Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
DatoOpdatering
2007.01.08Opdatering. Slyngelstatens planer om atomart angreb på Iran.
2013.05.15Opdatering og liste over Israels angreb på resten af verden
2014.09.24Opdatering efter 2014 krigen mod Gaza
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 24/9 2014
Læst af: 248.743
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
: :
Israel
Befolkning6 mio.
ValutaNye sheqel
Areal21.060 Km2
HovedstadTel Aviv
Befolkningstæthed284,9 indb./Km2    
HDI placering15    

Israels areal er 20.770 km2 indenfor grænserne fra før erobringskrigen i 1967. Landet ligger i Mellemøsten med kyster ud til det østlige Middelhav og i syd gennem Aqaba bugten ud i det Røde Hav. Israel holder militært og med jødiske bosættelser dele af sine nabolande besat. Det gælder Golanhøjderne (1.150 km2) der tilhører Syrien, Vestbredden af Jordanfloden (5.879 km2) der tilhører Palæstina samt den østlige del af Jerusalem (70 km2). Landet består af 4 klimatiske zoner. Det flade landskab ud mod Middelhavet har Middelhavsklima og er samtidig landets vigtigste landbrugsområde; Den centrale del af landet består af bakker og bjerge og strækker sig fra Galilea til Judea; I vest ligger et område under havets overflade afgrænset af Jordanfloden i nord, der udmunder i det Døde Hav; Negevørkenen i syd optager halvdelen af landets territorium. Landets vigtigste landbrugsafgrøder er: Citrusfrugter til eksport, druer, grøntsager, bomuld, kål, kartofler og hvede. Endvidere findes en betydelig gede-, fåre- og kvægbestand. Landets industri har været præget af hastig vækst. Samtidig med at landet har alvorlige problemer med drikkevandsforsyningen, kunstvandes marker med et areal på i alt 2000 km2. Dele af Negevørkenen er bl.a. blevet inddraget i landbrugsproduktionen gennem kunstvanding. Landet er endelig plaget af betydelige forureningsproblemer, der stammer fra industrielle udledninger, privat affald og sprøjtemidler.

Folket: 81% jøder, palæstinensere og andre 19%

Religion: Jødisk (officiel). Palæstinenserne er overvejende muslimer og nogle er kristne

Sprog: Hebræisk og arabisk (officielle). Desuden en række sprog fra indvandrernes oprindelseslande. Primært jiddish og russisk

Politiske partier: Det zionistiske venstre består af Arbejderpartiet og Meretz, der er en koalition bestående af 3 partier. Det ikke-zionistiske venstre består af det eks-kommunistiske Hadash og det Arabiske Demokratiske Parti. Det zionistiske højre består af partierne Kadima, Likud, Tehiya (genfødsel); Tsomet og Moledet. De religiøse partier er: Shas; Agudat-Israel (Israels Liga); Det nationale religiøse Parti og Degel Hatora.

Sociale organisationer: Histadrut Haoudim Haleumit (Den nationale Arbejderføderation) er den vigtigste landsorganisation. Den er tilknyttet Arbejderpartiet og har en betydelig økonomisk indflydelse pga. sin kontrol over en række kooperativer.

Officielt navn: Medinat Yisra`el (hebræisk); Isra`il (arabisk)

Administrativ inddeling: 6 distrikter, 31 kommuner, 115 lokale- og 49 regionale råd

Hovedstad: I 1980 blev det besatte Jerusalem (668.000 indb. i 1999) ensidigt udnævnt til Israels «eneste og udelelige» hovedstad. FN fordømte dette skridt og anerkender fortsat kun Tel Aviv (348.000 indb.) som landets hovedstad.

Andre vigtige byer: Haifa 945.200 indb.; Holon, 163.800 indb. (2000).

Regering: Siden statens oprettelse har militæret haft en overvældende magt i landet, og oftest varetaget både de militære og politiske poster. Militærets øverste chef: generalmajor Benny Gantz. Reuven Rivlin, præsident siden juli 2014. Benyamin Netanyahu, premierminister siden marts 2009. Staten blev oprettet på besat palæstinensisk jord, og blev udvidet gennem nye besættelser foretaget i 1967. Befolkningen i de israelsk besatte områder lever i hvad der kan karakteriseres som verdens største koncentrationslejr uden ret til at rejse ud eler ind.
Landet kan karakteriseres som en slyngelstat pga. dets krigeriske forhold til sine naboer. Staten har gennem historien gjort sig skyldig i alvorlige krigsforbrydelser mod befolkningerne i dets nabolande, men specielt mod den palæstinensiske befolkning der blev fordrevet fra det landområde der i 1948 blev udråbt som staten Israel. Krigsforbrydelser mod civile palæstinensere indrømmedes i 2009 åbent af soldater, der samtidig påpegede at Israels rules of engagement ingen indskrænkninger rummer ifht. drab på civile.
Der eksisterer ingen forfatning i Israel, kun «forfatningsmæssige love». Benyamin Netanyahus højrefløjsregering indsat 31. marts 2009 rummer en række fremtrædende højreradikale: Avigdor Lieberman som udenrigsminister, Yitzhak Aharonovitch som efterretningsminister. Endvidere krigsforbryderen Ehud Barak som krigsminister.

Israelske terroraktioner og angreb på nabolande
Israel er en af verdens mest aggressive slyngelstater og har siden sin oprettelse uden ophør angrebet sine nabolande eller gennemført militære operationer og henrettelser tusinder af kilometer væk.
Listen over israelske krigs- og terrorhandlinger herunder er langt fra udtømmende, og statens overgreb og mishandling af den palæstinensiske befolkning i de besatte områder er ikke medtaget her.
1946-48 Israelske terrorgrupper gennemfører en lang række terrorattentater mod den palæstinensiske befolkning, herunder bombeattentater mod busser. De mest kendte aktioner er bombningen af Hotel King David i Jerusalem, der koster 91 livet, og massakren på kvinder og børn i landsbyen Deir Yassin, der koster 107 livet.
17. september 1948 Israelske terrorister henretter FN's chefforhandler i konflikten, Folke Bernadotte.
4-5. april 1951 Israel sender soldater ind i demilitariseret zone mod Syrien. 7 af disse dræbes efterfølgende. Dagen efter lader Israel sine kampfly bombe zonen.
14. oktober 1953 Under ledelse af senere premierminister Ariel Sharon angriber israelske kommandosoldater i ly af natten landsbyen Qibya på Vestbredden. 69 landsbyboere dræbes, og 45 huse, en skole og en moske bliver ødelagt.
1954 Israelske militære efterretningsofficerer placerer bomber i britiske og nordamerikanske banker i Egypten. Formålet er at kaste skylden på egyptiske nationalister og skade forholdet mellem Egypten og den Vestlige verden. Operationen bliver imidlertid afsløret og fører til den israelske krigsminister Pinhas Lavons afgang.
28. februar - 1. marts 1955 Israel angriber egyptisk militær i Gaza. 38 egyptiske soldater dræbes og 30 såres. Angrebet er den direkte anledning til at Egypten senere på året indgår en større våbenaftale med Tjekkoslovakiet for at kunne forsvare sig mod israelske angreb.
31. august 1955 Israel angriber egyptisk militær i Khan Yunis, Gaza. 72 egyptiske soldater dræbes. Angrebet medfører at Egypten sender troppeforstærkninger til Sinai.
September 1955 Israel angriber jordansk politiforlægning ved vejen mellem Beersheba og Hebron på Vestbredden. Over 20 jordanske soldater og politifolk dræbes.
28. oktober 1955 Israel angriber egyptisk militærpost i Kuntilla. 12 egyptiske soldater dræbes og 29 tages til fange.
3. november 1955 Israel angriber egyptisk militær i Nitzana. 81 egyptiske soldater dræber og 55 tages til fange.
22. december 1955 Israelsk militær angriber syriske poster ved foden af Golanhøjderne.
11. juli 1956 Israelske militære efterretningsofficerer henretter chefen for det egyptiske militære efterretningsvæsen i Gaza, Mustafa Hafez.
12. juli 1956 Israelske militære efterretningsofficerer henretter den egyptiske militærattaché i Amman, Jordan, Salah Mustafa.
25. september 1956 Israelsk militær angriber landsbyen Husan nær Bethlehem. Et ukendt antal landsbyboere dræbes.
10. oktober 1956 Israelsk militær angriber politihovedkvarteret i Qalqilya på Vestbredden. 100 jordanske politifolk og soldater dræbes.
29. oktober - 6. november 1956 Israelsk militær angriber Egypten og besætter dele af Sinai under Suezkrisen.
31. januar 1960 Israelsk militær angriber den syriske landsby Tawfiq og jævner den med jorden. 7 syriske soldater og et ukendt antal civile dræbes.
16. marts 1962 Israelsk militær angriber den syriske landsby Nuqayb. 30 syriske soldater og et ukendt antal civile dræbes.
November 1964 Israelsk militær indleder flyangreb mod dæmningsbyggeri ved Mukhaiba i Syrien for at hindre at vandet fra Jordan og Yarmouk floderne anvendes til udvikling i Syrien og Libanon. Flyangrebene på Syrien fortsætter regelmæssigt frem til april 1967, hvor dæmningsprojektet indstilles.
13. november 1966 Israelsk militær angriber fra jord og fra luften landsbyen as-Samu syd for Hebron på Vestbredden. Landsbyen jævnes med jorden. 18 jordanere og palæstinenere dræbes.
5-10. juni 1967 Seksdageskrigen. Israel gennemfører overraskelsesangreb på sine nabolande; lader sit luftvåben sætte luftvåbnene i Egypten, Jordan, Iraq, Syrien og Libanon ud af spillet; lader samtidig sit militær besætte Sinaihalvøen, Vestbredden og Golanhøjderne. Over 1 million palæstinensere sendes på flugt fra deres hjem. FN's Sikkerhedsråd (resolution 242) kræver omgående israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder. En beslutning Israel fortsat ignorerer ifht. Vestbredden og Golan.
21. marts 1968 Israelsk militær angriber byen Karameh i Jordan. 84 jordanske soldater blev dræbt, 250 såret og 4 taget til fange. 156 palæstinensere blev dræbt og 141 taget til fange.
27-28. december 1968 Israelske kommandosoldater sprænger 12 passagerfly og 1 cargofly i luften i Beiruts lufthavn. Alle fly fra Middle East International.
19. juli 1969 Israelske specialtropper angriber øen Al Jazeera Al Khadraa syd for Suez. Omkring 80 egyptiske soldater dræbes.
20-28. juli 1969 Israelske jager- og bombefly angriber egyptiske luftforsvarsbatterier vest for Port Said og andre steder langs Suezkanalen. Omkring 300 egyptiske soldater bliver dræbt. Angrebene fortsætter gennem august med over 1000 israelske sorties.
9. september 1969 Israelsk militær angriber og besætter over flere timer en del af den egyptiske kyst mod det Røde Hav, syd for Suez. 100-200 egyptiske soldater dræbes.
24. december 1969 Israelske kommandosoldater slår til i den franske havn Cherbourg, hvor de stjæler 3 missiltorpedobåde, der efterfølgende sejles til Israel. Israel havde betalt for bådene, men den franske stat nægtede i december at lade dem sejle til Israel pga. våbenblokade mod den krigsførende nation.
26-27. december 1969 Israelsk militær angriber egyptiske militære positioner på den egyptiske kyst ud til det Røde Hav med det formål at erobre et komplet P-12 radarsystem. Et ukendt antal soldater blev dræbt.
Januar-april 1970 Israel gennemfører en lang række luftangreb dybt inde i Egypten rettet mod radarinstallationer, luftværnsbatterier og andre militære installationer, men også mod civile mål som skoler. Angrebene har til formål at tvinge Egypten til at indgå våbenhvile med Israel, men som mange gange tidligere er Israel ude af stand til at vende sit militære overherredømme til diplomatiske gevinster. Angrebene koster mange hundrede civile og soldater livet, men får den egyptiske befolkning til at bakke endnu stærkere op om dets regering, forstærker den egyptiske regerings uvilje mod at gå i forhandling med Israel og trækker Sovjetunionen endnu kraftigere ind i konflikten.
7. januar. Israelske fly angriber militærskole nær Helwan og en række militærposter nær Cairo.
13. januar. Israelske fly angriber en militærforlægning i Nildeltaet, en militærforlægning i Suez by, en militærforlægning i Tall al Kabir og en fjerde forlægning.
18. januar. Israelske fly angriber en ammunitionsfabrik i Jebel Huf nord for Helwan og et ammunitionsdepot 10km vest for Cairo.
23. januar. Israelske fly angriber et ammunitionsdepot 10km vest for Cairo - det samme der blev angrevet 5 dage tidligere.
28. januar. Israelske fly angriber missilbaser i Dahshur, syd for Cairo, og en militærbase 5km sydøst for Cairo.
2. februar. Israelske fly angriber militærbaser nær Asyut i Øvre Egypten og en P-12 radarinstallation i Baltim.
6. februar. Israelske fly angriber militærbaser i Gandela i Øvre Egypten og i Tall al Kabir i Nildeltaet.
8. februar. Israelske fly angriber en flådebase og militære lagre nær Helwan.
12. februar. Israelske fly angriber radarinstallationer i Jebel Obeid og et metalstøberi i Abu Zabel. Sidstnævnte angreb koster 70 egyptiske arbejdere livet. Flyene fortsætter med at angribe militærbaser i Dahshur og en radarinstallation i Abu Suweir.
17. februar. Israelske fly angriber et SA-2 raketbatteri nær Dahshur.
26. februar. Israelske fly angriber et SA-2 raketbatteri og en militærskole i det vestlige Cairo. Senere samme dag angribes et andet raketbatteri i Nildeltaet.
6. marts. Israelske fly angriber et SA-2 raketbatteri nær El Mansourah og en radarinstallation nær Domyat.
13. marts. Israelske fly angriber en radarinstallation i Ras Obeid.
23. marts. Israelske fly angriber en radarinstallation i Baltim.
26. marts. Israelske fly angriber et raketbatteri i Qassasin.
31. marts. Israelske fly angriber raketbatterier nær El Mansourah.
3. april. Israelske fly angriber atter raketbatterier nær El Mansourah.
8. april. Israelske fly angriber en folkeskole nær Bahr el Baqar. 47 egyptiske skolebørn dræbes.
10. april. Israelske fly angriber en radarinstallation i Wadi Zur.
13. april. Israelske fly angriber et SA-2 raketbatteri nær Manzala og en radarinstallation i Wadi Zur.
Maj 1970 Israel gennemfører omfattende luftangreb på Port Said. Ukendt antal dræbte.
22. maj 1970 Israelsk artilleri beskyder 4 landsbyer i der sydlige Libanon. 20 landsbyboere dræbes og 40 såres. Flere tusinde libanesere flygter nordpå fra den israelske terror.
Juni 1970 Israel angriber syriske positioner med kampvogne. Flere hundrede syriske soldater dræbt.
18. juli 1970 Israelsk luftangreb på Egypten koster sovjetiske militærrådgivere livet.
21. juni 1972 Israelske efterretningsagenter bortfører 5 syriske efterretningsagenter.
8. september 1972 Israelske fly terrorbomber 10 palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og Syrien som hævn for München massakren. Et sted mellem 65 og 200 palæstinensere dræbes.
1972-74 Israelske efterretningsagenter henretter et ukendt antal palæstinensere fra Sorte September og PLO som hævn for massakren i München.
21. februar 1973 Israelske kampfly skyder libysk civilfly ned over Sinai. Af de 113 ombordværende dræbes de 108. Den internationale civile luftfartsorganisation ICAO og selv USA fordømmer Israel for nedskydningen.
9-10. april 1973 Israelske kommandosoldater angriber PLO mål i Beirut og Sidon. Et sted mellem 12 og 100 palæstinensere dræbes.
21. juli 1973 Israelske efterretningsagenter henretter marokkansk tjener i Lillehammer, Norge. De forveksler ham med en palæstinenser de havde på deres henrettelsesliste.
7. oktober 1973 Israelske fly angriber Syrien i et storstilet angreb med det formål at sætte alle landets jord-til-luft batterier ud af spillet. Angrebet mislykkes. Det er på 2. dagen af «Yom Kippur» krigen, hvor Egypten generobrer Sinai, der har været besat af Israel i 6 år.
16. maj 1974 Israelske kampfly angriber palæstinensiske flygtningelejre i det sydlige Libanon. 27 flygtninge dræbes og 138 såres.
14-21. marts 1978 Israel invaderer og besætter det sydlige Libanon op til Litanifloden. Israel anvender de ulovlige klyngebomber mod PLO partisaner og civilbefolkningen. 1100-2000 libanesere og palæstinensere dræbes og 100-250.000 sendes på flugt. Da Israel delvist trækker sig tilbage, overdrager det magten til den kristne terrororganisation South Lebanese Army (SLA), der de følgende år gennemfører terroraktioner rettet mod den libanesiske civilbefolkning og FN's fredsbevarende styrker, UNIFIL. Israel fortsætter som våbenleverandør til SLA.
25. juli 1979 Israelske efterretningsagenter henretter as-Sa'iqa lederen Zuheir Mohsen i Cannes, Frankrig.
28. maj 1980 Israel angriber lastbiler med jord-til-luftraketter nær Sidon, Libanon.
13. juni 1980 Israelske efterretningsagenter henretter den egyptiske atomvidenskabsmand Yehia El-Mashad i Paris, Frankrig. El-Mashad er involveret i bygningen af en atomreaktor i Iraq.
28. april 1981 Israelske fly skyder 2 syriske helikoptere ned over Libanon. Syrien svarer igen ved at opstille luftforsvarsbatterier i Bekaa dalen.
7. juni 1981 Israelske kampfly bomber atomreaktoren i Osirak, Iraq, der er under bygning. Både FN's Sikkerhedsråd og Generalforsamling fordømmer angrebet.
17. juli 1981 Israelske fly bomber det centrale Beirut. Over 300 dræbes og mindst 800 såres under luftangrebet. Næsten alle civile. Israelsk militær og luftvåben bombarderer det sydlige Libanon frem til 24. juli, hvor USA har forhandlet en våbenhvile på plads.
14. december 1981 I strid med folkeretten og Sikkerhedsrådsresolution 242 vedtager det israelske parlament at «annektere» de besatte Golanhøjder. Syriens præsident Hafez-al-Assad betegner det som et krigsskridt.
21. april 1982 Israelske fly angriber den libanesiske kystby Damour. 23 libanesere og palæstinensere dræbes.
9. maj 1982 Israels luftvåben fortsætter bombardementerne af det sydlige Libanon. Chefen for FN's fredsbevarende styrker i Sydlibanon, generalmajor Erskine rapporterer til FN's Sikkerhedsråd, at der er i perioden august 1981-maj 1982 har været 2096 krænkelser af libanesisk luftrum - begået af Israel. Dertil kommer 652 krænkelser af libanesisk territorialfarvand. Iflg. den nordamerikanske diplomat George Ball havde PLO overvejende holdt aftalen om våbenhvile fra juli 1981, mens Israel konstant gennemførte provokationer for at finde legitimering for en invasion af Libanon.
6. juni 1982 Israel invaderer og besætter den sydligere del af Libanon. Den primære besættelse varer frem til 17. maj 1983, men Israel bevarer sin totale militære kontrol over det sydlige Libanon frem til 2000. Under besættelsen af Libanon dræber Israel og israelsk kontrollerede styrker flere tusinde civile libanesere og palæstinensere. Invasionsplanen var blevet præsenteret for og godkendt af Israels regering allerede i december 1981.
9. juni 1982 Som en del af krigen angriber Israel Syrien, ødelægger 90 syriske jagerfly og sætter 17 ud af 19 raketbatterier i Bekaa dalen i Libanon ud af spillet. Samme nat angriber og udsletter israelske kampfly den syriske 47. pansrede brigade udenfor Baalbek.
13. juni 1982 Israelske styrker har omringet Beirut. Den 14. juli præsenterer den israelske krigsminister Ariel Sharon en plan for erobring af det vestlige Beirut. Formålet er at udrydde PLO fuldstændig. USA lægger sig imidlertid imellem, og den næste måned forhandles en aftale på plads, der åbner op for evakuering af PLO's styrker til Tunis. I frustration igangsætter sharon den 10. august en tæppebombning af Beirut, der koster over 300 civile livet. Det bliver for meget for selv USA. Supermagtens præsident ronald Reagan protesterer overfor den israelske regering. Efter evakueringen af PLO har Israel de-facto kontrol over Beirut.
16-18. september 1982 Kristne terrorister angriber med støtte fra det israelske militær de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut. Et sted mellem 800 og 3500 kvinder, børn og gamle dræbes i massakren. En israelsk undersøgelseskommission tvinger senere krigsminister Ariel Sharon til at afgå for hans rolle i massakren, men han stilles aldrig for en domstol.
1985 Israelske kommandosoldater sænker to skibe ud for Libyens kyst, der angiveligt sejler våben til PLO.
1. oktober 1985 Israelske kampfly bomber PLO's hovedkvarter i Hammam al-Shatt, Tunesien. Omkring 250 dræbte, deraf 215 tunesere. FN's Sikkerhedsråd fordømmer angrebet.
Oktober 1986 Israelske efterretningsagenter bortfører den israelske statsborger Mordechai Vanunu fra Rom, Italien. Han idømmes livsvarigt fængsel i Israel, og holdes de følgende 20 år i total isolationsfængsel. Vanunu har afsløret Israels atomprogram og at staten på dette tidspunkt råder over mindst 100 atomvåben.
16. april 1988 Israelske kommandosoldater henretter PLO lederen Khalil al-Wazir i Tunis.
28. juli 1989 Israelske kommandosoldater bortfører den shiitiske imam Abdel Karim Obeid fra landsbyen Jibchit i det sydlige Libanon.
22. marts 1990 Israelske efterretningsagenter henretter den canadiske videnskabsmand Gerald Bull i Bruxelles, Belgien. Bull arbejder på et artilleriprojekt for Iraq.
16. februar 1992 Israelske Apachehelikoptere beskyder og dræber den shiitiske imam Abbas al-Musawi i det sydlige Libanon. Angrebet koster også hans kone, hans nyfødte søn og 4 andre livet.
8. juni 1992 Israelske efterretningsagenter henretter PLO's efterretningschef Atef Bseiso i Paris, Frankrig.
7. november 1992 Israel opgiver plan for henrettelse af Iraqs statschef, Saddam Hussein. Henrettelsen skulle være hævn for irakisk beskydning af Israel med missiler under den 1. Golfkrig, men den opgives 2 dage inden den skal finde sted, da 5 israelske efterretningsofficerer ved et uheld dræbes under en øvelse på angrebet i Negev. Den israelske militærcensur forsøger traditionen tro at få medierne til at undlade at omtale drabene, men den 24. november rammer nyheden alligevel medierne, da Miami Herald beretter at 5 israelske agenter blev dræbt under en øvelse, der skulle træne henrettelsen af Hezbollahs leder, Hassan Nazrallah. Det var dog ikke Nazrallah men Saddam der var målet. 7 år senere havde det militære efterretningsvæsen lagt en ny plan for henrettelse af Saddam, men den blev atter engang droppet.
25- 31. juli 1993 Israelske fly, artilleri og krigsskibe gennemfører terrorbombardementer af det sydlige Libanon med det formål at fordrive civilbefolkningen for at skabe en free-fire zone, hvor Israel uhindret kan angribe Hezbollah. Tusinder af huse i flere hundrede landsbyer bombes og sender 300.000 libanesere og palæstinensiske flygtninge på flugt mod nord. Samtidig angriber Israel broer og elektricitetsværker. Efter 7 dages terror er mindst 118 libanesere og palæstinensere blevet dræbt.
20. maj 1994 Den libanesiske Amal milits' sikkerhedschef Mustafa Dirani kidnappes i landsbyen Kasser Naba af israelske specialstyrker. Dirani blev holdt 10 år indespærret (uden dom) i total isolation i et israelsk specialfængsel. Israel nægtede at lade det Internationale Røde Kors få adgang til ham og nægtede ham at modtage eller sende breve til sin familie. Efter 10 års ulovlig indespærring blev han løsladt som led i en udveksling med fanger i Libanon.
3. juni 1994 Israelske fly angriber Bekaa dalen i Libanon. Over 30 dræbes.
26. oktober 1995 Israelske efterretningsagenter henretter Islamisk Jihads grundlægger Fathi Shaqaqi i Malta.
11-27. april 1996 Den 11. april indleder israelske fly og artilleri terrorbombardementer af det sydlige Libanon, Beirut og Bekaa dalen. Bombardementerne er langt voldsommere end 3 år tidligere og sender 3-500.000 libanesere og palæstinensere på flugt. Den 12. april angriber israelske fly en syrisk militærpost. Fra 13. april indleder israelske krigsskibe en flådeblokade af Beirut, Sidon og Tyre. Den 14. og 15. april bombes el-kraftværker. Ca. 170 civile libanesere og palæstinensere dræbes under de israelske angreb. Over 2000 huse er jævnet med jorden og de økonomiske ødelæggelser løber op i ca. 3 mia. kr.
Egypteren Mohamed Atta der var hovedarkitekten bag al-Aqaedas terror 11/9 2001 bemærker senere, at det var Israels terror i Libanon i april 1996 der overbeviste ham om, at han måtte anvende de samme midler overfor USA.
18. april 1996 Israelsk artilleri sender byge af granater ind over det sydlige Libanon. En del er rettet mod FN's fredsbevarende styrker i Qana, hvor 800 libanesiske civile har søgt tilflugt. 106 kvinder og børn dræbes under den israelske beskydning og 116 såres. FN's Generalforsamling fordømmer massakren, da USA i Sikkerhedsrådet blokerer for kritik af Israel.
25. september 1997 Israelske efterretningsagenter forsøger at henrette formanden for Hamas' Politiske Bureau, Khaled Mashal i Amman, Jordan.
7. maj 2001 Israelske pirater angriber og erobrer det palæstinensiske fragtskib Santorini i internationalt farvand i Middelhavet. Iflg. den israelske regering fragter skibet våben fra Libanon til Gaza.
3. januar 2002 Israelske pirater angriber og erobrer det palæstinensiske skib Karine A i det Røde Hav. Iflg. den israelske regering er det på vej til Gaza med våben.
29. marts - 3. maj 2002 Fuld israelsk militær besættelse af Vestbredden. De områder der i overensstemmelse med Oslofredsaftalen er under palæstinensisk kontrol nedkæmpes. De-facto lægger Sharon regeringen Osloaftalen i graven. Flygtningelejre - bl.a. i Jenin - angribes og omkring 1000 civile palæstinensere dræbes. Israel jævner stort set det palæstinensiske selvstyrehovedkvarter i Ramallah med jorden og erklærer åbent at det ønsker enten at myrde selvstyreformand Yassir Arafat eller tvinge ham i eksil. Kun internationalt pres tvinger i sidste ende Israel til at afstå fra sidste del af planen. Omkring 1500 dræbes, 3-4000 såres, 4500 interneres uden dom og selvstyrets bygninger jævnes systematisk med jorden.
5. oktober 2003 Israelske pirater angriber og erobrer det palæstinensiske skib Abu Hassan i internationalt farvand i Middelhavet. Iflg. den israelske regering fragter skibet våben fra Libanon til Gaza.
5. oktober 2003 Israelske fly angriber landsbyen Ain es Saheb i Syrien.
22. marts 2004 Israelsk helikopter affyrer missil over Gaza for at henrette Hamas' blinde åndelige leder, den 67 årige Ahmed Yassin, da han forlader en moske i Gaza by. Yassin og 11 andre dræbes og yderligere en snes såres. FN, den Arabiske Liga og det meste af verden fordømmer henrettelsen.
26. september 2004 Israelske efterretningsagenter henretter Hamas lederen Izz El-Deen Sheikh Khalil i Damaskus, Syrien.
14. marts 2006 Israel angriber det palæstinensiske selvstyres fængsel i Jericho med det ene formål at bortføre PFLP's formand Ahmad Sa'adat. Fængslet er bevogtet af soldater fra bl.a. Storbritannien og USA, der får ½ times varsel til at flygte.
28. juni - 26. november 2006 Israel invaderer og terrorbomber Gaza. Flere hundrede palæstinensere dræbes.
12. juli - 14. august 2006 Israel invaderer det sydlige Libanon med 30.000 soldater og gennemfører terrorbombardementer af Beirut og andre større libanesiske byer. Flyangrebene jævner både store boligområder med jorden, men er også rettede mod broer og kraftværker. Trods den israelske overmagt er invasionsstyrken kun i stand til at trænge få kilometer ind i Libanon, hvor den møder massiv modstand fra Hezbollah militsen, der forsvarer den libanesiske suverænitet. Krigen koster 1400 civile libanesere og palæstinensere livet. Israel slutter af med tæppebombe det sydlige Libanon med flere millioner ulovlige. klyngebomber. Op mod 1 million libanesere og palæstinensere blev drevet på flugt og værdier for 3-5 mia. US$ ødelagt.
6. september 2007 Israelske fly angriber militærforlægning i det nordlige Syrien. Israel hævder der er tale om en atomreaktor.
12. februar 2008 Israelske efterretningsagenter henretter Hezbollah lederen Imad Mughniyah i Damaskus, Syrien.
28. februar - 3. marts 2008 Israel invaderer og terrorbomber Gaza. Flere hundrede palæstinensere dræbes.
1. august 2008 Israelske efterretningsagenter henretter Muhammad Suleiman der er leder af Syriens atomprogram i Tartus.
27. december 2008 - 18. januar 2009 Israel invaderer og terrorbomber Gaza. Omkring 1500 civile myrdes. Israel anvender ulovlige fosforbomber mod bl.a. FN's bygningskomplekser i Gaza. Israel jævner store boligområder med jorden. FN konstaterer i en efterfølgende undersøgelse, at Israel har gjort sig skyldig i alvorlige krigsforbrydelser.
Januar og februar 2009 Israel gennemfører flere flyangreb på Sudan. Over 100 civile dræbes. Israel hævder der er tale om våbentransporter til Gaza.
4. november 2009 Israelske pirater angriber og erobrer skibet MV Francop i internationalt farvand i Middelhavet. Iflg. den israelske regering fragter skibet våben fra Iran til Libanon.
19. januar 2010 Israelske efterretningsagenter henretter Hamas repræsentaten Mahmoud al- Mabhouh i Dubai. Henrettelsen fører til alvorlig diplomatisk krise med Australien og Irland, da det kommer frem, at de israelske mordere brugte stjålne pas fra Australien og Irland.
31. maj 2010 Israelske pirater angriber og erobrer fredsflotillaen i internationalt farvand i Middelhavet. 6 tyrkere og 1 nordamerikaner henrettes af piraterne. Flotillaens 1000 personer store besætning og passagerer tages til fange af israelerne og løslades langsomt over den følgende uge. Tyrkiet ender med at afbryde de diplomatiske forbindelser med Israel som følge af landets piratvirksomhed og henrettelse af tyrkiske statsborgere.
15. marts 2011 Israelske pirater angriber og erobrer det tyske skib Vistoria i internationalt farvand i Middelhavet. Iflg. den israelske regering fragter skibet våben fra Iran til Gaza.
5. april 2011 Israelske fly angriber en bil på havnen i Port Sudan. Israel hævder der var tale om henrettelse af Hamas' våbenopkøber.
23. oktober 2012 Fire israelske fly angriber ammunitionsfabrik syd for Khartoum. Der er tale om en træningsoperation, der skal forberede piloterne til et militært angreb på Iran.
14-21. november 2012 Israel invaderer og terrorbomber Gaza. 105 civile dræbes (deriblandt 30 børn) og 1000 såres.
30. januar 2013 Israelske krigsfly angriber det militære forskningscenter Jamraya udenfor Damaskus, Syrien. 42 syriske soldater dræbes.
3-4. maj 2013 Israelske krigsfly angriber påny det militære forskningscenter Jamraya udenfor Damaskus, Syrien og en militærkonvoj. Over 100 syriske civile og soldater dræbes.
8. juli - 26. august 2014 Israel gennemfører sin hidtil mest blodige krig mod Gaza. Området bombarderes først fra luft, land og vand med flere tusinde granater og raketter, hvorefter det invaderes af 30.000 israelske soldater. Slyngelstaten smadrer områdets infrastruktur: vandværker, elkraftværker, hospitaler og skoler. Over 2100 palæstinensere myrdes - 80% heraf civile - og over ½ million drives på flugt. Det meste af verden fordømmer de israelske grusomheder, og en række latinamerikanske lande trækker deres ambassadører hjem fra slyngelstaten.
23. september 2014 Israel skyder et syrisk kampfly ned i luftrummet mellem de to lande.
Kilde: IDF
Staten Israel har siden oprettelsen i 1948 gennemført angrebskrige eller terroraktioner mod følgende lande:
Palæstina, Libanon, Jordan, Syrien, Iraq, Ægypten, Tunesien, Forenede Arabiske Emirater, Iran, Sudan, Norge, Frankrig, Malta.

 

UK Jewish MP: Israel acting like Nazis in Gaza. Den britiske MP Gerald Kaufmann sammenligner Israels krigsforbrydelser i Gaza 27. december 2008 - 18. januar 2009 med nazisternes krigsforbrydelser.

Nationaldag: 14. maj (uafhængighedsdag, 1948)

Væbnede styrker: 175.000 (1996)

Paramilitære styrker: 6.000 (grænsevagt)

 

I 1896 offentliggjorde wienerjournalisten, Theodor Herzl en bog med titlen: «Den jødiske stat». Under indtryk af det 19. århundredes europæiske nationalisme - der havde medført samlingen af Tyskland og reetableringen af den italienske stat - forestillede Herzl sig dannelsen af en jødisk nationalstat, der skulle gøre en ende på den vedvarende forfølgelse, det jødiske folk var udsat for i Europa fra pogromerne i Rusland til «Dreyfuss affæren» i Frankrig.

Den jødiske stat skulle skabes i Palæstina, der på dette tidspunkt endnu var en tyrkisk koloni. Navnet Palæstina begejstrede de lidende jøder i Østeuropa, der drømte om at vende tilbage til Zion. Det område hvor de israelske kongedømmer havde eksisteret to tusinde år tidligere. Zion var en gren der gennem voldelig udbredelse blev synonym med Jerusalem og efterfølgende med hele Palæstina. Herzl's tilhængere begyndte at kalde sig zionister, og de så helt bort fra, at der i det land de havde udset sig allerede boede en halv million arabere med tusindårige traditioner.

I de vestlige medier sidestilles kritik af Israel næsten altid med antisemittisme. Det er udtryk for en udbredt misforståelse blandt blinde tilhængere af zionismen og af Israel. Også jøder kritiserer zionismen og forskellige dele af staten Israels politik. Her ses ortodokse jøder i New York, der i juli 2006 demonstrerer mod Israels krig mod Libanon. Lignende demonstrationer fandt sted i bl.a. London. Kritik af Israel er ikke det samme som antisemittisme.

Zionismen udgjorde en sammenhængende politik bestående af alliancer med de stærke kapitalistiske magter og berøvelse af det palæstinensiske folks nationale identitet, samtidig med at den stillede krav om opfyldelse af det jødiske folks behov for national identitet. Den zionistiske ideologi holdt sig stramt inden for en eurocentristisk ramme på samme måde som Cecil Rhodes, Jules Ferry og kansler Bismarck. Dette bragte zionismen ind i en blindgyde, som den endnu ikke er sluppet ud af, trods det at den har en «venstretendens», og endog sektorer der i deres selvopfattelse er socialister.

1917 Balfour deklarationen

Under første verdenskrig (1914-18) blev England og Frankrig enige om en deling af det osmanniske imperiums besiddelser i Mellemøsten mellem sig. Den britiske udenrigsminister, Arthur Balfour forstod, at de jødiske nationalister kunne give en glimrende legitimering for besættelsen af den nordlige del af Palæstina. Som premierminister havde Balfour i 1905 modsat sig jødisk emigration til Storbritannien. I 1917 erklærede han sin støtte til etableringen af et jødisk «hjemland» i Palæstina. Beslutningen var en grov tilsidesættelse af den arabiske befolkning i Palæstinas civile og religiøse rettigheder - dvs. 90% af befolkningen på dette tidspunkt. London fik sin vilje. Ved afslutningen af 2. verdenskrig fik de franske kolonier i Syrien og Libanon og de britiske i Iraq og Transjordanien deres selvstændighed, men England nægtede at give Palæstina selvstændighed med henvisning til Balfour deklarationen.

Zionismen anså jøderne for at være flygtninge i eksil og organiserede deres tilbagevenden fra alle afkroge af verden. I begyndelsen af det 20. århundrede boede der i Palæstina 500.000 arabere og 50.000 jøder. I løbet af 30'erne nåede antallet af jøder op på 300.000. Jødeforfølgelsen i Tyskland fik emigrationen til langt at overstige de officielt tilladte «kvoter». Englænderne blev stadig mere bekymrede over at se deres hegemoni i Palæstina blive eroderet. I 1939 erklærede London, at målet ikke var at oprette en jødisk stat, men derimod en uafhængig palæstinensisk stat, hvor «regeringsmagten var delt mellem begge folk». I Palæstinas havne blev skibe med flygtninge på flugt fra nazismen i Europa afvist. Zionisterne svarede med sabotage og terrorisme for med magt at tvinge det vaklende britiske imperium til at opfylde sine løfter.

Zionismens drøm om Storisrael. Kortet og riflen indikerer, at Storisrael - der består af både Palæstina og det nuværende Jordan - skal skabes med våbenmagt. Plakaten er fra ca. 1946. Den er lavet af den jødiske terrorgruppe Irgun Zwai Leumi (den Nationale militære Organisation). Gruppen indledte sine terroraktioner i september 1937 og var ophav til Sterngruppen. De hebræiske bogstaver på plakater siger: "Den eneste løsning".
Bombeattentater i Mellemøsten var ikke oprindelig palæstinensernes ide. Den stammer fra de zionistiske terrorgrupper.
22. juli 1946: Israels senere premierminister Menahim Begin beordrer sydfløjen af Hotel King David i Jerusalem sprængt i luften. Den rummer den civile del af den britiske mandatadministration. 91 funktionærer og besøgende bliver dræbt, heraf 41 palæstinensere, 28 briter og 17 jøder. Det er terrorgruppen Irgun der i 1937 introducerer anvendelsen af voldsomme bomber mod civile mål. Under Begins ledelse perfektioneres denne praksis i 1947-48 til bygningen af kraftige bilbomber.
(Before their Diaspora)

 

29. dec. 1947: Irgun har kastet en bombe mod en palæstinensisk bus i Jerusalem. 17 palæstinensiske passagerer blev dræbt. Terroraktionen blev fulgt af mange lignende i de følgende måneder.
(Before their Diaspora)

Gennem indsamlinger blandt jøder i hele verden - især blandt bankierer og rige familier - fik jøderne råd til at købe arabisk jord af de rige arabiske jordejere bosiddende i Beirut eller Paris, der ikke brød sig synderligt om de palæstinensiske fellah's (bønder) skæbne. Jøderne ankom derfor med skøder til jorden og fjernede skånselsløst de arabiske bondefamilier, der i århundreder havde beboet området. I deres sted blev der oprettet landbrugskolonier - de såkaldte kibbutzim - der blev forsvaret militært af zionistiske militser overfor en omverden, der med god grund havde et fjendtligt forhold til det indtrængende folk. Stillet overfor den skærpede kamp mod det britiske kolonistyre, indbragte London i februar 1947 sagen for FN. En specielt nedsat komite anbefalede opdelingen af området i to uafhængige stater - en arabisk og en jødisk. Jerusalem skulle forblive under internationalt styre.

1946. Fordelingen af befolkningen mellem jøder og palæstinensere. Kun i Jaffa området var jøderne i flertal.

 

1945. Fordelingen af ejerskab til jorden mellem jøder og palæstinensere

 

1948 Selvstændighed

For Sovjetunionen var en jødisk stat at foretrække frem for den fortsatte tilstedeværelse af en britisk militærbase, og Sovjets støtte var derfor afgørende for dannelsen af staten Israel. Derimod anså London og Washington ikke delingen som en farbar vej, og USA's forsvarsminister, James Forrestal foreslog derfor præsident Truman at sende tropper for at gøre Palæstina til et FN protektorat. I sidste ende vedtog FN's Generalforsamling dog delingsplanen med 33 stemmer mod 13 (de arabiske lande og Indien) og 10 blanke. De væbnede zionistiske organisationer besatte de større byer og begyndte at fordrive alle palæstinensere udfra et argument om, at et angreb fra de arabiske lande var umiddelbart forestående. Den etniske udrensningspolitik nåede et foreløbigt højdepunkt med massakren på landsbyen Deir Yassin i april 1948. Alle beboere i landsbyen blev dræbt af den zionistiske terrorgruppe, Irgun, der blev ledet af den senere israelske premierminister, Menahem Begin.

Den 14. maj 1948 trak den engelske Højkommissionær sig tilbage fra Palæstina og Ben Gurión proklammerede oprettelsen af staten Israel. Jordan, Egypten, Syrien, Iraq og Libanon svarede med øjeblikkeligt at angribe landet militært. Zionisternes udrensningspolitik nåede nu sit klimaks. 600-800.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og måtte gå i eksil i Libanon, i Palæstinas østlige del (Jordanflodens vestbred) og i Egypten (især Gaza). I Israels officielle historieskrivning blev det hævdet, at de angribende arabiske lande havde opfordret palæstinenserne til at flygte. Først da israels militære arkiver i slutningen af 1980'erne blev åbnet for de israelske historikere, kunne disse dokumentere, at den officielle historieskrivning var forkert. Ben Gurion havde selv opfordret til etnisk udrensning, og denne fordrivningspolitik blev igennem 1948 gennemført med en systematik, der først blev gentaget under de etniske udrensninger på Balkan i 1990'erne.

I januar 1949 blev der indgået våbenhvile med de arabiske lande. Israel havde da øget sit territorium med 40% ifht. delingsplanen. Afgørende for sejren var de sovjetiske våben og fly, som Israel gennem Tjekkoslovakiet havde anskaffet sig. Alligevel tog den unge stat umiddelbart parti for den anden part i den kolde krig, og knyttede en tæt strategisk alliance med USA, der fortsat eksisterer den dag i dag. Der var dog ikke tale om nogen simpel eller umiddelbar alliance. Da israelske, engelske og franske tropper i 1956 invaderede Egypten som gengæld for nationaliseringen af Suezkanalen, blev dette skridt modarbejdet af både USA og Sovjet, og invasionstropperne blev tvunget til atter at trække sig ud.

1948. FN forhandlere under den israelske selvstændighedskrig. FN's Folke Bernadotte (til venstre) blev myrdet 17. sept. 1948 af en israelsk terror-gruppe. Han blev efterfulgt af amerikaneren Ralph Bunche (bagest)

Den afdøde israelske premierminister Moshe Sharetts dagbøger viser, at Israel tvang Eisenhower-regeringen i USA til at satse på Tel Aviv frem for Cairo som sin primære allierede i Mellemøsten. Det skete bl.a. med sabotagehandlinger rettet mod vestlige interesser i Cairo udført af et zionistisk agentnet. Disse begivenheder er gået over i historien som «Lavonsagen». USA's afbrydelse af kreditter og våben til Egypten tvang landets præsident Gamal Abdel Nasser i armene på Sovjet, hvilket banede vej for en yderligere tilnærmelse mellem Israel og USA.

1967 Junikrigen

Med det formål at udvide sine grænser gennemførte Israel med nordamerikanske våben i juni 1967 den såkaldte «6 dages krig». Efter den holdt Israel hele Palæstina, de syriske Golanhøjder og den egyptiske Sinaihalvø besat.

Resolution 242 fra FN's Sikkerhedsråd af 22. november 1967 krævede israelsk tilbagetrækning fra alle besatte områder, men Israel nægtede at efterkomme resolutionen med henvisning til nødvendigheden af «sikre grænser» til forsvar mod «arabisk aggression mod sin eksistens». En ny militær konflikt brød ud i 1973, da egyptiske tropper krydsede Suezkanalen og bragte myten om det israelske militærs uovervindelighed til fald, selv om hegnspælene ikke var blevet flyttet meget på slagmarken, da våbenhvilen blev indgået.

I 1977 blev Menahem Begin valgt til premierminister, hvilket indebar et brud i Israels politiske liv siden selvstændigheden. For første gang i staten Israels historie stod arbejderpartiet udenfor regeringen. Begins valgsejr afspejlede delvist de sociale spændinger mellem på den ene side ashkenazi jøderne af europæisk herkomst med et højere kulturelt og økonomisk niveau og traditionelt arbejderpartitilhængere og på den anden side de orientalske jøder, der stammede fra de arabiske lande, Mellemøsten og Nordafrika. En gruppe der ofte fejlagtigt forveksles med sefardi jøderne. De blev ofte udsat for diskrimination af ashkenazi'erne. De orientalske jøder lå kulturelt tættere på araberne end de europæiske jøder og udgjorde 55% af befolkningen, men deres gennemsnitsindkomst var kun to tredjedele af ashkenazi'ernes. Pga. deres afstandtagen overfor europæerne - der nogle gange gik over i fanatisme - udgjorde de højrefløjens vælgermæssige basis.

1982 Invasion af Libanon

Mens Begin afviste enhver form for forhandling med PLO og erklærede, at Israel ville annektere Vestbredden, overtalte USA Egyptens præsident, Anwar al Sadat til sammen med Begin at undertegne Camp David aftalen i 1978 (underskrevet i Washington 26. marts 1979), hvilket banede vej for en fredsløsning mellem Cairo og Tel Aviv og indebar israelsk tilbagelevering af Sinaiørkenen til Egypten. Fra dette tidspunkt skiftede den internationale opmærksomhed gradvist fra spørgsmålet om Israels grænsesikkerhed til palæstinensernes situation. Med ændringer i sin taktik lykkedes det PLO at sikre sig nye allierede og stigende sympati. Derfor blev Israels beslutning i 1980 om at erklære Jerusalem for landets hovedstad fordømt som en arrogant handling af selv mange af landets nære allierede. I juni 1982 igangsatte Israel den militære operation «Fred i Galilea», der bestod i at invadere nabolandet Libanon og hærge hovedstaden Beirut, under påskud af at det drejede sig om manøvrer, der havde til formål at bremse infiltrationen af palæstinensiske partisaner. Arafats styrker gik med til at forlade Beirut mod løfte om, at fransk-italiensk-nordamerikanske styrker skulle garantere civilbefolkningens sikkerhed.

Trods aftalen blev tusindvis af flygtninge dræbt af højreorienterede militsstyrker i flygtningelejrene Sabra og Chatila i et område under de israelske styrkers kontrol og med deres godkendelse. Invasionen af Libanon udløste så megen utilfredshed i Israel, at der blev gennemført en demonstration med 400.000 mennesker indkaldt af bevægelsen «Fred Nu». Demonstrationen førte til nedsættelse af en undersøgelseskommission, der indirekte lagde ansvaret for massakren i Sabra og Shatila på forsvarsminister Ariel Sharon og andre militære ledere. Sharon måtte derfor trække sig som minister.

I 1984 genvandt arbejderpartiet under ledelse af Shimon Peres regeringsmagten, men det opnåede ikke absolut flertal. Der blev derfor indgået en ministerkoalition med højrefløjen og rotation af premierministerembedet. I 1986 overdrog Peres som aftalt premierministerposten til Yitzhak Shamir fra Likudkoalitionen.

1987 Intifada

I december 1987 kom det til sammenstød mellem unge palæstinensere på den besatte Vestbred og israelske militærpatruljer. Flere palæstinensere blev dræbt og sammenstødene udviklede sig til protestdemonstrationer, hvilket affødte nye sammenstød, flere døde, «generalstrejker», og civile protestaktioner hvor ingen forlod deres huse. På denne måde indledtes den såkaldte intifada - oprør - der vendte op og ned på politikken i Mellemøsten, på en måde ingen havde forudset. Ikke som en udefrakommende begivenhed, men som et oprør indefra. Ikke med våben, men med sten. I 1989 anerkendte PLO på den sidste Palæstinensiske Nationalkongres staten Israels eksistens og accepterede FN's resolutioner 242 og 338.

TV-billederne af et stærkt bevæbnet israelsk militær der gik til angreb på unge palæstinensere kun bevæbnet med slangebøsser og sten gik verden rundt og forandrede verdensoppinionens syn på Israel. Konsekvensen var, at 250.000 unge israelere i slutningen af 80'erne årligt forlod Israel. Nettoimmigrationsstrømmen vendte ud af landet og stabiliserede sig først i 1989, da immigranter i massevis ankom fra Sovjetunionen. Trods det forhold, at Israel var blevet dannet med det formål at standse den tusindårige forfølgelse af det jødiske folk, havde staten siden sin dannelse kun været i stand til at tiltrække 20% af verdens jøder.

Iflg. oplysninger fra USA androg bistanden fra supermagten til Israel i perioden 1949-91 53 milliarder dollars. Alene siden underskrivelsen af Camp David aftalen i 1979 havde bistanden beløbet sig til 40 milliarder, svarende til 21,5% af den samlede nordamerikanske udenrigsbistand.

I Israel er alle mænd til en alder af 51 og enlige kvinder til en alder af 24 en del af den militære reserve. Militariseringen af samfundet afspejler sig også i statens omfattende deltagelse i økonomien og i at den overvejende del af den industrielle produktion er militært orienteret. Med basis i sin omfattende udvikling af militærindustrien er Israel blevet eksportør af våben. Denne handel har udløst en række skandaler, som Iran-Contra skandalen, hvor Iran blev forsynet med våben til gengæld for våbenleverancerne til de kontrarevolutionære i Nicaragua samt militærtræning af colombianske narkogangstere.

Det var et centralt element i den zionistiske ideologi at skabe en stat bestående af jøder - på samme måde som Italien består af italienere og Japan af japanere - men ideologien kom i konflikt med virkeligheden: Den territoriale ekspansion. De gentagne anneksioner af landområder førte til, at omkring 2 millioner arabere kom til at leve indenfor staten Israels grænser. Pga. den demografiske udvikling ville dette medføre, at den arabiske befolkning inden udgangen af årtusindet ville overstige den jødiske. Disse grundlæggende problemer samt konjunkturelle problemer førte i marts 1990 til, at alliancen mellem arbejderpartiet og Likud brød sammen.

1990 Golfkrig

Den politiske situation i området blev grundlæggende forandret, da Iraq den 2. august 1990 invaderede Kuwait. Israel fik ikke lov at deltage i den anti-irakiske alliance, som USA satte sammen. Det var betingelsen for, at få de arabiske lande med i alliancen. Imens forberedte Israel sig på krig. Der blev erklæret undtagelsestilstand og udgangsforbud i de israelsk besatte områder. Som svar på de allierede bombardementer af Iraq indledte landet den 17. januar 91 en beskydning af Israel med Scud missiler. Angrebet havde til formål af tvinge Israel ind i krigen og dermed bryde alliancen, men det mislykkedes. For første gang i Israels historie var forsvaret af landet i hænderne på nordamerikanske soldater, der bemandede de Patriot anti-missilbatterier, der skulle skyde Scud missilerne ned. Det lykkedes heller ikke Iraqs regering at sammenkæde løsningen på Golfkonflikten med en løsning af den israelsk-arabiske konflikt. Alligevel udtrykte en fælles nordamerikansk-Sovjetisk erklæring fra marts 91 håb om at nå frem til en forhandlingsløsning på sidstnævnte konflikt. Selvom formuleringen var meget luftig, blev den skarpt afvist fra israelsk side.

Da Golfkrigen var overstået, indledte USA diplomatiske sonderinger, der var centreret i et forslag om «fred for jord». To måneder senere undertegnede Syrien og Libanon i Damaskus en aftale om «broderskab, samarbejde og koordination». Israel så aftalen som en militær trussel fra Syriens side mod sin nordgrænse. Dette område der rummer mange kilder og floder er kendt som «vandtanken».

Israel bad USA om lån på i alt 10 milliarder dollars til lindring af den økonomiske situation, der var presset som følge af immigrationen af jøder fra det tidligere Sovjet. Iflg. de officielle opgørelser lå immigrationen på 250-400.000 i årene 1989-91. Regeringen begyndte at genbosætte immigranterne i nye bosættelser på den besatte Vestbred. Trods forsøgene på at skabe arbejde til immigranterne nåede arbejdsløsheden i 91 op på 11%. Da Washington imidlertid var interesseret i at fremme fredsforhandlingerne i regionen, blev der stillet krav om, at midlerne ikke blev anvendt til nye bosættelser i de besatte områder.

1991 Vanskelig fredsproces

Bygningen af nye bosættelser og huse i de besatte områder til jøderne fra Sovjet blev på denne måde et tveægget sværd for Shamirregeringen. Selv om det på den ene side var vigtigt, at USA's kongres godkendte lånene for på den måde at kunne fortsætte bosættelsespolitikken, krævede palæstinenserne og de arabiske lande, at denne blev indstillet, og at der i stedet blev indledt fredsforhandlinger. Den 30. oktober 91 indledtes der i Madrid en konference for fred i Mellemøsten anført af USA og det tidligere Sovjet. Kort tid forinden havde hundredetusinder af israelere af deres regering krævet indledelse af forhandlinger samt dialog med palæstinenserne og de arabiske naboer. I konferencen deltog delegationer fra Jordan, Libanon, Syrien og Israel. Palæstinenserne indgik i den jordanske delegation, da Israel afviste af forhandle direkte med dem.

De arabiske lande fulgte politikken «land for fred». Den blev afvist af Israel, der til gengæld erklærede sig villig til at diskutere en form for selvstyre for den palæstinensiske befolkning i de besatte områder som en midlertidig løsning over 5 år. Forslaget udløste en krise i den regerende Likudkoalition. Partierne Tehiya og Moladet fra den ekstreme højrefløj forlod koalitionen, og Shamir havde dermed ikke længere parlamentarisk flertal.

På anmodning fra Israel og USA annullerede FN's Generalforsamling en resolution fra 1975, der definerede zionisme som «en form for racisme og racediskrimination». I februar 92 bombarderede Israel palæstinensiske flygtningelejre i det sydlige Libanon og fik lederen af den pro-iranske Hezbollah gruppe, Abas Musawi dræbt. Det udløste en bølge af vold langs landets nordgrænse. De israelske soldater fik ordre til uden varsel at skyde mod enhver palæstinenser, der bar våben. Endvidere tilskyndede regeringen til dannelsen af «dødspatruljer» i de besatte områder gennem en ændring i straffeloven, der gav immunitet til deltagere i sådanne grupper.

Den 23. juni 92 vandt arbejderpartiet en afgørende sejr ved parlamentsvalget, og Yitzhak Rabin blev udnævnt til premierminister. Bygningen af boliger i de besatte områder blev øjeblikkeligt indstillet, og USA hævede derfor sit veto mod lånegarantier til Israel. Tel Aviv indledte samtidig en kombineret militær land-, luft- og søoperation mod Hezbollahs og PFLP's baser i det sydlige Libanon. På 6 dage blev 130 dræbt, 520 såret og 15 landsbyer jævnet med jorden. Hundredetusinder blev sendt på flugt.

1993 Oslo principaftalen

Efter mange måneders hemmelige forhandlinger i Oslo undertegnede Israel og PLO den 13. september 1993 i Washington en «Deklaration om principperne for en aftale om midlertidigt palæstinensisk Selvstyre». I aftalen indgik oprettelsen af begrænset autonomi for palæstinenserne i Gazastriben og byen Jericho på den besatte Vestbred. Autonomien skulle gælde for en 5 årig periode og derefter udvides til hele Vestbredden. De efterfølgende forhandlinger i Cairo blev vanskeliggjort af uoverensstemmelser omkring grænsekontrollen og adgangen til vand. PLO krævede samtidig løsladelse af 1000 politiske fanger fra israelske fængsler. Aftalen manglede desuden afklaring omkring Jerusalems status, de zionistiske bosættelser i de besatte områder samt flygtningenes ret til at vende tilbage.

Principaftalen blev skarpt kritiseret af den radikale palæstinensiske gruppe, Hamas og den proiranske Hezbollah. Samtidig forkastede de israelske bosættere i de besatte områder aftalen, der ville indebære tilbagetrækning af ikke blot dem selv, men også den israelske hær. Bosætterne var i forvejen blevet bevæbnet af den israelske regering. Den spændte situation endte hurtigt i eksplosion. Den 25. februar 1994 trængte et medlem af den ultrahøjreorienterede israelske Kach bevægelse, Baruch Goldstein ind i Patriarkernes Grav i Hebron. Bevæbnet med et M-16 automatgevær dræbte han dusinvis af palæstinensere forsamlede til bøn. Han blev efterfølgende dræbt af ophidsede palæstinensere.

Den officielle undersøgelse af Hebronmassakren afslørende, at de israelske soldater i de besatte områder havde ordrer til under ingen omstændigheder at skyde mod bevæbnede bosættere. Det blev samtidig afsløret, at flere soldater havde skudt ind i mængden af forsamlede palæstinensere, og at dørene havde været afspærret, hvilket havde hindret flugt. PLO trak sig ud af forhandlingerne og krævede bosætternes øjeblikkelige afvæbning og en fordømmelse fra FN's side. FN vedtog en skarp fordømmelse af massakren og vedtog udsendelsen af en fredsstyrke til de besatte områder (TIPH).

I forlængelse af FN's erklæring genoptog Syrien, Libanon og Jordan forhandlingerne med Israel. Jordan ønskede at få Israel til at trække sig tilbage fra området syd for det Døde Hav og fra den nordlige del af Jordan, delingen af vandet fra floderne Jordan og Yarmuk samt repatrieringen af 57.000 palæstinensiske flygtninge.

Forhandlingerne med Libanon og Syrien var langt vanskeligere, da Damaskus krævede total israelsk tilbagetrækning fra Golanhøjderne, mens Tel Aviv krævede et syrisk løfte om fuldstændig fred, gensidig anerkendelse og etablering af diplomatiske forbindelser. Med USA's udenrigsminister, Warren Christopher som mægler accepterede begge parter i starten af 94 en udstrakt demilitarisering af Golanhøjderne og udstationeringen af internationale observatører. I starten af maj samme år undertegnede Israels premierminister, Yitzhak Rabin og PLO's formand, Yasser Arafat i Cairo en aftale om autonomi for Gaza og Jericho. I slutningen af måneden trak den israelske hær sig ud af Gaza og afsluttede dermed 27 års besættelse. Der eksisterede dog fortsat enkelte israelske militærforlægninger inde i Gaza, der bevogtede israelske bosættelser i området.

Forhandlingerne med nogle arabiske stater blev fremskyndet. Det gjaldt især Jordan med hvilket Israel i juli undertegnede en aftale, der afsluttede «krigstilstanden» mellem de to lande. Det lykkedes dog ikke med Syrien, da Israel nægtede at gennemføre en total tilbagetrækning fra Golan, der havde været besat siden 1967.

Freden indebar øget økonomisk vækst. BNP steg med 7%, investeringerne med 20% mens arbejdsløsheden faldt fra 11% til 7,6% i 1994. Det følgende år var væksten atter en gang på 7%, mens inflationen faldt fra 14,5% til 8,5%.

1995 Stigende splittelse i Israel. Rabin myrdes

1995 var præget af en stadig skarpere splittelse af det israelske samfund på spørgsmålet om fredsprocessen med palæstinenserne. Den ene demonstration efter den anden blev gennemført mod premierminister Rabin og kulminerede, da en ung israeler fra den ekstreme bosætter-højrefløj i november myrdede ham. Rabin blev fulgt på premierministerposten af Shimon Peres, men han blev ved valget i maj 96 besejret af højrefløjspolitikeren Benjamin Netanyahu.

De konservatives tilbagevenden til magten bremsede forhandlingerne med Palæstina og forstærkede spændingerne så kraftigt, at landet i september bragte sig selv på randen af krig. Midt i måneden godkendte regeringen bygningen af en tunnel under Al-Aqsa moskeen i Jerusalem - Islams tredje vigtigste helligdom. Godkendelsen var et brud på principaftalen og udlæste en kraftig palæstinensisk modreaktion. Flere israelske soldater og snesevis af palæstinensere døde under optøjerne.

Premierminister Netanyahu havde skarpt kritiseret afdøde premierminister Rabin for hans forhandlinger med Arafat og PLO, men blev ved gentagne lejligheder i slutningen af 96 og starten af 97 tvunget til at mødes med palæstinensernes leder for at forhandle den endelige tilbagetrækning af israelske tropper fra byen Hebron på Vestbredden. Regeringen erklærede i marts at ville godkende bygningen af en ny israelsk bosættelse på Har Homa højen i udkanten af den palæstinensiske del af Jerusalem. Både den palæstinensiske selvstyremyndighed og USA fordømte beslutningen, der var i modstrid med ånden og skriften fra Osloaftalerne. Netanyahus beslutning om at fortsætte byggeriet fik dialogen til at gå i stå.

Den pensionerede general Ehud Barak erstattede Peres som leder af Arbejderpartiet og blev dermed leder af oppositionen. Peres havde været tilhænger af at indgå en aftale med Likud mhp. dannelsen af en samlingsregering, der atter skulle sætte skub i fredsprocessen, der siden starten af 97 var gået helt i stå.

I november 97 godkendte den israelske højesteret den fortsatte tilbageholdelse af 21 libanesere - de fleste medlemmer af Hezbollah - der havde udsonet deres straf. Hensigten var at udveksle dem mod israelere, der var bortført i Libanon. Myndighederne havde tidligere godkendt anvendelsen af «moderat fysisk pres» (= tortur) mod de tilbageholdte under afhøringerne. Dommer Aaron Barak gik så langt som til at erklære, at det er «obligatorisk» i sådanne sager at krænke menneskerettighederne.

Også i november gennemførtes en enorm demonstration i Tel Aviv til markering af to-årsdagen for mordet på Rabin og med krav om en endelig fredsaftale med Palæstina. Der var tale om den største demonstration siden 1982. I december advarede både Arafat og Netanyahu om mulige ensidige skridt, hvis forhandlingerne om Vestbredden ikke gjorde fremskridt. I slutningen af 97 lammede en tredages strejke den offentlige sektor, transporten og finanssektoren i protest mod regeringens privatiseringsplaner. Imens svækkede udenrigsminister David Levys tilbagetræden Netanyahu. Et israelsk forslag til bevarelse af kontrollen over dele af Vestbredden, området omkring Jerusalem, jødiske bosættelser, militærbaser, vejene, de vigtigste vandkilder samt de historiske mindesmærker blev af USA karakteriseret som «upræcist».

I februar 98 indgik Israel en alliance med Tyrkiet rettet mod Syrien og Iraq. Samme måned afviste Libanon et tilbud fra Netanyahu om forhandling af tilbagetrækning af israelske tropper fra libanesisk område. Libanons holdning var, at tilbagetrækningen skulle ske betingelsesløst.

Efter 12 års isolationsfængsel fik den israelske tekniker Mordechai Vanunu tilladelse til at forlade sin celle og tage kontakt med andre fanger. Vanunu var blevet bortført af israelske agenter i London i 1986 og idømt 18 års fængsel for offentliggørelse af sit lands atombombeplaner.

Fredsprocessen nåede et foreløbigt nyt lavpunkt i juni, da de israelske myndigheder besluttede at øge «hjemmeværnet» i områder besat af jødiske bosættere. De fik nu tilladelse til i ubegrænset grad at bevæbne sig. Arbejderlederen Barak udtalte, at der var alvorlig risiko for et blodbad i regionen, pga. Netanyahus manglende vilje til forhandling og forhalingen af 2. tilbagetrækningsrunde fra de besatte områder. Præsident Ezer Weizman opfordrede til en fremskyndelse af valgene, da Netanyahu havde afvist gennemførelse af en folkeafstemning om tilbagetrækning af tropper fra de besatte områder, men også dette forslag blev forkastet af premierministeren.

Efter stærkt internationalt pres accepterede Netanyahu alligevel USA's forslag. Premierministeren mødtes med Clinton og Arafat i Wye i USA og resultatet af forhandlingerne blev, at Israel forpligtigede sig til at tilbagelevere palæstinensiske områder mod at Arafats regering til gengæld tillod USA's efterretningsvæsen at overvåge palæstinensernes kamp mod den islamiske terrorisme. Aftalen svækkede Arafat overfor hans indre fjender og bragte samtidig Likud regeringen til fald. Arbejderpartiet havde godt nok støttet aftalen, men flere medlemmer af Likud forlod koalitionen og bragte den til fald. Der blev udskrevet nyvalg til 17. maj 1999.

Valget afslørede den dybe politiske polarisering i Israel, der ville komme til at vanskeliggøre den nye arbejderregerings arbejde under ledelse af den nye premierminister Ehud Barak. I juli lykkedes det Barak at danne regering med støtte fra det ultrareligiøse Shas parti. Partiet gik først med, da det lykkedes det at sikre sig kontrol over det økonomisk mægtige religionsministerium. Det lykkedes først efter hårde forhandlinger med det højreorienterede Nationale Religiøse Parti, der tidligere havde haft denne kontrol. Shas' øvrige ministerier var Arbejds-, Sundheds- og Ministeriet for Offentlige Arbejder. Det religiøse partis 17 pladser gav Barak kontrol over 75 pladser ud af Knessets 120. En af de stærkeste flertalsregeringer i flere år.

Alligevel vanskeliggjorde Shas situationen for Arbejderpartiets alliance med venstrefløjen - især med Meretz der havde 10 pladser, men også med Centerpartiet - en afskalning fra Likud - med 6 pladser. Begge partier krævede, at Shas' tidligere formand, Aryeh Deri, definitivt blev fjernet fra den politiske scene. Han stod anklaget for svindel og modtagelse af bestikkelse. Ifht. fredsprocessen var holdningen hos Shas' agerende formand, Ovadia Yosef, at afståelsen af territorier mod garantier for fred var den eneste vej ud af volden i regionen.

I november hævede Israel undtagelsestilstanden, der ellers havde været i kraft i over et halvt århundrede - siden 1948. Landet havde verdensrekord på dette område, idet intet andet land nogensinde har opretholdt undtagelsestilstand i så lang en periode.

I marts 2000 besøgte paven Jordan og Israel. Han var den første pave nogensinde, der anerkendte palæstinensernes «nationale rettigheder» og som anerkendte og etablerede diplomatiske forbindelser med Israel. En måned før pavens besøg havde Vatikanet underskrevet en aftale med PLO omkring de kristne helligdomme i Jerusalem. Dette provokerede Israel eftersom Arafat havde planer om at udråbe Jerusalems gamle bydel til Palæstinas hovedstad.

Samme måned blev tidligere premierminister Netanyahu og hans kone anklaget for korruption. Samtidig indledte politiet undersøgelser af, hvad der var sket med store pengesummer, som præsident Ezer Weizman havde modtaget fra en fransk millionær.

I slutningen af maj beordrede Barak de israelske styrker i Sydlibanon trukket ud af landet. Samme uge erklærede formand for Knesset, Abraham Burg, at Israel var villig til at anerkende eksistensen af en uafhængig palæstinensisk stat.

Al-Aqsa Intifadaen

I slutningen af september 2000 brød volden atter ud, da den ultrahøjreorienterede Ariel Sharon besøgte tempelbjerget i Jerusalem, der er helligt for både jøder og muslimer. Besøget var nøje planlagt, var en stor provokation mod palæstinenserne og udløste Al-Aqsa Intifadaen. Hundreder af mennesker, næsten alle palæstinensere, døde de følgende måneder for israelernes kugler. Baraks regering mistede sit grundlag, fredsprocessen var gået helt i stå, Israel afspærrede alle palæstinensiske områder og Barak udskrev nyvalg, der i februar 2001 blev vundet af Ariel Sharon i spidsen for Likud koalitionen.

Gennem 2001 optrappede Sharon angrebene ind i de palæstinensiske områder, indførte udgangsforbud, gennemførte såkaldte «målrettede mord» mod palæstinensiske politikere. En praksis der er blevet skarpt fordømt fra bl.a. Amnesty International og det Internationale Røde Kors, men ikke fra Vesten. I USA havde George W. Bush i januar 2001 overtaget præsidentposten, og med sig bragte han politiske rådgivere, der var tæt knyttet til Israel. I løbet af 2001 lykkedes det på den måde Israel at skyde fredsprocessen helt i sænk. Palæstinensiske grupper svarede i desperation igen med terrorangreb inde i Israel, men i gennemsnit blev der dræbt 3 palæstinensere af israelerne, hver gang der blev dræbt en israeler.

Sharon var forsvarsminister under besættelsen af Libanon i 1982, og havde aldrig tilgivet, at regeringen dengang lod Arafat undslippe. Nu sad Sharon i premierministerstolen og benyttede sin magt til næsten at lægge Arafats og selvstyrets hovedkvarter i Ramallah i ruiner. Samtidig afviste han blankt at mødes med Arafat. Israel ønskede ikke fred, og slet ikke med Arafat.

Som led i henrettelserne af palæstinensiske politikere henrettede Israel i august 2001 PFLP's formand, Mustafa Zibri på dennes kontor i Ramallah. PFLP svarede igen ved 1½ måned senere at henrette den israelske turist- og bosættelsesminister.

I september 2001 vedtog FN's konference mod racisme der blev gennemført i Durban, Sydafrika at karakterisere staten Israel som racistisk, skyldig i krigsforbrydelser, folkedrab og etnisk rensning. USA og Israel trak i protest deres delegationer hjem.

Israel benyttede sig af kaoset efter 11. september til at påstå, at der var lighedstegn mellem terror og palæstinensere, og optrappede krigen mod disse. Krigen kulminerede med den fulde genbesættelse af de palæstinensiske områder.

Israels etniske udrensning af palæstinensere 1945-2000. (Klik for at forstørre). (Jord ejet af israelere overfor jord ejet af palæstinensere)

2002 Genbesættelse af Vestbredden

I marts 2002 indledte Israel en total genbesættelse af Vestbredden. Den kom til at strække sig over 5 uger, og kulminerede i massakren i Jenin i den nordlige del af Vestbredden. Verden fik første gang kendskab til massakren, da udenrigsminister Shimon Peres til avisen Ha'aretz den 9. april 2002 udtalte, at en massakre var igang i Jenin, og at den var problematisk for Israels omdømme. Et ukendt antal palæstinensere blev dræbt af israelske soldater i lejren, og en del af lejren jævnet med jorden. De officielle tal var 80, uofficielt lå de på flere hundrede. Efterfølgende skulle FN have gennemført en uvildig undersøgelse af begivenhederne i lejren, men dette blev hindret af Israel. Den norske diplomat Terje Rød Larsen der havde spillet en nøglerolle i fredsprocessen blev erklæret persona non grata i Israel efter at have karakteriseret massakren som en humanitær katastrofe og moralsk fordømmelsesværdig.

Udsnit af ødelæggelserne i Jenin flygtningelejren efter det israelske militærs massakre i april 2002. Mellem 80 og 500 blev dræbt under massakren.
Foto: Charity Crouse, Electronic Intifada

Op mod 1000 palæstinensere blev dræbt under Israels 5 ugers krig på Vestbredden og omkring 5.000 taget til fange. Alle PNA (den palæstinensiske selvstyremyndighed) kontorer blev ødelagt af de israelske tropper, og alle palæstinensiske politistationer sprunget i luften.

Israels terror vendte for nogle måneder den internationale opinion til gunst for palæstinenserne, men allerede i sommeren 2002 lagde USA sig på linie med Israel i afvisningen af at ville forhandle med præsident Arafat. Samtidig indledte Israel bygningen af en mur omkring Vestbredden, der skulle lukke den palæstinensiske befolkning inde i verdens største koncentrationslejr.

Israel er igang med at omdanne Palæstina til verdens største koncentrationslejr med muren rundt om Vestbredden. Her muren ved Qalqilya.
Foto: Arjan El Fassed

Israels krig mod Palæstina koster ikke blot dræbte, men også økonomisk tilbagegang i Israel, stigende arbejdsløshed og udvandring af de jøder, der havde mulighed for det. Alligevel fik Sharon bekræftet sit mandat i januar 2003 da Likud vandt 37 af de 120 pladser i Knesset, mens arbejderpartiet gik tilbage fra 25 til 19. Oppositionen mod hans terrorpolitik overfor palæstinenserne var meget begrænset i Israel, og arbejderpartiet dybt splittet. En af de få oppositionsstrømninger myndighederne tog alvorligt var bevægelsen af officerer, der nægtede at gøre tjeneste i de besatte områder.

Internationalt satte genbesættelsen af Vestbredden i marts 2002 gang i boykotten af israelske varer - specielt i Europa. Samtidig blev der arbejdet for, at de præferanceaftaler for varer som Israel havde i EU blev afskaffet. Men uden at det gav større resultater. EU ønskede ikke modsætninger i forholdet til USA på spørgsmålet om Palæstina, og USA bakkede Israel 100% op. Det gav ikke freden nogen chancer.

Mordet på den nordamerikanske fredsaktivist Rachel Corrie 16. marts 2003. Rachel var i flygtningelejren Rafah, Gaza for at hindre israelsk militær i at smadre palæstinensiske huse i flygtningelejren. Hun blev dræbt, da den militære bulldozer med overlæg kørte over hende.

En tydelig afmærket Rachel Corrie står med en megafon foran en af de to bulldozere, der er på vej til at jævne et palæstinensisk hus med jorden.
Foto: Joseph Smith

Foto taget 16.47. Bulldozeren er kørt over Rachel Corrie der ligger på jorden med alvorlige kvæstelser. Hun dør en halv time senere pga. kvæstelser i hovedet og brystet. Ligesom israelske soldater ikke stilles retsligt til ansvar for deres mord på palæstinensere, stilles de heller ikke til ansvar for mord på internationale fredsaktivister.
Foto: Joseph Smith, Electronic Intifadas side om mordet.

Internationale fredsaktivister begyndte at strømme til Palæstina i starten af 2002 - herunder også fra Danmark. De har siden beskyttet bygninger som PNA's hovedkvarter i Ramallah, kørt som ledsagere med ambulancer der skulle igennem det israelske militærs checkpoints, deltaget som vagter i demonstrationer, og som Rachel søgt at hindre det israelske militærs rutinemæssige ødelæggelse af palæstinensiske huse. Siden midten af 2002 har de israelske myndigheder taget stadig hårdere midler i brug overfor fredsaktivisterne. De sendes nu ikke blot ud af landet eller arresteres, men beskydes også. Israel har nemlig erfaret, at ligesom omverdenen kun i meget begrænset omfang reagerer på dets systematiske overtrædelse af 4. Genevekonvention, der taler om beskyttelse af civilbefolkningen i besatte områder og under konflikter, så reagerer omverdenen heller ikke på overgreb mod fredsaktivisterne. Det er blevet «gratis» for Israel at slå aktivisterne ihjel.

Køreplan for fred

Efter sin angrebskrig mod Iraq i foråret 2003 havde USA dog lovet at fremme fredsbestræbelserne. Den såkaldte «Køreplan for fred» (Roadmap) skulle gå i gang i maj. Palæstinenserne havde accepteret planens punkter, og for at fjerne påstanden om, at USA/Israel ikke havde nogen forhandlingsmodpart, udnævnte Arafat i maj Mahmoud Abbas til premierminister. Israel nægtede imidlertid at acceptere fredsplanen, og gik i juni nødtvunget så langt som til at «acceptere ånden i planen». Israel fjernede i løbet af sommeren enkelte ubemandede bosættelsesforposter på Vestbredden - der selv ifølge israelsk lov var ulovlige - og løslod et par hundrede almindelige (ikke-politiske) palæstinensiske fanger, der alligevel stod overfor løsladelse. Samtidig optrappedes angrebene mod Vestbredden og Gaza. Angreb der blev mødt af terrorhandlinger fra Hamas og Islamisk Jihad inde i Israel. I starten af juli lykkedes det imidlertid Mahmoud Abbas at få de militante grupper til at indgå en ensidig våbenhvile, som de holdt frem til midten af august. Våbenhvilen blev af Israel brugt til at optrappe sine angreb, henrettelser og provokationer. I perioden blev ingen israelere dræbt, mens Israel dræbte ca. 50 palæstinensere. I starten af august dræbte Israel et højtstående Hamas medlem i Hebron. Det udløste gengældelse fra Hamas' side i form af en selvmordsbombe i Jerusalem, der dræbte 20. Israels fortsatte drab og provokationer havde båret frugt - våbenhvilen var brudt sammen, og samme skæbne led meget hurtigt Køreplanen. Israel indledte åben krig mod Hamas - som Israel iøvrigt selv havde fostret i 1980'erne. Israel krævede af Abbas, at han standsede de militante grupper, men uden at give ham tid, før Israel selv myrdede løs. I starten af september 2003 trak Abbas sig derfor fra premierministerposten med henvisning til Israels og USA's manglende vilje til fred. Den kortvarige fredsproces var uønsket af Israel, der selv sørgede for at skyde den i sænk.

Køreplan for krig

11. september meddelte Israels sikkerhedskabinet, at det ville «fjerne Arafat fra Palæstina». Der var i udgangspunktet usikkerhed omkring, hvorvidt regeringen blot ønskede at deportere ham, eller om den ønskede at henrette ham. Den tvivl fjernede vice-premierminister Ehud Olmert, da han 3 dage senere i et interview på israelsk TV erklærede, at regeringen ønskede at henrette Arafat. Udtalelsen udløste voldsom international fordømmelse - selv fra USA - og regeringen måtte derfor dagen efter erklære, at udtalelsen stod for Olmerts egen regning. Trods sine formelle protester gentog USA imidlertid få timer senere den israelske argumentation: at «Arafat var den væsentligste hindring for freden», og den 18. september hindrede USA med truslen om veto, at FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der fordømte Israel for dødstruslerne mod Arafat. Resolutionen blev den 22. september i stedet vedtaget i FN's Generalforsamling med kun 4 stemmer imod - deriblandt Israels og USA.

Den 4. oktober gennemførte en 29 årig palæstinensisk kvinde fra Jenin et selvmordsattentat mod en restaurant i Haifa. Aktionen kostede 19 livet og ca. 100 sårede. Kvinden havde i juli fået dræbt sin bror og fætter af det israelske militær. Israel svarede øjeblikkeligt igen ved at bombe en lejr i Syrien. Israel hævdede, at der var tale om en lejr, hvor medlemmer af Islamisk Jihad blev trænet, men indrømmede siden, at dets billeder af området var 1 år gamle. Syrien protesterede mod krigshandlingen og indbragte sagen for FN's Sikkerhedsråd, hvor USA med truslen om veto hindrede vedtagelsen af en resolution, der fordømte Israel for optrapningen af spændingen i Mellemøsten.

Luftangrebet på Syrien blev af den Arabiske Liga betegnet som statsterrorisme og blev kritiseret af de fleste lande - herunder de europæiske. Israel erklærede, at det ville fortsætte med at angribe «terrorbaser» i sine nabolande. Flere iagttagere mente, at Israel ønskede at provokere Syrien til modangreb. Det ville udløse en nordamerikansk invasion fra Iraq. USA havde allerede flere gange truet med at invadere Syrien. Men det egentlige mål for Israels optrapning kan også have været Iran. Israels regering erklærede ved flere lejligheder, at det betragtede præstestyret i Teheran som sin hovedfjende, og truede med at bombe landets atomreaktorer.

I februar 2004 erklærede Sharon overraskende, at han ønskede at fjerne de israelske bosættelser i Gaza, og i stedet koncentrere bosættelserne på Vestbredden. Forslaget havde flere formål. Dels at vise Sharon som moderat overfor omverdenen, dels at omdanne Gaza til en stor koncentrationslejr uden israelske bosættere og i stedet koncentrere bosætterne på Vestbredden, hvor den oprindelige palæstinensiske befolkning skulle koncentreres i indbyrdes isolerede Bantustans. I sidste ende blev Sharons plan i juni stemt ned i hans eget parti. Men planen havde alligevel båret frugt. I marts havde EU hindret, at Israel blev stillet for den Internationale Domstol i Haag for bygningen af muren omkring Vestbredden.

Efter en langstrakt beslutningsproces og bitter modstand internt i Likud blev Israels bosættelser i Gaza endelig rømmet i august 2005. Sharons rationale var klart. Det var ganske enkelt alt for kostbart rent økonomisk at opretholde bosættelserne i Gaza, og bosættelserne skulle fremover koncentreres på den besatte Vestbred.

I konsekvens af de stærke interne modsætninger i Likud brød Sharon i oktober ud og dannede et nyt højrefløjsparti, Kadima. Han fik følgeskab af sine vigtigste allierede, mens hans alvorligste politiske modstander, Benjamin Netanyahu blev tilbage i Likud. Afskalningen var forberedelsen til iværksættelsen af Sharons ambitiøse planer for den besatte Vestbred, og konkret en taktisk politisk handling op til parlamentsvalget i foråret 2006, hvor Sharon ønskede at skille sig af med sine politiske modstandere i Likud. Sharon nåede imidlertid aldrig at løfte sløret for sine politiske planer, for i januar 2006 blev han ramt af en alvorlig hjerneblødning, der sendte ham i dyb koma. Ehud Olmert overtog posten som fungerende premierminister. Sharons plan med Vestbredden var at opgive nogle bosættelser og til gengæld annektere resten af Vestbredden - på tværs af folkeretten og utallige FN resolutioner. Denne plan blev nu ført videre af Olmert, der ved valget i marts sammen med Kadima fik 22% af stemmerne. Arbejderpartiet fik 15% og Likud 9%.

Israel fortsatte i 2006 sine bestræbelser på at knuse det palæstinensiske selvstyre. Bestræbelserne blev forstærkede, da Hamas i januar 2006 vandt det palæstinensiske valg og i april dannede regering. Israel svarede igen med at tilbageholde skatte- og toldindtægter, der ellers skulle overføres til selvstyret. Samtidig indførtes en total blokade mod Gaza. Blokaden førte efter et par måneder til egentlig hungersnød i Gaza, hvor hospitalerne for længst var løbet tør for medicin.

Israel likviderede 9. juni 2006 7 personer på en strand i Gaza. Deriblandt en familie på 5, heraf de 3 børn. Den lille pige på billedet var en af de 30 sårede ved det israelske angreb. Dagen inden havde Israel likvideret en palæstinenisk minister i Gaza. Den 12. juni rejste Ehud Olmert til Europa for at overtale de europæiske lande til acceptere dannelsen af et stor-Israel, der også skulle bestå af dele af den besatte Vestbred.

Juli 2006. Ny krig mod Palæstina og Libanon

Israels frustration over at det palæstinensiske selvstyre ikke brød sammen, trods israelsk økonomisk boykot og international politisk og økonomisk boykot førte i midten af 2006 til at militæret udarbejdede nye planer for genbesættelse af Gaza med det formål at knuse Hamas og selvstyret. Der manglede blot et påskud for invasionen. Det kom da en palæstinensisk gruppe i slutningen af juni angreb en israelsk militærpost udenfor Gaza som hævn for Israels massakre på stranden i Gaza den 9. juni. 2 israelske soldater blev dræbt og en 3. arresteret og ført til Gaza. Israel genindvaderede nu Gaza, bombede flygtningelejrene og Gaza by, beskød de palæstinensiske ministerier og kidnappede 2/3 af de palæstinensiske parlamentsmedlemmer. Men trods Israels drab på flere hundrede civile og væbnede palæstinensere brød selvstyret ikke sammen. Tvært imod øgedes opbakningen bag Hamas.

Den 12. juli indledte Israel et storstilet angreb på Libanon. Angrebet havde været under planlægning i 1-2 år og behøvede blot en påskud for at blive sat i værk. Angrebsplanerne blev fremskyndet pga. USA planer om angreb på Iran. Israel og USA erkendte, at et nordamerikanske angreb på Iran vil udløse raketangreb på Israel fra Hizbollahs raketbatterier i Libanon. Disse skulle derfor sættes ud af spillet inden et angreb fra USA på Iran.

Den 12. juli sendte Israel derfor en enhed ind over grænsen til Libanon. De menige israelske soldater var ikke vidende om den storpolitiske kontekst de skulle indgå i. Hizbollah tog 2 af de indtrængende soldater til fange og dræbte efterfølgede 5 israelske soldater, der forsøgte at komme deres kammerater til undsætning. Hizbollah erklærede, at de to arresterede soldater kunne udveksles mod libanesiske politiske fanger i Israel. Fangeudvekslinger der lejlighedsvis er blevet gennemført mellem de to parter siden 1990'erne. Det blev imidlertid blankt afvist fra Israels side, der havde en helt anden dagsorden.
(Seymour Hersh: Annals of National Security. Watching Lebanon (The New Yorker 21. august 2006))

Israel havde nu sit påskud, og igangsatte sit planlagte angreb på Libanon. Det blev indledt med massive angreb på det sydlige Libanon og hovedstaden Beirut, hvor Israel bl.a. bombede landets internationale lufthavn - for første gang i 10 år. I Israels diskurs - og i de vestlige medier - blev angrebet omtalt som en kampagne, ikke som en krig, og målet som Hizbollah. Virkeligheden var dog en helt anden. Gennem 32 dages krig benyttede Israel sit totale herredømme i luften til at sønderbombe Libanons infrastruktur: veje, broer, kraftværker, elektricitetsforsyning og store byområder. Israel gik målrettet efter at dræbe så mange civile som muligt med bombardementer af boligkvarterer og konvojer af flygtninge. Det lykkedes. Omkring 1100 civile libanesere blev dræbt - overfor 41 dræbte civile israelere. Israel placerede sig derved som Mellemøstens ubetinget største slyngelstat.


Satellitfotos af Beirut forstaden Dahieh 12. og 22. juli. Med sine præcisionsbombninger viste Israel, at det gik målrettet efter at dræbe så mange civile libanesere som muligt. I dele af Beirut blev 70-80% af bygningerne jævnet med jorden.
1100 libanesiske civile blev dræbt under krigen og 1 million sendt på flugt. Mange flygtninge blev dræbt på flugt fra den israelske terror. Den sidste massakre på flygtninge fandt sted 12. august, da israelske fly angreb en flygtningekolonne på flugt fra den kristne landsby Marjayoun i det sydlige Libanon. 6 blev dræbt og 40 såret. Inden angrebet havde det israelske militær (IDF) eskorteret kolonnen ud af landsbyen og anerkendt dens passage nordpå.

Israel erklærede fra starten af krigen åbent, at målet var at knuse Hizbollah politisk og militært. For at sikre dette, skulle Israel bruge 8-10 dage. Nogen havde glemt, at Israel forgæves forsøgte det samme i 1982-2000, mens det holdt større eller mindre dele af Libanon besat. Gennem krigen reducerede Israel og USA da også denne målsætning, og fristerne blev stadig længere. På krigens sidste dag sendte Hizbollah 250 raketter ind over Israel - det højeste antal under hele krigen - og markerede dermed klart, at organisationens angrebsevne var usvækket.

Mens Hizbollah tidligere kun sjældent sendte Katyuasha raketter ind over Israel, blev dette efter Israels angreb en daglig foreteelse med 50-250 daglige angreb, der sendte 300.000 israelere på flugt. Mens Hizbollah ikke tidligere havde sendt raketter dybere ind i Israel, sendte organisationen nu raketter ind over havnebyen Haifa og endnu længere sydpå. Det kom helt bag på de israelske militæranalytikere. Det kom ligeledes bag på dem, at Hizbollah var i stand til at ramme og sænke flere israelske flådefartøjer, der deltog i blokaden af Libanon.

USA's rolle

USA viste sig fra starten som en særdeles aktiv deltager i krigen. Det stod efter få dage klart for verdenssamfundet, at Israels daglige drab på snesevis af libanesiske civile og voldsomme luftbombardementer af landets civile infrastruktur var helt ude af proportioner med den påståede anledning: arrestation af 2 israelske soldater. Den 14. juli forsøgte Qatar at få FN's Sikkerhedsråd til at gribe ind og vedtage en resolution. Dette blokeredes af USA, der erklærede at «Israel har ret til at forsvare sig». Den 17. juli foreslog FN's generalsekretær Kofi Annan og den britiske premierminister Tony Blair at FN sendte en større styrke ind i det sydlige Libanon, men dette blev samstemmede afvist af USA og Israel, der henviste til, at Israel først skulle knuse Hizbollah.

Den 19. juli meddelte de internationale nødhjælpsorganisationer, at det ikke var lykkedes for dem at få garantier fra Israel for, at krigsmagten ikke ville angribe nødhjælpstransporter. FN generalsekretær Kofi Annans indtrængende appel om våbenhvile blev 20. juli blankt afvist af både Israel og USA. Supermagtens FN ambassadør John Bolton erklærede: «Vi bliver ved til vi er færdige».

USA's udenrigsminister Condoleeza Rice afslørede den 22. juli den neokonservative agenda, da hun erklærede at, «det måske er en lidt hård fødsel, men at et nyt Mellemøsten i disse dage er ved at blive født». USA ønskede magtstrukturene i regionen ændret til egen fordel gennem krig, og en våbenhvile ville være direkte destruktiv for en sådan plan.

På en fredskonference i Rom lykkedes det den 26. juli USA - på tværs af hele verdenssamfundet med undtagelse af Israel, Danmark og Storbritannien - at hindre gennemførelsen af en våbenhvile.

John Bolton hindrede 27. juli FN's Sikkerhedsråd i at vedtage en resolution, der fordømte Israel for dets drab på 4 FN observatører 2 dage tidligere. Kinas udkast blev efter 2 dages forhandlinger skåret ned til, at FN udtalte «chok» over drabene. Det er aldrig tidligere sket i verdensorganisationens historie, at et medlemsland har blokeret for at kritisere drab på FN ansatte. Bolton hindrede samtidig at et krav blev skrevet ind i teksten der krævede, at FN skulle deltage i Israels undersøgelse af drabene. Israel erklærede sig tilfreds med udtalelsen, der de-facto blåstemplede dets målrettede bombninger af FN mål i det sydlige Libanon. Landets justitsminister Haim Ramon erklærede allerede 26. juli, at det anså alle personer der ikke havde forladt Sydlibanon for at være medlemmer af Hizbollah. Han erklærede samtidig, at Rom konferencen 26. juli havde «godkendt Israels fortsatte operationer i Libanon». Denne kraftige omfortolkning af konferencen blev øjeblikkelig modsagt af både den tyske og den britiske udenrigsminister og af EU formandslandet Finland, der erklærede at alle - bortset fra USA - havde krævet øjeblikkelig våbenhvile. I forlængelse af USA's blokering for en skarpere FN udtalelse erklærede Kina, at det ville få afgørende negativ betydning for samarbejdet i Sikkerhedsrådet. En henvisning til USA's forsøg på at bruge FN i sine diplomatiske operationer overfor bl.a. Nordkorea og Iran.

Efter et USA veto mod en FN Sikkerhedsrådsresolution og flere udvandede udtalelser, genoptog rådet 3. august forhandlinger omkring en ny resolution, der krævede stop for kampene. Arbejdet blev vanskeliggjort af at Israels premierminister allerede inden da havde erklæret, at Israel ikke ville indstille kampene før en international styrke på mindst 15.000 mand var udstationeret i det sydlige Libanon. Israel har siden sin oprettelse i 1948 notorisk nægtet at følge FN resolutioner eller afgørelser i andre internationale organer.

Mens Israel hævdede, at Hizbollah blev financieret af Syrien og Iran, blev dets egen krig financieret af USA, der støtter Israel med 3 mia. US$ årligt. Våbnene stammer ligeledes fra USA, mens våbendele i F-16 bombeflyene stammer fra bl.a. Danmark. Det var nordamerikanske præcisionsvåben Israel den 25. juli brugte til at dræbe 4 ubevæbnede FN observatører i deres beskyttelsesrum i det sydlige Libanon. Under krigen fortsatte de nordamerikanske våbenleverancer med endnu stærkere og større våben. Det skete trods protester fra verdenssamfundet. I London kritiserede den britiske udenrigsminister den 27. juli, at USA den 26. juli anvendte en britisk lufthavn som transit til transport af flere avancerede våben til Israel. Storbritannien kritiserede skarpt supermagtens forsyning af den ene part i krigen med endnu flere dødbringende våben.

Først da USA efter 3-4 ugers krig indadtil modstræbende erkendte, at Israel ikke var i stand til at knuse Hizbollah militært, gik supermagten med til vedtagelse af en FN resolution, der kunne standse kampene, uden at det selv og Israel tabte for meget ansigt.

FN

Den 11. august vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution om indstilling af kamphandlingerne. Generalsekretær Kofi Annan benyttede samtidig lejligheden til skælde rådet ud: «FN's manglende evne til at handle i denne konflikt har i verdens øjne deligitimeret organisationen». Udtalelsen var samtidig en kritik af specielt USA, der havde hindret fredsorganisationen i at handle, og FN ambassadør John Bolton reagerede da også på Annans udtalelse ved at ryste på hovedet.

Annan forsøgte allerede 17. juli at formå rådet til at gribe ind, men forgæves. Samtidig gjorde Israel organisationens nødhjælps-, flygtninge- og observatørarbejde (i UNIFIL) stadig mere umulig.

Natten til den 26. juli dræbte Israel 4 ubevæbnede FN soldater fra hhv. Canada, Finland, Kina og Østrig på deres kontrolpost i Khiam i det sydlige Libanon. Israel beklagede «hændelsen». FN's generalsekretær fordømte angrebet og kaldte det for «tilsyneladende målrettet». Denne vurdering blev bekræftet, da det i løbet af dagen kom frem, at FN 10 gange i løbet af dagen havde været i kontakt med det israelske militær for at gøre opmærksom på, at israelske bomber og raketter kom faretruende tæt på kontrolposten. Israel endte med fra et bombefly at skyde to laserguidede præcisionsbomber ind i FN kontrolposten. Efterfølgende blev også FN styrker der skulle grave de dræbte ud beskudt. For Israel var formålet at få fjernet FN's observationsstyrke, UNIFIL fra det sydlige Libanon, så der ikke fandtes nogen observatører til de israelske krigsforbrydelser i området. Australien besluttede 27. juli at trække sine styrker ud af UNIFIL, og FN besluttede af sikkerhedsmæssige årsager 2 dage senere at trække en del af sine styrker ud.

Israel har en lang tradition for angreb på UNIFIL's styrker i området. Gennem 1980'erne og 90'erne blev mange UNIFIL soldater dræbt eller sårede af israelsk beskydning. I 1996 angreb Israel en UNIFIL lejr og dræbte 106 palæstinensiske flygtninge, der havde søgte beskyttelse i lejren. En senere FN undersøgelse viste, at Israels angreb ikke var et uheld, men skulle dræbe flest mulige.

FN bad 28. juli om en 3 dages våbenhvile for at kunne fordele nødhjælp i Libanon og evakuere civilbefolkningen fra de israelske free-fire zones i syd. Det blev dagen efter skarpt afvist af den israelske regering. Dens talsmand Avi Pazner erklærede: «Der er ingen brug for våbenvhile. Israel har allerede åbnet en humanitær korridor». Det blev imidlertid modsagt af både Læger uden Grænser og International røde Kors, der gennem hele krigen og fik deres konvojer beskudt af israelsk artilleri og luftvåben. Selv om de humanitære organisationer indgik aftaler med det israelske militær, bliver disse aftaler øjeblikkelig brudt. Senere kom den israelske udenrigsminister med en anden begrundelse for den israelske afvisning: «Hizbollah vil blot bruge våbenhvilen til at hente civile ind, de kan bruge som skjolde». Denne udtalelse stod til gengæld i modsætning til den israelske justitsministers udtalelse 26. juli om at Israel betragtede alle personer i det sydlige Libanon som medlemmer af Hizbollah - og derfor også beskød dem. Denne udtalelse passede med den israelske praksis. Israel dræbte yderligere 16 civile i angreb 29. juli. Deriblandt en mor og hendes 5 børn. Samtidig bombede det grænsen mellem Libanon og Syrien for at hindre nødhjælp i at komme ind i Libanon og flygtninge i at komme ud. Israel ignorerede de internationale opfordringer - herunder også humanitære opfordringer fra FN - fordi landet havde carte blance fra USA til at fortsætte krigen uden hensyn til civile tab.

Efter vedtagelsen af sikkerhedsrådsresolutionen 11. august og fastsættelse af 14. august kl. 5.00 GMT som tidspunkt for ophør af kampene, opfordrede Kofi Annan parterne til umiddelbart at indstille kampene eller i det mindste reducere omfanget. Forgæves. Israel besvarede resolutionen ved 4 timer senere at sende 30.000 soldater ind i Libanon, optrappe angrebene og bombardementerne.

Hizbollah

Ved krigens start kritiserede mange libanesere Hizbollah for at have udløst konflikten ved sin arrestation af 2 israelske soldater, men som krigen udviklede sig med israelsk terror mod den libanesiske civilbefolkning, Hizbollah som den eneste kraft der bekæmpede den israelske invasionsstyrke og verdenssamfundets manglende tiltag til beskyttelse af den libanesiske befolkning vendte stemningen. Der skete en lavineagtig opbakning bag Hizbollah - på tværs af religion og etnicitet. En undersøgelse viste 26. juli, at 72% af libaneserne nu bakkede op om Hizbollahs tilfangetagelse af 2 israelske soldater 12. juli og 85% støttede Hizbollahs forsvar af Libanon overfor Israels forsøg på at invadere landet i syd. Opbakningen var størst blandt shia muslimer, men også sunnier og kristne bakkede overvældende op bag Hizbollah. Landets anden større shia milits - Amal - meddelte at den også deltog fuldt ud i kampen mod de israelske invasionsstyrker. I starten af august støttede over 90% af libaneserne Hizbollahs forsvar af Libanon.

Israel erkendte i starten af august den omfattende opbakning og udstrakte sine bombardementer af Beirut til også at gælde kristne kvarterer, og i det sydlige Libanon til også at gælde kristne landsbyer.

Opbakningen bag Hizbollah var ikke afgrænset til Libanon. Organisationens evne til at forsvare Libanon mod de israelske invasionsstyrker fik dens popularitet til at eksplodere i hele den arabiske verden. Blot få måneder tidligere var det helt utænkeligt at se Hizbollah flag i sunni dominerede lande som golfstaterne og Saudi Arabien, men hurtigt fik den stjernepopularitet, og dens leder Hannan Nazrallah en status der nåede op på niveau med Nassers. Denne popularitet var ikke afgrænset til den muslimske befolkning. Også kristne og sekulære arabere i ikke blot Libanon og Palæstina men hele den arabiske verden udtalte beundring for Hizbollahs indsats, der på få uger ødelagde det image Israel gennem 50 år havde opbygget, at dets hær (IDF) var uovervindelig. Israel indledte efter 1 uges terrorbombardementer af Libanon landkrigen og erklærede at ville besætte det sydlige Libanon op til Litani floden, men Hizbollahs modstand mod invasionsstyrken var så voldsom og velforberedt, at både israelske elitestyrker og reservister igen og igen blev slået tilbage, og måtte trække sig ud.

I den forstand fik USA's udenrigsminister Condoleeza Rice ret i sin betragtning om, at krigen ville ommøblere situationen i Mellemøsten. Den viste, at selvom Israel havde et ubetinget luftherredømme, kunne dets landstyrker drives på flugt, og samtidig styrkede krigen modstanden mod USA og Israel. Det veluddannede mellemlag i Libanon vendte sig nu åbent mod USA, efter i årtier at have haft USA som ideal. Årsagen var dets åbne støtte til Israels ødelæggelse af Libanon. I de arabiske diktaturstater der er allierede med USA - golfstaterne, Saudi Arabien, Jordan og Egypten - frygter magthaverne denne udvikling, fordi den samtidig undergraver deres egne magtpositioner.

Krigsforbrydelser

Israels krig mod Libanon var først og fremmest en krig mod civilbefolkningen og dermed en overtrædelse af 4. Genevekonvention, der omhandler beskyttelsen af civilbefolkningen under krigslignende tilstande. Israel gør sig dermed skyld i krigsforbrydelser, der ikke adskilte sig fra Hezbollahs angreb på civile i Israel - bortset fra omfanget. Israel dræbte 40-50 gange flere civile, og den systematiske ødelæggelse af Libanons infrastruktur gjode samtidig Israel ansvarlig for statsterrorisme.

Allerede den 20. juli kritiserede FN's Menneskerettighedskommissær Louise Arbor krigsførelsen og talte om mulige krigsforbrydelser i både Libanon, Israel og Gaza. Hun udtalte videre:

Indiscriminate shelling of cities constitutes a foreseeable and unacceptable targeting of civilians... Similarly, the bombardment of sites with alleged military significance, but resulting invariably in the killing of innocent civilians, is unjustifiable

Menneskerettighedsrådet vedtog 11. august en udtalelse, der skarpt kritiserede Israel for dets krigsforbrydelser i Libanon. Israel er imidlerid berygtet for at sidde alle former for international kritik overhørig uanset om den måtte komme fra den Internationale Domstol i Haag, FN eller menneskerettighedsorganisationer.

FN's øverste chef for nødhjælpsoperationer, Jan Egeland besøgte 22. juli Beiruts sydlige forstæder. Han var stærkt chokeret over omfanget af ødelæggelserne efter de israelske bombardementer. Hele kvarterer var blevet jævnet med jorden. Han erklærede, at Israels bombardementer var helt ude af proportioner med tilfangetagelsen af to israelske soldater, og erklærede bombardementerne for en «overtrædelse af international humanitær lov». Egeland fortalte videre, at Israel havde nægtet FN at gennemføre nødhjælpsoperationer i det sydlige Libanon. Israels militær ville selv fordele nødhjælpen under overværelse af Røde Kors.
Israel gjorde 21. juli hele sydlibanon til en «free-fire» zone, hvor Israel skød på alt hvad der bevægede sig.
Det israelske militærs radio erklærede 24. juli, at israel ville jævne 10 bygninger i det sydlige Beirut med jorden for hver Hizbollah raket der blev affyret mod Israel. Militæret gjorde alvor af truslen 25. juli, da det efter flere dages pause genoptog bombardementerne af civilbefolkningen i det sydlige Beirut. Israel har en mangeårig tradition for tilsvarende ekstremt voldelige gengældelsesaktioner mod den palæstinensiske civilbefolkning efter palæstinensiske angreb mod Israel.

Iflg. FN og det Internationale Røde Kors udviklede situationen i det sydlige Libanon allerede efter 1 uges krig sig hastigt til en humanitær katastrofe i stor skala, da Israel sønderbombede infrastrukturen, og beskød alle køretøjer dets fly kom på skudhold af. Det gjaldt både flygtninge, nødhjælpskonvojer og ambulancer. Internationalt Røde Kors rapporterer om sådanne israelske angreb på ambulancer, hvoraf en blev ramt af et israesk præcisionsmissil midt i korset. En praksis Israel allerede i flere år har anvendt i Gaza og på Vestbredden.

I desperation over at dets landoffensiv i syd var gået i stå pga. hård libanesisk modstand, og fortsatte massive libanesiske raketangreb på Israel, angreb Israelske kampfly 4. august den kristne bydel i Beirut og ødelagde de sidste 5 broer ud af Beirut, hvilket bragte nødhjælpsarbejdet til standsning. Samtidig blev de sidste broer over Litani floden bombet, så nødhjælpsorganisationerne ikke længere kunne transportere nødhjælp ind i det sydlige Libanon. I protest begyndte nødhjælpsorganisationerne at transportere nødhjælpen over Litani floden med håndkraft. I Bekaa dalen dræbte israelske bombefly 23 landarbejdere, og fra det sydlige libanon var der rapporter om 53 dræbte civile i to huse bombet af Israel. Som hævn for den israelske terror sendte Hizbollah over 200 raketter ind over det nordlige og centrale Israel, hvoraf 2 nåede så langt sydpå som Hadera, kun 40 km fra Tel Aviv. 3 civile israelere blev dræbt som følge af Hizbollahs terror.

Israel anvendte forbudte klyngebomber i sine bombardementer af Libanon. Human Rights Watch (HRW) fotograferede 23. juli klyngebomber som vist på billedet på grænsen mellem Israel og Libanon. HRW har i Libanon konstateret, at Israel ikke blot anvender klyngebomber mod militære mål, men også civile. Den 19. juli blev en familie på 12 dræbt under et israelsk angreb med klyngebomber på landsbyen Blida. Israel anvender ligeledes fosforbomber mod civilbefolkningen, hvilket også er ulovligt.
Human Rights Watch' erklæring om Israels brug af klyngebomber

Storbritanniens formand for Underhuset og tidligere udenrigsminister Jack Straw erklærede 26. juli: Israels militære aktioner «kan yderligere destabilisere den allerede skrøbelige libanesiske nation». Og videre: «Jeg sørger over de mange uskyldige israelere, der er blevet dræbt under konflikten. Og jeg sørger over de 10 gange flere libanesere, mænd, kvinder og børn, der er blevet dræbt af det israelske militær». Han tilsluttede sig samtidig den britiske underigsministers kritik af Israel for dets voldsomme krig mod den libanesiske civilbefolkning.

Det internationale Røde Kors kritiserede efter våbenstilstanden 14. august, at parterne ikke havde fulgt Genevekonventionerne og taget tilstrækkelig hensyn til civilbefolkningen. Samtidig blev Israels angreb på især det libanesiske Røde Kors fordømt. (ICRC: Lebanon/Israel: civilians pay the price of conflict, Geneve 14. august).

Human Rights Watch fulgte krigen tæt og kritiserede begge parters krigsforbrydelser. Den 3. august offentligjorde menneskerettighedsorganisationen rapporten Fatal Strikes. Israel’s Indiscriminate Attacks Against Civilians in Lebanon. Den 8. august opfordrede den FN til at indlede en efterforskning af drab på civile i Libanon og det nordlige Israel U.N.: Open Independent Inquiry into Civilian Deaths.
Human Rights Watch' rapporter og dokumenter om krigsforbrydelser i Libanon og Israel.
Human Rights Watch' multimedia om krigsforbrydelserne.

På sin ekstraordinære session 11. august fordømte FN's Menneskerettighedsråd Israels krigsforbrydelser i Libanon. (Council Strongly Condemns Grave Israeli Violations of Human Rights in Lebanon).

IDF massakre i Qana

Det israelske luftvåben gennemførte natten til søndag 30. juli en massakre på civile i byen Qana. 10 år tidligere gennemførte den israelske hær en anden massakre i samme by, da Israel angreb en FN lejr og dræbte 106 pålæstinensiske kvinder og børn, der have søgt tilflugt der. De oprindelige rapporter fra massakren 30. juli talte om over 60 dræbte, svarende til de to familier med ialt 63 medlemmer, der havde søgt tilflugt i bygningen, som Israel bombede. Det viste sig i løbet af nogle dage iflg. Human Rights Watch, at 22 havde overlevet. 28 dræbte blev umiddelbart gravet ud af ruinerne - heraf 16 børn. De resterende 13 mentes - da HRW besøgte byen - fortsat at være begravet under ruinerne.

Massakren 30. juli udløste fordømmelse i det meste af verden. Den engelske, franske, spanske og svenske regering fordømte israelernes massakre og opfordrede sammen med EU's udenrigskoordinator, Javier Solana til øjeblikkelig våbenhvile. I hele den arabiske verden blev massakren skarpt fordømt - også af USA's nære allierede, Jordan og Egypten. FN's Sikkerhedsråd holdt søndag eftermiddag et hastemøde om situationen og FN's Generalsekretær Kofi Annan udtalte ved den lejlighed: Vi må fordømme denne aktion på den kraftigst mulige måde. Jeg er dybt bekymret over, at mine tidligere appeller om ophør af kamphandlingerne ikke er blevet efterfulgt, med det resultat at uskyldiges liv fortsat bliver taget, og uskyldige fortsat lider. Jeg gentager derfor min opfordring om våbenhvile. Handling er nødvendig, for at flere børn, kvinder og mænd ikke skal dø for en konflikt, som de ingen kontrol har over. I Venezuela udtalte præsident Hugo Chavez, at massakren er udtryk for israelsk statsterrorisme og fascisme. Venezuela afbrød siden sine diplomatiske forbindelser med Israel. Den libanesiske regering erklærede USA's udenrigsminister Condoleeza Rice for uønsket i landet, som hun skulle have besøgt 30. juli under sit besøg i regionen. USA's regering erklærede: «Israel har ret til at beskytte sig selv». Israel beklagede massakren, og søgte derefter at legitimere den med en påstand om, at Qana var tilholdssted for Hizbollah, og at civilbefolkningen var blevet beordret af Israel til at forlade byen. Samme dag kunne FN imidlertid meddele, at de humanitære organisationer var ude af stand til at sende nødhjælps- og evakueringskonvojer ind i det sydlige Libanon pga. manglende sikkerhedsgarantier fra Israel. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller undlod at kritisere Israel for massakren, og nøjedes med at udtrykke forfærdelse over det «meningsløse tab af menneskeliv». Møller undlod samtidig at kræve øjeblikkelig våbenhvile i kamphandlingerne. Den danske udenrigsminister erkendte dog, at israels krig mod Libanon ikke svækker Hisbollah, men tvært imod styrker organisationen.

Israel dræbte over 28 flygtninge i en bygning i Qana i det sydlige Libanon natten til søndag den 30. juli 2006. Heraf var 16 børn. Israels krigsforbrydelse blev fordømt over det meste af verden og førte til den hidtil kraftigste opfordring fra Kofi Annan om øjeblikkelig våbenhvile. Libanons regering erklærede USA's udenrigsminister Condoleeza Rice for uønsket i landet. USA bakkede ufordrødent Israels krigsforbrydelser op og og fortsatte sine våbenleverancer.
CNN's rapportage fra Israels massakre i Qana, 30. juli 2006

FN's Sikkerhedsråd udtrykte sent søndag forfærdelse over massakren. USA's FN ambassadør John Bolton hindrede rutinemæssigt kritik af Israel for massakren. USA ønskede, at Israel fortsatte sin krig i Libanon. Som følge af verdens fordømmelse erklærede Israel søndag, at det indstillede bombardementerne af det sydlige Libanon i 48 timer, men fortsatte imens krigsforbrydelserne i resten af landet. Libanon erklærede mandag den 31. juli for national sørgedag for ofrene fra Qana.

Efter nyheden om Israels massakre i Qana kom ud, stormede libanesere spontant FN's bygning i Beirut. FN's sikkerhedsvagter fik hurtigt situationen under kontrol. Demonstranterne efterlod sig dette visitkort: «1968-2006. 38 års israelsk terrorisme mod Libanon». USA's blokade for FN indgriben i konflikten fik store dele af den arabiske verden til at opgive FN som fredsorganisation.

Israels bombestop over det sydlige Libanon medførte at Hizbollah samtidig indstillede sin beskydning af israelske byer med raketter. Hizbollah havde siden krigens start fremført, at det kun beskød Israel med raketter som svar på Israels angreb. Inden Israels start på krigen 12. juli, faldt der ingen raketter over det nordlige Israel. Først da Israel selv brød sit bombestop på 2. dagen genoptog Hizbollah langsomt raketbeskydningen.

I et sidste desperat forsøg på at vende krigens udvikling, invaderede over 10.000 israelske soldater efter bombestoppets ophør det sydlige Libanon, i et forsøg på at erobre libanesisk land. De stødte på hård modstand fra libanesiske militsgrupper. 1. august angreb en israelsk kommandoenhed Baalbek 100km nord for grænsen, bortførte 5 libanesere og dræbte 19 civile. Samme dag regnede 230 raketter ned over det nordlige Israel. Det højeste siden krigens start. Kort forinden havde Israels premierminister erklæret, at Israel stort set havde elimineret Hizbollahs evne til at beskyde Israel. En påstand der ikke svarede helt til virkeligheden. 3. august genoptog Israel sine terrorbombardementer af Beirut.

Danmark

Danmark stillede sig krigens start bag USA og Israel, og trods den danske plads i FN's Sikkerhedsråd undlod den danske regering at bruge denne mulighed til at støtte bestræbelserne på at bringe krigen til ophør. Den officielle diskurs var at «Israels angreb på Libanon ikke var ude af proportioner» (Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen), at «konflikten ikke kunne stoppe før Hizbollah var nedkæmpet» (udenrigsminister Per Stig Møller), og Danmark var på et EU udenrigsministermøde med til at hindre, at EU arbejdede for en øjeblikkelig våbenhvile. EU skulle kun arbejde for indstilling af kampene.

Under den borgerlige danske regering var den danske våbeneksport eksploderet, og gennem produktionen af komponenter til bl.a. F-16 kampfly når disse danske våben også til Israel.

Mens udenlandske medier hurtigt udviklede en mere nuanceret dækning af krigen, fungerede de danske medier - med få undtagelser - som talerør for den israelske militærpropaganda. Jyllandsposten gik så langt som til at erklære «Vi er alle israelere». For mere nuanceret information og nyhedskilder, se: BBC World's dækning, CNN, al-Jazeera og det libanesiske borgerlige dagblad Daily Star.

Ustabil situation

Israel blev efter krigen kastet ud i turbulent politisk situation. Justitsminister Haim Ramon måtte afgå efter seksuelt at have chikaneret en 18 årig israelsk soldat. Det blev afsløret, at den øverstkommanderende for krigsforbrydelserne mod Libanon, generalstabschef Dan Halutz umiddelbart efter den israelske regering igangsatte angrebet på Libanon den 12. juli solgte sine aktier, for at undgå de kursfald på 20-30% den israelske børs blev udsat for ved krigsudbruddet. Gerrigheden var større end patriotismen. Premierminister Ehud Olmert var genstand for næsten daglige demonstrationer - bl.a. fra de reservister der var blevet indkaldt til krig, der demonstrerede mod krigens absurditet og de mange tab. 120 israelske soldater blev dræbt. Heraf alene 33 dræbte de sidste to dage, da Israel sendte 40.000 soldater ind i Libanon i et forsøg på at nå Litani floden.

Libanon krigen var den længste Israel havde ført, og samtidig den krig hvor landet led det største politiske og militære nederlag. Ikke engang de to arresterede soldater der officielt var anledningen til krigen blev løsladt. Af de to parter overholdt Libanon og Hizbollah våbenstilstanden, hvorimod Israel ved en række lejligheder brød den. Det alvorligste brud fandt sted den 19. august, da Israel gennemførte en offensiv aktion dybt ind i Bekaa dalen. Aktionen blev imidlertid slået tilbage af libanesiske styrker og 3 israelske soldater blev dræbt. Militæranalytikere vurderede, at aktionen var et desperat israelsk forsøg på enten at befri de 2 arresterede israelske soldater, eller tilfangetage et højtstående Hizbollah medlem, der kunne bruges i en fangeudveksling mod de to israelere. Efter den fejlslagne aktion igangsattes hemmelige forhandlinger mellem de parter med Tyskland som mellemmand.

I Libanon var israelerne mest interesserede i at komme ud så hurtigt som muligt igen, og tillod derfor overraskende 15.000 libanesiske soldater at rykke syd for Litani floden. Samtidig trak store israelske troppestyrker sig ud af landet. Hizbollah gik i gang med at uddele penge til de civile ofre for krigen i det sydlige Libanon. Hver familie fik 12.000 US$. USA stillede ligeledes penge til rådighed, men libaneserne afviste at tage imod denne støtte udfra en argumentation om, at først blev de bombet med nordamerikanske bomber, og bagefter forsøgte USA at købe aflad med dollars. Den gik ikke. Også golfstaterne gik ind med støtte, der imidlertid skulle kanaliseres gennem den libanesiske regering. Trods indsats fra USA og reaktionære arabiske stater, blev Hizbollahs position efter våbenhvilen derfor yderligere styrket. Meningsundersøgelser i bl.a. Egypten viste, at den mest populære politiker i landet var Hizbollahs Nasrallah.

Frankrig havde under forhandlingerne om resolutionen i FN's Sikkerhedsråd lovet at stå i spidsen for den multinationale udvidelse af UNIFIL til 15.000 soldater i det sydlige Libanon, men fik efterfølgende kolde føder. Landets blev derfor voldsomt skoset af neokonservative kredse i USA. USA ønskede til gengæld ikke selv at deltage i styrken efter at være blevet bombet ud af Libanon i 1983. Frankrigs betænkeligheder skyldtes uklarhederne i resolutionen omkring afvæbning af Hizbollah. Resolutionen kræver ikke klart Hizbollahs afvæbning. Dette er imidlertid et klart krav fra USA og Israel. Men Frankrig havde selv dårlige erfaringer fra sin tilstedeværelse i Libanon i 1982-83, og ønskede ikke at blive stillet til regnskab for en umulig afvæbning, som Israel ikke engang selv kunne klare. Frankrig gik først med til at udvide sin deltagelse i UNIFIL til 1700 mand da det blev slået fast, at UNIFIL ikke skal varetage afvæbningen af Hizbollah. Til gengæld lovede Italien at stille 3.000 soldater.

 

Skamstøtte over Israels krigsforbrydelser i Libanon

Israel begik i perioden 12. juli - 14. august 2006 alvorlige krigsforbrydelser under sin krig mod Libanon. Over 1100 libanesiske civile og 4 ansatte ved FN's fredsbevarende styrker, UNIFIL blev dræbt under de israelske terrorbombardementer. Til sammenligning blev 157 israelere dræbt. Heraf 40 civile.

Krigsforbrydelserne blev 11. august fordømt af FN's Menneskerettighedsråd: Council Strongly Condemns Grave Israeli Violations of Human Rights in Lebanon

Amnesty International konkluderede 24. august, at Israel med vilje havde ramt civile og civil infrastruktur i Libanon og derfor havde gjort sig skyld i krigsforbrydelser. Menneskerettighedsorganisationen opfordrede FN til at nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission til undersøgelse af Hizbollahs og Israels krigsforbrydelser. AI Lebanon: Destruction of civilian infrastructure

Human Rights Watch producerede under krigen rapporter og dokumenter om krigsforbrydelser i Libanon og Israel.

Kirkernes Verdensråd fordømte efter en delegationsrejse til Libanon og Israel 11-16. august 2006 de israelske krigsforbrydelser.

Det internationale Røde Kors kritiserede efter våbenstilstanden 14. august, at parterne ikke havde fulgt Genevekonventionerne og taget tilstrækkelig hensyn til civilbefolkningen. Samtidig blev Israels angreb på især det libanesiske Røde Kors fordømt. ICRC: Lebanon/Israel: civilians pay the price of conflict, Geneve 14. august.

Det internationale samfund har en instans til håndtering af krigsforbrydelser i form af den Internationale Straffedomstol, ICC. Men ligesom USA har Israel placeret sig udenfor verdenssamfundet ved at afvise at tilslutte sig ICC. Men Israel har underskrevet Genevekonventionerne, og andre lande der har gjort dette - herunder Danmark - kan derfor retsforfølge skyldige i overtrædelser af krigens love. Men det er ikke sandsynligt, at dette vil ske. Derfor er det nødvendigt at rejse denne skamstøtte over ikke blot de israelske krigsforbrydelser, men også det internationale samfunds manglende vilje til at gribe ind overfor forbrydelserne, kritisere dem og retsforfølge dem:

  • USA blokerede i 4 uger for at FN's Sikkerhedsråd kunne vedtage en resolution med krav om våbenhvile. Resolutionen blev først vedtaget, da den israelske regering og militær var kørt fast
  • Resolutionen undlod at kritisere Israel for dets krigsforbrydelser
  • Danmark og de øvrige vestlige lande undlod at presse på i Sikkerhedsrådet med krav om en resolution, og hindrer efterfølgende at Israels generaler og politikere anklages for krigsforbrydelser

Peace, Propaganda & The Promised Land. Dokumentarudsendelse om mediernes manipulation af Israel/Palæstina konflikten (Google video. 1 time 19 min).

 

Naviger

 

BBC billeder fra Israels krigsforbrydelser i Beirut

Virkningerne af krigshandlingerne i Libanon og Israel, temaudsendelse (56 min.) i DR P1 Orientering 27. august 2006

Statslige bankrøvere

IDF plyndrede 20. september vekselhuse og banker på den besatte vestbred for flere mio. US$. Palæstina var allerede i dyb økonomisk krise pga. USA's og EU's økonomiske blokade mod det demokratisk valgte selvstyre og Israels blokader og krig mod landet. Bankrøverierne havde til formål yderligere at forstærke denne krise. (Haaretz: IDF raids W. Bank bureaux de change, confiscates millions. 20/9 2006)

Israel optrappede i starten af november angrebene på Gaza og dræbte over 42 civile palæstinensere. Angrebene var afledningsmanøvrer ifht. den dybe politiske krise, Israel selv stod i. Landets præsident, Moshe Katzav blev i oktober officielt stillet under anklage for en række tilfælde af voldtægt mod tidligere medarbejdere. Samtidig inviterede premierminister Olmert partiet Yisrael Beiteinu til at deltage i regeringen og gjorde partiets formand, Avigdor Lieberman til vice-premierminister og «minister for strategiske trusler» (mod Israel). Partiet var et fascistisk parti der åbent går ind for transfer - dvs. udryddelse af alle palæstinensere fra Palæstina. I starten af november krævede Lieberman, at ikke blot palæstinensere i Palæstina, men også palæstinensere i Israel skulle udryddes.

Israels vice-premierminister Avigdor Lieberman krævede i 2006 alle palæstinensere i Israel og i Palæstina udryddet.

 

Den 8. november 2006 gennemførte Israel endnu et granatangreb mod flygtningelejren Beit Hanoun i Gaza. Flere end 19 civile palæstinensere blev dræbt - næsten alle kvinder og børn. Massakren skete da israelske tanks åbnede ild mod huse i lejren. Den blev fordømt i den arabiske verden og af EU. Udenrigsminister Perez kaldte angrebet et «uheld».

Planer om atomangreb mod Iran

Israel har siden slutningen af 1960'erne været i besiddelse af atomvåben, bygget af våbenplutonium leveret af USA. Landet er ligesom Nordkorea ikke underskriver af ikke-spredningstraktaten, og har altid modsat sig inspektionsbesøg fra den den Internationale Atomenergikommissions (IAEA) side. Det har historisk hverken officielt indrømmet eller afvist besiddelsen af atomvåben - indtil premierminister Ehud Olmert i efteråret 2006 i et interview indrømmede eksistensen. Eksperter mener at landet er i besiddelse af omkring 100 kernevåben. Den primære årsag til at USA og Israel går så stille med dørene omkring de israelske atomvåben er dels at de er en krænkelse af ikke-spredningsaftalen, dels at USA's lovgivning forbyder bistand til lande der krænker ikke-spredningsaftalen. Offentlig anerkendelse af de israelske atomvåben ville tvinge USA til at afbryde sin massive militære bistand til Israel.

I en artikel 7. januar 2007 i den britiske avis Sunday Times blev det afsløret, at Israel havde udarbejdet detaljerede planer for et atomart angreb på Iran med det formål at sætte dette lands uran-oparbejdningsanlæg ud af spillet. Israelske militære kilder afslørede, at israelske piloter øvede et scenarie, hvor oparbejdningsanlægget i Natanz først angribes med konventionelle bunker-busters bomber, der skulle åbne en dyb skakt ned til det underjordiske anlæg. Derefter vil andre fly sende så mange taktiske kernevåben ned i denne skakt som muligt med det formål at ødelægge anlægget.

Gennemfører Israel sit atomare angreb, vil det være første gang siden USA's angreb på Hiroshima og Nagasaki i 1945, at kernevåben anvendes til angreb. Det vil med et slag ændre de militære konventioner og åbne op for almindelig anvendelse af kernevåben i konflikter.

Israel afviste de detaljerede planer skitseret i Sunday Times som rygter.

I maj 2007 offentliggjordes en officiel rapport om fejlene begået under Israels krig mod Libanon året forinden. Rapportens skarpe kritik af premierminister Olmert fik både opposition og medlemmer af Olmerts eget Kadima parti til at kræve hans afgang. Den stærkt svækkede premierminister klyngede sig dog fortsat til magten.

I juni trådte præsident Katsav tilbage fra posten efter at have indrømmet at have voldtaget flere kvinder. Han indrømmede desuden andre seksuelle krænkelser.

I et sidste forsøg på at sikre sig et positivt eftermæle, indkaldte George Bush i november parterne i mellemøstkonflikten til konference i Annapolis i USA med henblik på at igangsætte en ny fredsproces. Israel deltog også i konferencen og lovede at deltage i processen. En måned senere igangsattes nye folkeretstridige bosættelser på Vestbredden. Bush besøgte i januar 2008 for første - og sidste gang - i sin regeringstid Israel.

Israelske krigsforbrydelser i Gaza

Efter Hamas' valgsejr i januar 2006 gennemførte Israel flere omfattende blokader af Gaza. I Israels analyse vil den Vestlige Verden afstå fra at kritisere Israels krigsforbrydelser overfor Gazas befolkning fordi Hamas er Palæstinas folkevalgte regering. På sitet 194now.net/Killingfields kan Israels angreb på Gaza følges dag for dag. I juni 2008 blev der indgået en uformel våbenhvile mellem Israel, Hamas og de militante grupper i Gaza. Israel afstod fra at gennemføre større invasioner og angreb ind i Gazas slumkvarterer og flygtningelejre mod at de militante grupper indstillede deres raketindgreb ind i Israel. Våbenhvilen holdt frem til 4. november hvor Israel besluttede at genoptage sine angreb på Gazas befolkning. Det skete da landet likviderede 6 medlemmer af Hamas. De militante grupper i Gaza genoptog deres raketindgreb. Israels undskyldning for sine krigshandlinger er selvforsvar - det er nødt til at besvare angrebene fra Gaza. Men i november var det Israel der brød våbenhvilen, og tabstallene talte deres tydelige sprog. Amnesty International oplyste, at 420 palæstinensere i 2008 frem til november 2008 var blevet dræbt af de israelske angrebsstyrker (IOF), heraf halvdelen ubevæbnede civile og heraf 80 børn. På den israelske side blev 24 dræbt, heraf 4 børn.

Tal fra Israels eget militær viser at våbenhvilen mellem Israel og Gaza i månederne juni-oktober 2008 (det som militæret nøjes med at kalde "Lull in fighting") var effektiv. Det var først da Israel 4. november besluttede at afbryde våbenhvilen, da den likviderede 6 Hamas medlemmer, at raketangrebene blev genoptaget. (Summary of rocket fire and mortar shelling in 2008 (Intelligence and Terrorism Information Center at the Israel Intelligence Heritage & Commemoration Center (IICC), Fast link.
Israel dræbte i 2008 ca. 700 palæstinensere, deraf knapt 200 børn. Militante palæstinensere dræbte samme år 27 israelere, heraf 4 børn.)

Samtidig med genoptagelsen af sine krigshandlinger mod Gaza indledte Israel en total blokade af området. Israelske pirater på det israelske militærs skibe håndhævede en søblokade, der ikke tillod palæstinensiske både at fiske, eller skibe med nødhjælp at nå ind til Gaza. Alle forsyninger med nødhjælp ind i området blev indstillet, og elektricitetsforsyningen fra Israel reduceret (Israel havde allerede bombet og ødelagt de fleste elkraftværker i Gaza). Amnesty International erklærede 14. november 2008: «Israels militær har fuldstændig blokeret for alle leverancer af humanitær bistand, medicin, olie og elektricitet til Gaza. Det er intet andet end kollektiv afstraffelse af Gazas civilbefolkning. Samtidig hindrer Israel alle udenlandske journalister og diplomater adgang til området. Israel ønsker ikke at verden ser de lidelser de udsætter Gazas 1,5 millioner indbyggere for». Og 14 dage senere erklærede formanden for FN's Generalforsamling, Miguel D'Escoto Brockmann: «Israels aktioner overfor Vestbredden og Gaza minder om tidligere tiders ttheid». Brockmann mindede samtidig om, at det kan være nødvendigt med sanktioner overfor Israel for at få den til at indstille sine krigsforbrydelser. Den Vestlige Verden fortsatte imidlertid sin åbne accept af de israelske handlinger, og EU diskuterede i samme periode opgradering af de handelsmæssige relationer mellem EU og Israel. Trods massiv nordamerikanske bistand til Israel, er dens primære handelspartner EU.

Israel indledte 27. december 2008 terrorbombardementer af Gazas flygtningelejre. Officielt for at ramme Hamas, men menneskerettighedsorganisationer kunne hurtigt berette, at over halvdelen af de 300 der var dræbt i løbet af 2 dages luftbombardementer var civile. Iagttagere pegede på at med blot 40 dage til valg i Israel og regeringens svækkede position var den mest sandsynlige årsag ønsket om at vinde det forestående valg ved at dræbe nogle hundrede palæstinensere.

Offer for Israels terrorbombardementer af Gaza, 27. december 2008. En lille pige afventer behandling udenfor et hospital i Gaza.

Israel indledte 3. januar 2009 sin land invasion af Gaza, og fra denne dag eskalerede statens krigsforbrydelser drastisk med angreb på skoler, hospitaler, ambulancer (22 læger, sygeplejersker og ambulancefolk var frem til 10. januar blevet dræbt af israelske soldater), FN's nødhjælpskonvojer, men først og fremmest Gazas civilbefolkning. Trods Israels forsøg på mørklægning af sine massakrer i Gaza ved at hindre journalisters adgang til området kom billeder alligevel ud, og informationerne førte bl.a. til at højtstående FN embedsmænd anbefalede Israel stillet for den Internationale domstol i Haag for sine krigsforbrydelser og til at flere europæiske socialdemokratier tog en historisk beslutning ved at anbefale sanktioner mod landet. Olmert regeringen erkendte situationens alvor da den i slutningen af måneden forbød medierne at bringe navne og billeder på officerer, der havde deltaget i massakrene i Gaza. Den erklærede samtidig, at den ville gøre sit yderste for at hindre at de blev stillet for domstole i udlandet anklaget for krigsforbrydelser.

Imens fortsatte en spansk undersøgelsesdommer sit arbejde med udfærdigelse af anklager mod den tidligere israelske krigsminister Benjamin Eliezer og 5 andre højtstående krigsforbrydere for deres krigsforbrydelser i Gaza i 2002.

Amnesty International offentliggjorde 23. februar 2009 en omfattende rapport om krigsforbrydelserne i Gaza: Fuelling conflict: Foreign arms supplies to Israel/Gaza. I rapporten anbefalede Amnesty International en international våbenblokade af både Israel og Hamas, og kritiserede samtidig Israels våbenleverandører i USA og EU skarpt for deres bidrag til Israels krigsforbrydelser. Opfordringen til blokade var udtryk for at Israel på verdensplan stod stadig mere isoleret.

Valg 2009

Israel gennemførte den 10. februar valg til parlamentet. Inden da havde staten forbudt de palæstinensiske partier, der indtil da havde repræsenteret landets 1 mio. palæstinensiske indbyggere. Valgets store vindere var den radikale højrefløj repræsenteret ved partierne Yisrael Beiteinu og Likud. Yisrael Beiteinu under ledelse af den tidligere russiske dørvogter Avigdor Lieberman krævede åbent alle palæstinensere smidt ud af både Israel og de besatte områder. Mens den vestlige verden stillede krav til den palæstinensiske regering under ledelse af Hamas om anerkendelse af staten Israel, erklærede både Yisrael Beiteinu og Likud åbent at der aldrig bliver nogen palæstinensisk stat. Ved valget blev det siddende regeringsparti, Kadima snævert det største, men den radikale højrefløj gik så stærkt frem at Benjamin Netanyahu fra Likud fik til opgave at danne ny regering. Ved valget blev Yisrael Beiteinu som ventet landets tredje største og overhalede Arbejderpartiet.

Likuds valgplatform - en platform for krig

Likud vedtog i 1999 en valgplatform som fortsat er gældende, og er den der ligger på Knessets WebSite. Platformen udtrykker klart partiets modstand mod fred med palæstinenserne og den arabiske verden og ønske om fortsat krig. Platformens hovedpunkter er:

  • INGEN palæstinensisk stat
    Israels regering afviser kategorisk oprettelsen af en palæstinensisk stat vest for Jordanfloden. Palæstinenserne kan frit leve deres liv indenfor rammerne af et selvstyre, men ikke som en selvstændig eller suveræn stat. På spørgsmålene om udenrigspolitik, sikkerhed, emigration og naturressourcer vil deres rettigheder være begrænsede og underlagt hensynet til Israels eksistens, sikkerhed og nationale prioriteter.
  • Jordan Floden som permanent grænse
    Jordan Floden og de områder der støder op til den skal være underlagt israelsk herredømme, og floden skal være staten Israels permanente østlige grænse. Kongedømmet Jordan er en ønskelig partner i fremtidige permanente aftaler mellem Israel og palæstinenserne.
  • Bosættelser i de besatte områder!
    De jødiske bosættelser i Judea, Samaria og Gaza (Vestbredden og Gaza) er realiseringen af zionistiske værdier. Bosættelsen af disse områder er et klart udtryk for for det jødiske folks uafviselige ret til Israels land, og udgør en hjørnesten i forsvaret for staten Israel. Likud vil fortsætte med at styrke og udvikle disse bosættelser og vil hindre deres fjernelse.
  • Jerusalem som Israels udelelige hovedstad
    Jerusalem er den evige forenede hovedstad for staten Israel, og kun for Israel. Regeringen afviser kategorisk palæstinensiske ønsker om at dele Jerusalem... Regeringen afviser kategorisk de strømninger ude i verden - hvoraf nogle har et anti-semitisk udspring - der stiller spørgsmål ved Jerusalem som Israels hovedstad, og ved den 3000 år lange specielle forbindelse mellem det jødiske folk og dets hovedstad. For at sikre dette skal politiets tilstedeværelse i Jerusalems østlige del øges, og Likud regeringen vil ihærdigt øge den jødiske bosættelse af den østlige del af byen og styrke den israelske suverænitet i denne.
  • Golan Højderne forbliver israelske
    Den 10. Knesset forsamling gennemførte på Likud regeringens foranledning en lov om at udbrede israelsk lov, jurisdiktion og administration over Golan Højderne, og etablerede således israelsk suverænitet over området. Regeringen vil fortsætte med at øge de israelske bosættelser i Golan

Likud - Platform

Likuds formand Benyamin Netanyahu præsenterede 31. marts 2009 sin nye regering baseret på den ekstreme højrefløj. Den mest fremtrædende position mod omverdenen fik Avigdor Lieberman, der blev udenrigsminister. I forsøg på at opbløde regeringens højreradikale karaktertræk overfor omverdenen forsøgte Netanyahu at få centrum-højre partierne Kadima og Arbejderpartiet med i sin regering. Det blev blankt afvist fra Kadimas side, mens Arbejderpartiet der blev halveret ved valget gik med. Partiets formand Ehud Barak fik kun med snævert flertal sit parti til at acceptere regeringsdeltagelsen. For at holde sammen på de mange konger i højrefløjspartierne i regeringen måtte Netanyahu udnævne ikke mindre end 30 ministre. Det højeste antal i nogen hidtidig israelsk regering.

Marts 2009. Israelske soldater indrømmer krigsforbrydelser i Gaza

I starten var det kun de palæstinensiske ofre i Gaza der talte om israelske krigsforbrydelser. Forbrydelserne blev senere bekræftet af FN og senere af menneskerettighedsorganisationer der skulle gennemføre omfattende undersøgelser. I marts kom turen til israelske soldater der begyndte at fortælle offentligt om de forbrydelser de havde været vidner til og om de israelske «rules of engagement», der ingen begrænsninger havde ifht. at begrænse drab på palæstinensiske civile. Den israelske påstand fra starten af terrorkrigen mod Gaza om at Israel gjorde alt for at beskytte civilbefolkningen var dermed demonteret. Tabstallene fra krigen var: 1200 civile dræbt og 250 partisaner.


Israeli soldiers say killing civilians 'allowed'. Israel's army is accused of war crimes after more than 1,300 Palestinians were killed in the war on Gaza.
In interviews published by a leading Israeli newspaper, Israeli soldiers say killing Palestinian civilians and destroying their homes was allowed in Israel’s rules of engagement during the war.

'Shooting and crying' , Ha'aretz, 20. marts 2009
IDF in Gaza: Killing civilians, vandalism, and lax rules of engagement, Ha'aretz, 19. marts 2009
ANALYSIS / Can Israel dismiss its own troops' stories from Gaza?, Ha'aretz, 19. marts 2009
Time to believe Gaza war crimes allegations, Ha'aretz, 24. marts 2009
Guardian investigation uncovers evidence of Israeli war crimes in Gaza, UK Guardian 23. marts 2009
Under attack: how medics died trying to help Gaza's casualties, UK Guardian 23. marts 2009
Israeli troops describe shooting Gaza civilians, UK Guardian 20. marts 2009
Israeli troops shot 'unarmed Palestinian civilians under orders' during Gaza war, UK Guardian 19. marts 2009

FN's Specielle Rapporteur for den besatte områder, Richard Falk fremlagde på FN's Menneskerettighedsråds møde den 23. marts sin rapport om Israels krig mod Gaza og konstaterede at Israel klart havde overtrådt proportionalitetsprincippet (1453 dræbte palæstinensere overfor 13 dræbte israelere) og overvejende havde dræbt civile. Han opfordrede derfor FN til at retsforfølge Israel for krigsforbrydelser. Statement on Gaza to the Human Rights Council Meeting on March 23rd 2009 by Richard Falk, Special Rapporteur for the Occupied Palestinian Territories. To dage senere offentliggjorde Human Rights Watch en omfattende rapport om Israels brug af hvid fosfor (Rain of Fire. Israel’s Unlawful Use of White Phosphorus in Gaza, Human Rights Watch 25/3 2009. 75 siders rapport om Israels ulovlige anvendelse af fosforbomber mod civilbefolkningen i Gaza). Udover omfattende dokumentation af Israels ulovlige anvendelse af dette våben konkluderer rapporten videre, at Israel med denne anvendelser har begået krigsforbrydelser. (Human Rights Watch fotos af hvid fosfor i Gaza)

Et skud, to mord

Israelske soldater har verdens højeste moral. Her ses fritidsbeklædningen fra IDF, der opfordrer til mord på palæstinensiske kvinder og børn.

Israel ynder i sin propaganda at omtale sine soldater som soldater med verdens højeste moral. Propagandaen står ikke mål med virkeligheden. Det israelske dagblad Ha'aretz kunne i slutningen af marts 2009 bringe fotos af soldater iklædt T-shirts, der opfordrede til mord på palæstinensiske civile. Beklædningen havde de fået fra det israelske militær. Teksten på en T-shirt var «1 shot 2 kills» med en tegning af en gravid palæstinensisk kvinde. Teksten på en anden T-shirt var «Jo mindre, jo sværere» og viste en tegning af et barn med et gevær. Ha'aretz havde interviewet en af soldaterne om meningen med denne T-shirt, og han udtalte: «der er en dobbelt betydning i den. Det er jo et barn, så der er måske lidt moralske skrupler, og så er det fordi målet er sværere at ramme». En tredje T-shirt viste en soldat der sprang en moske i luften med teksten «Kun gud tilgiver». Israeli Army T-Shirts Mock Gaza Killings

Israel saboterer FN's efterforskning af krigsforbrydelser

En lang række fremtrædende internationale personligheder med tidligere forkvinde for FN's Menneskerettighedsråd, Mary Robertson og tidligere chefanklager ved FN's krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavienog for Rwanda, Richard Goldstone i spidsen anbefalede i marts 2009 FN's Menneskerettighedsråd at nedsætte en ekspertkomission tilundersøgelse af påståede krigsforbrydelser i Gaza, de øvrige besatte områder og Israel. Rådet besluttede i starten af april at nedsætte en sådan kommission under ledelse af dommer Goldstone, der er sydafrikaner og har en jødisk baggrund. Den palæstinensiske side anerkendte umiddelbart kommissionen og erklærede sin villighed til at samarbejde med den. Den højreradikale israelske udenrigsminister erklærede 16. april, at Israel ikke ville anerkende kommissionen. Den fik derfor ikke mulighed for at gennemføre uafhængige undersøgelser i hverken Israel eller de besatte områder. Israel saboterede på lignende vis i 2002 en uafhængig FN undersøgelse af IDF's massakre i flygtningelejren Jenin på den besatte Vestbred.

Israels regering erklærede samtidig «fredsprocessen» for død. Under besøg af USA's fredsmægler i konflikten John Mitchell i Israel 16. april erklærede premierminister Netanyahu, at der ikke længere eksisterede en fredsproces, og at den i givet fald skulle genopfindes på ny betingelser. Han fortsatte med at erklære at der ikke ville blive tale om forhandling om en to-statsløsning før alle palæstinensere anerkender Israel (Israel anerkender til gengæld ikke Palæstina). Det israelske synspunkt deles ikke af USA, hvor både præsident Obama og udenrigsminister Clinton fremhævede behovet for etableringen af to stater..

2009 Stigende kløft i forholdet til USA

Allerede før sin indsættelse som præsident i USA erklærede Barack Obama, at fred i Mellemøsten ville have en høj prioritet for hans administration. Efter sin magtovertagelse i januar 2009 indsatte han senator John Mitchell som fredsmægler i regionen. Da Israels premierminister Netanyahu i maj 2009 besøgte Washington erklærede Obama, at et stop for de israelske bosættelser i de besatte områder stod højest på dagsordenen. USA's erklæring blev ignoreret af den nyvalgte regering i Israel, og Obama strammede efterfølgende USA's holdning til: «Israels bosættelser i de besatte områder er til skade for USA's sikkerhedspolitiske situation». Mens det de sidste 6 år af Bush jr. regeringsperiode var umuligt at skelne mellem erklæringer fra Tel Aviv og Washington, markerede de første måneder af 2009 et stadig større gab mellem nordamerikansk og israelsk retorik. Obama gik under sin tale i Cairo i juni 2009 yderligere et skridt videre ved at erklære at indstillingen af israelske bosættelser skal følges af nedlæggelse af bosættelser. Dette er klare krav til israel på vejen mod fred i Mellemøsten.

Breaking the Silence

Den israelske soldaterorganisation Breaking the Silence offentliggjorde i juli en rapport baseret på interviews med 53 israelske soldater og officerer, der gjorde tjeneste under israels angreb på Gaza i januar.

Breaking the Silence: israelske soldater fortæller om IDF's krigsforbrydelser i Gaza.

Interviews med soldater og officerer bekræftede følgende systematiske brud på 4. Genevekonvention:

Soldaterne berettede endvidere, at rabbinerne der havde taget afsked med dem i Israel havde omtalt angrebet på Gaza som «hellig krig». Lidt ældre soldater berettede om, at det især var de yngre soldater der havde levet sig helt ind i Rambo rollen, og gik levende op i dræbe så mange (civile) palæstinensere som muligt. IDF benægtede rutinemæssigt krigsforbrydelserne.

Breaking the Silence om krigsforbrydelserne i Gaza
Breaking the Silence Gaza rapporten

Det ulovlige bosættelsesbyggeri fortsætter - uanset forholdet til USA

Udenrigsminister, Avigdor Lieberman erklærede i august, at landets konsul i Boston, Nadav Tamir skulle afskediges. Tamir havde en uge forinden forfattet et internt memo, hvor det hed at Israels modvillighed overfor at give efter for USA's pres for at standse bosætterbyggeriet i de israelsk besatte områder har «forværret forholdet mellem de to lande og påfører Israel strategisk skade». Som følge af det interne notat blev Tamir øjeblikkelig kaldt tilbage til Israel til en irettesættelse, men udenrigsministeren ønskede ham helt fjernet. Som en del af Oslofredsaftalen som Israel underskrev med PLO i 1993, forpligtigede Israel sig til et totalt stop for bosættelser i de besatte områder. Antallet af bosættere er ikke desto mindre fordoblet siden 1993. Israels indenrigsminister Eli Yishai der samtidig er formand for Shas partiet besøgte ligeledes i august den nye E1 bosættelse i udkanten af Østjerusalem og erklærede at bosættelsesbyggeriet naturligvis skal fortsætte uanset Washingtons synspunkter. Formålet med E1 er at afskære det palæstinensiske Østjerusalem fra resten af Vestbredden. (Avigdor Lieberman calls for Israeli diplomat to quit over US ties warning).

Israel til kamp mod menneskeretsorganisationer

Israel vedtog i august lovgivning, der forbød udenlandsk støtte til israelske menneskerettighedsgrupper. Formålet var at lukke munden på israelske grupper, der dokumenterer Israels krigsforbrydelser. Det gælder grupper som Coalition against House Demolitions, Breaking the Silence og B'tselem. Det var soldaterorganisationen Breaking the Silence der en måned tidligere dokumenterede Israels anvendelse af hvid fosfor og «shoot to kill» politik overfor civile under invasionen af Gaza i januar.

Israel questions rights groups motives

Få dage senere offentliggjorde Human Rights Watch en rapport der dokumenterer og kritiserer Israels drab på civile under landets invasion i Gaza i januar 2009. Rapporten behandler indgående IDF's mord på 11 civile palæstinensere under invasionen af Gaza. (HRW: White Flag Deaths. Killings of Palestinian Civilians during Operation Cast Lead, Israel troops 'shot Gaza civilians', Israeli soldiers killed unarmed civilians carrying white flags in Gaza, says report. Israel afviste rutinemæssigt HRW's rapport og insisterede på, at Israel har en hær med «verdens højeste moral» og kun dræber terrorister. Vi bringer her billedet af en af de «terrorister» Israel dræbte 5. Januar 2009, den 5 årige Nada al-Marrdi. Hun blev dræbt i ‘Atatra af israelske soldater, da hun, hendes familie og naboer forsøgte at komme ud af området bærende på hvide T-shirts, sat som flag på stokke.

Israel dræbte 5. Januar 2009, den 5 årige Nada al-Marrdi

Body snatchers

Det kom i august 2009 til en diplomatisk krise mellem Sverige og Israel. Anledningen var angiveligt en artikel i den svenske avis Aftonbladet 17. august (Våra söner plundras på sina organ), der beskrev det israelske militærs organtyverier blandt dræbte palæstinensere. 3 uger tidligere var den israelske rabiner Levy Izhak Rosenbaum blevet arresteret i Brooklyn, New York for medvirken til organhandel. Han købte nyrer i Israel for 10.000 US$ og solgte dem til dødsyge nordamerikanere for 150.000 US$. Aftonbladet refererede til en sag fra 1992, hvor israelsk militær dræbte den 19 årige Bilal Achmed Ghanan, fløj ham bort og først leverede ham tilbage til familien 1 uge siden, hvor han var blevet syet sammen fra underliv til halsen. Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu «.. krævede ikke en undskyldning af den svenske, men at den skulle fordømme Aftonbladet og dens artikel» (Israel-Sweden row over media report). Det blev afvist af den svenske regering, der henviste til, at der eksisterer ytringsfrihed i Sverige. Det israelske krav blev sammenlignet med arabiske krav til den danske regering i 2006 om at den skulle tage afstand fra de såkaldte Muhammad tegninger i Jyllandsposten. Den israelske offensiv mod Sverige havde dog to andre formål. Sverige overtog formandsposten i EU 1. juli og bakkede USA's kritik af den fortsatte og illegale israelske ekspansion af sine bosættelser i de besatte områder. Desuden var offensiven møntet på offentligheden i USA for at bevise, at antisemitismen fortsat lever i bedste velgående i Europa. Israel karakteriserer rutinemæssigt enhver kritik af landets overgreb mod den palæstinensiske befolkning som antisemitisme. (Se også: Palestinians seek organ theft probe)

Efter flere måneders retorik om anti-semitisme indrømmede den tidligere chef for Israels retsjuridiske institut, Jehuda Hiss i december, at israelske læger gennem flere år havde fjernet organer fra dræbte palæstinensere for at anvende dem til transplantationer. De israelske besættelsesstyrker (IOF) erklærede i israelsk TV2, at denne praksis var et tiår gammel og ikke længere forekom. (Israel admits to organ thefts)

FN karakteriserer Israels krig mod Gaza som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

Undersøgelseskommissionen nedsat af FN's Menneskerettighedsråd og under ledelse af Richard Goldstone udsendte i september sin rapport om Israels krig mod Gaza i december/januar. Vestlige medier, herunder de danske, præsenterede rapporten som en kritik af begge parter i konflikten. Konflikten var imidlertid ikke symmetrisk. Mens næsten 1400 palæstinensere blev dræbt af israelere - de fleste civile - blev 13 israelere dræbt - de fleste soldater. Rapportens gennemgående tema er, at Israel gennemførte sin krig mod Gaza med en overvældende voldsanvendelse og søgte at dræbe civile. Den samme pointe var tidligere blevet fremført af israelske soldater og menneskerettighedsgrupper. Rapporten slog fast, at Israel på en lang række punkter begik grove overtrædelser af Geneve Konventionen: ved sin anvendelse af højeksplosive granater, ved sin dokumenterede anvendelse af hvid fosfor, ved ikke at give civilbefolkningen mulighed for at slippe ud af konfliktzonen. Israel smed godt nok flyveblade ned over Gaza, men eftersom hele Gaza blev omdannet til krigszone havde civilbefolkningen ingen steder at flygte hen for at undgå det israelske militær. Rapporten slog endelig fast, at Israel på en række punkter gik endnu videre og «begik forbrydelser mod menneskeheden». Israel havde på forhånd forbudt Goldstone adgang til Israel og havde forsøgt at hindre undersøgelseskommissionens adgang til Gaza. Efter rapportens udgivelse karakteriserede det israelske udenrigsministerium den som «ensidig». Israel havde de forudgående uger forsynet sine ambassader og venner i udlandet med materiale der skulle bagvaske Goldstone og undersøgelseskommissionen. Det hindrede imidlertid ikke, at rapporten endegyldigt demonterede den israelske påstand om den israelske hær som verdens mest moralske. (HUMAN RIGHTS IN PALESTINE AND OTHER OCCUPIED ARAB TERRITORIES. Report of the United Nations Fact Finding Mission on the Gaza Conflict, Rapport til FN's Menneskerettighedsråd, 15. september 2009. Filversion).

Goldstones dokumentation af Israels krigsforbrydelser var særlig belastende for regimet, og det satte derfor en hidtil uhørt offensiv ind for at få ham til at trække sin rapport tilbage. I Sydafrika sørgede Israel for at få ham smidt ud af det jødiske samfund, og i FN regi fik det spændt ben for hans arbejde. I foråret 2011 bøjede han sig for det massive pres og tog delvis afstand fra sin 2009 rapport ved at erklære at han beklagede sine konklusioner om, at Israel havde begået krigsforbrydelser ved overlagt at myrde civile palæstinensere. Goldstones knæfald for den israelske offensiv blev øjeblikkelig modsagt af de 3 andre forfattere til rapporten: topjurister fra Pakistan, Storbritannien og Irland. (UN Gaza report co-authors round on Goldstone).

Al Jazeera interviewer Richard Goldstone om Israels krigsforbrydelser

I januar 2010 dræbte terrorister fra den statslige israelske terrororganisation Mossad Hamas' repræsentant i Dubai, Mahmoud al-Mabhouh. Israel myrder oftest palæstinensere inde i de besatte områder, men har også gennem de sidste 40 år likvideret snesevis af palæstinensere udenfor Palæstina. Der var imidlertid det nye aspekt i Dubai likvideringen, at terroristerne havde anvendt forfalskede pas fra Australien, Irland og Storbritannien for at komme ind i Dubai. Det førte til en diplomatisk krise mellem de tre lande på den ene side og Israel på den anden, og til udvisningen af flere israelske diplomater.

Forholdet mellem Israel og USA blev drastisk forværret i marts, da Israel midt under besøg af USA's videpræsident Joseph Biden gik i gang med nye etniske udrensninger i Østjerusalem og på Vestbredden som led i udvidelser af sine bosættelser. Bidens besøg havde til formål at bane vej for en ny fredsproces, og dette fredsformål lagde Israel i ruiner. USA's udenrigsminister Hillary Clinton kaldte den israelske opførsel for en fornærmelse, og Biden tog hjem før tiden. Et efterfølgende besøg i Washington af premierminister Netanyahu cementerede blot konflikten.

Som led i USA's og Israels krigsforberedelser mod Iran gennemførtes i maj en konference i Washington om ikke-spredning af kernevåben. Konferencen havde den utilsigtede virkning, at den opfordrede til gennemførelse af en ny konference i 2012 med det formål at få forbudt masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten. Israel (og USA) er de eneste stater der i dag har kernevåben i Mellemøsten, og Israel afviser klart at tilslutte sig ikke-spredningsaftalen, der ville underkaste dens kernevåbenprogrammer international kontrol (som det f.eks. er tilfældet i Iran, der har underskrevet og ratificeret aftalen).

International statsterror

Den 31. maj 2010 gik Israel i aktion på 3 fronter. Natten til den 31. gennemførte den luftangreb på Gaza. I den tidlige morgen gik terrorister og pirater fra Israels flåde til angreb på civile skibe i internationalt farvand og dræbte 9 internationale humanitære hjælpearbejdere - 8 fra Tyrkiet og 1 fra USA. Terroraktionen førte til omfattende internationale fordømmelser og medførte skarp diplomatisk kritik fra Sverige og Spanien. Grækenland afbrød en planlagt fælles flådeøvelse med Israel og Tyrkiet trak sin ambassadør hjem. Ombord på skibene der blev angrebet af de israelske pirater befandt sig 10.000 tons nædhjælp til Gaza, og ca. 1000 aktivister, nødhjælpsarbejdere og politikere fra 40 lande. Deriblandt en Nobelprismodtager og medlemmer af Europaparlamentet. Endelig annoncerede Israel samme dag, at det havde sendt 3 atomubåde bevæbnede med krydsermissiler til Hormuz strædet med det formål at angribe Iran.

FN's Sikkerhedsråd vedtog 1. juni en resolution, der fordømte Israels angreb på den humanitære flåde og drab på 9 nødhjælpsarbejdere. Resolutionen pålagde endvidere Israel øjeblikkeligt at frigive de beslagte skibe, deres last, og de 1000 tilfangetagne nødhjælpsarbejdere, aktivister, politikere og journalister, der blev holdt som gidsler i et fængsel i det sydlige Israel. Resolutionen opfordrede endvidere til en uafhængig undersøgelse af forløbet, der førte til massakren. Frankrig, Rusland og Kina ønskede endvidere Israels kriminelle blokade af Gaza ophævet øjeblikkelig. Dette blev hindret af USA, der blot ønskede en lempelse af blokaden. Israel ignorerede FN resolutionen. Israel konfiskerede skibene og deres last, og erklærede at det ikke ville tillade en uafhængig undersøgelse. Enkelte af de 1000 blev udvist øjeblikkeligt, mens andre blev sat i Beersheva fængslet. Med støtte fra vestlige medier forsøgte det israelske propagandaministerium at bilde verden ind, at der ikke var tale om nødhjælp men våben fra al-Qaeda, og det ikke var de israelske pirater der angreb nødhjælps flotillen, men derimod piraterne der blev angrebet - da de forsøgte at erobre skibet. Først efter pres fra selv NATO begyndte Israel efter 3 dage at løslade blandt de 1000 gidsler det havde taget, og først på dette tidspunkt begyndte verden at få andre beretninger fra terroraktionen, end de historier den israelske militærcensur havde sendt ud. Obduktioner af ofrene for Israels terrorangreb viste, at 5 af de 9 dræbte var blevet dræbt af kugler i hovedet, der var affyret på 2-14 cm afstand. Der var med andre ord tale om rene likvideringer.

FN Menneskerettighedsråd nedsatte en fact-finding mission bestående af 3 dommere fra bl.a. Haag tribunalet for krigsforbrydelserne på Balkan og Sierra Leone krigsforbrydertribunalet. Dommerne slog i en rapport i slutningen af september fast at:

Missionen konkluderede videre, at der kunne rejses tiltale mod en række israelere for deres krigsforbrydelser under angrebet på nødhjælpskonvojen. Fact-Finding Mission on the Israeli attack on the Flotilla carrying humanitarian assistance to Gaza presents report to Human Rights Council, Report of the international fact-finding mission

Den israelske terroraktion mod en nødhjælpskonvoj i internationalt farvand har slået yderligere skår i det ellers nære forhold mellem USA og Israel.
De israelske pirater gjorde alt for at konfiskere alle filmoptagelser fra deres angreb på nødhjælpskonvojen 31. maj. Det mislykkedes. Svensk TV lavede i december en dybdeborende udsendelse om den israelske pirataktion på baggrund af udsmuglede optagelser.

 

Rachel Corrie
16. marts 2003
Rachel Corrie var en ung nordamerikansk kvinde af jødisk afstamning og fredsaktivist. Hun blev myrdet af israelske soldater, da hun den 16. marts 2003 forsøgte at hindre militærets bulldozere i at ødelægge et hus i Gaza. Hun blev kørt over af bulldozeren og døde af sine kvæstelser.
Tom Hurndall
April 2003
Tom Hurndall var en 21 årig engelsk foto-journalist, der var rejst til Gaza som del af International Solidarity Movement. Han blev skudt i hovedet af en israelsk snigskytte, da han forsøgte at redde et såret palæstinensisk barn på gaden. Hurndall kom aldrig til bevidsthed og døde 9 måneder senere på et hospital i London.
James Miller
April 2003
Blot 3 uger senere blev den 34 årige britiske fotograf James Miller myrdet af en soldat fra den samme israelske hærenhed. Han var i Rafah lejren for at lave en reportage til en nordamerikansk TV station. Obduktionen viste at han var blevet dræbt øjeblikkeligt. Videooptagelser fra stedet viste, at Miller og hans hold havde båret hvide flag og havde råbt til de israelske soldater, at de var britiske journalister.
Tristan Anderson
13. marts 2009
Den 38 årige Tristan Anderson blev skudt i hovedet af en israelsk soldat med en højhastigheds tåregasgranat. Sammen med flere hundrede andre var han i den palæstinensiske by Nilin for at protestere mod Israels ulovlige opførelse af sin apartheid-mur. Anderson overlevede med svære hjerneskader efter mordforsøget.
Israel har siden 2001 myrdet 6-7000 palæstinensere. Men staten slår i stigende grad også ned på journalister og fredsaktivister fra den vestlige verden. Ofte bliver de blot deporteret eller nægtet indrejse - det gælder også snesevis af danskere - og i en række tilfælde er de blevet myrdet af israelske soldater.

Den 5. juni gentog pirater og terrorister fra den israelske flåde aktionen, da de angreb nødhjælpsskibet Rachel Corrie i internationalt farvand. Denne gang dog uden at gennemføre en massakre på de ombordværende. Havretten er på dette punkt meget klar. Israel har - som andre lande - lov til at inspicere skibe i eget territorialfarvand, men i internationalt farvand er denne handling kun tilladt når der formodes at være tale om slavehandel. Angreb i internationalt farvand som de israelske betragtes juridisk som pirateri, eller når der er tale om en militær aktion som et angreb på det land, skibet er hjemmehørende i. Israel gennemførte altså krigshandlinger rettet mod Tyrkiet (31. maj) og Irland (5. juni). Begge lande protesterede overfor Israel.

Israelske pirater angreb i slutningen af september endnnu en gang et nødhjælpsskib. Denne gang det græske Irene, der udover nødhjælp havde en række prominente israelere og jøder fra andre lande ombord.

Tyrkiet afbrød i starten af september 2011 delvist de diplomatiske forbindelser med Israel. Anledningen var, at Israel nægtede at undskylde mordene på de 9 tyrkiske statsborgere i maj 2010. Gennem mere end 1 år havde der været forhandlinger mellem de to lande for at nå frem til en formulering for en israelsk undskyldning. Forgæves. Israels ambassadør og 1. sekretær blev udvist af tyrkiet, og Tyrkiet nedgraderede omvendt sin ambassade i Tel Aviv til 2. sekretærniveau. Tyrkiet erklærede samtidig, at landet ville indbringe Israels folkeretstridige blokade af Gaza for den Internationale Domstol i Haag. Domstolen erklærede i 2006 Israels apartheid-mur ned gennem den israelsk besatte Vestbred for ulovlig. Premierminister Erdogan erklærede samtidig, at han planlagde at besøge Gaza. Israel svarede igen, at Israel og USA med alle tænkelige midler ville hindre et tyrkisk statsbesøg i Gaza. Israel erklærede videre, at det ikke ville undskylde sin sørøvervirksomhed i internationalt farvand, da det ville udstille landet som en «svag nation».

Amnesty International kritiserede i sin årsrapport 2010 i skarpe vendinger USA, EU og resten af den vestlige verden for at holde hånden over Israel og det massive krænkelser af menneskerettighederne og Genevekonventionerne. Vesten viser dermed resten af verden, at det ikke er nødvendigt at respektere hverken menneskerettigheder eller Genevekonventioner. Amnesty International fremhæver i sin rapport specielt følgende israelske krænkelser:

International boykot af Israel

Lige som verden fra starten af 1980'erne igangsatte boykot af apartheid regimet i Sydafrika, således har den internationale boykot af regimet i Israel taget fart siden 2001, hvor det af FN blev stemplet som en apartheid stat. Det skete på FN's konference mod Racediskrimination i Durban, Sydafrika.

Israel Apartheid Ugen blev første gang organiseret af anti-zionistiske grupper i 2005, og har siden spredt sig til 27 byer i bl.a. USA, Storbritannien, Sydafrika, Mexico og Norge.

Indenfor det akademiske område er Israel siden 2003 blevet udsat for boykot. De første af disse initiativer blev taget i Storbritannien, hvor bl.a. de universitetsansattes fagforening, NAFTHE vedtog at boykotte israelske forelæsere og akademiske institutioner, der ikke havde taget afstand fra Israels apartheid politik. Efter Israels krig mod Gaza i 2008/09 offentliggjorde 400 fremtrædende britisk ansatte akademikere en opfordring til akademisk boykot af Israel. Deriblandt filosoffen Etienne Balibar, økonomen Eric Hobsbawm og den israelske historiker Ilan Pappé. Ligeledes i Canada førte Israels Gaza krig til beslutninger om akademisk boykot - bl.a. i Toronto. I USA blev denne fulgt op af U.S. Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel. I den nordamerikanske kampagnes rådgivende panel indgår bl.a. den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, der spillede en fremtrædende rolle i kampen mod apartheid i Sydafrika; den israelske historiker Ilan Pappé og den nordamerikanske økonom James Petras. I både Bergen og Trondheim har universiteterne officielt besluttet at boykotte Israel akademisk.

I foråret 2009 besluttede det berømte britiske Science Museum at aflyse workshops, der ellers skulle promovere israelsk videnskab overfor skolebørn. I sommeren returnerede den internationale filmfestival i Edinburgh en gave fra den israelske ambassade på 300£ efter omfattende protester. Samtidig udløste Torontos internationale filmfestival protester, da den valgte Tel Aviv som åbningstema. Bl.a. den britiske filminstruktør Ken Loach, David Byrne og Jane Fonda protesterede, og den canadiske instruktør John Greyson trak sin film fra festivalen. I maj 2010 besluttede den britiske musiker Elvis Costello at aflyse en turne i Israel i protest mod landets apartheid politik.

I februar 2009 besluttede den belgiske regering at forbyde våbeneksport til Israel, der styrker landet militært. I september besluttede den britiske fagbevægelse at tilslutte sig et generelt forbud mod våbeneksport til Israel og mod at importere varer produceret i israels illegale bosættelser på den besatte Vestbred. En større norsk pensionsfond besluttede ligeledes i september at sælge sine aktier i den israelske Elbit Systems virksomhed, der producerer sikkerhedsudstyr til Israels ulovlige apartheidmur. I Danmark diskuterer flere pensionsselskaber og Københavns Kommune at trække deres investeringer ud af Israel.

I Sverige, Nederlandene og Australien er der siden 2006 igangsat boykotkampagner af den franske virksomhed Veolia, der deltager i bygningen af en letbane omkring Østjerusalem - i strid med 4. Genevekonvention. I juni 2010 besluttede 3F's pensionsselskab PensionDanmark at opgive sine investeringer i Veolia pga. selskabets aktiviteter i de besatte områder. Der findes endvidere et stærkt internationalt pres mod den nordamerikanske virksomhed Caterpillar, der fremstiller entrepenørmaskiner, der bl.a. bruges af den israelske hær til at smadre palæstinensiske huse. Det var ligeledes en Caterpillar der i 2004 blev brugt af militæret til at myrde den nordamerikanske aktivist Rachel Corrie.

Allerede i 2006 vedtog den sydafrikanske faglige landsorganisation COSATU at boykotte Israel, og kaldte landet en apartheidstat. Fra 2010 boykotter sydafrikanske havnearbejdere israelske skibe - de bliver ganske enkelt ikke losset i Sydafrika - og de offentligt ansattes fagforbund SAMWU besluttede i juni at sikre at ingen israelske varer bruges i de sydafrikanske kommuner. I 2007 besluttede det britiske journalistforbund at boykotte israelske varer og at opfordre den britiske regering til at indføre sanktioner mod Israel, som den tidligere havde gennemført sanktioner mod Sydafrika. I 2008 besluttede det irske fagforbund for offentligt ansatte at støtte en boykot af israelske varer og tjenesteydelser og at opfordre til at trække investeringer ud af israelske virksomheder der er involveret i eller profitterer på besættelsen af Vestbredden og Gaza. I 2009 igangsatte de canadiske postarbejdere en kampagne for boykot, afinvestering og sanktioner mod Israel. Endelig igangsatte malaysiske, norske og svenske havnearbejdere i juni 2010 boykotaktioner mod israelske skibe, der ganske enkelt ikke længere losses i Malaysia, Norge eller Sverige.

20. juni 2010. 800 demonstrerede i Oakland havn, Californien og blokkerede dermed losningen af et israelsk containerskib. Havnearbejderne havde på forhånd meddelt at de ikke ville losse skibet, hvis adgangen blev blokkeret.
Historic Victory at Oakland Port – Israeli Ship Blocked from Unloading

Forbrugerboykotten af Israel er ligeledes tiltagende. I 2010 besluttede det nordiske COOP's italienske COOP søsterselskab at boykotte alle israelske varer. Egentlig ville italierne kun boykotte varer produceret i de illegale bosættelser, men Israel gør det muligt at skelne mellem bosættervarer og varer produceret i Israel, og den italienske boykot gælder derfor alle israelske varer. I Sverige boykottes H&M butikker, fordi denne kæde har besluttet at åbne en række butikker i Israel.

Den mest effektive boykot af bosættervarer blev imidlertid igangsat af det palæstinensiske selvstyre i 2010. Palæstinensere der handler med bosættervarer får en bøde på op til 15.000 US$ eller fængsel i 2-5 år. Denne boykot har allerede ført til lukning af mange virksomheder i de illegale israelske bosættelser og skaber en stigende arbejdsløshed i disse. At boykotten gør ondt kom i juni 2010 til udtryk ved at den israelske regering besluttede at indstille udbetalingen af indeholdt moms til selvstyret. Dette skridt er godt nok i strid med Oslofredsaftalen, men den begravede Israel i forvejen i 2001.

Ved domstole rundt om i verden er der udstedt arrestordrer eller anlagt sager mod en lang række israelske krigsforbrydere: tidligere premierminister Ariel Sharon, tidligere udenrigsminister Tzipi Livni, krigsminister Ehud Barak, tidligere krigsminister Benjamin Ben-Eliezer, tidligere IDF stabschef Moshe Yaalon, tidligere IDF stabschef Shaul Mofaz, den tidligere israelske efterretningschef Avi Dichter, generalmajor Doron Almog og oberstløjtnant David Benjamin. Konsekvensen af de internationale arrestordrer og retssager er, at israelske krigsforbrydere i dag skal tænke sig vældig godt om inden de rejser ud af Israel, fordi de risikerer at blive stillet for retten i Europa for deres forbrydelser. I Danmark har de dog fortsat frit slag. Danmark undlod i 2001 at stille den nyudnævnte israelske ambassadør Carmi Gilon for retten, selvom denne som øverste chef for den israelske efterretningstjeneste havde fremmet anvendelsen af tortur. Den daværende danske justitsminister Frank Jensen henviste til, at Wienerkonventionen der beskytter diplomater talte mere end FN's Torturkonvention. Det var sludder, men på den baggrund slap den israelske torturbøddel for at blive stillet for retten i danmark.

Også inde i Israel er boykotten tiltagende. I august underskrev 60 israelske skuespillere, teaterdirektører og manuskriptforfattere en opfordring til israelske teatre og skuespillere om ikke at spille i de besatte områder. Boykotten blev mødt med vold fra bosætternes side, hvilket fik endnu flere skuespillere til at skrive under på boykotten.

Den irske nobelprismodtager Mairead Maguire blev i september deporteret fra Israel, hvor hun skulle have besøgt de besatte områder. Israel deporterer årligt flere tusinde udlændinge af politiske årsager. I maj blev den internationalt kendte sprogforsker - og jøde - Noam Chomsky nægtet indrejse i Israel, hvor han skulle have talt på det palæstinensiske Bir Zeit universitet. Israel presses i stigende grad af den internationale akademiske boykot og svarer igen ved at boykotte internationale akademikere.

Israel pålagde i oktober alle ikke-jøder at aflægge en troskabsed overfor staten. Edens ordlyd var følgende: «Jeg vil være en loyal borger i staten Israel, der er en jødisk og demokratisk stat». Alle ikke-jøder der ønsker israelsk statsborgerskab skal aflægge denne ed. Jøder får automatisk statsborgerskab i Israel. «Det overgår hvad selv borgere i nazi-tyskland havde pligt til», udtalte den tidligere danske modstandsmand Frede Klitgård efterfølgende og fortsatte: «Kun soldaterne i den tyske Wehrmacht skulle aflægge ed til Hitler - ikke befolkningen». Eden blev vedtaget i det israelske parlament, Knesset på initiativ af udenrigsminister Avigdor Lieberman og hans Yisrael Beiteinu parti.

USA erkendte i december, at der ikke længere var nogen fredsproces - pga. Israels sabotage. Samme måned besluttede Brasilien, Argentina og Uruguay ensidigt at anerkende Palæstina som stat - som protest mod Israels sabotage af en fredsløsning. I Europa udsendte 26 fremtrædende politiske og diplomatiske ledere et åbent brev til EU's Ministerråd, der opfordrede dette til at øge presset på Israel. De mest fremtrædende underskrivere var tidligere næstformand for EU Kommissionen Chris Patten, tidligere premierminister Guiliano Amato, tidligere udenrigsminister og EU Kommissær Hans van den Broek, tidligere EU Udenrigskommissær Benita Ferrero-Waldner, tidligere premierminister Felipe Gonzales, tidligere premierminister Lionel Jospin, tidligere premierminister og formand for EU Kommissionen Romano Prodi, tidligere præsident Mary Robinson, tidligere forbundskansler Helmut Schmidt, tidligere EU Udenrigskoordinator og Mellemøst fredsmægler Javier Solana og tidligere premierminister Thorvald Stoltenberg. Underskriverne anbefaler, at EU ikke længere holder hånden over Israel i FN's Sikkerhedsråd og i Menneskerettighedsrådet, når internationale organer behandler Israels overgreb, at opgraderingen af Israels forhold til EU stilles i bero og at EU arbejder for en effektiv boykot af israelske varer fra bosættelserne. Skridtet afspejlede, at selv EU politikerne måtte erkende, at Israel har placeret sig hensides pædagogisk og politisk rækkevidde.

2011 Til angreb på NGO'erne

Statens forhold til landets menneskerettighedsorganisationer var stærkt anstrengt. Det gjaldt især B'Tselem, Læger for Menneskerettigheder (Physicians for Human Rights) og veteranorganisationen Breaking the Silence. I januar 2011 gik regeringen mere direkte til angreb på disse organisationer. Den nedsatte en stående parlamentarisk kommite, der skal undersøge menneskerettighedsorganisationerne og financieringen af disse. Allerede ugen inden havde regeringen fjernet adgangen til menneskerettighedsorganisationernes Websites fra landets Ben Gurion lufthavn. Bl.a. Folkekirkens Nødhjælp, den norske stat og Ford Foundation i USA er med til at financiere organisationerne. I marts besluttede regeringen at indlede overvågning af udenlandske grupper, bevægelser og organisationer, der ytrede kritik af Israel og dets politik overfor palæstinenserne.

Den stadige højredrejning i Israel førte ligeledes i januar til en sprængning af Arbejderpartiet. Partiets formand, Ehud Barak og 4 andre Knesset medlemmer brød ud og dannede partiet Independence. Arbejderpartiet havde i perioden op til sprængningen udtalt sig stadig mere kritisk mod landets højreradikale regering, som partiet selv havde sæde i. Kritikken endte med, at de tidligere arbejderparti-ministre - inklusive formanden - forblev i regeringen. Blot som et nyt parti

Israel søgte i januar/februar at holde lav profil overfor oprørene i den arabiske verden, der startede i Tunesien og bredte sig videre til Egypten, Bahrain, Jordan, Marokko, Yemen, Libyen, Syrien, Oman og Algeriet. De fleste dikturer i den arabiske verden var allierede med USA og EU, og havde derefter i årtier ført en politik overfor Israel der ude af trit med holdningerne i befolkningen. Oprøret mod det USA støttede Mubarak diktatur i Egypten førte til at landets upopulære blokade mod Gaza blev lettet.

I marts blev den tidligere præsident Moshe Katsav idømt 7 års fængsel for voldtægt.

I april indgik Fatah og Hamas en forsoningsaftale og aftale om dannelse af en samlingsregering. EU og USA fremkaldte i 2006-07 splittelsen i Palæstina ved at love Fatah støtte, efter Hamas i januar 2006 vandt det palæstinensiske parlamentsvalg. Men Fatah blev snydt. USA og EU fortsatte deres uindskrænkede støtte til Israel og dets fortsatte ekspansion af bosættelser på besat område. USA's veto i FN's Sikkerhedsråd i marts mod en resolution, der kritiserede Israel for dets bosættelsespolitik gjorde det klart for Fatah, at hverken EU eller USA ønsker at bidrage til fred i Mellemøsten. Dette var baggrunden for forsoningen med Hamas, der på den anden side var presset af det vaklende styre i Syrien, hvor partiet har sit hovedkvarter. Benjamin Netanyahu reagerede ved at afbryde alle kontakter til selvstyret og indstille overførslen af toldindtægter til Ramallah.

I midten af maj trådte USA's fredsmægler George Mitchell tilbage. Han kunne skabe fred i Nordirland, men var uden chance overfor et Israel der ikke ønskede fred, og USA's regering der ikke ønskede at lægge pres på Israel. Barack Obama udnævnte Mitchells stedfortræder til ny fredsmægler, men den fremtrædende senators tilbagetræden markerede alligevel, at selv fremtrædende nordamerikanske diplomater har opgivet illusionsnummeret om en fredsproces.

Maj 2011, Nakba massakren

Israelske soldater dræbte 15. maj over 20 civile palæstinensere og sårede op mod 1000. Palæstinenserne havde valgt at bruge dagen til at demonstrere for deres ret til bagevenden til det land de i 1947-48 blev fordrevet fra. Denne ret blev anerkendt af FN med resolution 194, der udtrykkeligt giver de fordrevne palæstinensere ret til at vende hjem. En ret der fortsat nægtes af Israel. I marts vedtog det israelske parlament en lov, der forbyder palæstinensere i Israel at markere Nakba - fordrivelsen fra Palæstina. Palæstinensere i Israel har i årtier demonstreret fredeligt den 15. maj mod den israelske fordrivelse af deres landsmænd, men disse demonstrationer blev fra 2011 ulovlige.

15. maj 2011. Israelske soldater beskyder civile palæstinensere, der forsøger at krydse grænsen fra Syrien ind i de israelsk besatte Golan højder. Israel dræbte den dag over 20 og sårede 1000.

Årets demonstrationer blev derfor gennemført ved Israels grænser, og det var i den forbindelse at over 20 civile palæstinensere blev dræbt. Ved grænsen til Libanon blev 10 dræbt. I Golanhøjderne som Israel besatte i 1967 blev yderligere 10 dræbt, og 1 blev dræbt ved Erez grænseovergangen mellem Israel og Gaza. Flere hundrede blev såret i bl.a. Jerusalem, Qalandia og Rammallah på den besatte Vestbred under sammenstød mellem demonstranter og israelske soldater. Unge demonstranter kastede sten mod soldaterne, der svarede igen med tåregas, gummikugler og skarpe skud. En stor demonstration af palæstinensere i Jordan blev standset af jordanske militær få hundrede meter fra Kong Hussein broen, der forbinder Jordan med den besatte Vestbred. Den jordanske konge er nær allieret af USA og Israel.

I Cairo blev militæret sat ind for at beskytte den israelske ambassade, da demonstranter gik til angreb efter meldinger om massakren nåede byen. Endnu værre gik det, da Israel i juli myrdede 5 ægyptiske grænsevagter ved Rafah overgangen. Det førte til stærke krav i Ægypten om at ophæve fredsaftalen fra 1978. Denne trussel fik den israelske premierminister til at undskylde mordene. Det hindrede dog ikke at demonstranter få uger senere stormede den israelske ambassade i Cairo, og ambassadestaben måtte flyves ud af landet under militæreskorte. Et par dage senere stak den israelske ambassadestab i Amman ligeledes halen mellem benene, da demonstranter også dér demonstrerede mod Israel. I løbet af blot 15 måneder var det lykkedes Israel at ødelægge forholdet til sine nabolande og skrue historien tilbage til før fredsaftalen i 1978.

14. november 2012 Israel bryder 2 dages våbenhvile og henretter Gazas øverste militærkommenderende Ahmed Jabari med en raket. 3 dage tidligere har israels transportminister Yisrael Katz på et kabinetsmøde plæderet for at Israel skal «henrette hele Hamas' ledelse i Gaza og afbryde alle forsyninger af mad, vand, elektricitet og brændsel til områdets 1,7 mio. indbyggere». Efter henrettelsen af Jabari beskyder Israel Gaza fra skibe og gennemfører flere hundrede luftangreb på Gaza by
8. november 2012 Efter 2 ugers stilstand i krigshandlingerne invaderer israelske soldater Gaza og myrder bl.a. en 12 årig pålæstinensisk dreng, der spiller fodbold
9. marts 2012 Israel bryder en våbenhvile Egypten ellers havde forhandlet på plads og henretter lederen af de Folkelige Modstandskomiteer i Gaza. De følgende dage dræber israelske soldater snesevis af palæstinensiske civile
29. oktober 2011 Israel bryder en våbenhvile, der ellers havde varet i 2 måneder, da det dræber 5 medlemmer af Islamisk Jihad
November 2008 Israel bryder ½ års våbenhvile, da det dræber 13 palæstinensere i Gaza. Anledningen er valget der skal holdes 4 måneder senere. En måned senere invaderer Israel Gaza, dræber 1400 palæstinensiske civile og bombarderer bl.a. FN's centre med fosforbomber. Israel bliver senere erklæret for skyldig i krigsforbrydelser
14. januar 2002 Israel bryder en våbenhvile, der har varet en måned, da den henretter Raed Karmi fra Fatah. Få uger senere svarer al-Aqsa Martyr Brigaden igen med sit første selvmordsangreb
23. november 2001 Israel bryder en længerevarende våbenhvile med Hamas, da det henretter den fremtrædende Hamas leder Mahmoud Abu Hanoud. Efter i flere måneder at have afstået fra at gennemføre aktioner i selve Israel, gennemfører Hamas 2 uger senere angreb i Haifa og Tel Aviv
25. juli 2001 Samtidig med at israelske og palæstinesiske forhandlere mødes for at diskutere forlængelse af en 6 uger lang våbenhvile, henretter israelsk militær et fremtrædende Hamas medlem i Nablus. 9 dage senere svarer Hamas igen med et selvmordsattentat i Jerusalem
April 1988 Israel likviderer den fremtrædende PLO leder Khalil al-Wazir i Tunis. Det sker samtidig med at USA forsøger at sammenkalde til en Mellemøstfredskonference. Likvideringen bliver derfor fordømt af USA's udenrigsministerium
September 1982 Efter Israels invasion af Libanon i juni er PLO som led i en våbenhvileaftale gået med til at forlade Libanon. Israel bryder aftalen, invaderer den vestlige del af Beirut og yder beskyttelse og logistisk opbakning mens libanesiske falangister henretter 2-3000 civile i flygtningelejrene Sabra og Shatila. Israel gennemfører senere en uafhængig undersøgelse af massakren, der fører til at forsvarsminister Ariel Sharon bliver afsat for sin rolle i massakren
Israels brud på våbenhviler 1982-2012 (ufuldstændig liste)
Vestlige lederes standardbemærkning hver gang Israel angriber sine nabolande eller dræber palæstinensere er: «Israel har ret til at forsvare sig». Men faktum er, at Israel ikke forsvarer sig, men konsekvent udløser kamphandlinger af politiske årsager. Bruddet på våbenhvilen i 2008 skyldtes den siddende regerings ønske om genvalg 4 måneder senere. En «valgkamp» der kostede 1400 palæstinensiske civile livet

I juni planlagdes gennemført en international konvoj, der skulle sejle nødhjælp til Gaza, men israelske agenter saboterede flere af skibene, og lagde diplomatisk pres på Grækenland, der hindrede skibenes afsejling.

Flere hundrede tusinde israelere demonstrerede i juli-oktober mod de høje boligpriser og for forbedringer af sundheds- og uddannelsessystemet. En slags israelsk udgave af det arabiske forår. I Tel Aviv boede demonstranter i flere uger i en teltlejr.

Efter mange års forhandlinger lykkedes det i december at nå til en aftale om en fangeudveksling mellem palæstinensere og israelere. Den israelske soldat Gilad Shalit blev løsladt fra et fængsel i Gaza, og til gengæld løslod Israel ialt 1027 fanger i oktober og december. Næsten alle politiske.

I november gennemførte Israel prøveaffyring af en mellemdistanceraket og erklærede samtidig, at sådanne raketter skulle anvendes til at angribe mål i Iran med atomvåben. Mens Iran hverken har atomvåben eller mellemdistanceraketter, men udsættes for internationale sanktioner, førte Israels officielle planer om atomkrig i Mellemøsten ikke til vestlige reaktioner.

Iflg. Amnesty Internationals opgørelse blev 55 palæstinensere dræbt af israelske soldater i 2011. Heraf 11 børn. Dertil kom 3 palæstinensere dræbt af bosættere. Ingen blev stillet for retten for mordene. 8 bosættere blev dræbt af palæstinensere på den besatte Vestbred, og 2 israelere blev dræbt i Israel.

I februar 2012 gennemførtes et bombeattentat mod en israelsk diplomatbil i New Delhi, Indien. Hustruen til ambassadens militærattaché blev lettere såret. Samme dag opdagedes en bombe 200m fra Israels ambassade i Tblisi, Georgien, og dagen efter blev 4 kvæstet af bombemateriale der sprang for tidligt i Bangkok. Iagttagere pegede på Iran som den sandsynlige bagmand for attentaterne, selvom landet nægtede dette og fordømte dem som terroraktioner. Attentaterne blev regnet som hævn for de foregående års drab på iranske atomfysikere, som Israel mentes at stå bag. Israel og USA havde ligeledes stået bag udviklingen af meget avancerede computer viruser - bl.a. den såkaldte Stuxnet - der var blevet brugt til at sabotere de iranske uranoparbejdningsanlæg og til spionage. Attentatforsøgene på israelske diplomater i februar blev betragtet som amatøragtig gengældelse for den lavintensitetskrig Israel i flere år havde ført mod Iran. Israel truede gennem 2012 flere gange med at eskalere krigen og bombe iranske atominstallationer.

I oktober 2012 gennemførtes et voldsomt bombeattentat i Beirut. Tilsyneladende rettet mod landets efterretningschef, Wissam al-Hassan, der blev dræbt sammen med 5 andre. Den vestlige verden anklagede øjeblikkeligt Syrien for at stå bag attentatet. Den havde dog ingen forklaring på hvilken interesse det stærkt pressede Assad regime skulle have i at piske en voldsom anti-syrisk stemning i sit naboland. Andre iagttagere pegede mod Israel som den sandsynlige bagmand for bomben. Det var al-Hassan der i 2009 havde afsløret og oprullet et omfattende israelsk spionnet i Libanon. Mossad havde derfor et stort motiv for at sige tak for sidst. Israel har en lang historisk tradition for at gennemføre voldelige attentater mod sine modstandere i udlandet. Endelig kunne attentatet underbygge den vestlige verdens ønske om militær intervention mod Syrien.

Ligeledes i oktober gennemførte israelske pirater i internationalt farvand et angreb på fragtskibet S/V Estelle, der var på vej til Gaza med forsyninger for at bryde Israels blokade. Skib, besætningsmedlemmer og passagerer blev af de israelske pirater tvunget til den israelske havneby Ashdod, hvor lasten blev beslagtlagt og de ombordværende udsat for mishandling. Blandt de ombordværende var bl.a. den fremtrædende svenske jøde Dror Feiler, der spiller en vigtig rolle i kampen i Sverige mod Israels illegale besættelse af Palæstina.

Endelig bombede israelske fly i slutningen af oktober Yarmouk fabriksanlægget i udkanten af Sudans hovedstad, Khartoum. Israel ville hverken be- eller afkræfte angrebet, men karakteriserede fabriksanlægget som en «våbenfabrik financieret af Iran» og karakteriserede Sudan som en «terrorstat». Nu var det godt nok ikke Sudan der bombede Israel, men derimod Israel der bombede Sudan. Angrebet på fabriksanlægget i Khartoum, 1600km fra Israel blev af internationale iagttagere betragtet som en øvelsesoperation forud for et eventuelt israelsk luftangreb på Iran. Israel bombede sidst Sudan i februar 2009. USA bombede i 1998 en påstået våbenfabrik i Khartoum, der efterfølgende viste sig at have været en medicinfabrik.

2012 Nyt valg. Ny krig

Netanyahu udskrev i oktober valg til afholdelse i januar. Få uger senere meddelte de to regeringspartier, Likud og det nynazistiske Yisrael Beiteinu at de sluttede sig sammen. Som i 2008 besluttede regeringen at føre valgkamp med militæret. I 2008 brød den Israelske regering en langvarig våbenhvile med Gaza, invaderede området og dræbte 1400 civile palæstinensere i et forsøg på at blive genvalgt. I november 2012 indledte Israel krigshandlinger mod Syrien og Gaza. Efter flere israelske brud på våbenhvilen henrettede Israels militær den 14. november Gazas militære øverstkommanderende Ahmed Jabari og dennes søn med en raket i Gaza by. Det udløste øjeblikkeligt et palæstinensisk gensvar, og de følgende dage dræbte Israel snesevis af palæstinensiske civile i Gaza. De vestlige lande erklærede reflektorisk: «Israel har ret til at forsvare sig». (Det har palæstinenserne ikke). Israel fik dermed carte blanche til at fortsætte sin aggression. Egypten var anderledes kritisk, og markerede dermed at landet var blevet mere selvstændigt, efter i 35 år at have fulgt USA's udenrigpolitik. Præsident Morsi krævede FN's Sikkerhedsråd indkaldt, udviste Israels ambassadør og sendte den 16. november sin premierminister til Gaza i solidaritet med den palæstinensiske befolkning. Imens fortsatte Israel sine terrorangreb på befolkningen. Også Qatar, Syrien og Jordan kritiserede skarpt Israels aggression og krævede den arabiske liga indkaldt. Qatar spillede en hovedrolle i at få fjernet det verdslige styre i Syrien, og forsøgte at overtage Syriens rolle som støtte for de islamiske palæstinensiske grupper som Hamas. Det gjorde det nødvendigt at optræde skarpere overfor den Israelske aggression, og Israels angreb på Gaza bidrog derved samtidig til at svække den vestligt-arabiske front overfor Syrien.

I december 2012 trådte udenrigsminister og vice-premierminister Avigdor Lieberman tilbage efter at der var rejst sigtelse mod ham for bedrageri.

Valget i januar 2013 var et sviende nederlag for det gamle regeringsparti Kadima, der gik 26 mandater tilbage til 2. Det regerende Likud-Yisrael Beiteinu gik 11 mandater tilbage til 31, men fortsatte efter valget i en mindratalsregering. Valgets store vinder blev det nye højre-populistiske Yesh Atid under ledelse af TV værten Yair Lapid, der kom ind i Knesset med 19 mandater. Det højreradikale HaBayit HaYehudi under ledelse af Naftali Bennett gik 9 mandater frem til 12. I det hele taget markerede valget en kraftigt skred mod højre og en stadig mere skinger diskurs rettet mod palæstinenserne.

Under sit besøg i Israel i april 2013 tvang USA's præsident Barack Obama Israels regering til at undskylde henrettelsen af 6 tyrkiske statsborgere på Fredsflotillaen i 2010. Tyrkiet havde da i flere år haft afbrudt de diplomatiske forbindelser med Israel.

I januar og atter maj 2013 bombede Israel et forskningscenter udenfor Damaskus. Angrebene kostede omkring 140 civile og soldater livet. Angrebene blev forsømt af det meste af verden og forsvaret af enkelte vestlige lande.

Likud medlemmet Reuven Rivlin blev i juni 2014 valgt som ny israelsk præsident med 54,3% af stemmerne. Hans modkandidat Meir Sheetrit fik 45,6%. Begge placerede på den israelske højrefløj.

2014 Krig mod Gaza

Israel indledte i juli 2014 sin hidtil blodigste krig mod Gaza. I vestlige medier blev den udlagt som udløst af drabet på 3 israelske unge i starten af juni. Det var ikke korrekt. Den 15. maj henrettede israelske soldater med koldt blod to unge palæstinensere Nadim Nuwara og Muhammad Abu al-Thahir i Beitunia på Vestbredden. Det var muligvis baggrunden for, at 3 israelske unge den 12. juni blev bortført på Vestbredden og efterfølgende dræbt.

Umiddelbart efter bortførelsen af de 3 israelere den 12. juni indledtes en vilkårlig klapjagt i Israel på palæstinensere, der bedst kan sammenlignes med nazisternes klapjagter i 1930'erne på jøder i Tyskland. Palæstinesere blev vilkårligt passet på gaden og gennemtævet. En ung palæstinenser blev bortført på åben gade, gennemtævet og efterfølgende brændt levende af hævngerrige israelere.

Israel anklagede fra starten Hamas for at stå bag bortførelsen af de 3 israelere. Den 23. april havde Hamas og Fatah indgået en forsoningsaftale om at bilægge de tidligere konflikter og danne en enhedsregering. Det fik øjeblikkelig Israel til at afvbryde kontakterne til selvstyret og erklære at man ikke ville have forhandle med «terrorister». Da de 3 israelere blev bortført, indledte Israel massearrestationer af Hamas medlemmer på Vestbredden, og i løbet af en uge var de mange hundrede palæstinensere Israel havde løsladt som led i fangeudvekslingen i 2011 atter arresteret. Deriblandt 40 af Hamas' parlamentsmedlemmer. Samtidig blev 10 palæstinensere dræbt af militæret. Israels klare formål var at provokere Hamas for at få smadret alliancen mellem Fatah og Hamas. Den første del af taktikken lykkedes. Den anden mislykkedes. 1½ måned senere indrømmede det israelske politi, at Hamas intet havde med bortførelsen af de 3 unge israelere at gøre, men da havde Israel for længst indledt krig mod Gaza.

Hamas havde overholdt våbenhvileaftalen fra december 2012 til punkt og prikke, og havde ikke sendt en eneste raket mod Israel, men som svar på Israels vilkårlige massearrestationer af Hamas medlemmer på Vestbredden indledte Hamas den 29. juni raketbeskydning af Israel. Det var lykkedes Israel at provokere Hamas. Den 30. juni - 1. juli gennemførte Israel angreb mod 34 steder i Gaza, hvilket blot øgede raketangrebene ind i Israel. For første gang tog palæstinenserne raketter i brug, der kunne nå helt til Tel Aviv og Jerusalem, der ellers havde ligget uden for rækkevidde. Hamas erklærede sig fra starten villig til indstille raketbeskydningen, men betingelserne var, at Israel skulle indstille sine raketangreb på Gaza, løslade alle de tilfangetagne Hamas medlemmer på Vestbredden, der var blevet arresteret de foregående uger og iøvrigt opfylde våbenhvileaftalen fra 2012 - herunder hæve den ulovlige blokade af Gaza. Israel afviste enhver form for aftale, og erklærede at målet nu var at udrydde Hamas.

Israel gennemførte nu en massiv terroroffensiv mod Gaza. De følgende uger blev området udsat for flere tusinde angreb fra luften, vandet og fra land. Den 17. juli invaderede Israel Gaza med 30.000 soldater, der dræbte alle på deres vej. Men til gengæld blev de også mødt af indædt modstand fra de palæstinensiske væbnede grupper. Krigen kom derfor til at koste 64 israelske soldater livet.

Tabene og ødelæggelserne på den palæstinensiske side var enorme. Over 2100 blev dræbt. Heraf var de 75% civile og af disse over 500 børn. Over 10.000 blev såret. Omkring 800.000 sendt på flugt fra deres hjem, der blev udsat for israelske angreb. Efter mange tusinde raketangreb på Gaza løb Israel tør for mål og begyndte derfor hensynsløst at bombe den civile infrastruktur. Gazas elkraftværk blev bombet sønder og sammen, så området ikke længere havde elektricitet, hospitalerne blev bombede, FN's skoler og lejre som titusindvis af palæstinensere havde søgt tilflugt i blev bombede, radio- og TV stationer bombede og al-Jazeeras kontor i Gaza by blev bombet, fordi «Israel ikke brød sig om stationens dækning af Israels terror mod Gaza». I alt dræbte Israel 13 journalister under krigen.

Allerede i midten af juli slog FN's Menneskerettighedsråd fast, at Israel havde begået krigsforbrydelser i sin krig mod Gaza. Israel terroriserede Gaza med en hidtil uset vildskab, og det fik mange i Vesten til at få øjnene op for staten Israels sande karakter. Samtidig kom de sociale medier i Vesten til at spille en central rolle som modstykke til de vestlige mediers ukritiske dækning af Israel. Den danske journalist og forfatter Kjeld Koplev rejste i Politiken den 17. juli en debat om dette forhold i artiklen: «Israels løgne bliver til sandhed i danske medier». I sin artikel spurgte Koplev: «Hvorfor lader vi os kue af den israelske regerings propagandamaskine? Hvorfor er der ingen af de danske demokratiske partier, der kalder til samling mod den højreekstremistiske regering i Tel Aviv, som konstant truer freden? Hvorfor er der ingen af Danmarks traditionsrige, demokratiske kræfter, der kræver en boykot af det Israel, der gang på gang krænker den verdensorden, som vi ellers hylder i fest- og skåltaler? Hvor er den lange række af danske intellektuelle, der førhen gik forrest i kampen, når det drejede sig om at protestere mod krig og uret?» Han fik ikke svar på sine spørgsmål, og i de danske medier fortsatte redaktører og journalister deres fordrejede dækning af konflikten. Imens florerede billederne af de israelske krigsforbrydelser på de sociale medier og var baggrunden for at tusinder deltog i demonstrationerne mod Israels blodige krig.

Men også i andre lande voksede kritikken af Israel. I Storbritannien krævede vice-premierminister Nick Cleg gentagne gange, at landet indstillede sin våbeneksport til Israel, og USA undlod for første gang i flere årtier at nedlægge veto i FN's Sikkerhedsråd mod en resolution der krævede våbenhvile mellem parterne. Selv USA kritiserede Israel åbent, da slyngelstaten den 3. august for 8. gang havde angrebet en FN skole og dræbte snesevis af flygtninge. Trods den massive pro-israelske propaganda i USA's medier viste undersøgelser, at især ungdommen forholdt sig mere kritisk til Israel. Det skyldtes især, at de fik en større del af deres informationer fra de ufiltrerede sociale medier.

Israels terror mod Gazas befolkning fik et hidtil uset omfang i 2014 krigen. Ovenover ses et område i bydelen Shujai’iya i det nordlige Gaza før og efter Israels terror. Ialt 17.200 ejendomme blev helt jævnet med jorden eller ødelagte af Israel under krigen, og 37.650 ejendomme blev delvist ødelagte. I flygtningelejren Beit Hanoun blev 70% af alle boliger ødelagte. Herunder et foto af Israels terror i Beit Hanoun. Skaderne blev af FN opgjort til 7,8 mia. US$ svarende til 3 gange Gazas BNP i 2011. Det var dobbelt så meget som under Israels terroroffensiv i 2009.

Som hævn over palæstinenserne og den vestlige kritik af Israel meddelte den israelske regering i slutningen af august at den eksproprierede 400 hektar palæstinensisk jord syd for Bethlehem til udbygning af den tidligere illegale bosættelse Gvaot. Der var tale om det hidtil mest omfattende tyveri af palæstinensisk jord, og skridtet blev kritiseret af USA, Storbritannien, Australien og flere andre vestlige lande. Selv EU begyndte at reflektere over dobbeltmoralen i unionens politik overfor henholdsvis Rusland og Israel. Mod Rusland havde EU øjeblikkeligt indført sanktioner - og efterfølgende strammet dem flere gange - da Rusland blot overvejede at blande sig i konflikten i Ukraine. Mens EU intet havde foretaget sig mod Israel, der havde holdt Palæstina besat i over 50 år, holdt 5 mio. palæstinensere i koncentrationslejre og begået omfattende krigsforbrydelser. Flere EU medlemslande begyndte derfor at tale om muligheden for sanktioner mod Israel og mulig boykot, hvis slyngelstaten ikke indstillede sin voldsomme ekspansion af bosættelser på Vestbredden og sin blokade af Gaza. Selv den danske udenrigsminister Martin Lidegaard luftede denne mulighed i slutningen af september - inden han blev sat på plads af statsminister Helle Thorning, der uforbeholdent bakker op om Israels besættelse og krigsforbrydelser.

Israel skød i slutningen af september et syrisk jagerfly ned over Golanhøjderne. For første gang siden 1982.

Israel. Mellemøstens eneste demokrati eller apartheidstat?

I Israels og dets vestlige støtters diskurs, kaldes Israel ofte Mellemøstens eneste demokrati. De henviser til, at de øvrige lande i Mellemøsten er diktaturer, mens Israel har et vestligt demokrati, respekt for de menneskelige rettigheder og regelmæssige valg. Formålet med denne diskurs er at fremstille Israel som et lille vestligt demokratisk land truet af regionens diktaturer.

Israel adskiller sig imidlertid på en lang række punkter fra den Vestlige Verden, det hævder at tilhøre. Som verdens eneste land har Israel ikke nogen grundlov, der kunne udstikke grundliggende rettigheder for landets indbyggere. Det skyldes, at landet er oprettet som en religiøs stat baseret på jødedommen. Det har i stedet en «Basic Law», der er en grundlæggende juridisk ramme.

Israels grundlæggere stod i 1948 overfor den udfordring, at 1.300.000 af indbyggerne i Palæstina (det senere Israel og Palæstina) var palæstinensere men kun 650.000 var jøder. Jordfordelingen var endnu mere skæv. Jøderne ejede kun 8,4% af jorden i det der skulle blive til Israel, mens palæstinenserne ejede resten. Israel skulle i løbet af få år vende denne virkelighed på hovedet med militære, økonomiske og juridiske virkemidler. Efter massakrerne og den etniske fordrivelse af palæstinenserne var der i 1949 kun 160.000 palæstinensere tilbage i det nyetablerede Israel.

Nogle jøder mente, at Israels grundlov alene skulle give rettigheder til jøder, men dette ville være åbenlyst diskriminerende overfor landets oprindelige befolkning. For at undgå at skrive rettigheder (der skulle gælde for alle) ind i en grundlov valgte israels grundlæggere slet ikke at skrive en grundlov, men blot en «Basic Law». Den primære drivkraft i omdannelsen af Palæstina til Israel skulle derefter være økonomisk og juridisk. Umiddelbart efter fordrivelsen af palæstinenserne i 1947-48 kontrollerede den israelske stat 26% af jorden. Staten etablerede nu en Trustee on Absentee Properties, der skulle varetage «de forladte jorder» efter de fordrevne palæstinensere. I 1950 fik denne fond af staten ejendomsret til disse jorder – uden nogen form for erstatning til de fordrevne. Fonden sikrer, at kun jøder og ingen andre af landets indbyggere kan få brugsret til jorden. Diskriminationen af jordspørgsmålet blev på denne måde formelt set gjort privat, og ikke et statsligt anliggende.

Allerede fra starten gennemførte den israelske stat lovgivning, der var åbenlyst diskriminerede. I 1950 vedtog Knesset Law of Return, der gav jøder overalt i verden ret til at rejse til Israel. Loven forbød samtidig de 7-800.000 fordrevne ret til at rejse ind i landet. Dette trods det faktum at FN’s Sikkerhedsråd med resolution 194 garanterede de fordrevne palæstinensere ret til at vende hjem til deres land.

Der var dog et smuthul i loven. Palæstinensere kunne blive gift med en israeler og på denne måde rejse ind i landet. Dette smuthul blev lukket i 2003, da familiesammenføringsretten blev afskaffet – men kun for palæstinensere. Loven blev yderligere skærpet i 2007, da Knesset forbød borgere fra «fjendtlige stater» - Libanon, Syrien, Iran og Iraq – blot at gennemføre familiebesøg i Israel.

I 1952 vedtog Knesset Citizenship Law, der gav jøder overalt i verden ret til at emigere til Israel og øjeblikkeligt opnå israelsk statsborgerskab. Denne ret gjaldt ikke palæstinensere eller andre befolkningsgrupper.

De 160.000 palæstinensere der blev i den nydannede stat fik formelt israelsk statsborgerskab, men var frem til 1966 underkastet militær lovgivning – i modsætning til den jødiske befolkning der var underkastet civil lovgivning. I 2008 vedtog Knesset en lov, der vilkårligt giver staten ret til fratage dens indbyggere det israelske statsborgerskab, hvis de «udviser illoyalitet overfor Israel». Staten kan fratage statsborgerskab uden at der foreligger f.eks. en dømt kriminel handling og anvendes alene overfor landets palæstinensiske befolkning.

Eftersom Israel er en defineret jødisk stat, kan dens palæstinensiske indbyggere ikke gøre militærtjeneste, og da aftjent militærtjeneste samtidig er et krav for offentlig ansættelse, er den palæstinensiske befolkning økonomisk udelukket fra offentlig ansættelse. Den er samtidig afskåret fra at købe jord, der for 92% kontrolleres af den israelske stat, der kun sælger eller lejer til jøder. Samtidig får de palæstinensiske landsbyer i Israel langt færre tilskud fra staten, eller nægtes direkte retten til at eksistere. Siden 2009 har staten tvangsforflyttet beduiner i Negev ørkenen fordi de boede i «ikke-anerkendte landsbyer» - hvor de ellers havde boet i tusinder af år. Resultatet af den økonomiske og politiske diskrimination er, at over halvdelen af landets palæstinensiske befolkning lever under fattigdomsgrænden.

Diskriminationen overfor palæstinenserne ændrede fundamentalt karakter med junikrigen. I 1967 erobrede Israel Golanhøjderne, Vestbredden, Gaza og Sinai. En ny flygtningebølge blev sendt afsted mod nabolandene, men denne gang blev de fleste palæstinensere boende - i de nu israelsk besatte områder. I den vestlige diskurs henvises fortsat til de besatte områder som besatte. Men i den israelske diskurs er der tale om gammelt jødisk land, der aldrig skal afgives igen. Israel har derfor siden 1968 arbejdet intenst på kolonisering af de besatte områder. Det er i strid med 4. Genevekonvention, der forbyder kolonisering af besat land, men i den israelske diskurs er disse områder ikke besatte. Det giver imidlertid staten en række juridiske legitimitetsproblemer. I en retsstat er alle lige for loven. Det er ikke tilfældet i Israel indenfor 1967 grænserne - som beskrevet ovenfor - og det gælder slet ikke i de besatte områder. I disse gælder en blanding af israelske militærlove og jordanske britiske kolonilove, og det er i vid udstrækning ikke et civilt retsvæsen der håndhæver loven, men derimod militæret. De palæstinensere der lever indenfor dette storisraels grænser har ikke ret til israelsk statsborgerskab og lever de-facto under et israelsk militærdiktatur: uden ret til at rejse ud eller ind, med hyppig militær undtagelsestilstand, militære vejkontroller i alle de besatte områder, uden juridisk beskyttelse fra de israelske bosættere, der hyppigt brænder palæstinensernes plantager og ejendomme ned og uden ret til at købe jord eller bygge boliger. Til sammenligning er jøderne der bebor de israelske bosættelser i de besatte områder underlagt israelsk civil lovgivning. Altså to befolkningsgrupper, to juridiske og politiske systemer.

Israel har siden 1967 aktivt arbejdet for opbygningen af et Bantustan system (svarende til det sydafrikanske under apartheid), hvor palæstinensere indesluttes i enklaver og forbydes kontakt med palæstinensere i andre enklaver. Imellem enklaverne er der placeret israelske bosættelser forbundet af veje, der kun må anvendes af jøder. Det gælder især Israels adskillelse af Østjerusalem fra resten af de besatte områder. Formålet med Israels fragmentering af de besatte områder er åbenlyst at knuse den palæstinensiske økonomi og umuliggøre etableringen af en selvstændig og funktionsdygtig palæstinensiske stat.

Israel praktiserer et system i de besatte områder svarende til artikel 2(a) i Apartheid Konventionen. Israel gennemfører udenomsretlige henrettelser af palæstinensere, tortur, inhuman behandling, vilkårlige arrestationer og fængslinger af palæstinensere. Disse sanktioner er statsligt sanktionerede, støttet af det israelske retsvæsen, opretholdt af et undertrykkende system af militærforordninger og militære domstole. Palæstinensernes ytringsfrihed, demokratiske og menneskelige rettigheder er under ét frataget dem, mens de jødiske bosættere nyder fulde rettigheder som israelske statsborgere.

Et forskningsprojekt under Sydafrikas humanistiske forskningsråd offentliggjorde i maj 2009 en rapport om Israels apartheid karakter. Efter den politiske afskaffelse af apartheid i Sydafrika i 1992 har landet været særligt engageret i at afdække tilsvarende træk i andre stater. Frem til afskaffelsen af apartheid i Sydafrika i 1992 var Israel en af apartheidstatens nærmeste allierede, og flere delegationer af jøder og sorte fra Sydafrika har siden besøgt Israel og de besatte områder og karakteriseret Israel som en endnu værre apartheidstat end Sydafrika var. Den israelske stats apartheid karakter blev fastslået allerede i 1970'erne af UNESCO og i 2001 af FN's konference mod racediskrimination i Durban.

Det er korrekt, at de fleste af Israels nabolande var og er autoritære stater. De fleste af dem støttede af USA og Europa. Det gælder Saudi Arabien, Golfstaterne, Yemen, Egypten og Libyen. Men der er også stater i regionen, der demokratisk og forfatningsmæssigt er langt mere avancerede end Israel. Det gælder Libanon, der har en langvarig demokratisk tradition og adskillelse mellem religion og stat. Det gælder det nye demokrati i Tunesien, Jordan og Tyrkiet, hvor stat og religion blev adskilt for næsten 100 år siden.

Men selv i de autoritære stater praktiseres en inklusion, der ikke er plads til i Israel. Selvom Iran f.eks. har et fundamentalistisk islamisk styre, har andre religioner - også kristne og jøder - rettigheder i landet. Og selv i Syrien og Iraq under Saddam Hussein havde religiøse og etniske mindretal som f.eks. kristne ministerposter i regeringerne og de samme økonomiske muligheder som resten af indbyggerne.

Occupation, Colonialism, Apartheid: A re-assessment of Israel's practices in the occupied Palestinian territories under international law. A study by the Middle East Project of the Human Sciences Research Council of South Africa, May 2009.

The EU and The Palestinian Arab Minority in Israel. EURO-MEDITERRANEAN HUMAN RIGHTS NETWORK (EUROMED). February 2011. (72s)

USA's økonomiske støtte til Israel

Vær på vores side
Vi står for fred og retfærdighed
Stop USA's militærbistand til Israel

Sådan henvendte den israelsk-palæstinensiske fredsorganisation www.twopeoplesonefuture.org sig i efteråret 2011 til togpassagererne i New York. USA har siden 1948 støttet Israel med 61,3 mia. US$ i militærbistand. Denne bistand har financieret Israels besættelse af Palæstina, landets fortsatte krigsforbrydelser, og er den vigtigste grund til at Israel er ligeglad med fred. Fredsorganisationen opfordrede derfor til øjeblikkelig indstilling af den nordamerikanske militærbistand.

1949-1969 74*
1970-1973 425*
1974 2.646
1975-1982 2.348*
1983 2.501
1984 2.629
1985 3.372
1986 3.800
1987 3.050
1988 3.050
1989 3.050
1990 3.050
Samlet bistand fra USA til Israel i mio. US$ (1949-90)
* gennemsnit pr. år

Siden 1990 har omfanget af USA's bistand udgjort ca. 3.000 mio. US$ pr. år. Heraf har de 1.800 mio. US$ været direkte militærbistand, mens 1.200 mio. har været «civil bistand» - der dog overvejende anvendes til at betale renter og afdrag på militære lån til USA. USA har endvidere bidraget med 80 mio. US$ årligt i «refugee resettlement assistance» - bidrag til genbosættelse af jøder der er vendt tilbage til Israel. I 1996 modtog Israel endvidere 50 mio. US$ til indkøb af anti-terrorisme udstyr.

USA's bistand til Israel repræsenterer 7-8% af det israelske statsbudget. Landet er den største modtager af bistand fra USA, idet det tegner sig for næsten 25% af USA's samlede udlandsbistand på 13,2 mia. US$ (1998).

Til sammenligning modtager Egypten 2.100 mio. US$, Jordan 150 mio. og Palæstina 100 mio. - overvejende gennem NGO'er. I august 1997 lod USA's kongres loven the Middle East Peace Facilitation Act der indtil da havde givet mulighed for direkte bistand til det palæstinensiske selvstyre. Årsagen var, at Clinton administrationen ikke var i stand til at dokumentere, at selvstyret overholdt alle aftaler med Israel.

 

Israels krænkelse af Sikkerhedsrådets resolutioner

Israel er det FN medlemsland der har krænket flest resolutioner fra Sikkerhedsrådet. 230 er det blevet til i perioden 1946-2003. Dertil kommer resolutioner fra Generalforsamlingen, som imidlertid ikke er folkeretligt bindende. Her følger en liste over de krænkede resolutioner:

Resolution 1686 (2006) The situation in the Middle East
Resolution 1685 (2006) The situation in the Middle East
Resolution 1680 (2006) The situation in the Middle East
Resolution 1664 (2006) The situation in the Middle East
Resolution 1655 (2006) The situation in the Middle East
Resolution 1648 (2005) The situation in the Middle East
Resolution 1644 (2005) The situation in the Middle East
Resolution 1636 (2005) The situation in the Middle East
Resolution 1614 (2005) The situation in the Middle East
Resolution 1605 (2005) The situation in the Middle East
Resolution 1595 (2005) The situation in the Middle East
Resolution 1583 (2005) The situation in the Middle East
Resolution 1578 (2004) The situation in the Middle East
Resolution 1559 (2004) The situation in the Middle East
Resolution 1553 (2004) The situation in the Middle East
Resolution 1550 (2004) The situation in the Middle East
Resolution 1544 (2004) The situation in the Middle East, incuding the Palestinian question
Resolution 1525 (2004) The situation in the Middle East
Resolution 1520 (2003) The situation in the Middle East
Resolution 1515 (2003) The situation in the Middle East, including the Palestinian question
Resolution 1496 (2003) The situation in the Middle East
Resolution 1488 (2003) The situation in the Middle East
Resolution 1461 (2003) The situation in the Middle East
 
Resolution 1451 (2002) The situation in the Middle East
Resolution 1435 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question
Resolution 1428 (2002) The situation in the Middle East
Resolution 1415 (2002) The situation in the Middle East
Resolution 1405 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question
Resolution 1403 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question
Resolution 1402 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question
Resolution 1397 (2002) The situation in the Middle East, including the Palestinian question
Resolution 1391 (2002) The situation in the Middle East
 
Resolution 1381 (2001) on the situation in the Middle East
Resolution 1365 (2001) on the situation in the Middle East
Resolution 1351 (2001) on the situation in the Middle East
Resolution 1337 (2001) on the situation in the Middle East
 
Resolution 1328 (2000) The situation in the Middle East
Resolution 1322 (2000) on the situation in the Middle East, including the Palestinian question
Resolution 1310 (2000) on the situation in the Middle East
Resolution 1300 (2000) on the situation in the Middle East
Resolution 1288 (2000) on the situation in the Midlle East
 
Resolution 1276 (1999) on the situation in the Middle East
Resolution 1254 (1999) on the situation in the Middle East
Resolution 1243 (1999) on the situation in the Middle East
Resolution 1223 (1999) on the situation in the Middle East
 
Resolution 1211 (1998) on the situation in the Middle East
Resolution 1188 (1998) on the situation in the Middle East
Resolution 1169 (1998) on the situation in the Middle East
Resolution 1151 (1998) on the situation in the Middle East
 
Resolution 1139 (1997) The situation in the Middle East
Resolution 1122 (1997) The situation in the Middle East
Resolution 1109 (1997) The situation in the Middle East
Resolution 1095 (1997) The situation in the Middle East
 
Resolution 1081 (1996): The situation in the Middle East
Resolution 1073 (1996): The situation in the occupied Arab territories
Resolution 1068 (1996): The situation in the Middle East
Resolution 1057 (1996): The situation in the Middle East
Resolution 1052 (1996): The situation in the Middle East
Resolution 1039 (1996): The situation in the Middle East
 
Resolution 904 (1994) on measures to guarantee the safety and protection of the Palestinian civilians in territories occupied by Israel
 
Resolution 887 (1993): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)
Resolution 852 (1993): Israel-Lebanon (28 July)
Resolution 830 (1993): Israel-Syrian Arab Republic (26 May)
Resolution 803 (1993): Israel-Lebanon (28 Jan)
 
Resolution 799 (1992): Territories occupied by Israel (18 December)
Resolution 790 (1992): Israel-Syrian Arab Republic (25 November)
Resolution 768 (1992): Israel-Lebanon (30 July)
Resolution 756 (1992): Israel-Syrian Arab Republic (29 May)
Resolution 734 (1992): Israel-Lebanon (29 Jan)
Resolution 726 (1992): Territories occupied by Israel (6 Jan)
 
Resolution 722 (1991): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)
Resolution 701 (1991): Israel-Lebanon (31 July)
Resolution 695 (1991): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)
Resolution 694 (1991): Territories occupied by Israel (24 May)
Resolution 684 (1991): Israel-Lebanon (30 Jan)
 
Resolution 681 (1990): Territories occupied by Israel (20 December)
Resolution 679 (1990): Israel-Syrian Arab Republic (30 November)
Resolution 673 (1990): Territories occupied by Israel (24 October)
Resolution 672 (1990): Territories occupied by Israel (12 October)
Resolution 659 (1990): Israel-Lebanon (31 July)
Resolution 655 (1990): Israel-Syrian Arab Republic (31 May)
Resolution 648 (1990): Israel-Lebanon (31 January)
 
Resolution 645 (1989): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)
Resolution 641 (1989): Territories occupied by Israel (30 Aug)
Resolution 639 (1989): Israel-Lebanon (31 July)
Resolution 636 (1989): Territories occupied by Israel (6 July)
Resolution 633 (1989): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)
Resolution 630 (1989): Israel-Lebanon (30 Jan)
 
Resolution 607 (1988): Territories occupied by Israel (5 January)
Resolution 608 (1988): Territories occupied by Israel (14 January)
Resolution 609 (1988): Israel-Lebanon (29 January)
Resolution 611 (1988): Israel-Tunisia (25 April)
Resolution 613 (1988): Israel-Syrian Arab Republic (31 May)
Resolution 617 (1988): Israel-Lebanon (29 July)
Resolution 624 (1988): Israel-Syrian Arab Republic (30 November)
 
Resolution 605 (1987): Territories occupied by Israel (22 Dec)
Resolution 603 (1987): Israel-Syrian Arab Republic (25 Nov)
Resolution 599 (1987): Israel-Lebanon (31 July)
Resolution 596 (1987): Israel-Syrian Arab Republic (29 May)
Resolution 594 (1987): Israel-Lebanon (15 Jan)
 
Resolution 592 (1986): Territories occupied by Israel (8 Dec)
Resolution 590 (1986): Israel-Syrian Arab Republic (26 Nov)
Resolution 587 (1986): Israel-Lebanon (23 Sept)
Resolution 586 (1986): Israel-Lebanon (18 July)
Resolution 584 (1986): Israel-Syrian Arab Republic (29 May)
Resolution 583 (1986): Israel-Lebanon (18 Apr)
 
Resolution 576 (1985): Israel-Syrian Arab Republic (21 Nov)
Resolution 575 (1985): Israel-Lebanon (17 Oct)
Resolution 573 (1985): Israel-Tunisia (4 Oct)
Resolution 564 (1985): Lebanon (31 May)
Resolution 563 (1985): Israel-Syrian Arab Republic (21 May)
Resolution 561 (1985): Israel-Lebanon (17 Apr)
 
Resolution 557 (1984): Israel-Syrian Arab Republic (28 Nov)
Resolution 555 (1984): Israel-Lebanon (12 Oct)
Resolution 551 (1984): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)
Resolution 549 (1984): Israel-Lebanon (19 Apr)
 
Resolution 543 (1983): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)
Resolution 542 (1983): Lebanon (23 Nov)
Resolution 538 (1983): Israel-Lebanon (18 Oct)
Resolution 536 (1983): Israel-Lebanon (18 July)
Resolution 531 (1983): Israel-Syrian Arab Republic (26 May)
Resolution 529 (1983): Israel-Lebanon (18 Jan)
 
Resolution 524 (1982): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)
Resolution 523 (1982): Israel-Lebanon (18 Oct)
Resolution 521 (1982): Lebanon (19 Sept)
Resolution 520 (1982): Israel-Lebanon (17 Sept)
Resolution 519 (1982): Israel-Lebanon (17 Aug)
Resolution 518 (1982): Israel-Lebanon (12 Aug)
Resolution 517 (1982): Israel-Lebanon (4 Aug)
Resolution 516 (1982): Israel-Lebanon (1 Aug)
Resolution 515 (1982): Israel-Lebanon (29 July)
Resolution 513 (1982): Lebanon (4 July)
Resolution 512 (1982): Lebanon (19 June)
Resolution 511 (1982): Israel-Lebanon (18 June)
Resolution 509 (1982): Israel-Lebanon (6 June)
Resolution 508 (1982): Israel-Lebanon (5 June)
Resolution 506 (1982): Israel-Syrian Arab Republic (26 May)
Resolution 501 (1982): Israel-Lebanon (25 Feb)
 
Resolution 498 (1981): Israel-Lebanon (18 Dec)
Resolution 497 (1981): Israel-Syrian Arab Republic (17 Dec)
Resolution 493 (1981): Israel-Syrian Arab Republic (23 Nov)
Resolution 490 (1981): Lebanon (21 July)
Resolution 488 (1981): Israel-Lebanon (19 June)
Resolution 487 (1981): Iraq-Israel (19 June)
Resolution 485 (1981): Israel-Syrian Arab Republic (22 May)
 
Resolution 484 (1980): Territories occupied by Israel (19 Dec)
Resolution 483 (1980): Israel-Lebanon (17 Dec)
Resolution 481 (1980): Israel-Syrian Arab Republic (26 Nov)
Resolution 478 (1980): Territories occupied by Israel (20 Aug)
Resolution 476 (1980): Territories occupied by Israel (30 June)
Resolution 474 (1980): Israel-Lebanon (17 June)
Resolution 471 (1980): Territories occupied by Israel (5 June)
Resolution 470 (1980): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)
Resolution 469 (1980): Territories occupied by Israel (20 May)
Resolution 468 (1980): Territories occupied by Israel (8 May)
Resolution 467 (1980): Israel-Lebanon (24 Apr)
Resolution 465 (1980): Territories occupied by Israel (1 Mar)
 
Resolution 459 (1979): Israel-Lebanon (19 Dec)
Resolution 456 (1979): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)
Resolution 452 (1979): Territories occupied by Israel (20 July)
Resolution 450 (1979): Israel-Lebanon (14 June)
Resolution 449 (1979): Israel-Syrian Arab Republic (30 May)
Resolution 446 (1979): Territories occupied by Israel (22 Mar)
Resolution 444 (1979): Israel-Lebanon (19 Jan)
 
Resolution 441 (1978): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)
Resolution 438 (1978): Egypt-Israel (23 Oct)
Resolution 436 (1978): Lebanon (6 Oct)
Resolution 434 (1978): Israel-Lebanon (18 Sept)
Resolution 429 (1978): Israel-Syrian Arab Republic (31 May)
Resolution 427 (1978): Israel-Lebanon (3 May)
Resolution 426 (1978): Israel-Lebanon (19 Mar)
Resolution 425 (1978): Israel-Lebanon (19 Mar)
 
Resolution 420 (1977): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)
Resolution 416 (1977): Egypt-Israel (21 Oct)
Resolution 408 (1977): Israel-Syrian Arab Republic (26 May)
 
Resolution 398 (1976): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)
Resolution 396 (1976): Egypt-Israel (22 Oct)
Resolution 390 (1976): Israel-Syrian Arab Republic (28 May)
 
Resolution 381 (1975): Israel-Syrian Arab Republic (30 Nov)
Resolution 378 (1975): Egypt-Israel (23 Oct)
Resolution 371 (1975): Egypt-Israel (24 July)
Resolution 369 (1975): Israel-Syrian Arab Republic (28 May)
Resolution 368 (1975): Egypt-Israel (17 Apr)
 
Resolution 363 (1974): Israel-Syrian Arab Republic (29 Nov)
Resolution 362 (1974): Egypt-Israel (23 Oct)
Resolution 350 (1974): Israel-Syrian Arab Republic (31 May)
Resolution 347 (1974): Israel-Lebanon (24 Apr)
Resolution 346 (1974): Egypt-Israel (8 Apr)
 
Resolution 344 (1973): Peace Conference in the Middle East (15 Dec)
Resolution 340 (1973): UN Emergency Force for the Middle East (25 Oct)
Resolution 339 (1973): Cease-Fire between Egypt and Israel (23 Oct)
Resolution 338 (1973): Cease-Fire in the Middle East (22 Oct)
Resolution 332 (1973): The Situation in the Middle East (21 Apr)
Resolution 331 (1973): The Situation in the Middle East (20 Apr)
 
Resolution 317 (1972): The situation in the Middle East (21 Jun)
Resolution 316 (1972): The situation in the Middle East (26 Jun)
Resolution 313 (1972): The Situation in the Middle East (28 Feb)
 
Resolution 298 (1971): The situation in the Middle East (25 Sep)
 
Resolution 285 (1970): The situation in the Middle East (5 Sep)
Resolution 280 (1970): The Situation in the Middle East (19 May)
Resolution 279 (1970): The Situation in the Middle East (12 May)
 
Resolution 271 (1969): The situation in the Middle East (15 Sep)
Resolution 270 (1969): The situation in the Middle East (26 Aug)
Resolution 267 (1969): The situation in the Middle East (3 Mar)
Resolution 265 (1969): The Situation in the Middle East (1 Apr)
 
Resolution 262 (1968): The situation in the Middle East (31 Dec)
Resolution 259 (1968): The situation in the Middle East (27 Sep)
Resolution 258 (1968): The situation in the Middle East (18 Sep)
Resolution 256 (1968): The situation in the Middle East (16 Aug)
Resolution 252 (1968): The situation in the Middle East (21 May)
Resolution 251 (1968): The situation in the Middle East (2 May)
Resolution 250 (1968): The situation in the Middle East (27 Apr)
Resolution 248 (1968): The Situation in the Middle East (24 Mar)
 
Resolution 242 (1967): The situation in the Middle East (22 Nov)
Resolution 240 (1967): The situation in the Middle East (25 Oct)
Resolution 237 (1967): The situation in the Middle East (14 Jun)
Resolution 236 (1967): The situation in the Middle East (11 Jun)
Resolution 235 (1967): The situation in the Middle East (9 Jun)
Resolution 234 (1967): The situation in the Middle East (7 Jun)
Resolution 233 (1967): The situation in the Middle East (6 Jun)
 
Resolution 228 (1966): The Palestine Question (25 Nov)
 
Resolution 171 (1962): The Palestine Question (9 Apr)
 
Resolution 162 (1961): The Palestine Question (11 Apr)
 
Resolution 129 (1958): Complaint by Lebanon - Complaint by Jordan (7 Aug)
Resolution 128 (1958): Complaint by Lebanon (11 Jun)
Resolution 127 (1958): The Palestine Question (22 Jan)
 
Resolution 114 (1956): The Palestine Question (4 Jun)
Resolution 113 (1956): The Palestine Question (4 Apr)
Resolution 111 (1956): The Palestine Question (19 Jan)
 
Resolution 108 (1955): The Palestine Question (8 Sep)
Resolution 107 (1955): The Palestine Question (30 Mar)
Resolution 106 (1955): The Palestine Question (29 Mar)
 
Resolution 101 (1952): The Palestine Question (24 Nov)
Resolution 100 (1952): The Palestine Question (27 Oct)
 
Resolution 95 (1951): The Palestine Question (1 Sep)
Resolution 93 (1951): The Palestine Question (18 May)
Resolution 92 (1951): The Palestine Question (8 May)
 
Resolution 89 (1950): The Palestine Question (17 Nov)
 
Resolution 73 (1949): The Palestine Question (11 Aug)
Resolution 72 (1949): The Palestine Question (11 Aug)
 
Resolution 66 (1948): The Palestine Question (29 Dec)
Resolution 62 (1948): The Palestine Question (16 Nov)
Resolution 61 (1948): The Palestine Question (4 Nov)
Resolution 60 (1948): The Palestine Question (29 Oct)
Resolution 59 (1948): The Palestine Question (19 Oct)
Resolution 57 (1948): The Palestine Question (18 Sep)
Resolution 56 (1948): The Palestine Question (19 Aug)
Resolution 54 (1948): The Palestine Question (15 Jul)
Resolution 53 (1948): The Palestine Question (7 Jul)
Resolution 50 (1948): The Palestine Question (29 May)
Resolution 49 (1948): The Palestine Question (22 May)
Resolution 48 (1948): The Palestine Question (23 Apr)
Resolution 46 (1948): The Palestine Question (17 Apr)
Resolution 44 (1948): The Palestine Question (1 Apr)
Resolution 43 (1948): The Palestine Question (1 Apr)
Resolution 42 (1948): The Palestine Question (5 Mar)
Israel er involveret i det højeste antal resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd. 250 svarende til 15% af det samlede antal resolutioner er det foreløbig blevet til i 1946-2006. Israel har brudt dem alle, trods det faktum at resolutioner fra Sikkerhedsrådet er folkeretligt bindende. Resolutionerne omhandler:
  • Israels aggression mod sine nabolande
  • Jerusalems status
  • De palæstinensiske flygtninges tilbagevenden
  • Oprettelsen af en palæstinensisk stat
  • Ophør af de jødiske bosættelser i de besatte områder
  • Israels deportationer af palæstinensere
  • Israels overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning

Udover de 250 vedtagne resolutioner er der de, der aldrig blev vedtaget. I 1972-91 nedlagde USA veto mod 29 resolutioner, der var kritiske overfor Israel. Efter Sovjetunionens sammenbrud har USA i stedet søgt at afværge resolutioner ved at true med veto. Det var også tilfældet i efteråret 2003, hvor Sikkerhedsrådet behandlede en resolution, der kritiserede den israelske regering for dens trusler om at dræbe Palæstinas folkevalgte præsident Yassir Arafat. Den er heller ikke med på listen, da USA truede med at nedlægge veto. Ligeledes nedlagde USA i juli 2006 veto mod en resolution der kritiserede Israels angrebskrig mod Libanon og opfordrede til indstilling af kamphandlingerne.

Resolutionerne kan findes via FN's Sikkerhedsråds oversigt over resolutioner: http://www.un.org/Docs/sc/unsc_resolutions.html

 

Jødisk indvandring til Israel og de besatte områder

De to første store indvandringsbølger af jøder til Palæstina fandt sted i 1881-1916 og 1917-25. I begge perioder var der især tale om jøder fra Polen og Rusland. I løbet af første bølge steg den jødiske befolkning i Palæstina fra 24.000 til 55.000. I 1917-25 ankom yderligere 97.000 jøder. Dels pga. udfærdigelsen af Balfourdeklarationen, dels fordi området blev britisk mandatområde.

I 1926-28 var netto migrationen negativ idet flere jøder forlod Palæstina end der ankom. Men i 1929-39 ankom der 250.000 jøder fra Polen, Tyskland og andre europæiske lande som følge af den tiltagende jødeforfølgelse. I 1939-48 var indvandringen hemmelig og der findes derfor ikke sikre tal for denne.

Fra grundlæggelsen af staten Israel i 1948 til 1988 indvandrede der 1,85 mio. jøder til Israel. Heraf kom de 445.000 fra de arabiske lande. Indvandringen varierede voldsomt fra 240.000 i 1949 til 10.347 i 1953, og i 1982-88 var den tæt på 0. Men med Østeuropas sammenbrud tog indvandringen atter til. I 1989 ankom der 13.000, overvejende fra Sovjetunionen. Dette tal steg til 200.000 i 1990, og der var nu tale om jøder fra hele Østeuropa. Iflg. tal fra USA's udenrigsministerium fra marts 1991 slog 8.830 af indvandrerne der var kommet fra Sovjetunionen siden 1989 sig ned i de besatte områder.

I første halvdel af 1991 registrerede emigrationskontoret i Jewish Agency en indvandring på 100.000 jøder, hvoraf de 78.000 kom fra Sovjetunionen, 14.000 fra Ethiopien og 8.000 fra andre lande - overvejende i Østeuropa.

I slutningen af 1989 var det kun 15% af de jøder der forlod Sovjetunionen, der tog videre til Israel, men fra januar 1990 til juli 1991 blev de nærmest alle tvunget til at tage denne vej. Der var nemlig indgået en aftale mellem Israel og Sovjetunionen, hvorefter de øjeblikkelig blev frataget deres russiske statsborgerskab, når de bad om at forlade Sovjetunionen, men så istedet blev udstyret med israelske rejsepapirer, der alene var gyldige i Israel. Denne procedure der drastisk accelererede indvandringen kunne først tages i anvendelse, da Israel åbnede et konsulat i Moskva. Holland der indtil da havde repræsenteret landets interesser havde nægtet at følge denne procedure, der var i strid med Helsinki aftalerne om sikkerhed og samarbejde.

Proceduren blev ændret 1. juli 1991 hvor Sovjetunionen indførte mere lempelige udrejseregler, der gav større muligheder for russiske statsborgere at rejse til udlandet. Alligevel indvandrede næsten 1 mio. russiske jøder til Israel i 1989-2000. Der er tale om en gruppe, der er blevet en afgørende politisk kraft på den israelske højrefløj. 40% af dem stemmer på de traditionelle politiske partier, mens resten stemmer på ekstreme højrefløjspartier som Yisra'el Ba-Aliya («Israel gennem emigration», ledet af Nathan Sharansky) og Yisra'el Beiteinu («Israel, vort hjem», ledet af Avigdor Liberman). I august 2000 brød en lille gruppe ud af det regerende arbejderparti og det dannede det centrum-venstreorienterede Behira Demokratit («Demokratisk Valg»).

Israels indre modsætninger

Baggrunden for statsdannelsen og den politik der er blevet ført gør, at staten er præget af mange indre modsætninger og paradokser. Institutionelt er Israel et parlamentarisk demokrati efter vesteuropæisk mønster. Uafhængighetserklæringen garanterer lige rettigheder for alle borgere, uanset religion, race og køn. Men denne erklæring er ikke fulgt op af en forfatning og et lovsæt, hvor disse rettigheder er nedfældet i bestemmelser, som gælder alle Israels borgere. Tværtimod har parlamentet - Knesset - efterhånden vedtaget en række love, som viser at statsdannelsen er en jødisk stat - dvs. en stat for den jødiske del af befolkningen og alle andre jøder i verden. Ikke en stat for dem som til enhver tid er indbyggere i staten.

De vigtigste af disse love er loven om genindvandring (1950), som giver alle jøder bosat udenfor Israel ret til indvandring, og loven om nationalitet (1952), som omhandler forholdet mellem jøder og arabere, og som bl.a. stiller meget strenge krav til bevilling af statsborgerskab til arabere. Andre centrale love er jordloven (1960), som slår fast, at al jord som tilhører staten Israel eller zionistiske organisationer - som Den Jødiske Nationalfond - ikke skal kunne sælges eller på anden måde afhændes. Dette omfatter 90 % af staten Israels areal. Loven om Verdens Zionist-Organisation og Jewish Agency (1952) regulerer statens forhold til zionistorganisationerne med underorganisationer, og anerkender deres ret til at virke i Israel «for videre udvikling og bosætning i landet, for hjælp til immigranter og koordinering af jødiske organisationer og institutioners arbejde på disse felter».

Disse love er på flere måder direkte diskriminerende overfor den arabiske minoritet. Nationalitetsbestemmelserne giver ingen genindvandringsret for de hundredetusinder af palæstinensere, som blev fordrevet i 1948-49. Jordloven giver anledning til konfiskation af «forladt» jord og ekspropriering af arabisk ejendom til udviklingsformål.

Men lovene er også indirekte diskriminerende. Midler fra udlandet, kanaliseret gennem Jewish Agency i Israel og Den Jødiske Nationalfond anvendes til investeringer og støttetiltag for jøder. Dette opvejes ikke ved en større tildeling af statslige midler til arabiske bosætningsområder. Resultatet er, at man i Israel kan se ekstreme forskelle i udvikling mellem jødiske og arabiske områder, f.eks. når det gælder skoler, sundhedsinstitutioner, adgang til vand og kloakering etc.

Fra 1950 til 1966 var araberne i Israel under militær administration med lovhjemmel i forordninger fra den britiske mandattid. Militæradministrationen satte civile regler og love ud af kraft og hjemlede postforbud, vilkårlige husundersøgelser, arrestationer og fængsling under «administrativ forvaring». Den blev afskaffet efter mange års modstand fra den israelske menneskerettighedsliga, fra arabiske organisationer i Israel og fra den israelske venstrefløj. Men også efter at militærstyret er afskaffet, anvendes en række sikkerhedsbestemmelser således at den arabiske minoritet ikke har fulde borgerrettigheder. Politisk aktivitet følges med speciel opmærksomhed fra efterretningsvæsenets side, vilkårlige arrestationer og deportationer (landsforvisninger) er blevet dokumenteret i en række tilfælde. Araberne har vanskeligheder ved at få ansættelse i statslige organer. Bortset fra den lille drusiske folkegruppe, har araberne ikke ret til at deltage i Israels forsvar.

Israel har to officielle sprog - hebræisk og arabisk. I skolen undervises der på begge sprog for alle etniske grupper. Men skolerne i de arabiske områder har dårligere bygninger, større klasser og mangler ofte kvalificerede lærere og ordentlige undervisningsmidler sammenlignet med de offentlige og private skoler, hvor de jødiske børn går. Den offentlige skole formidler desuden en jødisk-israelsk kultur og historieforståelse, som er diskriminerende overfor de arabiske elevers kulturelle baggrund. Meget få arabiske elever er i stand til at kvalificere sig til videregående uddannelse.

Brydninger mellem religiøse og sekulariserede (verdsliggjorte) retninger indenfor den zionistiske bevægelse og forholdet til landets arabiske befolkning gør, at en række forhold ikke er statsligt reguleret, men underlagt religiøs jurisdiktion (domsmyndighed). De forskellige religiøse samfund - dvs. de forskellige kristne kirkesamfund, de muslimske, de jødiske og druserne - har egne domstole som afgør person- og familieretslige forhold. Borgerlig vielse eksisterer ikke til trods for, at den sekulariserede del af befolkningen er stigende. Ægteskab mellem jøder og arabere er ikke tilladt, uden at den ene konverterer, og fra 2003 kan en araber fra Israel ikke længere gifte sig med en araber fra de besatte områder. Israels indbyggere har ikke betegnelsen israeler i sit pas eller identitetskort, men jøde, muslim, kristen etc.

Økonomi, arbejde og organisering

Landbruget var hovedererhvervet for både den jødiske og den arabiske befolkning frem til 1948. Jordloven og zionistorganisationernes særstilling i landets udviklingsprogrammer har imidlertid ført til, at de arabiske bønder er frataget retten til at drive landbrug i store dele af landet, og i stedet må pendle til lønarbejde i byerne. I de første år efter statens oprettelse blev megen arabisk ejet småindustri endvidere konfiskeret som «forladt ejendom». Israel er i dag storeksportør af landbrugsvarer og en moderne industristat. Denne moderniseringsproces har fundet sted ved hjælp af store kapitalindsprøjtninger fra udlandet, særligt fra USA, og på bekostning af landets arabiske befolkning.

Israels LO, Histadrut, spiller en helt speciel rolle i landets økonomiske liv. Den organiserer 90 % af landets arbejdstagere, har sygekasse og pensionsfond, driver fagskoler, ejer sygehuse og har sin egen kvindeorganisation, som blandt andet driver de fleste børnehaver i landet. Samtidig er den landets største arbejdsgiver, som ejer af virksomheder med i alt 250.000 ansatte. Arabiske arbejdere havde længe ikke adgang til medlemskab i Histadrut, men er siden 1959 organiseret i deres egen afdeling. Arbejderne fra de besatte områder, som udgør en vigtig del af arbejderne indenfor bygge- og anlægssektoren, har imidlertid ikke ret til medlemskab. De tungeste og dårligst betalte jobs i Israels økonomi varetages af arabere, orientalske jøder og kvinder.

Det statsbærende parti i Israel var i mange år det israelske arbejderparti Mapai, som blev dannet allerede i 1930. Dets ledere havde samtidig centrale positioner i internationale zionistorganisationer og i den israelske kibbutzbevægelse. Partiet er nært knyttet til de socialdemokratiske partier i Vesteuropa og til USA. Fra oprettelsen af staten og frem til 1977 var partiet den dominerende partner i en række koalitionsregeringer. Efter en serie korruptionsskandaler led partiet et stort valgnederlag og måtte give regeringsmagten fra sig til en koalition af ortodokse religiøse partier og yderligtgående nationalistiske grupperinger - Likud blokken. Til venstre for Mapai stod Mapam, som oprindelig var neutralt i udenrigspolitiske spørgsmål. Men det har mistet megen af sin tilslutning. Siden 1968 har det parlamentarisk samarbejdet med Mapai.

Israel har to kommunistpartier. Et med overvejende jødisk tilslutning og et med overvejende arabisk. Nye radikale grupperinger er opstået omkring borgerrettighedsspørgsmål og på et socialistisk grundlag. Repræsentanter for de arabiske jøder har dannet Israels sorte pantere, som samarbejder med det arabiske kommunistparti. Men de fleste arabiske jøder stemmer på de yderliggående nationalistiske og religiøse partier. Den ikke-zionistiske opposition i Israel samler i det hele taget meget få stemmer.

Den israelske stat har siden midten af 70'erne været inde i en dyb legitimitetskrise både internationalt og nationalt. Et tegn på denne krise er den udenomparlamentariske opposition, som opstod efter at Israel invaderede Syd Libanon i foråret 1978. En gruppe reserveofficerer tog initiativ til dannelsen af bevægelsen Fred Nu, som på kort tid organiserede over 100.000 i protest mod regeringens Stor-Israel-politik. Fred Nu bevægelsen har først og fremmest sin forankring i kibbutzbevægelsen og blandt jøder med europæisk baggrund. Splittelsen i det jødiske samfund er blevet yderligere uddybet i løbet af 90'erne på spørgsmålet om forholdet til fredsprocessen og palæstinenserne.

A.J. / Guia del Mundo

Killing fields. Dagsberetninger fra den 2. Intifada i perioden september 2000 - 2010
Likvideringer af palæstinensere
Selvmordsbomber i Israel 1993-2006

Electronic Intifada - nyheder og analyser om konflikten
194now.net Palæstinensernes FN sikrede ret til at vende hjem til deres land

Internet

Sunday Times artikel 7. januar 2007 om Israels atomare angrebsplaner mod Iran: Focus: Mission Iran, udgave i PDF
BBC NEWS | In Depth | Israel and the Palestinians (BBC temasider om konflikten)
Mearsheimer, John J.; Walt, Stephen M.: THE ISRAEL LOBBY AND U.S. FOREIGN POLICY, University of Chicago / Harvard University, March 2006
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Israel)
Amnesty International Annual Report 2012 (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2012 (engelsk)
Avisen Ha'aretz (engelsk)
Info gruppen Indymedia IsraHell (engelsk)
Fredsorganisationen Gush Shalom (engelsk)
Fredsorganisationen Peace Now (engelsk)
Den israelske menneskeretsorganisation B'tselem, der registrerer krænkelser i Israel og Israels krænkelser i de besatte områder (engelsk)
THE ARAB-ISRAELI CONFLICT: TO REACH A LASTING PEACE. The International Crisis Group (5. oktober 2006)

Eroding Israel’s Legitimacy in the International Arena
'Dangerous' political websites blocked from viewing at Israel's airport, Ha'aretz 6/1 2011
Jens Nauntofte: Fra jødisk Nationalhjem til Nationalstaten Israel
Jens Nauntofte: Israels lobby i USA

Emnelister fra Tidsskriftcentret
Zionisme – Antizionisme : historien om racisme og etnisk fordrivelse
The politics of anti-semitism
Geneveplanen – endnu en fredsplan for Palæstina
Apartheid-muren