Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Ukraine
DatoOpdatering
2013.12.15Opdatering 2013
2015.02.02Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 16/8 2016
Læst af: 105.273
Verden  .  Europa  .  Ukraine
: :
Ukraine
Befolkning49,6 mio.
ValutaGrivna
Areal603.700 Km2
HovedstadKiev
Befolkningstæthed82,1 indb./Km2    
HDI placering69    
USA's mand i Ukraine!
Ukraines nye præsident, oligarken og chokoladekongen Petro Poroshenko bydes 4. juni 2014 velkommen i Warsawa af de to nordamerikanske embedsmænd, der i vinteren 2013/14 væltede Ukraines folkevalgte præsident Yanukovich og banede vejen for Poroshenko: Viceudenrigsminister Victoria Nuland og USA's ambassadør i Ukraine Geoffrey Pyatt. I baggrunden udenrigsminister Kerry.

Ukraine grænser op til Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Moldavien i vest og sydvest, med Hviderusland i nord og Rusland i øst og nordøst. I syd støder det op til Sortehavet og Azov havet (Acovsko More). Landskabet er overvejende fladt med enkelte bakkeområder. I sydvest grænser det op til Karpater bjergene og i syd til Krim bjergene. Landet har tempereret fastlandsklima. I syd er jorden sort og dækket af stepper. I nord findes der blandet skovbevoksning (14 % af arealet). Forureningen af floder og atmosfæren er betydelig. Omkring 2,8 millioner mennesker lever i områder, der er forurenet efter Chernobyl katastrofen.

Folket: Ukrainere, 72,7%; russere, 22,1%; hviderussere, 0,9%; moldaver, 0,6%, polakker, 0,4%

Religion: Russisk ortodoks kristendom

Sprog: Ukrainsk (officielt), russisk, rumænsk, polsk, ungarsk.

Politiske partier: Regionernes Parti (Yanukovich' parti); Yuliya Tymoshenko Blokken (bestående af: Alle ukrainere forenede for Fædrelandet, Ukraines socialdemokrati); Viktor Yushchenkos blok, Vort Ukraine (bestående af: Den folkelige union Vort Ukraine, Ukraines forretnings- og Industriparti, Ukraines Folkebevægelse, Den kristelig demokratiske Union, det Republikanske Parti, Ukraines Nationalkongres); Ukraines Kommunistparti; Landbrugspartiet; Socialistpartiet; Kvinder for Fremtiden; De Grønne.

Sociale organisationer:  Konføderationen af frie fagforeninger i Ukraine (KVPU, består af 18 fagforeninger), Ligaen af Ukraines Kvinder, den Ukrainske Nationalkomite for Ungdomsorganisationer (UNKMO).

Officielt navn: Ukrayina.

Administrativ inddeling: 25 regioner. Republikken Krim har særstatus med udstrakt intern autonomi.

Hovedstad: Kiev (Kijef), 2.819.566 indb.(2008).

Andre vigtige byer: Jarkov (Char'cov), 1.692.700 indb; Dniepropetrovsk (Dnemopetrovsk), 1.483.300 indb; Donetsk (Doneck), 1.764.000 indb; Odessa, 1.121.500 indb. (2000)

Regering: Petro Poroshenko, præsident og statschef siden juni 2014. Volodymyr Groysman, premierminister siden april 2016. Parlamentet har ét kammer, Det øverste Råd med 445 medlemmer. 220 af disse vælges i enkeltmandskredse, mens 225 vælges efter et proportionalsystem.

Nationaldag: 24. august (Selvstændighed, 1991)

Væbnede styrker: 273.000 (2003).

Paramilitære styrker: 72.000 (Nationalgarden og Grænseværnet)

 

I det 9-12. århundrede var størstedelen af det nuværende Ukraine underlagt Kiev, der samtidig havde en række alliancer med de slaviske folk i øst. Den vigtigste af disse var alliancen mellem russerne og Kiev. Det gamle russiske folk var ophavsmænd til de tre vigtigste slaviske nationer i øst: Ukraine, Hviderusland og Rusland. I det 12. århundrede brød riget Kiev sammen og blev splittet op i fyrstedømmerne Kiev, Chernigov, Galich og Vladimir-Volinski. I det 13. århundrede fandt tartar-invasionen sted, og i det 14. århundrede annekterede storfyrstedømmet Lithaun områderne Chernigov, Novgorod-Severski, Podolia, Kiev og en stor del af Volin. I den sydlige del af Ukraine og på Krim opstod khanatet (kongedømmet) Krim, der begyndte at invadere Galitzia og Podolia. De transkarpatiske områder blev fra det 11. århundrede erobret af Ungarn.

I det 15. århundredes dannedes det ukrainske folk (af ordet krai, grænse). Sådan kaldtes i 1187 det udstrakte grænseområde, der var befolket af polovtsi (kipchakerne). I 1213 var krai navnet for grænseområdet mod Polen. I det 16. århundrede anvendtes ordet om hele området Ukraine. Historisk eksisterede der tætte forbindelser mellem ukrainere og russere - som under kampene mod de feudale polske og lithauiske kongedømmer og mod tartarene på Krim. I det 16. århundrede blev de ukrainske områder (Volin og Podolia, Kiev og dele af venstre bred af Dnepr floden) indlemmet i Rzecz Pospolita (union af Polen og Lithaun), og de nye magthavere påtvang befolkningen den romerske katolicisme.

I første halvdel af det 17. århundrede intensiveredes frigørelseskampen mod Polen og Lithaun. Det ukrainske folks krig (1648-54) under Bogdán Jmelnitskis ledelse endte med sammenlægningen af Ukraine og Rusland. I 1654 blev Ukraine gjort til autonomt område indenfor det russiske imperium. I det 17. århundrede begyndte ukrainske settlere desuden at slå sig ned i den nuværende Jarkov (Char'cov) region. I de officielle russiske dokumenter figurerede Ukraine som Malo Rossiya (det lille Rusland).

I anden halvdel af det 18. århundrede udviklede det sydlige Ukraine sig til at blive imperiets vigtigste leverandør af hvede. I 1783 blev Krim khanatet - hvor tartarene levede - erobret af Rusland. Efter at Polen var blevet delt mellem Rusland, Prøjsen og Østrig (1793-95), blev højre bred af Dnepr floden lagt ind under Rusland. I slutningen af det 18. århundrede ophævedes Ukraines autonomi, og i 1796 blev Ukraine på venstre bred af Dnepr omdannet til provinsen Malo Rossiya.

Efter sammenbruddet for den russiske zarisme i februar 1917 opstod der en dobbeltmagt situation i Ukraine mellem den provisoriske regering i Skt. Petersborg og det ukrainske Centralråd (Rada) i Kiev. Det var blevet oprettet i marts 1917 med støtte fra borgerskabet og nationalistiske kredse. Efter oktoberrevolutionen gennemførtes i december 1917 den første kongres for de ukrainske sovjetter, og den besluttede at proklamere sovjetmagten. Til gengæld støttede det ukrainske Centralråd de tysk-østrigske styrker, der i foråret 1918 invaderede landet. Frem til 1920 var Ukraine skueplads for voldsomme kampe mellem sovjetmagten og dens indre og ydre fjender. I december 1922 deltog Ukraine i den første Alrussiske Sovjetkongres, der blev afholdt i Moskva, og hvor det blev besluttet at oprette Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (Sovjetunionen).

I mellemkrigstiden gennemførte den sovjetiske regering en omfattende industrialisering af Ukraine og kollektiviserede landbruget.

I overensstemmelse med hemmelige tillægsprotokoller i ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen fra 1939, blev det vestlige Ukraine samme år indlemmet i Sovjetunionen. Det havde indtil da tilhørt Tjekkoslovakiet, Polen og Rumænien. I 1940 blev Ukraine yderligere udvidet med Besarabien og det nordlige Bukovina. I 1941 invaderede nazi-Tyskland Ukraine, hvilket udløste omfattende partisanvirksomhed. Ved verdenskrigens slutning blev Transkarpaterne indlemmet i Ukraine, og alle områder med ukrainske folk var nu indlemmet i Sovjet. Ukraine deltog som separat stat ved stiftelsen af FN.

I 1954 overlod den sovjetiske centralmagt (anført af Nikita Khrustsjov) Krim halvøen til Ukraine. Den havde indtil da været en del af den russiske føderation. Khrustsjov havde tidligere været førstesekretær for det ukrainske kommunistparti og var nu generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistparti. Den ukrainske økonomi konsoliderede sig i de følgende år som den næstvigtiste indenfor Sovjet - efter Rusland.

Den 26. april 1986 fandt historiens hidtil værste atomkraftulykke sted på værket Chernobyl, 130 km nord for hovedstaden Kiev. Reaktoreksplosionen berørte et område, hvor der levede 600.000 mennesker. Blandt dem var 7.000 døde i 1993 som følge af strålingen, og 135.000 var blevet evakueret. Seks dage efter eksplosionen bombarderede militærhelikoptere reaktoren med 6.000 tons af bl.a. sand og bor for at slukke branden og standse nedsmeltningen. Efterfølgende blev det hele indstøbt i en op til 8 m tyk betonkappe, der blev døbt «sarkofagen». Den radioaktive sky berørte ikke blot Ukraine, Hviderusland og Rusland. Områder i specielt Nordsverige men også i andre dele af Vesteuropa blev også forurenet af radioaktivt nedfald. I de følgende år kunne russiske og internationale forskere konstatere en øgning i antallet af kræfttilfælde og sygdomme knyttet til radioaktiviteten.

Indenfor rammerne af de reformer som præsident Mikhail Gorbachov fra 1985 satte i gang i Sovjetunionen, stiftede ukrainske kommunister og nationalister den Folkelige Ukrainske Bevægelse for Perestroika (RUKH), der krævede større politisk og økonomisk autonomi. Ved parlamentsvalget i marts 1990 fik RUKH's kandidater udstrakt støtte i befolkningen. Den 16. juli 1990 proklamerede Ukraines Øverste Sovjet (parlamentet) republikkens statslige overhøjhed. Den 24. august 1991 blev erklæringen om Ukraines selvstændighed vedtaget, og samtidig blev der udskrevet folkeafstemning for at forkaste eller bekræfte denne beslutning. I december bekræftede 90 % af ukrainerne beslutningen. Ved samme lejlighed blev den tidligere generalsekretær for Ukraines Kommunistparti, Leonid Kravchuk valgt til præsident med 60 % af stemmerne. Rusland, Canada, Polen og Ungarn anerkendte umiddelbart Ukraines selvstændighed.

Ved et møde den 8. december 1991 erklærede præsidenterne for Ukraine, den Russiske Føderation og Hviderusland, Sovjetunionen for opløst, og dannede i dets sted Statssamfundet af Uafhængige Stater (SNG). Ukraine erklærede sig for atomvåbenfri og neutral, og var villig til at lade sig integrere i Europa. Få dage senere sluttede 7 andre tidligere Sovjetrepublikker sig til Statssamfundet, men pga. uoverensstemmelserne på især det økonomiske og militære område var det vanskeligt at definere rækkevidden af den nye alliance.

Den nationalistiske entusiasme fik Ukraine til på en række strategiske områder at sætte sig op mod den russiske politik. I slutningen af 1991 erklærede landet, at det havde overherredømmet over de atomvåben, der var installeret på dets område, samtidig med at det i overensstemmelse med START aftalen forpligtede sig til at destruere disse våben indenfor en periode af 7 år. Efterfølgende accepterede Kiev dog, at våbnene blev overdraget til Rusland mod garanti for deres destruktion.

I de første måneder af 1992 frigav den ukrainske regering priserne, indførte sin egen valuta «karbovanets», lovliggjorde produktionen af krigsmateriel og oprettede initiativer for udenlandske investeringer.

Den 5. maj erklærede Krim sig for selvstændigt, hvilket imidlertid stødte på modstand i Ukraines parlament. Krim bøjede sig og annullerede erklæringen. Men i juni reagerede Rusland, annullerede dekretet fra 1954 der overdrog Krim til Ukraine, og krævede området tilbageleveret. Baggrunden for disse skridt var, at Krim var centrum for den sovjetiske Sortehavsflåde, og Rusland ønskede at bevare kontrollen over denne. Kiev modsatte sig imidlertid det russiske pres og gav Krim en form for økonomisk autonomi.

I marts 1993 suspenderede Ukraine transporten af taktiske atomvåben til Rusland, og angav at årsagen var manglende garantier for deres destruktion. De 4 lande i Statssamfundet med atomvåben (Rusland, Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan) blev efterfølgende enige om at oprette en international kommission, der skulle overvåge tilbagetrækningen og ødelæggelsen af atomvåben stationeret i Ukraine.

Konflikten omkring Sortehavsflåden spidsede yderligere til i april, da både den russiske og ukrainske regering hver især hævdede at have den øverste myndighed over flåden. Senere blev de to lande dog enige om at indlede forhandlinger om spørgsmålet.

I september trak premierminister Vitold Fokin sig tilbage fra posten, efter at styringen af landets økonomi var brudt sammen. Han blev erstattet af Leonid Kuchma, der var tidligere arbejdsgiverformand.

Den nye regerings liberale økonomiske politik og privatiseringer stødte på modstand i det Øverste Råd (der var domineret af kommunisterne) og blandt arbejderne. Kuchma indgav derfor den 21. maj sin afskedsbegæring, men den blev afvist. I juni dekreterede det Øverste Råd - i direkte udfordring til Kravchuks moderate udenrigspolitik - hele det nukleare arsenal Sovjetunionen havde efterladt for beslaglagt. Med Sovjetunionens sammenbrud var Ukraine pludselig blevet verdens 3. største atommagt.

Kravchuk var politisk svækket og overdrog i september 1993 den del af Sortehavsflåden der tilkom Ukraine til Rusland. Det var kompensation for den gæld, landet havde opbygget ifht. Rusland for leverancerne af olie og gas. Endvidere fik landet støtte til at nedtage de 46 kraftige interkontinentale SS-24 atomraketter, som Ukraine havde ønsket at bevare til sidste øjeblik som en slags forsikring overfor mulige ekspansionistiske russiske projekter. Oppositionen i Kiev kritiserede kraftigt denne aftale.

I mellemtiden brød økonomien fuldstændig sammen, inflationen nåede op på 100 % om måneden, og Kuchma trådte tilbage.

I november 1993 ratificerede det Øverste Råd START-1 aftalen til begrænsning af strategiske atomvåben, og accepterede den gradvise nedtagning af landets 1.656 atomstridsspidser.

Det første præsidentvalg efter Sovjets sammenbrud fandt sted i juni og juli 1994. Den tidligere premierminister Leonid Kuchma slog den afgående præsident med 52 % af stemmerne, efter at have erklæret sig villig til at indgå i et tættere samarbejde med Rusland og i fuld udstrækning indgå i Statssamfundets økonomiske union.

Gennem 1994 og 95 fortsatte den økonomiske og sociale situation med at forværres. Landets bruttonationalprodukt faldt med 20 % i 1994 og 12 % i 1995, hvilket forstærkede fattigdommen i landet.

I anledning af 10 året for reaktorulykken i Chernobyl i april 1986 gennemførtes der en international kampagne mod atomkraftværkerne i de tidligere socialistiske lande. Ifølge undersøgelser er 1 million mennesker direkte udsat for stråling fra Chernobyl værket, 2,4 millioner lever i berørte områder, og 12 % af republikkens dyrkbare arealer er radioaktivt forurenede.

1997 var præget af beskyldninger om korruption mod premierministeren, Pavlo Lazarenko. Han blev tvunget til at træde tilbage i juli og blev 2 uger senere erstattet af Valery Pustovoytenko. Samtidig stødte præsidenten og parlamentet sammen pga. den langsomme behandling af loven om sammensætning af det nye parlament. Den vedtagne lov slog fast, at 250 af parlamentets 500 medlemmer vælges i valgdistrikterne, mens de øvrige 250 udpeges af de politiske partier.

I september 1997 underskrev USA, Hviderusland, Rusland, Kasakhstan og Ukraine en nedrustningsaftale, der iflg. iagttagere bragte den tidligere START-2 aftale (underskrevet i 1993) ud af det dødvande, den havde været i i flere år.

Ved parlamentsvalget i marts 1998 fik kommunistpartiet 24,7 % af stemmerne og 113 pladser. Der eksisterede dermed et centrum-venstre flertal i parlamentet. I april 1998 genåbnedes en ny reaktor på Chernobyl atomkraftværket.

Ved anden runde af præsidentvalget 14. december 1999 blev den uafhængige Leonid Kuchma genvalgt med 56 % af stemmerne, mens kommunistpartiets kandidat, Petro Symonenko fik 38 %. Kuchma lovede at fortsætte markedsreformerne og den pro-vestlige politik - tilnærmelse til EU, USA og NATO. Symonenko baserede derimod sin kampagne på nødvendigheden af tættere forbindelser med Rusland. Internationale observatører kunne bekræfte, at valget var langt fra at være frit og uden urgelmæssigheder.

I overensstemmelse med sine valgløfter opfordrede Kuchma den 26. november EU til at overveje at optage Ukraine på listen over kandidatlande, når Unionen i december skulle diskutere udvidelse. Iflg. den ukrainske ambassadør ved EU, kunne der blive tale om optagelse, når landet opfyldte EU's politiske og økonomiske krav. Efter aftale med oppositionen udnævte Kuchma i slutningen af december nationalbankdirektør Viktor Yushchenko til ny premierminister.

I januar 2000 dannede 11 centrum-højreorienterede partier en koalition til støtte for Kuchma og for at bremse den «konservative» venstrefløj, som de erklærede. Under en rejse til London en måned senere erklærede premierminister Yushchenko, at Ukraines udlandsgæld må omstruktureres, der må føres en strammere økonomisk politik og gennemføres massive privatiseringer. I overensstemmelse med krav fra Europarådet afskaffede præsidenten den 22. marts dødsstraffen. Den 16. april godkendte 90 % af befolkningen ved en folkeafstemning reformforslag fra præsidenten, der bl.a. giver ham mulighed for at opløse parlamentet, når han ikke får flertal for sine forslag. Oppositionen benyttede lejligheden til at erklære, at Ukraine er på vej mod at blive et diktatur.

På et møde den 18. april blev Leonid Kuchma enig med sin russiske kollega Vladimir Putin om at øge det teknologiske og militære samarbejde mellem de to lande med basis i den ukrainske by Sevastopol ved Sortehavet. De to lande mangler fortsat at blive enige om, hvordan Sortehavsflåden skal fordeles mellem dem. Rusland øger til stadighed sin tilstedeværelse på Krim halvøen, der overvejende er befolket af russere.

Den 25. april 2000 informerede den internationale arbejdsorganisation ILO den ukrainske regering om, at trods det at arbejdsløsheden officielt kun er på 5 %, så er landet på vej ned i dyb økonomisk krise med langt større fattigdom end accepteret af FN. For at bremse den negative økonomiske udvikling anbefalede ILO en omstrukturering af det ukrainske arbejdsmarked.

Efter forsvindingen af en journalist der var kritisk overfor regimet, erklærede politikere fra oppositionen at der eksisterede et bånd, hvor præsidenten inden forsvindingen diskuterede en «løsning» på problemet med omtalte journalist med embedsmænd fra sikkerhedstjenesten. I februar 2001 gennemførtes demonstrationer til støtte for oppositionens krav om, at Kuchma skulle træde tilbage. Den forsvundne journalists halshuggede jrop dukkede op, og stillede Ukraines tilnærmelse til Vesten i bero. Demonstrationerne mod Kuchma fortsatte og tog til i omfang.

I april 2001 afsatte parlamentet premierminister Yushchenko. Han var den største garant for gennemførelsen af de reformen Vesten krævede, og hans afsættelse udløste en politisk krise. Krisen gjorde splittelsen mellem mindst tre politiske sektorer tydelig: pro-russiske kræfter der ønskede at rykke Ukraine politisk tættere til Rusland; pro-vestlige kræfter der ønskede at fortsætte reformvejen og forankre landet i EU og NATO; og endelig mafiaen hvis ønske er at fastholde landet i den ustablitet de selv lukrerer af. Samme måned undertegnede Ukraine en omfattende teknologisk og militær samarbejdsaftale med Rusland.

14% af Ukraines befolkning er på invalidepension. Det drejer sig om veteraner fra Sovjetunionens krig mod Afghanistan, ofre fra Chernobyl katastrofen og ofre fra de hyppige mineulykker i Donbass regionen. Iflg. statistik fra ILO var dødsraten fra Donbass i 2002 5 minearbejdere for hver million tons udvundet kul, hvilket er den højeste rate i Europa. De 12.000 krigsinvalider fra krigen i afghanistan og 3,3 mio. ofre fra katastrofen i Chernobyl lagde i 2001 pres på regeringen for at få den til at iværksætte revalideringsprogrammer for landets handicappede og ofre.

Op til parlamentsvalget i marts 2002 blev en socialdemokratisk viceborgmester i en by i den vestlige del af landet fundet dræbt med 9 kugler i ryggen. Valgkampen havde været præget af politisk pres på medierne, svindel og gensidige beskyldninger mellem magthaverne og oppositionen. Alliancen Vort Ukraine vandt valget med 23,6% af stemmerne efterfulgt af kommunisterne med 20%. Regeringspartiet For et forenet Ukraine kom ind på 3. pladsen med 11,8%. Den liberale opposition beskyldte myndighederne for valgsvindel. Vort Ukraines leder, Yushchenko, stillede spørgsmål ved resultatet fra en lang række valgkredse og hævdede at alliancen vra blevet frastjålet op mod 12% af stemmerne.

I marts 2003 demonstrerede titusinder i Kiev for nok engang at kræve Kuchmas tilbagetræden. I august meddelte Ukraine, at det som deltager i USA's angrebskrig mod Iraq ville sende 1.600 soldater som støtte for den nordamerikanske besættelsesmagt.

Selv om det fortsat erklærede sig interesseret i optagelse i EU og NATO, indgik Ukraine i september en aftale med Rusland, Hviderusland og Kazakhstan og oprettelsen af et fælles økonomisk rum. Det udløste intern kritik i landet og frygt for at det ville hindre integrationen i Europa.

I oktober udløste et russisk digeprojekt en grænsestrid mellem Ukraine og Rusland. Rusland ønsker at bygge et dig ved Kerch strædet, der forbinder Azov havet og Sortehavet på grænsen mellem de to lande.

I december besluttede forfatningsdomstolen, at Kuchma kunne stille op til en 3. periode ved det planlagte præsidentvalg i november 2004. Iflg. forfatningen fra 1996 kan præsidenten højst sidde i 2 perioder, men forfatningsdomstolen besluttede, at Kuchmas periode fra 1994-99 ikke talte med. Kuchma afviste imidlertid muligheden af at stille op til en 3. periode, efter at oppositionen havde beskyldte ham for at «klynge» sig til magten.

Samme måned mødtes præsidenten med den russiske præsident Vladimir Putin på Krim halvøen, hvor de underskrev en aftale om gensidig udnyttelse af Kerch strædet, for dermed at lægge låg på grænsekonflikten mellem de to lande.

I maj 2004 døde 5 i den sydlige del af landet ifbm. en eksplosion i et ammunitionsaffaldsdepot. Eksplosionen berørte et større område og forårsagede skader for flere hundrede millioner US$.

I juli døde 30 arbejdere ved en gaseksplosion i en kulmine i Krasnolymans'ka i den østlige del af landet. Yderligere et antal savnedes. Eksplosionen var den voldsomste i Ukraine i flere år.

I august ignorerede Ukraine protester fra EU og Rumænien mod et ukrainsk projekt, der skal forbinde Sortehavet med Donau via en kanal for skibstrafik.

I september trak Yevhen Marchuk sig fra posten som forsvarsminister. Han blev erstattet af Olexander Kuzmuk.

Den 24. november udpegede landet centrale Valgkommission Víctor Yanukovych som vinder af præsidentvalget nogle dage forinden. Iflg. kommissionen havde den pro-russiske kandidat fået 49,61% af stemmerne, mens USA's kandidat, den liberale Víctor Yuschenko havde fået 46,61%. De få medlemmer af oppositionen der var tilstede ved offentliggørelse reagerede med stærk misbilligelse. Dagen inden var Yuschenko med sine tilhængere brudt ind i parlamentet, og havde på egen hånd ladet sig udråbe til præsident. Flertallet ef de udenlandske valgobservatører - deriblandt repræsentanter fra OSCE og EU - bekræftede uregelmæssigheder i valgprocessen. Nogle observatører som den danske Hanne Severinsen optrådte dog åbent som en del af oppositionen.

Det tætte løb mellem de to kandidater, åbenlys udenlandsk indblanding fra både russisk og vestlig side udløste omfattende og langvarige demonstrationer fra begge kandidaters tilhængere. Den liberale Yuschenkos demonstrationer var dominerende i den vestlige del af landet og hovedstaden Kiev, mens den pro-russiske Yanukovych især fik støtte fra den østlige del af landet, hvor båndene til Rusland historisk har været tættere. Den stærke regionale opdeling af stemmerne skabte frygt for en deling af landet, men begge kandidater erklærede, at de ønskede et forenet Ukraine.

Den 2. december stemte parlamentet Yanukovych ned ved en mistillidsafstemning, og samme dag mødtes præsident Kuchma med Ruslands præsident Putin i udkanten af Moskva for at diskutere den politiske krise i Ukraine. Kuchma foreslog gennemførelsen af et nyt valg. Imens fortsatte Højesteret undersøgelsen af de beskyldninger om valgsvindel, oppositionen fremlagde. Den besluttede efterfølgende at kende valget ugyldigt. Omvalg gennemføres 26. december.

Den 20. januar 2005 erklærede højesteret Viktor Yushchenko for vinder af præsidentvalget. Retten afviste Yanukovychs afsluttende anmodning, der støttede den 2. valgrunde 26. december. Efter en politisk turbulent periode overtog Yushchenko præsidentposten den 23. januar. Den russiske præsident Putin der ellers havde støttet Yanukovych ønskede Yushchenko tillykke med sejren, og erklærede at udviklingen af venskabelige og ligeværdige relationer mellem de to lande fortsat havde Ruslands højeste prioritet.

I februar udpegede parlamentet med overvældende flertal Yulia Tymoshenko til premierminister. Tymoshenko der var allieret med Yushchenko var samtidig en af de mest radikale reformtilhængere og støtter af kampen mod korruptionen. De centrale punkter i hendes regeringsprogram var arbejdet for at få Ukraine optaget i EU og NATO.

I september opløste Yuschenko Yulia Tymoshenkos regering og afsatte hende fra premierministerposten. Hun blev erstattet af Yurii Yekhanurov. Yuschenko sikrede sig på denne måde en usædvanlig skarp politisk modstander. Timoshenko erklærede ved sin aftræden, at Yuschenko i realiteten havde ødelagt den politiske alliance mellem dem og landets fremtid.

I januar 2006 afbrød Rusland forsyningen af gas til Ukraine, da Kiev nægtede at betale en forhøjelse i prisen på 460%. Iflg. de ukrainske myndigheder var det russiske skridt et svar på Ukraines forsøg på at opnå større uafhængighed af Moskva og etablere tættere forbindelse til Vesteuropa. Det russiske statslige gasselskab Gazprom solgte ellers gas til de tidligere medlemsstater af Sovjetunionen til subventionerede priser.

I marts 2006 gennemførtes parlamentsvalg, der blev vundet af Yanukovich' Regionernes Parti, der fik 186 af parlamentets 450 pladser. det blev fulgt af Tymoshenkos Blok, der fik 129 pladser, mens Yuschenkos parti måtte nøjes med 81. I august var præsidenten derfor tvunget til at udnævne sin gamle rival Yanukovich til premierminister i spidsen for en pro-russisk koalition. Samlivet varede dog kort. Landet gennemlevede i marts-april 2007 en parlamentarisk krise, der kulminerede da præsident Yuschenko afsatte regeringen og udskrev valg til den 27. maj. Den beslutning blev udfordret af den afsatte premierminister og hans støtter. Valget blev derfor først afholdt i september, da præsidenten og den afsatte premierminister havde indgået et kompromis. Valget blev vundet af Yuliya Tymoshenkos blok og præsidentens blok. Godt 2 år efter at være blevet afsat kunne Tymoshenko derfor i december atter overtage posten som premierminister.

I april 2007 blev Ukraine og Polen af UEFA udpeget til at være værter for Europamesterskaberne i fodbold i 2012. Det har igangsat en hæftig byggeaktivitet i Ukraine, hvor både veje, hoteller og stadioner skal udbygges for at kunne klare mesterskaberne.

Premierminister Tymoshenko offentliggjorde i maj 2007 en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs. Artiklen med navnet «Containing Russia» (Inddæmning af Rusland) skabte en diplomatisk krise med den store nabo i øst.

I 2008 skabte Georgiens angreb på Sydossetien og Abkhasien, og Ruslands efterfølgende invasion imidlertid en dyb politisk konflikt mellem præsident og premierminister. Mens præsidenten fordømte Ruslands indgriben i konflikten, var Tymoshenko mere tilbageholdende. Præsidentens stabschef gik så langt som til at kalde hende landsforrædder. Tymoshenkos parti stemte nu sammen med oppositionen for at indskrænke præsidentens magt, hvilket fik præsidenten til at trække sit parti ud af koalitionen med Tymoshenko og udskrive nyvalg til afholdelse i oktober. Valget blev i sidste ende udskudt på ubestemt tid, og i stedet dannede Tymoshenko en ny regeringskoalition, hvor præsidentens parti blev skiftet ud med det største oppositionsparti: Regionernes Parti. Det var dermed lykkedes at splitte kræfterne bag den «orange revolution», og de fandt ikke sammen igen.

I løbet af 2009 tog den anti-russiske retorik til i den ukrainske regering og i august erklærede den russiske præsident Medvedev, at Rusland ikke kunne samarbejde med Ukraine med den politiske sammensætning parlamentet havde og dets anti-russiske politik. Ukraine svarede igen ved at kritisere Ruslands «Imperie kompleks».

Præsidentvalget i februar 2010 blev vundet af Viktor Yanukovych, der i 2. runde fik 48,95% af stemmerne, mens Yulia Tymochenko fik 45,47%. I første runde havde han fået 35,32%, mens Tymochenko fik 25,05%. Den politiske scene fra før den «orange revolution» i 2005 var dermed genetableret. Yanukovych fik overvejende støtte i landets østlige del, mens Tymochenko hentede sin opbakning i den vestlige del.

Efter valget trådte Yanukovych tilbage som leder af sit parti, Regionernes Parti, og den nye formand, Mykola Azarov overtog i marts premierministerposten, efter at Tymochenko var blevet væltet ved en mistillidsafstemning.

Ukraine indgik i april 2010 en aftale med Rusland, der forlænger Ruslands basefaciliteter ved Sorte Havet i yderligere 25 år, samtidig med at Rusland sænkede prisen på gas solgt til Ukraine med 30%. Ukraine håber samtidig, at de årlige russiske standsninger af gasleverancerne i de koldeste måneder vil stoppe. Leverancerne er blevet stoppet, når Ukraine ikke har kunnet betale for gassen.

Yanukovych deltog i april 2010 i det Nukleare Sikkerhedstopmøde i Washington, hvor han gik med til at opgive Ukraines lager på 90 kr højt beriget uran, og samtidig nedgradere landets forsøgsreaktorer fra at anvende højt beriget uran til at anvende lavt beriget uran.

Præsidenten satte i december 2010 en række administrative reformer i gang med det perspektiv at reducere antallet af offentligt ansatte gennem en decentralisering af de offentlige institutioner. Han erklærede samtidig, at kampen mod korruptionen indenfor det offentlige havde høj prioritet.

I slutningen af 2011 reducerede præsidenten pensionerne til redningsarbejderne fra Chernobyl, mindre erhvervsdrivende og veretaner fra krigen i Afghanistan i 1980'erne. Nedskæringerne udløste voldsomme demonstrationer i Kiev i oktober-november.

Oppositionsleder Yulia Tymoshenko blev i oktober 2011 idømt 7 års fængsel for magtmisbrug ifbm. indgåelsen af en gasaftale med Rusland i 2009. Retsvæsenet havde forberedt flere andre sager mod hende, der dog alle faldt fra hinanden. I en 19 dages periode i april-maj 2012, atter i oktober-november 12 og i november-december 13 gik Tymoshenko i sultestrejke i protest mod hendes politiske fængselsdom. EU var splittet i sin fordømmelse af dommen over Tymoshenko. På den ene side protesterede Unionen, men på den anden side ønskede den at knytte Ukraine tættere til sig. Allerede i 2010 havde præsident Yanukovych erklæret, at han ikke umiddelbart ønskede at søge om medlemsskab med EU, men ønskede aftaler om samhandel og visumfrihed.

Parlamentet vedtog i november et nyt valgsystem, hvorefter 220 af parlamentets 445 pladser skulle vælges i enkeltmandskredse, mens de øvrige 225 skulle vælges ud fra et proportionalsystem. Kritikere pegede på, at valget i enkeltmandskredse ville være en stor fordel for de største partier - som i Storbritannien hvis valgsystem alene er baseret på enkeltmandskredse.

Den globale økonomiske krise der for alvor slog igennem i 2008 ramte Ukraine usædvanlig hårdt. BNP faldt i 2009 med 15,1% og inflationen nåede op på 16,4%. Eksporten faldt 48,7%, mens importen faldt 53,5%. Samtidig blev arbejdsløsheden tredoblet til 9% i løbet af 2009.

Parlamentsvalget i oktober 2012 gav en tilbage til det regerende Regionernes Parti på 4,4% til 30%, men pga. det ændrede valgsystem gik partiet 10 mandater frem til 185. Tymoshenkos Fædrelandsparti gik 5,2% tilbage til 25,6%, men mistede 55 mandater og måttte nøjes med 101. Det nye liberale oppositionsparti UDAR under ledelse af sværvægtsbokseren Vitali Klitschko stormede ind i parlamentet med 40 mandater og 14% af stemmerne. Kommunistpartiet gik 5 mandater frem til 32, og det højre-nationalistiske Svoboda parti kom ind med 37. I december udpegede Yanukovych Mykola Azarov til en ny periode som premierminister for en regering bestående af Regionernes Parti, Kommunistpartiet og 10 uafhængige parlamentsmedlemmer.

OSCE havde sendt over 1000 valgobservatører til landet, og udtalte umiddelbart efter at «der var tale om et godt valg, ikke perfekt, men dog klart acceptabelt .. i overenstemmelse med demokratiske normer». Den tilføjede dog efterfølgende at «visse aspekter af valgkampen havde været et tilbageskridt ifht. tidligere valg .. og at valget havde været præget af magtmisbrug og overdreven brug af penge». Den politiske opposition i Fædrelandspartiet, Svoboda og UDAR afviste i en fælles pressemeddelelse den 12. november valgresultatet og erklærede at de ville bringe det for nationale og internationale domstole.

I modsætning til Danmark retsforfølges politifolk for mishandling af arrestanter. I juni 2012 gennembankede politifolk en minearbejder i Donetsk. I slutningen af året stod alle 3 politifolk tiltalt for mishandling og tortur af en lang række arrestantter der gik tilbage til 2009. I januar 2012 var politiofficer Serhiy Prikhodko blevet dømt 5 års betinget fængsel for vold med døden til følge mod arresntanten Ihor Indylo i maj 2010.

2014 Statskup made in USA

Ukraines økonomi var i 2013 tæt på falittens rand. Landet havde i 2 år forhandlet en associerings- og frihandelsaftale med EU, der skulle skaffe landet bedre vækstmuligheder. Aftalen skulle underskrives på et EU topmøde i Vilnius i november 2013, men umiddelbart før topmødet blev der tilføjet krav fra IMF til aftalepakken. IMF's krav gik ud på voldsomme offentlige nedskæringer og fjernelse af subsidierne på energi, der ville medføre en stigning i energipriserne på 40%. Stillet overfor disse krav valgte Ukraine at springe fra og takke nej til aftalepakken.

Historien kunne være stoppet her, men USA kunne ikke tillade, at Rusland fik endnu en sejr på hjemmebane. I juni 2013 havde whistlebloweren afsløret NSA's globale spionagenet og efterfølgende fået tåly ophold i Rusland, og i september forhandlede Rusland et kompromis på plads med Syriens Assad om destruering af landets kemiske våben. Derved mistede Vesten et argument for at angribe Syrien militært. USA besluttede derfor, at Ukraines folkevalgte præsident skulle væltes og erstattes af en håndplukket mand. Det samme havde USA gjort i Iran i 1953, i Guatemala i 1954 og senest i Venezuela i 2002. Ukraine blev offer i et storpolitisk spil mellem Vesten (primært USA) og Rusland.

Da det i november blev klart, at regeringen ikke ville underskrive aftalen med EU/IMF indledte oppositionen demonstrationer på Maidan pladsen i Kiev vendt mod regeringen. I starten var demonstranterne få - omkring 2000 - men den 24. november demonstrerede 50-200.000. Demonstrationerne var overvejende fredelige, men den 24. forsøgte en mindre gruppe demonstranter at storme regeringsbygningen, men blev drevet tilbage af tåregas. Dagen efter indledte oppositionsleder Yulia Tymochenko en sultestrejke til støtte for kravet om regeringens og præsidentens afgang. De følgende dage var antallet af demonstranter tilbage på ca. 2000 igen. EU forsøgte nu også at fiske i rørt vande. Den 26. november talte formanden for Lithauens parlament, Loreta Graužinienė til demonstranterne og dagen efter var det det polske parlamentsmedlem Marcin Święcicki. Samtidig satte Kievs bystyre et varmetelt op som service overfor demonstranterne, hvorfra der blev serveret varm og sandwiches. Tidligt om morgenen den 30. ryddede sikkerhedsstyrkerne Maidan pladsen, og de der ikke var hurtige nok fik tæsk. Indenrigsminister Vitaliy Zakharchenko undskyldte senere på TV politiets hårdhændede fremfærd og lovede at der ville gennemført en undersøgelse.

Voldelig gruppe af demonstranter går til angreb på sikkerhedspolitiet 1. december. Den dag indtog de Rådhuset og Kievs Fagforeningshus

Konturene af USA's taktik begyndte nu at vise sig. USA betalte de følgende måneder 10-15.000 arbejdsløse unge fra det vestlige Ukraine for at rejse til Kiev og deltage i demonstrationerne, og supermagten begyndte samtidig at træne og bevæbne højreradikale grupper tilknyttet Svoboda eller endnu længere til højre. Den 1. december havde myndighederne forbudt demonstrationer, men omkring 100.000 trodsede forbuddet og demonstrerede forskellige steder i Kiev. Det der overskyggede demonstrationerne var imidlertid små voldelige grupper af demonstranter, der gik til angreb på sikkerhedsstyrkerne og forsøgte at indtage en række offentlige bygninger. Det lykkedes dem ikke at indtage præsidentens administrationsbygning, men de indtog til gengæld Rådhuset og Fagforeningshuset.

Demonstranterne genindtog samtidig Maidan pladsen og oprettede hvad BBC's korrespondent David Stern betegnede som «nærmest en militærlejr med en imponerende barrikade omkring pladsen». De følgende dage deltog 2-10.000 mennesker i besættelsen af pladsen.

Den 8. december demonstrerede 100-500.000 i Kiev mod politibrutalitet. Demonstrationen var overvejende fredelig, men i slutningen brød en gruppe fra Svoboda ud og væltede Leninstatuen på pladsen. Den 11. december forsøgte sikkerhedspolitiet tidligt om morgenen at rydde barrikaden omkring Maidan, men i løbet af morgenen kom 20.000 demonstranter til og umuliggjorde rydningen.

Regeringen forsøgte at igangsætte forhandlinger ved den 13. at indkalde til en rundbordssamtale mellem repræsentanter fra regeringen, oppositionen, kirken og NGO'er. Samtalen fandt sted, men magten lå et andet sted - på Maidan pladsen. Dagen efter fyrede regeringen Kievs kommunaldirektør og en række højtstående politifolk for at have anvendt overdreven vold ved rydningen af Maidan den 30. november. Samtidig fiskede USA i rørt vande ved at sende kongresmedlemmerne Christopher Murphy og John McCain, der talte til demonstranterne på Maidan og lovede dem deres fulde støtte.

Den 17. december indgik Rusland og regeringen en aftale hvorefter Rusland ville låne Ukraine 15 mia. US$ og sænke gasprisen med 33%. Demonstranterne svarede eigen ved at blokere parlamentet for at hindre det i at ratificere aftalen.

Under hele forløbet havde regeringen fortsat forhandlingerne med EU om associeringsaftalen, og den 20. december meddelte EU at det var klar til at underskrive aftalen, når Ukraine var rede. Men protesterne handlede ikke længere om EU men om at få fjernet regeringen og præsidenten.

Demonstrationer og regeringstro demonstrationer fortsatte ind i januar 2014 og den 16. januar vedtog regeringen vidtgående lovgivning til at dæmme op for urolighederne: en straframme på 10 år for blokade af regeringsbygninger, store bøder og fængsel til demonstranter der bar masker eller hjelme, bøder og fængsel for uautoriseret opstilling af telte, scener og forstærkeranlæg på offentlige områder, forbud mod deltagelse i bilkonvojer med mere end 5 biler, hurtigere fratagelse af parlamentsmedlemmers parlamentariske immunitet, identificering af udenlandsk financierede NGO'er som «udenlandske agenter», to års fængsel til personer der spredte løgne gennem sociale medier, et års strafarbejde for bagtalelse af regeringsembedsmænd, tvungen registrering af internetbaserede medierog telefoner på taletidskort. Oppositionen, EU og menneskerettighedsgrupper kritiserede den drakoniske lovgivning. Den 19. januar demonstrerede op mod 200.000 mod sikkerhedslovene. Demonstrationen forløb overvejende fredeligt til nogle tusinde demonstranter brød ud og via Hrusehvskoho gaden forsøgte at indtage parlamentet. Kampene i dette område fortsatte i 3 dage og kostede 3 mennesker livet. De første under demonstrationerne.

Den 25. januar rapporterede indenrigsministeren, at militante demonstranter var begyndt at opbygge lagde af skydevåben i Rådhuset og Fagforeningshuset. I lyset af den stadig mere kaotiske situation trak premierminister Azarov sig tre dage senere fra posten og flygtede til Østrig. Samme dag underskrev Yanukovych en ny lov, der annullerede sikkerhedslovene fra 16. januar.

Ligeledes den 28. januar optog den russiske efterretningstjeneste en telefonsamtale mellem USA's viceudenrigsminister for Europa, Victoria Nuland og supermagtens ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt, der diskuterede hvem der skulle indsættes i regeringen, når Yanukovich var fjernet. Undervejs i konversationen faldt talen på EU, hvortil Nuland bemærkede: «Fuck the EU», hvortil ambassadøren svarede: «Oh, exactly ..». Russerne offentliggjorde samtalen på YouTube den 6. februar, hvilket førte til en mindre krise mellem EU og USA, men bemærkningerne var i virkeligheden udtryk for, at EU's diplomati var ligegyldigt. Det var CIA's kupplaner der var afgørende. Ligeledes 6. februar offentliggjorde russerne efterretninger om, at USA brugte 20 mio. US$ ugentligt på at financiere og bevæbne oppositionen.

Den 9. februar opfordrede oppositionen Ukraines befolkning til at danne selvforsvarsgrupper. Vitali Klitschko erklærede at folk kunne skrive sig op til grupperne gennem hans UDAR parti. En anden oppositionsleder, Yuriy Lutsenko opfordrede demonstranterne til at bevæbne sig med baseballkøller og hjelme. Opfordringen kom da den politiske opposition erkendte, at den var ved at blive udmanøvreret af de højreradikale grupper financieret og bevæbnet af USA.

Slutspillet i oprøret blev indledt den 18. februar, hvor omkring 20.000 demonstranter gik mod parlamentet med krav om genindførelse af 2004 forfatningen. Under kampene mellem politi og demonstranter går snigskytter i aktion og dræber 18. Halvdelen demonstranter og den anden halvdel politifolk. Retsmedicinske undersøgelser viser efterfølgende, at de blev dræbt af de samme våben og den samme ammunition. Hvem snigskytterne var blev ikke opklaret, men den israelske avis Haaretz interviewede efterfølgende israelske officerer, der var blevet sendt til Kiev i disse dage. Det var ikke sikkerhedsstyrkerne der startede skyderiet. De havde eksplicit forbud mod at skyde med skarpt, netop for at undgå at landet blev hængt ud i verdenspressen, men en del demonstranter blev fotograferet med automatvåben. Tilladelse til at skyde med skarpt blev først givet 20. februar, hvor yderligere 70 blev dræbt. De højreradikale grupper var nu forsynet med automatvåben og gik veldisciplineret til angreb på sikkerhedsstyrkerne.

Efter kuppet mod Yanukovych eksisterede der en dobbeltmagtsituation, hvor højreradikale grupper med Højre Sektor i spidsen suppleret af militser tilknyttet det neo-nazistiske Svoboda parti havde magten over gader og pladser, mens politikerne i parlamentet forsøgte at genetablere en magtbase. I den første regering indgik derfor 10 højreradikale ministre ud af 20. De havde bl.a. forsvarsministerposten

Den russiske efterretningstjeneste offentliggjorde den 5. marts en aflytning mellem den estiske udenrigsminister Urmas Paet og EU's udenrigskoordinator Catherine Ashton hvor koordinatoren for første gang bliver informeret om, at det var de samme snigskytter der dræbte både demonstranter og politi.

Den 21. februar lykkedes det EU at forhandle en aftale på plads mellem Yanukovych og oppositionen, der indebar at forfatningen fra 2004 skulle genindføres, der skulle skrives en ny forfatning frem til september og holdes præsidentvalg inden december. Aftalen blev derefter vedtaget med 386 stemmer mod 0 i parlamentet, men aftalen var ligegyldig. Magten lå hos de højreradikale grupper som USA havde financieret og som holdt pladser og gader besat omkring parlamentet. Samme dag flygtede Yanukovych til Rusland. USA's regimeskift var lykkedes.

Parlamentet indsatte nu Arseniy Yatsenyuk fra det konservative Faderlandsparti som premierminister. Hans regering bestod af 20 ministre, hvoraf de 10 var fra højreradikale partier. Der eksisterede fortsat en dobbeltmagtsituation i hovedstaden, hvor det var bevæbnede højreradikale der kontrollerede gader og pladser, mens politikerne i parlamentet forsøgte at genetablere en magtbase.

Den 23. februar besluttede regeringen som en af sine første embedshandlinger at ophæve loven om minoritetssprog, der gjorde det muligt at anvende russiske, polsk eller rumænsk blandt de etniske grupper i landet. Herefter var ukrainsk det eneste tilladte sprog. Denne lovændring var udløsende for oprøret i den østlige del af landet, der var befolket af etniske russere. Den 1. marts demonstrerede indbyggerne i byerne Kharkiv, Donetsk, Simferopol, Odessa, Luhansk, Melitopol, Yevpatoria, Kerch og Mariupol mod den nye regering. Denne udvikling kom i høj grad på tværs af USA's planer. USA ønskede som belønning for sin financiering af regimeskiftet at få den russiske flådebase på Krim halvøen. Det ønskede Rusland at undgå og støttede derfor fra starten Krims løsrivelsesbestræbelser. Allerede få dage efter kuppet i Kiev tog væbnede lokale militser kontrollen over de offentlige bygninger på Krim, den 16. marts blev der gennemført en folkeafstemning, der gav 96% opbakning til tilslutning til Rusland, og få dage senere blev Krim formelt indlemmet i Rusland. Den ukrainske forsvarsminister måtte i slutningen af måneden indrømme, at over halvdelen af de ukrainske soldater på Krim halvøen var deserteret over på modstandernes side. Han blev derefter afsat.

Den russiske reaktion på USA's forsøg på ekspansion kom på et belejligt tidspunkt. USA og NATO havde lidt militært og politisk nederlag i Afghanistan, hvor det efter 12 års besættelse ikke var lykkedes at besejre oprørerne i landet. NATO var på vej ud og skulle finde en ny «fjende». Rusland stillede sig her villigt til rådighed. Allerede i marts vedtog EU og USA de første sanktioner mod Rusland, der skulle ramme landets elite og dets økonomi. Sanktionerne blev strammet flere gange i løbet af 2014 og 15, og blev mødt af tilsvarende sanktioner fra russisk side mod vesteuropæiske og nordamerikanske varer. Den økonomiske krig forværrede den i forvejen dybe krise i EU.

I EU's og USA's retorik var det Rusland der var agressoren overfor Ukraine ved at indlemme Krim og støtte andre oprørere i den østlige del af Ukraine, der ønskede mere autonomi ifht. Kiev. Man så her bort fra, at det var USA der militært og politisk havde destabiliseret landet og sendt landets folkevalgte præsident, Yanukovych i eksil.

For at ændre magtforholdet ifht. de højreradikale væbnede grupper i Kiev besluttede myndighederne at svække Højre Sektor. Den 12. marts blev der udstedt arrestordre mod Højre Sektors leder i det vestlige Ukraine, Aleksandr Muzychko (a.k.a. Sasha Beliy) og ved en operation den 23. marts blev han skudt og dræbt af sikkerhedsstyrker. Den ukrainske «revolution» åd sine egne.

Efter Krims indlemmelse i Rusland stemte Folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk i maj 2014 om selvstændighed, som iflg. seperatisterne blev vedtaget med over 90% af stemmerne. Udslagsgivende for beslutningen om at gennemføre folkeafstemninger var massakren i Odessa 2. maj, hvor højreradikale ukrainere satte ild til en fagforeningsbygning og lod 42 indebrænde. Seperatisternes militser tog hurtigt kontrol over grænseområdet mod Rusland, og grænsen var dermed åben så våben og frivillige kunne flyde fra Rusland ind i udbryder-republikkerne. Mens Rusland umiddelbart havde indlemmet Krim gjorde landet ikke dette med udbryder-republikkerne.

Præsidentvalget i maj blev allerede i første runde vundet af oligarken og chokoladekongen Petro Poroshenko med 54,7% af stemmerne mod 12,8% til Yulia Tymochenko. USA fik dermed sin mand indsat på præsidentposten. Poroschenko havde sammen med USA financieret kuppet mod Yanukovych. I den østlige del af landet var kun 20% af valgstederne åbne pga. trusler fra seperatister, så Poroshenko var grundlæggende det vestlige Ukraines præsident. Ved hans indsættelse i juni deltog USA's vicepræsident Joe Biden.

Parlamentet ændrede i juli reglerne for størrelsen af partiernes parlamentsgrupper og opløste derefter det Ukrainske Kommunistparti. Hen over sommeren havde flere partier forladt «regeringen» og Poroshenko udskrev derfor i august parlamentsvalg til afholdelse i oktober. Ved valget i 2012 var Yanukovych' Regionernes Parti det største i parlamentet med 34% af pladserne, men partiet anerkendte ikke udskrivelsen af valget og boykottede derfor dette. De fire største partier efter oktobervalget var alle nye - havde ikke deltaget i 2012. Størst blev Poroshenkos nydannede parti Petro Poroshenko Blokken, der fik 132 mandater ud af 450. Den konservative «Folkefront» fik 82, mens det kristelige Selvhjælpsparti fik 33. Valgdeltagelsen var 51,2% og som ved præsidentvalget blev valget i vid udstrækning boykottet i øst. Efter 1½ måneds forhandlinger dannede Arseniy Yatsenyuk en koalitionsregering bestående af 5 partier, deriblandt de 3 største.

I juni underskrev landet associeringsaftalen med EU, og præsidenten erklærede at det var første skridt på vejen mod EU medlemsskab. Samarbejdsaftalen med Rusland fra december 2013 var på det tidspunkt for længst annulleret. Den 23. december stemte parlamentet for at annullere en lov fra 2010, der proklammerede Ukraine som alliancefri. En uge senere erklærede præsidenten at han indenfor nær fremtid ville udskrive folkeafstemning om tilslutning til NATO.

I juli blev Malaysian Airlines fligt 17 skudt ned over det østlige Ukraine og alle 298 ombordværende dræbt. Begge parter i konflikten beskyldte modparten for at stå bag nedskydningen. En nederlandsk havarikommission blev nedsat, der afgav endelig rapport om ulykken i 2015.

Kampene i det østlige Ukraine blussede op i januar-februar 2015. Især i Donbass regionen, hvor separatister besatte lufthavnen i Donetsk. I februar blev der forhandlet en skrøbelig våbenhvile på plads, og i september fjernede begge parter deres tunge våben fra fronten, men morterer og geværer blev stadig anvendt i hyppige overtrædelser af våbenhvilen. Frem til efteråret var 9.000 blevet dræbt og 20.000 såret under konflikten; 1,4 mio. var internt fordrevne flygtninge og 600.000 flygtet helt ud af landet. De fleste til Rusland.

I oktober forbød regimet 2 mindre venstrefløjspartier og i december blev landets kommunistparti forbudt. Samtidig hærgede de højreradikale grupper uhindret. I juli var medlemmer af den højreradikale gruppe Pravy Sektor (Højresektor) involveret i en skudveksling med politi i Zakarpattya. 3 blev dræbt. I august gennemførte den højreradikale gruppe Svoboda en demonstration foran parlamentet i Kiev. Under demonstrationen blev der kastet en granat, der dræbte 4 nationalgardister. Flere Svoboda medlemmer blev arresteret. I april blev journalisten Oles Buzina skudt og dræbt foran sit hus i Kiev. Han var kendt for sine pro-russiske sympatier og havde 25.000 kontakter på Facebook. I november sprang ukendte gerningsmænd elektricitetsmaster der leverede strøm til Krim i luften. Det afbrød 70% af elforsyningen til den tidligere ukrainske region. Teknikere fra elselskabet blev derefter hindret i at nå frem for at reparere elmasterne. Først ved udgangen af 2015 var elforsyningen nogenlunde normal igen.

Ukraines BNP sank med 12% i løbet af 2015 og landets valuta blev halveret i værdi overfor US$. 

USA havde ønsket at få kontrol over hele landet - en krænkelse af aftalerne mellem Rusland og USA fra begyndelsen af 1990'erne, hvor randstaterne skulle forblive alliancefri - men supermagten havde i stedet frembragt en de-facto deling af landet og en indædt borgerkrig, der i slutningen af året havde kostet flere tusinde livet. De fleste civile. Moralen blandt de ukrainske soldater var lav og desertering hyppigt forekommende. For at kompensere herfor lod myndighederne Højre Sektor oprette «Azov Bataljonen» med hovedsæde i Mariupol, og USA sendte militærrådgivere samt terrororganisationen Blackwater ind i det østlige Ukraine. Grundlæggende var der tale om en klassisk stedfortræderkrig med USA på den ene side og Rusland på den anden med Ukraine som kampplads.

I februar 2016 trådte finansminister Aivaras Abromavičius tilbage i protest mod regeringens manglende vilje til at bekæmpe korruptionen. Premierminister Yatsenyuks popularitet var i forvejen styrtdykket, så præsident Poroschenko benyttede lejligheden til at fyre ham. I april blev Volodymyr Groysman indsat som ny premierminister. Han lovede ved sin tiltræden - som forventet - at søge tættere forbindelse til EU og bekæmpe korruptionen.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Ukraine)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter 2016 (engelsk)

Ukraine Crisis - timeline, BBC World
Ukraine’s Uprising Against NATO, Neoliberals And Oligarchs – An Interview With Boris Kagarlitsky, CounterCurrents, september 2014
Forskere advarer mod højreradikale i Ukraines regering, DR, 12/3 2014
Ukraine crisis: bugged call reveals conspiracy theory about Kiev snipers. Estonian foreign minister Urmas Paet tells EU's Cathy Ashton about claim that provocateurs were behind Maidan killings, Guardian, 5/3 2014