Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Rusland
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Jura
   .  Politisk  .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
     .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 97.070
: :
Lenin (Vladimir Iljitsj Uljanov)
Lenin
Lenin

Lenin (1870-1924), pseudonym for Vladimir Iljitsj Uljanov, grundlægger af bolsjevismen og leder af Sovjetstaten fra 1917 til 1922. Lenin blev født i byen Simbirsk - fra 1924 Uljanovsk - ved Volgafloden. I Lenins barndomshjem fandtes der ingen udtalt opposition mod zarstyret. Det kom derfor som et chok for hele familien, da Lenins ældre bror, Aleksandr, i 1887 blev arresteret i Skt. Petersborg for at have planlagt at myrde zaren. Henrettelsen af Aleksandr gjorde et uudsletteligt indtryk på Lenin.

I efteråret 1887 blev Lenin udvist fra universitetet i Kazan, fordi han havde deltaget i et studentermøde. Lenins stærke politiske interesse daterer sig fra den tid. Han kastede sig med stor energi ind i studiet af Marx, de politiske forhold i Rusland og ikke mindst den revolutionære bevægelses historie. Efter halvandet års intense selvstudier tog Lenin juridisk embedseksamen i Skt. Petersborg med glimrende karakterer og som den bedste kandidat. I efteråret 1893 slog Lenin sig ned i Skt. Petersborg, og blev medlem af en socialdemokratisk gruppe kaldet «De ældre».

Lenin videoen kan ikke visesEfter en rejse til Vesteuropa i 1895 var han med til at organisere «Kampforbundet for arbejderklassens befrielse» og fik udgivet en illegal avis. Lenin blev snart arresteret, og efter et år i fængsel blev han forvist til Sibirien i tre år. I Sibirien skrev han sit første store værk, «Kapitalismens udvikling i Rusland». I dette værk greb Lenin ind i diskussionen mellem narodnikkerne og de russiske marxister ledet af Plekhanov. Lenin pegede på, at en kapitalistisk udvikling var i gang, og at arbejderklassen kvantitativt set var i stærk vækst, og at der i det oprindelige egalitære bondesamfund desuden var indtrådt en høj grad af differentiering.

Mange vil nok mene, at Lenin overdrev den kapitalistiske udviklingsgrad i Rusland i slutningen af det 19. århundrede. Men ved at påvise at kapitalismen nødvendigvis også ville udvikle sig i Rusland, understreger han at proletariatet vil blive ledende i kampen mod enevælden og for borgerlige, demokratiske rettigheder. Kampen mod enevælden kan imidlertid kun føres sammen med det fremvoksende borgerskab i den udstrækning det tjener arbejderklassens interesser - aldrig underordnet eller afhængigt af borgerskabet.

Organisationsspørgsmålet

I og med at Lenin havde præciseret proletariatets ledende rolle, meldte det spørgsmål sig, hvilken form proletariatets politiske kamp skulle have. Dette spørgsmål tog Lenin fat på under forvisningen til Sibirien. Det første skridt på vejen var at grundlægge en illegal avis, som skulle tjene som redskab i opbygningen af en alrussisk partiorganisation. Denne avisplan blev udarbejdet i detaljer i samarbejde med Martov og Potresov, og det var klart, at avisen måtte trykkes i Vesteuropa. Avisen blev kaldt «Iskra» - Gnisten. Første nummer blev produceret i Leipzig i december 1900, efter at Lenins forvisningstid var ovre. Lenin og Martov etablerede redaktionen i München. Senere flyttede de den til London. Fra Vesteuropa blev avisen smuglet til Rusland. Her blev der opbygget et netværk af hemmelige agenter, som stod for distributionen. Dette agentnet var fra Lenins side ikke blot tænkt til distributionen af Iskra, men også til at danne grundmønstret i et fremtidigt slagkraftigt revolutionært parti.

Den organisationsform som Lenin præsenterer i «Hvad må der gøres?» (1902), må for en stor del forstås på baggrund af de erfaringer, der var blevet høstet i forbindelse med Iskra. Kun en stærk centraliseret organisation af professionelle revolutionære kunne være i stand til at lede proletariatet gennem en vellykket revolution. En revolution som Lenin anså for en praktisk mulighed i begyndelsen af århundredet. Et andet hovedtema i bogen var, at der i relationen mellem arbejdere og arbejdskøbere aldrig ville opstå andet end en «fagforeningsbevidsthed» hos arbejderen. Den socialistiske, revolutionære bevidstheden må tilføres arbejderklassen udefra - fra de professionelle, intellektuelle revolutionære.

I «Hvad må der gøres?» ligger kimen til den leninske version af marxismen, og er nok den af Lenins bøger, der er blevet diskuteret og imødegået mest heftigt. Meget af den marxismeopfattelse der kommer til udtryk i denne bog skyldes Lenins specifikke russiske erfaringsbaggrund. Mens Lenin forkastede narodnikkernes analyse af den økonomiske og samfundsmæssige udvikling i Rusland, er det ikke megen tvivl om, at han lod sig inspirere af deres organisationsform og idealer.

På det russiske socialdemokratiske partis anden kongres i Bruxelles og London i 1903 fandt den splittelse sted, der gav ophav til de to fraktioner - bolsjevikkerne og mensjevikkerne - og som senere førte til dannelsen af to selvstændige partier (se Bolsjevik). Stridsspørgsmålet gjaldt overvejende partiets organisationsform. Bolsjevikkerne kom imidlertid ikke til at spille nogen ledende rolle i den første russiske revolution i 1905. De socialrevolutionære og mensjevikkerne var dominerende. Først i november kom Lenin tilbage til Rusland og kastede sig ind i intens politisk aktivitet. I december da det var åbenlyst, at revolutionen var på retur, opfordrede bolsjevikkerne til generalstrejke, men kun i Moskva blev bolsjevikkernes parole fulgt, og efter flere ugers kampe blev opstanden knust. Lenins «eventyrpolitik» blev stærkt kritiseret internt i bolsjevikfraktionen.

Årene efter den første russiske revolution og frem til 1914 var præget af stagnation og tilbagegang for den revolutionære bevægelse. Bolsjevikkerne mistede tilhængere, og Lenin der atter måtte drage i eksil, blev i vid udstrækning isoleret politisk. I et forsøg på at styrke bolsjevikfraktionen organisatorisk og at dæmme op for den stigende tilslutning til mensjevikkerne, sammenkaldte Lenin en sjette partikongres i Prag i 1912, hvor bolsjevikkerne konstituerede sig selv som selvstændigt parti.

Efter udbruddet af første verdenskrig fordømte Lenin på det skarpeste de socialistiske partier, der støttede op om deres respektive regeringers krigsførelse. Lenins parole var: Gør den imperialistiske krig til en borgerkrig. I løbet af krigen skrev Lenin en af sine mest kendte bøger, «Imperialismen som kapitalismens højeste stadium». I denne bog analyserer Lenin de økonomiske årsager til krigen og bygger i stor udstrækning på Hilferdings analyse af finanskapitalen. (Se Imperialisme.)

Den socialistiske revolution

Zarens abdikation i marts 1917 og dannelsen af en provisorisk regering blev af flertallet i de socialistiske partier betragtet som den borgerlige, demokratiske revolutions fuldbyrdelse. Målet for næsten hundrede års revolutionær kamp var nået. Det vakte stor opstandelse og forvirring blandt bolsjevikkerne, da Lenin efter hjemkomsten til Rusland fremlagde sine «Aprilteser» og krævede, at den borgerlige revolutionen straks måtte videreføres til en proletarisk, socialistisk revolution. Ved at fastholde at det var muligt «at springe over» den kapitalistiske fase, sluttede Lenin sig til teorien om den permanente revolution, som Trotskij havde udarbejdet i 1906.

I tiden efter den anden russiske revolutionen kom Lenins politiske geni til fuld udfoldelse. Al støtte til den provisoriske regering måtte ophøre. Den var ikke i stand til at give soldaterne fred, jord til bønderne eller brød til arbejderne. Al magt til sovjetterne var Lenins slagord. Et slagord som i sensommeren 1917 fik en næsten eksplosionsagtig tilslutning. I bogen «Staten og revolutionen», skrevet i sommeren 1917 mens han var i eksil i Finland, udviklede Lenin - inspireret af Marx' betragtninger over Pariserkommunen - sin teori om sovjetterne. De er den proletariske stats magtorganer, hvor skellet mellem den besluttende og den udøvende magt er ophævet, og hvor statsfunktionerne varetages af arbejderklassen selv.

I september fik bolsjevikkerne flertal i Petrogradsovjetten, og Lenin der fortsat var i eksil i Finland opfordrede uafladeligt bolsjevikkerne til at organisere en væbnet opstand mod den provisoriske regering. Den 23. oktober fik Lenin efter stor modstand i centralkomiteen vedtaget en beslutning om væbnet opstand. Natten mellem den 7. og 8. november styrtede Petrogradsovjettens militærkomite under ledelse af Trotskij den provisoriske regering. Den store socialistiske oktoberrevolution var indledt. Som formand for folkekommissærenes råd stod Lenin i spidsen for arbejdet med at beskytte revolutionen og at lægge grundlaget for en socialistisk økonomi. Lenin der havde bekæmpet narodnikkernes individuelle terror, veg ikke tilbage for rød masseterror, og terroren nåede uhyggelige højder efter attentatforsøget mod Lenin i august 1918.

Fred var en forudsætning for at revolutionen skulle overleve, og Lenin stødte på hård modstand i partiet, da han var villig til at acceptere aksemagternes betingelser efter forhandlingerne i Brest-Litovsk. Betingelser som indebar, at Rusland skulle afstå store dele af Hviderusland og Ukraine. Kun Lenins enestående autoritet formåede at holde partiet sammen. Lenin må også bære ansvaret for, at Den røde hær i 1920 trængte ind i Polen. Årsagen til denne revolutionære krig var det overdrevne håb om en nært forestående revolutionær udvikling i Vesteuropa. En udvikling som for Lenin og bolsjevikkerne udgjorde en central betingelse for, at det skulle lykkes at opbygge socialismen i det tilbagestående Rusland. At Lenin kunne være en dristig og udogmatisk realpolitiker, kom til udtryk da sovjetregeringen i 1921 indførte Den nye økonomiske Politik (NEP), som indførte begrænsede kapitalistiske markedsmekanismer - specielt i landsbyerne.

Lenin på Den røde plads i 1919.

Den socialistiske stat

Borgerkrigens afslutning bragte umiddelbart Sovjetstaten over i en ny krise. Den proletariske statsmagt havde overlevet, men på grund af tabene i krigen og det økonomiske sammenbrud, var proletariatet ophørt med at eksistere som klasse. I denne situation opfattede Lenin partiet som eneste garant for Sovjetstatens fortsatte eksistens, men samtidig blev partidiktaturet  i alt fald teoretisk - betragtet som et nødvendigt onde - som et overgangsfænomen. På den tiende partikongres i 1921 fremlagde Lenin det berømte fraktionsforbud. En åbenbar politisk fejl som delvis må skyldes, at Lenin aldrig overvejede, hvorvidt partiets struktur skulle være den samme efter revolutionen som før. Fraktionsforbudet gjorde overgangsfænomenet permanent. I sine sidste år blev Lenin stadig mere optaget af faren, som den stadig tiltagende bureaukratisering og selvstændiggørelse af statsmagten udgjorde for udviklingen af sovjetmagten. Altfor sent indså Lenin, at Stalin stod centralt i den omsiggribende bureaukratisering. Lenin reagerede sent - men stærkt - mod Stalinfraktionens storrussiske nationalistiske kampagne mod Georgien. Han foreslog en konkret alliance med Trotskij for at kunne tage et opgør med Stalinfraktionen på den 12. partikongres i april 1923. Lige før han blev ramt af en hjerneblødning i marts 1923, afbrød Lenin skriftlig alle forbindelser med Stalin. I sine sidste optegnelser, som har fået navnet Lenins testamente, gav han karakteristikker af flere ledende bolsjevikker og foreslog en drastisk øgning i antallet af centralkomitemedlemmer for at styrke partiets stabilitet. Han mente også, at Stalin måtte fjernes som partiets generalsekretær. Det var da blevet klart for Lenin, at Stalin var blandt dem, som snarere holdt fast ved magten end ved drømmen.

Testamentet blev ikke offentliggjort, og i Stalintiden blev dets eksistens under alle årene benægtet. Først efter den 20. partikongres i 1956, blev det offentliggjort i Sovjetunionen. Efter at have været ude af stand til at kommunikere med omverdenen siden marts 1923, ramtes Lenin den 21. januar 1924 af en hjerneblødning og døde samme dag.

Lenin er en af det 20. århundredes revolutionære giganter. Med en utrolig målbevidsthed og ensidighed koncentrerede han alle sine kræfter om revolutionen i Rusland. I sit private liv var han beskeden, nøjsom og punktlig. Han er blevet beskrevet som et livsglad og muntert menneske, ligetil i omgang med de mest forskellige mennesker. Lenin har efterladt en enorm produktion. Men hans værker må vurderes udfra, at de alle blev skrevet med konkrete politiske opgaver for øje. Lenin tog aldrig i større grad del i arbejdet i den vesteuropæiske arbejderklasses organisationer. Al hans virksomhed var rettet ind mod revolutionen i Rusland, og han står uden tvivl dybere forankret i den specielle russiske revolutionære tradition end de to andre store russiske marxister, Plekhanov og Trotskij. Lenin blev allerede mens han levede fejret som den russiske revolutions geni. En udvikling han bestemt tog afstand fra. Efter hans død blev leninismen gjort til legitimeringsramme for bolsjevikkernes politiske handlinger. Lenindyrkelsen blev siden den tid et kendetegn ved det politiske system i Sovjetunionen. Den næsten religiøse dyrkelse af Lenin fik konkrete udtryk, når bondekonerne korsede sig, før de trådte ind i Lenins mausoleum på Den røde Plads i Moskva.

J.I.B.


Litteratur

L. Trotzki: Der junge Lenin, Frankfurt a.M. 1969.
D. Shub: Lenin, London 1977.
A. B. Ulam: Lenin and the Bolsheviks, London 1977.
N. Krupskaya: Memories of Lenin, London 1930-33.
M. Lewin: Lenins sidste kamp, København 1977.
R. Dutschke: Forsøg på at stille Lenin på benene, Århus 1975.