Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 31.749
: :
Moskvaprocesserne
Officiel beretning fra Moskvaprocesserne i 1937. De tiltalte anklages for forræderi, spionage og forberedelse af terrorhandlinger. Hvor mange der blev udrenset på denne måde, er endnu uvist, men der kan være tale om op mod 1-10 millioner.

Moskvaprocesserne betegner tre offentlige retssager, der blev afviklet i Oktoberhallen i Fagforeningernes hus i Moskva i 1936, 1937 og 1938 mod omkring 50 kommunister. De fleste af dem var gamle bolsjevikker, som havde tilhørt partiets øverste ledelseslag. De tilstod at have forberedt uhyggelige forbrydelser rettet mod partiet og den unge sovjetstat. Flere af dem krævede dødsstraf mod sig selv, og alle tilkendegav dyb anger og skam over egne forbrydelser. Den offentlige anklager, Andrej Vysjinskij, havde en enstemmig sovjetpresse bag sig, da han forlangte at «disse gale hunde skal skydes - hver eneste en af dem». Med få undtagelser blev de dømt til døden og henrettet.

Moskvaprocesserne vakte forbavselse i vesten, og der rejste sig røster, som afviste anklagerne som falske. Men selv blandt de vestlige journalister og diplomater der fik lov til at være til stede under rettergangen, var der ikke mange, som støttede denne opfattelse. Således kunne USA's ambassadør i Moskva, Joseph Davies, rapportere hjem, at «der er bevis hinsides enhver tvivl for forræderianklagen». Blandt liberale og socialister i vesten nød Sovjetunionen endnu agtelse som den stat, der mest aktivt forsøgte at dæmme op for fascismen, og det var vanskeligt at bortforklare, at de tiltalte havde tilstået. Sovjetmyndighederne lod trykke ordrette referater fra processerne, som blev oversat til mange sprog. Af disse fremgår det, at anklagerne fra år til år fik en stadig alvorligere karakter.

Under sagen mod «det antisovjetiske, trotskistisk-sinovjevistiske centrum» i august 1936, blev Grigorij Sinovjev, Lev Kamenev og 14 andre anklaget for efter instrukser fra den landsforviste Trotskij, at have «truffet en række praktiske foranstaltninger» med henblik på at myrde Stalin, Vorosjilov, Kaganovitsj, Kirov, Sjdanov, Kossior, Postysjev og andre. Det var lykkedes dem i tilfældet Sergej Kirov, partichefen i Leningrad, der virkelig var blevet myrdet den 1. december 1934 i Smolnyj, det gamle revolutionshovedkvarter. Kamenev, Pravdaveteranen og tidligere formand for Moskvasovjetten, angav i sin forklaring at centret i tilfælde af at det skulle blive opdaget, havde «udpeget en lille gruppe til at fortsætte vore terroristiske aktiviteter».

Dette «antisovjetiske, trotskistiske reservecenter» som blev stillet for retten i januar 1937 var i virkeligheden begyndt at arbejde parallelt med det gamle center. Også dette - i praksis «parallelle» center - der omfattede Jurij Pjatakov, Karl Radek og 15 andre, havde fastsat «som sin hovedopgave at styrte den sovjetiske regering med vold». Videre hed det i anklagen: «L. D. Trotskij og det parallelle trotskistiske center søgte ( ... ) at skaffe sig magten ved hjælp af udenlandske stater, med det formål at genoprette kapitalistiske forhold i Sovjetunionen.» Trotskijs eneste håb om at komme til magten var gennem et sovjetisk militært nederlag. For at forberede dette, havde man organiseret sabotage, «der medførte forgiftning og død blandt arbejderne, blandt hvem de søgte at skabe utilfredshed».

De tiltalte i processen mod «den antisovjetiske højre- og trotskistblok» i marts 1938 omfattede lederne af den gamle højreopposition, Nikolaj Bukharin og Aleksej Rykov, den tidligere chef for NKVD (det hemmelige politi), Genrikh Jagoda og 18 andre, deriblandt gamle tilhængere af Trotskij og Sinovjev. Denne sidste proces overgik de andre både i antallet af tiltalte og i anklagernes mangesidighed. Listen over attentatmål - der lignede den rituelle opremsning af partiledere ved ceremonier og partikongresser - var nu ændret sådan at f.eks. Kossior og Postysjev - der nu selv var blevet arresteret - faldt ud, mens Jesjov, den nye NKVD-chef, og Beria kom ind.

Der fremkom nye udspekulerede former for sabotage, som da Isaák Selenskij tilstod at have givet ordre til, at blande glas og søm i smørret der blev solgt gennem forbrugerkooperationen. Udover terrorisme og sabotage blev Bukharin og de andre anklaget for at have opmuntret til «borgerlig nationalisme» i de nationale republikker. Endelig var «blokkens» virksomhed vævet sammen med marskal Tukhatsjevskijs hemmelige militære organisation, der var blevet afsløret året i forvejen og som var endt med henrettelsen af en række militære ledere i juni 1937 efter en retssag for lukkede døre.

I Moskvaprocessernes protokoller udfolder der sig altså et utroligt omfattende komplot rettet mod kommunismen og Sovjetstaten og indenfor kommunistpartiets egne rækker. Det er sammenhængende og tilsyneladende logisk opbygget, men samtidig meget kompliceret, og læseren kan kun gennem den største anstrengelse magte at holde trådene fra hinanden i konspirationen.

I dag virker komplottet dybt usandsynligt, og det er klart, at det var konstrueret.

Mordet på Kirov

Mordet på Kirov betragtes gerne som optakten til de store udrensninger. Sagen fik et meget kompliceret retsligt efterspil. Morderen, Leonid Nikolajev, havde ført en dagbog som viste, at han havde været alene om udåden. Alligevel blev han henrettet sammen med 13 «medskyldige». I 1936 påtog Sinovjev og Kamenev sig det «objektive» ansvar for mordet, idet de antog, at deres tidligere oppositionelle virksomhed havde inspireret morderen. Men under den første Moskvaproces i 1936 tilstod de, at de også havde organiseret mordet på Kirov. Året efter blev det afsløret, at Pjatakov og Radek også var deltagere i komplottet bag mordet, som det var meningen skulle gennemføres samtidig med et anslag mod Stalins liv.

Under processen i 1938 kom det frem, at politichefen Jagoda, der havde ledet NKVD frem til 1936, men som nu selv stod tiltalt, i sin tid havde fået ordre om ikke at lægge hindringer i vejen for mordet, og modvilligt havde rettet sig efter ordren. Det blev oplyst, at Nikolajev var blevet anholdt flere gange, men politiet havde sluppet ham løs igen, for at han kunne udføre sin plan. Et vigtig vidne, Kirovs livvagt Borisov, var blevet myrdet dagen efter mordet, på vej til afhøring. Den der havde givet Jagoda ordrer i denne sag var Abel Jenukidse, chefen for Kremladministrationen. Jenukidse var blevet skudt efter en lukket retssag i 1937. Det forblev uklart, hvordan denne Jenukidse skulle have været i stand til at tvinge den mægtige politichef til et sådant skridt. Hvis vi derimod erstatter Jenukidse med Stalin, forstår vi bedre NKVDs rolle.

Jagodas tilståelse i 1938 var en bekræftelse på antydninger i en artikel, som mensjevikkernes emigranttidsskrift havde bragt ved årsskiftet 1936-37, under titlen «Brevet fra en gammelbolsjevik». Artiklen der var skrevet af mensjevikken Boris Nikolajevskij på grundlag af samtaler han havde haft med bl.a. Bukharin, tegnede et helt nyt billede af forholdet mellem Stalin og Kirov. Nu fremstod Kirov som den, der i begyndelsen af 1930'erne havde ledet en tiltagende opposition mod Stalin indenfor stalinisternes egne rækker. Han havde med stor styrke talt mod anvendelsen af dødsstraf mod partimedlemmer i forbindelse med den højreoppositionelle Rjutins «program» fra 1932, der havde fremstillet Stalin som «revolutionens onde genius» og forlangt ham fjernet. På partikongressen i 1934, «sejrherrenes kongres», var det en generel opfattelse blandt delegaterne, at industrialiseringen og kollektiviseringen af landbruget var gennemført, og at partiet nu kunne tillade en «liberalisering». Kirov blev valgt som en af de fire sekretærer i partiet, og man ventede, at hans indflydelse i partiet ville øges, når han besatte sin nye stilling. I mellemtiden blev han myrdet.

Denne version er efter Stalins død blevet bekræftet af andre kilder - på en indirekte måde også gennem Khrustsjovs «hemmelige» tale til den 20. partikongres i 1956. Her dvælede Stalins efterfølger ved oplysningerne om, at Nikolajev var blevet anholdt men sluppet fri igen og livvagtens mærkelige død. Istedet for at drage de gamle oppositionelle til ansvar, kom Khrustsjov med meget klare hentydninger om, at Stalin selv stod bag mordet på Kirov i 1934. Den undersøgelseskommission som Khrustsjov fik nedsat kom imidlertid aldrig til at levere nogen rapport, og sagen er aldrig blevet opklaret. Den har lighedstræk med Rigsdagsbranden i Berlin i februar 1933, der gav Hitler påskud til at slå til mod de tyske kommunister. Branden antages at have været en nazistisk provokation, men den kan også have været en enkeltpersons spontane handling.

Hvis mordet på Kirov på nogen måde var organiseret, kan vi konstatere, at Stalin i modsætning til de gamle oppositionelle i det mindste havde et motiv. Dette mord ville fjerne en rival, som indenfor kort tid kunne true Stalins enestående stilling i partiet. Samtidig kunne det ved at gennemføres fordækt overbevise det øvrige politbureau om nødvendigheden af at opretholde det terrorregime, som Stalins lederstilling hvilede på. Endelig ville det åbne for nedslagtningen af det gamle lederlag i partiet, hvilket fra Stalins synspunkt var nødvendigt for at de ikke skulle kunne hentes tilbage igen engang i fremtiden - f.eks. i en situation med militære nederlag - og danne en alternativ regering.

Usandsynligheder og «fejl» i komplottet

Der var ikke noget usandsynligt i, at der ville blive afsløret forrædere indenfor bolsjevikkernes rækker. Alle kendte tilfældet Roman Malinovskij, medlem af partiets centralkomite og leder af bolsjevikkernes fraktion i Rigsdumaen før revolutionen. Da zarens Okhrana arkiver blev åbnet i 1917, blev Malinovskij afsløret som politispion.

Det usandsynlige ved Moskvaprocesserne var forræderiets omfang. Blandt de seks partiledere som Lenin fandt anledning til at nævne i sit «testamente», Stalin, Trotskij, Sinovjev, Kamenev, Bukharin og Pjatakov, skulle alle, med undtagelse af Stalin selv, komme til at begå «højforræderi». Blandt de tilsammen 33 medlemmer og kandidatmedlemmer af de skiftende politbureauer mellem 1919 og 1938 døde 16 som «forrædere». Ifølge Khrustsjov blev 98 af de 139 medlemmer og kandidatmedlemmer af den nye centralkomite i 1934 arresteret og henrettet i 1937-38. Af de 1966 personer der havde været delegater på «sejrherrenes kongres» i 1934, blev 1108 arresteret i perioden frem til næste partikongres i 1939. Nogle vil måske hævde, at hvis man i denne tragedie aner svig og forræderi, ville det mest naturlige være at lade blikket dvæle - ikke ved de mange der blev skudt - men ved den ene der lod dem henrette.

Det fremgår af Moskvaprocessernes protokoller, at anklagemyndigheden udelukkende byggede sin sag på de tiltaltes tilståelser. Dette var ikke engang i overensstemmelse med sovjetisk ret. Sovjetiske juridiske lærebøger var stærkt kritiske overfor den fascistiske retspraksis, fordi den ensidigt koncentrerede sig om «den tiltaltes tilståelse og fremtvinger denne tilståelse med alle former for vold og tortur». Vysjinskij påberåbte sig, at man i konspirationssager ikke kunne forlange dokumentariske beviser. Alligevel føjede han til: «I virkeligheden har vi en række dokumenter som beviser vor sag.» Den håndfuld dokumenter som anklagemyndigheden præsenterede, havde imidlertid ikke særlig interesse for sagen, og andre blev slet ikke lagt frem. Denne svaghed må tillægges særlig vægt, fordi Moskvaprocesserne i meget høj grad drejede sig om hensigtsforbrydelser - dvs. handlinger som de tiltalte ikke havde nået at begå. Man havde «ført forhandlinger», «var kommet til enighed», «gjort forberedelser», «holdt hemmelige møder», men de praktiske resultater var meget ubetydelige. Pga. Trotskijs nøglerolle i komplottet måtte vigtige møder finde sted udenfor Sovjetunionens grænser, da kontakten måtte opretholdes og «instrukser modtages».

Trotskij boede i Norge, da nyheden om den første Moskvaproces nåede frem. Af hensyn til forholdet til den mægtige nabo i øst, besluttede den norske regering at internere ham, og han blev på denne måde forhindret i at tage til genmæle mod de meget alvorlige anklager, der blev rettet mod ham fra Moskva. Først efter at han var blevet udvist fra Norge og havde slået sig ned i Mexico, kunne han indlede sit forsvar mod Vysjinskijs anklager. Efter samme mønster som den uofficielle kommission der havde undersøgt Rigsdagsbranden i Berlin, blev der i USA dannet en uafhængig gruppe under ledelse af filosoffen og pædagogen John Dewey og juristen John Finerty - der havde været Sacco og Vanzettis forsvarsadvokat (se Sacco og Vanzettisagen) - for at undersøge anklagerne mod Trotskij og hans søn, Lev Sedov. Deweykommissionen påviste, at flere af møderne som de anklagede skulle have haft med Trotskij og Sedov, ikke kunne have fundet sted.

Eduard Holzman tilstod f.eks. i 1936, at han i efteråret 1932 havde mødt Sedov i vestibylen på hotel Bristol i København, hvorfra de havde begivet sig hen til Trotskij - som virkelig opholdt sig i København på dette tidspunkt. De danske aviser kunne imidlertid fortælle, at hotel Bristol i København var blevet nedlagt allerede i 1917.

Den mest celebre «fejl» i Moskvakomplottet var Jurij Pjatakovs angivelige rejse fra Berlin til Oslo i december 1935. Formålet med rejsen var at møde Trotskij, der boede på Hønefoss hos stortingsmand Konrad Knudsen. Pjatakov, som da var vicekommissær for tungindustrien under Ordsjonikidse, var landet «... på flyvepladsen i Oslo. Der ventede der en bil på os. Vi satte os ind og kørte af sted. Vi kørte i omkring 30 minutter og kom til en forstad. Vi gik ud og ind i et lille hus, som ikke var dårligt udstyret, og der mødte jeg Trotskij ... » Den eneste flyplads der her kunne være tale om var Keller, men en rejse fra Keller til Hønefoss kunne dengang ikke gøres på mindre end to timer. Det var et langt alvorligere anslag mod Vysjinskijs anklager, at myndighederne ved flyvepladsen måtte erklære, at der mellem september 1935 og maj 1936 ikke var landet noget fremmed fly på Keller overhovedet.

I et telegram informerede Konrad Knudsen den sovjetiske anklagemyndighed om dette, men Pjatakov blev ikke konfronteret med disse oplysninger, der kastede et nyt lys over sagen og kunne have væltet hele «komplottet». Alle vigtige instrukser var nemlig kommet fra Trotskij, og som tiltalte Radek gjorde opmærksom på i sit slutindlæg, hvilede hele sagen på to personers vidneafgivelse: «vidneafgivelsen givet af mig, der modtog direktiverne og brevene fra Trotskij (som jeg desværre har brændt), og vidneafgivelsen givet af Pjatakov, som talte med Trotskij».

Vi har grund til at tvivle, ikke bare på Pjatakovs, men også på Radeks oprigtighed. Under anklagemyndighedens slutindlæg citerede Vysjinskij en artikel, som Radek havde trykt i Izvestija året før, hvor han kort tid før han selv blev arresteret, fordømte «den trotskistisk-sinovjevistiske fascistbande». Det citerede afsnit vedrørte egentlig Jakov Bljumkin, der i 1929 var blevet henrettet for sin forbindelse med den landsforviste Trotskij. I 1929 «sendte Trotskij efter at have overtalt trotskisten Bljumkin til at organisere smugling af litteratur ind i USSR, sin søn Sedov til hans hotel med instruks om at organisere angreb på sovjetiske handelsrepræsentationer i udlandet med det formål at skaffe penge, som Trotskij behøvede til sine antisovjetiske aktiviteter». Vysjinskij citerede denne passage, men erstattede ordene «sendte ( ... ) sin søn Sedov til hans (dvs. Bljumkins) hotel» med «sendte sin søn Sedov til Radeks hotel». «Jeg tror», fortsatte han, «at vi ikke kan lade være med at tro på denne autoritative indrømmelse overfor den sovjetiske, offentlige opinion. Ikke fra tiltalebænken, men i sovjetpressen.» Det siger noget om de tiltaltes vilkår i denne proces, at den ellers meget veltalende Radek ikke turde protestere mod denne åbenbare forfalskning fra anklagemyndighedens side.

Tilståelsens problem

«Den tiltaltes tilståelse er et middelaldersk retsprincip», bemærkede Bukharin under processen i 1938. Med denne ene sætning sammenlignede han Moskvaprocesserne med middelalderens hekseprocesser, hvor talløse kvinder tilstod at have stået i ledtog med djævelen, at have redet på kosteskaft gennem natten og være krøbet gennem nøglehuller for at udføre deres onde gerninger. Med denne bemærkning undergravede Bukharin sin egen tilståelse. Nikolaj Krestinskij gik i den samme proces endnu længere, og trak den tilståelse tilbage han havde afgivet under den retslige forundersøgelse. Men efter én nat hos NKVD gentog han sin gamle tilståelse og forklarede gårsdagens optræden som udslag af «en forbigående hæftig, men falsk skamfølelse». Det var karakteristisk, at de tiltalte accepterede anklagemyndighedens syn på deres forbrydelser. «Vi er», sagde Eduard Holzman i 1936, «ikke blot mordere, men fascistiske mordere.» Hvad var det, der fik gammelbolsjevikkerne til at tilstå forbrydelser, de ikke havde begået, og som ikke engang var begået?

I romanen «Mørke midt på dagen» fremstiller Arthur Koestler ideen om at gøre partiet en sidste tjeneste som selve motivet bag den falske tilståelse. Bogens ledetråd er den tankeproces der starter hos hovedpersonen Rubasjov, i det øjeblik han træder ind i fængslet. Koestler bygger angiveligt Rubasjovs tanker på et studium af Bukharin og hans tilståelse. Gennem dialog med sine afhørere når Rubasjov frem til den erkendelse, at hans politiske afvigelse, «hvis den blev gennemført, ville have udgjort en dødelig fare for Revolutionen ( ... ) Humanistisk svaghed og liberalt demokrati når masserne ikke er modne, er selvmord for Revolutionen». Rubasjov skelner mellem sin «objektive» skyld, der består i denne afvigelse, og de konkrete forbrydelser der kunne være blevet følgen af denne afvigelse, hvis den var blevet konsekvent gennemført. Rubasjovs sidste tjeneste overfor partiet består i, at han tilstår at have begået også disse konkrete forbrydelser - som i virkeligheden ikke er begået - for overfor masserne at anskueliggøre faren ved at fravige partiets og nummer éts (Stalins) linie.

På samme måde indrømmede Bukharin i 1938, «at i man ender i kontrarevolutionær banditpolitik, hvis man forlader bolsjevismens standpunkt». Men det er forlængst påvist, at Bukharin slet ikke optrådte som Koestlers Rubasjov i retten, for han erkendte kun sit «objektive» ansvar for «den totale sum af forbrydelser begået af denne kontrarevolutionære organisation, uanset om jeg kendte eller ikke kendte til, om jeg tog eller ikke direkte tog del i nogen bestemt handling». Bukharin forsøgte så godt han kunne at benægte ethvert kendskab til nogen konkret forbrydelse, hans organisation skulle have begået. Den falske tilståelse var desuden ikke speciel for gamle medlemmer af kommunistpartiet. Tre læger i den samme proces, som stod tiltalte for medicinske mord, bl.a. på forfatteren Maksim Gorkij, leverede langt mere overbevisende tilståelser end Bukharin, skønt de aldrig havde været medlemmer af partiet.

I den udstrækning man kan spore et «Rubasjov»mønster i tilståelserne, kan det måske enklest forklares som en afspejling af Stalins og NKVDs egne motiver for udrensningerne. Som Khrustsjov fremførte i 1956, må Stalin selv have ønsket at tro, at udrensningerne var nødvendige af hensyn til arbejderklassens sag. «Netop i dette består tragedien.» Stalin var næppe i stand til at erkende noget rent personligt motiv for den massakre, han havde sat i gang. De kadrer der gennemførte udrensningerne, og som vidste at anklagerne var falske, må i tesen om massernes umodenhed have fundet legitimeringen for deres egen mærkværdige virksomhed. Denne tanke satte dernæst sit præg på de tiltaltes forklaringer i retten, idet de også i denne henseende tilfredsstillede deres afhørere.

Kort tid efter Stalins død i 1953 blev det offentligt indrømmet, at NKVD havde fremtvunget falske tilståelser, da de tiltalte i det såkaldte «lægekomplot» blev løsladt og rehabiliteret. I sin tale på den 20. partikongres i 1956 talte Khrustsjov udelukkende om anvendelsen af fysisk tortur for at forklare, hvordan man havde fremtvunget falske tilståelser. Vi må antage, at former for ikke-fysisk tortur blev foretrukket i de tilfælde, hvor en fange skulle fremstilles offentlig.

NKVDs allerstærkeste kort var et dekret, offentliggjort den 7. april 1935, der indebar, at børn ned til 12 år kunne dømmes til døden. Hvis de ikke gav efter overfor andre trusler, var de fleste nok villige til at tilstå for at redde deres familie. Men tydeligvis ikke alle. Det er nemlig forkert at hævde, at alle de anklagede i Moskvaprocesserne tilstod, for det var kun de, der var villige til at tilstå som blev fremstillet. Ud af de tilsammen 53 personer der blev anklaget som medskyldige under processen i 1936, var det blot 7 der kom for en offentlig ret. De andre blev henrettet i det skjulte eller sendt til lejre. Denne skæbne ramte f.eks. gamle oppositionsledere som Rjutin, Uglanov, Sjljapnikov, Preobrasjenskij og Smilga.

Baggrunden

Det er værd at dvæle ved tilståelsens funktion, fordi den er så tæt sammenvævet med hensigten og motiverne bag de store udrensninger. Hvorfor blev der lagt så stor vægt på at fremskaffe falske tilståelser?

Vi kender den politiske historie i Stalintiden for dårligt til at kunne give nogle sikre svar på dette, men det må være rigtigt at søge forudsætningerne for udrensningerne i perioden 1928-34, da lanceringen af de første femårsplaner og kollektiviseringen af landbruget blev en tung belastning for partiet. En stram økonomisk og politisk centralisering blev gennemført.

I partiets øvre lag betragtede man Stalin som en type leder, der kunne lede partiet gennem vanskelighederne, og selv gamle oppositionelle måtte nu indrømme, at «det er ham, der holder alt sammen». Stalins brutale beslutsomhed var en betingelse for, at det skulle lykkes partiet at omforme Rusland til en moderne industristat i løbet af meget kort tid, og hans arbejdsstil blev snart en rettesnor for hele partiapparatet. Det var ikke således, at Stalin opnåede lederstillingen i partiet, fordi han var en ny Lenin. Støtten til Stalin var snarere et udtryk for, at man ikke ønskede en ny revolutionær helt i spidsen for partiet. Vi må alligevel tro, at Stalin betragtede sig selv som en overlegent begavet leder - som en ny Lenin. Dette kom til udtryk på den store plakat «Stalin - det er Lenin i dag», som sovjetborgerne i en vis periode ikke kunne undslippe, uanset hvor de vendte hovedet. Men Stalin manglede Lenins personlige autoritet og overtalelseskunst, og eftersom forholdene nu artede sig således, kom han stadig oftere til at gribe til vold overfor kammeraterne. Den åbne debat stilnede af, men dermed voksede Stalins ængstelse for den «skjulte debat» - for konspirationen.

Partiets faktiske magtstruktur, som den havde udkrystalliseret sig under de første femårsplaner, havde ikke længere noget til fælles med partiets formelt demokratiske opbygning. I 1934, under «sejrherrernes kongres», udløste dette en krise i Stalins lederskab. Mange følte, at de værste udfordringer nu var ovre. Partiet havde besejret den russiske tilbageståenhed, og tiden var kommet til at føre en mere moderat politik med vægt på overtalelse og positive sanktioner.

Hvis Stalin i en begrænset forstand var «nødvendig» indtil 1934, kan terroren efter dette tidspunkt bedst forklares ved, at han nu ikke længere var «nødvendig». Den var et forsøg på at cementere et lukket, hierarkisk system, efter at dette havde mistet sin objektive berettigelse. Heraf det paradoks at terroren først for alvor blev sluppet løs, efter at partiet var kommet igennem de værste udfordringer ved omdannelsen af sovjetøkonomien, og sovjetsamfundet tilsyneladende stod på tærsklen til en fredelig epoke.

Der var flere måder, som Stalin kunne løse konflikten mellem formel og reel magtstruktur på. I Tyskland havde nazisterne erstattet Weimarrepublikkens demokratiske forfatning med sin nye førerkult. I juni 1934 kunne Hitler give ordre til at myrde kaptajn Röhm og hans SA-folk uden at belaste retsapparatet med lange processer. Det stalinistiske hierarki kunne derimod ikke legimiteres, for Stalin var nødt til hele tiden at understrege kontinuiteten mellem sit eget system og Lenins styre i revolutionens første år. Den naturlige løsning var derfor at lade som om, partidemokratiet endnu bestod.

Under Stalin opstod der en afgrund mellem det officielle billede af sovjetsamfundet og den egentlige sovjetvirkelighed. I 1936, samme år som Nikolaj Jezjov overtog ledelsen af NKVD og indledte sit terrorvælde, proklamerede regeringen den nye forfatning - «den mest demokratiske grundlov i verden». Hensigten med udrensningerne var at fjerne medlemmer fra politbureauet, centralkomiteen og partiet, som man frygtede kunne danne en opposition mod Stalin med basis i det formelle partidemokrati. Som Lenins arvtager kunne Stalin ikke afskaffe partiets demokratiske statutter, men han kunne udslette de personer, som kunne tænkes at ville gøre brug af dem. Det var ikke tilstrækkelig at udstøde disse fra partiet ved f.eks. at henvise til forbudet mod fraktionsdannelser fra 1921. Gammelbolsjevikkerne kunne når som helst hentes tilbage igen, som de var blevet hentet tilbage i 1917 fra forvisning og emigration. Men for at idømme dødsstraf var det nødvendigt med falske tilståelser som viste, at dette ikke var «... et politisk parti. Det er en bande kriminelle, ganske enkelt agenter for udenlandske efterretningsorganisationer» (Vysjinskij).

Endelig kan man betragte de falske tilståelser i Moskvaprocesserne som Stalins endelige sejr i kampen om partiets historie og de politiske biografier. Det havde ikke været let at skjule, at «vor tids Lenin» ikke havde stået i allerforreste række under revolutionen, eller det faktum at Stalin var den eneste, som Lenin i sit «testamente» havde anbefalet kammeraterne at fjerne fra stillingen. Dette havde Trotskij brugt mod ham, men under Moskvaprocesserne blev det «gjort klar», at Trotskij selv havde vært tysk spion siden 1921 og brittisk spion siden 1926.

Tilsammen udgjorde trotskisterne, sinovjevisterne og bukharinisterne «en ildelugtende dynge af menneskeligt affald» (Vysjinskij). Dermed blev der ryddet en plads til Stalin ved Lenins side, og han fremstod som Lenins eneste loyale og hengivne medarbejder under revolutionen og borgerkrigen. Mens Moskvaprocesserne blev gennemført, arbejdede en gruppe professorer med en ny fremstilling af partiets historie under Stalins personlige «vejledning». Den udkom i 1938 under titlen «SUKPs historie. Kort fremstilling», og forblev den eneste tilgængelige partihistorie til efter Stalins død.

Udrensningen i dybden

Det lader til, at de lokale NKVD afdelinger rundt omkring i hele Sovjetunionen forsøgte at presse tilståelser ud af alle fanger, som blev bragt ind i Jesjov tiden. Her er det vanskeligt at komme med en sandsynlig forklaring. Måske må man studere de administrative mekanismer, der fungerede. Fraværet af klare instrukser kan have fået de lokale funktionærer til at følge mønstret, der var etableret gennem de store skueprocesser, idet en tilståelse blev anset som det bedste resultat. Den enkelte afhører kan have følt, at en tilståelse gav ham ryggen fri, hvis arrestanten skulle vise sig at have en beskytter højere oppe i hierarkiet. Samtidig var alle tilståelserne en slags bekræftelse på berettigelsen af NKVDs virksomhed. Man kan sige, at det var en falsk bekræftelse, eftersom det indenfor den politiske ledelse var kendt, at NKVD frembragte falske tilståelser. Men der fandtes jo også ægte spioner på sovjetisk territorium, og det kunne være vanskeligt at afgøre, hvor stor del af sagerne der var falske. Og hvad skulle hensigten være med at fremtvinge falske tilståelser fra almindelige borgere og «partiløse», der ikke var tiltænkt nogen offentlig optræden? Dette spørgsmål må Stalin have stillet overfor sig selv, på samme måde som vi stiller det nu, men han har været mere tilbøjelig til at drage den slutning, at tilståelserne var ægte, eller i det mindste indeholdt en kerne af sandhed.

Det er i og for sig ikke nødvendig at antage, at Stalin var gal for at en sådan administrativ galskab skulle kunne opstå. Tilståelsen gav udrensningerne deres egen dynamik ved at fangen blev pålagt at angive medskyldige. Der opstod derved en «sneboldeffekt», som naturligt faldt ind i den produktionsplanmentalitet, der var blevet skabt blandt kadrerne under industrialiseringskampagnen. Til slut fik udrensningerne et sådant omfang, at de truede selve sovjetøkonomien og forsvarsmagten med ødelæggelse. Stalin fik fjernet Jesjov og erstattede ham med Beria. Tusindvis af NKVD funktionærer blev nu selv arresteret, men i fængslerne kunne de ikke bedre end deres gamle ofre forklare, hvad der var sket.

Hvor mange?

Da sovjetmyndighederne aldrig har tilladt forskning i NKVD-KGBs arkiver, er det vanskeligt at bestemme omfanget af denne udrensning. Man kan på ret sikkert grundlag antage, at ca. en million partimedlemmer blev arresteret mellem 1935 og 1939. Terroren ramte almindelige sovjetborgere relativt svagere, men en undersøgelse af den sovjetiske folketælling fra 1959 udviser et uforklarligt underskud på mænd i de ældre aldersklasser på 9-10 millioner. Det er antaget, at langt flere mænd end kvinder blev arresteret. Disse millioner synes at være blevet borte mellem 1926 og den anden verdenskrig. I øvrigt mangler der relevant statistisk materiale, som kan bekræfte disse tal. Materiale som kaster lys over udrensningerne på det lokale plan kan man finde i «Smolenskarkivet». Dvs. dele af den lokale partiafdelings arkiver i Smolensk, som blev erobret af tyskerne i 1941 og senere havnede i nordamerikanernes hænder.

En meget rig kilde er den store memoirelitteratur, skrevet af tidligere fanger. Nogle af fangerne havnede i Vesten efter anden verdenskrig. Andre forblev sovjetborgere, men har udgivet deres bøger i vesten eller i Sovjetunionen under Khrustsjov. De ca. 150 bøger giver os indsigt i retsproseduren, i forholdene i fængslerne og i det store «ørige» af fangelejre i den østlige del af Sovjetunionen, der blev styret af NKVDs Hovedadministration for lejrene - GULag. Afskåret fra dokumenterne - som alle andre - har Aleksander Solsjenitsyn på grundlag af sine egne og 227 andre fangers oplevelser skabt en episk fremstilling af livet i lejrene fra «Lenin til Khrustsjov» - i «GULag-archipelaget», som han kalder «et eksperiment i kunstnerisk forskning».

J.P.N.

Litteratur

P. Broué: Moskvaprosessene, Oslo 1967.
Not Guiity. Report of the Commission of Inquiry into the Charges Made Against Leon Trotsky in the Moscow Trials, New York-London 1938.
R. Conquest: Den store terror, Oslo 1969.
M. Fainsod: Smolensk under Soviet Rule, Cambridge, Massachussets. 1958.
B. Nicolaevsky: The Letter of an Old Bolshevik, i Power and the Soviet Elite, London 1966.
A. Nove: Was Stalin Really Necessary; London 1964.