Læst af 70.210  

Ytringsfrihed

Ytringsfrihed består i retten til at give sine meninger til kende i skrift og tale. Ytringsfriheden er i Danmark formelt sikret gennem Grundlovens § 77 som bestemmer, at: «Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres».

Det er lagt visse begrænsninger på ytringsfriheden, nemlig for ytringer som kan virke ærekrænkende, gudsbespottende, som opfordrer til strafbare handlinger eller på anden måde kommer ind under straffelovens bestemmelser. Eftersom det kan være vanskeligt at afgøre, hvilke ytringer som rammes af disse bestemmelser, og eftersom opfattelsen af hvad der f.eks. er krænkende skifter, bliver det ofte et skønsspørgsmål, hvor langt ytringsfriheden skal gælde. I årene efter 2. verdenskrig blev der f.eks. rejst flere retssager mod hvad der blev regnet som pornografi. Spørgsmålet om f.eks. opfordring til ulovlig strejke og civil ulydighed er strafbart eller ikke, rejser problemer af største vigtighed i diskussionen om et levedygtigt og fleksibelt demokrati.

Som de andre grundlæggende friheder, hviler også ytringsfriheden på ideen om visse fundamentale menneskerettigheder. Retten til at give udtryk for ens meninger i skrift og tale regnes som en forudsætning for at kunne tage vare på sig selv som menneske og for at kunne skabe sig en rig og ordentlig tilværelse efter eget valg. Menneskets ytringsfrihed er derfor indskrevet i FN's menneskerettighedserklæring fra 1948, som bl.a. slår fast, at enhver har ret til at «meddele oplysninger og ideer gennem ethvert meddelelsesmiddel, og uafhængigt af grænser». Europarådets menneskerettighedskonvention af 1950 præciserer, at dette må ske «uden indblanding fra offentlige myndigheder».

Selv om ytringsfriheden altså er formelt sikret, er det imidlertid klart, at en række mennesker i virkeligheden ikke nyder godt af eller ikke kan benytte sig af denne ret. En række faktiske omstændigheder, ydre og indre, begrænser en persons reelle ytringsfrihed.

Den vigtigste hindring for reel ytringsfrihed er bestemte magtforhold mellem mennesker. Indenfor familien vil især de fysisk og økonomisk svage medlemmer være afhængige af de stærke, og vil af frygt for repressalier lægge bånd på deres ytringsfrihed. Børn vil af frygt for tab af hengivenhed og kærlighed lade være med at give udtryk for deres holdninger og følelser osv. I forholdet mellem arbejder og arbejdskøber vil det gensidige afhængighedsforhold kunne hindre den ene part (arbejderen) i at give oprigtig udtryk for sine meninger.

De samme forhold som gælder mellem individer, gælder også mellem grupper og klasser, som står i et magt- og afhængighedsforhold til hinanden. Disse betragtninger viser samtidig, at en ubegrænset ytringsfrihed næppe er et ubetinget gode. Forholdet mellem mennesker som er afhængige af hinanden, ville kunne skades ubodeligt, hvis alle sagde, hvad de oprigtigt mente.

Men en persons reelle ytringsfrihed begrænses også af «indre» omstændigheder - nemlig personens evne til at udtrykke sig i skrift og tale og muligheden for at komme til orde. Evnen til at udtrykke sig klart og effektfuldt varierer stærkt mellem mennesker. Børn er mindre erfarne med at udtrykke sig end voksne, men der eksisterer også betydelige forskelle mellem voksne, afhængig af baggrund, uddannelse og øvelse. At ytringsfriheden kan blive mere end blot en frihed på papiret, er derfor afhængig af bl.a. mobiliteten mellem miljøer, øget mulighed for uddannelse og utvungen omgang mellem mennesker. Evnen til at udtrykke sig er ikke en ren papegøjefærdighed; den kræver også udvikling af evnen til at tænke klart og logisk.

Muligheden for at komme til orde begrænser ens faktiske ytringsfrihed på alle planer, men er særlig mærkbar, hvis man vil nå et større publikum. Muligheden for at få sine meninger frem er groft sagt omvendt proportional med meddelelsesmidlets rækkevidde. Det er vanskeligere at få sine ting trykt i en stor avis end i en lille, vanskeligere at slippe ind i radioen end på cafeen. Til gengæld har lokalradio og andre lokale fora stor betydning for folks reelle ytringsfrihed. Internettet giver en teoretisk mulighed for at nå ud til mange, men også for dette kommunikationsmedium sker der en centralisering af informationerne, og den måde folk anvender det på.

Ytringsfrihed / Ytringsterror

I vinteren 2006/06 sendte den danske statsministers forhold til ytringsfrihed Danmark ud i konflikt med hele den muslimske verden. Baggrunden var 12 karikaturtegninger offentliggjort i Jyllandsposten 30. september 2005 som led i avisens og regeringens hetz mod flygtinge, indvandrere og specielt muslimer. I statsministerens opfattelse er ytringsfrihed magthavernes eller flertallets ret til at gøre grin med eller føre hetz mod minoriteter eller politiske modstandere. Dette må imidlertid snarere betegnes som ytringsterror på linie med den «ytringsfrihed» autoritære regimer praktiserer overfor politiske afvigere og modstandere.

Ytringsfriheden står i sagens natur ikke sin prøve, når det handler om flertallets «ret» til at undertrykke mindretallet. Der findes ingen begrænsninger i denne ret under autoritære regimer. Ytringsfriheden står derimod sin prøve, når det drejer sig om minoritetsgrupper, politiske modstandere overfor et herskende politisk styre og deres ret til at tale de magthavende grupper i samfundet imod. Ifht. denne lakmusprøve på ytringsfrihed er der de seneste år sket de-facto indskrænkninger i de danske rammer for ytringsfrihed:

• Det er blevet almindelig praksis fra VKO regeringen at slå ned på imamer, når disse anvender deres ytringsfrihed til at kritisere den danske flygtninge- og indvandrerpolitik generelt og specielt magthavernes islamofobi (angst for islam). Det skete bl.a. ifbm. den krise Jyllandspostens karikaturtegninger af Muhammed udløste i det meste af verden. Truslerne mod imamerne varierer fra kravet om «imamuddannelse», fratagelse af deres evt. danske statsborgerskab til udvisning.
• Som led i den terrorlovgivning der er gennemført siden 11. september 2001 er der indført de-facto begrænsninger i ytringsfriheden. Ligesom myndighederne i Kina lukker bestemte sider på internettet, lukker danske myndigheder også bestemte sider og sites. I august 2005 afsagde byretten i København kendelse om lukning af 3 sider på foreningen Oprørs Website. Lukningen blev siden stadfæstet af landsretten. Iflg. myndighederne fordi disse sider støttede terror ved at opfordre til økonomisk indsamling til befrielsesbevægelserne PFLP og FARC i henholdsvis Palæstina og Colombia. I februar 2006 blev dette skridt fulgt op af myndighedernes lukning af sitet www.fightersandlovers.com der solgte T-shirts til fordel for de samme to organisationer, samt arrestation af 7 medlemmer af partiet venstresocialisterne, der stod bag sitet. Myndighedernes overgreb førte til internationale reaktioner fra bl.a. Human Rights Watch og det svenske Vänsterpartiets rigsdagsgruppe. Alligevel konkluderede det danske justitsministerium, at det kunne gå videre. Fire dage senere, den 24. februar truede politiadvokat Michael Jørgensen internetudbyderne for Enhedslisten og Dagbladet Arbejderen til at fjerne kopier af Oprørs appel fra deres hjemmesider (www.ytringsfrihed.nu). Overgrebet på ytringsfriheden var denne gang end ikke sanktioneret af en dommerkendelse, men var en rent administrativ beslutning fra en politiadvokats side. Enhedslisten lagde derefter appellen på Folketingets WEB site som en del af en §20 forespørgsel til statsministeren. Politiet har endnu ikke grebet ind overfor Folketinget.
• Den tidligere ansatte i FET, Frank Grevil blev i 2005 dømt for at have lækket oplysninger, der afslørede at statsminister Anders Fogh Rasmussen i et halvt år op til marts 2003 havde ført Folketinget og den danske befolkning bag lyset ved at påstå, at der fandtes beviser for, at Saddam Husseins Iraq rådede over masseødelæggelsesvåben. Dette viste sig senere at være løgn, og Frank Grevil afslørede i 2004, at statsministeren ingen fakta havde som underbyggelse for sine påstande i 2002/03. Sådanne «Whistleblowers» spiller en fremtrædende rolle i andre landes - bl.a. USA og Storbritanniens - demokrati. I Danmark straffes de med fængsel.
• Anført af Dansk Folkepartis Søren Espersen har den danske højrefløj kørt en hetz mod navngivne journalister i Danmarks Radio for at offentliggøre kritik overfor Israel i konflikten mellem Israel og Palæstina. Hetzen har både været ført i medierne og i DR's bestyrelse, og har specielt været rettet mod DR's mellemøstenkorrespondent Ole Sippel og Jens Nauntofte. I juli 2003 lykkedes det Espersen m.fl. at tvinge Nauntofte til at fjerne undervisningsartikler fra internettet på undervisningssitet http://www.palaestina-info.dk. Vi bringer her kopier af artiklerne, der blev fjernet:
  Fra Jødisk Nationalhjem til Nationalstaten Israel
  Israels lobby i USA
  Hetzen har ført til udstrakt selvcensur i DR, således at den danske dækning af konflikten i dag afviger markant fra den dækning der findes i f.eks. BBC, CNN og SR (Sveriges Radio).
• Indskrænkningerne i ytringsfriheden rammer også offentligt ansatte, der af deres arbejdsgivere nægtes retten til at udtale sig i relevante sager. Således blev en skoleinspektør fra Roskilde i foråret 2003 fyret, efter at have udtalt sig.

Statsministerens fremme af sin fortolkning af «ytringsfrihed» nåede et foreløbigt klimaks i februar 2006, hvor han med angreb på dansk erhvervsliv og Danske Pen forsøgte at fremtvinge en: enten er i med mig, ellers også er i imod mig situation. Ministeren ønsker med sine angreb at kvæle den form for ytringsfrihed, der anvendes af anderledestænkende til bl.a. at kritisere magthaverne - ham selv.

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sendte i oktober 2006 flere emails til bestyrelsen i DR med kritik af DR's dækning af de landsdækkende protester mod regeringens og kommunernes nedskæringspolitik på børnepasnings- og uddannelsesområdet. Det er første gang en dansk regering har kritiseret DR's nyhedsdækning. 2 uger senere var DR's nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen fyret. Regeringen går fuldt og helt ind for ytringsfrihed - dog ikke når den indebærer kritik af regeringen selv.

A.J.

Sidst ajourført 9/11 2006

Internet

Politiets trusselsbrev til internetudbyderen Wannafind, 22. februar 2006
Politiet angriber i appel-sag, Modkraft 25. februar 2006