Mali

Læst af 35.246    

Mali kan inddeles i tre regioner. Den nordligste ørkenlignende del er en del af Sahara. Den centrale del der kaldes Sahel savanne, er inde i en proces, hvor den forvandles til ørken. Den sydlige del har fugtig savanne vegetation, overrislet af Senegal og Niger floderne og den tættest befolkede. Manglen på vand og skovrydningen som følge af svedjebrug øger tørkeproblematikken.

Folket: Blandt de mange etniske grupper i Mali er den mest talrige bambara. Blandt andre vigtige etniske grupper finder vi malinke, songhai, senufu, fulanis, dogon og tuareg.

Religion: Islam (90%), traditionelle afrikanske religioner (9%), kristne (1%).

Sprog: Fransk er det officielle sprog. Bambara tales af 80% og er det meste udbredte afrikanske sprog. Der tales endvidere arabisk og tuareg.

Politiske partier: Alliancen for Demokrati i Mali (ADEMA); Partiet for national Genfødsel (PARENA); Den Nationale Komite for Demokratisk Initiativ (CNID); Den Sudanesiske Union - Den Afrikanske Demokratiske Sammenslutning, baseret på det gamle parti oprettet af Modibo Keita; Partiet for National Genfødsel (PRN); Azawads forenede Fronter og Bevægelser (MFUA).

Sociale organisationer: Malis Nationale Arbejderunion (UNTM); Malis Nationale Kvindeunion (UNFM) med 350.000 medlemmer; Malis Nationale Ungdomsunion (UNJM); Malis Sammenslutning af Elever og Studerende (AEEM).

Officielt navn: République du Mali.

Administrativ inddeling: 8 regioner og Bamako distriktet

Hovedstad: Bamako, 1.809.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Ségou, 132.400 indb.; Sikasso, 125.400 indb.; Mopti, 114.400 indb.; Gao, 104.700 indb. (2000).

Regering: Amadou Toumani Touré er siden juni 2002 præsident og statschef, genvalgt i 2007. Modibo Sidibé, er siden septmber 2007 premierminister og regeringschef. Lovgivningen er baseret på en etkammers nationalforsamling med 129 medlemmer, der vælges for en 5 årig periode.

Nationaldag: 22. september (uafhængighed, 1960)

Væbnede styrker: 7.000 - inkluderer gendarmeriet, republikanergarden og det nationale politi (2003)

Imperiet Mali var et af de store kulturelle og handelsmæssige centre i Afrika. Det blev besat af Frankrig i 1850 og blev sammen med det nuværende Burkina Faso (Øvre Volta), Benin og Senegal omdannet til fransk Sudán, senere fransk Centralafrika.

Besættelsen havde flere voldelige konsekvenser: Økonomien var traditionelt orienteret mod Middelhavet. Den blev nu orienteret mod Atlanterhavet, hvor Dakar blev omdannet til koloniens handelscentrum. Det medførte, at de traditionelle handelsruter gennem Sahara gik i forfald. Fransk Sudans antikoloniale strømninger efter 2. verdenskrig manifesterede sig politisk i Den Afrikanske Demokratiske Sammenslutning (Rassemblement Démocratique Africain, RDA), der var blevet dannet ved en konference i Bamako, under indtryk af de demokratiske vinde der blæste ved slutningen af 2. verdenskrig. Den Sudanesiske Union var sektionen af RDA i Mali. Som følge af den franske kolonialismes strategiske nederlag i Dien Bien Phu i Vietnam og revolutionen i Algeriet, begyndte Paris i 1950'erne at give gradvise indrømmelser, der i sidste ende ledte frem til landets uafhængighed i 1960.

De nye unge stater sluttede sig i bevidstheden om deres egen svaghed sammen i Mali Føderationen, men de forskellige interesser umuliggjorde samlingsprocessen og føderationen brød sammen. Fransk Sudan brød de sidste bånd med centret, proklamerede republikken Mali og valgte Modibo Keita til præsident.

Sammen med Senghor i Senegal og Houphouet Boigny i Côte d'Ivoire (Elfenbenskysten) tilhørte Keita en ny generation af afrikanske ledere, uddannet i Frankrig og inspireret af Socialdemokratiet. Men Malis præsident indskrænkede sig i modsætning til sine nærmeste kolleger ikke til at acceptere neokolonialismen under en fernis af «negritude». Han igangsatte en forandringsproces og økonomisk udvikling inspireret af «den afrikanske socialisme», og nærmede sig de positioner Sekou Touré i Guinea og Kwame N'Krumah i Ghana stod for.

De vigtigste økonomiske aktiviteter blev nationaliseret, og der blev tilskyndet til industrialisering. Skoleprocenten steg fra 4 til 20%. Hans kamp for samling af kontinentet, for alliancefrihed og for en uafhængig udenrigspolitik skabte respekt omkring Keita blandt progressive bevægelser i hele Afrika. Men han nåede ikke at udvikle en stabil politisk struktur, og et militærkup i 1968 bragte ham til fald.

«Den militær komite for National Befrielse» ledet af oberst Moussa Traoré lovede at rydde op i økonomien og bekæmpe korruptionen, men resultaterne pegede i den stik modsatte retning. De gryn- og kornsorter landet havde kunne eksportere i 1967 måtte rationeres i 70'erne.

Den økonomiske afhængighed af udlandet samt specialiseringen af landbrugsproduktionen orienteret mod de internationale markeder medførte, at Mali akkumulerede en omfattende udlandsgæld gennem 1970'erne.

I et forsøg på at skabe sig et politisk spillerum sendte regeringen i 1974 en ny forfatning til folkeafstemning. Med hele oppositionen forbudt og Keitas tilhængere kastet i fængsel fik regeringen 99,8% tilslutning til sin forfatning - et lidt for højt tal til at være troværdigt. Den 16. maj 1977 døde Modibo Keita et sted i ørkenen, hvor han siden 1968 var blevet holdt fangen. Den officielle dødsårsag - «fødevareforgiftning» - blev af mange tolket som: forgiftning. Folket fulgte i åben trods mod regimet Keitas jordiske rester til graven i den største demonstration, der nogensinde var blevet gennemført i Bamako.

I 1979 gennemførte præsident Moussa Traoré en stramt økonomisk program udformet af internationale banker og den internationale valutafond, IMF. Det førte i november 79 til studenterprotester, som lærerne også sluttede sig til. Repressionen var voldsom: 13 studenter blev tortureret og dræbt af politiet og omkring 100 sat i fængsel.

Fra 1983 styrkede Mali båndene til Frankrig. Samtidig lagde Moussa Traoré afstand til Sovjetunionen, der i 70'erne havde ydet bistand på det økonomiske og uddannelsesmæssige område.

Den økonomiske situation fortsatte med at forværres indenfor de centrale sektorer som landbruget. Mali er en del af Sahelbæltet og den fortsatte tørke dér, bragte yderligere reduktioner i kvægbestanden.

I juni 85 blev Traoré genvalgt som præsident for en 2. mandatperiode. Som eneste kandidat fik han 99,94% af stemmerne.

I 1988 gennemførtes atter demonstrationer blandt studerende, lærere og offentligt ansatte. Regeringen blev omdannet og der blev oprettet et økonomisk og socialt råd, ledet af general Amadou Baba Diarra.

På det financielle område var regeringen konfronteret med en enorm udlandsgæld, der i 1988 nåede op på 125% af bruttonationalproduktet, hvis renter og afdrag oversteg eksportindtægterne med 25%. Regeringen gik ind i forhandlinger med IMF om gennemførelsen af et strukturtilpasningsprogram og begyndte at privatisere bankerne - financieret af Frankrig med et lån på 8 milliarder Franc (9 mia. Dkr) Samtidig varsledes fyringer indenfor statsadministrationen og salg af statslige virksomheder.

Den 10. april 1991 blev der gennemført et folkeligt og militært oprør mod Traorés regime. Det bragte oberstløjtnant Amadou Tumani Touré til magten i spidsen for et Råd for Folkets Overgang og Frelse (CTSP). Han lovede at overdrage magten til civile i starten af 1992.

Blandt CTSP fandtes også figurer fra det styrtede diktatur. Det styrtede den folkelige mistillid til militæret og ansporede studenterorganisationerne til voldelige aktioner mod offentlige bygninger, der symboliserede diktaturet.

Gamle partier blev reorganiseret og nye dukkede op. Der blev dannet faglige organisationer, der stillede krav om bl.a. lønstigninger og stop for privatisering af offentlige virksomheder. Det gjaldt isæt indenfor telekommunikation, jernbanerne samt tekstil-, medicinal- og cementindustrierne.

I juni 1991 gennemførte Tuaregerne i nord og Moroerne i øst et oprør, hvilket bidrog til at øge de sociale spændinger. Den nye præsident mødtes med sine kolleger fra Algeriet og Mauretanien for i fællesskab at drøfte tuaregspørgsmålet.

Den 14. juli gennemførte dele af de væbnede styrker et kupforsøg mod præsident Tumani Touré, hvilket tvang ham til at give soldater og offentligt ansatte en lønforhøjelse på 70% i et forsøg på at begrænse utilfredsheden.

I december 1991 blev forhandlingerne mellem myndighederne i Mali og tureg oprørerne genoptaget, der blev indført våbenhvile og udvekslet fanger.

I marts 92 nåede Malis regering og tuaregerne med Algeriet som mægler frem til en fredsaftale, der afsluttede 2 års væbnet konflikt. I april blev den endelige fredsaftale undertegnet af Azawads forenede Fronter og Bevægelser, der består af 4 tuareg oppositionsgrupper.

Ved parlaments- og kommunalvalget i marts 1992 vandt Alliancen for Demokrati i Mali (ADEMA) 76 ud af de 116 pladser i Nationalforsamlingen. Resten blev fordelt mellem andre politiske alliancer og repræsentanter for malesere i udlandet.

Den 26. april blev Alpha Oumar Konaré - leder af ADEMA - valgt til præsident i de første flerpartivalg siden uafhængigheden i 1960. Hans vigtigste modstander var Tiéoulé Mamadou Konaté, leder af Den Sudanesiske Union - Den Afrikanske Demokratiske Sammenslutning.

Konaré er af uddannelse lærer. Han havde spillet en central rolle i oprøret mod Moussa Traorés regime i 1991.

Konaré og Konaté var gennem en 2. valgrunde, da ingen af dem opnåede absolut flertal i første valgrunde den 12. april. 7 kandidater røg ud efter 1. runde. Begge valg var karakteriseret ved lav valgdeltagelse - i den sidste runde stemte kun 21% af de valgberettigede.

De fleste politiske partier havde boykottet parlamentsvalget og stillede spørgsmålstegn ved valgmekanismerne, som de også gav skylden for den lave valgdeltagelse.

Amnesty International skriver i sin rapport for 1992 om fængslingen af flere formodede oppositionelle uden anklager eller dom. Der blev endvidere idømt 14 dødsstraffe, der dog alle blev forvandlet til livsvarigt fængsel. Militæret henrettede uden rettergang endvidere flere dusin medlemmer af tuaregsamfundet, slutter AI's rapport.

I marts 1993 besatte en gruppe studenter den statslige radio, og i april gennemførtes store demonstrationer mod regeringens økonomiske politik. Støttet af de udenlandske finansinstitutioner fortsatte Konaré den liberalisering af økonomien, Traoré havde startet. Præsidenten forandrede skattesystemet, reducerede de offentlige udgifter, privatiserede statslige virksomheder og fjernede kontrollen med priserne.

I februar 1994 blev der gennemført nye demonstrationer mod regeringen. Den 15. blev samtlige undervisningsinstitutioner - bortset fra grundskolen - lukket. Nogle observatører rapporterede om hemmelige væbnede grupper, der havde planer om at gå til angreb på ejendom, tilhørende Malis vigtigste udenlandske kreditorer.

I juni undertegnede regeringen en aftale med MFUA, en af de oprørske tuaregers vigtigste grupper. Trods aftalen fortsatte de voldsomme begivenheder. I en af disse i byerne Gao og Beher kostede politiundertrykkelsen 200 dræbte, blandt dem kvinder og børn.

I 1995 fortsatte regeringen forhandlinger med andre rebelske tuareg grupper og med nabolandene for at åbne op for, at de 120.000 tuareg flygtninge i Algeriet, Burkina Faso og Mauretanien kan vende hjem. I oktober indledtes et repatrieringsprogram, der skulle strække sig over 3 år.

IMF godkendte landets tredje årlige strukturtilpasningsprogram, og udenlandske investorer begyndte at interessere sig for Mali, efter at nye forekomster af guld var blevet opdaget.

En ny fredsaftale blev undertegnet den 27. marts 1996. Den gjorde en ende på konflikten mellem stat og tuareger. Regeringen sikrede 25.000 flygtninges tilbagevenden fra Niger. Aftalen betød samtidig demobiliseringen af 2.700 partisaner.

I maj 1997 blev Alpha Oumar Konaré valgt til præsident med 95,9% af de gyldige stemmer. Ved parlamentsvalgene i juli og august vandt det regerende ADEMA 130 af pladserne i det nye parlament. I begge tilfælde boykottede oppositionen valgene, og valgdeltagelsen var sparsom.

Oppositionens boykot af valgene faldt sammen med en stigning i gadevolden, hvilket førte til, at premierminister Keita og hans regering i slutningen af 1997 gik af. En gruppe intellektuelle krævede løsladelse af flere oppositionsledere for at reducere spændingen. Alligevel udnævnte præsidenten atter Keita til premierminister, og denne udpegede en ny regering.

I marts 1998 udsatte regeringen på ubestemt tid de lokalvalg, der var planlagt til afholdelse den 19. april. Ifølge regeringen skyldtes udsættelsen, at den ville give oppositionen bedre tid til at deltage, efter at dele af oppositionen allerede havde annonceret sin boykot af valget. Valget blev senere gennemført i juni og gav den siddende regering sejren. Oppositionen havde boykottet valget med henvisning til, at der ikke eksisterede ytringsfrihed i landet. Produktionen af ris steg dette år kraftigt, og samtidig indledte regeringen en privatisering af de statslige virksomheder indenfor el og vand.

I januar 1999 blev Moussa Traore og hans hustru dømt til døden på anklager om berigelse og misbrug af tillid. Dommen blev dog efterfølgende forvandlet til livsvarigt fængsel. I august opnåede fagbevægelsen en 7 % lønstigning til de statsligt ansatte, efter i juli at have strejket i 2 dage. I oktober rystedes landet af en flere dage lang strejke blandt ansatte i sundhedssektoren.

I januar 2000 blev et kupforsøg forpurret, men få dage senere besluttede præsidenten at indlemme en række officerer i regeringen. I februar trådte premierminister Ibrahim Boubacar tilbage, efter at være blevet anklaget i pressen for at være ineffektiv i bekæmpelsen af fattigdommen. I hans sted udnævntes Mande Sidibe, der var økonom og tidligere ansat i IMF.

Regeringens anti-kourruptions kommission offentliggjorde sin 4. rapport i juli 2000. Den kritiserede svindel med offentlige midler og dårlig administration i en række statslige virksomheder og institutioner. Blandt de kritiserede var det nationale Tobakskompagni, pensionskasser, indenrigsministeriet og flere offentlige hospitaler i Bamako. Rapportens afsløringer førte endvidere til, at der rejstes anklage efter at store mængder nødhjælpsforsyninger fra FN vbar forsvundet.

De første rwandiske krigsforbrydere, dømt ved Krigsforbrydertribunalet i Arusha ankom i december 2001 til Bamako, hvor de skal afsone deres straf. Blandt dem var Rwandas tidligere premierminister, Jean Kambanda og borgmesteren i Taba, Jean Paul Akayesu. Sikkerheden i de rwandiske fængsler er ikke tilstrækkelig, at de kan afsone deres straf i deres fødeland.

Efter 13 års byggeri begyndte den første turbine i vandkraftværket Manantali at producere strøm. Kraftværket er bygget i samarbejde med Mauritannien og Senegal, og forsinkelserne skyldes bl.a. økonomiske tvister mellem parterne. I sidste ende blev det besluttet, at 52% af strømmen leveres til Mali, 15% til Mauritannien og 33% til Senegal. Over 20.000 malinesere var i 1986 blevet tvangsforflyttet for at give plads til kraftværket.

Præsidentvalget i maj 2002 blev vundet af Touré, der erstattede Konaré, der havde siddet i to perioder - det maksimale iflg. forfatningen. Touré anses for en offentlig helt efter at have slået Traoré. Han vandt desuden på sine løfter om arbejde og uddannelse til ungdommen.

Ifbm. den interministerielle konference i Cancún i september 2003, rejste Mali sammen med 4 andre afrikanske lande sag mod USA for dets ulovlige statsstøtte til egne bomuldsproducenter. Mali karakteriserede sagen som et «spørgsmål om liv eller død» for det fattige lands økonomi. Malis bomuldsproduktion er ellers blevet internationalt konkurrencedygtig siden 1970'erne.

Samme måned besøgte den franske præsident Mali og gav et lån til landets tekstilindustri. Der bor omkring 100.000 illegale malinesere i Frankrig, og formålet med lånet var bl.a. at bremse udvandringen. Han fremlagde også - uden held - en plan for repatriering af de mange illegale malinesere i Frankrig.

I slutningen af 2003 fik regeringen 40 gidsler løsladt - overvejende tyske turister. De var blevet bortført af en algiersk islamisk oprørsbevægelse, der er på Washingtons liste over «terrororganisationer.»

Efter et væbnet sammenstød i april 2004 mellem hæren og en islamisk gruppe, der tilhører al-Qaeda netværket, bad præsident Touré regeringen om at træde tilbage. Ousmane Issoufi Maiga erstattede Ahmed Mohamed Ag Hamani på posten som premierminister. Hamani havde siddet på posten siden juni 2002.

Græshopper der i november raserede markerne og manglende regn hindrede at de nye afgrøder voksede ordentligt. Dertil kom den internationale passivitet, og disse forhold udløste en alvorlig humanitær krise i landet, med usikkerhed omkring fødevaresituationen og de lokale markeder tømt for fødevarer. Flere millioner menneskers liv var i fare. Græshopperne havde fortærret korn og grøntsager. Kun risen der stod under vand var blevet skånet for insekternes sult. I første række var det børnene der blev ramt, og i juli 2005 kunne mange familier kun spise en gang dagligt, og kun blade og frugter.

Verdensbanken, IMF og den Afrikanske Udviklingsbank (ADB) tog i marts 2006 beslutning om at eftergive 13 afrikanske landes udlandsgæld - deriblandt Malis. Det blev effektueret 1. juli. 

Præsident Touré blev i maj 2007 genvalgt allerede i første valgrunde med 72% af stemmerne. Blandt hans valgløfter var indførelse af mikrokreditter til små næringsdrivende. Oppositionen erklærede der havde været tale om svindel, men uafhængige observatører betegnede valget som fair. I april 2009 gennemførtes lokalvalg, der trods mindre uregelmæssigheder blev betegnede som frie.

Guia del Mundo

Sidst ajourført 7/6 2010