Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 36.940
: :
Engels, Friedrich
Friedrich Engels
Friedrich Engels

Engels (1820-1895), tysk socialist og teoretiker. Engels samarbejdede gennem 40 år med Karl Marx om det praktiske og teoretiske arbejdet for socialismen. Han var en langt mindre betydelig tænker og organisatorisk kraft end Marx, men fik alligevel på flere måder indflydelse på marxismens udvikling. Det var Engels, som skrev den første «Kritik af økonomien» og der igennem gjorde Marx opmærksom på økonomiens betydning for samfundsanalysen. Gennem mange år var Engels' finansielle hjælp afgørende for, at Marx kunne samle sig fuldt ud om de økonomiske og historiske studier, som mundede ud i «Das Kapital».Og gennem syntesearbejderne «Anti-Dühring» og det posthume «Dialektik der Natur» (Naturdialektikken) fik Engels en stor betydning for den form, marxismen antog i 2. Internationale og senere i de kommunistiske stater.

Engels er født to år efter Marx, i samme del af Tyskland (Rhinland). Hans far var medejer af firmaet Ermen og Engels, som ejede bomuldsspinderier i Manchester og i Tyskland. Efter studier i filosofi, hvor han blev inddraget i den kreds af venstrehegelianere som også omfattede Marx, blev Engels i 1842 sendt til England for at blive oplært i faderens virksomhed. Hans møde med den engelske industrialisme skærpede hans politiske holdning, som han udtrykker i «Umriss zu einer Kritik der Nationalökonomie» (Bidrag til kritik af den politiske økonomi), 1844, og «Die lage des Arbeitenden Klassen in England» (Arbejderklassens stilling i England), 1845. Herefter falder hans politiske og intellektuelle biografi i stor udstrækning sammen med Marx' udvikling. Det skal blot kort nævnes, at Marx og Engels samarbejdede om flere skrifter, særlig «Den Tyske ideologi» (1845-46) og «Det Kommunistiske Manifest» (1848), og at de sammen redigerede Neue Rheinische Zeitung i revolutionsårene 1848-49 og sammen rejste de til England i 1850. Engels arbejdede i familieforetagendet i Manchester indtil 1870, hvor han flyttede til London. Her boede han resten af sit liv. I sine senere år som den centrale skikkelse i europæisk arbejderbevægelse. Efter Marx' død var han ansvarlig for redigeringen og udgivelsen af de efterladte manuskripter til andet og tredje bind af «Kapitalen».

I den udstrækning Engels havde en egen teoretisk og politisk profil, som adskilte sig fra Marx, kan man fremhæve følgende elementer: Han havde stor interesse for militærspørgsmål, og man kan måske sige, at hans politiske holdning bar præg af dette. Artiklen «Om autoritet» fra 1872-73 kan læses som et forsvar for klare og hierarkiske kommandolinier både i produktionslivet og i politik. Man kan her se en forløber til den teknokratiske socialisme, som blev udviklet af det tyske socialistparti SPD i årene før 1914. Engels var også betydelig mere skolet end Marx i naturvidenskabelige spørgsmål. Efterhånden fik denne interesse en mere teoretisk form, særlig i den første (filosofiske) del af «Anti-Dühring» fra 1878. Det værk blev skrevet som en polemik mod den tyske økonom Eugen Dühring, som i flere arbejder havde forsøgt at gendrive Marx og marxismen. På grund af sin systematiske og let tilgængelige udformning, er det blevet stående som en hovedkilde for den «officielle» marxisme, som senere blev udviklet af Karl Kautsky og Georgi Plekhanov. I «Anti-Dühring» opstiller Engels to dialektiske love: Loven om negationens negation og loven om kvantitetens omslag til kvalitet (se Dialektik). (Senere blev tilføjet en tredje, og mindre vigtig lov). Ifølge Engels skulle disse love karakterisere alle udviklingsprocesser i samfundet og i naturen. Et omstridt spørgsmål har været, om Marx også tilsluttede sig denne teori, og særlig til anvendelsen af dialektisk metode på forhold i den organiske og uorganiske natur. Selv om Marx et par steder bruger eksempler fra naturvidenskaberne for at illustrere de dialektiske begreber, findes der ikke grundlag for at hævde, at han tillagde lovene den samme almene betydning som Engels. Amatørmæssige og luftige spekulationer - for andet kan man ikke kalde Engels' naturdialektik - lå fjernt fra Marx, som altid forsøgte at udvikle de almene teoretiske begreber gennem studiet af konkrete udviklingsprocesser.

I 1884 udgav Engels «Familiens, privatejendommens og statens oprindelse». På baggrund af materiale samlet af etnologen Morgan forsøger han at forklare klassesamfundets og statens oprindelse set i sammenhæng med ejendommens udvikling. Han ønsker specielt at vise, at familiernes isolering ikke er naturlig og uforanderlig, men han kan kritiseres, fordi han i analysen af «ursamfundet» forlader den historiske materialisme og bygger på Darwin og udviklingsteorien. Efterrationaliserer man, er det i dag svært at undgå den konklusion, at Engels gav marxismen en afgørende og skæbnesvanger drejning; fra konkret samfundsanalyse til dogmatisme. Under påvirkning af Engels blev marxismen til et fast, sluttet system. Noget som i første omgang førte til dogmatisme og i næste omgang til tågetale og virkelighedsflugt. Karakteristisk for denne dogmatiske forståelse af historien og samfundet er, at mennesket erstattes med abstraktioner. Den historiske materialisme rigtig opfattet, er en teori om, hvordan mennesker skaber deres egen historie, ofte uden at forstå, hvad de gør og uden at kunne ændre det, de har gjort. I den dogmatiske version findes der ingen mennesker; kun abstrakte størrelser som «produktionsforhold», «produktivkræfter», «basis» og «overbygning», som på mystisk vis «påvirker» eller «dominerer» hinanden.

J.E.

Litteratur

Friedrich Engels, Oslo 1974.