Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Qatar
DatoOpdatering
2012.08.03Årlig opdatering
2015.01.16Årlig opdatering
2017.07.17Saudi Arabien i diplomatisk krig mod Qatar
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 17/7 2017
Læst af: 63.539
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Qatar
: :
Qatar
Befolkning600.000
ValutaQatar riyals
Areal11.000 Km2
HovedstadDoha (Ad-Dawhah)
Befolkningstæthed54,5 indb./Km2    
HDI placering38    

Qatar halvøen ligger på østkysten af den arabiske halvø ud til den persiske golf. Klimaet er tørt og præget af ørkenen. Landskabet er fladt. Kun i den smalle kyststrækning er det muligt at praktisere et vist landbrug. Landets vigtigste ressource er dets enorme oliereserver ved halvøens vestkyst. Landet lider fortsat af eftervirkningerne af den omfattende forurening, der opstod ifbm. brandene under golfkrigen i 1991.

Monarki og diktatur støttet af EU og USA.

 

Folket: Den oprindelige arabiske befolkning udgør med 20 % i dag en minoritet. Araberne som etnisk gruppe udgør dog fortsat et flertal pga. omfattende indvandring, af hvilke 25 % er palæstinensere, ægyptere og yemenitter. De øvrige 55 % af befolkningen udgøres overvejende af pakistanske, iranske og indiske indvandrere.

Religion: Islam (officiel og dominerende). Flertallet er sunni'er, mens de iranske indvandrere er shiiter. Endvidere findes der kristne og hinduistiske minoriteter.

Sprog: Arabisk (officielt og dominerende). De pakistanske indvandrere taler urdu og iranerne farsi. Engelsk anvendes som forretningssprog.

Politiske partier: Der findes ingen organiserede legale politiske partier

Officielt navn: Dawlat Qatar

Hovedstad: Doha (Ad-Dawhah), 998.000 indb. (2008)

Andre vigtige byer: Rayyan, 183.000 indb.; Al Wakrah, 22.900 indb.; Umm Salal, 18.100 indb. (2000)

Regering: Enevældigt monarki. Sheik Tamim bin Hamad Al Thani har været Emir siden juni 2013; Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani er siden juni 2013 landets premierminister. Der eksisterer et konsultationsråd med 45 medlemmer. De 30 vælges ved almindelige valg for en 4 årig periode, mens de resterende 15 udpeges af emiren. Islamisk lov er grundlag for statens lovgivning.

Nationaldag: 3. september (Uafhængighedsdagen, 1971)

Væbnede styrker: 11.800 soldater (1996)

 

Qatar er et lille ørkenland uden floder, hvor 400 landbrug producerer næsten alle de fødevarer, befolkningen har brug for. Grundlaget for denne forvandling af ørkenen til en frugthave er olien. En halv million tønder olie hentes dagligt op fra undergrunden og disse sammen med emir Khalifa Al-Thanis styre er baggrunden for fremskridtene.

Ligesom øen og nabolandet Bahrain har halvøen Qatar siden antikken deltaget aktivt i golfens handel mellem Mesopotamien og Indien. Landet blev islamiseret i det 7. århundrede (se Saudi Arabien) under kalifatet i Baghdad. Qatar havde allerede på dette tidspunkt opnået sin autonomi, som det bevarede frem til 1076, hvor det blev erobret af emiren af Bahrain. Efter kortvarigt at have været besat af portugiserne, gennemlevede landet i det 16. århundrede en periode med kraftig opblomstring. Det skyldtes udviklingen af perlefiskeriet, der tiltrak flere stammer fra Arabien. Det lykkedes i det 18. århundrede at forene disse stammer politisk under ledelse af familien Al-Thani - om end det stadig måtte betale afgifter til Bahrain. Løsrivelsesprocessen blev indledt i 1851 af sheik Mohamed og hans søn Jassim. Den kulminerede i 1868 med en aftale indgået efter engelsk mægling, hvorefter Al-Thani familien skulle afstå fra krig mod til gengæld at få garanteret landets territoriale integritet.

De tyrkiske sultaner havde formelt haft den arabiske halvø under deres kontrol siden det 16. århundrede, og de så ikke med blide øjne på den fortsatte britiske indtrængen i golfen. De svarede derfor igen ved at udnævne den regerende sheik Jassim Al-Thani til guvernør over «provinsen» Qatar, og oprettede en lille militærgarnison i Dawhah. Hverken Qatars indbyggere eller englænderne bekymrede sig særlig meget over denne formelle stadfæstelse af det tyrkiske overherredømme. Garnisonen forblev i byen frem til 1. verdenskrig, uden på nogen måde at bremse briternes fortsatte fremfærd i regionen.

I 1930 faldt verdensmarkedsprisen på perler, da japanerne gik ud på markedet med kulturperler, der var meget billigere. Det tvang sheik Abdullahs regering til at sælge rettighederne til efterforskning og udvinding af olie i landet og dets territorialfarvand for en 75 årig periode til en pris af 400.000 pund sterling. I 1939 opdagede Anglo-Iranian Oil Co. olie, men udvindingen indledtes først efter 2. verdenskrig, og tiltrak andre olieselskaber, der opkøbte dele af den oprindelige koncession. De enorme profitter som Royal Dutch Shell høstede på udvindingen syntes ikke at bekymre sheik Ahmad ibn Alí al-Thani synderligt, men han fik også 15 millioner pund sterling ind på sin personlige bankkonto i olieafgift og told.

Kort tid senere blev Ahmad styrtet af sin egen familie, der indsatte hans fætter Khalifa som ny emir, og betroede ham det hverv, «at fjerne alle de elementer der satte sig op imod fremskridtet og moderniseringen».

Sheik Khalifa oprettede et ministerråd og et rådgivende råd for at uddelegere sin enevældige magt og lovede «en ny regeringsæra præget af oplysning, social retfærdighed og stabilitet». Han fordelte olieindtægterne, fjernede beskatningen af befolkningen og indførte gratis undervisning og sundhedstjeneste. Hans største projekt var dog subventioneringen og udviklingen af nye ikke-olie orienterede produktioner, hvilket symbolsk kom til udtryk ved landets første eksport af tomater.

For at reducere afhængigheden af ét enkelt produkt tilskyndede han til udviklingen af fiskeriet, og industrialiseringen blev fremmet med bygningen af cement- og kunstgødningsfabrikker. Der blev bygget nye metalindustrier, og landets strategiske placering blev udnyttet til at give handelsmæssige og financielle serviceydelser til de andre lande i regionen. Desuden blev en stor del af olieindtægterne investeret i udlandet - især Europa og USA. I 1980 blev det beregnet, at indtægterne fra denne «kapitaleksport» svarede til indkomsterne fra olien. Formålet var at sikre Qatars fremtid, når olien var opbrugt.

For at sikre sig kontrollen over olieproduktionen oprettedes i 1972 det statslige olieselskab, Qatar Petroleum Producing Authority (QPPA), og i februar 1977 eksproprieredes alle udenlandske olieinstallationer i landet.

Den økonomiske udvikling nødvendiggjorde en massiv indvandring af udenlandske teknikere og arbejdere. Europæere og nordamerikanere blev hentet ind som teknikere, og iranere, pakistanere og indere som arbejdere. Antallet af indvandrede arbejdere er vanskeligt at gøre op, da der ikke findes nogen folketælling, men det vurderes til omkring 150.000 (halvdelen pakistanere), svarende til omkring 60 % af befolkningen.

For at undgå grundlæggende forandringer af den lokale kultur, foretrak regeringen indvandring fra andre arabiske lande. Trods dette er den indvandrede arbejdskraft også beskyttet af landets avancerede sociale system. Det iranske samfund lever under bedre betingelser end i de andre emirater ved golfen, og dette gjort Qatar til det land, der har færrest konflikter med Iran.

I overensstemmelse med OPEC's retningslinier reducerede landet i 1982 olieproduktionen med 75 %. Konsekvensen var at eksporten faldt, hvilket tvang regeringen til at reducere investeringerne med «petrodollars» i Vesten og til at reducere de offentlige udgifter. Endvidere bremsedes den industrielle ekspansion. Alligevel besad landet en infrastruktur, der gjorde det muligt at klare udfordringen. I industriområdet i Umm Said fandtes en stålfabrik, der i starten af årtiet producerede 450.000 tons årligt. Endvidere var der sat en produktion af flydende gas i gang, og regeringen besluttede sig for at fortsætte med et projekt til 6 milliarder dollars, hvor gas skulle bruges til energiformål og afsaltning af havvand.

I 1981 dannede Qatar sammen med Bahrain, Kuwait, Oman, Forenede arabiske Emirater (UAE) og Saudi Arabien Golfens Samarbejdsråd, der er et regionalt råd for koordinering af aktiviteterne indenfor politik, økonomi, det sociale område, kultur og militær.

I april 1986 udbrød der en konflikt mellem Bahrain og Qatar om den kunstige ø Fasht ad-Dibal. Ved mægling fra Golfens Samarbejdsråd lykkedes det dog at få løst konflikten. Samtidig blev snesevis af franske militærfolk dog rekrutteret, og i Qatars uniform involveret i forsvaret af emiratet. I november 1987 genoptog landet de diplomatiske forbindelser med Ægypten.

Efter Iraqs invasion af Kuwait i august 1990 og den efterfølgende golfkrig besluttede Samarbejdsrådet i marts 1991 at indstille den økonomiske bistand til Jordan og PLO - for deres støtte til Saddam Hussein.

Samme måned undertegnede udenrigsministrene fra Samarbejdsrådets 6 medlemslande sammen med Ægypten, Syrien og USA en aftale om bevarelse af sikkerheden i regionen. Planen rummede 4 hovedpunkter: fælles militær strategi mellem USA og de arabiske medlemmer af koalitionen vendt mod Iraq; mekanismer til hindring af spredningen af våben; accepten af et landområde til gengæld for fred med Israel; og et nyt økonomisk udviklingsprogram for regionen.

Under golfkrigen blev oliekilder i Kuwait og Saudi Arabien stukket i brand, og de tykke skyer drev ind over bl.a. Qatar og forpestede luften. Den voldsomme forurening af luften udløste syreregn og klimatiske forandringer i regionen. Sundhedseksperter bekræftede, at de brændende oliekilder producerede store mængder svovldioxid og sod, hvis partikler forårsagede astma, bronkitis og øgede risikoen for cancer.

I september 1991 indledte private udenlandske selskaber efterforskningen af enorme forekomster af naturgas langs med Qatas kyst. Reserverne blev beregnet til 10.000 milliarder kubikmeter.

I december anmodede en gruppe på 53 personer - heriblandt flere funktionærer i regeringen - i et brev emiren om gennemførelsen af frie demokratiske valg, en skriftlig forfatning og udvidelse af de individuelle og politiske rettigheder. Resultatet var, at flere personer blev tilbageholdt i hovedstadens centralfængsel, og først løsladt efter flere måneder.

I slutningen af 1991 opstod der en ny konflikt mellem Qatar og Bahrain om retten til de mange småøer langs de to emiraters kyster. Det gjaldt især Howard øen og undergrunden under Dibval og Qitat, hvor der muligvis findes store oliereserver. Den stigende spænding mellem de to lande udløste mægling fra Saudi Arabiens side.

De europæiske, nordamerikanske og japanske virksomheder der var involveret i efterforskningen efter naturgas havde en samlet andel på 35 %, mens det statslige Qatar General Petroleum Corporation kontrollerede 65 %. Produktionsvolumenet blev i 1996 anslået til 24 milliarder kubikmeter, og eksporten blev indledt i 1997.

I 1993 var pr. capita indkomsten 28.000 dollars om året. Regeringen fik balance i budgettet pga. den stigende olieeksport, der nåede op på 400.000 tønder dagligt.

Faldet i priserne på olie på verdensmarkedet førte dog samme år til et fald på 20% i statens indtægter. I et forsøg på at diversificere indtægterne indledte regeringen i 1994 forhandlinger med en række asiatiske virksomheder om udvinding af naturgas.

I juni 1995 væltede kronprinsen, Hamad ibn Khalifah ath-Thani sin far og gjorde sig til emir af Qatar. Den nye hersker lovede at øge anstrengelserne for at løse territorial stridighederne med Saudi Arabien og Bahrain. Landets fortsatte medlemsskab af Golfens Samarbejdsråd blev draget i tvivl, da det i december udvandrede fra et møde i organisationen.

I april 1996 indgik Saudi Arabien og Qatar en aftale om løsningen af de to landes territorialstridigheder. En tilsvarende strid med Bahrain blev løst i marts 1997, da begge lande blev enige om at indbringe striden for den Internationale Domstol i Haag.

I 1997 indefrøs Qatar sine forbindelser med Israel, og efterkom således beslutningen i den Arabiske Liga om at genindføre den arabiske boykot. Samtidig stillede Qatar sin hovedstad til rådighed for gennemførelsen af den Økonomiske konference for Mellemøsten og Nordafrika i november. I oktober blev sheik Abdullah ibn Khalifa ath-Thani udnævnt til premierminister. En post der indtil da havde været varetaget af emiren Hamad.

Den 17. marts 1998 afsluttedes i hovedstaden den 25. konference for udenrigsministre i den Islamiske Konference. I sine resolutioner opfordrede konferencen bl.a. de arabiske stater til at genoverveje sanktioner rettet mod Israel. Qatar modtog med tilfredshed aftalen mellem Saudi Arabien, Venezuela og Mexico om at reducere disse landes olieproduktion, og lovede selv at gennemføre noget tilsvarende i løbet af året.

Qatar og Frankrig gennemførte i marts fælles flådeøvelser under navnet «Indsamling af perler III». I april indgik emiren en aftale med Rusland om militært samarbejde, herunder udvekslingen af specialister og uddannelse af officerer.

Forbuddet mod ansættelse af ægyptiske ansatte blev ophævet i juni 1998, og i november samme år blev der offentliggjort et forslag til reform af forfatningen, som talte om oprettelsen af et parlament og direkte valg til dette. På dette tidspunkt var emiratet den eneste stat i golfen med et valgt parlament, men stemmeretten var begrænset til mænd over 18 år. Ved lokalvalget i marts 1999 fik kvinder for første gang stemmeret. Trods den opmærksomhed dette gav, blev ingen af de 6 kvindelige kandidater der stillede op til valget valgt.

Emiren udfoldede en tiltagende diplomatisk aktivitet, bidrog til kritikken af USA's politik overfor Iraq og mæglede i striden mellem det saudiske kongehus og de Forenede Arabiske Emirater (UAE) om aftaler med Iran. UAE klagede over, at Saudiarabien og andre medlemsstater af Golfens Samarbejdsråd forbedrede deres relationer med Iran, mens UAE fortsat havde en grænsekonflikt med dette land. Et forslag fra emiren Khalifa al-Thani skabte enighed mellem parterne og dermed enhed i rådet.

I februar 2000 dømtes de 33 ansvarlige for et kupforsøg mod emiren i 1996 til livsvarigt fængsel. Blandt de dømte var emirens fætter, Sheikh Hamad bin Jassem al-Thani.

I marts 2001 løste Qatar sine grænseproblemer med Bahrain og Saudiarabien. I det første tilfælde afgjorde den Internationale Domstol i Haag, at de omstridte Hawar øer tilhører Bahrain. Der findes rige olieforekomster, og de har været omstridte siden 1930. Samtidig gav dosmtolen dog Qatar suverænitet over byen Zubarah. Ifht. Saudiarabien undertegnede de to lande en aftale i Doha. Aftalen rummer desuden 15 kort og dokumenter, der beskriver den 60 km fælles grænse mellem de to lande. Beduinerne har traditionelt krydset denne grænse uden hensyn til de to landes suverænitet.

Emiren var ikke tilfreds med dommen over kupmagerne, og i maj 2001 dømte en appeldomstol derfor hans fætter og 18 andre kupmagere til døden, 20 blev idømt livsvarigt fængsel og 29 blev frikendt. Indtil da havde dødsstarffen ikke været anvendt i Qatar i 10 år.

Under USA's invasion af Afghanistan i oktober 2001, var Qatar det vigtigste støttepunkt i Golfen for invasionen - samtidig med at landets TV station Al-Jazeera var den eneste der fik lov til at rapportere fra de taliban kontrollerede områder i Afghanistan.

Den islamiske Konference mødtes i Doha den 5. marts 2003, og selv om den fordømte USA's forestående invasion af Iraq, så tillod emiren alligevel at USA's vigtigste base for invasionen var dets base i Qatar. Samtidig bragte Al-Jazeera kritiske reportager om invasionen og bragte optagelser med Saddam Hussein, der opfordrede til modstand.

Den 29. april 2003 blev en ny forfatning vedtaget med 96% af stemmerne fra det 85.000 store stemmekorps. Forfatningsreformen var mere indskrænket end de demokratiske kræfter havde håbet på. Der blev ikke skabt et parlament, men det gamle Majlis ash-Shura (Konsultative Forsamling) blev udvidet med folkevalgte repræsentanter. Kvinderne fik nok stemmeret og adgang til offentlige hverv, og befolkningen fik ytringsfrihed og religionsfrihed, men politiske partier var fortsat forbudte.

Selv om emiren i 1996 havde udpeget den tredje af sine ti sønner, Jassim født i 1978, til sin arvtager, så blev denne overraskende erstattet af den et år yngre Tamim i august 2003.

I februar 2004 blev den tidligere tjetjenske præsident og separatistlider Zelimkhan Yanderbiyev dræbt ved en eksplosion i Doha, hvor han havde boet i 3 år. Qatar beskyldte den russiske efterretningstjeneste for at stå bag attentatet. Russerne afviste disse beskyldninger og hævdede i stedet, at der var tale om en intern magtkamp mellem stridende tjetjenske fraktioner. Rusland havde bedt om at få ham udleveret, og beskyldte ham for at have deltaget i væbnede angreb på Dagestan i 1999 og i besættelsen af et teater i Moskva i 2002.

Over 12 blev såret og 1 dræbt ved et selvmordsangreb med en bilbombe i marts 2005. Indenrigsministeriet opgav attentatmanden som egypter med navnet Abdullah Ahmad Ali, men afviste at identificere al-Qaeda som ansvarlig for attentatet.

I juni 2005 trådte landets nye forfatning i kraft.

I april 2006 annoncerede emiren, at det første valg i emiratets historie ville blive gennemført i starten af 2007, Der skulle vælges repræsentanter til et konsultativt råd. Samtidig benyttede udenrigsminister, sheikh Hamad Bin Jassem Bin Jabr Al-Thani, lejligheden til at kritisere USA for at «gennemtvinge» demokrati i Mellemøsten.

I november 2006 gik den engelsksprogede udgave af al-Jazeera i luften og overhalede hurtigt BBC World i seerantal. BBC World havde indtil da været den største globale TV kanal af høj kvalitet. Al Jazeeras engelsksprogede kanal bidrager til at bryde den censur der er udbredt i de fleste vestlige medier - især omkring dækningen af Israel/Palæstina konflikten.

Hamad Bin Jassem Bin Jabr Al-Thani blev udnævnt til premierminister i april 2007, og erstattede dermed Abdullah ibn Khalifa al-Thani. Den nye premierminister anses for at være regeringens stærkeste mand.

Landets økonomi nød i 2007-08 godt af de højre oliepriser. Der vil fortsat gå omkring 40-50 år inden landets olie- og gasreserver er opbrugt. 

Som i de andre golfstater (og Vesteuropa) har migrantarbejdere fortsat kummerlige vilkår, udsættes for diskrimination og vold. Omkring 80% af befolkningen er migrantarbejdere.

Qatar indgik i februar 2010 en forsvarsaftale med Iran, der indebærer udveksling af tekniske komiteer, samarbejde omkrig træning og sikkerhedsmæssigt samarbejde til bekæmpelse af terror og usikkerhed i regionen. Qatars premierminister gav i marts sin fulde støtte til Irans atomprogram og anerkendte landets fulde ret til at udnytte atomenergi til fredelige formål.

I december 2010 valgte FIFA Qatar til at være vært for fodboldverdensmesterskaberne i 2022. Qatar forpligtigede sig til at bruge 80-100 mia. US$ på at bygge 9 nye stadions, en ny lufthavn, metro- og jernbanelinier, en ny bro til Bahrain, 54 træningslejre og et stort antal nye hoteller. Fra 2012 og 13 begyndte der at komme stadig flere rapporter om de horrible forhold bygningsarbejderne arbejdede under. Alle bygningsarbejdere er udenlandske - et stort af dem fra Nepal - og de de arbejder under slavelignende forhold og udsættes for et stort antal arbejdsulykker pga. manglende sikkerhed på arbejdspladserne. 90% af arbejdsstyrken i Qatar er udenlandsk. Rapporterne blev i 2013 og 14 så alvorlige, at presset for at fratage Qatar værtsrollen voksede.

Trods opfordringer på facebook og twitter sluttede Qatar sig aldrig til det arabiske forår. Det må ses på baggrund af, at landets egen befolkning på godt 200.000 personer lever et komfortabelt liv serviceret af 1,5 mio. gæstearbejdere uden rettigheder. Menneskeretighederne har fortsat vanskelige vilkår i den enevældige stat. Bloggeren Sultan al-Khalaifi blev arresteret 2. marts 2011 og holdt i isolation en uge. Han blev atter løsladt 1. april uden anklager. al-Khalaifi er samtidig grundlægger af en menneskerettighedsorganisation i landet. Den offentligt ansatte Salem al-Khawari blev arresteret 7. februar og blev uden sigtelse tilbageholdt til 18. oktober. De første 3 måneder i fuldstændig isolation. Han blev tvunget til at stå op 15 timer om dagen, hindret i at sove og blev tæsket. Myndighederne afviste efterfølgende at undersøge anklagerne om tortur. Mindst 6 personer blev idømt piskestraf i 2011 og 3 blev dømt til døden, uden at straffen dog blev fuldbyrdet.

Udbruddet af det «arabiske forår» i 2011 medførte et dramatisk politisk kursskifte for emirens TV kanal al-Jazeera. Kanalen havde indtil da spillet en progressiv og kritisk rolle i den ellers konservative arabiske medieverden, men emiren frygtede at de demokratiske tendenser i sidste ende også ville vælte ham, på samme måde som diktatorene i Tunesien og Egypten blev væltet. al-Jazeera blev nu et politisk redskab for emiren og fik til formål at undertrykke nyheder om demokratiske tendenser i de konservative arabiske stater, samtidig med at det skulle bidrage til at bringe de ikke-konservative stater til fald. I første omgang Libyen og siden Syrien. Det voldsomme ryk i konservativ retning førte til, at mange journalister forlod stationen. F.eks. sagde alle ansatte på stationens kontor i Libanon op i protest mod stationens manipulation af nyhedsdækningen af situationen i Syrien.

Emiren frygtede, at det «arabiske forår» ville vælte diktatorene i de konservative stater - bl.a. i Golfen. Han var derfor med til at støtte de skrantende diktaturer i Bahrain og Yemen økonomisk for at bremse oprørene. Samtidig gik han fra starten ind i kampen for at styrte de ikke-konservative regimer. Allerede i marts 2011 anerkendte han de libyske oprørere som landets retmæssige ledere, og indledte samtidig våbenleverancer til disse. Allerede fra midten af 2011 begyndte han endvidere at sende våben til oprørerne i Syrien for at vælte landets verslige ikke-konservative styre. Qatar har siden været bannerfører for at få ophævet skellet i den arabiske verden mellem verslige stater og dybt religiøse islamiske stater. Den lille hovedrige stat projicerer sit eget statsbillede ud i resten af den arabiske verden.

Det afghanske Taliban åbnede i januar 2012 et kontor i Doha. Qatar arbejdede på en fredsløsning i Afghanistan og åbningen af kontoret gav USA en indgang til at indlede direkte forhandlinger med Taliban.

Samme år gav Qatar 7,5 mia. US$ i støtte til Egypten, efter det Muslimske Broderskab var kommet til magten med præsident Mohammed Morsi. Qatar ønskede at købe sig politisk indflydelse på den arabiske verdens folkerigeste land. Saudiarabiens strategi var en anden. Det ønskede et svækket Egypten, så Saudiarabien selv kunne overtage posten som toneangivende land i den arabiske verden. Det skabte visse spændinger mellem Qatar og Saudiarabien, og i november 2013 blev der indgået en aftale om «ikke-indblanding i andre landes indre anliggender». I marts 2014 kaldte Saudiarabien imidlertid sin ambassador hjem og anklagede Qatar for at krænke aftalen. Forbindelserne var under bedring igen i slutningen af året.

I marts 2013 åbnede den første syriske oprørsambassade i verden. Det skete i Doha, Qatars hovedstad. Siden 2011 havde Qatar financieret de syriske oprørere med 1-3 mia. US$. Qatar havde fra startet forsøgt at spille en central rolle i processen, ligesom havde spillet en rolle i omstyrtelsen af Gaddafi i Libyen. Landet havde været med til at danne oppositioonsplatformen Syrian National Council (SNC), men i frustration over oprørets langsomme fremdrift blev oliestatens penge fra 2012 i stigende grad kanaliseret til de islamistiske grupper, med al-Nusra fronten som den vigtigste. al-Nusra var knyttet til al-Qaeda, hvilket ikke syntes at bekymre Qatar.

I juni 2013 besluttede emir Hamad Al Thani sig for at abdicere. I en TV-tale bekendtgjorde han, at han overlod tronen til sin søn Tamim bin Hamad Al Thani. Det var første gang i Al Thani familiens historie, at magtskiftet ikke skete ved et kup. Tamim var mere konservativ end sin far, tættere på det muslimske broderskab, og han havde spillet en central rolle i Qatars massive våbenforsyninger til oprørerne i Syrien. Tamim første embedshandling var at omdanne regeringen. Han gjorde den tidligere indenrigsminister Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani til premierminister. Al Thani bevarede dog porteføljen som indenrigsminister. Al Thani var i emirens familie, og omdannelsen blev set som udtryk for et ønske at stramme grebet om landets opposition.

Qatar havdse i perioden 2011-14 massivt støttet det Muslimske Broderskab i Egypten. Efter Egyptens diktator al Sisi i sommeren 2013 forbød broderskabet førte det til diplomatisk krise mellem Egypten og Qatar, der af al Sisi blev anklaget for terrorstøtte. Krisen bredte sig til den arabiske halvø, hvor Saudi Arabien og dets lydstater Bahrain og Forenede Arabiske Emirater havde støttet de egyptiske salafister. I marts 2014 lukkede de 3 lande derfor deres ambassader i Qatar. De diplomatiske relationer blev først genoptaget i november. Landene er fortsat fælles om massiv økonomisk og militær støtte til jihadisterne i Syrien. Qatar gav i perioden 2011-15 3 mia. US$ i økonomisk og militær bistand til jihadisterne.

I september 2014 underskrev emiren en ny lov mod «cyber-kriminalitet». Dens vigtigste funktion var at sikre censur af de sociale medier og nyhedssites.

Under den internationale konference i Cairo i oktober 2014 om genopbygningen af Gaza efter Israels krig mod området, erklærede Qatar at det ville bidrage 1 mia. US$ til genopbygningen. Israel havde jævnet op mod 20.000 bygninger med jorden under sine terrorbombardementer og beskadiget det dobbelte.

Qatar og Saudi Arabien kappes om militært og økonomisk samarbejde med Tyrkiet. Under et statsbesøg i Tyrkiet i december 2014 undertegnede emiren og den tyrkiske præsident en militær samarbejdsaftale, der åbnede op for at det tyrkiske luftvåben kan anvende baser i Qatar og Qatar omvendt anvende baser i Tyrkiet. I december 2015 undertegnedes mere vidtgående aftaler om efterretningsmæssigt samarbejde og etableringen af en tyrkisk militærbase i Qatar.

Det blev i 2015 afsløret, at Qatar havde betalt store summer i bestikkelse til FIFA i 2010 for at sikre sig verdensmesterskabet i fodbold i 2022.

Sharia er grundlaget for lovgivningen i Qatar. Den anvendes især indenfor familieloven, straffeloven og arveloven. Stening, piskning og dødsstraf er almindelige straffeformer. I familiesager tæller kvindens beretning kun halvdelen af mandens og i mange tilfælde slet ikke. Homoseksualitet og konvertering fra islam er «forbrydelser» der straffes med døden. Det samme er utroskab, når det er mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslimsk mand. Seksuelle «forseelser» eller indtagelse af alkohol straffes typisk med piskning eller stening.

Qatar huser USA's største flybase i den Arabiske Golf, Al Udeid flybasen med plads til 10.000 soldater.

I juni 2017 gik Saudi Arabien og dets satellitstater i diplomatisk krig med Qatar. Forklaringen overfor vesten var «Qatars støtte til terrorisme». Forklaringen var interessant, fordi verdens største støtte af terror var Saudi Arabien, der gennem støtte til militante islamistiske grupper i Europa og egentllge terrororganisationer i Mellemøsten støtter terror. Qatar gør det samme. Det er bare andre organisationer. I Egypten støttede Saudi Arabien i 2011-12 den ekstremistiske Salafist bevægelse, mens Qatar støttede det mere moderate Muslimske Broderskab. I Syrien støttede Qatar al-Nusra fronten, der var knyttet til al-Qaeda, mens Saudi Arabien støttede IS. Kernen i konflikten var saudisk utilfredshed med, at Qatar førte sin egen højtprofilerede udenrigspolitik uafhængigt af Saudi Arabien. I løbet af nogle uger blev det diplomatiske pres imidlertid koncentreret om kravet om lukning af Qatars al-Jazeera. TV stationen var langt mere populær end Saudi Arabiens al-Arabiya og dermed en trussel mod Saudi Arabiens æterbårne spredning af wahabisme og udlægning af regional og international politik. For at sætte kongedømmet under ekstra pres indførte Saudi Arabien handels- og transportsanktioner mod Qatar. Landet fik forbud mod at overflyve Saudi Arabien og satellitstaterne der deltog i blokaden: Egypten, Bahrain og Forenede Arabiske Emirater. Samtidig indstillede Saudi Arabien sin eksport af fødevarer til Qatar, der ellers var den vigtigste kilde til fødevarer. Tyrkiet modsatte sig fra starten blokaden og gennemførte i stedet militærmanøvrer med den lille Golfstat. USA's præsident sluttede umiddelbart op om Saudi Arabien og kritiserede Qatar for dets «terrorstøtte». Det sendte supermagtens diplomater på overarbejde, da en af dens vigtigste flybaser i regionen lå i Qatar. Også flere europæiske lande - bl.a. Storbritannien - bakkede op om Saudi Arabien. Kleptokratiet var et lukrativt marked for den europæiske våbenindustri. (US nears $100bn arms deal for Saudi Arabia in time for Trump's visitGuardian 13/5 2017; Gulf plunged into diplomatic crisis as countries cut ties with QatarGuardian 5/6 2017)

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Qatar)
Amnesty International Annual Report 2015 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2015 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)