Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Libanon
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 29/10 2012
Læst af: 122.266
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Libanon
: :
Libanon
Befolkning3,5 mio.
ValutaLibanesiske pund
Areal10.400 Km2
HovedstadBeirut
Befolkningstæthed336,5 indb./Km2    
HDI placering75    

Libanon består af en lavtliggende frugtbar kystslette beliggende mellem Middelhavet og Libanonbjergene. Størstedelen af befolkningen bor i dette område. Klimaet er tempereret middelhavsklima med vinterregn. Det indre af landet er præget af to bjergkæder, hvoraf den første er Libanonbjergene, hvis højeste punkt er Qornet es Sauda med 3083 m. Parallelt med den løber Anti-Libanon kæden med tempererede skove på skråningerne. I denne ligger desuden den frugtbare Bekaa dal. Trods sparsom forvitring af bjergene er jorden alligevel særdeles frugtbar pga. flodaflejringer. Kystsletten er dels præget af buskvækst - maquien - dels af produktionen af hvede, bomuld, oliven, appelsiner og vindruer. Cedertræet der er blevet nationalemblem blev tidligere anvendt i fønikernes bygning af templer og skibe, men i dag er der kun omkring 400 eksemplarer tilbage med en alder på 200-800 år.

Folket: Libaneserne er et arabisk folk (80%). Palæstinenserne - overvejende flygtninge - udgør 12%, armenerne 5% og syrerne, kurderne, europæerne og andre de resterende 3%.

Religion: Muslimske shiiter (41%), muslimske sunnier (27%), kristne maronitter (16%), drusere (7%), græsk ortodokse (5%), græsk katolske (3%), kristne armenere (4%), andre (1%).

Sprog: Arabisk (officiel). Fransk tales også hyppigt, armensk og engelsk mindre hyppigt.

Politiske partier: Ved valget i maj 2005 blev den nydannede anti-syriske koalition, Rafik Hariri Martyr Listen den største blok med 72 pladser. Dens vigtigste partier er Fremtidsblokken der fik 36 af pladserne og det overvejent drusiske Progressive Socialistparti, der fik 16. Næststørste gruppe blev den pro-syriske Modstand og Udvikling, der indtil mordet på Hariri havde været den største i parlamentet. Den måtte nøjes med 35 pladser. De to største partier i denne koalition er de to shiitisk dominerede Amal og Hezbollah med henholdsvis 15 og 14 pladser. Den sidste alliance i parlamentet er den kristent orienterede Aoun Alliance med 21 pladser. Hezbollah indgik i slutningen af 2005 en politisk alliance med Michel Aoun, der vil præsentere ham som fælles præsidentkandidat ved valget i 2006.

Sociale organisationer: Sammenslutningen af Libanons fagforeninger; Nationalunionen ved Libanons Universitet

Officielt navn: Al-Jumhouriya al-Lubnaniya

Administrativ inddeling: 6 guvernementer

Hovedstad: Beirut 2.100.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Tripoli, 203.500 indb.; Juniyah, 77.400 indb.; Zaahlah, 74.300 indb. (2000).

Regering: Michel Suleiman, præsident siden maj 2008. Suleiman kom fra posten som øverstbefalende for Libanons væbnede styrker. Najib Mikati, premierminister siden juni 2011. Regeringen er en samlingsregering med repræsentanter fra alle de større politiske partier - bortset fra Hariris 14. marts alliance. Parlamentet har ét kammer, Repræsentanternes Hus, der vælegs for en fireårig periode.

Nationaldag: 22. november (Uafhængighedsdagen, 1943), 25. maj (Modstandens og Frihedens dag, 2000)

Væbnede styrker: 48.900 soldater (1996).

Paramilitære styrker: Hezbollah 3.000.

 

Libanons ældre historie forveksles ofte med Syriens, som det altid var en del af. Tilstedeværelsen af en stor andel kristne arabere i provinsen blev af europæerne udnyttet til at udstrække deres koloniherredømme over det østlige Middelhav. Frem mod 1831 udstrakte den stærke egypter, Mohamed Ali sin indflydelse mod nord på bekostning af det svækkede osmanniske imperium, men europæerne ønskede ikke, at osmannerne trak sig tilbage, før europæerne selv var i stand til at overtage besiddelserne. De europæiske kolonimagter slog derfor fast, at kristne overalt i verden kunne ligestilles med europæere og i sidste ende modtage europæiske «beskyttelse». De kristne maronitter blev derfor støttet overfor Egypten.

Blandt de 5 europæiske kolonimagter der i 1831-34 blandede sig i det «syriske spørgsmål», interesserede de 2 - Rusland og Østrig - sig udelukkende for den «tyrkiske arv» i Europa: Balkan. Prøjsen - efterfølgende Tyskland - blev omhyggeligt kørt ud på et sidespor, og tilbage var blot 2 finalister i kappestriden om kontrollen over den arabiske verden: Frankrig og England. Først i 1916 nåede de til enighed om deling af byttet. Frankrig fik Syrien og Libanon, England Jordan og Iraq. Libanon blev udskildt fra Syrien som særligt mandatområde i 1919 - først og fremmest pga. den store kristne befolkning. Mange kristne libanesere fik deres uddannelse ved franske uddannelsesinstitutioner. Her lærte de om nationalitetsbegrebet, hvilket fik stor betydning for den arabiske nationalisme.

Selvstyre

Libanon fik formelt selvstyre i 1943. I årene som fulgte, øgedes landets betydning som centrum for handelen mellem Europa og den arabiske verden, og som udgangspunkt for vestlig økonomisk ekspansion. Den arabiske boykot af staten Israel fra 1948 bidrog yderligere til denne udvikling, og de radikale nationalistiske revolutioner i Egypten og Syrien bestyrkede Libanons stilling som det gunstigste sted for økonomisk udfoldelse. Beirut blev «Mellemøstens Schweiz».

Kapital fra borgerskabet i lande med radikale regimer strømmede til bankerne i Beirut. De stadig stigende indtægter fra de arabiske olieproducerende lande gik længe samme vej. Den libanesiske kapitalisme var stort set begrænset til handels- og finanssektorene - tjenester som landet kunne yde som bindeled mellem arabisk kapital og europæiske interesser. Dette skabte en tilsvarende snæver overklasse. Manglen på råvarer og den svage købekraft på det lokale marked førte kun til en meget begrænset industriel udvikling. Bortset fra småborgerskabet i byerne blev de lavere sociale lag således stort set ikke berørt af velstanden, og den sociale ulighed i det libanesiske samfund blev stadig større.

Den politiske og sociale struktur forblev overvejende uforandret: Et politisk system som bygger på fordelingen af magt mellem repræsentanter for de forskellige trossamfund. Disse repræsentanter kom fra fremtrædende familier indenfor hver gruppe, og var næsten uden undtagelse konserverende elementer i det libanesiske samfund. Fordelingsnøglen var baseret på en folketælling fra 1932, som til sammen gav de kristne grupper en svag overvægt, og dermed de vigtigste positioner. Siden ændredes befolkningssammensætningen, sådan at der blev muslimsk majoritet, men uden at den politiske fordeling blev ændret. Dette skabte utilfredshed - selv indenfor borgerlige muslimske kredse.

Alt i alt fremmede systemet imidlertid «politisk stabilitet». I 1952 overtog den kristne Camille Chamoun præsidentembedet, og han slog ind på en konsekvent pro-vestlig politik. Op til parlamentsvalget i 57 var der uroligheder, hvilket bl.a. udsprang af et muslimsk ønske om indgåelse af en alliance med Egypten og Syrien samt modstand mod fornyelse af den maronittiske præsidents mandat. Året efter havde urolighederne taget et sådant omfang, at de havde karakter af et egentlig folkeoprør. Muslimer og kristne stødte sammen i en blodig borgerkrig. I juli 58 gav præsident Chamoun tilladelse til indsættelsen af 10.000 nordamerikanske marines, USA havde tilbudt for at «pacificere» landet. Invasionsstyrken forblev i Beirut og andre strategisk vigtige punkter i landet frem til oktober.

Borgerkrigen 1975-76

Tilsløringen af magt- og klasseforholdene i landet kom tydeligt frem under borgerkrigen 1975-76, som også vestlige massemedier fremstillede som en religionskrig. Godt nok havde visse kristne grupperinger en dominerende stilling indenfor statsapparatet og i det økonomiske liv, og tragisk nok lod befolkningen i mange kristne landsbyer sig trække med på den «kristne» højreside - i strid med deres objektive interesser. Alligevel var konfliktens klassekarakter ubestridelig. Mange kristne sluttede sig til palæstinensernes og venstrefløjens kamp for social retfærdighed, mens det muslimske borgerskab konsekvent modarbejdede venstrefløjens sociale krav.

Baggrunden for uroen var en alvorlig forværring levekårene i 1970'erne, da Libanon blev ramt af den økonomiske krise i den kapitalistiske verden. Dette faldt sammen med, at de arabiske olieproducerende lande i stadig stigende grad varetog kontakterne med de vestlige forbrugerlande, samtidig med at de begyndte at investere overskuddet i deres egne lande. Valgene i 1972 viste en markant fremgang for alliancen af venstreorienterede partier - det Progressive Socialistparti, ledet af Kamal Jumblat som blev myrdet i foråret 1977, det libanesiske Baath, Libanons kommunistparti samt nasseristiske grupperinger. Valgsejren blev fulgt af demonstrationer og strejker. Der blev fremsat krav om reformer i det politiske system og omfattende sociale forandringer. Samtidig mobiliserede højrefløjen - Falangistpartiet, det Libanesiske nationale Parti og den kristne (maronitiske) milits - til opgør med den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Libanon havde ikke deltaget i den arabisk-israelske krig i 73, men havde i stedet givet asyl til 300.000 palæstinensiske flygtninge - de fleste smidt ud af Jordan. Den palæstinensiske tilstedeværelse blev et påskud for Israel til hyppige angreb ind over den fælles grænse og til bombardementer af civilbefolkningen. Samtidig blev den kristne libanesiske falange sat ind mod flygtningelejrene. Højrefløjen skulle værne om borgerskabets privilegier mod den stigende uro, den politiske radikalisering og den truende alliance af de palæstinensiske og libanesiske venstrekræfter.

En forudsætning for det angreb som højrefløjen indledte i foråret 1975 var, at de ledende arabiske lande var enige om at knuse den palæstinensiske revolution, som stod i vejen for en forhandlingsløsning med Israel. Højrefløjens offensiv gled ind i imperialismens strategi. Da venstrefløjens styrker alligevel havde fremgang, invaderede Syrien i sommeren 1976 landet og reddede højrefløjens styrker fra sammenbrud. Dette forhindrede et progressivt styre i landet.

Den Arabiske Liga fik med sine «Fredsstyrker» og den syriske besættelse umiddelbart kontrol over Libanon, bragte konflikten til ophør og garanterede landets enhed, men årsagerne til borgerkrigen var fortsat til stede og de israelske angreb ind i Libanon fortsatte. I 1981 gennemførte det israelske artilleri i koordination med den tidligere libanesiske kommandant, Saad Haddad et bombardement af de libanesiske byer Tyre og Saida. Samtidig opsatte de syriske styrker antiluftskyts batterier i Bekaa dalen. I juli indledte Israel en serie angreb mod palæstinensiske positioner. De kulminerede i luftangreb på den vestlige del af Beirut, der efterlod 166 dræbte og omkring 600 sårede.

1982 Israelsk invasion

I juni 82 indledte det israelske militær invasionen af Libanon i en kombineret operation fra jorden, luften og vandet. Byerne Tyre og Saida blev hurtigt besat og Nabatié og Tripoli ødelagt i bombardementer under den første etape af den operation, som Israel kaldte «Fred i Galilea». Beirut blev stort set ødelagt. Tusinder af civile faldt. Broer, olieledninger, lufthavne, hospitaler, skoler, store og små bygninger, fabrikker og museer blev alle sprængt i luften.

Et andet resultat af invasionen var tilfangetagelsen af 8.000 palæstinensere og libanesere. De blev under elendige forhold samlet i fangelejre under mistanke for at tilhøre modstandsbevægelser. Ikke mindre smerteligt blev plyndringen af Centret for palæstinensiske Studier foretaget af militæret og agenter fra Mossad - det israelske efterretningsvæsen. Centrets materiale var frugten af 17 års studier af Palæstinas historie og kultur foretaget af 80 forskere. Det blev nu bortført på lastbiler med ukendt bestemmelsessted.

Endelig blev PLO tvunget til at trække sig ud af Beirut. Betingelsen var, at evakueringen skulle foretages under international overvågning. Soldater fra USA, Frankrig og Italien gav den nødvendige beskyttelse og Vestbeiruts befolkning gav de bortdragende palæstinensiske partisaner en afsked som helte, før de drog afsted mod 7 forskellige arabiske lande.

Massakren i Sabra og Chatila

Kongressen udpegede den 23. august præsident Sarkis' efterfølger, Bashir Gemayel, eneste kandidat og støttet af Israel. Men maronitlederen kom aldrig til at indtage posten. Den 14. september blev han dræbt ved et attentat, der lagde falangisthovedkvarteret i Østbeirut i ruiner. Ingen påtog sig ansvaret for attentatet. Dagen efter blev byen besat af israelske styrker. Den 16. september gik de såkaldte Libanesiske Styrker under ledelse af Elie Hbaiqa ind i de israelske flygtningelejre, Sabra og Chatila, hvor de myrdede i hundredevis af ubevæbnede civile - uden at gøre forskel på gamle, kvinder eller børn. En efterfølgende undersøgelse afslørede med 100% sikkerhed de israelske militærkommandanters ansvar for massakren. De havde opmuntret de højreorienterede militsstyrker, de havde under deres kontrol. Øverste ansvarlige for massakren var Israels forsvarsminister, Ariel Sharon.

Mens Israels militær fortsatte sin besættelse af Libanon, blev en ny præsident, Amin Gemayel, indsat i spidsen for landets regering. Han var storebror til den myrdede Bashir og valgt under de samme omstændigheder. Valget af den ny præsident reducerede ikke modsætningerne mellem de forskellige grupper, der skulle leve sammen i Libanon. Den ledende tendens indenfor det regerende falangistparti forsøgte at erstatte Nationalalliancen fra 1943 med en ny politisk formel baseret på en opdeling af landet i distrikter og en central føderal regering. Denne formel indebar imidlertid faren for en atomisering af den libanesiske politik og en opdeling i religiøse ministater. Den administrative (ikke politiske) decentralisering blev betragtet med interesse af de sunnimuslimske og shiitiske ledere, samtidig med at det drusiske samfund gik ind for større autonomi.

I juni 83 blev der indgået en aftale mellem Israel og Libanon, der afsluttede krigstilstanden mellem de to lande. Israel forpligtigede sig til at forlade libanesisk territorium som led i tilbagetrækningen af alle udenlandske styrker fra landet. Samtidig forpligtigede Libanon sig til ikke at huse væbnede grupper fra organisationer, der havde til formål at «gennemføre raids mod den anden parts territorium».

I juli 1984 faldt den libanesiske valuta pludselig drastisk, efter ellers at have bevaret sin værdi siden starten på krigen i 75. Dette udløste en hidtil ukendt inflationsbølge. Krisen blev yderligere forværret af recessionen i Golfstaterne. Det var nådestødet for Beirut. Landet måtte notere sig et underskud på betalingsbalancen på 1,5 milliarder dollars i 84.

Den israelske hær trak sig formelt ud af Libanon i 85, men inden da havde besættelsesmagten sikret sig, at de kristne militser havde fordrevet den muslimske befolkning fra den sydlige del af landet, for dermed at sikre sig en venligt stillet - kristen - befolkning i den 10 km sikkerhedszone, som Israel påtvang den sydligste del af Libanon.

I september 88 indtog den proisraelske maronit general, Michel Aoun præsidentposten, der var blevet ledig, efter at Amín Gemayel var blevet afsat ved et paladskup. Fra dette tidspunkt blev landet ledet af to rivaliserende regeringer. Den ene Aouns. Den anden muslimsk under ledelse af premierminister Selim Al-Hoss.

I oktober 89 trådte parlamentet for første gang siden uafhængigheden sammen udenfor landets grænser på initiativ af den Arabiske Ligas kommission - Saudiarabien, Algeriet og Marokko - der fungerende som mæglere mellem de stridende parter. Mødet i Ta'if drejede sig om udformningen af en endelig fredsplan for landet, et alternativ til den politiske formel der havde været i kraft siden 43 og udpegning af republikkens næste præsident. Efter den libanesiske forfatning vælges præsidenten nemlig indirekte - af parlamentet.

Den 12. oktober offentliggjorde de kristne og muslimske parlamentarikere en aftale for national forsoning, der indebar større indflydelse til den muslimske befolkningsgruppe og tilbagetrækning af de syriske tropper fra landet. General Aoun forkastede imidlertid aftalen og karakteriserede den som en «syrisk fælde». Den 5. november blev den kristne maronit, René Moawad enstemmigt valgt af parlamentet til præsident. Han var fortaler for åbning mod den arabiske verden, men kun 17 dage efter sin udpegning blev han dræbt af en bilbombe.

Den 24. november blev Elías Hrawi udpeget til præsident af det libanesiske parlament, der var mødtes i Zahle, der lå i syrisk kontrolleret område. Også han var kristen maronit. Atter engang forkastede general Aoun valget. Denne gang med henvisning til, at præsidenten var blevet valgt i et område udenfor den kristne milits kontrol.

1990 Fredsprocessen kommer i gang

I oktober 1990 indledte syrisk støttede styrker en offensiv mod Aoun, og drog dermed fordel af den nye situation der var opstået efter Iraqs invasion af Kuwait. Syrien indgik i den anti-irakiske koalition, hvilket hindrede Aoun i at opnå international støtte. Efter kortvarige kampe blev han slået og måtte søge asyl i Frankrig. I december indsattes for første gang siden borgerkrigens start en national samlingsregering bestående af både de Libanesiske Styrker (kristne militser), Amal militsen (shiiter), PSP (druserne) samt de prosyriske partier.

Den 22. maj 91 undertegnede præsidenterne for Syrien og Libanon i Damaskus en venskabs-, samarbejds- og koordinationsaftale. Syrien anerkendte Libanon som en selvstændig og uafhængig stat. Aftalen talte om syrisk-libanesisk koordination indenfor områderne militær, sikkerhed, kultur og økonomi. Den blev ratificeret af et flertal i det libanesiske parlament, men Israels regering, falangistpartiet og de Libanesiske Styrker satte sig imod aftalen, som de mente gav Syrien kontrol over interne libanesiske forhold.

I starten af juli indtog 6.000 soldater fra den libanesiske hær de PLO kontrollerede områder ved havnebyen Saida i den sydlige del af landet. Offensiven tvang PLO til at trække sig tilbage fra sin vigtigste operationsbase vendt mod Israel. Alligevel slog Israel den 7. samme måned fast, at det ikke ville trække sine besættelsesstyrker ud af sikkerhedszonen.

Den 16. februar 1992 - otte dage efter at fredsforhandlingerne mellem arabere og israelere var blevet genoptaget - blev Hezbollahs leder, sheik Abbas Mussawi dræbt ved et israelsk luftangreb. Seks dage senere indstillede den shiitiske guerilla sine angreb mod Israel, efter der var blevet indgået en aftale mellem Hezbollah, Amal og repræsentanter for de syriske og libanesiske styrker. Israels forsvarsminister udtalte, at ethvert angreb fra denne organisations side ville blive besvaret. På begæring fra den libanesiske ambassadør fordømte FN's Sikkerhedsråd volden i regionen. I marts udløste en storstilet israelsk mobilisering ved grænsen kampe med den proiranske milits. I april bombede Israel en række shiitiske landsbyer i Bekaa dalen.

En generalstrejke vendt mod den officielle økonomiske politik og voldelige demonstrationer bragte den prosyriske regering under ledelse af Omar Karame til fald. Præsident Elías Hrawi udpegede nu den moderate sunnimuslim, Rashid Al Sohl til ny regeringsleder. Han sammensatte en regering, der bestod af lige mange kristne og muslimer. Imidlertid blev parlamentsvalget i august boykottet af de kristne. Det nye parlament rummede repræsentanter for Hezbollah og Amal. I oktober blev den saudiske millionær, Rafiq al-Hariri udpeget til ny premierminister.

I 93 bevilgede Verdensbanken et lån til landet, der skulle anvendes til genopbygning og uddannelse. Valutaen genvandt 10% af sin værdi, og udenlandske investeringer begyndte så småt at vende tilbage, men imens voksede kløften mellem rige og fattige.

Israel bombede atter palæstinensiske flygtningelejre og PFLP's baser. I august afviste den libanesiske regering et israelsk forslag om total tilbagetrækning, for Israels krav var samtidig total afvæbning af Hezbollah.

Selv om 1994 fortsat var præget af politisk vold, blev der taget afgørende fremskridt i retning af fred. Økonomien voksede med 6% og banker fra Holland, England og Frankrig vendte tilbage efter 20 års fravær. Årets alvorligste terrorhandlinger var bombedrabet på en af Hezbollahs øverste ledere, drabene på 21 israelske soldater og en række bombeattentater mod kristne kirker, der kostede snesevis livet. I marts lukkede regeringen de private radio og TV stationer indtil der kunne udarbejdes en ny presselov og indførte samtidig dødsstraf for politiske mord eller kriminelle handlinger.

Gennem 1995 var regeringens opmærksomhed koncentreret om løsningen af den væbnede konflikt og genopbygningen af Beirut. I januar besluttede FN's Sikkerhedsråd at forlænge sin intervention i landet. Parallelt med fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina i Oslo genoptog Hezbollah og SLA (South Libanese Army) sine indbyrdes angreb i syd for hhv. at fordrive de israelske besættelsesstyrker og forhale forhandlingerne med Syrien.

Palæstinensernes skæbne i Libanon var fortsat usikker. FN beregnede, at landets regering undlod at opfylde 338.000 flygtninges civile rettigheder.

Den 24. juni blev den tidligere maronitleder Samir Geagea idømt livsvarigt fængsel for mordet på sin kristne rival, Dany Chamoun og dennes familie. Dommen bidrog til at tippe den politiske magtbalance til fordel for muslimerne.

Premierminister al-Hariri lancerede projektet «Horisont 2000» til genopbygning af Beirut samt gennemførelse af en forfatningsreform med det formål at forlænge præsidentens mandatperiode for dermed at give den nødvendige stabilitet til gennemførelse af projektet. Samtidig skred hans plan for reetablering af Libanons status som Mellemøstens financielle hovedstad fortsat fremad.

Parlamentsvalget blev gennemført i 5 runder mellem juni og september 1996. Valgdeltagelsen var lav og der blev rapporteret om tusindvis af administrative uregelmæssigheder. Regeringspartiet med al-Hariri i spidsen fik flertal, men Hezbollah mistede kun 1 plads i parlamentet.

Økonomien var undergået afgørende forandringer i perioden 1992-96. Det afspejlede sig bl.a. i en reduktion af inflationen fra 170% til 10% samt en stigning på 200% i valutareserverne.

I 1997 kom det atter til sammenstød mellem Hezbollah guerillaen og den israelske hær, der fortsat holdt et 850 km2 stort område i det sydlige Libanon besat - af Tel Aviv karakteriseret som «sikkerhedszone». Det israelske militær måtte dette år notere sig 39 faldne - det største antal siden 1985. Antallet forstærkede det offentlige israelske pres på den israelske regering for at bringe krigen til ophør.

I februar 1998 afviste Beirut et forslag fra Tel Aviv om nye forhandlinger om en mulig tilbagetrækning af israelske tropper. Libanon krævede betingelsesløs tilbagetrækning under henvisning til bl.a. Sikkerhedsrådets resolution 425. Israel ønskede indgåelse af en bilateral aftale for at bringe partisanangrebene til ophør. Men det var vanskeligt at forestille sig en aftale mellem de to lande uden Syriens samtykke, og dette ville være vanskeligt at opnå. Vurderingerne var, at Damaskus ikke ønskede konflikten i Sydlibanon løst. Den skulle bidrage til presset på Israel under forhandlingerne mellem Israel og Syrien om tilbageleveringen af de strategisk vigtige Golanhøjder, som Israel holdt besat siden juni 1967.

Den 15. oktober 98 valgte parlamentet general Emile Lahoud til landets præsident. Han havde støtte fra militæret og fra Syrien. Kommunalvalget samme år viste øget tilslutning til Hezbollah. De kristne fik 12 af de 24 pladser i bystyret i Beirut. I december blev Salim al-Hoss valgt som ny premierminister.

Regeringsskiftet i Israel i juli 1999 skabte nye forhåbninger om fred. Ehud Barak havde i sin valgkamp lovet tilbagetrækning af de israelske besættelsesstyrker i Sydlibanon, og i december fremsatte han en plan om tilbagetrækning fra Libanon, men de afsluttende forhandlinger var afhængige af en aftale med Syrien om tilbagelevering af Golan højderne.

Endelig i marts 2000 erklærede Israel, at landet senest i juli ville rømme Libanon - med eller uden aftale med dette land eller med Syrien. Den libanesiske premierminister hilste i første omgang den israelske erklæring velkommen, men sagde samtidig, at tilbagetrækningen skulle ske ifbm. en samlet fredsløsning mellem de to lande. Præsident Lahoud erklærede, at Israel ikke kunne forvente nogen sikkerhedsgarantier fra Libanon, før Golan var givet tilbage til Syrien, eller før de palæstinensiske flygtninges problemer i Sydlibanon var blevet løst. Tilbagetrækningen af pro-israelske militsstyrker medførte tiltagende træfninger med Hezbollah styrkerne, og al-Hoss kritiserede derfor under et besøg i Damaskus i april 2000 Israels modvilje mod at indgå en samlet fredsaftale. En måned senere medførte de tiltagende sammenstød med Hezbollah, at Israel umiddelbart trak sine styrker ud af landet. Tilbagetrækningen fik umiddelbart den israelske lejehær i området, SLA til at gå i opløsning.

Den israelske tilbagetrækning gjorde det i september muligt for områdets indbyggere at deltage i parlamentsvalget - for første gang i næsten 30 år. Under valgkampen blev både kristne og muslimer, højre- og venstrefløj samlet af den tidligere premierminister Hariri, det kritiserede militærets indblanding i landets politik og regeringens manglende evne til at genrejse økonomien. Multimillionæren og hans tilhængere vandt med betydelig margin valget. Præsident Lahoud der ellers voldsomt havde modsat sig Hariri havde derfor ingen anden udvej end at udpege ham til premierminister i oktober. Den libanesiske forfatning fastlægger fordelingen af ministerposter udfra religion for dermed at bremse den religiøse rivalisering. Præsident Lahoud tilhører den maronitiske (kristne) kirke, er valgt af parlamentet for en 6 årig periode og skal konsultere parlamentet ifbm. udpegningen af premierministre.

For at forbedre vandforsyningen begyndte den libanesiske regering i september 2002 at inddrage vand fra grænsefloden Wazzani. Det fik Israels premierminister Ariel Sharon til at erklære, at vandspørgsmålet kunne give anledning til krig mellem de to lande.

I april 2003 indgav premierminister Hariri sin afskedsbegæring. Det blev af nogle iagttagere karakteriseret som en taktisk begæring, for han blev af parlamentet øjeblikkeligt bedt om at fortsatte og danne en ny regering.

I september 2003 besluttede Belgien at indstille efterforskningen af Ariel Sharons rolle i massakrene i flygtningelejrene Sabra og Shatila i Beirut i 1982. I oktober karakteriserede den Arabiske Liga Israels permanente angreb på Libanon som et udtryk for statsterrorisme.

I november vedtog USA's kongres økonomiske og diplomatiske sanktioner mod Syrien, der blev beskyldt for at huse irakiske terrorister og for at overtræde Libanons suverænitet. Det fik alle politiske partier i Libanon til at udtrykke deres støtte til Syrien. De frygtede, at Syrien kunne blive et nyt mål for USA's militære aggression.

Den 27. maj 2004 slog militæret til mod en demonstration i slumbyen Hay al-Sellom i udkanten af Beirut. Demonstrationen gennemførtes i protest mod prisstigningerne på olie, og 4 demonstranter blev dræbt som følge af soldaternes varselsskud mod de 600 demonstrerende. Protesterne lammede den offentlige transport, skoler og forretninger i hele landet. Beiruts lufthavn blev ligeledes lukket i 3 timer. Demonstranterne krævede en reduktion af prisen på benzin på 10-17 US$ for hver 20 liter. Ifølge demonstranterne ville de fortsatte forhøjelse af benzinpriserne føre til, at lastbiler skulle erstattes af heste, der også skulle erstatte arbejdskøretøjer. Hay al-Sellom betragtes som en bastion for Hezbollah. I de seneste måneder var der blevet gennemført an lang række protester mod Libanons økonomiske politik. OPEC's møde i Beirut i starten af juni bremsede imidlertid ikke oliens fortsatte stigning.

I september stemte parlamentet med stemmerne 96 mod 29 for at forlænge Lahouds mandat med yderligere 3 år. Samme måned trådte 4 ministre tilbage i protest mod den ændring af forfatningen, der havde gjort det muligt at forlænge Lahouds periode.

I oktober trådte premierminister Rafiq Hariri og hele hans kabinet tilbage efter flere ugers politisk usikkerhed. Hariri havde været premierminister i 10 ud af de foregående 12 år og var Lahouds vigtigste politiske rival. Regeringen havde været lammet siden parlamentet vedtog den kontroversielle forfatningsændring, der forlængede Lahouds mandat. Forfatningsændringen skete efter direkte pres fra den syriske præsident Bashar al-Assad. Hariri havde oprindelig været imod forlængelsen af præsidentperioden med yderligere 3 år, men endte med at bøje sig for det syriske pres.

Samme måned blev Omar Karami af Lahoud udpeget som ny premierminister. I november tabte den nye premierminister en tillidsafstemning i parlamentet med 59 mod 24 stemmer. 23 undlod.

Hariri blev i februar 2005 dræbt ved et voldsomt bombeattentat i Beirut. I løbet af få timer havde USA lagt hele skylden for attentatet på Syrien og krævede sammen med Frankrig at landet trak sit militær ud af Libanon. Faktisk pegede mange faktorer i retning af, at attentatet blev gennemført af en fremmed magt. «Dette er udført af en efterretningstjeneste, ikke en lille gruppe», erklærede mellemøstanalytikeren Rime Allaf fra Royal Institute of International Affairs i London. En analyse af hvem der nyder gavn af attentatet indikerede imidlertid, at det ikke var sandsynligt, at Syrien stod bag. Attentatet isolerede landet, forstærkede USA's pres og ville sandsynligvis fremskynde det tidspunkt hvor det endegyldigt måtte trække sine tropper ud af landet. En del analytikere i den arabiske verden udpegede da også Israel som den mest sandsynlige bagmand. Israel havde tidligere - i 1970'erne og 80'erne - gennemført en lang række politiske attentater i Libanon, nød godt af USA's forstærkede pres på Syrien, og håbede samtidig at kunne svække dets hovedfjende i Libanon: Hezbollah. USA's hurtige og præcise reaktion på attentatet kunne indikere, at supermagten på forhånd var orienteret.

En række anti-syriske libenesiske politikere blev gennem 2005 dræbt ved særdeles professionelle attentater, og Syrien trak i sommeren sit militær ud af landet efter stærkt anti-syriske demonstrationer. I efteråret offentliggjorde FN's undersøgelseskommission af Hariri attentatet under ledelse af den tyske dommer, Detlef Mehlis sin første rapport, der pegede i retning af Syrien som attentatets bagmand. Siden sprang to af Mehlis' kronvidner imidlertid fra og erklærede, at de aldrig havde udtalt sig sådan til Mehlis.

I december dræbtes den libanesiske politiker Gebran Tueni ved et attentat udenfor Beirut. Det skete samme aften som Mehlis offentliggjorde sin rapport.

Hvis Syrien skulle stå bag attentaterne i Libanon kan man konstatere, at styret i Damaskus hver gang skød sig selv i foden. Andre iagttagere pegede på andre mulige bagmand. Nogle hældte til den opfattelse, at der var tale om elementer indenfor det syriske efterretningsvæsen, der ønskede at tvinge Assad bort fra hans eftergivende kurs overfor USA. Europæiske efterretningskilder kritiserede Mehlis for ikke at undersøge forbindelserne mellem USA, Israel og højreorienterede libanesere. Dette var disse kredse der havde størst gavn af attentaterne i Libanon, der svækkede Syrien. Iflg. europæiske efterretningskilder kunne alliancens mål være at få indsat en stærkt højreorienteret libanesisk regering, der samtidig ville slå til mod partiet Hezbollah, der nød betydelig opbakning i specielt den sydlige del af landet. Israel med Sharon som premierminister havde fortrudt, at landet opgav sin besættelse af den sydlige del af Libanon i 2000.

Efter attentatet i februar trak Karami sig i starten af marts fra premierministerposten. Samtidig erklærede den syriske præsident Bashar al-Assad, at Syrien øjeblikkelig trak sine tropper ud af Bekaa dalen, nær grænsen til Syrien, og de to landes regeringer blev enige om en tidsplan for fuldstændig syrisk rømning af Libanon før afholdelsen af parlamentsvalg i maj. I Beirut organiserede Hezbollah en enorm demonstration til støtte for Syrien og i protest mod den udenlandske indblanding i Libanons indre anliggender. Demonstrationen var flere gange større end de demonstrationer der i ugerne forud var blevet organiseret i hovedstaden med krav om syrisk rømning.

Valget i maj blev vundet af den nydannede anti-syriske Rafik Hariri Martyr liste, der fik 72 af pladserne, fulgt af den pro-syriske Modstand og Udvikling koalition der fik 35 pladser. Valgets største overraskelse var imidlertid Aoun Alliancen der fik 21 pladser.

Den 30. juni udpegede parlamentet sunnitten Fouad Siniora til ny premierminister. Han havde været finansminister i Hariris 5 regeringer. Han skulle nu lede den første regering uden syrisk tilstedeværelse i landet siden borgerkrigen. Den anti-syriske Fremtidsblok i parlamentet (med 36 pladser) under ledelse af Saad Hariri, søn af den dræbte Rafik Hariri støttede udnævnelsen af Siniora. Samtidig blev den pro-syriske shiit, Nabih Berri udnævnt til formand for parlamentet under den første session efter parlamentsvalget i maj.

Juli 2006. Israel indleder angrebskrig mod Libanon

Den 12. juli indledte Israel et storstilet angreb på Libanon. Angrebet havde været under planlægning 1-2 år og behøvede blot en påskud for at blive sat i værk. Angrebsplanerne blev fremskyndet pga. USA's planer om angreb på Iran. Israel og USA erkendte, at et nordamerikanske angreb på Iran vil udløse raketangreb på Israel fra Hizbollahs raketbatterier i Libanon. Disse skulle derfor sættes ud af spillet inden et angreb fra USA på Iran.

Den 12. juli sendte Israel derfor en enhed ind over grænsen til Libanon. De menige israelske soldater var ikke vidende om den storpolitiske kontekst de skulle indgå i. Hizbollah tog 2 af de indtrængende soldater til fange og dræbte efterfølgede 5 israelske soldater, der forsøgte at komme deres kammerater til undsætning. Hizbollah erklærede, at de to arresterede soldater kunne udveksles mod libanesiske politiske fanger i Israel. Fangeudvekslinger der lejlighedsvis er blevet gennemført mellem de to parter siden 1990'erne. Det blev imidlertid blankt afvist fra Israels side, der havde en helt anden dagsorden.
(Seymour Hersh: Annals of National Security. Watching Lebanon (The New Yorker 21. august 2006))

Israel havde nu sit påskud, og igangsatte sit planlagte angreb på Libanon. Det blev indledt med massive angreb på det sydlige Libanon og hovedstaden Beirut, hvor Israel bl.a. bombede landets internationale lufthavn - for første gang i 10 år. I Israels diskurs - og i de vestlige medier - blev angrebet omtalt som en kampagne, ikke som en krig, og målet som Hizbollah. Virkeligheden var dog en helt anden. Gennem 32 dages krig benyttede Israel sit totale herredømme i luften til at sønderbombe Libanons infrastruktur: veje, broer, kraftværker, elektricitetsforsyning og store byområder. Israel gik målrettet efter at dræbe så mange civile som muligt med bombardementer af boligkvarterer og konvojer af flygtninge. Det lykkedes. Omkring 1100 civile libanesere blev dræbt - overfor 41 dræbte civile israelere. Israel placerede sig derved som Mellemøstens ubetinget største slyngelstat.


Satellitfotos af Beirut forstaden Dahieh 12. og 22. juli. Med sine præcisionsbombninger viste Israel, at det gik målrettet efter at dræbe så mange civile libanesere som muligt. I dele af Beirut er 70-80% af bygningerne jævnet med jorden.
1100 libenesiske civile blev dræbt under krigen og 1 million sendt på flugt. Mange flygtninge blev dræbt på flugt fra den israelske terror. Den sidste massakre på flygtninge fandt sted 12. august, da israelske fly angreb en flygtningekolonne på flugt fra den kristne landsby Marjayoun i det sydlige Libanon. 6 blev dræbt og 40 såret. Inden angrebet havde det israelske militær (IDF) eskorteret kolonnen ud af landsbyen og anerkendt dens passage nordpå.

Israel erklærede fra starten af krigen åbent, at målet var at knuse Hizbollah politisk og militært. For at sikre dette, skulle Israel bruge 8-10 dage. Nogen havde glemt, at Israel forgæves forsøgte det samme i 1982-2000, mens det holdt større eller mindre dele af Libanon besat. Gennem krigen reducerede Israel og USA da også denne målsætning, og fristerne blev stadig længere. På krigens sidste dag sendte Hizbollah 250 raketter ind over Israel - det højeste antal under hele krigen - og markerede dermed klart, at organisationens angrebsevne var usvækket.

Mens Hizbollah tidligere kun sjældent sendte Katyuasha raketter ind over Israel, blev dette efter Israels angreb en daglig foreteelse med 50-250 daglige angreb, der sendte 300.000 israelere på flugt. Mens Hizbollah ikke tidligere havde sendt raketter dybere ind i Israel, sendte organisationen nu raketter ind over havnebyen Haifa og endnu længere sydpå. Det kom helt bag på de israelske militæranalytikere. Det kom ligeledes bag på dem, at Hizbollah var i stand til at ramme og sænke flere israelske flådefartøjer, der deltog i blokaden af Libanon.

USA's rolle

USA viste sig fra starten som en særdeles aktiv deltager i krigen. Det stod efter få dage klart for verdenssamfundet, at Israels daglige drab på snesevis af libanesiske civile og voldsomme luftbombardementer af landets civile infrastruktur var helt ude af proportioner med den påståede anledning: arrestation af 2 israelske soldater. Den 14. juli forsøgte Qatar at få FN's Sikkerhedsråd til at gribe ind og vedtage en resolution. Dette blev blokeret af USA, der erklærede at «Israel har ret til at forsvare sig». En ret der ikke gjaldt andre stater i Mellemøsten. Den 17. juli foreslog FN's generalsekretær Kofi Annan og den britiske premierminister Tony Blair at FN skulle sende en større styrke ind i det sydlige Libanon, men dette blev samstemmede afvist af USA og Israel, der henviste til, at Israel først skulle knuse Hizbollah.

Den 19. juli meddelte de internationale nødhjælpsorganisationer, at det ikke var lykkedes for dem at få garantier fra Israel for, at krigsmagten ikke ville angribe nødhjælpstransporter. FN generalsekretær Kofi Annans indtrængende appel om våbenhvile blev 20. juli blankt afvist af både Israel og USA. Supermagtens FN ambassadør John Bolton erklærede: «Vi bliver ved til vi er færdige».

USA's udenrigsminister Condoleeza Rice afslørede den 22. juli den neokonservative agenda, da hun erklærede at, «det måske er en lidt hård fødsel, men at et nyt Mellemøsten i disse dage er ved at blive født». USA ønskede magtstrukturene i regionen ændret til egen fordel gennem krig, og en våbenhvile ville være direkte destruktiv for en sådan plan.

På en fredskonference i Rom lykkedes det den 26. juli USA - på tværs af hele verdenssamfundet med undtagelse af Israel, Danmark og Storbritannien - at hindre gennemførelsen af en våbenhvile.

John Bolton hindrede dagen efter FN's Sikkerhedsråd i at vedtage en resolution, der fordømte Israel for dets drab på 4 FN observatører 2 dage tidligere. Kinas udkast blev efter 2 dages forhandlinger skåret ned til, at FN udtalte «chok» over drabene. Det var aldrig tidligere sket i verdensorganisationens historie, at et medlemsland havde blokeret for at kritisere drab på FN ansatte. Bolton hindrede samtidig at et krav blev skrevet ind i teksten der krævede, at FN skulle deltage i Israels undersøgelse af drabene. Israel erklærede sig tilfreds med udtalelsen, der de-facto blåstemplede dets målrettede bombninger af FN mål i det sydlige Libanon. Landets justitsminister Haim Ramon erklærede allerede 26. juli, at det anså alle personer der ikke havde forladt Sydlibanon for at være medlemmer af Hizbollah. Han erklærede samtidig, at Rom konferencen 26. juli havde «godkendt Israels fortsatte operationer i Libanon». Denne kraftige omfortolkning af konferencen blev øjeblikkelig modsagt af både den tyske og den britiske udenrigsminister og af EU formandslandet Finland, der erklærede at alle - bortset fra USA - havde krævet øjeblikkelig våbenhvile. I forlængelse af USA's blokering for en skarpere FN udtalelse erklærede Kina, at det ville få afgørende negativ betydning for samarbejdet i Sikkerhedsrådet. En henvisning til USA's forsøg på at bruge FN i sine diplomatiske operationer overfor bl.a. Nordkorea og Iran.

Efter et USA veto mod en FN Sikkerhedsrådsresolution og flere udvandede udtalelser, genoptog rådet 3. august forhandlinger omkring en ny resolution, der krævede stop for kampene. Arbejdet blev vanskeliggjort af at Israels premierminister allerede inden da havde erklæret, at Israel ikke ville indstille kampene før en international styrke på mindst 15.000 mand var udstationeret i det sydlige Libanon. Israel har siden sin oprettelse i 1948 notorisk nægtet at følge FN resolutioner eller afgørelser i andre internationale organer.

Mens Israel hævdede, at Hizbollah blev financieret af Syrien og Iran, blev dets egen krig financieret af USA, der støtter Israel med 3 mia. US$ årligt. Våbnene stammede ligeledes fra USA, mens våbendele i F-16 bombeflyene stammer fra bl.a. Danmark. Det var nordamerikanske «præcisionsvåben» Israel den 25. juli brugte til at dræbe 4 ubevæbnede FN observatører i deres beskyttelsesrum i det sydlige Libanon. Under krigen fortsatte de nordamerikanske våbenleverancer med endnu stærkere og større våben. Det skete trods protester fra verdenssamfundet. I London kritiserede den britiske udenrigsminister den 27. juli, at USA den 26. juli anvendte en britisk lufthavn som transit til transport af flere avancerede våben til Israel. Storbritannien kritiserede skarpt supermagtens forsyning af den ene part i krigen med endnu flere dødbringende våben.

Først da USA efter 3-4 ugers krig indadtil modstræbende erkendte, at Israel ikke var i stand til at knuse Hizbollah militært, gik supermagten med til vedtagelse af en FN resolution, der kunne standse kampene, uden at det selv og Israel for meget ansigt.

FN

Den 11. august vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution om indstilling af kamphandlingerne. Generalsekretær Kofi Annan benyttede samtidig lejligheden til skælde rådet ud: «FN's manglende evne til at handle i denne konflikt har i verdens øjne deligitimeret organisationen». Udtalelsen var samtidig en kritik af specielt USA, der havde hindret fredsorganisationen i at handle, og FN ambassadør John Bolton reagerede da også på Annans udtalelse ved at ryste på hovedet.

Annan forsøgte allerede 17. juli at formå rådet til at gribe ind, men forgæves. Samtidig gjorde Israel organisationens nødhjælps-, flygtninge- og observatørarbejde (i UNIFIL) stadig mere umulig.

Natten til den 26. juli dræbte Israel 4 ubevæbnede FN soldater fra hhv. Canada, Finland, Kina og Østrig på deres kontrolpost i Khiam i det sydlige Libanon. Israel beklagede «hændelsen». FN's generalsekretær fordømte angrebet og kaldte det for «tilsyneladende målrettet». Denne vurdering blev bekræftet, da det i løbet af dagen kom frem, at FN 10 gange i løbet af dagen havde været i kontakt med det israelske militær for at gøre opmærksom på, at israelske bomber og raketter kom faretruende tæt på kontrolposten. Israel endte med fra et bombefly at skyde to laserguidede præcisionsbomber ind i FN kontrolposten. Efterfølgende blev også FN styrker der skulle grave de dræbte ud beskudt. For Israel var formålet at få fjernet FN's observationsstyrke, UNIFIL fra det sydlige Libanon, så der ikke fandtes nogen observatører til de israelske krigsforbrydelser i området. Australien besluttede 27. juli at trække sine styrker ud af UNIFIL, og FN besluttede af sikkerhedsmæssige årsager 2 dage senere at trække en del af sine styrker ud.

Israel har en lang tradition for angreb på UNIFIL's styrker i området. Gennem 1980'erne og 90'erne blev mange UNIFIL soldater dræbt eller sårede af israelsk beskydning. I 1996 angreb Israel en UNIFIL lejr og dræbte 106 palæstinensiske flygtninge, der havde søgte beskyttelse i lejren. En senere FN undersøgelse viste, at Israels angreb ikke var et uheld, men skulle dræbe flest mulige.

FN bad 28. juli om en 3 dages våbenhvile for at kunne fordele nødhjælp i Libanon og evakuere civilbefolkningen fra de israelske free-fire zones i syd. Det blev dagen efter skarpt afvist af den israelske regering. Dens talsmand Avi Pazner erklærede: «Der er ingen brug for våbenvhile. Israel har allerede åbnet en humanitær korridor». Det blev imidlertid modsagt af både Læger uden Grænsen og International røde Kors, der gennem hele krigen og fik deres konvojer beskudt af israelsk artilleri og luftvåben. Selv om de humanitære organisationer indgik aftaler med det israelske militær, bliver disse aftaler øjeblikkelig brudt. Senere kom den israelske udenrigsminister med en anden begrundelse for den israelske afvisning: «Hizbollah vil blot bruge våbenhvilen til at hente civile ind, de kan bruge som skjolde». Denne udtalelse stod til gengæld i modsætning til den israelske justitsministers udtalelse 26. juli om at Israel betragtede alle personer i det sydlige Libanon som medlemmer af Hizbollah - og derfor også beskød dem. Denne udtalelse passede med den israelske praksis. Israel dræbte yderligere 16 civile i angreb 29. juli. Deriblandt en mor og hendes 5 børn. Samtidig bombede det grænsen mellem Libanon og Syrien for at hindre nødhjælp i at komme ind i Libanon og flygtninge i at komme ud. Israel ignorerede de internationale opfordringer - herunder også humanitære opfordringer fra FN - fordi landet havde carte blance fra USA til at fortsætte krigen uden hensyn til civile tab.

Efter vedtagelsen af sikkerhedsrådsresolutionen 11. august og fastsættelse af 14. august kl. 5.00 GMT som tidspunkt for ophør af kampene, opfordrede Kofi Annan parterne til umiddelbart at indstille kampene eller i det mindste reducere omfanget. Forgæves. Israel besvarede resolutionen ved 4 timer senere at sende 30.000 soldater ind i Libanon, optrappe angrebene og bombardementerne.

Hizbollah

Ved krigens start kritiserede mange libanesere Hizbollah for at have udløst konflikten ved sin arrestation af 2 israelske soldater, men som krigen udviklede sig med israelsk terror mod den libanesiske civilbefolkning, Hizbollah som den eneste kraft der bekæmpede den israelske invasionsstyrke og verdenssamfundets manglende tiltag til beskyttelse af den libanesiske befolkning vendte stemningen. Der skete en lavineagtig opbakning bag Hizbollah - på tværs af religion og etnicitet. En undersøgelse viste 26. juli, at 72% af libaneserne nu bakkede op om Hizbollahs tilfangetagelse af 2 israelske soldater 12. juli og 85% støttede Hizbollahs forsvar af Libanon overfor Israels forsøg på at invadere landet i syd. Opbakningen var størst blandt shia muslimer, men også sunnier og kristne bakkede overvældende op bag Hizbollah. Landets anden større shia milits - Amal - meddelte at den også deltog fuldt ud i kampen mod de israelske invasionsstyrker. I starten af august støttede over 90% af libaneserne Hizbollahs forsvar af Libanon.

Israel erkendte i starten af august den omfattende opbakning og udstrakte sine bombardementer af Beirut til også at gælde kristne kvarterer, og i det sydlige Libanon til også at gælde kristne landsbyer.

Opbakningen bag Hizbollah var ikke afgrænset til Libanon. Organisationens evne til at forsvare Libanon mod de israelske invasionsstyrker fik dens popularitet til at eksplodere i hele den arabiske verden. Blot få måneder tidligere var det helt utænkeligt at se Hizbollah flag i sunni dominerede lande som golfstaterne og Saudi Arabien, men hurtigt fik den stjerne popularitet, og dens leder Hannan Nazrallah en status der nåede op på niveau med Nassers. Denne popularitet var ikke afgrænset til den muslimske befolkning. Også kristne og sekulære arabere i ikke blot Libanon og Palæstina men hele den arabiske verden udtalte beundring for Hizbollahs indsats, der på få uger ødelagde det image Israel gennem 50 år havde opbygget, at dets hær (IDF) var uovervindelig. Israel indledte efter 1 uges terrorbombardementer af Libanon landkrigen og erklærede at ville besætte det sydlige Libanon op til Litani floden, men Hizbollahs modstand mod invasionsstyrken var så voldsom og velforberedt, at både israelske elitestyrker og reservister igen og igen blev slået tilbage, og måtte trække sig ud.

I den forstand fik USA's udenrigsminister Condoleeza Rice ret i sin betragtning om, at krigen ville ommøblere situationen i Mellemøsten. Den viste, at selvom Israel havde et ubetinget luftherredømme, kunne dets landstyrker drives på flugt, og samtidig styrkede krigen modstanden mod USA og Israel. Det veluddannede mellemlag i Libanon vendte sig nu åbent mod USA, efter i årtier at have haft USA som ideal. Årsagen var dets åbne støtte til Israels ødelæggelse af Libanon. I de arabiske diktaturstater der var allierede med USA - golfstaterne, Saudi Arabien, Jordan og Egypten - frygtede magthaverne denne udvikling, fordi den samtidig undergravede deres egne magtpositioner.

Krigsforbrydelser

Israels krig mod Libanon var først og fremmest en krig mod civilbefolkningen og dermed en overtrædelse af 4. Genevekonvention, der omhandler beskyttelsen af civilbefolkningen under krigslignende tilstande. Israel gjorde sig dermed skyld i krigsforbrydelser, der ikke adskilte sig fra Hezbollahs angreb på civile i Israel - bortset fra omfanget. Israel dræbte 40-50 gange flere civile, og den systematiske ødelæggelse af Libanons infrastruktur gjorde samtidig Israel skyldig i statsterrorisme.

Allerede den 20. juli kritiserede FN's Menneskerettighedskommissær Louise Arbor krigsførelsen og talte om mulige krigsforbrydelser i både Libanon, Israel og Gaza. Hun udtalte videre:

Indiscriminate shelling of cities constitutes a foreseeable and unacceptable targeting of civilians... Similarly, the bombardment of sites with alleged military significance, but resulting invariably in the killing of innocent civilians, is unjustifiable

Menneskerettighedsrådet vedtog 11. august en udtalelse, der skarpt kritiserede Israel for dets krigsforbrydelser i Libanon. Israel var berygtet for at sidde alle former for international kritik overhørig uanset om den måtte komme fra den Internationale Domstol i Haag, FN eller menneskerettighedsorganisationer.

FN's øverste chef for nødhjælpsoperationer, Jan Egeland besøgte 22. juli Beiruts sydlige forstæder. Han var stærkt chokeret over omfanget af ødelæggelserne efter de israelske bombardementer. Hele kvarterer var blevet jævnet med jorden. Han erklærede, at Israels bombardementer var helt ude af proportioner med tilfangetagelsen af to israelske soldater, og erklærede bombardementerne for en «overtrædelse af international humanitær lov». Egeland fortalte videre, at Israel havde nægtet FN at gennemføre nødhjælpsoperationer i det sydlige Libanon. Israels militær ville selv fordele nødhjælpen under overværelse af Røde Kors.
Israel gjorde 21. juli hele sydlibanon til en «free-fire» zone, hvor Israel skød på alt hvad der bevægede sig.
Det israelske militærs radio erklærede 24. juli, at israel ville jævne 10 bygninger i det sydlige Beirut med jorden for hver Hizbollah raket der blev affyret mod Israel. Militæret gjorde alvor af truslen 25. juli, da det efter flere dages pause genoptog bombardementerne af civilbefolkningen i det sydlige Beirut. Israel har en mangeårig tradition for tilsvarende ekstremt voldelige gengældelsesaktioner mod den palæstinensiske civilbefolkning efter palæstinensiske angreb mod Israel. Klare overtrædelser af 4. Genevekonvention.

Iflg. FN og det Internationale Røde Kors udviklede situationen i det sydlige Libanon allerede efter 1 uges krig sig hastigt til en humanitær katastrofe i stor skala, da Israel sønderbombede infrastrukturen, og beskød alle køretøjer dets fly kom på skudhold af. Det gjaldt både flygtninge, nødhjælpskonvojer og ambulancer. Internationalt Røde Kors rapporterede om sådanne israelske angreb på ambulancer, hvoraf en blev ramt af et israesk præcisionsmissil midt i korset. En praksis Israel allerede i flere år havde anvendt i Gaza og på Vestbredden.

I desperation over at dets landoffensiv i syd var gået i stå pga. hård libanesisk modstand, og fortsatte massive libanesiske raketangreb på Israel, angreb Israelske kampfly 4. august den kristne bydel i Beirut og ødelagde de sidste 5 broer ud af Beirut, hvilket bragte nødhjælpsarbejdet til standsning. Samtidig blev de sidste broer over Litani floden bombet, så nødhjælpsorganisationerne ikke længere kunne transportere nødhjælp ind i det sydlige Libanon. I protest begyndte nødhjælpsorganisationerne at transportere nødhjælpen over Litani floden med håndkraft. I Bekaa dalen dræbte israelske bombefly 23 landarbejdere og fra det sydlige libanon var der rapporter om 53 dræbte civile i to huse bombet af Israel. Som hævn for den israelske terror sendte Hizbollah over 200 raketter ind over det nordlige og centrale Israel, hvoraf 2 nåede så langt sydpå som Hadera, kun 40 km fra Tel Aviv. 3 civile israelere blev dræbt som følge af Hizbollahs terror.

Israel anvendte forbudte klyngebomber i sine bombardementer af Libanon. Human Rights Watch (HRW) fotograferede 23. juli klyngebomber som vist på billedet på grænsen mellem Israel og Libanon. HRW har i Libanon konstateret, at Israel ikke blot anvender klyngebomber mod militære mål, men også civile. Den 19. juli blev en familie på 12 dræbt under et israelsk angreb med klyngebomber på landsbyen Blida. Israel anvender ligeledes fosforbomber mod civilbefolkningen, hvilket også er ulovligt.
Human Rights Watch' erklæring om Israels brug af klyngebomber

Storbritanniens formand for Underhuset og tidligere udenrigsminister Jack Straw erklærede 26. juli: Israels militære aktioner «kan yderligere destabilisere den allerede skrøbelige libanesiske nation». Og videre: «Jeg sørger over de mange uskyldige israelere, der er blevet dræbt under konflikten. Og jeg sørger over de 10 gange flere libanesere, mænd, kvinder og børn, der er blevet dræbt af det israelske militær». Han tilsluttede sig samtidig den britiske underigsministers kritik af Israel for dets voldsomme krig mod den libanesiske civilbefolkning.

Det internationale Røde Kors kritiserede efter våbenstilstanden 14. august, at parterne ikke havde fulgt Genevekonventionerne og taget tilstrækkelig hensyn til civilbefolkningen. Samtidig blev Israels angreb på især det libanesiske Røde Kors fordømt. (ICRC: Lebanon/Israel: civilians pay the price of conflict, Geneve 14. august).

Human Rights Watch fulgte krigen tæt og kritiserede begge parters krigsforbrydelser. Den 3. august offentligjorde menneskerettighedsorganisationen rapporten Fatal Strikes. Israel’s Indiscriminate Attacks Against Civilians in Lebanon. Den 8. august opfordrede den FN til at indlede en efterforskning af drab på civile i Libanon og det nordlige Israel U.N.: Open Independent Inquiry into Civilian Deaths.

På sin ekstraordinære session 11. august fordømte FN's Menneskerettighedsråd Israels krigsforbrydelser i Libanon. (Council Strongly Condemns Grave Israeli Violations of Human Rights in Lebanon).

IDF massakre i Qana

Det israelske luftvåben gennemførte natten til søndag 30. juli en massakre på civile i byen Qana. 10 år tidligere gennemførte den israelske hær en anden massakre i samme by, da Israel angreb en FN lejr og dræbte 106 pålæstinensiske kvinder og børn, der have søgt tilflugt der. De oprindelige rapporter fra massakren 30. juli talte om over 60 dræbte, svarende til de to familier med ialt 63 medlemmer, der havde søgt tilflugt i bygningen, Israel bombede. Det viste sig i løbet af nogle dage iflg. Human Rights Watch, at 22 havde overlevet. 28 dræbte blev umiddelbart gravet ud af ruinerne - heraf 16 børn. De resterende 13 mentes - da HRW besøgte byen - fortsat at være begravet under ruinerne.

Massakren 30. juli udløste fordømmelse i det meste af verden. Den engelske, franske, spanske og svenske regering fordømte israelernes massakre og opfordrede sammen med EU's udenrigskoordinator, Javier Solana til øjeblikkelig våbenhvile. I hele den arabiske verden blev massakren skarpt fordømt - også af USA's nære allierede, Jordan og Egypten. FN's Sikkerhedsråd holdt søndag eftermiddag et hastemøde om situationen og FN's Generalsekretær Kofi Annan udtalte ved den lejlighed: Vi må fordømme denne aktion på den kraftigst mulige måde. Jeg er dybt bekymret over, at mine tidligere appeller om ophør af kamphandlingerne ikke er blevet efterfulgt, med det resultat at uskyldiges liv fortsat bliver taget, og uskyldige fortsat lider. Jeg gentager derfor min opfordring om våbenhvile. Handling er nødvendig, for at flere børn, kvinder og mænd ikke skal dø for en konflikt, som de ingen kontrol har over. I Venezuela udtalte præsident Hugo Chavez, at massakren er udtryk for israelsk statsterrorisme og fascisme. Venezuela afbrød siden sine diplomatiske forbindelser med Israel. Den libanesiske regering erklærede USA's udenrigsminister Condoleeza Rice for uønsket i landet, som hun skulle have besøgt 30. juli under sit besøg i regionen. USA's regering erklærede: «Israel har ret til at beskytte sig selv». Israel beklagede massakren, og søgte derefter at legitimere den med en påstand om, at Qana var tilholdssted for Hizbollah, og at civilbefolkningen var blevet beordret af Israel til at forlade byen. Samme dag kunne FN imidlertid meddele, at de humanitære organisationer var ude af stand til at sende nødhjælps- og evakueringskonvojer ind i det sydlige Libanon pga. manglende sikkerhedsgarantier fra Israel. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller undlod at kritisere Israel for massakren, og nøjedes med at udtrykke forfærdelse over det «meningsløse tab af menneskeliv». Møller undlod samtidig at kræve øjeblikkelig våbenhvile i kamphandlingerne. Den danske udenrigsminister erkendte dog, at israels krig mod Libanon ikke svækker Hisbollah, men tvært imod styrker organisationen.

Israel dræbte over 28 flygtninge i en bygning i Qana i det sydlige Libanon natten til søndag den 30. juli 2006. Heraf var 16 børn. Israels krigsforbrydelse blev fordømt over det meste af verden og førte til den hidtil kraftigste opfordring fra Kofi Annan om øjeblikkelig våbenhvile. Libanons regering erklærede USA's udenrigsminister Condoleeza Rice for uønsket i landet. USA bakkede ufordrødent Israels krigsforbrydelser op og og fortsatte sine våbenleverancer.
CNN's rapportage fra Israels massakre i Qana, 30. juli 2006

FN's Sikkerhedsråd udtrykte sent søndag forfærdelse over massakren. USA's FN ambassadør John Bolton hindrede rutinemæssigt kritik af Israel for massakren, og at den krævede øjeblikkelig våbenhvile. USA ønskede, at Israel fortsatte sin krig i Libanon. Som følge af verdens fordømmelse erklærede Israel søndag, at det indstillede bombardementerne af det sydlige Libanon i 48 timer, men fortsatte imens krigsforbrydelserne i resten af landet. Libanon erklærede mandag den 31. juli for national sørgedag for ofrene fra Qana.

Efter nyheden om Israels massakre i Qana kom ud, stormede libanesere spontant FN's bygning i Beirut. FN's sikkerhedsvagter fik hurtigt situationen under kontrol. Demonstranterne efterlod sig dette visitkort: «1968-2006. 38 års israelsk terrorisme mod Libanon». USA's blokade for FN indgriben i konflikten fik store dele af den arabiske verden til at opgive FN som fredsorganisation.

Israels bombestop over det sydlige Libanon medførte at Hizbollah samtidig indstillede sin beskydning af israelske byer med raketter. Hizbollah har siden krigens start fremført, at det kun beskyder Israel med raketter som svar på Israels angreb. Inden Israels start på krigen 12. juli, faldt der ingen raketter over det nordlige Israel. Først da Israel selv brød sit bombestop på 2. dagen genoptog Hizbollah langsomt raketbeskydningen.

I et sidste desperat forsøg på at vende krigens udvikling, invaderede over 10.000 israelske soldater efter bombestoppets ophør det sydlige Libanon, i et forsøg på at erobre libanesisk land. De stødte på hård modstand fra libanesiske militsgrupper. 1. august angreb en israelsk kommandoenhed Baalbek 100km nord for grænsen, bortførte 5 libanesere og dræbte 19 civile. Samme dag regnede 230 raketter ned over det nordlige Israel. Det højeste siden krigens start. Kort forinden havde Israels premierminister erklæret, at Israel stort set havde elimineret Hizbollahs evne til at beskyde Israel. En påstand der ikke svarede helt til virkeligheden. 3. august genoptog Israel sine terrorbombardementer af Beirut.

Danmark

Danmark stillede sig krigens start bag USA og Israel, og trods den danske plads i FN's Sikkerhedsråd undlod den danske regering at bruge denne mulighed til at støtte bestræbelserne på at bringe krigen til ophør. Den officielle diskurs var at «Israels angreb på Libanon ikke var ude af proportioner» (Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen), at «konflikten ikke kunne stoppe før Hizbollah var nedkæmpet» (udenrigsminister Per Stig Møller), og Danmark var på et EU udenrigsministermøde med til at hindre, at EU arbejdede for en øjeblikkelig våbenhvile. EU skulle kun arbejde for indstilling af kampene.

Under den borgerlige danske regering er den danske våbeneksport eksploderet, og gennem produktionen af komponenter til bl.a. F-16 kampfly ender disse våben i Israel, der anvendes aktivt i den israelske statsterror mod Libanon og Palæstina.

Mens udenlandske medier hurtigt udviklede en mere nuanceret dækning af krigen, fungerede de danske medier - med få undtagelser - som talerør for den israelske militærpropaganda. Jyllandsposten gik så langt som til at erklære «Vi er alle israelere». For mere nuanceret information og nyhedskilder, se: BBC World's dækning, CNN, al-Jazeera og det libanesiske borgerlige dagblad Daily Star.

Ingen våbenhvile

I de 3 uger op til FN resolutionen 11. august havde Israel forgæves forsøgt at besætte landsbyer i det sydlige Libanon, men var hver gang blevet slået tilbage. I et sidste forsøg på at gennemføre sin besættelse af det sydlige Libanon uden at blive smidt ud igen, sendte Israel derfor yderligere 30.000 soldater ind i Libanon 4 timer efter vedtagelsen af resolutionen og 48 timer før kampene skulle ophøre. Israel har erklæret, at de skal rense det sydlige Libanon for Hizbollah stillinger over de næste måneder. Hizbollah har samtidig erklæret, at organisationen fortsætter sin militære aktivitet til Israel er ude af Libanon. Så lang tid Israel afstår fra at bombe den libanesiske civilbefolkning, afstår Hizbollah dog også fra atsende raketter ind over Israel. Våbenstilstanden er derfor særdeles skrøbelig, da Israels erklærede dagsorden vil føre til fortsat krig.

Redaktør Rami Khouri ved Beirut-avisen The Daily Star skrev 19. juli:

Af de mange dimensioner i Israels aktuelle krig mod palæstinenserne og libaneserne er den mest afgørende i mine øjne, hvordan den vil påvirke den arabiske offentligheds holdninger til Israel på længere sigt. Jeg ser tre afgørende tendenser sætte sig igennem her: En tiltagende frygtløshed blandt almindelige arabere over for Israels militære overmagt; en determineret og fortsat søgen efter mere effektive modstandsmidler imod Israels besættelse og undertrykkelse af palæstinenserne; og en stærkt stigende modvilje over for den arabiske verdens magteliter, som stort set alle tavst har valgt at samtykke i de israelsk-amerikanske diktater.
.. Skal der blive fred og ro i Mellemøsten, vil det kræve tre ting: Arabere og israelere må behandles som ligeværdige parter i enhver henseende; nationale og internationale retsprincipper må retlede alle regeringers og politiske aktørers handlinger; den grundlæggende konflikt mellem Palæstina og Israel må løses på en fair, retmæssig og holdbar måde.
.. At beskytte Israel har længe været det primære fokus og mål for vestligt diplomati, hvilket også er grunden til samme diplomatis nederlag. I årtier har Israel nu etableret bufferzoner, besættelseszoner, røde linjer, blå linjer, grønne linjer, no go-zoner, militære zoner, brændte jord-zoner og alle mulige andre tænkelige zoner mellem sig selv og araberne, som er fortsat med at bekæmpe dets besættelse og bosætterkolonialisme - og alt sammen er det slået fejl, og her er forklaringen: At beskytte israelerne og samtidig overlade araberne til en skæbne af ydmygelse, besættelse, fornedrelse og underkastelse under de israelsk-amerikanske diktater kan udelukkende resultere i, at de selvsamme arabere vil omgruppere på nye måder, udtænke nye modstandsstrategier og komme tilbage en skønne dag for at kæmpe for deres land, deres menneskeværd, deres værdighed og udsigten til, at deres børn en dag kan få et normalt liv.
.. Tre arabiske parter har til dato udviklet missiler af forskellig art: Irak, Hamas og Hizbollah har alle affyret raketter og missiler imod Israel, hvad der har gjort begrebet om bufferzoner militært forældet og politisk irrelevant. Nye bufferzoner, indført af det internationale samfund for at beskytte Israel, som blot lader det intense arabiske nag vokse sig endnu mere betændt, vil kun resultere i, at næste generation af unge arabiske mænd og kvinder vil udvise endnu større viljestyrke for at udvikle de rette kampmidler, hvormed de en skønne dag kan slå til igen på måder, som vi i dag knapt kan gisne om.
.. I Israels faste vilje til at beskytte sig selv og den lige så ubøjelige arabiske vilje til at slå igen, har vi elementerne til evig krig eller - for dem, der omsider måtte have vilje til retfærdighed, - til en ny åbning for en diplomatisk løsning, der kan imødekomme begge siders legitime rettigheder.
The Daily Star

Ustabil situation

Israel blev efter krigen kastet ud i turbulent politisk situation. Justitsminister Haim Ramon måtte afgå efter seksuelt at have chikaneret en 18 årig israelsk soldat. Det blev afsløret, at den øverstkommanderende for krigsforbrydelserne mod Libanon, generalstabschef Dan Halutz umiddelbart efter den israelske regering igangsatte angrebet på Libanon den 12. juli solgte sine aktier, for at undgå de kursfald på 20-30% den israelske børs blev udsat for ved krigsudbruddet. Gerrigheden var større end patriotismen. Premierminister Ehud Olmert var genstand for næsten daglige demonstrationer - bl.a. fra de reservister der var blevet indkaldt til krig, der demonstrerede mod krigens absurditet og de mange tab. 120 israelske soldater blev dræbt. Heraf alene 33 dræbte de sidste to dage, da Israel sendte 40.000 soldater ind i Libanon i et forsøg på at nå Litani floden.

Libanon krigen var den længste Israel havde ført, og samtidig den krig hvor landet led det største politiske og militære nederlag. Ikke engang de to arresterede soldater der officielt var anledningen til krigen blev løsladt. Af de parter overholdt Libanon og Hizbollah våbenstilstanden, hvorimod Israel ved en række lejligheder brød den. Det alvorligste brud fandt sted den 19. august, da Israel gennemførte en offensiv aktion dybt ind i Bekaa dalen. Aktionen blev imidlertid slået tilbage af libanesiske styrker og 3 israelske soldater blev dræbt. Militæranalytikere vurderede, at aktionen var et desperat israelsk forsøg på enten at befri de 2 arresterede israelske soldater, eller tilfangetage et højtstående Hizbollah medlem, der kunne bruges i en fangeudveksling mod de to israelere. Efter den fejlslagne aktion igangsattes hemmelige forhandlinger mellem de parter med Tyskland som mellemmand.

I Libanon var israelerne mest interesserede i at komme ud så hurtigt som muligt igen, og tillod derfor overraskende 15.000 libanesiske soldater at rykke syd for Litani floden. Samtidig trak store israelske troppestyrker sig ud af landet. Hizbollah gik i gang med at uddele penge til de civile ofre for krigen i det sydlige Libanon. Hver familie fik 12.000 US$. USA stillede ligeledes penge til rådighed, men libaneserne afviste at tage imod denne støtte udfra en argumentation om, at først blev de bombet med nordamerikanske bomber, og bagefter forsøgte USA at købe aflad med dollars. Den gik ikke. Også golfstaterne gik ind med støtte, der imidlertid skulle kanaliseres gennem den libanesiske regering. Trods indsats fra USA og reaktionære arabiske stater, blev Hizbollahs position efter våbenhvilen derfor yderligere styrket. Meningsundersøgelser i bl.a. Egypten viste, at den mest populære politiker i landet var Hizbollahs Nasrallah.

Frankrig havde under forhandlingerne om resolutionen i FN's Sikkerhedsråd lovet at stå i spidsen for den multinationale udvidelse af UNIFIL til 15.000 soldater i det sydlige Libanon, men fik efterfølgende kolde føder. Landets blev derfor voldsomt skoset af neokonservative kredse i USA. USA ønskede til gengæld ikke selv at deltage i styrken efter at være blevet bombet ud af Libanon i 1983. Frankrigs betænkeligheder skyldtes uklarhederne i resolutionen omkring afvæbning af Hizbollah. Resolutionen kræver ikke klart Hizbollahs afvæbning. Dette er imidlertid et klart krav fra USA og Israel. Men Frankrig havde selv dårlige erfaringer fra sin tilstedeværelse i Libanon i 1982-83, og ønskede ikke at blive stillet til regnskab for en umulig afvæbning, som Israel ikke engang selv kunne klare. Frankrig gik først med til at udvide sin deltagelse i UNIFIL til 1700 mand da det blev slået fast, at UNIFIL ikke skal varetage afvæbningen af Hizbollah. Til gengæld lovede Italien at stille 3.000 soldater.

 

Skamstøtte over Israels krigsforbrydelser i Libanon

Israel begik i perioden 12. juli - 14. august 2006 alvorlige krigsforbrydelser under sin krig mod Libanon. Over 1100 libanesiske civile og 4 ansatte ved FN's fredsbevarende styrker, UNIFIL blev dræbt under de israelske terrorbombardementer. Til sammenligning blev 157 israelere dræbt. Heraf 40 civile.

Krigsforbrydelserne blev 11. august fordømt af FN's Menneskerettighedsråd: Council Strongly Condemns Grave Israeli Violations of Human Rights in Lebanon

Amnesty International konkluderede 24. august, at Israel med vilje havde ramt civile og civil infrastruktur i Libanon og derfor havde gjort sig skyld i krigsforbrydelser. Menneskerettighedsorganisationen opfordrede FN til at nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission til undersøgelse af Hizbollahs og Israels krigsforbrydelser. AI Lebanon: Destruction of civilian infrastructure

Kirkernes Verdensråd fordømte efter en delegationsrejse til Libanon og Israel 11-16. august 2006 de israelske krigsforbrydelser.

Det internationale Røde Kors kritiserede efter våbenstilstanden 14. august, at parterne ikke havde fulgt Genevekonventionerne og taget tilstrækkelig hensyn til civilbefolkningen. Samtidig blev Israels angreb på især det libanesiske Røde Kors fordømt. ICRC: Lebanon/Israel: civilians pay the price of conflict, Geneve 14. august.

Det internationale samfund har en instans til håndtering af krigsforbrydelser i form af den Internationale Straffedomstol, ICC. Men ligesom USA har Israel placeret sig udenfor verdenssamfundet ved at afvise at tilslutte sig ICC. Men Israel har underskrevet Genevekonventionerne, og andre lande der har gjort dette - herunder Danmark - kan derfor retsforfølge skyldige i overtrædelser af krigens love. Men det er ikke sandsynligt, at dette vil ske. Derfor er det nødvendigt at rejse denne skamstøtte over ikke blot de israelske krigsforbrydelser, men også det internationale samfunds manglende vilje til at gribe ind overfor forbrydelserne, kritisere dem og retsforfølge dem:

  • USA blokerede i 4 uger for at FN's Sikkerhedsråd kunne vedtage en resolution med krav om våbenhvile. Resolutionen blev først vedtaget, da den israelske regering og militær var kørt fast
  • Resolutionen undlod at kritisere Israel for dets krigsforbrydelser
  • Danmark og de øvrige vestlige lande undlod at presse på i Sikkerhedsrådet med krav om en resolution, og hindrer efterfølgende at Israels generaler og politikere anklages for krigsforbrydelser

Klik på billedet for at se alle billeder i serien

 

BBC billeder fra Israels krigsforbrydelser i Beirut

Virkningerne af krigshandlingerne i Libanon og Israel, temaudsendelse (56 min.) i DR P1 Orientering 27. august 2006

I september blev det afsløret i israelsk presse, at Israel under de sidste 72 timer af krigen spredte over 1 million klyngebomber i den sydlige del af Libanon. Det skete i form af 1800 bomber, der ialt indeholdt 1,2 millioner sprængemner. Omkring halvdelen af disse sprængemner detonerede ikke, og forvoldte efter krigen død og ødelæggelse blandt børn og voksne i det sydlige Libanon. Mindst 25 er blevet dræbt af disse sprængemner efter den formelle våbenhvile. Anvendelsen af klyngebomber blev skarpt kritiseret af både FN og Amnesty International.

En FN undersøgelse i november fastslog, at Israel under krigen anvendte de forbudte fosforbomber. Anvendelsen af dette våben af dette våben er internationalt forbudt, da dets manglende præcision medfører, at ofrene først og fremmest er civile. Både det libanesiske røde kors og røde halvmåne berettede under krigen om civile ofre for Israels forbudte våben.

Den 21. november blev industriminister Pierre Gemayel dræbt ved et attentat i Beirut. Landets anti-syriske partier anklagede øjeblikkelig Syrien for at stå bag attentatet, og en række vestlige lande støttede øjeblikkelig disse anklager. Attentatmændene kan dog søges andre steder. Syrien havde nemlig ikke fordele af attentatet. Tvært imod. Dagen inden havde Syrien optaget diplomatiske forbindleser med Iraq, og søgte i det hele taget tættere forbindelser til landet. Dette kom efter, at USA i begyndelsen af måneden havde indikeret, at Syrien og Iran skulle inddrages i løsning af konflikterne i Iraq. Den skarpeste modstander af denne nye syriske rolle i regionen var Israel, og det kunne derfor ikke udelukkes at Israel eller dets libanesiske agenter stod bag attentatet. Mordet øgede samtidig det politiske kaos i Libanon, og Israel så helst Libanon kastet ud i en ny borgerkrig.

Allerede i starten af november havde Hizbollah trukket sine ministre ud af den libanesiske regering i protest over ikke at få øget politisk indflydelse, efter i juli at have slået Israels angreb på landet tilbage. Libanons forfatning fastslår, at regeringen skal have repræsentanter fra alle landets større politiske og religiøse retninger, og præsidenten erklærede derfor regeringen for forfatningsstridig. Fouad Siniora nægtede imidlertid at træde tilbage eller danne en ny regering, og Hizbollah og den kristne Michel Aoun gennemførte derfor daglige demonstrationer med krav om regeringens tilbagetræden.

I maj 2007 indledtes 3 måneders væbnet kamp mellem oprørsgruppen Fatah al Islam knyttet til a-Qaeda og den libanesiske hær. Kampene var koncentreret omkring den palæstinensiske flygtningelejr Nahr al Bared udenfor Tripoli. Kampene sendte tusinder af lejrens indbyggere på flugt, og det tog hæren 3 måneder at knuse den lille oprørsgruppe.

I oktober 2007 sluttede Émile Lahouds 2. præsidentperiode, og der skulle findes en ny præsident. Det indledte ½ års intens politisk konflikt, der var tæt på at kaste landet ud i borgerkrig. Efter Israels krig mod Libanon i 2006, havde Hezbollah presset voldsomt på for at få øget magt i regeringen. Den vestlige verden med USA i spidsen havde presset lige så voldsomt imod for at hindre dette. I maj 2008 forsøgte regeringen at lukke Hezbollahs kommunikationsnetværk i Beirut. Det udløste en øjeblikkelig væbnet respons fra Hezbollah, der tog kontrol over det vestlige Beirut. Landet var tæt på at blive kastet ud i borgerkrig, men regeringen og Vesten måtte erkende at det ikke var muligt at presse Hezbollah ud på et sidespor. Den 21. maj indgik samtlige libanesiske partier en aftale om at vælge hærchefen, Michel Suleiman som præsident, og samtidig danne en national samlingsregering. Oppositionen fik 11 af de 30 poster i denne, og fik dermed også vetoret over regeringens beslutninger. Endelig blev der foretaget justeringer i valgloven fra 1960. Aftalen blev forhandlet på plads med den Arabiske Liga som mægler, anført af Qatars udenrigsminister og emir samt ligaens generalsekretær. Suleiman blev indsat på præsidentposten 25. maj. Få dage senere blev Siniora genvalgt som premierminister.

Den globale økonomiske krise der brød ud i efteråret 2008 ramte ikke Libanon. Det skyldtes primært den stramme regulering af det libanesiske bankvæsen. Libanon oplevede derfor i 2009 en økonomisk vækst på 9% og det højeste antal turister nogen sinde. Landets turismeministerium forventer at antallet af turister vil vokse til 2,5 mio. i 2010.

Valget i juni 2009 var en sejr for Amal/Hizbollah alliancen, der fik 55,5% af stemmerne, mens 14. marts Alliancen måtte nøjes med 44,5%. Pga. det libanesiske valgsystem fik taberne imidlertid 71 pladser i parlamentet, mens vinderne måtte nøjes med 57. Præsident Suleiman udpegede derfor Saad Hariri fra 14. marts Alliancen til at danne regering. Efter 5 måneders forhandlinger dannedes i november en national samlingsregering med 15 medlemmer fra 14. marts Alliancen, 10 medlemmer fra 8. marts Alliancen (der fik de 55,% af stemmerne) og 5 udpeget af præsidenten. Saad Hariri er søn af afdøde Rafiq Hariri og er god for ca. 1,4 mia. US$.

Libanons regering brød i januar 2011 sammen, da 10 ministre trak sig ud i protest mod at premierminister Hariri løb fra en aftale indgået i december 2010, om at Libanon skulle distancere sig fra FN's Libanons tribunal. Tribunalet arbejdede på at gøre Hizbollah ansvarlig for mordet på Hariris far i 2005. Der var i december indgået en aftale om at regeringen skulle distancere sig fra tribunalet, men USA greb ind og tvang Hariri til at bryde aftalen, fordi supermagten sammen med Israel havde en dagsorden for at gøre Hizbollah ansvarlig - på samme måde som Israel og USA i 2005 spredte påstanden om, at det var Syrien der stod bag mordet.

Regeringens sammenbrud kastede Libanon ud i fornyet politisk krise, og premierministeren udkommenderede hæren til at patruljere i Beirut. Udlandet havde endnu endnu engang blandet sig og ødelagt den skrøbelige politiske ligevægt i landet.

I juni lykkedes det at danne en ny regering med Najib Mikati som premierminister. Forud var gået en kompliceret regeringsdannelse, der havde strukket sig siden januar, som både EU og USA havde søgt at hindre fordi den gav Hizbollah en fremtrædende rolle.

Den 30. juni udstedte FN's Specielle Tribunal for Libanon (STL) arrestordrer mod 4 højtstående medlemmer af Hizbollah, der blev anklaget for mordet på Hariri i 2005. Arrestordren blev afvist afr de libanesiske myndigheder. I midten af 2010 blev der optrævlet et større israelsk spionnetværk i Libanon. 70 libanesere blev arresteret og enkelte nåede at flygte til Israel. En af de mest fremtrædende spioner var Charbel Qazzi, der var højtstående chef i mobiltelefonselskabet Alfa. Han havde arbejdet for Mossad i 15 år og havde installeret israelsk aflytningsudstyr og computerprogrammer i Alfa. Den israelske spionageaktivitet i bl.a. mobiltelefonselskaberne gjorde, at ingen libanesere troede på STL, der baserede sine anklager mod de 4 Hizbollah medlemmer på indicier i form af mobiltelefon-lokalisering af de anklagede under Hariri mordet. Afsløringerne bekræftede samtidig Hizbollahs anklager mod Israel for at være ansvarlige for Hariri mordet.

Efter at Israel i 2011 havde forbudt markeringen af Nakba dagen - dagen for den etniske udrensning af palæstinensere fra Israel i 1948 - demonstrerede palæstinenserne i stedet ved grænserne til Israel. Således også ved grænsen mellem Libanon og Israel, hvor det israelske militær åbnede ild mod de ubevæbnede demonstranter. 7 palæstinensiske flygtninge blev dræbt og 111 såret.

Borgerkrigen i Syrien skyllede allerede midt i 2011 ind over grænsen til Libanon. Dels i form af en tiltagende flygtningestrøm. Dels i form af opblussen af konflikterne mellem de etniske og religiøse grupper i landet, der enten støttede Assad regimet eller oprørerne. I den nordlige del af Libanon bor mange Allawiter - den samme sekt som Assad familien historisk har baseret sin magt på i Syrien. Samtidig huser den nordlige del Salafister, al-Qaeda tilhængere og andre dybt konservative sunnigrupper. I juni 2011 kom det i Tripoli til væbnede kampe mellem Alawaiter og salafister. Inden den libanesiske hær havde fået konflikten under kontrol, var 7 dræbt og 59 såret. Fra starten af 2012 blussede konflikten imidlertid atter i takt med intensiveringen af kampene i Syrien og anvendelsen af Libanon som gennemgangsland for våben til de syriske oprørere. Den 29. april opbragte den libanesiske flåde et libysk skib, der skulle transportere våben til oprørerne.

I et forsøg på at bremse smugligen af våben minerede syrisk militær grænseområdet mod Libanon - til betydelig fare for både flygtninge og libanesere.

Fra maj 2012 brød åbne kampe atter ud i Tripoli, og nu var det primært med salafister på den ene side og den libanesiske hær på den anden. Flere blev dræbt under salafist demonstrationer der krævede løsladelse af en fængslet kammerat. Den 20. maj skærpedes konflikten voldsomt, da en fremtrædende sunni mulla, sheikh Ahmad Abdel-Wahid blev dræbt ved en vejspærring kontrolleret af hæren. Konflikten spredtes øjeblikkeligt til Beirut. I et forsøg på at reducere spændingerne arresterede hæren de 22 soldater, der havde været til stede ved vejspærringen, Hizbollah kondolerede overfor sunniernes stormufti, og en række fremtrædende salafisterne blev løsladt. Alligevel fortsatte konfrontationerne. 41 blev dræbt gennem maj og juni. Alene den 2-3. juni blev 15 dræbt i Tripoli og samme måned spredtes konfrontationerne til en række palæstinensiske flygtningelejre og til det sydlige Libanon, der er traditionelt Hizbollah land. Salafister gik i demonstration mod Hizbollahs overvældende våbenmagt.

I oktober 2012 gennemførtes et voldsomt bombeattentat i Beirut. Tilsyneladende rettet mod landets efterretningschef, Wissam al-Hassan, der blev dræbt sammen med 5 andre. Attentatet udløste øjeblikkeligt kampe mellem de forskellige politiske grupperinger i landet. Den vestlige verden anklagede øjeblikkeligt Syrien for at stå bag attentatet. Den havde dog ingen forklaring på hvilken interesse det stærkt pressede Assad regime skulle have i at piske en voldsom anti-syrisk stemning i sit naboland. Andre iagttagere pegede mod Israel som den sandsynlige bagmand for bomben. Det var al-Hassan der i 2009 havde afsløret og oprullet et omfattende israelsk spionnet i Libanon. Mossad havde derfor et stort motiv for at sige tak for sidst. Israel har en lang historisk tradition for at gennemføre voldelige attentater mod sine modstandere i udlandet. Endelig kunne attentatet underbygge den vestlige verdens ønske om militær intervention mod Syrien.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

UN Office for the Coordination of Humanitarian Affairs - Lebanon Crisis
Electronic Intifadas sider om Israels krig mod Libanon, der startede i juli 2006
Beirut dagbladet Daily Star (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Libanon)
Amnesty International Annual Report 2012 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2012 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)

Litteratur

Rahbek, Birgitte: De store klaners land. Libanons politiske mord og rivaliseringer kan ikke forstås ud fra det forsimplede billede af et opgør mellem demokratiske og prosyriske kræfter, der formidles i dansk presse. Information 5/12 2006