Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Palæstina
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 18/11 2012
Læst af: 75.228
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Palæstina
: :
Gaza

Gazastriben er kystområdet i den sydligste del af det, der udgjorde Palæstina under den britiske mandatperiode. Området er ca. 45 km langt og 8 km bredt. I dette smalle bælte bor omkring 1½ million palæstinensere, hvoraf ca. 670.000 er flygtninge, der modtager støtte gennem UNWRA - FN's flygtningeprogram for palæstinensere. Indtil august 2005 boede der endvidere omkring 6.100 israelske bosættere i Gazastriben. De havde besat ca. 20% af territoriet, og den israelske besættelsesmagt havde konfiskeret ialt 33% af territoriet til fordel for bosætterne. Det pressede palæstinenserne sammen på et endnu mindre territorium, og befolkningstætheden er her med 3.320 indbyggere pr. km2 blandt de højeste i verden.


Den israelske tegnefilmproducent Yoni Goodmans 90 sekunders film om Israels blokade af Gaza. (Animator of award-winning Israeli movie tackles Gaza, Guardian 5/3 2009.)

Israel gennemførte i perioden 27. december 2008 - 18. januar 2009 massakrer og andre alvorlige krigsforbrydelser mod Gazas befolkning. Mindst 1250 palæstinensere blev dræbt, heraf 1/3 børn, over 5000 såret, 20.000 bygninger blev bombede og ødelagt, hospitaler, sundhedspersonale, FN ansatte, FN skoler, lagerbygninger og andre installationer blev bombet af slyngelstaten Israel. Efter 22 dages krig mod en forsvarsløs civilbefolkning erklærede Israel «ensidig våbenhvile». Trods sin totale militære overlegenhed, overlegenhed i voldsanvendelse og overlegenhed i krænkelser af 4. Genevekonvention nåede Israel ikke sit erklærede mål om at knuse Hamas, men tømrede tvært imod alle politiske organisationer sammen og øgede palæstinensernes - og specielt Hamas' - anseelse i den arabiske verden. Overfor resten af verden blev billedet af Israel som en slyngelstat der notorisk krænker international humanitær lov atter engang slået fast. (Billedet er fra flygtningelejren Rafah i det sydlige Gaza, der husede 130.000 flygtninge. Slyngelstaten bombede hæmningsløst lejren. Tabstallene er endnu ukendte.)

Gaza kaldes også for verdens største fængsel eller koncentrationslejr, fordi Israel har spærret områdets 1½ million indbyggere inde, og Israels piratvirksomhed i Middelhavet og blokkering af landeovergangene til Gaza har skabt verdens pt. største humanitære katastrofe, da Israel hindrer alle leverancer af mad, vand og energi. Der er tale om meget alvorlige krigsforbrydelser, som Israels venner i USA og EU ikke skrider ind overfor, og derfor pådrager sig et medansvar for.



I modsætning til Vestbredden er Gaza en fuldstændig lukket zone omgærdet af pigtråd. Områdets indbyggere har ingen anerkendt nationalitet. De bærer alle et magnetkort med hebræisk skrift, der teoretisk giver 20.000 af dem adgang til dagligt at tage på arbejde i Israel. Før Intifadaen og den massive indvandring til Israel fra det tidligere Sovjetunionen var tallet 120.000. Ældre mennesker har fortsat specielle ægyptiske identitetspapirer, der giver dem mulighed for at rejse i bestemte arabiske lande, men som f.eks. ikke giver mulighed for at rejse til Egypten. Andre indbyggere der ønsker at rejse udenlands er nødt til at have israelske rejsedokumenter, der ikke kan skaffes uden et godt personligt forhold til besættelsesmagten.


Gaza: The Killing Zone. Israels krigsforbrydelser i Gaza.

Gazastriben er i dag kun på 362 km2. Det er hvad der er tilbage af de 2.200 km2, som FN's delingsplan fra 1947 besluttede skulle udgøre den sydlige del af den arabiske stat Palæstina. De dækkede kystområdet fra Jaffa i nord til den ægyptiske grænse og en del af Negev ørkenen. Den første arabisk-israelske krig reducerede dette område til dets nuværende størrelse. Før 1948 talte området 80.000 indbyggere. Andre 180.000 flygtninge ankom i løbet af nogle få dage i 1948, som følge af israelske etniske udrensninger i Palæstina. De fleste af dem fra kystområderne længere nordpå. Området kom nu under ægyptisk styre, uden formelt at være blevet annekteret.

I 1956 besatte Israel for første gang Gaza, og befolkningens spontane modstand mod besættelsesmagten fik efterfølgende Egypten til at ændre status for området. Gaza fik status af frihandelszone, og samtidig blev områdets citrusproduktion inkluderet i Egyptens handelsaftaler med Østblokken, hvilken gav grundlag for økonomisk udvikling i området. Over de følgende 10 år blev et ti gange så stort område beplantet med citrusfrugter, men halvdelen af træerne var endnu ikke store nok til at bære frugt, da Israel for anden gang invaderede området i 1967. Området var i en tilstand af nærmest permanent oprør under ledelse af de to partisanorganisationer PFLP og Fatah. «Lov og orden» som besættelsesmagten ønskede det blev først etableret i slutningen af 1971 efter en voldsom militær offensiv under ledelse af Ariel Sharon, der kostede flere tusinde dræbte.

Israel danner Hamas

I et forsøg på at udslette de forskellige nationalistiske strømninger, spillede Israel det islamiske kort. Den ældste islamiske bevægelse i den arabiske verden, det Muslimske Broderskab, var grundlagt i Egypten og havde tilhængere i Gaza. Mens PLO's medlemsorganisationer således i mere end 10 år blev forfulgt, straffet eller henrettet af den israelske hær, så blev det Muslimske Broderskab tilskyndet af Israel til at udvikle sine sociale velfærdsprogrammer. Israel var dermed fødselshjælper for det der blev til Hamas (arabisk forkortelse for den Islamiske Modstandsbevægelse).

Israelsk bosættelse i Gaza. Bosættelserne lagde frem til 2005 beslag på 20% af jorden i det overbefolkede område

Efter 20 års frustration uden håb om en løsning, udløste en israelsk lastbils trafikuheld i Gaza hvor flere palæstinensere blev dræbt den første Intifada, den 9. december 1987.

Efter undertegnelsen af Cairoaftalen i maj 1994 mellem Israel og PLO, fik det palæstinensiske selvstyre kontrol med 67% af Gazastriben, mens resten fortsat var besat af Israel.

Med gennemførelsen af første fase af Wye River aftalen, kunne den palæstinensiske internationale lufthavn åbnes i Daniyeh i den sydlige del af Gaza, den 24. november 1998. Det palæstinensiske luftfatselskab fløj til Amman, Cairo og siden Larnaca på Cypern. Israel bombede i 2001 lufthavnens startbaner og kontroltårn, så den ikke længere er operationsdygtig. Siden 2001 har Sharonregeringen desuden gennemført luftbombardementer med F-16 kampfly af flygtningelejrene i Gaza, af selve Gaza by, af alle det palæstinensiske selvstyres bygninger, og har endvidere ødelagt de palæstinensiske plantager i området.

2005 Bosættelserne opgives

Ariel Sharon konkluderede i 2004 at omkostningerne ved at bevare bosættelserne i Gaza var for store ifht. den strategiske fordel det gav, og besluttede derfor ensidigt at opgive disse bosættelser. Det skabte store interne spændinger i Likud koalitionen og den israelske regering, hvor en stærk fløj var imod rømning. Sharon fik imidlertid sin vilje, og i august blev bosættelserne rømmet og området overdraget til det palæstinensiske selvstyre. I september 2005 ophørte den israelske besættelse af Gaza formelt, da Knesset vedtog en lov, der betegnede Gaza som udenlandsk territorium.

Gaza havde siden starten af 2. Intifada fungeret som affyringsrampe for raketangreb ind i Israel. De palæstinensiske hjemmelavede Qassam raketter er imidlertid meget primitive, og har meget sjældent forvoldt skade hvor de er slået ned i Israel. Kun ganske få israelere er siden 2000 blevet såret som følge af disse angreb, der mere har psykologisk betydning. Der har siden 2003 været en klar dynamik i angrebene. De palæstinensiske grupper har forpligtiget sig til ikke at affyre raketter, når Israel ikke henretter palæstinensiske ledere. I de perioder hvor Israel har indstillet eller neddroslet henrettelserne, er angrebene da også stort set ophørt.

2006 Israelsk genbesættelse

Palæstinensernes demokratiske valg af en Hamas regering i januar 2006 var en alvorlig torn i øjet på Israel og den vestlige verden. I perioden januar- juni 2006 forsøgte Israel derfor økonomisk og politisk at bringe regeringen og selvstyret til fald. Uden held. I slutningen af juni indledte Israel derfor en omfattende offensiv ind i Gaza med det formål at knuse Hamas regeringen og selvstyret. Formelt var påskuddet for invasionen palæstinensiske gruppers arrestation af en israelsk soldat i slutningen af juni (Israel har i forvejen kidnappet og fængslet over 5000 palæstinensere). Den palæstinensiske aktion var imidlertid hævn for et israelsk raketangreb i starten af juni, der dræbte 7 på en strand i Gaza - deriblandt 3 børn.

Israel likviderede 9. juni 2006 7 personer på en strand i Gaza. Deriblandt en familie på 5, heraf de 3 børn. Den lille pige på billedet var en af de 30 sårede ved det israelske angreb. Dagen inden havde Israel likvideret en palæstinenisk minister i Gaza. Den 12. juni rejste Ehud Olmert til Europa for at overtale de europæiske lande til acceptere dannelsen af et stor-Israel, der også består af dele af den besatte Vestbred. To uger senere tog palæstinensiske grupper hævn for israels massakre på stranden og mordet på ministeren ved at angribe en israelsk militærpost og arrestere en israelsk soldat. For Israel blev det påskud til at genbesætte Gaza.

Israel invaderede Gaza, ødelagde områdets elektricitetsværk og sendte derved hele området ud i humanitær katastrofe, da vandforsyningen derved samtidig brød sammen. Hele kvarterer blev bombet, flere hundrede civile dræbt, 2/3 af medlemmerne af det palæstinensiske parlament kidnappet, og bl.a. premierministerens og udenrigsministerens kontorer bombet. Israel ignorerede samtidig internationale opfordringer til at indstille myrderierne og trække sig ud af Gaza. I Sikkerhedsrådet blokkerede USA rutinemæssigt for vedtagelsen af en resolution med standardforklaringen: «Israel har ret til at forsvare sig».

Den 8. november 2006 gennemførte slyngelstaten endnu et granatangreb mod flygtningelejren Beit Hanoun i Gaza. Flere end 19 civile palæstinensere blev dræbt - næsten alle kvinder og børn. Massakren skete da israelske tanks åbnede ild mod huse i lejren. Den blev fordømt i den arabiske verden og af EU. Slyngelstatens udenrigsminister Perez kaldte angrebet et «uheld».

Israelske krigsforbrydelser i Gaza

Efter Hamas' valgsejr i januar 2006 gennemførte Israel flere altomfattende blokader af Gaza. I Israels analyse vil den Vestlige Verden afstå fra at kritisere Israels krigsforbrydelser overfor Gazas befolkning fordi Hamas er Palæstinas folkevalgte regering. På sitet 194now.net/Killingfields kan slyngelstatens angreb på Gaza følges dag for dag. I juni 2008 blev der indgået en uformel våbenhvile mellem slyngelstaten, Hamas og de militante grupper i Gaza. Israel afstod fra at gennemføre større invasioner og angreb ind i Gazas slumkvarterer og flygtningelejre mod at de militante grupper indstillede deres raketindgreb ind i Israel. Våbenhvilen holdt frem til 4. november hvor Israel besluttede at genoptage sine angreb på Gazas befolkning. Israel startede med at provokere Hamas ved at likvidere 6 af bevægelsens medlemmer i Gaza. Israels angreb og brud på våbenhvilen fik de militante grupper i Gaza til at at genoptage deres raketindgreb. Israels undskyldning for sine krigsforbrydelser er selvforsvar - det er nødt til at besvare angrebene fra Gaza. Men i november var det Israel der brød våbenhvilen, og tabstallene taler deres tydelige sprog. Amnesty International oplyser, at 420 palæstinensere i 2008 er blevet dræbt af de israelske angrebsstyrker (IOF), heraf halvdelen ubevæbnede civile og heraf 80 børn. På den israelske side blev 24 dræbt, heraf 4 børn.

Tal fra Israels eget militær viser at våbenhvilen mellem Israel og Gaza i månederne juni-oktober 2008 (det som militæret nøjes med at kalde "Lull in fighting") var effektiv. Det var først da Israel 4. november besluttede at afbryde våbenhvilen, da den likviderede 6 Hamas medlemmer, at raketangrebene blev genoptaget. (Summary of rocket fire and mortar shelling in 2008 (Intelligence and Terrorism Information Center at the Israel Intelligence Heritage & Commemoration Center (IICC), Fast link.
Israel dræbte i 2008 ca. 700 palæstinensere, deraf knapt 200 børn. Militante palæstinensere dræbte samme år 27 israelere, heraf 4 børn.)

Samtidig med genoptagelsen af sine myrderier i Gaza indledte Israel en total blokade af området. Israelske pirater på det israelske militærs skibe håndhævede en søblokade, der ikke tillod palæstinensiske både at fiske, eller skibe med nødhjælp at nå ind til Gaza. Alle forsyninger med nødhjælp ind i området blev indstillet, og elektricitetsforsyningen fra Israel reduceret (Israel har allerede bombet og ødelagt de fleste elkraftværker i Gaza). Amnesty International erklærede 14. november 2008: «Israels militær har fuldstændig blokeret for alle leverancer af humanitær bistand, medicin, olie og elektricitet til Gaza. Det er intet andet end kollektiv afstraffelse af Gazas civilbefolkning. Samtidig hindrer Israel alle udenlandske journalister og diplomater adgang til området. Israel ønsker ikke at verden ser de lidelser de udsætter Gazas 1,5 millioner indbyggere for». Og 14 dage senere erklærede formanden for FN's Generalforsamling, Miguel D'Escoto Brockmann: «Israels aktioner overfor Vestbredden og Gaza minder om tidligere tiders apartheid». Brockmann mindede samtidig om, at det kan være nødvendigt med sanktioner overfor slyngelstaten for at få den til at indstille sine krigsforbrydelser. Den Vestlige Verden fortsætter imidlertid sin åbne accept af de israelske krigsforbrydelser, og EU diskuterede i samme periode opgradering af de handelsmæssige relationer mellem EU og Israel. Trods massiv nordamerikanske bistand til slyngelstaten, er dens primære handelspartner EU.

Israel indledte 27. december sit ventede angreb på Gaza. Nordamerikansk producerede F-16 fly med komponenter fra den danske krigsproducent Terma kastede flere hundrede bomber i tætbeboede områder. Målene var primært politistationer i Gaza, men over halvdelen af de over 300 dræbte rapporteredes at være civile. USA støtter Israels krigsforbrydelser i Gaza og truede 27. december med at nedlægge veto i FN's Sikkerhedsråd, hvis der blev fremsat et resolutionsforslag der kritiserede de israelske krigsforbrydelser. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller afviste ligeledes at kritisere de israelske terrorbombardementer, og nøjedes med at erklære sig «bekymret over volden i Gaza». Danmark er den stat i EU der har arbejdet mest ihærdigt for at få opgraderet Israels handelsforbindelser med EU, uden at stille krav om slyngelstatens overholdelse af 4. Genevekonvention og Menneskerettighederne.

USA's blokkering af FN's Sikkerhedsråd ifht. kritik af Israel for dets terrorbombardementer fik 28. december formanden for FN's Generalforsamling, Miguel d'Escoto Brockmann til at erklære, at han ville gå i gang med at indkalde Generalforsamlingen til en speciel session med det ene formål at få diskuteret Israels krig mod Gaza, og få standset denne. USA har ikke vetoret i Generalforsamlingen, og FN har i enkelte situationer gennem historien hvor stormagter har blokkeret Sikkerhedsrådets beslutningskompetence i stedet flyttet behandlingen over i Generalforsamlings regi. Faktisk har FN's Generalforsamling siden 1998 haft en permanent session (den 10. session) til alene at behandle Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Formand for Generalforsamlingen, d'Escoto Brockmann erklærede 28/12":

«I remind all member states of the United Nations, that the UN continues to be bound to an independent obligation to protect any civilian population facing massive violations of international humanitarian law regardless of what country may be responsible for those violations».

«I call on all Member States, as well as officials and every relevant organ of the UN system, to move expeditiously not only to condemn Israel's serious violations, but to develop new approaches to providing real protection for the Palestinian people».

Offer for Israels terrorbombardementer af Gaza, 27. december 2008. En lille pige afventer behandling udenfor et hospital i Gaza.

David mod Goliath. Israelske besættelsestyrker fylder Hebrons gader med tåregas mod demonstranter, der protesterer mod Israels myrderier i Gaza 27. december 2008.

Palæstinensisk familie flygter fra Israels terrorbombardementer af flygtningelejren Rafah i det sydlige Gaza, 28. december 2008.

Israel indledte 3. januar den ventede invasion af Gaza, der blev fordømt af det meste af verden - bortset fra USA og den danske regering. På det tidspunkt havde terrorbombardementerne af Gaza allere kostet 500 palæstinensere livet. Alene under invasionens første døgn blev yderligere 150 dræbt. Den 4. januar bombede Israel det centrale frugtmarked i Gaza: «De bombede det centrale grøntsagsmarked i Gaza by for to timer siden. 80 skadede, 20 dræbte, alle kom her til Shifa hospitalet. Vi vader i død, blod og amputater. Masser af børn. Gravide kvinder. Jeg har aldrig oplevet noget så frygteligt. Nu hører vi tanks. Fortæl videre, send videre, råb det videre. Gør noget! Gør mere!» Sådan skrev Mads Gilbert, en norsk narkoselæge, der arbejdede i døgndrift på områdets største hospital. Israel bomber frugtmarkedet i Gaza 4. januar 2009. (Video på YouTube. ADVARSEL, meget stærke billeder)

Flere hundrede tusinde over hele verden demonstrerede mod Israel i dagene efter slyngelstaten indledte sin angrebskrig mod Gaza. I Tel Aviv samlede den israelske fredsorganisation Gush Shalom over 10.000 israelere i protest mod regeringens angrebskrig. Det skete under parolerne: «Man fører ikke valgkamp hen over døde kroppe af børn», «Forældreløse og kvinder er ikke valgpropaganda», «Olmert, Livni og Barak: krig er ingen leg», «Alle israelske ministre er krigsforbrydere», «Barak, Barak, Barak, bare rolig - vi mødes igen i Haag». Sådan gjaldede råbene gennem Tel Avivs gader. Arrangørene havde ventet 1.000 deltagere, og blev overraskede over det store antal af deltagere (Massive demonstration against the War). Se også: Photostory: World demonstrates for Gaza og Photostory: World demonstrates for Gaza part 2.

Israelske krigsforbrydelser

Israel hævder i sin krigspropaganda alene at bekæmpe «terroristerne», identificeret som Hamas. Israels definition af militære mål afviger imidlertid stærkt fra det internationale samfunds definition, der er fastlagt i Geneve Konventionerne. Konventionerne er meget klare og præcise og er den internationalt anerkendte målestok for hvad der er civile mål, og hvad der er militære. Personer der væbnet deltager i en militær konflikt er militære mål, og er underlagt 1., 2. og 3. Geneve Konvention. Alle andre er civile og er underlagt 4. Geneve Konvention. Israel er derfor efter konventionerne i sin gode ret til at angribe militante palæstinensere, der er ved at affyre raketter ind i Israel, men der er meget få af denne type dræbte i konflikten. Alle de mål Israel har ramt som ikke opfylder kravene er civile, en krænkelse af 4. Geneve Konvention og må karakteriseres som krigsforbrydelser:

Under de første dages terrorbombardementer af Gaza var de primære mål ministerier og politistationer. Selv om politifolk er bevæbnede, er de i de fleste tilfælde ikke militære mål, fordi de deltager i regulering af civilsamfundet gennem bekæmpelse af kriminalitet, trafikregulering mm. Dette var også Gaza politiets opgave. International folkeretseksperter er enige om at bombningen af ministerier og politistationer var en krænkelse af 4. Geneve Konvention og en krigsforbrydelse

Uanset målets karakter findes der en regulering i 4. Geneve Konvention kaldet proportionalitetsprincippet der siger, at et militært mål ikke må angribes hvis skader på civile væsentligt overstiger det militære udbytte. Israel har bombet løs i Gaza uden hensyn til civilbefolkningen eller civile mål.

Israel har angrebet decideret civile mål som moskeer, skoler, det islamiske universitet og markeder. Dette er kun tilladt efter konventionerne hvis de er indtaget af militære mål og det ikke krænker proportionalitetsprincippet. Det har ikke været tilfældet i nogen af bombningerne af de civile institutioner.

Israel anvender fosforgranater mod den palæstinensiske befolkning. Anvendelsen af denne type granater er udtrykkelig forbudt i de internationale konventioner.

Israel har direkte angrebet klart afmærkede palæstinensiske ambulancer og dræbte i de første dage efter landinvasionen 5 palæstinensiske ambulancearbejdere. Der her tale om særlig grove krigsforbrydelser.
Gaza conflict: Who is a civilian? (BBC 5/1 2009)

Human Rights Watch weapons expert on the Israeli use of white phosphorous, Jan. 13 2009

Video: Gaza film shows white phosphorus from alleged Israeli attack, Guardian 19/1 2009

De palæstinensiske politiske partier og bevægelser meddelte 5. januar, at de alle stod sammen i kampen mod den israelske invasion. Det gjaldt både PFLP, DFLP, al-Aqsa Brigaderne, de Folkelige Modstandskomiteer, Islamisk Jihad og Hamas. Israel havde med sin invasion dermed formået at fjerne den splittelse mellem primært Hamas og Fatah, der havde præget Gaza siden Hamas vandt det palæstinensiske parlamentsvalg i januar 2006.

Israel fortsatte 6. januar sine massakrer i Gaza. Bl.a. bombede slyngelstaten to skoler og dræbte 40 skoleelever. Norske læger i Gaza kunne berette om Israels anvendelse af hvidt fosfor (der er forbudt), granater med oparbejdet uran og en ny type amerikansk udviklede bomber (DIME), der udvikler en sky af metalstøv der parterer de civile ofre. Samtidig fordybedes den humanitære krise. Spildevandsbehandlingen var bombet i stykker, det samme gjaldt vandforsyningen, elektricitetsforsyningen og Israel tillod kun små mængder fødevarer at komme ind i det belejrede område. I FN fortsatte USA med at hindre verdensorganisationen i at gribe ind, og i Danmark forsvarede Venstre og Dansk Folkeparti israels ret til at begå krigsforbrydelser. Venezuela udviste hele den israelske diplomatiske repræsentation i landet i protest mod landets krigsforbrydelser.

Forberedelse af endnu større massakrer i Gaza

Mens antallet af myrdede i Gaza 7. januar passerede 700 - heraf 219 børn - erklærede den israelske militærregering, at befolkningen i flygtningelejren Rafah i det sydlige Gaza ved grænsen til Ægypten skulle forlade deres hjem senest torsdag morgen kl. 6 GMT, hvorefter Israel ville igangsætte bombardementer af lejren. På opfordring fra slyngelstaten forsøgte det Internationale Røde Kors allerede i slutningen af december at få Rafahs indbyggere til at forlade lejren, men uden held. Befolkningen havde ingen andre steder at tage hen, slyngelstaten Israel bombede i forvejen overalt i Gaza, og de fleste indbyggere ønskede ikke at forlade deres hjem. Der bor 130.000 palæstinensere i det område hvor Israel indledte sin annoncerede massakre 8. januar om morgenen.

Israel optrappede 8. januar sin sønderbombning af flygtningelejren Rafah i det sydlige Gaza. Slyngelstaten viste sin humanitære side ved på forhånd at advare de 130.000 civile i lejren om at de ville blive massakreret. De officielle dødstal paserede de mindst 700, heraf 219 børn. Det er uvist hvor mange dræbte der ligger i ruinerne.


Israeli bombardment devastates Rafah, rapport fra flygtningelejren Rafah i den sydlige del af Gaza, 8. januar 2009. Israels massakre på befolkningen i lejren (130.000 indbyggere) er siden fortsat.

De gruopvækkende billeder fra Gaza og skarp kritik fra både Folkekirkens Nødhjælp (der onsdag fik ødelagt 3 af sine mobile klinikker i Gaza af israelske raketter), Røde Kors og Internationalt Røde Kors fik 8. januar de danske socialdemokrater til at kræve sanktioner mod Israel: «Det er jo paradoksalt, at EU med den ene hånd hjælper Israel økonomisk, samtidig med at Israel bomber hospitaler og skoler i Gaza, som EU har været med til at betale for», erklærede partiets EU parlamentariker Dan Jørgensen. EU havde fået uger inden opgraderet sit handelsmæssige og politiske samarbejde med slyngelstaten og både Jørgensen og tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft opfordrede til, at dette samarbejde mellem EU og Israel nu sættes i bero, som følge af de israelske krigsforbrydelser i Gaza. Frem til 12. januar havde Israel myrdet 22 læger, sygeplejersker, ambulancechauffører og medicinsk hjælpepersonale under sin massakre i Gaza.


Israel is targeting medics, Eva Bartlett writing from the occupied Gaza Strip, 12 January 2009

Israel blev 8. januar udsat for usædvanlig skarp kritik fra både det Internationale Røde Kors og Røde Kors da organisationernes medarbejdere endelig efter 4 dages anmodning til det israelske militær fik adgang til bydelen Zaitun. Her opdagede de bl.a. 4 afkræftede spædbørn, der lå ved siden af deres dræbte mødre og 10 andre dræbte civile i et sønderskudt hus. Røde Kors konstaterede at de israelske soldater havde været klar over situationen, men havde været ligeglade. Soldaterne forsøgte efterfølgende at smide Røde Kors ud af Zaitun. Røde Kors konstaterede at Israel i særlig alvorlig grad forbrød sig mod den humanitære folkeret.

FN's hjælpeorganisation for Palæstina, UNRWA meddelte 8. januar at den indstillede sit arbejde i Gaza efter at en af dens chauffører var blevet dræbt med koldt blod af israelske styrker. Det var sandsynligvis medvirkende til, at FN's Sikkerhedsråd samme aften kunne vedtage en resolution der pålagde begge parter øjeblikkelig våbenhvile, øjeblikkelig israelsk tilbagetrækning fra Gaza og fri adgang for humanitære organisationer og forsyninger. USA der normalt nedlægger veto mod FN resolutioner der skal begrænse Israels ret til angrebskrig undlod denne gang at stemme. Israel der normalt ignorerer FN's resolutioner ignorerede også denne og fortsatte sine terrorbombninger i Gaza. Bl.a. gennemførtes nye bombeangreb i Jabaliya lejren i det nordlige Gaza, hvorunder 9 blev dræbt, deriblandt 4 børn.

Den tidligere retschef i FN, svenskeren Hans Corell opfordrede 8. januar til at indbringe Israel for den Internationale Domstol i Haag for landets krigsforbrydelser i Libanon i 2006 og dets nye krigsforbrydelser i Gaza i 2008/09.

9. januar blev det afsløret, at israelske besættelsesstyrker havde gennemført en massakre i et hus i Jabalya flygtningelejren. Besættelsesstyrkerne havde først beordret 110 palæstinensiske civile til at samle sig i et hus, og to dage senere beskød de huset med kampvogne. 30 blev umiddelbart dræbt. Dagen efter smed slyngelsesstaten løbesedler ud fra fly, hvor den informerede Gazas befolkning om, at den ville optrappe sine massakrer.

Rundt om i verden gennemførtes 10. januar massive protestdemonstrationer mod slyngelstatens massakrer i Gaza. Alene i London deltog 50.000 mennesker. Samtidig mobiliserede slyngelstaten sine venner i specielt Europa for at gennemføre moddemonstrationer. I Danmark gennemførte Dansk Zionistforbund en demonstration på Rådhuspladsen med deltagelse af godt 100 mennesker. Blandt talerne var Søren Espersen fra Dansk Dolkeparti, der lovpriste slyngelstatens krigsforbrydelser i Gaza. Israels forsøg på at mobilisere jøder i Europa til forsvar for sine forbrydelser var dog ikke nogen ubetinget succes. I Storbritannien krævede en række fremtrædende jøder, at Israel øjeblikkelig skulle indstille sin angrebskrig. Det gjaldt rabbiner dr. Tony Bayfield der er formand for Movement for Reform Judaism, Sir Jeremy Beecham der er tidligere formand for Arbejderpartiet, professor Shalom Lappin fra University of London og baronesse Julia Neuberger. I parlamentet sagde en jødisk MP, at Israel i Gaza opførte sig som nazisterne.

UK Jewish MP: Israel acting like Nazis in Gaza.

FN's Menneskerettighedsråd besluttede på et møde 12. januar at sende en undersøgelseskommission til Gaza for undersøge de israelske krigsforbrydelser. Rådet anklagede Israel for «systematisk ødelæggelse af palæstinensisk infrastruktur, og for systematisk at gå efter civile og hospitaler». Dagens resolution blev vedtaget med 33 stemmer mod 1 (Canada), mens 13 undlod at stemme (bl.a. EU medlemmerne af rådet). Israel afviste den øjeblikkelig som ensidig. (HUMAN RIGHTS COUNCIL DECIDES TO DISPATCH FACT-FINDING MISSION TO INVESTIGATE VIOLATIONS AGAINST PALESTINIANS IN OCCUPIED TERRITORY, Geneva Jan. 12th 2009)

Over 10.000 demonstrerede 13. januar rundt omkring i Danmark i protest mod Israels krigsforbrydelser i Gaza. Talere i København var bl.a. tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, den radikale partiformand Margrethe Vestager, SF's formand Villy Søvndal og Enhedslistens Frank Aaen. Men som i andre totalitære stater blev den regeringskritiske demonstration ignoreret i de statslige medier, og da demonstrationen var slut gik bøller fra Københavns Politi til angreb på demonstrationsdeltagere og anholdt over 100. Politiets angreb på demonstrationsdeltagere og de statslige mediers rapportager om bølleoptøjer svarer til Aleksandr Lukashenkas forhold til oppositionen i Hviderusland.

Trods 10.000 deltagere i demonstrationerne mod Israels krigsforbrydelser skal dette sammenlignes med 400.000 deltagere i Madrid og 40.000 i Oslo. Mens krigen er helt fraværende i de statslige danske medier eller består i viderebringning af israelsk krigspropaganda, er informationerne langt mere nuancerede i andre dele af Europa. Se f.eks: BBC, Guardian eller Al Jazeera.

Fra FN blev det meddelt at Generalforsamlingen skal mødes senere på ugen for at diskutere Israels krigsforbrydelser. Israel kan ikke stilles for den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) fordi landet ikke har ratificeret ICC's statutter, men Generalforsamlingen kan med udgangspunkt i kapitel 22 i FN's Charter nedsætte en specialdomstol til behandling af krigsforbrydelser som det skete i Eks-Jugoslavien og Rwanda. Det britiske udenrigsministerium meddelte at det ville overveje at støtte en indbringning af sagen for den Internationale Domstol i Haag. (Israel may face UN court ruling on legality of Gaza conflict, Guardian 14. januar 2009)

Dansk og EU støtte til krigsforbrydelser

Mens antallet af dræbte palæstinensere i Gaza passerede 1000 optrappede Israel 15. januar sine krigsforbrydelser yderligere. Slyngelstatens tropper og kampvogne beskød uden hensyn til civilbefolkningen husene i selve Gaza by, og for at understrege slyngelstatens foragt for FN lod det samtidig FN's hovedkvarter i Gaza bombe, beskød et FN lager med katastrofehjælp og al-Quds hospitalet med fosforbomber. (Video: Ayman al Najar på 13 blev ramt af en fosforbombe 14/1 og mistede samme dag sin søster, bedstefar og fætter, Guardian 19/1 2009)

Guardian video fra Israels bombning af FN's hovedkvarter i Gaza by 15. januar. FN's generalsekretær Ban Ki-Moon fordømte Israels angreb.

Mens den danske befolkning blev fyldt med israelsk krigspropaganda og statsminister Rasmussens: «Det var Hamas der startede» og «Israel har ret til at forsvare sig» var nyhedsstrømmen mere nuanceret i andre dele af verden, hvilket udløste omfattende international solidaritet. I Spanien gik den spanske premierminister Zapatero i spidsen for demonstrationer der kritiserede Israels krigsforbrydelser; i Canada krævede det nationale postarbejderforbund CUPW total boykot af Israel; det Internationale Transportarbejderforbund ITF har i samarbejde med det Internationale Røde Kors leveret 3 ambulancer, medicin, mad og vand til den belejrede befolkning i Gaza; i Norge har det norske LO's største medlemsforbund, Fagforbunder for offentlige Ansatte, bevilget 500.000kr i støtte til Gaza og opfordrer sine medlemmer til at deltage i de omfattende protester i landet mod Israels krigsforbrydelser; også det britiske forbund for offentligt ansatte, UNISON, har gentagne gange opfordret sine medlemmer til at deltage i demonstrationerne mod krigen, mens de offentligt ansatte internationale sammenslutning PSI fordømmer Israels angreb; offentligt ansattes organisationer i Canada, Belgien, Sverige og Ægypten har ligeledes kritiseret Israels aggression. International nødhjælp har dog vanskeligt ved at komme ind i Gaza, da sørøvere fra den israelske flåde rutinemæssigt angriber skibe med humanitær hjælp til Gaza.

USA's tidligere præsident Jimmy Carter skrev 8. januar en artikel i Washington Post (An Unnecessary War (PDF) hvor han anerkendte at det var Israel der brød våbenhvilen 4. november og dermed fremprovokerede krigen.

FupFakta
Det var Hamas der startedeDe internationale nyhedsbureauer er enige om, at det var Israel der brød næsten 5 måneders våbenhvile, da slyngelstaten den 4. november likviderede 6 Hamas medlemmer i Gaza. Israels angreb udløste modangreb med raketter fra Hamas' side, og dette udløste igen total israelsk blokade af Gaza, der blev voldsomt kritiseret af FN og de internationale menneskerettighedsorganisationer. Det fremgår af grafen ovenfor fra det israelske militær, at Gaza faktisk overholdt våbenhvilen frem til 4. november. Israel besluttede selv at genoptage konflikten. (Gaza Attack wounds palestinians, al Jazazeera 8/11 2008, Civilians must be protected in Gaza and Israel, Amnesty International (AI bemærker at våbenhhvilen blev bragt til ophør da Israel 4. november dræbte 6 medlemmer af Hamas). Israel wanted a humanitarian crisis. Targeting civilians was a deliberate part of this bid to humiliate Hamas and the Palestinians, and pulverise Gaza into chaos, Guardian 20/1 2009)
Israel har ret til at forsvare sigIsrael er iflg. en lang række resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd og den Internationale Domstols afgørelse i 2004 en besættelsesmagt. Et besat folk har (som f.eks. den danske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig) ret til at gå til modangreb for at få bragt besættelsen til ophør. Israel har ret til besvare sådanne angreb men iflg. Genevekonventionerne kun indenfor rammerne af proportionalitetsprincippet. Dvs. at israelske angreb ikke uforholdsmæssigt må bringe civile i fare.
(Self-defence is no defence. As more testimony emerges from the ruins of Gaza, evidence is stacking up that Israel has a war crimes case to answer, Michael Paulin, Guardian 21/1 2009)
Israel søger at undgå at ramme civileIflg. FN's observatører i Gaza er 40% af de dræbte kvinder og børn. FN kan ikke afgøre hvor mange af de 60% resterende (mænd) der har været involveret i kampe med israelerne, men konstaterer at mindst 40% af de dræbte er civile. FN konstaterer videre at de dræbte næsten alle kommer fra områder hvor der ikke har været rapporteret om kampe, men hvor Israel vilkårligt har beskudt boligblokke fra kampvogne, kanoner, F-16 fly eller Apache angrebshelikoptere. (Den palæstinensiske menneskerettigheds organisation Mizan oplyser at 86% af de dræbte palæstinensere er civile, mens 14% har været involveret i kamp med israelske soldater).
Israel og tilhængerne af landets krigsforbrydelser gentager igen og igen en række løgne om krigen og optakten til denne. Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen er en af dem der igen og igen viderekolporterer den israelske krigspropaganda. Det får mange danske til at mindes en anden af statsministerens berømt løgne fra marts 2003: «Saddam har masseudryddelsesvåben. Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved».

Verden fordømmer Israel

FN's Generalforsamling holdt 15-16. januar en speciel session alene med det formål at diskutere Israels krig mod Gaza, og taler efter taler fordømte Israels krigsforbrydelser og krævede øjeblikkelig stop for den israelske blodsudgydelse over det palæstinensiske folk. I forlængelse af sessionen besluttede Bolivia at afbryde de diplomatiske forbindelser med slyngelstaten og udviste dets ambassadør.

Brunei fordømmer Israel
Jamaica fordømmer Israel for dets overdrevne brug af vold og ligegyldighed overfor civile
Schweiz kritiserede Israel for dets brud på krigens love
Venezuela har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Israel og sammenlignede landet med det hedengangne apartheid regime i Sydafrika
Libyen slog fast at det grundlæggende problem i Mellemøsten er at Israel har holdt Palæstina besat i 40 år, og nægter at tillade oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Jordan fordømte Israel for dets brud på 4. Geneve Konvention og Menneskerettighedskonventionen.
Sri Lanka erklærede sin fulde solidaritet med det palæstinensiske folk og erklærede at landet selv har været udsat for omfattende terror.
Nicaragua anklagede Israel for folkemord i Gaza, og for at have krænket FN's charter og international humanitær ret.
Island fordømte skarpt Israels angreb på FN's hovedkvarter i Gaza
Kuwait anklagede Israel for folkemord på palæstinenserne i Gaza og for at krænke 4. Geneve Konvention gennem sine systematiske angreb på civilbefolkningen.
Oman beskyldte Israel for at begå massakrer på befolkningen i Gaza og for at begå krigsforbrydelser.
Tunesien anklagede Israel for brutale angreb på den palæstinensiske befolkning.
Kina anklagede Israel for uberettiget voldsanvendelse, krævede at det øjeblikkelig skulle indstille sine angreb, åbne Gazas grænser og tillade humanitær bistand til området.
Ecuador erklærede sin fulde solidaritet med de uskyldige palæstinensiske ofre for den israelske aggression, kritiserede Israel for dets krænkelse af 4. Genevekonvention og menneskerettighederne. Erklærede videre at de skyldige for forbrydelserne mod menneskeheden i Gaza skal stilles for retten.
Bolivia erklærede at Israel udsatte den palæstinensiske befolkning i Gaza for et Holocaust, at Bolivia derfor havde afbrudt de diplomatiske forbindelser med Israel og krævede landet stillet for retten for sine forbrydelser mod menneskeheden.
Liechtenstein erklærede at den væsentligste årsag til mange civile tab i Gaza er Israels manglende overholdelse af 4. Genevekonvention og manglende respekt for proportionalitetsprincippet.
Pakistan erklærede at Israel udviste ligegyldighed med 4. Genevekonvention og international humanitær lov. Erklærede videre at hvis Sikkerhedsrådet ikke greb ind måtte Generalforsamlingen påtage sig opgaven at skelne mellem aggressor og offer. Israel skal øbeblikkelig indstille sin aggression.
Chile kritiserede Israels aggression og erklærede sin støtte til Menneskerettighedsrådets resolution, der opfordrer til at sende en undersøgelseskommission til Gaza for at undersøge krigsforbrydelserne.
Maldiverne kritiserede Israels voldsomme voldsanvendelse overfor civilbefolkningen i Gaza og konstaterede at den var helt ude af proportioner. Det slog videre fast at Israel er nødt til at anerkende de forpligtigelser der jvf. 4. Genevekonvention følger med rollen som besættelsesmagt og videre at respektere palæstinensernes menneskerettigheder.
Norge fordømte Israels bombning af FN's hovedkvarter i Gaza og bombning af al-Quds hospitalet torsdag.
Rwanda opfordrede Israel til at indstille sine massive angreb og ødelæggelse af liv og ejendom.
Storbritannien fordømte Israels bombning af FN hovedkvarteret i Gaza torsdag.
Japan fordømte al vold rettet mod civile som terrorisme, og kaldte Israels angreb på UNRWA hovedkvarteret for uacceptabelt.
Benin fordømte Israels angreb på FN's strukturer i Gaza og anvendelse af ulovlige våben mod civilbefolkningen. Han opfordrede FN til at indlede undersøgelser for at finde og straffe de skyldige.
Mauretanien erklærede sin støtte til den specielle samling i FN's Generalforsamling med det formål at få indstillet Israels ulovlige handlinger.
Burkina Faso fordømte Israels omfattende drab på civile i Gaza og dets bombninger af skoler, hospitaler, FN kontorer og pressebureauer.
korea_syd var forfærdet over Israels bombning af FN's hovedkvarter og delte FN's generalsekretærs kritik af Israel for angrebet.
Panama erklærede at Israel øjeblikkelig og uden betingelser skal indstille sine angreb og tillade humanitær bistand at komme ind i Gaza.
Grenada fordømte israels angreb på FN's hovedkvarter og hjælpekonvojer og erklærede at FN ikke må tillade en sådan opførsel fra et af sine medlemslandes side.
Comorerne erklærede at alt allerede var sagt i denne sag og erklærede sig enig med talerne fra den arabiske liga, den afrikanske union og den alliancefri bevægelse.
Finland fordømte israels bombardement af FN's hovedkvarter og erklærede sig grundlæggende uenig i Israels strategi: konflikten mellem Israel og Palestina kan ikke løses militært.
Italien krævede at Israel respekterer de FN drevne skoler i Gaza og FN's kontorer. Erklærede videre at den dramatiske stigning i antallet af civile ofre var uacceptabelt.
Portugal udtrykte dyb bekymring over de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, og de mange drab på civile. Krævede øjeblikkelig våbenhvile, at Israel trækker sig ud af Gaza og ophæver sin blokade.
Afghanistan fordømte Israels krænkelser af international humanitær lov, herunder den 4. Genevekonvention som Israel ellers selv har tilsluttet sig.
Spanien fordømte Israels bombardement af UNRWA's hovedkvarter og krævede at Israel kom med en forklaring. Konstaterede samtidig at Israels voldsanvendelse havde været ude af proportioner og var en krænkelse af international humanitær lov.
Slovenien fordømte på det kraftigste Israels angreb på skoler, hospitaler og FN kontorer og udtrykte dyb bekymring over den alvorlige humanitære krise.
Irland udtrykte dyb bekymring over Israels angreb på UNRWA, der to gange havde fået organisationen til at instille sit nødhjælpsarbejde i Gaza. Erklærede at det internationale samfund må gennemføre en uvildig undersøgelse af Israels angreb på UNRWA og sundhedsarbejdere.
Luxembourg erklærede at Israels angreb på UNRWA skoler og kontorer var aldeles uacceptabelt.
Tyskland beklagede det meget store antal dræbte civile, krævede øjeblikkelig våbenhvile og fjernelse af Israels blokade.
Danmark havde ikke forstået konfliktens natur og troede stadig - fejlagtig - at den var startet af Hamas.
Cypern fordømte Israels bombning af FN's installationer og overdrevne voldsanvendelse, der blev karakteriseret som en klar krænkelse af proportionalitetsprincippet. Krævede Israel ud af Gaza og erklærede at Gaza må indgå i en samlet palæstinensisk stat.
Tanzania støttede nedsættelsen af krigsforbryderdomstol til undersøgelse af Israels krigsforbrydelser.
New Zealand beklagede israels angreb på FN's installationer og støttede international undersøgelse af israels krigsforbrydelser i Gaza.
Sverige fordømte Israels angreb på FN's hovedkvarter og understregede at Israel med sine angreb på civile, sårede, syge, hospitaler, klinikker og sundhedspersonale bryder international humanitær lov.
Belgien fordømte eskaleringen af volden og erklærede at begivenhederne i Gaza klart er en krænkelse af international humanitær lov. Erklærede at specielt Israels angreb mod hospitaler og nødhjælpsarbejdere har været chokerende.
Libanon erklærede at der var store ligheder mellem Israels angreb på Libanon i 2006 og dets nuværende angreb på Gaza. Erklærede at det grundlæggende problem er Israels fortsatte besættelse af Palæstina og uvilje til at indgå en fredsaftale. Erklærede at det internationale samfund må tage skridt til at hindre Israels fortsatte kriminelle aktiviteter.
FN's Generalforsamling holdt 15-16. januar en speciel session i anledning af Israels krig mod Gaza. Alle lande - med enkelte undtagelser som Danmark og USA - fordømte i mere eller mindre kraftige vendinger Israels krigsforbrydelser. (GENERAL ASSEMBLY DEMANDS FULL RESPECT FOR SECURITY COUNCIL RESOLUTION 1860. CALLING FOR IMMEDIATE GAZA CEASEFIRE, AS EMERGENCY SESSION CONCLUDES. Resolution Adopted by Vote of 142-4-8, After Two-Day Debate; Expresses Grave Concern About Developments on Ground Since Council Text’s Adoption)

Mens Israel optrappede sine massakrer på civilbefolkningen blev det rapporteret at slyngelstaten havde dræbt den palæstinensiske indenrigsminister Said Siam ved et bombeangreb i flygtningelejren Jabalya.

Den 16. januar sluttede Qatar og Mauretanien sig til række af lande der har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Israel som følge af dets krigsforbrydelser i Gaza. Det skete på et arabisk topmøde i Qatar, hvor Syrien samtidig meddelte at det havde afbrudt den fredsproces med Israel der havde været igang et år med Tyrkiet som mægler. Syrien opfordrede samtidig til total arabisk boykot af Israel. Opfordringen afslørede dog samtidig splittelsen i den arabiske verden, hvor USA's nære allierede, det fundamentalistiske og anti-demokratiske Saudi Arabien og det anti-demokratiske Ægypten afviste at afbryde forbindelserne.

Hamas antydede i Ægypten at det var villig til at indgå en et-årig våbenhvile med Israel på betingelse af at slyngelstaten indenfor en uge trak sine terrorister ud af Gaza og ophævede sø- og landblokaden af Gaza. Israel søger at undgå en våbenhvile med Hamas, men kilder i det israelske udenrigsministerium indikerede i stedet at Israel måske på et møde lørdag énsidigt vil indgå våbenhvile. Slyngelstatens problem er at det er ved at løbe tør for optioner. Selvom det gerne tog atomvåben i brug for at speede massakren op, er afstandene så små at slyngelstatens egen befolkning også vil blive ramt af nedfald. Trods 21 dages terrorbombardementer har det har ikke formået at standse raketbeskydningen af byer i det sydlige Israel, og det har ikke formået at knuse den væbnede modstand i Gaza. I stedet bliver landet stadig mere isoleret og kritiseret for sine krigsforbrydelser, massakrer på civilbefolkningen, overfald på FN, skoler, hospitaler osv. En ensidig våbenhvile vil have den fordel, at Israel ikke skal opfylde nogen betingelser (hvad landet iøvrigt aldrig gør alligevel), og kan genoptage massakrene når det har lyst. Hamas har på forhånd tilkendegivet at det vil ignorere en ensidig israelsk våbenhvile, da den hverken sikrer at slyngelstaten trækker sine terrorister ud af Gaza, eller at den humanitære blokade ophæves.

Gaza ligner i dag nærmest Warszawa efter den tyske besættelsesmagt i 1943 havde nedkæmpet opstanden i den jødiske ghetto. Israels besættelsesstyrker har taget de nazistiske militæruniformer på og gennemfører endnu værre massakrer på civilbefolkningen. Antallet af dræbte passerede 16. januar 1100 palestinensere, heraf knapt 400 børn. Antallet af sårede oversteg 4500. Tabstallene er alene tal fra Gazas hospitaler. Antallet af dræbte (og sårede) der ligger under de udbombede bygninger er ukendt. Slyngelstaten har indtil videre jævnet 20.000 bygninger med jorden.

Israels massakrer i Gaza rundede 17. januar de 1200 dræbte palæstinensere. Israel bombede i løbet af dagen atter en UNRWA skole, hvor 1800 palæstinensiske civile havde søgt tilflugt. 2 børn på 5 og 7 år blev dræbt. Slyngelstaten påstod som altid at der var blevet skudt imod den fra skolen. For det første forbyder 4. Geneve Konvention udtrykkeligt at svare militært igen i en sådan situation, når der er 1800 palæstinensiske civile på skolen, hvilket slyngelstaten var orienteret om på forhånd af FN. For det andet var det løgn. Israel gentager notorisk denne påstand hver gang FN har fremlagt beviser for israelske angreb - for nogle dage senere at indrømme det var løgn. FN's talsmand Chris Gunness krævede angrebet undersøgt som en mulig krigsforbrydelse. (UN's 'war crime investigation' call, BBC 17. januar 2009, videointerview.)

Tusinder demonstrerede lørdag i Rom mod Israels krigsforbrydelser i Gaza, og 18.000 demonstrerede i Paris.

Israels premierminister Ehud Olmert meddelte som ventet lørdag aften at Israel indleder ensidig våbenhvile. Hamas havde på forhånd erklæret, at det ikke ville respektere en sådan våbenhvile. Der kunne først blive tale om egentlig våbenhvile, når Israels besættelse af Gaza er bragt til ophør og slyngelstaten har ophævet sin folkeretstridige blokade af Gaza. Det var iøvrigt de samme krav der er nævnt i Sikkerhedsrådsresolution 1860. De politiske organisationer i Gaza besluttede dog søndag middag selv at indgå en ensidig våbenhvile, der blev gjort afhængig af at Israel trækker sig ud af Gaza indenfor en uge. Slyngelstaten indledte allerede samme dag tilbagetrækningen.

Trods Israels enorme militære overlegenhed tabte Israel krigen mod Gaza. Israels erklærede mål i starten var en gang for alle at ødelægge Hamas' muligheder for at sende raketter ind i Israel. Gennem hele Israels massakrer i Gaza har palæstinensiske grupper imidlertid fortsat raketbeskydningen af Israel. Der har dog ikke været proportionalitet i beskydningen. Mens 500 palæstinensiske er sendt ind i Israel (uden at forvolde nævneværdig skade) har Israel sendt over 100.000 raketter, bomber, morterer og granater ind i Gaza. Der er koncensus i den arabiske verden om at palæstinenserne i Gaza har ret til at forsvare sig mod Israels forsøg på folkemord på den palæstinensiske befolkning.

Efter våbenhvilen var trådt i kraft kunne palæstinenserne begynde at grave de døde ud af de 20.000 bombede bygninger i Gaza, og dødstallet steg søndag formiddag derfor med yderligere 40 til 1245.

Den Arabiske Liga mødtes 19. januar i Kuwait for at diskutere genopbygning af Gaza, og Saudi Arabien erklærede ved den lejlighed at ville støtte genopbygningen med 1 mia. US$. Genopbygning vanskeliggøres dog en del, da Israel fortsat opretholder sin folkeretstridige blokade af Gaza. Mødet var ligeledes et forsøg på at bygge bro mellem dybt reaktionære sektorer i den arabiske verden støttet af USA (Ægypten og Saudi Arabien), og de sektorer der under Israels massakrer i Gaza opfordrede til ubetinget solidaritet med palæstinenserne (Qatar, Mauretanien, Syrien). Under mødet erklærede den fungerende palæstinensiske diktator, Mahmoud Abbas, at han opfordrede til palæstinensisk forsoning, dannelse af en samlingsregering bestående af alle palæstinensiske partier og gennemførelse af parallelle parlaments- og præsidentvalg i hele landet.

Amnesty International bekræftede 19. januar at Israel havde begået krigsforbrydelser i Gaza ved sin anvendelse af fosforbomber. (Israel used white phosphorus in Gaza civilian areas (Amnesty International 19/1 2009); Israel accused of war crimes over phosphorus use (Guardian 20/1 2009)).

FN's Generalsekretær Ban Ki-Moon besøgte 20. januar Gaza for at besigtige skaderne efter Israels terrorbombardementer og massakrer, og for specielt at besigte skaderne på de terrorbombede FN installationer. En synligt rasende generalsekretær erklærede sig chokeret over de israelske terrorbombardementer og erklærede at en uafhængig juridisk kommission skal nedsættes for at granske Israels bombardementer af FN installationer, for at sikre at dette aldrig sker igen. (UN chief demands investigation into Israeli attack on Gaza headquarters, Guardian 20/1 2009)

De palæstinensiske politiske partier og organisationer afslørede 20. januar deres tabstal. Ialt 112 partisaner blev dræbt under Israels krig mod Gaza (8,6% af de dræbte), og dertil kom 180 politifolk der tæller som civile. Over 91% af de dræbte i Israels krig mod Gaza var dermed civile.

Israel meddelte 21. januar at det havde trukket alle styrker ud af Gaza. Samtidig fortsatte det imidlertid sin blokade af området. Det har meddelt at det ikke vil tillade nødhjælp eller varer komme ind i Gaza, der på nogen måde vil kunne gavne Hamas eller Hamas støtter. Men Hamas er kun påskuddet. Alle i Gaza, Fatah, Hamas eller de andre politiske organisationer støtter kampen mod besættelsesmagten, og Israel sigter tilsvarende mod at skade alle i området. Slyngelstaten har i 18 måneder forbudt enhver indførsel af byggematerialer til Gaza, og det er endnu uklart hvordan Gaza skal genopbygges uden byggematerialer. FN's generalsekretær Ban Ki-Moon kritiserede skarpt Israels blokade og kaldte den ulovlig kollektiv afstraffelse af en hel befolkning.

Internationalt voksede kravet om undersøgelse af Israels krigsforbrydelser. Der rejses ikke længere tvivl om Israels ulovlige anvendelse af hvid fosfor mod civilbefolkningen, og slyngelstatens angreb på FN installationer, skoler, hospitaler, sundhedsarbejdere og civilbefolkning er allerede veldokumenteret. I Israel har aktivister oprettet sitet www.wanted.org.il, hvor de ansvarlige for israels krigsforbrydelser eftersøges.

USA's Mellemøstudsending George Mitchell indledte 27. januar en rundrejse i regionen. Det skete efter den nye nordamerikanske præsident havde erklæret, at en varig fred i Mellemøsten stod højt på hans dagsorden. Israel var under et stigende internationalt pres pga. sine krigsforbrydelser i Gaza, og landets premierminister måtte bl.a. erklære, at Israel vil hindre at detss soldater og officerer bliver stillet for internationale krigsforbryderdomstole. Slyngelstaten der indtil da havde benægtet anvendelsen af hvid fosfor mod Gazas civilbefolkning måtte i lyset af den overvældende dokumentation fra FN, menneskerettighedsorganisationer og journalister indrømme, at der faktisk blev anvendt hvid fosfor under dens massakrer i Gaza, men benægtede at det skulle være en krigsforbrydelse. Israel brød for 5. gang siden 18. januar sin ensidige våbenhvile, da slyngelstaten 28. januar om morgenen beskød flygtningelejren Rafah med raketter og sendte flere tusinde palæstinensere på flugt. Terrorangrebet kom efter en israelsk soldat var blevet dræbt af en vejsidebombe.

I Frankrig blev den israelske ambassadør kaldt til udenrigsministeriet, hvor han blev overrakt en skarp protest mod at israelske soldater havde beskudt en fransk konvoj med diplomater på vej ind i Gaza. Israel havde først tilbageholdt konvojen i 6 timer for derefter at beskyde den. I Sverige smed studerende sko, blokke og kuglepenne efter den israelske ambassadør der på universitetet skulle forsvare de israelske krigsforbrydelser.

Danmark i krig med Palæstina!?

Danmark var 4-5. februar vært for en konference i København der skulle diskutere flådeblokade af Gaza. Ægypten havde på forhånd afvist at deltage, da landet under ingen omstændigheder vil tillade internationale observatører at bevogte landets grænse mod Gaza. Israel deltog ikke, da det generelt frygter at få arresteret sine statslige repræsentanter for krigsforbrydelser. Konferencen blev derfor primært gennemført fordi den danske VKO regering havde et stort behov for at udtrykke støtte til Israels krigsforbrydelser. Landet ønsker samtidig at deltage militært i blokaden af Gaza. I det øjeblik Danmark sender et krigsskib til det østlige Middelhav eller Aqaba bugten for at deltage i en blokade af Gaza er landet teknisk set i krig med Palæstina. Årsagen er at militære blokader der ikke er godkendt af FN's Sikkerhedsråd er krigsskridt. Samtidig vil Danmark begå krigsforbrydelser ved overtrædelse af 4. Genevekonvention. Både FN, FN's organisationer og internationale Menneskerettighedsorganisationer har gennem flere år slået fast, at Israels blokade af Gaza er en kollektiv afstraffelse af områdets befolkning, og dette er i 4. Genevekonvention en krigsforbrydelse.

De samme dage hvor Danmark planlagde krig mod Palæstina var Mahmoud Abbas gæst i Europaparlamentet, hvor han erklærede at de skyldige i krigsforbrydelserne i Gaza skal retsforfølges. En bemærkning der udløste stærke klapsalver i Parlamentet. Det understregede det gab der eksisterer mellem EU regeringer der som den danske ubetinget støtter de israelske krigsforbrydelser, og de EU parlamentarikere der kan se det problematiske i at et land i EU's udkant systematisk bryder Genevekonventionerne.

Boykot af Israel

Israels krigsforbrydelser i Gaza i 2008/09 udløste omfattende boykotaktiviteter over det meste af verden: akademiske boykots på universitetsniveau i Storbritannien og USA; sportsboykots hvor bl.a. de Forenede Arabiske Emirater besluttede ikke at give visa til israelske sportsudøvere til tennisverdensmesterskaberne i Dubai; boykot af israelske skibe i Sydafrika hvor de ikke kunne blive losset; forbrugerboykots af israelske varer i det meste af verden (i bl.a. Sverige blev israelske varer efter pres fra forbrugerne fjernet fra hylderne i supermarkederne, og i Danmark genoptog Boykot Israel sin boykot af israelske varer). Mange drog paralleller fra de omfattende internationale boykotkampagner rettet mod apartheid Sydafrika i 1980'erne og de nye kampagner rettet mod apartheid Israel.

Amnesty International offentliggjorde 23. februar 2009 en omfattende rapport om krigsforbrydelserne i Gaza: Fuelling conflict: Foreign arms supplies to Israel/Gaza. I rapporten anbefaler Amnesty International en international våbenblokade af både Israel og Hamas, og kritiserer samtidig Israels våbenleverandører i USA og EU skarpt for deres bidrag til Israels krigsforbrydelser.


UN urged to ban arms to Israel, Al-Jazeera 23. februar 2009

Israelske soldater indrømmer krigsforbrydelser i Gaza

I starten var det kun de palæstinensiske ofre i Gaza der talte om israelske krigsforbrydelser. Forbrydelserne blev senere bekræftet af FN og senere af menneskerettighedsorganisationer der skulle gennemføre omfattende undersøgelser. I marts kom turen til israelske soldater der begyndte at fortælle offentligt om de forbrydelser de havde været vidner til og om de israelske «rules of engagement», der ingen begrænsninger havde ifht. at begrænse drab på palæstinensiske civile. Den israelske påstand fra starten af terrorkrigen mod Gaza om at Israel gjorde alt for at beskytte civilbefolkningen var dermed fuldstændig demonteret. Tabstallene fra krigen taler deres nøgne sprog: 1200 civile dræbt og 250 partisaner.


Israeli soldiers say killing civilians 'allowed'. Israel's army is accused of war crimes after more than 1,300 Palestinians were killed in the war on Gaza.
In interviews published by a leading Israeli newspaper, Israeli soldiers say killing Palestinian civilians and destroying their homes was allowed in Israel’s rules of engagement during the war.

'Shooting and crying' , Ha'aretz, 20. marts 2009
IDF in Gaza: Killing civilians, vandalism, and lax rules of engagement, Ha'aretz, 19. marts 2009
ANALYSIS / Can Israel dismiss its own troops' stories from Gaza?, Ha'aretz, 19. marts 2009
Time to believe Gaza war crimes allegations, Ha'aretz, 24. marts 2009
Guardian investigation uncovers evidence of Israeli war crimes in Gaza, UK Guardian 23. marts 2009
Under attack: how medics died trying to help Gaza's casualties, UK Guardian 23. marts 2009
Israeli troops describe shooting Gaza civilians, UK Guardian 20. marts 2009
Israeli troops shot 'unarmed Palestinian civilians under orders' during Gaza war, UK Guardian 19. marts 2009

FN's Specielle Rapporteur for den besatte områder, Richard Falk fremlagde på FN's Menneskerettighedsråds møde den 23. marts sin rapport om Israels krig mod Gaza og konstaterede at Israel klart har overtrådt proportionalitetsprincippet (1453 dræbte palæstinensere overfor 13 dræbte israelere) og overvejende har dræbt civile. Han opfordrede derfor FN til at retsforfølge Israel for krigsforbrydelser. Statement on Gaza to the Human Rights Council Meeting on March 23rd 2009 by Richard Falk, Special Rapporteur for the Occupied Palestinian Territories. To dage senere offentliggjorde Human Rights Watch en omfattende rapport om Israels brug af hvid fosfor (Rain of Fire. Israel’s Unlawful Use of White Phosphorus in Gaza, Human Rights Watch 25/3 2009. 75 siders rapport om Israels ulovlige anvendelse af fosforbomber mod civilbefolkningen i Gaza). Udover omfattende dokumentation af Israels ulovlige anvendelse af dette våben konkluderer rapporten videre, at Israel med denne anvendelser har begået krigsforbrydelser. (Human Rights Watch fotos af hvid fosfor i Gaza)

Slyngelstaten saboterer FN's efterforskning af krigsforbrydelser

En lang række fremtrædende internationale personligheder med tidligere forkvinde for FN's Menneskerettighedsråd, Mary Robertson og tidligere chefanklager ved FN's krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavien og for Rwanda, Richard Goldstone i spidsen anbefalede i marts 2009 FN's Menneskerettighedsråd at nedsætte en ekspertkomission til undersøgelse af påståede krigsforbrydelser i Gaza, de øvrige besatte områder og Israel. Rådet besluttede i starten af april at nedsætte en sådan kommission under ledelse af Richard Goldstone, der er sydafrikaner og har en jødisk baggrund. Den palæstinensiske side anerkendte umiddelbart kommissionen og erklærede sin villighed til at samarbejde med den. Den nazistiske israelske udenrigsminister erklærede 16. april, at Israel ikke vil anerkende kommissionen. Den får derfor ikke mulighed for at gennemføre uafhængige undersøgelser i hverken Israel eller de besatte områder på Vestbredden. Israel saboterede på lignende vis i 2002 en uafhængig FN undersøgelse af slyngelstatens massakre i flygtningelejren Jenin på den besatte Vestbred. Kommissionen kom i juni ind i Gaza via Egypten og indledte sit undersøgelsesarbejde gennem afholdelse af offentlige høringer og interviews.

Breaking the Silence

Den israelske soldaterorganisation Breaking the Silence offentliggjorde i juli en rapport baseret på interviews med 53 israelske soldater og officerer, der gjorde tjeneste under israels angreb på Gaza i januar.

Breaking the Silence: israelske soldater fortæller om IDF's krigsforbrydelser i Gaza.

Interviews med soldater og officerer bekræftede følgende systematiske brud på 4. Genevekonvention:

Soldaterne berettede endvidere, at rabbinerne der havde taget afsked med dem i Israel havde omtalt angrebet på Gaza som «hellig krig». Lidt ældre soldater berettede om, at det især var de yngre soldater der havde levet sig helt ind i Rambo rollen, og gik levende op i dræbe så mange (civile) palæstinensere som muligt. IDF benægtede rutinemæssigt krigsforbrydelserne.

Breaking the Silence om krigsforbrydelserne i Gaza
Breaking the Silence Gaza rapporten

FN karakteriserer Israels krig mod Gaza som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

Undersøgelseskommissionen nedsat af FN's Menneskerettighedsråd og under ledelse af Richard Goldstone udsendte i september sin rapport om Israels krig mod Gaza i december/januar. Vestlige medier, herunder de danske, præsenterede rapporten som en kritik af begge parter i konflikten. Konflikten var imidlertid ikke symmetrisk. Mens næsten 1400 palæstinensere blev dræbt af israelere - de fleste civile - blev 13 israelere dræbt - de fleste soldater. Rapportens gennemgående tema er, at Israel gennemførte sin krig mod Gaza med en overvældende voldsanvendelse og søgte at dræbe civile. Den samme pointe er tidligere blevet fremført af israelske soldater og menneskerettighedsgrupper. Rapporten slår fast, at Israel på en lang række punkter begik grove overtrædelser af Geneve Konventionen: ved sin anvendelse af højeksplosive granater, ved sin dokumenterede anvendelse af hvid fosfor, ved ikke at give civilbefolkningen mulighed for at slippe ud af konfliktzonen. Israel smed godt nok flyveblade ned over Gaza, men eftersom hele Gaza blev omdannet til krigszone havde civilbefolkningen ingen steder at flygte hen for at undgå det israelske militær. Rapporten slår endelig fast, at Israel på en række punkter gik endnu videre og «begik forbrydelser mod menneskeheden». Israel havde på forhånd forbudt Goldstone adgang til Israel og havde forsøgt at hindre undersøgelseskommissionens adgang til Gaza. Efter rapportens udgivelse karakteriserede det israelske udenrigsministerium den som «ensidig». Israel havde de forudgående uger forsynet sine ambassader og venner i udlandet med materiale der skulle bagvaske Goldstone og undersøgelseskommissionen. Det hindrede imidlertid ikke, at rapporten endegyldigt demonterede den israelske påstand om den israelske hær som verdens mest moralske. (HUMAN RIGHTS IN PALESTINE AND OTHER OCCUPIED ARAB TERRITORIES. Report of the United Nations Fact Finding Mission on the Gaza Conflict, Rapport til FN's Menneskerettighedsråd, 15. september 2009. Filversion).

2011 Egyptens blokade hæves

En palæstinensisk dreng rækker sin fars pas frem i grænsekontrollen mellem Gaza og Egypten i maj 2011. Det folkelige oprør i Egypten mod diktatoren Mubarak medførte i maj, at den egyptiske blokade af Gaza blev ophævet.

I februar 2011 blev Israels, USA's og EU's allierede, den egyptiske diktator Hosni Mubarak væltet under et folkeligt oprør. Revolten markerede samtidig et begyndede brud med Egyptens 33 årige alliance med Israel mod Palæstina. I slutningen af maj åbnede Egypten for grænsen til Gaza ved Rafah, så palæstinensere for første gang i 5 år kunne passere nogenlunde uhindret mellem de to lande. Mubaraks folkeretstridige blokade blev indført i 2006 på opfordring fra EU, USA og Israel, der ønskede at kvæle den folkevalgte palæstinensiske regering under ledelse af af Hamas.

I oktober gennemførtes en omfattende fangeudveksling, hvor ca. 1000 palæstinensiske politiske fanger blev udvekslet med en israelske soldat. Hamas havde oprindelig krævet, at en række prominente politiske fanger som Fatahs Marwan Barghouti og PFLP's Ahmad Sa'adat skulle løslades, men det blev afvist fra israelsk side. Omkring halvdelen af de frigivne fanger var fra Hamas. Den anden halvdel fra Fatah og de øvrige organisationer. Som del af aftalen skulle Israel ophæve isolationsfængsling og tortur af fangerne, samt lette familiers besøgsadgang. Disse dele af aftalen løb de israelske myndigheder dog fra få dage senere, da de erklærede at ville fortsætte isolationsfængslingen af prominente fanger.

I slutningen af oktober blev Palæstina optaget som fuldgyldig medlem af FN's uddannelsesorganisation UNESCO. I et desperat forsøg på at bremse denne proces angreb israelske fly 2 dage inden Gaza og dræbte 9. Slyngelstaten brød dermed flere måneders de-facto våbenhvile. Islamisk Jihad besvarede det israelske angreb ved at sende raketter ind i Israel. Tidligt dagen efter lykkedes det ægyptiske mæglere at få en våbenhvile på plads, men Israel fortsatte alligevel sine terrorangreb ind i Gaza, som blev besvaret af nye palæstinensiske raketangreb mod Israel. Trods det israelske forsøg på at spænde ben for UNESCO processen blev Palæstina optaget med 107 stemmer mod 14. Den «vestlige verden» stod sammen med Israel fuldstændig isoleret overfor resten af verden, og USA svarede igen ved at erklære, at supermagten ville indstille sine bidrag til UNESCO's arbejde.

14. november 2012Israel bryder 2 dages våbenhvile og henretter Gazas øverste militærkommenderende Ahmed Jabari med en raket. 3 dage tidligere har israels transportminister Yisrael Katz på et kabinetsmøde plæderet for at Israel skal «henrette hele Hamas' ledelse i Gaza og afbryde alle forsyninger af mad, vand, elektricitet og brændsel til områdets 1,7 mio. indbyggere». Efter henrettelsen af Jabari beskyder Israel Gaza fra skibe og gennemfører flere hundrede luftangreb på Gaza by
8. november 2012Efter 2 ugers stilstand i krigshandlingerne invaderer israelske soldater Gaza og myrder bl.a. en 12 årig pålæstinensisk dreng, der spiller fodbold
9. marts 2012Israel bryder en våbenhvile Egypten ellers havde forhandlet på plads og henretter lederen af de Folkelige Modstandskomiteer i Gaza. De følgende dage dræber israelske soldater snesevis af palæstinensiske civile
29. oktober 2011Israel bryder en våbenhvile, der ellers havde varet i 2 måneder, da det dræber 5 medlemmer af Islamisk Jihad
November 2008Israel bryder ½ års våbenhvile, da det dræber 13 palæstinensere i Gaza. Anledningen er valget der skal holdes 4 måneder senere. En måned senere invaderer Israel Gaza, dræber 1400 palæstinensiske civile og bombarderer bl.a. FN's centre med fosforbomber. Israel bliver senere erklæret for skyldig i krigsforbrydelser
14. januar 2002Israel bryder en våbenhvile, der har varet en måned, da den henretter Raed Karmi fra Fatah. Få uger senere svarer al-Aqsa Martyr Brigaden igen med sit første selvmordsangreb
23. november 2001Israel bryder en længerevarende våbenhvile med Hamas, da det henretter den fremtrædende Hamas leder Mahmoud Abu Hanoud. Efter i flere måneder at have afstået fra at gennemføre aktioner i selve Israel, gennemfører Hamas 2 uger senere angreb i Haifa og Tel Aviv
25. juli 2001Samtidig med at israelske og palæstinesiske forhandlere mødes for at diskutere forlængelse af en 6 uger lang våbenhvile, henretter israelsk militær et fremtrædende Hamas medlem i Nablus. 9 dage senere svarer Hamas igen med et selvmordsattentat i Jerusalem
April 1988Israel likviderer den fremtrædende PLO leder Khalil al-Wazir i Tunis. Det sker samtidig med at USA forsøger at sammenkalde til en Mellemøstfredskonference. Likvideringen bliver derfor fordømt af USA's udenrigsministerium
September 1982Efter Israels invasion af Libanon i juni er PLO som led i en våbenhvileaftale gået med til at forlade Libanon. Israel bryder aftalen, invaderer den vestlige del af Beirut og yder beskyttelse og logistisk opbakning mens libanesiske falangister henretter 2-3000 civile i flygtningelejrene Sabra og Shatila. Israel gennemfører senere en uafhængig undersøgelse af massakren, der fører til at forsvarsminister Ariel Sharon bliver afsat for sin rolle i massakren
Israels brud på våbenhviler 1982-2012 (ufuldstændig liste)
Vestlige lederes standardbemærkning hver gang Israel angriber sine nabolande eller dræber palæstinensere er: «Israel har ret til at forsvare sig». Men faktum er, at Israel ikke forsvarer sig, men konsekvent udløser kamphandlinger af politiske årsager. Bruddet på våbenhvilen i 2008 skyldtes den siddende regerings ønske om genvalg 4 måneder senere. En «valgkamp» der kostede 1400 palæstinensiske civile livet

2012 Nyt valg i Israel. Ny krig

Netanyahu udskrev i oktober valg i Israel til afholdelse i januar. Som i 2008 besluttede regeringen at føre valgkamp med militæret. I 2008 brød Israel en langvarig våbenhvile med Gaza, invaderede området og dræbte 1400 civile palæstinensere i et forsøg på at blive genvalgt. I november 2012 indledte Israel krigshandlinger mod Syrien og Gaza. Efter flere israelske brud på våbenhvilen henretter Israels militær den 14. november Gazas militære øverstkommanderende Ahmed Jabari og dennes søn med en raket i Gaza by. Det udløser øjeblikkeligt et palæstinensisk gensvar, og de følgende dage dræber Israel snesevis af palæstinensiske civile i Gaza. De vestlige lande erklærer reflektorisk: «Israel har ret til at forsvare sig». (Det har palæstinenserne ikke). Israel fik dermed carte blanche til at fortsætte sin aggression. Egypten var anderledes kritisk, og markerede dermed at landet var blevet mere selvstændigt, efter i 35 år at have fulgt USA's udenrigpolitik. Præsident Morsi krævede FN's Sikkerhedsråd indkaldt, udviste Israels ambassadør go sendte den 16. november sin premierminister til Gaza i solidaritet med den palæstinensiske befolkning. Imens fortsatte Israel sine terrorangreb på befolkningen. Også Qatar, Syrien og Jordan kritiserede skarpt Israels aggression og krævede den arabiske liga indkaldt. Qatar spiller en hovedrolle i at få fjernet det verdslige styre i Syrien, og har derfor overtaget Syriens rolle som støtte for de islamiske palæstinensiske grupper som Hamas. Det gør det nødvendigt at optræde skarpere overfor Israelsk aggression, og Israels angreb på Gaza bidrog derved samtidig til at svække den vestligt-arabiske front overfor Syrien.

Israelsk statsterror mod Gaza. Israel gennemførte i november 2012 dagligt flere hundrede fly- og artilleriangreb på Gaza. Her er en flere etagers ejendom i Beit Lahiya flygtningelejren i det nordlige Gaza ramt af israelske bomber. Frem til 18. november havde Israel dræbt 57 palæstinensere, mens 3 israelere var dræbt af raketter affyret fra Gaza som hævn for de israelske angreb.
Den fremtrædende nordamerikanske lingvistiker, Noam Chomsky gik til angreb på den vestlige diskurs om «Israels ret til at forsvare sig»:
It is not a war, it is murder.
"The incursion and bombardment of Gaza is not about destroying Hamas. It is not about stopping rocket fire into Israel, it is not about achieving peace.
The Israeli decision to rain death and destruction on Gaza, to use lethal weapons of the modern battlefield on a largely defenseless civilian population, is the final phase in a decades-long campaign to ethnically-cleanse Palestinians.
Israel uses sophisticated attack jets and naval vessels to bomb densely-crowded refugee camps, schools, apartment blocks, mosques, and slums to attack a population that has no air force, no air defense, no navy, no heavy weapons, no artillery units, no mechanized armor, no command in control, no army… and calls it a war. It is not a war, it is murder.
“When Israelis in the occupied territories now claim that they have to defend themselves, they are defending themselves in the sense that any military occupier has to defend itself against the population they are crushing. You can't defend yourself when you're militarily occupying someone else's land. That's not defense. Call it what you like, it's not defense."
 
Professor Chomsky er jøde, men er persona-non-grata i Israel pga. hans kritik af den israelske besættelse af Palæstina.

Israel optrappede den 17-18. november sin terror mod Gaza. Natten til den 18. bombede Israel hvad det selv kaldte «Hamas' kommunikationscenter». Der var tale om et højhus, der rummede Gazas radio- og TV stationer. En lang række internationale TV stationer, bl.a. det tyske ARD, fik deres udstyr ødelagt under det israelske terrorangreb, der samtidig udløste fordømmelse fra det internationale pressekorps i Israel og fra Journalister uden Grænser.

A.J.


Dag til dag kort og fotos af Israels krig mod Gaza, 27. december - 18. januar

Palestinian Centre for Human Rights
Dag til dag kronologi over 2. Intifada 2000-08

Støt FN's nødhjælpsarbejde (UNRWA) til Gaza's mange hundredetusinde nølidende: http://www.un.org/unrwa/emergency/donation
/emergency_activities.html

Amnesty International 23. februar 2009: Fuelling conflict: Foreign arms supplies to Israel/Gaza
Amnesty International 28. december 2008: Israel/Occupied Palestinian Territories: Civilians must be protected in Gaza and Southern Israel
Most Gaza casualties were non-combatants, civilians. Press release, Al Mezan, 28 December 2008
Gaza: "This is only the beginning". Ewa Jasiewicz writing from the occupied Gaza Strip, Live from Palestine, 28 December 2008
Palestinian leaders in Israel declare strike, call for boycott. Appeal, The Higher Follow Up Committee for Arab Citizens of Israel, 28 December 2008
Gaza carnage sparks protests throughout Palestine. Mel Frykberg, The Electronic Intifada, 28 December 2008
Rights orgs: Israel's willful killings a war crime. Press release, Various undersigned, 27 December 2008
Only mild Security Council criticism for Israeli attack. Thalif Deen, The Electronic Intifada, 29 December 2008
S vil straffe Israel med sanktioner (Politiken 8/1 2009)
Israel may face charges for war crimes (Mel Frykberg, The Electronic Intifada, 7 January 2009)
Israel attacks schools, ambulances (Mel Frykberg, The Electronic Intifada, 6 January 2009)
The Demolition of Rafah (Jenny Linnel, ISM 7/1 2009)
STATEMENT OF SPECIAL RAPORTEUR FOR THE PALESTINIAN TERRITORIES OCCUPIED SINCE 1967 FOR PRESENTATION TO THE SPECIAL SESSION OF THE HUMAN RIGHTS COUNCIL ON THE SITUATION IN THE GAZA STRIP, 9 JANUARY 2009
HUMAN RIGHTS COUNCIL DECIDES TO DISPATCH FACT-FINDING MISSION TO INVESTIGATE VIOLATIONS AGAINST PALESTINIANS IN OCCUPIED TERRITORY, Geneve 12. januar 2009
Simon Jenkins: Indiscriminate slaughter from the air is a barbarism that must be abolished. From Vietnam and Iraq to Gaza today, history testifies that aerial bombing is an ineffective, intolerable military tactic. GUardian 16/1 2009
Growing outrage at the killings in Gaza
Bodies unearthed from rubble as Israel violates ceasefire, Electronic Intifada 18/1 2009
Anas Altikriti: The real damage in Gaza. Israel believes it has struck a blow against Hamas, but the true casualty of this war is its own moral legitimacy, Guardian 19/1 2009
Julie Flint: Israel's disconnect. Surgical strikes and careful warnings to civilians are what the IDF claims. As I learned in Lebanon, the reality is far different
Gaza - før og efter Israels massakrer og terrorbombardementer, Guardian 19/1 2009
Israel admits troops may have used phosphorus shells in Gaza. Amnesty warns Israel could be guilty of war crimes, Guardian 21/1 2009.
Israel and the white heat of justice. A political solution for Gaza must not preclude the investigation of war crimes, including Israel's use of white phosphorus, John Palmer, Guardian 21/1 2009