Læst af 35.634  

Nobels fredspris

Et tyveårigt venskab med fredsaktivisten Bertha von Suttner bidrog til, at dynamitkongen Alfred Nobel oprettede Nobels fredspris. Han var dybt grebet af hendes bog «Ned med våbnene», men dog ikke så meget, at han blev fristet til at nedlægge sine våbenfabrikker. Han mente, at våbenfabrikker kunne bidrage lige så meget til fred som von Suttners fredskonferencer.

Nobels fredspris uddeles af en komite på fem medlemmer udpeget af det norske Storting. Komiteens navn blev ændret fra Det norske Stortings Nobelkomite til Den norske Nobelkomite i 1976 for at understrege, at Stortinget ikke er direkte ansvarlig for udvælgelsen af prismodtagerne. Medlemmerne udpeges under hensyntagen til partiernes styrke i Stortinget. Komiteen afspejler derfor til enhver tid tyngdepunktet i norsk politik, eller noget til højre for det da den gerne består af ældre, etablerede mænd i norsk politik og samfundsliv. Komiteen kan derfor ikke forventes at honorere en indsats, der står i modsætning til hovedlinierne i norsk udenrigspolitik.

Valget af prismodtagere afspejler udmærket komiteens egen sammensætning: Den typiske prismodtager er mand, hvid, godt uddannet, oppe i årene og kommer fra et vestligt land. Ud af i alt 101 prismodtagere fra 1901 til 2000 er der 64 hvide mænd. Blandt de 64 enkeltpersoner som har modtaget prisen, er der 59 fra lande, der tilhører den vestlige kulturkreds - alene 16 fra USA. Siden 1949 er 17 ud af 24 individuelle tildelinger gået til personer fra NATO lande.

Nobels ønske om at fredsprisen skulle gå til dem, der har virket mest effektivt for menneskelig broderskab, for at reducere stående hære og fremmet fredskonferencer, er formuleret så vagt, at meget forskellig indsats kan honoreres. I begyndelsen blev der lagt stor vægt på arbejdet for en international retsorden, internationale aftaler og fredskongresser. Senere blev arbejdet for nedrustning, borgerrettigheder, humanitære formål og fredelig bilæggelse af konflikter i højere grad honoreret. Prisen er fra tid til anden blevet tildelt internationale organisationer.

I den udstrækning prisen er blevet knyttet til internationale krige og konflikter, har det som regel drejet sig om konflikter mellem nogenlunde jævnbyrdige stater. Kolonikrige og konflikter hvor modstand mod nordamerikanske og sovjetiske overgreb kunne være blevet honoreret, har sjældent givet anledning til nogen prisuddeling.

Det stærkeste eksempel er den 25 år lange krig i Indokina, der godt nok endte med en prisuddeling i 1973, men da som en delt pris mellem USA's udenrigsminister Henry Kissinger og den vietnamesiske chefforhandler i Paris, Le Duc Tho. At give prisen til Henry Kissinger for hans indsats i Vietnamkonflikten er nok det hårdeste anslag mod den norske og internationale opinions retsfølelse i fredsprisens historie.

Omstridte uddelinger er dog ikke noget nyt i Nobelprisens historie. I de senere år har mange imidlertid stillet sig uforstående til flere af dem. Det gælder blandt andet valget af den nordamerikanske naturvidenskabsmand Norman Borlaug (se Grøn revolution), af den japanske statsminister Eisaku Sato og ikke mindst uddelingen til Egyptens præsident Anwar Sadat og Israels statsminister Menachem Begin i 1978. I lighed med uddelingen i 1973 rettede den opmærksomheden mod et brændpunkt i international politik - Mellemøsten - på en sådan måde, at den part som stod Norge nær reddede ansigt. En anden honorering af vestlig politik - prisen til forbundskansler Willy Brandt for hans indsats for afspænding mellem øst og vest - blev imidlertid ikke delt med nogen repræsentant for det politiske lederskab i Østeuropa.

Årsagen til at Nobel overlod det til Norge at uddele fredsprisen, mens de fire øvrige Nobelpriser uddeles i Sverige, var at han mente, at Norge havde en friere stilling og et stærkere engagement i fredsspørgsmål. Stortinget havde tidligere bevilget penge til fredsarbejde af forskellig slags, hvilket den svenske Rigsdag ikke havde gjort.

Mens Norges stilling i international politik i dag er meget forskellig fra dengang, deles prisen fortsat ud af en komite, der overvejende udnævnes på samme måde som ved århundredeskiftet. For at bøde på nogle af skævhederne er det derfor blevet foreslået, at komiteen burde internationaliseres, f.eks. ved at vælge én repræsentant fra hvert af de nordiske lande. Siden 1970'erne har enkelte af uddelingerne tæret på prisens prestige og betydning. Men den er fortsat et vigtigt redskab, der bør udnyttes bedst muligt i fredens tjeneste, og ikke sløves af historiske omstændigheder og nationale snæversyn.

Prismodtagere i perioden 1901-2002

S.L

Sidst ajourført 1/5 2001