Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ved sekularisering forstås den proces, hvor forskellige felter indenfor samfund og kultur unddrages kirkelig eller religiøs kontrol - gøres verdslige eller «sekulære».

Første gang ordet blev anvendt i denne betydning var ved fredsforhandlingerne i Westphalen i 1646 efter Religionskrigene. Sekularisering refererede til, at de verdslige myndigheder overtog kirkelig ejendom - f.eks. overførte en klosterejendom til verdslig forvaltning. I denne institutionelle forstand betyder sekulariseringen, at kirken bliver adskilt fra felter, som den tidligere kontrollerede: Eksproprieringen af kirkelig ejendom, skellet kirke-stat, uddannelsessystemets løsrivelse fra kirken osv.

Men sekularisering betegner også den symbolsk kulturelle proces som fører til, at religionen får en stadig mere svækket stilling indenfor det europæiske ånds- og tankeliv. Billedkunst, musik, litteratur og filosofi selvstændiggøres i forhold til det religiøse univers. Særlig markant udtrykkes denne selvstændiggørelse ved fremvæksten af videnskab i moderne betydning. Over tid har den moderne videnskab fortrængt det traditionelle, religiøse verdensbillede.

I løbet af de sidste to hundrede år har den kristne religion i Europa mistet sin position som offentlig religion, som urokkelig tradition, og som en instans der retfærdiggør sociale og politiske privilegier. Religionen omformes i stedet til et subjektivt og privat trosforhold. Sekulariseringen beskriver således den gennemgribende ændring af det kulturelle og religiøse verdensbillede, som har fundet sted i Europa.

Det har eksisteret forskellige vurderinger af denne proces. I antikirkelige kredse har man betragtet sekulariseringen som menneskets definitive frigørelse fra den religiøse overtro; i kirkelige kredse har man i overvejende grad betragtet sekulariseringen som «afkristningen» af verden. Nyere protestantisk teologi har med udgangspunkt i den tyske teolog Friedrich Gogartens undersøgelser, ført sekulariseringens kilder tilbage til de bibelske skrifter selv: «Giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er» (Markus 12,17).

Det er en central tanke i den bibelske religion, at natur og samfundsliv er renset for det hellige - sekulariseret - og at det er skaberen og ikke skaberværket, der er helligt. Men som radikale protestantiske teologer efter Gogarten påpeger, så standser sekulariseringen ikke ved verden - også gud renses for helligt indhold. Ved sekulariseringens slutpunkt er verdsliggørelsen total, og begrebet om «det hellige» giver ikke længere mening. Den nye «gud-er-død»-teologi er et udtryk for dette. Hvis sekulariseringen kan spores tilbage til de bibelske skrifter, betyder det, at den kristne religion indeholder kimen til sin egen opløsning.

R.S.