Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Algeriet
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 12/3 2012
Læst af: 103.307
Verden  .  Afrika  .  Algeriet
: :
Algeriet
Befolkning30,3 mio.
ValutaDinarer
Areal2.381.740 Km2
HovedstadAlgier
Befolkningstæthed12,7 indb./Km2    
HDI placering84    

Algeriets frugtbare jorde ud mod Middelhavet er i syd afgrænset af Tellia og Sahara Atlas bjergene med en højslette mellem begge. Længere mod syd ligger Saharaørkenen med en undergrund rig på olie, naturgas og betydelige forekomster af jern. Variationerne i højde og klima i nord muliggør en stor variation i afgrøder - herunder middelhavsafgrøder som vindruer, citrusfrugter, oliven o.lign. Men både flora og fauna udsættes for store trusler. Mere end 30 pattedyr, 8 krybdyr og 70 fuglearter er i fare for udryddelse. Ørkenens stadige vækst berører især de områder, der ligger i udkanten af Sahara. Men jorderosionen udgør samtidig et mere generelt problem i hele landet. Den berører allerede 45 % af landbrugsjorden - 12 millioner hektar.

Folket: Algiererne er overvejende arabere (80%) og berbere (17%). I syd lever nomadegrupper beslægtede med tuaregerne fra Nigeria og Malí. Omkring 1 million algierere lever i Frankrig.

Religion: Islam (98%), kristendom (1%), jøder (1%).

Sprog: Arabisk (officielt og talt blandt flertallet af befolkningen). Berberisk i nogle zoner. Fransk er meget udbredt, men erstattes af arabisk i undervisningen og den offentlige administration.

Politiske partier: Efter løsrivelsen fra Frankrig var Den nationale Befrielsesfront (FLN) det eneste parti. Dets opbakning er faldet drastisk siden 1989. Reformerne i 1989 åbnede op for et flerpartisystem: Det socialistiske Avantgardeparti (PAGS), Fronten af socialistiske Kræfter (FFS), Bevægelsen for demokrati i Algeriet (MDA), Samlingen for kultur og Demokrati (RDC), og senest Den nationale demokratiske Sammenslutning ledet af Lamine Zeroual. Den Islamiske Frelserfront (FIS) blev opløst af regimet i starten af 1992, men er fortsat langt den vigtigste kraft i oppositionen.

Sociale organisationer: UGTA er det eneste LO. Andre vigtige organisationer er: De algierske bønders Nationalunion (UNCA), De algierske kvinders Nationalunion (UNFA), De unges Nationalunion (UNJ) og Moudjahiddine Nationalunionen (partisaner).

Officielt navn: Al-Jumjuriya al-Jazairia ad-Dimuqratiya ash-Shaabiya (Algeriets demokratiske Folkedepublik)

Hovedstad: Algier, 3.354.000 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Oran, 712.300 indb.; Constantine, 501.900 indb.; Annaba, 233.600 indb. (2000).

Regering: Abdelaziz Bouteflika, præsident valgt i 1998, genvalgt i 2004 og 2009. Ahmed Ouyahia er premierminister siden juni 2008.

Nationaldag: 1. november. Revolutionsdagen (1954)

Væbnede styrker: 123.700 (65.000 værnepligtige)

Paramilitære styrker: Gendarmeriet, Nationale Sikkerhedsstyrker og Republikanergarden: 41.200

 

Det er særligt tre forhold der gjorde, at Algeriet i næsten 30 år fra 1960-90 indtog en speciel plads blandt udviklingslandene: Landets frigørelse fra kolonialismen, en antiimperialistisk udenrigspolitik og en storstilet udviklingsmodel der skulle føre frem til et socialistisk samfund. Men de seneste års udvikling har udsat drømmen på ubestemt tid.

Den prekoloniale periode

De kongedømmer der tidligt i antikken blev dannet i Algeriet var knyttet til to politiske centre i regionen: Tunis fra den karthensiske periode (år 1000 f.v.t.) og Marokko fra arabernes erobring af den iberiske halvø (711 e.v.t). Landets mellemposition gjorde det muligt at opsamle de folk, der var utilfredse med den skattemæssige diskriminering mellem de muslimer der i lang tid havde været omvendte og de nyligt omvendte. Det førte senere til tilslutning til jaryiter sekten. Denne religiøse retning gik ind for lighedsprincipper. Den mente, at kaliffen ikke skulle nedstamme fra Muhammed eller hans slægtninge. Enhver muslim uanset race, farve eller social status skulle altså have mulighed for at avancere til kalif. Denne holdning var særdeles egnet til berbernes sociale realitet som underordnede araberne, numerisk reducerede men politisk hegemoniske. Varianter af denne doktrin nød stor udbredelse blandt berberne og dannede grundlag for de nordafrikanske imperier.

Da almohadeimperiet kom i krise, dannede Yaglimorassen ibn Ziane en ny stat langs Algeriets kyst, der nød en økonomisk og kulturel opblomstring: Nomaderne blev gjort bofaste og grænserne blev konsoliderede. Zianiderne regerede landet i perioden 1235-1518 og måtte modstå spanske invasioner, der bl.a. resulterede i oprettelsen af støttepunkter som Oran, efter at det kristne Spanien i 1492 afsluttede 7 århundredes muslimsk dominans.

Sammen med Tunis blev Algeriet i det 16. århundrede en del af det osmanniske imperium. Brødrene Arroudj og Kheireddine smed spanierne bort fra kysten og udstrakte statens herredømme over et omfattende territorium. Flådens styrke gav landet stor respekt, og landets selvstændighed blev bekræftet gennem flere traktater: Med Holland i 1663, Frankrig i 1670, England i 1681 og USA i 1815.

Produktionen af hvede blev gradvist øget, indtil det kunne eksporteres - for første gang siden hilalianainvasionen (se Mauretanien). Hvedeeksporten var imidlertid også den direkte anledning til europæisk intervention: I slutningen af det 18. århundrede købte den revolutionære regering i Frankrig store partier hvede af Algeriet, som imidlertid aldrig blev betalt. Napoleon og det genetablerede monarki trak sagen i langdrag, indtil kongen af Algier i 1830 energisk krævede den franske konsul for betaling af gælden. Da han atter engang modtog undskyldninger og bortforklaringer, svarede han med at overfuse den perplekse franske funktionær. Overfusningen blev kostbar: 36.000 soldater gik i land i Algeriet for at «hævne angrebet». Der var dog kun tale om et fransk påskud for at kunne realisere de omhyggeligt lagte planer for etableringen af en koloni på den afrikanske nordkyst. Men modstanden knuste invasionsforsøget.

Fransk invasion

I 1840 invaderede 115.000 franske soldater Algeriet og startede dermed en ny erobringskrig. Flere fejlslagne oprørsforsøg blev gennemført mod franskmændene. I den sydlige del af landet fastholdt nomadestammerne imidlertid deres næsten totale selvstændighed og bekæmpede til langt op i det 20. århundrede franskmændenes tilstedeværelse. (Se Vestsahara).

Først omkring 1870 var modstanden i den nordlige del af landet knust. I 1873 indledte franskmændene et eksproprieringsprogram mhp. at overføre franske settlere. Allerede ved slutningen af århundredet var der ½ millioner franske settlere i landet, og tallet var steget til 1 million ved slutningen af 2. verdenskrig. Disse pieds-noirs (sortfødder) franskmænd beslaglagde landets bedste jorde, og hele økonomien blev omorganiseret mhp. at tjene kolonimagtens interesser. Strukturerne i bondesamfundet blev knust og livsgrundlaget for algiererne ødelagt. Proletariseringen af bønderne blev accelereret omtrent samtidig med, at produktionen for alvor kom i gang på kolonigodserne.

Modstanden mod kolonistyret

Manglen på politiske rettigheder og settlernes kontrol med administrationen - der var en del af den franske amtsadministration - tillod ikke fremvæksten af nogen særlig samarbejdselite. En paternalistisk racisme var en del af systemet, og en konservativ religionsfortolkning gjorde, at også Islam kunne anvendes til at undertrykke oppositionen mod koloniregimet. Da en nationalistisk bevægelse voksede frem i 1920'erne, var det derfor ikke tilfældigt, at den udsprang af en religiøs reformbevægelse («ulémas»), der gav religionen et kritisk socialt og nationalistisk indhold. Den første nationalistiske organisation, Étoile nord-africaine, blev grundlagt i Paris i 1926. Den blev fra 1927 ledet af Messali Hadj, en karismatisk lederskikkelse, som frem til frigørelseskrigen var selve personificeringen på den algierske nationalisme. Messali Hadj var blandt de første, der erklærede sig for væbnet befrielseskamp, men han sluttede sig aldrig til FLN (Front de la libération Nationale), og han blev isoleret både under og efter befrielseskrigen. En anden af nationalistlederne var Ferhat Abbas, som udviklede sig fra at være en reformistisk parlamentariker til i 1943 at danne sin egen nationalistbevægelse, for i 1956 at slutte sig til befrielsesbevægelsen (FLN).

Den nationalistiske modstand eksplodere i 1945, da festlighederne ved sejren over nazismen udviklede sig til et folkeoprør, der blev voldsomt slået ned: Ifølge den officielle franske rapport blev 45.000 algierere og 108 europæere dræbt. For at dæmme op for oprørets udvikling gav franskmændene en række politiske indrømmelser, hvilket tillod nationalistbevægelsen at grundlægge politiske partier og deltage i de valg, kolonimyndighederne afholdt i 1948 og 51. Ferhat Abbas dannede UDMA (Union démocratique du manifeste Algérien) og Messali Hadj dannede MTLD (Mouvement pour le triomphe des libertés Démocratiques). Indenfor MTLD opstod der en halvmilitær organisation, OS (Organisation Spéciale), der blev ledet af Ahmed Ben Bella. OS blev hurtigt opløst af det franske sikkerhedspoliti, og lederne blev arresteret. Ben Bella flygtede fra fængslet og levede fra 1952 i landflygtighed i Egypten. Fem af de centrale ledere i OS dannede senere en aktionskomite, CRUA (Comité révolutionnalre pour l'unité et l'Action), der skulle arbejde for samling af de nationalistiske fraktioner og for en væbnet opstand. Da opstanden i november 1954 startede, skiftede organisationen navn til FLN, og de militære enheder blev organiseret som ALN (Armée de libération Nationale).

Et af medlemmerne i FLN var Franz Fanon. En læge fra Martinique der under 2. verdenskrig havde kæmpet for befrielsen af Frankrig. Han meldte sig nu ind i FLN og havde stor teoretisk betydning, ikke blot i selve FLN men i hele Afrika syd for Sahara.

For at bevare Algeriet som fransk ødelagde franskmændene i de følgende år 8.000 landsbyer, slog 1 million civile algierere ihjel, gennemførte systematisk tortur og sendte mere end 500.000 franske soldater til landet. (Se Algierkrigen.) De højreorienterede franske settlere i Algeriet dannede den frygtede Organisation Armée Secrète (OAS - Den væbnede hemmelige Organisation), der blandede nyfascisme med de franske settleres krav og modstand mod den stadig stigende algierske indflydelse. Den 18. marts 1962 undertegnede den daværende franske præsident Charles de Gaulle endelig Evian aftalen, der indebar våbenhvile og afholdelse af en folkeafstemning om selvbestemmelse.

Selvstændighed

Algeriet blev erklæret selvstændigt den 5. juli 1962, og ved udgangen af året blev der gennemført valg til den grundlovsgivende forsamling. Men FLN stod uden et sammenhængende politisk program, og de personlige, politiske og etniske modsætninger indenfor befrielsesfronten slog nu ud i en indre magtkamp. Alliancen mellem politbureaukratiets leder, Ahmed Ben Bella, og generalstabens chef, Houari Boumedienne, kom til at udgøre den sejrende tendens. Ben Bella blev i 1963 valgt til præsident og fik bekræftet sin stilling ved partikongressen i 1964. Men Ben Bella arvede et politisk og økonomisk kaos, efter at omkring 900.000 europæere flygtede i løbet af nogle måneder i 1962. Europæerne rejste fra deres ejendomme, men produktionsudstyr og andre værdier blev i mange tilfælde ødelagt. Algiererne besatte koloniejendommene, og både indenfor industri og landbrug opstod der på denne måde «arbejderstyrede» enheder («autogestion»). Enheder der blev kollektivt ledet af arbejderne selv. Ben Bella ønskede at videreudvikle den nationale revolution til en socialistisk revolution, hvor hovedelementerne skulle være «arbejderstyre» og statens overtagelse af produktionsmidlerne. Nationaliseringen af privatejendom ramte imidlertid både national og udenlandsk ejendom og små, såvel som store ejendomme. Samtidig kom «arbejderstyret» under bureaukratisk kontrol og mistede meget af sin mening. Ben Bella blev også anklaget for manglende evner til at rydde op i det administrative kaos, der eksisterede og for at opbygge et for stærkt personlig lederskab.

Kup mod Ben Bella

Utilfredsheden i borgerskabet og hæren voksede, og en gruppe omkring Boumedienne stillede sig i spidsen for et ublodigt statskup den 19. juni 1965. Ben Bella blev arresteret og sat i langvarig isolationsarrest. Kuppet blev siden kaldt for den «historiske genrejsning» af revolutionen, mens Ben Bella-perioden havde ført revolutionen ind i en blindgyde. Boumediennes magtovertagelse betød imidlertid indrømmelser til borgerskabet omkring nationaliseringen af privatejendom - bl.a. ved at en del nationaliseret ejendom blev givet tilbage til sine tidligere ejere. Hæren havde støttet kuppet, og der opstod nu en alliance mellem jordejerne, hæren og statsapparatet.

Boumedienne igangsatte et accelereret industrialiseringsprogram baseret på eksporten af olie og naturgas på flydende form. Der fandt en økonomisk ekspansion sted, som imidlertid ikke afspejlede sig på landet. Befolkningen voksede hurtigere end fødevareproduktionen og Algeriet gik fra at være fødevareeksporterende til at være fødevareimporterende. I byerne udbrød der strejker.

Houari Boumedienne døde i december 1978. I 1976 var der blevet vedtaget en ny forfatning og i 1977 var der blevet valgt repræsentanter til Nationalforsamlingen. De udpegede nu oberst Chadli Bendjedid til ny præsident. FLN's 4. kongres i januar 1979 valgte næsten enstemmigt Bendjedid til partileder og bekræftede hans præsidentstilling. Den nye præsident indledte en afspændingspolitik, og løslod bl.a. Ben Bella der havde siddet 14 år i isolationsfængsel. Forbuddet mod rejser til udlandet blev hævet, skatterne blev sænket og begrænsningerne på opførelsen af private boliger blev fjernet. De store statsvirksomheder begyndte at blive delt i mindre enheder. Omstruktureringen af ineffektive statslige virksomheder blev tilskyndet og private virksomheder tilskyndet.

Flerpartistyre

Bendjedid blev genvalgt i januar 1984. I oktober 1988 startede der protester i flere byer mod knapheden på vand og basale varer. Protesterne satte samtidig spørgsmålstegn ved FLN's og militærets legitimitet. Militante fundamentalistiske muslimer var i denne situation blandt de vigtigste agitationsgrupper. Nogle moskeer - specielt i de folkelige bydele - blev centrum for politiske manifestationer. Specielt under fredagsbønnen der blev brugt til at formulere politiske og sociale krav. Nogle af de mest radikale islamistiske grupper begyndte at sende frivillige til Afghanistan for at kæmpe jihad «hellig krig» mod Kabulstyret, der blev støttet af Sovjet. Protesterne og agitationen tvang Bendjedid til at love en ny forfatning, der i midten af 1989 indførte flerpartistyre og dermed gjorde op med FLN's 27 årige etpartistyre.

Over 20 forskellige politiske grupper - blandt dem flere islamiske - propaganderede åbent for deres holdninger. De vigtigste var: Den islamiske Frelserfront (FIS), Den islamiske Da'wa Liga, Det socialistiske Avantgardeparti (PAGS) (kommunistisk) samt Samlingen for kultur og Demokrati (RDC), der havde en betydelig kabylsk basis - etnisk minoritet af berberoprindelse. Mouloud Hamrouche der var leder af den reformistiske sektor blev udpeget til premierminister. Ved det første flerpartivalg efter Algeriets løsrivelse fra Frankrig vandt FIS en betydelig sejr over FLN.

FIS vinder valgene

Mouloud Hamrouche regeringen indgav i juni 1991 sin afskedsbegæring efter omfattende agitation fra moskeerne. Samtidig blev landet sat i undtagelsestilstand på baggrund af den massive agitation fra FIS' side, der krævede afholdelse af præsidentvalg om omdannelsen af Algeriet til en islamisk stat. Som ny premierminister blev udpeget Sid Ahmed Ghozali - en olietekniker der havde været udenrigsminister i den foregående regering. Regeringen lovede gennemførelse af præsident- og parlamentsvalg inden slutningen af året, og FIS indstillede sin agitation.

Landet ansøgte om lån fra IMF for at kompensere for de faldende oliepriser og Ghozali fremsatte forslag om reformer af valglovene, der bl.a. gav manden lov til at stemme for sin kone. Men ændringerne blev boykottet af FLN's parlamentsflertal. Ved valgene i december 1991 nåede valgdeltagelsen ned på 60% af de 13 millioner stemmeberettigede. Resultatet af 1. valgrunde var en stor sejr for FIS, der fik 188 ud af 430 pladser i parlamentet mod FFS's 25 og FLN's 15. De antifundamentalistiske sektorer i landet var dybt foruroligede over FIS' sejr i første runde. Det gjaldt især FFS og landets LO, UGTA. De gennemførte en demonstration med 100.000 deltagere i hovedstaden Algiers centrum. Heri deltog også kvindeorganisationer, mellemlag og intellektuelle.

Kup

Præsident Chadli Benjedid trådte efter voldsomt pres fra militæret og FLN politikere tilbage. De frygtede en total FIS sejr. Istedet dannedes et Højeste Sikkerhedsråd bestående af 3 militærfolk og premierministeren. Kort tid senere blev der oprettet et Højeste Statsråd ledet af Mohamed Boudiaf, der havde været oppositionsleder indenfor FLN og i eksil siden 1964. Rådet indledte øjeblikkeligt arrestationen af FIS ledere og valgresultatet blev annulleret. I februar satte Statsrådet hele landet i undtagelsestilstand for 1 år. Militæret satte sig imod enhver mulig deling af magten med FIS. Den 25. marts 92 blev FIS forbudt. I de første dage af april opløste regeringen omkring 400 kommunalbestyrelser, der siden kommunalvalget i juni 1990 var blevet ledet af medlemmer af FIS. I slutningen af april bekræftede højesteret illegaliseringen af FIS.

Borgerkrig

Volden fra både regeringens og islamisternes side tog til. Ved en offentlig begivenhed i juni blev Budiaf myrdet af en af sine sikkerhedsvagter, mens han talte. Budiaf blev erstattet af Ali Kafi og samtidig trådte premierminister Ghozali tilbage. Regeringens politik overfor oppositionen blev nu yderligere strammet. I september offentliggjorde regeringen under ledelse af den nye premierminister Belaid Abdelsalam en række «antiterrorist foranstaltninger» - der i blandt udvidelsen af dødsstraffen til en lang række nye områder. Amnesty International vurderede, at omkring 2.000 mennesker mistede livet under borgerkrigens første år. I februar 1993 forlængede Statsrådet undtagelsestilstanden på ubestemt tid, indførte udgangsforbud i Algier og 5 provinser og opløste alle de organisationer, der havde tilknytning til det illegale FIS.

Fra dette øjeblik vaklede militæret mellem at søge en forhandlingsløsning og at knuse de islamiske grupper militært. Mod slutningen af 93 udtrykte FIS villighed til at indlede en dialog med regeringen, der svarede med at løslade 60 tilbageholdte islamister og indkalde til en forhandlingskonference. Men forsøget blev blot det første af en lang række fiaskoer, der skyldtes uenighed mellem de forskellige politiske sektorer. Regeringen afviste at invitere en række af de islamiske grupper, og FLN og FFS udtalte, at en præsident udpeget af fredskonferencen ikke ville have nogen form for legitimitet. Efter det fejlslagne forsøg udpegede regeringen forsvarsminister Lamine Zeroual til præsident for de følgende 3 år.

Premierminister Abdelsalam afviste at gennemføre massive privatiseringer og blev derfor fjernet fra magten. Det banede i starten af 94 vejen for en aftale mellem IMF og den nye regering under ledelse af Redha Malek. Øgningen af udlandsgælden faldt sammen med øgningen af arbejdsløsheden, der nåede op på at berøre 22% af den erhvervsaktive befolkning. Malek blev udskiftet med en anden fortaler for økonomisk liberalisering, Mokdad Sifi, der vurderedes at være mere åben overfor dialog med islamisterne. Dette var begyndelsen på en stigende splittelse i alle de politiske sektorer, og samtidig blev den islamiske guerilla splittet i Den væbnede islamiske Gruppe (GIA) og Den væbnede islamiske Bevægelse. Volden fra begge sider - både regering og islamister - fortsatte gennem året, uden af nogle af dem var i stand til at opnå en militær sejr. I en af deres mest spektakulære aktioner lykkedes det islamisterne at befri 1000 fanger fra højsikkerhedsfængslet Tazoult.

Borgerkrigen fortsatte gennem 95, men trods en vis militær overlegenhed på regeringens side, syntes det ikke at være muligt at knuse den islamiske opposition. De politiske forsøg på at løse konflikten gav heller ikke større resultater. Efter i begyndelsen af året at være mødtes i Rom foreslog repræsentanter fra FIS, FLN, FFS og de moderate islamister fra Hamas, at regeringen skulle indstille volden, løslade de politiske fanger og danne en national samlingsregering, der skulle organisere valg. Men trods støtte fra Spanien, USA, Frankrig og Italien, blev forslaget afvist af præsident Zeroual. Han forsatte krigen mod islamisterne og arrangerede i november 95 præsidentvalg. Det blev boykottet af FIS, FLN og FFS, hvilket gav Zeroual en sejr på 61% over den moderate islamist Mahfoud Nahnahs 25%. Trods tilstedeværelsen af udenlandske observatører blev der rejst alvorlige spørgsmål ved valgets retmæssighed.

I de første måneder af 96 havde Zeroual opnået støtte fra en ny gruppe af ledere i FLN, opnået en række vigtige militære sejre og gennemført IMF's strukturtilpasningsprogram, der havde ført til fattiggørelse af store dele af mellemlaget og de fattigste sektorer i befolkningen. Men krigen var ikke slut. Januar 97 var særlig voldelig, og GIA viste, at organisationen stadig havde en betydelig operativ kapacitet. Mere end 200 mennesker døde ved forskellige attentater - over 100 blev halshugget. Det satte regeringen i højeste alarmberedskab.

I perioden op til parlamentsvalget 5. juni skærpedes volden. Valget gav regeringspartiet relativt flertal med 155 ud af 380 pladser i parlamentet. Den moderat islamiske gruppe Bevægelsen for et fredeligt samfund fik 69 pladser, FLN 64 og FFS samt RDC fik 19. FIS havde opfordret til valgboykot og erklærede sig tilfreds med, at 34% havde boykottet valget.

Massakrer på civilbefolkningen

I august 1997 erklærede den netop løsladte FIS leder, Abasi Madani, at hans bevægelse var villige til at gøre en ende på volden gennem dialog med regeringen. Men massakren samme måned på 300 mennesker i en lille landsby syd for Algier ødelagde atter engang muligheden for dialog. De ansvarlige for massakren vurderedes at være islamistiske partisaner, men samtidig kunne øjenvidner berette, at tropper fra hæren kunne have forhindret massakren, men valgte ikke at gribe ind.

Ved kommunal- og provinsvalget i oktober vandt regeringens kandidater. Det bekræftede regeringens overherredømme, men rummede samtidig ringe mulighed for forandring.

I marts 98 blev en af lederne for en algiersk militant islamisk gruppe arresteret i Belgien, og de belgiske myndigheder erklærede, at det var første skridt på vejen til at optrævle GIA's europæiske netværk.

Amnesty International kritiserede regeringens sikkerhedsstyrker og oppositionens væbnede grupper for deres ansvar for mord og forsvindinger af hundredvis af personer. Organisationen kritiserede samtidig torturen og mishandlingen af tilbageholdte samt overtrædelsen af maksimumsperioden for tilbageholdelse.

Få måneder senere trådte præsidenten tilbage og udskrev nyvalg. I april 1999 overtog Abdelaziz Bouteflika præsidentposten. Han udskrev øjeblikkelig folkeafstemning om en forsoningslov. Loven fik med 98,6 % af stemmerne overvældende tilslutning og blev også støttet af FIS. Præsidenten indførte endvidere general-amnesti for alle de der nedlagde våbnene og gik ind i en legal politiske aktivitet.

I november 1999 blev FIS' 3. vigtigste leder, Abdelkader Hachani, myrdet i hovedstaden Algier. Mordet menes begået af radikale islamiske kræfter, der ønskede at angribe Hachanis dialog linie overfor regeringen.

Militærets opførsel i den væbnede konflikt blev skarpt fordømt nationalt og internationalt, efter offentliggørelsen af major Habib Souaidias bog, Den beskidte Krig. Majoren var trådt tilbage og levede i eksil i Frankrig. I sin bog afslørede han, at militæret gentagne gange i løbet af 1990'erne havde forklædt sig som partisaner og gennemført massakrer på civilbefolkningen. Desuden havde det torteret islamister til døde. Bouteflika regeringen afviste krav fra menneskerettighedsaktivister om at gennemføre en offentlig og tilbundsgående undersøgelse af krænkelserne.

I februar 2001 blev Bouteflika kraftigt kritiseret for ikke at kunne bremse GIA's massakrer. Måneden inden havde han erklæret, at han ville slå til med jernhånd mod de partisaner, der fortsat var aktive, og februar blev en af de blodigste måneder fra GIA's side.

I april gennemførte berberledere en række meget omfattende demonstrationer til støtte for kravet om kulturel og social anerkendelse. Det førte til sammenstød med sikkerhedsstyrkerne og mere end 60 dræbte civile, hvilket fik det overvejende berber baserede RdC til at trække sig ud af regeringen.

Berbernes rolle i selvstændighedskampen fra Frankrig er traditionelt blevet undervurderet af det arabiske flertal, og i august gennemførte berbere derfor en officiel ceremoni i Soummam dalen i hjertet af Kabylien for at markere en mærkedag i selvstændighedskampen. Vejene blev barrikaderede, hvilket hindrede regeringsdeltationerne i at deltage.

I november døde flere hundrede mennesker som følge af de værste oversvømmelser i landets historie.

I marts 2002 meddelte Boutlefika, at berbernes sprog - tamazight - ville blive anerkendt som nationalt sprog.

Op til parlamentsvalget i maj opfordrede berberne - der udgør 17% af befolkningen - til boykot i protest mod manglende anerkendelse af deres kulturelle identitet, for bedre levevilkår og beskæftigelsesmuligheder.

Op til markeringen af 40 året for landets selvstændighed blev der gennemført et attentat ved et marked nær hovedstaden. 30 personer blev dræbt. Myndighederne lagde ansvaret på islamiske ekstremister.

I maj 2003 blev landet ramt af et jordskælv, der kostede 1100 livet og sårede 7000. Der blev derfor dekreteret 3 dages landesorg.

Boutlefika regeringen gennemførte i juli en amnesti, hvor to af FIS' øverste ledere, Abassi Madani og Ali Belhadj blev løsladt efter 12 års fængsel. I maj blev Ahmed Ouyahia fra den nationale demokratiske bevægelse udnævnt til premierminister.

I september gennemførte regeringsstyrker en offensiv mod GIA i Babor bjergene i Setif provinsen. I november tilfangetog hæren i Saoula organisationens leder, Rachid Abou Tourab.

Ved valget i april 2004 blev Abdelaziz Bouteflika genvalgt med 84% af stemmerne - iflg. de officielle opgørelser. Hans vigtigste modkandidat, den tidligere premierminister Ali Benflis fik 8% og kaldte valget for massiv valgsvindel. Benflis og hans tilhængere afviste valgresultatet og indgav en klage til Algeriets forfatningsdomstol. Valgobservatøren Bruce George fra OSCE erklærede, at resultatet modsvarede det algierske folks ønsker.

I marts erklærede regeringen, at en ny olierørledning, OZ2, ville blive taget i brug i begyndelsen af 2005. Den skulle bidrage til øget eksport af olie fra landet. Rørledningen blev bygget af det nationale olieselskab i samarbejde med det fransk-italiensk-britiske konsortium Sonatrach. Den 800 km lange olierørledning løber fra Haoud el Amra i den sydlige del af landet til Arzew ved Middelhavskysten, og vil kunne transportere hvad der svarer til 25% af det franske olieforbrug. OZ2 følger samme rute som OZ1 der er bygget 30 år tidligere. Man mener at Algeriets oliereserver er på 11.300 millioner tønder, men den fortsatte olieefterforskning kan øge dette tal betydeligt.

I juni blev de 2 algierske journalister Mohammed Benchicou fra avisen Le Matin og Hafnaoui Ghoul arresteret. Benchicou blev idømt 2 års fængsel og Ghoul sad 2 måneder fængslet for bagvaskelse. Begge journalister havde skrevet om menneskerettighedskrænkelser i Algeriet til avisen Le Soir d'Algérie. Iflg. nationale og internationale iagttagere var de to angreb på pressefriheden tegn på en ny bølge af angreb på den uafhængige journalistik i landet.

I juli suspenderede kultur- og kommunikationsminister Mohamed Daho midlertidigt satellit TV kanalen al-Jazeeras virke i landet. Beslutningen blev taget efter at et medlem af oppositionen på et debatprogram havde kritiseret regeringen i stærke vendinger. Den officielle begrundelse for lukningen var, at arbejdet på kanalen skulle omorganiseres.

I januar 2005 erklærede regeringen, at GIA lederen Nourredine Boudiafi var blevet arresteret, og at hans næstkommanderende var blevet dræbt. Dermed erklærede myndighederne GIA for stort set nedkæmpet. Samme måned indgik regeringen en aftale med berber ledere. Aftalens punkter blev ikke offentliggjort, men Boutlefika erklærede at der vil blive gennemført større investeringer i Kabilien og vil blive taget større hensyn til berbernes sprog tamazight.

Samme måned kom det til flere protestaktioner mod regeringens beslutning om at hæve prisen på butangas, der ofte anvendes af de fattigste i landet til madlavning og opvarmning.

I marts 2005 udkom en officiel rapport der indrømmede, at sikkerhedsstyrkerne var ansvarlige for forsvindingen af mere end 6.000 civile under den væbnede konflikt i 1990'erne. 

Lokalvalgene i november blev i Kabylien hvor berberne er i flertal vundet af oppositionen. I december vendte Bouteflika tilbage fra Frankrig, hvor han var blevet opereret.

Regeringspartiet fik absolut flertal ved parlamentsvalget i maj 2007. Det skete under indtryk af tilgagende vold i landet. I januar havde Salafistgruppen for prædiken og Kamp taget navneforandring til al-Qaeda i islamisk Magreb og havde samtidig indledt en blodig offensiv mod regeringen.

Algeriet undertegnede i 2007 en kontrakt med Rusland om leveringen af 55 kampfly til en værdi af 1,9 mia. US$. I oktober 2009 kom der rapporter om, at Algeriet havde ophævet en våbenhandel med Frankrig, fordi våbnene ville indeholde israelske komponenter.

Bouteflika udnævnte i juni 2008 Ahmed Ouyahia til ny premierminister.

Gennem 2008 overførte USA 7 algierere fra sin koncentrationslejr i Guantanamo til Algeriet, hvor de alle blev arresteret ved ankomsten og holdt indespærret i 8-14 dage. De blev derefter løsladt, men samtidig igangsatte myndigheder retssager eller efterforskning af dem. I løbet af året blev 60-90 algierere dræbt ved terror- eller mod-terror attentater. Tortur er fortsat udbredt, og landet er på FN's Committee Against Tortures inspektionsliste.

I november 2008 fjernede parlamentet uden videre debat den begrænsning i forfatningen, der begrænser en præsident til at sidde i 2 embedsperioder. Bouteflika kunne derfor i april 2009 lade sig vælge til en 3. præsidentperiode med 90% af stemmerne. Flere oppositionspartier boykottede valget og Front des Forces socialistes (FFS) talte om en «tsunami» af valgsvindel.

I november 2009 kom det til sammenstød mellem ægyptiske og algierske fodboldfans i Sudan, i forlængelse af en kamp mellem de to landes landshold i kvalifikationsturneringen op til fodboldverdensmesterskaberne i 2010. Sammenstødet udviklede sig til en diplomatisk krise mellem de to lande, og Ægypten trak sin ambassadør hjem.

WikiLeaks' offentliggørelse i december 2010 af indberetninger fra USA's ambassader rundt om i verden afslørede supermagtens kendskab til den økonomiske svindel blandt diktaturene i den arabiske verden. Offentliggørelsen udløste demonstrationer og andre former for protester over hele den arabiske verden. Den protestbølge der senere blev betegnet som det «arabiske forår», og som skyllede USA's og EU's mangeårige allierede i Tunesien og Egypten bort. I Algeriet startede demonstrationerne allerede den 28. december 2010. I Algeriet var de udløsende temaer arbejdsløsheden - og specielt ungdomsarbejdsløshen -, manglen på boliger, den økonomiske korruption, inflationen og de manglende demokratiske rettigheder. I løbet af januar spredte protesterne sig til hele landet. De udviklede sig voldeligt med nedbrænding af forretninger og offentlige kontorer, og blev mødt med en tilsvarende vold fra regimets side. I midten af måneden var 3 demonstranter dræbt, 800 såret og 1100 arresteret. Der i blandt mange mindreårige. Samtidig startede en bølge af selvafbrændinger efter tunesisk forbillede. Frem til slutningen af februar satte omkring 25 algierere ild til sig selv i protest. De fleste foran offentlige bygninger.

I Egypten tvang protesterne landets diktator, Hosni Mubarak til at træde tilbage den 12. februar. Det førte til en dramatisk optrapning af protesterne i Algier, men samtidig til mobilisering fra regimets side, der med 30.000 politifolk hindrede demonstranterne i at indtage den centrale 1. Maj plads i hovedstaden Algier. Samtidig imødekom regimet demonstranternes vigtigste krav: ophævelsen af den forhadte undtagelsestilstand. Det enorme politiopbud i Algier og indrømmelser fra regimets side fik over de næste 2 måneder protesterne til at ebbe ud. I april lovede præsident Bouteflika grundlovsændringer til styrkelse af det repræsentative demokrati, og han lovede samtidig ændringer af lovene om valg, medier og politiske partier.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Algeria)
Amnesty International Annual Report 2011 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2012 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)