Syrien

Læst af 47.221    

Mod vest og ud mod Middelhavet gennemskæres landet i nord-syd retning af Libanon bjergene. Den sydlige del af landet er fladt og ørkenagtig. Mod nord befinder der sig et fladt sletteområde, der strækker sig ned mod Eufrat floddalen (Al-Furat). Produktionen af landbrugsvarer - korn, vin og frugter - er koncentreret i den vestlige del af landet, der får tilstrækkelig nedbør. Mod syd er højsletten Djebel Druze af vulkansk oprindelse også særdeles frugtbar og er opdyrket. Det samme gælder de oaser, der er spredt ud over ørkenområdet, hvoraf den vigtigste er hovedstaden Damaskus. Bomuldsproduktionen og opdræt af får til produktion af fåreuld er beregnet på eksport. Olieproduktionen er den største industrisektor. Forureningen med giftige stoffer der har været anvendt i olieudvindingen har visse steder medført omfattende vandforurening.

Folket: Er af arabisk oprindelse. I den nordlige del af landet lever armenske, kurdiske og tyrkiske minoriteter. Der findes ingen mere aktuelle opgørelser over antallet af palæstinensiske flygtninge i Syrien, men i 1977 var antallet omkring 200.000. Den jødiske befolkning fik tilladelse til at forlade landet i 1992.

Religion: Befolkningen er overvejende muslimsk, hvoraf de fleste tilhører sunni retningen, fulgt af alamiter, shiiter og ismailiter. Endvidere findes en række kristne minoriteter, der tilhører forskellige sekter indenfor den orientalske kristendom.

Sprog: Arabisk (officiel). De etniske minoriteter taler deres egne sprog.

Politiske partier: Regeringsparti er Det arabiske socialistiske Baath Parti, der blev stiftet i 1947 af Michel Aflaq. Partiet består af den Nationale progressive Front samt en række mindre partier. Det sunni fundamentalistiske Muslimske Broderskab udgør den væbnede politisk-religiøse opposition til regimet. Partier kontrolleret af regimet: Syriens Kommunistparti; den Socialistiske arabiske Enhed; Den socialistiske Enhedsbevægelse; det Arabiske Socialistparti; det Socialistiske demokratiske Unionistparti.

Sociale organisationer: Den faglige Landsføderation består af 10 fagforbund.

Officielt navn: Al-Jumhouriya al-Arabiya as Suriya

Administrativ inddeling: 14 distrikter

Hovedstad: Damaskus (Dimashq), 1.669.000 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Aleppo (Halab), 2.319.800 indb.; Homs (Hims), 698.800 indb.; Latakia, 391.300 indb; Hamah 350.900 indb. (2000).

Regering: Bashar al-Assad er siden juli 2000 præsident. Muhammad Naji al-Otari er siden september 2003 premierminister. Parlamentet har ét kammer - Folkerådet - med 250 medlemmer.

Nationaldag: 17. april (Uafhængighedsdagen, 1946). 16. november (Revolutionsdagen, 1978). 25. maj (Modstands- og frihedsdagen, 2000)

Væbnede styrker: 421.000 soldater (1996).

Paramilitære styrker: 8.000 medlemmer af Gendarmeriet.

I antikken var Syrien betegnelsen for hele det område, der befandt sig mellem den Anatolske halvø, Tyrkiet og Sinai. De antikke civilisationer var permanent beskæftiget med at bringe dette område under deres overherredømme, lige fra egypterne der anså det for at være adgangsvejen til deres land, til perserne der anså området for at være broen til det imperium de planlagde. På den centrale strækning af områdets kyster udvikledes i perioden mellem det 12. og 7. århundrede f.v.t. den føniske civilisation. Det var et samfund af sø- og handelsfolk, der ikke interesserede sig særligt for geografisk ekspansion eller for politisk samarbejde. De føniske byer var altid uafhængige, omend den ene eller anden i kortere perioder kunne have en form for herredømme over resten. Fønikerne grundlagde verdens første handelsøkonomi. Blandt fønikernes frembringelser er de vigtigste: Opfindelsen af alfabetet, udviklingen af både der var stærke nok til at sejle på det åbne hav, produktionen af keramik og vævede tekstiler, udvidelsen og systematiseringen af den geografiske viden og gennemførelsen af den første rejse omkring det afrikanske kontinent. Diffusionen af denne viden over hele Middelhavsområdet dannede grundlag for det, der senere blev kaldt den «vestlige civilisation» og hvis primære eksponenter blev grækerne.

Efter Alexander den Stores død blev det enorme imperium delt op, og Syrien blev centrum for den seludiske stat - af Seleuco, Alexanders general - der strakte sig helt til Indien. I romertiden var provinsen Syrien næsten permanent skueplads for krige - bl.a. mod de fremtrængende partere.

Området blev gjort arabisk af kalifferne Ummaia, der i 660-750 e.v.t. gjorde Damaskus (Dimashq) til imperiets hovedstad (se også Saudi Arabien). Samtidig skabte de grundlaget for en stærk nationalfølelse. Da Ummaia'erne var slået, flyttedes Abbas slægten hovedstaden til Baghdad, hvor de nye kaliffer havde større opbakning. Selv om Damaskus bevarede sin økonomiske og kulturelle betydning var tabet af politisk magt afgørende, og det afspejlede sig bl.a. i den nærmest ligegyldighed hvormed kalifferne i Baghdad i det 11. århundrede modtog beskeden om korsfarernes invasion af området. Forsvaret blev lagt i hænderne på lokale emirer, og deres interne modsætninger og rivalisering var baggrunden for næsten 200 års kristen dominans i palæstinaområdet, trods det at de kristne var fjernt fra deres bagland.

I det 13. århundrede begyndte egypterne at smide korsfarerne ud. Undervejs blev Syrien nærmest en egyptisk provins og skueplads for sammenstød med invaderende mongolske og tartar styrker. Først i det 16. århundrede mistede egypterne endelig kontrollen over området, der istedet blev underlagt det osmanniske imperium.

Europæisk indblanding

Blandt de efterladenskaber som korsfarerne efterlod sig talte især forstærkningen af de kristne samfund i regionen - især maronitterne. De blev af europæerne brugt som påskud for indblanding fra det 17. århundrede. Da kediven af Egypten Mehmet Ali i 1831 erobrede Syrien, førte de tunge skatter og den tvungne militærtjeneste til et folkeoprør, som både muslimer og kristne deltog i. De europæiske stormagter brugte da overgrebene mod den kristne befolkning som påskud for at intervenere. På den måde blev Alis offensiv bremset, og Frankrig fik overdraget «beskyttelsen af de syriske kristne». Udviklingen kulminerede med egypternes totale tilbagetrækning i 1840, genindførelsen af osmannisk overherredømme og accept fra de tyrkiske sultaner af, at der blev oprettet kristne missioner og skoler betalt af europæerne.

De kristne maronitiske samfund var bl.a. beliggende i bjergområdet mellem Damaskus og Jerusalem, og i 1858 brød de med den herskende klasse og afskaffede de feudale ejendomsforhold til jorden. Deres muslimske naboer - især druserne - besluttede at knuse bevægelsen, før den spredte sig. Det kom til konflikt, der kulminerede med de såkaldte «massakrer» i juni 1860. En måned senere gik franske tropper i land i Beirut under påskud af at «beskytte» de kristne. De tvang den tyrkiske regering til at skabe en separat provins - «Lille Libanon». Provinsen skulle regeres af en kristen - udnævnt af sultanen men godkendt af de europæiske stormagter -, have sit eget politikorps og indenfor provinsen skulle de feudale rettigheder afskaffes. En social konflikt blev på denne måde omformet til at være en konflikt mellem trosretninger, og den kristne befolkning i «Lille Libanon» fik fuldstændig forrang overfor den lokale muslimske befolkning.

1. Verdenskrig

Da det arabiske oprør brød ud under den 1. verdenskrig (se Saudi Arabien, Jordan og Iraq) blev emiren Faisal udnævnt til konge af Syrien, uden at kende til de britisk-franske planer der var udtrykt i Sykes-Picot aftalen, efter hvilken den frugtbare halvmåne skulle opdeles således: Frankrig skulle have kontrol over Syrien og Libanon, mens England skulle have kontrol over Palæstina (herunder også Jordan) samt Iraq.

I 1920 besatte Frankrig landet militært og tvang Faisal til at trække sig tilbage. To måneder senere blev Syrien opdelt i 5 stater: Storlibanon - i det yderligere områder blev føjet til provinsen «Lille Libanon», Damaskus, Alepo, Djabal Druzay og Alawis (Latakia). De 4 sidstnævnte sluttede sig i 1924 atter sammen.

Frem til 1932 var udviklingen præget af nogenlunde ro, men dette år valgtes præsident og parlament. Frankrig havde imidlertid gjort det klart, at det ikke ville acceptere større intern autonomi. Det førte til sammenstød, der først ophørte i 1936, da franskmændene underskrev en aftale, hvor i de anerkendte det retfærdige i de syriske krav, hvoraf det vigtigste var genforening med Libanon. Imidlertid ratificerede den franske regering aldrig aftalen, hvilket udløste yderlige agitation. Den kulminerede i 1939, da den syriske præsident gik af, og den franske administration suspenderede forfatningen af 1930 i Syrien og Libanon.

2. Verdenskrig

I 1941 besatte styrker fra det frie Frankrig og fra England området, for at ophæve samarbejdet med nazismen. To år senere valgtes Chikri Al-Quwatli til præsident i Syrien og Bechara Al-Kuri i Libanon, men da sidstnævnte fremsatte forslag om at fjerne referencerne til det franske mandat i området, tog de franske styrker ham og hans regering til fange. I begge stater udløste arrestationen sammenstød og dertil kom britisk pres på den franske hær. Konflikten blev først løst, da FN i marts 1946 beordrede de europæiske tropper ud af området og således bragte det franske mandat til afslutning. Tilbagetrækningen af de udenlandske styrker var afsluttet i 47. Syriske styrker deltog i 48 sammen med styrker fra andre arabiske lande i kampen mod oprettelsen af staten Israel.

Baath

Efter 2. verdenskrig blev Baath-partiet det politisk ledende parti i Syrien. Det var stiftet i 1947 af Michel Aflaq og Salah ad-Din Bitar. I 50'erne gik Baath sammen med Akram Hawranis socialistparti og dannede det Arabiske socialistiske Baath Parti. Baath er først og fremmest arabisk-nationalistisk, socialt fremskridtsvenligt, «socialistisk» - men ikke-marxistisk, erklæret antiimperialistisk. Men det har også nationalromantiske og antikommunistiske tendenser. Parolerne er: (arabisk) enhed, frihed, socialisme. Parolerne blev i 1958 forsøgt ført ud i livet, da Syrien og Egypten dannede Den forenede arabiske Republik. Det ambitiøse projekt brød sammen i 61, og et nyt forsøg 10 år senere led også skibbrud.

Baath-partiets sociale basis ligger blandt mellemlagene og hos småbønderne på landet - især blandt minoritetsgrupperne. Forbindelsen med officererne i hæren - som i vid udstrækning er blevet rekrutteret fra netop disse lag - har været afgørende for Baaths politiske magt. Partiet deltog i en række militærregeringer i 50'erne og har siden 1963 kontinuert haft magten. Baath har en «national» (dvs. al-arabisk) ledelse med «regionale» afdelinger - dvs. i hvert enkelt arabisk land. Det er også det regeringsbærende parti i Iraq.

Kommunistpartiet blev stiftet i 1924, og fra 1932 ledet af Khaled Bakdash. Det har altid haft stærk indflydelse blandt den fattige landbefolkning og på græsrodsniveau i fagbevægelsen - til trods for Baaths forsøg på kontrol ovenfra. I perioder blev partiet udsat for hård forfølgelse, i andre perioder havde det et tæt samarbejde med Baath. Partiet var stærkt Moskva-orienteret. Der eksisterer også et illegalt kommunistparti - udbrydere fra det officielle parti.

Siden 1966 har der eksisteret dyb splittelse mellem den «nationale» og den syriske «regionale» ledelse af Baath med hensyn til socialismens plads i partiet og forholdet til Sovjetunionen. Men splittelsen udspringer også af stærk personlig rivalisering i topledelsen. Venstrefløjen i Baath var fra omkring 1966 i offensiven og igangsatte omfattende jordreformer og nationaliserede de fleste større virksomheder i landet. Der fandt en omfattende udbygning sted af infrastrukturen, og der blev bygget olieledninger for transport af olie fra Iraq. En vigtig samarbejdsaftale med Sovjetunionen gjorde samtidig bygningen af Tabqa dæmningen mulig. Den skulle sikre elforsyningen og anvendes til vandingsanlæg.

På samme tid blev der ført en politisk kampagne mod de reaktionære regimer i den arabiske verden og propaganderet for en alliance mellem de progressive stater. Under junikrigen i 1967 mistede Syrien Golanhøjderne til Israel og fik et alvorligt flygtningeproblem. Baath-regimet førte en militant antizionistisk politik med fuld støtte til den palæstinensiske befrielseskamp, indtil der i 1970 fandt et kup fra partiets højrefløj sted under ledelse af general Hafez al-Assad.

Kuppet markerede, at en ny middelklasse der var vokset frem i skyggen af Baath, fik fremtrædende magtpositioner. Gennem 1970'erne og især efter oktoberkrigen 1973, gav regimet betydelige økonomiske indrømmelser til det syriske borgerskab og til den udenlandske kapital. Samtidig fandt der stadig klarere økonomisk og politisk tilnærmelse sted til arabiske konservative regimer: Saudi Arabien og i dets kølvand Jordan, Egypten og Sudan. På den anden side strammedes politikken overfor den palæstinensiske befrielsesbevægelse.

Under en afgørende fase i den libanesiske borgerkrig i 1976 intervenerede Syrien direkte mod de palæstinensiske og libanesiske venstreorienterede styrker, som da var i offensiven. En venstrefløjsregering i Libanon ville udgøre et radikalt alternativ til Baath og styrke venstreoppositionen i Syrien.

Indenfor militæret var der betydelig utilfredshed med invasionen af Libanon. Udskiftninger og arrestationer fulgte, men regimet genvandt kontrollen. Udviklingen i Libanon havde ellers medvirket til at sprede uro blandt de talrige religiøse samfund i Syrien. Både de muslimske højrekræfter, Det islamiske Befrielsesparti, Det muslimske Broderskab og Mohammads Falangister mobiliserede mod Assads regering, der er domineret af tilhængere af Alawi-sekten (uortodokse muslimer).

Fra midten af 70'erne skete der en tilnærmelse mellem den irakiske og syriske fraktion af partiet og det førte i 78 til et forsøg på sammenlægning af de to stater, men projektet led ligesom de foregående skibbrud på ideologiske forskelle mellem de to fraktioner. I 79 kritiserede Baath det Muslimske Broderskab og beskyldte det for at være «zionistiske agenter». Regeringen indførte dødsstraf for sabotagehandlinger og gav broderskabets medlemmer en frist frem til den 7. december 80 til at overgive sig, hvis de ville undgå at blive ramt af lovstramningen.

Men broderskabets attentater fortsatte. I 82 gennemførte regeringen en militær offensiv mod det. Tusinder af dets medlemmer blev dræbt og regeringen beskyldte Iraq for at have bevæbnet rebellerne. I april lukkedes grænsen mellem de to lande. Iraqs svar var at lukke olierørledningen, der ellers transporterede olie fra felterne i Kirkuk i irakisk Kurdistan til den syriske havn Banias.

I 1980 blev der etableret en alliance mellem Saudi Arabien, Iraq og Jordan. Gnidningerne mellem denne gruppe og Syrien blev yderligere tilspidset ved udbruddet af krigen mellem Iraq og Iran. Den syriske regering beskyldte Iraq for at have fremprovokeret krigen og «for at aflede opmærksomheden fra regionens centrale problem» - det palæstinensiske spørgsmål. I slutningen af året steg spændingen ifht. Jordan, der blev beskyldt for at støtte det Muslimske Broderskab. Dette bragte begge lande på kanten af krig. Kun mægling fra den saudiske prins Abdalla Ibn Abdul-Aziz hindrede konflikten i at udvikle sig videre.

I 1981 brød «misilkrisen» ud i Libanon, da tropper fra den kristne falangistiske milits forsøgte at bringe den libanesiske by Zahde under kontrol. Atter engang greb Syrien militært ind for at hindre de kristnes fremmarch. Syrien installerede sovjettiske SAM-6 jord til luft raketter, hvilket udløste en israelsk reaktion. Krisen blev i første omgang overvundet, men i 82 invaderede Israel Libanon og ødelagde bl.a. de syriske luftbatterier. Damaskus bevarede sin invasionsstyrke på 30.000 mand i Libanon og gjorde dens tilbagetrækning afhængig af tilsvarende tilbagetrækning af de israelske invasionsstyrker.

Midt i 83 udvikledes der en alvorlig krise mellem de syriske myndigheder og ledelsen af PLO, hvilket tilskyndede Syrien til omfattende støtte til de palæstinensiske grupper, der var imod Yasser Arafats lederskab. Imens faldt prisen på olie på verdensmarkedet, hvilket bidrog til yderligere at forværre de økonomiske problemer, krigen havde skabt, og i 84 blev regeringen tvunget til at gennemføre en skrap krisepakke, der bl.a. indebar skærpet kontrol med de finansielle aktiviteter, lukning af grænserne for smugling af almindelige varer - en trafik der hidtil var blevet tolereret - og en drastisk reduktion af de offentlige udgifter. I 85 faldt indsmuglingen fra Libanon med 90% og forværringen af betalingsbalancen blev bremset.

I 85 fornyede Al-Assad sin præsidentperiode med yderligere 7 år, da han ved valget fik 99,8% af stemmerne. Et resultat der svarede til «valgene» i 71 og 78. Trods dette udvikledes der i 87 en alvorlig politisk krise, der tvang premierminister Abdul Rauf al-Kassem til at træde tilbage efter beskyldninger om korruption. Den 1. november blev parlamentsformanden Mahmoud Az-Zoubi valgt som ny præsident.

I april 87 gennemførtes et arabisk topmøde, hvor flertallet mod økonomisk støtte stemte for en genopretning af Syriens position og fordømte Iran for forlængelse af krigen. Syrien ændrede ikke sin holdning til Iran, og benyttede samtidig lejligheden til at nedlægge veto mod at lade Egypten genindtræde i den Arabiske Liga.

I oktober 86 beskyldte den britiske regering Syrien for at støttet gennemførelsen af et terrorattentat mod et israelsk fly i Londons lufthavn. I november afbrød de fleste af EF's medlemslande de diplomatiske forbindelser med Syrien, selv om nogle var uenige i dette skridt. I juli 87 besluttede samtlige EF lande - med undtagelse af Storbritannien - at genoptage forbindelserne, efter at den syriske regering havde meddelt, at den afbrød støtten til Al-Fatah Revolutionsrådet - en palæstinensisk organisation der var imod Yasser Arafat. I maj 90 blev de diplomatiske forbindelser med Egypten genoptaget. Nogle observatører knyttede denne udvikling sammen med reduktionen i Sovjets militære bistand til Syrien.

Da Iraq i august samme år invaderede Kuwait, tilsluttede Syrien sig hurtigt den anti-irakiske alliance og sendte tropper til Saudi Arabien. Dette bidrog til en betydelig forbedring i de diplomatiske relationer med USA. I skyggen af krisen øgede Syrien i betydelig grad sin indflydelse i Libanon, hvor det lykkedes at styrke landets regering og afvæbne de fleste af landets selvstændige militser.

I april 91 mødtes Hafez al-Assad i Damaskus med den iranske præsident Akbar Ashemi Rafsanjani. Efter mødet erklærede Assad den 29. april, at Syrien ville fastholde sin militære tilstedeværelse i Libanon. En beslutning der fik støtte fra Hezbollah (Guds Parti) og fra den iranske Revolutionsgarde. Samme måned deltog Syrien i Konferencen for fred i Mellemøsten, der blev gennemført i Madrid med deltagelse af USA og Sovjet. Syrien tilsluttede sig forslaget om at forhandle med Israel på grundlag af FN resolutionerne 242 og 338, der fordømmer dette lands besættelse af landområder. De arabiske lande fastholdt grundlaget om «fred for jord», der blev afvist af Israel.

I maj undertegnede Libanon og Syrien en samarbejdsaftale, i hvilken Syrien anerkender Libanon som et frit og selvstændigt land - for første gang siden begge lande fik deres selvstændighed fra Frankrig.

Den 2. december blev Assad genvalgt for en fjerde valgperiode. Denne gang med 99,98% af stemmerne, men han var også eneste kandidat. Efter aftale med internationale menneskerettighedsorganisationer gav den syriske regering 15 dage senere amnesti til 2.800 politiske fanger - overvejende medlemmer af det Muslimske Broderskab.

I 92 afskaffede regeringen dødsstraffen og gav 4000 jøder tilladelse til at udvandre. Da PLO og Israel i september 93 underskrev en fredsaftale, gentog Syrien sin støtte til gennemførelsen af forhandlinger om fuldstændig fred i regionen, og krævede samtidig israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder for at sætte gang i disse forhandlinger.

Kort tid senere bekræftede Al-Assad, at han støttede anvendelsen af vold til befrielsen af de besatte områder. Det var en klar støtte til Hamas bevægelsens aktiviteter og udløste omgående en fordømmelse fra USA's side. Denne spænding var ikke til den syriske regerings fordel, der ellers havde draget diplomatisk nytte af sin støtte til den anti-irakiske koalition under Golfkrigen.

Det syriske BNP voksede i 92 med 7% og eksporten af olie og olieprodukter nåede op over 2 mia. dollars. Regeringen gennemførte en meget liberal investeringspolitik, der fritog investeringer for betaling af skat og told. Resultatet var, at der i 93 blev foretaget næsten 1000 investeringer til en samlet sum af 2,5 mia. dollars.

Syrien deltog ikke i den første runde af fredsprocessen i regionen, der resulterede i begrænset palæstinensisk selvstyre og undertegnelsen af en fredsaftale mellem Israel og Jordan i juli 94. I januar fandt der dog et «historisk» møde sted i Geneve mellem USA's præsident Bill Clinton og al-Assad, og i september blev den syriske udenrigsminister for første gang interviewet i israelsk TV.

Da Assads ældste søn og formodede efterfølger, Basel al-Assad døde, øgedes usikkerheden omkring landets politiske fremtid. I august vandt den regerende Progressive Nationalfront valget, men valgdeltagelsen var kun 49% af de stemmeberettigede.

I juni 95 kørte officielle forhandlinger med Israel om tilbagelevering af Golanhøjderne ud i sandet, da Israel gjorde krav på en fortsat begrænset militær tilstedeværelse i området på ubestemt tid. Da Hezbollah i oktober gennemførte et bagholdsangreb mod israelske soldater i det sydlige Libanon blev forhandlingerne yderligere kompliceret. Midt i 96 deltog al-Assad i et topmøde blandt de arabiske lande, der havde til formål at udforme en fælles forhandlingsstrategi overfor Israel.

Som led i stimulering af den private sektor i den syriske økonomi, åbnedes en række nøglesektorer for private investeringer. Det gjaldt produktionen af elektricitet, cement og medicin.

Da USA sidst på efteråret 97 truede med fornyede militære angreb på Iraq, gennemførte Syrien en overraskende tilnærmelse til Baghdad. Tilsyneladende som svar på den tyrkisk-israelske alliance, der var under hastig udformning. Hvis det kom til en militær konfrontation om Golan, ville Syrien blive udsat for pres fra begge de to lande, og hvis Iraq faldt sammen, ville der opstå nye stater - enten efter religiøse eller sproglige skillelinier - og det ville give Tyrkiet mulighed for at bringe oliefelterne i irakisk Kurdistan under tyrkisk kontrol.

Den israelsk-tyrkiske militære aliance planlagde at producere 1000 nye tanks. Truslen fra denne nye militærblok gjorde, at Iran i april 98 sluttede sig til de syrisk-irakiske sikkerhedsforhandlinger.

I 1999 blev Al-Assad genvalgt til sin 7. præsidentperiode af 5 års varighed. Under en af sine valgtaler erklærede den aldrende præsident, at regeringen behøvede «nyt blod» for at kunne gennemføre de økonomiske reformer.

I december blev fredsforhandlingerne med Israel genoptaget i Washington, men de blev atter udsat på ubestemt tid i januar, da Syrien ikke kunne få garantier for, at Israel ville trække sig tilbage fra de besatte områder i 1967 - primært Golan højderne.

I marts 2000 indgav alle 37 medlemmer af Mahmoud el-Zouebis regering deres afskedsbegæring til præsidenten. I stedet blev den gamle leder fra Baath partiet, Mohamed Mustafa Miro indsat som premierminister. Han havde indtil da været guvernør i Alleppo provinsen.

Den 10. juni døde Assad, hvilket henlagde landet i sorg. Han var den eneste præsident størstedelen af befolkningen havde oplevet. Der blev hurtigt indledt de politiske manøvrer der skulle til for at Assads eneste søn, Bashar al-Assad kunne overtage faderens post. Han blev først udnævnt til øverstkommanderende for de væbnede styrker og overtog i juli posten som præsident.

I april 2001 godkendte den nye præsidenten oprettelsen af private banker, og han godkendte endvidere oprettelsen af en privat radiostation, omend denne kun måtte sende musik, og det uden politisk indhold.

Paven besøgte i maj Syrien og ved velkomstceremonien benyttede al-Assad lejligheden til at rette et voldsomt angreb mod Israel, hvor han sammenlignede palæstinensernes lidelser med forfølgelsen af Jesus. Han bad desuden paven om at huske at tage menneskene fra de israelsk besatte Golanhøjder og Palæstina med i sine prædikener. I sit svar opfordrede paven alle parter til at søge en varig fred og til at opbygge forståelse og respekt mellem kristne, muslimer og jøder.

Med enig støtte fra landene i Asien og Afrika fik Syrien i oktober 2001 sæde i FN's Sikkerhedsråd. Hverken modstand fra Israel eller 38 nordamerikanske kongresmedlemmer der opfordrede præsident Bush til at modarbejde Syriens repræsentation lykkedes. USA var bundet, fordi det i kølvandet på angrebet på New York søgte at få opbakning fra de mest indflydelsesrige arabiske lande i dets globale antiterror kamp.

Syriens udenrigspolitik var i hastig forvandling i 2001. Efter voldsomt pres fra den libanesiske regering fjernede Syrien sine tropper fra området omkring Beirut og trak dem til andre dele af landet. I august besøgte den syriske premierminister Miro Iraq under det første højtstående besøg i næsten 20 år, efter at Syrien støttede Iran under den irakisk-iranske krig 1980-88. I november besøgte den britiske premierminister Tony Blair Damuskus i et forsøg på at sikre syrisk støtte til USA's globale krig mod terrorisme. Alligevel var Blair og al-Assad ikke i stand til at nå frem til en fælles definition af begrebet terrorisme, den britiske leder måtte vende hjem uden konkrete resultater.

I november blev flere snese politiske fanger fra det Muslimske Broderskab løsladt, efter at have siddet mere end 20 år i fængsel. Løsladelsen blev af Amnesty International karakteriseret som «et vigtigt skridt frem mod respekt for menneskerettighederne i Syrien». Næsten alle de løsladte havde været holdt i isolation under deres fængselstid, de havde været underkastet tortur og mishandling.

I april 2002 blev en syrisk radarstation i Libanon angrebet af israelske fly efter et partisanangreb fra Hizbollahs side. Det udløste frygt for en militær eskalering, men den israelske aggression forblev ubesvaret fra syrisk side.

I maj inkluderede den nordamerikanske viceudenrigsminister John Bolton Syrien på lande i ondskabens akse. Han beskyldte samtidig Damaskus for at forsøge at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. I april 2003, en måned efter indledningen af USA's angrebskrig mod Iraq, truede USA Syrien med økonomiske og diplomatiske sanktioner, og beskyldte landet for at huse irakiske flygtninge. Den syriske regering afviste USA's beskyldninger.

I januar 2004 besøgte al-Assad som den første syriske statschef nogensinde Tyrkiet. Formålet var at tø relationerne op mellem de to nabolande.

Den 8. marts gennemførte Komiteen til forsvar for de demokratiske rettigheder og menneskerettighederne i Syrien en lille demonstration i Damaskus med krav om frigivelse af politiske fanger og demokrati. To medlemmer af organisationen - Ahmad Jazen og Hassan Wattfa - blev arresteret og sad 2 måneder fængslet. Den 14. april blev organisationens formand, Aktham Naisse, arresteret efter at have udsendt en pressemeddelelse, hvor han beskyldte regeringen for at have arresteret over 1000 kurdere i en operation mod denne minoritet i landet. Han krævede samtidig «regeringens illegale og terroristiske praksis bragt til ophør».

Ligeledes i april fandt der en eksplosion sted i en bygning i Damaskus, der tidligere havde været FN's hovedkvarter i landet. Omstændighederne er ikke blevet klarlagt, men i forlængelse af eksplosionen brød et skyderi ud, der kostede en civil, en politimand og fire aktivister livet. Regeringen lagde ansvaret for hændelserne på islamiske fundamentalister.

I maj indførte USA sanktioner mod Syrien med den begrundelse, at Syrien støtter terrorisme, og ikke hindrer frivillige fra andre arabiske lande i at rejse ind i Iraq for at bekæmpe den nordamerikanske besættelsesmagt. Trods Washingtons beslutning sendte EU en handelsdelegation til Damaskus for at forbedre samhandelen og eksporten af olie og gas til Europa.

Efter mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafiq Hariri i Beirut i februar 2005 steg presset fra USA, EU, FN og den libanesiske opposition for at få trukket Syriens tropper og efterretningsagenter ud af Libanon. Efter konsultationer med andre arabiske statsledere meddelte Bashar al-Assad i marts, at tropperne ville blive trukket tilbage til Bekaa dalen nær grænsen mellem de to lande. Ved et efterfølgende topmøde med den libanesiske præsident Émile Lahoud blev der fastlagt en tidsplan, der gik ud på, at ved parlamentsvalget i Libanon i maj ville alle syriske tropper være trukket tilbage. I Beirut gennemførte Hezbollah en enorm demonstration til støtet for Syrien og i protest mod den udenlandske indblanding i Libanons indre anliggender. Demonstrationen var adskillige gange større end de demonstrationer der de foregående uger var blevet gennemført i Beirut med krav om de syriske troppers exit af landet.

Den syriske indenrigsminister Ghazi Kanaans tilsyneladende selvmord i oktober 2005 forstærkede spændingerne omkring offentliggørelsen af en FN undersøgelse af mordet på Rafiq Hariri. Kanaan og andre embedsmænd i Damaskus var blevet udsat for FN's undersøgelse, og ministeren selv var kun få dage i forvejen blevet afhørt af en international delegation anført af den tyske statsadvokat Detlev Mehlis. «Jeg tror det er den sidste forklaring jeg kan afgive», erklærede Kanaan få timer før sin død, der officielt blev katalogiseret som selvmord. En uge senere blev FN's undersøgelsesrapport offentliggjort. I den hed det at mordet på Hariri blev gennemført af en gruppe med en omfattende bagvedliggende organisation, der havde planlagt mordet gennem flere måneder, og det var ikke særlig sandsynligt at et så kompliceret komplot kunne være gennemført uden at det syriske efterretningsvæsen eller dets libanesiske medarbejdere fik nys herom. Mehlis tilføjede under præsentationen, at den syriske udenrigsminister Faruk al-Sharaa havde interveneret i undersøgelsen ved at tilbyde falske oplysninger. Libanons præsident, den pro-syriske Emile Lahoud afviste rapporten, der også påstod at Lahoud selv havde modtaget et telefonopkald om attentatet få minutter før det blev gennemført. Også den syriske regering afviste rapportens konklusioner, der bl.a. indikerede at flere syriske efterretningsofficerer havde været involveret i attentatet. Damaskus fordømte konklusionerne som «100%» politisk partiske og være «falske». Der blev senere også rettet berettiget kritik mod rapporten, da flere af dens kronvidner trak deres forklaringer tilbage eller insisterede på aldrig at have udtalt sig, som Mehlis citerede dem for.

Vestens formål med at få Syrien ud af Libanon blev klart, da Israel i juli 2006 indledte krig mod Libanon. Israel undgik derved at stå overfor det langt stærkere syriske militær, men kunne nøjes med at stå overfor den svage libanesiske hær og Hezbollah.

I begyndelsen af februar 2006 stak demonstranter ild til Danmarks ambassade i Damaskus som svar på Danmarks anti-muslimske kampagne anført af Jyllandsposten. Norges, Sveriges og Chiles ambassader i samme bygning blev udsat for mindre skader ifbm. branden. En uge senere lukkede Danmark sin ambassade i landet og anklagede de syriske myndigheder for ikke at ville garantere de danske ambassadeansattes sikkerhed.

I maj 2007 blev Bashar al-Assad genvalgt for en ny 7 års periode som præsident. Eftersom han ikke havde nogen modkandidater, fik han 97,62% af stemmerne.

I august erklærede al-Assad at Syrien ikke ville nøjes med andet end tilbageleveringen af hele Golan området, der har været besat af Israel siden 1967. «Vort ønske om fred betyder ikke at vi giver afkald på vore rettigheder. Vi accepterer udelukkende at det område der var vores til 4. juni 1967 tilbageleveres». Erklæringen var optakt til en mulig genoptagelse af fredsforhandlingerne med Israel, der havde været afbrudt siden 2000.

Den 6. september 2007 angreb slyngelstaten Israel en installation i Deir ez-Zor provinsen med kampfly. Syrien hævdede det var en forladt militærforlægning. Israel påstod der var tale om en atomreaktor, der var under bygning af nordkoreanske teknikere. Syrien inviterede udenlandske journalister på besøg, og de så ikke andet end en forladt lejr. Iagttagere pegede bagefter på, at slyngelstatens bombetogt kunne være en øvelse før et eventuelt israelsk luftangreb på Irans atominstallationer. Slyngelstaten bombede i 1981 en civil atomreaktor i Iraq.

al-Assad bekræftede i april 2008 overfor et dagblad i Qatar, at der havde været fredsforhandlinger med Israel igang et års tid med Tyrkiet som mellemmand. Han erklærede videre: «der vil ikke blive tale om direkte forhandlinger med Israel, før en ny præsident indsættes i USA. USA er den eneste part der er kvalificeret til at lede direkte forhandlinger mellem os, og Bush regeringen har hverken visionen eller viljen til fred. Den har ingenting». Forhandlingerne løb dog i sidste ende ud i sandet, fordi den israelske regering ikke var villig til at opgive dens besatte områder.

Den 26. oktober 2008 gennemførte slyngelstaten USA et angreb ind i Syrien. Angrebet var rettet mod en lille landsby og kostede 8 syrere livet - deriblandt 3 børn. Syriens udenrigsminister anklagede USA for at have gennemført et «kriminelt og terroristisk» angreb, og bad FN om at tage sagen op i Sikkerhedsrådet, hvor proceduren blev standset af truslen om et nordamerikanske veto. USA hævdede angrebet blev gennemført for at dæmme op for infiltrationen af udenlandske mujahedeens ind i Iraq. Iflg. USA's egne oplysninger er antallet af «infiltratorer» der kommer ind via Syrien dog allerede faldet til en tiendeldel af niveauet året før. Nogle kommentatorer pegede på, at angrebet fandt sted blot 1 uge før præsidentvalget i USA og kunne være et sidste forsøg fra slyngelstatens neokonservative regering på at flytte stemmer til den republikanske kandidat, John McCain, ved f.eks. at provokere Syrien til at svare militært igen. Ifgl. international lov er det strengt forbudt at angribe militære mål i et andet land. Eneste undtagelse er «hot pursuits», hvor et identificeret militært mål flygter over grænsen til et andet land, og der var ikke tale om en sådan undtagelse. Iflg. FN's statutter faldt USA's angreb indenfor kategorien angrebskrig og som sådan omfattet af krigsforbrydelser.

A.J. og Guia del Mundo

Sidst ajourført 23/7 2010

Syria hits out at 'terrorist' US (BBC 28/10 2008)