Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 184.821
: :
Grundloven

Grundlovens fulde navn er Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953. Tronfølgelov af 27. marts 1953 betragtes som del af grundloven (§ 2). Ændringer skal foregå ved at Folketinget vedtager et forslag og at det samme forslag vedtages af et nyvalgt Folketing, hvorefter forslaget skal vedtages ved en folkeafstemning, hvor mindst 40 procent af de stemmeberettigede stemmer for (§ 88).

Vores nuværende grundlov bygger på Junigrundloven af 1849; den blev ændret i 1855, 1863, 1866, 1915, 1920 og senest i 1953. Ændringerne har været små, og man har bevaret grundlovens oprindelige sprog, så danskerne i dag skal beskyttes af en lov, som kun de færreste forstår.

Forhistorien

Før Junigrundloven havde kongen enevældig magt, dvs. han havde den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Bønderne led stadig under resterne af hoveriet; fæstebønder skulle arbejde op til hundred dage gratis for herremanden, og det skete at de protesterede mod urimelighederne og truede med at slå ham ihjel. Borgerne i byerne havde ikke lov til frit at etablere sig som kapitalister, for de middelalderlige laug styrede næringslivet. Det blev stadig tydeligere, at det feudale samfunds former hindrede den økonomiske vækst og en begyndende kapitalisering. Intellektuelle - som var få og de fleste var i kongens tjeneste - havde flere gange bedt om større ytringsfrihed, ja om en helt ny samfundsorden.

I Christian 8.'s regeringsår voksede kravet om en forfatning, men kongen var afvisende. I midten af december 1847 bad han dog om en sammenfatning af forslagene til hvordan der kunne gives større frihed til at ytre sig om kongens magt. Han fik et udkast, men så blev han forkølet og døde af blodforgiftning 20. januar 1848. Forinden nåede han dog at bede kronprins Frederik love det danske folk og hertugdømmerne Slesvig og Holsten en fælles forfatning.

I hele Europa gærede utilfredsheden. I februar 1848 styrtede franskmændene deres konge; i Østrig måtte fyrst Metternich træde tilbage; derpå brød revolutionen ud i Ungarn, Bøhmen og i det splittede Italien; tyske borgere forlangte at blive bevæbnet, at få pressefrihed og et fælles tysk parlament. I Frankrig var kong Ludvig Filip blevet styrtet, mens kongerne i de andre lande blev siddende, fordi de accepterede de national-liberales parole om Frihed og Fædreland.

Den danske national-liberale jurist Orla Lehmann krævede en fri og fælles forfatning mellem Danmark og Slesvig, selvom det krav allerede tidligere havde vakt stor uro i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Kongen af Danmark var også hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg. Tilsammen udgjorde disse områder helstaten. Holsten og Lauenborg hørte til det Tyske Statsforbund, hvad Slesvig ikke gjorde.

Lehmann ignorerede princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Slesvigerne blev ikke spurgt, om de ville dele forfatning med Danmark, og holstenerne og dem fra Lauenborg ikke, om de ville udelukkes fra helstaten. Lehmanns national-liberale krav udløste en borgerkrig (1848-50) mellem Danmark og slesvig-holstenerne. Mange af slesvig-holstenerne var også national-liberale.

I marts 1848 blev der i København afholdt nogle stormøder for at mobilisere borgerne for kravene om en fri forfatning og udskillelse af Holsten. På et møde 20. marts 1848 krævede 3.000 mennesker en fælles forfatning for Danmark og Slesvig bygget på en folkelig valglov. Lehmann skrev en henvendelse til kongen, hvor han blandt andet truede med Fortvivlelsens Selvhjælp! Det kunne kun være en væbnet revolution. Henvendelsen blev underskrevet af alle Københavns borgerrepræsentanter.

Den 5. juni 1849 kunne Frederik 7. underskrive Danmarks Riges Grundlov og give den til folket. Den var blevet skitseret af teologen Ditlev Gothard Monrad, formuleret af Lehmann og diskuteret i syv måneder af den grundlovgivende rigsforsamling, før denne endelig vedtog forslaget.

Magtfordelingen

Den grundlovgivende rigsforsamling bestod af 150 mænd, der var blevet valgt efter den valglov, som kongens afgående statsråd havde vedtaget. Salmedigteren og præsten N.F.S. Grundtvig var medlem af forsamlingen, men han stemte imod det samlede grundlovsforslag. Sådan kunne det gamle system sætte sit præg på det nye. De få, der var med til at skrive grundloven, bestemte at kun udvalgte grupper skulle have valgret. Af frygt for at folket skulle få magt, fik fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjollede ingen valgret; man talte om de fem F'er.

Frederik Dreier, Danmarks første socialist, beregnede, at af Danmarks 1.300.000 indbyggere var kun 204.000 valgberettigede og kun 40.000 opnåede at blive repræsenterede. Det svarede til 3 procent.

Vores nuværende grundlov giver ikke stemmeret til Folketinget til mennesker der er umyndiggjort; ifølge samme paragraf kan mennesker der har været straffet eller som lever af understøttelse fratages stemmeretten; den samme paragraf kræver at man skal have dansk statsborgerskab, for at man kan stemme ved folketingsvalg (§ 29).

Junigrundloven blev ikke den frie forfatning for frie mennesker, som nogen havde håbet. Selvom den blev inspireret af oplysningsfilosofien, så gav den først og fremmest borgerne ret til at vælge dem, der skulle opkræve skatter og vedtage nogle love.

Grundloven blev indledt med en paragraf, der konstaterede at regeringsformen er indskrænket-monarkisk; grundloven bestemte at i fremtiden skulle regeringsformen være begrænset diktatorisk. Det står stadig i grundloven (§ 2). Det blev endvidere bestemt, at kongedømmet skulle være arveligt. Dermed stred grundloven mod forestillingen om at alle mennesker var født frie og lige i værdighed.

Borgerskabet havde accepteret tanken om kongedømmet, mod at det fik kontrol over kongen. Borgerskabet håbede, at det kunne bruge kongen som fundament for sin egen magt. Til gengæld skulle de adelige fratages deres privilegier. Det står stadig i grundloven (§ 83). Indtil 1849 havde adelige omgivet den enevældige konge; deres fortrin skyldtes at de stammede fra en mere eller mindre berømt slægt, som havde været hurtigere til at stjæle og slå end andre. Med en enkelt paragraf blev adelen frataget dens lovmæssigt sikrede forrettigheder.

Ifølge grundloven skal magten tredeles (§ 3). Den lovgivende magt skal være hos kongen og Folketinget. Den udøvende magt skal være hos kongen. Og den dømmende skal være hos domstolene. Magtens tredeling er dog aldrig blevet gennemført. Visse af grundlovens paragraffer modsiger magtens tredeling; det sker for eks. ved rigsrettens sammensætning (§ 59).

Magtens tredeling er desuden blevet udhulet ved at grundloven ikke sikrer domstolenes uafhængighed, men blot dommernes uafsættelighed (§ 64). Da domstolene styres fra Justitsministeriet, hvor mange dommere har arbejdet før de blev udnævnt, er domstolenes uafhængighed ikke sikret og retssikkerheden truet. Desuden har dommerne med stor fasthed afvist at ville afgøre om love var i strid med grundloven.

I 1999 afgjorde Højesteret dog, at Tvindloven stred mod grundloven.

Magtens tredeling er også blevet undergravet, idet Folketinget i stadig voksende grad har blandet sig i enkeltsager og således har tiltaget sig udøvende magt. Samtidig har Regeringen i voksende omfang påtaget sig at lovgive gennem fortolkninger.

De mange EU-bestemmelser og -forordninger, der får status som love, er også udtryk for at den udøvende magt har påtaget sig lovgivende magt. Når Regeringen reelt overlader lovgivningsmagt til EU, så støder det ikke blot mod magtens tredeling. Det kan også støde mod grundlovens paragraf om suverænitetsafgivelse til en mellemfolkelig myndighed, som kun må ske i nærmere bestemt omfang (§ 20). EU kan selv beslutte at det vil beslutte mere; dermed har EU fået overladt mere magt end grundloven tillader.

Folketinget har mulighed for at kontrollere Regeringen via finansloven (§ 43). Det kan udtale sin mistillid til en minister, så han skal træde tilbage, eller til statsministeren så hele regeringen skal træde tilbage. Statsministeren kan opløse Folketinget og udskrive Folketingsvalg.

Rettighederne

Junigrundloven konstaterede intet om, at menneskene havde umistelige rettigheder. Grundloven erklærer, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og at den skal støttes af staten (§ 4). Derved diskrimineres alle andre trossamfund, og dem der ikke tror på nogen gud.

Grundloven sætter visse rammer for den personlige frihed; stærkest står paragraffen om at hvis man anholdes, så skal man inden 24 timer stilles for en dommer (§ 71).

Grundloven betegner boligen som ukrænkelig, dog kan Folketinget tillade at myndigheder krænker boligen (§ 72). Folketinget har vedtaget så mange love, der muliggør kontrol af boliger uden en dommerkendelse, så grundlovens garanti reelt er tom.

Junigrundloven beskrev nogle af de politiske rettigheder, som havde betydning for borgerskabet. En af de vigtigste var retten til at trykke sine tanker, men det skulle ske under ansvar for domstolene. Dermed var ytringsfriheden - som skulle være retten til frit at ytre sig om alt - blevet begrænset af hvordan domstolene dømte i overensstemmelse med lovene. Lovgivningsmagten kunne bestemme hvilke ytringer der var ulovlige.

Vores nuværende grundlov gentager denne utilstrækkelige beskyttelse af ytringsfriheden (§ 77). Folketinget har vedtaget en række bestemmelser, der begrænser borgernes ytringsfrihed - injurier, racediskrimination, militære oplysninger, børneporno.

Derudover er ansattes ytringsfrihed ofte blevet krænket; det gælder både offentligt og privat ansatte. Begrænsningerne har krænket den pågældende, de har begrænset den offentlige debat og de har medført en øget selvcensur - andre lærte at det var klogest at undgå at kritisere.

Danmark har underskrevet FNs konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der sikrer ytringsfriheden langt bedre end grundloven. Der beskrives ytringsfrihed som retten til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til landegrænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af kunst eller ved andre midler efter eget valg. Underskrivelsen har ikke medført grundlovsændringer.

Danmark har også underskrevet FNs konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der sikrer retten til arbejde langt bedre end grundloven. Grundloven indeholder en hensigtserklæring om at man af hensyn til samfundet skal tilstræbe at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde, og at den der ikke kan klare sig selv har ret til offentlig hjælp mod at acceptere de forpligtelser som Folketinget sætter (§ 75). Underskrivelsen har ikke medført grundlovsændringer.

Grundloven erklærer intet om at al magt udgår af folket, at folket er suverænt. Folkestyret blev altså ikke indført i 1849, og det skete heller ikke da grundloven blev revideret i 1953. Grundloven bruger slet ikke ordet folkestyre eller proklamerer at Danmarks skal være et demokrati, det græske ord for folkestyre. Til gengæld bestemmer grundloven, at kongen har den højeste myndighed (§ 12).

Mange af grundlovens paragraffer indeholder formuleringer om, at det bestemmes ved lov. Således har grundlovens fædre sikret Folketinget retten til at fortolke grundloven. Men når Folketinget skal fortolke, så bliver rettigheder afhængige af flertalsafgørelser. Folketingets fortolkningsmulighed bliver en trussel mod mindretal, som bliver stemt ned af flertallet.

En række internationale konventioner beskytter borgerne bedre end grundloven; de sikrer menneskerettighederne. Men lige som regeringerne har aftalt disse konventioner med de andre regeringer, så kan de også ophæve konventionerne. Derfor skal grundloven stadig være et vigtigt dokument til sikring af borgernes rettigheder.

M.W.

Litteratur

Mikael Witte: Grundloven, Klim 1997.

Referencemateriale:
   Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953

Internet

5. Juni – Grundlovsdag og grundloven. En emneliste fra Tidsskriftcentret.dk