Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Marwan Barghouti. Hans billede findes på mure overalt i de besatte palæstinensiske områder

Marwan Barghouti (1959-), palæstinensisk politiker, modstandsleder og verdens mest prominente politiske fange. Født 6. juni 1959 i landsbyen Kobar nær Ramallah i Palæstina. Som otte årig oplevede han terrorstaten Israels besættelse af Vestbredden. Han og hans familie levede nu under besættelse. I landsbyen blev folk gennembanket eller arresteret for at hejse det palæstinensiske flag.

Barghouti gik som stor dreng ind i det palæstinensiske kommunistparti (PCP). Partiet stod på den tid forholdsvis stærkt på Vestbredden. Dets strategi var ikke-voldelig, og det gik ind for en to-statsløsning. Efter skoletid marcherede Barghouti rundt i Ramallahs gader i spidsen for PCP aktivister. Han erkendte dog hurtigt, at demonstrationerne ikke ændrede noget, og som 15 årig sluttede han sig derfor til den største organisation i PLO, Fatah. Organisationen blev jagtet den zionistiske besættelsesmagt og virkede derfor under jorden.

1987 Arresteret første gang

Som 18 årig blev han første gang arresteret. Besættelsesmagten gennemførte et natligt raid mod hans forældres hus og arresterede ham. Han fik en beskidt sæk over hovedet og blevet derefter underkastet tortur. Bødlerne sagde efterfølgende, at han aldrig ville kunne få børn efter deres tortur. Han blev anklaget for at tilhøre en «terrororganisation», for at have lavet Molotov cocktails, og tilbragte de følgende 4½ år i fængsel. Som overalt i verden er fængsler skoler for politiske fanger. Han mødte unge fra de større byer, der læste bøger og fik dem smuglet ind i fængslet. Barghouti fik nu sin første politiske undervisning af de andre fanger og lærte at tale flydende hebræisk.

Ved slutningen af fængselsopholdet i 1983 bad han sine familiemedlemmer om at tage tage kontakt til pigen Fadwa Ibrahim i hans landsby. Da han kom ud, giftede de to sig.

Samme år blev han optaget på Bir Zeit universitet, hvor han studerede historie og statsvidenskab. Der kom til at gå 11 år, inden han fik sin Bachelorgrad. Han var aktiv i studenterpolitik på universitetet og endnu før hans første søn blev født, blev han atter arresteret af besættelsesmagten og sat 6 måneder i fængsel. I fængslet var der kammerater, der fulgte kurser på Israels Åbne Universitet. Han slugte deres bøger om de zionistiske terrororganisationer, der før 1948 havde bekæmpet den britiske kolonimagt og palæstinenserne ved at placere bomber i biografer, cafeer og busser.

Han blev løsladt, men besættelsesmagten fik hurtigt nok af ham. I maj 1987 blev han udvist af Palæstina, for derefter at slå sig ned i Tunis sammen med sin kone. I april 1988 flyttede de til Amman.

Den første Intifada blev indledt i december 1987. Der var tale om et spontant folkeligt oprør mod besættelsen, der til at begynde med gik udenom de etablerede befrielsesbevægelser. Barghouti var på det tidspunkt avanceret til at være en fremtrædende leder af Fatah. Han rejste rundt i verden for at rejse penge til oprøret.

I 1993 indgik Fatah en aftale med Israel - den såkaldte Oslofredsaftale. Aftalen gav de udviste palæstinensere lov til at vende hjem, og også Barghouti vendte tilbage. I 1994 kunne endelig tage sin BA fra Bir Zeit, og i 1998 fik han sin Mastergrad i internationale forhold.

I 1996 blev han valgt til det første palæstinensiske parlament. Han førte kampagne på kritik af korruptionen i Arafats administration og det palæstinensiske politis voldelige adfærd. Eftersom han talte flydende hebræisk fik han også god kontakt til israelske politikere og befandt sig som en fisk i vandet i det politiske spil. Han gik ind for to-statsløsningen med hud og hår og takket være sin sprogbeherskelse, gode humor og sociale evner, fik han gode venner blandt de israelske politikere - også på højrefløjen. En af Shin Bets højtstående officerer fik også øje på Barghouti og etablerede venskabelige forbindelser med ham. Barghoutis position var da generalsekretær for Fatah på Vestbredden.

I slutningen af 1990'erne blev palæstinenserne mere og mere frustrerede over den manglende fremgang i retning af en selvstændig palæstinensisk stat. Den zionistiske højrefløj med Benjamin Natanyahu i spidsen var notorisk imod en palæstinensisk stat. Det var på den baggrund de i 1995 havde myrdet den israelske premierminister Yitschak Rabin. I stedet accelererede de bygningen af nye illegale bosættelser på Vestbredden for at gøre en palæstinensisk stat umulig. Det var baggrunden for, at Barghouti gang på gang opsøgte hovedbestyrelserne i alle de israelske partier for at forklare dem, at hvis der ikke skete fremskridt, ville det hele kunne ende i vold. Det var sød musik i den zionistiske højrefløjs ører. De arbejdede ihærdigt for helt at begrave fredsprocessen.

I juli 2000 slog det sidste forsøg på at holde fredsprocessen på sporet fejl i Camp David, USA. Barghouti var dybt desillusioneret og konstaterede, at et nyt oprør og nye militante kampformer var forestående.

Den 2. Intifada brød ud i september 2000. Anledningen var, at den zionistiske terrorist og premierminister Ariel Sharon gennemførte et besøg i Al Aqsa moskeen i Jerusalem i strid med alle aftaler. Sharons formål var endelig at begrave fredsprocessen. Det lykkedes.

Barghouti blev udnævnt til leder af Tanzim, der organiserede unge medlemmer af Fatah der greb til våben mod besættelsesmagten. Han fastholdt en vanskelig balancegang mellem politik og væbnet oprør. Han betegnede sig selv som politiker og slog gang på gang fast, at han ikke gik ind for angreb på civile i Israel: «De er jo vores fremtidige naboer». Men samtidig fastholdt han sin ret til at gøre oprør mod besættelsesmagten. Han nærede stadig illusionen om, at fredelig sameksistens var muligt, hvis blot besættelsesmagten trak sig ud af den besatte Vestbred, Østjerusalem og Gaza. En sådan tilbagetrækning stod ikke på zionismens dagsorden.

I takt med at de palæstinensiske tabstal eksploderede støttede Barghouti angreb på besættelsesmagtens soldater, politi og bosættere. Men i modsætning til Hamas, ikke angreb på civile i Israel.

I 2001 påstod besættelsesmagten, at Barghouti havde været med til at danne Fatahs militære organisation Al-Aqsa Martyrernes Brigade. Han nægtede, og Israel var ikke i stand til at bevise noget. Terrorstaten forsøgte 2 gange i 2001 at henrette Barghouti, på samme måde som den rutinemæssigt henrettede andre palæstinensiske ledere. Terrorstaten talte åbent om «målrettede henrettelser».

2002 Fængsel og skueproces

Barghouti var gået under jorden, men blev alligevel fanget af besættelsesmagten den 15. april 2002. Han begik den fejl at bruge en af sine venners telefon, der blev overvåget af Shin Bet.

Barghouti blev underkastet flere dages tortur, herunder hindret i at sove. Han nægtede at «samarbejde» med torturbødlerne, der til gengæld forbød ham at tale med sin advokat. Den 5. september blev skueprocessen mod ham indledt. Han nægtede at udtale sig og erklærede, at både domstol og retssag intet juridisk grundlag havde og var illegitim. Den 20. maj 2004 kendte den zionistiske «domstol» ham skyldig i 5 mord. Han reagerede ved at råbe: «Dette er en besættelsesdomstol, jeg ikke anerkender. Der vil komme en dag, hvor i vil skamme jer over disse anklager. Jeg er ikke mere skyldig end i - dommere - er».

Den 6. juni dømte skueprocessens dommere ham til rettens højeste straf: 5 livstidsdomme for mord samt yderligere 40 års fængsel. 20 år for mordforsøg og 20 år for at være medlem og aktiv i en «terrororganisation»: Fatah som Israel 10 år tidligere havde indledt fredsprocessen med. Eftersom Barghouti var parlamentsmedlem blev sagen overværet af repræsentanter fra den Internationale Parlamentariske Union. De konstaterede efterfølgende, at der var tale om en skueproces i strid med international lov. Besættelsesmagtens «domstole» er en joke, der i 99,7% af sagerne dømmer til fængsel.

Dommen var helt åbenlys i strid med fakta. Barghouti var politiker, havde ingen militær erfaring og havde ikke været involveret i militær organisering. Den egentlige årsag til, at besættelsesmagten ville have ham fjernet var hans popularitet og samlende skikkelse. Trods den politiske strid mellem Fatah og Hamas var han en person også Hamas respekterede, og under ham ville den palæstinensiske modstand mod besættelsen være blevet samlet. Det var ikke i besættelsesmagtens interesse. Den ønskede et politisk splittet Palæstina. Fatah og Yasir Arafat var også ganske godt tilfreds med, at besættelsesmagten havde fjernet en politisk karismatisk rival.

Kampen fortsætter. Opbygningen af politisk undervisning i fængslet

Frem til slutningen af 2005 holdt besættelsesmagten ham i total isolation - som ekstra straf. Derefter fik han gradvist lov til at omgås andre fanger og organiserede lynhurtigt et universitet med undervisning hver dag fra 9 til 17. Over 1200 fanger fik de følgende år eksaminer. De blev eksamineret af universitetslærere i Israel og Palæstina over telefon. Selv lykkedes det Barghouti i 2010 at skrive en doktorafhandling om Palæstinensisk Demokrati: «The Legislative and Political Performance of the Palestinian Legislative Council and its Contribution to the Democratic Process in Palestine from 1996 to 2008». Afhandlingen blev smuglet ud af fængslet, en side af gangen. Barghouti var derefter berettiget til at undervise på universitetsniveau i fængslet og underviste de følgende år hundredevis af fanger. I et interview i 2014 udtalte han:

Jeg underviser indenfor mange emner og områder - også på universitetsniveau. Der er snesevis af fanger, der hverken har fået mellemskole- eller universitetsundervisning, men som gerne vil lære. Jeg har været ansvarlig for at undervise dem, og vi har haft gode resultater både i sprogundervisning og universitetsfag, takket være hjælp fra mine med-indsatte.

I november 2004 henrettede besættelsesmagten Yasir Arafat. PLO udskrev derefter præsidentvalg til afholdelse i januar 2005. Barghouti meldte sig fra starten som kandidat, men Fatah udpegede den upopulære bureaukratiske vicepræsident Mahmoud Abbas som dets kandidat. Barghoutis kone registrerede derefter sin mand som uafhængig kandidat. Han var langt mere populær end Abbas, og erklærede at Fatah var blevet «gammelt, svagt og fremmedgjort» fra den palæstinensiske befolkning. Gennem trusler fra både Fatah og besættelsesmagtens side lykkedes det imidlertid at få Barghouti til at trække sit kandidatur inden valget.

Konflikten fortsatte dog. I december 2005 meddelte Barghouti, at han brød med Fatah og dannede sit eget parti. Det skete efter præsident Abbas havde tilbudt ham en dårlig placering på Fatahs stemmeseddel til parlamentsvalget. Efter nogle uger måtte Barghouti dog erkende, at et nyt parti blot ville bidrage til yderligere politiske splittelse af det palæstinensiske folk, og det ville være vanskeligt at lede det fra fængslet. I januar 2006 blev han derfor genvalgt til det palæstinensiske parlament som medlem af Fatah.

Parlamentsvalget blev vundet af Hamas. I maj 2006 offentliggjorde de palæstinensiske ledere, der sad som politiske fanger i besættelsesmagtens fængsler «Fangernes nationale Forsoningsdokument». Det var et initiativ taget af Barghouti og lederne af Hamas, PFLP, Islamic Jihad og DFLP. De foreslog, at der skulle dannes en koalitionsregering med deltagelse af alle partier for at bryde det dødvande der var skabt efter Hamas valgsejr. Mest bemærkelsesværdigt rummede dokumentet også et forslag om forhandlinger med Israel med det formål at skabe varig fred. Dokumentet fik hurtigt folkelig opbakning, og blev betragtet som det grundlag, en samlingsregering skulle dannes på.

Men hverken besættelsesmagten eller dens støtter i Vesten ønskede forsoning. De pressede Fatah til at afvise tanken om en samlingsregering. Konsekvensen var det voldelige opgør i Gaza mellem Hamas og Fatah, der endte med, at Hamas kom til at regere Gaza, mens Fatah uden demokratisk grundlag fortsatte med at regere Vestbredden.

Barghouti opfordrede i erklæringer gang på gang til fornyet oprør mod besættelsesmagten og til at det palæstinensiske selvstyre indstillede enhver form for samarbejde med besættelsesmagten - og blev hver gang hårdt straffet for det. I marts 2012 opfordrede han til oprør. Efter terrorstaten i november 2014 havde henrettet 2000 civile i Gaza opfordrede han atter til indstilling af samarbejdet og til en 3. Intifada. I 2016 udarbejdede han en plan for massiv global ulydighed og massive demonstrationer mod terrorstaten.

I april 2017 organiserede han en sultestrejke blandt de politiske fanger. I et åbent brev til New York Times skrev han, at målet med strejken var at sætte stop for tortur, inhuman og nedladende behandling og manglende medicinsk og lægelig behandling. Fangerne krævede samtidig ret til telefoner for at kunne komme i kontakt med deres familier, flere besøg, adgang til bøger og aviser, stop for isolationsfængsling og administrativ tilbageholdelse. Strejken sluttede efter besættelsesmagten gik med til, at fangerne fik ret til et familiebesøg om måneden.

Barghouti agtede at stille op til præsidentvalget i 2021, der officielt blev aflyst af Mahmoud Abbas, fordi terrorstaten ikke tillod Østjerusalem at stemme. Sandheden var imidlertid, at Barghouti ville få mere end dobbelt så mange stemmer som Abbas og betydeligt flere end Hamas' leder, Ismail Haniyeh. Han var uden sammenligning den mest populære politiker i Palæstina. Landets Nelson Mandela.

Gennem alle årene besøgte hans kone Adwan og børn ham, når det de fik lov af besættelsesmagten. Det var en kæmpe logistisk udfordring. De var nødt til at tage afsted kl. 5.30 om morgenen og skulle gennem et utal af terrorstatens vejspærringer, før de kunne nå frem til koncentrationslejren, hvor Barghouti sad indespærret. Ofte blev de afvist ved vejspærringerne, eller når de nåede frem til lejren. Alligevel fortsatte de, og hans kone Adwan der er uddannet jurist fortsatte sin kamp for at få ham løsladt.

2023. Barghouti og de andre palæstinensiske politiske fanger sættes i isolation som terrorstatens hævn efter 7. oktober, hvor den henrettede 1050 af sine egne statsborgere i det sydlige Palæstina.

Den 7. oktober 2023 angreb Hamas terrorstatens militærbaser i det sydlige Palæstina. Den israelske efterretningstjeneste kendte til angrebet, lod det udfolde sig og lod sine Apache kamphelikoptere og kampvogne dræbe 750 civile israelere. Formålet var at piske en national og global stemning op mod palæstinenserne der skulle «legitimere» folkemord. I terrorstatens koncentrationslejre blev de politiske fanger sat i isolation. I Ofer lejren, hvor Barghouti sad, krævede kommandanten, at Barghouti knælede for ham. Formålet var at ydmyge ham overfor de andre fanger. Barghouti nægtede, og soldaterne tvang ham derfor i støvet og vred hans skulder af led. De følgende år blev han udsat for permanent tortur og familien fik ikke længere lov til at besøge ham. Trukket nøgen hen over gulvene, gennembanket af soldater og udsat for ekstremt høj musik for at hindre ham i at sove. Torturens bagmand var den nazistiske israelske terrorminister Itamar Ben-Gvir. Torturen fik USA's tortur af irakiske fanger i Abu Ghraib til at ligne en søndagsskole.

Torturen nåede et foreløbigt klimaks i august 2025, da terrorminister Ben-Gvir stormede ind i Barghoutis fængselscelle med en kamerahold på slæb, svinede ham til og truede med at slå ham ihjel for åbent kamera. Billederne afslørede en Barghouti, der var åbenlyst svækket efter 2 års tortur, men med modstandsviljen i behold. I september blev han gennembanket af en hel gruppe soldater, der bl.a. brækkede hans ribben.

Det var flere gange på tale, at Barghouti skulle løslades. I 2011 var han på Hamas' liste over gidsler og politiske fanger der skulle løslades, men terrorstaten afviste det. I 2025 var han atter på Hamas' liste, men atter afviste terrorstaten det. Pga. hans kultagtige og samlende status på tværs af det palæstinensiske politiske spektrum, er han den farligste mand for besættelsesmagten.

A.J.