Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 30/9 2023
Læst af: 243.656
: :
Den spanske borgerkrig
Left
Rocks
2024-04-16 05:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den spanske borgerkrig udbrød den 17. juli 1936 med et fascistisk oprør imod den siddende regering. Krigen sluttede i marts 1939 med den fascistiske leder, General Francos sejr. Begge parter i krigen fik hjælp udefra, men af meget forskellig karakter. Franco fik omfattende hjælp fra Tyskland og Italien, både i form af mandskab og materiel, mens regeringen fik støtte fra frivillige verden over, der gik ind i de Internationale Brigader, og på eget initiativ bekæmpede fascismen. De europæiske såkaldt demokratiske stater med Storbritannien og Frankrig i spidsen stod ideologisk i dyb modsætning til folkefrontsregeringen og var de-facto mest interesseret i en fascistisk sejr for at svække arbejderklassen. De modarbejdede derfor med alle midler støtte til den demokratiske regering og støttede passivt fascisterne. De kom derfor til at bære hovedansvaret for fascismens sejr og den fascistiske undertrykkelse i Spanien 40 år frem i tiden. Såvidt det europæiske «demokrati».

Omkring 40.000 deltog i de Internationale Brigader, da antallet var på sit højeste, mens omkring 7.000 tyske elitetropper og omkring 60.000 italienske tropper tilsvarende deltog på Francos side. De øvrige europæiske regimer formulerede en «ikke-interventionspolitik», hvis formål var at hindre hjælp til landets lovligt valgte regering, mens de fascistiske stater Tyskland og Italien fik frit lejde til at bekæmpe demokratiet.

1931-36 Politisk ustabilitet

Kong Alfonso XIII abdicerede i 1931, og Spanien var fra da af en republik, som skulle kæmpe for at få rettet op på de sociale og politiske problemer, som efterhånden havde hobet sig op. Forholdene på landet var som i et feudalsamfund, og den langsomt voksende industrialisering fyldte byerne med et stadigt større fattigt og uoplyst proletariat. Landbruget var i 1930 stadig det dominerende erhverv, men flere og flere bønder tog til byerne for dér at søge lykken. Regeringen lancerede i 1931 et reformprogram, som skulle afhjælpe og ændre på de grundlæggende strukturer i det spanske samfund. Reformprogrammet indeholdt 3 hovedpunkter, hvor det første var en ændring af den dybt reaktionære kirkes dominans inden for skolesystemet. Det andet punkt var en omfordeling af jorden, som ville medføre en stor ændring af magtforholdene på landet, og det sidste var en imødekommelse overfor Cataloniens krav om autonome rettigheder. Programmet var en åbenlys torn i øjet på den katolske og højreorienterede opposition og medførte derfor en række politiske uroligheder, der igen frembragte en situation, karakteriseret af en stærk politisk polarisering der blandt andet bestod i, at socialistiske grupper i højere grad tog afstand fra den reformistiske linie, og istedet betragtede den socialistiske revolution som eneste udvej.

Valget i 1933 faldt ud til fordel for højrepartierne, som dannede regering, dog uden det stærkt konservative parti CEDA, der til trods for dets store andel af stemmerne ikke fik en eneste ministerpost. Da CEDA i 1934 alligevel fik tildelt et par ministerposter opstod der et stort røre i den del af befolkningen, der ikke var interesseret i at blive repræsenteret af et parti, hvis holdninger til demokratiet lå så langt ude på højrefløjen, at selv de andre højrefløjspartier fra begyndelsen ikke havde været interesseret i at samarbejde med det. Den mest kendte og mest betydningsfulde revolte, der opstod som følge heraf var Oktoberrevolten i Asturien. Denne store minestrejke blev blodigt nedkæmpet af den afrikanske hær, tilkaldt af regeringslederen Lerroux. Oprørslederen blev straks anholdt og det gjaldt også den Catalanske selvbestaltede lokalregering. Konsekvensen heraf var endnu et politisk røre og et nyvalg der skulle gennemføres i februar 1936.

Valget i begyndelsen af 1936 stod mellem to politiske alliancer, henholdsvis Front Nacional, der repræsenterede højrefløjen, og Frente Popular, folkefronten, der var en valgalliance af midterpartierne og venstrefløjen. Denne gang løb Frente Popular af med sejren på et valgprogram der først og fremmest indeholdt løfter om gennemførelsen af reformerne fra 1931 samt amnesti til de fængslede folk fra opstandene i 1934. Fængslerne løslod de politiske fanger, og flere steder begyndte bønderne at besætte jorden, da de mente, at nu var tiden moden til social revolution. Reformerne blev dog ikke gennemført og ej heller revolutionen, inden et oprør brød ud sydfra. I 1924 havde fascisterne taget magten i Italien og i 1933 i Tyskland. Planen var nu at lade fascisterne kvæle demokratiet i Spanien.

1936 Fascistisk oprør

Den 17. juli 1936 rykkede General Franco i spidsen for den afrikanske hær ind over det spanske fastland efter et mindre oprør i Spansk Marokko. I starten var det et samlet oprør, hvor Franco var leder af den del af oprøret der startede i Spansk Marokko, men allerede i december 1936 blev Franco den egentlige leder for hele oprøret. Det militære oprør var grundigt planlagt og bredte sig med lynets hast ud over den iberiske halvø med omfattende hjælp fra de konservative falangister, civilgardisterne, Italien og Tyskland. Oprørerne vandt dog ikke alle steder. I de største og politisk mest betydningsfulde byer, eksempelvis Madrid, Barcelona, Valencia og Bilbao blev de nedkæmpet af selvbestaltede grupper, bestående af en blanding af arbejdere og regeringstro militærfolk. Der tegnede sig hurtigt et billede af, hvor fronterne kom til at ligge i den kommende borgerkrig, der skulle vare indtil Francos endelige sejr i slutningen af marts 1939. Nemlig en kampplads opdelt således at regeringen besad den østlige del af den iberiske halvø samt baskerlandet, mens oprørstropperne havde taget kommandoen over den vestlige del med undtagelse af en landstrimmel ind mod Valencia.

Europæisk storpolitik

Frankrig havde ellers i 1935 sluttet aftale med Spanien om våbenleverancer, men blev nu den stormagt der foreslog oprettelsen af dét som kom til at hedde «ikke-interventionsaftalen». Det franske borgerskab frygtede arbejderklassen og ønskede de-facto at give fascisterne mulighed for at kvæle folkefrontsregeringen, for dermed også at svække den franske arbejderklasse.

England spillede tilsvarende en væsentlig rolle og blev i realiteten det land, der gennemtvang blokaden mod folkefrontsregeringen. Der var ingen sympati for eller ideologisk fællesskab mellem den konservative regering i England og folkefrontsregeringen i Spanien. Til gengæld havde de britiske konservative et dybt ideologisk fællesskab med fascisterne i Italien og nazisterne i Tyskland og disses had til arbejderklassen. England ønskede at lade Tyskland og Italien knuse folkefrontsregeringen i Spanien for derved også at svække den britiske arbejderklasse. Dermed åbnede de sluserne for den tyske nazisme og italienske fascisme, der efter 3 års krigstræning i Spanien rettede våbnene mod Frankrig, Storbritannien og resten af Europa.

Frankrig formulerede i august 1936 et forslag om forbud mod direkte eller indirekte udførsel af krigsmateriel til Spanien - det vil sige til «begge parter» i borgerkrigen. England var positiv, Italien tøvede men tilsluttede sig. Tyskland påpegede, at man herfra ikke behøvede at indgå en sådan aftale, da landet ikke var involveret i den spanske konflikt, men at man gerne ville bidrage til en «begrænsning af krigen», hvis Sovjet ville tilslutte sig ikke-interventionsaftalen. Sovjet kunne godt tilslutte sig, men stillede på sin side den betingelse, at Portugal skulle indgå på linie med stormagterne, da man på denne måde kunne lukke for støtten til oprørerne fra denne side.

Det er værd at notere sig, at Ikke-interventionsaftalen i princippet var i klar strid med de folkeretslige regler, der tydeligt tillader en legal regering at købe våben til eget brug. Derved blev sanktionerne ensidigt til Francos fordel - ikke mindst fordi hans allierede i Tyskland og Italien omgik ikke-interventionen og fortsatte deres bistand.

International intervention i borgerkrigen

Fra alle verdenshjørner begyndte frivillige at strømme til Spanien for at hjælpe regeringen i kampen imod Franco. De frivillige var overvejende kommunister, men også anarkister, syndikalister, demokrater og eventyrlystne lod sig indrullere i de Internationale Brigader, der var organiseret efter sprogområder og bestod af omkring lige dele internationale og spanske tropper. De frivillige var dårligt udrustede og trænede og blev i flere tilfælde sendt direkte til fronten med en ganske minimal og helt utilstrækkelig træning. Ofte løj de frivillige om deres militære træning, for derved hurtigere at kunne komme i kamp, med voldsomme tabstal til følge. De internationale brigader var en modvægt til den massive troppe- og materielhjælp, som Franco fik fra Tyskland og Italien. Det mest kendte eksempel er den tyske Condor legions bombardement af baskernes hellige by Guernica. Den kom nærmest til at fungere som øvelsesområde for det tyske luftvåben.

Sovjetunionen var det eneste land, der ydede betydelig hjælp til folkefronten, selvom fronten også modtog en beskeden hjælp fra Mexico. Sovjets bistand er mange steder blevet fremdraget som generel støtte til folkefronten, men realiteten var at hjælpen var øremærket til de kommunistiske dele af folkefronten, og at hjælpen blev betalt med Spaniens guldreserver. Som krigen skred frem blev folkefronten mere og mere ensrettet kommunistisk, og der findes en række af eksempler på udrensninger af anderledes tænkende fra frontens rækker. Der foregik således en krig i krigen, og de lokale kommunisters fokusering på Sovjet-tro kommunisme skabte en uro og røre i de internationale brigader.

Ikke desto mindre vandt den internationale brigade store sejre, blandt andet ved Jaranta, Guadalajara og Brunete i 1937. Endvidere var de med til at fastholde Madrid på regeringens hænder under slagordet «No pasaran» (de kommer ikke igennem).

Fascisterne vandt imidlertid langsomt men sikkert frem, godt hjulpet af tyske og italienske tropper, og i et sidste desperat forsøg på at tvinge Tyskland og Italien til at trække disse ud, lod man den 22. september 1938 de internationale brigader hjemsende, i håb om at lægge pres på de to lande ved dannelsen af en international kontrolkommission, der skulle overvåge hjemsendelsen af de internationale styrker i Spanien. Denne kommission blev imidlertid aldrig etableret. Den 26. januar 1939 marcherede Franco ind i Barcelona, og i april kunne han proklamere, at nu var kampen mod «de røde» endt med total sejr.

Dermed sluttede den spanske borgerkrig. Den kostede ½ million mennesker livet. For Tyskland og Italien viste krigen, at England og Frankrig var mere interesseret i svækkelsen af arbejderklassen og i fraværet af krig end i egentlig fred. Begge stater var grundlæggende ligeglade med demokratiet og delte Tysklands og Italiens had til arbejderklassen. Tyskland specielt fik afprøvet en række militære teknikker, der blev taget i anvendelse under landets angreb på Polen i 1939. Borgerkrigen fik til gengæld stor symbolværdi for venstrefløjen, og blev et enestående symbol på «folkets» kamp imod fascismen, nu hvor de folkevalgte «demokratier» ikke ville tage kampen op. Helt frem til 1944 var det derfor de kommunistiske partisaner der var ledende i kampen mod besættelsesmagten i de tysk besatte lande i Europa.

A.J.

Litteratur:
Carsten Jørgensen: Fra Bjelkes Allé til Barcelona, Nyt Nordisk Forlag (1986)
Erik Reske-Nielsen: Den spanske borgerkrig, Gyldendal (1962)
Hugh Thomas: Den spanske borgerkrig, del I-II, Fremad (1962)