Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Latinamerika  .  Mellemamerika  .  Costa Rica
DatoOpdatering
2013.12.03Opdatering 2013
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 3/12 2013
Læst af: 85.123
: :
Costa Rica
Befolkning4 mio.
ValutaCosta Rica colones
Areal51.100 Km2
HovedstadSan José
Befolkningstæthed78,2 indb./Km2    
HDI placering62    
Costa Rica kaldtes tidligere Mellemamerikas Schweiz pga. sin velstand og udviklede socialstat. Velfærden har dog været under hastig afvikling siden krisen satte ind i 1970'erne. Her slum i udkanten af hovedstaden San José. (Solidaritet)

En bjergkæde, der strækker sig fra nordvest mod sydøst med enorme vulkanske tinder, gennemskærer landet. Her finder man den største befolkningstæthed i Latinamerikas landzoner. Bønderne i disse egne driver små og mellemstore landbrug ved hjælp af forholdsvis moderne teknikker. Kaffe er den primære eksportartikel. De klimatiske forhold i lavlandet ved den caribiske kyst og ved Stillehavskysten er meget forskellige: Ved den caribiske kyst, med dets tropiske regnskove, dyrkes kakao; ved den mere tørre Stillehavskyst er der kvægavl, der dyrkes sukkerrør ved hjælp af kunstig overvanding og ris. Afskovningen har medført en udbredt jorderosion og har omdannet græsgangene til ufrugtbare områder.

Folket: Indbyggerne eller «los Ticos» er hovedsageligt mestizer af indiansk oprindelse, med en stærk indflydelse fra europæiske - hovedsageligt spanske - indvandrere. Efterkommerne fra de afrikanske slaver, der stammer fra Jamaica og som er koncentreret ved Atlanterhavskysten, udgør 3% af befolkningen, mens den oprindelige befolkning repræsenterer 1%.

Religion: 76,3% af befolkningen er katolikker; 13,7% er protestanter. (1992).

Sprog: Spansk er det officielle sprog. I Atlanterhavsregionen Limón tales mekaiteliu, en dialekt afledt fra engelsk. Derudover findes adskillige indianske dialekter.

Politiske partier: Det nationale Frihedsparti, PLN, socialdemokratisk; Det kristeligt-sociale Enhedsparti, PUSC; Borgernes Aktionsparti, PAC; Den libertære Bevægelse, ML; Partiet for costaricensisk Fornyelse, PRC; Demokratiske Kræfter, FD.

Sociale organisationer: Arbejdernes Enhedsorganisation, CUT, stiftet i 1980, organiserer omkring 50.000 arbejdere fra 230 forbund, der udgør basen i bl.a. Den nationale Sammenslutning af Offentligt Ansatte, Den nationale Bondesammenslutning, Det nationale Bonderåd (MNC) og Sammenslutningen af Industriarbejdere. Der findes 375 kooperativer.

Officielt navn: Républica de Costa Rica.

Administrativ inddeling: 7 provinser.

Hovedstad: San José, 1.611.000 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Alajuela, 716.286 indb; Cartago, 432.395 indb; Limón, 339.295 indb. (2000).

Regering: Laura Chinchilla, præsident siden maj 2010. Etkammersystem. Parlamentet har 57 medlemmer, der vælges for en 4 årig periode.

Nationaldag: 15. september, Uafhængighedsdagen. (1821).

Væbnede styrker: Hæren opløstes i 1949.

Paramilitære styrker: Civilgarden, Grænsepolitiet og Landpolitiet, tilsammen 7.500 mand. (1995).

 

Det område man i dag kender som Costa Rica var befolket af en række indianske småstammer som Chorotega, Cobici, Caribe og Boruca, da de første europæere ankom til landet. Colombus nåede i 1502 til Costa Rica på sin sidste rejse. På trods af at de første kontakter havde været venskabelige, var disse stammer ikke nemme at underlægge for europæerne, og det varede næsten 60 år før det lykkedes at etablere en mere permanent europæisk tilstedeværelse. Gaspar de Espinosa, Hernán Ponce de León og Juan de Castañeda gennemførte de første ekspeditioner i kystområder i perioden fra 1560-1564, efterfulgt af Juan de Cavallón, præsten Juan de Estrada Rabago og Juan Vázquez de Coronado. Erobringen af landet var en realitet i anden halvdel af det 16. århundrede.

I det centrale højland grundlagde spanierne i 1564 byen Cartago, som det første permanente tilholdssted, der underlagdes generalkommandoen i Guatemala, og som religiøst hørte under ærkebiskoppen af Nicaragua.

Modstanden fra den oprindelige befolkning isolerede gennem længere perioder de spanske kolonisatorer og forhindrede dem i som andre steder på kontinentet at organisere et encomiendasystem - slavebinding af lokalbefolkningen. Istedet etableredes et patriarkalt system af små jordbesiddere - og ikke et godsejervælde som man kendte det fra nabolandene. Det er måske forklaringen på, at vore dages Costa Rica i stedet for at blive ødelagt af borgerkrige og militærdiktaturer har oplevet demokratisk stabilitet og bl.a. ikke råder over en regulær hær som resten af landene i området.

Da Mexico i 1821 erklærede sig uafhængigt af Spanien, indlemmedes Costa Rica sammen med andre tidligere spanske kolonier i det mexicanske imperium. I 1823 medvirkede Costa Rica til at skabe Unionen af Forenede Mellemamerikanske Provinser., hvor landet forblev medlem indtil unionen gik i opløsning 1840. Costa Rica var een af de regioner, der bidrog mest til at undgå den britiske imperialismes «balkanisering» af området. Derfor valgte lederen af den mellemamerikanske enhedsbevægelse, Francisco Morazán, netop Costa Rica som base for sine militærekspeditioner, indtil landet i 1848 accepterede en separation, der gjorde Costa Rica uafhængigt.

Nordamerikaneren William Walker - der havde erobret Nicaragua - forsøgte i midten af det 19. århundrede at udvide sit territorium til hele Mellemamerika, men blev besejret af styrker under præsident Juan Rafael Moras kommando. Costa Rica oplevede en materiel velstandsperiode under general Tomás Guardia, der ledede landet fra 1870-82. Selv om den personlige frihed begrænsedes og udlandsgælden voksede, lykkedes det hans regering at øge kaffe- og sukkereksporten, og der opførtes flere skoler. Forfatningen af 1871 var i kraft indtil 1949.

De sidste årtier i det 19. århundrede karakteriseredes af en gradvis begrænsning af kirkens indflydelse på det verdslige liv. Ansvaret for kirkegårde blev f.eks. overdraget til staten og få år senere udvistes jesuitterne af landet. I 1886 indførtes tvungen og gratis undervisning , samtidig med at der opførtes «almindelige» skoler, et museum og et nationalbibliotek. José Joaquin Rodriguez valgtes i 1890 til præsident, efter hvad man betegner som de første frie og «ærlige» valg i Mellemamerika.

I 1916 gav Nicaragua USA tilladelse til at benytte floden San Juan, der danner grænse til Costa Rica. Regeringen i San José protesterede, understregede at landets rettigheder var blevet tilsidesat, og klagen førtes helt til Den mellemamerikanske Domstol, der gav Costa Rica medhold. Nicaragua afviste at efterkomme dommen og trak sig fra domstolen, hvilket var en vigtig årsag til opløsningen af domstolen et år senere.

Costaricanerne afholdt det første direkte valg i 1913. Det lykkedes ikke at finde en entydig vinder og Nationalforsamlingen udpegede Alfredo González Flores til præsident. I utilfredshed med de reformer, González foreslog, gennemførte general Federico Tinoco Granados eet af de ganske få statskup som landet har oplevet. Hans regering blev aldrig anerkendt, og efter trusler om intervention fra USA blev Tinoco tvunget til at træde tilbage i 1919.

De efterfølgende regeringer blev i perioden mellem 1940 og 1948 støttet af plantageejerne og finansmændene. Kandidaten fra Det nationale Enhedsparti, Otilio Ulate's, valgsejr i 1948 anerkendtes ikke af Kongressen, hvilket førte til borgerkrig. Konflikten endte med udnævnelsen af en junta, ledet af José Figueres, der udskrev valg blandt parlamentsmedlemmerne, der ratificerede valget af Ulate til præsident. Et år senere indførtes en ny meget stærk præsidentiel forfatning, der bl.a. forbød oprettelsen af en regulær hær.

Den populistiske revolution, der blev ledet af Figueres, var en opmuntring for de antikolonialistiske bevægelser i hele Mellemamerika.

Her indledes perioden med «Velfærdsstatskapitalismen». José Figueres overtog magten i 1954 ; han uddybede sin populistiske linie og tilføjede et stærkt element af antikommunisme. I 1958 afløstes Figueres af mere konservative kræfter; der iværksattes - efter pres fra USA - en udviklingspolitisk strategi, der skulle formindske importen.

Fra dette tidspunkt blev den traditionelle strid mellem konservative og liberale afløst af andre konflikter mellem Figueres' parti, Det nationale Frihedsparti, PLN, og en broget forsamling af adskillige mindre partier. I 1966 vandt José Joaquin Trejos fra oppositionspartiet Det nationale Enhedsparti, præsidentvalget.

Det lykkedes PLN, med Figueres i spidsen , atter at komme til magten efter valget i 1970; den beholdt han frem til 1974, hvor medstifteren af PLN i 1950, Daniel Odúber Quirós, overtog landets højeste embede.

Odúber gjorde sig stor umage for at genetablere enheden blandt medlemslandene i Det mellemamerikanske Fællesmarked, der havde været i krise siden krigen mellem El Salvador og Honduras i 1969. Hans utvetydige forsvar for de demokratiske rettigheder var dog ikke velset af Somozastyret i nabolandet Nicaragua, der ved gentagne lejligheder truede Costa Rica. Landet gav opholdstilladelse til tusindvis af politiske flygtninge.

Nationaliseringen i 1975 af de multinationale olieselskaber, der stod for distributionen af olieprodukterne på hjemmemarkedet, sammen med prisstigningen på landets vigtigste eksportartikel, kaffe, skabte mulighed for en forbedring af befolkningens indtægtsniveau.

Stik imod alle forudsigelser blev præsidentvalget i 1978 en triumf for den konservative opposition, der afslørede visse administrative og polemiske aspekter begået af Figueres og hans regering. Ved samme valg kunne venstrefløjen, samlet i koalitionen Det forenede Folk, forstærke sin tilslutning blandt vælgerne betragteligt. Ikke desto mindre forblev venstrefløjen isoleret og uden mulighed for at udvikle et program for sociale forandringer, der både omfattede demokrati og pluralisme, og som ville kunne overbevise det store flertal af befolkningen.

Den efterfølgende regering, under ledelse af Rodrigo Carazo Odio, karakteriseredes ved sin ufolkelige økonomiske politik, der havde hentet inspiration fra IMF, og ved en konfrontationskurs overfor fagforeningerne og venstrefløjspartierne. Efter trusler om invasion fra diktatoren Anastasio Somoza besluttede regeringen dog - pga.befolkningens opbakning til sandinisterne i Nicaragua - at yde bistand til oppositionen i Nicaragua.

Attituden over for de salvadoranske revolutionære i slutningen af 1980 var helt anderledes; på trods af de massive overtrædelser af menneskerettighederne, modtog den salvadoranske militærjunta politisk støtte fra regeringen i San José, mens Rodrigo Carazo til gengæld i maj 1981 afbrød de diplomatiske forbindelser med Cuba.

Med støtte fra USA's regering oprettedes Det demokratiske mellemamerikanske Samfund i San José i januar 1982 - formålet var at isolere Nicaragua.

Ved parlamentsvalget i februar 1982 vandt Luis Alberto Monge fra PLN's højrefløj. Ved sin tiltrædelse erklærede han sit tilhørsforhold til «de vestlige demokratier» og opfordrede til nøjsomhed. Samtidig foretog man tilnærmelser til regeringerne i El Salvador, Guatemala og Honduras og afbrød forbindelserne til sandiniststyret i Nicaragua.

USA's handelsboykot mod Nicaragua animerede til en uddybning af den fjendtlige attitude overfor nabolandet. Forholdet mellem de to lande nåede til et kritisk punkt i juli og august 1985, efter en række episoder i grænseregionen. Det lykkedes at få dæmpet gemytterne takket være en hurtig indsats fra CONTADORA-gruppen; begge regeringer accepterede tilstedeværelsen af neutrale observatører ved grænsen mellem de to lande; observatørerne skulle fungere som opmænd i tilfælde af en gentagelse af episoderne.

Løsningen på den skærpede økonomiske krise og truslen om en regional konflikt i området var grundpillerne i den socialdemokratiske præsidentkandidat, Oscar Arias', valgkampagne; han vandt overraskende valget i februar 1986 med 52% af stemmerne.

Arias præsenterede i august 1987 en fredsplan ved et møde afholdt i Esquipulas, Guatemala; planen godkendtes og blev underskrevet af præsidenterne fra El Salvador, Nicaragua, Guatemala, Honduras og Costa Rica. Det vigtigste punkt i aftalen var en indførelse af våbenhviler samtidigt i Nicaragua og El Salvador, ophør af USA's bistand til «contra'erne» i Nicaragua, en «demokratiseringsplan» for Nicaragua, ifølge hvilken der skulle afholdes frie valg, og at der skulle sættes en stopper for benyttelsen af tredjelande som baser for angreb.

Undertegnelsen af denne fredsplan, der er kendt som «Esquipulas 2» medvirkede til at give Costa Rica en fremtrædende rolle i det internationale samfund og var en personlig succes for Oscar Arias, der for sin indsats modtog Nobels Fredspris i oktober 1987.

Under Arias iværksattes det første og derefter det andet Strukturtilpasningsprogram - PAE 1 og PAE 2 - med bistand fra Verdensbanken. Formålet var at forny produktionsapparatet ved hjælp af moderne teknologi, mere effektivitet og produktivitet. Man anvendte den opskrift, de internationale financieringsorganer anbefalede - ifølge fagforeningerne uden hverken at tage højde for eller undersøge de sociale konsekvenser.

En parlamentarisk undersøgelseskommission , nedsat for at kortlægge narkotikahandelen, offentliggjorde i juli 1989 en rapport, hvoraf det fremgik at de to største partier, PLN og PUSC, havde modtaget penge fra narkohandel for at financiere deres valgkampagner i 1986. Begge partier - og i særdeleshed Oscar Arias - anklagedes for at have modtaget penge fra Panamas general Manuel A. Noriega, til dækning af udgifterne i forbindelse med valgkampen. Strukturtilpasningsprogrammerne førte til utilfredshed og demonstrationer i brede lag af befolkningen.

I løbet af 1989 forværredes situationen. En koalition bestående personer fra lokale fagforbund, uddannelssesinstitutioner og borgergrupper organiserede en strejke i Limónprovinsen, der i 4 dage lammede søfarten ved den caribiske kyst; senere kom strejker ved Atlanterhavskysten til. Lærerne gennemførte samme år en landsomfattende strejke.

I 1990 var 29,9% af landets erhvervsaktive kvinder; ikke desto mindre udgjorde de 41% af arbejdsstyrken på det «sorte» - eller uformelle - arbejdsmarked. Inden for politik, i den udøvende og lovgivende magt oversteg antallet af kvinder ikke 15%. Kvindernes egne grupper noterede sig en stigning i antallet af børneprostituerede, som udgjorde en lukrativ forretning for ejerne af de «organisationer», der stod bag.

Den kristeligt-sociale kandidat, Rafael Angel Calderón, stillede i februar 1990 op til parlamentsvalget med valgløfter om forandring; hans forsøg på at appellere til de fattigste og dårligst uddannede gav ham absolut flertal - med 1 plads mere end oppositionen.

Udenrigspolitisk slog han til lyd for en fortsættelse af den mellemamerikanske fredsproces men med hovedvægt på den økonomiske udvikling; han erklærede, at Costa Rica skulle vende tilbage som observatør i Sammenslutningen af Alliancefri Stater efter 8 års fravær. Han erklærede sig ligeledes interesseret i en tilnærmelse til Europa og Latinamerika.

Indførelsen af et hårdhændet økonomisk program reducerede statsapparatet og underskuddet på statsfinanserne, der var nået op på 3,3% af bruttonationalproduktet. Som en konsekvens af dette, steg arbejdsløsheden - og utilfredsheden blandt befolkningen.

Den socialdemokratiske kandiat José Maria Figueres, vandt knebent valget i 1994 over regeringens kandidat Miguel Rodriguez, efter en valgkamp, hvor der ganske vist kun var ringe forskel på kandidaternes programmer, men til gengæld alvorlige uoverensstemmelser mellem de to rivaliserende partier.

I januar 1995 undertegnedes en frihandelsaftale med Mexico, men den dårlige økonomi, inflationen og underskuddet på statsfinanserne tvang regeringen til skatteforhøjelser. Verdensbanken afviste regeringens økonomiske plan og nægtede at financiere strukturtilpasningsprogrammerne. PLN accepterede liberaliseringer af bankvæsenet sammen med omfattende privatiseringer af forsikringsselskaber, olieselskaber og telekommunikationssektoren, som den kristelige opposition havde foreslået, mod til gengæld at stemme for lovforslaget. Fagforeningerne organiserede strejker mod indgrebet; specielt i protest mod afskedigelserne af tusindvis af offentligt ansatte.

Regeringspartiet PLN enedes i 1996 med oppositionen om en finanslov, der begrænsede underskuddet til at udgøre 1% af BNP. Orkanen César hærgede i slutningen af juli Costa Rica, især den sydlige del af landet, og efterlod 30 døde. Skaderne blev anslået til omkring 100 millioner dollars. Bortførelsen af en tysk og en schweizisk turist skadede turismen alvorligt. På trods af at de begge blev befriet efter 2½ måneds tilbageholdelse, foretrak mange rejseselskaber ikke at løbe nogen risiko og slettede Costa Rica fra deres programmer.

Regeringen underskrev i 1997 Den Interamerikanske Konvention om Ulovlige Tilbageholdelser. Amnesty International opfordrede regeringen til gøre en ende på politiets overgreb mod arrestanter og flygtninge, der for størstepartens vedkommende kom fra Nicaragua.

PUSC's kandidat, Miguel Angel Rodriguez, valgtes til præsident den 1. februar 1998 med 46.9% af stemmerne. PLN's kandidat, José Miguel Corrales Bolaños opnåede på andenpladsen 44,4%. Det lykkedes endvidere PUSC at vinde absolut flertal i parlamentet med 29 af de 57 pladser, efterfulgt af PLN med 22 og Den demokratiske Styrke, der fik 2 pladser. Rodriguez gentog adskillige gange, at under hans regeringstid ville Costa Rica ikke engagere sig i internationale politiske organisationer, som f.eks. Det mellemamerikanske Parlament, men udelukkende koncentrere sig om medlemskab af økonomiske organer.

USA's ambassadør, Thomas Dodd, blev i marts anklaget af Den mellemamerikanske Menneskerettighedskommission, CODEHUCA, for at have interveneret i landets interne anliggender, efter drabet på en nordamerikansk statsborger. Dodd havde offentligt erklæret, at USA's regering ikke ville tøve med at indføre økonomiske restriktioner på baggrund af drabet.

Anvendelsen af pesticider på bananplantagerne kritiseredes kraftigt efter offentliggørelsen af en rapport, der afslørede de omfattende miljøskader og pga. risikoen for ændringer i den menneskelige arvemasse.

I marts 1999 offentliggjordes resultaterne af en ernæringsundersøgelser der viste, at 75 % af de 1-2 årige børn i forskellig omfang led af blodmangel. Et tal der sank til 26 % blandt de 3-5 årige. For landet som helhed led 33 % i landområderne og 16 % i byerne af blodmangel.

For at bremse den stigende vold og hindre at landet udviklede sig til et tilflugtssted for kriminelle fra nabolandene, indførte regeringen i december 99 tvungen registrering af skydevåben, og gav samtidig 12 måneders frit lejde for de der afleverede ulovlige våben.

Jødiske talsmænd beskyldte regeringen for at holde hånden over den ukrainske nazist Bodhan Koziy, der var dømt for krigsforbrydelser. Han havde i 15 år haft flygtningestatus i Costa Rica. I december begyndte regeringen at undersøge Koziys flygtningestatus, og erklærede at den undersøgte muligheden for at udlevere ham.

Frihedspartiet FPÖ's indtræden i den østrigske regering medførte i februar 2000, at San José afbrød de diplomatiske forbindelser med Wien. Udenrigsminister Roberto Rojas erklærede, at hans regering nøje ville følge den østrigske regerings administration for at sikre, at den bevarede den samme grad af tolerance som dens forgængere.

Costa Rica indledte i juni 2001 opførelsen af en mur langs grænsen til Nicaragua, hvilket udløste en krise mellem de to lande. Regeringen i Managua mener, at formålet med muren er at begrænse den illegale emigration til Costa Rica, mens Costa Rica fremførte, at muren var et led i udvidede toldregler.

For første gang i landets historie var det nødvendigt at gennemføre en anden valgrunde i præsidentvalget, fordi ingen kandidat fik over 40% af stemmerne. I 2. runde i april 2002 vandt kandidaten Abel Pacheco fra PUSC med 58,2% over sin modpart Rolando Araya fra PLN. Pacheco blev indsat som præsident i maj. En anden nyskabelse ved dette valg var det nye parti Borgernes Aktionsparti (PAC), der fik 26% af stemmerne, og som dermed effektivt brød årtiers topartisystem i landet.

I maj 2003 gik en række arbejdergrupper i strejke. Elektricitets- og telekommunikationsarbejderne i protest mod regeringens privatiseringsplaner, og lærerne med kravet om højere løn. Strejkerne førte til afgang af tre af Pacheco regeringens ministre.

I december 2003 suspenderede Costa Rica som det eneste land sin indtræden i handelssamarbejdet mellem Mellemamerika og USA, CAFTA. De statslige monopoler på forsikring og telekommunikation følte sig truet af aftalens frihandels betingelser og ønskede derfor uafhængige forhandlinger.

I juni 2004 iværksatte landets hoteller og organisationer til forsvar for børns rettigheder en fælles national kampagne til bekæmpelse af overgrebene mod børn som følge af den internationale sexturisme. Hovedstaden San José er et af sexturismens knudepunkter, for turister der især kommer fra USA og Europa. Kampagnen var udformet af fonden Paniamor, der arbejder til forsvar for børns rettigheder. Kampagnens budskab var klart: «Det er en dårlig ide at hjælpe turister med at finde mindreårige til sex». Parolen er en af de nye retningslinier for den costaricensiske turistindustri.

I juli besatte en politimand Chiles ambassade i San José og tog 10 personer som gidsler. Politimanden José Orlando Jiménez havde arbejdet 5 år ved ambassaden og begik selvmord kort før politistyrker stormede bygningen. Tre folk blev dræbt: førstesekretær på ambassaden, Roberto Nieto, konsul Cristián Yusseff og Rocío Sariego der var ansat til at arbejde med festlighederne ifbm. 100 året for Pablo Nerudas fødsel. Costa Ricas sikkerhedsminister Rogelio Ramos erklærede, at sikkerhedsstyrkerne havde fundet de 4 personer dræbt - deriblandt besætteren - da de nåede ind i bygningen.

Samme måned gennemførte ansatte indenfor det offentlige en 24 timers generalstrejke, efter deres forhandlere havde afvist et tilbud fra regeringens side på 4% lønstigning. Arbejderne havde krævet en stigning på 10% eftersom inflationen i 2004 alene var 6,26%. De strejkende gennemførte demonstrationer i landets større byer. Blandt de strejkende var sundhedsarbejdere på hospitalerne, telekommunikations- og elektricitetsarbejdere, havnearbejdere og ansatte i de statslige banker. Fagforeningerne vurderede, at strejken lammede de udpegede sektorer 100%. Dog var det kun hver femte lærer og ansatte i statsadministrationen der deltog i strejken. Arbejdsminister Ovidio Pacheco mente at strejken kun var delvis, og at kun 8.000 deltog i den. 170.000 er ansat indenfor det offentlige i Costa Rica og af dem er kun 60% faglig organiseret.

I september faldt Pacheco regeringen nærmest fra hinanden. Ministrene for udenrigshandel og transport, Alberto Trejos og Javier Chávez indgav deres afskedsbegæring efter at økonomiminister Alberto Dent var trådt tilbage sammen med koordinator af den økonomiske sektor - med rang af minister - Ronulfo Jiménez og præsidentminister Ricardo Toledo. Ministrene angav personlige årsager som baggrund for deres tilbagetræden, men politiske iagttagere pegede på, at der var store interne uenigheder i regeringen omkring Pachecos kontrol over de offentlige udgifter. Regeringskrisen brød ud efter nye protester fra fagbevægelsens side, og efter regeringen havde accepteret en omstridt lønforhøjelse for de offentligt ansatte.

I oktober kom det frem at landets tidligere præsident og nuværende generalsekretær for OAS, Miguel Angel Rodríguez havde fået 60% af en returkommission på 2 mio. US$ fra det franske telekommunikationsselskab Alcatel. Oplysningen stammede fra José Antonio Lobo, der var tidligere minister og rådgiver for Rodríguez under dennes administration. Rodríguez erklærede, at Lobos' udtalelser «intet havde med virkeligheden at gøre». Han forklarede at havde bedt Lobo om et lå på 140.000 US$til sin kampagne for at blive OAS generalsekretær. Anklagerne førte til opfordringer fra de mest forskellige sektorer i San José til at Rodríguez trak sig som generalsekretær og vendte hjem for at forklare sin handlemåde. Pacheco der ligesom Rodríguez er medlem af PUSC erklærede, at også han afventede sådanne forklaringer.

Samme måned, kun 2 uger efter han havde overtaget posten som generalsekretær, trådte Rodríguez tilbage. Det costaricensiske retsvæsen satte en formel undersøgelse i gang, og Rodríguez blev indkaldt til forhør hos San Josés statsadvokat.

Regeringen erklærede 3 dages landesorg i juli 2005 efter en brand på et hospital i San José, der kostede 17 patienter og en sygeplejerske livet.

PLN vandt med en smal margen valget i februar 2006 og partiets præsidentkandidat, Oscar Arias der havde fået Nobels Fredspris i 1987 vandt over PAC's Ottón Solís, og kunne for 2. gang sætte sig på præsidentposten. Arias stod overfor et folk, der var splittet i spørgsmålet om det Mellemamerikanske Fællesmarked CAFTA, og dét mødte ham med en blandt af skepsis og forhåbning. I sin tiltrædelsestale lovede Arias flere jobs, større sikkerhed og en reduktion af de høje leveomkostninger.

I oktober 2006 indførte landet et flydende kurssystem for sin valuta, Colon. Det har stabiliseret dens kurs overfor US$, og den kan nu bevæge sig indenfor et bånd med en øvre og nedre kurs.

Landet har formået at udvikle en mere alsig økonomi, så det ikke blot er baseret på turisme, bananer og kaffe. Det er lykkedes at tiltrække en lang række udenlandske virksomheder. Den vigtigste af disse er en Intel fabrik der producerer microprocessorer, beskæftiger 3500 og i 2006 tegnede sig for 20% af landets eksport.

I april 2007 udskrev Arias folkeafstemning til afholdelse i oktober om hvorvidt Costa Rica skulle tilslutte sig det Mellemamerikanske Fællesmarked, CAFTA. Tilslutningen blev vedtaget med et snævert flertal på 51,56%, mens 48.44% stemte imod.

I juni afbrød Costa Rica de diplomatiske forbindelser med Taiwan og etablerede i stedet forbindelse med Kina. Kina byggede til gengæld et 100 mio. US$ fodboldstadium i Parque La Sabana i San José provinsen. Det blev indviet i 2011. Landet var i 2008-09 valgt medlem af FN's Sikkerhedsråd.

Efter militærkuppet i Honduras i juni 2009 fik præsident Óscar Arias en fremtrædende rolle i forsøget på at få en diplomatisk løsning på den politiske konflikt i stand. Uden held. Diktaturet ville under ingen omstændigheder have den afsatte præsident tilbage. Costa Rica har sammen med resten af OAS fordømt militærkuppet i Honduras, og anerkendte ikke det efterfølgende valg i landet.

PLN vandt præsident- og parlamentsvalget i februar 2010. Dets præsidentkandidat Laura Chinchilla blev valgt med 46,8% af stemmerne. Den nærmeste modstander, Ottón Solís måtte nøjes med 25,2% af stemmerne. PLN sikrede sig desuden 23 ud af parlamentets 57 pladser. Chinchilla er langt mere konservativ end sin forgænger Óscar Arias. Hun er imod adskillelse mellem kirke og stat, imod abort, imod at tillade «fortrydelsespillen», imod ægteskab mellem homoseksuelle, omend hun anerkender homoseksuelles rettigheder.

I oktober 2010 besatte Nicaragua nogle øer i San Juan floddeltaet, som både Costa Rica og Nicaragua gjorde krav på. Iagttagere så det som led i valgkampen i Nicaragua. Costa Rica indbragte sagen for den Internationale Domstol. Året efter besluttede regeringen at bygge en 150km lang vej langs floden. Den skulle hedde «Ruta 1856, Juan Rafael Mora Porras» til minde om en costa ricensisk helt, der i 1856 ledte kampen mod en invasionsstyrke fra Nicaragua, hvor den nordamerikanske fusentast William Walker ønskede at genindføre slaveriet. Der blev dog hverken gennemført miljø- eller tekniske undersøgelser inden byggeriet blev sat igang, og den ansvarlige minister endte med at blive fyret. I 2013 konstaterede et mexikansk analyseinstitut, at Chinchilla var Latinamerikas mest upopulære præsident med blot 13% støtte i befolkningen.

I 2012 blev Costa Rica det første land på det amerikanske kontinent der forbød almindelig jagt. Et tiltag der var populært i befolkningen.

Costa Rica markerede 1. december 2013 65 årsdagen for afskaffelsen af landets militær. Costa Rica ser sig som spydspids for en verden uden militær. I 1990 opløste nabolandet Panama sit militær. I 1995 opløste Haiti sit militær. Ligeledes har Monaco, Vatikanet og Island ikke noget militær.

Guia del Mundo

Internet

Tico Times (engelsk)
Political ressources on the Net (Costa Rica)
Political database on the Americas (engelsk)
Human Rights Watch' sider om Costa Rica (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Amnesty International reports on Costa Rica (Engelsk)