Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/8 2003
Læst af: 52.304
: :
Antikommunisme
Left
Rocks
2024-11-02 05:54

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Betegnelsen benyttes om vestlige forfattere og intellektuelle, som i egenskab af tidligere kommunister er stået frem og har fortalt om deres vildfarelser og deres skuffelse over Sovjet og/eller kommunistpartiernes politik. De har udgjort betydningsfulde tilskud til den mere massive modstand mod «kommunismen», som lige siden Oktoberrevolutionen har eksisteret indenfor borgerskabet og dets højre-ekstremistiske organisationer.

De betragtede Sovjetunionen som det store forbillede - særligt i 1930'erne under den økonomiske krise i den kapitalistiske verden. Nogle var desuden medlemmer af et kommunistparti. Men Moskvaprocesserne og Kominterns taktik under borgerkrigen i Spanien fik den tvivl som mange kunne have haft om deres politiske engagement til at vokse akut. Blandt dem der faldt fra var: George Orwell, Arthur Koestler og André Gide.

En antikommunistisk frontfigur i de første efterkrigsår og de begyndende kold-krigs år under McCarthyismen, var Arthur Koestler. Hans essays, selvbiografier og romaner, som blev udgivet i hurtig tempo efter 1946, er blevet stående som det typiske opgør med «kommunismen» fra en frafaldens side. Særegent for Koestler var, at han i sin antikommunisme også har et stærkt indslag af antimarxisme og antirationalisme, som til dels overskygger en berettiget kritik af kommunistisk politik.

Samarbejdet mellem Sovjet og USA, den voksende splittelse mellem Kina og Sovjet, udviklingen bort fra den «monolitiske kommunisme» frem til en «polycentrisk kommunisme» og en klarere opfattelse af, at der kan være mange veje til kommunismen, bragte i 1960'erne antikommunismen i dens gamle form til ophør. Det økonomiske tilbageslag i Vesteuropa, Vietnamkrigen, nykolonialismen, befrielsesbevægelserne og kulturrevolutionen i Kina gav desuden næring til ungdoms- og studenteroprøret og førte til ny interesse for revolutionær tænkning og praksis i Vest. I 1970'erne var dette afløst af en klar højredrejning i det kulturelle og politiske liv, fulgt af nye frafaldne. Bl.a. den antimarxistiske gruppe af tidligere studenteroprørere i Frankrig som gik under navnet «de nye filosoffer».

I Danmark trådte flere antikommunister frem på scenen i slutningen af 1990'erne. En af dem der fik mest spalteplads var den tidligere Mao-tilbeder Mikkel Plum. Fælles for disse typer er imidlertid deres ringe troværdighed. Deres personlige vilde politiske udsving synes nærmere at afspejle manglende psykisk stabilitet og en orientering efter aktuelle politiske strømninger, end en kvalificeret politisk analyse og kritik af kommunismen.

H.Vo.

Litteratur

R. Crossman (red.): Guden som sviktet, Oslo 1950.
A. Koestler: Yogien og kommissæren, Oslo 1946.
J. Strachey: I reaktionens tjeneste, Oslo 1964.

Internet

Den sorte bog om 'kommunismens' forbrydelser. En emneliste fra Tidsskriftcentret.dk