Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 12/4 2005
Læst af: 323.647
: :
Første verdenskrig
Her begyndte det - i Sarajevo, sommeren 1914: En ung mand skyder arvingen til den habsburgske trone, Franz Ferdinand ned.

Krigen mellem verdens stormagter 1914-1918 står som århundredets største katastrofe. En helt anderledes rystelse end 2. Verdenskrig fordi den på alle punkter var uforudset. Blodbadet på slagmarken - 10 millioner døde og lige så mange lemlæstede - oversteg enhver prognose. Også blandt de fredsforkæmpere som siden århundredeskiftet havde advaret mod krigen. Det økonomiske kaos som fulgte, var helt forskelligt fra det man kendte til i tidligere krigs- og efterkrigstider. Det militære forløb af krigen med stivnede fronter uden bevægelse i årevis afveg ligeledes fra tidligere krige. Og de politiske konsekvenser - tre kejserrigers fald, fuldstændig ommøblering af europakortet og en revolutionær stormflod blandt kontinentets arbejdermasser - var overhovedet ikke tænkt mulig - hverken af socialister eller nationalister.

Det var sådan set forudsigeligt, at en krig ville bryde ud i sommeren 1914, og at den fik karakter af stormagtskonflikt pga. det alliancemønster der siden århundredeskiftet var cementeret mellem magterne. Baggrunden var umiddelbart den indre uro blandt Østrig-Ungarns undertrykte nationaliteter. Da habsburgertronfølgeren efter tidens stil blev skudt af en serbisk attentatmand i Sarajevo den 28. juni 1914, regnede Østrig-Ungarn med og fik støtte fra sin alliancepartner Tyskland i den efterfølgende konflikt. Konflikten gjaldt i første omgang forholdet til Rusland, der traditionelt havde støttet de slaviske folk på Balkan. Det var for så vidt ventet, at zaren ville mobilisere, da det viste sig, at Østrig ikke accepterede Serbiens beklagelse. Ligeledes var det forudsigeligt, at det tyske engagementet inddrog vestmagterne England og Frankrig. Den tyske militære strategi havde siden Bismarcks tid fulgt tesen om at undgå tofrontskrigen - dvs. militær konfrontation med både øst (Rusland) og vest (Frankrig). Hjælpen til Østrig medførte derfor, at den tyske generalstab øjeblikkeligt mobiliserede for hurtigt at slå til mod vest gennem Belgien og Holland mod Frankrig, før kampkraften kunne rettes mod øst. Da den serbiske konflikt i løbet af nogle sommeruger ikke lod sig løse, var det derfor alliancemønstret der gjorde, at konfrontationen hurtigt bredte sig over europakortet. I 1914 sluttede Tyrkiet sig til Tyskland-Østrig og i 1915 Bulgarien. I 1914 kom Japan, i 1915 Italien og i 1917 USA med på britisk-fransk side.

Det ejendommelige ved udbruddet af denne krig var, at konflikten til forskel fra Marokkokrisen i 1905, Balkankrisen i 1912-13 og Agadir i 1911, ikke lod sig bilægge før hele militærapparatet var kastet ind. Europas stormagter havde gennem hundrede år løst deres konflikter ved en kombinationen af hurtige felttog, nøje afgrænsede konflikter og internationale konferencer. Dette system havde med stort held fungeret siden Napoleon. Samtlige klassiske stridigheder - balkanspørgsmålet, de tysk-franske rivaliseringer, Ruslands ekspansion omkring Sortehavet, til og med de relativt nye kolonirivaliseringer - var på denne måde blevet tilfredsstillende løst. Der gængse opfattelse var, at udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåden, med stadig stigende international arbejdsdeling og dermed stigende afhængighed, havde fremmet de hurtige løsninger. Og det kan påvises, at bankkapitalen faktisk spillede en meget stor fredsbevarende rolle gennem hele 1800 tallet. Det var helt uventet, at dette system skulle bryde sammen i 1914.

Spørgsmålet om årsagen til første verdenskrig er således intimt forbundet med udviklingen af den kapitalistiske økonomi og dermed sammenbruddet af de traditionelle konfliktløsende mekanismer. Forsøg på at forklare krigen ud fra nationalitetsproblemer, alliancegeometri eller militærdynamik, som den litteraturen er ganske rig på, fører erfaringsmæssigt ingen steder hen, da situationen i sommeren 1914 egentlig var velkendt. Det nye var, at den ikke blev løst i tide. Forklaringen på dette synes tydeligt at ligge på tysk side. Nemlig i det forhold at tysk storindustri gennem dens særlige forbindelser til statsmagten i 1914 stod i en stilling, hvor en storkrig indgik som kalkuleret risiko. Det er den tyske historiker Fritz Fischers banebrydende værk fra 1961, «Griff nach der Weltmacht», og den debat og forskningstendens der fulgte denne bog, der har ført til, at denne tolkning i dag står som den samlende. Serbienskonflikten i sommeren 1914 udviklede sig til en Verdenskrig, fordi tysk industri arbejdede for en udenrigspolitik, med det perspektiv at gøre Tyskland til en verdensmagt. Gennem at samle hele Europa til et marked ville Tyskland opnå den samme globale position som Storbritannien og Rusland.

I stedet for tysk markedsekspansion kom krigen til at betyde forandringer i mange af kapitalismens forudsætninger. Først og fremmest skyldtes dette, at krigen blev så uventet langvarig. De nye våben der blev udviklet under krigen, fik ringe betydning for krigens gang, for allerede fra efteråret 1914 blev det dominerende træk ved den militære situation, at forsvars- og angrebsvåbnene holdt hinanden i skak. Både langs vestfronten (Belgien og Østfrankrig) og østfronten (Rusland) lå soldaterne stille i skyttegrave og fæstningsværker, kun afbrudt af forgæves forsøg på at storme nogle meter frem. Giftgas blev taget i brug af tyskerne i Ypres i 1915, men blev aldrig storstilet anvendt. Flyene var ikke udviklet tilstrækkeligt til at kunne spille nogen større rolle, og kampvognene der først og fremmest blev udviklet af briterne og brugt første gang ved Somme i 1916 var for tunge og ubevægelige. Først i anden verdenskrig skulle disse nye våbentyper revolutionere krigen og gøre den mobil. (Se Anden Verdenskrig.) Den eneste større bevægelse i krigen bortset fra russernes masseflugt i 1917, der endte med revolutionen og bolsjevikkernes separatfred ved Brest-Litovsk i vinteren 1917/18, var tyskernes gennembrud ved Marne i foråret 1918. I en uge så det ret slemt ud for vestmagterne, indtil også denne offensiv blev standset.

Krigen krævede en aktiv statslig styring af produktionen. I første række for at dække ammunitions- og forsyningsbehovene, men i næste omgang endvidere som led i den storstilede økonomiske krigsførelse der blev indledt specielt fra vestmagternes side for at udsulte Tyskland. Den statslige aktivitet steg i alle lande, og den offentlige sektor blev aldrig siden reduceret til førkrigsniveauet. Markedsregulering og toldgrænser blev fast indført. Verdenshandelen tog delvis nye veje. Bl.a. blev Europas kornforsyning omlagt fra Sortehavsområdet til Nordamerika. USA overhalede Storbritannien som verdens kreditornation nummer et, og Wall Street i New York overhalede City of London som kapitalismens internationale centrum. Råvaremarkedet blev ændret pga. den intensive udvikling af erstatningsstoffer for olie og nitrater. Et område hvor den tyske industri gik i spidsen.

De sociale følger af fire års krig kan dårligt overvurderes. Behovet for soldater var enormt. I alt 65 millioner blev sendt i krig - de fleste under det nye system med tvungen udskrivning. I hjemmemarkedsproduktionen blev arbejdsmarkedet åbnet for kvinderne, og livsstil, levemåde og kønsroller blev ændret - specielt blandt byborgerskabet. Cigaretten blev opfundet, og fik en vid udbredelse ved fronten pga. behovet for hurtig og praktisk rygning. Den erobrede også et kvindeligt marked af rygere. Stemmeretten for kvinder blev indført i en række lande under og efter krigen. De moralske værdier ændrede sig hurtigt med den produktionsfriske ungdoms behov: Selskabsdans, enkel klædedragt, mindre paternalisme. Børnebegrænsning blev almindelig. Delvist ved hjælp af kondomet, som blev meget mere almindelig end tidligere.

Arbejderklassen blev radikaliseret. Krigen, mobiliseringen og presset både ved fronten og i produktionsapparatet gav grundlag for en omfattende revolutionær bevægelse fra og med krigens tredje år. Hverken den tyske eller den russiske revolution kan forstås uden det sociale udgangspunkt i de demobiliserede og/eller deserterende soldater. Og med begivenhederne i 1917 bredte den revolutionære stemning sig tydeligt fra land til land. Til og med i Havana dannede arbejderne «sovjetter».

«Gå ikke i krigen, bliv ikke kanonføde!» Der skulle gå lang tid og mange millioner døde før kvindernes protester blev hørt.

Vestmagterne påtvang Tyskland strenge fredsbetingelser ved krigsafslutningen den 11. november 1918. Versaillestraktaten blev et åbent sår i den tyske opinion og den tyske politik helt frem til Hitlers magtovertagelse. Endvidere førte fredsforhandlingerne i Paris i 1918-19 til store ændringer på europakortet (se Folkeforbundet). Syv nye stater fik deres selvstændighed: Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn - alle republikker. Det tyske, det Østrig-ungarske og det russiske kejserdømme blev alle afviklet, ligesom det tyrkiske sultanat. Parlamentariske regimer blev almindelige og almindelig stemmeret ligeså. De fleste lande planlagde eller gennemførte store arbejdsreformer, med medbestemmelsesret og udbyttedeling i industrien og jordreformer i landbruget. Verdenskrigen - «krigen for at afslutte krigen» var en folkelig krig, baseret på massedeltagelse og medførte en social udjævning. Den næste krig skulle lede endnu kraftigere i denne retning.

H.F.D.

Litteratur

A. J. P. Taylor: From Sarajevo to Potsdam, London 1965.
F. Fischer: Griff nach der Weltmacht, Düsseldorf 1961, engelsk udgave 1967.