Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 156.355
: :
Menneskerettigheder

Menneskerettighederne er det sæt af normer - skrevne eller uskrevne - der regulerer forholdet mellem individ og kollektiv, mellem enkeltmenneske og stat. Det er de normer, som sikrer enkeltmennesket, grupper, racer, etniske, politiske eller religiøse minoriteter mod overgreb og angreb på egen integritet. Det er samtidig de normer, der sikrer kollektivet eksistensbetingelser, selvbestemmelse og identitet. Blandt menneskerettighederne regnes også mulighederne for at udvikle sig i overensstemmelse med egne interesser og evner, organisations- og ytringsfrihed, samt frihed fra sult, nød og krig.

Det er en almindelig observation, at menneskerettigheder overalt kræver opfyldelsen af en række forskellige værdier eller evner for at sikre deres individuelle eller kollektive tilfredsstillelse. Det er samtidig en almindelig observation, at dette krav ofte indskrænkes af sociale eller naturlige kræfter, hvilket fører til udbytning, undertrykkelse, forfølgelse eller andre former for knægtelse. Knyttet til disse betragtninger er begyndelsen til det vi i dag betegner som «menneskerettigheder», samt de nationale og internationale retslige rammer, der er knyttet til disse.

Historisk udvikling

Begrebet «menneskerettigheder» er forholdsvist nyt. Det er først trængt ind i hverdagssproget efter 2. verdenskrig, oprettelsen af FN i 1945 og vedtagelsen i FN's Generalforsamling af den universelle Menneskerettighedsdeklaration i 1948. Begrebet erstattede et andet begreb - «naturlige rettigheder» - der kom i miskredit, bl.a. fordi konceptet omkring naturretten (som det var tæt knyttet til) var blevet stærkt omdiskuteret. Samtidig erstattede det nye begreb det tidligere begreb «menneskets rettigheder» (eng. Rights of Man), der ikke af alle blev opfattet som også kvinders rettigheder.

Oprindelsen i antikken

De fleste menneskerettighedsforskere daterer begrebets oprindelse til antikkens Grækenland og Rom, hvor det var tæt knyttet til stoicismens lære, iflg. hvilken menneskets ageren skulle vurderes mod - og bringes i overensstemmelse med - naturretten. Et klassisk eksempel på denne opfattelse er Sofokles stykke Antigone, i hvilket hovedpersonen efter at være blevet fordømt af kong Kreon for ikke at efterleve hans påbud om ikke at begrave sin dræbte broder erklærer, at hun handlede i overensstemmelse med gudernes udødelige love. Eftersom stoicismen spillede en central rolle for udviklingen af romerretten og dennes spredning, anerkendte også denne eksistensen af en naturret og samtidig en række universelle rettigheder, der gik videre end retten til borgerskab, og som samtidig var vigtigere end jus gentium (nationernes ret). Ifølge den romerske jurist Ulpian bestod naturretten i de rettigheder som naturen - ikke staten - garanterede alle mennesker, uanset om de var romerske borgere eller ej. Det var imidlertid først i middelalderen, at naturretten blev knyttet sammen med naturlige rettigheder. Under antikken var naturretten overvejende knyttet til pligter, snarere end menneskets rettigheder. Som det fremgår af Aristoteles' og St. Thomas Aquinas' skriverier, anerkendte naturrettens doktriner legitimiteten af slaveri og hoveri. Dermed rummede denne ret ikke de elementer, som vi anser for de mest centrale menneskerettigheder i dag: frihed og lighed.

Inden ideerne omkring menneskerettigheder og naturlige rettigheder kunne udvikles, var det nødvendigt med forandring af en række samfundsmæssige forhold. Disse forandringer fandt gradvist sted med nedgangen for den europæiske feudalisme fra omkring det 13. århundrede, og fortsatte gennem renæssancen frem til Westfalen-freden i 1648. Modstanden mod den religiøse intolerance, mod det politiske og økonomiske hoveri, magthavernes åbenlyse mangel på evne til at efterleve deres pligter under naturretten, samt den enestående støtte til individuel udtrykkelse der prægede renæssancen, var gennem denne periode på flere hundrede år bidragende til at flytte naturrettens fokus fra pligter til rettigheder. Aquinas' og Hugo Grotius' videnskab, Magna Carta fra 1215, Petition of Right fra 1628 og den engelske Bill of Rights fra 1689 var alle tegn på disse forandringer. De bekræftede alle den stadig mere alment accepterede holdning, at mennesker råder over en række bestemte evige og ufravigelige rettigheder, som aldrig blev opgivet trods menneskehedens overgang fra primitive til socialt udviklede samfund, og som heller aldrig blev opgivet trods påstanden om «kongernes guddommelige ret».

Naturrettens transformation til naturlige rettigheder

Den moderne opfattelse af naturretten som lig med - eller rummende - naturlige rettigheder blev udviklet af det 17. og 18. århundredes tænkere. De intellektuelle - og især videnskabelige - fremskridt i det 17. århundrede (herunder Hobbes' materialisme, Descartes' og Leibniz' rationalisme, Spinozas pantheisme samt Bacons og Lockes empirisme) fremmede troen på naturretten og den universelle orden; gennem det 18. århundrede - den såkaldte «oplysningens tidsalder» - førte en stigende tiltro til den menneskelige fornuft og handlinger til, at denne opfattelse fik et mere sammenhængende udtryk. Specielt vigtige i denne henseende var John Lockes skriverier. Han var uden tvivl den nye tids vigtigste naturrets teoretiker. Men samtidig spillede det 18. århundredes filosoffer - overvejende fra Paris - en central rolle: heriblandt Montesquieu, Voltaire og Jean-Jacques Rousseau. Locke argumenterede detaljeret - især i skrifter knyttet til den engelske revolution i 1688 - for, at bestemte rettigheder indlysende er knyttet til mennesket som individ, eftersom disse rettigheder eksisterede i «naturtilstanden» før mennesket udviklede sociale samfund. Vigtigst blandt disse rettigheder er retten til livet, frihed (fra vilkårlig magtanvendelse) og ejendom. Da menneskeheden udviklede sociale samfund, overlod det gennem en «social kontrakt» alene staten retten til at hævde disse rettigheder. Selve rettighederne blev ikke overdraget. Samtidig fremførte Locke, at statens manglende evne til at sikre disse rettigheder giver befolkningen ret til at gennemføre en ansvarlig folkelig revolution. Filosofferne der byggede på Locke og andre ligesindede, fulgte mange forskellige tankeretninger, men nærede en fælles grundlæggende tro på videnskaben, og angreb voldsomt religiøs og videnskabelig dogmatisme, intolerance, censur og sociale og økonomiske begrænsninger. De forsøgte at opdage og udvikle universelle principper omkring naturen, menneskeheden og samfundet - herunder de ufravigelige «menneskelige rettigheder», som de betragtede som fundamentale etiske og sociale læresætninger.

Det er ikke underligt, at dette liberale intellektuelle tankegods fik omfattende indflydelse i den Vestlige Verden i slutningen af det 18. og starten af det 19. århundrede. Sammen med 1688 revolutionen i England som førte til vedtagelsen af Bill of Rights, var det grundlag for den bølge af revolutionær agitation, der rullede gennem den vestlige verden - især Nordamerika og Frankrig. Thomas Jefferson der havde studeret Locke og Montesquieu udformede poetisk disse tanker i uafhængighedserklæringen, som de 13 nordamerikanske kolonier offentliggjorde den 4. juli 1776: «Vi fastholder, at følgende sandheder er selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er udstyret med en række umistelige rettigheder; heriblandt retten til livet, friheden og forfølgelsen af lykken». På lignende måde kopierede marquis de Lafayette erklæringerne fra den engelske og den nordamerikanske revolution i sin Erklæring om menneskets og borgernes Rettigheder fra 26. august 1789: «mennesket fødes og forbliver frie og lige i deres rettigheder» og «det er enhver politisk sammenslutnings mål at bevare menneskets naturlige og umistelige rettigheder». Lafayette var personlig ven med George Washington og havde deltaget i den nordamerikanske uafhængighedskrig.

Sammenfattende kan det fastslåes, at ideen om menneskerettigheder - omend med andre navne - spillede en central rolle i det 18. og 19. århundredes kampe mod den politiske enevælde. Det var magthavernes manglende vilje til respekt for principperne om frihed og lighed der var baggrunden for denne udvikling.

«Opstyltet volapyk». Kritikken af de naturlige rettigheder

Ideerne om menneskelige rettigheder var dog ikke uden kritikere. Eftersom de ofte blev associeret med religiøs ortodoksi, blev doktrinen om naturlige rettigheder mindre attraktiv for filosofiske og politiske liberale. Samtidig stod det stadig mere klart, at de absolutistiske formuleringer omkring naturlige rettigheder skabte indre modsætninger i begrebsapparatet. Doktrinen omkring naturlige rettigheder kom derfor efterhånden under voldsom filosofisk og politisk kritik fra både højre- og venstrefløjen. I England gik konservative politiske tænkere som Edmund Burke og David Hume f.eks. sammen med liberale tænkere som Jeremy Bentham for at kritisere doktrinen. Førstnævnte fordi de frygtede, at offentlig bekræftelse af de naturlige rettigheder ville føre til socialt oprør. Sidstnævnte fordi han mente, at deklarationerne om naturlige rettigheder ville blive en erstatning for effektiv lovgivning. I sin Reflections on the Revolution in France fra 1790 kritiserede Burke forfatterne til Erklæring om menneskets og borgernes Rettigheder for at have skabt en «monstruøs fiktion» om menneskelig lighed, som ifølge ham blot tjener til at skabe «falske ideer og vage forhåbninger i mænd, hvis lod det er at arbejde sig gennem et tungt og arbejdsomt liv». Burke selv troede nok på naturretten, men afviste at «menneskets rettigheder» kunne udledes af denne. Bentham var en af grundlæggerne af utilitarismen og var ikke mindre spydig: «Rettigheder er børn af loven; af virkelige love udspringer virkelige rettigheder; men fra opfundne love - «naturretten» - udspringer opfundne rettigheder ... Naturlige rettigheder er ganske simpelt volapyk; naturlige og umistelige rettigheder (en amerikansk formulering) ... (er) retorisk volapyk, opstyltet volapyk». Hume var enig med Bentham og insisterede på, at naturret og naturlige rettigheder er opfundne metafysiske størrelser.

Angrebene på naturretten og de naturlige rettigheder tog til i styrke og bredde gennem det 19. og det tidlige 20. århundrede. Trods sit energiske forsvar for frihed erklærede John Stuart Mill alligevel, at rettigheder i sidste ende er baseret på nytte. Den tyske jurist Friedrich Karl von Savigny, Englands Sir Henry Maine og andre historieorienterede juridiske tænkere understregede, at rettigheder er et udtryk for de kulturelle og sociale forhold, der er knyttet til hvert enkelt samfund. Den britiske jurist John Austin mente, at den eneste lov er «regentens ordre» (en formulering han hentede fra Hobbes). Og de logiske positivister fra starten af det 20. århundrede insisterede på, at den eneste sandhed er den der kan fastslåes udfra verificerbare hændelser. Derfor er etiske erklæringer kognitivt ligegyldige. Omkring 1. verdenskrig fandtes der knapt nok nogen teoretiker der kunne forsvare «menneskets rettigheder» udfra naturretten. Under indflydelse fra det 19. århundredes tyske idealisme og den tiltagende europæiske nationalisme var der endda nogen, som f.eks. marxisterne, der nok ikke fuldstændig afviste de individuelle rettigheder, men alligevel hævdede, at rettigheder uanset deres oprindelse er knyttet til grupper, klasser, eller hele samfund og nationer.

Begrebets hårdnakkede overlevelse

Selvom de naturlige rettigheder som begreb fik en kort levetid, overlevede ideen om rettigheder. Afskaffelsen af slaveriet, gennemførelsen af fabrikslovgivning, fremkomsten af folkeuddannelse og faglig organisering og kampen for almen stemmeret, var alle eksempler på reformorienterede kampe i det 19. århundrede, der var tydelige eksempler på, at ideen om rettigheder ikke kunne slukkes, selvom deres oprindelse i naturretten var omgærdet af almindelig skepsis. Men det var ikke før nazityskland opstod og blev slået, at ideen om generelle menneskerettigheder virkelig slog an. Mange af de frygtelige overgreb som naziregimet begik, var officielt sanktionerede af nazistiske love og dekreter. Dette faktum overbeviste mange om, at love og moral ikke kan baseres på rene idealistiske, nytteorienterede eller tilsvarende doktriner. Udfra denne opfattelse er bestemte handlinger fundamentalt forkerte, uanset omstændighederne. Mennesker har som et minimum ret til respekt. I dag er de fleste filosoffer og juridiske videnskabsmænd - især i det liberale Vesten - enige om, at ethvert menneske har nogle basale rettigheder - i det mindste i teorien. Bortset fra enkelte isolerede eksempler på international humanitær opmærksomhed i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede (som resumeres nedenfor), kan man godt sige, at sidste halvdel af det 20. århundrede markerer fødslen for både international og universel anerkendelse af menneskerettighederne. I FN's menneskerettighedscharter forpligtiger alle medlemsstater sig til at tage fælles og individuelle initiativer til at opnå «universel respekt for og overvågning af menneskerettigheder og fundamentale friheder for alle, uanset race, køn, sprog eller religion». I den universelle menneskerettighedserklæring bekræftede repræsentanter fra mange kulturer de rettigheder, der deri blev formuleret som «et fælles mål for alle folk og nationer». I 1976 trådte den Internationale traktat om økonomiske, sociale og kulturelle Rettigheder samt den Internationale traktat om civile og politiske Rettigheder i kraft. De var begge blevet vedtaget af FN's Generalforsamling i 1966.

Definitionen af menneskerettigheder

Selvom der findes en udbredt accept af princippet om menneskerettigheder, er det ikke det samme som at sige, at der er fuldstændig enighed om karakteren og rækkevidden af sådanne rettigheder - altså definitionen af disse. Blandt de grundlæggende spørgsmål, som der endnu ikke er givet endegyldige svar på er følgende:

Menneskerettighedernes natur. Nogle almindeligt accepterede postulater

Trods manglen på koncensus omkring definitionen, kan en række bredt anerkendte og indbyrdes forbundne postulater bidrage til opgaven med definition af menneskerettigheder. Der er fem postulater der især skiller sig ud, selvom også disse er omgærdet af diskussion:

  1. Uanset deres oprindelse eller begrundelse opfattes menneskerettigheder som gældende for både individuelle og gruppers krav på politisk magt, rigdom, oplysning og andre centrale værdier. Den mest fundamentale af disse er respekten, den gensidige tolerance og den gensidige overbærenhed i arbejdet for at få opfyldt af disse værdier eller omstændigheder. Konsekvensen heraf er, at menneskerettigheder implicerer krav overfor personer og institutioner, der hindrer opfyldelse af disse værdier eller omstændigheder, samt standarder for vurdering af loves og traditioners legitimitet. I sidste ende sætter menneskerettighederne rammer for staters suverænitet og magt. I nogle tilfælde ved at udvide sidstnævnte på bekostning af suveræniteten. Det gælder f.eks. en række økonomiske og sociale rettigheder. (Se nedenfor: Égalité).
  2. Menneskerettigheder opfattes almindeligvis som en reference til «fundamentale» fremfor «ikke-essentielle» krav eller «goder». Faktisk går nogle teoretikere så langt som til at begrænse menneskerettigheder til en enkelt kernerettighed eller to - f.eks. retten til livet, eller retten til lige muligheder. Tendensen er at understrege de «grundlæggende behov», og at se bort fra «almindelige ønsker».
  3. Menneskerettigheder reflekterer forskellige samfundsmæssige omstændigheder, forskellige verdensopfattelser, og tydelige afhængigheder både indenfor og mellem forskellige værdi- eller egenskabssystemer. De refererer derfor til et bredt spektrum af krav, der spænder fra det mest grundlæggende til det mest aspiratoriske. Menneskerettighederne bærer både præg af retslige og moralske aspekter - ofte uden at disse kan skelnes fra hinanden. De er udtryk for både «er» og «bør» i de menneskelige affærer.
  4. De fleste udtryk for menneskerettigheder - omend det ikke gælder alle - er begrænsede af, at individuelle eller gruppers rettigheder må begrænses i den udstrækning, at andres eller de fælles rettigheder kan sikres. Denne begrænsning der forbinder rettigheder med pligter gør, at menneskerettigheder ofte betegnes som prima facie rettigheder. Konsekvensen er, at det ofte kun giver ringe eller slet ingen mening at tale om dem i absolutte termer.
  5. Hvis en rettighed er en menneskerettighed forstås den som værende generel eller universel af karakter. Altså at alle mennesker overalt har denne rettighed. Menneskerettigheder er i den forstand teoretisk udstrakt til alle mennesker på jorden, uden hensyntagen til oprindelse, situation eller behov. Altså rettigheder knytter til selve det at være et menneskeligt væsen. Dermed står de i skærende kontrast til kongers og fyrsters guddommelige rettigheder eller tilsvarende privilegie koncepter.

I en række kritiske henseender rejser disse postulater imidlertid flere spørgsmål end de besvarer. Når menneskerettigheder berettiger statslig magt, berettiger de så også privat magt? I bekræftende fald, hvornår og hvordan? Hvad betyder det, at en ret er fundamental, og udfra hvilken målestok for vigtighed eller nødvendighed vurderes den således? I hvilke tilfælde og udfra hvilke kriterier må en persons eller en gruppes rettigheder vige for andres? Hvad er konsekvensen, når individuelle og kollektive rettigheder kolliderer? Hvordan afgrænses universelle menneskelige rettigheder? Er de en konsekvens af kultur eller ideologi, eller er de afledte udfra en transnational koncensus omkring egenskaber eller værdi? Hvis det sidstnævnte er tilfældet, er der så tale om regional eller global koncensus? Præcis hvordan kan en sådan koncensus vurderes, og hvordan kan den forenes med nationers og folks ret til selvbestemmelse. Er selve eksistensen af universelle menneskerettigheder i modstrid med begrebet om national suverænitet? Bør overstatslige normer, institutioner og procedurer være i stand til at overtrumfe lokal, regional eller nationale love om f.eks. dødsstraf, korporlig afstraffelse af børn, «æresmord», retten til eller påbud om at bære slør, kvindelig omskæring, mandlig omskæring, retten til at bære våben, eller andre former for praksis? Hvordan vil sådanne overstatslige systemer være i overensstemmelse med Vestlige forestillinger om demokrati og repræsentative regeringer?

Trods det at de er præcise, rejser de 5 postulater med andre ord en lang række spørgsmål omkring indholdet af og legitimiteten af menneskerettigheder, og omkring de prioriteringer der eventuelt måtte eksistere mellem dem. De er alle 5 kontroversielle, på samme måde som menneskerettighedsbegrebets oprindelse og berettigelse.

Menneskerettighedsbegrebets substans. Tre generationer af rettigheder

Ligesom alle normative traditioner er også menneskerettigheds-traditionen et produkt af sin samtid. For bedre at kunne forstå debatten om indholdet, menneskerettighedernes legitime rækkevidde og de forskelle i prioriteringer de tillægges, er det fornuftigt at få indblik i de dominerende skoler på området, som har domineret traditionen siden begyndelsen af den moderne tidsalder.

I den forbindelse er det fornuftigt at gribe til begrebet om de 3 «generationer» af menneskerettigheder, som den franske jurist Karel Vasak har fremført. Inspireret af de 3 temaer fra den franske revolution er disse: den første generation af civile og politiske rettigheder (liberté); den anden generation af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (égalité); og den tredje generation af solidariske rettigheder (fraternité). Vasaks model er naturligvis et simplificeret udtryk for en ekstrem kompleks historisk udvikling, og modellen foregiver ikke at være en lineær proces, hvor hver generation føder den efterfølgende, for derpå at dø bort. Det ligger samtidig ikke i modellen, at én generation skulle være bedre end en anden. De tre generationer forstås som kumulative; de bygger på hinanden, lapper over; er indbyrdes forbundne og griber ind i hinanden.

Liberté: civile og politiske rettigheder

Den første generation af civile og politiske rettigheder tager som omtalt ovenfor deres udspring i det 17. og 18. århundredes reform-teoretikere - de er knyttede til de engelske, nordamerikanske og franske revolutioner. Denne generation er påvirket af den liberale individualismes politiske filosofi, og de tilknyttede økonomiske og sociale doktriner for laissez-faire. Den første generation definerer derfor i højere grad menneskerettigheder negativt - «frihed fra» - snare end positivt - «ret til». Den er fortaler for fraværet af statslig intervention i det samlede projekt for menneskelig værdighed. Blandt elementerne i denne første generation er således de rettigheder der fremføres i den universelle menneskerettighedsdeklarations artikler 2-21. Deriblandt frihed fra kønslig, racemæssig eller andre lignende former for diskrimination; retten til livet, frihed og den personlige sikkerhed; frihed fra slaveri eller ufrivillig trældom; frihed fra tortur og fra umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf; frihed fra vilkårlig arrestation, tilbageholdelse eller eksilering; retten til en retfærdig og offentlig rettergang; frihed fra indgreb eller overvågning af privatlivet og kommunikationen; frihed til at rejse og slå sig ned; ret til asyl fra forfølgelse; religions-, tanke- og bevidsthedsfrihed; ytringsfrihed; frihed til fredelig forsamling og foreningsdannelse; ret til at deltage i samfundets ledelse direkte eller gennem frie valg. Til denne generation hører også retten til at eje ejendom, og til ikke vilkårligt at blive frataget den. En rettighed der stod centralt i den nordamerikanske og franske revolution, og som var grundlag for udviklingen af kapitalismen. Alligevel ville det være forkert at hævde, at disse og andre første-generations rettigheder alene er «negativt» afgrænsende rettigheder, i modsætning til de «positivt» afgrænsende rettigheder. Personens ret til sikkerhed, til en retfærdig og offentlig rettergang, til asyl fra forfølgelse og til frie valg kan åbentlyst ikke garanteres uden positive indgreb fra samfundets side. Den gennemgående tråd i denne generation er begrebet frihed. En beskyttelse som skal garantere den enkelte, gruppen eller klassen mod politiske overgreb. Dette er kerneelementet i første generation. Det er et element som vi genfinder i forfatningen i næste alle stater i verden, og det har domineret de fleste internationale aftaler, som er blevet vedtaget siden 2. verdenskrig. Dette grundlæggende vestlige liberale koncept for menneskerettigheder romantiseres og omtales til tider som triumfen for Thomas Hobbes' og John Lockes individualisme over Hegels statsliggørelse.

Égalité: Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

Den anden generation af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder udspringer overvejende af den socialistiske tradition. De er præget af Saint-Simon bevægelsen i Frankrig i starten af det 19. århundrede, og er blevet stadig kraftigere fremført under de revolutionære kampe og reformbevægelser, der har udviklet sig siden da. Der er i vid udstrækning tale om krav, der er svar på de overgreb som den kapitalistiske udvikling har medført, og dennes underliggende ukritiske forestilling om personlig frihed, der tolererer og endog legitimerer udbytningen af arbejderklassen og den 3. verden. Historisk er der tale om en modstilling til den første generations civile og politiske rettigheder. Den opfatter snarere menneskerettigheder positivt - «retten til» - end negativt - «frihed fra». Samtidig er der tale tale om rettigheder, der i højere grad kræver statslig intervention, for at sikre en retfærdig produktion og distribution af værdier og rettigheder. Som illustration på denne generation af rettigheder kan nævnes menneskerettighedsdeklarationens artikel 22-27, såsom retten til social sikkerhed; retten til at arbejde og til beskyttelse mod arbejdsløshed; retten til fritid og afslapning, herunder retten til regelmæssige ferier med løn; retten til en levestandard der er passende for sundhed og velværet hos den enkelte og dennes familie; retten til uddannelse; og retten til beskyttelse af den enkeltes videnskabelige, litterære eller kunstneriske produktion. Men lige som alle rettigheder der tilhører den første generation af civile og politiske rettigheder ikke kan karakteriseres som «negative rettigheder», kan heller ikke alle rettigheder i den anden generation af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder karakteriseres som «positive rettigheder». Retten til frit at kunne vælge arbejde, retten til at danne og tilslutte sig faglige organisationer, og retten til frit at deltage i samfundets kulturelle liv er alle eksempler på rettigheder, der ikke nødvendiggør statslig intervention, for at garantere deres opfyldelse. Alligevel kræver de fleste anden-generationsrettigheder statslig intervention, eftersom de kræver fordeling af de fælles samfundsmæssige ressourcer udfra kriterier for en retfærdig fordeling. Denne generations rettigheder refererer grundlæggende til ønsket om social lighed. Men eftersom den socialistiske, kommunistiske og 3. verdens indflydelse i de internationale anliggender først slog sent igennem i det 20. århundrede, er spredningen af disse rettigheder sket langsomt; og med kapitalismens utæmmede frembrusen under globaliseringens banner her ved starten af det 21. århundrede, er det ikke sandsynligt at den 2. generations rettigheder vil få øget opbakning i de nærmeste år. Alligevel er det på længere sigt sandsynligt, at kravet om respekt for 2. generations rettighederne vil stige i styrke, i takt med at de sociale uligheder nationalt og globalt tiltager, som følge af den uregulerede kapitalismes udvikling. Denne udvikling vil givet komme til at få voldelige aspekter.

Fraternité: solidaritetsrettigheder

Den 3. generation af solidariske rettigheder trækker på og omformulerer kravene knyttet til de to foregående generationer af rettigheder. Den forstås bedst som et produkt af både opkomsten og afviklingen af nationalstaten i sidste halvdel af det 20. århundrede. Rammerne for det skitseres i artikel 28 i menneskerettighedsdeklationen, hvor det hedder: «alle har ret til at leve i en social og international orden, hvor rettighederne som de er formuleret i denne deklaration kan opfyldes fuldt ud». Denne generation synes at omfatte 6 rettigheder. 3 af disse reflekterer opkomsten af en 3. verdens nationalisme og dennes «revolution af stigende forventninger» (dvs. kravet om global omfordeling af magt, rigdom og andre centrale værdier eller egenskaber): retten til politisk, økonomisk, social og kulturel selvbestemmelse; retten til økonomisk og social udvikling; samt retten til at deltage i og drage nytte af «menneskehedens fælles arv» (de fælles ressourcer på jorden og i rummet; videnskabelig og teknisk information og fremskridt; kulturelle traditioner, steder og monumenter). De 3 resterende 3. generations rettigheder - retten til fred, retten til et sundt og bæredygtigt miljø, og retten til humanitær katastrofebistand - antyder nationalstatens utilstrækkelighed i bestemte kritiske anliggender.

Alle disse 6 rettigheder fremføres som kollektive rettigheder, der kræver en fælles indsats fra alle sociale kræfter på globalt plan. Men hver af dem har også en individuel dimension. Selv om det for eksempel kan siges at være en kollektiv rettighed for alle lande og folk (især for udviklingslande og folk der ikke har selvbestemmelse) at sikre en «ny økonomisk verdensorden», der kan fjerne hindringerne for deres økonomiske og sociale udvikling, så kan det også hævdes, at ethvert menneske har ret til at drage nytte af en udviklingspolitik, der er baseret på opfyldelsen af materielle og immaterielle behov. Det er nødvendigt at slå fast, at de fleste af disse solidariske rettigheder mere har karakter af aspiration end umiddelbare mål, og at deres status som normer for de internationale menneskerettigheder fortsat er omdiskuteret.

I den moderne histories forskellige stadier er indholdet af menneskerettighederne således blevet defineret bredt, uden forventning om at rettigheder knyttet til én generation ville blive overflødige med udviklingen af en ny generation af rettigheder, men at de tvært imod skulle supplere hinanden. Menneskerettighedernes historiske udvikling reflekterer dermed udviklingen af forestillingen om, hvilke værdier eller egenskaber der på et givet historisk tidspunkt har mest brug for opmærksomhed, og samtidig menneskets tilbagevendende krav om kontinuitet og stabilitet.

Legitimitet og prioritering

Liberté versus Égalité

Det forhold at menneskerettighedsbegrebets indhold er blevet defineret i brede termer skal ikke opfattes på den måde, at alle 3 generationer af rettigheder er lige accepteret af alle. Derfor er de og deres enkelte elementer heller ikke blevet modtaget med samme interesse af alle. Debatten omkring menneskerettighedernes natur og indhold reflekterer i sidste ende en magtkamp og en kamp omkring forskellige koncepter for det « gode samfund ».

Fortalere for 1. generations rettigheder er f.eks. tilbøjelige til fuldstændig at udelukke 2. og 3. generations rettigheder fra deres definition af menneskerettigheder - eller i bedste fald at betegne dem som «afledede». Det skyldes bl.a. de vanskeligheder der opstår ved at operationalisere disse rettigheder. Forestillingen om at 1. generations rettigheder er mere «velegnede», fordi de lægger vægt på fraværet snarere end tilstedeværelsen af statsintervention, drejes over over i en forestilling om, at dette overhovedet er udgangspunktet for en samlet definition af menneskerettigheder. Konsekvensen af denne ideologi er, at de senere generationers rettigheder påstås slet ikke at være rettigheder. Forklaringen på denne forestilling har dog mere med ideologi og politik at gøre, end med menneskerettigheder. Ensidige tilhængere af 1. generations rettigheder har den opfattelse, at når rige stilles overfor kravet om lighed - specielt når dette krav fremføres kollektivt - så vil det ikke være muligt uden en dramatisk nedgang i frihed. De er inspireret af naturretten og laissez-faire traditioner, og mener at menneskerettigheder består uafhængigt af samfundet og grundlæggende er individuelle.

På den anden side betragter tilhængere af 2. og 3. generations rettigheder ofte 1. generations rettigheder som utilstrækkelige ifht. at sikre materielle - ofte basale - menneskelige behov, og at de derfor er instrumenter til at opretholde uretfærdige samfundsstrukturer. De hævdes derfor at udgøre en «borgerlig illusion» - i det mindste i den udformning de ofte praktiseres. Konsekvensen af denne holdning er, at 1. generations rettigheder enten placeres helt udenfor deres forestilling om menneskerettigheder, eller at de tildeles en lav status, hvor de bliver betragtet som langsigtede mål, der først bliver relevante, når den nødvendige økonomiske og sociale udvikling har fundet sted. De vil først gradvist kunne realiseres et usikkert tidspunkt i fremtiden.

Denne debat om frihed/lighed og individualitet/kollektivitet modsætningerne var særlig tydelig under den kolde krig. Den reflekterede de ekstreme spændinger der eksisterede mellem liberale og marxistiske opfattelser af suveræn offentlig orden. Selvom socialdemokrater i den vestlige verden - specielt i Skandinavien - indtog holdning holdninger mellem de to yderpunkter, idet de både forfulgte frihed og lighed (i mange tilfælde ganske succesfuldt), så er det indlysende, at de forskellige opfattelser af menneskerettigheder rummer et kritisk potentiale til ikke blot at stile spørgsmålstegn ved hinanden, men også til de sociale og politiske samfund, som de ikke er direkte knyttede til.

Relevansen af sædvane og tradition

Med afslutningen af den kolde krig har debatten imidlertid i højere grad antaget en nord-syd karakter, og er blevet suppleret af en kultur-relativistisk kritik, der undgår universaliteten i menneskerettigheds doktrinerne, udfra en argumentation om at de i udgangspunktet var vestlige og derfor har en begrænset relevans udenfor Vesten. Denne tradition har den holdning, at rækkevidden af menneskerettigheder indenfor et givet samfund grundlæggende bestemmes af lokale, nationale eller regionale traditioner. Denne holdning virker noget problematisk. Især når man påtænker, at ideerne om menneskerettigheder og deres elementer findes indenfor alle de store filosofiske og religiøse systemer. Alligevel viser den historiske udvikling af begrebet og dets anvendelse, at holdningen ikke fuldstændig kan afvises. Det er heller ikke overraskende, at denne tradition skulle få fodfæste netop kort tid efter efter afslutningen på den kolde krig. Den blev første gang fremført på det asiatiske forberedelsesmøde til den 2. FN verdenskonference om menneskerettigheder, der blev afholdt i Wien i juni 1993. Den var et udtryk for, at det bipolære system af alliancer som havde begrænset udviklingen af selvstændige udenrigspolitikker var blevet opløst. Et alliancesystem der samtidig havde nedtonet kulturelle og politiske forskelle til fordel for ukritiske loyalitets relationer. Verden så i starten af 90'erne et stigende antal menneskerettigheds interventioner under anførelse af FN, regionale organisationer eller koalitioner af stater. Det var tilfældet i først og fremmest Bosnien Herzegovina, Somalia, Liberia, Rwanda, Haiti og Kosova. På denne baggrund udviklede traditionen sig som en slags parallel til doktrinen om respekt for national suverænitet og territorial integritet, der i en periode var blevet trængt til side - ikke blot pga. det internationale hensyn til menneskerettigheder, men også pga. hensynet til national sikkerhed, økonomi og miljøet. Konsekvensen er, at der råder en skarp uenighed omkring den retmæssige rækkevidde af menneskerettigheder, og de prioriteringer der må foretages mellem dem.

Umiddelbare risici af debatten

I sidste ende kan denne debat om legitimitet og prioritering imidlertid være farligt afsporende. Selvom den er velegnet til at illustrere, hvordan forestillingerne om frihed og individualisme har været anvendt til at legitimere kapitalismens overgreb og den vestlige ekspansionisme, og hvordan forestillingerne om lighed, kollektivisme og kultur har været alibier for autoritære statssocialistiske regeringer, så risikerer debatten at forplumre i det mindste 3 grundlæggende sandheder der må anerkendes, hvis den nuværende menneskerettighedsbevægelse skal kunne forstås objektivt.

For det første vil ensidige karakteriseringer af legitimering og prioritering - i det mindste på længere sigt - underminere deres modstanderes politiske troværdighed, og de rettigheder de betragter som de vigtigste. Indenfor rammerne af et globalt samfund vil enhver opfattelse af menneskerettigheder der ikke rummer den bredest mulige orientering og formning af værdier blot fremkalde udbredt skepsis. Sidste halvdel af det 20. århundrede er fyldt med eksempler på netop dette.

For det andet vil snævre opfattelser ikke præcist afspejle virkeligheden. I den virkelige verden vil næsten alle samfund støtte eller endda fremme en blanding af alle de basale værdier eller rettigheder - uanset om samfundet har overvejende individualistiske eller kollektivistiske træk. USA's tidligere præsident Franklin D. Roosevelts 4 friheder (talefrihed, religionsfrihed, frihed fra begær og frihed fra frygt) er et tidligt eksempel på dette. Et mere aktuelt eksempel finder vi i deklarationen og aktionsprogrammet fra Wien konferencen, som blev nævnt ovenfor og som blev vedtaget af 171 stater. I dette hedder det: «samtidig med at vi må tage hensyn til betydningen af nationale og regionale særpræg, og en række historiske og religiøse baggrunde, så er det staternes pligt - uanset deres politiske, økonomiske og kulturelle system - at fremme og beskytte alle menneskerettigheder og fundamentale friheder».

For det tredie er der ingen af de menneskerettigheds-instrumenter eller -institutioner der er i kraft i dag, der udtaler sig om legitimiteten eller prioriteringen blandt de menneskerettigheder de omhandler - måske bortset fra rettigheder der med internationale aftaler er fastslåede som «uafviselige», og som derfor har en mere fundamental karakter (det gælder friheden fra vilkårligt eller ulovligt at blive berøvet livet, frihed fra tortur og fra inhumant eller nedværdigende behandling eller afstraffelse, frihed fra slaveri, og frihed fra fængsel for gældssættelse). Det er klart, at der kan opstå uenighed omkring legitimitet og prioritering pga. uenigheder omkring definitionerne. Hvad der f.eks. for nogen er «tortur» eller «inhuman behandling» er det ikke for andre - det gælder f.eks. pryglestraf eller dødsstraf. På samme måde kan der være uenigheder omkring gennemførelsen af rettighederne. F.eks. vil nogle i første række lægge vægt på bestemte civile og politiske garantier, mens andre vil lægge vægt på sikringen af materielt velbefindende. Disse uenigheder afspejler imidlertid forskelle i politiske dagsordener, og har ringe eller slet ingen konceptuel betydning. Det er allerede blevet bekræftet af en lang række resolutioner i FN's Generalforsamling og i Wien Deklarationen og Aktionsprogrammet, at der eksisterer en stigende koncensus omkring det synspunkt, at alle menneskerettigheder udgør et uadskilleligt hele, og at beskyttelsen af menneskerettigheder ikke er et område der alene er underlagt national lovgivning. I hvilken udstrækning det internationale samfund faktisk beskytter de menneskerettigheder det forsvarer, er straks en anden sag. F.eks. ser det internationale samfund stadig igennem fingre med Israels fortsatte overgreb på det palæstinensiske folk.

Internationale menneskerettigheder. Fastlæggelse og håndhævelse

Udvikling siden 2. verdenskrig

Lige siden antikken, men især siden udviklingen af moderne stater, opdagelsestiden, spredningen af kapitalisme og europæisk kultur over resten af verden, er der blevet udviklet en række regler og konventioner omkring den humane behandling af udlændinge. Den går også under betegnelsen «International lov om statslig ansvar for krænkelser af Udlændinge». Den repræsenterer begyndelsen på en større opmærksomhed omkring menneskerettigheder på et internationalt plan. Grundlæggerne af dette internationale regelsæt - især Francisco de Vitoria, Grotius og Emmerich de Vattel - var hurtige til at bemærke, at alle - udlændinge og andre - er underlagt bestemte naturlige rettigheder, og de påpegede derfor nødvendigheden af en tilsvarende ordentlig behandling af alle borgere. Bortset fra lejlighedsvise traktater til beskyttelse af kristnes interesser, var det ikke før begyndelsen af det 19. århundrede, at den aktive internationale omsorg for udlændinges rettigheder begyndte at blive bemærket. I løbet af det næste halvandet århundrede frem til 2. verdenskrig gennemførtes der flere bemærkelsesværdige initiativer til international fremme af respekten for andre landes statsborgere. Dette arbejde ledte frem til hvad der i dag kaldes den Internationale lov for Menneskerettigheder, der af historiske men teoretisk ikke særligt overbevisende årsager blev behandlet separat fra International lov om statslig ansvar for krænkelser af Udlændinge.

Gennem det 19. og starten af det 20. århundrede blev der gennemført et utal af militære og diplomatiske interventioner, der fik betegnelsen «humanitære» - en almindelig betegnelse fra international ret. De havde sjældent et højere moralsk grundlag, men havde angiveligt til formål at beskytte undertrykte og forfulgte minoriteter i det Osmanniske imperium, Syrien, Kreta, flere Balkanstater, Rumænien og Rusland. Disse interventioner blev suppleret med Wienerkongressen (1814-15) og indgåelsen af en række aftaler og traktater mellem de to verdenskrige, der alle havde til formål at beskytte bestemte racemæssige, religiøse og sproglige minoriteter i Central- og Østeuropa samt Mellemøsten. I samme periode førte kampen mod slaveriet og slavehandelen til indgåelsen af en række traktater, der i sidste ende kom til at omfatte alle de større handelsnationer. Denne proces startede med Paristraktaten fra 1814 og kulminerede i den Internationale konvention mod Slaveri fra 1926.

Fra slutningen af det 19. århundrede og til et godt stykke tid efter 2. verdenskrig inspirerede folk der overvejende var tilknyttet den Internationale Røde Kors Komite verdenssamfundet til at vedtage en række multilaterale aftaler og deklarationer, der havde til formål at regulere krigshandlinger, beskytte krigsofre og på anden vis udarbejde humanitære love for krig. I dag omtales disse regler overvejende som International humanitær Lov. I samme periode blev der gennemført international regulering på arbejdsmarkedet. Det skete med vedtagelsen af to multilaterale arbejderkonventioner i 1906, og senere var den Internationale Arbejdsorganisation (International Labour Organisation, ILO) drivende i udformningen af fælles retningslinier til beskyttelse af menneskerettighederne på arbejdspladsen. Det drejede sig ikke alene om traditionelle emner som arbejde, sundhed og arbejdsmiljø, arbejdstid og ferielovgivning. Specielt efter 2. verdenskrig gik ILO også ind på kerneområder som tvangsarbejde, diskriminationarbejdsmarkedet og arbejdspladsen, fri organisering og ret til kollektive aftaler, og ligeløn.

I mellemkrigstiden anerkendte Folkeforbundet ikke formelt «menneskets rettigheder» og var ikke i stand til at fastlægge et forbud mod racediskrimination, som Japan havde ønsket, men som Storbritannien og USA hindrede. Alligevel forpligtigede forbundet sine medlemslande til at arbejde for flere menneskerettighedsmål: ordentlige og humane arbejdsforhold, hindring af handel med kvinder og børn, international kontrol med sygdomsspredning og ordentlig behandling af oprindelige folk i kolonierne. Sejrsmagterne fra 1. verdenskrig havde af Folkeforbundet fået mandat til at styre de kolonier, der tidligere havde været under tysk eller tyrkisk kontrol. De accepterede ansvaret for at sikre indbyggerne i disse lande et ordentligt liv og udvikling. Dette system fortsatte under FN som formynderskabssystemet, hvor koloniinteresser blev varetaget af udvalgte FN medlemslande.

Trods vigtigheden af disse initiativer var det først efter 2. verdenskrig og afsløringen af Tysklands krigsforbrydelser, at det internationale arbejde for menneskerettigheder virkelig blev accepteret. Under rettergangen ved det Internationale Militærtribunal i Nürnberg 1945-46 (Nürnbergdomstolen) blev de tyske officerer ikke blot anklaget for «forbrydelser mod freden» og «krigsforbrydelser», men også «forbrydelser mod menneskeheden», begået mod civilbefolkningen - også selvom forbrydelserne ikke stred mod love i det land, hvor de blev begået. Domstolens oprettelse og domme blev efterfølgende bekræftet af FN's Generalforsamling, og selvom den havde en forsigtig tilgang til beskyldninger om forbrydelser mod menneskeheden, så slog dens praksis alligevel fast, at en stats behandling af egne statsborgere kan behandles i internationale retssager.

I 1993-94 blev der nedsat internationale ad-hoc domstole til behandling af de alvorlige forbrydelser i det tidligere Jugoslavien og Rwanda. De var de første internationale arvtagere til Nürnbergdomstolen. Begge domstole blev bemyndigede til at afsige domme op til livstidsfængsel - men ikke dødsstraf. De fokuserede begge i deres arbejde - og med en del succes - på de politiske ledere, der havde beordret eller givet tilladelse til menneskerettighedskrænkelserne. Mest bemærkelsesværdig var arrestationen i juni 2001 af Jugoslaviens tidligere præsident Slobodan Milosevic. Det var første gang en tidligere statschef blev taget i forvaring af en international retsmyndighed. Domstolen for det tidligere Jugoslavien anklagede ham for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået af de serbiske styrker i Kosova i 1999, og efterfølgende blev han anklaget for folkemord begået af serbiske styrker under krigen i Bosnien Herzegovina i 1992-95.

En anden arvtager til Nürnbergdomstolen er den Internationale Kriminaldomstol, der af 160 lande blev vedtaget i Rom i juli 1998. Domstolens statut taler om oprettelsen af en permanent international kriminaldomstol, hvis jurisdiktion omfatter forbrydelser mod menneskeheden, folkemord, krigsforbrydelser og «aggressionskrig». Sidstnævnte afventer dog fortsat en acceptabel definition af dette begreb. Den egentlige oprettelse af domstolen afventer dog ratifikationen af statutten af mindst 160 lande, og den har mødt modstand fra en række lande - først og fremmest USA - der ser domstolen som et muligt indgreb i deres nationale suverænitet. Domstolens langsigtede fremtidsudsigter er derfor aktuelt usikre.

Menneskerettigheder indenfor rammerne af FN

FN's charter fra 1945 indledes med en bekræftelse af «troen på de fundamentale menneskerettigheder, på værdien og værdigheden af mennesket, på kvinders og mænds ligeberettigelse og på ligeretten mellem store og små nationer». Charteret slår fast, at FN's formål bl.a. er at «udvikle venskabelige relationer mellem nationer, baseret på respekten for princippet om lige rettigheder og folkenes selvbestemmelse ... og at udvikle internationalt samarbejde ... omkring fremmet af respekten for menneskerettigheder og for fundamentale friheder for alle, uden hensyntagen til race, køn, sprog eller religion».

I to nøgleartikler i charteret forpligtiger alle medlemslande sig til at «tage fælles og national aktion i samarbejde med FN», for at sikre opfyldelsen af disse og andre målsætninger. Det bør dog bemærkes, at et forslag om sikre beskyttelsen og respekten for menneskerettighederne eksplicit blev forkastet på San Francisco konferencen, hvor charteret endelig blev udformet og FN oprettet. Charteret er også meget præcist når det fastslår, at der ikke findes noget i det der «autoriserer FN til at gribe ind i forhold, der ligger indenfor staternes egen jurisdiktion». Undtagelsen er hvis Sikkerhedsrådet slår fast, at der er tale om en «trussel mod freden eller en aggressionshandling». Selv om det er typisk ved oprettelsen af organisationer, så er charteret bevidst holdt i generelle og vage vendinger - bl.a. på spørgsmålet om menneskerettigheder. Det er derfor ikke overraskende, at sammenstødet mellem charterets menneskerettighedsopfattelse, dets tilblivelseshistorie og formuleringen om «national jurisdiktion» har givet anledning til juridisk og politisk debat. En tendens har argumenteret med, at når en stat tilsluttede sig charteret, så accepterede den ikke andet end en luftig tilslutning til at ville fremme menneskerettighederne, og at FN under alle omstændigheder ikke råder over instrumenter til at sikre overholdelsen af rettighederne i de enkelte medlemsstater. En anden tendens har argumenteret med, at charterets afsnit om menneskerettigheder indgår i en juridisk bindende traktat, og at de derfor klart er juridisk bindende. Det «løfte» som staterne aflægger ved deres tilslutning til charteret udgør derfor mere end blot et moralsk standpunkt. Formuleringen omkring «national jurisdiktion» kan ikke anvendes på menneskerettighedsområdet, fordi dette område ikke længere kan siges at ligge indenfor «staternes egen jurisdiktion».

Af FN's faktiske praksis fremgår det imidlertid, at problemerne ved at løse denne modsætning ikke har været så overvældende, som de forskellige regeringer og tendenser ellers har lagt op til. Hverken charterets tilblivelseshistorie, dets afsnit om «national jurisdiktion» eller dets vage formuleringer og generelle karakter i spørgsmålet om menneskerettigheder, har hindret FN i at undersøge, diskutere og vurdere bestemte menneskerettighedssituationer. Det har heller ikke hindret organisationen i at tage konkrete skridt i bestemte situationer, som da Sikkerhedsrådet i 1977 indførte en bindende våbenembargo mod Sydafrika, eller da det autoriserede anvendelsen af væbnet magt for at standse menneskerettighedsovergrebene i Somalia og Haiti i første halvdel af 1990'ene, eller Østtimor i 1999. Men naturligvis arbejder regeringerne på hver især at beskytte deres nationale suverænitet eller nationale jurisdiktion. Samtidig lider de FN organer der arbejder med udbredelsen af og forsvaret for menneskerettighederne af de samme problemer, som præger FN systemet som helhed. Det gælder især fraværet af overnationale myndigheder, den splittene magtpolitik organisationen er underlagt, samt den financielle spændetrøje FN systemet er udstyret med af medlemsstaterne - først og fremmest pga. USA's store gæld til organisationen. Det kan derfor ikke forventes, at FN indsatsen til forsvar for menneskerettigheder er specielt hurtig eller effektiv. Faktisk er mange FN forsøg på seriøs gennemførelse af menneskerettigheder blevet åbenlyst saboteret af stormagterne. I 1999 hindrede veto fra Kina og Rusland f.eks. Sikkerhedsrådet i at nå til enighed om effektive skridt til standsning af de serbiske overgreb på etniske albanere i Kosova. Dette veto medførte, at USA og NATO tog sagen i egen hånd og indledte en massiv bombekrig mod mål i Serbien og Kosova. Med en god portion politisk vilje er de juridiske hindringer for FN's intervention i situationer med alvorlige krænkelser dog alligevel ikke uovervindelige.

Det øverste ansvar for udbredelsen og beskyttelsen af menneskerettigheder ligger i Generalforsamlingen, og under dennes myndighed Rådet for økonomiske og sociale Forhold (Economic and Social Council, ECOSOC), Menneskerettighedskommissionen, og FN Højkommissæren for Menneskerettigheder (UN High Commissioner for Human Rights, UNHCHR). Menneskerettighedskommissionen er et mellemstatsligt råd under ECOSOC, der mødtes for første gang i 1947. Det er FN's centrale politiske organ på menneskerettigheds området. UNHCHR er en post oprettet af Generalforsamlingen i 1993. Denne person er den øverste ansvarlige for gennemførelsen og koordineringen af FN's menneskerettighedsprogrammer og -projekter. Deriblandt den overordnede overvågning af FN's Center for Menneskerettigheder, der er placeret i Geneve, men ellers organisatorisk hører under FN Sekretariatet.

FN's Menneskerettighedskommission og dennes instrumenter

FN's Menneskerettighedskommission blev oprettet i 1947. Under sine første 20 leveår koncentrerede kommissionen sit arbejde om at fastlægge standarder på menneskerettighedsområdet, og mente ikke selv at have bemyndigelse til at håndtere konkrete klager om overgreb. Sammen med andre FN organer som ILO, UNESCO, FN Kommissionen for kvinders Status og Kommissionen for Kriminalitetsforebyggelse og -Bekæmpelse udarbejdede den en række retningslinier og internationale menneskerettigheds instrumenter. Blandt de vigtigste af disse finder vi den Internationale Menneskerettighedserklæring, den Internationale aftale om økonomiske, sociale og kulturelle Rettigheder fra 1966 samt den Internationale aftale om politiske Rettigheder med tillægsprotokoller fra 1966 og 89. Tilsammen betegnes de 3 aftaler som «Menneskerettighedernes internationale Grundlov». De 3 instrumenter fungerer som redskaber til at fortolke afsnittene om menneskerettigheder i FN's charter. Andre centrale aftaler er: Den internationale konvention om eliminering af alle former for Racediskrimination fra 1965; Konventionen til eliminering af alle former for diskrimination mod Kvinder fra 1979, Konventionen mod tortur og anden rå, inhuman eller nedladende behandling eller Straf fra 1984 samt Børnekonventionen fra 1989. De bygger alle på de tre foregående aftaler.

Kommissionen er fortsat med sit standard-udviklingsarbejde, men fra 1967 blev den også specifikt autoriseret til at behandle konkrete krænkelser af menneskerettighederne, og siden da har den etableret mekanismer og procedurer til undersøgelser af påståede menneskerettighedskrænkelser og iøvrigt overvåge landenes overholdelse af menneskerettighedsaftalerne. Meget af Kommissionens arbejde består i dag derfor af undersøgelse og rådgivning. Hvert år nedsætter den arbejdsgrupper til at vurdere og komme med anbefalinger i sager med «grove overtrædelser» af menneskerettighederne. Den modtager bl.a. rapporter fra Underkommissionen til hindring af diskrimination og beskyttelse af Minoriteter, der modtager indberetninger fra enkeltpersoner og grupper, eller som selv efterforsker overgreb. Kommissionen udpeger på ad-hoc basis endvidere såkaldte specielle rapportører, specielle repræsentanter, specialkomiteer og andre udsendinge, der undersøger menneskerettigheds situationen - både landevis og tematisk. Materialet fra disse kilder tilgår Kommissionen, når der er tale om «troværdige beviser». Disse instrumenter til undersøgelse af den konkrete situation havde Kommissionens fulde opmærksomhed i 1970'erne og 80'erne. Gennem 1990'erne har Kommissionen i stigende grad koncentreret sig om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder - deriblandt retten til udvikling og til ordentlige levevilkår. Der er gennem 90'erne desuden lagt stigende vægt på minoriteters, oprindelige folks, kvinders og børns rettigheder.

FN's Højkommissær for Menneskerettigheder

Højkommissæren for Menneskerettigheder (UNHCHR) udpeges af FN's Generalsekretær og godkendes af Generalforsamlingen udfra et princip om regelmæssig rotation blandt kontinenterne. UNHCHR beklæder posten for en 4 årig periode, med mulighed for yderligere 4 års forlængelse. Den første højkommissær, José Ayala Lasso fra Ecuador blev indsat på posten i april 1994. I september 1997 blev Irlands tidligere præsident, Mary Robinson indsat som ny kommissær. Blandt andre opgaver har kommissæren af Generalforsamlingen fået til opgave at fremme og beskytte alle civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder; at yde rådgivningsmæssig, teknisk og økonomisk støtte indenfor menneskerettighedsområdet til de stater der måtte ønske dette; koordinere aktiviteter til fremme af og beskyttelse af menneskerettigheder i hele FN systemet, deriblandt uddannelses- og informationsprogrammer; samt iøvrigt fremme internationalt samarbejde til fremme og beskyttelse af menneskerettigheder. Alt sammen indenfor rammerne af de internationale menneskerettighedsaftaler.

Mary Robinson kritiserede i 2002 Danmark for de planlagte indskrænkninger af flygtninge og indvandreres rettigheder. Året inden havde hun kritiseret USA for landets krigsførelse mod Afghanistan og efterfølgende for den inhumane internering af afghanske krigsfanger på en nordamerikansk militærbase i Cuba. Kritikken af USA ødelagde den ellers populære højkommissærs chancer for yderligere 4 år på posten. Hun gik af i marts 2002.

Den universelle Menneskerettighedserklæring

Den universelle Menneskerettighedserklæring blev enstemmigt vedtaget af FN's Generalforsamling den 10. december 1948. Den er et katalog af rettigheder, der ikke udgør meget mere end summen af de vigtigste traditionelle politiske og civile rettigheder, som de er udformet i forskellige staters grundlove. Det gælder lighed for loven, beskyttelse mod vilkårlig arrestation, retten til en retfærdig retssag, frihed fra straffelove der indføres med tilbagevirkende kraft, ejendomsretten, tanke- og trosfrihed, ytringsfrihed samt forsamlingsfrihed. Blandt de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder finder vi retten til arbejde, retten til at danne og tilslutte sig fagforeninger, retten til ferie, retten til en levestandard der garanterer sundhed og velbefindende, samt retten til uddannelse.

Det bør bemærkes, at Erklæringen ikke er nogen traktat. Hensigten med den var at udtrykke «en fælles standard for menneskerettigheds mål blandt alle folk og stater», snarere end forpligtigelser på et lovgivningsmæssigt grundlag. Alligevel har Erklæringen opnået en juridisk status, der er vigtigere end oprindelig tiltænkt. Den har fundet udbredt anvendelse - selv i staters egne domstole - som et middel til at vurdere efterlevelsen af menneskerettighederne som formuleret i FN's charter.

Den internationale aftale om civile og politiske rettigheder og dens tillægsaftaler

De civile og politiske rettigheder som garanteret i Den internationale aftale om civile og politiske Rettigheder, som blev indgået 19. december 1966, og som trådte i kraft 23. marts 1976, inkluderer næsten alle rettigheder som blev nedskrevet i Erklæringen, herunder retten til ikke at blive diskrimineret, men den omtaler ikke ejendomsretten eller retten til asyl. Derudover identificerer aftalen en række rettigheder, der ikke findes i Erklæringen. Deriblandt alle folks ret til selvbestemmelse, og etniske, religiøse og sproglige minoriteters ret til at udøve deres egen kultur, til at praktisere deres egen religion og til at anvende deres eget sprog. I den udstrækning Erklæringen og aftalen overlapper, bidrager sidstnævnte til at forstå og fortolke Erklæringen.

Derudover opfordrer aftalen til oprettelsen af en Menneskerettighedskomite, der består af personer, der bidrager med hver deres ekspertviden. Komiteen skal vurdere de rapporter staterne bidrager med om de skridt de har taget for at sikre overholdelsen af de rettigheder, der omtales i aftalen. Overfor de stater der eksplicit har anerkendt komiteens kompetence på dette område, kan komiteen også undersøge og vurdere en stats anklager mod en anden for ikke at opfylde aftalen. Hvis komiteen ikke er i stand til at løse problemet, henvises dette til en ad-hoc nedsat forsoningskommission, der i sidste ende afgiver rapport om forholdene og dens vurdering af mulighederne for en forsonlig løsning. Stater der ydermere har tilsluttet sig aftalens første frivillige protokol anerkender desuden Menneskerettighedskomiteens kompetence til at vurdere og reagere på henvendelser fra enkeltpersoner, der mener at være udsatte for overgreb, der ligger indenfor aftalens rammer. Tilsvarende aftale-baserede organer indefor FN systemet der har bemyndigelse til juridisk at behandle henvendelser fra enkeltpersoner er Komiteen til eliminering af Racediskrimination og Torturkomiteen, der blev etablerede med henholdsvis aftalen mod Racediskrimination fra 1965 og Torturkonventionen fra 1984.

Aftalens anden frivillige protokol fortjener også opmærksomhed. Dens fokus er global afskaffelse af dødsstraf. Den blev vedtaget i 1989, trådte i kraft i 1991 og blev positivt modtaget af de fleste lande i Vesteuropa og Latinamerika - dog ikke USA.

Den internationale aftale om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

Ligesom aftalen om civile og politiske rettigheder bygger på punkterne om civile og politiske rettigheder i Menneskerettighedserklæringen, så bygger aftalen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder på Erklæringens afsnit om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder: retten til arbejde, retten til ordentlige arbejdsforhold, fagforeningsrettigheder, retten til social bistand, rettigheder ifht. beskyttelse af familien, retten til ordentlige levevilkår, retten til sundhed, retten til uddannelse og rettigheder indenfor det kulturelle og videnskabelige område. Denne aftale har dog en anden status end den foregående om civile og politiske rettigheder. Den omtales ofte som en «fremmende aftale». Dens rettigheder skal ikke umiddelbart implementeres. Staterne forpligtiger sig blot til at «tage skridt», der «gradvist skal sikre den fulde implementation af de rettigheder der omtales i ... aftalen», og da «kun i den udstrækning deres samlede ressourcer muliggør». Aftalen forpligtiger dog øjeblikkeligt på ét område: forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet udfra race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, ejendom, fødsel eller anden status. Aftalen forpligtiger endelig staterne til at aflægge rapport til FN's økonomiske og sociale Råd om de skridt de tager, og de fremskridt de gør ifht. opfyldelse af aftalens punkter.

Andre FN menneskerettigheds konventioner og deklarationer

En lang række andre menneskerettigheds traktater er blevet udformet i FN regi og retter sig mod bestemte områder. Det gælder hindringen af og afstraffelsen af folkemord; human behandling af militære og civile personer i krigstid; flygtninges status; beskyttelsen af statsløse personer; afskaffelsen af slaveri, tvangsarbejde og diskrimination på arbejdsmarkedet og på arbejdspladsen; afskaffelsen af og afstraffelse af apartheid; afskaffelsen af diskrimination i uddannelsessystemet; fremme af kvinders politiske rettigheder; beskyttelsen af minoriteter og oprindelige folk; samt fremme af lige beskæftigelses muligheder blandt migrantarbejdere. Udover arbejdet med at overvåge menneskeretigheds traktaterne, vedtager FN også deklarationer i form af resolutioner, der har til formål at fremme menneskerettighederne. Selv om disse teknisk set ikke er bindende for medlemsstaterne på samme måde som traktater eller resolutioner fra Sikkerhedsrådet, så kan de alligevel skabe store forventninger om autoritet og kontrol - især når de behandler principper der er enighed om at tillægge stor betydning. Det bedst kendte eksempel på dette (efter selve Menneskerettighedserklæringen) er Deklarationen om uafhængighed til kolonilande og Folk fra 1960, samt Deklarationen om principper i folkeretten vedrørende venligtsindede relationer og samarbejde mellem stater i overensstemmelse med FN's Charter fra 1970. Sidstnævnte forpligtiger bl.a. alle «lande til at afstå fra at organisere, tilskynde til, assistere eller deltage i ... terrorhandlinger».

Andre deklarationer har behandlet handicappedes rettigheder; afskaffelsen af alle former for intolerance og diskrimination baseret på religion eller tro; folkenes ret til fred; retten til udvikling; personers rettigheder tilhørende nationale, etniske, religiøse eller sproglige minoriteter; og elimineringen af vold mod kvinder.

Menneskerettigheder og Helsinki processen

Efter 2. verdenskrig eksisterede der betydelig global opmærksomhed omkring menneskerettigheder - både indenfor FN systemet og udenfor. Denne opmærksomhed kom også frem under og efter Konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa (Conference on Security and Cooperation in Europe, CSCE), der indledtes i Helsinki 3. juli 1973, og som efter en række arbejdsmøder i Geneve afsluttedes samme sted 1. august 1975. I konferencen deltog 35 lande - deriblandt medlemmerne af NATO og Warzawapagten samt 13 neutrale eller alliancefri lande. Konferencens hovedformål var at udforme en fælles tilfredsstillende definition på fred og stabilitet mellem Øst og Vest. Noget der indtil da havde været umuligt pga. den kolde krig. Sovjetunionen var særlig interesseret i at opnå anerkendelse af dets vestlige grænser, som de var blevet fastlagt af 2. verdenskrig - der endte uden nogen fælles sammenhængende fredsaftale. Vesten havde ikke nogen selvstændige realistiske territorialkrav, men søgte i stedet indrømmelser på sikkerheds- og menneskerettighedsområdet - nogenlunde i den rækkefølge.

Konferencens sluterklæring - også kendt som Helsinki Aftalerne - indledes med en Deklaration om principperne for relationer mellem de deltagende Stater. Heri erklærer underskriverne «deres hensigt om respekt for de menneskelige rettigheder og fundamentale friheder, herunder tanke-, overbevisnings- og religionsfrihed, samt respekt for folkenes lige rettigheder og retten til selvbestemmelse». Man håbede på, at denne deklaration ville markere begyndelsen på liberaliseringen af de autoritære regimer. Dette håb var baseret på, at deklarationen var underskrevet af alle datidens vigtigste politiske ledere.

Allerede fra de tidligste diskussioner var det imidlertid klart, at Helsinki sluterklæringen ikke skulle være et juridisk bindende instrument. Formuleringer som «hensigt om respekt for ...» og «skal implementeres ...» blev alene betragtet som moralske hensigtserklæringer. Deklarationen om principper skulle ikke opfattes som grundlag for international lov, og de deltagende stater indskrev ikke nogen mekanismer, der skulle sikre aftalepunkternes overholdelse. Alligevel blev disse principper - herunder principperne om menneskerettigheder - altid betragtet som i det mindste i overensstemmelse med international lov, og eftersom deklarationen fastlagde regelmæssige opfølgningskonferencer, så muliggjorde den en unik forhandlingsproces - «Helsinkiprocessen» - der kunne behandle opfyldelsen af sluterklæringens intentioner. Dermed skabte den normative forventninger til staternes opførsel. Dermed blev den en vigtig kraft, der bidrog til Jerntæppets fald og forandringerne i Østeuropa i 1989-90.

Helsinkiprocessen - deriblandt «opfølgningsmøderne», «topmøderne» og andre møder - bidrog endvidere til at skabe betingelserne for CSCE's videreudvikling fra et diskussionsforum til en operationel institution. Denne forandring indledtes med vedtagelsen af Parischarteret for et Nyt Europa i 1990. I 1994 blev CSCE omdøbt til Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (Organization for Security and Co-operation in Europe, OSCE). Dens vigtigste organer er i dag Kontoret for demokratiske institutioner og Menneskerettigheder beliggende i Warzawa, Centret til forhindring af Konflikter beliggende i Wien, Højkommissæren for nationale Minoriteter med sæde i Haag, samt Domstolen for forsoning og Afgørelse med sæde i Geneve. Disse organer er i stigende grad blev tvunget til aktivitet for at hindre alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Specielt de der er udsprunget af etniske konflikter. Wien mekanismen for den menneskelige Dimension og Moskva mekanismen for den menneskelige Dimension udgør samtidig foreløbige formelle instrumenter til at undersøge og løse konflikter omkring overtrædelse af menneskerettighederne. De giver mulighed for «on-location» undersøgelse af uafhængige eksperter og afklaring af konflikter omkring påståede overtrædelser af menneskerettigheder. Alle disse mekanismer er imidlertid dele af en mellemstatslig proces. Hverken enkeltpersoner eller NGO'er har adgang til disse mekanismer som andet end leverandører af information eller som fokus for politisk pres. Denne adgang står i kontrast til den individuelle klageadgang, som eksisterer indenfor FN og i de regionale menneskerettighedssystemer.

Kontinentale tiltag på menneskerettighedsområdet

Der er taget kontinentale og regionale tiltag til fremme af og beskyttelse af menneskerettighederne i Europa, Amerika, Afrika, Mellemøsten og i mindre udstrækning i Asien. Det er dog kun i de første 3 af disse områder, at der er etableret støtteorganer indenfor rammerne af menneskerettighedscharteret.

Det europæiske menneskerettighedssystem

Den 4. november 1950 tilsluttede Europarådet sig den Europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og fundamentale Friheder. Konventionens grundlag kom senere til at danne basis for, hvad der i dag er den Internationale aftale om civile og politiske Rettigheder. Konventionen trådte i kraft den 3. september 1953 og sammen med dens 11 tillægsprotokoller er den frem til i dag det mest avancerede aftalesæt på dette område. Gennem årene har de mekanismer der er indeholdt i konventionen skabt en lang række konkrete lovtiltag på de områder, som konventionen har reguleret og som staterne har accepteret og respekteret. I nogle europæiske lande anses konventionens bestemmelser for at udgøre en integreret del af af de nationale forfatninger eller konkret lovgivning. Hvor dette ikke er tilfældet, har staterne taget andre skridt for at få bragt de nationale lovgivninger i overensstemmelse med konventionen.

Trods disse positive udviklingstræk fandt der en betydelig strømlining sted af det europæiske menneskerettighedssystem, da tillægsprotokol 11 trådte i kraft den 1. november 1998. Med protokollen blev to af konventionens organer lagt sammen. Det gjaldt den Europæiske Menneskerettighedskommission og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der blev slået sammen til én ny domstol, der nu har ret til at modtage individuelle (i modsætning til mellemstatslige) anmodninger og klager uden den nationale regerings forudgående tilladelse. Domstolens afgørelse er endelig og bindende for de stater, der har tilsluttet sig konventionen.


Svarende til den Internationale aftale om økonomiske, sociale og kulturelle Rettigheder har Europakonventionen det såkaldte Europæiske sociale Charter, der blev vedtaget i 1961 og udformet som protokol i 1988. I modsætning til Europakonventionens eksplicitte juridiske mekanismer, er charterets mekanismer baseret på et omfattende system af kontrolinstrumenter, hvor staterne er forpligtede til at aflægge rapport til en række komiteer og organer under Europarådet om fremskridtene indenfor de sociale rettigheder. I juli 1996 trådte et revideret social-charter i kraft. Det var en modernisering af forgængerens mekanismer og styrkede disse. Begge charters lider dog under alvorlig mangel på offentlig opmærksomhed, og dette sammen med mange europæiske landes øgede opbakning til laissez-faire kapitalisme udgør en alvorlig trussel mod landenes ratificering af 1996 charteret og den politiske vilje til at forfølge charterets fælles politiske mål.

Det interamerikanske menneskerettighedssystem

Parallelt med oprettelsen af Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) vedtog den 9. pan-amerikanske konference i 1948 den Amerikanske deklaration om menneskets rettigheder og Pligter. I modsætning til FN's Universelle Deklaration som blev vedtaget 7 måneder senere, fastlagde deklarationen både enkeltpersoners pligter og rettigheder. I 1959 vedtog de amerikanske udenrigsministre på et møde den Inter-amerikanske Menneskerettighedskommission, som siden da har gennemført vigtige undersøgelser på kontinentet. I 1969 vedtog den Inter-amerikanske specialiserede konference om Menneskerettigheder den Amerikanske Menneskerettighedskonvention. Den trådte i kraft i juli 1978 og gjorde den Inter-amerikanske Kommission til et organ indenfor konventionens rammer, og indebar samtidig oprettelsen af den Inter-amerikanske Menneskerettighedsdomstol, der fik sæde i San José, Costa Rica. I 1988 vedtog OAS tillægsprotokollen om Økonomiske, sociale og kulturelle Menneskerettigheder. Blandt de 26 lande på det amerikanske kontinent der indtil videre har undertegnet konventionen, er det indtil videre kun USA, der ikke har ratificeret den. USA har ligeledes afvist at tilslutte sig tillægsprotokollen, der trådte i kraft i november 1999.

Kernestrukturen i det inter-amerikanske menneskerettighedssystem svarer i høj grad til det europæiske. Alligevel eksisterer der nogle bemærkelsesværdige forskelle, og her bør specielt 3 nævnes. For det første anerkender den Amerikanske Konvention sammenhængen mellem individuelle pligter og individuelle rettigheder. For det andet havde den Amerikanske Konvention den omvendte prioritering af den Europæiske (før 11. protokol) ved at garantere individuelle anmodninger, mens konflikter mellem stater ikke var garanteret behandlingsret. For det tredie opererer den inter-amerikanske Kommission og -Domstol udenfor rammerne af den Amerikanske Konvention. Der eksisterer derfor en betydelig forskel på disse instrumenters magt, procedurer og autoritet. Selvom domstolen primært er et organ for Konventionen, så har den jurisdiktion til at behandle de afsnit om menneskerettigheder der findes i andre traktater - herunder i selve OAS' charter.

Det afrikanske menneskerettighedssystem

I 1981 vedtog den 18. Forsamling af statsledere indenfor den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU) det Afrikanske charter om menneskelige og folkelige Rettigheder. Charteret blev også kendt som «Banjul charteret» efter Gambias hovedstad, Banjul, hvor det blev udformet. Det trådte i kraft den 21. oktober 1986, og har de fleste afrikanske stater som underskrivere.

Ligesom sine amerikanske og europæiske modstykker rummer også det afrikanske charter en Menneskerettighedskommission, der har både fremmende og beskyttende funktioner. Der er ingen restriktioner på, hvem der kan forelægge en sag for kommissionen. I modsætning til de europæiske og amerikanske instrumenter opfordres de involverede stater dog til at finde en fredelig løsning på stridigheder, uden formelt at involvere kommissionens undersøgende eller forsonende organer. Det afrikanske charter opererer heller ikke aktuelt med oprettelsen af en menneskeretighedsdomstol. Denne holdning forklares med, at den afrikanske sædvane og tradition i højere grad retter sig mod mægling, forsoning og koncensus, end de konfliktløsnings procedurer, der er bygget ind i de vestlige lovsystemer. Pga. de politiske forandringer der har fundet sted siden Østeuropas sammenbrud i 1989-92 er der dog alligevel i slutningen af 1990'erne indledt sonderinger om oprettelsen af en Afrikansk Menneskerettighedsdomstol. Den model der aktuel arbejdes med vil ikke indebære, at kommissionen afskaffes, men at dens mandat suppleres og udvides.

Der er fire andre karakteristika ved det afrikanske charter, der bør bemærkes. For det første nævner det ikke blot civile og politiske rettigheder, men også økonomiske, sociale og kulturelle. I denne henseende ligner det mere den amerikanske end den europæiske konvention. For det andet adskiller den sig fra de to andre konventioner ved både at anerkende gruppers, familiers, kvinders og børns rettigheder. Også ældres og handicappedes specielle rettigheder omtales. Folkenes ret til selvbestemmelse er konkretiseret i retten til eksistens, lighed og til ikke at blive domineret af andre. For det tredie nævner charteret to 3. generations (eller solidaritets) rettigheder: retten til økonomisk, social og kulturel udvikling og retten til national og international fred og sikkerhed. For det fjerde er det aktuelt den eneste traktat, der opererer med pligter og rettigheder for både enkeltpersoner, familier, samfund, stater og det internationale afrikanske samfund. Alligevel må man konkludere, at i lyset af de voldelige konflikter der har hærget Afrika syd for Sahara siden slutningen af det 20. århundrede, er det afrikanske menneskerettighedssystem fortsat i sin vorden.

Menneskerettighedssystemerne i Mellemøsten og Asien

Den permanente arabiske Menneskerettighedskommission blev grundlagt af rådet i den Arabiske Liga i september 1968. Den har primært beskæftiget sig med palæstinensernes rettigheder i de israelsk besatte områder. Kommissionen har i højere grad arbejdet med at fremme end et beskytte menneskerettigheder. I slutningen af 1990'erne havde den endnu ikke fuldført arbejdet med at udarbejde en arabisk Menneskerettighedskonvention. Alligevel har andre organer på mellemstatsligt plan samt NGO'er manifesteret et fortsat ønske om etablere mekanismer til beskyttelse af menneskerettighederne i Mellemøsten. Den arabiske liga vedtog i 1994 et arabisk Menneskerettigheds charter, der var baseret på den universelle islamiske menneskerettigheds deklaration fra 1981 og på Cairo deklarationen om Menneskerettigheder i Islam fra 1990. Med charteret forpligtiges medlemsstaterne til periodemæssigt at afgive rapport til ligaens Menneskerettighedskomite, og samtidig blev der oprettet en uafhængig ekspertkomite, der tilsyneladende har ret til at bestille rapporter, analysere disse og afgive betænkning til Menneskerettighedskomiteen. Charteret opretter dog ikke andre organer eller procedurer til overvågning af menneskerettighedssituationen. Bortset fra Asien er Mellemøsten det område i verden, hvor landene har været mest splittede på spørgsmålet om nødvendigheden af behovet for at fremme menneskerettigheder, og på det hensigtsmæssige i at etablere et regionalt system til fremme og beskyttelse af disse.

Trods indsats fra både FN's og NGO'ers side har landene i Asien i bedste fald været ambivalente i spørgsmålet om menneskerettigheder - i mange tilfælde direkte fjendtlige. Denne holdning har hindret stort set alle regionale menneskerettigheds initiativer. Forud for verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien i 1993 vedtog en konference blandt NGO'er i Asien og Stillehavet Asien-Stillehavs deklarationen om Menneskerettigheder, og i 1997 vedtog et andet NGO møde det Asiatiske Menneskerettigheds charter. Begge initiativer støttede menneskerettighedernes universalitet og udelelighed. Men mens det første initiativ opfordrede til dannelsen af et regionalt menneskerettighedssystem, opfordrede det andet til dannelsen af nationale menneskerettighedskommissioner og såkaldte «Folketribunaler», hvis arbejde i højere grad skulle baseres på moralske og spirituelle retningslinier end jura. Dette skifte fra et regionalt til et nationalt fokus må også ses på baggrund af kontinentets enorme kulturelle forskelle og på dets geografiske udstrækning. Landene i Asien har dog været meget tilbageholdne med at følge disse anbefalinger. Denne holdning kom klart frem under en FN sponsoreret workshop i 1996, hvor de 30 deltagende stater konkluderede at: «det er for tidligt ... at diskutere oprettelsen af konkrete initiativer til etablering af formelle mekanismer på menneskerettighedsområdet i Asien og Stillehavsområdet». Alligevel besluttede de samme stater sig for at: «(undersøge) mulighederne og den nødvendige proces for oprettelsen af en regional mekanisme». Vi mangler dog stadig at se, om den økonomiske og politiske krise der ramte Asien i slutningen af 90'erne vil stimulere viljen til at sikre større respekt for menneskerettigheder gennem regionalt samarbejde.

Internationale menneskerettigheder ved nationale domstole

Anvendelsen af nationale domstole til at klarlægge og beskytte menneskerettigheder internationalt er stadig et nyt område indenfor fremmet af menneskerettigheder. Udover de uundgåelige fortolkningsproblemer der opstår, når normer der er udformet indenfor multikulturelle rammer skal finde anvendelse nationalt, så er området bebyrdet med en kontrovers om samspillet mellem national og international lov samt mange procedure vanskeligheder. Dette har været en bremse på behandlingen af konkrete sager. Der er dog sket vigtige fremskridt på området. Det gælder bl.a. i Filártiga versus Peña-Irala sagen fra 1980, hvor en appelret i USA bestemte, at det internationale forbud mod tortur også skal respekteres i det nordamerikanske retsvæsen, eftersom forbudet er nedfældet i almindelig anerkendt international ret, og fordi det finder anvendelse uanset ofrets og gerningsmandens nationalitet. I 1998-99 skabte Storbritanniens højeste retsinstans, Overhusets Law-Lords, international opmærksomhed da den besluttede at forlænge fængslingen af Chiles forhenværende diktator, Augusto Pinochet, der var blevet begæret udleveret af en spansk retsinstans på anklager om tortur i overtrædelse af den internationale torturkonvention. Selvom Pinochet senere blev løsladt og fik lov til at vende tilbage til Chile, hvor han af en chilensk ret blev vurderet som for mentalt syg til at blive stillet for retten, så skabte Overhusets kendelse en præcedens om, at tidligere statsledere ikke nyder immunitet fra retsforfølgelse - i hvert fald ikke for systematiske menneskerettighedskrænkelser.

Menneskerettigheder i det 21. århundrede

Uanset de forskellige regeringers holdninger og politiker, så er det uomtvisteligt, at der globalt udvikles et stigende krav om menneskerettigheder - både om større økonomisk retfærdighed og større politisk frihed. Den postkoloniale periode (se Afkolonisering) har fremmet en stigende interesse for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder, og denne interesse er vævet ind i den aktuelle verdenspolitik. Det væsentlige ansvar for denne udvikling har været arbejdet i FN, dets specialiserede organer og regionale organisationer som Europarådet, OAS og OAU. Men specielt siden 1970'erne og 80'erne har også 5 andre faktorer bidraget til denne udvikling:

  1. det folkelige krav om at indskrive menneskerettigheder i staternes nationale udenrigspolitiker. I USA indledt af daværende præsident Jimmy Carter (1976-80)
  2. spredningen af civilsamfundet på en transnational basis. Først og fremmest i form af aktivistiske NGO menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International, Interights, Human Rights Watch, den Internationale Juristkommission samt en række tros-baserede og professionelle organisationer
  3. en verdensomspændende interesse i undervisning og forskning i menneskerettighedsspørgsmål, både under formelle og uformelle rammer
  4. afviklingen af store FN konferencer indenfor områder som børns rettigheder, befolkning, social udvikling, kvinders rettigheder, bosteder, samt fødevareproduktion og -distribution
  5. en tiltagende feministisk intellektuel og politisk udfordring - ikke blot i spørgsmålet om kvinders rettigheder globalt, men også omkring hvad feminister opfatter som paternalistiske myter og strukturer, der lægger globale rammer om magtforhold og -udøvelse.

Det er klart, at eftersom anvendelsen af international menneskerettigheds lovgivning overvejende afhænger af nationernes frivillige tilslutning til denne, så står menneskerettigheds aktivister, forskere og politiske fortalere overfor formidable vanskeligheder i det videre arbejde.

Menneskerettighedskonventioner bliver fortsat undermineret af stater, der afviser at ratificere dem eller kommer med reservationer eller forbehold; af indspiste rapporteringssystemer der er mere omfattende end objektive systemer; og af dårlig financiering af tiltag på menneskerettighedsområdet. Kort sagt er tiltagene til fremme af respekten for og overholdelsen af menneskerettigheder fortsat i sin vorden. Alligevel er det uomtvisteligt, at både nødvendighed og realiteter fremover vil tvinge os til en stadig mere aktiv reflektion over menneskerettigheder.

A.J.

Litteratur

Human Rights: A Compilation of International Instruments, rev. 5th ed., 2 vol. in 3 (1994-97), United Nations, [rummer menneskerettighedstraktaterne og andre instrumenter der ligger indenfor FN's Center for Menneskerettigheder]
Yearbook on Human Rights (annual), Secretariat of the United Nations, [nationale og internationale dokumenter om udviklingen indenfor menneskerettighedsområdet].
Burns H. Weston (ed.), International Law & World Order: Basic Documents, 5 vol. (1994- )
Felix Ermacora, Manfred Nowak, and Hannes Tretter (eds.): International Human Rights: Documents and Introductory Notes (1993);
Ian Brownlie (ed.): Basic Documents on Human Rights, 3rd. ed. (1992)
Richard B. Lillich (ed.): International Human Rights Instruments: A Compilation of Treaties, Agreements, and Declarations of Especial Interest to the United States, 2nd ed. (1990)
Albert P. Blaustein, Roger S. Clark, and Jay A. Sigler (eds.): Human Rights Sourcebook (1987); International Human Rights Instruments of the United Nations, 1948-1982 (1983), UNIFO Publishers
James Avery Joyce: Human Rights: International Documents, 3 vol. (1978).

Generelt om menneskerettigheder:
Anne F. Bayefsky: The UN Human Rights Treaty System: Universality at the Crossroads (2001)
Robert F. Drinan: The Mobilization of Shame: A World View of Human Rights (2001)
Michael Ignatieff: Human Rights as Politics and Idolatry, ed. by Amy Gutmann (2001)
Richard Falk: Human Rights Horizons: The Pursuit of Justice in a Globalizing World (2000)
Martha C. Nussbaum: Capabilities, Human Rights, and the Universal Declaration og Burns H. Weston: The Universality of Human Rights in a Multicultured World: Toward Respectful Decision-Making i Burns H. Weston og Stephen P. Marks (eds.): The Future of International Human Rights (1999), pp. 25-99
Hurst Hannum: Guide to International Human Rights Practice, 3rd ed. (1999)
Autonomy, Sovereignty, and Self-Determination: The Accommodation of Conflicting Rights, rev. ed. (1996)
John Rawls: The Law of Peoples (1999)
Paul Gordon Lauren: The Evolution of International Human Rights: Visions Seen (1998)
William Korey: NGOs and the Universal Declaration of Human Rights (1998)
Michael J. Perry: The Idea of Human Rights: Four Inquiries (1998)
S. James Anaya: Indigenous Peoples in International Law (1996)
Beverly C. Edmonds og William R. Fernekes: Children's Rights: A Reference Handbook (1996)
Alan Gewirth: The Community of Rights (1996)
David Gillies: Between Principle and Practice: Human Rights in North- South Relations (1996)
Guy S. Goodwin-Gill: The Refugee in International Law, 2nd ed. (1996)
A.H. Robertson og J.G. Merrills: Human Rights in the World, 4th ed. (1996)
Henry Shue: Basic Rights: Subsistence, Affluence, and U.S. Foreign Policy, 2nd ed. (1996)
Henry J. Steiner og Philip Alston: International Human Rights in Context: Law, Politics, Morals (1996)
Thomas Buergenthal: International Human Rights in a Nutshell, 2nd ed. (1995)
Asbjörn Eide, Catarina Krause og Allan Rosas (eds.): Economic, Social, and Cultural Rights: A Textbook (1995)
United Nations Centre For Human Rights: United Nations Action in the Field of Human Rights (1994)
Ann Elizabeth Mayer: Islam and Human Rights: Tradition and Politics, 3rd ed. (1999)
Rebecca J. Cook (ed.): Human Rights of Women: National and International Perspectives (1994)
Louis Henkin og John Lawrence Hargrove (eds.): Human Rights: An Agenda for the Next Century (1994)
Rein Müllerson: International Law, Rights, and Politics: Developments in Eastern Europe and the CIS (1994)
Andrew Clapham: Human Rights in the Private Sphere (1993)
Jack Donnelly: The Concept of Human Rights (1985), og International Human Rights, 2nd ed. (1998)
Hurst Hannum og Dana D. Fischer (eds.): U.S. Ratification of the International Covenants on Human Rights (1993)
Philip Alston (ed.): The United Nations and Human Rights: A Critical Appraisal (1992)
Abdullahi Ahmed An-Na'im (ed.): Human Rights in Cross-Cultural Perspectives (1992)
Richard Pierre Claude og Burns H. Weston (eds.): Human Rights in the World Community, 2nd ed. (1992)
James Crawford (ed.): The Rights of Peoples (1992)
Astrid J. M. Delissen og Gerard J. Tanja: Humanitarian Law of Armed Conflict: Challenges Ahead (1991)
James C. Hathaway: The Law of Refugee Status (1991)
Edward Lawson (compiler): Encyclopedia of Human Rights, 2nd ed. (1996)
Antonio Cassese: Human Rights in a Changing World (1990; originalt offentliggjort på italiensk, 1988)
Bertrand Binoche: Critiques des droits de l'homme (1989)
Theodor Meron: Human Rights in Internal Strife: Their International Protection (1987), og Human Rights Law-Making in the United Nations (1986)
R.J. Vincent: Human Rights and International Relations (1986)
Theodor Meron (ed.): Human Rights in International Law: Legal and Policy Issues, 2 vol. (1984, optrykt 1992)
David P. Forsythe: Human Rights and World Politics, 2nd ed., rev. (1989)
Karel Vasak og Philip Alston (eds.): The International Dimensions of Human Rights, 2 vol., oversat fra fransk (1982)
Richard Falk: Human Rights and State Sovereignty (1981)
Louis Henkin (ed.): The International Bill of Rights: The Covenant on Civil and Political Rights (1981)
Myres S. Mcdougal, Harold D. Lasswell og Lung-Chu Chen: Human Rights and World Public Order: The Basic Policies of an International Law of Human Dignity (1980)
Noam Chomsky og Edward S. Herman: The Political Economy of Human Rights, 2 vol. (1979)
Adamantia Pollis og Peter Schwab (eds.): Human Rights: Cultural and Ideological Perspectives (1979)
Ronald Dworkin: Taking Rights Seriously (1977)
Richard P. Claude (ed.): Comparative Human Rights (1976)
Manouchehr Ganji: The Realization of Economic, Social, and Cultural Rights: Problems, Policies, Progress (1975)
Maurice Cranston: What Are Human Rights? (1973)
John Carey: UN Protection of Civil and Political Rights (1970)
József Halász (ed.): Socialist Concept of Human Rights (1966; originalt offentliggjort på ungarsk 1965)
Hersch Lauterpacht: International Law and Human Rights (1950, optrykt i 1973)
Richard B. Bilder: Rethinking International Human Rights: Some Basic Questions, i Wisconsin Law Review, 171(1):171-217 (1969)
Egon Schwelb: Human Rights and the International Community: The Roots and Growth of the Universal Declaration of Human Rights, 1948-1963 (1964).

Regionale aftaler og instrumenter:
Dinah Shelton: The Promise of Regional Human Rights Systems, i Burns H. Weston og Stephen P. Marks: The Future of International Human Rights (1999), pp. 351-398
Burns H. Weston, Robin Ann Lukes og Kelly M. Hnatt: Regional Human Rights Regimes: A Comparison and Appraisal, i Vanderbilt Journal of Transnational Law, 20(4):585-637 (October 1987).

Europa:
Peter Leuprecht: Innovations in the European System of Human Rights Protection: Is Enlargement Compatible with Reinforcement?, i Transnational Law and Contemporary Problems, 8(2):313-336 (1998)
Council Of Europe: European Convention on Human Rights: Collected Texts (1994)
A.H. Robertson og J.G. Merrills: Human Rights in Europe: A Study of the European Convention on Human Rights, 3rd ed. (1993)
Antonio Cassese, Andrew Clapham og Joseph Weiler (eds.): Human Rights and the European Community, 3 vols. (1991)
Pieter Van Dijk og G.B.G. Van Hoof: Theory and Practice of the European Convention on Human Rights, 2nd ed. (1990)
Frede Castberg: The European Convention on Human Rights, (oversat fra norsk med ændringer1974).

Amerika:
Cecilia Medina: Toward Effectiveness in the Protection of Human Rights in the Americas, i Transnational Law and Contemporary Problems, 8(2):337-358 (1998)
Christina M. Cerna: International Law and the Protection of Human Rights in the Inter-American System, i Houston Journal of International Law, 19(3):731-759 (Spring 1997)
Thomas Buergenthal og Dinah Shelton: Protecting Human Rights in the Americas, 4th rev. ed. (1995)
Rafael Nieto Navia (ed.): La corte y el sistema interamericano de derechos humanos (1994)
Thomas Buergenthal og Robert E. Norris (eds.): Human Rights: The Inter-American System (1982- ).

Afrika:
Chidi Anselm Odinkalu: The Individual Complaint Procedures of the African Commission on Human and Peoples' Rights: A Preliminary Assessment, i Transnational Law and Contemporary Problems, 8(2):359-405 (1998)
Cees Flinterman og Evelyn Ankumah: The African Charter on Human and Peoples' Rights, i Hurst Hannum (ed.), Guide to International Human Rights Practice, 2nd ed. (1992) pp. 159-169
U.O. Umozurike: The African Charter on Human and Peoples' Rights, i The American Journal of International Law, 77(4):902-912 (October 1983)
Richard Gittleman: The African Charter on Human and Peoples' Rights: A Legal Analysis, i Virginia Journal of International Law, 22(4):667-714 (Summer 1982).

Mellemøsten og Asien:
Vitit Muntarbhorn: Asia, Human Rights and the New Millennium: Time for a Regional Human Rights Charter?, i Transnational Law and Contemporary Problems, 8(2):359-405 (1998), og Protection of Human Rights in Asia and the Pacific: Think Universal, Act Regional?, i Collection of Lectures, Twenty- Ninth Study Session, International Institute of Human Rights (1998), p. 1
Hassan Moinuddin: The Charter of the Islamic Conference and Legal Framework of Economic Cooperation Among its Member States (1987)
Stephen P. Marks: La commission permanente arabe des droits de l'homme, i Revue des droits de l'homme/Human Rights Journal, 3(1):101-108 (1970).

Regionale menneskerettigheds perspektiver:
Abdullahi Ahmed An-Na'im, (ed.): Human Rights in Cross-Cultural Perspectives: A Quest for Consensus (1992)
Abdullahi Ahmed An-Na'im og Francis M. Deng (eds.): Human Rights in Africa: Cross Cultural Perspectives (1990)
Joanne R. Bauer og Daniel A. Bell (eds.): The East Asian Challenge for Human Rights (1999)
Wm. Theodore De Bary: Asian Values and Human Rights: A Confucian Communitarian Perspective (1998)
Wm. Theodore De Bary og Tu Weiming (eds.): Confucianism and Human Rights (1998)
Rhoda E. Howard: Human Rights and the Search for Community (1995)
Ann Elizabeth Mayer: Islam and Human Rights: Tradition and Politics, 3rd ed. (1999)
Issa G. Shivji: The Concept of Human Rights in Africa (1989)
Peter Van Ness (ed.): Debating Human Rights: Critical Essays from the United States and Asia (1999).

Menneskerettigheds tidsskrifter:
Australian Journal of Human Rights (halvårlig)
Canadian Human Rights Yearbook
Columbia Human Rights Law Review (halvårlig)
European Human Rights Law Review (hver anden måned)
Harvard Human Rights Journal (årlig)
Human Rights Internet Reporter (hvert 2. år)
Human Rights Law Journal (kvartalsvis)
Human Rights Monitor (kvartalsvis)
Human Rights Quarterly (tidl. Universal Human Rights)
Human Rights Tribune (kvartalsvis)
International Human Rights Reports (3 gange årligt)
International Journal of Refugee Law (kvartalsvis)
Israel Yearbook on Human Rights
Netherlands Quarterly of Human Rights
New York Law School Journal of Human Rights (halvårlig)
The Review [of the International Commission of Jurists] (halvårlig)
The Human Rights Review (3 gange årligt)
Revue des droits de l'homme/Human Rights Journal (kvartalsvis).