Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Moldavien
DatoOpdatering
2013.12.11Opdatering 2013
2015.01.31Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 20/11 2017
Læst af: 55.602
Verden  .  Europa  .  Moldavien
: :
Moldavien
Befolkning4,3 mio.
ValutaMoldaviske leis
Areal33.700 Km2
HovedstadChisinau
Befolkningstæthed127,5 indb./Km2    
HDI placering99    

Moldova er beliggende syd for Rusland med grænser mod vest til Rumænien og mod øst til Ukraine. Landet er beliggende ved foden af Karpaterne. Landskabet består af lavtliggende rimeligt flade sletter. De vigtigste floder er Dniéster og Prut. Jorden er sort og frugtbar. Gennemsnitstemperaturen om sommeren er 19-22 ºC og om vinteren 3-5. Økonomien er primært baseret på landbrug og kvægdrift. Der dyrkes vindruer, sukkerroer, frugter og grøntsager. 40 % af grundvandet er bakterielt forurenet og 45 % af floderne og søerne er kemisk forurenet.

Folket: Moldaver, 64,5%; ukrainere, 13,8%; russere, 13 %; gagaúzer, 3,5%; bulgarere, 1,5%.

Religion: Russisk ortodoks

Sprog: Rumænsk (officielt), russisk, ukrainsk, gagaúzo

Politiske partier: Det demokratiske Agrarparti; Moldovas Kommunistparti; Det demokratiske Konvent; Bevægelsen for et fremgangsrigt og demokratisk Moldova; De demokratiske kræfters Parti; Arbejdernes kommunistparti i Dniéster dalen.

Officielt navn: Moldova

Hovedstad: Chisinau, 911.400 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Tiraspol, 205.900 indb.; Beltsi (Bel'cy), 173.200 indb.; Benderi (Bendery), 142.800 indb. (2000)

Regering: Igor Dodon, præsident siden december 2016. Pavel Filip, premierminister siden januar 2016. Parlamentet har ét kammer med 101 pladser.

Nationaldag: 27. august (Uafhængighedsdagen, 1991)

Væbnede styrker: 7.210 (2002)

Paramilitære styrker: 2.500 Opon (anti-demonstrationspoliti)

 

Moldaverne nedstammer fra romaniserede folkeslag fra den sydlige del af Østeuropa. Krønikeskriveren Jon Skilitsa nævner i år 976 volojo folket som moldavernes forfædre. Midt i det 14. århundrede oprettede volojo'erne fra nordøst en stat, uafhængig af det ungarske kongerige, i den sydlige del af Bukovina. Den første gospodar (regeringschef) i fyrstedømmet Moldova var Bogdán (1356-1374), selv om fyrstedømmet iflg. sagnet blev dannet af Dragos.

I den anden halvdel af det 14. århundrede løsrev moldaverne sig fra den ungarske dominans og fra tartar khanerne, samtidig med at de udvidede deres territorium. I begyndelsen af det 15. århundrede havde Moldova således sin østlige grænse ved floden Dniéster, i syd ved Sortehavet og Donau, og i vest ved Karpaterbjergene.

Det lille fyrstedømme lå indenfor de større omkringliggende staters interessessfære. Det gjaldt Ungarn, Polen, Storhertugdømmet Lithaun, Tyrkiet og khanatet på Krim. Fyrstedømmet blev afhængigt af Ungarn, Polen og det Osmanniske Imperium. Den officielle religion var den kristent ortodokse. Det officielle sprog blev kaldt kirke-slavisk og blev ikke kun brugt under de religiøse ceremonier, men også i administrationen og ved undervisningen. Fyrstedømmets første hovedstæder var Baya, Siret og Suchava. Befolkningen var overvejende beskæftiget med kvægdrift og dyrkningen af hvede og vin.

Fyrstedømmet Moldova opnåede et politisk og økonomisk højdepunkt under gospodar'ene Alexander Dobri Den Gode (1400-1432) og Stefan III Den Store (1457-1504). I denne periode førte fyrstedømmet krige mod Ungarn, Polen, og Krim, men den største trussel var alligevel Tyrkiets ekspansion. Moldova blev tvunget til at betale skatter til osmannerne, men da tyrkerne i 1475 invaderede landet, led de et sviende nederlag i slaget ved Vaslui. Alligevel var styrkeforholdet ulige, og i 1484 beslaglagde Tyrkiet de områder, der lå omkring fæstningerne i Kilia og Belgorod, som de gav det tyrkiske navn Akerman. De såkaldte rayá's blev skabt - enklaver styret af tyrkerne.

I begyndelsen af det 16. århundrede mistede Moldova sin statslige selvstændighed og anerkender den tyrkiske sultan, selvom det bevarede en betydelig autonomi indenfor rammerne af det osmanniske imperium. Den tyrkiske kontrol over Bukovina varede ved frem til 1775, da denne blev indlemmet i det østrigske imperium. Besarabien var fortsat under tyrkisk kontrol frem til 1812 og resten af Moldova frem til 1878. I det 18. århundrede havde Tyrkiet berøvet Moldova det ene område efter det andet, og ved midten af århundredet var halvdelen af landets territorium - mellem floderne Prut og Dnestr - på tyrkiske hænder.

Tyveriet af landområder, stigningerne i skatterne til de tyrkiske sultaner og de gentagne invasioner af tyrkere og tartarer der hærgede de moldaviske byer og landsbyer, virkede som stimulans for den anti-tyrkiske kamp. Gospodar'ene Petra Rares (1527-38, 1541-46), Ioann Voda Liuti (1572-74) og Dmitri Kantemir (1710-11) satte sig op mod Tyrkiet. Moldova blev derfor tvunget til at alliere sig med de stormagter, der var Tyrkiets fjender. I 1711 sluttede Dmitri Liuti sin moldaviske hær sammen med den russiske Peter den Stores hær. I sin kamp mod det Osmanniske Imperium indgik landet aftaler med Ungarn, Østrig og Polen, og fra slutningen af det 18. århundrede begyndte det at nærme sig til Rusland.

Alle de krige der i det 18. og 19. århundrede blev ført mellem Rusland og Tyrkiet berørte på den ene eller anden måde Moldova. Prut ekspeditionen som Peter den Store gennemførte i 1711 blev et nederlag for Rusland og dets allierede Moldova, men viste alligevel moldavernes ønske om løsrivelse - med russisk hjælp. Tyrkerne udviklede en betydelig mistillid overfor moldaverne og begyndte at indsætte sine egne Fanar (forstad til Istanbul) fyrster. Denne praksis fortsatte i Besarabien frem til begyndelsen af det 19. århundrede og i resten af Moldova til 1821. Der fandt blodige krige sted mellem Rusland og Tyrkiet sted på moldavisk område (1735-39, 1768-74, 1787-91), og et betydeligt antal frivillige moldaver kæmpede i den russiske hær mod tyrkerne.

Med Jassi fredstraktaten fra 1791 blev Dniésters venstre bred - syd for floden Yagorlik - overdraget til Rusland. På det tidspunkt tilhørte området ikke Moldova, hvad det gør i dag. Under den anden deling af Polen (1793) mellem Rusland, Prøjsen og Østrig fik Rusland endnu en del af Dniésters venstre bred. Efter den russisk-tyrkiske krig (1806-12) og Bukarest freden bemægtigede Rusland sig området mellem floderne Prut og Dniéster (Besarabien). Tidligere havde kun den sydlige del af dette territorium betegnelsen Besarabien. Området fik første omgang autonomistatus indenfor Rusland, og Kisin'ov blev dets hovedstad. I 1873 blev Besarabien gjort til russisk provins, hvor alle det russiske imperiums love var gældende.

Gennem det 19. århundrede voksede befolkningen i Besarabien fra 250.000 til 2,5 millioner. I slutningen af århundredet udgjorde moldaverne halvdelen af denne befolkning. Endvidere fandtes betydelige minoriteter af ukrainere og russere samt bulgarere, tyskere, jøder og muslimer. Hovedstaden Kisin'ov voksede fra 7.000 indbyggere i 1812 til 109.000 i 1897. Under de russisk-tyrkiske krige i 1828-29, 1877-78 og under Krim-krigen i 1853-56 hvor Rusland stod overfor Storbritannien, Tyrkiet og Frankrig, var Besarabien bagland for den russiske hær. Med Paris fredstraktaten fra 1856 blev en del af det sydlige Besarabien nær ved Donau og Sortehavet lagt ind under fyrstedømmet Moldova, der i 1859 sluttede sig sammen med Valakien og dannede staten Rumænien. Med Berlintraktaten fra 1878 blev dette område atter overdraget Rusland.

Fra 1840'erne blev de moldaviske skoler lukket, og fra 1866 blev der ikke længere undervist på moldavisk. Den blev først genoptaget efter den russiske revolution i 1905. Den 2. december 1917 udråbtes Folkerepublikken Moldova, og rumænske tropper rykkede umiddelbart ind i Besarabien, hvor de nedkæmpede den lokale sovjetmagt. I december 1917 til januar 1918 blev sovjetmagten dog reetableret. I december blev Besarabien indlemmet i Rumænien og i slutningen af januar udråbtes Republikken Moldova.

I 1920'erne og 30'erne var det nuværende Moldova opdelt i to områder af forskellig størrelse. Besarabien var en del af det rumænske kongedømme, og den venstre bred af Dniéster tilhørte Sovjetunionen. Den 12. oktober 1924 oprettedes den Moldaviske Autonome Republik i Ukraine. Dens første hovedstad var Balta og fra 1929 Tiraspol. I Moldova skete der betydelige fremskridt indenfor industrialisering og kultur, mens Besarabien som del af Rumænien fortsat var tilbagestående.

Den 28. juni 1940 gav Sovjetunionens regering et ultimatum til Rumænien og Besarabien blev atter indlemmet i Sovjet. Den 2. august oprettedes indenfor rammerne af unionen den Føderative Republik Moldova, som resultat af foreningen af den centrale del af Besarabien og den Autonome Moldaviske Republik. Den nordlige del af Besarabien sammen med den østlige del af den autonome republik forblev i Ukraine. I juni 1941 invaderede de nazistiske tropper Sovjetunionen, Rumænien gik i alliance med Hitler og erobrede hele Besarabien frem til Dniéster og Odessa. Efter 3 års udmattelseskrig generobrede den Røde Hær Besarabien og den nordlige del af Bukovina.

Leonid Brezhnev begyndte sin politiske karriere i Moldova. Først som leder af det lokale kommunistparti for senere at blive generalsekretær i unionens kommunistparti og præsident frem til sin død i 1983.

Mikhail Gorbachov kom til magten som generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistparti i 1985. Med hans åbenhedspolitik - perestroika - dukkede der hurtigt politiske og etniske problemer op i Moldova. Fra 1988 begyndte den lokale Demokratiske bevægelse til støtte for Perestroika at kræve, at det latinske alfabet blev genindført i det moldaviske skriftsprog. De moldaviske nationalister begyndte at kræve, at de russiske indvandreres privilegier blev ophævet, eller åbenlyst at de blev sendt hjem. I juli 1989 blev det med nød og næppe undgået, at det kom til voldelige sammenstød mellem nationalister og russere, der udgjorde 14,2 % af befolkningen i republikken. I august demonstrerede 300.000 moldaver i Kishineu til fordel for Moldovas selvstændighed - med rumænske flag i spidsen.

Den 10. november 1989 vedtog parlamentet Loven om det officielle Sprog i et klima af stærke spændinger. De russisktalende arbejdere satte sig nu op mod nationalisterne, og 80.000 arbejdere gik i strejke. Samtidig forstærkedes separatist tendenserne i Dniéster - hvor andelen af russere er høj - og i Gagasien. Sprogloven gjorde moldavisk til det officielle sprog indenfor politik, økonomi, socialsektoren og det kulturelle liv. Russisk blev henvist til massemedierne.

Den 27. august 1991 erklærede Moldovas regering sig uafhængig af Sovjetunionen. En måned senere erklærede Dniéster og Gagasien sig for selvstændige republikker i protest mod Moldovas selvstændighed og sammenslutning med Rumænien.

Efter det mislykkede statskup mod Gorbachov i Moskva i august 1991, tilbageholdt den moldaviske regering lederne fra de lokale separatistbevægelser. I december gennemførtes det første præsidentvalg, hvor Mircea Snégur blev valgt til præsident. Få dage senere kom det til sammenstød, der kostede 13 livet - blandt moldaviske soldater og russisk talende i Dniéster regionen. Den 2. marts 1992 blev Moldova formelt optaget som medlem af FN. Da det viste sig umuligt at nå frem til en fredsaftale og da kampene fortsatte i Dniéster, indførte præsident Snégur den 16. marts undtagelsestilstand og beordrede alle oppositionskræfter i regionen «neutraliseret».

I juni 1992 kom det til åben krig mellem den lokale prorussiske regering i Dniéster regionen og Moldovas hær. Oprørerne havde Tiraspol, Pridnestrovie som hovedstad og det lykkedes dem at bevare selvstændigheden.

Den moldaviske regering gav nu afkald på anvendelsen af magt til løsning af konflikten. Samtidig skete der en splittelse mellem de moldaviske kræfter, der gik ind for sammenlægning med Rumænien, og de der gik for en selvstændig moldavisk stat.

Under parlamentsvalget fik selvstændighedspartierne stort flertal, hvilket gjorde det muligt for premierminister Andrei Sangheli at fortsætte på posten. I august trådte landets nye forfatning i kraft, der erklærede landet som selvstændigt og demokratisk. To måneder blev der undertegnet en aftale med Moskva med henblik på indledning af tilbagetrækningen af russiske tropper.

I 1995 øgede Chisinau tempoet i programmet for privatiseringer, og gjorde indførelsen af udenlandsk kapital enklere. Det lykkedes ikke præsident Snégur at skabe større opbakning bag sin politik, og ved valget i november 1996 blev han slået af Petru Lucinschi, der fortsatte de økonomiske reformer. Ved parlamentsvalget i marts 1998 sejrede kommunisterne imidlertid med 30,7 % af stemmerne, hvilket blev anset som et nederlag for hans regering. Kommunistpartiet lægger fortsat vægt på statslig centralisering og genindførelse af en socialistisk stat.

Med det formål at reducere den voldsomme økonomiske krise og mindske presset fra den indenlandske og udenlandske gæld, igangsatte Lucinschi i 1999 en ny fase af privatiseringer. Landets telefonselskab Moldtelecom og elektricitetsvæsenet blev sat til salg. El-sektoren var plaget af ineffektivitet og en katastrofal svindel med regningerne, hvor tusinder af kunder havde for vane at lade være med at betale. I dele af landet var der kun strøm nogle timer om dagen. Størstedelen af strømmen kom gennem et net opbygget i sovjettiden fra Ukraine, hvor den blev købt. Også tobaks- og vinindustrien - to af landets økonomiske kronjuveler - blev sat til salg.

I november erklærede parlamentet sin mistillid til premierminister Ion Sturdzas regering. Efter at 2 af præsident Lucinshis kandidater til posten var blevet afvist af parlamentet, blev Dumitru Barghis udpeget som ny premierminister. Han blev indsat den 16. december.

Kommunistpartiet vandt valget i april 2001 med 49.9% af stemmerne, og Vladimir Voronin blev indsat som præsident. En af den nye regerings første gerninger var at indføre russisk som andet sprog i skolen fra 5. klasse. Det udløste omfattende diskussioner, eftersom 70% af moldaverne taler rumænsk. En måned tidligere havde regeringen ratificeret en traktat med Rusland som strategisk partner, hvilket medførte at sprogskridtet blev opfattet som endnu et skridt i retning af russificering.

Omfattende demonstrationer gennemført af det kristeligt demokratiske folkeparti førte i februar 2002 til, at undervisningsminister Ilie Vancea og indenrigsminister Vasile Dregenel trådte tilbage. De havde været fortalere for, at der blev slået hårdt ned på demonstranterne, men i stedet valgte regeringen et tilbagetog ifht. sprogundervisningen og lovede ændringer af historiebøgerne. De kristelige demokrater er fortalere for forening med Rumænien.

I november 2003 foreslog Rusland at opbygge en føderation for at give større autonomi til Transnistrien, og samtidig afslutte en 13 år lang konflikt. Forslaget medførte, at den nationalistiske opposition øjeblikkeligt gik på gaden - endnu før præsident Voronin havde afvist forslaget. Oppositionen anklagede præsidenten for at foretrække tilnærmelse til Rusland, der i området allerede har en fredsstyrke på 2500 mand samt store mængder af missiler og artilleri. Oppositionen opfordrede i stedet til indsættelse af fredsstyrker fra USA og Europa. Voronins tilhængere anklagede til gengæld Washington og EU for at udnytte ustabiliteten i området til at øge deres indflydelse.

I slutningen af 2003 var Moldavien ikke blot Europas fattigste land, men havde også det største indeks for menneskehandel og handel med organer - især nyrer. Donorerne opereres overvejende i Tyrkiet, og deres organer sælges derefter til israelere, arabere eller vesteuropæere.

I juli 2004 blev et børnehjem for forældreløse børn fra Trans-Dniester regionen mellem Moldavien og Rumænien lukket. Hjemmet havde huset 60 børn. Regionen har en overvejende russisktalende befolkning, og de lokale myndigheder beslutteed at lukke hjemmet, der alene havde undervisning på moldavisk. Politiet ryddede hjemmet uden tanke for, at børnene blev sendt direkte på gaden. Rumænien svarede, at myndighederne i Trans-Dniester førte en etnisk og sproglig udrensningspolitik og bad om støtte fra EU til at kræve hjemmet genåbnet. Trans-Dniesters undervisningsminister, Yelena Bomeshko benægtede at hjemmet blev lukket af etniske årsager og erklærede at det blev lukket fordi det ikke havde de nødvendige tilladelser fra de lokale myndigheder til at uddanne børnene.

Relationerne mellem Chisinau og Moskva var blevet alvorligt forværret allerede i 2003, hvor Voronin havde afvist et russisk forslag om Trans-Dniéter separatist enklaven, hvorefter russiske tropper - der aldrig havde rømmet moldavisk territorium - skulle forblive i Trans-Dniéter frem til mindst 2020. Moskva truede med at lade dumaen vedtage sanktioner mod Moldavien. Op til parlamentsvalget i marts 2005 forværredes forholdet yderligere. Voronin udviste 20 russiske statsborgere, anklagede dem for at være spioner og tillod ikke 100 russiske valgobservatører indrejse i Moldavien. Valget blev vundet af Voronin og hans komunistparti - der dog ikke har meget ideologisk tankegods tilbage fra sovjettiden. Voronins position blev dermed styrket, og han orienterede sig i stigende grad mod EU. En måned senere stemte parlamentet næsten enstemmigt for Voronin som præsident og Vasile Tarlev som premierminister.

Parlamentet anmodede i juni 2005 Rusland om, at det trak alle sine tropper i Trans-Dniéter ud inden udgangen af 2006. Anmodningen fremkom efter en specialsession, hvor parlamentet havde diskuteret et fredsforslag for Dnestr, fremsat i april af den ukrainske præsident Viktor Yushchenko. Den russisktalende befolkning i Dnestr havde efter borgerkrigen i 1992 løsrevet sig. Rusland havde samtidig sendt 1200 soldater til regionen, og havde under en konference i Istanbul i 1999 lovet at demilitarisere området inden udgangen af 2003. Men i årene frem til 2005 havde Moskva fastholdt, at en troppetilstedeværelse fortsat var nødvendig for at sikre freden og våbendepoterne fra sovjettiden.

Efter krav fra EU om kontrol med smuglervarer begyndte regeringen i marts 2006 at kræve, at der af alle varer der indføres i landet skal betales told. Det gælder også varer fra Ukraine, der kommer ind gennem Trans-Dniéter. Det førte til protester fra Trans-Dniéter der opfattede skridtet som skjulte økonomiske sanktioner. Chisinau kritiserede til gengæld Moskva for at have standset importen af moldavisk vin. Russerne angav sundhedsrisiko som årsagen, men Moldavien hævdede at der lå politiske motiver bag.

Landet blev i 2007 plaget af den alvorligste tørke i 50 år. Den manglende nedbør ramte 80% af landet, og i juli lå temperaturen i to uger over 40°C. Voronin bekendtgjorde, at importen af mel- og kornprodukter ville være fritaget for told. Det skete i et forsøg på at sikre forsyningen af billig brød, der er hovedbestanddel i den moldaviske kost. Regeringen anmodede endvidere det internationale samfund om hjælp for at undgå en fødevare katastrofe, da størstedelen af landets landbrugsproduktion var gået tabt i tørken.

Siden Rumænien i 2007 blev optaget i EU har op mod 800.000 moldavere søgt om rumænsk statsborgerskab. Alle moldavere med mindst en bedsteforælder der i 1940 havde rumænsk statsborgerskab kan søge om rumænsk statsborgerskab.

Ved parlamentsvalget 5. april 2009 fik kommunistpartiet 49,48% af stemmerne. Det var dermed ubetinget landets største parti, men havde alligevel 1 plads for lidt i parlamentet til at vælge præsidenten. Allerede dagen efter gik oppositionen på gaden, erklærede at valget havde været præget af svindel og at valget skulle gå om. Dagen efter var antalet af demonstranter steget til 15.000, der nu gik til angreb på parlamentet og præsidentpaladset hvor der blev knust vinduer og stukket ild. Protesterne blev organiseret gennem det sociale netværk, Twitter og fik derfor navnet «Twitterrevolutionen». OSCE karakteriserede valget som overvejende frit og fair.

Demonstranterne rummede en del pro-rumænere, der skiftede det moldaviske flag på præsidentpladset og parlamentet ud med det rumænske og EU's flag. Det førte efterfølgende til en konflikt med Rumænien, som Moldavien beskyldte for at stå bag urolighederne. Oppositionen beskyldte til gengæld sikkerhedsstyrkerne for at stå bag urolighederne. De endte med at koste 2-3 mennesker livet, flere hundrede sårede og omkring 800 arresteret. Mange kunne efterfølgende berette om nedværdigende behandling fra politiets side.

Den 10. april meddelte præsidenten at stemmerne ville blive talt. Omtællingen gav dog det samme resultat. Alligevel var situationen så ustabil, at der allerede i juli blev gennemført et nyt parlamentsvalg. Kommunistpartiet gik tilbage til 44,69%. Det var stadig landets største parti, men det fik kun 48 pladser i parlamentet mod oppositionens 53. Oppositionen var imidlertid heller i stand til at enes om en ny præsident, og den parlamentariske situation var derfor usikker. Den 11. september besluttede præsident Voronin derfor at træde tilbage. I overensstemmelse med forfatningen blev den liberale parlamentsformand Mihai Ghimpu udpeget som fungerende præsident til en ny præsident kan vælges. Den usikre politiske situation i landet har indtil videre hindret dette.

Med udpegningen af Ghimpu til præsident blev antikommunismen kraftig styrket i landet. Han benyttede sig af sine forfatningsmæssige beføjelser og udpegede den liberale Vladimir Filat som fungerende premierminister.

I januar 2010 nedsatte Ghimpu en kommission til studie af «det kommunistiske diktatur i Moldavien». I juni indstiftede han «dagen for den sovjetiske besættelse» og samme dag indvidede han «Monumentet over ofrene for den sovjetiske besættelse».

Forfatningsdomstolen erklærede i marts 2010 at der skulle genvælges et nyt parlament for at få løst forfatningskrisen fra 2009. Både præsident og parlament ignorede dog domstolen.

Journalisten Ernest Vardanyan blev i april 2010 arresteret af bevæbnede mænd udenfor sit hus i Tiraspol i Transdniestria. Han blev varetægtsfængslet, anklaget for højforræderi i form af spionage. Den 11. maj udsendte den vigtigste TV station i Transdniestria et interview med ministeren for statssikkerhed, Vladimir Antyufeyev. I interviewet anklagede ministeren Vardanyan for spionage, og der vistes derefter et klip med journalisten der angiveligt bekræftede ministerens anklage og «angrede sin frygtelige fejl». Amnesty International protesterede overfor myndighederne og konstaterede at tilståelsen sandsynligvis var fremkaldt efter pres og under alle omstændigheder ikke ville have nogen vægt i en retsag.

I september 2010 gennemførtes en folkeafstemning om ændring af forfatningen, så præsidenten fremover ikke skulle vælges af parlamentet med 3/5 flertal, men i stedet direkte af folket. Selvom 87,8% stemte ja til forslaget var stemmeprocenten helt nede på 30,3% og forslaget faldt derfor fordi det ikke nåede op på 33%. Parlamentet blev derfor opløst og der blev gennemført nyvalg i november. Ved valget gik kommunistpartiet PCRM yderligere 5,4% tilbage til 39,3. Det liberaldemokratiske parti PLDM gik til gengæld 12,9% frem til 29,4%. Oppositionen når dog ikke op på de 61 mandater der skal til for at udpege en præsident. I december overtog Marian Lupu posten som fungerende præsident. Han var tidligere kommunist, men var i 2009 blevet liberal.

Den uafhængige Nicolae Timofti blev i marts 2012 valgt som præsident af parlamentet, Det skete efter mislykkede afstemninger i december og januar, hvor 2 andre kandidater havde været i spil. Kommunistpartiet boykottede afstemningen med henvisning til at parlamentet var illegitimt. Timofti erklærede at hans første prioritet ville være landets orientering mod Europa - ligesom hans forgænger. I maj ændrede præsidenten lov 100 om civil status, således at moldaver der opfatter sim som rumænere frem over skal identificere sig som rumænere overfor de moldaviske myndigheder.

I november 2012 gav Rusland Moldova et ultimatum om at opsige dets energiaftaler med Europa, med mindre det ville miste rabatten på russisk gas.

I marts 2013 tabte premierminister Vladimir Filat en tillidsafstemning i parlamentet og gik af, selv om præsident Timofti udstedte et dekret der pålagde ham at fortsætte på posten. I april erklærede forfatningsdomstolen at der skulle udpeges en ny premierminister - dog ikke Filat. Præsidenten udpegede derfor Iurie Leancă til ny fungerende premierminister. I maj omdannedes den tidligere regeringskoalition til den «Pro-europæiske Koalition» bestående af landets borgerlige partier. Koalitionen valgte Leancă til premierminister.

LGBT personer forfølges og chikaneres i Moldova. Efter i flere år at have forbudt Pride marcher tillod myndighederne for første gang i 2013 en sådan march, men marchen blev standset af sikkerhedsstyrkerne, da homofobe moddemonstranter fandt ud af hvor marchen skulle gennemføres.

Tortur og mishandling af fanger og arrestanter var fortsat udbredt i landet, og sikkerhedsstyrkerne nød næsten total straffrihed. I december 2013 blev en politibetjent frikendt for at have tævet den studerende Valeriu Boboc til døde 7. april 2009. Politiet hævdede efterfølgende, at Boboc var død af forgiftning. Efterfølgende blev der fremlagt optagelser fra overvågningskameraer der viste politiet i færd med at tæve Boboc. Dette bevismateriale blev ignoreret af dommeren.

Landet underskrev i november 2013 en associeringsaftale med EU under EU topmødet i Vilnius. Landet ønskede gerne optagelse i EU, men det uløste problem med udbryderrepublikken Transnistrien i grænseområdet mod Ukraine spærrer herfor.

Landet underskrev i juni 2014 en associeringsaftale med EU som led i Unionens østlige partnerskabsprogram. Den rumænske præsident Traian Băsescu havde tidligere erklæret, at Rumænien støttede Moldovas optagelse i EU så hurtigt som muligt, og at han gerne så Rumænien og Moldova forenede. Mens Moldova overordnet er positivt stemt overfor EU (51% af befolkningen støttede i november 2014 optagelse) var situationen i den autonome Gagauzia region anderledes. Her var 97,2% imod yderligere samarbejde med EU, 98,4% var til gengæld for at tilslutte sig toldunionen mellem Hviderusland, Kazakhstan og Rusland. 98,9% mente at Gagauzia skulle søge selvstændighed, hvis Moldovas bliver forenet med Rumænien. En yderligere konfliktzone i Moldavien var Transnistria, der i mere end 20 år var blevet regeret som autonomt område. Efter Krim i marts 2014 stemte for at lade sig indlemme i Rusland, fremsatte Transnistria et tilsvarende ønske overfor Moskva. Stormagtspolitikken havde derfor potentiale til at rykke landet fra hinanden.

I februar 2015 meldte premierminister Leancă sig ud af regeringspartiet PLDM. Han mente ikke PLDM var tilstrækkeligt orienteret mod optagelse i EU. I stedet dannede han et nyt konservativt pro-EU parti. Det var starten på 1 års parlamentarisk ustabilitet. Han blev efterfulgt på posten af Chiril Gaburici, der imidlertid kun holdt til juni, hvor statsadvokaten rejste sag mod ham for forfalskning af hans eksamenspapirer. Derefter var Natalia Gherman fungerende premierminister i 1 måned. I juli blev posten overtaget af Valeriu Streleț, der holdt til oktober, hvor han faldt for et mistillidsvotum i parlamentet. Derefter var Gheorghe Brega fungerende premierminister frem til februar 2016, hvor posten blev overtaget af Pavel Filip fra det socialdemokratiske PDM.

Udover politisk instabilitet var 2015 præget af korruption og økonomiske skandalesager. I maj blev det afsløret, at 1 mia. US$ var stjålet fra tre moldaviske banker af den moldavisk/israelske oligark Ilan Shor. I september gik titusinder i demonstrationer med krav om præsidentens og regeringens afgang som følge af korruption. Måneden efter fik PLDM's formand og tidligere premierminister Vladimir Filat ophævet sin parlamentariske immunitet pga. korruptionsanklager. Efter demonstrationerne i september oprettede demonstranter en teltlejr i hovedstaden Chişinău for at fortsætte protesterne mod præsident og regering. Teltlejren var fortsat bemandet i slutningen af året.

Den hidtil største pride march gennemførtes i Chişinău i maj med 300 deltagere. Politiet beskyttede mod personer, der ønskede at angribe LGBTI deltagerne, men valgte dog at afslutte marchen og køre deltagerne bort i busser, før den nåede bestemmelsesstedet.

I oktober-november 2016 gennemførtes præsidentvalg for første gang siden 1996. Forfatningsdomstolen havde i marts afsagt kendelse om, at de indirekte præsidentvalg hvor parlamentet siden 2000 havde valgt præsidenten var i strid med forfatningen. I første runde fik det socialdemokratiske PSRM's kandidat Igor Dodon 48,0%, mens det liberal PAS' kandidat Maia Sandu fik 38,7%. I anden runde fik Dodon 52,1%. Stemmeprocenten var 53,5%. Dodon blev indsat på posten i december. Ved sin indsættelse erklærede han, at Moldavien ikke ville anerkende Krim som en del af Rusland, da Moldavien ønskede at forbedre relationerne til Ukraine.

I december 2016 hævede parlamentet pensionsalderen til 63 år, fra 62 for mænd og 57 for kvinder. Ændringen var et krav fra IMF til gengæld for lån.

I oktober 2017 afsagde forfatningsdomstolen kendelse om, at præsidenten ville blive fjernet fra sit embede, hvis han nægtede at indsætte Eugen Sturza som ny forsvarsminister.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Moldova)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)