Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Angola
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 12/3 2012
Læst af: 99.169
Verden  .  Afrika  .  Angola
: :
Angola
Befolkning13,1 mio.
ValutaNye kwanza
Areal1.246.700 Km2
HovedstadLuanda
Befolkningstæthed10,5 indb./Km2    
HDI placering146    

Kystsletten ud til Atlanterhavet er omkring 150km bred og er frugtbar og tør. Det indre af landet består af udstrakte sletter, der er dækket af tropisk regnskov i nord, savanner i den midterste del og tørre stepper i syd. I områderne med størst befolkningstæthed - i nord og den vestlige centrale del - praktiseres der et blandet subsistenslandbrug. Kaffen er landets vigtigste eksportartikel og dyrkes i nord; Sisalen dyrkes på højsletterne Benguela og Huambo; I kystområdet dyrkes der sukkerrør og oliepalmer. Der findes en række vigtige naturressourcer: Diamanter i Luanda, olie i Cabinda og Luanda, jern i Cassinga og Cassala. Havnen i Lobito er via jernbane forbundet med minecentrene i Den demokratiske republik Congo og Zambia.

Landet plages af en række miljøproblemer, der er blevet forværret af borgerkrigen. Generelt er der mangel på vand. I 1987 medførte vandmanglen bl.a., at der udbrød en koleraepidemi i Luanda. Endvidere forekommer der erosion og afskovning som følge af eksporten af sjældne træsorter.

Folket: Pga. århundreders slavehandel er befolkningstætheden lav sammenlignet med landets udstrækning: 8,5 indb./km2. Mhp. at bevare sit herredømme stimulerede det portugisiske kolonistyre stammekonflikter og splittelse mellem de forskellige etniske grupper: Bakondo (13% af befolkningen), kimbundu (25%), ovimbundu (37%) og andre (22%). Europæere og deres efterkommere udgør 1% og blandingsgrupper 2%.

Religion: Flertallet dyrker traditionelle afrikanske religioner, ca. 38% er katolikker og 15% er protestanter.

Sprog: Portugisisk (officielt) samt afrikanske sprog af bantuoprindelse: Bl.a. ovimbundu, kimbundu og kikongo. Der tales 41 forskellige sprog i landet.

Politiske partier: Den folkelige bevægelse for befrielse af Angola (Movimiento Popular para la Liberación de Angola - MPLA), grundlagt af Agostinho Neto i 1956. Angolas nationale Befrielsesfront (Frente Nacional de Liberación de Angola - FNLA). Den vigtigste kraft i oppositionen er Den nationale union for Angolas totale Uafhængighed (Unión Nacional por la Independencia Total de Angola - UNITA). Denne organisation har 40.000 mand under våben og startede atter krig, efter den havde tabt valget i september 1992. I 1991 dannedes en række nye partier, der kunne forandre det politiske landskab.

Sociale organisationer: De angolanske arbejderes Nationalunion (UNTA) er landets eneste LO. Organisationen af angolanske Kvinder (OMA) er knyttet til MPLA.

Officielt navn: República Popular de Angola.

Administrativ inddeling: 18 distrikter

Hovedstad: Luanda, 4.772.000 indb. (2011)

Andre vigtige byer: Huambo (Nova Lisboa), 165.700 indb.; Lobito, 133.100 indb.; Benguela, 129.800 indb. (2000).

Regering: José Eduardo Dos Santos er siden den 22. september 1979 præsident, genvalgt i 1992. Fernando da Piedade Dias dos Santos er siden december 2002 premierminister. Lovgivningsmæssigt er der tale om et et-kammersystemer med en Nationalforsamling på 220 medlemmer, der vælges ved direkte valg.

Nationaldag: 11. november. Uafhængighed (1975)

Væbnede styrker: 120.000 (2001)

Paramilitære styrker: 20.000 (Internt Sikkerhedspoliti).

Økonomi: Angola er fra naturens side et af de rigeste lande i Afrika. Landet er frugtbart og landbruget varieret. Man regner med, at Angola er lige så rigt på mineraler som Sydafrika. Allerede i 1955 blev der fundet olie nær Luanda, men de største fund hidtil blev gjort af Gulf Oil udenfor Cabindas kyst i 1966. Angola råder endvidere over store diamantlejer samt jernmalm, kobber, bauxit, mangan, fosfat, platin, uran og en række andre strategisk vigtige mineraler, der endnu kun er delvist kortlagte og ringe udnyttet. Portugal vedtog i 1935 en lov, der forbød andre lande at investere i dets kolonier, men fra midten af 1960'erne måtte landet, på grund af de stadig mere kostbare kolonikrige, åbne grænserne for udenlandsk kapital. Det førte til en hurtig vækst i Angolas bruttonationalprodukt, men ikke til forbedringer for befolkningen. Fra omkring 1965 blev Angolas rigdomme de vestlige stormagters interesseområde, med Portugal som formel rettighedshaver og agent for en klassisk imperialisme med udplyndring af råvarer. En række større selskaber havde - og har fortsat i nogen udstrækning - interesser i Angola: Det gælder nordamerikanske, sydafrikanske, franske, britiske, vesttyske og belgiske. Disse økonomiske interesser var den direkte årsag til den stærke vestlige indblanding på FNLA's og UNITA's side under «den anden befrielseskrig», som MPLA kalder den. MPLA blev med sin socialistiske ideologi regnet for mindre samarbejdsvillig overfor de udenlandske multinationale selskaber.

 

Omkring år 500 var der bofaste bønder over hele det nuværende Angola. De havde en relativt høj materiel udvikling, kendte jernet, havde store kvægbesætninger og var endvidere fiskere. Frem mod år 1000 opstod der stammeriger og kongedømmer. De stærkeste af kongedømmerne var Congo på begge sider af den nedre del af Congofloden, og Ndongo, syd for Congo. Kongen i Ndongo blev kaldt Ngola, som portugiserne omformede til navnet på statsdannelsen Angola. Indtil europæerne ankom, levede de forskellige kongeriger stort set fredeligt side om side.

Slavehandel og kolonisering

De første portugisere steg i land ved udmundingen af Congofloden i 1482, og indledte dermed koloniseringen. Den fandt i første omgang sted gennem missionsstationer og handel. Først senere begyndte portugiserne at sende ekspeditioner ind i landet.

På den anden side af Atlanterhavet havde Portugal i begyndelsen af 1500 tallet underlagt sig Brasilien, hvor der blev anlagt store sukkerplantager. Til dem behøvedes arbejdskraft, og slavehandelen fra Vestafrika blev indledt. Fra år 1500 til 1820 blev der udskibet 4-5 millioner slaver - alene fra Angola. Det er den direkte årsag til den spredte befolkningsstruktur, der fortsat præger landet. Den tidligere udvikling af landet standsede, da den mest produktive del af befolkningen blev sendt ud af landet. Den tidligere fred blev brudt af portugisiske våben og fordi stammehøvdinge og handelsfolk lod sig bruge som slaveopkøbere for portugiserne. Slaverøveriet og krigene reducerede den angolanske befolkning fra 18 millioner i 1450 til knapt 8 millioner i 1850.

Den portugisiske kolonisering af Angola gik langsomt. Især fordi angolanerne ufortrødent fortsatte deres modstand mod den portugisiske kolonisering. Blandt de vigtigste modstandsfolk var: Ngola Kiluange, Nzinga Mbandi, Ngola Kanini og Mandume. Den såkaldte hundredårskrig (1573-1680) med Ndongo-riget bragte portugiserne frem til Cuanzafloden, men først fra slutningen af 1800 tallet og frem til 1920 skaffede koloniherrerne sig militær kontrol over hele territoriet. Da de europæiske stormagter delte Afrika mellem sig på Berlinkonferencen i 1885, blev Portugal tilkendt det område der nu er Angola.

Gryende opposition

Efter afskaffelsen af slavearbejdet i Angola i 1878, blev den lokale arbejdskraft i stedet udnyttet gennem kontraktarbejde. Afrikaneren forblev en handelsvare. Det førte bl.a. til, at det traditionelle landbrug mange steder gik i opløsning. Antallet af portugisiske kolonister steg hurtigt. I år 1900 var de 10.000, i 1950 var de 80.000 og i slutningen af 1974 - kort før selvstændigheden - var de nået op på 350.000. Alligevel var det kun 1 ud af 100 kolonister, der boede på et gods i det indre af landet. Koloniøkonomien var parasitarisk, baseret på udvindingen af landets mineral- og landbrugsressourcer - primært diamanter og kaffe. Hele fortjenesten endte i hænderne på portugisiske mellemhandlere.

Portugiserne lod efterhånden en lille gruppe afrikanere få en højere uddannelse - de såkaldte assimilados - og det var blandt disse, at der i slutningen af 1860'erne blev rejst krav om reformer indenfor kolonisystemet. En række kritiske aviser voksede frem - særlig i Luandaområdet - og oppositionen fik forbedrede muligheder for deres aktiviteter under republikken i Portugal fra 1910 til 1926. Da Antonio Salazar kom til magten og fascismen sejrede i 1926, blev situationen vanskeligere. Mens andre vesteuropæiske kolonimagter begyndte at forberede uafhængighed for deres afrikanske kolonier, var det tydeligt, at Salazar ville beholde de portugisiske som råvareleverandører for den tilbagestående hjemlige økonomi. I Luanda blev der i 1940'erne dannet kulturelle selskaber blandt assimilados, og nu krævede de uafhængighed. Hård undertrykkelse tvang imidlertid oppositionen under jorden. Men samtidig boblede det blandt angolesere ved universitetet i Lissabon, hvor det illegale kommunistparti spillede en betydelig rolle. Lederne blandt angoleserne der var bl.a. lægestudenten Agostinho Neto og lyrikeren Mario de Andrade, der den 10. december 1956 blev grundlæggerne af MPLA (Movimento Popular de Libertaçao de Angola), Den folkelige bevægelse for befrielse af Angola - oprindelig en fællesorganisation af en række mindre oppositionsgrupper. Allerede ved stiftelsen var MPLA's program præget af vesteuropæiske marxistiske ideer, selv om det vigtigste mål var national selvstændighed.

Til forskel fra tidligere angolesiske oppositionsgrupper med udgangspunkt i assimiladosbefolkningen, tog MPLA straks kontakt med grupper udenfor småborgerskabet i Luanda. Der blev tidligt indledt et samarbejde med slumbeboerne i mucequerne, slumkvarterene i Luanda, og hemmelige skoler blev oprettet. Det er vigtigt at bemærke, at MPLA ikke på noget tidspunkt har bygget på tilslutning fra kun én stamme- eller folkegruppe.

Guerillakampens første bud - en hær af folket og for folket. MPLA soldater under befrielseskampen. (NORAD)

Guerillakrig

Den portugisiske undertrykkelse af befolkningen øgedes i takt med den voksende opposition, volden og diskrimineringen antog stadig voldsommere former. I 1959 kom Agostinho Neto tilbage til Angola. Året efter blev han arresteret af PIDE - det portugisiske sikkerhedspoliti. Befolkningen i hans hjemby, Icolo e Bengo, demonstrerede mod arrestationen, 30 blev dræbt og 200 såret af soldater der skød på folkemængden. Den hårdhændede politik knuste ethvert håb om en fredelig vej til uafhængighed.

Den 4. februar 1961 gik en gruppe MPLA medlemmer til angreb på hovedfængselet i Luanda og en række andre strategiske punkter for at befri de politiske fanger. Angrebet blev slået ned, og i ugerne efter gennemførte portugiserne omfattende massakrer på civilbefolkningen i Luanda. Det dårligt planlagte Luandaoprør blev for mange det afgørende bevis på, at den portugisiske kolonialisme kun kunne bekæmpes med våbenmagt, og MPLA regner derfor den 4. februar som starten på den væbnede kamp mod kolonialismen.

Trods det tabte slag inspirerede oprøret til modstand i de øvrige portugisiske kolonier. I MPLA's kampplatform blev det formuleret, at kampen ikke blot var rettet mod kolonialismen, men også mod det internationale system der holdt den i gang, samt mod racisme og tribalisme (stammevæsen).

I marts 1961 gjorde bønderne og kontraktarbejderne på plantagerne i Nordangola oprør. Et oprør der snart blev kontrolleret af UPA - Folkeunionen for Angola. Denne bevægelse var dannet i 1958 og havde udgangspunkt i bakongofolket, der bor i Nordangola og Sydzaire. UPA blev ledet af Holden Roberto og fik støtte fra amerikansk kapital via Zaire. Robertos styrker angreb ikke kun det portugisiske militær, men også hvide civilister og mulatter - en omvendt racisme, der også senere kom til at præge FNLA (Angolas nationale Befrielsesfront), som UPA blev omdøbt til i 1962. Oprøret i nord blev slået ned og mindst 20 000 mistede livet. Holden Roberto medvirkede til, at MPLA i 1963 måtte flytte sit hovedkvarter fra Kinshasa til Brazzaville, der lå længere borte fra Angola.

Samtidig foregik der en omlægning af MPLA's praksis, med større vægt end tidligere på organiseringen inde i Angola. Den væbnede kamp blev nu rettet mod kolonimagten i den nærmeste del af Angola - i Cabindaenklaven i nord, der er skilt fra resten af Angola af Zaires korridor til Atlanterhavet. I 1964 blev MPLA anerkendt af Organisationen for afrikansk Enhed OAU, på lige fod med FNLA's eksilregering, GRAE. Samme år gennemførte MPLA under Agostinho Netos ledelse et topmøde blandt befrielseslederne for at definere strategien for den forlængede folkekrig.

«Udenrigsministeren» i GRAE, Jonas Savimbi, gik i 1964 ud af FNLA, og to år senere dannede han sin egen organisation, UNITA (Unionen for total uafhængighed for Angola). Denne organisation havde til at begynde med ringe indflydelse, men opnåede senere en vis position med udgangspunkt i de 350.000 hvide i Angola, og efter kuppet i Portugal i 1974 ved direkte samarbejde med Sydafrika. UNITA byggede fra sin oprettelse på stammen ovimbundu i den sydlige del af Angola.

Efter MPLA i 1965 fik lov til at åbne et kontor i Lusaka i Zambia, blev der foretaget et systematisk oplysningsarbejde blandt befolkningen i de østlige dele af Angola. I 1966 blev østfronten åbnet med angreb i Moxicodistriktet, og i 1968 blev kampene udvidet til provinsen Luanda, Malange og Bié. Den portugisiske modstand blev nu hårdere. Særligt efter at MPLA havde bidt sig fast i den økonomisk vigtige Bié-provins.

Den anden befrielseskrig

Den internationale solidaritet med uafhængighedsbevægelserne og portugals militære tilbagegang i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau samt interne vanskeligheder i Portugal gjorde, at hæren mistede håbet om en militær sejr. Det banede vejen for det interne oprør i det portugisiske militær, der den 25. april 1974 bragte Oliveira Salazar og Marcelo Caetano diktaturet til fald i Portugal.

Den portugisiske officersbevægelse anerkendte eksplicit de afrikanske koloniers ret til selvbestemmelse og uafhængighed, og inviterede MPLA, FNLA og UNITA til sammen med Portugal at deltage i en overgangsregering til uafhængighed. Grundlaget for denne overgangsregering blev fastlagt med Alvoraftalerne i januar 1975. Men på dette tidspunkt var de politiske og ideologiske uenigheder mellem de 3 organisationer så uoverstigelige, at aftalen aldrig blev ført ud i livet. FNLA modtog direkte støtte fra USA's efterretningsvæsen og militær bistand fra Zaire. UNITA blev støttet fra det racistiske regime i Sydafrika og fra kolonisterne, mens MPLA allierede sig med de socialistiske lande.

Præsident Spinola der efterfulgte Caetano i Portugal, forsøgte at hindre at MPLA fik magten i Angola. Han gik med til forhandlinger med Daniel Chipenda, der i 1973 havde brudt med MPLA og dannet en befrielsesbevægelse i Cabindaprovinsen, FLEC. Efter Spinolas fald anerkendte den portugisiske officersbevægelse imidlertid MPLA (og ikke FLEC). FNLA og UNITA indledte nu en serie angreb mod MPLA's positioner i Luanda, hvilket førte til en indædt kamp om herredømmet i hovedstaden. I nord blev FNLA forstærket af enheder fra Zaires regulære hær, UNITA fik våben og andre forsyninger fra Zambia og Zaire, og i oktober 1975 rykkede Sydafrikanske enheder ind fra Namibia for at støtte kampen mod MPLA. Den 11. november 1975 var på forhånd bestemt til at skulle afslutningsdagen på kolonistyret. I Luanda proklamerede MPLA Folkerepublikken Angola med Agostinho Neto som præsident, mens FNLA/UNITA i Huambo oprettede en anden regering. I begyndelsen af 1976 var FNLA imidlertid slået i nord, sydafrikanerne blev stoppet 300 kilometer syd for Luanda og i løbet af foråret 1976 fik MPLA kontrol over det meste af landet. FN anerkendte samme år MPLA regeringen som landets legitime regering. MPLA's sejr i borger- og interventionskrigen skyldtes flere faktorer: Den høje moral i MPLA, befrielseshæren, leverancer af tungt krigsmateriel fra Sovjetunionen og støtte fra flere tusinde cubanske soldater.

National genopbygning

Den økonomiske situation i landet var meget alvorlig. Krigen havde paralyseret produktionen i de nordligste og sydligste dele af landet. De 14 års guerillakrig og et års borger- og interventionskrig havde ødelagt hele infrastrukturen i Angola. De omkring 200.000 portugisere der forlod landet før uafhængigheden, medbragte meget af det tekniske udstyr og transportmidler og foretog sabotage i industrien. Veje og broer var ødelagt, plantager og landsbyer svedet af, og først i 1977 fungerede transportsystemet atter så godt, at madforsyninger kunne føres fra en del af landet til de andre. Industrien var under genopbygning. Sundhedsvæsenet der i kolonitiden udelukkende var indrettet på de hvide blev omlagt. Skolerne blev udvidet samtidig med at der blev indført fri skolegang for alle. På grund af uddannelsessystemet under portugiserne havde Angola efter befrielsen stor mangel på fagfolk af alle kategorier.

I denne vanskelige situation påbegyndte Angolas regering genopbygningen og landets vigtigste produktionscentre samt opkvalificeringen af den dårligt forberedte arbejdskraft. På denne måde udviklede der sig en betydelig statslig sektor, der blev økonomiens vigtigste motor. Bankerne og andre sektorer der blev anset for stretegiske blev nationaliseret.

Politisk afklaring i MPLA

Politisk set var MPLA's minimumsprogram - national befrielse - opfyldt med sejren i «den anden befrielseskrig». Efter 20 års kamp havde MPLA ændret karakter, var blevet bredere og kontakten med befolkningen bedre. Det fik indflydelse på ideologien. Den havde godt nok hele tiden haft et socialistisk perspektiv, men havde været underordnet minimumsprogrammet. Centralkomitemødet i oktober 1976 besluttede, at MPLA skulle bygge på «den videnskabelige socialisme» - til forskel fra mange former for «afrikansk socialisme», der ifølge daværende præsident Neto oftest kun var et dække for nykolonialisme.

Revolutionen i Angola der i første omgang hverken var proletarisk eller ensidig borgerlig-nationalistisk, gik med disse beslutninger ud over den nationale frigørelse. Perspektivet blev nu en reel økonomisk uafhængighed med afskaffelse af den nationale kapitalisme og tilknytningen til udenlandske multinationale selskaber. Det var på denne baggrund at en række banker, plantager og industrier blev nationaliseret.

Kupforsøg i maj 1977

Men den politiske afklaring i MPLA skete ikke uden intern strid. Overfor Agostinho Netos klare uafhængighedslinie i udenrigspolitikken og pragmatiske socialisme og antiracisme i indenrigspolitikken, stod en gruppe omkring Nito Alves, indenrigsminister i den første regering efter uafhængigheden. Denne gruppe ønskede en mere dogmatisk socialisme, stærkere tilknytning til Sovjetunionen og var kritisk overfor, at mulatter og hvide var ligestillede med sorte i MPLA. Efter at Alves i maj 1977 var blevet fjernet fra centralkomiteen, forsøgte gruppen omkring ham at gennemføre statskup. Kuppet mislykkedes da det viste sig, at befolkningen var loyal mod præsident Neto og flertallet i centralkomiteen. Senere er det kommet frem, at Nito Alves sandsynligvis stod i ledtog med grupper udenfor landet - Sydafrika og Zaire - og at formålet med kupforsøget var at skabe indtryk af en «borgerkrig» i MPLA. En «borgerkrig» som udenlandske magter kunne gribe ind i - støttet af UNITA/FNLA.

Syv måneder efter kupforsøget - i december 77 - gennemførte MPLA sin første kongres, proklamerede sig som et marxistisk-leninistisk parti, og antog navnet Arbejderpartiet MPLA. I 1978 blev de politiske og økonomiske bånd til COMECON styrkede.

Den 10. september 1979 døde Agostinho Neto af kræft i Moskva. Han blev efterfulgt på præsidentposten af planlægningsminister José Eduardo dos Santos.

Sydafrika slåes strategisk og Namibia bliver frit

José Eduardo Dos Santos
Angolas præsident siden 1979, José Eduardo Dos Santos

Efter i flere år at have støttet UNITA's terroraktivitet i det sydlige Angola, gik Sydafrika i august 1981 selv direkte ind i kampen, da de startede operation «Smokeshell» med 15.000 soldater, pansrede mandskabsvogne og fly. De trængte 200km ind i den sydlige Cunene provins. Regeringen i Pretoria forsøgte at legitimere angrebet som en operation mod SWAPO guerillabaser - befrielsesbevægelsen i Namibia. Men Sydafrikas virkelige formål var øjensynlig at skabe en «befriet zone», hvor UNITA kunne installere en alternativ angolansk regering, der kunne modtage international anerkendelse.

På dette tidspunkt var Cuba dog allerede gået ind i konflikten på MPLA's side og ved forenet indsats blev Sydafrikas plan og lignende projekter de følgende år knust. De militære nederlag, internationalt pres og øgningen i den nationale anti-apartheidbevægelse tvang i sidste ende Sydafrika til at indlede diplomatiske forhandlinger med MPLA. I december 1988 blev der i New York undertegnet en trepartsaftale mellem Angola, Sydafrika og Cuba. Den afsluttede konflikten mellem Luanda og Pretoria, banede vej for Namibias selvstændighed og betød at Sydafrikas og Cubas tropper blev trukket ud af Angola.

Etpartistatens endeligt

I juni 1989 undertegnede UNITA i overværelse af 20 afrikanske statsledere en våbenhvileaftale i Gbadolite, Zaire men våbenhvilen varede kun knapt 2 måneder. I slutningen af april 1990 offentliggjorde udsendinge fra den angolanske regering i Lissabon genoptagelsen af direkte samtaler med UNITA med endelig våbenstilstand som perspektiv. En måned senere anerkendte Jonas Savimbi officielt præsident José Eduardo dos Santos som statschef.

I slutningen af 1990 bekendtgjorde MPLA gennemførelsen af reformer orienteret mod udviklingen af en demokratisk socialisme. Den 11. maj 1991 blev der offentliggjort en partilov, der gjorde en ende på Angola som etpartistat. Ved samme lejlighed blev det forbudt, at aktive medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller retsvæsenet deltager i politiske partier. Den 17. maj blev der erklæret en generel politisk amnesti, og 6 dage senere trak de sidste cubanske militærrådgivere sig ud af landet.

Fredsaftalen fra 1991

Med mæglere fra USA, Portugal og Sovjet samt FN undertegnede den angolanske regering og UNITA en fredsaftale den 31. maj - efter 16 års borgerkrig. Aftalen rummede bestemmelser om en umiddelbar våbenhvile, gennemførelse af valg i 1992 samt oprettelsen af en fælles politisk-militær komission, der skulle bistå ved sammensmeltningen af begge parters væbnede styrker til én national hær. Fra 14. november bestod den øverste hærledelse af generalerne Joao de Matos fra MPLA og Ahilo Camalata Numa fra UNITA.

Holden Roberto, leder af FNLA og Jonas Savimbi præsident for UNITA vendte hhv. i august og september tilbage til Luanda - efter 15 års eksil - for at indlede deres valgkampagner. USA fortsatte sin støtte til UNITA.

På den politiske scene dukkede der i denne overgangsperiode flere andre nye politiske partier op, der hver især indgik aftaler med hhv. MPLA og UNITA. Resultatet var en stigende polarisering efterhånden som valget i 1992 nærmede sig.

Forandringerne i 1990'erne rakte ud over det politiske og diplomatiske niveau og afspejlede sig i mobiliseringen og forandringen af det angolanske samfund. Organisationen af angolanske Kvinder (OMA) var blevet dannet i 1961. Den brød nu båndet til MPLA og etablerede sig som en NGO. På sin første kongres i august 1991 vedtog OMA en fælles platform mellem kirkelige, intellektuelle og faglærte grupper.

Regeringen havde oparbejdet en udlandsgæld på mere end 6 milliarder dollars og appellerede nu til det internationale samfund om økonomisk støtte. USA afviste at ophæve sin økonomiske og diplomatiske blokade af landet med henvisning til, at Angola var en marxistisk nation, og erklærede samtidig at der tidligst kunne blive tale om diplomatisk anerkendelse efter valget i 92. Konsekvensen var, at multinationale nordamerikanske selskaber der var aktive i Angola ikke kunne få lån fra banker i deres eget land.

MPLA vinder valget, UNITA genoptager krigen

Efter intense forhandlinger mellem regeringen og UNITA blev valget fastlagt til afholdelse i august 92. Ved valget fik det regerende MPLA næsten 50% af stemmerne, overfor UNITA's 40%. Men Savimbi nægtede at acceptere sit nederlag og beordrede kampene genoptaget. Under sin fremrykning besatte UNITA styrker diamantminerne i det indre af landet og afskar dermed regeringen fra en vigtig financieringskilde. Kun olieproduktionen var nogenlunde stabil og gav 16-1700 millioner $ om året.

I november 1993 blev der atter indledt fredsforhandlinger i Zambias hovedstad Lusaka. Et år senere undertegnedes samme sted en ny fredsaftale. De vigtigste punkter var våbenhvile og ændringer af forfatningen, så Savimbi kunne indsættes som vicepræsident, men punkterne blev ikke gennemført før slutningen af 95 - kampene fortsatte.

Ny fredsaftale

Gennem 1996 kunne der noteres nogen fremskridt. I maj blev der vedtaget en amnestilov, og soldater fra UNITA begyndte at blive integreret i den nationale hær. Savimbi indkvarterede størstedelen af sin hær i militærlejre og overdrog nogle af hærens våben. Borgerkrigen udløste den hidtil alvorligste sociale og økonomiske krise i Angolas historie. Der blev gennemført en række økonomiske liberaliseringer udstukket af IMF og Verdensbanken, men uden de forventede resultater.

Efter hårde forhandlinger accepterede UNITA i april 1997 at blive integreret i regering, parlament og militær. Selv om deres position var svag i hovedstaden, kontrollerede Savimbis styrker stadig 40% af landet. Mobutu Sese Sekos fald i Zaire i maj svækkede yderligere UNITA, der i juni blev tvunget til at forlade zonerne ved nordgrænsen mod Zaire. Angolanerne ønskede at hindre, at Mobutostyrker trængte ind i Angola. Mobuto var en gammel allieret af Savimbi og var nu på flugt fra Laurent Kabila - dos Santos' gamle allierede.

I marts 1998 løb tusindvis af demobiliserede soldater - de fleste uden eller kun med ringe uddannelse - ind i alvorlige problemer, da de vendte hjem til deres landsbyer. Den økonomiske bistand var langsom om at nå frem og udsigterne til arbejde ringe i de små landsbysamfund. Siden 1994 er det kun lykkedes 300.000 ud af de 4.500.000 mennesker der er blevet fordrevet af borgerkrigen at blive genbosat i overensstemmelse med FN's planer. Tilstedeværelsen af et stort antal landminer spredt over hele Angola øger samtidig befolkningens usikkerhed.

Trods fredsaftalen fortsatte træfningerne. FN og selv Washington - hans gamle allierede - lagde pres på Savimbi for at få ham til at overholde aftalen og indstille angrebene. Nogle ledende medlemmer af UNITA - specielt de der havde opnået regeringsposter - udviste tegn på villighed til at nå frem til endelig fred. Savimbi rådede over 4 ministre, 7 viceministre og 77 medlemmer i Folkeforsamlingen. Samtidig var vurderingen, at et partisanoprør stillet overfor bedre udrustede militærstyrker end de foregående år, ville give UNITA lederen få chancer for sejr. Men udviklingen i kamphandlingerne i Den demokratiske republik Congo reducerede UNITA's muligheder. Angolas regering støttede Kabila i Congo og var samtidig i stand til at generobre territorier, der tidligere havde været under UNITA kontrol.

I april 1999 offentliggjorde regeringen, at den havde besluttet at indgå i en regional «selvforsvars-front» bestående af Zimbabwe, Namibia og Dem. Rep. Congo. Denne udvikling afspejlede, at de regionale konflikter ikke længere holder sig indenfor de grænser, de tidligere koloniherrer udstak. I slutningen af 1999 mente regeringen at kunne se afslutningen på den væbnede konflikt i landet. Baggrunden var regeringshærens stribe af sejre de foregående måneder, der bl.a. gjorde det muligt at indtage UNITA's vigtigste byer, Andulo og Bailundo.

Men efter en periode med relativ ro, blussede kampene mellem regeringen og UNITA atter op i 2000. I lyset af den fortsatte væbnede konflikt besluttede FN's Sikkerhedsråd at forlænge sin fredsmission i landet, der siden 1995 havde arbejdet på at mægle mellem regeringen og UNITA.

Den 22. februar 2002 faldt UNITA's leder, Jonas Savimbi i kamp i provinsen Moxico i landets centrale del. Hans plads blev overtaget af organisationens næstformand, Antonio Dembo. Allerede inden Savimbis død havde regeringen opfordret til at bringe kampene til ophør, og præsident dos Santos erklærede nu, at Savimbis død havde banet vejen for afholdelsen af valg, men at det dog var nødvendigt at skabe sikre forhold, og han derfor havde taget kontakt med Dembo.

I april 2002 undertegnede regeringen og UNITA en formel våbenhvileaftale, og 4 måneder senere opløste UNITA endelig sin væbnede gren, hvilket fik forsvarsministeren til at erklære: «krigen er slut». Borgerkrigen i Angola - den længstvarende på det afrikanske kontinent - havde da varet 27 år.

I februar 2003 indledte FN en operation til overvågning af fredsprocessen. UNITA der nu var omdannet til politisk parti valgte i juni Isaias Samakuva til ny formand.

Landet står overfor store udfordringer i genopbygningsprocessen. Mange veje og jernbaner skal genopbygges. Før krigen - i 1973 - rådede det over et vejnet på 37.000 km, men under krigen var det næsten umuligt at bruge vejnettet, med mindre man kørte i bevæbnede konvojer. Mange broer blev sprængt i luften og busdriften mellem byerne indstillet. Før selvstændigheden havde landbruget været blomstrende, men det forfaldt som følge af ødelæggelsen af infrastrukturen, usikkerheden og tolden på eksportvarer. Mindre end 10% af landets areal kan anvendes til fødevareproduktion. Det skyldes dårlige jordbundsforhold og mangel på vand.

I januar 2004 rapporterede Human Rights Watch, at de seneste opgørelser havde vist, at der var forsvundet 4 mia. US$ af Angolas olieindtægter. Det svarer til næsten 10% af landets BNP og til værdien af samtlige sociale programmer gennemført i perioden 1997-2002. Rapporten lagde ansvaret for de mange milliarders forsvinden på korruptionen og dårlig regeringsførelse. Efter Nigeria er angola den største olieeksportør syd for Sahara.

I april mødtes efterretnings- og sikkerhedschefer fra 20 afrikanske lande i Luanda for at finde former at kontrollere lejesoldaters aktiviteter i Afrika på. Mødet fandt sted dagen efter at Zimbabwes præsident Robert Mugabe og Angolas' dos Santos havde diskuteret den mulige udlevering af 70 lejesoldater fra USA, Storbritannien og Spanien. De var i marts blevet pågrebet i lufthavnen i Zimbabwes hovedstad Harare.

Iflg. FN's flygtningehøjkommissariat UNHCR begyndte 40.000 angolanske flygtninge i juni at vende hjem fra flygtningelejre i Zambia. Iflg. organisation formodes yderligere 50.000 flygtninge at vende hjem i løbe af 2004. Flygtningeorganisationen erkendte, at repatrieringen var en stor udfordring, for vejene mellem de to lande var i en elendig forfatning, broer var sprunget i luften og områder minerede. Organisationen fik sammen med Angolas regering og den internationale organisation for migration (OIM) opstillet alternative ruter, udbedring af nogle af vejene og indflyvning af flygtninge med fly. Flygtningene blev modtaget i grænsebyen Cazombo, hvor de blev undersøgt for AIDS/HIV og i givet fald kom under behandling. Ligeledes kom de under behandling for skader de havde fået fra landminer. UNHCR bidrog med mad, tøj, såsæd, landbrugsredskaber og gav desuden løfte om at bidrage med 2 måneders fødevarer til alle repatrierede.

Efter at være standset af 3 årtiers borgerkrig kom den transafrikanske Bengeula jernbane atter i gang. Jernbanelinien er 1334 km lang og løber fra havnebyen Lobito i Angola til Zambia. Den var i sin tid en vigtig arterie for handelen i regionen, og iagttagere pegede på, at dens genåbning vil kunne stor betydning for Angolas skrantende økonomi og bidrage til øget eksport af majs, korn, bomuld, kaffe, sukker og kvæg. Genåbningen af banen havde først og fremmest været hindret af det store antal landminer. Angola er i forvejen Afrikas tættest minerede land.

Tusinder af personer gik i februar 2005 på gaden i Cabinda med krav om autonomi. Det var den første tilladte demonstration i provinsen overhovedet. En lokal menneskerettighedsgruppe berettede, at regeringshæren fortsat begår overgreb mod civile i provinsen. Den er rig på olie og har en lokal befrielsesbevægelse, FLEC, der kæmper for selvstændighed.

I marts 2005 kom det frem, at i løbet af de foregående 3 måneder var næsten 100 angolanere døde i den nordlige del af landet af den såkaldte Marburg virus. Sygdommen rammer især børn under 5 år og er beslægtet med den frygtede ebola virus. I starten af 2006 blev flere provinser ramt af kolera, der over fire måneder slog 1000 mennesker ihjel. Allene i Launda døde 167.

I april oprettedes selskabet Cabinda National Petroleum Plc. der skulle håndtere licenser og operationer omkring olie- og gasudvinding i «området kontrolleret af Cabindas Sikkerhedsstyrker». Olieudvindingen ved Cabindas kyster var ansvarlig for omkring halvdelen af Angolas indtægter. Men iflg. olieeksperter befinder størstedelen af provinsen olierigdomme i undergrunden på fastlandet, hvor den imidlertid ikke hidtil er blevet udnyttet pga. sikkerhedsproblemer. Selv om Cabinda internationalt betragtes som del af Angola, var den i kolonitiden autonom, og blev først besat af angolanske tropper ved kolonitidens ophør.

Regeringen og separatistgrupper fra Cabinda undertegnede i august en fredsaftale. Det var imidlertid ikke alle grupper der indgik i aftalen. Nogle var udelukkede og aftalen blev også kritiseret af forskellige sektorer i Angola. UNITA offentliggjorde øjeblikkeligt et komuniké der pegede på, at hvis der skal opnåes en «varig løsning», skal den omfatte alle aktive kræfter i Angola. Aftalen gav Cabinda en «særlig status» indenfor rammerne af den angolanske forfatning, der er centralistisk.

Præsident José Dos Santos annoncerede i februar 2007, at der vil blive afholdt parlamentsvalg i 2008 og præsidentvalg i 2009.

Dos Santos var MPLA's spidskandidat ved parlamentsvalget i september 2008. Partiet fik en jordskredssejr med 81,6% af stemmerne. UNITA gik drastisk tilbage og måtte nøjes med 10,4% af stemmerne. Præsidentvalget blev udskudt til 2010, fordi præsidenten ønskede en ny forfatning vedtaget først.

Den globale krise der brød ud i efteråret 2008 ramte Angola hårdt. Råolieprisen faldt fra 147 US$ pr. tønde i juli til 44 US$ i december. Kort efter kriseudbruddet besøgte dos Santos Kina, hvor han mødte præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao. På møderne anmodede Dos Santos om kinesiske investeringer til en værdi af 1 mia. US$ i Angolas infrastruktur - især bygningen af boliger og infrastruktur til rindende vand. Kina har allerede investeret 5-7 mia. US$ i Angola til gengæld for angolansk olie. Trods nedgangen i oliepriserne overhalede Angola Nigeria som den største olieproducent syd for Sahara. Olieeksporten var den væsentligste grund til landets 25% økonomiske vækstrate og tiltagende illegal indvandring fra Vestafrika. I december indgik Angola LNG Ltd. en kontrakt med Acergy S.A. til en værdi af 250 mio. US$ om bygningen af offshore pipelines, der skal forbinde 5 offshore gasfelter med Angola LNG's facilitet i Soyo.

I januar 2010 vedtog parlamentet en forfatningsændring. En af de vigtigste ændringer var, at præsidenten ikke længere skal vælges ved direkte valg, men af parlamentet. Samtidig slog dfen nye forfatning fast, at præsidenten kun kan sidde i 2 perioder. Det skulle begrænse Dos Santos beklædning af embedet til yderligere 2 * 5 år.

Samme måned blev Togos fodboldlandshold angrebet af bevæbnede mænd i Cabinda enklaven og 2 blev dræbt. Forskellige stridende fraktioner af seperatistgruppen FLEC tog efterfølgende ansvaret for angrebet. Myndighederne arresterede efterfølgende 14 angolanerne, der blev sigtet for angrebet. Trods det at flere blev dømt, var alle atter løsladt i december 2010.

I marts 2010 blev 7 politifolk idømt op til 24 års fængsel for drabene på 8 unge i bydelen Largo da Frescura i Luanda i juli 2008. Alligevel fortsatte politiet straffrit overtrædelserne af selv de basale menneskerettigheder.

Selv om de i september 2009 blev indgået en aftale med den Demokratiske Republik Congo om at de to lande skulle indstille udvisningen af hinandens statsborgere, fortsatte udvisningerne gennem 2010. Alene i perioden september - december 2010 rapporterede FN's kontor for menneskerettigheder, OCHA, at Angola havde udvist 12.000 til DR Congo.

Dønningerne af det «arabiske forår» nåede Angola i foråret 2011 med gennemførelsen af flere mindre demonstrationer mod Dos Santos og hans regering. Santos svarede igen ved at stramme adgangen til internettet og opfordre de etablerede medier til at gennemføre «selvcensur». Kontrollen med internettet er siden 2000 taget drastisk til i både den udviklede kapitalistiske verden og i den 3. verden. De mindre demonstrationer mod regimet fortsatte gennem 2012, og det svarede igen ved at idømme demonstranter 45-90 dages fængsel for «civil ulydighed».

Den økonomiske krise ramte i 2010-11 Angolas oprindelige koloniherre Portugal hårdt, og det førte til en drastisk stigning i udvandringen fra Portugal til Angola. 23.787 visaer blev i 2010 udstedt af Angola til tilrejsende portugisere. Der fandtes i 2011 3.000 portugisiske virksomheder i Angola.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

Nyheder på engelsk (PANA - Africa News Online)
Political ressources on the Net (Angola)
Amnesty International Annual Report 2011 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2012 (engelsk)
Human Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)