Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Latinamerika  .  Bolivia
DatoOpdatering
2013.11.27Opdatering 2013
2015.01.02Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 10/10 2017
Læst af: 117.276
Verden  .  Latinamerika  .  Bolivia
: :
Bolivia
Befolkning8,3 mio.
ValutaBolivianos
Areal1.098.580 Km2
HovedstadLa Paz
Befolkningstæthed7,5 indb./Km2    
HDI placering95    
Minearbejderens vigtigste redskaber: trykluftboret og geværet. Siden spaniernes ankomst til landet er Bolivias mineralreserver blevet udnyttet, og de velorganiserede minearbejdere har gennemført et utal af kampe mod arbejdsgivere, militær og stat. (Solidaritet)

Bolivia - landet uden kyster - består af 3 naturlige regioner. Altiplano (højsletten) er med en gennemsnitlig højde på 4.000 m.o.h. tørt og koldt. Her bor størstedelen af befolkningen. Her findes landets mineralrigdomme: Tin, guld, sølv, zink, bly, wolfram og kobber. «Yungas» og dalene på den østlige side af Andesbjergkæden har et subtropisk klima. Her produceres primært kaffe, kakao, sukkerrør, soya, cocablade og bananer. I de flade tropiske lavtlandsområder mod nord og øst er landskabet overvejende skov og savanne. Her er kvægdriften udbredt, og der dyrkes ris, soya og sukkerrør. Der findes endvidere olie i undergrunden. Bolivia er territorialt opdelt i 3 dalstrøg, der munder ud i Titicacasøen, Amazonfloden og La Plata floden. Den uhæmmede og ukoordinerede udnyttelse af skovressourcerne er en trussel mod skovene, faunaen og vandressourcerne. El Alto området omkring hovedstaden La Paz er præget af luftforurening - overvejende pga. den betydelige bilpark.

I løbet af de sidste hundrede år er det meste af det land, der tidligere var indiansk fælleseje, blevet stykket op og solgt til godsejere, som enten er kreoler eller mestitser. Det indianske flertal er dermed blevet fortrængt til de mest afsidesliggende og mindst frugtbare områder af altiplano. Det indianske flertal er tvunget til efter bedste evne at ernære sig. Først og fremmest ved primitivt landbrug og husdyrhold til eget forbrug.

Folket: bolivianerne stammer overvejende fra quechua og aymará folkene (57%). Omkring 25% er «mestizer» (blanding mellem europæere og indianske folk), og desuden findes der en lille minoritet af europæisk afstamning. De udgør den herskende klasse. I den østlige del af landet findes endelig tupí-guaraní folket.

Religion: Overvejende katolsk. Der er religionsfrihed.

Sprog: Spansk (officielt). Mere end halvdelen af befolkningen taler desuden deres egne sprog - quechua, aymará. Der findes ialt 33 sprogligt etniske grupper.

Politiske partier: Partierne med parlamentarisk repræsentation er følgende: Acción Democrática Nacionalista (ADN, Nationalistisk demokratisk Aktion) ledet af general Hugo Banzer; Movimiento Nacionalista Revolucionario (MNR, Den revolutionære nationalistiske Bevægelse) ledet af ex-præsident Gonzalo Sánchez de Losada; Conciencia de Patria (CONDEPA, Fædrelandets Samvittighed) ledet af Remedios Loza; Unión Cívica Solidaria (UCS, Den borgerlige solidariske Union) ledet af Ivo Kuljis; Movimiento Bolivia Libre (MBL, Bevægelsen frit Bolivia); Agrupación Socialista Democrática (ASD, Demokratisk socialistisk Samling); Movimiento Izquierda Revolucionaria (MIR, Den revolutionære Venstrebevægelse) ledet af ex-præsident Jaime Paz Zamora; Eje-Pachacuti der består af coca-bønder. MRTK-L (den partimæssige organisation for Movimiento Tupac Katari) ledet af den tidligere vicepræsident Víctor Hugo Cárdenas.

Sociale organisationer: Confederación Obrera Boliviana (COB, landets LO). Confederación Sindical Unica de Trabajadores Campesinos de Bolivia (CSUTCB, landets landarbejder LO). Der eksisterer endvidere en række vigtige organisationer til forsvar af etniske interesser, kvindespørgsmål og miljøbevarelse. Det gælder bl.a: Confederación Indígena del Oriente, Chaco y la Amazonia Boliviana (CIDOB, Indianersammenslutningen for Chaco, det østlige og boliviansk Amazonas). Asamblea del Pueblo Guaraní (APG, Forsamlingen af Guaranífolket). Federación de Mujeres Campesinas (Sammenslutningen af kvindelige Bønder). Federación de Juntas de Vecinos (Beboersammenslutningen). Foro Boliviano sobre Medio Ambiente y Desarrollo (FOBOMADE, Det bolivianske forum for miljø og udvikling).

Officielt navn: República de Bolivia.

Administrativ inddeling: 9 departementer

Hovedstad: La Paz, 2.364.000 indb. (2008) er regeringssæde. Heri inkluderet El Alto med 766.100 indb. som siden 1988 er en selvstændig by. Sucre (225.000 indb.) er den formelle hovedstad og sæde for højesteret.

Andre vigtige byer: Santa Cruz, 1.089.400 indb.; Cochabamba, 558.500 indb. (2000)

Regering: Juan Evo Morales Ayma er præsident og regeringschef siden december 2005, genvalgt i december 2009 og 2014. Der er tale om et to-kammersystem med et deputeretkammer på 130 medlemmer og et senat på 27 medlemmer.

Nationaldag: 6. august (selvstændighed, 1825)

Væbnede styrker: 32.000 (2003).

Paramilitære styrker: 23.000 (Politi)

 

To tusinde år før vor tidsregning var det område der i dag er Bolivia befolket af jordbrugere og kvæghyrder - overvejende af andinsk afstamning - samt i den østlige del af samlerfolk. Indenfor området fandtes alt fra de højeste kolde bjerge til varme dale og regnskov, hvilket muliggjorde kvægdrift og dyrkning af kartofler, bomuld, majs, cocablade samt udnyttelse af mineraler og fiskeriet. Der udviklede sig forskellige kongedømmer i hvis centrum Tiahuanaco-Huari civilisationen (600 fvt. - 1000 evt.) udvikledes. Den sociale organisation var baseret på den fundamentale enhed kaldet ayllu - slægtskabsenheden - indenfor hvilken der ikke eksisterede privat ejendomsret til jorden, selvom samfundet var opdelt i forskellige lag af bønder, håndværkere og ayllu ledelsen, der bestod af præster og krigere, der udnævnte høvdingen, mallku.

Omkring år 800 ekspanderede Tiahuanaco riget og dannede det første panandinske imperium. Omkring år 1100 koloniserede inkaerne - der stammede fra Cusco dalen i det nuværende Peru - de øvrige andinske folk, og dannede en konføderation af stater kaldet Tahuantinsuyo - også kendt som inkariget. Det optog tekniske, kulturelle, religiøse og økonomiske elementer fra Tiahuanaco kulturen - især ayllu strukturen.

Gennem mita - en form for hoveriarbejde der senere blev umenneskeligt udnyttet af spanierne - ydede hver arbejder en vis portion arbejde til statsmagten. Den sociale struktur var stiv og hierarkisk. Øverst oppe var inkaen - solens søn. Han blev fulgt af adelen og præsterne. Dernæst fulgte Capac, der var guvernører over hver af de regioner, imperiet var opdelt i. Dernæst fulgte curacas - høvdingene over de mange ayllus - og endelig fulgte bønderne. Der var tale om en organisation baseret på en produktionsmåde, der var fælles og selvforsynende.

Da spanierne i begyndelsen af det 16. århundrede ankom, strakte Tahuantinsuyo sig fra det sydlige Colombia over Ecuador og Peru til det nordlige Chile, og fra Titicaca søen og højlandet til den nordlige del af Argentina. Endelig omfattede det udløberne fra Andeskæden og det østlige lavland. Det vurderes, at befolkningen i det nuværende Bolivia lå på ca. 1 million, og at Tahuantinsuyo havde en samlet befolkning på 12-13 millioner. Det var dermed Sydamerikas mest befolkede område. Der var tale om et multietnisk samfund, hvor flertallet talte quechua og i området omkring Titicaca søen aymará. I det østlige lavland levede tupí-guaraní folket spredt i smågrupper uden at have et samlende fællespunkt. Endnu i dag tales enten aymara eller quechua af et flertal af bolivianerne.

Spansk kolonisering og indiansk modstand

I 1545 opdagedes minerne i Potosí, fra hvis årer Spanien udvandt enorme mængder af sølv, der bidrog til kapitalakkumulationen blandt landene i Europa. Millioner af indfødte folk døde af arbejdet i minerne, afkræftede af den fuldstændig umenneskelige udbytning de blev udsat for. Byen Potosí blev grundlagt i Cerro Rico bjergene. I det 17. århundrede var den blandt verdens 3 største byer og var det økonomiske centrum for store områder af Chile, Argentina og selve Bolivia. Der udvikledes et styrtende rigt mineborgerskab, der levede et liv præget af praleri og ødselhed.

Flere årtiers folkelig kamp mod spanierne nåede deres højdepunkt med oprøret ledet af Tupac Katari (1780-82), oprettelsen af en junta i La Paz under ledelse af Pedro Domingo Murillo og endelig de såkaldte «uafhængighedspartisaner». Men oprørene blev alle knust. Istedet blev uafhængighedsprojektet taget op af det lokale borgerskab, der forvrængede det og kopierede økonomiske og administrative modeller fra det fremstormende kapitalistiske borgerskab i Europa. Mineborgerskabet kom i krise som følge af den engelske blokade mod importen af kviksølv, der var nødvendig til produktionen af sølv. Disse omstændigheder gjorde, at handelsborgerskabet i Buenos Aires mistede interessen for området, der endnu i slutningen af det 18. århundrede blev kaldt «Alto Perú». De lagde derfor ikke hindringer i vejen, da det kom ind under den interessesfære, som befrielseshelten Simón Bolívar fra Venezuela underlagde sig. Bolivia fik sit endelige navn i 1825, da parlamentet i Chuquisaca erklærede det for uafhængigt. I de efterfølgende år blev Bolivia ledet af skiftende «caudillos» og var et par år i 1830'erne desuden forenet med Peru. I det hele taget var Perus indflydelse omfattende gennem hele det 19. århundrede.

«Selvstændighed»

Rosset af ejerne af minerne Patiño, Aramayo, Hochschild samt andre politikere og generaler styrede det moderne liv som en del af handlen med tin. Den engelske imperialismes interesser i salpeteret fra Antofagasta og i olien i syd udløste to broderkrige på det sydamerikanske kontinent. Først Stillehavskrigen 1879-83 med Chile mod Peru og Bolivia og dernæst Chacokrigen i 1932-35 med Paraguay mod Bolivia.

Fra midten af 1800 tallet havde chilenske interesser etableret sig i udvindingen af natursalpeter i ørkenområderne i den bolivianske provins Atacama og den peruanske provins Tarapaca. De chilenske selskaber arbejdede under koncessioner udstukket af de peruanske og bolivianske myndigheder, og blev støttet økonomisk - og ofte også kontrolleret - af britisk kapital.

Bolivia skrumper ind

I 1878 besluttede Bolivia at indføre en ny skat på den chilenske eksport af salpeter fra Atacama over havnebyen Antofagasta. Dette førte til konflikt mellem de to stater, og i 1879 erobrede chilenske tropper Antofagasta. Det var optakten til Stillehavskrigen, hvor Bolivia fik støtte af Peru, men alligevel måtte kapitulere overfor de chilenske styrker i 1880. Peru førte krigen videre, men måtte kapitulere i 1883 efter at de chilenske styrker havde erobret hovedstaden Lima. Peru måtte afstå Tarapacá provinsen, og Bolivia måtte afstå provinsen Atacama ved våbenhvileaftalen i 1884. Chile - og dermed de britiske kapitalinteresser - befæstede derved deres fulde kontrol over den lønsomme salpeterudvinding. Chilesalpeteren var en del af grundlaget for effektiviseringen af Nordamerikas og Europas landbrug under den industrielle revolution, der på den tid var i fuld gang. Først i 1904 blev der undertegnet en fredsaftale mellem Chile og Bolivia, hvor Bolivia formelt afstod området, og dermed mistede sin adgang til havet. Kravet om generobring af det tabte kystområde og adgangen til havet («salida al mar») er senere blevet det gennemgående tema i boliviansk politik, og er blevet anvendt af skiftende herskere til at lede opmærksomheden bort fra landets indre problemer.

Tyve år efter nederlaget i Stillehavskrigen mistede Bolivia en anden del af sit landområde, denne gang i Amazonas. Her havde brasilianske gummiproducenter startet gummiudvinding i junglen, og efter at bolivianske myndigheder forsøgte at kontrollere deres virksomhed, erklærede brasilianerne i 1899 Acreområdet for selvstændigt og anmodede Brasilien om at overtage det. I 1903 anerkendte Bolivia formelt denne brasilianske erobring.

Europæisk kapital på banen

Fra omkring århundredeskiftet blev udenlandsk kapital - først britisk og tysk, senere nordamerikansk - i stor skala investeret i Bolivias miner. Tidligere var det sølv, der var det vigtigste mineprodukt, men efterhånden blev tin vigtigst. Særligt efter at der indførtes dåser som emballage i fødevareindustrien. Tre minemagnater dominerede produktionen af tin til Europas og Nordamerikas dåseindustri. To var bolivianske - Simón Patino og Carlos Aramayo - og én var argentiner født i Østrig, Mauricio Hochschild. Tinudvindingen nåede et højdepunkt i 1920'erne, og Patino blev en af verdens rigeste mænd. De tre «tinbaroner» nøjedes med at udvinde metallet i Bolivia. Smelteværker og forædlingsindustri blev istedet opbygget i Nordamerika og Europa sammen med britiske og nordamerikanske interesser. Britisk og nordamerikansk kapital trådte også i stigende grad ind i virksomheden i Bolivia, og begyndte at operere på egen hånd i udvindingen af andre mineraler.

I 1922 fik Standard Oil of New Jersey (Exxon/Esso) den første oliekoncessionen i Sydøstbolivia. I dette område skulle Bolivia føre en lille sejrrig krig - denne gang mod nabolandet Paraguay - om landområderne i Chacolavlandet (Chacokrigen 1932-35).

Både nordamerikanske og europæiske olieselskaber var interesserede i dette område, og støttede op om «deres» egne regeringer. Krigen førte til, at Paraguay fik kontrol over størstedelen af det omstridte område, efter at 50.000 bolivianere og 35.000 paraguayanere havde mistet livet i kampene.

Bolivia som «socialistisk republik»

Nederlaget i Chacokrigen førte til, at mange frustrerede bolivianske officerer rejste krav om reformer i Bolivia, og i 1936 tog en gruppe yngre officerer magten ved et kup og proklamerede en «socialistisk» republik i landet. Efter at de oprindelige kupmagerne havde bevæget sig mod højre, bragte et nyt kup året efter chefen for generalstaben, Germán Busch, til magten. Under hans regering startede arbejdet med landets første arbejderlovgivning, og minearbejderne blev opmuntret til at organisere sig. Regeringen krævede også, at mineselskaberne måtte foretage alle udenlandske betalinger gennem landets centralbank, for at regeringen kunne få kontrol med valutahandelen. Efter Buschs død i 1939 overtog konservative officerer igen magten. I mellemtiden var flere nye politiske partier vokset frem. Tidligere var de dominerende partier det konservative og det liberale parti. Begge partier af traditionel latinamerikansk borgerlig type (se Colombia). De nye partier var bl.a: det marxistiske revolutionære venstreparti (PIR), det trotskistiske revolutionære arbejderparti (POR), den fascistiske falange (FSB - dannet efter spansk mønster) og det revolutionære nationalistparti (MNR). Ved juletid 1942 gennemførte den konservative regeringen en brutal massakre i minebyen Catavi. Minearbejderne var gået i strejke for krav om bedre arbejdsvilkår, bedre løn og ret til at organisere sig, som de havde haft under den tidligere regering. Strejken blev slået ned med militærmagt, og flere hundrede - også kvinder og børn - blev dræbt. Catavimassakren er forøvrig kun den mest kendte blandt en række lignende overgreb mod minearbejderne, der er den mest klassebevidste del af arbejderklassen i Bolivia.

Yngre officerer og MNR gennemførte et nyt kup i 1943, der bragte en ny venstreregering under ledelse af officeren Gualberto Villaroel til magten. Hans regering fortsatte Buschs arbejde med organisering af minearbejderne, og deres fagforening blev nu fastere organiseret under ledelse af en af MNR's ledere, Juan Lechin. Villaroel tog også initiativet til Bolivias første indianerkongres, hvor landets undertrykte flertal for første gang fik lov til at komme officielt til orde. Villaroels styre mødte stærk modstand fra inden- og udenlandske mineinteresser, fra de store jordejere, men også fra det kommunistisk orienterede PIR. Et oprør i hovedstaden La Paz i 1946 mødte ringe militær modstand, og Villaroel blev hængt i en lygtepæl udenfor præsidentpaladset.

1952-71 Den bolivianske revolution

Efter nye konservative regeringer blev MNR det største parti ved præsidentvalget i 1950, til trods for at både partiets præsidentkandidat, Victor Paz Estensorro, og vicepræsidentkandidat, Hernán Siles, måtte opholde sig i eksil. Den siddende præsident nægtede at godkende valget, og overgav magten til en militær junta. Dette førte til, at MNR med støtte fra politiet og arbejderne - fremfor alt minearbejderne - styrtede juntaen efter væbnede kampe i 1952. Dette væbnede kup fulgte efter en række tidligere mislykkede kupforsøg organiseret af MNR, og betød starten på den bolivianske revolution. Hæren blev opløst og erstattet af MNR's milits. En jordreform gav jorden på altiplano tilbage til den indianske befolkning. Landets LO, COB, og MNR dannede en fælles regering. De tre store mineselskaber - Patino, Aramayo og Hochschild blev nationaliseret og organiseret i et statsligt mineselskab (COMIBOL). Derimod blev mindre mineselskaber, som f.eks. det nordamerikanske W.R. Grace & Co. ikke berørt.

Men MNR's revolution stagnerede. De væbnede styrker genopstod efter pres fra USA, og partiet oplevede stadige splittelser. Bl.a. brød Juan Lechin ud og dannede sit eget venstrerevolutionære nationalistparti (PRIN). I november 1964 blev Paz Estensorro der havde bevæget sig langt til højre fra MNR's oprindelige politiske platform, styrtet ved et militærkup, og generalerne René Barrientos og Alfredo Ovando Candia overtog magten. Den 8. oktober 1967 blev Ernesto «Che» Guevara dræbt i spidsen for en guerillagruppe, der forsøgte at organisere bolivianerne til væbnet kamp mod deres regime.

1971-78 Bánzer til magten

Uenigheder indenfor hæren og folkelig pression førte til, at en antiimperialistisk fraktion indenfor hæren under ledelse af general Juan José Torres i 1969 overtog magten. Under hans korte regeringsperiode skete der en betydelig udvikling i de folkelige organisationer. Der blev oprettet en folkeforsamling med basis i COB og venstrefløjspartierne. Men allerede i august 1971 blev denne folkelige regering væltet i et kup ledet af oberst Hugo Bánzer Suárez, der tog regeringsmagten støttet af MNR og fascistfalangen FSB. Denne civil-militære regering holdt sig ved magten frem til 1978, og gennemførte en række agroindustri- og infrastrukturprojekter.

García Mezas militærkup i 1980 blev gennemført under FN's kvindetopmøde i København, hvor den bolivianske minearbejderkvinde Domitila Chungara deltog. Hun går her i spidsen for demonstrationen mod kuppet. (Solidaritet)

1978-82 Militærjuntaerne

I perioden 1978-80 blev der gennemført en stribe militærkup og præsidentvalg. Blandt døgnfluepræsidenterne bør nævnes: Juan Pereda Asbún, David Padilla Arancibia og Alberto Natusch Busch der alle kom til magten ved statskup, og Dr. Walter Guevara Arce samt Sra. Lydia Gueiler der kom til magten ved valg. Ved valget i juni 1980 sejrede Unión Democrática y Popular (UDP, Den folkeligt demokratiske Union), der var en centrumvenstre koalition, hvis kandidat Hernán Siles Zuazo imidlertid blev hindret i at overtage præsidentposten, da general Luis García Meza gennemførte et nyt militærkup. Efterfølgende blev tusindvis af bolivianere ifølge Amnesty International tortureret og dræbt. Bl.a. blev de folkelige ledere Marcelo Quiroga Santa Cruz, Carlos Flores Bedregal samt minearbejderlederen Gualberto Vega dræbt i COB's hovedkvarter.

I 1982 førte interne modsætninger i hærledelsen, regimets internationale isolation pga. dets involvering i narkohandlen samt en indædt modstand anført af COB til, at militærdiktaturet faldt. I september indkaldte militærledelsen den kongres, der var blevet valgt i 1980, og den 10. oktober kunne Hernán Siles Zuazo overtage præsidentembedet efter 18 års diktatur. En ny forfatningsmæssig epoke - der fortsat holder - blev indledt.

1982-93 Demokrati. Fra populisme til neoliberalisme

Siles Zuazo gennemførte en populistisk nationalistisk politik. Ledelsen af de statslige miner blev overdraget til fagforeningen. Endvidere erklærede han, at udlandsgælden ikke ville blive betalt. Arbejderbevægelsen, bønderne og de øvrige folkelige bevægelser lagde gennem demonstrationer pres på regeringen, og forskellige love åbnede for adgangen til deltagelse i virksomhedernes økonomiske ledelse. Endvidere blev der oprettet folkekomiteer til sikring af fødevareforsyningen, sundhedsforsorgen og uddannelsen. Corporación Agropecuaria Campesina (CORACA) overtog delvist kontrollen over markederne, og der blev oprettet kollektive stationer for landbrugsmaskiner og markredskaber. Bankerne og de internationale finansinstitutioner - som IMF og Verdensbanken - svarede med boykot mod internationale kreditter og handel. Det udløste en financiel krise og en ukontrolleret hyperinflation. Den gennemsnitlige månedsløn nåede ned på 13 US$.

Efter voldsomt pres fra alle sociale sektorer, afkortede regeringen sin egen mandatperiode. I juli 1985 gennemførtes der valg, og da ingen kandidat fik over 50% af stemmerne, valgte kongressen Víctor Paz Estenssoro fra MNR til præsident, trods det at general Hugo Bánzer fra ADN havde fået flest stemmer. Paz Estenssoro regeringen gennemførte et neoliberalt strukturtilpasningsprogram, fjernede subsidier, lukkede statslige virksomheder, fjernede priskontrollen og lod dollaren flyde. Lukningen og den delvise udlejning af minerne sendte tusindvis af minearbejdere på gaden, samtidig med at de produktive investeringer var gået i stå. Gennem massefyringer og en drastisk reduktion af lønningerne, blev den firecifrede inflation reduceret.

Ved valget i 1989 fremstod MIR ledet af Jaime Paz Zamora som en ny politisk kraft med 19% af stemmerne - det dobbelte af det foregående resultat. Det rakte til en tredjeplads blandt partierne. MNR med Gonzalo Sánchez de Lozada i spidsen fik 23% og Bánzers ADN fik 22,6%. Men den såkaldte «patriotiske pagt» mellem MIR og ADN banede vejen for, at Paz Zamora kunne indsættes som præsident. Forskellen var dog ikke stor. Den nye regering fortsatte den gamles neoliberale politik. Der blev indledt et privatiseringsprogram af offentlige virksomheder - med undtagelse af de mest strategiske. Alligevel kendte højesteret en lov der indebar privatiseringen af 22 ud af 64 statslige virksomheder for forfatningsstridig. Istedet tilskyndte regeringen til joint ventures mellem det statslige mineselskab COMIBOL og private virksomheder. Sammenslutningen af minearbejdere, FSTMB, svarede med sultestrejker og trusler om besætte minerne i forsvar for den statslige ejendomsret.

Pga. de faldende priser på metaller på verdensmarkedet er de statslige miner siden 1980'erne blevet lukket. Minearbejdere hutler sig i dag igennem ved under livsfarlige betingelser at udvinde de sparsomme mineraler. (Solidaritet)

Øget organisering og bevidsthed blandt den oprindelige befolkning

I april 1991 gav parlamentet tilladelse til, at militærrådgivere fra USA kunne komme ind i landet for at rådgive bolivianere i kampen mod narkotikaen. Trods militære og politiske aktioner mhp. erstatningen af coca med andre afgrøder, voksede det dyrkede område stadig. I 1992 blev det vurderet, at 200.000 personer var involveret i produktionsforløbet fra coca til kokain, og at produktionen årligt indbragte landet 950 millioner dollars.

Arbejderbevægelsens mindskede evne til at gennemføre mobiliseringer blev kompenseret ved udviklingen af nye organisationer blandt de indfødte folk og deres landsbyer. Der blev gennemført en række konferencer i de oprindelige folks organisationer CIDOB og APG. Deres primære krav var uddelingen af jord, beskyttelse af miljøet og anvendelsen af de indianske sprog i undervisningen. Befolkningen i det østlige Bolivia består af ca. 250.000 mennesker fordelt på 33 sprogligt etniske grupper. I september 1990 gennemførte de oprindelige folk under slagordet «jord og værdighed» en 750 km lang march fra den østlige del af landet til La Paz. Det motiverede regeringen til at vedtage en «plan til forsvar og udvikling for de oprindelige folk». Indenfor rammerne af denne nye plan blev der i august 1991 overdraget 8.000 hektar jord som kollektiv ejendom til Comunidad Mosetana de Santa Ana de Horachi. Denne og andre jordoverdragelser stødte på voldsom modstand fra de selskaber, der udnytter skovressourcerne i regionen.

I januar 1992 undertegnede præsidenterne Paz Zamora og Alberto Fujimori (fra Peru) en aftale, ifølge hvilken Peru skulle afstå et grænseområde på 327 hektar ved Ilo havnen til Bolivia. Landet fik dermed endelig «adgang til havet» - altså mulighed for handel ad søvejen.

MNR vandt med 36% af stemmerne valget i juni 1993 med partiets leder, Gonzalo Sánchez de Losada som præsidentkandidat, og sociologen og aymarálederen, Víctor Hugo Cárdenas som vicepræsident. Mens de tidlige regeringspartier ADN og MIR gik tilbage ved valget, bevarede de nye populistiske og nationalistiske bevægelser som CONDEPA og UCS deres opbakning blandt mestizerne og slumbefolkningen.

Under regeringens første år indførte den retten til undervisning på de oprindelige sprog - primært Aymara, Quechua og Guaraní. Kapitaliseringsloven løste på snedig vis privatiseringsproblematikken for de vigtigste offentlige virksomheder - telekommunikation, elektricitet, olie, gas, tog og flyselskabet - ved at overføre halvdelen af værdien af disse virksomheder som pension til bolivianerne. Formålet var at tiltrække udenlandske investeringer, reducere arbejdsløsheden og øge bruttonationalproduktet.

En række miljøorganisationer gik i aktion mod importen af giftigt affald fra Europa samt den generelle ødelæggelse af miljøet som følge af minedriften. Samtidig gik andre bevægelser i aktion for bevarelsen af minerne og de arbejdspladser det indebar. USA havde samtidig organiseret afbrænding af cocaplantager, hvilket førte til stadige sammenstød mellem bønder og militær. Endelig kunne Verdensbanken konstatere, at 97% af landbefolkningen levede under fattigdomsgrænsen.

I 1994 blev det statslige olieselskab, YPBF, der stod overfor privatisering stillet i en gunstig situation, da det blev offentliggjort, at der var indgået en aftale med Brasilien om bygningen af en gasrørledning fra Santa Cruz over Potosí til São Paulo. «Kapitaliseringsloven» der var upopulær blandt arbejderne, der var bange for at miste deres arbejde, førte i 1995 til en serie af strejker. Ved to lejligheder satte regeringen landet i undtagelsestilstand med specielle beføjelser til politiet og udgangsforbud. Offentlige møder blev forbudt og over 100 faglige ledere blev sat i fængsel.

Som led i sin regionale kampagne for at begrænse strømmen af kokain mod nord, krævede USA i februar 1997, at det bolivianske parlament vedtog en lov mod hvidvaskning af midlerne fra narkohandelen.

1997 Bánzer tilbage på magten

Ved valget i juni blev ADN med 22% af stemmerne det største parti fulgt af MNR, MIR, UCS ogConciencia de Patria med hhv. 18, 17, 16 og 16% af stemmerne. Parlamentsforhandlingerne omkring udpegningen af ADN lederen Hugo Banzer til ny præsident blev besværliggjort af den betydelige partimæssige fragmentering.

De 100 sammenslutninger af cocabønder indgik i august en aftale med regeringen om frivillig reduktion af cocaproduktionen for at opfylde USA's krav, der til gengæld lovede Bolivia 40 millioner dollars til bekæmpelse af narkohandelen. I januar 1999 erkendte Washington, at planen havde været en succes, og at den bolivianske coca-produktion var blevet reduceret med 50 %.

I starten af 1998 løb Bánzer regeringen ind i alvorlige vanskeligheder, da det lykkedes COB at sammentømre en bred front rettet mod regeringen bestående ikke blot af arbejdere, men også småhandlende, bønder, cocabønder og pensionister. Regeringen havde indstillet udbetalingen af Bonosol - et vitalt pensionsbidrag til ældre over 65, der var blevet indført af Sánchez de Losada regeringen for de midler der var kommet ind på privatiseringen af 6 store offentlige virksomheder. MNR advarede om, at aftalen mellem regeringen og de private pensionsselskabers samvirke, AFP, om ikke længere at udbetale pensionen kunne føre til en social eksplosion. COB's bestræbelser på at bremse Banzers politik havde fortsat succes i 1999, men intern splittelse i starten af 2000 svækkede COB og fronten.

Ved lokalvalgene i december 1999 kom Banzers parti, ADN ind på tredjepladsen med 13 % af stemmerne. MNR fik 19,7 % fulgt af MIR med 14,7 %. Alligevel bevarede regeringens alliance magten i alle de større byer. Mens den 73 årige Banzer var i USA af sundhedsmæssige årsager, krævede hans vicepræsident Jorge Quiroga øget støtte fra Washington til udryddelse af illegale coca-plantager. Regeringen mente, at efter den havde udryddet tre-fjerdedele af coca-plantagerne, var det USA's tur til at opfylde sin del af aftalen gennem financiering af nye afgrøder blandt de tidligere coca-bønder.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har narkobaronerne omfattende indflydelse indenfor regeringen, parlamentet, retsvæsenet, militæret, politiet, de politiske partier og andre offentlige institutioner. Narkotikahandelen hindrer, at Bolivia udvikler et offentligt liv indenfor rammerne af et retssamfund. Den eksplosive vækst i produktionen af coca i Bolivia over de seneste 20 år skyldes iflg. menneskerettighedsorganisationen den stigende efterspørgsel efter kokain i USA.

Quiroga erstatter i august 2001 præsident Hugo Banzer, der er syg af kræft.

Planen for udryddelse af cocaplanten støder på nye forhindringer, og i december afviser bønderne et tilbud fra regeringen på 900US$ årligt i erstatning pr. familiemedlem for ikke at plante coca. Samme måned dør bondelederen Casimiro Huanca, efter at være blevet skudt af politiet, der forsøgte at opløse et møde blandt coca dyrkerne i deres sammenslutnings lokaler.

I løbet af 1997-2002 er Bolivia blevet verdens dygtigste land til certificering af tropiske skove. Dette åbner nye markeder for boliviansk træ i Europa og USA. Den lave ekstrapris på det certificerede træ kan iflg. analytikere imidlertid blive en alvorlig hindring for systemets udbredelse og dermed sikringen af biodiversiteten i de tropiske regnskove.

Ved præsidentvalget i juni 2002 får Sánchez de Lozada 22,46% af stemmerne mens indianerlederen Evo Morales der samtidig leder coca bønderne får 20,94%. Da ingen af dem kan skaffe absolut flertal, beslutter kongressen i august at udnævne Sánchez de Lozada til præsident. De Lozada er af Morales' tilhængere blevet beskyldt for at have «solgt landet» som led i privatiseringerne under hans første præsidentperiode. Ved sin tiltræden opfordrer han landets forskellige politiske fraktioner til samarbejde.

2003 Præsident Sánchez de Lozada tvinges i eksil i USA

I januar 2003 blokkerer coca dyrkerne landets vigtigste vej. Det udløser sammenstød med militæret, der koster 10 bønder og 2 soldater livet. Efter 2 ugers konfrontation accepterer Sánchez de Lozada at indlede forhandlinger med bønderne, der ledes af Morales. De kræver, at kvoten for dyrkning af coca forhøjes, og at der gennemføres radikale ændringer af regeringens politik.

Den 1. september indledtes en bonde- og arbejdermarch fra Caracollo til hovedstaden La Paz i protest mod eksporten af gas gennem Chile til salg i USA. Demonstranterne krævede, at gassen først og fremmest blev brugt i Bolivia selv til landets egen udvikling. Gennem måneden bredte protesterne sig. Der blev gennemførte nye marcher og større og mindre veje blev blokkeret. Den 29. september erklærede COB generalstrejke på ubestemt tid. Tusinder af minearbejdere marcherede i retning af La Paz, til de få kilometer fra hovedstaden blev holdt tilbage af store politistyrker. Konfrontationen kostede 2 dræbte og snesevis af sårede. Præsident Sánchez de Lozada beskyldte arbejder- og bondelederne for at være «anarkister og narkohandlere».

Den 10. oktober blev hovedstaden i realiteten sat under belejring af demonstranter. Regeringen karakteriserede oprøret som et «statskup organiseret af MAS». Den 12. oktober åbnede militæret ild mod demonstranter i El Alto. 26 blev dræbt og snesevis såret. Konsekvensen var, at konflikten øjeblikkelig bredte sig til hele landet.

Den 16. gennemførtes den største demonstration i landets historie. Arbejdere, bønder, menneskerettighedsaktivister, intellektuelle og dele af mellemlaget i sultestrejke krævede, at præsidenten trådte tilbage og overlod pladsen til sin vicepræsident, Carlos Mesa. Den 17. kom meddelelsen om, at Sánchez de Lozada havde trukket sig og var flygtet til Miami med sin familie og de vigtigste ministre fra hans regering. Sammen aften blev parlamentet indkaldt, der indsatte Mesa som præsident.

Den nye præsident forpligtigede sig til at ændre olie- og gaslovgivningen, og at kræve 50% i afgift af de multinationale selskaber mod de daværende 18%. Præsidenten erklærede, at han ville indkalde en grundlovgivende forsamling, der skulle «give Bolivia et nyt grundlag». Samtidig skulle der gennemføres en folkeafstemning om salget af landets naturgas. Oprøret i september-oktober blev efterfølgende kaldt for «gaskrigen». Den kostede 74 livet og flere hundrede sårede - overvejende indiansk befolkning.

En tidligere minearbejder på 47 år der ikke kunne få udbetalt sin pension, sprang i marts 2004 sig selv i luften inde i parlamentsbygningen med en bombe tapet fast til kroppen. Sammen med arbejderen døde 2 politifolk, og 10 andre blev såret. Mesa indkaldte efterfølgende til et pressemøde og erklærede, at selvmordet var et enkeltstående tilfælde og ikke havde politiske overtoner.

I juli gennemførtes som lovet en folkeafstemning om naturgassen. Partierne der støttede den afsatte Sánchez de Lozada havde på forhånd tilkendegivet, at de var imod afstemningen og boykottede den. Det samme havde en række fagforeninger, der havde deres egne grunde til dette. Afstemningen var Mesas ilddåb efter 9 mdr. på præsidentposten med stor politisk ustabilitet.

Forud for afstemningen gennemførte regeringen en storstilet kampagne for at opnår størst mulig valgdeltagelse. Fagforeningerne gennemførte til gengæld en række demonstrationer i protest mod at nationalisering af olie- og gasproduktionen ikke indgik som et afstemningstema. Iflg. regeringen muliggjorde den nye olie- og gaslov successive forhøjelser af afgifterne som de udenlandske multinationale selskaber skulle betale, og muliggjorde samtidig salget til udenlandske markeder.

Som led i propagandakampagnen for folkeafstemningen åbnede Mesa et nyt vandforsyningssystem i forstaden El Alto, der havde spillet en central rolle for fagbevægelsen under oprøret mod Sánchez de Lozada.

Mesa vandt folkeafstemningen med 75% af stemmerne. Afstemningen godkendte desuden regeringens strategi om at anvende en rørledning gennem Peru til eksporten af gas. Regeringen erklærede efterfølgende, at dette måske kunne blive det første skridt i retning af generobre et lille stykke kyststrækning ved Stillehavet - efter at Chile 125 år tidligere havde frataget Bolivia dets adgang til Stillehavet.

I august undertegnede Bolivia og Peru en aftale, der skulle åbne op for eksport af boliviansk gas gennem en peruansk havn. Præsidenterne Carlos Mesa og Alejandro Toledo underskrev i Lima en «hensigtserklæring», der skulle være grundlaget for det videre samarbejde. Aftalen skulle være økonomisk fordelagtig for begge lande. Bolivia råder over de næststørste gasreserver i Sydamerika -efter Venezuela - og søger at sælge energien på verdensmarkedet.

I oktober marcherede tusinder af bønder mod La Paz med krav om, at eks-præsident Sánchez de Lozada blev stillet for retten som ansvarlig for drabene på 78 demonstranter under «gaskrigen» i 2003. Demonstranterne krævede samtidig landets olie og gas nationaliseret. Marchen fandt sted efter at en parlamentskommission havde anbefalet parlamentet at give tilladelse til en retsag mod Lozada, forsvarsminister Carlos Sánchez og indenrigsminister Yerko Kukoc, der tilsammen var de centralt ansvarlige for repressionen under «gaskrigen».

I januar 2005 blev MAS lederen Evo Morales anklaget for at have modtaget penge fra Venezuelas præsident Hugo Chávez. Morales indrømmede, at Chávez støttede ham politisk og gav ham inspiration til kampen mod «USA imperiet», men afviste at have modtaget økonomisk bistand.

2005 Evo Morales overtager præsidentposten

Mesa opgav i juni præsidentposten efter 4 ugers omfattende protester til fordel for nationalisering af olien og regionalt selvstyre. Allerede i marts havde han tilbudt at træde tilbage første gang efter tiltagende protester. Demonstrationerne havde i juni nået et niveau, hvor personalet ved præsidentpaladset Quemado i La Paz blev evakueret. Mesas umiddelbare efterfølgere på præsidentposten, kongresformand Hormando Vaca Díez og formand for deputeretkammeret Mario Cossío, afviste begge at overtage posten. Højesteretspræsident Eduardo Rodríguez indtrådte derfor i embedet som præsident. Den politiske uro fortsatte imidlertid og i december gennemførtes derfor præsident- og parlamentsvalg. De blev vundet stort af MAS, der fik 53,7 % af stemmerne, dermed absolut flertal i parlamentet og samtidig kunne partiets leder Evo Morales sætte sig på præsidentposten. Det skete til USA's store fortrydelse, for Morales har politisk lagt sig på linie med venstrefløjsregeringerne i Venezuela, Brasilien, Uruguay og Argentina. Sydamerikas to vigtigste gaseksporterende lande regeres nu af venstrefløjen, og bremser USA's indflydelse i regionen.

2006 Nationalisering af olie og gas

Morales erklærede i sin 1. maj tale 2006, at Bolivia nationaliserer sine olie og gasforekomster. Eller rettere sagt, så fik de udenlandske olie- og gasselskaber en frist til at forhandle nye vilkår på plads, der dels skal sikre at Bolivias olie og gas sælges gennem landets eget olie- og gasselskab, og staten sikres mindst 80% af indtægterne. Skridtet rammer især det brasilianske olieselskab, men også andre udenlandske selskaber. I Danmark truer «udviklingsminister» Ulla Tørnæs med at afbryde bistanden til Bolivia. Morales ønsker blot at sikre, at landets rigdomme forbliver i Bolivia, der i dag er kontinentets næstfattigste land, trods det at udenlandske magthavere og virksomheder gennem århundreder har hentet guld, sølv, tin og andre mineraler ud af landet. Over 90% af Bolivias befolkning støtter præsidentens skridt, der skaber panikreaktioner i mange vestlige lande.

Præsidenten opfyldte et valgkamp ønske, da han i august 2006 åbnede en grundlovsgivende forsamling, der skulle udarbejde en ny forfatning, der skulle give mere magt til den indianske oprindelige befolkning i landet. Der opstod hurtigt problemer, da Morales ikke kunne skaffe to-tredjedels flertal for inkluderingen af kontroversielle artikler i udkastet. Hans parti erklærede derfor, at der kun krævedes simpelt flertal (50%) for inkludere enkeltstående artikler, mens der skulle være 2/3 flertal til vedtagelse af det endelige udkast. I december udbrød der voldelige protester i specielt den østlige del af landet hvor dets olie- og gasforekomster er koncentreret. Konservative kræfter i dette område truede med at løsrive sig fra Bolivia, hvis de ikke blev inddraget i udarbejdelsen af den nye forfatning. MAS og dets støtter mener, at håndhævelsen af reglen om 2/3 flertal giver landets konservative minoritet et effektivt veto mod hele forfatningsprocessen. I august 2007 opstod en ny konflikt i processen, da Bolivias hovedstad Sucre krævede at forsamlingen diskuterede placeringen af parlamentet - der i dag er placeret i La Paz. Sucre håbede på at bringe landets lovgivende og udøvende myndigheder til byen. Det nægtede forsamlingen imidlertid, og da konflikten udviklede sig voldeligt blev forsamlingen flyttet til et militærområde udenfor Sucre. Kun MAS og dets allierede fortsatte forfatningsarbejdet og vedtog 24. november et foreløbigt udkast. De efterfølgende uroligheder kostede 3 mennesker livet, og 6 departementer nægtede at anerkende udkastet, som iflg. dem kun repræsenterer den oprindelige befolknings interesser.

I januar 2007 kostede sammenstød mellem mellemlags demonstranter og bønder 2 døde og 130 sårede i Cochabamba. Bønderne havde paralyseret byen ved at blokkere hovedveje, broer og ved nogle dage tidligere at have sat ild til departementets regeringsbygning. Formålet var at tvinge departementets valgte præfekt, Manfred Reyes Villa til at træde tilbage, efter at han havde beordret en omtælling af stemmerne fra en folkeafstemning om regional autonomi, der var blevet stemt ned. Mellemlags byboerne gik til angreb på bøndernes barikader og sendte dem til flugt, mens politiet så mere eller mindre passivt til. Bønderne forsøgte efterfølgende uden held at genoprette blokaderne og true departements regeringen. De underliggende spændinger er fortsat uløste.

I juli 2007 offentliggjorde EU's Kontor til bekæmpelse af Korruption (OLAF) en rapport hvoraf det fremgik at unionen havde givet midler til Bolivia til bygning af skoler, der aldrig var blevet bygget. Projektet var blevet indledt i 1998, hvor EU havde bevilget 6 mio. Euro, og skulle være sluttet i maj 2004.

I den østlige del af landet voksede der gennem 2007 en bevægelse frem for øget autonomi fra centralregeringen. Bevægelsen havde fuld støtte fra provinsernes guvernører. Oprøret mod centralregeringen havde dels et politisk indhold. Der var tale om konservative eller egentligt facistiske kræfter i opposition til Morales regeringens politik. Dels havde oprøret et økonomisk indhold. Det er i denne del af landet de rige gasforekomster er koncentreret, og regionen ønskede at disse rigdomme skulle forblive i området. I december 2007 fremlagde guvernøren i Santa Cruz et forslag om autonomi, og sendte det til «folkeafstemning» i maj 2008. Landets valgdomstol havde forinden erklæret afstemningen for ulovlig, og ingen internationale observatører deltog, da afstemningen blev betragtet som ulovlig. Parlamentet svarede igen få dage senere ved at foreslå en «tilbagekaldelses» afstemning, der skulle bekræfte præsidentens, vicepræsidentens og 8 af de 9 lokalguvernørers mandat. Morales tilsluttede sig forslaget og afstemningen blev gennemført i august 2008, med deltagelse af 400 internationale observatører. Morales og hans vicepræsident fik deres mandat bekræftet med 67% af de afgivne stemmer. 2 guvernører knyttet til den ekstreme højrefløj mistede deres mandater.

For at mindske spændingerne blev der gennemført ændringer i forfatningen, der øger den lokale autonomi. Ændringerne blev bekræftet ved en folkeafstemning i januar 2009.

Bolivias relationer til USA blev drastisk forværret i 2008, da det blev afsløret at supermagten støttede autonomi-oppositionen mod Morales regeringen. I september blev der afsløret en film der viste US ambassadør Philip Goldberg på vej fra et møde med den konservative autonomi guvernør Rubén Costas. Goldberg blev derfor erklæret persona-non-grata. Efterfølgende blev det afsløret, at USA brugte DEA agenter til at støtte oppositionen, og de fleste DEA agenter i landet blev derfor udvist. Supermagten svarede igen ved i sin årsrapport om kamp mod narko at placere Bolivia i gruppe med Venezuela og Myanmar, som et land der modarbejder kampen mod narko-handel. Der var tale om politisk brændemærkning. Efter Obamas magtovertagelse i USA søgte Bolivia tættere relationer til supermagten, men Morales erklærede dog samtidig at DEA ikke ville få lov til at vende tilbage.

I december 2009 blev Evo Morales valgt til en 2. præsidentperiode med 63% af de afgivne stemmer bag sig. På baggrund af sin utrættelige kamp for miljøet og mod klimaforandringer blev han i oktober samme år af FN's generalforsamling udnævnt til «Verdenshelten af moder jord». Morales deltog i FN's Klimatopmøde i København i december 2009 og fremførte her - forgæves - princippet om at «forureneren betaler». Dvs. at det skulle være de rige industrilande - som er historisk ansvarlige for næsten alt CO2 udledningen - der skulle betale. I København deltog Morales sammen med Venezuelas Hugo chavez og flere andre latinamerikanske præsidenter i et stort folkemøde i Valbyhallen. I april 2010 var Bolivia vært for en verdenskonference om klimaforandringer som de fleste af verdens lande deltog i - bortset fra forurenerne, herunder Danmark.

I maj besluttede regeringen at hæve mindstelønnen med 5%. Det udløste protester og en generalstrejke fra landsorganisationen COB's side, der mente stigningen var for lav. Trods protesterne fastholdt regeringen 5% stigningen og anklagede demonstranterne for at være nyttige idioter for højrefløjen.

I slutningen af december 2010 fjernede regeringen subsidier til brændstof, hvilket først udløste betydelige prisstigninger og derefter omfattende folkelige protester. Også fra Morales' egen vælgerbasis. Efter nogle dage så regeringen sig tvunget til at genindføre subsidierne.

Efter Barack Obama i 2009 blev indsat som USA's præsident forbedredes forholdet mellem de to lande noget, men dog uden genoptagelse af de diplomatiske forbindelser. Da USA i foråret 2011 indledte angrebskrig mod Libyen forværredes forholdet atter, og Morales krævede at Obama leverede sin Nobel-«fredspris» tilbage. Alligevel forbedredes forholdet i slutningen af året og i november blev de diplomatiske forbindelser genoptaget - dog uden at DEA fik adgang til landet.

I foråret 2011 besluttede regeringen at bygge en 300km lang hovedvej fra Villa Tunari til San Ignacio de Moxos i den østlige del af landet. Hovedvejen var budgetteret til at koste 420 mio. US$ og skulle financieres af Brasilien, der var interesseret i at få lettere adgang til Stillehavet. Hovedvejen ville gå uden om Santa Cruz og dermed økonomisk svække Morales' politiske modstandere i den østlige del af landet. Men samtidig ville den krydse Isiboro Sécure Nationalparken, hvor der bor 12.000 oprindelige folk fra Chimane, Yuracaré og Mojeño-Trinitario stammerne. Projektet udløste derfor hurtigt protester. Regeringen så dem som udtryk for at borgerskabet i den østlige del af landet mobiliserede den oprindelige befolkning mod regeringen og kaldte derfor modstanderne for «amerikanske lakajer». Den indfødte befolkning svarede igen ved at kalde Morales for «facist». I løbet af efteråret blev der gennemført flere protestmarcher til La Paz, og den 25. september kom det til en voldelig konfrontation, hvor politifolk skød og dræbte 4 demonstranter. Hændelsen førte til at forsvarsminister Minister María Chacón Rendón og indenrigsminister Sacha Llorenti måtte træde tilbage. Morales måtte undskylde. Den bolivianske landsorganisation COB indledte den 28. september en generalstrejke i protest mod regeringens håndtering af konflikten. Den 11. oktober vedtog parlamentet en lov, der pålagde regeringen at inddrage de oprindelige folk i beslutningsprocessen, og den 21. oktober blev byggeriet sat i bero.

Efter ændringer i forfatningen gennemførtes det første valg af dommere til landets domstole i oktober 2011. Der blev valgt dommere til højesteret, lokale domstole og specielle domstole. Det var første gang i Latinamerikas historie at befolkningen selv kunne vælge landets dommere.

I juni 2012 vedtog regeringen en række reformer til bekæmpelse af den omfattende korruption indenfor politiet. Det udløste voldsomme protester fra politiets side, der bl.a. brød ind på politistationerne for at brænde dokumenter om politiets egne lovovertrædelser. Samtidig krævede politiet lønforhøjelse. Protesterne skræmpe regeringen, der aflyste en lang række af reformerne og godkendte lønforhøjelser.

I oktober 2012 vedtog parlamentet en Moder Jord lov, der forbød GMO afgrøder at blive dyrket i landet - i respekt for landets biodiversitet.

I juli 2013 blev præsidentens fly hindret i at gennemflyve europæisk luftrum og blev holdt tilbage i Wien i 14 timer. Baggrunden var, at Edward Snowden få uger tidligere havde afsløret USA's gigantiske internet spionprojekt mod resten af verden og nu befandt sig i Rusland. USA mente at vide, at Snowden ville blive bragt til Bolivia om bord på præsidentens fly, og supermagten fik derfor sin allierede i Italien, Frankrig, Spanien og Portugal til at nedlægge forbud imod, at den bolivianske præsidents fly kunne passere deres luftrum. Flyet blev tvunget til at lande i Wien, hvor den spanske ambassadør dukkede op og krævede adgang til at inspicere flyet. Der var ingen Snowden om bord. I København ventede et CIA spionfly på at bortføre Snowden fra Wien til USA. Frankrigs præsident undskyldte efterfølgende - som den eneste - overfor Bolivia og erklærede at «han ikke vidste Bolivias præsident var ombord». De europæiske kolonistaters uhørte overgreb mod Bolovia udløste omfattende protester i Latinamerika. Præsidenterne fra Argentina, Ecuador, Suriname, Uruguay og Venezuela afkrævede de europæiske kolonistater en forklaring på deres handlinger.

I december smed regeringen den danske udviklingsorganisation IBIS ud af landet. Årsagen var iflg. præsidentens talsmand var baggrunden for beslutningen, at IBIS havde stillet krav til sine bolivianske samarbejdspartnere om en bestemt politisk ageren. Udviklingsorganisationen accepterede med andre ord ikke sine samarbejdspartneres autonomi. I 2012 havde regeringen med tilsvarende begrundelse smidt USAID ud af landet.

Præsident- og parlamentsvalget i oktober 2014 var en stor sejr for Morales og MAS, der gik frem fra 53,7% til 61,4% af stemmerne. MAS fik 88 af pladserne blandt deputeretkammerets 130 og 25 af senatets 36. Morales var landets historisk mest populære præsident, der samtidig blev den hidtil længst siddende. Populariteten skyldtes først og fremmest, at han var de fattiges præsident, der frem til 2014 havde reduceret fattigdom med 25% og ekstrem fattigdom med 43%.

Den økonomiske vækst i landet var høj. I 2014 alene androg den 6,95%. Den var især baseret på eksporten af naturgas og zink. De to vigtigste samhandelspartnere var Brasilien og Argentina der tilsammen aftog over halvdelen af landets eksport.

I oktober 2015 havde Evo Morales siddet 9 år og 9 månder på præsidentposten og blev dermed landets længst siddende præsident. Hans enorme popularitet skyldtes især de socio-økonomiske reformer, der havde trukket millioner op af fattigdom. Den ekstreme fattigdom var i hans regeringstid reduceret med 43% og fattigdommen med 25%.

I februar 2016 gennemførtes en folkeafstemning om ændring af forfatningen, der ville have banet vejen for at Morales kunne stille op til en 4. præsidentperiode i 2019, men han og MAS tabte afstemningen snævert idet 51,3% stemte imod. Valgdeltagelsen var med 85,5% rekordhøj.

I august blev vice-indenrigsminister Rodolfo Illanes dræbt under en minearbejderdemonstration. Minearbejderne protesterede imod ændringen i en tilføjelse til Kooperativloven, der gav dem ret til at organisere sig.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Political database on the Americas (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Bolivia)
Amnesty International Annual Report (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch annual report 2017 (engelsk)