Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Italien
DatoOpdatering
2013.12.10Opdatering 2013
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 10/12 2013
Læst af: 433.582
Verden  .  Europa  .  Italien
: :
Italien
Befolkning57,5 mio.
ValutaEuro
Areal301.270 Km2
HovedstadRom
Befolkningstæthed190,8 indb./Km2    
HDI placering23    

Den nordlige del af landet består af lavlandet omkring floden Po og er i nord afgrænset af Alperne. Det er centrum for landets økonomiske aktivitet og har den største industrielle og landbrugsmæssige produktion. På halvøen der er opdelt af Appenninerne er landbrugsproduktionen dominerende - især produktionen af oliven og vindruer. Italien består endvidere af øerne Sicilien og Sardinien.

Folket: Italienere 94%, sardere 3%, andre 3%.

Religion: Overvejende katolsk

Sprog: Italiensk. Sproglige minoriteter: tysk (ca. 330.000), albansk (ca. 150.000), slovensk (ca. 100.000) ladinsk (ca. 730.000), catalansk (ca. 15.000). Italienske sprogelige minoriteter er sardisk, og andre regionale sprog.

Politiske partier: Den tidligere højreorienterede regeringskoalition bestod af «Frihedsfolket» under ledelse af Silvio Berlusconi; den separatiske bevægelse Lega Nord under ledelse af Umberto Bossi; Kristendemokratisk Centrum; Kristendemokratisk Enhed og det Nye italienske Socialistparti.

Sociale organisationer: Italiens arbejdere er tilknyttet 3 forskellige Landsorganisationer: CGIL tilknyttet PDS, CISL tilknyttet de kristelige demokrater samt det socialdemokratiske UIL der overvejende består af socialister og andre. De tre hovedorganisationer repræsenterer i dag en mindre del af Italiens lønmodtagere, og det samme må siges for arbejdsgivernes organisationer i forhold til arbejdsgiverne. Mindre arbejderorganisationer (de autonome) florerer, og de fleste arbejdsgivere (små og mellemstore virksomheder) er helt holdt op med at være tilknyttet nogen faglig organisering.

Officielt navn: Repubblica Italiana

Administrativ inddeling: 20 regioner inddelt i 95 provinser og 8102 kommuner.

Hovedstad: Roma (Rom), 2.744.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Milano, 4.047.500 indb.; Napoli , 3.620.300 indb.; Palermo 947.300 indb.; Torino, 1.619.400 indb.(2000)

Regering: Republikkens præsident: Giorgio Napolitano siden maj 2006, genvalgt i 13. Regering: Enrico Letta, premierminister siden april 2013. Der findes 2 kamre i Kongressen: Deputeretkammeret med 630 medlemmer og Senatet med 316.

Nationaldag: 2. juni (Republikkens dag, 1946)

Væbnede styrker: 216.800 (2001). Det er besluttet, at værnepligten gradvist afvikles frem til 2006. Den italienske hær vil derefter alene være professionel, med adgang for både kvinder og mænd.

Paramilitære styrker: 111.800 carabinieri; 80.400 medlemmer af den offentlige sikkerhedsgarde; 64.100 medlemmer af skattepolitiet

 

Italien er geografisk betragtet et gammelt land, men blev først i 1860-1870 samlet til en nation. Rom blev frataget Pavestaten, og kirkens direkte verdslige magt blev brudt. Italien blev et parlamentarisk kongedømme, men kampen for national enhed og frihed - «Risorgimento» - gav ikke politisk enhed, som den mægtige romerske pavekirke havde skabt religiøs enhed. Italien blev underlagt det piemontesiske kongedømme og de folkelige bevægelser og regionale systemer blev knust. Landet blev kastet ud i en borgerlig modernisering, som siden har splittet det i Nord og Syd. (Mezzogiorno problemet). Efter den 1. verdenskrig udvikledes Mussolinis fascisme, og Italiens historie som demokratisk republik starter først efter 1945, da fascismen var knust og kongedømmet afskaffet.

Økonomisk udvikling

Landbruget var frem til 1950'erne det dominerende erhverv, og var præget af feudale strukturer med ejendomsløse landbrugsarbejdere og forpagtersystemer. Først efter jordreformerne i 1950'erne kom der forholdsvis flere selvejerbønder. Mellemitalien har et forpagtersystem, hvor bonden deler udbyttet lige med jordejeren - det såkaldte mezzadriasystem. Det har i en vis udstrækning fungeret helt frem til vore dage.

De stærke feudale traditioner, den sene og ufuldstændige borgerlige revolution som «Risorgimento» var, og det langvarige fascistiske styre, gav Italien en tilbagestående plads i industrialiseringsprocessen i forhold til andre lande i Vesteuropa. Forandringerne slog sent igennem - men desto voldsommere.

  1939 1960 1995
Landbrugets andel af BNP 36% 14,8% 3%
Industriens andel af BNP 34% 37,9% 31%
Serviceerhverv 30% 47,3% 66%
Beskæftigede i landbrug 48% 29% 7%
Beskæftigede i industri 33% 40% 31,1%
Beskæftigede i andre erhverv 19% 31% 60,9%
Forandringerne i hovederhvervene fra 1939 til 1995.

Under industrialiseringen og genopbygningen efter 2. verdenskrig måtte den fascistiske planøkonomi vige pladsen for en liberalistisk økonomi. Landbrugsarbejderne og de arbejdsløse udgjorde en stor og billig arbejdskraftreserve, hvilket gav lave lønudgifter. I perioden 1948-55 steg produktionen med 95 % og profitten med 86 %, mens reallønnen i samme periode kun steg med 6 %. Dette var grundlaget for det italienske «økonomiske mirakel» i årene 1959-62. Italien opviste da en af de højeste vækstrater i verden. Men væksten var ekstremt ujævn. Markederne i de mest industrialiserede europæiske lande afgjorde produktvalgene. De eksportorienterede sektorer af industrien voksede enormt, mens de teknologisk mindre avancerede industrier - fødevarer, lædervarer, møbler - gik stærkt tilbage. Myten om den krisefri kapitalisme blev knust, da stagnationen slog igennem i 1963. Den italienske økonomi er åben og meget sårbar overfor forandringer på det internationale marked. Følgerne af «dollarkrisen» i 1971 ramte Italien særlig hårdt. Udviklingen har siden været præget af kortvarige opgangsperioder, men også en generelt stagnerende produktion og tab af eksportmarkeder. Det finder en stigende udbytning sted af arbejdskraften i irregulære (uregelmæssige) arbejdsforhold. Hjemmearbejde, «dobbeltarbejde» og «sort arbejde» er blevet mere udbredt. Dette er arbejde, som er unddraget fagbevægelsens kontrol. Den økonomiske krise har ført til, at omkring 2 millioner er arbejdsløse, og ledigheden øger - særlig blandt ungdommen. Kapitalistisk globalisering og forstærket europæisk integration har siden 1975 forstærket skellet mellem nord og syd og ført Italien til randen af politisk og socialt sammenbrud.

Regionale uligheder

Syditalien har været taberen både i opgangs- og i nedgangstider. Trods enorm fraflytning allerede fra slutningen af 1800 tallet, har områderne i syd været relativt overbefolkede, med en høj fødselsrate. Forældede landbrugsmetoder gav Syditalien en tilbagestående plads i nationaløkonomien. I 1950 blev der oprettet en offentlig investeringsbank for Syditalien - «Cassa per il Mezzogiorno» - men den har ikke hindret, at landsdelen fortsat er et underudviklet område. Den forsynede det industrialiserede nord med billig arbejdskraft, men er efterhånden også blevet et marked. Trods økonomisk vækst og større velstand efter «det økonomiske mirakel», er forskellen øget mellem nord og syd. Invasionen af Syditalienere til Nord- og Mellemitalien i efterkrigstiden - 8 millioner mellem 1951 og 1961 - skabte store sociale problemer i disse områder. Det førte til mangel på boliger, skoler og hospitaler, og til diskriminering af de syditalienske tilflytterne pga. kultursammenstød.

Historie

Omkring det 13. århundrede f.v.t. besatte folk fra Centraleuropa den nordlige del af det nuværende Italien. Men allerede i det 5-6. årtusinde f.v.t. var der udviklet en kultur i den sydlige del af landet, der kendte til fremstillingen af keramik. Omkring 3.000 f.v.t. begyndte bronze at blive anvendt på Sicilien og omkring 1000 år senere skabte folkeslag fra øst rinaldone kulturen.

Da den hititiske kultur gik i opløsning, udvikledes den etruskiske kultur nord for floden Tiberen omkring 900 f.v.t. I slutningen af det 6. århundrede var dens indflydelse nået helt op til Po dalen, og blev først standset af kelternes fremtrængen.

Iflg. legenden grundlagde Romulo i år 753 Rom og gennem det 8. århundrede skete der en samlingsproces af bydelene på Palatiner, Esquilin, Quirinal og Capitolium højene. De havde et fælles samlingspunkt: Forum. Den første regeringsform var et valgt - ikke arvefølge - monarki, hvis magt var begrænset af et senat og en folkeforsamling af klanerne. Der eksisterede to sociale klasser: Patricierne der kunne vælges til senatet, og plebejerne der kunne samle sig til forsvar mod de store godsejeres overgreb.

Med kongen Tarquino Prisco (616-578) blev Rom optaget i den latinske liga. Plebejernes fattigdom og systemet der gjorde romerne til slaver, når de havde gæld, førte til at kongerne i 509 blev smidt på porten. I det 5. århundrede udformedes de 12 lovtavler, der også kunne forstås af plebejerne. Efter voldelige kampe lykkedes det disse også at få deres rettigheder inkluderet i de juridiske forordninger.

De puniske krige mod Karthago i det 3. århundrede gjorde det atter engang muligt for Rom at udvide sit herredømme, og i begyndelsen af det 2. århundrede gjorde det sig til «beskytter» af Grækenland - efter at have besejret makedonerne. I løbet af få år erobrede Rom Lilleasien, det nordøstlige Gallien, Spanien, Makedonien samt Karthago i det nordlige Afrika.

I slutningen af det 2. århundrede blev tribunerne Tiberius y Caius Gracus sammen med 3000 af deres tilhængere dræbt af adelen for at tækkes plebejerne. I år 27 f.v.t. konsoliderede Octavius sig som den første kejser og indledte dermed en længere periode præget af fred. Det romerske imperium kontrollerede nu området fra Rhinen i Tyskland til det nordlige Afrika, fra den iberiske halvø og det nuværende Frankrig, Storbritannien, Centraleuropa over Mellemøsten til Armenien. Ekspansionen fortsatte frem til det 2. århundrede e.v.t., da indre uroligheder kastede Rom ud i kaos.

I år 330 forlagde kejser Konstantin imperiets hovedstad til Byzans - kaldet Nye Rom - konverterede til kristendommen, forbød korsfæstelser og forsvarede grænserne mod frankere, tyskere og goter. Ved kejser Jovians død i 364 blev imperiet delt op i en vestlig og østlig del.

Slutningen af det 5. århundrede var præget af invasioner af mongoler og andre stammer nordfra samt Byzans' bestræbelser på at tilbageerobre de tabte områder. I midten af det 6. århundrede blev Italien atter en provins, men lombarderne erobrede den nordlige del af halvøen under ledelse af deres militære chefer, kaldet duces - førere. Fra det tidspunkt hvor imperiets hovedstad blev flyttet til Byzans, førte de romerske biskopper sig frem som et magtalternativ i byen. Da de lombardiske konger med våben begyndte at forsvare kristendommen overfor byens fjender, brød bisperne - der nu kaldte sig paver - alliancen for at bevare deres midlertidige magt.

I år 754 bad pave Stefan II om hjælp fra Pipino den Brave, og kronede ham til gengæld som konge over frankerne. Efter at have besejret lombarderne overdrog Pipino den centrale del af halvøen til paven. Pipinos søn, Karl den Store blev i 800 kronet til konge og kejser af Rom, men muslimske invasioner i midten af århundredet efterlod atter området uden regering.

I det 9. og 10. århundrede oprettede kirken De pavelige Stater i den centrale del af området - herunder Rom. Fraværet af en centralmagt gjorde det imidlertid i det 12. århundrede muligt for en række af områdets byer i vid udstrækning at styre sig selv. Med tidens høje udvikling af handelen, fremstilling og håndværk var dette en udfordring for myndighederne i det imperium, der kun var en formalitet.

Da kampene mellem tilhængere af pavedømmet og imperiets forsvarere i det 14. århundrede tog til, besluttede pave Inocencio VI at søge tilflugt i Avignon. To århundreder senere gav velstanden og stabiliteten i byer som Venedig, Genova, Florens og Milano basis for renæssancens intellektuelle og kunstneriske bevægelse.

I begyndelsen af det 16. århundrede blev halvøen angrebet af franskmænd, spaniere og østrigere, der allerede krævede herredømmet over Italien. I 1794 blev det invaderet af Napoleon Bonaparte, der smed østrigerne på porten. Fire år senere besatte han Rom og dannede den romerske republik og i Napoli den Partenopiske republik. Kun to italienske stater unddrog sig den napoleonske dominans: Sicilien og Sardinien, hvor Víctor Manuel I regerede. Den franske kejser ophævede midlertidig pavernes magt og deporterede Pío VII til Savona.

1870 Det moderne Italien samles

Allerede før Napoleons fald i 1814 udnævnte Víctor Manuel II, Camillo Benso Di Cavour til præsident for ministerrådet. Som et skridt i retning af forening opnåede Cavour, at kongedømmet sardo-piamonte blev omdannet til det italienske kongedømme (17/3 1861), som kun Rom og Veneto var udelukket fra. I 1866 blev Veneto annekteret og i 1870 invaderede italienerne Rom, og da pave Pio IX nægtede at overdrage magten, blev han lukket inde i Vatikanet, hvor han og hans efterfølgere måtte blive til 1929. Kong Humberto I undertegnede i 1878 Tripelalliancen med Østrig-Ungarn og Tyskland og indledte koloniale erobringer af Eritrea og Somalia i Afrika.

Under indflydelse fra Pariserkommunen i 1872 oprettedes Italiens første socialistiske organisation. I 1892 omdannede den sig til Italiens Socialistparti (PSI). Med baggrund i industrialiseringen - specielt indenfor tekstilbranchen - slog partiet hurtigt an i landets nordlige del, men resultaterne var mere sparsomme i det landbrugsprægede og forholdsvis mere tilbagestående Syditalien. Rerum Novarum (1891) banede vej for en langt mere militant katolsk faglig organisering. Fra 1870 til 1919 var stemmeretten indskrænket, og der fandtes ingen partier, som kunne gøre sig gældende på det parlamentariske plan. Liberalismen var den dominerende politiske ideologi. Den der dannede regering, accepterede støtte fra enhver side for at få størst mulig parlamentarisk grundlag. Dette gjorde det umuligt at gennemføre et politisk program, skabte ekstremt ustabile regeringer og et parlament som i realiteten var fuldstændig magtesløst. De liberales parlamentariske herredømme blev først brudt, da der i 1919 blev indført almen stemmeret for mænd. Det nye katolske Partito Popolare og PSI fremstod da som de store folkepartier.

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, forholdt Italien sig neutral, men efter pres fra nationalistiske sektorer og venstrefløjen endte landet med at erklære krig mod sine gamle allierede i Tripelalliancen. Benito Mussolini var blevet smidt ud af PSI for at have støttet deltagelsen i krigen, og da krigen nu sluttede, opsamlede han den utilfredshed i befolkningen, den havde udløst. Med en blanding af nationalisme og pragmatisme tvang han arbejderbevægelsen til samarbejde mellem kapital og arbejde i «nationens interesse».

Fra rådsbevægelse til fascisme

Den italienske socialisme var sammensat af mange forskellige elementer. PSI holdt alt fra starten anarkisterne og syndikalisterne udenfor. Senere kom striden mellem «reformisterne» og «maksimalisterne», henholdsvis højre- og venstrefløjen, til at præge og lamme partiet. I 1919 kom det til omfattende sociale oprør i bonde- og arbejderbefolkningen, men de indre modsætninger i PSI gjorde, at partiet ikke fik nogen ledende rolle i disse oprør.

I Torino - «Italiens Petrograd» - udviklede der sig en aktiv rådsbevægelse inspireret af Oktoberrevolutionen og Komintern. Tidsskriftet «Ordine Nuovo» blev stiftet den 1. maj 1919 af en gruppe intellektuelle - alle senere ledere i kommunistpartiet PCI (Gramsci, Togliatti, Tasca, Terracini). «Ordinovisterne», som de blev kaldt, var nært knyttet til arbejdere ved fabrikkerne i Torino. Gennem rådsbevægelsen rejste de spørgsmålet om arbejderkontrol over produktionsmidlerne og var optaget af problemet omkring den politiske magtovertagelse. «Ordinovisterne» blev støttet af Komintern, men stod isoleret i PSI, og rådsbevægelsen spredte sig ikke.

Efter lockout i den metallurgiske industri i efteråret 1920, indledte over ½ million arbejdere fabriksbesættelser. Til trods for at dette ophidsede og skræmte store dele af borgerskabet, undlod den erfarne premierminister Giolitti at gribe direkte ind. Hans taktik afslørede snart, at arbejderne stod uden nogen offensiv strategi, og fabriksbesættelserne fik negative følger.

Den reaktionære modoffensiv blev stadig tydeligere. Flertallet i PSI - centristerne - valgte derfor at tage et opgør med venstrefløjen på kongressen i 1921. Den kommunistiske fraktion ledet af antiparlamentarikeren Amadeo Bordiga og Antonio Gramsci dannede kommunistpartiet PCI. Året efter brød centristerne i PSI også med højrefløjen. «Den italienske socialismes far», Turati, blev ekskluderet. Sammen med bl.a. Matteotti dannede han et socialdemokratisk parti.

Arbejderbevægelsen var nu dybt splittet. De liberale politikere valgte at alliere sig med fascisterne i kampen mod socialister og katolikker. Efter flere regeringskriser og fascisternes march mod Rom overdrog Vittorio Emanuele III regeringsmagten til Mussolini. En «valgreform» sikrede Fascistpartiet flertallet, hvilket blev skarpt kritiseret af PSI lederen Giácomo Matteotti. Tilhængerne af Il Duce - Mussolini - svarede med i 1924 at slå ham ihjel. Vejen lå åben for Mussolinis fuldstændige overtagelse af den politiske magt. Italiens svage parlamentariske traditioner bidrog til, at fascisterne de første år mødte så ringe modstand. Først med drabet på Matteotti i 1924 vågnede oppositionen, men da var det for sent. Alle oppositionspartier blev forbudt, og flere ledende politikere måtte flygte fra landet. Det var kun PCI, som satsede på at opretholde en hemmelig organisation i Italien. Mange kommunister blev arresteret - bl.a. Gramsci som sad i fængsel fra 1926 til han døde i 1937. Togliatti var i Moskva og sad i Kominterns Eksekutivkomite. Han overtog efter Gramscis død posten som PCI's generalsekretær.

En ny forfatning indførte pressecensur og i 1929 undertegnedes Letrán pagten med Vatikanet. Den genindførte pavernes magtbeføjelser og skaffede regeringen opbakning blandt landets katolikker. Trods alvorlige indgreb i de demokratiske rettigheder, regerede fascisterne alligevel med støtte fra store dele af befolkningen. Men efterhånden blev de sociale, politiske og økonomiske svagheder ved regimet for åbenlyse. Med kolonikrigen mod Ethiopien i 1936 var højdepunktet nået. Italienerne saboterede åbenlyst racelovene vendt mod jøderne, som blev indført i 1938 efter alliancen med Hitlertyskland. Regimet mistede sympati, men åben antifascistisk modstand var endnu ikke mulig.

2. Verdenskrig

Mussolinis udenrigspolitik var koncentreret om erobringen af kolonier. I 1936 invaderede Italien Ethiopien, og et år senere dannedes det Østafrikanske italienske Imperium. Under den spanske borgerkrig knyttedes der tættere bånd med Hitlertyskland og Rom-Berlin aksen blev dannet. I april 1939 erobrede italienske tropper Albanien.

Den 2. verdenskrig knuste det fascistiske herredømme. Krigen blev en militær katastrofe for fascisterne. Da de allierede i sommeren 1943 gik i land på Sicilien, blev Mussolini ekskluderet af fascisternes Høje Råd. Kongen valgte et af medlemmerne i denne forsamling, marskal Badoglio, til ny regeringschef. Italien blev i september 1943 tvunget til betingelsesløs kapitulation, og de anglo-amerikanske styrker overtog kontrollen med Syditalien. Norditalien forblev under tysk besættelse frem til 25. april 1945.

Denne todeling af landet fik store politiske følger. Både i nord og syd eksisterede der komiteer for national befrielse (CLN) i alle de større byer. CLN var sammensat af repræsentanter for alle de antifascistiske partier. I nord medførte den venstreorienterede partisanbevægelse en omfattende radikalisering af befolkningen. I de befriede områder blev fascisterne erstattet med demokratisk valgte folkelige organer. Virksomheder og jordejendomme blev besat. Mange partisaner håbede og troede på, at kampen mod nazi-fascismen skulle føre til et socialistisk samfund.

I syd foregik «opgøret» med fascismen under kontrol af tidligere fascister og af de allierede. CLN var her lammet af strid om, hvorvidt man skulle samarbejde med det fascistisk inficerede monarki. Stærke kræfter indenfor borgerskabet og blandt de allierede var åbenbart mest interesseret i, hvordan man skulle bremse den røde folkelige modstandsbevægelse.

Men de italienske partisaners modstandskamp - «La Resistenza» - førte hverken til jugoslavisk socialisme eller græsk borgerkrig. I marts 1944 anerkendte Stalin den reaktionære Badoglioregering, og dette forvirrede både de allierede og de fleste kommunister. Men akkurat i disse dage kom den taktiske mester Togliatti tilbage fra Moskva. Han samlede PCI's ledere og formåede at overbevise dem om, at det var nødvendigt at gå ind i Badoglioregeringen sammen med alle de andre antifascistiske partier. Kravet om at kongedømmet skulle afskaffes, måtte ikke være en afgørende betingelse.

Begrebet «vendepunktet i Salerno» er siden ikke kun blevet betegnelsen for regeringsdannelsen i Salerno i april 1944, men også et stikord for grundlaget og hovedlinien i PCI's strategi i efterkrigstiden. PCI formåede gennem sin stærke indsats i modstandskampen og ved Togliattis manøvrer at skaffe sig stor indflydelse. PCI satsede nu på at blive «et masseparti af en ny type», som kunne føre politisk kamp indenfor det parlamentariske system. Venstrefløjens partier betragtede det som en stor sejr, da monarkiet blev forkastet ved en folkeafstemning i 1946. Det lykkedes at skabe en formelt set progressiv grundlov. Det var PCI, der var den ivrigste fortaler for den. Men det var de kristelige demokrater og de liberale som sikrede sig kontrollen over den økonomiske og sociale genopbygning og som derved fik magt til at afgøre, hvilke grundlovsbestemmelser der skulle efterleves.

Som i andre lande i Vesteuropa førte den kolde krig til, at kommunisterne blev fjernet fra regeringen. Efter en voldsom antikommunistisk valgkamp i 1948, hvor paven bandlyste katolikker der støttede folkefronten som PCI og PSI havde dannet, fik det kristeligdemokratiske parti under ledelse af Alcide de Gasperi hele 48 % af stemmerne og absolut flertal i parlamentet. Valget var starten på over 40 års kristeligt demokratisk hegemoni i Italien. I maj samme år blev den kristelige demokrat, Luigi Einaudi valgt til landets første præsident.

Enhedsfagbevægelsen - CGIL - blev splittet i 1948, hvilket betød en yderligere svækkelse af arbejderbevægelsens kampkraft. CIA og USA's regering var direkte involveret i begivenhederne som førte til oprettelsen af landsorganisationerne CISL (kristelige demokrater) og UIL (socialdemokrater og republikanere). Påvirkningen skete gennem det nordamerikanske fagforbund AFL-CIO, som havde til opgave at støtte og financiere den «frie» fagbevægelse - ikke bare i Europa men også i Latinamerika, Afrika og Asien.

Det kristelig demokratiske parti

Den venstreorienterede modstandsbevægelse forsøgte efter krigen at bevare sin indflydelse i den offentlige administration i Norditalien. Men både dette og opgøret med fascistperioden blev bremset af den kristelig demokratiske centralregerings politik. Det kristelig demokratiske parti, DC førte en konservativ økonomisk politik og gik imod en række vigtige reformer. Det lykkedes at bringe arbejderbevægelsen i defensiven. Indtil slutningen af 50'erne blev faglige aktivister ofte brutalt undertrykt. Den berygtede indenrigsminister Scelba gjorde flittigt brug af politiet.

Italiens militære og økonomiske deltagelse i den vestlige alliancesfære blev sikret ved NATO-medlemskabet i 1949 og ved Romtraktaten i 1958. Ved den Internationale Konference i 1946 fik Italien lov til foreløbigt at administrere Somalia. En ordning der blev forlænget frem til 1960.

DC blev støttet af den katolske kirke, som traditionelt har stået stærkest blandt småbønderne i Nordøst- og Mellemitalien. Partiet fik efterhånden også tilslutning fra byenes borger- og småborgerskab, samt dele af arbejderklassen. Den katolske arbejderorganisation ACLI og sammenslutningen Goldiretti som kontrollerede 90 % af småbønderne, var vigtige støtter for partiet. Men det sammensatte vælgergrundlag skabte politiske spændinger. Politikken blev bestemt af styrkeforholdet mellem de mange fraktioner, som der ofte stod stærke økonomiske interesser bag. De største grupper havde egne organisationer med eget kontor og egen presse. Denne partistruktur var en vigtig årsag til DC's - og dermed også regeringens - ekstreme mangel på politisk handlekraft.

Fra slutningen af 50'erne blev de statslige industri- og kreditinstitutioner udbygget. Ved skruppelløst at anvende landets ressourcer på sine egne støtter, lykkedes det DC at skaffe sig loyalitet i brede lag. Med denne såkaldte «klientelisme» skaffede de kristelige demokrater sig både politisk og økonomisk indflydelse, som var unddraget de folkevalgte organers kontrol. «Sottogoverno» (underregering) blev dette kaldt.

Til forskel fra Nordeuropa, blev arbejderklassen efter 1947 konsekvent udelukket fra regeringer og departementer. Socialdemokraterne (PSDI), ledet af Saragat, var godt nok ved flere lejligheder regeringspartner, men PSDI har altid været et lille parti, som aldrig har kunnet formidle klassesamarbejdet gennem en statslig politik.

PSI har haft betydelig større indflydelse i arbejderklassen. De borgerlige partier øvede derfor et stærkt pres på PSI for at det skulle bryde enhedsfronten med PCI. Dette skete først efter Khrusthovs tale på SUKPs 20. partikongres og efter at oprøret i Ungarn i 1956 havde ført til alvorlige kriser i de italienske arbejderpartier. På PCI's kongres samme år talte Togliatti for første gang om «den italienske vej til socialisme», og han satte begrebet «polycentrisme» op mod enhedscentret for den internationale kommunistiske bevægelse. Men det viste sig, at PCI ikke vovede at komme med en uafhængig analyse af udviklingen i Ungarn.

Efter bruddet med PCI kunne PSI udvikle sig mere selvstændig. De forskellige venstretendenser i partiet (Lelio Basso, Vittorio Foa) led nederlag, og Pietro Nennis linie med åbning mod socialdemokraterne og de kristelige demokrater sejrede.

«Åbning mod venstre»

Åbningen mod venstre var forberedt af venstrefraktionen i DC gennem en lang række reformoplæg. Reformerne kom stort set aldrig længere end til planlægningsstadiet, men mødte alligevel stærk modstand fra arbejdsgiverorganisationen Confindustria og Vatikanet. Tambroni forsøgte i 1960 at regere med støtte fra fascisterne og monarkisterne. Dette førte til voldsomme antifascistiske optøjer, hvor flere hundrede mennesker blev dræbt. DC måtte derfor opgive højresamarbejdet og blev nødt til at nærme sig PSI.

I 1963 blev den første centrum-venstreregering dannet. Den blev en stor skuffelse for alle, som havde håbet at Italien nu var færdig med DC's «immobilismo» (ubevægelighed). Den økonomiske tilbagegang der indtrådte, da det «det økonomiske mirakel» i 1963 var afsluttet, tvang regeringen til at opgive reformerne. PSI blev medansvarlig for et ret upopulært anti-inflationstiltag.

Ved valget i 1968 mistede PSI 1/4 af sine stemmer - dels til PCI og dels til udbryderpartiet PSIUP. Det første «nye venstre» parti. PCI havde forlængst fortrængt PSI som Italiens arbejderparti. Ikke bare som vælger- og medlemsparti, men også i arbejderbevægelsenes økonomiske organisationer.

Det nye venstre - krise i PCI

Da PCI's leder Togliatti døde på Jalta i 1964, efterlod han sig et vægtigt politisk dokument, som blev kaldt «Togliattis politiske testamente». Her kommer hans skuffelse over udviklingen i Sovjetunionen og i den kommunistiske verdensbevægelse klart frem. Dette kritiske memorandum blev offentliggjort, således som Togliatti selv havde villet det, og det førte til en hård diskussion i den kommunistiske bevægelse i hele Vesteuropa. Togliattis efterfølger, Longo, havde ikke den autoritet, som kunne hindre modsætninger i partiet i at bryde løs. Venstrefløjen, fremfor alt Ingrao, Trentin og gruppen bag tidsskriftet «Il Manifesto», understregede faren for en «socialdemokratisering» af partiet. «Ingraoianerne» satte Gramscis begreb «historisk blok» op mod en folkefrontsalliance, som blot var møntet på politiske kompromiser. Manifestogruppen - Pintor, Rossanda og Magri - blev ekskluderet i 1969. PCI's interne diskussioner forklarer hvorfor, partiet spillede en passiv rolle i perioden 1964-68.

De spontane og kraftige antifascistiske demonstrationer mod Tambroniregeringen i 1960 viste, at der var sket store forandringer i arbejderklassens sammensætning og bevidsthed. Den nye generation af unge arbejdere og indflyttere fra syd var ikke så bundet af de traditionelle grænser for fagbevægelsens virkeområde. Den øgede politiske bevidsthed førte til et stigende antal marxistiske tidsskrifter - Quaderni Rossi, Quaderni Piacenti - og grupper, som udviklede en kritisk analyse af «det historiske venstre».

Den øgede levestandard, de politiske diskussioner i det gamle og nye venstre, maj-oprøret i Paris og «foråret i Prag» var med til at danne grundlaget for de store massebevægelser, som kom i 1968-69. Studenterbevægelsen begyndte som en kamp for stærkt påkrævede universitetsreformer. Institutter blev besat, og man diskuterede nye universitetsmodeller. I foråret 1968 kom det til lokale, for det meste spontane strejker over hele landet, og studenterne tog snart del i arbejdernes kampe. De officielle fagforeninger blev tvunget til delvis at acceptere det nye venstres metoder.

Der blev oprettet fabriksråd og et delegeretsystem, hvor organiserede og uorganiserede deltog på lige linie. Dette førte til en forandring af hele tarif-forhandlingssystemet. Da kampene blev ført uden hensyn til skellet mellem kommunistiske, socialdemokratiske og katolske arbejdere, voksede kravet om enhed mellem de tre landsorganisationer. I «det varme efterår» i 1969 var der over 302 millioner strejketimer. Dette medførte ikke bare betydelige lønforhøjelser, men var fremfor alt et grundlæggende angreb på den kapitalistiske organisering af arbejdet. Mange venstregrupper opfattede situationen som potentielt (mulig) revolutionær. Opmærksomheden blev rettet mod arbejderne i storvirksomhederne og i storbyens arbejderkvarterer. Men i 1971 var over halvdelen af Italiens omkring 8 millioner industriarbejdere beskæftiget i virksomheder med under 20 ansatte, og kun 1 million arbejdede i de ca. 800 virksomheder med over 500 ansatte. PCI og fagforeningerne mente, at kampene i fabrikkerne måtte forenes med en kamp for reformer, som skulle gennemføres på det parlamentariske plan, dersom magtforholdene skulle ændres til arbejderklassens fordel. Modsætninger som kun berørte fabrikkerne, truede med at isolere industriarbejderne fra andre dele af arbejderklassen og fra mulige allierede i mellemlagene. Fagforeningerne begyndte nu at føre direkte forhandlinger med regeringen om sine krav. Denne «pansyndikalisme» indebar en tendentiel sprængning af rammerne for det borgerlige demokrati og et brud med den rollefordeling, hvor partierne fører den politiske og fagforeningerne den økonomiske kamp.

Sort terror - «strategia della tensione»

Masseradikaliseringen i slutningen af 60'erne blev besvaret med «strategia della tensione» - fascisternes velkendte strategi. På Piazza Fontana i Milano blev 16 mennesker dræbt og hundrede såret ed et bombeattentat den 12. december 1969. Dette var begyndelsen til en række voldshandlinger og til heksejagten på såkaldte venstreekstremister. Lov og orden instinktet blev mobiliseret. Kun enkelte grupper fra det nye venstre - bl.a. Lotta Continua - gik straks til modangreb. De afslørede efterhånden det der blev kaldt «La strage di stato» («Statens blodbad»). Først senere blev det offentligt erkendt, at attentatet i Milano var et komplot sat i værk af de mest reaktionære dele af statsapparatet, nemlig indenrigsministeriet og efterretningstjenesten. Den tidligere efterretningschef Miceli blev arresteret i 1974.

Valget i 1972 blev en sejr for højrefløjen i DC og for det nyfascistiske parti, MSI. Arbejderklassen blev gjort ansvarlig for de stadig større økonomiske problemer, da den ikke gav afkald på fortsat offensiv kamp i fabrikkerne. Den fascistiske propaganda satte de arbejdsløse og underbeskæftigede - særlig i Syditalien - op mod arbejderne på de store virksomheder i nord. En folkelig højreopstand i Reggio Calabria i 1971-72 blev et symbol på denne alvorlige krise i arbejderbevægelsen.

Det historiske kompromis

Af frygt for en fascistisk udvikling i Italien og efter det blodige nederlag for Unidad Populars eksperiment i Chile, lancerede PCI-lederen Enrico Berlinguer i 1973 «det historiske kompromis» - en strategi for et regeringssamarbejde mellem de kristelige demokrater og kommunisterne. I 70'erne var dette det store stridsemne på venstrefløjen i Italien. Venstrefløjens linie for en venstreregering blev afvist af PCI. Med 51 % af vælgerne bag sig, kunne man ikke gå til frontalangreb på de kristelige demokrater, som fortsat fik støtte af ca 40 % af folket. Men forestillingen om, at det gennem et samarbejde med DC skulle være mulig at overvinde de problemer, som ikke mindst skyldtes de kristelige demokraters langvarige herredømme, blev samtidig afvist af kritikerne på venstrefløjen.

PCI fik stor fremgang ved lokalvalgene i 1975 og ved parlamentsvalget i 1976, da partiet fik 1/3 af stemmerne. Valgforbundet Democrazia Proletaria bestående af PdUP, Avanguardia Operaia og Lotta Continua fik 1,5 %. Grupperne til venstre for PCI var lammet af indre stridigheder med stadige splittelser og nye samlinger. PdUP var dannet af Manifestogruppen og en del af PSIUP. I 1978 gik et flertal i Avanguardia Operaia og et mindretal i PdUP sammen i partiet DP.

På den yderste venstrefløj skete der en fortsat radikalisering og inspireret af palæstinensernes væbnede befrielseskamp og en tilsvarende udvikling i andre europæiske lande dannedes i starten af 70'erne Brigate Rosse (de Røde Brigader). Bevægelsen betjente sig især af bortførelser, men også attentater hvor ofrene blev skudt i knæene var udbredte. Attentaterne blev rettet ikke blot mod folk på højrefløjen, men også mod venstrefløjsfolk, der udtalte sig til fordel for det historiske kompromis. De Røde Brigaders mest spektakulære aktion var bortførelsen i 78 af landets premierminister, Aldo Moro. I sidste ende afviste DC at forhandle om Aldo Moros liv, og han blev dræbt af brigaden. Aktionen viste samtidig, at brigaden havde lukket sig inde i en blindgyde, og markerede en brat nedgang i bevægelsens aktiviteter.

En vigtig årsag til PCI's politiske indflydelse var partiets organisatoriske styrke. Medlemstallet steg i perioden 1974-76 med over 150 000 til ca. 1,8 millioner. PCI stod traditionelt stærkest i det såkaldte «røde bælte» i Mellemitalien - området fra Bologna til lidt nord for Rom - men svagere i det højt industrialiserede nord og det fattige syd. PCI repræsenterede i sine stærke områder en underkultur som dominerede den lokale politik, de sociale forhold og i vid udstrækning også økonomien. Kommunisterne har i hele efterkrigstiden siddet på flere vigtige lokaladministrationer. Det klassiske eksempel på dette er Bologna.

I 2008 blev det afsløret, at NATO forberedte et kup i Italien, hvis PCI i midten af 1970'erne havde vundet magten i landet. Det italienske demokrati rakte kun til, at højrefløjen havde magten.

Den nye kvindebevægelse

«Movimento della liberazione della donna», MLD, blev udviklet i tæt kontakt med det lille, men meget aktive Partito Radicale. Arbejderklassens kvinder har lange kamptraditioner, bl.a. fra jordbesættelser og fra modstandsarbejdet mod nazi-fascismen. Dette var grundlaget for PCI's kvindeorganisation UDI, Unione Donne Italiane. Men først med den radikale feminisme udvikledes der en virkelig kvindebevægelse. Den indtog i 70'erne en strategisk vigtig position og var blandt de mest livskraftige i Europa.

I 1974 blev en lov om ret til skilsmisse forsøgt ophævet ved folkeafstemning. Reaktionære katolikker allierede sig med fascisterne. PCI veg tilbage. Partiet var bange for at skabe en dyb splittelse i folket. Men kampen endte som en stor sejr for de progressive kræfter. Også i abortspørgsmålet forholdt PCI sig meget forsigtigt, men partiet blev efterhånden tvunget til i parlamentet at støtte kvindernes krav.

Den katolske kirkes ideologiske herredømme

Efter at Rom var taget fra Kirkestaten, opretholdt «fangen i Vatikanet» (paven) en formel protestholdning overfor den Italienske stat - indtil Lateranpagten med Mussolini i 1929. Denne pagt som regulerer forholdet mellem kirke og stat, gav kirken stor indflydelse i spørgsmål som undervisning, ægteskab, fødselskontrol og abort. Det er nærmest et paradoks, at det er kvindernes kamp som måske mere end noget andet har svækket den katolske kirkes ideologiske herredømme. Traditionelt er det nemlig kvinderne som har været stærkest underordnet kirken.

Men der er også sket store forandringer indenfor den katolske kirke. Progressive og sociale tendenser slog igennem ved det 2. Vatikankonsil under pave Johannes i 1962 og åbnede vejen for en venstredrejning i de katolske masser.

Dødsdommen over DC

Ifølge forfatningen fra 1948 vælges republikkens præsident for en syvårig periode og er samtidig statschef. Han har bl.a. til opgave at udpege regeringschefen - premierministeren - der skal have opbakning i begge parlamentets to kamre. Indtil valget af socialisten Sandro Pertini til præsident i 1978 havde alle præsidenter tilhørt DC. Traditionen blev genoptaget med valget af Francesco Cossiga i 1985.

Det politiske system viste sig at være særdeles stabilt i sin form, men meget ustabilt i sit indhold. I de fleste tilfælde havde kabinetterne kun en levetid på få måneder trods forudgående intense forhandlinger. Eneste undtagelse var Bettino Craxis regering, der holdt sig ved magten fra april 83 til marts 87. I maj 81 var Arnaldo Forlani regeringen bragt til fald, da det kom frem, at den og dens tilhængere havde været knyttet til den ulovlige P2 loge. Den blev efterfulgt af et års republikansk regering.

Den politiske ustabilitet, de astronomisk højre underskud på statsfinanserne samt mafiaens og camorraens inflydelse var med til at udvikle tankerne om reform af forfatningen.

I februar 1991 besluttede PCI i efterdønningerne på sammenbruddet i Østeuropa at omdanne sig til Demokratisk Venstreparti (PDS) og søge om optagelse i den socialdemokratiske Socialistisk Internationale. I december samme år dannede en gruppe dissidenter Partito della Rifondazione Comunista (PRC).

I slutningen af 91 forværredes modsætningerne i DC og mellem præsidenten Cossiga og PDS lederen, Achille Occhetto. I februar opløste præsidenten og premierministeren parlamentet og udskrev valg i utide. Ved valget i april 92 mistede DC for første gang siden 46 flertallet i parlamentet. To dage senere indgav Andreotti sin og regeringens afskedsbegæring. I slutningen af maj blev dommer Giovanni Falcone - mafiaens fjende nr. 1 - dræbt på Sicilien. Dette var en medvirkende faktor til, at den kristelige Oscar Luigi Scalfaro blev valgt til præsident. To måneder efter drabet på Falcone slog mafiaen til mod hans efterfølger, Paolo Borsellino, der ledte efterforskningen af den organiserede kriminalitet.

I oktober 1992 præsenteredes en økonomisk krisepakke, der udløste en generalstrejke, hvori 10 millioner arbejdere deltog.

Statsanklageren Antonio di Pietro indledte samme år undersøgelser, der afslørede et kompliceret system af illegale operationer, der involverede politikere fra hele det politiske spektrum, kapitalister og mafiaen. I løbet af 93 blev der ført retssager mod over 1000 politikere og kapitalister i den såkaldte operation «rene hænder». Blandt de anklagede fandtes bl.a. de tidligere premierministre Bettino Craxi (socialdemokrat) og Giulio Andreotti (kristelig demokrat).

I perioden 1980-92 havde korruptionen kostet staten omkring 20 milliarder dollars. Pga. bestikkelserne til funktionærer og politikere er offentlige investeringer i Italien 25% dyrere end i resten af EU.

I april 93 blev den tidligere præsident for Centralbanken, Carlo Azeglio Ciampi udnævnt til premierminister. Få dage senere blev der ved en folkeafstemning vedtaget en valgreform. Den banede vejen for, at tre fjerdedele af pladserne i senatet og deputeretkammeret frem over skulle vælges ved simpelt flertal i de enkelte valgkredse. De sidste 25% skulle vælges ved forholdstalsvalg.

Op til parlamentsvalget i marts 94 var PDS favorit, da det i mindre grad end socialister og kristelige demokrater havde været involveret i skandaler. Alligevel lykkedes det i løbet af få måneder mediemagnaten Silvio Berlusconi at danne partiet «Forza Italia». Sammen med Umberto Bossis Lega Nord og det Nyfascistiske Alianza Nacionale (AN) ledet af Gianfranco Fini fik Berlusconi absolut flertal i parlamentet.

Berlusconi blev udnævnt til premierminister og konsoliderede sin popularitet, da «Forza Italia» vandt valget til Europaparlamentet. Lega Nord fortsatte imidlertid sin kritik af Berlusconi og det højreorienterede AN, og dette begyndte at vanskeliggøre regeringens virke. I oktober satte fagbevægelsen sig imod en pensionsreform foreslået af premierministeren, da den ville medføre en nedgang i ydelserne, øge bidragene og privatisere dele af pensionssystemet. Efter en enorm demonstration i Rom med deltagelse af over 1 million mennesker, blev Berlusconi tvunget til at trække sit forslag tilbage. I december trak Bossi sin støtte til Berlusconi regeringen tilbage, og den faldt. Trods ligaens begrænsede vælgeropbakning, havde den alligevel 1/5 af pladserne i parlamentet.

Præsident Scalfaro nægtede at udskrive nyvalg og udpegede i stedet Berlusconis tidligere økonomiminister, Lamberto Dini. Dini havde en fortid som embedsmand i IMF og nød større tillid i internationale finanskredse end sin forgænger. Han dannede en regering af teknokrater - officielt «apolitisk». Med støtte fra venstrefløjen lykkedes det den nye premierminister at indføre et nyt pensionssystem og reducere underskuddet på de offentlige finanser. Ligesom forgængeren Ciampi - en anden teknokratisk premierminister der regerede i 1993-94 - allierede Dini sig med PDS for at gennemføre økonomiske nedskæringer.

Den 21. april 1996 vandt «Oliventræskoalitionen» under ledelse af den tidligere kristelige demokrat Romano Prodi og støttet af PDS parlamentsvalget. Prodi blev udnævnt til premierminister og dannede en regering, hvori også deltog en række vigtige ledere fra PDS samt uafhængige konservative politikere som Ciampi og Dini. Deltagelsen i regeringen af tidligere kommunister og Rifondazione Comunistas støtte til den var et fundamentalt brud den politiske tradition i Italien.

I oktober 97 rystede en alvorlig krise regeringen. Kommunistpartiet truede med at trække sin støtte til Prodi tilbage og nægte at stemme for finansloven for 1998, hvis regeringen ikke accepterede en reduktion af den ugentlige arbejdstid til 35 timer. Krisen endte i et kompromis, hvor regeringen gik med til at reducere arbejdstiden fra de nuværende 40 timer for virksomheder med over 15 ansatte fra år 2001.

Oliventræskoalitionens valgsejr ved kommunalvalget måneden efter var med til at konsolidere regeringens position.

I 1998 trak PRC sin støtte til regering tilbage på grund af den nye finanslovs asociale inhold, forberedelserne til krigen mod Jugoslavien (Kosovo krisen) og krævede en ændring af regeringsammensætning. Lederen af PDS, Massimo D'Alema overtog 21. oktober Romano Prodis regeringsledelse med støtte fra nye højregrupperinger (UDR m.fl). Carlo Azeglio Ciampi - tidligere Nationalbank direktør og finansverdenens tillidsmand i Italien - blev valgt til præsident.

Den planlagte udvidelse af Avianobasen - NATO's største i Europa - i det sydlige Italien var omgæret af megen debat, da et nordamerikansk fly i februar 98 dræbte 20, da det skar kablerne til en svævebane over.

Tidligere premierminister Andreotti blev i maj 1999 anklaget af statsadvokaten for at have brugt sin politiske indflydelse til at støtte mafiaen. Anklaget kom i slutningen af den igangværende sag mod ham, der allerede havde været i gang i 4 år. Statsadvokat Roberto Scarpinato krævede, at den 80 årige Andreotti, der var senator på livstid blev fjernet fra offentlig indflydelse. I sin slutplædering erklærede Scarpinato, at forbindelsen mellem Andreotti og mafiaen ikke havde været «tilfældig», men at den tidligere premierminister tvært imod regelmæssig havde «gjort tjenester» for den kriminelle organisering.

Den 78 årige tidligere økonominister og bankmand Carlo Azeglio Ciampi vandt præsidentvalget stort i maj 1999 med støtte fra både højre- og venstrefløjen. Ciampi vandt allerede i 1. valgrunde. Det er kun 3. gang i Italiens historie, at dette sker. For mange iagttagere indikerede den lette sejr, at centrums og centrum-højre partierne var villige til at deltage i reformer af det stive politiske system. Præsidentposten er i Italien overvejende ceremoniel, men giver alligevel en vis magt til præsidenten som mægler under de hyppige politiske kriser. Samtidig bestemmer han, om det er formålstjenligt at opløse parlamentet og udskrive nyvalg, samtidig med at han udpeger den, der skal danne ny regering.

I begyndelsen af december vandt Oliventræs koalitionen de 5 lokalvalg. Det vigtigste var valget i Bologna, hvor der skulle vælges en erstatning for Romano Prodi, der var udpeget til formand for EU Kommissionen. I juni havde venstrefløjen lidt et sviende nederlag i Bologna til Berlusconis tilhængere.

Den 22. december dannede D’Alema sin 2. regering - fire dage efter at han var blevet tvunget til at træde tilbage efter at have mistet støtten fra 3 små fraktioner indenfor koalitionen. Den nye regering bestod af 25 ministre - heraf de 6 kvinder. Den bestod overvejende af ledere fra det Demokratiske Parti, der tidligere på året var blevet stiftet af Prodi for at forstærke koalitionen. Den socialistiske leder Enrico Boselli erklærede imidlertid, at D’Alema havde dannet en svag regering.

I juni 2001 overtog Silvio Berlusconi atter posten som premierminister som leder af en højreorienteret regeringskoalition. I koalitionen indgik fascisterne under ledelse af Gianfranco Fini og Liga Norte under ledelse af Umberto Bossi. Pro-europæeren Renato Ruggiero blev udnævnt til udenrigsminister.

De folkelige bevægelser voksede i starten af det 21. århundrede og især antiglobaliseringsbevægelsen gennemførte i 2000-01 store demonstrationer i Bologna, Triest og Napoli. De kulminerede under topmødet i Genova i juli 2001, hvor sikkerhedsstyrker dræbte en af de demonstrerende. De italienske delegationer har også været talstærkt til stede på antiglobaliseringsmøder uden for Italien.

I januar 2002 gik Italien som 12 andre europæiske lande over til brug af Euroen. Overgangen blev markeret med festligheder, hvilket førte til kritik fra de mest højreorienterede partier i regeringen. Udenrigsminister Ruggiero tog derfor sin afsked, og Berlusconi overtog selv posten som udenrigsminister.

Italiens arbejdsmarkedslovgivning er den mest stive i Europa, og Berlusconi regeringen erklærede derfor at den ville gennemføre reformer, for at gøre det lettere for arbejdsgiver at fyre og hyre ansatte. Den 23. marts 2002 demonstrerede 1-2 millioner arbejdere i Rom mod regeringens planer.

Samme måned erklærede inderigsminister Claudio Scajola, at der eksisterede beviser for, at de Røde Brigader var genopstået og at en regeringsrådgiver var blevet myrdet af disse. Mordet bidrog dog kun til at øge kløften mellem regering og fagbevægels og fik mange til at frygte, at den politiske vold der prægede landet i 1970'erne og 80'erne ville vende tilbage.

Den 16. april samlede fagbevægelsen flere millioner arbejdere til en endags generelstrejke - den første i to årtier - mod Berlusconis reformplaner. I september og oktober trak demonstrationer mod USA's krigsplaner mod Iraq og Berlusconis støtte til disse flere hundrede tusinde italienere.

I november blev tidligere premierminister Andreotti idømt 24 års fængsel for at have beordret mafiaen til at likvidere en journalist i 1979. Pga. sin fremskredne alder - 84 år - undgik morderen dog fængsel.

I maj 2003 blev Berlusconi stillet for retten i Milano for at have bestukket dommere ifbm. salget af fødevarevirksomheden SME i 1985. Måneden efter vedtog parlamentet en lov, der gav ministre immunitet under deres regeringsperiode. Formålet var at hindre Berlusconi i at blive ydmyget som kriminel, når han den 1. juli overtog posten som formandsland for EU. Skandalerne udeblev dog ikke. Den skandaleomsuste mangemillionær var ynglingsstod i den internationale presse, og i starten af juli brillerede han i Europarlamentet ved at betegne formanden for de europæiske socialdemokrater - en tysker - som nazist.

I december rystedes landet af en stor finansskandale, da det blev afsløret, at fødevarekoncernen Parmalat havde svindlet for 14,3 mia. Euro. Koncernen bestod af 197 fabrikker i 30 lande med ialt 36.000 ansatte - heraf de 4.000 i Italien. Regeringen greb økonomisk ind i skandalen: «for at sikre beskæftigelsen, ikke for at redde aktionærerne eller ledelsen». Skandalen menes at have kostet 800.000 italienske aktionærer 30 mia. Euro. I december til februar 2004 blev 17 personer arresteret. Deriblandt grundlæggeren Calisto Tanzi, direktionen og de ansvarlige i konsulentfirmaet Grant Thornton, der havde forfalsket koncernens fakturaer. Citigroup, Bank of America, Deutsche Bank, JP Morgan, Deloitte & Touche samt de italienske storbanker blev også genstand for efterforskning.

I december 2003 forsamledes en million i Rom til demonstration mod Berlusconi regeringens planen om reform af folkepensionen.

Den 13. januar 2004 erklærede forfatningsdomstolen immunitetsloven fra juni 2003 for forfatningsstridig.

Den 4. juni 2004 besøgte USA's præsident Bush Italien som led i en europarundrejse. Det udløste store demonstrationer i Rom under parolen «No Bush, No War». Demonstrationerne blev gennemført få dage efter at Pave Paul atter engang havde fordømt USA's krig i Iraq. Paven havde erklæret, at situationen i Iraq hurtigst muligt skal normaliseres med deltagelse af det internationale samfund og især FN. Berlusconi blev i december frikendt for anklagerne om korruption. Men iflg. flere politiske iagttagere havde den 4 år lange sag mod premierministeren alligevel slået store skår i hans image.

Regeringskoalitionen led at alvorligt nederlag ved regionalvalget i april 2005. Berlusconi trådte tilbage, men blev øjeblikkeligt genindsat af præsident Carlos Ciampi. Samme måned ratificerede parlamentet EU traktateten, der dog efterfølgende faldt ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene.

I april 2006 måtte Berlusconi se sig besejret af Romano Prodis Oliventræs-koalition. Det skete med en snæver margen, og først efter at have krævet omtælling af alle stemmer anerkendte Berlusconi sit nederlag. Prodi erklærede i maj, at Italien trækker alle sine tropper ud af Iraq og at hele krigen og besættelsen var en «fejl». USA mistede dermed endnu en støtte til sin besættelse. Til gengæld sendte Italien i august 3.000 soldater til den FN fredsbevarende styrke, der blev etableret i det sydlige Libanon efter Israels 1½ måneds lange krig mod Libanon.

I april 2006 blev Italiens mest eftersøgte mand, Bernardo Provenzano, arresteret på en gård på Sicilien. El tratturi - traktoren som han var kendt som på øen - blev betragtet som overhoved for den siciliancke mafia og havde været eftersøgt siden han in-absentia blev idømt livsvarigt fængsel for drabet på 2 dommere i 1992.

Den tidligere kommunist Giorgio Napolitano blev valgt til landets præsident i maj 2006 med 543 stemmer ud af 1009 mulige. Samme måned tiltrådte Romano Prodi som premierminister og ud over at bekendtgøre Italiens tilbagetrækning af sine tropper fra Iraq, talte han om «den moralske krise i Italien».

I februar 2007 vedtog parlamentet en lov der anerkender de-facto ægteskaber mellem både heteroseksuelle og homoseksuelle. Det førte til skarp kritik fra oppositionens side og rasende kommentarer fra Vatikanet, der især var utilfreds med anerkendelsen af homoseksuelle par.

Romano Prodi tabte i januar 2008 en tillidsafstemning og gik af som premierminister. På det tidspunkt var der igangsat en korruptionsundersøgelse mod justitsminister Clemente Mastella fra det lille parti Udeur der indgik i Prodis regeringskoalition. Efter først at have erklæret hans parti fortsat ville støtte koalitionen, ændredes denne holdning i januar. Baggrunden herfor var at regeringen ønskede at gennemføre en valgreform, der ville medføre en reduktion i det store antal småpartier i parlamentet - men Prodi koalitionen hvilede på mange af disse småpartier. Han tabte derfor tillidsafstemningen. Præsident Napolitano undersøgte mulighederne for alligevel at få gennemført den planlagte lovgivning inden et valg, men også dette mislykkedes. I februar blev der udskrevet valg, der blev gennemført i april. Den usikre parlamentariske situation og stærk modstand fra Vatikanets side, der havde modarbejdet Prodi Prodi regeringens lov om registrerede partnerskaber førte til et politisk højreskred, og i maj kunne Silvio Berlusconi genindtage pladsen som landets premierminister.

I august 2008 undertegnede Gaddafi og Italiens premierminister Silvio Berlusconi en historisk samarbejdsaftale i Benghazi. Som led i aftalen skal Italien betale Libyen 5 mia. US$ for sin tidligere illegale militære besættelse. Til gengæld skal Libyen tage skridt til at bekæmpe flygtningestrømmen fra Libyen i retning af Europa, og samtidig øge sine investeringer i italienske virksomheder. Aftalen blev ratificeret i Italien i februar 2009 og i Libyen måneden efter. I juni gennemførte Gaddafi sit første besøg i Rom, hvor han havde møder med Berlusconi, præsident Giorgio Napolitano, senatets formand Renato Schifani og formanden for deputeretkammeret, fascisten Gianfranco Fini. Flere italienske partier og menneskerettighedsorganisationer demonstrerede mod besøget. Gaddafi deltog efterfølgende i G8 topmødet i L'Aquila som formand for den Afrikanske Union.

I marts 2009 blev Silvio Berlusconis parti Forza Italia lagt sammen med det facistiske Nationalalliancen. Det ny parti fik navnet «Frihedsfolket» og Berlusconi valgt som formand.

Italien blev i april 2009 ramt af et jordskælv med en styrke på 5,8 på Richterskalen. Det ramte L'Aquila, hovedstaden i Abruzzo og kostede 308 livet. Omkring 3-10.000 bygninger blev beskadiget. At jordskælvet fik så katastrofale følger trods dets ringe styrke skyldtes at bygningerne var bygget af beton af en usædvanlig dårlig kvalitet. Berlusconi kommenterede skælvet og den katastrofale situation for de omkring 40.000 hjemløse med at «de skal bare lege de er på camping ferie. Tag på stranden, nyd livet, vi betaler det hele». Premierministerens malplacerede humor vagte traditionen tro furore.

I maj begyndte Italien at opbringe bådflygtninge på åbent hav og uden screening at sende dem til Libyen. Skridtet udløste international fordømmelse, da landet brød FN's flygtningekonvention der pålægger myndighederne at idenficere flygtninge og andre sårbare personer der har brug for beskyttelse. Sikkerhedsstyrkerne anvendte overdreven magtanvendelse under angreb på flygtningeskibene, og alle flygtninge blev arresteret ved ankomsten til Libyen.

Journalister uden Grænsers generalsekretær, Jean-François Julliard erklærede i oktober, at: «Berlusconi står umiddelbart overfor at blive føjet til vores globale lister over personer, der har smadret pressefriheden». Italien rangerer lavest indenfor EU hvad angår pressefrihed og lavere end de fleste østeuropiske lande. Berlusconi kontrollerer de fleste italienske TV kanaler, og i landet stoler kun 24% af befolkningen på nyhedsudsendelserne i TV. Berlusconis medier scorer dermed dumpekarakter indenfor OECD.

23 CIA agenter blev i november 2009 kendt skyldige ved en domstol i Milano for bortførelsen af den ægyptiske imam Abu Omar i 2003. Agenterne bortførte ham og bragte ham til Ægypten, hvor han gennem flere år blev underkastet tortur og anklaget for terrorisme. Han blev aldrig anklaget, men er fortsat overvåget af de ægyptiske myndigheder. CIA's Milano chef blev idømt 8 års fængsel, mens 22 andre agenter fik hver 5 års fængsel. De blev samtidig dømt til at betale 1 mio. € i erstatning til Omar og ½ mio.  € i erstatning til hans hustru. Bortførelsen var et led i USA's såkaldte rendition program, hvor supermagten i specielt 2001-07 systematisk krænkede Torturkonventionen ved at bortføre mistænkte og lade dem underkaste tortur i klientstater. USA nægtede at udlevere de 23 til retsforfølgelse i Italien, og de blev derfor dømt in-absentia.

Italien fortsatte i 2009 sin praksis med at deportere terror-mistænkte til Tunesien trods risikoen for mishandling og tortur af myndighederne der. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forfømte i en kendelse fra februar Italien for deportationen i juni 2008 af Essid Sami Ben Khemais, trods det at domstolen havde opfordret Italien til at stille deportationen i bero mens hans sag blev undersøgt. Menneskerettighedsdomstolen afsagde 9 tilsvarende kendelser i 2009 der fordømte Italien for landets deportationspraksis.

Racisme og xenofobi bliver et stadig større problem i landet - både i den politiske diskurs og som voldelige reaktioner. I 2009 satte bøller ild til en indisk emigrant og gennembankede 4 rumænere, hvilket sendte 2 af dem på hospitalet. Regeringen gjorde i juli 2009 en midlertidig ordning permanent under navnet «Sikkerhedspakken». Pakken gør irregulær indrejse i landet strafbart, der kan straffes med bøde på op til 10.000€. Samtidig oprettede såkaldte «borgergrupper», hvilket førte til stærk offentlig kritik af den statslige plan om at oprette såkaldte «vigilante» grupper eller dødspatruljer. En række sådanne grupper er allerede knyttet til den facistiske højrefløj. Samtidig optrådte valgte politikere stærkt hadefuldt overfor minoritetsgrupper. Det fik i maj præsident Giorgio Napolitano til at advare mod den xenofobiske udvikling, og denne advarsel blev fulgt op af advarsler fra den katolske kirke. I april havde Europarådets Menneskerettighedskomissær Thomas Hammarberg kritiseret de tiltagende overgreb mod specielt romaer i Italien. Alligevel fortsatte myndighederne med at overfalde roma-enklaver rundt om i landet.

Italien blev hårdt ramt af den globale økonomiske krise. BNP faldt i 2009 med 5% og arbejdsløsheden fortsatte med at stige gennem året, for at nå 8,8% i marts 2010. Det var dog stadig under EU gennemsnittet på 10,2%. Ungdomsarbejdsløsheden nåede til gengæld op på 27,7%. Underskuddet på statsbudgettet i 2009 var 5,3% - EU tillader kun 3%. Berlusconi regeringen annoncerede i forsommeren 2010 en sparepakke på 24 mia. €:

100.000 italienere demonstrerede 12. juni mod regeringens spareplaner, og den 25. juni gennemførte landsorganisationen CGIL generalstrejke mod planen.

Fra begyndelsen af 2010 udviklede der sig en stadig kraftigere magtkamp mellem nyfacisten Franco Fini og Berlusconi i deres fælles parti, Frihedsfolket. I april stillede 52 parlamentsmedlemmer sig bag Fini. Partiets ledende flertal støttede dog fortsdat Berlusconi. Magtkampen kulminerede foreløbigt i juli, hvor Berlusconi søgte at fjerne Fini som parlamentsformand for deputeretkammeret. Han og 3 andre blev samtidig ekskluderet af partiet. De dannede i stedet et nyt parti «Fremtid og Frihed». Oppositionen sæøgte at drage nytte af situationen og stillede i starten af august et mistillidsvotum til Berlusconi regeringen, som den dog overlevede med 299 stemmer mod 229. Finiblokken og flere andre - ialt 75 - undlod at stemme. Fini ville ikke have noget imod at vælte Berlusconi, men skulle have tid til at opbygge en ny partiorganisation for at kunne stille op ved et eventuelt valg.

2011 Exit demokrati

Den internationale finanskapital gennemtvang i november en afskaffelse af demokratiet i landet, da den tidligere premierminister Silvio Berlusconi blev afsat og erstattet med teknokraten Mario Monti. Baggrunden var den globale økonomiske krise, hvor den internationale finanskapital gennem spekulation havde mistet et ukendt antal milliarder kr. Finanskapitalens globale likviditet var derfor stærkt svækket, og dette ramte bl.a. Italien hvor renten på landets statsobligationer steg drastisk til over 7%. Dette tvang Berlusconi regeringen til at træde tilbage, og landets tidligere premierminister blev omgående stillet for retten for omfattende økonomisk kriminalitet. Han havde indtil da været beskyttet af sin parlamentariske immunitet.

Montis teknokrat styrede Italien gennem 2012. Satte skatterne op og den sociale velfærd ned, med den konsekvens at økonomien skrumpede og arbejdsløsheden steg. Teknokraten erklærede, at landets unge ikke skulle regne med at få fast job, men at det også var «sundt at skifte fra job til job».

I april 2012 indgik Italien en aftale med Libyen om at begrænse flygtningestrømmen fra Afrika. Under Gaddafi eksisterede sådanne aftaler, hvilket begrænsede flygtningestrømmen ud af Libyen med retning mod især Italien, men med Gaddafis fald i 2011 blev sluserne fjernet. Den nye aftale begrænsede dog ikke strømmen synderligt. Flere tusinde afrikanere forsøger hvert år at krydse Middelhavet med retning mod Europa og mange hundrede drukner på havet.

I juli 2012 stadfæstede Højesteret dommene over 25 højtstående embedsmænd og politiofficerer for deres tortur og mishandling af demonstranter den 21. juli 2001 i Genoa. Højtstående embedsmænd blev endvidere dømt for at have forfalsket dokumenter om begivenhederne. Dommene var fra 3 år og 8 måneders fængsel til 5 år. Men eftersom der findes en lov der skal begrænse antallet af indsatte i italienske fængsler, nedsættes dommene de-facto med 3 år, og ingen af de 25 dømte blev derfor sat i fængsel. De blev dog alle suspenderet fra tjeneste i 5 år.

I september 2012 stadfæstede Højesteret dommen over 22 CIA agenter, en nordamerikansk officer og 2 italienske efterretningsofficerer for i marts 2003 at have bortført Usama Mostafa Hassan Nasr i Milano og ført ham til Egypten, hvor han blev underkastet tortur af USA's venner: Mubarak diktaturet. De nordamerikanske anklagede blev dømt in-absentia. Højesteret beordrede endvidere 5 andre topofficerer i det italienske efterretningsvæsen stillet for retten for deres deltagelse i affæren. De var ellers sluppet i 2010 da en appelret i Milano havde besluttet at deres sager ikke kunne prøves, da det ville «afsløre statshemmeligheder». Ligeledes i september opfordrede EU parlamentet alle medlemsstater til at offentliggøre alle oplysninger om USA rendition programmer i Europa. I Danmark havde regeringen allerede lagt låg på sagen for at undgå afsløring af den danske deltagelse i USA's illegale torturprogram.

Mens politibetjente i Danmark ikke kan dømmes for mord, blev to italienske politifolk i 2012 dømt for mord begået i tjenesten.

Italien gennemførte i februar 2013 parlamentsvalg. Valget gav venstrefløjskoalitionen 29,5% af stemmerne, mens Berlusconis højrefløjskoalition fik 29,1%. Endvidere kom et nyt stort protestparti ind i parlamentet med 25,5% af stemmerne. Komikeren Beppe Grillos Femstjernebevægelse var blevet dannet blot 2 år tidligere som et højrepopulistisk protestparti mod de korrupte partier i parlamentet og deres korrupte politikere. Parlamentets mudrede sammensætning gjorde det usædvanlig vanskelig at sammensætte en regering, der nemlig skulle have flertal i begge kongressens kamre. Venstrefløjskoalitionens leder Pier Luigi Bersani forsøgte i marts at danne regering, men udelukkede på forhånd Berlusconis højrekoalition. Bersani forsøgte i stedet at lave en koalition med Beppe Grillo, men selv om en enkelte nyvalgte parlamentarikere i protestpartiet ønskede at deltage, viste det sig umuligt at inddrage protestpartiet. En måned senere trådte Bersani tilbage som sin koalitions leder efter et kaotisk valg af præsident. Den nye leder, Enrico Letta indså at der ikke var nogen vej uden om Berlusconis koalition og dannede i slutningen af april bestående af de 2 store koalitioner og 3 mindre borgerlige partier. Letta selv blev premierminister. At det lykkedes at slå bro fra venstre til højrefløj skyldtes bl.a. at Lettas onkel, Gianni Letta var en af Berlusconis nærmeste rådgivere.

Trods sin høje alder (87) lod Giorgio Napolitano sig omend modvilligt vælge til en 2. periode som præsident i april 2013 med 73,3% af Kongressens stemmer. Han blev derved den første italienske præsident, der blev valgt til en 2. periode.

2013 Exit Berlusconi

Den 1. august blev Berlusconi idømt 4 års fængsel for skatteunddragelse. Dermed indledtes en lang proces i Kongressen om hvorvidt han skulle smides ud. I sidste ende besluttede Letta sig i september for, at venstrefløjskoalitionen skulle stemme for at at Berlusconi skulle afsone sin dom og dermed ekskluderes af parlamentet. Berlusconis trussel var, at han så ville trække tæppet væk under regeringen, og det gjorde han den 28. september da hans 5 ministre trak sig tilbage. Regeringens liv hang nu i en tynd tråd, men den 2. oktober vandt Letta en tillidsafstemning, da snesevis af Berlusconis folk stemte imod deres formand. For at undgå at hans koalition smuldrede skiftede Berlusconi holdning og erklærede, at også han ville støtte regeringen. Hans indædte kamp for sit politiske liv sluttede dog i december, da et flertal stemte for at fratage ham hans parlamentariske immunitet. Lovgivningen er endvidere sådan, at en parlamentariker rførst kan vende tilbage 6 år efter en dom, så Berlusconi vil tidligst kunne vende tilbage i 2019, men inden da venter ham en meget lang række retsager, som han gennem 15 år har skubbet foran sig.

Konsekvensen af Berlusconis eksklusion blev ikke regeringens sammenbrud. Kun Berlusconis eget nydannede fascistparti Forza Italia trak sin støtte. Næsten 20 års parlamentarisk cirkus med Berlusconi i spidsen var dermed slut. Luften var klaret, men arven, et Italien i delvis økonomisk ruin eksisterede fortsat.

A.J. / Guia del Mundo

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Italy)
Amnesty International Annual Report 2013 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2013 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Il Manifesto (dagblad, italiensk)