Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
2013.12.06Opdatering 2013
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 6/12 2013
Læst af: 106.696
: :
Bosnien-Hercegovina
Befolkning3,977 mio.
ValutaKonvertible Mark
Areal51.130 Km2
HovedstadSarajevo
Befolkningstæthed77,7 indb./Km2    
HDI placering68    

Bosnien-Hercegovinas kysttrækning mod nord ligger ud til Adriaterhavet og udgør blot 20 km (uden strande). Mod vest grænser landet op til Kroatien, mod sydøst til Montenegro og mod øst til Serbien. De dinariske Alper, op til 4.265 m, dækker størstedelen af landets territorium, hvilket besværliggør de interne forbindelser. Floderne Sava, Neretva og deres bifloder gennemskærer landet. Bosnafloden, een af Savas bifloder, har givet landets dets navn. Halvdelen af territoriet er dækket af skove, mens en fjerdedel er opdyrket, især i dalene ved Sava- og Drinafloderne. De vigtigste afgrøder er korn, grøntsager og druer samt en del kvægavl. Undergrunden er rig på mineraler, som kul, jern, kobber, mangan etc. Den alvorlige luftforurening forårsager luftvejssygdomme specielt i byområderne. Knap halvdelen af det vand, man råder over, anses for at være for at være drikkeligt; især Savafloden er stærkt forurenet.

Folket: Af slavisk afstamning. De etniske konflikter har historisk-religiøse årsager: muslimske slaver udgør 49,2% af befolkningen; ortodokse serbere 31,3%; katolske kroater 17,3%. Serberne udgør flertallet i det nordøstlige Bosnien, med Banja Luka som centrum, mens kroaterne udgør flertallet i det østlige Hercegovina, hvor Mostar er den vigtigste by. Det er ikke muligt at trække etniske grænser i andre områder; i hovedstaden, Sarajevo, lever muslimer, der udgør flertallet, kroater og serbere. Indtil 1992 var der desuden en jødisk samfundsgruppe på 1.200.

Religion: Islam, græsk-ortodoks og romersk-katolsk.

Sprog: Serbo-kroatisk.

Politiske partier: Det demokratiske Aktionsparti, muslimsk regeringsparti; Det serbiske demokratiske Parti; Det kroatiske demokratiske Samfundsparti; Socialdemokratiet (multietnisk); Det demokratiske Reformparti, tidl. kommunistisk; Partiet for Bosnien-Hercegovina (moderat bosnisk muslimsk).

Sociale organisationer: Fagforbundene befinder sig for øjeblikket i en reorganiseringsproces.

Officielt navn: Republika Bosna i Hercegovina.

Administrativ inddeling: 50 distrikter.

Hovedstad: Sarajevo, 750.000 indbyggere i 2009, reduceret til færre end 50.000 i september 1995.

Andre vigtige byer: Banja Luka, 175.700 indbyggere; Tuzla, 111.900 indbyggere; Mostar, 72.000 indbyggere (2000).

Regering: Bosnien-Hercegovina består af to dele: Føderationen Bosnien og Hercegovina (hvor der overvejende lever muslimer og kroater) samt republikken Srpska (der er serbisk domineret). Byen Brcko er autonomt område.

Præsident siden juli 2013: Željko Komšić. Posten roterer mellem Komšić, Silajdžić, Nebojša Radmanović og Bakir Izetbegović, der hver repræsenterer en af de 3 store etniske minoriteter i landet. Premierminister (siden januar 2012): Vjekoslav Bevanda. Parlamentet har to kamre. Der findes en udnævnt international højkommissær i landet: østrigeren Valentin Inzko (siden marts 2009).

Nationaldag: 1. marts, Uafhængighedsdagen. (1992).

Væbnede styrker: 25.000 mand (2003). På grund af konflikten har FN udstationeret flere tusinde «blå baretter», fra UNPROFOR-styrken. Herudover er der tilstedeværelse af soldater fra den serbiske hær og fra de serbiske militser.

 

De første indbyggere i det landområde, vi idag kender som Bosnien-Hercegovina var illyrere og keltere. Styrker fra det romerske imperium krydsede Adriaterhavet i midten af det 2. århundrede f.v.t., og grundlagde de illyriske provins; her gik grænsen mellem Orienten og den vestlige verden. Slaverne, der indvandrede fra Polen og Ukraine, slog sig ned i området i det 7. århundrede e.v.t., og «opslugte» lidt efter lidt de illyriske og keltiske befolkninger.

Bosnien blev fra midten af det 12. århundrede underlagt den ungarske biskop i Kalocsa. Pavens og ungarernes fælles bestræbelser på at etablere et religiøst overherredømme over Bosnien, mødte stærk, lokal modstand.

Bosnien udgjorde en bastion for bogomillerne - eller katarerne -, der var eet af det sydlige Europas mest indflydelsesrige, hedenske befolkningsgrupper. Både de kristne, de ortodokse serbiske og katolske kroatiske naboer førte adskillige korstog mod disse hedninge.

Bando Prijezda grundlagde Det kotromaiske dynasti, 1254-1395, som erobrede Hum-provinsen i Hercegovina. I 1377 indsattes Tvrko som konge af Serbien, Bosnien og de tilstødende kystområder. Den tyrkiske invasion indledtes i 1386, og i 1389 besejredes serberne ved Kosova. Det lykkedes Tvrko at opnå nye erobringer i vest og i 1390 udråbtes han til konge over Rashka, Bosnien, Dalmatien, Kroatien og kystområderne.

Det osmanniske imperium besatte Konstantinopel i 1453 og indtog Serbien i 1459. Paven opfordrede til krig mod tyrkerne men opnåede ikke den tilstrækkelige støtte. Bosnien blev en provins i det osmanniske rige i 1463. Hum modstod presset lidt længere, men i 1482 faldt havnebyen Novi, idag Herzegnovi, og Herzegovina indlemmedes ligeledes som en osmannisk provins.

De bosniske bogomiller konverterede i stort tal til Islam, og derefter var der ikke blot romersk-katolske og græsk-ortodokse, men nu også muslimske slaver. Muslimerne udgjorde eliten, mens deres kristne brødre dannede de såkaldte «raia». Fra dette tidspunkt blev forholdet mellem de tre samfundsgrupper yderst kompliceret, hvor religionen udgjorde en splittende faktor.

I begyndelsen anlagde den tyrkiske guvernør - pasha'en - sit hovedsæde i Banja Luka, men flyttede derefter til Sarajevo. Bosnien opdeltes i 1580 i 8 mindre regioner, der lededes af 48 arvelige «kapetas», der udgjorde feudalemagten i områderne, hvor der bl.a. blev udvundet metaller og fremstilledes våben.

Bosnien spillede i perioden fra det 16. til det 17. århundrede en vigtig rolle i tyrkernes krige mod Østrig og Venedig. Prins Eugen af Savoy indtog i 1697 Sarajevo. Savafloden, der dannede Bosniens nordlige grænse, blev som følge af Karlowitz-traktaten ligeledes det osmanniske riges nordlige grænse. Hercegovina og den del af Bosnien, der var beliggende øst for Una, blev i 1718 overdraget til Østrig for derefter at blive givet tilbage til tyrkerne i 1739.

Den bosniske adel modstod den tyrkiske dominans igennem det 19. århundrede. Hercegovinas regent erklærede i 1837 landet for selvstændigt. Opstandene blev hurtigt en kronisk tilstand, hvor kristne og muslimer forenedes imod osmannernes bureaukrati og korruption.

En lokal konflikt i Hercegovina førte i 1875 til et oprør, der bredte sig til Bosnien. Østrig, Rusland og Tyskland forsøgte uden større held at mægle mellem tyrkerne og oprørerne. Sultanens løfte om at nedsætte skatterne, tillade religionsfrihed og grundlægge et provinsråd, blev ligeledes afvist.

Ved et hemmeligt møde i 1877, overdrog Rusland retten til at besætte Bosnien-Hercegovina til østrigerne, mod disse til gengæld garanterede at ville forholde sig neutrale i den forestående russisk-tyrkiske krig. Efter den tyrkisk-russiske krig i 1877-1878 underkendte Kongressen i Berlin lokalbefolkningens og serbernes ønsker, og overdrog Bosnien-Hercegovina til Østrig-Ungarn. Bosnien-Hercegovina forsøgte at indlede et væbnet oprør, der tvang Wien til at intervenere med 200.000 soldater i 1878.

«De unge Tyrkeres» opstand i 1908 løste det osmanniske riges krise. Den nye tyrkiske regering foreslog at Bosnien-Hercegovina skulle repræsenteres i parlamentet i Istanbul, hvilket accepteredes af nationalisterne, der mente de havde større mulighed for her at få gennemført deres krav, men Østrig-Ungarn saboterede processen og annekterede i 1908 de to provinser, med stiltiende billigelse fra russerne. Wien stiftede et provinsråd, Sabor, uden repræsentation i Wien eller i Budapest.

Den forfatning, der indførtes i 1910, forsøgte at løse op for de sociale og religiøse spændinger ved at introducere tre valgkollegier: for de ortodokse, for katolikkerne og for muslimerne, hver med et på forhånd fastlagt antal medlemmer i Saborrådet.

Indflydelsen fra Mlada Bosna-bevægelsen, «Det unge Bosnien», og fra andre nationalistiske og socialdemokratiske grupper, tvang myndighederne til nedlægge Sabor i Bosnien og opløse flere serbiske enklaver. Den østrigske tronarving, ærkehertug Franz Ferdinand, og hans hustru, hertuginden af Hohenberg, myrdedes i juni 1914 i Sarajevo af en bosnisk-serbisk studerende. Østrig erklærede krig mod Serbien, og det blev indledningen til Den 1. Verdenskrig.

Udvandrere stiftede i Peru i 1915 Den jugoslaviske Komité - jugoslaver betyder sydslaver - der indledte en heftig kampagne til fordel for selvstændighed og for en union af jugoslaver. Den 1. december samme år proklameredes det serbiske, kroatiske og slaviske kongedømme, der omfattede Bosnien-Hercegovina. I 1919 stiftedes Det jugoslaviske Kommunistparti, der opnåede 14% af pladserne i parlamentet, og som i 1920 blev forbudt. Landet omdøbtes til Kongedømmet Jugoslavien i 1929, efter et statskup, der blev starten på forfølgeskampagner mod kommunister, fagforeningsfolk og modstandere af det serbiske overherredømme.

Jugoslavien besattes af nazisterne i 1941, og kommunisterne, under ledelse af Tito, indledte, med bistand fra de allierede, modstandskampen. Ved krigens afslutning var landet forenet som forbundsrepublik, hvoraf en af dem var Bosnien-Hercegovina.

Med denne føderale form, sammenholdt med Titos lederskab, lykkedes det at opnå et halvt århundredes indre fred. Udviklingsplanerne prioriterede de dårligst stillede provinser og integrationen af de forskellige samfundsgrupper. Efter Titos død i 1980 blev ledelsen overdraget til et kollegium, med repræsentation fra samtlige republikker og med en et-årig præsidentpost, der gik på omgang mellem disse. Det viste sig, at denne nyordning, i stedet for at dæmpe rivaliseringen mellem forbundsrepublikkerne, medvirkede til at forstærke den.

Efter Berlinmurens fald besluttede Det Jugoslaviske Kommunistforbund - i Jugoslavien - i 1990 at opløse det herskende magtmonopol. De lokale og etniske krav fremførtes af politiske demagoger. Ved valgene i Bosnien i november - de første med deltagelse af flere partier efter 2. verdenskrig - stemte vælgerkorpset i udstrakt grad på «etniske» kandidater. Fra de nationalistiske partier valgtes 86 muslimer (SDA), 72 serbere (SDS) og 44 kroater (HDZ), mens de tidligere kommunister fra Det demokratiske Reformparti og de liberale teknokrater tabte terræn.

Den muslimske befolkningsgruppe repræsenteredes af Det demokratiske Aktionsparti, og dets leder, teologen Alija Izetbegovic, valgtes til republikkens nye præsident. De kroatiske ledere og de bosniske muslimer ønskede, under tilskyndelse fra Vesteuropa og af frygt for den nationalisme, der var under fremmarch i Serbien, at kopiere eksemplet fra Slovenien og Kroatien og løsrive sig fra Jugoslavien. De bosniske serbere derimod foretrak at forblive i en jugoslavisk føderation.

Det bosniske Sabor vedtog i oktober 1991 en uafhængighedserklæring, og i januar 1992 besluttede man at udskrive en folkeafstemning om udtrædelse af føderationen.

I et forsøg på at bevare republikken og dens integritet, forsikrede præsident Izetbegovic, at Bosnien-Hercegovina ikke ville blive en islamisk stat og garanterede samtlige befolkningsgruppers rettigheder. I begyndelsen af marts brød konflikten ud i lys lue, da uafhængigheden ved en folkeafstemning fik tilslutning fra 99,4% af muslimerne og kroaterne.

EU og USA anerkendte hhv. den 6. og 7. april Bosnien-Hercegovinas selvstændighed. Den bosniske republik blev optaget som medlemsstat i OSCE, Konferencen for sikkerhed og samarbejde i Europa, og i maj blev landet optaget i FN.

Samtidigt proklamerede den serbiske befolkningsgruppe oprettelsen af en uafhængig serbisk-bosnisk republik, i de områder som var under serbisk kontrol: Krajina i Bosnien, med Banja Luka som centrum. Kampene bredte sig lynhurtigt til hele regionen.

De lokale kroatiske styrker kontrollerede ligeledes visse områder af republikken og havde sporadiske sammenstød med regeringstro tropper. Kroatien og Bosnien underskrev i slutningen af juli en aftale, hvori man gensidigt anerkendte hinanden som republikker.

Serbiske styrker dræbte i januar 1993 den bosniske vicepremierminister Hakija Turaljic i Sarajevo. FN dekreterede i marts våbenhvile i området omkring Sarajevo. På dette tidspunkt af krigen vidnede adskillige rapporter om tilstedeværelsen af serbiske koncentrationslejre og om en igangværende «etnisk udrensning». Det sidste bestod i fordrivelse af indbyggere fra de rivaliserende etniske grupper, især af de talmæssigt svageste.

Ifølge Amnesty International blev tusindvis af civile, sårede og tilfangetagne soldater henrettede. Fangerne udsattes for tortur og mishandling. Ifølge opgørelser fra FN blev omkring 40.000 kvinder udsat for voldtægt. Selvom alle involverede parter begik overgreb, står serberne tilbage med det største ansvar, mens muslimerne var den gruppe, der blev udsat for de groveste forbrydelser.

FN's fredsbevarende styrke, UNPROFOR, udstationerede omkring 20.000 «blå baretter», mens USA vægrede sig ved at sende tropper til Bosnien, på trods af gentagne krav fra FN og de europæiske stater. Der oprettedes adskillige sikkerhedszoner omkring byerne Tuzla, Zepa, Gorazde, Bihac og Sarajevo, men hverken de, eller de mange våbenhviler, blev i nævneværdig grad respekteret.

Den serbiske besættelse af Bosanki Brod i oktober åbnede en korridor mellem Serbien og Krajina i Bosnien. De serbiske bosniere erobrede kontrollen med 70% af området, takket være deres artilleris og kampvognes overlegenhed; det lykkedes ligeledes at kontrollere overgangene over floden Drina, på grænsen mellem Serbien og Bosnien, der satte dem i stand til illegalt at modtage våben- og andre forsyninger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien. Som konsekvens af denne støtte, indførte FN en våbenembargo og en økonomisk blokade mod Forbundsrepublikken, samt en våbenembargo af bosniere og kroater.

Muslimerne reduceredes hurtigt i antal i Sarajevo og andre, mindre områder, og kunne kun regne med økonomisk og moralsk opbakning fra nogle få, islamiske stater og modtog kun sporadisk, humanitær hjælp fra FN i form af fødevareforsyninger, der blev fløjet ind til landet - og kun med tilladelse fra de serbiske bosniere.

Den serbiske præsident, Slobodan Milosovic, og hans kroatiske kollega, Franco Tudjman, udtalte sig til fordel for en opdeling af Bosnien-Hercegovina i tre etniske enheder, en serbisk, en kroatisk og en muslimsk, indenfor rammerne af en føderal stat, hvilket svarede til et fredsforslag fremsat af FN og EU, som forudså en opdeling i halv-autonome regioner, under kontrol af de respektive, etniske grupper.

Kroaterne forsøgte under indtryk af den forestående opdeling af Bosnien, at sikre sig en fordelagtig magtposition, og indledte i juli en offensiv mod Hercegovinas største by, Mostar. FN's menneskerettighedskommission oplyste, at 10.000 muslimer tilbageholdtes i kroatiske koncentrationslejre, hvor de udsattes for tortur og vilkårlige henrettelser.

Samtidig forværredes situationen i Sarajevo med mangel på elektricitet, vand og fødevarer. På trods af epidemier overlevede befolkningen på 300.000 på minimale fødevarerationer, mens hjælpeorganisationer havde problemer med at få adgang til byen. FN truede i begyndelsen af 1994 serberne til at ophøre med angrebene mod Sarajevo og til at trække deres svære artilleri tilbage, men resolutionen blev aldrig efterkommet.

Mæglerne fra FN og EU udarbejdede et forslag, der foreskrev en opdeling af Bosnien, hvor serberne skulle tildeles 52%, muslimerne 30% og kroaterne 18% af det samlede territorium. Denne territoriale løsning opdelte landet i 3 etniske, homogene republikker, hvilket indebar tvangsforflytning af befolkningsgrupper fra en republik til en anden. Udspillet afvistes af den bosniske regering, der mente det ville legitimere den allerede igangværende etniske udrensning.

USA og Rusland forstærkede presset mod serberne i håb om at de ville acceptere dette forslag. Kroater og muslimer enedes om en føderal aftale mellem befolkningsgrupperne: 51% af landet skulle ledes af bosniere og kroater, mens serberne skulle kontrollere 49%, uden at republikken dermed blev splittet i 3 etniske «rene» stater.

En føderal aftale blev undertegnet af præsidenterne Franjo Tudjman fra Kroatien og Alija Izetbegovic fra Bosnien, med støtte fra EU, Washington og Moskva, men planen blev afvist af serberne. Forhandlingerne besværliggjordes, da den serbiske præsident Slobodan Milosovic, der udgjorde serbernes diplomatiske repræsentant, udtalte at han ikke havde nogen autoritet i forhold til den selvproklamerede Republika Srpska.

I 1995 tog de bosniske serbere hundredvis af «blå baretter» til fange og besatte Bihac. Situationen forandredes radikalt, da NATO den 30. august indledte bombardementer af de serbiske stillinger omkring byen Sarajevo. Næsten samtidigt indledte Kroatien fordrivelsen af omkring 200.000 serbere fra Krajina regionen, i et forsøg på at tvinge serberne til forhandlingsbordet.

Under voldsomt militært pres fra USA og som et led i Bill Clintons genvælgelseskampagne var et af elementerne i den fredsproces, der var indledt i Dayton, Ohio, afholdelse af valg i september 1996, med en forhåbning om at det ville føre til valget af mere tolerante ledere fra de involverede befolkningsgrupper.

Daytonaftalerne fra november/december 1995 anerkendte eksistensen af to etnisk «rene» mini-stater, baseret på enten ren fysisk udslettelse eller fordrivelse af etniske minoritetsgrupper; de to stater er Den serbisk-bosniske Republik, Republika Srpska, og Den islamisk-kroatiske Føderation.

Den internationale krigsforbryderdomstol i Haag gjorde lederen af Republika Srpska, Radovan Karadzic, og hans hærchef, Ratko Mladic, ansvarlige for folkedrab. I henhold til Daytonaftalerne, forbydes det personer anklaget for krigsforbrydelser at deltage i valg. Trods internationale fordømmelser fortsætter begge disse to på fri fod og har fortsat en væsentlig indflydelse i det politiske liv.

I juni 1996 begyndte de offentlige leverancer af el, vand og transport at nå op på tidligere tiders niveau, og Sarajevo fik nyt liv. Forhindringerne for at flygtningene kunne vende tilbage til deres hjemegn, med mindre det var en zone, der nu var under kontrol af deres «egne», begrænsningerne for den frie presse, og det besvær, der mødte adskillige NGO'er, bidrog til at forværre det forhandlingsklima, der ansås for at være nødvendigt for en fornuftig afvikling af de valg, der skulle finde sted i september.

73% af vælgerkorpset deltog ved valget den 14. september. Det muslimske Demokratiske Aktionsparti (SDA) under ledelse af Alija Izebegovic, blev det største parti med 37,8% af stemmerne og opnåede 19 af parlamentets 42 pladser. Det serbiske demokratiske Parti, hvis kandidat var Momcilo Krajisnik, med 24%, opnåede 9 pladser, mens Den kroatiske demokratiske Union, ledet af Kresimir Zubak, kun blev nummer 3, med 14% og 8 pladser i parlamentet. Veed afstemningen om præsidentposten fik Izetbegovic blot 40.000 stemmer mere end Krajisnik, men næsten 2 1/2 gange så mange som den kroatiske kandidat og Izetbegovic blev leder af præsidenttrojkaen.

Den serbiske leder Karadzic var centrum for en del polemik i løbet af 1997. EU pressede på for at han kunne blive stillet for retten i Haag, og rygter om at nordamerikanske, franske og britiske kommandostyrker var i færd med at iværksætte en operation for at tilfangetage ham, begyndte at komme i omløb. De bosniske og kroatiske præsidenter mødtes i Split for at lancere ideen om en kroatisk-bosnisk føderation, og på samme tid forpligte sig til at muliggøre de mange flygtninges tilbagevenden.

Karadzic satte spørgsmålstegn ved værdien af valget i december 97, og anklagede vestens repræsentanter for at have aftalt resultaterne, der ville favorisere de kroatiske og muslimske partier. SDS, under kontrol af Karadzic, gik tilbage fra 45 til 24 pladser i parlamentet. Europæiske observatører garanterede for valgets udfald. USA offentliggjorde den 2. marts 1998 sine intentioner om at ville skære ned i sit troppekontingent i de NATO-ledede fredsstyrker. Den kommission som midt på måneden skulle afgive dom om havnebyen Brcko's fremtid, besluttede at udskyde en afgørelse til sidst på året. Byen er fortsat under international beskyttelse.

Valget i september 1998 bekræftede Izetbegovic' hold om magten. Han fik 31 % af stemmerne (86,8 % blandt de muslimske stemmer), Ïivko Radicic fik 21,8 % (51,2 % blandt serberne) og Ante Jelaviç fik 11,5 % (52 % af de kroatiske stemmer). Valget var en sejr for de eksisterende muslimske og kroatiske partier, men Karadzic' parti måtte se sig besejret af det Radikale serbiske Parti. Republikkens højkommissær, Carlos Westendorp tog en række forenende initiativer som skabelsen af et fælles flag og symboler for Bosnien-Hercegovina, men disse initiativer skabte samtidig nye konflikter. Hver af parterne opretholdt deres egne militære styrker, og føderationen mellem muslimer og kroater bar præg af ikke at være organisk - den var kunstig. Det skyldtes først og fremmest, at Franjo Tudjman sad på præsidentposten i Kroatien, og det styrkede de mest nationalistisk orienterede kroatiske strømninger indenfor føderationen.

Tudjmans død i december 1999 og den moderate venstrefløjs efterfølgende valgsejr i Kroatien blev derfor hilst velkommen af både muslimer og serbere i Bosnien-Hercegovina. Kommunalvalget i april 2000 gav stor fremgang for det multietniske Socialdemokrati. Det muslimske demokratiske Aktionsparti tabte mange stemmer i både Sarajevo og andre byer. Nogle områder med kroatisk flertal besluttede af lokale årsager at boykotte valget. Alligevel er de nationalistiske politiske partier fortsat så stærke, at det hindrer tilbagevenden af de titusinder af interne flygtninge i landet.

Parlamentsvalget i december 2000 havde givet et snævert flertal til de ikke-nationalistiske partier, men dannelsen af en ny regering gik i stå pga. kamp om magten med de nationalistiske partier. Den internationale højkommissær, Wolfgang Petritsch fjernede den daværende kroatiske repræsentant på den bosniske præsidentpost, Ante Jelavic, og beskyldte ham for at skade aftalerne fra Dayton ved at støtte oprettelsen af en kroatisk ministat. Samtidig tilkendegav IMF og Verdensbanken i starten af 2001, at de ikke ville bevilge flere penge til landet før den politiske krise var løst. Men først i februar kunne den nye ikke-nationalistiske regering indtage sin plads.

I løbet af 2001 tog privatiseringerne af virksomheder og især banker til. Denne proces var indledt to år tidligere med et lån fra Verdensbanken. Alle vekslekontorer fra den kommunistiske æra var nu lukket, og landet havde i de foregående år været helt afhængig af genopbygningsbistand fra det internationale samfund, men denne kunne forudses at ville blive reduceret drastisk i de følgende år.

Selvom antallet af udenlandske styrker i landet over årene var blevet reduceret fra 60.000 til knap 18.000, så ønskede USA at trække sine 3.000 soldater hjem, hvilket i februar 2002 fik Petritsch til at erklære, at Bosnien-Hercegovina endnu var langt fra at være en stat, der kunne stå på egne ben. Iflg. hans vurdering ville der endnu gå 3-4 år før landet ville kunne fungere selvstændigt uden behov for international administration.

Valget i oktober 2002 betød en tilbagevenden for de nationalistiske partier, hvis repræsentanter besatte alle tre rotationspladser i præsidentembedet. Nationalisternes tilbagevenden skyldtes især de magre resultater ikke-nationalisterne havde opnået.

I 2003 trak Mirko Sarovic sig fra præsident rotationsordningen efter at et vestligt efterretningsvæsen havde anklaget ham for at være involveret i illegalt salg af våben til Iraq, samt i spionage overfor internationale embedsmænd. Hans post blev overtaget af Borislav Paravac. Samme år opløste den internationale højkommissær Paddy Ashdown Srpskas øverste forsvarsråd, og fik samtidig alle referencer til staten fra Bosnien-Hercegovinas love.

I april 2003 blev kommandanten Naser Oricfue arresteret og stillet for krigsforbryderdomstolen i Haag anklaget for «overtrædelse af krigens love». Deriblandt drab, forfølgelse, ødelæggelser og ransagninger mod serbere i Srebrenica i 1992-95. Domstolen besluttede ikke at gennemføre sine forhandlinger i offentlighed.

I august gennemførtes en ceremoni med titlen «for håbet og forsoningen» ved broen i Mostar. Samtidig blev grundstenen lagt til genopbygning af broen. Broen var oprindelige bygget i det 16. århundrede, var erklæret historisk monument af UNESCO og var et af de smukkeste monumenter, der blev ødelagt af kroatiske styrker i 1993 efter at have overlevet mange af regionens konflikter - deriblandt 1. og 2. verdenskrig. Byen Mostar havde hverken strategisk eller militær betydning og var gennem århundrederne blevet et symbol på tolerance og mangfoldighed blandt folkene i Mostar.

I juni 2004 blev næste 70 regeringsembedsmænd, deriblandt 2 politiske ledere, fjernet fra deres stillinger pga. fiaskoen med at arrestere den bosnisk serbiske leder, Radovan Karadzic, der er anklaget for an lang række krigsforbrydelser. Parlamentets talsmand Dragan Kalinic og indenrigsminister Zoran Djeric blev fjernet fra deres stillinger. Højkommissær Ashdown erklærede, at han ønskede at straffe en «lille klike af korrupte politikere», der vanskeliggjorde muligheden for, at Bosnien engang i fremtiden kunne blive medlem af NATO og EU. Et andet skridt var økonomisk at straffe Serbiens demokratiske Parti stiftet af Karadzic i 1990. Som international repræsentant havde Ashdown iflg. Dayton fredsaftalen fra 1995 tilstrækkelige magtbeføjelser til at tage disse skridt. Højkommisæren erklærede samtidig, at Serbiens demokratiske Parti havde forbindelser til den organiserede kriminalitet.

I juli 2004 åbnede regeringen efter stor festivitas den genopbyggede bro i Mostar.

I august blev flere hundrede lig gravet ud af en massegrav ved en kulmine i Miljevina, der ligger ved Foca, ca. 70 km sydøst for Sarajevo. Kort tid forinden var 100 andre lig blevet fundet i det samme område. Foce var en af de første byer der blev indtaget af bosniske serbere i 1992. Man mente derfor, at ligene tilhørte personer der var blevet slået ihjel under sammenstødene.

I januar 2005 overgav de bosnisk serbiske myndigheder for første gang en krigsforbrydermistænkt til tribunalet i Haag. Det skete 10 dage efter at USA havde blokkeret for overførslen af 10 mio. US$ i bistand.

I februar 2006 offentliggjorde Europarådet en liste på 5 europæiske lande, der ikke havde offentliggjort information om CIA's hemmelige flyvninger af krigsfanger. Bosnien-Hercegovina var et af disse 5 lande. CIA anvender de hemmelige flyvninger til at flyve fanger rundt mellem hemmelige torturcentre rundt omkring i verden.

I juni 2007 offentliggjordes en rapport financieret af den norske regering og gennemført af en bosnisk NGO om dødsfald under krigen i landet i 1990'erne. Iflg. rapporten døde 97.200 bosniere under borgerkrigen. Deraf 65% bosniske muslimer, 25% bosniske serbere og 8% bosniske kroater. Tallet på 97.200 var kun halvdelen af det man indtil da havde opereret med.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i december 2009 en kendelse i en sag bragt for domstolen af 2 bosniere: Dervo Sejdić (en Romani) og Jakob Finci (en jøde). Kendelsen sagde, at Bosnien Hercegovinas forfatning og valglovgivning var i strid med menneskerettighederne, da den alene anerkender 3 grupper i landet: bosniakker, kroater og serbere. Endnu 3 år senere havde landet ikke bragt sin lovgivning overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen.

Bosnien-Hercegovina blev kandidat til optagelse i NATO i april 2010. Det er samtidig potentiel kandidat til optagelse i EU.

Krigsforbryderen Ratko Mladić blev arresteret i en landsby i det nordlige Serbien i maj 2011 og stillet for retten i Haag.

Guia del Mundo

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Bosnia)
Amnesty International Annual Report 2013 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2013 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)