Israel

Læst af 178.810    

Israels areal er 20.770 km² indenfor grænserne fra før erobringskrigen i 1967. Landet ligger i Mellemøsten med kyster ud til det østlige Middelhav og i syd gennem Aqaba bugten ud i det Røde Hav. Israel holder militært og med jødiske bosættelser dele af sine nabolande besat. Det gælder Golanhøjderne (1.150 km²) der tilhører Syrien, Vestbredden af Jordanfloden (5.879 km²) der tilhører Palæstina samt den østlige del af Jerusalem (70 km²). Landet består af 4 klimatiske zoner. Det flade landskab ud mod Middelhavet har Middelhavsklima og er samtidig landets vigtigste landbrugsområde; Den centrale del af landet består af bakker og bjerge og strækker sig fra Galilea til Judea; I vest ligger et område under havets overflade afgrænset af Jordanfloden i nord, der udmunder i det Døde Hav; Negevørkenen i syd optager halvdelen af landets territorium. Landets vigtigste landbrugsafgrøder er: Citrusfrugter til eksport, druer, grøntsager, bomuld, kål, kartofler og hvede. Endvidere findes en betydelig gede-, fåre- og kvægbestand. Landets industri har været præget af hastig vækst. Samtidig med at landet har alvorlige problemer med drikkevandsforsyningen, kunstvandes marker med et areal på i alt 2000 km². Dele af Negevørkenen er bl.a. blevet inddraget i landbrugsproduktionen gennem kunstvanding. Landet er endelig plaget af betydelige forureningsproblemer, der stammer fra industrielle udledninger, privat affald og sprøjtemidler.

Folket: 81% jøder, palæstinensere og andre 19%

Religion: Jødisk (officiel). Palæstinenserne er overvejende muslimer og nogle er kristne

Sprog: Hebræisk og arabisk (officielle). Desuden en række sprog fra indvandrernes oprindelseslande. Primært jiddish og russisk

Politiske partier: Det zionistiske venstre består af Arbejderpartiet og Meretz, der er en koalition bestående af 3 partier. Det ikke-zionistiske venstre består af det eks-kommunistiske Hadash og det Arabiske Demokratiske Parti. Det zionistiske højre består af partierne Kadima, Likud, Tehiya (genfødsel); Tsomet og Moledet. De religiøse partier er: Shas; Agudat-Israel (Israels Liga); Det nationale religiøse Parti og Degel Hatora.

Sociale organisationer: Histadrut Haoudim Haleumit (Den nationale Arbejderføderation) er den vigtigste landsorganisation. Den er tilknyttet Arbejderpartiet og har en betydelig økonomisk indflydelse pga. sin kontrol over en række kooperativer.

Officielt navn: Medinat Yisra`el (hebræisk); Isra`il (arabisk)

Administrativ inddeling: 6 distrikter, 31 kommuner, 115 lokale- og 49 regionale råd

Hovedstad: I 1980 blev Jerusalem (668.000 indb. i 1999) udnævnt til Israels «eneste og udelelige» hovedstad. FN fordømte dette skridt og anerkender fortsat kun Tel Aviv (348.000 indb.) som landets hovedstad.

Andre vigtige byer: Haifa 945.200 indb.; Holon, 163.800 indb. (2000).

Regering: Shimon Perez, præsident siden juni 2007. Benyamin Netanyahu, premierminister siden marts 2009. Nazistisk slyngelstat. Blandt en række danske jøder omtales staten som fascistisk. Staten har gennem historien gjort sig skyldig i alvorlige krigsforbrydelser mod befolkningerne i dets nabolande, men specielt mod den palæstinensiske befolkning der blev fordrevet fra det landområde der i 1948 blev udråbt som staten Israel. Krigsforbrydelser mod civile palæstinensere indrømmes i 2009 åbent af soldater, der samtidig påpeger at Israels rules of engagement ingen indskrænkninger rummer ifht. drab på civile. Der eksisterer ingen forfatning, kun «forfatningsmæssige love». Benyamin Netanyahus ekstreme højrefløjsregering indsat 31. marts 2009 rummer en række fremtrædende nazister: Avigdor Lieberman som udenrigsminister, Yitzhak Aharonovitch som efterretningsminister. Endvidere krigsforbryderen Ehud Barak som krigsminister.

4 af nutidens største terrorister: Israels tidligere premierminister Ehud Olmert, tidligere udenrigsminister Tzipi Livni, krigsminister og general Ehud Barak, krigschef Gabi Ashke Nazi. De har ansvar for mordene på ialt over 4000 mennesker i Libanon i 2006 og Gaza i 2006-09, enorme terrorbombardementer fra luften og jorden og spredningen af flere millioner klyngebomber i det sydlige Libanon. I modsætning til deres forgængere i Nazi Tyskland er de endnu ikke blevet stillet for en krigsforbryderdomstol (www.wanted.org.il). De leder verdens aktuelt mest agressive terrororganisation: IDF.

Nationaldag: 14. maj (uafhængighedsdag, 1948)

Væbnede styrker: 175.000 (1996)

Paramilitære styrker: 6.000 (grænsevagt)

I 1896 offentliggjorde wienerjournalisten, Theodor Herzl en bog med titlen: «Den jødiske stat». Under indtryk af det 19. århundredes europæiske nationalisme - der havde medført samlingen af Tyskland og reetableringen af den italienske stat - forestillede Herzl sig dannelsen af en jødisk nationalstat, der skulle gøre en ende på den vedvarende forfølgelse, det jødiske folk var udsat for i Europa fra pogromerne i Rusland til «Dreyfuss affæren» i Frankrig.

Den jødiske stat skulle skabes i Palæstina, der på dette tidspunkt endnu var en tyrkisk koloni. Navnet Palæstina begejstrede de lidende jøder i Østeuropa, der drømte om at vende tilbage til Zion. Det område hvor de israelske kongedømmer havde eksisteret to tusinde år tidligere. Zion var en gren der gennem voldelig udbredelse blev synonym med Jerusalem og efterfølgende med hele Palæstina. Herzl's tilhængere begyndte at kalde sig zionister, og de så helt bort fra, at der i det land de havde udset sig allerede boede en halv million arabere med tusindårige traditioner.

I de vestlige medier sidestilles kritik af Israel næsten altid med antisemittisme. Det er udtryk for en udbredt misforståelse blandt blinde tilhængere af zionismen og af Israel. Også jøder kritiserer zionismen og forskellige dele af staten Israels politik. Her ses ortodokse jøder i New York, der i juli 2006 demonstrerer mod Israels krig mod Libanon. Lignende demonstrationer fandt sted i bl.a. London. Kritik af Israel er ikke det samme som antisemittisme.

Zionismen udgjorde en sammenhængende politik bestående af alliancer med de stærke kapitalistiske magter og berøvelse af det palæstinensiske folks nationale identitet, samtidig med at den stillede krav om opfyldelse af det jødiske folks behov for national identitet. Den zionistiske ideologi holdt sig stramt inden for en eurocentristisk ramme på samme måde som Cecil Rhodes, Jules Ferry og kansler Bismarck. Dette bragte zionismen ind i en blindgyde, som den endnu ikke er sluppet ud af, trods det at den har en «venstretendens», og endog sektorer der i deres selvopfattelse er socialister.

1917 Balfour deklarationen

Under første verdenskrig (1914-18) blev England og Frankrig enige om en deling af det osmanniske imperiums besiddelser i Mellemøsten mellem sig. Den britiske udenrigsminister, Arthur Balfour forstod, at de jødiske nationalister kunne give en glimrende legitimering for besættelsen af den nordlige del af Palæstina. Som premierminister havde Balfour i 1905 modsat sig jødisk emigration til Storbritannien. I 1917 erklærede han sin støtte til etableringen af et jødisk «hjemland» i Palæstina. Beslutningen var en grov tilsidesættelse af den arabiske befolkning i Palæstinas civile og religiøse rettigheder - dvs. 90% af befolkningen på dette tidspunkt. London fik sin vilje. Ved afslutningen af 2. verdenskrig fik de franske kolonier i Syrien og Libanon og de britiske i Iraq og Transjordanien deres selvstændighed, men England nægtede at give Palæstina selvstændighed med henvisning til Balfour deklarationen.

Zionismen anså jøderne for at være flygtninge i eksil og organiserede deres tilbagevenden fra alle afkroge af verden. I begyndelsen af det 20. århundrede boede der i Palæstina 500.000 arabere og 50.000 jøder. I løbet af 30'erne nåede antallet af jøder op på 300.000. Jødeforfølgelsen i Tyskland fik emigrationen til langt at overstige de officielt tilladte «kvoter». Englænderne blev stadig mere bekymrede over at se deres hegemoni i Palæstina blive eroderet. I 1939 erklærede London, at målet ikke var at oprette en jødisk stat, men derimod en uafhængig palæstinensisk stat, hvor «regeringsmagten var delt mellem begge folk». I Palæstinas havne blev skibe med flygtninge på flugt fra nazismen i Europa afvist. Zionisterne svarede med sabotage og terrorisme for med magt at tvinge det vaklende britiske imperium til at opfylde sine løfter.

Zionismens drøm om Storisrael. Kortet og riflen indikerer, at Storisrael - der består af både Palæstina og det nuværende Jordan - skal skabes med våbenmagt. Plakaten er fra ca. 1946. Den er lavet af den jødiske terrorgruppe Irgun Zwai Leumi (den Nationale militære Organisation). Gruppen indledte sine terroraktioner i september 1937 og var ophav til Sterngruppen. De hebræiske bogstaver på plakater siger: "Den eneste løsning".

Bombeattentater i Mellemøsten var ikke oprindelig palæstinensernes ide. Den stammer fra de zionistiske terrorgrupper. 22. juli 1946: Israels senere premierminister Menahim Begin beordrer sydfløjen af Hotel King David i Jerusalem sprængt i luften. Den rummer den civile del af den britiske mandatadministration. 91 funktionærer og besøgende bliver dræbt, heraf 41 palæstinensere, 28 briter og 17 jøder. Det er terrorgruppen Irgun der i 1937 introducerer anvendelsen af voldsomme bomber mod civile mål. Under Begins ledelse perfektioneres denne praksis i 1947-48 til bygningen af kraftige bilbomber. (Before their Diaspora)

29. dec. 1947: Irgun har kastet en bombe mod en palæstinensisk bus i Jerusalem. 17 palæstinensiske passagerer blev dræbt. Terroraktionen blev fulgt af mange lignende i de følgende måneder. (Before their Diaspora)

Gennem indsamlinger blandt jøder i hele verden - især blandt bankierer og rige familier - fik jøderne råd til at købe arabisk jord af de rige arabiske jordejere bosiddende i Beirut eller Paris, der ikke brød sig synderligt om de palæstinensiske fellah's (bønder) skæbne. Jøderne ankom derfor med skøder til jorden og fjernede skånselsløst de arabiske bondefamilier, der gennem utallige generationer havde beboet området. I deres sted blev der oprettet landbrugskolonier - de såkaldte kibbutzim - der blev forsvaret militært af zionistiske militser overfor en omverden, der med god grund havde et fjendtligt forhold til det indtrængende folk. Stillet overfor den stigende kamp mod det britiske kolonistyre, indbragte London i februar 1947 sagen for FN. En specielt nedsat komite anbefalede opdelingen af området i to uafhængige stater - en arabisk og en jødisk. Jerusalem skulle forblive under internationalt styre.

1948 Selvstændighed

For Sovjetunionen var en jødisk stat at foretrække frem for den fortsatte tilstedeværelse af en britisk militærbase, og Sovjets støtte var derfor afgørende for dannelsen af staten Israel. Derimod anså London og Washington ikke delingen som en farbar vej, og USA's forsvarsminister, James Forrestal foreslog derfor præsident Truman at sende tropper for at gøre Palæstina til et FN protektorat. I sidste ende vedtog FN's Generalforsamling dog delingsplanen med 33 stemmer mod 13 (de arabiske lande og Indien) og 10 blanke. De væbnede zionistiske organisationer besatte de større byer og begyndte at fordrive alle palæstinensere udfra et argument om, at et angreb fra de arabiske lande var umiddelbart forestående. Den etniske udrensningspolitik nåede et foreløbigt højdepunkt med massakren på landsbyen Deir Yassin i april 1948. Alle beboere i landsbyen blev dræbt af den zionistiske terrorgruppe, Irgun, der blev ledet af den senere israelske premierminister, Menahem Begin.

Den 14. maj 1948 trak den engelske Højkommissionær sig tilbage fra Palæstina og Ben Gurión proklammerede oprettelsen af staten Israel. Jordan, Egypten, Syrien, Iraq og Libanon svarede med øjeblikkeligt at angribe landet militært. Zionisternes udrensningspolitik nåede nu sit klimaks. 600-800.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og måtte gå i eksil i Libanon, i Palæstinas østlige del (Jordanflodens vestbred) og i Egypten (især Gaza). I Israels officielle historieskrivning blev det hævdet, at de angribende arabiske lande havde opfordret palæstinenserne til at flygte. Først da israels militære arkiver i slutningen af 1980'erne blev åbnet for de israelske historikere, kunne disse konstatere, at den officielle historieskrivning var forkert. Ben Gurion havde selv opfordret til etnisk udrensning, og denne fordrivningspolitik blev igennem 1948 gennemført med en systematik, der først blev gentaget under de etniske udrensninger på Balkan i 1990'erne.

I januar 1949 blev der indgået våbenhvile med de arabiske lande. Israel havde da øget sit territorium med 40% ifht. delingsplanen. Afgørende for sejren var de sovjetiske våben og fly, som Israel gennem Tjekkoslovakiet havde anskaffet sig. Alligevel tog den unge stat umiddelbart parti for den anden part i den kolde krig, og knyttede en tæt strategisk alliance med USA, der fortsat eksisterer den dag i dag. Der var dog ikke tale om nogen simpel eller umiddelbar alliance. Da israelske, engelske og franske tropper i 1956 invaderede Egypten som gengæld for nationaliseringen af Suezkanalen, blev dette skridt modarbejdet af både USA og Sovjet, og invasionstropperne blev tvunget til atter at trække sig ud.

1948. FN forhandlere under den israelske selvstændighedskrig. FN's Folke Bernadotte (til venstre) blev myrdet 17. sept. 1948 af en israelsk terror-gruppe. Han blev efterfulgt af amerikaneren Ralph Bunche (bagest)

Den afdøde israelske premierminister Moshe Sharetts dagbøger viser, at Israel tvang Eisenhower-regeringen i USA til at satse på Tel Aviv frem for Cairo som sin primære allierede i Mellemøsten. Det skete bl.a. med sabotagehandlinger rettet mod vestlige interesser i Cairo udført af et zionistisk agentnet. Disse begivenheder er gået over i historien som «Lavonsagen». USA's afbrydelse af kreditter og våben til Egypten tvang landets præsident Gamal Abdel Nasser i armene på Sovjet, hvilket banede vej for en yderligere tilnærmelse mellem Israel og USA.

1967 Junikrigen

Med det formål at udvide sine grænser gennemførte Israel med nordamerikanske våben i juni 1967 den såkaldte «6 dages krig». Efter den holdt Israel hele Palæstina, de syriske Golanhøjder og den egyptiske Sinaihalvø besat.

Resolution 242 fra FN's Sikkerhedsråd af 22. november 1967 krævede israelsk tilbagetrækning fra alle besatte områder, men Israel nægtede at efterkomme resolutionen med henvisning til nødvendigheden af «sikre grænser» til forsvar mod «arabisk aggression mod sin eksistens». En ny militær konflikt brød ud i 1973, da egyptiske tropper krydsede Suezkanalen og bragte myten om det israelske militærs uovervindelighed til fald, selv om hegnspælene ikke var blevet flyttet meget på slagmarken, da våbenhvilen blev indgået.

I 1977 blev Menahem Begin valgt til premierminister, hvilket indebar et brud i Israels politiske liv siden selvstændigheden. For første gang i staten Israels historie stod arbejderpartiet udenfor regeringen. Begins valgsejr afspejlede delvist de sociale spændinger mellem på den ene side ashkenazi jøderne af europæisk herkomst med et højere kulturelt og økonomisk niveau og traditionelt arbejderpartitilhængere og på den anden side de orientalske jøder, der stammede fra de arabiske lande, Mellemøsten og Nordafrika. En gruppe der ofte fejlagtigt forveksles med sefardi jøderne. De blev ofte udsat for diskrimination af ashkenazi'erne. De orientalske jøder lå kulturelt tættere på araberne end de europæiske jøder og udgjorde 55% af befolkningen, men deres gennemsnitsindkomst var kun to tredjedele af ashkenazi'ernes. Pga. deres afstandtagen overfor europæerne - der nogle gange gik over i fanatisme - udgjorde de højrefløjens vælgermæssige basis.

1982 Invasion af Libanon

Mens Begin afviste enhver form for forhandling med PLO og erklærede, at Israel ville annektere Vestbredden, overtalte USA Egyptens præsident, Anwar al Sadat til sammen med Begin at undertegne Camp David aftalen i 1978 (underskrevet i Washington 26. marts 1979), hvilket banede vej for en fredsløsning mellem Cairo og Tel Aviv og indebar israelsk tilbagelevering af Sinaiørkenen til Egypten. Fra dette tidspunkt skiftede den internationale opmærksomhed gradvist fra spørgsmålet om Israels grænsesikkerhed til palæstinensernes situation. Med ændringer i sin taktik lykkedes det PLO at sikre sig nye allierede og stigende sympati. Derfor blev Israels beslutning i 1980 om at erklære Jerusalem for landets hovedstad fordømt som en arrogant handling af selv mange af landets nære allierede. I juni 1982 igangsatte Israel den militære operation «Fred i Galilea», der bestod i at invadere nabolandet Libanon og hærge hovedstaden Beirut, under påskud af at det drejede sig om manøvrer, der havde til formål at bremse infiltrationen af palæstinensiske partisaner. Arafats styrker gik med til at forlade Beirut mod løfte om, at fransk-italiensk-nordamerikanske styrker skulle garantere civilbefolkningens sikkerhed.

Trods aftalen blev tusindvis af flygtninge dræbt af højreorienterede militsstyrker i flygtningelejrene Sabra og Chatila i et område under de israelske styrkers kontrol og med deres godkendelse. Invasionen af Libanon udløste så megen utilfredshed i Israel, at der blev gennemført en demonstration med 400.000 mennesker indkaldt af bevægelsen «Fred Nu». Demonstrationen førte til nedsættelse af en undersøgelseskommission, der indirekte lagde ansvaret for massakren i Sabra og Shatila på forsvarsminister Ariel Sharon og andre militære ledere. Sharon måtte derfor trække sig som minister.

I 1984 genvandt arbejderpartiet under ledelse af Shimon Peres regeringsmagten, men det opnåede ikke absolut flertal. Der blev derfor indgået en ministerkoalition med højrefløjen og rotation af premierministerembedet. I 1986 overdrog Peres som aftalt premierministerposten til Yitzhak Shamir fra Likudkoalitionen.

1987 Intifada

I december 1987 kom det til sammenstød mellem unge palæstinensere på den besatte Vestbred og israelske militærpatruljer. Flere palæstinensere blev dræbt og sammenstødene udviklede sig til protestdemonstrationer, hvilket affødte nye sammenstød, flere døde, «generalstrejker», og civile protestaktioner hvor ingen forlod deres huse. På denne måde indledtes den såkaldte intifada - oprør - der vendte op og ned på politikken i Mellemøsten, på en måde ingen havde forudset. Ikke som en udefrakommende begivenhed, men som et oprør indefra. Ikke med våben, men med sten. I 1989 anerkendte PLO på den sidste Palæstinensiske Nationalkongres staten Israels eksistens og accepterede FN's resolutioner 242 og 338.

TV-billederne af et stærkt bevæbnet israelsk militær der gik til angreb på unge palæstinensere kun bevæbnet med slangebøsser og sten gik verden rundt og forandrede verdensoppinionens syn på Israel. Konsekvensen var, at 250.000 unge israelere i slutningen af 80'erne årligt forlod Israel. Nettoimmigrationsstrømmen vendte ud af landet og stabiliserede sig først i 1989, da immigranter i massevis ankom fra Sovjetunionen. Trods det forhold, at Israel var blevet dannet med det formål at standse den tusindårige forfølgelse af det jødiske folk, havde staten siden sin dannelse kun været i stand til at tiltrække 20% af verdens jøder.

Iflg. oplysninger fra USA androg bistanden fra supermagten til Israel i perioden 1949-91 53 milliarder dollars. Alene siden underskrivelsen af Camp David aftalen i 1979 havde bistanden beløbet sig til 40 milliarder, svarende til 21,5% af den samlede nordamerikanske udenrigsbistand.

I Israel er alle mænd til en alder af 51 og enlige kvinder til en alder af 24 en del af den militære reserve. Militariseringen af samfundet afspejler sig også i statens omfattende deltagelse i økonomien og i at den overvejende del af den industrielle produktion er militært orienteret. Med basis i sin omfattende udvikling af militærindustrien er Israel blevet eksportør af våben. Denne handel har udløst en række skandaler, som Iran-Contra skandalen, hvor Iran blev forsynet med våben til gengæld for våbenleverancerne til de kontrarevolutionære i Nicaragua samt militærtræning af colombianske narkogangstere.

Det var et centralt element i den zionistiske ideologi at skabe en stat bestående af jøder - på samme måde som Italien består af italienere og Japan af japanere - men ideologien kom i konflikt med virkeligheden: Den territoriale ekspansion. De gentagne anneksioner af landområder førte til, at omkring 2 millioner arabere kom til at leve indenfor staten Israels grænser. Pga. den demografiske udvikling ville dette medføre, at den arabiske befolkning inden udgangen af årtusindet ville overstige den jødiske. Disse grundlæggende problemer samt konjunkturelle problemer førte i marts 1990 til, at alliancen mellem arbejderpartiet og Likud brød sammen.

1990 Golfkrig

Den politiske situation i området blev grundlæggende forandret, da Iraq den 2. august 1990 invaderede Kuwait. Israel fik ikke lov at deltage i den anti-irakiske alliance, som USA satte sammen. Det var betingelsen for, at få de arabiske lande med i alliancen. Imens forberedte Israel sig på krig. Der blev erklæret undtagelsestilstand og udgangsforbud i de israelsk besatte områder. Som svar på de allierede bombardementer af Iraq indledte landet den 17. januar 91 en beskydning af Israel med Scud missiler. Angrebet havde til formål af tvinge Israel ind i krigen og dermed bryde alliancen, men det mislykkedes. For første gang i Israels historie var forsvaret af landet i hænderne på nordamerikanske soldater, der bemandede de Patriot anti-missilbatterier, der skulle skyde Scud missilerne ned. Det lykkedes heller ikke Iraqs regering at sammenkæde løsningen på Golfkonflikten med en løsning af den israelsk-arabiske konflikt. Alligevel udtrykte en fælles nordamerikansk-Sovjetisk erklæring fra marts 91 håb om at nå frem til en forhandlingsløsning på sidstnævnte konflikt. Selvom formuleringen var meget luftig, blev den skarpt afvist fra israelsk side.

Da Golfkrigen var overstået, indledte USA diplomatiske sonderinger, der var centreret i et forslag om «fred for jord». To måneder senere undertegnede Syrien og Libanon i Damaskus en aftale om «broderskab, samarbejde og koordination». Israel så aftalen som en militær trussel fra Syriens side mod sin nordgrænse. Dette område der rummer mange kilder og floder er kendt som «vandtanken».

Israel bad USA om lån på i alt 10 milliarder dollars til lindring af den økonomiske situation, der var presset som følge af immigrationen af jøder fra det tidligere Sovjet. Iflg. de officielle opgørelser lå immigrationen på 250-400.000 i årene 1989-91. Regeringen begyndte at genbosætte immigranterne i nye bosættelser på den besatte Vestbred. Trods forsøgene på at skabe arbejde til immigranterne nåede arbejdsløsheden i 91 op på 11%. Da Washington imidlertid var interesseret i at fremme fredsforhandlingerne i regionen, blev der stillet krav om, at midlerne ikke blev anvendt til nye bosættelser i de besatte områder.

1991 Vanskelig fredsproces

Bygningen af nye bosættelser og huse i de besatte områder til jøderne fra Sovjet blev på denne måde et tveægget sværd for Shamirregeringen. Selv om det på den ene side var vigtigt, at USA's kongres godkendte lånene for på den måde at kunne fortsætte bosættelsespolitikken, krævede palæstinenserne og de arabiske lande, at denne blev indstillet, og at der i stedet blev indledt fredsforhandlinger. Den 30. oktober 91 indledtes der i Madrid en konference for fred i Mellemøsten anført af USA og det tidligere Sovjet. Kort tid forinden havde hundredetusinder af israelere af deres regering krævet indledelse af forhandlinger samt dialog med palæstinenserne og de arabiske naboer. I konferencen deltog delegationer fra Jordan, Libanon, Syrien og Israel. Palæstinenserne indgik i den jordanske delegation, da Israel afviste af forhandle direkte med dem.

De arabiske lande fulgte politikken «land for fred». Den blev afvist af Israel, der til gengæld erklærede sig villig til at diskutere en form for selvstyre for den palæstinensiske befolkning i de besatte områder som en midlertidig løsning over 5 år. Forslaget udløste en krise i den regerende Likudkoalition. Partierne Tehiya og Moladet fra den ekstreme højrefløj forlod koalitionen, og Shamir havde dermed ikke længere parlamentarisk flertal.

På anmodning fra Israel og USA annullerede FN's Generalforsamling en resolution fra 1975, der definerede zionisme som «en form for racisme og racediskrimination». I februar 92 bombarderede Israel palæstinensiske flygtningelejre i det sydlige Libanon og fik lederen af den pro-iranske Hezbollah gruppe, Abas Musawi dræbt. Det udløste en bølge af vold langs landets nordgrænse. De israelske soldater fik ordre til uden varsel at skyde mod enhver palæstinenser, der bar våben. Endvidere tilskyndede regeringen til dannelsen af «dødspatruljer» i de besatte områder gennem en ændring i straffeloven, der gav immunitet til deltagere i sådanne grupper.

Den 23. juni 92 vandt arbejderpartiet en afgørende sejr ved parlamentsvalget, og Yitzhak Rabin blev udnævnt til premierminister. Bygningen af boliger i de besatte områder blev øjeblikkeligt indstillet, og USA hævede derfor sit veto mod lånegarantier til Israel. Tel Aviv indledte samtidig en kombineret militær land-, luft- og søoperation mod Hezbollahs og PFLP's baser i det sydlige Libanon. På 6 dage blev 130 dræbt, 520 såret og 15 landsbyer jævnet med jorden. Hundredetusinder blev sendt på flugt.

1993 Oslo principaftalen

Efter mange måneders hemmelige forhandlinger i Oslo undertegnede Israel og PLO den 13. september 1993 i Washington en «Deklaration om principperne for en aftale om midlertidigt palæstinensisk Selvstyre». I aftalen indgik oprettelsen af begrænset autonomi for palæstinenserne i Gazastriben og byen Jericho på den besatte Vestbred. Autonomien skulle gælde for en 5 årig periode og derefter udvides til hele Vestbredden. De efterfølgende forhandlinger i Cairo blev vanskeliggjort af uoverensstemmelser omkring grænsekontrollen og adgangen til vand. PLO krævede samtidig løsladelse af 1000 politiske fanger fra israelske fængsler. Aftalen manglede desuden afklaring omkring Jerusalems status, de zionistiske bosættelser i de besatte områder samt flygtningenes ret til at vende tilbage.

Principaftalen blev skarpt kritiseret af den radikale palæstinensiske gruppe, Hamas og den proiranske Hezbollah. Samtidig forkastede de israelske bosættere i de besatte områder aftalen, der ville indebære tilbagetrækning af ikke blot dem selv, men også den israelske hær. Bosætterne var i forvejen blevet bevæbnet af den israelske regering. Den spændte situation endte hurtigt i eksplosion. Den 25. februar 1994 trængte et medlem af den ultrahøjreorienterede israelske Kach bevægelse, Baruch Goldstein ind i Patriarkernes Grav i Hebron. Bevæbnet med et M-16 automatgevær dræbte han dusinvis af palæstinensere forsamlede til bøn. Han blev efterfølgende dræbt af ophidsede palæstinensere.

Den officielle undersøgelse af Hebronmassakren afslørende, at de israelske soldater i de besatte områder havde ordrer til under ingen omstændigheder at skyde mod bevæbnede bosættere. Det blev samtidig afsløret, at flere soldater havde skudt ind i mængden af forsamlede palæstinensere, og at dørene havde været afspærret, hvilket havde hindret flugt. PLO trak sig ud af forhandlingerne og krævede bosætternes øjeblikkelige afvæbning og en fordømmelse fra FN's side. FN vedtog en skarp fordømmelse af massakren og vedtog udsendelsen af en fredsstyrke til de besatte områder (TIPH).

I forlængelse af FN's erklæring genoptog Syrien, Libanon og Jordan forhandlingerne med Israel. Jordan ønskede at få Israel til at trække sig tilbage fra området syd for det Døde Hav og fra den nordlige del af Jordan, delingen af vandet fra floderne Jordan og Yarmuk samt repatrieringen af 57.000 palæstinensiske flygtninge.

Forhandlingerne med Libanon og Syrien var langt vanskeligere, da Damaskus krævede total israelsk tilbagetrækning fra Golanhøjderne, mens Tel Aviv krævede et syrisk løfte om fuldstændig fred, gensidig anerkendelse og etablering af diplomatiske forbindelser. Med USA's udenrigsminister, Warren Christopher som mægler accepterede begge parter i starten af 94 en udstrakt demilitarisering af Golanhøjderne og udstationeringen af internationale observatører. I starten af maj samme år undertegnede Israels premierminister, Yitzhak Rabin og PLO's formand, Yasser Arafat i Cairo en aftale om autonomi for Gaza og Jericho. I slutningen af måneden trak den israelske hær sig ud af Gaza og afsluttede dermed 27 års besættelse. Der findes dog fortsat enkelte israelske militærforlægninger inde i Gaza, der bevogter israelske bosættelser i området.

Forhandlingerne med nogle arabiske stater blev fremskyndet. Det gjaldt især Jordan med hvilket Israel i juli undertegnede en aftale, der afsluttede «krigstilstanden» mellem de to lande. Det lykkedes dog ikke med Syrien, da Israel nægtede at gennemføre en total tilbagetrækning fra Golan, der havde været besat siden 1967.

Freden indebar øget økonomisk vækst. BNP steg med 7%, investeringerne med 20% mens arbejdsløsheden faldt fra 11% til 7,6% i 1994. Det følgende år var væksten atter en gang på 7%, mens inflationen faldt fra 14,5% til 8,5%.

1995 Stigende splittelse i Israel. Rabin myrdes

1995 var præget af en stadig skarpere splittelse af det israelske samfund på spørgsmålet om fredsprocessen med palæstinenserne. Den ene demonstration efter den anden blev gennemført mod premierminister Rabin og kulminerede, da en ung israeler fra den ekstreme højrefløj i november myrdede ham. Rabin blev fulgt på premierministerposten af Shimon Peres, men han blev ved valget i maj 96 besejret af højrefløjspolitikeren Benjamin Netanyahu.

De konservatives tilbagevenden til magten bremsede forhandlingerne med Palæstina og forstærkede spændingerne så kraftigt, at landet i september bragte sig selv på randen af krig. Midt i måneden godkendte regeringen bygningen af en tunnel under Al-Aqsa moskeen i Jerusalem - Islams tredje vigtigste helligdom. Godkendelsen var et brud på principaftalen og udlæste en kraftig palæstinensisk reaktion. Flere israelske soldater og snesevis af palæstinensere døde under optøjerne.

Premierminister Netanyahu havde skarpt kritiseret afdøde premierminister Rabin for hans forhandlinger med Arafat og PLO, men blev ved gentagne lejligheder i slutningen af 96 og starten af 97 tvunget til at mødes med palæstinensernes leder for at forhandle den endelige tilbagetrækning af israelske tropper fra byen Hebron på Vestbredden. Regeringen erklærede i marts at ville godkende bygningen af en ny israelsk bosættelse på Har Homa højen i udkanten af den palæstinensiske del af Jerusalem. Både den palæstinensiske selvstyremyndighed og USA fordømte beslutningen, der var i modstrid med ånden og skriften fra Osloaftalerne. Netanyahus firkantede beslutning om at fortsætte byggeriet fik dialogen til at gå i stå.

Den pensionerede general Ehud Barak erstattede Peres som leder af Arbejderpartiet og blev dermed leder af oppositionen. Peres havde været tilhænger af at indgå en aftale med Likud mhp. dannelsen af en samlingsregering, der atter skulle sætte skub i fredsprocessen, der siden starten af 97 var gået helt i stå.

I november 97 godkendte den israelske højesteret den fortsatte tilbageholdelse af 21 libanesere - de fleste medlemmer af Hezbollah - der havde udsonet deres straf. Hensigten var at udveksle dem mod israelere, der var bortført i Libanon. Myndighederne havde tidligere godkendt anvendelsen af «moderat fysisk pres» (= tortur) mod de tilbageholdte under afhøringerne. Dommer Aaron Barak gik så langt som til at erklære, at det er «obligatorisk» i sådanne sager at krænke menneskerettighederne.

Også i november gennemførtes en enorm demonstration i Tel Aviv til markering af to-årsdagen for mordet på Rabin og med krav om en endelig fredsaftale med Palæstina. Der var tale om den største demonstration siden 1982. I december advarede både Arafat og Netanyahu om mulige ensidige skridt, hvis forhandlingerne om Vestbredden ikke gjorde fremskridt. I slutningen af 97 lammede en tredages strejke den offentlige sektor, transporten og finanssektoren i protest mod regeringens privatiseringsplaner. Imens svækkede udenrigsminister David Levys tilbagetræden Netanyahu. Et israelsk forslag til bevarelse af kontrollen over dele af Vestbredden, området omkring Jerusalem, jødiske bosættelser, militærbaser, vejene, de vigtigste vandkilder samt de historiske mindesmærker blev af USA karakteriseret som «upræcist».

I februar 98 indgik Israel en alliance med Tyrkiet rettet mod Syrien og Iraq. Samme måned afviste Libanon et tilbud fra Netanyahu om forhandling af tilbagetrækning af israelske tropper fra libanesisk område. Libanons holdning var, at tilbagetrækningen skulle ske betingelsesløst.

Efter 12 års isolationsfængsel fik den israelske tekniker Mordechai Vanunu tilladelse til at forlade sin celle og tage kontakt med andre fanger. Vanunu var blevet bortført af israelske agenter i London i 1986 og idømt 18 års fængsel for offentliggørelse af sit lands atomkraftplaner.

Fredsprocessen nåede et foreløbigt nyt lavpunkt i juni, da de israelske myndigheder besluttede at øge «hjemmeværnet» i områder besat af jødiske bosættere. De fik nu tilladelse til i ubegrænset grad at bevæbne sig. Arbejderlederen Barak udtalte, at der var alvorlig risiko for et blodbad i regionen, pga. Netanyahus manglende vilje til forhandling og forhalingen af 2. tilbagetrækningsrunde fra de besatte områder. Præsident Ezer Weizman opfordrede til en fremskyndelse af valgene, da Netanyahu havde afvist gennemførelse af en folkeafstemning om tilbagetrækning af tropper fra de besatte områder, men også dette forslag blev forkastet af premierministeren.

Efter stærkt internationalt pres accepterede Netanyahu alligevel USA's forslag. Premierministeren mødtes med Clinton og Arafat i Wye i USA og resultatet af forhandlingerne blev, at Israel forpligtigede sig til at tilbagelevere palæstinensiske områder mod at Arafats regering til gengæld tillod USA's efterretningsvæsen at overvåge palæstinensernes kamp mod den islamiske terrorisme. Aftalen svækkede Arafat overfor hans indre fjender og bragte samtidig Likud regeringen til fald. Arbejderpartiet havde godt nok støttet aftalen, men flere medlemmer af Likud forlod koalitionen og bragte den til fald. Der blev udskrevet nyvalg til 17. maj 1999.

Valget afslørede den dybe politiske polarisering i Israel, der ville komme til at vanskeliggøre den nye arbejderregerings arbejde under ledelse af den nye premierminister Ehud Barak. I juli lykkedes det Barak at danne regering med støtte fra det ultrareligiøse Shas parti. Partiet gik først med, da det lykkedes det at sikre sig kontrol over det økonomisk mægtige religionsministerium. Det lykkedes først efter hårde forhandlinger med det højreorienterede Nationale Religiøse Parti, der tidligere havde haft denne kontrol. Shas' øvrige ministerier var Arbejds-, Sundheds- og Ministeriet for Offentlige Arbejder. Det religiøse partis 17 pladser gav Barak kontrol over 75 pladser ud af Knessets 120. En af de stærkeste flertalsregeringer i flere år.

Alligevel vanskeliggjorde Shas situationen for Arbejderpartiets alliance med venstrefløjen - især med Meretz der havde 10 pladser, men også med Centerpartiet - en afskalning fra Likud - med 6 pladser. Begge partier krævede, at Shas' tidligere formand, Aryeh Deri, definitivt blev fjernet fra den politiske scene. Han stod anklaget for svindel og modtagelse af bestikkelse. Ifht. fredsprocessen var holdningen hos Shas' agerende formand, Ovadia Yosef, at afståelsen af territorier mod garantier for fred var den eneste vej ud af volden i regionen.

I november hævede Israel undtagelsestilstanden, der ellers havde været i kraft i over et halvt århundrede - siden 1948. Landet havde verdensrekord på dette område, idet intet andet land nogensinde har opretholdt undtagelsestilstand i så lang en periode.

I marts 2000 besøgte paven Jordan og Israel. Han var den første pave nogensinde, der anerkendte palæstinensernes «nationale rettigheder» og som anerkendte og etablerede diplomatiske forbindelser med Israel. En måned før pavens besøg havde Vatikanet underskrevet en aftale med PLO omkring de kristne helligdomme i Jerusalem. Dette provokerede Israel eftersom Arafat havde planer om at udråbe Jerusalems gamle bydel til Palæstinas hovedstad.

Samme måned blev tidligere premierminister Netanyahu og hans kone anklaget for korruption. Samtidig indledte politiet undersøgelser af, hvad der var sket med store pengesummer, som præsident Ezer Weizman havde modtaget fra en fransk millionær.

I slutningen af maj beordrede Barak de israelske styrker i Sydlibanon trukket ud af landet. Samme uge erklærede formand for Knesset, Abraham Burg, at Israel var villig til at anerkende eksistensen af en uafhængig palæstinensisk stat.

Al-Aqsa Intifadaen

I slutningen af september brød volden atter ud, da den ultrahøjreorienterede Ariel Sharon besøgte tempelbjerget i Jerusalem, der er helligt for både jøder og muslimer. Besøget var nøje planlagt, var en stor provokation mod palæstinenserne og udløste Al-Aqsa Intifadaen. Hundreder af mennesker, næsten alle palæstinensere, døde de følgende måneder for israelernes kugler. Baraks regering mistede sit grundlag, fredsprocessen var gået helt i stå, Israel afspærrede alle palæstinensiske områder og Barak udskrev nyvalg, der i februar 2001 blev vundet af Ariel Sharon i spidsen for Likud koalitionen.

Gennem 2001 optrappede Sharon angrebene ind i de palæstinensiske områder, indførte udgangsforbud, gennemførte såkaldte «målrettede mord» mod palæstinensiske politikere. En praksis der er blevet skarpt fordømt fra bl.a. Amnesty International og det Internationale Røde Kors. Men ikke i nær samme grad fra omverdenen. I USA havde George W. Bush i januar 2001 overtaget præsidentposten, og med sig bragte han politiske rådgivere, der var tæt knyttet til Israel. I løbet af 2001 lykkedes det på den måde Israel at skyde fredsprocessen helt i sænk. Palæstinensiske grupper svarede i desperation igen med terrorangreb inde i Israel, men i gennemsnit blev der dræbt 3 palæstinensere af israelerne, hver gang der blev dræbt en israeler.

Sharon var forsvarsminister under besættelsen af Libanon i 1982, og havde aldrig tilgivet, at regeringen dengang lod Arafat undslippe. Nu sad Sharon i premierministerstolen og benyttede sin magt til næsten at lægge Arafats og selvstyrets hovedkvarter i Ramallah i ruiner. Samtidig afviste han blankt at mødes med Arafat. Israel ønskede ikke fred, og slet ikke med Arafat.

Som led i henrettelserne af palæstinensiske politikere henrettede Israel i august 2001 PFLP's formand, Mustafa Zibri på dennes kontor i Ramallah. PFLP svarede igen ved 1½ måned senere at henrette den israelske turist- og bosættelsesminister.

I september 2001 vedtog FN's konference mod racisme der blev gennemført i Durban, Sydafrika at karakterisere staten Israel som racistisk, skyldig i krigsforbrydelser, folkedrab og etnisk rensning. USA og Israel trak i protest deres delegationer hjem.

Israel benyttede sig af kaoset efter 11. september til at påstå, at der var lighedstegn mellem terror og palæstinensere, og optrappede krigen mod disse. Krigen kulminerede med den fulde genbesættelse af de palæstinensiske områder.

Israels etniske udrensning af palæstinensere 1945-2000. (Klik for at forstørre). (Jord ejet af israelere overfor jord ejet af palæstinensere)

2002 Genbesættelse af Vestbredden

I marts 2002 indledte Israel en total genbesættelse af Vestbredden. Den kom til at strække sig over 5 uger, og kulminerede i massakren i Jenin i den nordlige del af Vestbredden. Verden fik første gang kendskab til massakren, da udenrigsminister Shimon Peres til avisen Ha'aretz den 9. april 2002 udtalte, at en massakre var igang i Jenin, og at den var problematisk for Israels omdømme. Et ukendt antal palæstinensere blev dræbt af israelske soldater i lejren, og en del af lejren jævnet med jorden. De officielle tal var 80, uofficielt lå de på flere hundrede. Efterfølgende skulle FN have gennemført en uvildig undersøgelse af begivenhederne i lejren, men dette blev hindret af Israel. Den norske diplomat Terje Rød Larsen der havde spillet en nøglerolle i fredsprocessen blev erklæret persona non grata i Israel efter at have karakteriseret massakren som en humanitær katastrofe og moralsk fordømmelsesværdig.

Udsnit af ødelæggelserne i Jenin flygtningelejren efter det israelske militærs massakre i april 2002. Mellem 80 og 500 blev dræbt under massakren. Foto: Charity Crouse, Electronic Intifada

Op mod 1000 palæstinensere blev dræbt under Israels 5 ugers krig på Vestbredden og omkring 5.000 taget til fange. Alle PNA (den palæstinensiske selvstyremyndighed) kontorer blev ødelagt af de israelske tropper, og alle palæstinensiske politistationer sprunget i luften.

Israels terror vendte for nogle måneder den internationale opinion til gunst for palæstinenserne, men allerede i sommeren 2002 lagde USA sig på linie med Israel i afvisningen af at ville forhandle med præsident Arafat. Samtidig indledte Israel bygningen af en mur omkring Vestbredden, der skal lukke den palæstinensiske befolkning inde i verdens største koncentrationslejr.

Israel er igang med at omdanne Palæstina til verdens største koncentrationslejr med muren rundt om Vestbredden. Her muren ved Qalqilya. Foto: Arjan El Fassed

Israels krig mod Palæstina koster ikke blot dræbte, men også økonomisk tilbagegang i Israel, stigende arbejdsløshed og udvandring af de jøder, der har mulighed for det. Alligevel fik Sharon bekræftet sit mandat i januar 2003 da Likud vandt 37 af de 120 pladser i Knesset, mens arbejderpartiet gik tilbage fra 25 til 19. Oppositionen mod hans terrorpolitik overfor palæstinenserne er meget begrænset i Israel, og arbejderpartiet dybt splittet. En af de få oppositionsstrømninger myndighederne har taget alvorligt er bevægelsen af officerer, der nægter at gøre tjeneste i de besatte områder.

Internationalt satte genbesættelsen af Vestbredden i marts 2002 gang i boykotten af israelske varer - specielt i Europa. Samtidig blev der arbejdet for, at de præferanceaftaler for varer som Israel har i EU blev afskaffet. Men uden at det gav større resultater. EU ønsker ikke modsætninger i forholdet til USA på spørgsmålet om Palæstina, og USA bakker Israel 100% op. Det giver ikke freden store chancer.

Køreplan for fred

Efter sin angrebskrig mod Iraq i foråret 2003 havde USA dog lovet at fremme fredsbestræbelserne. Den såkaldte «Køreplan for fred» (Roadmap) skulle gå i gang i maj. Palæstinenserne havde accepteret planens punkter, og for at fjerne påstanden om, at USA/Israel ikke havde nogen forhandlingsmodpart, udnævnte Arafat i maj Mahmoud Abbas til premierminister. Israel nægtede imidlertid at acceptere fredsplanen, og gik i juni nødtvunget så langt som til at «acceptere ånden i planen». Israel fjernede i løbet af sommeren enkelte ubemandede bosættelsesforposter på Vestbredden - der selv ifølge israelsk lov var ulovlige - og løslod et par hundrede almindelige (ikke-politiske) palæstinensiske fanger, der alligevel stod overfor løsladelse. Samtidig optrappedes angrebene mod Vestbredden og Gaza. Angreb der blev mødt af terrorhandlinger fra Hamas og Islamisk Jihad inde i Israel. I starten af juli lykkedes det imidlertid Mahmoud Abbas at få de militante grupper til at indgå en ensidig våbenhvile, som de holdt frem til midten af august. Våbenhvilen blev af Israel brugt til at optrappe sine angreb, henrettelser og provokationer. I perioden blev ingen israelere dræbt, mens Israel dræbte ca. 50 palæstinensere. I starten af august dræbte Israel et højtstående Hamas medlem i Hebron. Det udløste gengældelse fra Hamas' side i form af en selvmordsbombe i Jerusalem, der dræbte 20. Israels fortsatte drab og provokationer havde båret frugt - våbenhvilen var brudt sammen, og samme skæbne led meget hurtigt Køreplanen. Israel indledte åben krig mod Hamas - som Israel iøvrigt selv havde fostret i 1980'erne. Israel krævede af Abbas, at han standsede de militante grupper, men uden at give ham tid, før Israel selv myrdede løs. I starten af september 2003 trak Abbas sig derfor fra premierministerposten med henvisning til Israels og USA's manglende vilje til fred. Den kortvarige fredsproces var uønsket af Israel, der selv sørgede for at skyde den i sænk.

Køreplan for krig

11. september meddelte Israels sikkerhedskabinet, at det ville «fjerne Arafat fra Palæstina». Der var i udgangspunktet usikkerhed omkring, hvorvidt regeringen blot ønskede at deportere ham, eller om den ønskede at henrette ham. Den tvivl fjernede vice-premierminister Ehud Olmert, da han 3 dage senere i et interview på israelsk TV erklærede, at regeringen ønskede at henrette Arafat. Udtalelsen udløste voldsom international fordømmelse - selv fra USA - og regeringen måtte derfor dagen efter erklære, at udtalelsen stod for Olmerts egen regning. Trods sine formelle protester gentog USA imidlertid få timer senere den israelske argumentation: at «Arafat var den væsentligste hindring for freden», og den 18. september hindrede USA med truslen om veto, at FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der fordømte Israel for dødstruslerne mod Arafat. Resolutionen blev den 22. september i stedet vedtaget i FN's Generalforsamling med kun 4 stemmer imod - deriblandt Israels og USA.

Den 4. oktober gennemførte en 29 årig palæstinensisk kvinde fra Jenin et selvmordsattentat mod en restaurant i Haifa. Aktionen kostede 19 livet og ca. 100 sårede. Kvinden havde i juli fået dræbt sin bror og fætter af det israelske militær. Israel svarede øjeblikkeligt igen ved at bombe en lejr i Syrien. Israel hævdede, at der var tale om en lejr, hvor medlemmer af Islamisk Jihad blev trænet, men indrømmede siden, at dets billeder af området var 1 år gamle. Syrien protesterede mod krigshandlingen og indbragte sagen for FN's Sikkerhedsråd, hvor USA med truslen om veto hindrede vedtagelsen af en resolution, der fordømte Israel for optrapningen af spændingen i Mellemøsten.

Luftangrebet på Syrien blev af den Arabiske Liga betegnet som statsterrorisme og blev kritiseret af de fleste lande - herunder de europæiske. Israel erklærede, at det ville fortsætte med at angribe «terrorbaser» i sine nabolande. Flere iagttagere mener, at Israel ønsker at provokere Syrien til modangreb. Det vil udløse en nordamerikansk invasion fra Iraq. USA har allerede flere gange truet med at invadere Syrien. Men det egentlige mål for Israels optrapning kan også være Iran. Israels regering har ved flere lejligheder erklæret, at det betragter præstestyret i Teheran som sin hovedfjende, og har truet med at bombe landets atomreaktorer.

I februar 2004 erklærede Sharon overraskende, at han ønskede at fjerne de israelske bosættelser i Gaza, og i stedet koncentrere bosættelserne på Vestbredden. Forslaget havde flere formål. Dels at vise Sharon som moderat overfor omverdenen, dels at omdanne Gaza til en stor koncentrationslejr uden israelske bosættere og i stedet koncentrere bosætterne på Vestbredden, hvor den oprindelige palæstinensiske befolkning skulle koncentreres i indbyrdes isolerede Bantustans. I sidste ende blev Sharons plan i juni stemt ned i hans eget parti. Men planen havde alligevel båret frugt. I marts havde EU hindret, at Israel blev stillet for den Internationale Domstol i Haag for bygningen af muren omkring Vestbredden.

Efter en langstrakt beslutningsproces og bitter modstand internt i Likud blev Israels bosættelser endelig rømmet i august 2005. Sharons rationale var klart. Det var ganske enkelt alt for kostbart rent økonomisk at opretholde bosættelserne i Gaza, og bosættelserne skulle fremover koncentreres på den besatte Vestbred.

I konsekvens af de stærke interne modsætninger i Likud brød Sharon i oktober ud og dannede et nyt højrefløjsparti, Kadima. Han fik følgeskab af sine vigtigste allierede, mens hans alvorligste politiske modstander, Benjamin Netanyahu blev tilbage i Likud. Afskalningen var forberedelsen til iværksættelsen af Sharons ambitiøse planer for den besatte Vestbred, og konkret en taktisk politisk handling op til parlamentsvalget i foråret 2006, hvor Sharon ønskede at skille sig af med sine politiske modstandere i Likud. Sharon nåede imidlertid aldrig at løfte sløret for sine politiske planer, for i januar 2006 blev han ramt af en alvorlig hjerneblødning, der sendte ham i dyb koma. Ehud Olmert overtog posten som fungerende premierminister. Sharons plan med Vestbredden var at opgive nogle bosættelser og til gengæld annektere resten af Vestbredden - på tværs af folkeretten og utallige FN resolutioner. Denne plan føres nu videre af Olmert, der ved valget i marts sammen med Kadima fik 22% af stemmerne. Arbejderpartiet fik 15% og Likud 9%.

Israel fortsatte i 2006 sine bestræbelser på at knuse det palæstinensiske selvstyre. Bestræbelserne blev forstærkede, da Hamas i januar 2006 vandt det palæstinensiske valg og i april dannede regering. Israel svarede igen med at tilbageholde skatte- og toldindtægter, der ellers skulle overføres til selvstyret. Samtidig indførtes en blokade mod Gaza, der kan sammenlignes med nazisternes blokade af den jødiske ghetto i Warzawa i 1943. Blokaden førte efter et par måneder til egentlig hungersnød i Gaza, hvor hospitalerne for længst er løbet tør for medicin.

Israel likviderede 9. juni 2006 7 personer på en strand i Gaza. Deriblandt en familie på 5, heraf de 3 børn. Den lille pige på billedet var en af de 30 sårede ved det israelske angreb. Dagen inden havde Israel likvideret en palæstinenisk minister i Gaza. Den 12. juni rejste Ehud Olmert til Europa for at overtale de europæiske lande til acceptere dannelsen af et stor-Israel, der også består af dele af den besatte Vestbred.

Juli 2006. Ny krig mod Palæstina og Libanon

Israels frustration over at det palæstinensiske selvstyre ikke brød sammen, trods israelsk økonomisk boykot og international politisk og økonomisk boykot førte i midten af 2006 til at militæret udarbejdede nye planer for genbesættelse af Gaza med det formål at knuse Hamas og selvstyret. Der manglede blot et påskud for invasionen. Det kom da en palæstinensisk gruppe i slutningen af juni angreb en israelsk militærpost udenfor Gaza som hævn for Israels massakre på stranden i Gaza den 9. juni. 2 israelske soldater blev dræbt og en 3. arresteret og ført til Gaza. Israel genindvaderede nu Gaza, bombede flygtningelejrene og Gaza by, beskød de palæstinensiske ministerier og kidnappede 2/3 af de palæstinensiske parlamentsmedlemmer. Men trods Israels drab på flere hundrede civile og væbnede palæstinensere brød selvstyret ikke sammen. Tvært imod øgedes opbakningen bag Hamas.

Den 12. juli indledte Israel et storstilet angreb på Libanon. Angrebet havde været under planlægning 1-2 år og behøvede blot en påskud for at blive sat i værk. Angrebsplanerne blev fremskyndet pga. USA planer om angreb på Iran. Israel og USA erkendte, at et nordamerikanske angreb på Iran vil udløse raketangreb på Israel fra Hizbollahs raketbatterier i Libanon. Disse skulle derfor sættes ud af spillet inden et angreb fra USA på Iran.

Den 12. juli sendte Israel derfor en enhed ind over grænsen til Libanon. De menige israelske soldater var ikke vidende om den storpolitiske kontekst de skulle indgå i. Hizbollah tog 2 af de indtrængende soldater til fange og dræbte efterfølgede 5 israelske soldater, der forsøgte at komme deres kammerater til undsætning. Hizbollah erklærede, at de to arresterede soldater kunne udveksles mod libanesiske politiske fanger i Israel. Fangeudvekslinger der lejlighedsvis er blevet gennemført mellem de to parter siden 1990'erne. Det blev imidlertid blankt afvist fra Israels side, der havde en helt anden dagsorden.
(Seymour Hersh: Annals of National Security. Watching Lebanon (The New Yorker 21. august 2006))

Israel havde nu sit påskud, og igangsatte sit planlagte angreb på Libanon. Det blev indledt med massive angreb på det sydlige Libanon og hovedstaden Beirut, hvor Israel bl.a. bombede landets internationale lufthavn - for første gang i 10 år. I Israels diskurs - og i de vestlige medier - blev angrebet omtalt som en kampagne, ikke som en krig, og målet som Hizbollah. Virkeligheden var dog en helt anden. Gennem 32 dages krig benyttede Israel sit totale herredømme i luften til at sønderbombe Libanons infrastruktur: veje, broer, kraftværker, elektricitetsforsyning og store byområder. Israel gik målrettet efter at dræbe så mange civile som muligt med bombardementer af boligkvarterer og konvojer af flygtninge. Det lykkedes. Omkring 1100 civile libanesere blev dræbt - overfor 41 dræbte civile israelere. Israel placerede sig derved som Mellemøstens ubetinget største slyngelstat.

Satellitfotos af Beirut forstaden Dahieh 12. og 22. juli. Med sine præcisionsbombninger viste Israel, at det gik målrettet efter at dræbe så mange civile libanesere som muligt. I dele af Beirut er 70-80% af bygningerne jævnet med jorden. 1100 libanesiske civile blev dræbt under krigen og 1 million sendt på flugt. Mange flygtninge blev dræbt på flugt fra den israelske terror. Den sidste massakre på flygtninge fandt sted 12. august, da israelske fly angreb en flygtningekolonne på flugt fra den kristne landsby Marjayoun i det sydlige Libanon. 6 blev dræbt og 40 såret. Inden angrebet havde det israelske militær (IDF) eskorteret kolonnen ud af landsbyen og anerkendt dens passage nordpå.

Israel erklærede fra starten af krigen åbent, at målet var at knuse Hizbollah politisk og militært. For at sikre dette, skulle Israel bruge 8-10 dage. Nogen havde glemt, at Israel forgæves forsøgte det samme i 1982-2000, mens det holdt større eller mindre dele af Libanon besat. Gennem krigen reducerede Israel og USA da også denne målsætning, og fristerne blev stadig længere. På krigens sidste dag sendte Hizbollah 250 raketter ind over Israel - det højeste antal under hele krigen - og markerede dermed klart, at organisationens angrebsevne var usvækket.

Mens Hizbollah tidligere kun sjældent sendte Katyuasha raketter ind over Israel, blev dette efter Israels angreb en daglig foreteelse med 50-250 daglige angreb, der sendte 300.000 israelere på flugt. Mens Hizbollah ikke tidligere havde sendt raketter dybere ind i Israel, sendte organisationen nu raketter ind over havnebyen Haifa og endnu længere sydpå. Det kom helt bag på de israelske militæranalytikere. Det kom ligeledes bag på dem, at Hizbollah var i stand til at ramme og sænke flere israelske flådefartøjer, der deltog i blokaden af Libanon.

USA's rolle

USA viste sig fra starten som en særdeles aktiv deltager i krigen. Det stod efter få dage klart for verdenssamfundet, at Israels daglige drab på snesevis af libanesiske civile og voldsomme luftbombardementer af landets civile infrastruktur var helt ude af proportioner med den påståede anledning: arrestation af 2 israelske soldater. Den 14. juli forsøger Qatar at få FN's Sikkerhedsråd til at gribe ind og vedtage en resolution. Dette blokeres af USA, der erklærer at «Israel har ret til at forsvare sig». En ret der åbenbart ikke gælder andre stater i Mellemøsten. Den 17. juli foreslår FN's generalsekretær Kofi Annan og den britiske premierminister Blair_TonyTony Blair at FN sender en større styrke ind i det sydlige Libanon, men dette afvises samstemmede af USA og Israel, der henviser til, at Israel først skal knuse Hizbollah.

Den 19. juli meddelte de internationale nødhjælpsorganisationer, at det ikke var lykkedes for dem at få garantier fra Israel for, at krigsmagten ikke ville angribe nødhjælpstransporter. FN generalsekretær Kofi Annans indtrængende appel om våbenhvile blev 20. juli blankt afvist af både Israel og USA. Supermagtens FN ambassadør John Bolton erklærede: «Vi bliver ved til vi er færdige».

USA's udenrigsminister Condoleeza Rice afslørede den 22. juli den neokonservative agenda, da hun erklærede at, «det måske er en lidt hård fødsel, men at et nyt Mellemøsten i disse dage er ved at blive født». USA ønsker magtstrukturene i regionen ændret til egen fordel gennem krig, og en våbenhvile ville være direkte destruktiv for en sådan plan.

På en fredskonference i Rom lykkedes det den 26. juli USA - på tværs af hele verdenssamfundet med undtagelse af Israel, Danmark og Storbritannien - at hindre gennemførelsen af en våbenhvile.

John Bolton hindrede 27. juli FN's Sikkerhedsråd i at vedtage en resolution, der fordømte Israel for dets drab på 4 FN observatører 2 dage tidligere. Kinas udkast blev efter 2 dages forhandlinger skåret ned til, at FN udtalte «chok» over drabene. Det er aldrig tidligere sket i verdensorganisationens historie, at et medlemsland har blokeret for at kritisere drab på FN ansatte. Bolton hindrede samtidig at et krav blev skrevet ind i teksten der krævede, at FN skulle deltage i Israels undersøgelse af drabene. Israel erklærede sig tilfreds med udtalelsen, der de-facto blåstemplede dets målrettede bombninger af FN mål i det sydlige Libanon. Landets justitsminister Haim Ramon erklærede allerede 26. juli, at det anså alle personer der ikke havde forladt Sydlibanon for at være medlemmer af Hizbollah. Han erklærede samtidig, at Rom konferencen 26. juli havde «godkendt Israels fortsatte operationer i Libanon». Denne kraftige omfortolkning af konferencen blev øjeblikkelig modsagt af både den tyske og den britiske udenrigsminister og af EU formandslandet Finland, der erklærede at alle - bortset fra USA - havde krævet øjeblikkelig våbenhvile. I forlængelse af USA's blokering for en skarpere FN udtalelse erklærede Kina, at det ville få afgørende negativ betydning for samarbejdet i Sikkerhedsrådet. En henvisning til USA's forsøg på at bruge FN i sine diplomatiske operationer overfor bl.a. Nordkorea og Iran.

Efter et USA veto mod en FN Sikkerhedsrådsresolution og flere udvandede udtalelser, genoptog rådet 3. august forhandlinger omkring en ny resolution, der krævede stop for kampene. Arbejdet blev vanskeliggjort af at Israels premierminister allerede inden da havde erklæret, at Israel ikke ville indstille kampene før en international styrke på mindst 15.000 mand var udstationeret i det sydlige Libanon. Israel har siden sin oprettelse i 1948 notorisk nægtet at følge FN resolutioner eller afgørelser i andre internationale organer.

Mens Israel hævdede, at Hizbollah blev financieret af Syrien og Iran, blev dets egen krig financieret af USA, der støtter Israel med 3 mia. US$ årligt. Våbnene stammer ligeledes fra USA, mens våbendele i F-16 bombeflyene stammer fra bl.a. Danmark. Det var nordamerikanske præcisionsvåben Israel den 25. juli brugte til at dræbe 4 ubevæbnede FN observatører i deres beskyttelsesrum i det sydlige Libanon. Under krigen fortsatte de nordamerikanske våbenleverancer med endnu stærkere og større våben. Det skete trods protester fra verdenssamfundet. I London kritiserede den britiske udenrigsminister den 27. juli, at USA den 26. juli anvendte en britisk lufthavn som transit til transport af flere avancerede våben til Israel. Storbritannien kritiserede skarpt supermagtens forsyning af den ene part i krigen med endnu flere dødbringende våben.

Først da USA efter 3-4 ugers krig indadtil modstræbende erkendte, at Israel ikke var i stand til at knuse Hizbollah militært, gik supermagten med til vedtagelse af en FN resolution, der kunne standse kampene, uden at det selv og Israel for meget ansigt.

FN

Den 11. august vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution om indstilling af kamphandlingerne. Generalsekretær Kofi Annan benyttede samtidig lejligheden til skælde rådet ud: «FN's manglende evne til at handle i denne konflikt har i verdens øjne deligitimeret organisationen». Udtalelsen var samtidig en kritik af specielt USA, der havde hindret fredsorganisationen i at handle, og FN ambassadør John Bolton reagerede da også på Annans udtalelse ved at ryste på hovedet.

Annan forsøgte allerede 17. juli at formå rådet til at gribe ind, men forgæves. Samtidig gjorde Israel organisationens nødhjælps-, flygtninge- og observatørarbejde (i UNIFIL) stadig mere umulig.

Natten til den 26. juli dræbte Israel 4 ubevæbnede FN soldater fra hhv. Canada, Finland, Kina og Østrig på deres kontrolpost i Khiam i det sydlige Libanon. Israel beklagede «hændelsen». FN's generalsekretær fordømte angrebet og kaldte det for «tilsyneladende målrettet». Denne vurdering blev bekræftet, da det i løbet af dagen kom frem, at FN 10 gange i løbet af dagen havde været i kontakt med det israelske militær for at gøre opmærksom på, at israelske bomber og raketter kom faretruende tæt på kontrolposten. Israel endte med fra et bombefly at skyde to laserguidede præcisionsbomber ind i FN kontrolposten. Efterfølgende blev også FN styrker der skulle grave de dræbte ud beskudt. For Israel var formålet at få fjernet FN's observationsstyrke, UNIFIL fra det sydlige Libanon, så der ikke fandtes nogen observatører til de israelske krigsforbrydelser i området. Australien besluttede 27. juli at trække sine styrker ud af UNIFIL, og FN besluttede af sikkerhedsmæssige årsager 2 dage senere at trække en del af sine styrker ud.

Israel har en lang tradition for angreb på UNIFIL's styrker i området. Gennem 1980'erne og 90'erne blev mange UNIFIL soldater dræbt eller sårede af israelsk beskydning. I 1996 angreb Israel en UNIFIL lejr og dræbte 106 palæstinensiske flygtninge, der havde søgte beskyttelse i lejren. En senere FN undersøgelse viste, at Israels angreb ikke var et uheld, men skulle dræbe flest mulige.

FN bad 28. juli om en 3 dages våbenhvile for at kunne fordele nødhjælp i Libanon og evakuere civilbefolkningen fra de israelske free-fire zones i syd. Det blev dagen efter skarpt afvist af den israelske regering. Dens talsmand Avi Pazner erklærede: «Der er ingen brug for våbenvhile. Israel har allerede åbnet en humanitær korridor». Det blev imidlertid modsagt af både Læger uden Grænsen og International røde Kors, der gennem hele krigen og fik deres konvojer beskudt af israelsk artilleri og luftvåben. Selv om de humanitære organisationer indgik aftaler med det israelske militær, bliver disse aftaler øjeblikkelig brudt. Senere kom den israelske udenrigsminister med en anden begrundelse for den israelske afvisning: «Hizbollah vil blot bruge våbenhvilen til at hente civile ind, de kan bruge som skjolde». Denne udtalelse stod til gengæld i modsætning til den israelske justitsministers udtalelse 26. juli om at Israel betragtede alle personer i det sydlige Libanon som medlemmer af Hizbollah - og derfor også beskød dem. Denne udtalelse passede med den israelske praksis. Israel dræbte yderligere 16 civile i angreb 29. juli. Deriblandt en mor og hendes 5 børn. Samtidig bombede det grænsen mellem Libanon og Syrien for at hindre nødhjælp i at komme ind i Libanon og flygtninge i at komme ud. Israel ignorerede de internationale opfordringer - herunder også humanitære opfordringer fra FN - fordi landet havde carte blance fra USA til at fortsætte krigen uden hensyn til civile tab.

Efter vedtagelsen af sikkerhedsrådsresolutionen 11. august og fastsættelse af 14. august kl. 5.00 GMT som tidspunkt for ophør af kampene, opfordrede Kofi Annan parterne til umiddelbart at indstille kampene eller i det mindste reducere omfanget. Forgæves. Israel besvarede resolutionen ved 4 timer senere at sende 30.000 soldater ind i Libanon, optrappe angrebene og bombardementerne.

Hizbollah

Ved krigens start kritiserede mange libanesere Hizbollah for at have udløst konflikten ved sin arrestation af 2 israelske soldater, men som krigen udviklede sig med israelsk terror mod den libanesiske civilbefolkning, Hizbollah som den eneste kraft der bekæmpede den israelske invasionsstyrke og verdenssamfundets manglende tiltag til beskyttelse af den libanesiske befolkning vendte stemningen. Der skete en lavineagtig opbakning bag Hizbollah - på tværs af religion og etnicitet. En undersøgelse viste 26. juli, at 72% af libaneserne nu bakkede op om Hizbollahs tilfangetagelse af 2 israelske soldater 12. juli og 85% støttede Hizbollahs forsvar af Libanon overfor Israels forsøg på at invadere landet i syd. Opbakningen var størst blandt shia muslimer, men også sunnier og kristne bakkede overvældende op bag Hizbollah. Landets anden større shia milits - Amal - meddelte at den også deltog fuldt ud i kampen mod de israelske invasionsstyrker. I starten af august støttede over 90% af libaneserne Hizbollahs forsvar af Libanon.

Israel erkendte i starten af august den omfattende opbakning og udstrakte sine bombardementer af Beirut til også at gælde kristne kvarterer, og i det sydlige Libanon til også at gælde kristne landsbyer.

Opbakningen bag Hizbollah var ikke afgrænset til Libanon. Organisationens evne til at forsvare Libanon mod de israelske invasionsstyrker fik dens popularitet til at eksplodere i hele den arabiske verden. Blot få måneder tidligere var det helt utænkeligt at se Hizbollah flag i sunni dominerede lande som golfstaterne og Saudi Arabien, men hurtigt fik den stjerne popularitet, og dens leder Hannan Nazrallah en status der nåede op på niveau med Nassers. Denne popularitet var ikke afgrænset til den muslimske befolkning. Også kristne og sekulære arabere i ikke blot Libanon og Palæstina men hele den arabiske verden udtalte beundring for Hizbollahs indsats, der på få uger ødelagde det image Israel gennem 50 år havde opbygget, at dets hær (IDF) var uovervindelig. Israel indledte efter 1 uges terrorbombardementer af Libanon landkrigen og erklærede at ville besætte det sydlige Libanon op til Litani floden, men Hizbollahs modstand mod invasionsstyrken var så voldsom og velforberedt, at både israelske elitestyrker og reservister igen og igen blev slået tilbage, og måtte trække sig ud.

I den forstand fik USA's udenrigsminister Condoleeza Rice ret i sin betragtning om, at krigen ville ommøblere situationen i Mellemøsten. Den viste, at selvom Israel har et ubetinget luftherredømme, kan dets landstyrker drives på flugt, og samtidig styrkede krigen modstanden mod USA og Israel. Det veluddannede mellemlag i Libanon vender sig nu åbent mod USA, efter i årtier at have haft USA som ideal. Årsagen er dets åbne støtte til Israels ødelæggelse af Libanon. I de arabiske diktaturstater der er allierede med USA - golfstaterne, Saudi Arabien, Jordan og Egypten - frygter magthaverne denne udvikling, fordi den samtidig undergraver deres egne magtpositioner.

Krigsforbrydelser

Israels krig mod Libanon var først og fremmest en krig mod civilbefolkningen og dermed en overtrædelse af 4. Genevekonvention, der omhandler beskyttelsen af civilbefolkningen under krigslignende tilstande. Israel gør sig dermed skyld i krigsforbrydelser, der ikke adskilte sig fra Hezbollahs angreb på civile i Israel - bortset fra omfanget. Israel dræbte 40-50 gange flere civile, og den systematiske ødelæggelse af Libanons infrastruktur gør samtidig Israel ansvarlig for statsterrorisme.

Allerede den 20. juli kritiserede FN's Menneskerettighedskommissær Louise Arbor krigsførelsen og talte om mulige krigsforbrydelser i både Libanon, Israel og Gaza. Hun udtalte videre:

Indiscriminate shelling of cities constitutes a foreseeable and unacceptable targeting of civilians... Similarly, the bombardment of sites with alleged military significance, but resulting invariably in the killing of innocent civilians, is unjustifiable

Menneskerettighedsrådet vedtog 11. august en udtalelse, der skarpt kritiserede Israel for dets krigsforbrydelser i Libanon. Israel er imidlerid berygtet for at sidde alle former for international kritik overhørig uanset om den måtte komme fra den Internationale Domstol i Haag, FN eller menneskerettighedsorganisationer.

FN's øverste chef for nødhjælpsoperationer, Jan Egeland besøgte 22. juli Beiruts sydlige forstæder. Han var stærkt chokeret over omfanget af ødelæggelserne efter de israelske bombardementer. Hele kvarterer var blevet jævnet med jorden. Han erklærede, at Israels bombardementer var helt ude af proportioner med tilfangetagelsen af to israelske soldater, og erklærede bombardementerne for en «overtrædelse af international humanitær lov». Egeland fortalte videre, at Israel havde nægtet FN at gennemføre nødhjælpsoperationer i det sydlige Libanon. Israels militær ville selv fordele nødhjælpen under overværelse af Røde Kors. Israel gjorde 21. juli hele sydlibanon til en «free-fire» zone, hvor Israel skød på alt hvad der bevægede sig. Det israelske militærs radio erklærede 24. juli, at israel ville jævne 10 bygninger i det sydlige Beirut med jorden for hver Hizbollah raket der blev affyret mod Israel. Militæret gjorde alvor af truslen 25. juli, da det efter flere dages pause genoptog bombardementerne af civilbefolkningen i det sydlige Beirut. Israel har en mangeårig tradition for tilsvarende ekstremt voldelige gengældelsesaktioner mod den palæstinensiske civilbefolkning efter palæstinensiske angreb mod Israel. Klare overtrædelser af 4. Genevekonvention.

Iflg. FN og det Internationale Røde Kors udviklede situationen i det sydlige Libanon allerede efter 1 uges krig sig hastigt til en humanitær katastrofe i stor skala, da Israel sønderbombede infrastrukturen, og beskød alle køretøjer dets fly kom på skudhold af. Det gjaldt både flygtninge, nødhjælpskonvojer og ambulancer. Internationalt Røde Kors rapporterer om sådanne israelske angreb på ambulancer, hvoraf en blev ramt af et israesk præcisionsmissil midt i korset. En praksis Israel allerede i flere år har anvendt i Gaza og på Vestbredden.

I desperation over at dets landoffensiv i syd var gået i stå pga. hård libanesisk modstand, og fortsatte massive libanesiske raketangreb på Israel, angreb Israelske kampfly 4. august den kristne bydel i Beirut og ødelagde de sidste 5 broer ud af Beirut, hvilket bragte nødhjælpsarbejdet til standsning. Samtidig blev de sidste broer over Litani floden bombet, så nødhjælpsorganisationerne ikke længere kunne transportere nødhjælp ind i det sydlige Libanon. I protest begyndte nødhjælpsorganisationerne at transportere nødhjælpen over Litani floden med håndkraft. I Bekaa dalen dræbte israelske bombefly 23 landarbejdere og fra det sydlige libanon var der rapporter om 53 dræbte civile i to huse bombet af Israel. Som hævn for den israelske terror sendte Hizbollah over 200 raketter ind over det nordlige og centrale Israel, hvoraf 2 nåede så langt sydpå som Hadera, kun 40 km fra Tel Aviv. 3 civile israelere blev dræbt som følge af Hizbollahs terror.

Israel anvendte forbudte klyngebomber i sine bombardementer af Libanon. Human Rights Watch (HRW) fotograferede 23. juli klyngebomber som vist på billedet på grænsen mellem Israel og Libanon. HRW har i Libanon konstateret, at Israel ikke blot anvender klyngebomber mod militære mål, men også civile. Den 19. juli blev en familie på 12 dræbt under et israelsk angreb med klyngebomber på landsbyen Blida. Israel anvender ligeledes fosforbomber mod civilbefolkningen, hvilket også er ulovligt. Human Rights Watch' erklæring om Israels brug af klyngebomber

Storbritanniens formand for Underhuset og tidligere udenrigsminister Jack Straw erklærede 26. juli: Israels militære aktioner «kan yderligere destabilisere den allerede skrøbelige libanesiske nation». Og videre: «Jeg sørger over de mange uskyldige israelere, der er blevet dræbt under konflikten. Og jeg sørger over de 10 gange flere libanesere, mænd, kvinder og børn, der er blevet dræbt af det israelske militær». Han tilsluttede sig samtidig den britiske underigsministers kritik af Israel for dets voldsomme krig mod den libanesiske civilbefolkning.

Det internationale Røde Kors kritiserede efter våbenstilstanden 14. august, at parterne ikke havde fulgt Genevekonventionerne og taget tilstrækkelig hensyn til civilbefolkningen. Samtidig blev Israels angreb på især det libanesiske Røde Kors fordømt. (ICRC: Lebanon/Israel: civilians pay the price of conflict, Geneve 14. august).

Human Rights Watch fulgte krigen tæt og kritiserede begge parters krigsforbrydelser. Den 3. august offentligjorde menneskerettighedsorganisationen rapporten Fatal Strikes. Israel’s Indiscriminate Attacks Against Civilians in Lebanon. Den 8. august opfordrede den FN til at indlede en efterforskning af drab på civile i Libanon og det nordlige Israel U.N.: Open Independent Inquiry into Civilian Deaths.
Human Rights Watch' rapporter og dokumenter om krigsforbrydelser i Libanon og Israel.
Human Rights Watch' multimedia om krigsforbrydelserne.

På sin ekstraordinære session 11. august fordømte FN's Menneskerettighedsråd Israels krigsforbrydelser i Libanon. (Council Strongly Condemns Grave Israeli Violations of Human Rights in Lebanon).

IDF massakre i Qana

Det israelske luftvåben gennemførte natten til søndag 30. juli en massakre på civile i byen Qana. 10 år tidligere gennemførte den israelske hær en anden massakre i samme by, da Israel angreb en FN lejr og dræbte 106 pålæstinensiske kvinder og børn, der have søgt tilflugt der. De oprindelige rapporter fra massakren 30. juli talte om over 60 dræbte, svarende til de to familier med ialt 63 medlemmer, der havde søgt tilflugt i bygningen, Israel bombede. Det viste sig i løbet af nogle dage iflg. Human Rights Watch, at 22 havde overlevet. 28 dræbte blev umiddelbart gravet ud af ruinerne - heraf 16 børn. De resterende 13 mentes - da HRW besøgte byen - fortsat at være begravet under ruinerne.

Massakren 30. juli udløste fordømmelse i det meste af verden. Den engelske, franske, spanske og svenske regering fordømte israelernes massakre og opfordrede sammen med EU's udenrigskoordinator, Javier Solana til øjeblikkelig våbenhvile. I hele den arabiske verden blev massakren skarpt fordømt - også af USA's nære allierede, Jordan og Egypten. FN's Sikkerhedsråd holdt søndag eftermiddag et hastemøde om situationen og FN's Generalsekretær Kofi Annan udtalte ved den lejlighed: Vi må fordømme denne aktion på den kraftigst mulige måde. Jeg er dybt bekymret over, at mine tidligere appeller om ophør af kamphandlingerne ikke er blevet efterfulgt, med det resultat at uskyldiges liv fortsat bliver taget, og uskyldige fortsat lider. Jeg gentager derfor min opfordring om våbenhvile. Handling er nødvendig, for at flere børn, kvinder og mænd ikke skal dø for en konflikt, som de ingen kontrol har over. I Venezuela udtalte præsident Hugo Chavez, at massakren er udtryk for israelsk statsterrorisme og fascisme. Venezuela afbrød siden sine diplomatiske forbindelser med Israel. Den libanesiske regering erklærede USA's udenrigsminister Condoleeza Rice for uønsket i landet, som hun skulle have besøgt 30. juli under sit besøg i regionen. USA's regering erklærede: «Israel har ret til at beskytte sig selv». Israel beklagede massakren, og søgte derefter at legitimere den med en påstand om, at Qana var tilholdssted for Hizbollah, og at civilbefolkningen var blevet beordret af Israel til at forlade byen. Samme dag kunne FN imidlertid meddele, at de humanitære organisationer var ude af stand til at sende nødhjælps- og evakueringskonvojer ind i det sydlige Libanon pga. manglende sikkerhedsgarantier fra Israel. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller undlod at kritisere Israel for massakren, og nøjedes med at udtrykke forfærdelse over det «meningsløse tab af menneskeliv». Møller undlod samtidig at kræve øjeblikkelig våbenhvile i kamphandlingerne. Den danske udenrigsminister erkendte dog, at israels krig mod Libanon ikke svækker Hisbollah, men tvært imod styrker organisationen.

Israel dræbte over 28 flygtninge i en bygning i Qana i det sydlige Libanon natten til søndag den 30. juli 2006. Heraf var 16 børn. Israels krigsforbrydelse blev fordømt over det meste af verden og førte til den hidtil kraftigste opfordring fra Kofi Annan om øjeblikkelig våbenhvile. Libanons regering erklærede USA's udenrigsminister Condoleeza Rice for uønsket i landet. USA bakkede ufordrødent Israels krigsforbrydelser op og og fortsatte sine våbenleverancer. CNN's rapportage fra Israels massakre i Qana, 30. juli 2006

FN's Sikkerhedsråd udtrykte sent søndag forfærdelse over massakren. USA's FN ambassadør John Bolton hindrede rutinemæssigt kritik af Israel for massakren, og at den krævede øjeblikkelig våbenhvile. USA ønskede, at Israel fortsatte sin krig i Libanon. Som følge af verdens fordømmelse erklærede Israel søndag, at det indstillede bombardementerne af det sydlige Libanon i 48 timer, men fortsatte imens krigsforbrydelserne i resten af landet. Libanon erklærede mandag den 31. juli for national sørgedag for ofrene fra Qana.

Efter nyheden om Israels massakre i Qana kom ud, stormede libanesere spontant FN's bygning i Beirut. FN's sikkerhedsvagter fik hurtigt situationen under kontrol. Demonstranterne efterlod sig dette visitkort: «1968-2006. 38 års israelsk terrorisme mod Libanon». USA's blokade for FN indgriben i konflikten fik store dele af den arabiske verden til at opgive FN som fredsorganisation.

Israels bombestop over det sydlige Libanon medførte at Hizbollah samtidig indstillede sin beskydning af israelske byer med raketter. Hizbollah har siden krigens start fremført, at det kun beskyder Israel med raketter som svar på Israels angreb. Inden Israels start på krigen 12. juli, faldt der ingen raketter over det nordlige Israel. Først da Israel selv brød sit bombestop på 2. dagen genoptog Hizbollah langsomt raketbeskydningen.

I et sidste desperat forsøg på at vende krigens udvikling, invaderede over 10.000 israelske soldater efter bombestoppets ophør det sydlige Libanon, i et forsøg på at erobre libanesisk land. De stødte på hård modstand fra libanesiske militsgrupper. 1. august angreb en israelsk kommandoenhed Baalbek 100km nord for grænsen, bortførte 5 libanesere og dræbte 19 civile. Samme dag regnede 230 raketter ned over det nordlige Israel. Det højeste siden krigens start. Kort forinden havde Israels premierminister erklæret, at Israel stort set havde elimineret Hizbollahs evne til at beskyde Israel. En påstand der ikke svarede helt til virkeligheden. 3. august genoptog Israel sine terrorbombardementer af Beirut.

Danmark

Danmark stillede sig krigens start bag USA og Israel, og trods den danske plads i FN's Sikkerhedsråd undlod den danske regering at bruge denne mulighed til at støtte bestræbelserne på at bringe krigen til ophør. Den officielle diskurs var at «Israels angreb på Libanon ikke var ude af proportioner» (Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen), at «konflikten ikke kunne stoppe før Hizbollah var nedkæmpet» (udenrigsminister Per Stig Møller), og Danmark var på et EU udenrigsministermøde med til at hindre, at EU arbejdede for en øjeblikkelig våbenhvile. EU skulle kun arbejde for indstilling af kampene.

Under den borgerlige danske regering er den danske våbeneksport eksploderet, og gennem produktionen af komponenter til bl.a. F-16 kampfly ender disse våben i Israel, der anvendes aktivt i den israelske statsterror mod Libanon og Palæstina.

Mens udenlandske medier hurtigt udviklede en mere nuanceret dækning af krigen, fungerede de danske medier - med få undtagelser - som talerør for den israelske militærpropaganda. Jyllandsposten gik så langt som til at erklære «Vi er alle israelere». For mere nuanceret information og nyhedskilder, se: BBC World's dækning, CNN, al-Jazeera og det libanesiske borgerlige dagblad Daily Star.

Ingen våbenhvile

USA hindrede at FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution om våbenhvile. Resolutionen taler derfor kun om indstilling af kampene, men er skæv fordi Hizbollah skal ophøre med alle væbnede aktiviteter, mens Israel blot skal indstille sine «offensive aktioner». Israel erklærede da også straks resolutionen for «favorabel», mens Libanon kritiserede den for at være skæv. Aggressor fordømmes ikke, og de israelske tropper kræves ikke tilbagetrukket øjeblikkeligt.

I de 3 uger op til FN resolutionen 11. august havde Israel forgæves forsøgt at besætte landsbyer i det sydlige Libanon, men var hver gang blevet slået tilbage. I et sidste forsøg på at gennemføre sin besættelse af det sydlige Libanon uden at blive smidt ud igen, sendte Israel derfor yderligere 30.000 soldater ind i Libanon 4 timer efter vedtagelsen af resolutionen og 48 timer før kampene skulle ophøre. Israel har erklæret, at de skal rense det sydlige Libanon for Hizbollah stillinger over de næste måneder. Hizbollah har samtidig erklæret, at organisationen fortsætter sin militære aktivitet til Israel er ude af Libanon. Så lang tid Israel afstår fra at bombe den libanesiske civilbefolkning, afstår Hizbollah dog også fra atsende raketter ind over Israel. Våbenstilstanden er derfor særdeles skrøbelig, da Israels erklærede dagsorden vil føre til fortsat krig.

Redaktør Rami Khouri ved Beirut-avisen The Daily Star skrev 19. juli:

Af de mange dimensioner i Israels aktuelle krig mod palæstinenserne og libaneserne er den mest afgørende i mine øjne, hvordan den vil påvirke den arabiske offentligheds holdninger til Israel på længere sigt. Jeg ser tre afgørende tendenser sætte sig igennem her: En tiltagende frygtløshed blandt almindelige arabere over for Israels militære overmagt; en determineret og fortsat søgen efter mere effektive modstandsmidler imod Israels besættelse og undertrykkelse af palæstinenserne; og en stærkt stigende modvilje over for den arabiske verdens magteliter, som stort set alle tavst har valgt at samtykke i de israelsk-amerikanske diktater.
.. Skal der blive fred og ro i Mellemøsten, vil det kræve tre ting: Arabere og israelere må behandles som ligeværdige parter i enhver henseende; nationale og internationale retsprincipper må retlede alle regeringers og politiske aktørers handlinger; den grundlæggende konflikt mellem Palæstina og Israel må løses på en fair, retmæssig og holdbar måde.
.. At beskytte Israel har længe været det primære fokus og mål for vestligt diplomati, hvilket også er grunden til samme diplomatis nederlag. I årtier har Israel nu etableret bufferzoner, besættelseszoner, røde linjer, blå linjer, grønne linjer, no go-zoner, militære zoner, brændte jord-zoner og alle mulige andre tænkelige zoner mellem sig selv og araberne, som er fortsat med at bekæmpe dets besættelse og bosætterkolonialisme - og alt sammen er det slået fejl, og her er forklaringen: At beskytte israelerne og samtidig overlade araberne til en skæbne af ydmygelse, besættelse, fornedrelse og underkastelse under de israelsk-amerikanske diktater kan udelukkende resultere i, at de selvsamme arabere vil omgruppere på nye måder, udtænke nye modstandsstrategier og komme tilbage en skønne dag for at kæmpe for deres land, deres menneskeværd, deres værdighed og udsigten til, at deres børn en dag kan få et normalt liv.
.. Tre arabiske parter har til dato udviklet missiler af forskellig art: Irak, Hamas og Hizbollah har alle affyret raketter og missiler imod Israel, hvad der har gjort begrebet om bufferzoner militært forældet og politisk irrelevant. Nye bufferzoner, indført af det internationale samfund for at beskytte Israel, som blot lader det intense arabiske nag vokse sig endnu mere betændt, vil kun resultere i, at næste generation af unge arabiske mænd og kvinder vil udvise endnu større viljestyrke for at udvikle de rette kampmidler, hvormed de en skønne dag kan slå til igen på måder, som vi i dag knapt kan gisne om.
.. I Israels faste vilje til at beskytte sig selv og den lige så ubøjelige arabiske vilje til at slå igen, har vi elementerne til evig krig eller - for dem, der omsider måtte have vilje til retfærdighed, - til en ny åbning for en diplomatisk løsning, der kan imødekomme begge siders legitime rettigheder.
The Daily Star

USA ønsker at «ommøblere» Mellemøsten gennem krig, og Israel ønsker ikke at indgå fredsaftaler med Palæstina eller sine øvrige arabiske naboer. Dette er en sikker garanti for fortsat krig og konflikt i regionen.

Ustabil situation

Israel blev efter krigen kastet ud i turbulent politisk situation. Justitsminister Haim Ramon måtte afgå efter seksuelt at have chikaneret en 18 årig israelsk soldat. Det blev afsløret, at den øverstkommanderende for krigsforbrydelserne mod Libanon, generalstabschef Dan Halutz umiddelbart efter den israelske regering igangsatte angrebet på Libanon den 12. juli solgte sine aktier, for at undgå de kursfald på 20-30% den israelske børs blev udsat for ved krigsudbruddet. Gerrigheden var større end patriotismen. Premierminister Ehud Olmert var genstand for næsten daglige demonstrationer - bl.a. fra de reservister der var blevet indkaldt til krig, der demonstrerede mod krigens absurditet og de mange tab. 120 israelske soldater blev dræbt. Heraf alene 33 dræbte de sidste to dage, da Israel sendte 40.000 soldater ind i Libanon i et forsøg på at nå Litani floden.

Libanon krigen var den længste Israel havde ført, og samtidig den krig hvor landet led det største politiske og militære nederlag. Ikke engang de to arresterede soldater der officielt var anledningen til krigen blev løsladt. Af de parter overholdt Libanon og Hizbollah våbenstilstanden, hvorimod Israel ved en række lejligheder brød den. Det alvorligste brud fandt sted den 19. august, da Israel gennemførte en offensiv aktion dybt ind i Bekaa dalen. Aktionen blev imidlertid slået tilbage af libanesiske styrker og 3 israelske soldater blev dræbt. Militæranalytikere vurderede, at aktionen var et desperat israelsk forsøg på enten at befri de 2 arresterede israelske soldater, eller tilfangetage et højtstående Hizbollah medlem, der kunne bruges i en fangeudveksling mod de to israelere. Efter den fejlslagne aktion igangsattes hemmelige forhandlinger mellem de parter med Tyskland som mellemmand.

I Libanon var israelerne mest interesserede i at komme ud så hurtigt som muligt igen, og tillod derfor overraskende 15.000 libanesiske soldater at rykke syd for Litani floden. Samtidig trak store israelske troppestyrker sig ud af landet. Hizbollah gik i gang med at uddele penge til de civile ofre for krigen i det sydlige Libanon. Hver familie fik 12.000 US$. USA stillede ligeledes penge til rådighed, men libaneserne afviste at tage imod denne støtte udfra en argumentation om, at først blev de bombet med nordamerikanske bomber, og bagefter forsøgte USA at købe aflad med dollars. Den gik ikke. Også golfstaterne gik ind med støtte, der imidlertid skulle kanaliseres gennem den libanesiske regering. Trods indsats fra USA og reaktionære arabiske stater, blev Hizbollahs position efter våbenhvilen derfor yderligere styrket. Meningsundersøgelser i bl.a. Egypten viste, at den mest populære politiker i landet var Hizbollahs Nasrallah.

Frankrig havde under forhandlingerne om resolutionen i FN's Sikkerhedsråd lovet at stå i spidsen for den multinationale udvidelse af UNIFIL til 15.000 soldater i det sydlige Libanon, men fik efterfølgende kolde føder. Landets blev derfor voldsomt skoset af neokonservative kredse i USA. USA ønskede til gengæld ikke selv at deltage i styrken efter at være blevet bombet ud af Libanon i 1983. Frankrigs betænkeligheder skyldtes uklarhederne i resolutionen omkring afvæbning af Hizbollah. Resolutionen kræver ikke klart Hizbollahs afvæbning. Dette er imidlertid et klart krav fra USA og Israel. Men Frankrig havde selv dårlige erfaringer fra sin tilstedeværelse i Libanon i 1982-83, og ønskede ikke at blive stillet til regnskab for en umulig afvæbning, som Israel ikke engang selv kunne klare. Frankrig gik først med til at udvide sin deltagelse i UNIFIL til 1700 mand da det blev slået fast, at UNIFIL ikke skal varetage afvæbningen af Hizbollah. Til gengæld lovede Italien at stille 3.000 soldater.

BBC billeder fra Israels krigsforbrydelser i Beirut

Virkningerne af krigshandlingerne i Libanon og Israel, temaudsendelse (56 min.) i DR P1 Orientering 27. august 2006

Statslige bankrøvere

IDF plyndrede 20. september vekselhuse og banker på den besatte vestbred for flere mio. US$. Palæstina er i dyb økonomisk krise pga. USA's og EU's økonomiske blokade mod det demokratisk valgte selvstyre og Israels blokader og krig mod landet. Bankrøverierne har til formål yderligere at forstærke denne krise. ( Haaretz: IDF raids W. Bank bureaux de change, confiscates millions. 20/9 2006)

Israel optrappede i starten af november angrebene på Gaza og dræbte over 42 civile palæstinensere. Angrebene var afledningsmanøvrer ifht. den dybe politiske krise, landet stod i. Landets præsident, Moshe Katzav blev i oktober officielt stillet under anklage for en række tilfælde af voldtægt mod tidligere medarbejdere. Samtidig inviterede premierminister Olmert partiet Yisrael Beiteinu til at deltage i regeringen og gjorde partiets formand, Avigdor Lieberman til vice-premierminister og «minister for strategiske trusler» (mod Israel). Partiet er et fascistisk parti der åbent går ind for transfer - dvs. udryddelse af alle palæstinensere fra Palæstina. I starten af november krævede Lieberman, at ikke blot palæstinensere i Palæstina, men også palæstinensere i Israel skulle udryddes.

Israels fascistiske vice-premierminister Avigdor Lieberman krævede i 2006 alle palæstinensere i Israel og i Palæstina udryddet.

Den 8. november 2006 gennemførte slyngelstaten endnu et granatangreb mod flygtningelejren Beit Hanoun i Gaza. Flere end 19 civile palæstinensere blev dræbt - næsten alle kvinder og børn. Massakren skete da israelske tanks åbnede ild mod huse i lejren. Den blev fordømt i den arabiske verden og af EU. Slyngelstatens udenrigsminister Perez kaldte angrebet et «uheld».

Planer om atomangreb mod Iran

Israel har siden slutningen af 1960'erne været i besiddelse af atomvåben, bygget af våbenplutonium leveret af USA. Landet er ligesom Nordkorea ikke underskriver af ikke-spredningstraktaten, og har altid modsat sig inspektionsbesøg fra den den Internationale Atomenergikommissions (IAEA) side. Det har historisk hverken officielt indrømmet eller afvist besiddelsen af atomvåben - indtil premierminister Ehud Olmert i efteråret 2006 i et interview indrømmede eksistensen. Eksperter mener at landet er i besiddelse af omkring 100 kernevåben. Den primære årsag til at USA og Israel går så stille med dørene omkring de israelske atomvåben er dels at de er en krænkelse af ikke-spredningsaftalen, dels at USA's lovgivning forbyder bistand til lande der krænker ikke-spredningsaftalen. Offentlig anerkendelse af de israelske atomvåben ville tvinge USA til at afbryde sin massive militære bistand til Israel.

I en artikel 7. januar 2007 i den britiske avis Sunday Times blev det afsløret, at Israel har udarbejdet detaljerede planer for et atomart angreb på Iran med det formål at sætte dette lands uran-oparbejdningsanlæg ud af spillet. Israelske militære kilder afslørede, at israelske piloter øver et scenarie, hvor oparbejdningsanlægget i Natanz først angribes med konventionelle bunker-busters bomber, der skal åbne en dyb skakt ned til det underjordiske anlæg. Derefter vil andre fly sende så mange taktiske kernevåben ned i denne skakt som muligt med det formål at ødelægge anlægget.

Gennemfører slyngelstaten sit atomare angreb, vil det være første gang siden USA's angreb på Hiroshima og Nagasaki i 1945, at kernevåben anvendes til angreb. Det vil med et slag ændre de militære konventioner og åbne op for almindelig anvendelse af kernevåben i konflikter.

Israel afviste de detaljerede planer skitseret i Sunday Times som rygter. Den danske udenrigsminister havde ingen kommentarer til atomtruslen i Mellemøsten.

I maj 2007 offentliggjordes en officiel rapport om fejlene begået under Israels krig mod Libanon året forinden. Rapportens skarpe kritik af premierminister Olmert fik både opposition og medlemmer af Olmerts eget Kadima parti til at kræve hans afgang. Den stærkt svækkede premierminister klynger sig dog fortsat til magten.

I juni trådte præsident Katsav tilbage fra posten efter at have indrømmet at have voldtaget flere kvinder. Han indrømmede desuden andre seksuelle krænkelser.

I et sidste forsøg på at sikre sig et positivt eftermæle, indkaldte George Bush i november parterne i mellemøstkonflikten til konference i Annapolis i USA med henblik på at igangsætte en ny fredsproces. Israel deltog også i konferencen og lovede at deltage i processen. En måned senere igangsattes nye folkeretstridige bosættelser på Vestbredden. Bush besøgte i januar 2008 for første - og sidste gang - i sin regeringstid Israel.

Israelske krigsforbrydelser i Gaza

Efter Hamas' valgsejr i januar 2006 gennemførte Israel flere altomfattende blokader af Gaza. I Israels analyse vil den Vestlige Verden afstå fra at kritisere Israels krigsforbrydelser overfor Gazas befolkning fordi Hamas er Palæstinas folkevalgte regering. På sitet 194now.net/Killingfields kan slyngelstatens angreb på Gaza følges dag for dag. I juni 2008 blev der indgået en uformel våbenhvile mellem slyngelstaten, Hamas og de militante grupper i Gaza. Israel afstod fra at gennemføre større invasioner og angreb ind i Gazas slumkvarterer og flygtningelejre mod at de militante grupper indstillede deres raketindgreb ind i Israel. Våbenhvilen holdt frem til 4. november hvor Israel besluttede at genoptage sine angreb på Gazas befolkning. Det skete da slyngelstaten likviderede 6 medlemmer af Hamas. De militante grupper i Gaza genoptog til gengæld deres raketindgreb. Israels undskyldning for sine krigsforbrydelser er selvforsvar - det er nødt til at besvare angrebene fra Gaza. Men i november var det Israel der brød våbenhvilen, og tabstallene taler deres tydelige sprog. Amnesty International oplyste, at 420 palæstinensere frem til november 2008 var blevet dræbt af de israelske angrebsstyrker (IOF), heraf halvdelen ubevæbnede civile og heraf 80 børn. På den israelske side blev 24 dræbt, heraf 4 børn.

Tal fra Israels eget militær viser at våbenhvilen mellem Israel og Gaza i månederne juni-oktober 2008 (det som militæret nøjes med at kalde "Lull in fighting") var effektiv. Det var først da Israel 4. november besluttede at afbryde våbenhvilen, da den likviderede 6 Hamas medlemmer, at raketangrebene blev genoptaget. (Summary of rocket fire and mortar shelling in 2008 (Intelligence and Terrorism Information Center at the Israel Intelligence Heritage & Commemoration Center (IICC), Fast link. Israel dræbte i 2008 ca. 700 palæstinensere, deraf knapt 200 børn. Militante palæstinensere dræbte samme år 27 israelere, heraf 4 børn.)

Samtidig med genoptagelsen af sine myrderier i Gaza indledte Israel en total blokade af området. Israelske pirater på det israelske militærs skibe håndhævede en søblokade, der ikke tillod palæstinensiske både at fiske, eller skibe med nødhjælp at nå ind til Gaza. Alle forsyninger med nødhjælp ind i området blev indstillet, og elektricitetsforsyningen fra Israel reduceret (Israel har allerede bombet og ødelagt de fleste elkraftværker i Gaza). Amnesty International erklærede 14. november 2008: «Israels militær har fuldstændig blokeret for alle leverancer af humanitær bistand, medicin, olie og elektricitet til Gaza. Det er intet andet end kollektiv afstraffelse af Gazas civilbefolkning. Samtidig hindrer Israel alle udenlandske journalister og diplomater adgang til området. Israel ønsker ikke at verden ser de lidelser de udsætter Gazas 1,5 millioner indbyggere for». Og 14 dage senere erklærede formanden for FN's Generalforsamling, Miguel D'Escoto Brockmann: «Israels aktioner overfor Vestbredden og Gaza minder om tidligere tiders apartheid». Brockmann mindede samtidig om, at det kan være nødvendigt med sanktioner overfor slyngelstaten for at få den til at indstille sine krigsforbrydelser. Den Vestlige Verden fortsætter imidlertid sin åbne accept af de israelske krigsforbrydelser, og EU diskuterede i samme periode opgradering af de handelsmæssige relationer mellem EU og Israel. Trods massiv nordamerikanske bistand til slyngelstaten, er dens primære handelspartner EU.

Slyngelstaten indledte 27. december 2008 terrorbombardementer af Gazas flygtningelejre. Officielt for at ramme Hamas, men menneskerettighedsorganisationer kunne hurtigt berette at over halvdelen af de 300 der var dræbt i løbet af 2 dages luftbombardementer var civile. Iagttagere pegede på at med blot 40 dage til valg i Israel og regeringens svækkede position var den mest sandsynlige årsag ønsket om at vinde det forestående valg ved at dræbe nogle hundrede palæstinensere.

Offer for Israels terrorbombardementer af Gaza, 27. december 2008. En lille pige afventer behandling udenfor et hospital i Gaza.

Israel indledte 3. januar 2009 sin land invasion af Gaza, og fra denne dag eskalerede slyngelstatens krigsforbrydelser drastisk med angreb på skoler, hospitaler, ambulancer (22 læger, sygeplejersker og ambulancefolk var frem til 10. januar blevet dræbt af slyngelstatens soldater), FN's nødhjælpskonvojer, men først og fremmest Gazas civilbefolkning. Trods Israels forsøg på mørklægning af sine massakrer i Gaza ved at hindre journalisters adgang til området kom billeder alligevel ud, og informationerne førte bl.a. til at højtstående FN embedsmænd anbefalede Israel stillet for den Internationale domstol i Haag for sine krigsforbrydelser og til at flere europæiske socialdemokratier tog en historisk beslutning ved at anbefale sanktioner mod slyngelstaten. Olmert regeringen erkendte situationens alvor da den i slutningen af måneden forbød medierne at bringe navne og billeder på officerer, der havde deltaget i massakrene i Gaza. Den erklærede samtidig at den ville gøre sit yderste for at hindre at de blev stillet for domstole i udlandet anklaget for krigsforbrydelser.

Imens fortsatte en spansk undersøgelsesdommer sit arbejde med udfærdigelse af anklager mod den tidligere israelske krigsminister Benjamin Eliezer og 5 andre højtstående krigsforbrydere for deres krigsforbrydelser i Gaza i 2002.

Amnesty International offentliggjorde 23. februar 2009 en omfattende rapport om krigsforbrydelserne i Gaza: Fuelling conflict: Foreign arms supplies to Israel/Gaza. I rapporten anbefaler Amnesty International en international våbenblokade af både Israel og Hamas, og kritiserer samtidig Israels våbenleverandører i USA og EU skarpt for deres bidrag til Israels krigsforbrydelser. Opfordringen til blokade var udtryk for at Israel på verdensplan står stadig mere isoleret - bortset fra blandt dets bevidstløse vestlige støtter.

UN urged to ban arms to Israel, Al-Jazeera 23. februar 2009

Valg 2009

Slyngelstaten gennemførte 10. februar valg til parlamentet. Inden da havde staten forbudt de palæstinensiske partier, der indtil da havde repræsenteret landets 1 mio. palæstinensiske indbyggere. Valgets store vindere var den ny-nazistiske højrefløj repræsenteret ved partierne Yisrael Beiteinu og Likud. Yisrael Beiteinu under ledelse af den tidligere russiske dørvogter Avigdor Lieberman krævede åbent alle palæstinensere smidt ud af både Israel og de besatte områder. Mens den vestlige verden stillede krav til den palæstinensiske regering under ledelse af Hamas om anerkendelse af staten Israel, erklærede både Yisrael Beiteinu og Likud åbent at der aldrig bliver nogen palæstinensisk stat. Ved valget blev det siddende regeringsparti, Kadima snævert det største, men den fascistiske højrefløj gik så stærkt frem at Benjamin Netanyahu fra Likud fik til opgave at danne ny regering. Ved valget blev det fascistiske parti Yisrael Beiteinu som ventet landets tredje største og overhalede Arbejderpartiet.

Likuds formand Benyamin Netanyahu præsenterede 31. marts 2009 sin nye regering baseret på den ekstreme højrefløj. Den mest fremtrædende position mod omverdenen fik nazisten Avigdor Lieberman, der blev udenrigsminister. I forsøg på at opbløde regeringens nazistiske karaktertræk overfor omverdenen forsøgte Netanyahu at få centrum-højre partierne Kadima og Arbejderpartiet med i sin regering. Det blev blankt afvist fra Kadimas side, mens Arbejderpartiet der blev halveret ved valget gik med. Partiets formand, krigsforbryderen Ehud Barak fik kun med snævert flertal sit parti til at acceptere regeringsdeltagelsen. For at holde sammen på de mange konger i højrefløjspartierne i regeringen måtte Netanyahu udnævne ikke mindre end 30 ministre. Det højeste antal i nogen hidtidig israelsk regering.

Marts 2009. Israelske soldater indrømmer krigsforbrydelser i Gaza

I starten var det kun de palæstinensiske ofre i Gaza der talte om israelske krigsforbrydelser. Forbrydelserne blev senere bekræftet af FN og senere af menneskerettighedsorganisationer der skulle gennemføre omfattende undersøgelser. I marts kom turen til israelske soldater der begyndte at fortælle offentligt om de forbrydelser de havde været vidner til og om de israelske «rules of engagement», der ingen begrænsninger havde ifht. at begrænse drab på palæstinensiske civile. Den israelske påstand fra starten af terrorkrigen mod Gaza om at Israel gjorde alt for at beskytte civilbefolkningen var dermed fuldstændig demonteret. Tabstallene fra krigen taler deres nøgne sprog: 1200 civile dræbt og 250 partisaner.

Israeli soldiers say killing civilians 'allowed'. Israel's army is accused of war crimes after more than 1,300 Palestinians were killed in the war on Gaza.
In interviews published by a leading Israeli newspaper, Israeli soldiers say killing Palestinian civilians and destroying their homes was allowed in Israel’s rules of engagement during the war.
'Shooting and crying' , Ha'aretz, 20. marts 2009
IDF in Gaza: Killing civilians, vandalism, and lax rules of engagement, Ha'aretz, 19. marts 2009
ANALYSIS / Can Israel dismiss its own troops' stories from Gaza?, Ha'aretz, 19. marts 2009
Time to believe Gaza war crimes allegations, Ha'aretz, 24. marts 2009
Guardian investigation uncovers evidence of Israeli war crimes in Gaza, UK Guardian 23. marts 2009
Under attack: how medics died trying to help Gaza's casualties, UK Guardian 23. marts 2009
Israeli troops describe shooting Gaza civilians, UK Guardian 20. marts 2009
Israeli troops shot 'unarmed Palestinian civilians under orders' during Gaza war, UK Guardian 19. marts 2009

FN's Specielle Rapporteur for den besatte områder, Richard Falk fremlagde på FN's Menneskerettighedsråds møde den 23. marts sin rapport om Israels krig mod Gaza og konstaterede at Israel klart har overtrådt proportionalitetsprincippet (1453 dræbte palæstinensere overfor 13 dræbte israelere) og overvejende har dræbt civile. Han opfordrede derfor FN til at retsforfølge Israel for krigsforbrydelser. Statement on Gaza to the Human Rights Council Meeting on March 23rd 2009 by Richard Falk, Special Rapporteur for the Occupied Palestinian Territories. To dage senere offentliggjorde Human Rights Watch en omfattende rapport om Israels brug af hvid fosfor (Rain of Fire. Israel’s Unlawful Use of White Phosphorus in Gaza, Human Rights Watch 25/3 2009. 75 siders rapport om Israels ulovlige anvendelse af fosforbomber mod civilbefolkningen i Gaza). Udover omfattende dokumentation af Israels ulovlige anvendelse af dette våben konkluderer rapporten videre, at Israel med denne anvendelser har begået krigsforbrydelser. (Human Rights Watch fotos af hvid fosfor i Gaza)

Et skud, to mord

Israelske soldater har verdens højeste moral. Her ses fritidsbeklædningen fra IDF, der opfordrer til mord på palæstinensiske kvinder og børn.

Israel ynder i sin propaganda at omtale sine soldater som soldater med verdens højeste moral. Propagandaen står ikke mål med virkeligheden. Det israelske dagblad Ha'aretz kunne i slutningen af marts 2009 bringe fotos af soldater iklædt T-shirts, der opfordrede til mord på palæstinensere. Beklædningen havde de fået fra det israelske militær. Teksten på en T-shirt var «1 shot 2 kills» med en tegning af en gravid palæstinensisk kvinde. Teksten på en anden T-shirt var «Jo mindre, jo sværere» og viste en tegning af et barn med et gevær. Ha'aretz havde interviewet en af soldaterne om meningen med denne T-shirt, og han udtalte: «der er en dobbelt betydning i den. Det er jo et barn, så der er måske lidt moralske skrupler, og så er det fordi målet er sværere at ramme». En tredje T-shirt viste en soldat der sprang en moske i luften med teksten «Kun gud tilgiver». Israeli Army T-Shirts Mock Gaza Killings

Slyngelstaten saboterer FN's efterforskning af krigsforbrydelser

En lang række fremtrædende internationale personligheder med tidligere forkvinde for FN's Menneskerettighedsråd, Mary Robertson og tidligere chefanklager ved FN's krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavienog for Rwanda, Richard Goldstone i spidsen anbefalede i marts 2009 FN's Menneskerettighedsråd at nedsætte en ekspertkomission tilundersøgelse af påståede krigsforbrydelser i Gaza, de øvrige besatte områder og Israel. Rådet besluttede i starten af april at nedsætte en sådan kommission under ledelse af Richard Goldstone, der er sydafrikaner og har en jødisk baggrund. Den palæstinensiske side anerkendte umiddelbart kommissionen og erklærede sin villighed til at samarbejde med den. Den nazistiske israelske udenrigsminister erklærede 16. april, at Israel ikke vil anerkende kommissionen. Den får derfor ikke mulighed for at gennemføre uafhængige undersøgelser i hverken Israel eller de besatte områder. Israel saboterede på lignende vis i 2002 en uafhængig FN undersøgelse af slyngelstatens massakre i flygtningelejren Jenin på den besatte Vestbred. Løsningen på det aktuelle problem kan blive nedsættelse af en særlig krigsforbryderdomstol, der skal retsforfølge de skyldige for krigsforbrydelser i de besatte områder og Israel.

Israels nazistiske regering erklærede samtidig «fredsprocessen» for død. Under besøg af USA's fredsmægler i konflikten John Mitchell i Israel 16. april erklærede premierminister Netanyahu, at der ikke længere eksisterede en fredsproces, og at den i givet fald skulle genopfindes på ny betingelser. Han fortsatte med at erklære at der ikke ville blive tale om forhandling om en to-statsløsning før alle palæstinensere anerkender Israel (Israel anerkender til gengæld ikke Palæstina). Det israelske synspunkt deles ikke af USA, hvor både præsident Obama og udenrigsminister Clinton fremhæver behovet for etableringen af to stater. Den nazistiske stat, derimod, ønsker «lebensraum».

Israels apartheid karakter

Et forskningsprojekt under Sydafrikas humanistiske forskningsråd offentliggjorde i maj 2009 en rapport om Israels apartheid karakter. Efter den politiske afskaffelse af apartheid i Sydafrika i 1992 har landet været særligt engageret i at afdække tilsvarende træk i andre stater. Frem til afskaffelsen af apartheid i Sydafrika i 1992 var Israel en af apartheid statens nærmeste allierede, og flere delegationer af jøder og sorte fra Sydafrika har siden besøgt Israel og de besatte områder og karakteriseret Israel som en endnu værre apartheid stat end Sydafrika var. Rapporten konkluderer:

• Israel er en stat der lovgivningsmæssigt opdeler sine borgere efter et grundlæggende kriterie: ikke hudfarve, men religion. Jøder skal aftjene militær værnepligt og har derefter ret til offebtlig ansættelse og en række offenlige ydelser. Ikke-jøder (kristne, muslimer, ateister m.fl.) må ikke aftjene værnepligt, kan ikke ansættes i offentlige stillinger og har ikke ret til en række offentlige ydelser, som jøder har.
• Israels lovgivning har en paragraf (fra 1950) om retten til hjemvenden, der giver jøder ret til at emigrere til staten Israel og opnå israelsk statsborgerskab. Denne ret tilbydes ikke andre (trods FN's resolution 194 der pålægger Israel at tillade de 7-800.000 palæstinensere at vende tilbage tilbage til deres hjem).
• Den israelske lov fra 2003 om familiesammenføring giver jøder lov til familiesammenføring, mens kristne, muslimer, ateister m.fl. ikke har denne ret. Familiesammenføringsretten har dog en begrænsning ifht. jøder: jøder har ikke ret til at blive familiesammenført med en kristen, muslim osv.
• Israel har 1967 aktivt arbejdet for opbygningen af et Bantustan system (svarende til det sydafrikanske under apartheid), hvor palæstinensere indesluttes i enklaver og forbydes kontakt med palæstinensere i andre enklaver. Det gælder især Israels adskillelse af Østjerusalem fra resten af de besatte områder.
• Formålet med Israels fragmentering af de besatte omårder er åbenlyst at knuse den palæstinensiske økonomi og umuliggøre etableringen af en selvstændig palæstinensiske stat.
• Israel praktiserer et system i de besatte områder svarende til artikel 2(a) i Apartheid Konventionen. Israel gennemfører udenomsretlige henrettelser af palæstinensere, tortur, inhuman behandling, vilkårlige arrestationer og fængslinger af palæstinensere. Disse sanktioner er statsligt sanktionerede, støttet af det israelske retsvæsen, opretholdt af et undertrykkende system af militærforordninger og illegale militære domstole. Det er juridisk fastlagt, at der eksisterer et juridisk system for jøder i de besatte områder (det israelske), mens palæstinenserne er underkastet militære forordninger go militærdomstole. Palæstinensernes ytringsfrihed, demokratiske og menneskelige rettigheder er under ét frataget dem, mens de jødiske bosættere nyder fulde rettigheder som israelske statsborgere.

Den israelske stats apartheid karakter er allerede tidligere fastslået i 1970'erne af UNESCO og i 2001 af FN's konference mod racediskrimination i Durban.
Occupation, Colonialism, Apartheid: A re-assessment of Israel's practices in the occupied Palestinian territories under international law. A study by the Middle East Project of the Human Sciences Research Council of South Africa, May 2009. (Den fulde rapport (302 s).)

2009 Stigende kløft med USA

Allerede før sin indsættelse som præsident i USA erklærede Barack Obama, at fred i Mellemøsten ville have en høj prioritet for hans administration. Efter sin magtovertagelse i januar 2009 indsatte han senator John Mitchell som fredsmægler i regionen. Da Israels premierminister Netanyahu i maj 2009 besøgte Washington erklærede Obama, at et stop for de israelske bosættelser i de besatte områder stod højest på dagsordenen. USA's erklæring blev ignoreret af den nyvalgte nazistiske regering i Israel, og Obama strammede efterfølgende USA's holdning til: «Israels bosættelser i de besatte områder er til skade for USA's sikkerhedspolitiske situation». Mens det de sidste 6 år af Bush jr. regeringsperiode var umuligt at skelne mellem erklæringer fra Tel Aviv og Washington, markerede de første måneder af 2009 et stadig større gab mellem Nordamerikansk og israelsk politik. Obama gik under sin tale i Cairo i juni 2009 yderligere et skridt videre ved at erklære at indstillingen af israelske bosættelser skal følges af nedlæggelse af bolæggelser. Dette er klare krav til israel på vejen mod fred i Mellemøsten. EU markerede sig ved - traditionen tro - ikke at have nogen politik for fred i regionen.

Breaking the Silence

Den israelske soldaterorganisation Breaking the Silence offentliggjorde i juli en rapport baseret på interviews med 53 israelske soldater og officerer, der gjorde tjeneste under israels angreb på Gaza i januar.

Breaking the Silence: israelske soldater fortæller om IDF's krigsforbrydelser i Gaza.

Interviews med soldater og officerer bekræftede følgende systematiske brud på 4. Genevekonvention:

• Soldaterne blev af deres overordnede bildt ind, at der ikke var civile i de områder de gik ind. Alle mennesker de antraf var pr. definition væbnede modstandere.
• Eftersom alle personer var «rules of engagement»: shoot to kill. Alle var fjender, der kunne dræbes.
• IDF anvendte ved alle husgennemsøgninger civile palæstinensere som menneskelige skjolde. De blev som de første sendt ind i husene.
• Der blev rutinemæssigt anvendt fosforgranater. Ikke blot i åbne områder, men også i beboede områder.

Soldaterne berettede endvidere, at rabbinerne der havde taget afsked med dem i Israel havde omtalt angrebet på Gaza som «hellig krig». Lidt ældre soldater berettede om, at det især var de yngre soldater der havde levet sig helt ind i Rambo rollen, og gik levende op i dræbe så mange (civile) palæstinensere som muligt. IDF benægtede rutinemæssigt krigsforbrydelserne.

Breaking the Silence om krigsforbrydelserne i Gaza
Breaking the Silence Gaza rapporten

Det ulovlige bosættelsesbyggeri fortsætter - uanset forholdet til USA

Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman erklærede i august, at landets konsul i Boston, Nadav Tamir skulle afskediges. Tamir havde en uge forinden forfattet et internt memo, hvor det hed at Israels modvillighed overfor at give efter for USA's pres for at standse bosætterbyggeriet i de israelsk besatte områder har «forværret forholdet mellem de to lande og påfører Israel strategisk skade». Som følge af det interne notat blev Tamir øjeblikkelig kaldt tilbage til Israel til en skideballe, men udenrigsministeren ønsker ham helt fjernet. Som en del af Oslofredsaftalen som Israel underskrev med PLO i 1993, forpligtigede Israel sig til et totalt stop for bosættelser i de besatte områder. Antallet af bosættere er ikke desto mindre fordoblet siden 1993. Israels indenrigsminister Eli Yishai der samtidig er formand for Shas partiet besøgte ligeledes i august den nye E1 bosættelse i udkanten af Østjerusalem og erklærede at bosættelsesbyggeriet naturligvis skal fortsætte uanset Washingtons synspunkter. Formålet med E1 er at afskære det palæstinensiske Østjerusalem fra resten af Vestbredden. (Avigdor Lieberman calls for Israeli diplomat to quit over US ties warning).

Israel til kamp mod menneskeretsorganisationer

Israel vedtog i august lovgivning, der forbyder udenlandsk støtte til israelske menneskerettighedsgrupper. Formålet er at lukke munden på israelske grupper, der dokumenterer Israels krigsforbrydelser. Det gælder grupper som Coalition against House Demolitions, Breaking the Silence og B'tselem. Det var soldaterorganisationen Breaking the Silence der en måned tidligere dokumenterede Israels anvendelse af hvid fosfor og «shoot to kill» politik overfor civile under invasionen i Gaza i januar.


Israel questions rights groups motives

Autoritære stater som Colombia, Myanmar og Kina forfølger ligeledes menneskeretsaktivister.

Få dage senere offentliggjorde Human Rights Watch en rapport der dokumenterer og kritiserer Israels drab på civile under landets invasion i Gaza i januar 2009. Rapporten behandler indgående IDF's mord på 11 civile palæstinensere under invasionen af Gaza. (HRW: White Flag Deaths. Killings of Palestinian Civilians during Operation Cast Lead, Israel troops 'shot Gaza civilians', Israeli soldiers killed unarmed civilians carrying white flags in Gaza, says report. Israel afviste rutinemæssigt HRW's rapport og insisterede på, at Israel har en hær med «verdens højeste moral» og kun dræber terrorister. Vi bringer her billedet af en af de «terrorister» Israel dræbte 5. Januar 2009, den 5 årige Nada al-Marrdi. Hun blev dræbt i ‘Atatra af israelske soldater, da hun, hendes familie og naboer forsøgte at komme ud af området bærende på hvide T-shirts, sat som flag på stokke.

Body snatchers

Det kom i august 2009 til en diplomatisk krise mellem Sverige og Israel. Anledningen var angiveligt en artikel i den svenske avis Aftonbladet 17. august (Våra söner plundras på sina organ), der beskrev det israelske militærs organtyverier blandt dræbte palæstinensere. 3 uger tidligere var den israelske rabiner Levy Izhak Rosenbaum blevet arresteret i Brooklyn, New York for medvirken til organhandel. Han købte nyrer i Israel for 10.000 US$ og solgte dem til dødsyge nordamerikanere for 150.000 US$. Aftonbladet refererede til en sag fra 1992, hvor israelsk militær dræbte den 19 årige Bilal Achmed Ghanan, fløj ham bort og først leverede ham tilbage til familien 1 uge siden, hvor han var blevet syet sammen fra underliv til halsen. Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu «.. krævede ikke en undskyldning af den svenske, men at den skulle fordømme Aftonbladet og dens artikel» (Israel-Sweden row over media report). Det blev afvist af den svenske regering, der henviste til, at der eksisterer ytringsfrihed i Sverige. Det israelske krav blev sammenlignet med arabiske krav til den danske regering i 2006 om at den skulle tage afstand fra de såkaldte Muhammad tegninger i Jyllandsposten. Den israelske offensiv mod Sverige havde dog to andre formål. Sverige overtog formandsposten i EU 1. juli og bakker USA's kritik af den fortsatte og illegale israelske ekspansion af sine bosættelser i de besatte områder. Desuden var offensiven møntet på offentligheden i USA for at bevise, at antisemitismen fortsat lever i bedste velgående i Europa. Israel karakteriserer rutinemæssigt enhver kritik af landets overgreb mod den palæstinensiske befolkning som antisemitisme. (Se også: Palestinians seek organ theft probe)

Efter flere måneders retorik om anti-semitisme indrømmede den tidligere chef for Israels retsjuridiske institut, Jehuda Hiss i december, at israelske læger gennem flere år havde fjernet organer fra dræbte palæstinensere for at anvende dem til transplantationer. De israelske besættelsesstyrker (IOF) erklærede i israelsk TV2, at denne praksis var et tiår gammel og ikke længere forekom. (Israel admits to organ thefts)

FN karakteriserer Israels krig mod Gaza som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

Undersøgelseskommissionen nedsat af FN's Menneskerettighedsråd og under ledelse af Richard Goldstone udsendte i september sin rapport om Israels krig mod Gaza i december/januar. Vestlige medier, herunder de danske, præsenterede rapporten som en kritik af begge parter i konflikten. Konflikten var imidlertid ikke symmetrisk. Mens næsten 1400 palæstinensere blev dræbt af israelere - de fleste civile - blev 13 israelere dræbt - de fleste soldater. Rapportens gennemgående tema er, at Israel gennemførte sin krig mod Gaza med en overvældende voldsanvendelse og søgte at dræbe civile. Den samme pointe er tidligere blevet fremført af israelske soldater og menneskerettighedsgrupper. Rapporten slår fast, at Israel på en lang række punkter begik grove overtrædelser af Geneve Konventionen: ved sin anvendelse af højeksplosive granater, ved sin dokumenterede anvendelse af hvid fosfor, ved ikke at give civilbefolkningen mulighed for at slippe ud af konfliktzonen. Israel smed godt nok flyveblade ned over Gaza, men eftersom hele Gaza blev omdannet til krigszone havde civilbefolkningen ingen steder at flygte hen for at undgå det israelske militær. Rapporten slår endelig fast, at Israel på en række punkter gik endnu videre og «begik forbrydelser mod menneskeheden». Israel havde på forhånd forbudt Goldstone adgang til Israel og havde forsøgt at hindre undersøgelseskommissionens adgang til Gaza. Efter rapportens udgivelse karakteriserede det israelske udenrigsministerium den som «ensidig». Israel havde de forudgående uger forsynet sine ambassader og venner i udlandet med materiale der skulle bagvaske Goldstone og undersøgelseskommissionen. Det hindrede imidlertid ikke, at rapporten endegyldigt demonterede den israelske påstand om den israelske hær som verdens mest moralske. (HUMAN RIGHTS IN PALESTINE AND OTHER OCCUPIED ARAB TERRITORIES. Report of the United Nations Fact Finding Mission on the Gaza Conflict, Rapport til FN's Menneskerettighedsråd, 15. september 2009. Filversion).

USA's økonomiske støtte til Israel

Israels krænkelse af Sikkerhedsrådets resolutioner

Israel er det FN medlemsland der har krænket flest resolutioner fra Sikkerhedsrådet. 230 er det blevet til i perioden 1946-2003. Dertil kommer resolutioner fra Generalforsamlingen, som imidlertid ikke er folkeretligt bindende. Her følger en liste over de krænkede resolutioner:

Jødisk indvandring til Israel og de besatte områder

De to første store indvandringsbølger af jøder til Palæstina fandt sted i 1881-1916 og 1917-25. I begge perioder var der især tale om jøder fra Polen og Rusland. I løbet af første bølge steg den jødiske befolkning i Palæstina fra 24.000 til 55.000. I 1917-25 ankom yderligere 97.000 jøder. Dels pga. udfærdigelsen af Balfourdeklarationen, dels fordi området blev britisk mandatområde.

I 1926-28 var netto migrationen negativ idet flere jøder forlod Palæstina end der ankom. Men i 1929-39 ankom der 250.000 jøder fra Polen, Tyskland og andre europæiske lande som følge af den tiltagende jødeforfølgelse. I 1939-48 var indvandringen hemmelig og der findes derfor ikke sikre tal for denne.

Fra grundlæggelsen af staten Israel i 1948 til 1988 indvandrede der 1,85 mio. jøder til Israel. Heraf kom de 445.000 fra de arabiske lande. Indvandringen varierede voldsomt fra 240.000 i 1949 til 10.347 i 1953, og i 1982-88 var den tæt på 0. Men med Østeuropas sammenbrud tog indvandringen atter til. I 1989 ankom der 13.000, overvejende fra Sovjetunionen. Dette tal steg til 200.000 i 1990, og der var nu tale om jøder fra hele Østeuropa. Iflg. tal fra USA's udenrigsministerium fra marts 1991 slog 8.830 af indvandrerne der var kommet fra Sovjetunionen siden 1989 sig ned i de besatte områder.

I første halvdel af 1991 registrerede emigrationskontoret i Jewish Agency en indvandring på 100.000 jøder, hvoraf de 78.000 kom fra Sovjetunionen, 14.000 fra Ethiopien og 8.000 fra andre lande - overvejende i Østeuropa.

I slutningen af 1989 var det kun 15% af de jøder der forlod Sovjetunionen, der tog videre til Israel, men fra januar 1990 til juli 1991 blev de nærmest alle tvunget til at tage denne vej. Der var nemlig indgået en aftale mellem Israel og Sovjetunionen, hvorefter de øjeblikkelig blev frataget deres russiske statsborgerskab, når de bad om at forlade Sovjetunionen, men så istedet blev udstyret med israelske rejsepapirer, der alene var gyldige i Israel. Denne procedure der drastisk accelererede indvandringen kunne først tages i anvendelse, da Israel åbnede et konsulat i Moskva. Holland der indtil da havde repræsenteret landets interesser havde nægtet at følge denne procedure, der var i strid med Helsinki aftalerne om sikkerhed og samarbejde.

Proceduren blev ændret 1. juli 1991 hvor Sovjetunionen indførte mere lempelige udrejseregler, der gav større muligheder for russiske statsborgere at rejse til udlandet. Alligevel indvandrede næsten 1 mio. russiske jøder til Israel i 1989-2000. Der er tale om en gruppe, der er blevet en afgørende politisk kraft på den israelske højrefløj. 40% af dem stemmer på de traditionelle politiske partier, mens resten stemmer på ekstreme højrefløjspartier som Yisra'el Ba-Aliya («Israel gennem emigration», ledet af Nathan Sharansky) og Yisra'el Beiteinu («Israel, vort hjem», ledet af Avigdor Liberman). I august 2000 brød en lille gruppe ud af det regerende arbejderparti og det dannede det centrum-venstreorienterede Behira Demokratit («Demokratisk Valg»).

Israels indre modsætninger

Baggrunden for statsdannelsen og den politik der er blevet ført gør, at staten er præget af mange indre modsætninger og paradokser. Institutionelt er Israel et parlamentarisk demokrati efter vesteuropæisk mønster. Uafhængighetserklæringen garanterer lige rettigheder for alle borgere, uanset religion, race og køn. Men denne erklæring er ikke fulgt op af en forfatning og et lovsæt, hvor disse rettigheder er nedfældet i bestemmelser, som gælder alle Israels borgere. Tværtimod har parlamentet - Knesset - efterhånden vedtaget en række love, som viser at statsdannelsen er en jødisk stat - dvs. en stat for den jødiske del af befolkningen og alle andre jøder i verden. Ikke en stat for dem som til enhver tid er indbyggere i staten.

De vigtigste af disse love er loven om genindvandring (1950), som giver alle jøder bosat udenfor Israel ret til indvandring, og loven om nationalitet (1952), som omhandler forholdet mellem jøder og arabere, og som bl.a. stiller meget strenge krav til bevilling af statsborgerskab til arabere. Andre centrale love er jordloven (1960), som slår fast, at al jord som tilhører staten Israel eller zionistiske organisationer - som Den Jødiske Nationalfond - ikke skal kunne sælges eller på anden måde afhændes. Dette omfatter 90 % af staten Israels areal. Loven om Verdens Zionist-Organisation og Jewish Agency (1952) regulerer statens forhold til zionistorganisationerne med underorganisationer, og anerkender deres ret til at virke i Israel «for videre udvikling og bosætning i landet, for hjælp til immigranter og koordinering af jødiske organisationer og institutioners arbejde på disse felter».

Disse love er på flere måder direkte diskriminerende overfor den arabiske minoritet. Nationalitetsbestemmelserne giver ingen genindvandringsret for de hundredetusinder af palæstinensere, som blev fordrevet i 1948-49. Jordloven giver anledning til konfiskation af «forladt» jord og ekspropriering af arabisk ejendom til udviklingsformål.

Men lovene er også indirekte diskriminerende. Midler fra udlandet, kanaliseret gennem Jewish Agency i Israel og Den Jødiske Nationalfond anvendes til investeringer og støttetiltag for jøder. Dette opvejes ikke ved en større tildeling af statslige midler til arabiske bosætningsområder. Resultatet er, at man i Israel kan se ekstreme forskelle i udvikling mellem jødiske og arabiske områder, f.eks. når det gælder skoler, sundhedsinstitutioner, adgang til vand og kloakering etc.

Fra 1950 til 1966 var araberne i Israel under militær administration med lovhjemmel i forordninger fra den britiske mandattid. Militæradministrationen satte civile regler og love ud af kraft og hjemlede postforbud, vilkårlige husundersøgelser, arrestationer og fængsling under «administrativ forvaring». Den blev afskaffet efter mange års modstand fra den israelske menneskerettighedsliga, fra arabiske organisationer i Israel og fra den israelske venstrefløj. Men også efter at militærstyret er afskaffet, anvendes en række sikkerhedsbestemmelser således at den arabiske minoritet ikke har fulde borgerrettigheder. Politisk aktivitet følges med speciel opmærksomhed fra efterretningsvæsenets side, vilkårlige arrestationer og deportationer (landsforvisninger) er blevet dokumenteret i en række tilfælde. Araberne har vanskeligheder ved at få ansættelse i statslige organer. Bortset fra den lille drusiske folkegruppe, har araberne ikke ret til at deltage i Israels forsvar.

Israel har to officielle sprog - hebræisk og arabisk. I skolen undervises der på begge sprog for alle etniske grupper. Men skolerne i de arabiske områder har dårligere bygninger, større klasser og mangler ofte kvalificerede lærere og ordentlige undervisningsmidler sammenlignet med de offentlige og private skoler, hvor de jødiske børn går. Den offentlige skole formidler desuden en jødisk-israelsk kultur og historieforståelse, som er diskriminerende overfor de arabiske elevers kulturelle baggrund. Meget få arabiske elever er i stand til at kvalificere sig til videregående uddannelse.

Brydninger mellem religiøse og sekulariserede (verdsliggjorte) retninger indenfor den zionistiske bevægelse og forholdet til landets arabiske befolkning gør, at en række forhold ikke er statsligt reguleret, men underlagt religiøs jurisdiktion (domsmyndighed). De forskellige religiøse samfund - dvs. de forskellige kristne kirkesamfund, de muslimske, de jødiske og druserne - har egne domstole som afgør person- og familieretslige forhold. Borgerlig vielse eksisterer ikke til trods for, at den sekulariserede del af befolkningen er stigende. Ægteskab mellem jøder og arabere er ikke tilladt, uden at den ene konverterer, og fra 2003 kan en araber fra Israel ikke længere gifte sig med en araber fra de besatte områder. Israels indbyggere har ikke betegnelsen israeler i sit pas eller identitetskort, men jøde, muslim, kristen etc.

Økonomi, arbejde og organisering

Landbruget var hovedererhvervet for både den jødiske og den arabiske befolkning frem til 1948. Jordloven og zionistorganisationernes særstilling i landets udviklingsprogrammer har imidlertid ført til, at de arabiske bønder er frataget retten til at drive landbrug i store dele af landet, og i stedet må pendle til lønarbejde i byerne. I de første år efter statens oprettelse blev megen arabisk ejet småindustri endvidere konfiskeret som «forladt ejendom». Israel er i dag storeksportør af landbrugsvarer og en moderne industristat. Denne moderniseringsproces har fundet sted ved hjælp af store kapitalindsprøjtninger fra udlandet, særligt fra USA, og på bekostning af landets arabiske befolkning.

Israels LO, Histadrut, spiller en helt speciel rolle i landets økonomiske liv. Den organiserer 90 % af landets arbejdstagere, har sygekasse og pensionsfond, driver fagskoler, ejer sygehuse og har sin egen kvindeorganisation, som blandt andet driver de fleste børnehaver i landet. Samtidig er den landets største arbejdsgiver, som ejer af virksomheder med i alt 250.000 ansatte. Arabiske arbejdere havde længe ikke adgang til medlemskab i Histadrut, men er siden 1959 organiseret i deres egen afdeling. Arbejderne fra de besatte områder, som udgør en vigtig del af arbejderne indenfor bygge- og anlægssektoren, har imidlertid ikke ret til medlemskab. De tungeste og dårligst betalte jobs i Israels økonomi varetages af arabere, orientalske jøder og kvinder.

Det statsbærende parti i Israel var i mange år det israelske arbejderparti Mapai, som blev dannet allerede i 1930. Dets ledere havde samtidig centrale positioner i internationale zionistorganisationer og i den israelske kibbutzbevægelse. Partiet er nært knyttet til de socialdemokratiske partier i Vesteuropa og til USA. Fra oprettelsen af staten og frem til 1977 var partiet den dominerende partner i en række koalitionsregeringer. Efter en serie korruptionsskandaler led partiet et stort valgnederlag og måtte give regeringsmagten fra sig til en koalition af ortodokse religiøse partier og yderligtgående nationalistiske grupperinger - Likud blokken. Til venstre for Mapai stod Mapam, som oprindelig var neutralt i udenrigspolitiske spørgsmål. Men det har mistet megen af sin tilslutning. Siden 1968 har det parlamentarisk samarbejdet med Mapai.

Israel har to kommunistpartier. Et med overvejende jødisk tilslutning og et med overvejende arabisk. Nye radikale grupperinger er opstået omkring borgerrettighedsspørgsmål og på et socialistisk grundlag. Repræsentanter for de arabiske jøder har dannet Israels sorte pantere, som samarbejder med det arabiske kommunistparti. Men de fleste arabiske jøder stemmer på de yderliggående nationalistiske og religiøse partier. Den ikke-zionistiske opposition i Israel samler i det hele taget meget få stemmer.

Den israelske stat har siden midten af 70'erne været inde i en dyb legitimitetskrise både internationalt og nationalt. Et tegn på denne krise er den udenomparlamentariske opposition, som opstod efter at Israel invaderede Syd Libanon i foråret 1978. En gruppe reserveofficerer tog initiativ til dannelsen af bevægelsen Fred Nu, som på kort tid organiserede over 100.000 i protest mod regeringens Stor-Israel-politik. Fred Nu bevægelsen har først og fremmest sin forankring i kibbutzbevægelsen og blandt jøder med europæisk baggrund. Splittelsen i det jødiske samfund er blevet yderligere uddybet i løbet af 90'erne på spørgsmålet om forholdet til fredsprocessen og palæstinenserne.

A.J. / Guia del Mundo

Sidst ajourført 22/12 2009