Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 3/2 2007
Ansvarlig redaktion: Filosofi
Læst af: 134.199
: :
Habermas, Jürgen
Jürgen Habermas
Jürgen Habermas

Jürgen Habermas (1929-). Tysk filosof og sociolog. Habermas er professor emeritus ved Frankfurt Universitet. Her var Habermas professor i filosofi og sociologi fra 1964-1971. Fra 1971-1983 direktør for Max Planck-Instituttet i Starnberg.

Habermas voksede op i Gummersbach og fik som ung under nazismen formet sin grundholdning, at kun saglig argumentation kan sikre og koordinere et fornuftigt kommunikativt møde mellem mennesker.

Habermas blev uddannet ved universiteterne i Göttingen, Zürich og Bonn. Blev doktor i 1954 og arbejdede efterfølgende i to år med arbejdssociologi og arbejdsmarkedsrelationer som freelance journalist. I 1956 blev han Theodor Adornos assistent og arvtager til Frankfurterskolens kritiske teori.

Habermas gav i 1960'erne teoretisk inspiration til det tyske studenteroprør, men blev misforstået og tog afstand fra oprørets revolutionære drejning.

«Borgerlig offentlighed» er titlen på hans habilitationsskrift fra 1962. Offentlighedens kritiske overvågning og diskussion af den tredelte statsmagts handlinger sikrer, at det borgerligt-liberale demokrati fremstår som legitimt for borgerne. Offentlighedens legitimation forudsætter vandtætte skel mellem samfundets offentlighedssfære og privatsfære. Et sådant skel kan ikke opretholdes, hvis offentligheden forfalder, så borgerne i stedet for at være aktive kritisk ræsonnerende deltagere i et demokrati, bliver passive tilskuere til magtens kredsløb. En udvikling, hvor medierne bliver underlagt markedsmekanismen og i højere grad leverer underholdning end kritiske ræsonnementer indebærer, at offentligheden forandres fra at være kultur-ræsonnerende til at blive kultur-konsumerende. Forsvinder kritikken i offentligheden, da forsvinder den klassiske legitimation af det liberale demokrati.

Det er især i kritikbegrebet, den marxistiske tradition videreføres, fordi hverken positivisme, funktionalisme eller systemteori giver plads til kritik af det kapitalistiske samfund. Positivismen argumenterer Habermas blandt andet imod i bogen «Erkenntniss und Interesse» fra 1968. Her påvises, at naturvidenskab, humanvidenskab og samfundsvidenskab har tre forskellige erkendelsesinteresser knyttet til deres metode og måde at producere viden på. Naturvidenskabelig viden er nødvendigvis instrumentel og beherskelsesorienteret. Humanvidenskaberne har en praktisk erkendelsesinteresse. Samfundsvidenskaberne har en kritisk og i forhold til ideologier frigørende erkendelsesinteresse. På grund af de iboende interesser i de typer viden som produceres, kan man på ingen måde lave værdifri neutral positivistisk videnskab.

Der er ifølge Habermas kun deltagere og vindere i det modernes oplysningsprocesser. Habermas mener, at moderniteten er et uafsluttet projekt med et uudnyttet fornuftspotentiale, som ligger iboende den kommunikative handlen. Hans argument er, at sprogets iboende formål er, at vi som mennesker kan kommunikere og komme til indbyrdes forståelse med hinanden. Af samme grunde tager Habermas afstand fra postmodernismen. Habermas forankrer sin kritiske teori på samtalens fornuft og mener med kritisk, en stræben efter mere rationel og retfærdig organisering af det sociale liv. Med rationel mener Habermas et bredere rationalitetsbegreb end det instrumentelle og strategiske begreb for rationalitet som findes indenfor eksempelvis økonomisk teori. Habermas viser i «Teorien om Kommunikativ Handlen» fra 1981, at kommunikativ handlen og rationel konsensusdannelse også udgør en form for rationalitet. Med teorien om kommunikativ handlen får sociologien en sprogteoretisk drejning. Kolonisering af livsverdenen er fremmedgørende og tingsliggørende, fordi konsensusdannelse i så tilfælde erstattes af strategisk eller instrumentel handlen, og dialogen erstattes af systemstyringsmedierne penge og magt. En sådan kolonisering kan forekomme, når markedets pengelogik og bureaukratiets magtlogik anvendes på og fortrænger områder, hvor man hidtil selv har kunnet koordinere handlen ved dialog baseret på gyldig argumentation. Selvstyring erstattes så af fremmedstyring og indbyrdes forståelse erstattes af kontrol og tvang. En påstand er gyldig, hvis den er faktuelt sand, normativt rigtig og er et oprigtigt udtryk for talerens overbevisning. Når gyldighedskravene sandhed, rigtighed og oprigtighed er indløst i en dialog, er der tale om kommunikativ handlen.

Habermas er endvidere ophavsmand til diskursetikken. Diskursetik handler grundlæggende om foreningen af en kommunikationsbaseret etik og etikbaseret kommunikation. Teleologisk etik begrunder, ligesom nytteetik etisk gyldighed alene ved ønskeligheden af en handlings eller et handlingsprincips konsekvenser. Deontologisk etik udleder etisk gyldighed fra et begreb om pligt eller forpligtelse. Forpligtelsen i diskursetikken hidrører fra den fornuft som i dialogens fællesskab kan skabes ved rationel argumentation. Hvor Immanuel Kant forudsætter, at vi har en etik og allerede ved, hvad der er moralsk rigtigt, gør Habermas det til et proceduralt spørgsmål, som vi kan skabe en løsning på i dialogen. Hvis viljen er der, kan vi argumentere os frem til, hvad som er rigtigt for alle berørte. Diskursetikken er rent proceduralt anlagt, hvorved den adskiller sig fra deontologien hos eksempelvis John Rawls.

Med Berlinmurens fald og USSR's sammenbrud er den tilbageværende mulighed for at realisere den marxistiske ideologi i form af kritik. Problemet med marxisme er, at den på grund af klasseforankring og bundethed til en specifik samfundsform(ation) ikke har et universelt fundament som diskursetikken. Marxisme udtrykker interessebunden kritik og ikke upartisk kritik. I modsætning til marxismen, der lagde vægt på basis, jord, arbejde og kapital indså Habermas tidligt, at overbygningsfænomenerne videnskab og viden er de vigtige produktivkræfter i senkapitalistiske samfund. Hvor marxister i 1970'erne valgte arbejderklassen og kommunismeidealet som kritikplatform, vælger Habermas fornuftig argumentation i dialog samt en forpligtelse på gyldighed og retfærdighed.

Habermas ser civilsamfundets kerne og frigørelsens mulighed i fornuftig argumentation, som ejes af ingen, men er fælles for alle. Moral defineres som godt for alle berørte. Retfærdighed er det, som er lige godt for alle berørte parter. Det retfærdige er stedet, hvor social kritik kan forankres og hvorfra samfundsmæssig frigørelse kan finde sted. Det gyldige argument er retfærdigt, fordi alle andre relativt omkostningsfrit og ikke tvunget af andet end fornuften kan overtage et sådant. Alle har i princippet fri og lige adgang til at producere og overtage gyldig argumentation. Det seneste større værk hedder «Fakticität und Geltung» fra 1992. Habermas hævder, at kommunikativ handlen og diskursivt forankrede moralnormer har en realpolitisk relevans, i forhold til legitimation af retssystem og demokrati. Habermas ser det moderne individualistiske og pluralistiske samfunds legitimationsmulighed i en sikring og højnelse af de politiske diskursers kvalitet. Habermas søger selv at bidrage hertil som aktiv deltager i den tyske samfundsdebat.

A.Bo.

Litteratur

Habermas, Jürgen: Filosofi i terrorens tid : samtaler med Giovanna Borradori, Information, 2005
Habermas, Jürgen: Teknik og videnskab som 'ideologi', Det lille Forlag, 2005
Habermas, Jürgen: Demokrati og retsstat: en tekstsamling, Hans Reitzel, 2005
Habermas, Jürgen: Diskursetik : notitser til et begrundelsesprogram, Det lille Forlag, 2003
Habermas, Jürgen: Den menneskelige naturs fremtid : på vej mod en liberal eugenik? Hans Reitzel, 2002
Habermas, Jürgen: Politisk filosofi : udvalgte tekster, Gyldendal, 2001
Habermas, Jürgen: Modernitetsopfattelser, PHILOSOPHIA. - 1999, Årg. 26, Nr. 1-2. - S. 11-32
Habermas, Jürgen: Teorien om den kommunikative handlen, 1996, Aalborg Universitetsforlag
Habermas, Jürgen: Forord til udgivelsen af Strukturwandel der Öffentlichkeit, Mediekultur. - Nr. 22 (1994). - S. 53-64
Habermas, Jürgen: Samtalens fornuft, Rosinante, 1987
Habermas, Jürgen: Legitimationsproblemer i senkapitalismen, Fremad, 1975
Habermas, Jürgen: Borgerlig offentlighet : dens framvekst og forfall : henimot en teori omdet borgerlige samfunn, Fremad, 1974.
Habermas, Jürgen: Erkendelseskritikkens krise, Kurasje, 1972
Beck Jørgensen, Torben: En introduktion til Habermas: Borgerlig offentlighed, Samfundslitteratur, 1978
Bordum, Anders: Diskursetik og den positive selvreference : Jürgen Habermas' kommunikative etik, Samfundslitteratur, 2001
Erslev Andersen, Jørn: Det moderne : en bog om Jürgen Habermas, Modtryk, 1983
Glebe-Møller, Jens: Jürgen Habermas : en protestantisk filosof, Gyldendal, 1997
Harste, Gorm: Habermas, Modtryk, 2002.
Marquardt, Ole: Dannelse til myndighed : om den herredømmefri kommunikation hos Jürgen Habermas, Aarhus Universitetsforlag, 1987
Nørager, Troels: System og livsverden : Jürgen Habermas' konstruktion af det Moderne, Anis, 1998
Outhwaite, William: Habermas : en kritisk introduktion, Hans Reitzel, 1997