Sydkorea

Læst af 66.414    

Sydkorea ligger på den sydlige del af den koreanske halvø, øst for det kinesiske fastland mellem det Japanske og det Gule Hav. Landskabet er ikke helt så bjergrigt som i nord, og det opdyrkede areal er større. Det anvendes overvejende til produktionen af ris. Luft- og vandforureningen begyndte at være mærkbar i 1970'erne. Vestkysten ved det Gule Hav er i dag alvorligt forurenet.

Folket: Koreanerne i nord og syd har samme kulturelle og etniske baggrund. Der findes ingen større etniske minoriteter.

Religion: Buddhisme, konfutsianisme (der i højere grad er et moralkodeks end en religion), chondokio og kristendom.

Sprog: Koreansk (officielt)

Politiske partier: Det Liberalt Demokratiske Parti. Det Demokratiske Parti. Partiet for National Genforening. Det Forenede Folks Parti - eller Minjung - er det eneste venstrefløjsparti.

Sociale organisationer: Iflg. lov er alle fagforeninger tvunget til at være medlemmer af den regeringstro Landsorganisation FKTU.
Den koreanske Fagforeningskonføderation (arvtager til Chonnohyop) blev dannet i 1995-96, har omkring 600.000 medlemmer og er en meget aktiv landsorganisation. Føderationen af Studenterforeninger; Ligaen af koreanske Bønder; Den nationale sammenslutning af Fattige.

Officielt navn: Taehan-min'guk

Administrativ inddeling: 9 provinser

Hovedstad: Seul, 9.714.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Pusan 4.266.100 indb; Taegu, 2.947.400 indb; Incheon 2.403.700 indb. (2000)

Regering: Lee Myung-bak, præsident, valgt i februar 2008. Han Seung-soo, premierminister siden februar 2008. Etkammersystem: Nationalforsamling med 299 medlemmer, der vælges for en 4 årig periode.

Nationaldag: 15. august (Befrielsesdagen, 1945)

Væbnede styrker: 633.000 soldater (1995).

Paramilitære styrker: 3.500.000 (civilforsvar), 4.500 (kystvagt)

Historie frem til 2. verdenskrig (se Korea)

Den 15. august 1948 oprettedes republikken i den sydlige zone af den koreanske halvø med hovedstad i Seul. Syngman Rhee blev udnævnt til republikkens første præsident. Med støtte fra et meget betydeligt antal militære, økonomiske og politiske rådgivere fra USA regerede han over de følgende 14 år den sydlige del af Korea. Han gennemførte love og fik vedtaget en forfatning, der gjorde ham til diktator på livstid. Han udsatte de af hans landsmand der blev mistænkt for samarbejde med republikken i nord for en hårdhændet undertrykkelse.

USA støttede betingelsesløst Rhee og fik ham til at gennemføre en omfattende jordreform. Nordamerikanerne var meget bevidste om, at årsagen til at det nationalistiske Kuomintang parti i Kina var blevet slået af Maos kommunister var sidstnævntes parole om: «Jorden til dem der dyrker den». USA's jordreform indebar, at godsejerne fik erstatning, og at alle bønder fik op til 3 hektar jord. Også den jord der havde tilhørt japanere blev omfordelt. Mange medlemmer af det eksproprierede jordborgerskab emigrerede til byerne.

I 1958 gav en ny National Sikkerhedslov Rhee mulighed for, at sende oppositionelle i fængsel - uanset deres politiske tendens. Rhee blev «genvalgt» i 1952, 1956 og 1960. Det sidste valg blev afvist af oppositionen, der anså det for at være præget af svindel. Protestdemonstrationer brød ud i Seul, men de blev slået hårdt ned. Den stigende opposition og faren for et folkeoprør tvang Syngman Rhee til den 27. april 1960 at træde tilbage. Han blev efterfulgt af en overgangsfigur, Huh Chung Tok.

1960 Kort demokratisk intermezzo

Der blev afholdt nyvalg, og Po Sun Yun fra det Demokratiske Parti blev valgt til præsident. John Chang blev udnævnt til regeringschef. Han skulle igangsætte en effektiv økonomisk udvikling og rydde op i den eksisterende korruption. En række af ministrene i hans regering gik ind for tilnærmelse til Nordkorea.

I maj 1961 blev der gennemført et militærkup, der bragte Chang til fald og erstattede ham med en militærjunta med general Chan Yung i spidsen. I juli stillede general Park Chung Hee sig i spidsen for juntaen, ophævede alle demokratiske rettigheder og satte medlemmerne i den tidligere regering i fængsel.

Det nye regime indledte en «national genopbygningspolitik», der bl.a. rummede en plan for kamp mod kommunismen og korruptionen. Samtidig lovede regimet frie valg, når dens «revolutionære opgaver» var fuldført. I marts 1962 blev Po Sun Yun erstattet af Park som præsident. Han følte sig stærk nok til at stille op til præsidentvalg i slutningen af 1963, men fik kun 1,4% af stemmerne. Hans reaktion på det dårlige valgresultat var at sætte landet i undtagelsestilstand. Militæret tog fuld kontrol over det politiske liv og indledte en periode med hårdhændet diktatur.

Militærstyret igangsatte en økonomisk udvikling baseret på en centraliseret planlagt økonomi under rådgivning fra vestlige teknokrater. Sydkorea blev forandret til en eksportorienteret økonomi. Importen, eksporten, varepriserne og adgangen til kredit blev anvendt som løftestang til at kontrollere og lede den økonomiske udvikling. Der blev indført love, der begrænsede retten til faglig organisering, strejker og kollektivaftaler. Sydkoreas økonomi havde været ødelagt af krigen, overvejende baseret på landbrugsproduktion og forgældet. Men jordreformen og gennemførelsen af en centraliseret økonomisk planlægning gav mulighed for hurtig udvikling af en stærk industriøkonomi domineret af store koreanske koncerner, der producerede stål, skibe, biler og elektroniske apparater.

Prisen på landbrugsprodukterne blev holdt nede, hvilket tvang mange bønder til at emigrere ind til byerne i søgen efter arbejde og deltagelse i det «koreanske mirakel». Som arbejdere blev de imidlertid tvunget til at arbejde til meget lave lønninger, meget lange arbejdsuger og under de værste arbejdsforhold i verden, men denne ekstreme udbytning af arbejdskraften var samtidig grundlaget for den sydkoreanske kapitalismes hastige kapitalakkumulation.

1979 Park Chung Hee myrdes

Park kom til at regere i 18 år og nåede at gennemføre 4 svindelvalg. I oktober 79 blev han myrdet af chefen for det koreanske efterretningsvæsen - KCIA - Kim Jae Kiu, under omstændigheder der aldrig er blevet klarlagt. I slutningen af 79 havde general Chun Doo Hwan der var chef for det militære efterretningsvæsen bragt sig i en central position, efter at have arresteret rivaliserende generaler. Den 17. maj 80 genindførte militæret undtagelsestilstanden og ophævede alle civile rettigheder. Dagen efter besætter indbyggerne i den sydlige by Kwangju byen i protest mod militærdiktaturet, og især mod arrestationen af oppositionspolitikeren Kim Dae Jung, der stammer fra samme område. Diktaturets svar var prompte og brutalt. Tusinder af civile døde for militærets kugler med godkendelse fra de nordamerikanske officerer, der var udstationeret i landet. Kim Dae Jung blev idømt livsvarigt fængsel for at have «forårsaget» oprøret. Generalerne brugte efterfølgende Kwangju oprøret som legitimering for at have taget magten, hvilket gør at man må spørge sig selv, om det ikke var militæret selv, der fremprovokerede oprøret.

Chun igangsatte en «udrensningskampagne» i alle offentlige og private institutioner. Den gik så langt som til at sætte kvoter på udryddelsen af korrupte og «undergravende elementer». Ligesom forgængeren Park forsøgte Chun Doo Hwan at legitimere sin regering som civil ved i 1981 at gennemføre præsidentvalg - som han ikke overraskende vandt.

I oktober 83 døde flere medlemmer af den sydkoreanske regering ved et attentat mod Martyrernes Mausoleum under et statsbesøg i Myanmar. Præsident Chun blev kun reddet, fordi han var forsinket. Burmeserne hævdede at have beviser på, at attentatet var blevet gennemført af Nordkorea, og afbrød derfor de diplomatiske forbindelser med Pyongyang.

Oppositionen mod Chun regimet ignorerede repressionen - trods det at den var lige så voldsom som under de værste epoker af Park diktaturet - og fortsatte med at vokse. I 86 trak USA sin støtte til Ferdinand Marcos diktaturet i Philippinerne tilbage pga. omfattende valgsvindel og overtrædelse af menneskerettighederne. Det bekymrede regimet i Sydkorea, der gennemførte en række reformer. Bl.a. fik Kim Dae Jung lov til at forlade fængslet og blev i stedet sat i husarrest, og desuden blev der gennemført en reduktion af censuren.

Gennem 1987 deltog flere hundrede tusinde arbejdere i strejker og fabriksbesættelser i en protestbølge uden fortilfælde. De krævede ret til at danne demokratiske fagforeninger uafhængige af det regeringskontrollerede LO. Endvidere krævede de lønforhøjelser, afskaffelse af tvunget ekstraarbejde og en større andel i den rigdom, den spektakulære vækst i landet havde skabt.

I juli 1987 indvilgede Chun i at træde tilbage og udpegede Roh Tae Woo til sin efterfølger og leder af det regerende «Demokratiske Retfærdighedsparti». Det udløste en protestbølge, der var udtryk for bekymringen for, at Roh som Chuns allierede blot ville fortsætte diktaturet. Demonstranterne krævede endvidere, at Chun offentligt blev stillet til ansvar for massakren i Kwangju i 1980 og blev stillet for retten. Regimet var bekymret over sit internationale image i denne periode op til de olympiske lege (i Seul i 1988), og dette sammen med presset fra demonstrationerne tvang det til at lette noget på de politiske restriktioner under valgkampen i 87.

Få dage før valget i november varslede oppinionsundersøgelserne et dårligt valgresultat for regeringens kandidater. I denne spændte situation forsvandt et koreansk fly med 118 passagerer ombord nær Thailand. Ligesom ved attentatet i Myanmar blev der fremlagt beviser for nordkoreanske agenters medvirken, hvilket dog blev afvist fra Pyongyang. Det efterfølgende valg blev sammenlagt vundet af oppositionen, men det lykkedes den ikke at skabe en alliance mellem Kim Yong Sams Parti for Demokratisk Genforening og Kim Dae Jungs Parti for Fred og Demokrati. Splittelsen i oppositionen gjorde det muligt for regimets mand, Roh Tae Woo at danne regering med 42% af stemmerne bag sig.

I januar 1990 sluttede dele af oppositionen sig til det regerende Demokratiske Retfærdighedsparti, der blev omdøbt til det Liberal Demokratiske Parti. Det havde nu 220 ud af 299 pladser i Nationalforsamlingen. Kim Dae Jungs parti, det Demokratiske Parti, var nu det eneste oppositionsparti i parlamentet.

I en offensiv mod de uafhængige fagforeninger i starten af 1990 tilbageholdt regeringen dens ledere i et forsøg på at hindre gennemførelsen af strejker. I april invaderede tusindvis af politifolk Hyundai stålværket og arresterede 600 faglige aktivister, der havde holdt værket besat i 72 timer i protest mod arrestationen af deres ledere. Nogle dage senere blev 400 ansatte der var i strejke på regeringsradioen arresteret. De efterfølgende protester førte til det hidtil største fald i aktiekurserne i Sydkoreas historie.

Den 22. maj 1991 accepterede præsident Roh hårdt presset sin premierminister Roh Jai Bongs tilbagetræden. Den var blevet krævet af studenterbevægelsen og den moderate fløj af Kim Dae Jungs parti, efter at studenten Kang Kyung Dae var død i politiets hænder, hvilket havde udløst yderligere 6 selvantændelser. I september 91 annoncerede USA's præsident George Bush beslutningen om at trække supermagtens taktiske kernevåben bort fra Sydkorea, og i november blev det meddelt, at tilbagetrækningen var ved at være gennemført. Skridtet opfyldte et af nordkoreanernes vigtigste krav for at tillade inspektion på deres territorium. I december samme år undertegnede Seul og Pyongyang en «aftale om forsoning, ikke-aggression, udveksling og samarbejde», hvilket reducerede spændingen mellem de to lande.

Ved parlamentsvalget i marts 1992 vandt det regerende Liberal Demokratiske Parti 149 af parlamentets 299 pladser - 1 for lidt til at få absolut flertal. Det blev fulgt af det Demokratiske Parti der med 29,2 % af stemmerne fik 97 pladser. På tredjepladsen fik det nye Nationale Genforeningsparti 17,4% og 31 pladser. Det venstreorienterede Folkets Parti fik 1,5% af stemmerne, men ingen pladser.

Præsident Roh Tae Woo udpegede Kim Young-Sam til sin efterfølger. Kim fik 41,4% af stemmerne ved præsidentvalget den 18. december 92. Det var det første valg i den 30 årige periode hvor militæret havde kontrolleret landet, hvor det ikke selv stillede op. Dette forhold stimulerede valgdeltagelse, der nåede op på 81,9%.

Valget af Kim faldt sammen med en svækkelse af oppositionen, der i februar 93 blev forstærket, da lederen af det Forenede Folks Parti, Chung Ju-Yung, måtte træde tilbage efter at være blevet beskyldt for at have modtaget illegale bidrag fra en stor koncern under valgkampen.

Korruptionsskandalerne berørte også regeringen. En af præsident Kims støtter, Choi Ki Son, indrømmede at have svindlet med offentlige midler. Endvidere blev lederen af den største buddhistiske orden i landet, Suh Eui Hyun, beskyldt for at have modtaget 10 millioner dollars af en forretningsmand. De skulle overdrages til præsident Kim. Beskyldningerne førte til klammeri mellem de buddhistiske munke, der kulminerede med arrestationen af 134.

I 1995 blev de to eks-præsidenter Chun Doo Hwan (1979-1988) og Roh Tae Woo (1988-1993) arresteret for deres medvirken i statskuppet, der bragte Chun til magten i december 79. De blev endvidere anklaget for forræderi og ulovlig berigelse. I juni samme år blev regeringspartiet slået ved lokal- og provinsvalgene - de første siden 1961 der ikke var kontrolleret af regeringen. Sammenstyrtningen af stormagasinet Sampoong i Seul kostede over 500 mennesker livet. Det bragte samtidig ny korruption for dagens lys, da det blev kendt, at de lokale myndigheder havde godkendt bygningen af en 5. etage efter at have modtaget bestikkelse.

I april 96 vandt det regerende Parti for de nye Korea 139 ud af parlamentets 299 pladser. Nationalkongressen for en ny Politik vandt 79 og de Forenede Liberaldemokrater 50. I december idømte byretten i Seul den tidligere forsvarsminister Lee Yang-ho til 4 års fængsel for at have modtaget bestikkelse fra Daewoo - landets fjerde største virksomhed.

To dage efter at være blevet valgt til præsident godkendte Kim Dae Jung i december 97 løsladelsen af Chun Doo Hwan og Roh Tae Woo og annoncerede samtidig gennemførelsen af en amnesti for politiske fanger. Den nyvalgte præsident indtog i marts 98 denne post og udnævnte Kim Jong Pil til premierminister. Landet var samtidig plaget af risikoen for hyperinflation og stigning i arbejdsløsheden som følge af børskrisen i Sydøstasien.

Trods militære træfninger kun få uger i forvejen mødtes repræsentanter for Nord og Syd i Beijing for at diskutere forskellige spørgsmål, deriblandt økonomisk bistand til Nord og muligheden af at etablere repræsentationskontorer i hver af de to landes hovedstæder.

Regeringskoalitionen mellem Årtusindets Demokratiske Parti og den Demokratiske Liberale Union begyndte i slutningen af 1999 at udvise tegn på spændinger. I januar 2000 blev Park Tae Joon fra Unionen udpeget til ny premierminister. Den nye regering offentliggjorde sikkerhedspolitiske ændringer og beslutningen om at udvikle en infrastruktur, der skulle kunne klare den hastige vækst i antallet af brugere af internettet.

Flere tusinder var mødt op i Seoul i juni 2000 for at tage imod præsident Kim Dae-jung efter dennes besøg i Pyongyang, der markerede det første historiske topmøde mellem de to Korea'er. Sammen med den nordkoreanske præsident Kim Jong Il havde han diskuteret sikkerhedspolitik, deriblandt de 37.000 nordamerikanske soldater i Sydkorea og landenes missilprogrammer. De to statsoverhoveder undertegnede desuden en aftale, hvor de lovede at arbejde for en mulig genforening af den koreanske halvø.

Aftalen lovede også at åbne for genforening af de titusinder af koreanske familier, der i mere end 50 år havde været adskilt pga. lukningen af grænsen samt løftet om at gennemføre et nyt topmøde, denne gang i Seoul, og endelig sydkoreanske investeringer i det fattige nord. I september rejste en nordkoreansk udsending til Seoul for at arrangere detaljerne omkring aftalen. Begge landes hold gik for første gang nogensinde ved siden af hinanden, da de Olympiske Lege samme måned åbnede i Sidney, Australien.

I oktober 2000 tildeltes Kim Dae Jung Nobels Fredspris for «sit arbejde for demokratiet, menneskerettighederne i Sydkorea og Østasien samt for freden og forsoningen med Nordkorea».

I november blev bilfabrikken Daewoo erklæret konkurs. Gennem de foregående måneder var milliarder af US$ blevet bevilget til virksomheden af staten, men i 1999 forsvandt dens generaldirektør, Kim Woo Joong med en stor del af midlerne. Koncernen fyrede mange af de ansatte, der i februar 2001 igangsatte en større strejke, der blev slået hårdt ned af politiet. Flere hundrede såres eller arresteres.

Mens de fleste asiatiske lande fortsat er i krise efter det finansielle kollaps i 1996-97, oplever den sydkoreanske økonomi en hurtig forbedring og vokser med 3,7% i fjerde kvartal 2001.

Udgivelsen af en ny lærebog for skoleelever i Japan udløser en kraftig reaktion i Sydkorea, fordi den fordrejer og skjuler de uhyrligheder den kejserlige japanske hær begik i bl.a. Korea under 2. verdenskrig. I protest skærer 20 sydkoreanere spidsen af deres lillefinger i en park i Seoul, og en kreds af civile koreanere kræver bogen trukket tilbage. Trods disse uoverenstemmelser organiserer de to lande i fællesskab verdensmesterskaberne i fodbold i juni 2002. Selvom mesterskaberne var beregnet at skulle give et overskud på 1,3 mia. Euro, så medfører de store omkostninger ved organiseringen af mesterskaberne i to lande samt firmaet ISL's konkurs - der havde de kommercielle rettigheder - at overskuddet reduceres betragteligt.

Den spændte sikkerhedssituation mellem Nordkorea og USA skaber fra 2002 stor ængstelse i den sydkoreanske befolkning for en mulig krig mellem de to parter. Situationen udløser store fredsdemonstrationer og demonstrationer vendt mod USA. Regeringen i Seoul tilbyder at mægle mellem de to parter, hvilket accepteres af regeringen i Pyongyang. Det betragtes som et nordkoreansk forsøg på at forbedre forholdet mellem de to lande.

Valget i december 2002 blev overraskende vundet af Roh Moo Hyun. Han fik især opbakning fra kvindelige og fra unge vælgere pga. sit program, hvor sociale spørgsmål og ligestilling indtog en fremtrædende plads.

Atomkrisen mellem Nordkorea og USA førte til betydelig nervøsitet i den sydkoreanske befolkning, stillet overfor muligheden om væbnet konfrontation mellem de to modstandere. I skyggen af fredsdemonstrationer og demonstrationer vendt mod USA, tilbød sydkoreas regering sig som mægler, hvilket blev accepteret af Pyongyang. Det blev set som udtryk for et ønske om forbedrede forhold mellem de to lande.

Den 14. maj 2004 besluttede Sydkoreas forfatningsdomstol, at de overtrædelser af landets valglovgivning præsident Roh Moo-hyun havde gjort sig skyldig i, ikke var tilstrækkelige til at fjerne ham fra posten. Han var ellers blevet suspenderet fra posten af Nationalforsamlingen i marts 2003. Roh Moo-hyun blev øjeblikkelig genindsat som præsident, og fungerende præsident, Goh Kun vendte tilbage til posten som premierminister. Den 25. maj trak Goh Kun sig som premierminister med henblik på at danne en ny regering. Finansminister Lee Jun overtog midlertidig posten.

I september indrømmede den sydkoreanske regering efter pres fra Nordkorea, at sydkoreanske videnskabsmænd i hemmelighed eksperimenterede med produktionen af højt beriget uran. Myndighederne forsikrede, at forsøgene var blevet gennemført uden officielt kendskab og uden nogen for godkendelse. Regeringen afviste enhver påstand om, at Sydkorea skulle have igangsat et nukleart våbenprogram, og forsikrede at der havde været tale om en isoleret hændelse.

Samme måned ankom den internationale Atomenergikommssion (IAEA) til Sydkorea for at genoptage sine undersøgelser af de hemmelige nukleare eksperimenter. IAEA udtrykte ved samme lejlighed sin bekymring over Seouls nukleare aktiviteter de foregående aktiviteter. Sydkorea gentog at landet ikke havde planer om produktion af atomvåben.

En voldsom kontrovers med Japan brød ud i marts 2005, da et japansk lokalråd besluttede at udnævne en årlig mærkedag for to omstridte øer: Takeshima på japansk og Dodko på koreansk. Sydkorea lod sin genforeningsminister Chung Dong-young udtale sig sagen. Han ledede samtidig det nationale sikkerhedsråd. Chung lovede at forsvare Koreas suverænitet; han pegede samtidig på, at Japan søgte at legitimere sin koloniale fortid og gjorde samtidig opmærksom på, at handlingen «alvorligt skadede» forholdet mellem de to lande. Øerne består af klipper, er ubeboede og betragtes af begge lande som områder af økonomisk og strategisk vigtighed. Suveræniteten over øerne har været omdiskuteret siden 1905, da Japan besatte den koreanske halvø. Korea genbesatte øerne i 1953 og har siden gennemført patruljer på dem.

Oppositionens stærkeste kraft, det Store nationale Parti vandt suppleringsvalget til parlamentet i oktober 2005, da det vandt 4 nye distrikter. Det bragte dets pladser op på 127. Regeringspartiet led til gengæld et stort nederlag, da det ikke opnåede nogen pladser ved valget. Nederlaget var dermed en gentagelse af nederlaget i april, hvor regeringspartiet ligeledes tabte. Valgresultatet har dog ikke nogen større direkte indflydelse på parlamentets arbejde, da intet af partierne har absolut flertal.

I februar 2006 indledte Sydkorea og USA forhandlinger om en frihandelsaftale, der skulle træde i kraft det følgende år. Der ville for USA være tale om den vigtigste handelsaftale i Asien, og for Sydkorea var der tale om den vigtigste begivenhed siden afslutningen af Koreakrigen, hvor landet indgik en militæralliance med USA.

I juni 2006 markeredes seksårsdagen for topmødet mellem de to koreaer med et arrangement i byen Kwangju. Under arrangementet erklærede ekspræsidet Dae Jung, at målet for begge begge lande er genforening. «Genforeningen skal gradvist opnåes gennem en periode med samarbejde og fredelig sameksistens», erklærede ekspræsidenten.

Efter en længere periode med spændinger genoptog Sydkorea og Japan samme måned forhandlinger for at løse striden om Dokdo øerne. formålet med forhandlingerne er at nå frem til en aftale, der er ræsonabel for begge lande og som gør det muligt at trække søgrænsen mellem dem - i overensstemmelse med den internationale søret.

I juli 2007 undertegnedes frihandelsaftalen mellem Sydkorea og USA. Aftalen fjerner gradvist toldsatserne på næsten alle forbrugs- og industrivarer i en treårig periode efter aftalens underskrift. Samtidig udtrykte bønder og faglige ledere frygt for, at tusinder af koreanske arbejdspladser vil gå tabt som følge af importen af varer og serviceydelser fra USA.

Præsidentvalget i december blev vundet af Lee Myung-bak fra det konservative Nationalparti, der efter 5 år genindtog præsidentposten.

Guia del Mundo

Sidst ajourført 12/6 2008