Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 72.542
: :
Fattigdom

Fattigdom - hvad er det, hvordan påvirker den menneskers liv, og hvordan kan man bedst komme den til livs? Det er temaer, som samfundsforskere og politikere har beskæftiget sig meget med. Meningsforskellene er store på alle tre punkter. Når det gælder selve definitionen af fattigdom, strides forskere om den har en almen gyldighed eller beror på lokale forhold. Talsmænd for førstnævnte holdning går ud fra, at der findes visse målbare almene behov - for f.eks. mad og bolig - som må tilfredsstilles, for at mennesker ikke skal være fattige. Biologiske behov er imidlertid et helt uegnet mål. Opfattelsen af hvad der er tilstrækkelig, varierer fra kultur til kultur; en fattig amerikaner kan med en inders øje let fremtræde som en velstående mand. Desuden findes der ikke i nogen kultur biologiske mindstemål, som vi mennesker lægger til grund når vi oplever andre eller os selv som fattige. Det som giver udslaget er derimod vores særegne kulturelle standarder for det som er materielle mindstemål for et menneskeværdigt liv. Fattigdom er således et relativt begreb. Og kategorien «de fattige» eller «fattigfolk» bliver kun samfundsmæssig virkelig, hvis den kan danne udgangspunkt for menneskelig handling, når de forskellige grupper i et lagdelt samfund er enige om standarden og vurderingen.

Med andre ord: fattigdom optræder kun i samfund, hvor det findes virkelige forskelle i materiel standard i befolkningen. Stenaldermennesker var ikke fattige, for de havde ingen bedrestillede at sammenligne sig med. Følgelig kunne de ikke opleve deres egen knaphed. Men forskelle alene er ikke nok til at skabe kategorien fattigfolk. Mennesker kan forsøge at skjule deres knaphed, og det er kun hvis de afsløres og deres knaphed bliver kendt for andre, at de fremstår som fattige. Men selv da falder de ikke nødvendigvis ind under kategorien fattigfolk. En indisk asket vælger f.eks. bevidst at klare sig med så lidt som muligt. Og selv betragter han denne livsstil som den mest prisværdige, og hans medmennesker beundrer og ærefrygter ham. Sigøjnernes livsstil opfattes derimod af mange bofaste som kummerlig og alt andet end prisværdig, men hvis sigøjnerne selv har et værdisystem som priser denne stil, er de ikke fattige i deres egne øjne. Det er altså kun hvis bedrestillede og dårligere stillede er enige i vurderingen af hvornår knaphed bliver socialt nederlag og skam, at den egentlige fattigdomssituation opstår.

Meget tyder på, at stadig flere mennesker i verden er i denne situation: Store befolkningsgrupper i den tredje verden, som før var stolte af deres egen kultur, betragter nu sig selv som underudviklede og tilbagestående. I alle verdens større byer er der et voksende proletariat, som helt kommer til kort i forhold til den levestandard, som de ved andre har. Og stadig flere flygter fra et liv i udkantsområder og landsbyer som ikke længere tilfredsstiller deres mål for et menneskeværdigt liv. Når verden således får stadig flere fattige, er det ikke fordi levevilkårene objektivt set forværres så drastisk, men fordi hele verden bliver til et mere lagdelt samfund med samme standarder og mål.

Hvad karakteriserer fattige menneskers liv? Varierer det også med lokal kultur, eller har fattige liv verden over visse fællestræk i livskvalitet? Den nordamerikanske antropolog Oscar Lewis har fremført sidstnævnte synspunkt. Han udviklede begrebet «fattigdomskultur» (culture of poverty) i en liste på over 70 træk, som han antog var alment gyldige, deriblandt apati, manglende evne til langsigtet planlægning, manglende familiesammenhold, og mødre som familiens kerne. Listen er aldrig blevet videnskabelig testet, og må anses bero på spekulationer. Desuden kan en sådan optagethed af ligheder let vende opmærksomheden væk fra de kulturelle uligheder, som gør at fattigdom i Cairo og Calcutta alt i alt giver meget forskellige liv. Når Lewis' begreb om fattigdomskultur alligevel er blevet så betydningsfuldt, beror det nok på, at mange af de træk han nævner er iøjnefaldende i de fleste fattigdomssituationer. Men endnu mere skyldes det, at han bliver taget til indtægt for et bestemt politisk syn på hvordan man kan bekæmpe fattigdom, nemlig at det er de fattige selv som må forandres, fordi ondets rod ligger i dem selv, i de holdninger og vaner som udgør deres kultur.

Enhver konkret fattigdomssituation - det liv som de fattige lever det - bliver til ved et samspil af forhold i storsamfundet og i de fattiges eget nærmiljø. De grundlæggende forudsætninger for fattigdom skabes ikke af de fattige selv, men af politisk-økonomiske forhold i samfundet. Men den konkrete udformning som fattige mennesker giver deres liv, fremkommer gennem et væld af små daglige afgørelser, som de selv tager. Denne levemåde/livsstil er ikke naturgivet, men er et valg blandt flere alternativer. Når nogle eksperter mener, at den forskning der tager sigte på at bekæmpe fattigdom, skal koncentrere sig om analysen af storsamfundets politisk-økonomiske struktur, og overse fattige menneskers faktiske livssituation, er det en grundlæggende fejltagelse. For at kunne forudsige virkningerne af praktiske hjælpeforanstaltninger til at bedre de fattiges kår - som storsamfundet iværksætter - kræves først indgående studier af de fattiges dagligliv og livsmønstre. Programmer for bekæmpelse af fattigdom må bygge på en forståelse af samspillet mellem alle de faktorer, som skaber denne ulykkelige livssituation.

U.W.