Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 52.283
: :
Populisme

Populisme anvendes som betegnelse for politiske bevægelser og ideer, der kan fremtræde meget forskelligt, men som har visse fællestræk. Ordet kommer af det latinske, populus: folk, og politiske ideer der tillægges denne betegnelse er ofte forankret i «det jævne folks» interesser og virkelighedsopfattelse. Denne forankring kan være af mystisk, besværgende eller selvindlysende karakter.

Det er vigtigt at bemærke, at populistiske bevægelser ofte er modstandsbevægelser. De er defineret «negativt» i opposition til f.eks. adel og præsteskab eller jordejere i byen. Når og hvis populistiske bevægelser får magt, korrumperes de ofte og udvikler sig til autoritære etpartistater eller «demokratiske» valgmaskiner.

Det folkelige arbejde står mere centralt i populismen end «kultur» i mere konventionel forstand. Populisterne gik i 1800 tallet ud og opdagede det «kollektive geni» - folket - der havde tilpasset sig og udnyttet skiftende levevilkår på en måde, som stillede byernes og universiteternes moderne teknologi og videnskab i skyggen. Eilert Sundt og William Morris er i den forbindelse centrale navne. Men det var nok de russiske «narodnikker» der fik størst betydning.

De russiske populister havde ikke succes. Senere erfaringer fra andre underudviklede lande har imidlertid vist, at socialistiske omvæltninger har været mulig, netop når de har baseret sig på bondemasserne. De kinesiske folkekommuner er et eksempel på en sådan organisering.

People's Party i USA

De nordamerikanske bønder dannede i 1892 People's Party, der adskilte sig kraftigt fra de russiske narodnikker. Den nordamerikanske populisme var en individualistisk og forsigtig bevægelse, som ønskede at nå sine mål indenfor det eksisterende politiske system. Det som bønderne i syd- og midtvesten reagerede imod, var den vanskelige situation de kom i, da priserne på deres produkter gik ned, samtidig med at industrien i øststaterne var inde i en voldsom ekspansion. Dette skete umiddelbart efter overgangen fra sølv- til guldstandard for pengesystemet og førte til dårligere lånemuligheder og øget gældsbyrde for bønderne, som havde brug for penge til at investere i nye landbrugsmaskiner.

Bag denne udvikling anede de nordamerikanske populister en konspiration af penge- og finansfolk, bureaukrater og politikere i de store byer. Efterhånden kom People's Party til at koncentrere sig fuldstændig om pengepolitikken, men partiet havde også en række andre krav på sit program, da det fik over én million stemmer ved præsidentvalget i 1893: Nationalisering af jernbanerne, telegrafen og telefonsystemet, progressiv skat og hemmelige valg til Kongressen.

Partiet forsvandt efter få år som en betydende faktor. Bevægelsen efterlod sig imidlertid tydelige spor i mange af reformerne fra «den progressive periode» i nordamerikansk politik.

Ujamaa-socialisme i Tanzania

Mange af de afrikanske befrielsesbevægelser som siden blev eneste parti i de nye stater, kaldes også for populistiske. Ex-præsident Julius Nyerere i Tanzania var en repræsentant for denne politik, som den blev udformet i TANU-partiets Arusha-erklæring, hvor stikordet er ujamaa - swahili for broderskab, samarbejde, solidaritet, slægtsbånd. Målet er et socialistisk samfund, som skal udvikles på grundlag af traditionelle afrikanske former for social organisering.

Tanzanias populistiske alternativ bygger på to fundamenter. Det ene er, at man skal stole på egne kræfter. Udgangspunktet for en selvstændig økonomisk udvikling må ligge i et landbrug, som i vid udstrækning er baseret på selvhjulpne landsbyer baseret på udstrakt samarbejde. Det andet er, at industrien må baseres på enkel teknologi, som befolkningen selv er i stand til at have overblik og kontrol over. Kun på den måde kan der skabes mulighed for et demokrati med aktive deltagere også på det lokale plan - et «græsrodsdemokrati».

Betegnende for de populistiske bevægelser som hidtil er blevet omtalt er, at de har deres basis på landet, et antikapitalistisk præg og tillid til at samfundet kan udvikles uden proletarisering, magtkoncentration og ødelæggelse af oprindelige fællesskaber baseret på slægtskab, naboskab og fælles interesser overfor mellemmænd, finanskapital og bureaukrati.

Populistiske bevægelser har også haft præg af «direkte» kontakt mellem «folket» og ledelsen -uanset om dette er en karismatisk politiker eller et parti. Ledelsen tolker folkets situation og ved hvad der er godt for det, og bevægelsernes succes er afhængig af hvor godt denne analyse rammer plet. Populismen er skeptisk overfor store organisationer - i alt fald i mobiliserings- og vækstfasen.

Peronisme og skattenægtelse - Højrepopulisme

De bevægelser i Latinamerika som kaldes populistiske, er nationalistiske og skeptiske overfor udenlandsk, især nordamerikansk økonomisk indflydelse. De har en række radikale politiske mål, men er ofte samtidig centralistisk opbygget omkring en person og ledes på en autoritær måde. Det gælder f.eks. peronismen i Argentina som har støtte blandt fattige bønder og rodløse arbejdere, som fornylig har måttet flytte til byerne.

Betegnelsen populistisk bruges også om skattenægterbevægelser som Poujades i Frankrig og Fremskridtspartiet i Danmark. Disse partier bygger på en frygt, særligt i dele af middelklassen, for at det moderne samfund med en stærk statsmagt og stort offentlig engagement skal svække deres økonomiske stilling og frie udfoldelsesmuligheder. De har således støtte i helt andre samfundsgrupper, end de der traditionelt har sluttet op om de populistiske bevægelser.

Det organiserede og det uorganiserede folk

På baggrund af beskrivelsen af de venstrepopulistiske bevægelser kan det synes søgt at inddrage politiske fænomener som peronismen og Poujade. Men et vigtigt fællestræk er modstanden mod storkapital og bureaukrati, og - specielt i opbygningsfasen - det «direkte» forhold mellem «folk» og «fører». Folkets krav kanaliseres ikke frem til ledelsen gennem et hierarkisk opbygget organisatorisk system, men tolkes intuitivt af ledelsen. Den bedste grobund for en populistisk bevægelse er store masser af individuelle småproducenter, der kan mobiliseres for enkle reformer, som griber nogenlunde direkte ind i alles situation.

Den typiske udvikling af populistiske bevægelser som etablerer sig som regimer er, at de kommer til at skuffe folket, som gennem revolution eller valgsejr har bragt dem til magten. Populistdemagoger får magt gennem deres appel til masserne, men «masserne» når ikke frem til de regeringskontorer, hvor de detaljer afgøres som samlet bestemmer hvordan produktionssystemet og dermed samfundet skal udvikles. Det gør derimod organisationerne - især indenfor de bedst organiserede økonomiske sektorer. Det har været det karakteristiske forløb blandt af de politiske bevægelser, som har overtaget magten i de frigjorte kolonier. Sukarno, Kenyatta, Nkrumah og Senghor holdt i den periode taler - hvor de skabte grundlaget for magtovertagelsen - som indeholdt meget af det samme populistiske budskab som Nyereres taler og skrifter.

O.Br. / A.Ho.


Litteratur

G. Ionescu og E. Gellner: Populism, London 1969.
H. Sætra: Den økopolitiske socialismen, Oslo 1973.
P. Worsley: The Third World, London 1965.