Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Filosofi
Læst af: 103.747
: :
Ideologi

Ideologi er et sæt af mere eller mindre systematiske ideer om hvordan verden er, og hvorfor den må være som den er. Ideologi er i denne forstand retfærdiggørelse af politiske magtforhold og sociale privilegier. Men ideologi kan også være opfattelser af, hvordan verden bør være, og hvordan dette mål kan nås. Ideologier kan således både være samfundsbevarende og kritisk-utopiske. Selv om ideologier gerne er knyttet til og fremmer bestemte klassers særinteresser, kan de samme forestillinger ofte præge andre klassers tænkemåde og således blive dominerende for store dele af samfundslivet.

Ideologiernes tidsalder: Marx

Ordet ideologi blev første gang anvendt af den franske filosof Antoine Destutt de Tracy (1754-1836). I to foredrag ved Institut de France i Paris i 1797 foreslog han at anvende betegnelsen ideologi på analysen af tankeevnens oprindelse. Ideologilæren var en videnskab. Den var imod enhver form for metafysik: Menneskets åndelige aktiviteter, ideerne, kunne forklares uden hjælp fra religionen. For de Tracy lå der ikke nogen oversanselig virkelighed bag menneskets forestillinger. De Tracy mente - som de britiske erfaringsfilosoffer (bl.a. J. Locke og D. Hume) - at alle ideer havde deres rod i sanseerfaringen, på samme måde som naturvidenskaben f.eks. analyserer en plante. Ideologilæren er med de Tracys provokerende formulering en del af zoologien.

Mens ideologi for den franske revolutions forsvarere omkring de Tracy havde en positiv klang, gav Napoleon Bonaparte (1769-1821) ideologi en negativ betydning. I hans kritik af de Tracy og de øvrige «ideologer» stod ideologi for noget upraktisk, abstrakt, og nærmest latterligt. Siden da har ideologibegrebet haft en negativ og nedsættende betydning.

De Tracys betoning af videnskab i modsætning til religion er udtryk for den ændring som bliver særligt tydelig i de europæiske samfund fra midten af 1700 tallet, og som ofte bliver beskrevet som sekularisering (verdsliggørelse): Det traditionelle, religiøse verdensbillede mister sin magt og gyldighed som følge af den teknisk-videnskabelige udvikling (se Sekularisering). Sociale privilegier og politiske magtforhold kan ikke længere retfærdiggøres med henvisning til en religiøs, gudgiven verdensorden. Selv om Marx anser religionen - «opium for folket» - som en virksom ideologi, står den ikke i centrum af hans analyser af borgerlig ideologi. For det karakteristiske ved fremvæksten af det borgerlige samfund er, at de traditionelle, religiøse retfærdiggørelser erstattes af nye former for retfærdiggørelse, som kritisk afviser den religiøse overlevering, og som optræder i videnskabens navn. I streng forstand er det kun sådanne ikke-religiøse og videnskabelige former for retfærdiggørelse, der er «ideologier». De er ideologier i den betydning, som står centralt i Marx' ideologikritik. (Om førborgerlige former for retfærdiggørelse og retfærdiggørelse mere generelt, se Legitimering.)

En af Marx' klassiske formuleringer af ideologiproblemet findes i «Den tyske ideologi»:

«I hver epoke er den herskende klasses tanker de herskende tanker. Dvs. den klasse der er samfundets herskende materielle magt er også dets herskende åndelige magt. ( ... ) De herskende tanker er ikke andet end det idemæssige udtryk for de herskende materielle forhold, ikke andet end de herskende materielle forhold udtrykt i tanker.»

Synspunktet om de herskende tanker som den herskende klasses tanker kan præciseres i to retninger: 1. Tanker som er udtryk for en klasses stilling, og 2. tanker som fremmer en klasses særinteresser - f.eks. frihed som kapitalistisk erhvervsfrihed.

Borgerlig ideologi har ifølge Marx en grundlæggende dobbelthed. På den ene siden har ideologien karakter af et teoretisk forsvar for et samfund baseret på en systematisk ulige fordeling af rigdom og arbejde. Marx anvender i nogle sammenhænge termen «falsk bevidsthed»: Socialt bestemte fejlopfattelser som personer har, og som er til fordel for deres egen klasse. Pointen er, at sådanne fejlopfattelser ikke er tilsigtet uærlige, men at personernes samfundsposition sætter rammer for deres opfattelser og forestillinger. På den anden side kan en ideologisk bevidsthed også rumme utopiske tanker, som peger udover den eksisterende samfundssituation. Det borgerlige samfund frembringer f.eks. ideer om almen frihed, lighed og retfærdighed, som giver næring til kritikken af borgerligheden. I denne forstand vender Marx i sin kritik liberalismens egne værdier mod det liberale samfund. I kritikken af den politiske økonomi afslører Marx den liberaløkonomiske forestilling om det lige varebytte mellem arbejdskøber og arbejder som ideologi. Den frie arbejdskontrakt mellem to formelt set ligestillede samfundsborgere skjuler udbytningen, dvs. arbejdskøberens tilegnelse af merproduktet (se Arbejdsværditeorien). Således er Marx' kritik af den politiske økonomi et eksempel på ideologikritik, idet den afdækker de liberalistiske forestillinger om lighed og frihed som retfærdiggørelse af nye magt- og klasseforhold.

Det er et vigtigt træk ved borgerlig ideologi, at den er forpligtet af tanken om at være almen og sand. På dette punkt adskiller den sig fra totalitære ideologier som f.eks. nationalsocialisme. Denne er ikke knyttet til en ide om almenhed og sandhed, men er et rent magtmiddel som tages i brug for direkte politisk og social manipulering.

Det borgerlige samfund er organiseret omkring forskellige klasseinteresser i konflikt. Marx ser imidlertid i arbejderklassen en klasse i en speciel position: Ved at forfølge dens særinteresse - afskaffelsen af udbytningen - repræsenterer den samtidig en almen interesse: Ophævelsen af klassesamfundet. I det kommunistiske samfund vil der ikke være nogen modsætning mellem sær- og almeninteresser, og derved heller ikke, ifølge Marx, nogen form for ideologi.

Bruddet med Marx: Lenin og Bernstein

I den kommunistiske og socialdemokratiske tradition efter Marx (og Engels) er ideologibegrebets kritiske brod forsvundet. Den marxistiske ideologikritik forvandles til den proletariske verdensanskuelse. Forvandlingen kan efterspores såvel hos revisionismens vigtigste teoretiker, Eduard Bernstein, som hos ortodoksiens vogter, Lenin, men det er Lenin, der har givet bruddet med Marx dets klassiske formulering i «Hvad må der gøres?». Her omtaler Lenin socialismen som «den proletariske klasses kampideologi»: «I proletariatets klassekamp, som udvikles spontant som en fundamental kraft på basis af de kapitalistiske produktionsforhold, er socialismen introduceret af ideologerne.»

Socialismen bliver hos Lenin et teoretisk system, en «ideologi», udarbejdet af Marx og Engels, tilegnet af fortroppen («ideologerne»), og tilbageført til masserne gennem partiet. Partiet bliver i sidste ende ideologiens statholder. Lenins umarxistiske anvendelse af termen ideologi er senere blevet en central del af det politiske ordforråd i kommunistpartierne, og efterhånden også på venstrefløjen generelt. Ifølge en udbredt anvendelsesform betyder ideologi slet og ret «politisk teori» og ideolog, «politisk teoretiker».

Indenfor marxismen har der eksisteret en opposition mod denne forvandling af ideologibegrebet, men denne opposition - først den unge György Lukács, Karl Korsch, Ernst Bloch og senere bl.a. den såkaldte «Frankfurterskole» - har politisk set været afmægtig og teoretisk set isoleret. Disse teoretikere så i den leninistiske og socialdemokratiske teori en dogmatisering af Marx' historiske materialisme. Ved at gøre marxismen til et fasttømret ideologisk system blev det negligeret, at marxismen selv er et historisk og socialt produkt, skabt af bestemte personer i en bestemt tidsepoke. At fremstille marxismen som et sæt af politiske læresætninger er i sig selv et stykke ideologi, falsk bevidsthed. I Stalins Sovjetunionen blev marxismen omformet fra ideologikritik til klassisk ideologi - retfærdiggørelse af nye magt- og klasseforhold.

Videnkabssociologien: Mannheim

Stærkt påvirket af Marx udarbejdede Karl Mannheim en sociologisk teori om ideologi. Mannheim grundlagde videnskabssociologien - det systematiske studium af ideer og samfundsforhold - som et vigtigt felt indenfor den moderne samfundsanalyse. Det centrale værk er: «Ideologi og utopi» (1929).

Mannheim skelner først mellem «partikulær» og «total» ideologi. Det partikulære ideologibegreb henter Mannheim fra den politiske strid: Man tager ikke uden videre modparten på ordet, men anser bestemte synspunkter og ideer «for at være mere eller mindre bevidste tilsløringer af sagsforhold, som modstanderen ikke har interesse i, skal erkendes klart». Det partikulære ideologibegreb bygger på den psykologiske mistanke; Man søger efter de bagvedliggende motiver for tilsløring og fordrejning. Mens den partikulære ideologimistanke kun vedrører en persons enkeltstandpunkter, udvides perspektivet radikalt med det totale ideologibegreb. Dette gælder en tidsalder eller en samfundsklasses begrebsapparat og tankesæt. Mannheim taler om tidsalderens eller samfundsklassens «totale bevidsthedsstruktur», og han illustrerer sin pointe med et citat fra Marx' «Filosofiens elendighed»: «De økonomiske kategorier er blot de teoretiske udtryk, abstraktionerne, for de samfundsmæssige produktionsforhold. ( ... ) De samme mennesker som former de sociale forhold i overensstemmelse med den materielle produktionsmåde, former også principperne, ideerne og kategorierne i overensstemmelse med de samfundsmæssige forhold.»

Mannheim skelner dernæst mellem en «speciel» og en «generel» variant af det totale ideologibegreb. I den specielle formulering er det kun andres perspektiv, der betragtes som ideologisk. Den dogmatiske marxisme anvender sig af et sådant ideologibegreb, idet den unddrager sig den betragtningsmåde den anlægger på andre. Den generelle variant af den totale ideologimistanke opstår derimod, «når man våger at se ikke blot modstanderens, men principielt alles, altså også ens eget standpunkt som ideologisk».

Trods det at Mannheim så stærkt betoner den indre sammenhæng mellem tanke og samfundsposition, mellem ide og klasse, fører dette ifølge Mannheim ikke til opløsning af det klassiske spørgsmål om sandhed. Selv om enhver tanke kun kan forstås i forhold til en bestemt samfundsposition, betyder det ikke, at den er falsk eller ugyldig. Den indgår snarere som moment i en overordnet helhed eller syntese. Denne syntese er det ifølge Mannheim de intellektuelle, der skal udforme. Som «fritsvævende intelligens» er de ikke - som samfundets øvrige grupper - spærret inde i deres eget klasseperspektiv. De intellektuelle - nærmest en slags klasseløs klasse - har muligheden for at danne en almen og helhedsorienteret opfattelse på baggrund af de mangfoldige ideer og synspunkter. Som arbejderklassen hos Marx repræsenterer de intellektuelle hos Mannheim almeninteressen. Mannheims forslag til løsning af ideologiproblemet er et andet end marxismens. Samtidig har Mannheim imidlertid stillet problemet på en radikal måde, som også marxistisk samfundsteori må tage udgangspunkt i.

Ideologiernes død?

Ifølge enkelte borgerlige samfundsteoretikere er ideologiernes tidsalder slut (se Afideologisering). Påstanden har noget på sig, forsåvidt som de klassiske borgerlige ideologier, liberalisme og konservatisme har mistet meget af deres livskraft. Men selv i denne forstand må synspunktet ikke overdrives. F.eks. har vi i de vestlige industrisamfund siden 1970'erne oplevet, at højrefløjen lejlighedsvis og med betydelig styrke har forfægtet en ekstrem frikonkurrenceliberalisme baseret på markedet og forestillingen om «den usynlige hånd». Påstanden er helt misvisende, hvis den betyder, at ideologi spiller en mindre rolle i det senborgerlige samfund end tidligere. Til forskel fra tidligere tiders borgerlig ideologi er den dominerende ideologi i dag så at sige knyttet direkte til det tekniske produktionssystem. Ideologierne angiver ikke længere politiske mål for samfundsudviklingen, men er begrænset til en vag fremskridtsoptimisme knyttet til økonomisk vækst. I de industrielle klassesamfund, både i vest og øst, er teknik og videnskab ikke blot blevet den vigtigste produktivkraft, men er - som særlig Herbert Marcuse og Jürgen Habermas har hævdet - blevet en ny form for ideologi. Ved at gøre politik til et problemfelt for teknisk-videnskabelige eksperter, fjernes spørgsmålet om hvilke interesser der styrer samfundsudviklingen.

B.Ha. / R.S.

Litteratur

J. Habermas: Videnskap som ideologi, Oslo 1969.
J. Plamenatz: Ideologi, Oslo 1971.
M. Selinger: The Marxist Conception of Ideology, Cambridge 1977.
H. Skjervheim: Ideologianalyse, dialektikk, sosiologi, Oslo 1973.
R. Williams: Marxism and Literature, Oxford 1977.