Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Mauretanien
DatoOpdatering
2015.01.22Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 20/11 2017
Læst af: 40.418
Verden  .  Afrika  .  Mauretanien
: :
Mauretanien
Befolkning2,7 mio.
ValutaOuguiyas
Areal1.025.520 Km2
HovedstadNouakchott
Befolkningstæthed2,6 indb./Km2    
HDI placering136    

To-tredjedele af landet - i nord - indgår i Sahara ørkenen. Derfor er det karakteriseret ved et ekstremt tørt klima og et varieret landskab med klippefyldte sletter og store områder med sandklitter. Mod syd går ørkenen over i savannen i Sahel-bæltet, der er præget af nogen nedbør og vegetation. Den sydvestlige af landet, hvis vand løber ud i Senegal floden, får noget mere nedbør. Det er i dette område det meste af befolkningen og de økonomiske aktiviteter er koncentreret - bortset fra nomaderne der er spredt over hele territoriet. De alvorligste miljøproblemer i landet er den fortsatte ørkendannelse, erosionen og manglen på vand.

Militærdiktatur, nært allieret af EU og USA. EU driver rovfiskeri i de rige fiskevande ud for landets kyst.

 

Folket: 70% af mauretanierne er «maurere» - de nedstammer fra det folk, der i middelalderen skabte Almoravide imperiet. Maurerne var det oprindelige navn for de nomadefolk, der levede i det nordvestlige Afrika - en blanding mellem arabere, berbere og andre folk. De øvrige 30% af befolkningen stammer fra lidt sydligere egne i Afrika. Det gælder pulaar (som franskmændene kaldte «toucouleur»), soninké, uolof og bambara.

Religion: Islam (officielt). Sunni-muslimer 99,5%; katolikker 0,2%; andre 0,3%.

Sprog: Arabisk og fransk (officielt). Maurerne taler hassanya, der er en arabisk dialekt. I syd tales fulani (pulaar's sprog) og sarakole (soninké's sprog).

Politiske partier: Republikanske Parti, socialdemokratisk orienteret og landets regeringsparti. Unionen af Demokratiske Kræfter - Nye Æra (UDF-EN); Unionen for Demokrati og Fremskridt (UDP); Bevægelsen af Uafhængige Demokrater.

Sociale organisationer: Unionen af Mauretaniens Arbejdere med 10.000 medlemmer.

Officielt navn: Al-Jumhouriya al-Islamiya al-Muritaniya

Administrativ inddeling: 12 regioner og distriktet Nouakchott

Hovedstad: Nouakchott, 881.000 indb. (1999).

Andre vigtige byer: Nouadhibou, 103.100 indb.; Kiffa, 61.400 indb.; Kaédi, 50.200 indb.; Rosso, 46.700 indb. (2000).

Regering: Militærdiktatur. General Mohamed Ould Abdel Aziz er præsident siden august 2008. Yahya Ould Hademine er premierminister siden august 2014.
Parlamentet har to kamre: Nationalforsamlingen med 81 medlemmer og Senatet med 56. De vælges for hhv. 5 og 6 års perioder.

Nationaldag: 28. november (Uafhængighedsdagen, 1960)

Væbnede styrker: 16.000 (2003).

Paramilitære styrker: 6.000 (Nationalgarden og Gendarmeriet)

 

Ørkendannelsesprocessen der omdanner frugtbare områder til det der i dag er Sahara ørkenen ville have adskilt berberne i syd fra dem i nord ud mod Middelhavskysten, hvis de ikke i det 2. århundrede f.v.t. var begyndt at opdrætte kameler, der er specielt egnet til rejser i de tørre zoner. Dette gjorde det muligt for de grupper der søgte mod syd i søgning efter græsgange at bevare kontakten med deres oprindelige kultur, for senere at indgå i den islamiske civilisation i Middelhavsområdet.

Den sydlige del af det der i dag er Mauretanien var vugge for en af de mest besynderlige afrikanske civilisationer. Men almoravide imperiets besejring af området og den efterfølgende indvandring af fulanier både blandede og forenede befolkningen.

I det 14. århundrede ankom beni hilal stammerne til Mauretanien. De havde tre århundreder tidligere invaderet Nordafrika og nu indledtes en periode på to århundreder præget af plyndringer og sporadiske krige med berberne. Sceneriet for dette omfattede ikke blot det nordlige Mauretanien, men også den sydlige del af Algeriet og Vestsahara. Den sydlige del af landet indgik i imperiet Mali. I 1664 sluttede alle berberstammerne i området sig sammen for at bremse araberne. Den efterfølgende konflikt der kom til at vare 30 år og er kendt som Cherr Baba krigen endte med berbernes nederlag. Araberne slog sig ned som et militært aristokrati og kaldte sig hassani, der betyder krigere. De monopoliserede anvendelsen af våben og lod lokalbefolkningen tage sig af handelen, undervisningen og andre fredelige aktiviteter. Under disse grupper fandtes de såkaldte haratan - hyrder i den sydlige del af landet der levede under slavelignende forhold. Den stramme sociale opdeling blev i praksis blødt op, men den bevaredes mellem araberne og berberne på den ene side og fulani og soninke folkene på den anden.

I slutningen af det 17. århundrede opstod flere emirater, men de var ikke i stand til politisk at opbygge landet pga. intern rivalisering og arvefølgeproblemer. Alligevel var de i stand til at give området et minimum af orden, der også var baseret på den fælles kultur. Dette gav grundlag for zuaia'erne (en gruppe af marabue-berbere) der skabte et forenklet arabisk skriftsprog og fik det spredt ifbm. relegionsundervisningen. Samtidig udvikledes karavanehandelen.

I det 19. århundrede kom denne handel i konflikt med det franske projekt for koncentration af den sudanesiske handel i Senegal (se Mali). For at have succes med dette, måtte transsahara handelen elimineres. Samtidig var plyndringsekspeditionerne mod Senegal hyppige, og disse to forhold var afgørende for den franske beslutning om at erobre Mauretanien. Erobringen indledtes i 1858 af general Faidherbe og strakte sig helt frem til det 20. århundrede. Det var i starten emiraterne Trarza og Brakna der ydede modstand mod den franske invasion. Den blev fortsat af sheik Ma al-Aini (se Vestsahara), hans sønner og senere hans nevø, Muhamad al-Mamún, emiren af Adrar. Franskmændene forfulgte Muhamad al-Mamún 1000 km ind i Sahara og dræbte ham i kamp i 1934.

Efter den 2. verdenskrig blev Mauretanien «oversøisk fransk territorium» med ret til at sende deputerede til det franske parlament. 10 år senere fik landet intern autonomi og i 1960 blev det selvstændigt. Uden infrastruktur eller administrative erfaringer bestod dets uddannede ressourcer af knap 5 universitetsuddannede og 15 studenter. Befolkningen levede ved byttehandel, og selv i dag er en stor del nomader.

Ét enkelt multinationalt selskab, det franske MIFERMA, havde mere magt end statsmagten. Dets jernproduktion stod for 80% af landets eksport og beskæftigede 25% af landets lønarbejdere.

Gradvist begyndte den progressive sektor af Mauretaniens Folkeparti (PPM) ledet af Moktar Ould Daddah at udvikling det grundlag, der kunne skabe landets virkelige uafhængighed. I 1965 meldte landet sig ud af OCAM (Den Fællesafrikanske og Magreb Organisation), gennem hvilken Frankrig søgte at bevare kontrollen over sine tidligere kolonier.

I 1966 oprettedes SOMITEX, der monopoliserede importen af forbrugsvarer og dermed ødelagde de franske handelsfolks monopol. Den arabiske kultur begyndte at blive opvurderet, og der blev oprettet en toldfunktion, således at landet blev uafhængigt af Senegal. Den Arabisk-Mauretaniske Bank fik monopol på finansoperationerne med udlandet, og der udstedtes for første gang en mauretansk valuta.

I 1974 nationaliseredes landets jernminer, og landet reducerede Frankrigs indflydelse til fordel for en tilnærmelse til de muslimske lande og søgte optagelse i den Arabiske Liga. Saudi Arabien, Kuwait og Marokko gav landet økonomisk bistand.

På grund af sin interesse i at annektere en del af Vestsahara indgik Mauretanien i 1975 en alliance med Marokko, for at bringe den spanske koloni under deres kontrol. Med logistisk og militær støtte fra Frankrig besatte 3.000 soldater fra Mauretanien og 10.000 fra Marokko Vestsahara.

Ould Daddahs regering kom til at betale en høj pris for dette eventyr. Landet blev udsat for voldsomme gengældelsesaktioner fra Vestsaharas befrielsesfront, Frente Polisarios side (se Vestsahara), og blev nærmest besat af de tropper Marokko sendte for at komme sin allierede til undsætning.

Den økonomiske krise forstærkedes og den offentlige utilfredshed kom til udtryk i demonstrationer og sammenstød med politiet. Mauretaniens befolkning har mange etniske og kulturelle træk tilfælles med befolkningen i Vestsahara, og oppositionen fordømte derfor den mauretanske intervention overfor Vestsahara.

Krisen slog fuldt igennem i 1978, og over de følgende 6 år fandt der 5 statskup sted. Der blev gjort et forsøg på at arabisere landet i sin helhed - uden hensyntagen til befolkningen i den sydlige del af landet.

Regeringen måtte til sidst opgive arabiseringen, gav samtidig afkald på sine krav i Vestsahara og underskrev i 1979 en fredsaftale med Frente Polisario. Samtidig og med støtte fra en række venstreorienterede officerer afskaffede regeringen slaveriet i landet.

I december 1984 blev Haidallah styrtet ved et kup af Maawiya Ould Sid' Ahmed Taya, oberst og chef for hærens generalstab. Han anerkendte officielt den Demokratiske Arabiske Republik Sahara (Vestsahara) og ryddede op i undergrundsøkonomien - kun 50% af landets virksomheder havde registrerede regnskaber.

I april 1985 gav IMF landet et lån på 12 millioner dollars på betingelse af gennemførelsen af et strukturtilpasningsprogram, der rummede særdeles hårde betingelser for et land, der plages af en fortsat ørkenspredning og et permanent fødevareunderskud på 12 millioner tons årligt.

Mauretaniens geografi er domineret af udstrakte områder med ørken, et varmt og tørt tropisk klima med sparsom nedbør. Den økonomiske og sociale situation blev stadig forværret; landbrugsjorden og græsgangene i syd blev stadig indskrænket i takt med ørkenens spredning. Den stadig fattigere nomadebefolkning blev i stigende grad tvunget til at søge mod byerne.

Indenfor fiskeriet satser regeringen langsigtet på at bevare landets ressourcer og integrere industrien i resten af økonomien. Der gives heller ikke længere licenser til udenlandske både.

Siden 1987 har der fundet en række sammenstød sted mellem bønder og kvægejere i grænseområdet ved Senegalfloden. I 1989 blev situationen yderligere forværret, da en ophidset hob af mauretaniere angreb hundredevis af ubevæbnede senegalesere med stokke og sten i Nouakchott, Mauretaniens hovedstad. I Dakar kunne tilbagevendende senegalesere berette om mord og overfald begået af mauretaniere. Det udløste en reaktion fra radikale grupper, der dræbte mauretanske handelsfolk og plyndrede deres butikker. Indenfor selve Mauretanien blev der endvidere berettet om sammenstød mellem mauretaniere fra den sydlige del af landet og arabere og berbere fra andre dele af landet. Under disse sammenstød støttede hæren araberne og berberne, og flere hundrede blev dræbt.

Grænsetræfninger med Senegal kostede flere hundrede livet, og endte med at Senegal i august 1989 afbrød de diplomatiske forbindelser.

I juli 1991 genindførte mauretanierne ved en folkeafstemning flerpartistyret og godkendte indsættelsen af en demokratisk regering. Oppositionen var sluttet sammen i den Forenede Demokratiske Front (FDU) og havde frem til starten af 1991 lagt pres på regeringen for at opnå netop disse skridt, men regeringens eneste svar havde været at optrappe repressionen. Trods forfatningsreformen mindskedes de sociale spændinger i landet ikke. Der indledtes istedet en periode med omfattende social agitation, med strejker som en stor del af befolkningen deltog i.

Præsident Maaouiya Ould Sid Ahmed Taya genvandt sin post ved det første flerpartivalg i januar 1992, men valget blev af oppositionen og talrige internationale iagttagere karakteriseret som fuld af svindel. Taya vandt med 63% af stemmerne over sin vigtigste rival, Ahmed Ould Daddah. Efter gennemførelsen af 2. valgrunde i marts havde regeringspartiet PRDS opnået det absolutte flertal i parlamentet med 67 ud af 79 pladser.

Seks oppositionsgrupper boykottede valget og anklagede regeringen for svindel. I april genoptog Mauretanien diplomatiske forbindelser med Senegal og Mali. Dermed blev det muligt at genoptage forhandlinger om grænserevisioner og forsøge at løse situationen for de mauretanske flygtninge i begge nabolande.

Finansiel bistand fra Kina og Frankrig gav Tayas regering ny støtte. Den havde ellers mistet megen prestige pga. beskyldninger om svindel og for at være ansvarlig for landets vanskelige sociale situation. Spændingerne blev yderligere forstærket ved gennemførelsen af et strukturtilpasningsprogram udformet af IMF - især i oktober hvor priserne på basisprodukterne blev forhøjet.

Demonstrationerne mod regeringens krisepolitik tog til, og politiet slog hårdt igen. I begyndelsen af 1993 blev indenrigsminister Ba Aliu Ibra Hasni Uld Dudi tvunget til at træde tilbage, og blev erstattet af en mere moderat politiker. I januar 1994 vandt regeringspartiet atter engang lokalvalgene, der af oppositionen blev betegnet som præget af svindel.

I oktober blev 60 islamiske ledere tilbageholdt og beskyldt for at «skabe et klima af frygt». Regeringen beordrede efterfølgende de «fundamentalistiske» aktivister til at indstille deres politiske aktiviteter.

I januar 1995 hærgede tusinder af demonstranter Nouakchott, brændte biler og plyndrede forretninger. Det skete i kølvandet på betydelige prisstigninger på de basale forbrugsvarer, der var udløst af en indførelse af moms. I juni accepterede Mauretaniens långivere at genforhandle landets gæld, og den blev delvist eftergivet.

I januar 1996 udnævnte præsident Taya, Afia Ould Mohamed Khouna til premierminister. Det meste af oppositionen boykottede valget i april, hvor der skulle vælges et nyt senat. Regeringspartiet PRSD fik derfor de fleste af pladserne i senatet, og ved valget i oktober erobrede det 71 af Nationalforsamlingens 79 pladser.

I juni indgik landet en aftale med EU, der gav landet adgang til faste kreditter over en fem-årig periode mod at unionen fik fiskerettigheder i Mauretanien. Internationale organisationer vurderede, at landet forbedrede sin makroøkonomiske situation. Alligevel placerede de makroøkonomiske indikatorer det stadig blandt verdens fattigste.

Ved valget i december 1997 blev præsident Taya genvalgt med omkring 90% af stemmerne, og udnævnte efterfølgende Mohamed Lemine Ould Guig til premierminister.

Menneskerettighedsorganisationer krævede i april 1998, at slaveriet i Mauretanien blev bragt til ophør. Tre medlemmer af humanitære organisationer var blevet idømt fængselsstraffe, efter at have fordømt anvendelsen af slaveri i landet.

I oktober bad Taya premierminister Guig om at træde tilbage. Han var blevet ekstrem upopulær i befolkningen. I stedet blev sheikh Mohamed Khouna udpeget, og denne dannede en ny regering.

Parisklubben besluttede at reducere Mauretaniens udlandsgæld med 620 mio. dollars. Embedsmænd fra den internationale finansinstitution forklarede, at reduktionen skyldtes, at Mauretanien gjorde store anstrengelser for reformering af sin økonomi. Regeringen offentliggjorde privatiseringen af elforsyningen og vandvæsenet. Informationsminister Rachid Ould Salah oplyste, at regeringen søgte en flertalsaktionær til energiforsyningen, mens den selv ville bevare majoriteten i vandvæsenet. På anbefaling fra Verdensbanken fortsatte landet med privatisering af telekommunikationssektoren.

Parlaments- og lokalvalgene i 2001 gav fortsat flertal til regeringspartiet, men oppositionen styrkede sin repræsentation i kommunerne og gik i parlamentet frem fra 1 til 10 pladser. Selv der allerede i 1990'erne eksisterede et flerpartisystem, forudså valgsystemet ikke deltagelsen af mindretal. Det nye proportionalvalgsystem sikrede en mere retfærdig fordeling af pladserne i parlamentet. Verdensbanken gav et lån på 119 mio. US$ til forbedring af levevilkårene i specielt Nouakchott og Nouadhibou. I 2002 opløste regeringen partiet Aktion for Forandring. Partiet der forsvarede efterkommere af slaverne og af mauritanske sorte blev beskyldt for at være en trussel mod den nationale enhed og anspore til intolerance.

I 2003 blev Taya tvunget til at forlade præsidentpaladset efter voldsomme sammenstød med oprørske soldater i Nouakchott. Regeringen havde sikret sig fjendskab med flere islamiske lande, efter siden 1984 at have opbygget tætte relationer med Israel. Tropper der var tro mod den siddende præsident genvandt dog til sidst kontrollen over hovedstaden. Samme år blev præsidenten genvalgt med 67% af stemmerne, og Sghair Ould M'Bareck overtog premierministerposten. Kommunaldirektøren i indenrigsministeriet, Abdi Ould Horma, erklærede, at alle nødvendige skridt var blevet taget for at sikre åbne og retfærdige valg, og at tilstedeværelsen af udenlandske valgobservatører derfor havde været overflødig. Oppositionen gentog beskyldningerne om valgsvindel.

I december fik eks-præsident Khouna Ould Haidalla eftergivet 5 år af sin straf, for angiveligt at have organiseret et statskup, der skulle styrte Tayas regering. Haidalla nægtede at have deltaget i sådanne begivenheder og havde været tilbageholdt siden 9. november. Han blev løsladt 2 dage inden valget.

I august 2004 blev soldater fra den mauritanske flåde arresteret på mistanke om at de planlagde et statskup. Politichef Sidi Ould Riha erklærede, at planerne havde været støttet af Burkina Faso, der havde støttet soldaterne med penge og infrastruktur. Måneden efter erklærede regeringen, at den havde hindret et andet kupforsøg. Iflg. indenrigsminister Mohamed Ghali Ould Cherif Ahmed var der tale om det 3. kupforsøg på 15 måneder.

I oktober modtog Mauritanien 12,9 mio. Euro fra EU til kampen mod græshopperne, der de foregående måneder havde hærget grænseområderne mod Sahel. Iflg. opgørelser fra FAO var 40% af landets afgrøder og græsningsarealer allerede blevet ødelagt som følge af græshoppeinvasionen. FAO's prognoser for plagens videre udvikling var negative, da den kunne brede sig til resten af landet.

I starten af august 2005 gennemførte militæret et statskup og annoncerede dannelsen af et militærråd, der skulle lede landet de følgende 2 år, og dermed bane vejen for indførelsen af et «åbent og gennemsigtigt demokrati». Præsident Taya var dag for dag blevet stadig mere upopulær pga. sine radikale overgreb mod formodede islamister og sin støtte til USA og Israel. Selv befandt han sig under kuppet i Saudi Arabien til begravelsen af kong Fahd, og han fik politisk asyl i Qatar. Kupmagerne oprettede et Militærråd for retfærdighed og Demokrati under ledelse af oberst Ely Ould Mohamed Vall. De fjernede dog ikke premierministeren og dennes regering, men de trak sig selv den 7. august. Kupmagerne udnævnte derefter Sidi Mohamed Ould Boubacar til ny premierminister. Mange iagttagere pegede på, at et andet motiv til kuppet kunne være landets nylige indtræden blandt de olieproducerende lande, og de økonomiske fordele den nye situation giver magthaverne. Dette kunne også være baggrunden for de mange kupforsøg de foregående måneder.

Selvom slaveriet officielt blev afskaffet i 1981, og den officielle holdning er, at denne ikke længere anvendes i landet, indrømmede militærjuntaens leder Ely Uld Mohamed Vall i maj 2006 at der fortsat eksisterer slaveri i landet, og han erklærede sig som tilhænger af at udrydde denne praksis. «Jeg protesterer imod enhver form for slaveri og beder alle mauretaniere om at gøre det samme», erklærede Vall.

I juni 2006 blev en ændring af forfatningen bekræftet i en folkeafstemning af 97% af stemmerne. Ændringerne gør, at en præsident maksimalt kan sidde i 2 perioder (altså genvælges én gang). Han må højst være 75 år når han kandiderer, og regeringsperioden begrænses fra 6 til 5 år.

I november og december gennemførtes kommunal- og parlamentsvalg.

Under forberedelserne til præsidentvalget i marts 2007 søgte de forskellige alliancer at sikre deres opbakning fra landets forskellige fraktioner. 2. runde af præsidentvalget blev vundet af Sidi Ould Cheikh Abdallahi med 53% af stemmerne. Abdallahi havde haft forskellige ministerposter under Taya administrationen. I sin første tale efter valgsejren erklærede han, at landets udvikling skulle «basere sig på lovgivning og økonomisk udvikling». Dagen efter sin indsættelse som præsident udpegede Abdallahi Zeine Ould Zeidane til premierminister. Zeidane havde selv stillet op til præsidentposten, men blev slået i første runde. Han valgte i stedet at anbefale Abdallahi, der kvitterede ved at udnævne ham til premierminister. Militæret havde holdt sit løfte og givet magten tilbage til civilsamfundet to år efter militærkuppet.

General Mohamed Ould Abdel Aziz gennemførte i august 2008 et militærkup, der afsatte præsident Abdallahi. Abdallahi havde forsøgt at fjerne Aziz og flere andre højtstående officerer fra militæret, men disse reagerede ved selv at tage magten og arrestere Abdallahi og premierminister Zeidane. Aziz var ligeledes en fremtrædende officer i kuppet i 2005. Han karakteriserede sig selv som midlertidig præsident og formand for Statsrådet. En uge senere udpegede han Moulaye Ould Mohamed Laghdaf til posten som premierminister.

Mens omverdenen i 2005 havde accepteret militærkuppet, var den denne gang mere kritisk, og Aziz indledte en offensiv for at forsøge at legitimere diktaturet. Marokko støttede imidlertid fra starten diktaturet, og senere fik det også støtte fra Libyen og Senegal. Den Afrikanske Union fortsatte imidlertid sin fordømmelse, vedtog i december sanktioner mod Mauritanien og betragtede fortsat Abdallahi som landets legitime præsident.

Efter Israel i december 2008 gik i krig mod Gaza og efterfølgende dræbte 1300 civile palæstinensere, suspenderede Mauretanien sine diplomatiske forbindelser med Israel. Da Israel i foråret 2010 accelererede den etniske udrensning af palæstinensere fra Østjerusalem for at give plads for egne bosættere, brød Mauretanien endegyldigt sine diplomatiske forbindelser med slyngelstaten. De 2 eneste arabiske lande der fortsat havde kontakt var da Jordan og Egypten.

Aziz trådte i april 2009 officielt tilbage fra præsidentposten for at kunne stille op til præsidentvalget i juli 2009 - som han «vandt» med 52,6% af stemmerne. Både AU og det meste af oppositionen boykottede valget.

I tråd med USA's aktiviteter i Vestafrika vedtog Mauretanien i juli 2010 en ny antiterrorlov, der gav sikkerhedsstyrkerne udstrakte beføjelser. Bl.a. i bekæmpelsen af al-Qaeda i Maghreb (AQIM). En tilsvarende lov var i januar blevet omstødt af forfatningsdomstolen for at stride mod forfatningen. Militæret gennemførte i løbet af året en række antiterroraktioner. Primært i grænseområderne mod Mali, hvor flere malinesere blev dræbt.

I september arresteredes landets tidligere menneskerettighedshøjkommissær Lemine Ould Dadde på en anklage for bedrageri. Bl.a. Amnesty International mente nu årsagen var Daddes arbejde for menneskerettighederne i landet. Trods forbud er slaveri fortsat udbredt i landet, og aktivister der bekæmper og afslører slaveri chikaneres og arresteres hyppigt af myndighederne.

I februar-marts 2011 nåede «det arabiske forår» til Mauretanien. Oppositionen gennemførte demonstrationer mod diktaturet, men de blev slåët hårdt ned af sikkerhedsstyrkerne, og antiterrorlovgivningen blev brugt mod oppositionen.

I marts 2012 arresteredes Libyens tidligere efterretningschef oberst Abdullah al-Senussi i Nouakchott lufthavn. Militserne i Libyen krævede ham udleveret til retsforfølgelse der, men samtidig krævede ICC ham udleveret til retsforfølgelse i Haag. ICC havde allerede i juni 2011 udstedt arrestordre mod ham. Gadaffi havde dog fyret ham som efterretningschef allerede 1. marts 2011. Den Vestlige verden frygter al-Senussi, fordi han har fuldt kendskab til Vestens anvendelse af Libyen i dets torturprogrammer siden 2001.

Abdel Aziz blev i oktober 2012 såret af skud. Der var modstridende opysninger om hvor han var blevet ramt og om det var et uheld eller et attentat, men diktatoren overlevede.

Myndighederne dømte i december 2014 bloggeren Mohamed Cheikh Ould Mohamed til døden for blasfemi. Han havde i januar offentliggjort en artikel hvor han kritiserede kastesystemet i Mauretanien, og havde i artiklen henvist til profetens skrifter. Reportere uden grænser fordømte dødsdommen. Ligeledes i december blev bloggeren Mohamed Mkhaïtir dømt til døden for at være konverteret fra islam. Han havde skrevet en blog, hvor han kritiserede anvendelsen af religion til at marginalisere bestemte grupper i samfundet.

Myndighederne arresterede i januar 2015 en fremtrædende oppositionspolitiker og tidligere præsidentkandidat samt 2 aktivister der gennemførte en fredelig demonstration mod slaveri i Mauretanien. Samtidig blev 3 andre fremtrædende modstandere af slaveri idømt 2 års fængsel.

I november blev landet underkastet FN's periodiske menneskerettighedseftersyn. Det accepterede 136 af Menneskerettighedsrådets anbefalinger, men afviste 58. Herunder at fjerne dødsstraf og straf for at konvertere fra islam fra lovgivningen. Ligeledes i november blev tidligere oberst Oumar Ould Beibacar arresteret ved en demonstration i Nouakchott, hvor han talte om henrettelse af officerer uden dom i 1990'erne. Han blev løsladt efter 6 dage i fængsel med var fortsat under overvågning.

I maj 2016 reducerede højesteret straffen for de to anti-slaveri aktivister Biram Ould Dah Abeid og Brahim Bilal og krævede dem løsladt. De havde siddet fængslet siden november 2014. Samme måned åbnede specialtribunalet mod slaveri i Nema. Det afsagde dom over to slaveejere, der fik henholdsvis 1 års ubetinget og 4 års betinget fængsel samt beordret til at betale erstatning til to kvindelige ofre.

Det skabte polemik, da premierminister Hademine i juni 2016 kaldte formanden for arbejdsgiverforeningen Ahmed Baba Ould Azizi for en terrorist, «værre end al-Qaeda og IS tilsammen».

Mauretanien er et af Afrikas fattigste lande, men har samtidig et af verdens rigeste fiske vande i Atlanterhavet ud for sin kyst. Her driver flydende fiskefabrikker fra EU og Japan rovdrift på de rige ressourcer. Udover at landet er et militærdiktatur der groft undertrykker menneskerettighederne, lever 10-20% i slaveri. Sammen med Pakistan og Haiti er det det land, hvor slaveri er mest udbredt.

Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Mauritania)
Amnesty International Annual Report (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)