Grækenland

Læst af 222.963    

Athen (Solidaritet)

Grækenland ligger i det sydøstligste hjørne af Balkan ud til det østligste Middelhav. Landet ligger på en halvø mellem det ægæiske og det joniske hav, og består endvidere af en lang række større og mindre øer, hvoraf den største er Kreta. Landskabet er bjergrigt. Klimaet er præget af Middelhavet med tørre og varme somre. Produktionen er overvejende landbrugsmæssig (vin og oliven). På de dårligere jorde i bjergene opdrættes får og geder. Havdambrug er under udvikling. Der udvindes endvidere bauxit og nikkel. Der findes endvidere en betydelig cementindustri, kemisk, petrokemisk og metallurgisk industri. De traditionelle industrier er: fødevarer, drikkevarer, tøj, læder og papir.

Folket: Overvejende græsk. En minoritet på ca. 1% er tyrkisk.

Religion: Græsk-ortodoks

Sprog: Græsk

Politiske partier: Nyt Demokrati (konservativt); Panhelleniske Socialistbevægelse (PASOK); Venstrekoalitionen; Kommunistpartiet (KKE).

Sociale organisationer: Landsorganisationen (LO)

Officielt navn: Helleniké Demokratía.

Administrativ inddeling: 10 regioner inddelt i 51 administrative områder

Hovedstad: Athen (Athínai), 3.215.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Tesaloniki (Thessalonihi), 793.900 indb.; Pireus (Piraiéus), 188.500 indb; Petras (Pátrai), 172.100 indb. (2000).

Regering: Karolos Papoulias, præsident valgt i marts 2005, genvalgt i 2007. Præsidenten vælges af parlamentsmedlemmerne, og har en 5 årig embedsperiode. Konstantinos Karamanlis fra Nyt Demokrati, premierminister siden marts 2004. Etkammer parlament (Vouli ton Ellinon) med 300 medlemmer, der vælges for 4 år.

Nationaldag: 25. marts (uafhængighed 1821)

Væbnede styrker: 168.300 (1996)

Paramilitære styrker: 30.500 (Gendarmeri, kystvagt og toldbetjente)

I det 5.-3. årtusinde f.v.t. var Balkanhalvøen beboet af søfolk, der kom fra Asien, men der er også spor af jæger- og agerbrugssamfund i bl.a. det centrale Grækenland og på Kreta. I det 2. årtusinde f.v.t. begyndte et indoeuropæisk krigerfolk at udstrække sin indflydelse over halvøen. De grundlagde Mykenæ, Tarant og Argos , erobrede Athen, den østlige del af Peloponnes, invaderede Kreta og plyndrede Troja. Økonomien var baseret på landbrug og kvæghold. Samfundets herskende klasse bestod af kongerne, adelen, krigerne og ejerne af de bedste jorde. De herskede over bønderne, håndværkerne og hyrderne.

Omkring år 1000 f.v.t. gik den mykenske civilisation under overfor presset fra de doriske invasionsstyrker. De havde våben af jern - hvilket ægæerne ikke kendte til -, blandede sig med befolkningen og gav på den måde et samlet sprog for hele regionen. Halvøens bjergrige topografi favoriserede udviklingen af bystater, kaldet polis, der blev regeret af en konge, der blev rådgivet af et råd af ældre - begge tilhørende det militære aristokrati. Bønderne var tvunget til at betale en naturalieskat. Hvis de ikke var i stand til det, blev de gjort til trælle, eller sammen med deres familier solgt som slaver. (Se Antikken)

Trods eksistensen af de forskellige sociale klasser, besad grækerne en original opfattelse af det menneskelige væsen. De foregående civilisationer havde alene betragtet mennesket som et instrument for gudernes og herskernes vilje, men i den græske filosofi antog mennesket karakter af individ. Opfattelsen af mennesket som en borger der var en del af en polis - uanset ejendom og klassetilhørsforhold - var et af den græske kulturs vigtigste bidrag til historien. De græske bystater skiftevis allierede sig og bekrigede hinanden. Alligevel blev de hellenske folk betragtet som den samme nationalitet pga. bl.a. deres fælles religion, sprog og sportsudøvelse i de olympiske lege.

I det 8. århundrede f.v.t. kom de fleste af bystaterne i krise. Det skyldtes dels udvandingen af herskernes magt, der gradvist blev erstattet af magistrater udpeget blandt adelen, og dels manglen på frugtbar jord og stigningen i befolkningstallet, der medførte store sociale spændinger. Krisen pressede grækerne udad, blev startskuddet på græsk kolonisering af Middelhavsområdet, førte til en blomstrende handel og anvendelsen af græsk som handelssprog.

Omkring 760 f.v.t. etablerede grækerne kolonier i Syditalien, Napolibugten og på Sicilien. De blev bremset i deres ekspansion af fønikerne og etruskerne og kom derfor aldrig til fuldstændig at dominere Sicilien eller det sydlige Italien, men deres kulturelle indflydelse fik afgørende betydning for den efterfølgende kulturelle evolution for folkene på den italienske halvø.

Fra starten på koloniseringen ændres den sociale og politiske struktur i de græske polis. Handelsmændene havde tjent godt på ekspansionen over Middelhavet, og var derfor ikke særlig rede til fortsat at lade adelen varetage regeringsmagten. Sammen med bønderne pressede de på for at blive inddraget i de politiske beslutninger. Athen var på det tidspunkt en af halvøens mest blomstrende byer, og den indledte nu en proces, der i det 7-6. århundrede f.v.t. førte til en gradvis demokratisering af dens regeringsstrukturer. I 594 tog en reformator ved navn Solon et betydeligt skridt i den retning ved at indføre en skriftlig lov, et retstribunal og en forsamling med 400 medlemmer der var valgt udfra deres rigdomme og som fik til opgave at lovgive i byens sager.

Sparta var den anden store bystat i regionen, og den gennemførte på samme tid en fuldstændig anderledes udvikling. Den konsoliderede en oligarkisk stat med en benhård social og politisk struktur. Det spartanske samfund blev gennemmilitariseret pga. militærets afgørende betydning for ekspansionen og annekteringen af naboområderne.

I 540 indledte perserne deres fremmarch i Lilleasien og erobrede nogle græske byer. Disse byer gennemførte en række oprør, støttet af først Athen og siden Sparta, der mundede ud i en række krige - kendt som de mediske krige - der først i 449 endte med persernes nederlag. Krigene bidrog til at konsolidere Athens magt i regionen. Gennem Delosligaen udøvede de deres økonomiske og politiske magt i de andre bystater.

De græske skibe spillede en fundamental rolle i krigene mod perserne, hvilket gjorde rorkarlene, der ellers tilhørte de laveste lag i det atheniensiske samfund, uundværlige for forsvaret af Athen. Det udnyttede de til at stille krav om forbedringer i deres levevilkår og større politiske rettigheder. Efter en periode hvor det atheniensiske oligarki havde genvundet sin politiske magt, udvidede reformatoren Kleistenes i 508 antallet af medlemmer i byens forsamling til 500 og gjorde den til byens vigtigste regeringsorgan. Deltagelse i forsamlingen blev gjort mulig for alle frie borgere - kun mænd - i byen. Demokratiet i Athen kunne dog kun udnyttes af en lille minoritet, der fik mulighed for drastisk at øge deres rigdom gennem anvendelsen af det enorme antal slaver. Dette er baggrunden for, at historikere ofte karakteriserer det som et slavedemokrati. (Demos, gr. for folk; krati, gr. for styre. Se Demokrati)

I år 446 indgik Athens guvernør, Perikles, en fredsaftale med Sparta der kom til at vare i 30 år og som respekterede hver af parternes indflydelsessfære. Under Perikles' regeringsperiode i det 5. århundrede f.v.t. udviklede Athen sig til regionens handelsmæssige, politiske og kulturelle centrum. Kontrollen over handelen på havet og den medfølgende velstand gjorde det muligt for ham, at igangsætte flere reformer med en demokratisk karakter. Perioden er kendetegnet ved lærde som Anaxagoras, dramaturgerne Sofokles, Euripides, Aristofanes, og Fidias der blev anset for grækernes bedste billedhugger. I samme periode gjorde grækerne store fremskridt indenfor videnskaben. Megen af den udvikling der fandt sted indenfor medicin og astronomi er siden i vid udstrækning blevet overgået, men deres bidrag indenfor specielt geometri og matematik har sat sig uudslettelige spor i vore dages videnskab.

I anden halvdel af det 5. århundrede var der konstante sammenstød mellem spartanere og athenere om kontrollen over regionen. Periodens kampe kendes som de peloponnesiske krige. Begge parter udmattedes af de fortsatte krige, og dette gjorde det muligt for makedonerkongen Filip II (359-336 f.v.t.) at erobre regionen. Alexander den Store erobrede nye områder (336-323) og udvidede den helleniske indflydelse til Nordafrika, den arabiske halvø, Mesopotamien og helt til Indien. Dette imperium opbygget af Alexander den Store over en elleveårig periode bidrog til græsk kulturel indflydelse i Orienten. Under de årelange erobringstogter blev der oprettet en lang række handelsbyer og Alexander tilskyndede til at blande de besejrede folks kulturer med den græske og blev på den måde stamfader til hvad der er kendt som hellenismen. Da Alexander døde, faldt det makedonske imperium sammen, og en række krige og oprør kom til at hærge den græske halvø.

Romersk kolonialisme

Nedgangen for den græske civilisation skyldtes dens indre stridigheder, den efterfølgende hærgen og fattiggørelse. Dette lagde vejen åben for romersk ekspansion. Efter en række erobringskrige hvoraf den makedonske varede fra 215 til 168 fik romerne omkring 146 etableret fuld kontrol over Grækenland.

Under det romerske imperium kom kristendommen i det 3. århundrede e.v.t. til Grækenland, der endvidere blev udsat for en række invasioner. Det blev i 395 en del af det østlige imperium, hvis dominans først ophørte i 1204 med dannelsen af Det Østromerske Imperium, der opdelte regionen i en række vasalstater. Med rystelsen i den katolske kirke i 1504 besluttede grækerne at følge de ortodokse i Konstantinopel.

Osmannisk kolonialisme

Tyrkerne invaderede og erobrede Grækenland i 1460, og delte landet op i 6 provinser, der blev tvunget til at betale tribut. Den tyrkiske dominans fortsatte i 400 år trods indre oprør og ydre forsøg på at smide tyrkerne ud - især anført af Venedig der var ivrig efter at overtage området pga. dets betydning for handelen med Orienten. Først Passarowitz freden i 1718 formaliserede Grækenlands indlemmelse i det Osmanniske imperium. I 1821 gennemførte grækerne et oprør, hvor det lykkedes at befri Tripolitza. Her udfærdigede en nationalforsamling en forfatning og erklærede landet for uafhængigt. Forsøget blev druknet i blod af tyrkerne, da de i 1825 støttet af Egypten generobrede kontrollen over byen.

1830 Selvstændighed

Rusland, Frankrig og Storbritannien var i starten af det 19. århundrede ivrige efter at skubbe det Osmanniske imperiums grænser længere tilbage og indgik derfor i 1827 Londontraktaten, hvor de krævede selvstændighed for Grækenland. Tyrkiet nægtede og samme år blev den tyrkisk-ægyptiske flåde slået af en allieret. I 1830 blev Londonaftalen indgået, der indebar fuldstændig selvstændighed til Grækenland, der dog måtte afstå Thessalien. I de efterfølgende årtier gennemførte de europæiske stormagter en stilfærdig kamp for kontrol over halvøen. De greb ind i landets indre anliggender og støttede konger, der var imødekommende overfor deres interesser. Otto af Bayern (1831-1862) støttede således Rusland, mens Georg I (1863-1913) støttede England.

I 1910 gennemførte general Eleutherios Vinizelos et statskup, der banede vejen for en ændring af forfatningen, der i 1911 indførte parlamentarisk monarki. Gennem begge verdenskrige og i mellemkrigstiden blev der gennemført en række militærkup, der førte til alliancer med snart den ene, snart den anden part i konflikterne.

Verdenskrig og borgerkrig

Grækenland blev trukket ind i 2. verdenskrig, da Mussolinis styrker den 28. oktober 1940 angreb fra Albanien. General Joannis Metaxas, der var Grækenlands militærdiktator, kæmpede trods sine fascistsympatier mod invasionshæren. Hitler kom imidlertid Mussolini til hjælp, og med forenede kræfter besatte fascisterne Grækenland - støttet af Bulgarien.

Modstandsbevægelsen blev organiseret og drevet af folkefronten EAM, der bestod af forskellige politiske grupperinger fra progressive liberale til kommunister. Dens hær - ELAS, ledet af general Markos Vafiades - førte en effektiv kamp mod okkupationsmagten, og havde i december 1944 70.000 guerillasoldater under våben. EAM fik 6 af 15 ministerpladser i George Papandreous eksilregering.

Den 12. oktober 1944 trak tyskerne sig ud af Athen, og fire dage senere kom George Papandreou til landet som leder af regeringen. Dermed startede den kritiske efterkrigsperiode. Papandreou erklærede, at guerillastyrkerne ikke længere havde nogen opgave at opfylde, og gav ordre til at de inden den 10. december skulle have afleveret deres våben. Guerillahæren ELAS, der på dette tidspunkt var domineret af kommunisterne nægtede at efterkomme ordren. De frygtede, at højrefløjen atter skulle sikre sig magten i landet. Kommunisterne regnede med støtte fra Østblokken, hvis det skulle komme til et opgør. De var ikke klar over, at Stalin og Churchill i oktober var blevet enige om, at Grækenland skulle tilhøre Storbritanniens interesseområde og senere USA's. Papandreou fastholdt sit krav om aflevering af våbnene og oprettelsen af en ny nationalgarde. Dette førte til, at EAM ministrene forlod regeringen, der så gik i opløsning.

Umiddelbart efter - den 1. december 1944 - organiserede EAM et stort demonstrationsmøde på forfatningspladsen i Athen. På hotel Grande Bretagne havde briterne deres hovedkvarter. Da en gruppe demonstranter nærmede sig hotellet, åbnede de britiske vagter ild. 15 grækere blev dræbt og over 100 såret. Skuddramaet førte til tre ugers blodige sammenstød i hovedstaden. Dette blev optakten til borgerkrigen, som startede året efter og varede til 1949. EAM lederne havde ventet hjælp fra Sovjet, men blev i stedet fordømt af Stalin, som overholdt aftalen med Churchill.

Efterkrigstid

Borgerkrigen førte til, at bitterheden fra besættelsesstiden blev yderligere forstærket. De der havde samarbejdet med nazisterne, samarbejdede nu med de græske myndigheder, mens store dele af modstandsbevægelsen fortsatte kampen. USA og England gik ind på højrefløjens side og bragte den til sejr. Da borgerkrigen i 1949 var ovre, var fængslerne fyldt og nye koncentrationslejre oprettet på øerne. Samme år blev landet optaget i Europarådet og i 1952 i NATO. Det første valg efter borgerkrigen blev holdt i marts 1950 og gav de centrumsliberale en klar sejr over de konservative. General Plastiras fik til opgave at danne regering. Han kom kun til at sidde i kort tid og blev fældet, fordi han ønskede at give de politiske fanger amnesti. Der blev holdt nyvalg, og højrefløjen under ledelse af general Papagos kom til magten. Da Papagos døde i 1955, fik den unge og ukendte Konstantin Karamanlis til opgave at danne en ny regering. En valgreform som udelukkede de små partier, gav Karamanlis' parti - Den nationalradikale Union - et klart flertal ved valget i 1956. I øvrigt det første valg, hvor kvinder havde stemmeret. Karamanlis øgede sit flertal ved det efterfølgende valg i 1958.

Under hele Karamanlis' regeringstid var landet stærkt præget af borgerkrigens eftervirkninger. Modstandere af regeringen blev forfulgt og mistænkeliggjort som «kommunistsympatisører», hvis de lå til venstre for centrum. Vilkårlige arrestationer var almindelige og antallet af politiske fanger stort. Alle forsøg på amnesti eller frigivelse af fanger, blev afvist. Ved valget i 1961 måtte der et omfattende pres og valgfusk til for at sikre Karamanlis' genvalg. Men mordet på pacifisten og parlamentsmedlemmet Lambrakis i Saloniki førte til Karamanlis' fald. Mordet var sat i scene af højtstående militærfolk og politiofficerer der stod Karamanlisregeringen nær. Det udløste en international proteststorm, og Karamanlis frarådede det græske kongehus at gennemføre en planlagt tur til England. Dronning Frederika og kong Paul ville ikke følge Karamanlis råd, og han gik derfor af i protest.

Ved valget den 3. november 1963 vandt Centrumsunionen under ledelse af George Papandreou en klar sejr over det konservative ERE parti. Men Centrumsunionen fik kun 42% af stemmerne. For at undgå spekulationer om, at partiet måtte styre på det radikale EDA partis nåde, blev der allerede den 16. februar 1964 holdt nyvalg. George Papandreou fik da et flertal på 53%.

Premierminister Georg Papadopoulos viser sin fascistregering frem i 1971.

Kong Pauls død førte prins Konstantin til magten. Han viste sig hurtigt, ikke at være særlig demokratisk og var fuldstændig domineret af sin konservative mor, enkedronning Frederika. Kongehuset og militæret betragtede Centrumsunions regeringen som en trussel mod deres magtstilling. Da Papandreou i juli 1965 krævede at overtage forsvarsministerstillingen for at kunne rydde op i officerskorpset, nægtede Kong Konstantin at gå med til det, og Papandreou gik af. I strid med grundloven begyndte Konstantin at udnævne den ene statsminister efter den anden - uden at udskrive nyvalg. De to første regeringer ledet af Novas og Tsirimokos fik kort levetid, den tredje under Centrumsunionspolitikeren Stefan Stefanopoulos fik noget længere levetid, før den blev fældet pga. fælles optræden fra højrelederen Kanellopoulos og centrumslederen Papandreou. De krævede i efteråret 1966 afholdelse af nyvalg, og tidspunktet blev fastsat til foråret 1967. Men det blev aldrig gennemført.

Militærdiktatur

I tiden frem mod valget blev der forberedt to militærkup. Bag den ene plan stod generalstaben og kongehuset, bag den anden en gruppe lavere officerer ledet af oberst Papadopoulos. Begge grupper ventede, at Centrumsunionen ville vinde valget, og det ville de forhindre. De såkaldte «oberster» var hurtigst ude, og den 21. april 1967 tog generalerne Papadopoulos og Patakos samt oberst Makarezos magten ved hjælp af 150 kampvogne og 3.000 soldater. Papadopoulos var i en position der gjorde, at han kunne følge generalstabens kupplaner og komme dem i forkøbet. Samtidig havde han tæt kontakt med CIA og kunne sikre sig USA's støtte. Papadopoulos havde desuden adgang til NATO's mobiliseringsplan, Prometheus. Planen indeholdt navne og adresser på alle kommunister og venstreradikale som skulle arresteres i tilfælde af angreb østfra. Kupmagerne fulgte NATO listen og arresterede i tusindvis.

Konstantin var forståeligt nok utilfreds med obersternes kup, fordi de kom ham i forkøbet, men han samarbejdede med dem og undertegnede fra første dag deres dekreter. Hans såkaldte modkup i december 1967 var en stor farce. Det var så dårligt forberedt, at juntaen kendte planen i detaljer. Sandsynligvis forsøgte Konstantin ikke at tage magten, men at «redde ansigt». Det lykkedes ikke. Efter juntatiden blev der holdt folkeafstemning om, hvorvidt kongen skulle have lov til at komme tilbage. Folket afviste ham. Hans rolle i juntatidens første fase var afgørende for folkets afvisning.

1974 Retur til demokrati

Militærjuntaen under ledelse af Papadopoulos havde ved kuppet lovet befolkningen og soldaterne «100 års militærstyre», men så lang tid kom der ikke til at gå. Den fungerede i syv år, og blev støttet af USA, hvilket var årsagen til, at den fik lov til at sidde så længe. Støtten til diktaturet fra de græske storkapitalister - Onassis og Niarchos - spillede også en central rolle. Der måtte en international skandale til, før USA indså, at militærjuntaen måtte fjernes. Allerede i 1973-74 var opbakningen til obersterne meget ringe. I 73 slog obersterne til mod protestdemonstrationer ved det polytekniske universitet i Athen. Flere hundrede studenter blev såret, hvilket førte til international fordømmelse. I juli 74 gennemførte Papadopoulosregimet et kup mod præsident Vaneziz Makarios på Cypern, hvilket førte til tyrkisk invasion og deling af øen. Efter denne mislykkede indblanding i Cyperns affærer, bestemte en gruppe officerer sig for at fjerne juntaen og bede Karamanlis om at komme hjem fra sit eksil i Paris. Ved det første valg efter militærdiktaturet i november 1974, fik Karamanlis 54% af stemmerne. En efterfølgende folkeafstemning afskaffede monarkiet. I juni 1975 blev der vedtaget en ny forfatning og en af Karamanlis' støtter, Constantino Tsatsos, blev valgt til premierminister.

Fra 1974 besluttede Grækenland ikke længere at deltage i NATO's militærøvelser pga. konflikten med NATO partneren Tyrkiet. Denne beslutning blev fastholdt frem til 1980.

Ved parlamentsvalget i 1981 vandt den Panhelleniske Socialistiske Bevægelse (PASOK) under ledelse af Andreas Papandreu en komfortabel sejr. Den første socialdemokratiske regering i Grækenlands historie kunne dermed overtage magten. Samme år blev landet det 10. medlem af EF. Den nye regering søgte tilnærmelse til den tredje verden, især den arabiske verden, anerkendte PLO og anførte en verdensomspændende kampagne for at få tilbageleveret bortførte kulturskatte til oprindelseslandet fra de tidligere kolonimagter.

I 1983 indefrøs regeringen lønningerne, hvilket udløste en bølge af protester og strejker, der var størst indenfor den offentlige sektor, der imidlertid fik indskrænket deres strejkeret. Folketællingen i 1983 viste, at kvinderne udgjorde en tredjedel af landets økonomisk aktive befolkning, overvejende var ansatte i servicesektoren og fik lavere løn end mændene. Blandt de økonomisk aktive kvinder var 40% bønder - uden at medregne de 400.000 kvinder der arbejdede på familiebrug uden at få løn herfor. Den feministiske bevægelse var afgrænset til intellektuelle sektorer i de større byer.

Ved valget i 1984 vandt PASOK atter, og denne gang med endnu større margin end i 81. Forfatningsændringen i 86 gav større beføjelser til parlamentet på bekostning af præsidentembedet. De gentagne krisepakker og indefrysning af lønningerne førte til nye protester og strejker. I november 88 kom der oplysninger frem omkring underslæb overfor Bank of Crete. En skandale som flere ministre var indblandet i og førte til flere ministerkriser. Året efter dannede det Græske Venstreparti og Kommunistpartiet Venstrekoalitionen.

Ved valget i 1989 blev PASOK besejret af det konservative Nyt Demokrati. Uden flertal i parlamentet og uden regeringsprogram tilfaldt præsidentembedet lederen af Venstrekoalitionen, kommunistlederen Charilaos Florakis. Han dannede en overgangsregering med Nyt Demokrati med det formål at få undersøgt de financielle skandaler. Valgresultatet fra november 89 og de efterfølgende gav ingen af de tre partier flertal, hvilket førte til dannelsen af en koalitionsregering.

I perioden 1983-89 undertegnede Grækenland og USA en række samarbejdsaftaler, der bl.a. indebar bevarelsen af 4 nordamerikanske militærbaser i landet mod økonomisk og militær bistand fra supermagten. Samtidig lovede USA diplomatisk støtte til Grækenland i dets konflikter med Tyrkiet - specielt omkring Cypernproblemet. Men i januar 1990 offentliggjorde USA og Grækenland en ny aftale, der indebar lukning af 2 baser som led i en nordamerikansk plan for reduktion af tilstedeværelsen i regionen.

Den 7. marts samme år blev der vedtaget en lov om kollektivaftaler indenfor såvel det private som det offentlige arbejdsmarked. Loven fastslog princippet om fri forhandlingsret mellem arbejdere og arbejdskøbere, og gjorde dermed op med 50 års tradition for statslig intervention. Samtidig opstillede den normer for organiseringen af fabrikskomiteer og fagforeninger samt arbejderdeltagelse i virksomhedernes beslutningsprocesser.

Efter Karamanlis' sejr ved præsidentvalget i april 1990 blev der dannet en ny regering under ledelse af den konservative Konstantin Mitsotakis. I 91 gennemførte Mitsotakis nedskæringer af de offentlige udgifter, ophævelse af prisreguleringen og privatiseringer. De sociale omkostninger ved disse skridt var en af årsagerne til den konservative regerings nederlag ved parlamentsvalget i 93. Den 12. oktober fik PASOK 47% af stemmerne mod Nyt Demokratis 40% og flertallet af pladserne i parlamentet.

Den offentlige gældsættelse og pres fra EU for at få regeringen til at gennemførte en «barskere» økonomisk politik, gjorde situationen vanskeligere for Papandreu-regeringen. Ved valget til Europaparlamentet i 1994 gik både PASOK og de konservative tilbage til fordel for mindre partier som: Politisk Forår, Kommunistpartiet og Venstrefløjens Fremskridtskoalition.

Samtidig med permanente rygter om Papandreus tilbagetræden af helhedsmæssige årsager samt nye beskyldninger mod ham for svindel med offentlige midler, gennemførte finansminister Alexandros Papadopoulos i 1995 en række upopulære økonomireformer og indledte en «stram» budgetpolitik. Papandreu var syg og blev stadig kraftigere kritiseret, selv inden for sit eget parti. Det fik ham i januar 96 til at trække sig fra præsidentposten. Det græske socialdemokratis historiske leder døde i juni, få måneder senere. Han blev erstattet af sin tidligere industriminister, Konstantin Simitis. I september vandt PASOK parlamentsvalget med 41,5% af stemmerne.

Spændingen mellem Grækenland og Tyrkiet fortsatte som konsekvens af bl.a. situationen på Cypern. Dette hindrede dog ikke, at begge lande sammen med de øvrige Balkanlandes regeringer deltog i et regionalt topmøde i Athen. Simitis erklærede, at formålet med topmødet var at ændre på det billede af «uorden», der hindrer integrationen af regionen i resten af Europa.

For at vise sin vilje til regional integration, besluttede regeringen i Athen i januar 98 at sløjfe en diskriminerende paragraf i forfatningen, der gjorde det muligt at fratage «ikke-etniske grækere» deres statsborgerskab, hvis de ønskede at forlade Grækenland. Denne paragraf havde overvejende været anvendt mod den muslimske befolkning af overvejende tyrkisk afstamning. Omkring 60.000 personer havde mistet deres græske statsborgerskab, siden denne kritiserede forordning første gang blev taget i anvendelse under «oberstdiktaturet».

Perioden op til USA's præsident, Bill Clintons besøg i Grækenland i november 1999 var præget af protestdemonstrationer og bombeattentater. Spændingen mellem Grækenland og USA var steget under de foregående måneder pga. de USA anførte bombardementer af Jugoslavien.

Med blot få ugers mellemrum ramtes både Grækenland og nabolandet Tyrkiet i 1999 af alvorlige jordskælv, og det forstærkede solidariteten mellem de to traditionelle ærkefjender. De sendte i hver situationen nødhjælp til modparten. I november stod de to lande for første gang i historien bag et fælles forslag i FN om dannelse af en international nødhjælpsenhed for katastrofesituationer. Tilnærmelsen mellem de to lande afspejlede sig også i, at Grækenland ophævede sit veto mod tyrkisk optagelse i EU.

I december 1999 undertegnede Grækenland og Makedonien en aftale om militært samarbejde. Flere års diplomatiske sammenstød blev dermed bilagt. Tilnærmelsen ifht. Tyrkiet nåede nye højder, da landets udenrigsminister Ismail Cem krævede tilbagelevering af de kulturskatte, englænderne har røvet fra Parthenon templet, og som i dag udstilles på British Museum i London.

I marts 2000 bad Grækenland om optagelse i EU's Euro område. Parlamentsvalget i april 2000 blev et af de mest lige i landets historie. PASOK vandt en snæver sejr over de konservative anført af Kostas Karamanlis. Trods det at fintællingen gav «teknisk dødt løb» mellem de to partier, fik premierminister Kostas Simitis 30 parlamentsmedlemmer mere bag sig end Karamanlis' Nyt Demokrati. Det skyldes valglovgivningen, der favoriserer sejrherren. Alligevel var resultatet et nederlag for Simitis, der i tiltro til den høje økonomiske vækst i landet havde fremskyndet valget for at forbedre sit parlamentariske grundlag.

Mordet på en britisk militærattaché bragte atter terrorgruppen 17. November frem i medierne. Den har gennem 25 år myrdet 17 personer, uden at en eneste af gruppens medlemmer er blevet arresteret. Papandreou lovede et «ubarmhjertigt» svar på mordet, og Simitis erklærede, at hans regering ikke ville tolerere, at nogen «drejede fremskridtet tilbage, eller tilsmudsede Grækenlands moderne, fredelige og demokratiske image». Alligevel mente internationale eksperter, at medlemmer både af den nuværende og tidligere regeringer har perfekt kendskab til medlemmerne af 17. November gruppen og muligvis holder hånden over dem.

I juni indkaldte ærkebiskoppen for den græsk-katolske kirke, Christodoulos, til demonstration mod regeringens plan om ikke længere at registrere folks religion på deres statslige personlige identitetskort. Han erklærede at: «Folks tro sætter sig op imod dette forsøg på at marginalisere religionen». Krisen mellem stat og kirke brød ud, da Simitis udtalte, at oplysningen om grækernes religiøse tilhørsforhold ville blive slettet af identitetspapirene, for at disse kunne opfylde kravene til beskyttelse af privatlivets fred. Premierministeren ville endvidere fjerne registreringen af fingeraftryk, personens profession og ægtefællens navn fra indentitetskortet.

Forholdet til Tyrkiet blev betydeligt forbedret, da den kurdiske separatistleder Abdullah Õcalan i 1999 blev fanget. Tilfangetagelsen skete ifølge oplysningerne i medierne efter et betydeligt samarbejde mellem de to landes efterretningsvæsener, der gjorde det muligt for Tyrkiet at sætte efter ham og bortføre ham i Kenya.

I 2002 tilbød Grækenland og Tyrkiet at fungere som mæglere i konflikten mellem palæstinensere og israelere. Det forhold, at de to gamle arvefjender - Grækenland og Tyrkiet - fremsatte forslaget i fællesskab var et bevis på, at fred er mulig. I marts underskrev de to lande en aftale om bygningen af en gasrørledning, hvor igennem Tyrkiet dagligt skal sende 500.000 kubikmeter naturgas til Grækenland. Den tyrkiske energiminister, Zeki Cakan benyttede lejligheden til at erklære, at samarbejdet på energiområdet også vil forbedre de politiske og økonomiske relationer.

Valget i marts 2004 blev vundet af det konservative Nyt Demokrati, der indsatte Konstantinos Karamanlis på premierministerposten. Karolos Papoulias fra Nyt Demokrati blev i februar 2005 med stort flertal i parlamentet valgt til præsident. Han blev indsat på posten 12. marts.

Det græske parlament ratificerede EU's nye forfatning i april 2005. Forfatningen faldt bort, da den i maj blev stemt ned ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene.

I maj 2006 blev to ansatte i efterretningsvæsenet formelt sigtet for bortførelse og afhøring af to pakistanere, mistænkt for deltagelse i attentatet mod undergrundsbanen i London året inden.

Premierminister Karamanlis overlevede i februar 2007 en mistillidsafstemning i parlamentet med 162 stemmer mod oppositionens 122. Socialisterne anklagede ham for inkompetance. Karamanlis erklærede efterfølgende at han ville fortsætte sin reformpolitik indenfor uddannelse og sundhed. Han blev genvalgt for en 2. periode, da hans parti vandt parlamentsvalget i september 2007 og fik 152 pladser ud af parlamentets 300. Trods den absolutte majoritet var det en tilbagegang for partiet.

Græsk politi henrettede i december 2008 en 15 årig dreng. Mordet udløste omfattende demonstrationer mod politivolden og en generalstrejke mod den stærkt upopulære konservative regering, der ville miste magten hvis der var valg. Regeringens økonomiske politik har gennem flere år bestået i privatiseringer og forringelser af levevilkårene.

A.J. og Guia del Mundo

Sidst ajourført 18/12 2008