del af Kuomintang. KKP's centrale ledelse søgte derfor at dæmpe den revolutionære bevægelse, hvilket bl.a. Mao var uenig i. Men den forsigtige holdning hjalp ikke. I 1927 slog Chiang Kai-shek til mod kommunisterne i Shanghai. 40.000 blev dræbt. Kommunistpartiet reagerede på denne udfordring med et oprør i Nanchang den 1. august 1927, senere i Canton og med bondeoprør i flere centrale provinser. Bruddet med Kuomintang var nu blevet endelig.

Kommunistpartiet gik nu ind i sin vanskeligste periode. Det kæmpede for at overleve. Kommunisterne var fordrevet fra byerne og måtte koncentrere sig om landsbyerne. En række sovjetrepublikker blev oprettet der. Den første og vigtigste i 1931 i Kiangsi, med Mao og Chu Te i ledelsen. Det var på denne tid, at Maos strategi for baseringen af revolutionen på bondebefolkningen vandt frem.

Den kommunistiske teori fra Marx til Lenin havde bygget på industriarbejderne som den revolutionære kraft. De fleste kinesiske kommunister havde også været tilhængere af denne teori, men byerne i Kina hvor industrien befandt sig, var nu under Chiangs kontrol. Mao var klar over den revolutionære mulighed i de kinesiske bondemasser. Bondeoprørene i 1800 tallet havde været revolutionære og anti-konfucianske. De tilstræbte lighed, gik ind for kvindernes frigørelse og en total omvæltning af samfundet. Mao havde også selv gjort omfattende studier i bondebefolkningens forhold. I de kinesiske sovjetrepublikker fik kommunisterne lejlighed til at eksperimentere med jordreformer, og sikrede sig på denne måde tilslutning fra de fattige og mellemstore bønder.

1934 Den lange march

Men alle disse republikker måtte opgives i 1934, da Chiang satte sin afgørende offensiv ind. Det var indledningen på lange march mod den fattige og afsidesliggende Yenan-provins. Dette var en af de mest heroiske begivenheder i kommunistpartiets historie. Marchen tog et år, og af de 130.000 der tog afsted fra Kiangsi, ankom kun 30.000 til Yenan, hvor kommunistlederen Kao Kang havde oprettet en guerillabase. I 1935 blev Mao valgt til formand for partiet. En stilling han beholdt frem til sin død 40 år senere.

Kommunisternes indflydelse var faldet til et minimum. Men der var to faktorer der vendte udviklingen. Under den lange march havde den kommunistiske hær fået omfattende kontakt med bondemasserne, og i modsætning til Chiangs hær imponerede den med sin disciplin og sin hæderlighed. I Yenan fik kommunisterne lejlighed til at afprøve deres politiske, sociale og økonomiske model og til at opbygge en varig administration. Yenan var fattig. En stor grad af lighed var nødvendig. Soldaterne måtte ikke alene kæmpe. De måtte selv sørge for at producere deres mad og deres forsyninger. Der fandt endvidere omfattende ideologisk skoling sted. Det politiske og administrative apparat der blev opbygget i Yenan, skulle blive kernen i samfundsopbygningen efter at sejren i 1949 var vundet.

Den anden vigtige faktor der skaffede kommunistpartiet indflydelse var krigen mod Japan. Japan havde allerede i 1931 besat Manchuriet og havde gradvist indledt erobringen af Nordkina. I 1937 var krigen mod Japan total. I 1936 blev Chiang tvunget til at afblæse kampen mod kommunisterne og koncentrere sig om kampen mod Japan. Denne borgfred varede til 1945, da Japan kapitulerede.

Chiang førte kampen mod Japan uden energi, for han anså fortsat kommunisterne for hovedfjenden. Det var derfor kommunisterne, der infiltrerede bag de japanske linier og organiserede guerillaen. Mange af de største godsejere var flygtet til det område, Chiang kontrollerede da japanerne rykkede frem. I de områder kommunisterne befriede, gennemførte de reformer, og øgede derfor deres opbakning blandt bønderne. Med deres reformprogram var kommunisterne blevet katalysatoren for den permanente utilfredshed i landsbyerne. Der blev opbygget et fællesskab mellem kommunisterne og bønderne.

På grund af deres indsats i krigen mod Japan blev kommunisterne ledere af den nationalistiske bølge, der havde præget Kina allerede fra midten af 1800 tallet. For kommunisterne var Japan hovedfjenden, og partiet var villig til at samarbejde med den reaktionære Chiang for at styrke kampen mod Japan. På dette punkt er der en markant forskel til den russiske revolution. For Lenin gjaldt det om at styrte zarismen og slutte fred med Tyskland. Det var ikke muligt at indgå en alliance med zaren for at vinde over Tyskland.

Kommunisterne tog således ledelsen både i den sociale-revolutionære bevægelse og i den nationalistiske bevægelse. På trods af at Chiang havde en større hær og bedre våben og også fik betydelig støtte fra USA, led han og de samfundsklasser han repræsenterede et fuldstændig nederlag i 1949. Den kinesiske folkerepublik blev oprettet den 1. oktober 1949. Resterne af Kuomintang med Chiang i spidsen søgte tilflugt på den kinesiske ø Taiwan. Med støtte fra USA proklamerede Chiang oprettelsen af Kinas legitime regering og begyndte at lægge planer for «generobringen» af fastlands Kina. Men det var rene luftkasteller.

Efter adskillige generationers forfald, kaos og borgerkrig var Kina atter samlet under én ledelse, der som mål havde at skabe et nyt Kina - et socialistisk Kina.

1949 Folkerepublikken Kina

Da kommunisterne kom til magten i 1949, stod de overfor en gigantisk opgave. Kina var et af verdens fattigste lande. Det dyrkbare areal var ringe i forhold til befolkningen på 500 millioner. Landet havde været hjemsøgt af kaos og krig i en menneskealder. Det gamle system var brudt sammen. Den vigtigste opgave var i første omgang at få en administration til at fungere og at få økonomien i gang igen. Fødevareproduktionen kom i første række.

I 1950 brød Koreakrigen ud og tvang det fattige og udarmede Kina til en ny kraftanstrengelse, for at hindre at Nordkorea blev besat af USA og Sydkorea.

Genopbygningsperioden var præget af en forsigtig liberal politik, uden de store strukturændringer. De kapitalister der ikke var for kompromitterede af samarbejde med Chiang, fik lov til at fortsætte deres virksomhed. Noget af baggrunden for dette var, at kommunisterne ikke havde erfaring med administrationen af større byer og industri. Men godsejerherredømmet blev afskaffet. Jorden blev fordelt til de små og mellemstore bønder. Kommunisterne havde en rig erfaring at bygge på fra de sovjetter, der var oprettet i 1930'erne og senere fra de befriede områder. Disse jordreformer var allerede fra Japans kapitulation så omfattende, at ethvert kompromis med Chiang havde været udelukket. Den kinesiske politik i genopbygningsfasen har mange lighedspunkter med den sovjetiske politik i NEP perioden, umiddelbart efter den russiske revolutions sejr.

I 1952 var genopbygningen fuldført, og den første femårsplan for perioden 1953-1957 blev lagt frem. Kina skulle i gang med at lægge grundlaget for et socialistisk samfund. I denne periode voksede der en vis uenighed frem i ledelsen af KKP om hvilken strategi man skulle følge. Alle de kinesiske ledere var enige om, at en hurtig økonomisk vækst og en hurtig industrialisering var nødvendig. De to forskellige strategier der blev udviklet, kan forenklet beskrives som følger: 1. en centraliseret bureaukratisk linie, hvor den umiddelbare økonomiske vækst skulle have højeste prioritet, 2. en mere umiddelbar revolutionær og politisk linie, hvor stikordene var at stole på massernes indsats og at lægge stor vægt på den politiske bevidstgørelse.

1953-57 Den første femårsplan

Den første femårsplan var opbygget efter sovjetisk mønster. Selv om KKP under Maos ledelse altid havde ført en selvstændig politik - ofte på tværs af Stalins ønsker - fremstod Sovjetunionen efter krigen som et mønster til efterfølgelse. Stalin havde opbygget Sovjetunionen til en stormagt og var gået sejrrig ud af krigen mod Hitler. Kinas forhold til den dominerende vestlige stormagt, USA, var præget af alvorlig konflikt. Kina kunne derfor kun regne med støtte fra Sovjetunionen.

Den stalinistiske udviklingsstrategi havde følgende grundelementer: Landbruget skulle være basis for den industrielle opbygning. Det betød, at ressourcer måtte overføres fra landbruget til industrien. Den tunge industri skulle prioriteres fremfor forbrugsvareindustrien. Først når den tunge industri var højt udviklet, kunne forbrugsvareproduktionen øges. Industrien blev koncentreret i store enheder. Den økonomiske planlægning og gennemførelsen af planerne blev stærkt centraliseret og bureaukratisk ledet. Det vigtigste middel til at fremme produktiviteten var materielle stimulanser. Tvangskollektiviseringen af landbruget var et vigtig middel til at fremme denne politik.

Denne centraliserede politik vandt genklang i den kinesiske embedsmandstradition. Tilpasningen af den sovjetiske udviklingsstrategi til Kina blev ledet af Kao Kang, der havde sin politiske base i Manchuriet. Et område der under den japanske besættelse var blevet det eneste store industrialiserede område i Kina. Kao havde nær kontakt med de sovjetiske ledere, og Kina fik efter krigen omfattende økonomisk og faglig hjælp fra Sovjetunionen.

Andre kinesiske kommunister havde erfaringer fra administrationen af de befriede områder. Erfaringer der gik i en anden retning end den sovjetiske model. I disse områder havde man lagt hovedvægten på massemobiliseringen af folk til arbejdsindsats, politiske stimulanser for at øge produktiviteten og massekampagner for at øge den politiske bevidsthed. En nogenlunde lige fordeling af produktionen samt decentralisering var de bærende principper.

På det landbrugspolitiske område fulgte Kina aldrig den sovjetiske linje. Det var i første række bønderne, der havde båret de kinesiske kommunister frem til sejr. En centraldirigeret tvangskollektivisering var derfor utænkelig i Kina. Den kollektivisering der fandt sted i Kina i midten af 1950'erne udsprang af de tidlige jordreformer og voksede i vid udstrækning naturligt frem af de lokale forhold.

I Sovjetunionen var landbrugsproduktionen så høj, at der kunne presses et overskud ud af bønderne. I Kina var produktionen så lav, at der ikke var noget at hente fra de fattige bondemasser. Skulle landsbyerne skabe det overskud, der var nødvendigt for en udvikling af industrien, måtte bøndernes produktivitet øges.

Selv om Kina gjorde betydelige økonomiske fremskridt under den første femårsplan, skabte udviklingsstrategien nye spændinger og vanskeligheder, der truede med at underminere både den politiske stabilitet og den økonomiske vækst. Den centraliserede økonomi førte til en stærk vækst i bureaukratiet. Samlingen af industrien i store enheder førte til en voldsom befolkningsøgning i byerne. Dette skabte enorme problemer - både med hensyn til at skaffe boliger og sikre de sociale tjenester.

80% af den kinesiske letindustri var afhængig af råvarer fra landbruget til sin produktion. Når landbrugsproduktionen svigtede, fik dette umiddelbare følger for industrien. Den industrielle koncentration skabte endvidere store transportproblemer.

Den udviklingsstrategi der blev fulgt, førte til magtkoncentration i bureaukratiet, som også sikrede sig materielle fordele. Dette førte til, at der opstod en stadig større kløft mellem lederne og folket. På grund af at der blev givet materielle stimulanser, blev der også skabt nye modsætninger blandt masserne. På trods af massekampagner for at udrydde bureaukrati og korruption, øgedes kløften mellem det kommunistiske parti og masserne.

Under befrielseskampene havde den kommunistiske hær været en guerillahær, der var stærkt præget af lighed og demokrati. Men i 1950'erne var de kinesiske hærstyrker i færd med at blive organiseret efter det hierarkiske sovjetiske mønster, samtidig med at den anskaffede avanceret militært udstyr, der i denne periode kun kunne skaffes fra Sovjetunionen. Det var forsvarsminister Peng Te-huai der ledede denne politik. Et udtryk for modsætningerne indenfor partiet var afsættelsen af Kao Kang i 1954.

Ved slutningen af den første femårsplan i 1957 var det klart, at den kinesiske udviklingsmodel var inde i en blindgyde. Der var ikke grundlag for produktionen af et tilstrækkeligt overskud i landbruget til at der kunne gennemføres en forceret industrialisering. I sin søgen efter løsninger på problemerne lancerede partiet kampagnen: «Lad 100 blomster blomstre», der inviterede folket til at kritisere systemet og fremkomme med alternativer. Men da folket begyndte at kritisere manglen på demokrati og regeringens fejltagelser, lancerede partiet en ny kampagne, «Mod Højredrejningen», der straffede dem, der først havde givet deres mening til kende.

1958-61 Det store spring fremad

I 1958 lancerede Mao et forsøg på løsning af de kinesiske udviklingsproblemer. Det blev kendt som: «Det store spring fremad» og havde som grundide en decentralisering af den industrielle udvikling helt ud i landsbyerne og en stærkere kollektivisering af landbrugsproduktionen.

Den organisatoriske ramme for den nye politik var Folkekommunen. Fremvæksten af folkekommuner var delvist en spontan proces, delvist en proces der blev drevet igennem af det lokale og centrale partiapparat. Allerede i 1958 var der oprettet folkekommuner over hele landet - ca. 26 000. Grundstammen i folkekommunen var arbejdsholdet, der bestod af 20-30 familier. Arbejdsholdet disponerede over jorden og udarbejdede sin egen produktions- og salgsplan. Over arbejdsholdet stod brigaden der tog sig af større landbrugsarbejder, vandingsanlæg, kanaler og mindre industrielle virksomheder. Brigaden bestod af 150-300 familier.

I toppen stod folkekommunen, der tog sig af de større administrative opgaver, større industri og større skoler og sygehuse, og som samordnede de større opgaver med andre folkekommuner. På denne måde skulle produktionen kunne øges betragtelig, samtidig med at den øgede produktion skulle komme lokalsamfundet direkte til gode. I løbet af 1958 voksede der over 7 millioner småindustrier frem i landsbyerne, der bl.a. producerede stål, kul, cement, kunstgødning og forbrugsvarer. Til at begynde med var forventningerne skruet voldsomt i vejret. Kina talte om at overhale England i industriel vækst i løbet af 15 år og overhale USA nogle år senere.

Det kom til at gå ganske anderledes. De små lokale industrier indebar et enormt spild af ressourcer, samtidig med at arbejdskraft blev trukket ud af landbruget. Da høsten samtidig slog fejl var konsekvensen omfattende hungersnød. Det skønnes, at omkring 20 millioner kinesere mistede livet i perioden 1959-61, før det store spring endelig blev lagt på hylden. Eksperimentet blev dermed et af århundredets største tragedier, og en af de katastrofer der er sluppet færrest oplysninger ud om.

1961-65 Mao fjernes som statsleder

Allerede under Lushan-konferencen i 1959 havde forsvarsminister Peng rettet et stærkt angreb mod den strategi, der lå bag det store spring fremad. Han kaldte den for småborgerlig fanatisme, og at den gik ud på at erstatte realisme med mirakeltro. Peng var tilhænger af at gøre hæren professionel og af at indføre moderne våben. Peng blev derfor udrenset.

Men i 1962 måtte Mao gøre selvkritik for sin katastrofale ledelse af landets økonomiske politik. Han blev erstattet af Liu Shaoqi som statsleder, men stod fortsat i spidsen for partiet og havde opbakning fra Folkets Befrielseshær.

I samme periode blev forholdet til Sovjet stadig dårligere. Den sovjetiske leder Nikita Khruschev havde allerede i 1956 løftet sløret for forbrydelserne i Sovjet under Stalin, og var begyndt oprydningen efter Stalins godt 30 år ved magten. Men kineserne havde ikke brug for noget opgør med Stalin. Den ideologiske og politiske konflikt mellem de to lande blev stadig større indtil det endelige brud i 1963, hvor de sidste sovjetiske rådgivere forlod Kina og den sovjetiske bistand ophørte.

Liu Shaoqi og Deng Xiaoping fik nu hovedansvaret for at gennemføre en politisk stabiliseringspolitik i Kina. Den faglige ekspertise kom atter i højsædet. Den centrale administration fik større kontrol over udviklingen. Uddannelsessystemet tog atter sigte på at give rent faglig uddannelse. Bureaukratiet øgede sin indflydelse - også på det lokale niveau. De materielle stimulanser blev genindført. De private jordlodder der var blevet afskaffet under det store spring, blev sammen med private markeder for landbrugsprodukter genindført. Landbruget blev opprioriteret i forhold til den første femårsplan og der blev lagt større vægt på videnskabelige metoder for at øge landbrugsproduktionen. Det blev endvidere lagt vægt på at begrænse befolkningstilvæksten. Den nye politiske linie førte til, at den økonomiske vækst kom i gang igen, og regeringen gik i gang med at udarbejde en ny femårsplan for perioden 1966-70.

1966-69 Kulturrevolutionen

Men denne femårsplan blev aldrig ført ud i livet. I 1966 gik Mao til modangreb. Soldater og studenter gik ind i «Den røde Garde» og bevæbnede med en bog med citater af Mao - «Maos lille røde» - indledte de en kampagne over hele Kina, hvor de offentligt ansatte og universitetslærerne blev beskyldt for at være «kapitalistiske lejesvende». Proletariatets store Kulturrevolution var officielt sat i gang.

Et-barns politikken har i nogen grad begrænset befolkningstilvæksten. (Solidaritet)

Kulturrevolutionen blev udstrakt til alle hjørner af samfundet. Maos linie - den revolutionære masselinie - lagde vægt på massernes initiativ og den politiske bevidstgørelse som den afgørende faktor for både den økonomiske vækst og for realiseringen af et socialistisk samfund. Fabrikker og læreanstalter blev lukket og tusinder af unge fra byerne og intellektuelle blev sendt ud til arbejde på landet - frivilligt eller under tvang. Skytset blev også rettet mod Maos modstandere i partiet. Statschefen Liu Shaoqi blev anklaget for at være Kinas Khrustsjov og for at ville forsøge at indføre kapitalismen i Kina. Han blev fjernet fra som statschef og overlevede ikke kulturrevolutionen. Deng Xiaoping var partiets generalsekretær, og blev sammen med en lang række andre fremtrædende partifolk udrenset.

Det vurderes, at i det mindste nogle millioner mistede livet under kulturrevolutionen. Dels ved henrettelser, fordi de bukkede under i fængslerne eller som følge af det kaos begivenhederne skabte i både landbrugsproduktionen og den industrielle produktion.

1969-75 Åbning overfor USA

I 1969 afblæste Mao selv kulturrevolutionen. Hans modstandere i partiet var da i vid udstrækning blevet udrenset. Efter den niende partikongres i 1969 var militæret - der støttede Mao - dominerende i topledelsen (ca. 40 %), og Lin Piao blev nummer to i partiledelsen efter Mao. I september 1971 omkom Lin Piao i Mongoliet ifbm. en flyulykke efter et påstået mislykket kupforsøg.

I samme periode spillede Kina en vigtig rolle for dannelsen af de alliancefri landes bevægelse, om end stormagten ikke umiddelbart gik ind i bevægelsen. Endvidere sendte Kina teknikere og arbejdere til en række tredjeverdens lande, hvor de stod i spidsen for forskellige udviklingsprojekter, hvoraf det vigtigste var bygningen af en jernbane, der gennem Tanzania forbandt Zambia med det Indiske Ocean. Befrielsesbevægelser i en lang række lande lod sig inspirere af Kina og de strategier for bondekrig, som Mao Zedong og Lin Piao havde udarbejdet.

I starten af 70'erne indledte premierminister Chou En-lai forhandlinger med USA og Deng Xiaoping blev rehabiliteret. I 1971 var det i tilstrækkelig grad lykkedes at bryde den isolation, Kina var blevet bragt i efter bruddet med vesten i 1949 og med Sovjet i 1963. Indtil da havde nationalistregeringen på Taiwan repræsenteret Kina i FN systemet. USA afstod fra at nedlægge veto mod denne udvikling, da supermagten havde udsigt til en række økonomiske og politiske fordele ved at forbedre forholdet til Kina. Det afgørende vendepunkt i forholdet til USA var præsident Nixons besøg i Kina i 1972, der forberedte USA's tilbagetrækning fra Indokina. Der er næppe tvivl om, at Kina efter 1972 søgte at presse de vietnamesiske ledere til at vise kompromisvilje overfor både USA og Saigonregimet. Direkte diplomatiske forbindelser mellem USA og Kina blev dog først etableret i 1976.

For Kina var USA ikke længere hovedfjenden. Det var derimod Sovjet. Sovjets allierede blev derfor systematisk bekæmpet af Kina. I Angola støttede Kina sammen med USA UNITA guerillaen mod den sovjetisk støttede MPLA guerilla, og i Sydafrika støttede Kina PAC (Panafrican Congress) overfor ANC. Efter Vietnam i 1975 endelig havde besejret USA, blev forholdet til Kina stadig dårligere, og i 1979 invaderede Kina Vietnam for at give det «en lektie» for dets invasion af Cambodia, hvor det havde fjernet Khmer Rouge terrorregimet.

I 1975 blev Deng Xiaoping valgt ind i den øverste partiledelse. I januar 1975 havde premierminister Chou En-lai lanceret en omfattende økonomisk plan for modernisering af landbruget, forsvaret, industrien og videnskaben. Under Chous sygdom blev det Deng, der fik hovedansvaret for statsadministrationen og for gennemførelsen af planen. Hvordan denne plan skulle gennemføres, blev det centrale tema i den politiske debat. Spørgsmålene der havde præget kulturrevolutionen blev atter rejst: Hvad er eksperternes og uddannelsessystemets rolle? Hvordan er forholdet mellem de materielle og ideologiske motiveringer? Det var den kulturrevolutionære gruppe, der specielt rejste disse spørgsmål og deres kritik rettede sig især mod Deng.

1976 Opgøret med firebanden og Maos politik

Chou døde i januar 1976 og Deng holdt begravelsestalen, men efter Chous død øgedes kritikken af Deng, og han blev i april afsat fra alle sine poster. Hua Kuo-feng var i mellemtiden blevet midlertidig premierminister. I september 1976 døde Mao, og nu var det Hua, der holdt begravelsestalen. I oktober blev den kulturrevolutionære gruppe - den såkaldte «firebande» arresteret, og en kampagne mod den blev indledt. De fire var: Maos enke Jiang Qing, Zhang Chunqiao, Yao Wenyuan og Wanga Hongwen. De blev anklaget for konspiration, og for de overgreb og fejltagelser der blev begået under kulturrevolutionen. I 1981 blev der indledt retssag mod de fire.

Balancen mellem tilhængerne af Maos politiske linie og tilhængerne af en forceret økonomisk udvikling var endelig brudt. Der blev indledt en omfattende udrensning for at fjerne tilhængere af firebanden. Denne udrensningen ramte endog flere af Maos slægtninge. I juli 1977 blev Deng for anden gang rehabiliteret og overtog alle sine tidligere politiske, militære og administrative poster.

I 1978-79 blev der åbnet op overfor kritik, på betingelse af at den blev rettet mod Kulturrevolutionen og dens ledere. «Foråret i Beijing» var centreret omkring «Demokratimuren», hvor befolkningen kunne opsætte breve og udtrykke sine holdninger. Muren gjorde det også muligt for dissidenter at sprede deres indtil da hemmelige blade. Men da kritikken begyndte at blive rettet mod selve kommunistpartiet, blev demokratibevægelsen opløst. Demokratimuren der havde eksisteret helt tilbage fra Kulturrevolutionens dage blev lukket. Dissidenten Wei Jingshen der havde offentliggjort et blad, der krævede demokrati, blev retsforfulgt og idømt 15 års fængsel.

Kina gjorde i 1980'erne Shenzhen nær Hong Kong til økonomisk frizone og laboratorium for udvikling af kapitalisme. Her interiør fra tekstilfabrik. Arbejdsforholdene adskiller sig i mange tilfælde ikke særlig fra arbejdet på de britiske tekstilfabrikker i midten af det 19. århundrede. F.eks. låses arbejderne inde i arbejdstiden. (Solidaritet)

1978 Forceret industrialisering

På det tredje plenarmøde i KKP's Centralkomite i december 1978 blev Deng Xiaoping fuldstændig rehabiliteret, og samtidig blev der offentliggjort radikale forandringer af økonomien. På landet blev folkekommunerne opløst, og jorden blev fordelt til familierne, der lejede den af staten. Bønderne skulle ikke længere aflevere en del af deres produktion, men i stedet betale skat. Til gengæld fik de lov til at sælge deres overskudsproduktion i landsbyerne og i byerne.

Kina erklærede endvidere, at portene ville blive slået op overfor handel, investeringer og lån fra udlandet. For at tiltrække udenlandske virksomheder blev der oprettet såkaldte specielle økonomiske zoner nær ved Xianggang (Hong Kong). I disse zoner skulle investorerne ligesom i frizonerne i andre lande være undtaget fra skatter og have adgang til billig arbejdskraft og billig jord.

Indenfor industrien blev en betydelig del af beslutningskompetencen overført fra ministerierne til fabriksdirektørerne, der fik ret til at planlægge produktion, distribution og selv vælge hvorfra de ville indløbe råvarer. De unge arbejdere blev tilbudt kontraktarbejde, fremfor som tidligere at give dem livslang ansættelse i en produktionsenhed. Og endelig blev det gjort lovligt at åbne mindre forretninger og restauranter. Samtidig indledte regeringen et program for afviklingen af subsidier til forbrugsvarer. Prisen på basale varer som fødevarer og tekstiler skulle fremover fastsættes via markedet. Den økonomiske vækst skulle stimuleres gennem en stimulering af forbruget.

Efterhånden som forandringerne slog igennem, kom der flere varer i forretningerne, og gennem en række år steg lønningerne. Problemet med arbejdsløshed og underbeskæftigelse blev reduceret. Restriktionerne på rejser internt i Kina og ud af landet blev efterhånden reduceret, og partiet begyndte at tolerere større kunstnerisk udfoldelse.

Men de økonomiske forandringer begyndte også at fremkalde inflation - specielt for fødevarer og tekstiler - og i slutningen af 80'erne var lønningerne faldende. På landet havde de bønder der boede tættere på byerne større gavn af forandringerne. De havde lettere ved at forsyne det store marked. Bønderne i de fjernere egne blev derimod ladt tilbage i udviklingen. Anvendelsen af sprøjtemidler og kunstgødning tog til, hvilket gjorde det muligt at øge produktionen, men senere begyndte produktiviteten at falde. Det tilskyndede til øget anvendelse af sprøjtemidler og kunstgødning, der nåede alarmerende højder og trak priserne med i vejret.

Det sociale sikkerhedsnet under arbejderklassen blev reduceret, og de nye ansættelsesformer begyndte at skabe usikkerhed. På den ene side fik direktørerne lov til at ansætte og afskedige arbejdere udfra de produktionsmål de havde sat, men fagbevægelsen fik ikke tilsvarende rettigheder til at kunne aktionere under de ændrede forhold. I lyset af disse forhold blev der rejst en debat om rytmen og rækkevidden af de økonomiske reformer og en klarere adskillelse af parti og stat.

1986 Begyndende politiske protester

I 1986 gennemførtes der en studenterdemonstration i Shanghai for pressefriehd og politiske forandringer. Hu Yaobang der var partiets generalsekretær og relativt ung blev tvunget til at træde tilbage, og den hårde linie indledte en kampagne mod den «borgerlige liberalisme», for at fjerne hvad den karakteriserede som «vestlige» ideer - fundamentalt set politisk liberalisme, om end kampagnen også omtalte forbruget og korruptionen. Mange opfattede kampagnen som et angreb på Dengs reformorienterede økonomiske politik. Især da Hu Yaobang var en af hans protegeer.

I marts 1989 skød politiet mod en demonstration af tibetanere, der protesterede mod den konstante kulturelle og religiøse forfølgelse og krævede flere politiske rettigheder. Beskydningen førte til tre dages omfattende demonstrationer, der først hørte op, da myndighederne indførte udgangsforbud, der i øvrigt først blev hævet igen i april 1990. Tibetanere i eksil kritiserede anholdelsen af en lang række dissidenter samt en række henrettelser. Tibet var illegalt blevet annekteret af Kina i 1950 og i 65 omdannet til autonomt område.

1989 Massakre og international isolation

I april 1989 døde Hu Yaobang, hvilket gav tusinder af studenter anledning til at mødes på Tienanmenpladsen i det centrale Beijing. Udover at udtrykke deres sorg over denne leder, der var dem var symbolet på liberale forandringer, protesterede de mod korruptionen og krævede politiske forandringer i samfundet og i partiet. På årsdagen for studenteroprøret den 4. maj 1919 slog studenterne lejr på Tienanmenpladsen. Hundredetusinder af borgere og arbejdere i Beijing begyndte at udtrykke deres støtte til reformbevægelsen. De bragte fødevarer og andre fornødenheder til studenterne, demonstrerede og blokerede vejkrydsene når der var mulighed for, at der ville blive sat tropper ind mod studenterne.

Tienanmen pladsen i det centrale Beijing. Samlingspunkt for studenteroprøret i 1989. (Solidaritet)

Lignende demonstrationer blev gennemført i andre byer, og der begyndte at dukke skilte op fra arbejderne ved de officielle nyhedsmedier, fra fagforeninger og fra forskellige sektorer af partiet. Der opstod autonome politiske grupper, der udfordrede partiets fire årtier lange totale kontrol over alle masseorganisationer.

Den 4. juni 89 greb regeringen voldeligt og beslutsomt ind. Den sendte tropper ind i Beijings centrum for at fjerne de protesterende arbejdere og studenter. Hundreder blev dræbt og tusinder såret. Mange mennesker blev dræbt, da de pansrede mandskabsvogne pløjede sig gennem barrikaderne. Efter massakren i Beijing blev der nationalt gennemført en forfølgelse af lederne i studentergrupperne og de autonome arbejderbevægelser. Mange blev sendt i fængsel, underkastet alvorlig tortur eller henrettet. Også på det politiske plan blev der foretaget betydelige ændringer, og Li Peng blev indsat som ny premierminister. (Se: Tienanmin massakren)

Den internationale reaktion på begivenhederne satte Kinas forventninger om større økonomisk samhandel med omverdenen i stå. USA ønskede ikke afgørende at forværre relationerne til Kina, og lod derfor i stedet Danmark fremføre kritikken ved FN's Menneskerettighedskomissions årsmøder i Geneve. Kina svarede igen ved at nedkøle de økonomiske forbindelser til Danmark, hvilket skadede en del eksportvirksomheder.

Det første vestlige land der brød denne isolation af Kina var England, der i Beijing i september 1991 undertegnede en aftale med den kinesiske regering om bygningen af en ny lufthavn i Xianggang (Hong Kong). Aftalen var en del af de fortsatte forhandlinger om overdragelsen af Xianggang til Kina i 1997.

Mens en tredjedel af de statslige virksomheder gav underskud og et stigende statsligt budgetunderskud, blev det nødvendigt at gennemføre strukturelle reformer. KKP var nødt til at genoptage den proces med liberalisering af økonomien, som Deng havde indledt. Trods hans 87 år trådte han atter ind på den politiske scene. Samtidig gik hans efterfølger på generalsekretærposten, Jiang Semin, ind for «åben tankegang», og kritikken af hans forgænger, Zhao Ziyang, blev nedtonet. Alligevel blev denne efter en periode atter gjort ansvarlig for begivenhederne, der førte frem til massakren i Beijing, og hans rehabilitering blev skudt ud i en uvis fremtid.

Aftalen i Paris om Cambodia i oktober 1991 samt opløsningen af Sovjetunionen accelererede normaliseringen af forholdet mellem Kina og Vietnam, der i november samme år genoptog de diplomatiske forbindelser. Samme måned brød USA den diplomatiske isolering, Kina var blevet udsat for efter begivenhederne i 89, og fik Beijings tilsagn om respekt for en international aftale til reduktion af eksporten af missiler. Samtidig besøgte en højtstående repræsentant for regeringen for første gang siden krigen Sydkoreas hovedstad, Seul, for at deltage i det tredje årsmøde i APEC (Asian Pacific Economic Cooperation). Med optagelsen af Kina, Taiwan og Xianggang i dette samarbejde vil det omfatte halvdelen af verdens befolkning og produktion.

I slutningen af november 1991 løslod regeringen 2 studenterledere, der havde stået i spidsen for de demokratiske protester på Tiananmen. Alligevel blev det vurderet, at der i provinserne Xinjiang, Qinghai og andre befandt sig et sted mellem 50 og 80.000 politiske fanger. Det følgende år fordømte Amnesty International tilstedeværelsen af 20.000 politiske fanger.

I 1992 tilsluttede Kina sig ikke-spredningstraktaten for atomvåben. I USA gav George Bush regeringen højeste prioritet til sine handelsforbindelser med Kina. På KKP's 14. kongres samme år blev Deng Xiaopings lederstilling og økonomiens retning bekræftet. I kongressens kølvand blev der gennemført en af de største udrensninger i partiets historie. Partiets højrefløj blev sendt ud i kulden, centralkomiteens politbureau blev nedlagt. Dets leder, Chen Yun, var den vigtigste repræsentant for denne tendens. Samtidig blev der fjernet højtstående officerer for Folkets Befrielseshær.

På Folkekongressens årsmøde blev KKP's generalsekretær, Jiang Semin, udpeget til republikkens præsident. Han blev dermed den første person siden Maos død, der varetog posterne som både statschef, generalsekretær for KKP og øverstbefalende for de væbnede styrker. Endvidere blev Li Peng bekræftet som premierminister.

I april 1992 godkendtes beslutningen om bygningen af dæmningen ved De tre Slugter over Yangtsefloden. Det omstridte projekt er først færdigt i 2009 og vil medføre oversvømmelsen af områder, hvor der bor 1,3 millioner mennesker, 10 byer og 800 landsbyer vil blive oversvømmet. Økologerne satte sig umiddelbart mod projektet og kritiserede det for at ville ødelægge leveområder for en række truede dyrearter, og for at ville udsætte millioner af mennesker for jordskælv, jordskred og flodbølger. Endvidere vurderede de, at vandkraftværket ikke ville blive rentabelt.

I september antydede regeringen, at uafhængighedsbestræbelserne i Tibet ville blive «slået uforsonligt ned». På det økonomiske område blev der indledt en besparelsesplan i statsapparatet og beskatningen af bønderne blev øget. Men en række protester og demonstrationer tvang regeringen til tilbagetog. De nye skatter mod landets 800 millioner store bondebefolkning måtte fjernes.

Kinesisk børnehave. (Solidaritet)

1992 Stigende social udstødning som følge af reformerne

BNP voksede i 1992 med 12,8%, hvilket var uden fortilfælde. Men dette resultat havde en række negative sideeffekter, der viste sig i 1993. Væksten det år nåede godt nok op på 13,5%, men samtidig nåede inflation i årets første 6 måneder op på 20%. I marts 94 foreslog Li Peng at bremse den økonomiske vækst til 9% for at få inflationen under kontrol. Det skete på baggrund af protester i kystprovinserne - bl.a. Guandong - der har haft størst gavn af det kinesiske økonomiske «boom».

De sociale forskelle mellem de nyrige kinesere i byerne og de enorme masser af arbejdere og bønder var fortsat stigende og accelererede emigrationen af millioner af personer fra land til by. Denne situation tvang regeringen til at vise tilbageholdenhed med lukning og privatisering af urentable statslige virksomheder, der ville indebære en betydelig øgning af arbejdsløsheden og dermed en forværring af den i forvejen ustabile sociale situation.

Men samtidig blev et projekt der havde til formål at reducere de sociale omkostninger ved de økonomiske reformer indstillet. Det drejede sig om indførelse af en form for erstatning til afskedige arbejdere fra virksomheder der lukkede. Men manglen på et statsligt socialt sikkerhedsnet - og herunder en form for arbejdsløshedsunderstøttelse - tvang regeringen til at holde igen med gennemførelsen af mere radikale økonomiske reformer.

I 1995 konsoliderede Jiang Semin yderligere sin magt og placerede sig i en situation som landets ubestridte leder efter Dengs død. Myndighederne var fortsat bekymrede over reformernes sociale konsekvenser og bevarede derfor de vigtige subsidier til de statslige virksomheder. Inflationen faldt til 13% og for perioden 1996-2000 blev der opereret med en årlig vækst på 8-9%. Den stigende korruption i samfundet affødte stadig flere skandaler. Førstesekretæren for partiet i Beijing, Chen Xitong, blev tvunget til at træde tilbage, da det blev kendt at højtstående lokale ledere var indblandet i svindel med midler til bl.a. det kommunale stålværk. I april blev hovedstadens viceborgmester, Wang Baosen, anklaget for at have tilsvindlet sig 37 millioner dollars offentlige midler, og han begik efterfølgende selvmord.

Ligesom i de foregående år blev de handelsmæssige bånd med USA styrket, trods de officielle politiske uoverensstemmelser mellem de to lande om bl.a. Kinas militærøvelser i nærheden af Taiwan og landets atomprøvesprængninger. I november gennemførte Jiang det første besøg af en kinesisk præsident i Sydkorea. Der var tale om endnu en tilnærmelse fra Kinas side til lande, der under den kolde krig udmærkede sig ved deres antikommunisme.

I maj 1996 fordømte Amnesty International de kinesiske myndigheders undertrykkelse af buddhistiske munke i Tibet. Iflg. menneskerettighedsorganisationen var 80 munke blevet såret, da de nægtede at overholde et forbud mod at vise fotos af Dalai Lama.

To studenterledere fra urolighederne i 89 blev anklaget for forsøg på at omstyrte regeringen og idømt fængselsstraffe på hhv. 3 og 11 år. En anden studerende fik politisk asyl i USA. Samtidig fortsatte regeringen sin psykologiske krigsførelse mod Taiwan med gennemførelsen af omfattende militærmanøvrer i øens umiddelbare nærhed.

Økonomien fortsatte sin positive udvikling med en vækst på omkring 10%, samtidig med at inflationen faldt til 6%. Det industrielle afkast steg, og de udenlandske investeringer der betragtes som hovedmotoren i den økonomiske vækst steg med 20%. En række udenlandsk ejede virksomheder i Kina fik tilladelse til selv at veksle den lokale valuta til dollars.

Deng Xiaopings død i februar 1997 efter længere tids sygdom skabte nogen ængstelse blandt udenlandske investorer og diplomater, men højtstående funktionærer i partiet forsikrede, at de økonomiske reformer ville fortsætte uforandret. Partiets 15. kongres senere på året bekræftede Jiang Semin som landets øverste leder, konsoliderede reformpolitikken - især dens anvendelse overfor statslige virksomheder - og fastholdt det politiske system.

I marts 1998 bekræftede Folkekongressen partiets beslutninger. Semin blev genvalgt som statschef og øverstkommanderende for de væbnede styrker. 98% af de delegerede stemte for: 2882 for, 36 imod og 29 undlod at stemme.

I 1999 slog de kinesiske myndigheder til mod Falungong bevægelsen, der med 70 mio. medlemmer var blevet en for stor trussel mod kommunistpartiet. (Solidaritet)

Hu Jintao der er blevet nævnt som Semins mulige efterfølger blev udnævnt til ny vicepræsident, mens afgående premierminister, Li Peng, blev udnævnt til chef for parlamentet. Forfatningen hindrede ham i at opnå en tredje mandatperiode som regeringsleder.

Zhu Rongji der var tidligere vicepremierminister med ansvar for økonomien blev valgt til premierminister. Den nye regering bestod overvejende af økonomiske eksperter, der fik til opgave at søge at tilpasse statens 370.000 virksomheder til det kapitalistiske marked. En proces der allerede har kostet 20-30 millioner arbejdsløse. Udover en fortsættelse af de reformer Deng Xiaoping havde indledt i 1978, sigtede Zhu også mod en omstrukturering af de finansielle system.

Yangtse bækkenet er Kinas tættest befolkede område, beboet af 400 millioner. I 1998 blev det udsat for de alvorligste oversvømmelser i årtier. De kostede 4.000 livet og skader for 25 mia. US$. Myndighederne forsøgte at forstærke og modernisere diger og dæmninger for at dæmme op for flodens enorme vandmasser, men i august 1999 måtte området atter sættes i undtagelsestilstand. Mere end 2 millioner blev evakueret og andre 60 millioner blev berørt af situationen. Afgrøder og boliger blev ødelagt i hele flodbækkenet.

I juni 1999 udstedte regeringen arrestordre mod medlemmer af meditationsgruppen Falungong, og bad Interpol om at udstede arrestordre mod gruppens leder Li Hongzhi. Han havde dannet gruppen i 1992 og var siden emigreret til USA. Samtidig ødelagde myndighederne mere end 1½ million bøger om gruppens tro. Angrebet var en konsekvens af den stigende spænding mellem Falungong og de kinesiske myndigheder. Den kinesiske regering anså gruppen for at være den største udfordring siden demonstrationerne i 1989, og gruppen havde i april indledt en «lydløs» kampagne mod regeringens fjendtlighed, hvor 25.000 af dens tilhængere bl.a. havde samlet sig foran Jiang Zemins residens.

I et to-punktsprogram foreslog Kina i november 99 at mindske den globale udstationering af missiler for dermed at skabe en «favorabel atmosfære» ved indgangen til det nye årtusinde. Men samtidig udstationerede det selv 100 nye missiler ved sin sydøstlige kyst overfor Taiwan. Det skete med det formål at lægge pres på USA, for at få supermagten til at begrænse salget af avancerede våben til Taiwan.

I december 1999 vågnede Kina for første gang i 442 år op uden udenlandsk tilstedeværelse i landet, og europæerne mistede samtidig sin sidste koloni i Asien, da Portugal overdrog Macao til Kina. Ligesom Hong Kong er Macao nu en region under «speciel administration» med udstrakt autonomi - i det mindste i de følgende 50 år.

I slutningen fa 2000 meddelte regeringen, at 11 personer var blevet dømt til døden - deriblandt medlemmer af regeringen og fra politiet. Der var tale om domme i den hidtil mest omfattende korruptionssag landet havde oplevet. Ialt 84 blev dømt i sagen, der drejede sig om en smuglerring, der gennem seksuelle ydelser og bestikkelse til over 1 mia. US$ havde infiltreret magtens højeste sfærer. De var alle på den ene eller anden måde knyttet til gruppen Yuanhua - en mafia med centrum i havnebyen Xiamen i landets sydøstlige del. Ifølge dommen havde en af de dømte embedsmænd taget imod 960.000 US$i bestikkelse. Det er en stor sum i alle lande, men især i Kina, hvor den årlige gennemsnitsindkomst er på 750 US$.

Med det erklærede formål at accelere væksten i landets vestlige del gennemførte Kina i marts 2001 væsentlige ændringer i lovgivningen vedr. nationale mindretal. Centralmagten blev styrket på bekostning af de nationale mindretals autonomi. Mens den tidligere lov fra 1984 talte om mindretallenes nationale autonomi, og gav dem i det mindste nogen kontrol over lokale anliggender, så blev disse rettigheder i den nye lovgivning underlagt de centrale magthaveres prioriteringer.

I perioden 1996-2001 steg medlemstallet i kommunistpartiet med 7½ million og nåede dermed op på 64½ mio. svarende til 5% af landets befolkning. Blandt medlemmerne er 11,2 mio. kvinder, 4 mio. tilhører nationale mindretal og næsten halvdelen er under 45 år. Selvom den kinesiske ledelse erklærer, at disse tal bekræfter, at «ungdommen er kraftig tiltrukket af marxismen og de revolutionære ideer», så mener andre eksperter, at de unge er mere interesserede i de kontakter de kan få i partiet, for dermed at styrke deres chancer i forretningslivet.

I juni 2001 underskrev ledere fra Kina, Rusland, Kazakhstan, Usbekistan, Tadjikistan og Kirgisistan en aftale om at bekæmpe etnisk og religiøs militans, og samtidig styrke det handelsmæssige samarbejde. Måneden efter underskrev Jiang Zemin og den russiske præsident Vladimir Putin en ny venskabsaftale i Moskva. Aftalen gælder for 20 år og skal fungere som modvægt til USA's stigende globale hegemoni. Trods det faktum, at aftalen slår fast, at ingen af de to lande har territoriale krav overfor modparten, så udløste aftalen bekymrede kommentarer i Rusland om kinesiske emigranters indflydelse i Ruslands østligste og tyndt befolkede egne, samt de sibiriske områder Kina havde gjort krav på under den Kolde Krig.

Efter 15 års diplomatisk arbejde blev Kina i november optaget i WTO. Optagelsen medfører, at der skal ske reformer af de statslige kinesiske virksomheder, hvilket kan føre til en dramatisk vækst i arbejdsløsheden. Vestlige virksomheder vil få lov til at foretage investeringer i følsomme områder som mobiltelefoni, banker og forsikringsvirksomhed. Ændringerne i investeringslovgivningen vil givet føre til større udenlandske investeringer. Det vil forbedre Kinas konkurrenceevne, og det kunne ikke undgå at bekymre andre store eksportlande i området som Japan og de sydøstasiatiske lande. Optagelsen af Kina vil givet gøre landet til en central aktør i forhandlingerne i organisationen, og landet gjorde fra starten klart, at det ønskede at lede gruppen af mindst industrialiserede lande, udfra en holdning om at kløften mellem rige og fattige lande må mindskes, og det kan kun ske ved at alle medlemslande får fordele af globaliseringen.

Den første kommercielle flyrute mellem Kina og Indien åbnede 28. marts 2002. Med på det første fly fra China Oriental Airlines var højtstående kinesere, og åbningen af ruten blev hilst velkommen som et tegn på forbedrede relationer mellem de to lande. Efterfølgende rejste den indiske udenrigsminister Jaswant Singh med flyet til Beijing.

Kinas markedsreformer har på dramatisk vis bidraget til at øge kløften mellem land og by. Ved åbningen af KKP's kongres i marts 2003 holdt den afgående premierminister Zhu Rongji en tale, hvor han gjorde opmærksom på nødvendigheden af at mindske denne kløft. Kongressen vedtog udskiftninger på højeste niveau, hvor Hu Jintao erstattede Jiang Zemin på præsidentposten, og Wen Jiabao erstattede Rongji på posten som premierminister. Samtidig blev hele regeringen udskiftet.

I perioden op til USA's angreb på Iraq i marts 2003, blev denne trussel modarbejdet fra 3 af de permanente medlemmer: Frankrig, Rusland og Kina. Beijing frarådede kraftigt USA at angribe militært, og anbefalede i stedet fredelig afrustning af landet.

Kina var i foråret 2003 et af de lande, der var hårdest ramt af SARS epidemien. Sundhedsministeren påstod de første uger at have situationen under kontrol, og der blev ikke taget tilstrækkeligt effektive skridt til at få epidemien under kontrol. Ministeren blev fyret, og Kina genvandt først tilliden fra WHO's side i takt med at regeringen tog effektive skridt til at få standset epidemien. I juni blev en bonde offentligt henrettet efter at være blevet kendt skyldig i at have smittet 40 mennesker med SARS virus. Det var én henrettelse blandt de 1.060 der dette år fandt sted i landet, og gjorde det til det land i verden med flest henrettelser.

Ved et topmøde for lukkede døre mellem Kina og Indien i juni besluttede de to lande at øge samhandelen og bygge en vejforbindelse mellem dem. På topmødet anerkendte Kina Indiens suverænitet over Sikkim, og Indien anerkendte til gengæld Kinas suverænitet over Tibet.

I februar åbnede Kina forførste gang dørene for Hollywoods distributions selskaber, så nordamerikanske film nu frit kan markedsføres og vises i Kina. Myndighederne oplyste endvidere, at landets to største banker, Bank of China og Bank for the construction of China, i løbet af 2004 vil blive omdannet til aktieselskaber. Forsikringsvirksomhed vil ligeledes blive mulig.

Kina blev i oktober det tredje land, der sendte mennesker i kredsløb i rummet. Samme måned offentliggjorde bystyret i Beijing oplysninger om, at det nu indleder forberedelserne til de Olympiske Lege i byen i 2008.

Omfanget af Kinas eksport blev i 2003 fordoblet ifht. året før. BNP havde en vækstrate, der var den dobbelte af raten i USA. På baggrund af disse data beregnede den nordamerikanske investeringsbank Goldman Sachs, at Kina i 2040 vil være verdens stærkeste økonomi, hvis væksten fortsætter uforandret.

I december døde over 250 mennesker i byen Chongqing i den sydøstlige del af landet ved en stor naturgaseksplosion. Eksplosionen skete i et område kontrolleret af China National Petroleum Corporation, der imidlertid fralagde sig ansvaret for eksplosionen. Over 60.000 blev evakueret fra landsbyer omkring Chongqing.

I april 2004 erklærede Beijing, at Hong Kong ved valget i 2007 ikke længere vil vælge sin leder direkte. Medlemmer af kampagnen for demokrati i Hong Kong erklærede, at de intet havde hørt om en sådan beslutning, og at Hong Kongs leder fortsat vil blive valgt ved direkte valg. Kinas regering har tidligere besluttet, at politiske reformer i Hong Kong kun skal gennemføres gradvist.

I september forlod eks-præsident Jiang Zemin tre år tidligere end beregnet sin post som øverstbefalende for flåden. Zemin erklærede at han forlod posten til gavn for kommunistpartiet, staten i sin helhed og de væbnede styrker. Han blev erstattet af præsident Hu Jintao.

Regeringen oplyste i januar 2005, at over 6.000 arbejdere var døde i landets kulminer det foregående år. Kinas kulminer er verdens farligste.

I marts 2005 vedtog Folkekongressen en ny lov mod løsrivelse, der af analytikere blev set som en lov rettet mod Taiwan. Taiwans præsident Chen Shui-bian havde forinden truet med at omskrive ø-republikkens forfatning, fjerne ordet «Kina» fra forfatningsteksten og fra sine diplomatiske missioner i udlandet, og søge om optagelse i internationale organisationer.

I konsekvens af nye japanske skolebøger, der underspillede de japanske besættelsesstyrkers grusomheder under besættelsen af Kina i 1930'erne og 40'erne, gik tusinder af kinesere i marts og flere uger frem på gaderne i en række kinesiske byer i protest mod Japan. Spændingen mellem de to lande blev yderligere forstærket af Japans forsøg på at opnå en permanent plads i FN's Sikkerhedsråd og dets forsøg på at få adgang til udvinding af råstoffer i det Østkinesiske Hav.

Kina og Rusland gennemførte i august 2005 de første fælles militærøvelser mellemde to lande. En eksplosion i en kemisk fabrik i november forurenede Songhua floden i Jilin regionen med benzen nær grænsen til Rusland. Forureningen berøvede samtidig millioner af mennesker rent drikkevand.

Efter pres fra Beijing løslod USA i maj 2006 5 kinesiske muslimer, der havde siddet indespærret i USA's koncentrationslejr i Guantánamo, mistænkt for terrorisme. De blev sendt til Albanien som flygtninge.

USA, Australien og Japan erklærede sig foruroligede over kinesiske missilprøver i januar 2007. Under prøven affyrede kineserne en raket fra Shenyang basen i det nordøstlige Kina. Målet var en kinesiske meteorologisk satellit i kredsløb om jorden, der blev ramt og skudt ned. Prøven blev af internationale iagttagere set som Kinas svar på USA's 15 år lange stjernekrigsprojekt, der ligeledes sigter på at kunne nedskyde satellitter og interkontinentale raketter.

Efter at Kuomintang vandt valget i Taiwan i marts 2008 mødtes højtstående kinesiske og taiwanesiske embedsmænd for første gang. Kontakterne førte i første omgang til større samhandel og taiwanesiske investeringer i Kina. Der var enighed om ikke at tage fat på den grundlæggende politiske uenighed om sammenlægning af de to stater.

Som optakt til Kinas afholdelse af de olympiske sommerlege i august 2008 gennemførte den Vestlige verden en intensiv medieoffensiv mod Kina, der blev beskyldt for undertrykkelse af menneskerettighederne. Kina og USA praktiserer begge dødsstraf og er de to lande i verden der har flest fanger på dødsgangene. Kritikken blev især rettet mod Kinas undertrykkelse af Tibet, hvor Kina gennem foråret 2008 dræbte omkring 60 tibetanere under uroligheder. Lige så mange som Israel dræbte på én enkelt dag i Gaza: 1. marts 2008.

Kina ramtes i maj 2008 af et voldsomt jordskælv med epicenter i Sichuan provinsen. Skælvet havde en styrke af 7,9 på Richter skalaen og kostede mindst 68.000 mennesker livet.

Premierminister Wen Jiabao gav i februar en forelæsning på Cambridge University i Storbritannien, da han blev udsat for et sko-attentat. Tyskeren Martin Jahnke overfusede Wen, smed sin sko efter ham, men ramte forbi. Premierministeren erklærede efterfølgende, at skændig opførsel ikke kan slå skår i forholdet mellem Kina og Storbritannien. I slutningen af måneden fik den kinesiske befolkning mulighed for at video-chat'e over internettet med premierministeren forud for Folkekongressens samling.

Jiabao aflagde i oktober statsbesøg i Nordkorea. Det første siden 1955. Besøget blev betragtet som en solidaritetsgestus til et land, USA lægger stadig større politisk og militært pres på. Premierministeren deltog i december i COP-15 Klimatopmødet i København, som endte resultatløst pga. de danske værters inkompetance og den vestlige verdens uvillighed til at betale for 100 års CO2 forurening.

Kina blev i første omgang kun i begrænset omfang ramt af den globale økonomiske krise. Den økonomiske vækst i 2009 faldt dog til 8,7%. Et niveau den holdt de følgende år. Kina er USA's største långiver. I 2011 ejede Kina 26% af USA's statsobligationer og tegnede sig for 18% af supermagtens samlede offentlige gæld. Krisen medførte dog, at Kina ikke længere havde samme vilje til at financiere USA's gæld, og dette skabte fra 2011 stadig større problemer for USA's økonomi.

Kina tog positvt imod nyorienteringen i Japans udenrigspolitik fra september 2009, hvor Japan lagde større vægt på sine relationer til Asien og reducerede sine bånd til USA. Japan ønskede et asiatisk fællesmarked etableret inden 2020.

Kina var i 2010 vært for Verdensudstillingen. Den foregik i månederne maj-oktober og blev besøgt af over 73 mio. mennesker. En foreløbig rekord.

Nobels Fredspris blev i oktober 2010 tildelt den fremtrædende demokratiaktivist Liu Xiaobo. Tildelingen udløste stærke protester fra kinesisk side, og Vesten undlod at fortsætte kritik af Kina for dets fortsatte fængsling af Xiaobo. Handel var vigtigere end demokrati.

Inspireret af det «arabiske forår» igangsatte oppositionsgrupper i Kina i februar 2011 tavse protestmarcher mod regeringen, og i Xinjiang provinsen igangsatte uigurer mere voldelige protester. Myndighederne slog øjeblikkeligt hårdt ned på protesterne, og på de elektroniske kanaler opfordringer til protester blev transporteret igennem. Flere af de fremtrædende medlemmer af «Jasmin» protestbevægelsen blev i slutningen af året idømt lange fængselsstraffe. En revision af retsplejeloven i august åbnede op for, at mynighederne kunne tilbageholde personer i op til ½ år uden at informere deres pårørende. En revision der af kritikere blev betegnet som legaliseret statslig forsvinden af politiske modstandere. Til gengæld forbød den nye straffelov anvendelsen af «ulovlige» beviser i retsager - herunder tilståelser eller erklæringer afgivet under tortur. Alligevel rummer lovgivningen fortsat ikke et decideret forbud mod tortur, der fortsat er udbredt.

Kina stemte i marts 2011 for Sikkerhedsråds resolution 1973, der etablerede en flyforbudszone over Libyen. Af Vesten blev resolutionen i stedet brugt som påskud til militært at støtte de libyske oprøreres angreb på Gadaffi diktaturet, og som følge af oprørenes angreb på alle gæstearbejdere i landet - herunder flere tusinde kinesiske arbejdere på fælles projekter - blev de kinesiske gæstearbejdere evakueret til kinesiske skibe i Middelhavet. Vestens overtagelse af oliekilderne i Libyen betød et alvorligt tilbageslag for Kina, og landet hindrede efterfølgende med veto i FN's Sikkerhedsråd den vestlige verden i at gå militært til angreb på Syrien.

Forholdet mellem Japan og Kina blev drastisk forværret i sidste halvdel af 2012 efter at den japanske regering besluttede at nationalisere Senkaku øerne, der i Kina går under navnet Diaoyu. Øerne blev erobret af Japan under den første japanske-kinesiske krig i 1894-95. Øgruppen er beliggende 200 sømil sydvest for den sydligst beliggende japanske ø, Okinawa, 200 sømil øst for det kinesiske fastland og 120 sømil nordøst for Taiwan. Nationalistisk orienterede japanere havde foregående år forsøgt at oppiske en politisk stemning vendt mod Kina, og for at afværge denne udvikling blev øerne i september nationaliseret af den japanske stat. Frem for at mindske spændingen blev den i stedet yderligere forværret, da kineserne opfattede det som offensivt skridt fra den japanske stats side, og der udbrød store voldelige demonstrationer vendt mod Japan i en række kinesiske byer. Samtidig meldte Taiwan sig med krav på den lille øgruppe. I alle 3 lande blev konflikten udnyttet maksimalt af nationalistiske strømninger.

I november 2012 blev Xi Jinping valgt som formand for KKP og formand for partiets militærkommission. Den 14. marts 2013 valgte Folkekongressen ham som præsident. Ved sin tiltræden erklærede han, at bekæmpelsen af korruption vil få høj prioritet. Nogle måneder inde i hans embedsperiode offentliggjorde han en otte-punkts guide til bekæmpelse af korruption. Samtidig blev der oprettet «centrale inspektionshold», der kunne sendes rundt i landet for at kulegrave partiets lokale organisationer. Over 50 partimedlemmer på provins-ministerielt niveau blev de følgende måneder fjernet fra deres poster.

På Folkekongressens møde 15. marts 2013 blev Li Keqiang valgt som ny premierminister. Han erstattede Wen Jiabao, der havde siddet i 2 perioder. Keqiang lagde i sin tiltrædelsestale vægt på en mere retfærdig fordeling af indkomsterne og fortsatte økonomiske reformer. Hans første udlandsrejse gik til Indien i et forsøg på at løse grænsekonflikter mellem de to lande og styrke det økonomiske samarbejde. Indien har fortsat et anstrengt forhold til Kina. Keqiang fortsatte til Pakistan, som han betegnede som «Kinas nærmeste ven og bror».

I juli blev der vedtaget en plan til en værdi af 277 mia. US$ der over 5 år skulle bruges til forbedring af luftkvaliteten i specielt den nordlige del af landet. Kina der i forvejen er verdens største producent af vedvarende energikilder skulle desuden satse hårdt på udbredelsen af vedvarende energi.

I november 2013 annoncerede regeringen dybtgående økonomiske og sociale reformer. Den meddelte at «markedskræfterne» fremover vil komme til at spille en «afgørrende» rolle i fordelingen af ressourcer i økonomien. Det blev set som udtryk for, at staten vil mindske sin rolle i fordelingen af kapital, vil omstrukturere statslige virksomheder for at tillade øget konkurrence og vil tillade udenlandske investeringer i sektorer, der tidligere var stærkt statsligt regulerede. Regeringen annoncerede samtidig, at systemet med arbejds-genopdragelseslejre ville blive afskaffet, at etbarnspolitikken vil blive lempet, så hver familie fremover vil kunne få to børn og at sikkerhedsapparatet vil blive omstruktureret med dannelsen af en National Sikkerhedskommission med præsident Xi som fomand.

I kølvandet på den krise Vesten fra marts 2014 opbyggede i forholdet til Rusland i form af sanktioner, rykkede Kina Rusland til undsætning. Der blev indgået en række bilaterale samarbejdsaftaler og Kina lovede Rusland at bistå landet økonomisk. De 2 lande havde de foreående 3 år kørt parløb i internationale organer som FN for at bremse Vestens og specielt USA's aggression overfor specielt den arabiske verden. Samtidig satsede Kina på en forbedring af forholdet til Sydkorea. Prisen herfor var en mere kritisk holdning overfor Nordkorea. Kina havde stor økonomisk interesse i samarbejde med Sydkorea, og de to lande havde en fælles interesse i kritik af Japans nye militaristiske politik. Japan vedtog i 2014 en ny militaristisk sikkerhedspolitik og besluttede i 2015 at opbygge «selvforsvarsstyrker» til indsættelse udenfor Japans egne grænser. Samtidig vedtog landet et rekordstort militærbudget.

Den langvarige økonomiske vækst på omkring 10% årligt begyndte at tage af i 2014, hvor den blev anslået til 7%. I midten af året meddelte regeringen derfor at den ville vælge en ekspansiv vej. Landets infrastruktur skulle kraftigt udbygges med jernbaner, veje og lufthavne. Samtidig skulle der udvikles et økonomisk bælte op langs Yangtse floden. Kina forventedes at overhale USA i 2024 som verdens største økonomi.

Regeringen meddelte i oktober 2014, at den ville gennemføre omfattende reformer af retsvæsenet. Selv om partiet fortsat skulle være hjørnestenen i samfundet, skulle forfatning og straffelov tillægges en stærkere vægt, så vilkårligheden i rettergang og strafudmåling kunne undgåes. Regeringen indrømmede, at domstolene indtil da i for høj grad havde ladet sig påvirke af korruption og lokale partiorganisationers påtryk. Der skulle med andre ord opbygges hvad præsident Xi kaldte for en «kinesisk socialistisk retsstat».

I oktober 2014 blev mindst 26 kinesere arresteret i Beijing efter at manifesteret sympati med demokratibevægelsen i Hong Kong.

Kina arbejdede på at forbedre sine relationer med Sydkorea. Begge lande havde store interesser i økonomisk samarbejde, og stod på samme side overfor et militært stadig mere aggressivt Japan. Prisen for de tættere relationer var et køligere kinesisk forhold til Nordkorea.

Præsident Xi besøgte i spidsen for en stor kinesisk delegation Pakistan i april 2015. De to lande underskrev energi- og handelsaftaler til en samlet værdi af 45 mia. US$. Vigtigst var beslutningen om bygningen af den pakistansk-kinesiske økonomiske korridor, der skal forsyne Kina med gas fra Iran gennem Pakistan, udbygge tog- og motorvejsnettet i Pakistan, og forbedre vejnettet gennem Himalaya mellem de to lande.

Regeringen annoncerede i december 2015, at et-barns politikken fra januar 2016 ville blive erstattet af en to-barns politik. Et-barns politikken havde da været i kraft i 40 år og havde sat en stopper for befolkningseksplosionen i landet, men resulterede nu i en stadig ældre befolkning, hvor færre yngre skulle forsørge flere ældre. Politikken blev derfor justeret.

I hele perioden efter den vestlige boligspekulations sammenbrud i 2008 og den efterfølgende dybe økonomiske krise havde den kinesiske økonomi fastholdt høje vækstrater. Det skyldtes både vækst i den kinensiske eksport, men også store statslige investeringer i infrastrukturprojekter som veje, jernbaner, havne og byer. Men i 2014-15 begyndte væksten at udvise tegn på afmatning. Parallelt med usikkerheden omkring EU's økonomi, risikoen for at Grækenland ville gå statsbankerot i midten af 2015 og de strukturelle kinesiske økonomiske problemer kollapsede det kinesiske aktiemarked i juni-august. Det kineniske aktiemarked spillede ingen rolle for financieringen af projekter i landet og var overvejende drevet af småspareres spekulation. Men sammenbruddet var alligevel udtryk for underliggende problemer, og i august besluttede statsbanken over 2 omgange at devaluere Renmimbien - med ialt 3%. Formålet var at styrke den kinesiske eksport. Den kinesiske valuta spiller i forvejen en vigtig global rolle. I december 2015 var den den 5. mest anvendte valuta i internationale financielle transaktioner og den næstmest anvendte valuta i forbindelse med handel. Mens 14% af den kinesiske eksport i 2014 blev afregnet i RMB var dette tal i 2015 steget til 27%.

Men de strukturelle problemer fortsatte. I starten af januar 2016 faldt de kinesiske aktier over 10 dage med næsten 20%, og sammenbruddet på det kinesiske aktiemarked udløste tilsvarende sammenbrud i de kapitalistiske centre i Europa, Japan og USA. Krisen udløste samtidig betydelige prisfald på råvarer - især olie der faldt til 30 US$ pr. tønde. Den kinesiske medicin var en ny devaluering af RMB og udpumpning af statslige midler. Devalueringspolitikken sætter dog samtidig Kina under pres, da landet skal betale mere for de importerede råvarer og får mindre for sin eksport. Kinas faldende økonomiske vækst rammer også store vestlige virksomheder, der eksporterer til Kina. Især tyske.

Den kinensiske energiproduktion er tilbagestående og langt overvejende baseret på kul. Det gør, at de kinesiske storbyer er nogle af de mest forurenede i verden og fører til hyppige udgangs- og transportforbud, når partikelforureningen bliver for voldsom. Kina har erkendt problemet og har derfor indledt en enorm omstillingsproces i retning af vedvarende energikilder. Under COP-21 klimatopmødet i Paris i december 2015 gik Kina derfor i spidsen for reduktion af CO2 udledningen.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

Folkets Dagblad - KKP's officielle dagblad (engelsk)
Political ressources on the Net (China)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Amnesty International Annual Report 2015 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)