Yemen

Læst af 35.620    

Republikken Yemen består af Demokratisk Yemen (syd) og Arabisk Yemen (nord). Den nordlige del er den arabiske halvøs mest frugtbare område, og derfor kaldtes det sammen med Hadhramaut dalen for det «Lykkelige Arabien». Landet består nærmest af ørkenagtig kystzone langs det Røde Hav, og en mere bjergrig og fugtigere zone i det indre af landet, hvor der findes landbrug og bl.a. dyrkes fødevarer og bomuld til eksport. Den traditionelle dyrkning af kaffe er gradvis blevet erstattet af dyrkningen af den narkotiske plante qat. Klimaet er tropisk med høje temperaturer. Det gælder især i Tihmah, hvor nedbøren er omfattende og i den østlige del af landet.

I syd er landet bjergrigt og tørt, der findes ingen permanente floder, og to-tredjedele af landet er ørken eller ørkenagtig. I dalene og oaserne (1,2 % af området) dyrkes der hirse, bomuld og kaffe. Samtidig spiller fiskeriet en vigtig rolle. Øen Socotra er også en del af landets territorium. Den har 17.000 indbyggere og er strategisk placeret ved indsejlingen til Aden golfen. Et overforbrug af grundvand har sænket grundvandsspejlet.

Folket: Yemenitterne er arabere. Der findes en lille iransk minoritet ved nordkysten.

Religion: Islam (officiel). Muslimer, 99,9%, af hvilke 53% er sunnier og 46,9% er shiiter; andre, 0,1%.

Sprog: Arabisk (officielt)

Politiske partier: Folkets Kongres; Yemens sammenslutning for Reformer; Naserit folkets Union; Socialistpartiet for arabisk Genfødsel; Yemens Socialistparti; Partiet Islah.

Officielt navn: Al-Jumhouriya al-Jamaniya.

Administrativ inddeling: 16 provinser

Hovedstad: Sana'a, 1.747.627 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Aden, 495.000 indb.; Taiz (Ta'izz), 394.700 indb.; Hodeida (Al-Hudaydah), 370.900 indb. (2000).

Regering: Alí Abdullah Saleh er præsident siden 1990, genvalgt i 94 og 99. Ali Mohammed Mujur er premierminister siden marts 2007. Siden foreningen af Nord- og Sydyemen i maj 1990 har der eksisteret et præsidentråd på 5 medlemmer - 3 fra nord og 2 fra syd. Parlamentet har ét kammer med 301 medlemmer (159 fra nord og 111 fra syd samt 31 ikke-valgte).

Nationaldag: 22. maj (Genforeningsdagen, 1990)

Væbnede styrker: 66.300 (1997).

Paramilitære styrker: 20.000 (Centrale Sikkerhedsorganisation); 20.000 (Stammestyrker)

Da civilisationen på Kreta var på sit højdepunkt, udvikledes der på sydspidsen af den arabiske halvø en anden kultur, der også var baseret på handel, men i dette tilfælde landbaseret. Denne handel førte hurtigt til udviklingen af en lang række byer. De vigtigste af disse lå ikke ved kysterne, men derimod i det indre af landet: Ma'in, Marib, Timna og Nagram. De lå ved de karavaneruter, hvoraf der blev transporteret parfumer fra Dhufar (i dag del af Oman) og Punt (Somalia). Ruterne fortsatte senere op ad Røde Havs kysten mod markederne ved Middelhavet og fra Taima mod Mesopotamien.

Disse byer sluttede sig sammen i kongedømmer. Først i Mina og senere det mere kendte (pga. de bibelske beretningen) Saba, hvis tilknytning til den afrikanske kyst gav grundlag for dannelsen af det ethiopiske rige Axum (se Ethiopien).

Købmændene fra Saba havde gennem århundreder forbindelser med Afrika trods deres skibes ringe forfatning. En af konsekvenserne af dette var, at ethiopiske præster fra især det 4. århundrede spredte kristendommen blandt yemenitterne. Da den hebræiske sekt himyarit kort tid senere bragte den sydlige del af den arabiske halvø under sin kontrol og etablerede jødedommen som officiel religion, udløste det konflikter mellem de forskellige grupper, der førte til udenlandske besættelser.

Ethiopierne erobrede landet i år 525, og blev i 570 fordrevet af perserne. Disse fik derved deres første kontakt med handelen med det sorte Afrika.

Da den arabiske samling under Mahoma indledtes, havde regionen allerede mistet meget af sin glans - efter næsten 3 århundreders konflikter og invasioner. Selv dæmningen Marib - et monumentalt byggeri der var hjørnestenen i kunstvandingen af landbruget - var forfaldet pga. manglende vedligeholdelse. Krisen medførte udvandring, både til Afrika og til den østlige del af den arabiske halvø.

Mod slutningen af det 8. århundrede strakte det arabiske imperium sig fra det nordlige Afrika til Spanien i vest og til Pakistan og Afghanistan i øst. Damaskus i Syrien blev imperiets hovedstad, og her skabtes grundlaget for en ny kultur. Græsk-romerske elementer smeltede sammen med persiske og indiske til en ny dominerende kultur, indenfor hvis rammer araberne bidrog med videnskab og filosofi. Araberne udgjorde den sociale elite, den regerende klasse, om end der ikke var meget der forandredes i yemenitternes eller andre undertrykte folkeslags liv.

I det 16. århundrede indledtes den osmanniske erobring. Tyrkerne besatte nogle enkelte poster ud til det Røde Hav, mens det indre af landet og sydkysten forblev selvstændige, regeret af en iman.

Kort tid senere gjorde briterne deres indtog på scenen. I 1618 oprettede deres Ostindiske Kompagni en filial i havnen Mukha (Mokka, navnet der betegner kaffesorten).

Deres tilstedeværelse forstærkedes i det 19. århundrede. Som følge af Mohamed Alis erobring af landet, besatte briterne det sydvestligste hjørne (se Egypten) og slog sig ned i Aden - regionens bedste havn - hvorfra de kunne holde øje med tyrkerne. Disse søgte til gengæld at bevare deres hegemoni i det indre af landet, hvilket først lykkedes dem i 1872. For at kunne det, var de nødt til at alliere sig med imanen, der endog forstærkede sin position ved at gøre sin post arvelig frem for genstand for valg som tidligere.

Omkring 1870 åbnede Suezkanalen og dette sammen med tyrkernes kontrol over den nordlige del af landet gav Aden en ny strategisk betydning for briterne. Byen var nøglen til Røde Havet og dermed til den nye kanal.

Briterne begyndte at indgå venskabsaftaler eller aftaler om protektorat med de lokale stammechefer. En langsom og tålmodig proces der kulminerede i 1934, da englænderne havde sikret sig kontrol over hele den sydlige del af landet op til grænsen mod Oman.

I 1911 anførte imam Yahya Ad-Din et nationalistisk oprør. Oprøret tvang tyrkerne til 2 år senere at anerkende imam'ernes autoritet i det nordlige Yemen, mod at de til gengæld accepterede fortsat formelt tyrkisk overherredømme.

Efter 1. verdenskrig erklærede Yahya sig for hersker over hele Yemen, hvilket førte til konflikter med den saudiske emir i Najd og med briterne i Aden. Efter at have lagt Hidjaz ind under sin stat gennemførte Ibn Saud en hurtig offensiv mod Yahya, der ved fredstraktaten af 1934 var nødt til at acceptere, at han mistede nogle områder i den nordlige del af landet. Englænderne nåede ikke så langt som til at erklære krig. Istedet pustede de til de interne konflikter, og støttede interne oppositonsgrupper mod imam'en, der blev dræbt i 1948.

Hans efterfølger Ahmad sluttede i 1958 landet til den Forenede Arabiske Republik, der desuden bestod af Egypten og Syrien, men allerede i 1961 blev Yemen atter trukket ud. Da han året efter døde, blev han efterfulgt af sin søn Muhammad Al-Badr, der imidlertid blev styrtet af Nasser-tro militærfolk i september samme år. Den styrtede imam indledte nu med åben støtte fra Saudi Arabien og England en langvarig borgerkrig mod den republikanske regering. Han blev endvidere støttet af Egypten og konflikten kom til at strække sig frem til 1970.

Konfliktens løsning blev salomonisk. Et statskup blandt republikanerne selv førte den moderate Al Iryani til magten. I det sydlige Yemen var der i 1963 dannet den Nationale Befrielsesfront. Den indtog i 1967 Aden, proklamerede landet for selvstændigt og indledte en revolution, der kaldte sig socialistisk.

Den nye Demokratiske Folkerepublik Yemen lukkede alle de britiske baser i 1969, nationaliserede bankerne, udenrigshandelen og skibsfarten. Samtidig indledtes en jordreform. I sine forsøg på at isolere «Mellemøstens Cuba» var Saudi Arabiens holdning, at Al Iryani var det mindste af to onder og besluttede at støtte ham.

På trods af politiske og ideologiske forskelle mellem regeringerne i Nord- og Sydyemen, underskrev Al Iryani i oktober 1972 en aftale med den Demokratiske Folkerepublik (Sydyemen), der forudså en genforening af de to stater.

Dette kom på tværs af den saudiske strategi, og i juni 1974 blev Al Iryani af oberst Ibrahim al Hamadi tvunget til at træde tilbage og Hamadi overtog regeringsmagten i Sana'a. Den unge officer havde i udgangspunktet stor sympati hos den saudiske kong Faisal, men de kom hurtigt i konflikt, da Hamadi forsøgte at centralisere magten og sætte sig op mod de feudale høvdinge i nord. Efter 3 fejlsslagne attentatforsøg blev han sammen med sin bror, oberst løjtnant Abdallah Mohamed al Hamadi dræbt den 11. oktober 1977.

I Nordyemen overtog en junta nu magten. Den bestod af oberst løjtnant Ahmed al-Gashmi, der ledede juntaen, premierminister Abdelaziz Abdul Ghani og major Abdul al-Abdel Aalim, der alle erklærede, at de ville videreføre den tidligere regerings politik. Denne erklæring kostede al-Gashmi livet. Han blev dræbt af en bilbombe i juni 1978.

Efter en kongres der fik betydelig opbakning fra befolkningen, stiftede den Nationale Befrielsesfront i syd i oktober 1978 Yemens Socialistparti. I december gennemførtes det første valg efter selvstændigheden, hvor folket skulle vælge 111 repræsentanter blandt 175 kandidater til Folkets Revolutionsråd. Partiets generalsekretær Abdel Fattah Ismail blev udnævnt til statschef. Han trådte tilbage i april 1980 og blev efterfulgt af daværende premierminister Ali Nasser Mohammed, der havde været en af Befrielsesfrontens grundlæggere.

Saudi Arabiens permanente fjendtlighed overfor Sydyemen forstærkedes, da saudiaraberne gjorde krav på en del af Sydyemen - nemlig den del hvor det algierske statslige olieselskab havde opdaget olie. Spændingerne forstærkedes samtidig med den stigende nordamerikanske militærtilstedeværelse i Saudi Arabien.

Major Ali Abdullah Saleh var blevet udpeget til Nordyemens præsident i 1978. Han kunne ikke hindre, at landets indre spændinger i 1979 brød ud i væbnede konflikter. Den Nationaldemokratiske Front der bestod af alle landets progressive kræfter stod umiddelbart overfor at tage magten, men efter saudiske manøvrer blev krigen i stedet rettet mod Sydyemen. Efter mægling fra Syriens, Iraqs og Jordans side lykkedes det at få gennemført våbenhvile, og forhandlingerne om genforening der havde været suspenderet siden 1972 blev genoptaget.

I februar 1985 tvang Folkets Øverste Råd, præsidenten Ali Nasser Mohammed til at fyre sin premierminister. I stedet indsattes Haider Abu Bakr - der var knyttet til Fattah Ismail - på posten. Præsidenten modsatte sig denne begrænsning af sin magt, og indledte konspirationer for at genvinde den. Den 13. januar 1986 gennemførtes et modkup, der udløste en kort men intens borgerkrig, der kostede 10.000 livet. Fattah Ismail døde under kampene, og Mohammed Ali Nasser blev udskiftet med premierminister Haider Abu Bakr al-Attas på præsidentposten. Den nye statschef forpligtigede sig til at bevare alliancerne med Ethiopien og Syrien.

I maj 1981 undertegnede Nord- og Sydyemen en aftale om fælles indsamling af oplysninger om de geologiske rigdomme i de to landes undergrund. Da man i 1985 fandt olie på begge sider af grænsen, bidrog denne aftale til at styrke båndene mellem de to regeringer. Olieforekomsterne har gjort Yemen til en af de største olieproducenter i den arabiske verden.

Præsident Ali Salehs succes med at neutralisere både intern og eksternt pres skabte forbedrede betingelser for en hurtig genforening. Den 22. maj 1990 kunne Republikken Yemen således oprettes. Dens politiske hovedstad blev Sana'a (tidligere hovedstad i Nordyemen), og den økonomiske hovedstad blev Aden (tidligere hovedstad i den Demokratiske Folkerepublik).

Ved en fælles samling mellem parlamenterne for de to lande samlet i Aden, valgtes der et Præsidentråd, der bestod af general Ali Abdullah Saleh (tidligere præsident i Nordyemen), Kadi Abdul Karim al-Arshi, Salem Saleh Mohammed og Abdul Aziz Abdel Ghani. Rådets medlemmer besluttede at udpege Ali Abdullah Saleh til at være den forenede republiks præsident. Ali Al Beid blev valgt til vicepræsident. General Haydar Abu Bakr al-Attas (Sydyemens tidligere præsident) trådte også ind i Rådet.

I maj 1991 ratificeredes den nye forfatning efter en folkeafstemning, der gav den overvældende flertal. Forfatningen gav landet ytringsfrihed og politisk pluralisme. De fundamentalistiske islamiske grupper der var imod genforeningen opfordrede til boykot. Baggrunden var, at den nye forfatning dels ikke var baseret på sharia'en (den islamiske lov), dels at kvinder fik stemmeret.

Den nye forfatning fik hurtigt konsekvenser. I de følgende år dukkede 53 politiske partier og 85 aviser og blade op i landet. Der findes ikke længere politiske fanger og alle synspunkter og politiske partier har ret til at ytre sig.

Yemens genforening har stor betydning for regionen. Trods de store politiske omvæltninger siden briternes kolonisering, er islam stadig det vigtigste sammenbindende element for yemenitterne.

Som konsekvens af Golfkrigen blev 1 million yemenitter udvist af Saudi Arabien og andre lande i regionen. Skridtet var en konsekvens af Yemens pro-irakiske holdning under krigen. Trods disse omstændigheder foreslog Yemen, Saudi Arabien en endelig løsning på grænsekonflikten mellem de to lande. Et problem der havde eksisteret siden 1930, hvor den saudiske nabo havde annekteret 3 af Yemens provinser.

Samtidig vendte yderligere 1 million yemenitter hjem fra Afrika - primært Somalia. Denne gentagne masseindvandring havde stor negativ indvirkning på landets økonomiske situation. Arbejdsløsheden lå på over 2 millioner ud af den samlede befolkning på 10½ millioner.

Samtidig medførte masseudvisningen af yemenitter fra især Saudi Arabien, at de pengetilførsler landet tidligere havde fået fra de yemenitiske migrantarbejdere, der sendte penge hjem til deres familier nu udeblev.

I slutningen af 1991 eksportede Yemen omkring 300.000 tønder råolie dagligt og forventede at øge dette tal. Alligevel blev det året efter begrænset til 200.000 tønder, for først at nå op på normalt niveau igen året efter. Oprørsgruppers aktiviteter og Saudi Arabiens territorialkrav hindrede åbningen af nye oliefelter i grænseområderne.

Arbejdsløsheden på 36 % og prisstigninger på basale fornødenheder udløste i slutningen af 1992 og begyndelsen af 1993 demonstrationer. Samtidig blev islamiske fundamentalister beskyldt for en række attentater mod Sydyemenitiske politikere. Fundamentalisterne har omfattende opbakning blandt de fattigste lag i befolkningen.

I valget i marts 1993 blev Salehs parti, Folkets Generalkongres det største og fik 122 pladser mod 62 til det islamistiske Reformparti (Islah). Vicepræsidenten Salem El Baidhs Socialistparti kom ind på 3. pladsen med 56 pladser. For at svække det genforenede Yemen der blev opfattet som et «dårligt» eksempel for monarkierne i regionen, støttede Saudi Arabien løsrivelseskampen anført af El Baidh.

I maj 1994 proklamerede løsrivelsestilhængerne dannelsen af den Demokratiske Republik Yemen i den sydligste del af landet og bad om diplomatisk anerkendelse fra Saudi Arabien og Golfstaterne. Alligevel blev de besejret af regeringstro styrker. I juli vedtog ministerrådet en generalamnesti. Samtidig gjorde regeringen Aden til landets økonomiske hovedstad - en gestus overfor befolkningen i syd.

I september var medlemmerne af socialistpartiet nødt til at forlade regeringen, mens Islah fik 6 nye pladser i regeringen. Samtidig ændredes forfatningen, da det blev besluttet, at sharia'en skulle være grundlaget for al yemenitisk lovgivning.

I februar 1995 indgik 11 partier en ny alliance - Oppositionens Demokratiske Koalition - med det formål at nå nærmere magten. Regeringen indgik samtidig en foreløbig aftale med Saudi Arabien, i hvilken begge lande erklærede sig villige til definitivt at bilægge grænsestriden og styrke de bilaterale relationer.

I december gik eritreanske styrker i land på Hanish øerne i det Røde Hav, hvilket af Yemens regering blev opfattet som aggression og udløste væbnet konflikt. Egyptens præsident Hosni Mubarak gik ind som mægler i denne konflikt, og i marts accepterede Yemen og Eritrea en international afgørelse af uenigheden. Ved slutningen af året var hovedpunkterne dog endnu ikke blevet løst.

Den 27. april 1997 vandt Folkets Generalkongres parlamentsvalget, da det fik 187 ud af 301 pladser. Det blev fulgt af det islamistiske Islah med 53. Efter en langvarig intern debat havde Socialistpartiet besluttet at boykotte valget.

Den 15. maj dannede den ny premierminister Faraj Said Ibn Ghanem regering med 28 ministre - deriblandt 24 fra Generalkongressen. Regeringen udformede samme dag et strukturtilpasningsprogram med det formål atter at sætte skub i økonomien, der fortsat led under følgerne af borgerkrigen og den reducerede bistand fra en række vestlige og arabiske lande. De økonomiske reformer - specielt privatiseringerne - skaffede regeringen lån fra Verdensbanken og IMF.

Iflg. Amnesty International var Yemen i 1998 et af de 5 lande i verden der endnu anvendte dødsstraf overfor kriminelle mindreårige. De andre lande er: Iran, Pakistan, Saudi Arabien og USA.

I maj 1998 blev Abdel Karim al-Iriani udnævnt til premierminister. En post han også havde haft i 1980-83 i Nordyemen. Angreb fra Saudiarabisk side på en yemenitisk kaserne på Duwaima øen i det Røde Hav i juli forværrede atter forholdet mellem de to lande. I oktober dømte den Internationale Domstol i Haag til fordel for Yemen i spørgsmålet om Hanish øerne, som også Eritrea gjorde krav på.

Valget i september 1999 blev vundet stort af Ali Abdullah Saleh, der blev genvalgt med 96,3 % af stemmerne.

Bortførelsen af 28 turister - overvejende briter - i december 1998 stillede alvorlige spørgsmålstegn ved de metoder nogle klaner anvender for at fremlægge deres krav for de centrale myndigheder. Bortførelserne var blevet næsten hverdagshændelser for at sikre sig regeringens opmærksomhed og få den til at bøje sig for lokale krav. I løbet af 1990'erne blev der med dette formål bortført omkring 200 turister eller ledere af britiske eller nordamerikanske virksomheder. I februar 2000 gennemførtes derfor en ny lov, der indebar dødsstraf for bortførelse af udlændinge. En måned senere bortførte en gruppe Polens ambassadør i Yemen. Han blev dog løsladt 4 dage senere.

17 marinere blev dræbt ved et selvmordsangreb på det nordamerikanske krigsskib USS Cole i Aden havn i oktober 2000.

17 nordamerikanske marinere blev dræbt ved et selvmordsangreb på det amerikanske krigsskib USS Cole i Aden havn i oktober 2000. Den islamiske fundamentalist, Osama bin Laden, der er saudier men af yemenitisk afstamning blev gjort ansvarlig for angrebet. Samme måned eksploderede en bombe i den britiske ambassade. 4 yemenitter blev arresteret efter at de havde erklæret, at de gennemførte angrebet i solidaritet med den palæstinensiske sag.

Lokalvalget i februar 2001 var karakteriseret af vold. Parallelt med valget gennemførtes en folkeafstemning om forlængelse af præsidentperioden til 7 år. 30 personer blev dræbt som følge af kampe mellem forskellige klaner, elelr de blev dræbt af politiet. Folkeafstemningen bekræftede forlængelsen af præsidentperioden, og Saleh kunne dermed sidde i 7 år.

Uden at angive årsagerne omdannede præsidenten i maj regeringen og fjernede premierministeren, Abdul-Karim al-Iryani. Han blev erstattet af den tidligere udenrigsminister Abdul Kader Bajammal. Regeringen havde 23 nye ministre, deriblandt Wahiba Fare, der blev minister i det nyoprettede ministerium for menneskerettigheder. Hun blev dermed landets første kvindelige minister.

I november rejste Saleh til Washington for overfor George Bush at bekræfte Yemens deltagelse i USA's «koalition mod terrorisme». I marts udviste regeringen over 100 religiøse studerende - deriblandt franskmænd og briter - som led i sin generelle kampagne mod terrorisme og konkret mod medlemmer af al-Qaeda terrornetværket. Samme måned besluttede USA at sende militærrådgivere til landet for at «træne yemenitiske sikkerhedsstyrker i kampen mod terrorismen». Iflg. Washington kunne Yemen nu, som tidligere Afghanistan, blive et tilholdssted for al-Qaeda.

Mindst 5.000 demonstrerede i april, brændte USA og israelske flag samt billeder af George W. Bush og israels premierminister Ariel Sharon. Samtidig krævede de USA's ambassade lukket. Inden da havde der været gennemført en bombeeksplosion og et granatangreb mod ambassaden.

I oktober 2002 eksploderede en fransk olietanker ud for Yemens kyst, samtidig med at USA lagde voldsomt pres på Frankrig for at få det til at opgive sin modstand i FN's Sikkerhedsråd mod USA's planlagte krig mod Iraq. For at hindre enhver indblanding fra USA's side, men samtidig sikre sig fortsat økonomisk bistand, igangsatte regeringen en heksejagt på al-Qaeda tilhængere. I november angreb USA med raketter affyret fra et førerløst fly en bil nogle hundrede km fra hovedstaden. 6 blev dræbt ved terrorangrebet, deriblandt en som af USA var anklaget for at være leder af al-Qaeda i Yemen.

I april 2003 undslap 10 personer, der var mistænkt for deltagelse i angrebet mod USS Cole i oktober 2000. Det fik de yemenitiske myndigheder til at starte den hidtil største politiaktion for at fange de undslupne. I marts var to af de medvirkende ved angrebet, Fahd al-Qusaa og Jamal al-Badawi blevet fanget i Albyan provinsen syd for Sana'a efter en intens ildkamp med sikkerhedsstyrker. De to tilfangetagne og et medlem af sikkerhedsstyrkerne blev såret under aktionen. Badawi var mistænkt for at have tætte forbindelser til al-Qaeda.

I maj dømte en domstol Abed Abdulrazzak Kamel til døden som ansvarlig for henrettelsen af 3 kristne nordamerikanske missionærer i slutningen af 2002. De arbejdede ved et babtist hospital i byen Jibla i Ibb provinsen, 170 km syd for Sana'a. Kamel der er knyttet til den radikale gruppe Islamisk Jihad afviste dommen, da retssagen blev ført ved en civil domstol og ikke en islamisk. Da han blev arresteret af politiet sagde han, at han havde skudt mod missionærene for at «rense sin religion og være tættere på Allah».

I marts 2004 tilfangetog sikkerhedsstyrker den formodede leder af al-Qaeda i Albyan provinsen. Myndighederne erklærede, at den mistænkte Abdul Raouf Nasi blev arresteret sammen med 12 andre mistænkte i det fjerntliggende område Lawder. Iflg. myndighederne havde Nasi overlevet CIA's terroraktion i 2002, hvor al-Qaeda chef i Yemen, Salim Sinan al-Harethi blev dræbt. I hovedstaden blev bevogtningen af ambassader, udenlandske virksomheder og regeringskontorer forstærket.

I august dømte en yemenitisk domstol 15 personer, der stod anklaget for at planlægge eller gennemføre angreb på udenlandske mål, som angrebet på en fransk tanker og et komplot der havde til formål at dræbe USA's ambassadør i Yemen. En af de anklagede blev dømt til døden for drabet på en politiagent, mens de 14 andre blev dømt op til 10 års fængsel. De fleste af de anklagedes forsvarsadvokater boykottede domsforhandlingerne, som de betegnede som uretfærdige: «Disse domme savner legalitet fordi advokaterne ikke fik nogen mulighed for at forsvare deres klienter», sagde faderen til en af de dømte. Yemens samarbejde med USA i den såkaldte krig mod terrorisme har ført til tilbageholdelsen af flere hundrede, der mistænkes for at være knyttede til al-Qaeda netværket.

I september dømte en yemenitisk domstol to mænd til døden for attentatet mod USS Cole. Den saudiske statsborger Abd al-Rahim al Nashiri blev dømt in-absentia, fordi han var i nordamerikansk varetægt. Den anden dømte var Jamal al-Badawi. Domstolen dømte desuden 4 andre til 5-10 års fængsel for at have deltaget i angrebet. Badawi var på angrebstidspunktet anset for at være chef for al-Qaedas søoperationer og ansvarlig for operationerne i den Persiske Golf.

I marts-april 2005 blev over 200 dræbt i sammenstød mellem regeringsstyrker og tilhængere af den shiitiske imam Hussein al-Houthi, der endte med selv at blive dræbt. Præsident Saleh beskyldte partierne al-Haq og Folkemagtunionen for at danne væbnede afdelinger med det formål at bringe regeringen til fald. Han omtalte samtidig «udenlandsk konspiration» - en henvisning til Iran, der iflg. regeringen var impliceret i planerne.

Polio vendte tilbage til Yemen, som i 1996 ellers var erklæret fri for sygdommen. Det skete i form af en ret omfattende epidemi i juni 2005 med 179 tilfælde i 11 af landets 21 provinser. Mange yemenitter havde afvist at lade sig vaccinere mod polio i starten af 90'erne, fordi der var forskellige rygter i omløb der hævdede at vaccinationerne var et komplot, der skulle fremkalde ufrugtbarhed og AIDS.

I juli blev mindst 36 personer dræbt i hele landet under sammenstød mellem politi og demonstranter, der demonstrerede mod en forhøjelse af benzinprisen.

I maj 2006 blev saudieren Mohamad Hamdi al-Ahdal idømt 3 år og 1 måneds fængsel for «at tilhøre en væbnet gruppe, der angreb udenlandske interesser» og for «finansiering af kriminelle aktiviteter». al-Ahdal var samtidig mistænkt for at al-Qaedas nr. 2 i Yemen.

Regeringen igangsatte i begyndelsen af 2007 en plan til inddæmning af volden i landet. I planen indgik løsladelse af terror-fængslede, der lovede at respektere landets love. En aftale med al-Qaeda indebar samtidig, at medlemmer blev løsladt, der havde gennemført angreb i Iraq.

Yemen har historisk haft nære forbindelser til sin nabo Somalia på den anden side Aden bugten. Da borgerkrigen brød ud i Somalia åbnede Yemen derfor sine døre for alle somaliske flygtninge. I 2007 levede der 110.000 somaliske flygtninge i landet. Dertil kom yderligere 600.000 der boede og arbejdede i landet.

2009 Kampe mod partisaner i nord og syd 

I juni 2009 blev 9 udenlandske turister kidnappet nær Saada. 7 blev dræbt, men 2 børn overlevede. Udlændinge kidnappes hyppigt at stammer i Yemen, der ønsker at stå stærkere i forhandlinger med myndighederne. Militæret svarede i august igen ved at indlede en offensiv mod Houthi partisanerne i området. Kampene bredte sig i november til Saudi Arabien, da saudiske styrker kom i kamp med Houthi partisaner. 14. december gik USA ind i kampene, da det gennemførte 28 flyangreb mod partisanernes stilling i Saada. Angrebene kostede 120 yemeniter livet. Nye flyangreb 18. december kostede 63 civile livet, deriblandt 18 børn. Ialt kostede kampene gennem 2009 omkring 8.000 yemeniter livet. I januar 2010 forslog Houthi partisanerne at inddrage den iranske storayatollah al-Sistani som mægler i konflikten. Det blev kritiseret af Saudi Arabien, hvor Mohammad al-Arifi i Riyadhs største moske karakteriserede al-Sistani som vantro. Bemærkninger der førte til voldsomme protester blandt shia'er i Iran, Libanon og Iraq. I slutningen af januar tilbød Houthi partisanerne våbenhvile, og trak sig tilbage fra 46 positioner inde i Saudi Arabien.

I begyndelsen af januar 2010 tilbød den yemenitiske regering en våbenhvile på en række betingelser. De blev mødt af andre betingelser fra Houthi partisanerne, og våbenvileprocessen løb ud i sandet. Kampene stilnede dog af de følgende måneder for atter at tage til i juli.

Også i det sydlige Yemen udbrød der kampe i 2009. En gruppet kaldet Sydyemens Bevægelse indledte angreb på soldater og politi i den sydlige del af landet. Angrebene fortsatte ind i 2010. Regeringen anklagede bevægelsen for at være knyttet til al-Qaeda, hvilket den skarpt afviste. Der findes dog andre grupper i den sydlige del af landet, der er knyttet til al-Qaeda. Den 17. december blev en af disse gruppers træningscentre angrebet. Angiveligt af yemenitiske fly, men Amnesty International kunne efterfølgende fremlægge beviser for, at landsbyen var blevet angrebet med et nordamerikansk krydsermissil ladet med 166 klyngebomber. Det er alene USA (og Israel) der råder over disse våben. Angrebet kostede 55 yemeniter livet. De 41 var civile, deriblandt 14 kvinder og 21 børn. Otte dage efter USA's terroraktion forsøgte en nigerianer med forbindelse til Yemen at gennemføre en terroraktion mod et fly fra Amsterdam til Detroit. Forsøget mislykkedes og 3 blev såret. Al-Qaeda i Yemen tog ansvaret for aktionen. USA har endnu ikke taget ansvaret for sin terroraktion 17. december.

USA har hidtil begrænset sin deltagelse i konflikterne i Yemen til fly- og krydsermissilangreb, men general David Petreus har indtil videre afvist at sende nordamerikanske tropper ind. Til gengæld har supermagten øget sin militærbistand til regimet med 141 mio. US$i 2010.

Guia del Mundo

Sidst ajourført 23/7 2010