Behov, af det plattyske behôf, betød oprindeligt : «det, som passer, det formålstjenlige», men anvendes nu i andre sammenhænge. Behov er først og fremmest et biologisk og zoologisk begreb, der bruges om en form for mangler hos levende organismer, nemlig de, der truer eller i det mindste svækker deres eksistens. Et behov siges at foreligge, når organismen befinder sig i en tilstand, som må ændres. Når organismen f.eks. mangler vand, foreligger et behov, der må opfyldes eller tilfredsstilles. Behovene mærkes som regel af organismen, der registrerer behovet for vand i form af tørst, fødebehov som sult, behovet for varme som kulde. Disse behovsfornemmelser kan spænde fra svagt ubehag til stærk smerte. Behovet beskriver en tilstand af lidelse, men selve behovstilfredsstillelsen kan variere fra det mildt lystbetonede til det hæmningsløst nydende, således at det opleves som en glad forventning, når organismen forventer at behovet tilfredsstilles - i modsat fald, blandes ubehaget ved den organiske mangel med angst for at blive såret eller udslettet.

For menneskets vedkommende kan behovsbegrebet altså fortrinsvis anvendes om dets dyriske egenskaber og beskaffenhed. Alle mennesker har visse livsnødvendige behov - for ilt, mad og drikke, udskillelse af affaldsstoffer o.lign. Der er desuden behov for samkvem med andre mennesker, et grundliggende socialt behov, lige som alle dyr formodentlig har behov for samkvem med artsfæller, men mennesket adskiller sig fra dyrene: de emner og temaer, som er de vigtigste for os mennesker, har ikke med de rent organiske behov at gøre. Erkendelse, fornuft, retfærdighed, skønhed og kærlighed er livsvigtige mål for mennesket, men det hænger ikke umiddelbart sammen med organismens behov. Menneskets tilværelse præges ikke kun af behov, men også af interesser.

Ganske vist anvendes begrebet behov også i en anden betydning; der tales f.eks. om «seksuelle behov» eller om «religiøse behov», om behovet for adspredelse og nye omgivelser, men herned menes ikke andet, end at vi mennesker formodentlig ville få det bedre, hvis vi fik seksuel tilfredsstillelse, religiøse oplevelser osv. Desuden kniber det med analogien, når vi taler om de rent organiske behov, da de seksuelle og religiøse forhold er sociale relationer, dvs. interaktive forhold: det drejer sig om at elske og blive elsket.

»Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral» - denne strofe fra Brecht/Weills «Laser og pjalter», er vildledende. Ikke fordi det modsatte er tilfældet - altså at moralen skulle komme før maden - men fordi materielle, organiske behov flettes sammen med og fremtræder gennem sociale krav og aktiviteter. Vi befinder os almindeligvis ikke i en situation, hvor vi først kan tilfredsstille de organiske behov og derpå tage hensyn til de sociale normer, der hersker i vort samfund. Behovstilfredsstillelsen bliver selv reguleret af sociale normer, og i de undtagelsestilfælde hvor tilværelsen virkelig er således at der kan vælges mellem mad og moral - hvor menneskets forhold til andre mennesker karakteriseres ved den blotte, dyriske eksistens - er udfaldet på forhånd givet. Eet menneske kan vælge at tilfredsstille sine organiske behov, et andet menneske kan vælge at dø, fordi en sådan dyrisk eksistens virker meningsløs, eller fordi døden er ment som et «offer», dvs. et følelsespræget bidrag til en forandring af en situation, fra det dyriske tilbage til det menneskelige - for de overlevende.

Der skelnes ind imellem blandt sande og kunstige behov, hvis det f.eks. siges at handelsstandens opfordringer til forbrug fremkalder kunstige behov hos samfundets borgere. En sådan påstand kan medføre, at forretningslivet forsøger at presse det almene forbrug ind i systemer, der ikke er i flertallets interesse. Forbrugerne narres til at tro at indkøb eller forbrug, på een eller anden måde vil styrke vedkommendes position i samfundet, mens det i virkeligheden ikke forholder sig således, dvs. at varekøbet enten er ligegyldigt eller endog forværrer forbrugerens position, ved at virke som afleder for opmærksomheden. I denne sammenhæng indgår begrebet forbrugerisme, der defineres som en sygelig trang til at forbruge for forbrugets egen skyld - omtrent som det forholder sig med trøstespisning.

For ikke at overdrive forbrugerismens betydning, må man imidlertid være klar over, at samfundsøkonomien ikke udelukkende drejer sig om at få dækket materielle behov og at forbruget ikke kan betragtes som ren tidsspilde for forbrugeren. Anskaffelse og forbrug er en måde at få kendskab til produktionslivet på - altså en form for deltagelse i samfundslivet; vigtig i samme grad, som produktionslivet er vigtig for samfundet.

Kunstige behov, skarpt defineret, fremkaldes derimod af rusgifte. Alkoholisme og narkomani kan være så stærkt fremskredent hos de afhængige, at deres organismer simpelthen må have rusgiften for at kunne fungere, og hvor en for hurtig afvænning sætter liv og helbred på spil. Disse kunstige behov opstår som regel, fordi de organiske behov og de samfundsmæssigt betingede interesser ikke opfyldes i tilstrækkeligt omfang.

Man kan selvfølgelig i daglig tale anvende ordet «behov» både i en stram og i en lidt løsere forstand, tale om behovet for parkeringspladser, døgninstitutioner osv. På et teoretisk plan er det derimod vigtigt, hvilken betydning, man tillægger behovene. Hvis man forestiller sig mennesket som et «behovsvæsen», er det f.eks. rimeligt at antage, at oprør har sin oprindelse og sit grundlag i utilfredsstillede behov. Erfaringer tyder imidlertid på, et det ikke er de dårligst stillede, som gør oprør eller de ivrigste deltagere, når oprøret er gået i gang. Det understøtter teorien om, at behov spiller en begrænset rolle i tilværelsen.

D.Ø.