Bulgarien

Læst af 113.059    

Bulgarien, der ligger på Balkanhalvøen, består af 4 naturområder: I nord ligger Donausletten, med frugtbare jorde, hvor der dyrkes hvede og majs. I den sydlige del af sletten rejser Balkanbjergene sig; en højderyg dækket af skove, hvor der dyrkes korn og kartofler og avles kvæg og får. Her findes også de vigtigste forekomster af jern, zink og kobber. Syd for Balkanbjergene findes et område med sletter, hvor Maritzafloden løber; her dyrkes tobak, bomuld, ris og blomster. Ródopebjergene i syd er et kvægområde. Tungmetaller, nitrater, affaldsprodukter fra olie og kunstgødning skader miljøet og medvirker til at sænke vandstanden i de største floder. Floderne har deres udløb i Sortehavet, der er voldsomt forurenet. En fjerdedel af landets skove er skadet af luftforurening.

Folket: Flertallet af befolkningen er af slavisk oprindelse, 85%. Der er ligeledes efterkommere af tyrkere, 9,4% og sigøjnere, 3,6%. Mindre minoritetsgrupper af makedoniere, armeniere, tartarer, kaukasere og russere.

Religion: Kristent-ortodoks (83%), islam (13%), katolicisme (1½%), jødedom (0,8%).

Sprog: Bulgarsk er det officielle og mest anvendte sprog; derudover tales romani, græsk, tyrkisk og armensk.

Politiske partier: Unionen af Demokratiske Styrker, en koalition, bestående af 7 partier; Demokratisk Venstre der består af det Det bulgarske Socialistparti, Miljøpartiet og Bondeunionen; Den nationale bevægelse Simeon II; Unionen for national Frelse; Bevægelsen for frihed og Menneskerettigheder (for det tyrkiske mindretal); Koalitionen Euro-Venstre; Bulgariens Handelsblok; Kommunistpartiet; Unionen for Monarki. Partier med en etnisk karakter er forbudte.

Sociale organisationer: Sammenslutningen af Bulgariens uafhængige Fagforeninger blev dannet i 1990 og er landets største faglige sammenslutning med 1,6 mio. medlemmer. Siden 1990 eksisterer endvidere Arbejdersammenslutningen Podkrepa med Constantin Trenchev som formand. Bønderne er samlet i Bulgariens nationale Landbrugsunion, og landarbejderne er samlede i den nationale fagforening Nikola Petkov. Der eksisterer endvidere en lang række regionale, etniske og nationale grupper med forskellige dagsordener. En af de mest aktive er Makedoniens interne revolutionære Organisation.

Officielt navn: Narodna Republika Balgaria.

Administrativ inddeling: 9 provinser og en kommune, Sofia.

Hovedstad: Sofia, 1.405.000 indbyggere. (2010).

Andre vigtige byer: Plovdiv, 344.500 indbyggere; Varna, 293.600 indbyggere; Burgas, 192.900 indbyggere. (2000).

Regering: Georgi Parvanov, præsident siden november 2001, genvalgt i 2006. Boyko Borisov, premierminister siden juli 2009. Etkammersystem; Nationalforsamlingen med 240 deputerede er øverste myndighed. Den udpeger et Statsråd, bestående af 27 medlemmer, hvis præsident er statsleder. Ministerrådet under ledelse af premierministeren er ansvarlige overfor præsidenten.

Nationaldag: 3. marts, Befrielsesdagen.

Væbnede styrker: 102.000

Paramilitære styrker: Grænsepolitiet under Indenrigsministeriet, 102.000; Sikkerhedspolitiet, 4.000 og Færdselspolitiet m.v. 18.000.

Bulgarien blev i det 7. og 6. århundrede f.v.t. invaderet af slavere, der slog sig ned i området mellem Donau og Det ægæiske Hav. Den oprindelige befolkning, thrakierne og illyrerne, blev dels fordrevet dels integreret med erobrerne. Slaverne have ingen central regering, men var organiserede i mindre landbrugssamfund.

Bulgarerne, der ankom til området i slutningen af det 5. århundrede, var blandt de ikke-europæiske stammer, som fulgte i kølvandet på den altødelæggende mongolske invasion, ledet af Atila. Det var frygtløse krigere til hest, der ernærede sig ved krig og plyndring; de slog sig midlertidigt ned på stepperne nord for Sortehavet og nordøst for Donau.

Nogle stammer forsvandt, og andre blev gjort til slaver af tyrkerne. De stammer Kubrat ledede forblev i dette område indtil midten af det 7. århundrede. Under pres af kazarerne, blev de tvunget til at krydse Donau og kom til Moesia, der på daværende tidspunkt var en provins i det Byzantinske Rige. Kejseren, Konstantin den 4., anerkendte formelt den bulgarske stat i 681.

Som følge af de talrige angreb mod byzantinerne, lykkedes det de bulgarske tropper at vinde terræn sydpå, og de nåede til Konstantinopel, der blev belejret. Efter magyarernes indtrængen i slutningen af det 9. århundrede, forlod bulgarerne det nordlige Danubien og halvdelen af den sydlige del af floddalen affolkedes, p.gr.a. forskellige fremmede stammers gentagne overfald og plyndringer.

Mens den nordøstlige del af kongedømmet udsattes for adskillige invasioner fra bl.a. russere, magyarer m.fl., var det de centrale og sydøstlige regioner, hvor den nye stat blev etableret. De bulgarske ledere indførte den slaviske kultur og det slaviske sprog. Prins Boris døbtes først i den romersk-katolske kirke, men i 870 konverterede han til den græsk-ortodokse kirke.

Rom vægrede sig ved at udnævne en lokal patriark, mens patriarken i Byzans anerkendte den bulgarske kirkes selvstændighed, der var en uundværlig støtte for opretholdelsen af kongedømmet. Med Simeón, 893-927, blev det bulgarske riges grænser udvidet til Adriaterhavet. Serberne blev besejrede, og kongedømmet blev det mest magtfulde i Østeuropa.

Med Simeon's død indledtes en fase hvor den bulgarske magt begyndte at svækkes, dels p.gr.a. interne stridigheder hos adelen, dels den fremspirende modstand blandt bønderne, samt udenlandske anslag. Bulgarien mistede i 1014 al det territorium, der igennem 150 år havde hørt under Byzans. Efter en opstand i 1185, opnåede Bulgariens nordlige region atter selvstændighed.

Bulgarien genvandt tidligere tiders styrke i Iván Asens regeringstid fra 1218-1241. Han regerede ligeledes over Albanien, Epiro, Makedonien og Thrakien, men ingen af hans efterfølgere var i stand til at indføre et centraliseret styre, der kunne kontrollere de feudale tendenser. Den sidste bastion faldt i 1393, og den bulgarske stat underlagdes de tyrkiske osmanner.

Det osmanniske imperium begyndte at smuldre i det 17. og 18. århundrede efter krigene mod Østrig og den mislykkede belejring af Wien. Bulgarien var i begyndelsen af det 19. århundrede et stort set ukendt område for europæerne, på trods af de bulgarske frivillige der havde deltaget i opstandene i Serbien og Grækenland. Den tidligere bulgarske stat blev invaderet af Rusland i 1810 og 1828.

Den bulgarske befolknings identitet bevaredes igennem denne periode først og fremmest via sproget, der forblev intakt, ved musikken og folkesagnene. Den græske kirke overtog den religiøse ledelse og undertrykte det uafhængige patriarkat under årene med tyrkisk overherredømme; de bulgarske munke var derfor blandt initiativtagerne til en national befrielsesbevægelse.

Efter 40 års kamp for at genvinde uafhængighed, opnåede den bulgarske kirke i 1870 en aftale med sultanen, der tillod oprettelse af et ærkebispedømme med 15 bispedømmer under sig. Den første ærkebiskop og hans efterfølgere ansås for at være «ballademagere» og blev bandlyst af den græske kirkefader, hvilket blot bidrog til at styrke den bulgarske nationalisme.

En række bulgarske opstande blev fra 1876 på det grusomste nedkæmpede. Nogle af de bulgarske frivillige meldte sig til de russiske og serbiske hære, der lå i krig med imperiet. I San Stefanotraktaten fik Moskva gennemtvunget oprettelsen af en bulgarsk stat, men de europæiske stormagter frygtede, at det ville blive en russisk vasalstat på Balkan.

Ved Berlin-kongressen i 1878 enedes stormagterne om oprettelsen af «den autonome provins» Rumelia i den sydlige del af landet, formelt underlagt sultanatet, samt en bulgarsk stat i den nordlige region, men Makedonien forblev en del af det osmanniske Rige. Ansvaret for grundloven og valg af den nye stats regering blev lagt i hænderne på et adelsråd.

Grundloven, der blev vedtaget af denne forsamling og som var een af den tids mest liberale, introducerede et indskrænket monarki. Alexander af Battenberg, barnebarn af Alexander d. 2. af Rusland, blev efterfølgende valgt til prins, og satte sig på tronen i juli 1878 med en forpligtelse til at overholde forfatningen - som han afskaffede to år senere!

Prinsen dannede en diktatorisk regering under ledelse af den russiske general L. N. Sobolev, støttet af konservative sektorer i samfundet. Den russiske zars død modererede til dels Alexanders politik, der blev mere «bulgarsk venlig». I 1885 støttede han de liberales oprør i Rumelia, der førte til afsættelse af guvernøren og proklamation af en union med Bulgarien.

Bukarest- og Top-Khané-traktaterne, der begge blev underskrevet i 1886, anerkendte prins Alexander som guvernør over Rumelia og Bulgarien, men han blev med magt afsat af Rusland og tvunget til at abdicere. I et forsøg på at finde frem til en kandidat der kunne tilfredsstille både Rusland og resten af Europa, udråbte bulgarerne til sidst Ferdinand af Sachsen-Coburg-Göttingen.

Med støtte fra Wien, London, Rom og Rusland, overvandt Ferdinand den første periodes mistillid, og han blev en central figur for de bulgareres hjemvenden der, i følge Berlinaftalen havde opholdt sig i udlandet. Prinsen benyttede sig af situationen til at erklære Bulgarien for selvstændigt i 1908 og afskaffe den formelle afhængighed af Tyrkiet.

Bulgarien undertegnede i 1912 hemmelige, miltære aftaler med Grækenland og Serbien. Montenegro erklærede i oktober samme år krig mod Istanbul og fik støtte fra de allierede på Balkan. Tyrkiet underskrev i maj overgivelsen af de af sine europæiske territorier, der var beliggende nord for en linie trukket fra Enos i Det ægæiske Hav og Midia i Sortehavet.

De allierede var imidlertid ikke enige i opdelingen; Bulgarien kom i konflikt med Grækenland og Serbien, der senere fik tilslutning fra Rumænien. Den anden Balkankrig afsluttedes hurtigt med bulgarernes nederlag. Makedonien deltes i august 1913 mellem Grækenland og Serbien, men Rumænien tildeltes et rigt område i det nordlige Bulgarien.

Den bulgarske regering havde siden 1913 opgivet den traditionelle pro-russiske politik og gjorde tilnærmelser til Tyskland. På trods af sejrene over Serbien, var befolkningen ved den første verdenskrigs udbrud, ikke enige i den førte politik. Ferdinand overgav sig til de allierede i 1918 og abdicerede til fordel for sin søn, Boris.

Bulgarerne afvæbnedes og blev, udover tabet af territorier, tvunget til at betale en erstatning. Ved valget i 1920, hvor man havde genindført forfatningen fra 1878, førte den folkelige reaktion mod krigen til absolut flertal for Landbrugspartiet. Regeringen iværksatte en landbrugsreform, som var en kopi af den sovjetrussiske, selv om de bulgarske kommunister stadig udsattes for forfølgelser.

Bulgarien indtrådte i Folkeforbundet og stod for en forsoningspolitik, men de mistede territorier sammenholdt med det pres der kom fra de i udlandet boende bulgarere førte til fornyede spændinger med naboerne. Bondelederen og regeringschefen, Aleksandur Stamboliyski, blev afsat og myrdet ved en sammensværgelse mellem makedonere og personer fra den bulgarske opposition.

Aleksandur Tsankov overtog regeringsmagten som leder af en partikoalition, der udelukkede liberale, kommunister og bønder. Opstande og væbnede oprør fra oppositionen førte til hundredvis af henrettelser og drab. Regeringen dekreterede undtagelsestilstand og forstærkede hæren i et forsøg på at forhindre et folkeligt oprør.

Tsankov trådte tilbage til fordel for lederen af Det demokratiske Parti, Andrei Liapchev, i 1926, for dermed at give plads til en mere liberal politik. Regeringen indførte en generel amnesti og tillod gendannelsen af Landbrugspartiet. Liapchevs regering inddrog i 1932 medlemmer fra Det demokratiske Parti, fra Det liberale Parti og fra Landbrugspartiet, i den såkaldte Nationalblok.

Af frygt for effekten fra den internationale økonomiske krise og opmuntret af landets naboer, støttede Boris d. 3 den konservative gruppering, Zveno's forsøg på at afsætte Liapchev og indføre et diktatur, der forbød alle politiske partier, indførte pressecensur, lukkede universiteterne og dannede en højreekstremistisk ungdomsbevægelse.

Spændingerne mellem Bulgarien og Tyrkiet mindskedes og i 1937 undertegnedes en fredsaftale med Jugoslavien. Det efterfølgende år undertegnedes en ikke-angrebsaftale med Balkanalliancen, der forpligtede Bulgarien til at afvæbne sin hær. Samtidigt med at kongen påny gjorde tilnærmelser til Tyskland, vækkedes de bulgarske forhåbninger om at kunne genvinde de tabte områder.

Tyskland tvang i 1940 Rumænien til at levere det tidligere bulgarske område tilbage, som man havde erobret i forbindelse med den anden Balkan-krig. Bulgarien underskrev Anti-kominternepagten og de tyske tropper etablerede baser på det bulgarske territorium vendt mod Grækenland og Jugoslavien. De bulgarske tropper besatte som kompensation det græske Thrakien og det jugoslaviske Makedonien, samt en del af Serbien.

Men Bulgarien afviste at erklære krig mod Sovjetunionen. Kong Boris blev myrdet og en ny pro-tysk regering dannedes. Den anti-nazistiske modstand der forstærkedes under ledelse af kommunisterne medvirkede til, at man i 1942 dannede Den patriotiske Front, der havde deltagelse af republikanere, venstreorienterede bønder, demokrater og uafhængige.

Lammet af borgerkrigen trådte den pro-tyske regeringsleder Boshilov tilbage i maj 1944 og erstattedes af Bagrianov, der søgte at opnå en aftale med de allierede, mens de sovjetiske tropper rykkede frem mod Donau. Bulgarien erklærede sig i august for neutral og dekreterede en afvæbning af de tyske tropper, der havde besat regionen.

USSR og den røde hær invaderede Bulgarien, mens modstandsbevægelsen opfordrede til oprør. General Kyril Stanchevs tropper indtog d. 8. september hovedstaden, og Den patriotiske Front dannede regering under ledelse af republikaneren Kimon Georgiev.

Sofia undertegnede i oktober 1944 en fredsaftale med de allierede. De bulgarske styrker under sovjetisk ledelse, bidrog til sejren over de tyske tropper i Ungarn, Jugoslavien og Østrig. I løbet af 1945 udstedtes 2.680 dødsdomme og 6.870 fængselsstraffe ved krigsforbryderprocesserne.

Den kommunistiske leder Giorgi Dimitrov vendte i marts 1945 hjem efter at have tilbragt adskillige år i Kominterns ledelse. Få måneder senere brød en krise ud og umiddelbart forestående valg udsattes.

Ved folkeafstemningen i september 1946 stemte 92% af befolkningen for dannelsen af den bulgarske republik. Ved valget i oktober opnåede Den patriotiske Front 364 pladser i parlamentet, svarende til 70,8% af de afgivne stemmer, mens Kommunistpartiet fik 277. Dimitrov tiltrådte i november posten som premierminister for den nye regering.

Storbritannien og USA anerkendte i 1947 regeringen; Nationalforsamlingen ratificerede fredsaftalen med de allierede; den nye forfatning trådte i kraft og de sovjetiske tropper forlod landet i slutningen af året. Efter at være gået i opposition, blev visse af de tidligere ledere af Den patriotiske Front arresterede og dømt til døden for konspiration.

Den bulgarske stat, ledet af kommunisterne, indførte den sovjetiske økonomiske og sociale model. Man indledte en industrialiseringskampagne, uden at skele til manglende råmaterialer og uden den fornødne oplæring af arbejdskraften, mens man på landbrugsområdet indførte tvungen kollektivisering.

Dimitrov trådte tilbage i marts 1949 og afgik ved døden samme år. Vulko Chervenkov efterfulgte ham først som leder af regeringen, senere som leder af partiet. Todor Zhivkov blev i marts 1954 udnævnt til førstesekretær for Kommunistpartiet og tiltrådte posten som premierminister i 1962. Blandt medlemmerne af Warszawapagten var Bulgarien Sovjetunionens nærmeste samarbejdspartner og i 1968 deltog bulgarske styrker i den sovjetiske intervention i Tjekkoslovakiet.

Bulgarien anklagedes i 1980'erne for at iværksætte en tvungen assimilering af landets tyrkiske mindretal, anslået til at udgøre ca. 10% af den samlede befolkning. Sofia afviste i 1986 Amnesty Internationals beskyldninger om anholdelse af flere end 250 tyrkere, der havde nægtet at acceptere deres nye identitetsdokumenter.

Bulgarien og Tyrkiet underskrev i 1988 en protokol om de bilaterale forhold, men dialogen blev afbrudt det følgende år, da det erfaredes, at bulgarske militser med vold havde forhindret en demonstration, hvor flere end 30.000 tyrkere protesterede over den tvungne, politiske assimilation.

Flere end 80.000 tyrkere blev i juni 1989 udvist af Bulgarien. Tyrkiet lovede at modtage samtlige udviste, men i slutningen af august lukkedes grænserne, da omkring 310.000 tyrkisk-bulgarere havde krydset grænsen; heraf vendte de 30.000 tilbage til Bulgarien. I november gennemførte gruppen Ecoglasnost i Nationalforsamlingen efterkrigstidens største demonstration, vendt mod et atomkraftværk på en ø i Donaufloden, der hævdes at være et jordskælvsområde, og samtidig en protest mod opførelsen af et vandreservoir i eet af landets vigtigste naturreservater.

Ca. 6.000 indbyggere fra Pomak, repræsenterende det islamiske mindretal på omkring 300.000, krævede i december religions- og kulturel frihed.

Kommunistpartiets Centralkomité fyrede Zhivkov fra posten som generalsekretær - en post han havde bestridt igennem 35 år - og han erstattedes af Petur Mladenov, der ansås for at være tilhænger af en liberalisering af styret. Mladenov afløste ligeledes Zhivkov som præsident for Statsrådet.

Nationalforsamlingen ophævede forbuddet mod demonstrationer vendt mod regeringen og udstedet en amnesti for de fængslede. Demonstrationer, der krævede reformer og frie valg, tog til. Den sociale uro gennemtvang en ændring af forfatningen og indførelse af en valglov, der tillod afholdelse af frie valg.

Unionen af Demokratibevægelser, der var sammensat af 16 oppositionspartier og myndighederne enedes i marts 1990 om at vælge en ny, grundlovsgivende forsamling. Ved valget i juli vandt de tidligere kommunister fra Det bulgarske Socialistparti. Socialistpartiet blev i oktober tvunget til at indgå i en koalitionsregering, ledet af Yelio Yelev, en dissident fra 1970'erne og leder af den socialdemokratiske fløj i Unionen af Demokratibevægelser.

Den nye koalitionsregering iværksatte et økonomisk reformprogram, rådgivet af IMF og Verdensbanken og indgik «sociale fredsaftaler» med fagforbundene gældende for en periode af 200 dage, indtil ikrafttrædelsen af reformerne.

I juli 1991 blev den nye forfatning vedtaget, hvori bl.a. et parlamentarisk system, ejendomsrettens ukrænkelighed og ytringsfriheden indførtes. Som ny premierminister udpegedes Filip Dimitrov, som havde lagt sig ud med socialdemokraterne og «de grønne», p.gr.a. støtten fra højreoppositionen og fra Friheds- og Menneskerettighedsbevægelsen, der repræsenterede det tyrkiske mindretal.

Med deltagelse af 75% af befolkningen, valgtes Yelev ved valget i januar 1992 til præsident for republikken. Lederen af overgangsregeringen og initiativtagerne til åbningen over for Vesten, opnåede 54,4% af stemmerne i den anden valgrunde, hvor han besejrede Socialistpartiets kandidat, Velko Valkanov.

Bulgarien trådte i juni 1992 ind i Europarådet. I løbet at året arresteredes den tidligere kommunistiske leder, Todor Zhivkov, tre tidligere premierministre og et andet tidligere medlem af regeringerne fra før 1991; anklagerne lød på korruption. Den økonomiske situation fik Friheds- og Menneskerettighedspartiet til at trække sin støtte til Dimitrov tilbage, hvilket førte til regeringens fald.

Liuben Berov fra Frihed- og Menneskerettighedspartiet efterfulgte Dimitrov. Den nye premierminister var indstillet på at erstatte den jord, som var blevet konfiskeret fra det tyrkiske mindretal af kommunisterne. Overgangen til markedsøkonomi udgjorde fortsat et stort problem og førte til paradoksale situationer; f.eks. blev 2 millioner stykker kvæg slagtet, da de private opkøbere ikke var istand til at aftage en sådan mængde, efter kollektivsystemets nedlæggelse.

Ved at lade det tidligere USSR opkøbe 2/3 af Bulgariens samlede produktion, faldt udlandshandelen drastisk; derudover betød de sanktioner, FN havde indført mod eks-Jugoslavien, at Bulgarien mistede 1,5 millioner dollars i transithandel indtægter. Berov udvidede i 1993 reformerne til også at omhandle indførelsen af markedsøkonomi i et tempo, der af IMF karakteriseredes som ekstremt langsommeligt, hvilket førte til en vis spænding i forholdet mellem Sofia og denne internationale organisation.

Det lykkedes alligevel Berov at holde sig ved magten til midten af 1994, takket være støtten fra Friheds- og Menneskerettighedspartiet, Socialistpartiet og den Nye Demokratiunion, der var et parti udsprunget af Unionen af Demokratibevægelser. De tilbageværende medlemmer fra denne oppositionskoalition anklagede ved gentagne lejligheder premierministeren for at ønske «at genindføre socialismen.» Uoverensstemmelserne mellem Berov og Friheds- og Menneskerettighedsbevægelsen vedrørende tyrkisk-bulgarernes rettigheder og sociale forhold medvirkede til yderligere at svække regeringen.

Berov støttede i juni 1994 privatiseringslovene; 3 måneder senere gik han af. Efter 3 mislykkede forsøg på at danne en ny regering, opløste præsident Yerov parlamentet og udskrev nyvalg. ved valget i december opnåede Socialistpartiet absolut flertal i Nationalforsamlingen - 120 ud af de i alt 240 pladser - mens den anti-kommunistiske Union af Demokratibevægelser opnåede 69 pladser.

Socialisternes leder, den 35-årige Zhan Videnov, dannede i januar 1995 en ny regering med deltagelse af medlemmer fra Socialistpartiet, Bulgariens Nationale Bondebevægelse og Gruppen Ecoglasnost. Det var den første regering i det postkommunistiske Bulgariens historie, der sad på absolut flertal i Nationalforsamlingen. Uoverensstemmelserne mellem den nye regering og præsident Yelev forstærkedes. Præsidenten kritiserede i juli regeringens langsommelighed hvad angik iværksættelsen af reformer der skulle lette overgangen til markedsøkonomi og han hævdede at Socialistpartiet havde «genetiske forbindelser» til den organiserede kriminalitet, og at Videnovs regering derfor var ude af stand til at bekæmpe denne kriminalitet.

Petar Stoyanov fra Unionen af Demokratibevægelser vandt den første runde ved præsidentvalget i november 1996, og en måned senere gentog han sejren med 59,7% af stemmerne over socialisternes kandidat Ivan Marazov i den afgørende valgrunde. Premierminister Zhan Videnov trådte i december tilbage efter chikaner fra sine politiske modstandere. De konservative grupper, der støttede Stoyanov forlangte regeringens tilbagetræden, med støtte fra socialisterne og deres allierede. En række folkelige demonstrationer afholdtes i hovedstaden og i andre større byer krævedes afholdelse af nyvalg. Stoyanov, der efter at have lovet at fremskynde de valg, der skulle afholdes i 1998, tiltrådte i januar 1997 posten som præsident.

Valget fandt sted i april 1997 og blev en triumf for Unionen af Demokratibevægelser, der opnåede 137 pladser i parlamentet, mens socialisterne fik 58 og 19 gik til partiet Unionen til Landets Frelse, der repræsenterede monarkisterne. Den nye regering iværksatte en hård neoliberal økonomisk politik, som levede op til kravene fra IMF, der havde anbefalet privatiseringer af de statslige virksomheder, man anså for at være underskudsgivende og nedlæggelse af mere end 60.000 arbejdspladser inden for det offentlige, mens man i et forsøg på at reducere inflationen liberaliserede den offentlige sektor.

Bulgariens attitude overfor regeringen i Makedonien skærpedes yderligere i slutningen af året. Sofia afviste at Makedonien skulle være en selvstændig stat og accepterede ikke anvendelse af makedonsk som nationalsprog; derfor nægtede Bulgarien at underskrive dokumenter affattet på makedonsk. Denne negative holdning forhindrede ikrafttrædelsen af 20 økonomiske og kulturelle aftaler mellem de to lande.

I et forsøg på at forbedre økonomien accepterede regeringen alle retningslinier fra IMF's side for at sikre sig fortsatte internationale lån. I maj 1998 afskaffedes støtten til landbrugssektoren. Samtidig blev det besluttet at privatisere det statslige telekommunikationsselskab, flere banker og det bulgarske luftfartsselskab. Regeringen erklærede, at dens mål var at opnå balance i statens økonomi. Få uger senere bevilgede IMF et lån på 800 mio. US$.

Venstrefløjen samlede sig i en koalition, der blev kaldt Bulgarsk Euro-venstre, mens 4 liberale partier dannede den Liberal-demokratiske Alliance. General Angel Marin kritiserede nedskæringspolitikken indenfor militæret og blev erstattet med Stoyanov. I juli annoncerede hærens øverstkommanderende Miho Mihov en reduktion på 1000 officerer over de følgende måneder.

I november 1999 meddelte EU, at man søgte efter muligheder for lukning af atomkraftværket Kozloduy, der står for produktionen af 45 % af landets elektricitet. EU og Bulgarien nåede frem til en aftale, hvorefter de russisk byggede reaktorer skal lukke i perioden 2003-06. Lukningen af atomkraftværket er en af EU's betingelser for optagelsen af Bulgarien i unionen, men landet krævede samtidig kompensation for lukningen.

Udledningen af cyanid fra en rumænsk mine i Donau floden, satte hele regionen i katastrofeberedskab og fik Sofia til at kræve økonomisk kompensation for de skader, udledningen havde forårsaget i Bulgarien.

I marts 2000 beskyldte FN Bulgarien, Togo, Rwanda og Burkina Faso for at bryde den våbenembargo, FN havde indført overført overfor Angola. Iflg. FN er Bulgarien den største kilde til våben og militær træning af UNITA rebellerne, der bekæmper Angolas regering. UNITA betaler for disse ydelser med diamanter og smaragder - en handel FN også har forbudt.

Ex-konge Simeon II blev kronet som konge af Bulgarien i en alder af 6 år i 1943. Han beklædte dog kun posten frem til 46. I april 2001 vendte han tilbage fra sit eksil og startede den politiske bevægelse Nationalbevægelsen Simeon II. Under de kaotiske politiske forhold i landet blev han valgt ved parlamentsvalget og indsat som premierminister i juli samme år. Simeon Saxe-Coburg blev dermed den første tidligere østeuropæiske monark, der vendte tilbage til magten. I sin valgkampagne havde han lovet ikke at arbejde for monarkiets genindførelse, men til gengæld at gøre en ende på fattigdommen, arbejdsløsheden og andre sociale problemer, der havde bidraget til at strangulere Bulgarien siden kommunismens fald i 1990. 100 dage efter sin indsættelse blev han imidlertid mødt af en demonstration med flere tusinde deltagere i Sofias gader, der protesterede mod løfternes manglende opfyldelse. Det blev opfattet som et klart tegn på den folkelige utilfredshed, da socialisten Georgi Parvanov samme måned blev valgt til præsident. Der var tale om den laveste valgdeltagelse siden kommunismens fald.

Både Rumænien og Bulgarien forventede at blive optaget i NATO på NATO topmødet i november 2002. Under et besøg i Bukarest i april samme år diskuterede premierministeren med sin rumænske kollega, Ion Iliescu perspektiverne for begge landes optagelse i alliancen. På topmødet blev landet indbudt til optagelsesforhandlinger, i marts 2003 blev der undertegnet en tiltrædelsesprotokol og landet forventes formelt optaget i første halvår 2004. Det deltager i USA's besættelse af Iraq. Ifht. EU indledte det i 1999 optagelsesforhandlinger, men kom ikke med i første optagelsesrunde af østeuropæiske lande. Bulgarien håber at afslutte optagelsesforhandlingerne i 2004 mhp. optagelse i 2007.

De skuffede forventninger til Simeon II kom klart til udtryk ved lokalvalget i efteråret 2003, der blev et svidende nederlag for hans parti. Senest i juni 2005 skal der holdes parlamentsvalg.

I juni blev to bulgarske statsborgere bortført i Iraq. Lastbilchaufførerne Georgi Lazov og Ivaylo Kepov blev bortført nær Mosul nord for Baghdad af irakiske partisaner. Bortførerne krævede irakiske fanger i nordamerikansk varetægt løsladt. I juli kunne regeringen oplyse, at det ene af de to gidsler var blevet henrettet. Oplysningen var i første omgang nået ud gennem den arabiske TV station al-Jazeera. Inden henrettelsen havde den bulgarske regering sendt en diplomatisk mission til Iraq for at forhandle gidslernes frigivelse. Bulgarien har i forvejen et kontingent på 500 soldater placeret i Kerbala syd for Baghdad som en del af besættelses koalitionen. Trods henrettelsen ændredes der ikke på landets militære tilstedeværelse i Iraq. I august blev begge gidslers lig fundet i Tigris floden.

Bulgarien og EU underskrev i april 2005 optagelsesprotokollen, der fra 1. januar 2007 gør landet til medlem af EU. Blandt de reformer der inden da skal gennemføres er intensivering af kampen mod korruptionen. De bulgarske domstole skal inden da godtgøre, at alle borgere får en retfærdig behandling ved domstolene, og anti-korruptions myndighederne skal godtgøre, at ingen personer i samfundet er undtaget fra efterforskning eller retsforfølgelse. Optagelsen i EU vil få en række negative konsekvenser for landet: varmepriserne vil stige drastisk, subsidierne til trængte dele af industrien vil falde bort, og arbejdsløsheden vil stige.

Valget til parlamentet i juni 2005 blev vundet af Koalitionen for Bulgarien, anført af det Bulgarske Socialistparti (BSP). Dets leder Sergei Stanishev blev samme måned premierminister.

Bulgarien indgik i april 2006 en aftale med USA om oprettelsen af fælles militærbaser i landet. Militæraftalen er 10 årig, og i denne periode kan begge lande anvende baserne til træning. USA vil i gennemsnit have 2.500 soldater på baserne i Bulgarien.

Præsident Parvanov indrømmede i 2006 at der eksisterede en «sagsmappe» på ham i det tidligere kommunistiske efterretningsvæsen i Bulgarien. Da den specielle kommission for granskning af arkiverne nåede til Parvanov i 2007 viste det sig, at han var opført i tjenestens arkiver som «kollaboratør». Men de konkrete dokumenter om hans aktiviteter var fjernet fra arkivet.

Den 1. januar 2007 blev Bulgarien formelt medlem af EU, og bragte dermed antallet af medlemslande op på 27. Optagelsen er betinget af, at Bulgarien skal gennemføre en retsreform og eliminere korruptionen i landet. For at bremse strømmen af migrantarbejdere fra Bulgarien til resten af EU, har bulgarere først fra 2010 fri adgang til de andre medlemslande i deres søgen efter arbejde.

Premierminister Stanishev blev i juni 2008 skarpt kritiseret af menneskerettighedsorganisationer efter bemærkninger om en bøsseparade i Sofia, der efter hans mening ikke burde være gennemført: «fordi han ikke støttede demonstrationer for den slags holdninger».

Det højre-populistiske parti GERB vandt parlamentsvalget i juli 2009 med 39,71% af stemmerne. Partiets formand, Boyko Borisov blev efterfølgende landets premierminister i spidsen for en centrum-højre regering. Borisov var tidligere borgmester i Sofia.

Landet blev hårdt ramt af den globale økonomiske krise. Væksten i BNP faldt fra 6,3% i 2008 til -4,9% i 2009. Samtidig steg arbejdsløsheden til 9,1%. Industriproduktionen faldt med 10%, minedriften med 31% og produktionen af metalelr med 60%.

Guia del Mundo

Sidst ajourført 26/7 2010