Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Caribien  .  Cuba
DatoOpdatering
2013.12.01Opdatering 2013
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 1/12 2013
Læst af: 243.107
Verden  .  Caribien  .  Cuba
: :
Cuba
Befolkning11,2 mio.
ValutaCubanske pesos
Areal110.860 Km2
HovedstadLa Habana
Befolkningstæthed101,0 indb./Km2    
HDI placering55    
En af revolutionens vigtigste landvindinger - sundhed til alle. Sundhedssystemet ligger på niveau med systemet i de udviklede kapitalistiske lande. Alligevel har den økonomiske krise i 1990'erne medført, at landet kun har sparsomme ressourcer til import af bl.a. medicin.
(Solidaritet)

Den cubanske øgruppe omfatter hovedøen Cuba, Isla de la Juventud (Ungdommens ø) samt 1.600 mindre øer og skær. Bortset fra den sydøstlige del af landet hvor Sierra Maestra bjergene ligger, præges landets af udstrakte frugtbare flade områder. Sukkerrørsplantagerne dækker 60% af det dyrkbare område - især i de flade nordlige egne. Landet udvinder sine nikkelreserver og endvidere udnyttes de caribiske strande turistmæssigt.

Folket: Cubanerne betegner sig selv som «afro-latinamerikanere» pga. sporene fra Afrika og Europa i landets etniske sammensætning.

Religion: Katolsk (39,6%), ateister (6,4%), protestanter (3,3%) samt afrikanske religioner.

Sprog: Spansk (officielt)

Politiske partier: Cubas Kommunistiske Parti (PCC) udgør ifølge forfatningen «samfundets og statens øverste ledelse». PCC blev dannet i oktober 1965 af Partido Unido de la Revolución Socialista (PURSC, Den socialistiske revolutions Enhedsparti), der var blevet dannet i 1962 ved en omstrukturering af Organizaciones Revolucionarias Integradas (ORI, De samlede revolutionære Organisationer). ORI blev dannet i 1961 ved en sammenlægning af: Movimiento Revolucionario 26 de julio (M-26, Den revolutionære 26. juli Bevægelse), Directorio Revolucionario 13 de marzo (DR-13, Den revolutionære ledelse af 13. Marts) samt Partido Socialista Popular (PSP, Det folkesocialistiske Parti).

Sociale organisationer: Central de Trabajadores de Cuba (CTC), er landsorganisationen. Den har næsten 3 millioner medlemmer svarende til 80% af arbejdsstyrken. Asociación Nacional de Pequeños Agricultores (ANPA, Den nationale sammenslutning af Småbønder) havde i 1988 167.461 medlemmer fordelt på 3.500 basiskomiteer. Federación de Mujeres Cubanas (FMC, De cubanske kvinders Sammenslutning) har over 2 millioner medlemmer. Union de Jovenes Comunistas (UJC, Unionen af Ungkommunister) har over 1 million medlemmer. Federación Estudiantil Universitaria (FEU, De universitetsstuderendes Sammenslutning) og Federación de Estudiantes de la Enseñanza Media (FEEM, Mellemskoleelevernes Sammenslutning) har tilsammen over ½ million medlemmer. Pionerorganisationen «José Martí» organiserer 2 millioner børn og unge. Comités de Defensa de la Revolución (CDR, Revolutionsforsvarskomiteerne) organiserer befolkningen på lokalt niveau.

Officielt navn: República de Cuba

Administrativ inddeling: 14 provinser og 169 kommuner, der i blandt den specielle kommune på Isla de la Juventud.

Hovedstad: Ciudad de La Habana, 3.710.000 indb. (2006).

Andre vigtige byer: Santiago de Cuba, 534.600 indb.; Camagüey, 342.900 indb.; Holguín, 305.000 indb.; Guantánamo, 264.100 indb.; Pinar del Río, 172.300 indb. (2000).

Regering: Raúl Castro er præsident for stats- og ministerrådene og valgt af Folkeforsamlingen i februar 2008, genvalgt i 2013. Folkeforsamlingen har 609 folkevalgte medlemmer. Forfatningen vedtaget i 1976 etablerede en pyramidestruktur af repræsentative forsamlinger fra det lokale til det nationale niveau. De valgtes mandat kan til enhver tid tilbagekaldes af vælgerne.

Nationaldag: 1. januar (Revolutionsdagen, 1959). 26. juli (Den nationale Oprørsdag - årsdagen for angrebet på Moncadakasernen, 1953).

Væbnede styrker: 105.000 (1995).

Paramilitære styrker: 1.369.000 fordelt på Fuerza de Defensa Civil (Civilforsvaret), Milicia Territorial (Territorialmilitsen) og Seguridad del Estado (Statssikkerhedstjenesten).

 

Øen Cuba - eller Cubanacán («det centrale sted») - var i det 16. århundrede beboet af en række etniske grupper. Især landbrugsfolkene taíno, også kaldet arauaco og ciboney. Columbus ankom til Cuba den 27. oktober 1492, men det var først i 1509 at europæerne fandt ud af, at der var tale om en ø og ikke fastland. I 1511 indledte Diego Velázquez de Cuéllar erobringen af øren og den var fuldført i 1514 med besejringen af Hatueys og Guamas lokale styrker. På det tidspunkt fandtes der en indfødt befolkning på omkring 100.000.

Et dokument fra midten af det 16. århundrede betegner øen som høj og bjergfyldt med små floder, men righoldige på guld og fisk. Fra denne ø drog de spanske conquistadores ud på deres erobringstogter mod resten af Caribien, Mexico og Mellemamerika. Parallelt hermed indledte kolonister fra Santo Domingo allerede i 1511 udvindingen af cubansk guld. Der var tale om en kortvarig økonomisk opblomstring, hvilket nok især skyldtes udryddelsen af den indfødte befolkning. Der var på dette tidspunkt meget få afrikanske slaver på øen, hvis økonomi gik mere eller mindre i stå. Den kom sig først i slutningen af det 16. århundrede, da sukkerproduktionen tog fart.

Udnyttelsen af skind og kobber samt skibsbygningen førte i det 17. århundrede til større variation i øens økonomiske aktivitet, og dens økonomiske centrum forrykkedes gradvis fra Santiago de Cuba i øst til Habana, der allerede i midten af det 17. århundrede var en vigtig havneby. I løbet af det 18. og 19. århundrede blev der importeret i alt 1 millioner slaver fra Afrika til arbejdet på tobaks- og sukkerrørsplantagerne. Også en del kinesere og andre asiatiske befolkningsgrupper slog sig i denne periode ned på øen. Fra det 18. århundrede dominerede sukkerproduktionen fuldstændig øens økonomi. I 1840 udgjorde slavearbejderne i sukkerrørsplantagerne og på sukkermøllerne 77% af øens samlede arbejdskraft. Der findes vidnesbyrd om eksistensen af såkaldte palenques - samfund af slaver der var stukket af fra deres herrer - der havde mange lighedstræk med f.eks. quilombos i Brasilien. Slaveriet blev først ophævet i 1886, efter «ti-årskrigen» og efter pres fra England.

Uafhængighedskrigen

Trods industriel udvikling og uddannelse er sukkeret stadig rygradden i den cubanske økonomi.
(Solidaritet)

Som i andre dele af Latinamerika begyndte kampen for uafhængighed i Cuba allerede i starten af det 19. århundrede, men i modsætning til resten af Latinamerika der tilkæmpede sig uafhængighed fra den spanske krone i 1810-20, lykkedes dette ikke i Cuba. Spanien forstærkede i 1818 sin militære tilstedeværelse på øen, liberaliserede handelen og tillod bl.a. eksporten af sukker til USA. På denne måde blev det lokale borgerskabs iver efter uafhængighed neutraliseret. I 1868 udbrød der et omfattende oprør mod spanierne, der først blev nedkæmpet efter 10 års kamp. I 1895 indledtes den 2. uafhængighedskrig under ledelse af digteren José Martí, Antonio Maceo og Máximo Gómez. Da sejren i 1898 var umiddelbart forestående, erklærede USA krig mod Spanien og gik i land i Guantanamo i Cuba.

USA kvalte befrielsesbevægelsen og regerede Cuba fra 1899-1902, da der blev vedtaget en forfatning, der indeholdt et tillæg - det såkaldte «Plat Amendment» - der gav USA ret til at intervenere militært i landet og gav det overherredømme over flådebasen Guantánamo for en 99 årig periode. USA holder fortsat Guantánamo besat.

USA anvendte ved en række lejligheder sin «ret» til invasion af Cuba, og The marines var i længere perioder i starten af århundredet fast inventar i det cubanske samfund. USA's dominans fortsatte frem til den cubanske revolution i 1959, og var ikke blot af militær art. USA skaffede sig kontrol sukkerplantagerne, olieraffineringen, miner, elektricitetsproduktionen, telefonsystemet, jernbanerne, bankvæsenet og stod for 70% af udenrigshandelen. Bortset fra Puerto Rico og Panama var Cuba det land i Latinamerika, der var stærkest domineret af USA. I begyndelsen af 30'erne, da landet blev hårdt ramt af verdenskrisen, voksede der en venstre-nationalistisk bevægelse frem. Et folkeoprør i 1933 bragte diktatoren Machado til fald. Han blev erstattet af Grau San Martín, der forsøgte at gennemføre et folkeligt og antiimperialistisk program, men han blev efter nordamerikansk pres tvunget til at træde tilbage. I denne periode trådte oberst Fulgencio Batista støttet af USA frem. Han kom til at spille en nøglerolle i denne periode præget af turbulens, korruption og gangstervælde. Den 10. marts 1952 gennemførte Batista et statskup og indledte et despotisk regime, der kostede 20.000 cubanere livet.

1953 Startskud til den cubanske revolution

Første maj i Habana. 1-2 millioner cubanere deltager i den store march.
(Solidaritet)

Den 26. juli 1953 organiserede Fidel Castro en modstandsgruppe på 135 personer i et angreb på militærbasen Moncada i Santiago i den østlige del af Cuba. Angrebet blev slået tilbage, mange blev dræbt og de overlevende taget til fange. Retssagen mod bevægelsen gav Castro anledning til at propagandere for revolutionen, og hans berømte forsvarstale «Historien vil frikende mig» blev til et politisk program for «26. juli-bevægelsen» (M-26), der helt frem til revolutionen var reformistisk og nationalistisk - ikke socialistisk. Castro fik amnesti efter to års fangenskab, rejste til Mexico, og organiserede en ny revolutionær gruppe der vendte tilbage til Cuba med båden «Granma», og indledte guerillakamp i Sierra Maestrabjergene i den østligste del af landet. Modstandskampen spredte sig over hele landet, og i løbet af 1958 vandt guerillaen en række afgørende militære sejre over de ellers overlegne Batistastyrker. Batista blev tvunget til at flygte fra landet nytårsnat 1958-59, samtidig med at guerillastyrker under ledelse af Ernesto «Che» Guevara og Camilo Cienfuegos nærmede sig Habana. I løbet af blot 2 år havde Castros 26. juli bevægelse demoraliseret Batistas korrupte hær.

Revolutionsbevægelsen

Kommunistpartiet (PSP), der under Batistas første regime (1938-44) endog deltog i regeringen, stod fra 1952 i opposition til Batista, men gik klart imod væbnet modstandskamp. Først i begyndelsen af 1958 tog partiet kontakt med guerillaen i Sierra Maestra. Den første tid efter revolutionen var der et stærkt modsætningsforhold mellem PSP og «26. juli-bevægelsen», der havde en meget sammensat klassebasis - bønder, arbejdere og småborgere. Men efterhånden blev den social-reformistiske «26. juli-bevægelse» radikaliseret, og i 1961 sagde Castro, at dens ideologi var marxistisk-leninistisk. Årsagen til radikaliseringen var ikke mindst, at klassemodsætningerne stadig blev skærpet som følge af de strukturændringer, revolutionen førte til. Man forsøgte samme år at gennemføre en sammenlægning af PSP og «26. juli-bevægelsen», i Organizaciones Revolucionarias Integradas (ORI, De samlede revolutionære Organisationer), men dette projekt var i begyndelsen præget af stærke modsætninger. Blandt andet anklagede Castro PSP for at misbruge ORI til at styrke sin stilling. I 1962 blev der dannet et fælles parti, Partido Unido de la Revolución Socialista (PURSC, Den socialistiske revolutions Enhedsparti), der i 1965 blev omorganiseret til Cubas Kommunistiske Parti (PCC), med Castro som førstesekretær.

Umiddelbare tiltag og følger af revolutionen

Cuba
Efter års undertrykkelse og diktatur bragte revolutionen nyt håb og ny identitet til Cubas folk.

Umiddelbart efter magtovertagelsen blev der indsat en civil regering bestående af middelklassepolitikere. Kongressen blev opløst, hæren omorganiseret med guerillaen som basis, og en ny grundlov blev vedtaget. Endvidere blev en lang række officerer fra Batista diktaturet retsforfulgt og mange henrettet for deres overgreb på befolkningen.

Til at begynde med sagde Castro, at revolutionen var «humanistisk», væsensforskellig fra både kapitalisme og kommunisme. I april 1959 var Castro på besøg i USA og inviterede nordamerikansk privatkapital til at investere i Cubas industri. Daværende vicepræsident Nixon sagde alligevel efter et møde med Castro, at han burde styrtes med vold. Først i sommeren 1960 kom det til åbent brud i forholdet mellem Cuba og USA. Cuba havde indgået en handelsaftale med Sovjet, bl.a. om køb af olie, men de nordamerikanske olieraffinaderier nægtede at raffinere den sovjetiske olie. Cuba svarede igen med at nationalisere olieraffinaderierne. USA's reaktion herpå var at reducere kvoterne for sukkerimporten fra Cuba. Sukkeret udgjorde 3/4 af Cubas eksportindtægter, hvoraf størstedelen blev eksporteret til USA.

Sovjet viste sig villig til at støtte Cuba mod truslen fra USA og overtog USA's sukkerkvote. Flere nordamerikanske selskaber blev nationaliseret, USA indførte en total handelsboykot, som de fleste vestlige lande efterhånden tilsluttede sig, og de diplomatiske forbindelser blev afbrudt. De strukturændringer som det cubanske samfund efterhånden gennemgik udløste stærk modstand både blandt det nationale borgerskab og andre privilegerede grupper, og ikke mindst blandt de nordamerikanske kapitalinteresser. De tidligere privilegerede begyndte at rejse fra landet: Omkring en halv million emigrerede indtil udvandringsstoppet blev indført i 1970 - de fleste til USA. Blandt disse var 1/3 af alle læger i landet, en stor del af lærerne og de mest veluddannede grupper af fagligt og teknisk personale. Eksilcubanerne oprettede modstandsgrupper, der havde til formål at styrte Castro, og også på Cuba blev der organiseret modstandskamp - bl.a. guerilla. Faktisk fik regeringen først denne opstand under kontrol i 1962, men den fik aldrig støtte i befolkningen: En uafhængig undersøgelse i 1960 viste, at 80% af cubanerne støttede Castro. Efter revolutionen blev 3.500 statstjenestemænd afskediget, og 450 af Batistas nærmeste medarbejdere blev henrettet. I alt 25.000 mennesker blev arresteret af politiske grunde, men det store flertal af dem er systematisk og gradvist blevet sluset ind i samfundet igen.

I et forsøg på at knække den regering der havde gennemført jordreform og nationaliseret en lang række nordamerikanske virksomheder, organiserede USA den 15. april 1961 en invasion af cubanske kontrarevolutionære i Svinebugten. Både USA og eksilcubanerne var overbeviste om, at cubanerne ville rejse sig mod Castro, men efter 72 timers hårde kampe i Svinebugten og uden noget folkeoprør var invasionstyrken blevet nedkæmpet. To dage tidligere havde Castro talt ved begravelsen af ofrene for et terrorbombardement af Habanas lufthavn, og havde ved den lejlighed erklæret, at revolutionen var socialistisk.

I januar 1962 fik USA smidt Cuba ud af OAS (Organisationen af Amerikanske Stater), fik presset en lang række lande til at indstille de diplomatiske forbindelser med landet og indledt en økonomisk boykot af landet udfra en påstand om, at Cuba støttede undergravende bevægelser i andre dele af Latinamerika. I oktober samme år bragte installationen af sovjetiske missilramper i Cuba de to supermagter på randen af atomkrig. Krisen blev løst ved en aftale mellem de to, der gjorde Cuba atomvåbenfrit, og samtidig forpligtigede USA til ikke at angribe landet, men der blev ikke taget hensyn til de cubanske krav om, at den økonomiske blokade skulle indstilles, at USA's soldater skulle trækkes bort fra Guantánamo, og at USA skulle standse terroristangrebene fra sit territorium.

Økonomisk udvikling og planlægning

De første tre-fire år efter revolutionen fandt der en voldsom økonomisk vækst sted, gennem bl.a. udnyttelsen af ledig produktionskapacitet. De sociale reformer og indtægtsudjævningen førte til stærk stigning i efterspørgslen efter forbrugsvarer, og beskæftigelsen af arbejdsløse i industri- og landbrugsproduktionen gjorde, at den øgede efterspørgsel i vid udstrækning kunne tilfredsstilles. Efter store sukkerhøstresultater i 1959 og 1960 forsøgte man at sprede landbrugsproduktionen til andre produkter end sukker og samtidig opbygge en national industriproduktion til erstatning for tidligere importerede varer. Målet var at reducere afhængigheden af sukkereksporten. Samtidig blev importen af luksusvarer der før revolutionen var omfattende indstillet. Færdigvareprodukternes andel af importen faldt fra 31 til 15% i årene 1959-63, mens andelen af maskiner og transportmidler steg fra 1 til 29 %. Men denne kombination af reduceret sukkereksport og øget import af produktionsmidler til industrien førte til store handelsunderskud, og USA's handelsboykot gjorde dette til et akut problem. Efterhånden formåede Cuba heller ikke at producere nok til at dække den stadig stigende efterspørgsel på forbrugsvarer, og i 1962 blev der indført rationering på madvarer. Denne rationering har til tider været ganske voldsom og hårdere i byerne end på landet. Men den har ikke hindret, at alle har fået en tilstrækkelig mængde nødvendighedsvarer. Rationeringen var sammen med problemerne i udenrigsøkonomien en konsekvens af for hurtig industrialisering og produktionsspredning, og samtidig udtryk for at den cubanske økonomi var kommet i alvorlige vanskeligheder. Landet blev stadig mere afhængigt af udenlandske kreditter. De eneste kilde til disse kreditter var Sovjet, Comecon og i begyndelsen desuden Kina.

Problemerne førte til en omfattende planlægningsdebat - både i Cuba, hvor der blev holdt store produktionskonferencer med flere tusinde deltagere, og blandt marxistiske økonomer i Europa. (Se: Planøkonomi.) Den udviklingsstrategi der udkrystalliserede sig af denne debat byggede på, at Cuba først måtte fremme den økonomiske vækst, og derefter nærme sig det endelige mål for den økonomiske struktur. I praksis betød dette, at produktionsspredningen måtte opgives og man måtte gå tilbage til sukkeret som det valutaindbringende produkt. Efter flere kursændringer i den økonomiske politik i løbet af 60'erne blev denne politik ført ud i sine ekstremer, da landet i 1969 forsøgte at slå alle rekorder og producere 10 millioner tons sukker. Forsøget slog fejl og ramte resten af produktionen hårdt.

Social revolution

De lokale komiteer til forsvar for revolutionen (CDR) har mange opgaver i lokalområdet. De udfører ikke blot sikkerhedsopgaver, men gennemfører også f.eks. vaccinationskampagner.
(Solidaritet)

Den første vigtige strukturændring der blev gennemført efter revolutionen, var en jordreform (juni 1959), hvor alle ejendomme over 40 hektar blev eksproprieret, de bønder der lejede deres jord fik ejendomsret til den, og 2,7 hektar blev fastsat som minimum for et familielandbrug. De jordløse landarbejdere - ca. ½ million - havde få fordele af denne første jordreform, der kun reducerede den privatejede andel af jordejendommene til 56%. En ny jordreform i oktober 1963 nationaliserede alle ejendomme over 6,7 hektar, hvilket bragte 72,5% af landets landbrugsareal på statens hænder. Resten var private småbrug - ca. 180.000 - organiseret i det nationale småbondeforbund (ANAP). Størstedelen af kaffe-, tobaks- og grøntsagsproduktionen var på private hænder. Store dele af industrien blev nationaliseret i 1960, og i 1962 kontrollerede staten 90% af industriproduktionen, fordelt på 1.800 fabrikker og med 170.000 arbejdere. Nationaliseringen af andre private virksomheder - småforretninger, gadesælgere etc. - blev fuldført i 1968. Den sociale revolution førte ganske hurtigt til, at alle de grundlæggende materielle behov blev opfyldt for hele befolkningen. De mest imponerende ændringer fandt sted indenfor sundhed og uddannelse.

Sundhedsvæsenet var før revolutionen fuldstændig organiseret udfra profitmotiver og var derfor koncentreret til de store byer og til højindtægtsgrupperne. En stor del af lægerne og langt de fleste medicinske professorer flygtede i årene efter revolutionen fra landet. Alligevel findes der i dag ca. 35.000 læger i landet - 1 pr. 332 indbyggere - mod 6.000 før revolutionen, og den socialistiske lægevidenskab er først og fremmest optaget af at forebygge de store folkesygdomme. Den har derfor især været rettet mod de fattigste og mod dem der bor i landsbyerne. Al læge- og tandlægebehandling samt al medicin blev gjort gratis. Det nye sundhedssystem var først og fremmest baseret på opbygningen af et omfattende system med lokale polyklinikker. Ad denne vej lykkedes det at udrydde de epidemiske sygdomme og bringe spædbørns- og mødredødeligheden ned på nordeuropæisk niveau.

Indenfor uddannelsessystemet var revolutionens vigtigste resultat alfabetiseringskampagnen i 1961. De der allerede kunne læse og skrive, blev sat ind som lærere og sendt rundt i landet, og efterhånden som folk lærte at læse og skrive, begyndte de selv som lærere. Lærerne boede og arbejdede sammen med bønder, arbejdere og andre der blev lært op, og i slutningen af 1961 var andelen af analfabeter i landet faldet fra 23,6 til 3,9 % (ifølge UNESCO). Senere blev hovedvægten lagt på voksenuddannelse. I 1966 havde 10.000 bønder og arbejdere taget en eksamen svarende til gymnasieniveau

Et grundliggende træk ved den sociale revolution var massemobiliseringen. Dette kom klarest til udtryk under sukkerhøsten, hvor alle dele af folket deltog. Masseorganisationerne stod centralt i mobiliseringen af folket for revolutionære mål. De vigtigste var komiteerne til forsvar af revolutionen (CDR), fagbevægelsen og kvindeføderationen (FMC). CDR komiteerne blev dannet i 1960 til forsvar mod kontrarevolutionære kræfter, men de blev også inddraget i kampagner af social art, så som vaccineringskampagner, bloddonering, landbrugsarbejde, moralkampagner og kontrol med distributionen af rationerede varer.

Kvindefrigørelse

FMC blev også dannet i 1960 og har i dag over 2 millioner medlemmer, fordelt på 30.000 lokalafdelinger. Den vigtigste opgave er at højne kvindernes uddannelsesniveau og politiske bevidsthed. FMC driver også børnehaver. Børnehaverne er gratis og drives ofte i tilknytning til arbejdspladserne. Spædbørnsdødeligheden er som nævnt kraftig reduceret, efter at omsorgen for mor og barn både før, under og efter fødslen er blevet drastisk forbedret. 95% af alle fødsler foregår nu på sygehuse og barselsorloven er på 18 uger. Det gennemføres ikke nogen officiel familieplanlægning, men præventionsmidler er alment tilgængelige.

Alfabetiseringskampagnen i 1961 lagde hovedvægten på kvinder - især bondekvinder - og siden er kvindernes deltagelse i højere uddannelse også øget kraftigt. Omkring halvdelen af studenterne ved Habanas Universitet er i dag kvinder. Også indenfor produktionen lægges der meget stor vægt på at øge kvindernes deltagelse. Militærtjeneste er frivillig for kvinder. Men selv om kvindefrigørelsen er nået langt, findes der fortsat mange grundlæggende kønsdiskriminerende holdninger, som det vil tage mange år at fjerne. Den cubanske kvinde har trods alt været offer for tre kultures kvindeundertrykkelse: Den spanske, den afrikanske og den nordamerikanske.

Kulturrevolution

Selv om den kulturelle, særligt den litterære, aktivitet har stærke traditioner i Cuba, har den gennemgået en voldsom ekspansion efter revolutionen. Samtidig er den blevet klart marxistisk og revolutionær, uden at den stærke folkloretradition, med dens særegne og fascinerende blanding af spansk og afrikansk kultur, er opgivet. Kulturen er en massekultur - både i form og indhold. Det generelle indtryk er, at den kunstneriske frihed er relativ stor, så længe der ikke kommer åbent kontrarevolutionære ytringer frem. Al videnskabelig virksomhed er underlagt Videnskabsakademiet, og hovedvægten lægges på teknik og naturvidenskab samt agronomi. Racismen var før revolutionen dominerende i det cubanske samfund og var specielt rettet mod mulatter og sorte. Den var så naturgroet, at selv Batista der var mulat end ikke som diktator fik adgang til de hvides klubber. Revolutionen afskaffede officielt racismen og den sorte befolkning og mulatterne har lige adgang med andre befolkningsgrupper til uddannelse, arbejde og sociale ydelser. Men i den folkelige kultur eksisterer der fortsat en betydelig racisme, hvilket bl.a. gør, at selv om blandede par er langt hyppigere forekommende end i resten af Latinamerika, må de ofte kæmpe mod store fordomme i deres familier og i det omgivende samfund.

Forholdet til resten af verden

Cuba har traditionelt haft en meget udsat position. Både pga. beliggenheden tæt ved USA og pga. af det stærke politisk og økonomiske afhængighedsforhold til dette land. USA ødelagde under de første år efter revolutionen disse forbindelser og gav samtidig åben støtte til anti-castrogrupper, der ønskede at styrte det revolutionære styre. Forværringen af forholdet mellem de to lande kulminerede i første omgang med den USA financierede invasion af Svinebugten i 1961 og året efter med missilkrisen. Cuba havde i realiteten ikke noget valg, da landet fik tilbud om omfattende økonomisk assistance fra Sovjet og de andre COMECON lande. Kinas støtte umiddelbart efter revolutionen gik efterhånden over til fjendtlighed i 1966-67 efterhånden som den ideologiske konflikt mellem Sovjet og Kina udviklede sig. Cubas stadig stærkere økonomiske afhængighed af Sovjet tvang mere eller mindre landet til at tage Sovjets parti i denne konflikt. Der kan ikke herske tvivl om, at Sovjets meget omfattende bistandsprogrammer siden 1960'erne har været absolut nødvendige for at revolutionen har kunnet overleve. Cuba blev sikret faste priser på sin eksport af sukker og modtog mere olie end landet havde brug for. Det kunne sælges på verdensmarkedet og skaffede Cuba international valuta. Sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet kastede derfor i starten af 90'erne Cuba ud i en meget dyb økonomisk krise, hvor landets internationale handel skulle genopbygges - næsten fra grunden.

Det politiske afhængighedsforhold var en følge af den økonomiske afhængighed, men varierede meget i styrke. Frem til 1967 var det ikke særligt påfaldende, og Castro kunne bl.a. tillade sig at beskylde Sovjet for at være slået ind på en kapitalistisk udviklingsvej, for mangel på socialistisk solidaritet, og han boykottede i 1967 festligholdelsen af 50 årsjubilæet for oktoberrevolutionen. Men i 1968 gik Sovjet til økonomisk modangreb. Olieleverancerne som Cuba var totalt afhængig af blev skåret ned, og det samme gjaldt for flere industriprodukter. Cuba forsøgte i stedet at nå en sukkerhøst på 10 millioner tons - især for at skaffe sig tilstrækkelig valuta til at gøre landet mindre økonomisk afhængigt af Sovjet. Men forsøget slog fejl og bidrog i stedet til at styrke det politiske afhængighedsforhold. I 1972 blev Cuba medlem af COMECON, planlægningsperioderne kom til at følge de sovjetiske, og opbygningen af partiet blev lagt op ad den sovjetiske model.

I 1960'erne gav Cuba en meget aktiv støtte til de latinamerikanske guerillabevægelser og kom med stærk kritik af både Sovjet og de latinamerikanske kommunistpartier for passivitet i den væbnede kamp. Dannelsen af OLAS, den latinamerikanske solidaritetsorganisation, var et vigtig udtryk for Cubas støtte til denne kamp. Men fra og med 1968 skete der en klar kursændring i den cubanske udenrigspolitik. Det første klare eksempel på dette var Castros forsvar af Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet i 68. Baggrunden for kursændringen var todelt: Dels de økonomiske modtiltag fra Sovjet, dels det faktum at guerillastrategien i Latinamerika så ud til at have spillet fallit. Året inden var Che Guevara blevet slået ihjel i Bolivia, og flere andre guerillagrupper var blevet knust

Men også efter 1968 var Cubas støtte til befrielseskampene i den tredje verden langt mere uforbeholden end Sovjets. Castro havde ikke meget til overs for Sovjets princip om fredelig sameksistens. Han havde langt større respekt for princippet om proletarisk internationalisme. Dette var baggrunden for det cubanske engagement i Afrika - specielt i Angola. Der eksisterede i Cuba en voldsom entusiasme for muligheden af at deltage aktivt i den afrikanske befrielseskamp - ikke mindst på baggrund af de stærke etniske bånd mellem den sorte befolkning i Cuba - negerslaverne kom netop fra de områder der i dag udgør Angola - og afrikanerne. Allerede længe før portugiserne opgav deres herredømme i de afrikanske kolonier, samarbejdede cubanske civile og militære rådgivere med befrielsesbevægelsen. Men det var først efter at Angola blev alvorlig truet af sydafrikansk invasion, at de cubanske frivillige tropper med 10-15.000 mand massivt gik ind på MPLA's side i krigen. Cubanerne var i sidste ende med til at påføre Sydafrika det strategiske nederlag, der banede vejen for Namibias selvstændighed og apartheidregimets sammenbrud.

Fra 1979 og gennem 80'erne gav Cuba en omfattende økonomisk, teknisk og social bistand til regeringerne i Panama, Grenada og Nicaragua samt indirekte logistisk støtte til befrielsesbevægelserne i Guatemala, El Salvador og Chile. Men sammenbruddet i de revolutionære bevægelser i Latinamerika og sammenbruddet i Comecon tvang i 90'erne Cuba til at normalisere forholdet til de latinamerikanske lande. Det er lykkedes i en sådan grad, at USA i dag står fuldstændig isoleret med sin boykot af landet.

1975 Revolutionen institutionaliseres

Revolutionen begyndte at blive institutionaliseret efter gennemførelsen af PCC's første kongres i 1975, der vedtog afholdelse af folkeafstemning om en ny forfatning i 1976 og efterfølgende valg til folkemagtsorganerne på kommune-, provins- og nationalt niveau. I 1979 støttede Castro og ledelsen i PCC gennemførelsen af en kampagne for «revolutionære krav» for at rette op på skævheder i denne proces.

I løbet af 1979 forværredes forholdet til USA og midt i 1980 åbnede Cuba portene for alle der ønskede at tage af sted i retning af USA. 120.000 benyttede lejligheden til at sejle de 100km over Floridastrædet til Miami. Baggrunden var, at USA med alle midler havde tilskyndet cubanerne til illegalt at forlade landet, samtidig med at de der legalt søgte om indrejsetilladelse blev bremset eller afvist. I forlængelse af masseemigrationen indgik USA og Cuba en aftale, efter hvilken USA forpligtede sig til årligt at tage imod 25.000 cubanere. Supermagten undlod dog efterfølgende at opfylde aftalen.

Under krigen i 1982 mellem Argentina og Storbritannien om Malvinas øerne (Falklands), blev relationerne mellem Cuba og de øvrige latinamerikanske lande kraftigt forbedret. Bortset fra Chile stillede de sig alle på Argentinas side, mens USA stillede sig på Storbritanniens side. Et andet forhold der bidrog til tættere relationer var gennemførelsen af flere internationale møder i Habana i 1985 om udlandsgælden

Nationalt blev der udfoldet bestræbelser på at udvikle en politik, der skulle give større økonomisk uafhængighed, reducere afhængigheden af eksterne forhold og af gælden til Comecon landene. Bestræbelserne var samtidig tæt knyttet til stigningen i den militære trussel fra USA's side under Ronald Reagans anden præsidentperiode. Økonomien spillede i sagens natur en central rolle i lyset af de øgede udgifter til landets forsvar. Importen af «helt nødvendige» varer måtte financieres gennem eksport.

15% af Cubas import stammede fra kapitalistiske lande og måtte betales med hård valuta. Samtidig var gælden overfor ikke-socialistiske lande og private banker nået op på 3 milliarder dollars. Der blev derfor taget konkrete skridt til at spare på olien og til at producere flere og bedre eksportartikler samt varer der kunne erstatte importerede varer. Da de økonomiske problemer øgedes begyndte ledelsen af PCC og regeringen at tage en række drastiske skridt, der bl.a. indebar udskiftningen af mange ledere. Samtidig blev der oprettet et kontor for religiøse anliggende for at styrke båndene til kirken, og statens kontrol med massemedierne blev gjort mere fleksibel.

1986 Rectificación

PCC's tredje kongres der blev gennemført i 1986 indledte efterfølgende en «proces til korrigering af fejl og negative tendenser». Denne korrektion - cubansk: Rectificación - var sammenfaldende med gennemførelsen af Perestroika i Sovjetunionen, men havde en helt anden karakter og samtidig til formål at undgå, at den sovjetiske model blev overført på Cuba. Korrektionen indebar en nedtoning af den sovjetiske planøkonomimodel, der havde været anvendt siden starten af 70'erne og var baseret på materielle stimulanser af arbejderne. Staten genindførte en række af de metoder, bl.a. Che Guevara havde eksperimenteret med i 60'erne, som var baseret på politiske stimulanser. Arbejderne blev motiveret til at danne mikrobrigader ved siden af deres normale arbejde for gennem en ekstra indsats at bidrage til at dække den store mangel på boliger og daginstitutioner.

I juni 1989 blev en række officerer fra hæren og indenrigsministeriet stillet for retten i en offentlig proces. Fire af dem blev henrettet for at have været involveret i handlen med narkotika. Deriblandt den meget populære krigshelt fra Cubas indsats i Angola, general Arnaldo Ochoa. Han var den øverste chef i militæret efter Fidels lillebror, forsvarsministeren Raúl Castro og en mulig efterfølger til Fidel Castro selv.

I begyndelsen af 1990 optrappede Bushadministrationen i USA presset på Cuba gennem en række omfattende manøvrer på Guantánamo basen og i farvandet omkring Cuba. Samtidig indledte supermagten - i overtrædelse af internationale radiokommunikationsaftaler - TV udsendelser til øen. Projektet lykkedes dog kun en enkelt dag, hvorefter det lykkedes at ødelægge transmissionerne med lokale støjsendere.

I samme periode vendte de sidste kontingenter cubanske soldater hjem fra Congo, Ethiopien og Angola. De havde vundet Namibias selvstændighed og begyndelsen til enden for apartheidsystemet i Sydafrika. Over 300.000 cubanske soldater havde været gennem Angola med et samlet tab på 2.016 døde cubanere.

USA's blokade af Cuba siden 1961 bærer en ikke uvæsentlig del af ansvaret for de mangelproblemer der stadig præger det cubanske samfund.
(Solidaritet)

1991 Dyb krise

Efter en udsættelse på 7 måneder afholdt PCC sin 4. kongres i oktober 1991. Samtidig med en fornyelse af partiets øverste ledelse besluttede kongressen at ændre forfatningen for at garantere direkte valg til Folkeforsamlingen, etpartistyret blev bekræftet, men samtidig blev den religiøse frihed øget og der blev tilskyndet til dannelsen af joint-venture virksomheder baseret på cubansk og latinamerikansk kapital.

Med opløsningen i Østeuropa og Sovjet var også de gamle allierede i Comecon forsvundet. Forsyningerne af en række basale varer faldt derfor til et kritisk niveau. I denne økonomiske undtagelsestilstand besluttede regeringen at styrke sine kontakter til Kina, Vietnam og Nordkorea samt at udnytte sine teknologiske landvindinger. Specielt indenfor bioteknologi og medicin, hvor det bl.a. var lykkedes at udvikle en vaccine mod meningitis.

Sovjet havde i perioden 1989-91 reduceret sine forsendelser af olie til Cuba med 75%, og regeringen besluttede derfor at rationere benzin og brændsel. Endvidere tog den beslutning om en strategisk styrkelse af turismesektoren for at skaffe udenlandsk valuta til landet. Der blev indgået joint-venture aftaler med en lang række udenlandske virksomheder - især spanske.

Opløsningen af Cubas tidligere handelspartnere i Østeuropa og USA's forstærkning af handelsblokaden mod landet tvang regeringen til at gennemføre en speciel plan for en retfærdig fordeling af de sparsomme ressourcer. Allerede i 1990 var forbruget af brød blevet rationeret til 100 gram pr. person pr. dag. Udgivelsen af tre dagblade blev indstillet og det eneste tilbageværende dagblad - kommunistpartiets officielle organ, Granma - fik reduceret sit oplag til mindre end en tredjedel. Staten søgte samtidig at åbne nye markeder for sin produktion af sukker, kaffe og tobak, og den søgte at indgå aftaler med Mexico og Venezuela om købet af olie.

Manglen på fødevarer tvang regeringen til at iværksætte en nødplan for fødevareforsyningen. Planen sigtede samtidig mod hurtigt at øge sukkerproduktionen og -udbyttet, samt at øge anvendelsen af restprodukterne som dyrefoder. Endvidere var målet at skabe nye arbejdspladser. Med sovjets opløsning blev de sidste 3.000 russiske soldater stationeret i Habana og Cienfuegos trukket hjem.

I august 1991 fremsatte Cubas repræsentant i FN forslag overfor generalforsamlingen om debat af USA's økonomiske blokade. Men cubanerne trak atter forslaget tilbage, da det blev klart, at USA lagde voldsomt pres og fremsatte trusler mod de øvrige delegationer ved generalforsamlingen.

I begyndelsen af 1993 blev der for første gang gennemført direkte valg til Nationalforsamlingen. Efterfølgende blev udenrigsministeren Ricardo Alarcón valgt som formand for forsamlingen, og som ny udenrigsminister blev valgt Roberto Robaina, der havde været en meget populær formand for ungkommunisterne, UJC.

Ved massemødet den 26. juli 1993, der markerede 40 året for angrebet på Moncadakasernen, forklarede Castro i sin tale landets alvorlige situation og de specielle skridt der var blevet taget. Han erklærede samtidig, at det ville blive lovligt at besidde udenlandsk valuta og at arbejde selvstændigt. Målet var dels at opsamle dele af den omfattende dollarstrøm, der gik fra slægtninge i USA mod Cuba, samt at gøre det muligt for folk at overleve trods massefyringer fra statslige institutioner og fabrikker. I slutningen af året organiserede Folkeforsamlingen debatter omkring den økonomiske krise på hver enkelt arbejdsplads. Disse Arbejderparlamenter mødtes i løbet af 1994 og bidrog til at afdække situationen på hver enkelt arbejdsplads.

1994 Nye bådflygtninge til USA

I april 1994 gennemførtes det første møde i en serie af flere i Habana om temaet «Nationen og emigrationen». Mødet var indkaldt af udenrigsminister Roberto Robaina, og i det deltog en række eksilcubanske grupper. Kort tid efter kom det til en række episoder i Habana, hvor folk illegalt ønskede at forlade landet på meget rudimentære tømmerflåder. Da Cuba i løbet af sommeren erklærede, at det ikke ville lægge hindringer i vejen for disse såkaldte «balseros», tvang det USA til forhandlingsbordet for at der kunne indgås en ny aftale om den legale emigration fra Cuba til USA.

I juli samme år blev Cuba optaget som medlem af det Caribiske handelssamarbejde, Caricom. Optagelsen havde til formål at sikre en større integration af den cubanske i den regionale økonomi, samt at sikre en række told- og handelsfordele. I 1995 faldt det offentlige underskud for tredje år i træk, pga. reduktion af de offentlige serviceydelser og af subsidierne. Staten oprettede legale vekselkontorer, der vekslede mellem dollars og cubanske pesos, og gjorde det samtidig legalt at besidde dollars. Parlamentet vedtog en ny investeringslov, der gjorde det legalt at oprette 100% udenlandsk ejede virksomheder - endog med eksilcubansk kapital. Som modtræk vedtog USA Helms-Burton loven, der skulle gøre det muligt at ramme udenlandske virksomheder, der gennem tredje lande handlede med Cuba. Det internationale samfund og specielt EU kritiserede voldsomt dette skridt for at være en overtrædelse af international ret og af WTO (verdenshandels) aftalerne.

I februar 1996 nedskød cubanske kampfly to små fly indenfor cubansk luftrum. De var sendt af sted fra den eksilcubanske gruppe i Miami - «Hermanos al Rescate» - for at nedkaste pamfletter over Habana vendt mod den cubanske regering. Nedskydningen førte til ny polemik med USA, der påstod at nedskydningen havde fundet sted i internationalt luftrum. USA's præsident Bill Clinton benyttede episoden til ratificere Helms-Burton loven. Samme år kritiserede Amnesty International fængslingen af flere personer fra dissidentgruppen, Concilio Cubano. Iflg. Amnesty består gruppen af 140 grupper af journalister, akademikere og faglige oppositionsfolk. Den cubanske regering derimod sætter gruppen i forbindelse med USA's interventionsbestræbelser.

Helms-Burton loven forhindrede Cuba i at få lån fra internationale financielle institutioner som Verdensbanken og IMF. Alligevel fortsatte de udenlandske virksomheder deres investeringer i Cuba gennem anvendelse af en række tricks som f.eks. ikke at figurere under deres egne navne. De økonomiske reformer fortsatte derfor. Bankerne fik tilladelse til at udvide deres service, og ved dekret blev der i juni oprettet økonomiske frizoner, der er fritaget for skatter og afgifter. Midt i 1996 var produktiviteten steget med 8% ifht. 1995 samtidig med at BNP var steget med 9,6%.

Eksilcubanerne i Miami og de erklærede kontrarevolutionære led to store «nederlag» i slutningen af 1997. Det første var Más Canosas dødsfald den 23. november. Han havde i næsten en menneskealder været leder for de mest reaktionære eksilcubanere i USA. Det andet nederlag var da det lykkedes Castro at sikre et besøg af pave Johannes Paul II i Cuba. Siden PCC's kongres i 1991 og ændringerne af forfatningen i 1992 var relationerne mellem Cuba og pavestaten blevet drastisk forbedret. Bl.a. havde paven også fordømt USA's boykot af Cuba. Som forsmag på pavebesøget i januar 1998 erklærede Castro juledag for national fridag.

Pavebesøget fandt sted 21-25. januar 1998 og var en international politisk sejr for Castro, der fortsat og nu oppe i 70'erne søger en løsning på USA's omklamring.

I april 1998 genoptog Cuba og Grenada de diplomatiske forbindelser, der var blevet afbrudt ved USA's invasion af Grenada i 1983. Grenadas premierminister Keith Mitchell gennemførte et officielt besøg i Cuba, hvorunder der blev undertegnet en aftale om økonomisk samarbejde.

I februar 1999 erklærede FN's Kommission for historisk Efterforskning, at USA havde støttet Guatemalas militær under dettes massakrer på landets civilbefolkning fra 1960'erne til 80'erne. Men samtidig erklærede kommissionen, at Cuba havde støttet guerillaen i Guatemala - bl.a. med våben.

Den permanente konflikt mellem Cuba og de skiftende nordamerikanske regeringer blussede op i november 1999, da drengen Elián González var den eneste overlevende, efter at en båd med cubanske flygtninge var sunket undervejs til Miami. Mens drengens far i Cuba krævede at få sin søn udleveret fra USA, besluttede eksil-cubanske grupper i USA at bruge drengen som led i deres kamp mod Cuba. De ignorerede den nordamerikanske justitsministers beslutning om, at Elián skulle tilbageleveres til sit fødeland, og forsøgte i stedet gennem kontakter i Kongressen at sikre ham nordamerikansk statsborgerskab. Også i Cuba blev Elián et symbol og udløste enorme demonstrationer som symbol på kampen mod USA, og den blokade supermagten gennem 40 år havde udsat Cuba for. Der kom til at gå 4 måneder, inden en specialenhed fra USA's justitsministerium fjernede drengen fra de familiemedlemmer i Miami, der havde bortført ham og lod ham genforenes med sin far.

I november 2001 ramte orkanen Michelle landet med vindstød på op til 220 km i timen. 20 personer døde, 481.000 måtte evakueres og bygninger og afgrøder blev ødelagt. For første gang i 40 år sendte USA humanitær bistand til landet for at lindre virkningerne af katastrofen.

Fra december begyndte USA at overføre hundredevis af krigsfanger fra Afghanistan til sin militærbase i Guantanamo. USA beskyldte dem for at være medlemmer af Al Qaeda terrornetværket og nægtede dem samtidig den beskyttelse de havde ret til iflg. 4. Genevekonvention. USA's forsvar for denne krænkelse af fangernes rettigheder var, at der var tale om «illegale kombatanter». Et opfundet begreb til lejligheden.

I januar 2002 blev den russiske militærbase i Lourdes, 20 km fra Havana lukket. Moskva angav økonomi som årsag til lukningen, men de cubanske myndigheder beskyldte Vladimir Putin for at lukke basen som en gave til USA, indenfor rammerne af den tilnærmelse der havde fundet sted mellem Rusland og USA i tiden efter 11. september 2001. USA's kongres havde i 2000 stemt for en begrænsning af den økonomiske bistand til Rusland, fordi det endnu ikke havde lukket Lourdes basen. Den var blevet oprettet i 1964 som følge af Cubakrisen for at overvåge troppebevægelser og kommunikation i USA. Washington modtog med tilfredshed meddelelsen om lukning.

Den 20. april 2002 vedtog FN's Menneskerettighedskommission en resolution rettet mod Cuba, hvor den cubanske regering blev opfordret til at give større individuelle og politiske friheder, samtidig med at den blev opfordret til at tage imod en udsending fra kommissionen, der skulle undersøge fremskridt indenfor dette område. Resolutionen blev fremlagt af Uruguay, og er den hidtil første resolution vendt mod Cuba fremsat af latinamerikanske lande. Granma angreb kraftigt resolutionsteksten og fordømte de nye manøvrer fra USA's side vendt mod Cuba, og fordømte samtidig den «ydmygende villighed nogle regeringer i regionen udviser overfor USA». Resolutionen blev vedtaget med 23 stemmer mod 21, og 9 lande undlod. Blandt de latinamerikanske lande afstod Brasilien og Ecuador fra at stemme, mens Venezuela og Cuba stemte imod.

Samme måned offentliggjorde Cuba telefonsamtaler mellem Cubas præsident Castro og Mexicos præsident Vicente Fox. Det skete efter at Fox offentligt havde påstået, at han aldrig havde bedt Fidel Castro om at blive borte fra et FN topmøde i Monterrey i marts, eller i det mindste afstå fra at angribe USA i sin tale ved topmødet. Castro beskyldte samtidig Mexicos udenrigsminister Jorge Castaneda for at være arkitekten bag skiftet i Mexicos udenrigspolitik overfor Cuba - efter pres fra USA. Mexico havde indtil da været det eneste land, der havde bevaret sine forbindelser med Cuba efter USA's indførelse af blokade mod landet i 1960.

I maj 2002 besøgte ekspræsident Jimmy Carter Cuba. Han blev dermed den første nordamerikanske ekspræsident der besøgte landet siden den cubanske revolution i 1959. Fidel Castro tog personligt imod Carter og sagde, at Carter i sin præsidentperiode havde haft værdighed til at forsøge at forbedre forholdet mellem de to lande. Carter kunne dyrke de kontakter han ønskede og herunder også tage kontakt til Cubas politiske dissidenter. Carter erklærede efter besøget, at Cuba ikke arbejdede på at fremstille biologiske masseødelæggelsesvåben, efter at han havde besøgt det laboratorium, Washington inden da påstod blev anvendt til en sådan produktion. USA's udenrigsminister Colin Powell nedtonede efterfølgende beskyldningerne og sagde, at Cuba ikke producerede sådanne våben, men havde kapaciteten til at gøre det. Cuba beskyldes af USA for at indgå i den såkaldte «ondskabens akse».

I marts-april 2003 tog de cubanske myndigheder iflg. Amnesty International «skrappe midler i brug mod de cubanske oppositionelle». Det skete samtidig med, at USA havde rettet sin krigsindsats mod Iraq. 75 dissidenter blev arresteret, blev stillet for retten uden respekt for den cubanske retspleje, og idømt op til 28 års fængsel. Blandt de 75 var 29 journalister og myndighedernes indgreb var rettet mod både den uafhængige presse og oppositionen.

Den 11. april blev mænd henrettet for at have bortført en færge med snesevis af passagerer og have forsøgt at tvinge den til USA. Henrettelserne fandt sted mindre end en uge efter retssagens start, og afsluttede samtidig en periode på 3 år uden henrettelser i landet. Amnesty International har gjort opmærksom på, at USA's økonomiske embargo mod Cuba bidrager til at skabe et klima, hvor der sker overtrædelser af menneskerettighederne.

I juni vedtog EU diplomatiske sanktioner mod Cuba for henrettelsen af de 3 færge-kaprere og for arrestationen af de 75 dissidenter og uafhængige journalister. Selv om EU's skridt havde en begrænset karakter, vakte de alligevel betydelig opsigt da Europa er den største udenlandske investor og samhandelspartner i landet. EU fastfrøs samtidig Cubas optagelse i Cotonou bistandsaftalen. Som formandsland meddelte Grækenland, at EU har besluttet at begrænse bilaterale besøg på regeringsplan og at begrænse antallet af kulturelle begivenheder hvor der er fælles deltagelse. EU gav sin bekymring overfor Habana til kende i spørgsmålet om «fortsatte krænkelser af de menneskelige rettigheder» og den cubanske oppositions fundamentale rettigheder.

I april 2004 vedtog FN's Menneskerettighedskommission en resolution med blot én stemmes flertal, der kritiserer Cuba for dets mennekerettighedspolitik. Resolutionen blev officielt fremlagt af Honduras, støtte af USA og fik 22 stemmer for go 21 imod, mens 10 lande undlod at stemme. Resolutionen opfordrer den cubanske regering til at tillade international kontrol af behandlingen af dissidenter i landet. Cubas repræsentant ved kommissionen, Juan Antonio Fernández, anklagede USA for at presse resolutionen igennem udfra sine egne politiske interesser. Hertil svarede USA's repræsentant, Richard Williamson, at resolutionen var et udtryk for den «brutale repression» der har fundet sted i landet i 2003, mod personer «hvis eneste kriminelle handling har været at sige sandheden om Castro regimet». Fordømmelsen af Cuba var en af de mest omdiskuterede og kontroversielle, som Menneskerettighedskommissionen har haft på sin dagsorden de senere år.

I maj vedtog Washington en række forslag fra en kommission, hvis sigte var at stramme den folkeretsstridge blokade af Cuba. Blandt USA's skridt er øget støtte til dissidenterne i Cuba, større begrænsninger på rejser til landet samt anvendelsen af militære fly til at transmittere propagandaprogrammer via radio og TV til cubanerne. Både eksilcubanere og en række ledere af dissidentgrupperne i Cuba udtrykte betænkelighed ved USA's nye stramninger. Direktøren for eksilcubaner foreningen Fundación Nacional Cubano Americana i Miami, Joe García, erklærede at han var enig i nødvendigheden af økonomisk blokade af Cuba, men han var uenig i de nye restriktioner på private forsendelser og rejser til øen. USA's nye stramninger faldt sammen med årsdagen for cubas selvstændighed.

I oktober mødtes udenrigsministeriums repræsentanter for EU's 25 medlemslande i Bruxelles for at diskutere Spaniens forslag om at opbløde EU's diplomatiske holdning til Cuba. Der blev opnået enighed om, at landenes diplomatiske repræsentationer i Cuba skulle skaffe nye informationer om situationen i landet med henblik på at udarbejde en rapport, der kunne danne grundlag for en fornyet diskussion på det næste møde i november. Den spanske socialdemokratiske regering gjorde opmærksom på, at sanktionerne ikke havde bidraget til at styrke demokratiet i landet eller respekten for de menneskelige rettigheder. Spanierne gjorde samtidig opmærksom på, at det var ønskeligt at styrke dialogen med Habana. Forslaget blev både kritiseret af cubanske dissidenter og af oppositionen i Spanien - især efter at parlamentsmedlemmet fra det spanske fascistparti Partido Popular, Jorge Moragas, var blevet udvist af Cuba efter at have forsøgt at mødes med dissidenter. Iflg. de cubanske myndigheder var der tale om det andet besøg Moragas foretog i Cuba med henblik på at «opbygge kontakter og tilbyde økonomisk støtte til lejesvendene».

Samme måned fordømte FN's Generalforsamling for 23. år i træk USA's økonomiske, handelsmæssige og finansielle blokade af Cuba. Resolutionen der fordømte 40 års nordamerikansk embargo blev vedtaget med 179 stemmer for, 1 undlod, og 4 stemte imod: USa, Israel, Palau og Marshall Islands. Cubas udenrigsminister, Felipe Pérez Roque, erklærede at USA gennemfører en verdensomspændende «folkedrabslignende økonomisk krig» mod Cuba.

I januar 2005 genoptog Cuba den diploamtiske kontakt med 8 europæiske lande efter at disse havde indvilget i ikke længere at invitere cubanske dissidenter til deres receptioner.

Omkring 200 dissidenter mødtes i Habana i maj 2005 under det første offentlige møde siden revolutionen i 1959. Mødet var indkaldt af Asamblea para la Promoción de la Sociedad Civil en Cuba og til formål at «fremme demokratiet i landet». Myndighederne greb ikke ind overfor mødet, omend de på forhånd havde hindret europæiske politikere i at deltage.

Trods det at landet blev ramt af 3 orkaner, var udsat for den værste tørke i 100 år samt kraftigt stigende oliepriser, så blev den økonomiske vækst i 2005 alligevel på 1,8%.

I august 2006 undergik Fidel Castro en omfattende operation og overdrog midlertidigt sine funktioner til sin lillebror, Raúl. I Miami dansede «gusanoerne» allerede over «diktaturets endeligt». Men de kom til at danse længe. Selv om Fidel kun kom sig langsomt efter sin sygdom, og Raúl fortsatte på præsidentposten skete overdragelsen uden problemer. Under sin rekonvalecens fortsatte Fidel med at skrive artikler til dagbladene Granma og Juventud Rebelde, men han optrådte ikke offentligt, hvilket bestyrkede rygterne om hans sundhedstilstand. Fidel stillede op til valget til Folkeforsamlingen i januar 2008 - og blev valgt.

Efter 46 år uden diplomatiske relationer genoptog Honduras og Cuba i marts 2007 disse.

Efter valget til Folkeforsamlingen i februar 2008 besluttede forsamlingen at vælge Raúl Castro til landets præsident. Efter næsten 50 år på posten trådte Fidel tilbage og erklærede at han ville fortsætte sit virke som skribent.

Landet ramtes i starten af september af orkanen Gustav, der sendte 1,2 mio. cubanere på flugt fra den vestlige del af landet. På fastlandet og Isla de Juventud blev omkring 120.000 huse ødelagt og skaderne løb op i flere milliarder US$.

I marts 2009 omdannede Castro sin regering og sendte 10 ministre ud i kulden. De mest prominente var udenrigsminster Felipe Pérez Roque og formanden for Statsrådet, Carlos Lage Dávila. Castro anklagede Roque for at være magtbegærlig og fjernede ham desuden fra partiets Centralkomite, Politbureauet, Statsrådet og parlamentet. Efter den omfattende ministerrokade, der kostede nogle af de mest fremtrædende politikere deres politiske liv blev der fremsat forskellige teser om årsagen. En tese var at Castro skulle have ønsket at fjerne politiske modstandere, en anden at han ønskede at fjerne politikere der stod i vejen for økonomiske reformer, eller som havde en andel i de økonomiske problemer landet stod i.

I juni 2009 vedtog OAS en resolution, der fjernede forbuddet mod at optage Cuba i organisationen. USA havde da i næsten 50 år brugt OAS som et politisk våben mod Cuba. Men Cuba reagerede på de ændrede vinde ved at erklære, at Cuba ikke var interesseret i optagelse. Latinamerika havde de foregående 20 år dannet en lang række nye samarbejdsfora, der var af langt større interesse for Cuba. Først og fremmest ALBA. Ved slutningen af 2012 arbejdede 30.000 cubanske læger i Venezuela i et olie for sundhed program. Venezuela leverede i 2013 dagligt 110.000 tønder olie til Cuba.

Haiti ramtes i januar 2010 af et voldsomt jordskælv. USA svarede ved at sende soldater til landet. Cuba sendte læger og sygeplejersker, der kunne behandle de mange hundrede tusinde sårede.

Regeringen meddelte i september 2010 at op mod 1 mio. offentligt ansatte ville blive fyret over de følgende 18 måneder for at reducere den offentlige økonomi og styrke den private.

Raúl lancerede i april 2011 en plan for gennemførelse af 300 økonomiske reformer efter kinesisk forbillede. Reformerne sigter mod at fremme det private initiativ, reducere de statslige udgifter, fremme udenlandske investeringer og gennemføre jordreformer. Cubas vigtigste samhandelspartnere er Kina og Canada fulgt af en række latinamerikanske lande.

Den ene af Cubas 5 politiske fanger i USA's fængsler, René González, blev i oktober 2011 løsladt efter at have siddet 13 år i nordamerikansk fængsel. Yderligere 3 år var betinget, men han fik lov til at tage til Cuba for at deltage i sin fars begravelse i april 2013, og en nordamerikansk dommer gav ham derefter lov til at blive på betingelse af at han frasagde sig sit nordamerikanske statsborgerskab.

Cuba ramtes i oktober 2012 af orkanen Sandy, der trak ind over landet gennem Santiago de Cuba i den østligste del. Med en vindhastighed på over 200km i timen var orkanen voldsomt ødelæggende. Staten trådte til for at udbedre skaderne og reparere ødelagte huse.

Raúl Castro blev i februar 2013 genvalgt for en 2. præsidentperiode af Folkeforsamlingen. Han erklærede kort tid senere at det var hans sidste periode, og han ikke ville søge genvalg i 2018.

Raúl erklærede i oktober 2013, at landets dobbelte valutasystem ville blive gradvist afskaffet, og at de to valutaer CUP og CUC over en 18 måneders periode ville blive tilnærmet hinanden. Det dobbelte valutasystem havde over den 20 årige periode det eksisterede givet anledning til stadig skarpere klasseskel i det cubanske samfund.

I oktober blev USA udsat for den årlige ydmygelse i FN's Generalforsamling, da generalforsamlingen fordømte supermagtens illegale blokade mod Cuba. Denne gang stemte kun 2 lande - USA og Israel - imod fordømmelsen. Året før havde Nauru også stemt imod, men de globale klimaforandringer har sendt Nauru på kollisionskurs med USA.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

Cuba WEB - landets officielle WEB site (engelsk)
Granma Internacional - ugentligt nyhedsresume (engelsk)
Political ressources on the Net (Cuba)
Political database on the Americas (engelsk)
Amnesty International Annual Report 2013 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch' årsrapport 2013 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)

Artikler af Ron Ridenour om Cuba: ronridenour.com