Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 76.895
: :
Teori

En teori - indenfor erfaringsvidenskaberne - er et ordnet sæt af generelle påstande om de sammenhænge - særligt årsagssammenhænge - som gælder indenfor en større eller mindre del af tilværelsen. Der er tale om et ordnet sæt, fordi nogle påstande i en teori er mere grundlæggende end andre. I teorien om den naturlige udvælgelse er det f.eks. en grundlæggende påstand, at organismerne udvikler sig gennem små mutationer, hvor de der har en større reproduktionsevne vinder over de svagere. En afledet påstand indenfor teorien er, at organismerne fordeler deres tid mellem forskellige aktiviteter, således at tiden bliver anvendt mest mulig effektivt - med henblik på reproduktion.

I teorien om den kapitalistiske produktionsmåde kan en grundantagelse være, at virksomhederne søger at opnå størst mulig fortjeneste, og en afledt påstand kan være, at en branche vil producere færre varer til højere priser, dersom den består af nogle få store virksomheder, end hvis den består af mange små.

Endvidere består en teori af generelle påstande, da vi kræver at en teori skal indeholde mere end udsagn om enkelttilfælde. En teori må formuleres således, at den gælder for et - i princippet - ubegrænset antal enkelttilfælde. Hvis man bruger et udtryk som: «en teori for udbruddet af Den 1. verdenskrig», må den teori der forklarer det faktiske forløb også kunne sige noget om, hvordan det ville være gået, dersom forskellige forhold i udgangspunktet havde været anderledes.

Endelig må en teori indeholde udsagn om sammenhængene mellem forskellige fænomener. Der er i hovedsagen tale om tre slag sammenhænge: Årsagssammenhænge (som i fysikken), meningssammenhænge (som i samfundsvidenskaberne) og funktionelle sammenhænge (som i biologien). Blandt disse er årsagssammenhængene de vigtigste - i alt fald hvis man accepterer den almindelige opfattelse om, at alt der sker i princippet kan forklares gennem årsags-virkningsteorier. Alligevel vil vi ofte have behov for en forklaring på meningsniveauet i menneskelige handlinger, hvor handlingerne forklares ud fra det formål de skal realisere, og ikke ud fra de årsager der har ført frem til dem.

En teori formuleres gennem et sæt af begreber. To konkurrerende teorier kan være forskellige, dels ved at de antager forskellige sammenhænge mellem fænomenerne (beskrevet i de samme begreber), dels ved at de anvender helt forskellige begreber. Marxistisk og nyklassisk økonomisk teori adskiller sig f.eks. fra hinanden ved både forskellige antagelser om strukturen i produktionsprocessen (se Kapitalkontroversen), og ved at marxister beskriver økonomien med begrebet «udbytning», som ikke har nogen plads i den nyklassiske teori.

Teorien vil ofte være med til at bestemme betydningen af de begreber, den betjener sig af. Newtons og Einsteins begreb for «masse», betyder f.eks. ikke det samme, og de to teoriers udsagn om masse kan derfor ikke uden videre sammenlignes med hinanden. Men teorierne kan stilles op overfor hinanden på andre måder. F.eks. ved at de giver forskellige forudsigelser om bestemte måleresultater o.l.

Af en teori kan man aflede hypoteser - ofte udformet som en model - som opstilles for at forklare mere afgrænsede sagsforhold indenfor det område teorien dækker. Tag som eksempel teorien om at kapitalister søger størst mulig fortjeneste. Af denne kan man aflede en hypotese om, at virksomhedsejere ikke vil tilpasse sig små ændringer i de løbende markedspriser, fordi udgifterne med at oprette en så finjusteret tilpasningsmekanisme vil være større, end det der kan vindes. Hvis et sådan fænomen kan observeres, er hypotesen - og dermed teorien - styrket.

Teorien står endnu stærkere, hvis man kan eftervise, at konkurrerende forklaringer af det observerede sagsforhold er forkerte. En sådan konkurrerende opfattelse kunne være en teori om, at kapitalistiske virksomheder ikke søger størst mulig fortjeneste, men blot en tilfredsstillende fortjeneste, således at virksomheden ikke ændrer adfærd, før profitten falder under et vist niveau. Teorien om «begrænset rationalitet». For at kunne vælge mellem de to forklaringer, må man finde frem til et sagsforhold, som kan afledes fra den første hypotese, men ikke fra den anden, og se om dette faktisk kan observeres. I eksemplet kunne dette være, at tilpasningen ville finde sted ved store prisændringer, som tillader øget fortjeneste for virksomheden, hvis den tilpasser sig dem.

Verificering/falsificering

Karl Popper argumenterede kraftigt for, at en teori eller hypotese aldrig kan endelig verificeres (bekræftes), fordi det altid kan tænkes, at nogle af de uendeligt mange observationsudsagn som kan afledes fra en teori, viser sig at være forkerte. Derimod mente han, at det er muligt at falsificere (afkræfte) en teori, ved at give et sådan observationsudsagn som modeksempel. En påstand som: «Alle svaner er hvide» kan ikke endegyldig bekræftes ved at påvise en række hvide svaner, for det kan altid tænkes, at man ikke hidtil har observeret en svane med en anden farve. Derimod kan påstanden endegyldigt afkræftes ved at påvise, at der findes sorte svaner. En teori kan derfor aldrig gøre krav på mere end midlertidig gyldighed: En «sand» teori betyder derfor i praksis en «endnu ikke falsificeret» teori. En teori er bedre, jo mere den forklarer, jo flere konkurrenter den har slået ud og jo flere forsøg på falsificering, den har overlevet.

Senere videnskabsteoretikere er gået videre end Popper. Dels ved at rendyrke trækkene i hans teori, dels ved at kritisere den. Her skal nævnes to mindre komplikationer og to mere grundlæggende:

1. Imre Lakatos har sagt, at kriteriet for en god teori også bør omfatte dens evne til at «producere nye fakta». Hvis en teori er i stand til at forudsige og forklare sagsforhold, som man tidligere i det hele taget ikke var klar over, er det en større succes, end hvis man forklarer allerede kendte sagsforhold, som enhver teori indenfor området må kunne gøre rede for. Darwin forudsagde f.eks., at organismers tilpasning til sine omgivelser ikke ville være fuldkommen, fordi de kan opnå øget reproduktionsevne gennem midler, som svækker evnen til at overleve i omgivelserne. Kronhjortens kæmpehorn giver seksuel reproduktiv succes, men ikke økologisk.

2. Thomas Kuhn har understreget, at en teori ikke forkastes, så snart den er falsificeret, som Poppers opfattelse ellers skulle berette. Det er først når man har en ny og bedre teori, at man opgiver den første. «En falsificeret teori - som trods alt forklarer noget - er bedre end slet ingen teori». Indenfor samfundsvidenskaberne kan man f.eks. pege på, at teorier om social lagdeling eller om rationelle producenter fortsat er dominerende, selv om de gentagne gange er falsificeret. Konkurrerende teorier om klassestruktur eller om begrænset rationalitet har endnu ikke tydeligt fået et overtag, fordi de er så løst formuleret, at de ikke giver forudsigelser som er præcise nok til at blive falsificeret. «En falsificeret teori er bedre end en ikke-falsificerbar teori».

3. Et mere principielt problem har at gøre med den såkaldte «Duhem-Quine-tese», opkaldt efter de to videnskabsteoretikere, som især har formuleret den. De mener, at en hypotese eller en teori lige så lidt kan endegyldig falsificeres som endegyldigt verificeres. Når vi skal aflede en hypotese, må vi altid støtte os til andre teorier og hypoteser. Hvis vi da ikke observerer det, hypotesen siger vi skal observere, kan det tænkes, at fejlen ligger i en af disse andre teorier eller hypoteser, snarere end i den hypotese vi efterprøver. Vi ved nok, at noget er falsificeret, men ikke hvad. Antag f.eks. at man skal efterprøve teorien om at forbrugere «vælger rationelt» - det vil sige at de ikke samtidig vælger a frem for b, b frem for c og c frem for a. Vi kan efterprøve dette direkte, ved at spørge forbrugerne om hvad de foretrækker, men da må vi som hjælpehypotese antage, at der er overensstemmelse mellem hvad de tror og hvad de siger, og mellem hvad de gør og hvad de tror. Eller vi kan afprøve det indirekte - ved at se hvordan de faktisk vælger over tid, men da må vi som hjælpehypotese have, at deres smag ikke er forandret.

Hvis en eller begge af disse metoder fører til, at teorien falsificeres, er det alligevel muligt at redde den ved at lægge skylden på en af hjælpehypoteserne: Forbrugerne bedrager os eller sig selv, når de siger at de ville vælge irrationelt, eller deres valgmønster kan være ustabilt snarere end irrationelt. Og forsøger man så at efterprøve hjælpehypoteserne direkte, opstår det samme problem på ny, for også disse må indsættes i et netværk af andre teorier, hvis vi skal kunne aflede observationsudsagn fra dem. Quine og Duhem erkender, at vore teorier ikke står overfor verden enkeltvis, men at det er vore teorier som helhed, der konfronterer erfaringen som helhed. Hvilken som helst teori kan i princippet reddes, hvis vi foretager en passende justering i andre teorier.

4. Et andet grundlæggende problem angår forholdet mellem teori og observationsudsagn (data). I ældre - «induktivistisk» - videnskabsteori troede man, at man først kunne etablere «neutrale» data, og derefter opstille hypoteser om hvordan de hang sammen. Popper understregede, at hypotesedannelsen må gå forud for indsamlingen af data, for at vejlede os i vort valg blandt de uendelig mange observationer, man i princippet kan foretage. I dag er det almindeligt at understrege, at teorien også inddrages i fortolkningen af observationerne. For at data som en temperaturaflæsning eller en prisindeks skal kunne tolkes, forudsætter man en god del termodynamisk eller økonomisk teori. Data er «teoriladede». Dette betyder, at når man skal efterprøve en teori mod observationer, forudsætter det allerede en teori for at give observationsudsagnene mening. Normalt forholder det sig ikke således, at den teori der forudsættes af observationsudsagnene er den samme, som den man skal efterprøve mod observationerne; I så fald havde det været nærliggende, at sige at «en teori skaber sine egne data som bekræfter den». Men den teori der forudsættes af observationerne, må atter afprøves mod andre observationer, som også forudsætter teorier osv.

Selv om den enkelte teori altså ikke skaber sine egne data, vil en denne påstand alligevel være holdbar for hele netværket af teorier. «Lokal» uafhængighed mellem en teori og de observationer som skal bekræfte den, kan være knyttet sammen med «global» afhængighed mellem netværket af teorier og netværket af observationer. På samme måde som Duhem-Quine-tesen viser, at vore teorier danner et hele, viser dette argument, at teori og observation danner et hele. Denne holistiske tanke udgør et brud med den empiristiske eller positivistiske forestilling om, at verden lader sig forklare bid for bid (se Abstrakt).

Teori og data

I nogle tilfælde kan cirkelforholdet mellem teori og data også opstå lokalt, indenfor den enkelte teori. Sprogvidenskaben er et eksempel på dette. Data er her sprogbrugernes umiddelbare opfattelse af, hvilke sætninger der er grammatisk korrekte og hvilke der ikke er det, mens teorien er den grammatik sprogforskeren foreslår for at forklare disse opfattelser. Det kan nu tænkes, at hvis brugerne stifter kendskab med en bestemt teori, vil de opdage indre sammenhænge og modsætninger i deres opfattelser, som de ikke tidligere var klar over, således at de ledes til at ændre deres forestillinger om, hvad der er grammatisk korrekt. Ud fra disse nye data kan sprogforskeren lave en ny teori - og så videre - til han har udviklet en teori, som er i «reflektiv ligevægt». Hvis der nu eksisterer flere lignende teorier, som alle forklarer «sine» data fuldstændig, er de i meget stærk forstand usammenlignelige med hinanden. De er uforenelige, men lige gode. Alligevel er en sådan «lokal cirkularitet» et undtagelse indenfor videnskaben.

Teorier kan være mere eller mindre omfattende. I det ene yderpunkt har vi teorier, som søger at give en næsten total forklaring af bestemte dele af tilværelsen. Teorien om den naturlige udvælgelse og relativistisk kvantemekanik er to eksempler. I det andet yderpunkt har vi teorier, som mere har præg af isolerede generaliseringer: I demokratier er det byrdernes forskellige fordeling og ikke deres tyngde, der fører til oprør (Tocqueville); Et rationelt bureaukrati er kun muligt i en pengeøkonomi (Weber); Efter en strejke vil kapitalistiske arbejdskøbere erstatte arbejdere med maskiner (Marx).

Mellem disse yderpunkter findes det som Robert Merton har kaldt «teorier på mellemniveauet», som f.eks. Durkheims teori om selvmordet eller Adam Smiths teori om arbejdsdelingen. Disse er mere end enkeltstående generaliseringer, men deres udsagn gælder alene under det forbehold, «at andre relevante faktorer holdes konstante». Vor viden om andre relevante faktorer vil på samme måde være viden på mellemniveauet, uden at der findes nogen overordnet teori, som knytter delteorierne sammen. Dette indebærer, at det bliver vanskeligt at forudsige de langsigtede nettovirkninger af en begivenhed eller et indgreb. Delteorierne kan sige noget om, hvad der vil ske på kort sigt i en del af verden, men ikke noget om hvad resultatet bliver, når man tager hensyn til de videre virkninger og deres tilbagevirkninger på deres årsager.

Samfundsvidenskaben har i modsætning til naturvidenskaben ikke udviklet nogen robuste teorier af altomfattende karakter. Der findes nok mange forsøg på at lave sådanne teorier; Den historiske materialisme, Talcot Parsons handlingsteori, teorien om at al social handling er en form for bytte, teorien om at al social handling er en form for nyttemaksimering osv. Men selve mangfoldigheden og spændvidden af disse teorier antyder, at ingen af dem er særlig godt funderet.

Underlig nok ser det ud til, at vi forstår endnu mindre af det enkelte menneske end af samfundet. Indenfor psykoterapien findes der f.eks. - ifølge det anerkendte tidsskrift «Science» - mellem 100 og 140 seriøse skoler, samtidig med at meget tyder på, at terapeutens personlighed betyder langt mere for udfaldet, end den teori vedkommende støtter sig til. Også indenfor nationaløkonomien - som gerne opfattes som den bedst udviklede af samfundsvidenskaberne - ser vi at keynesianere og monetarister er grundlæggende uenige om årsagssammenhængene i økonomien. Hidtil er væksten i samfundsvidenskabelig erkendelse ikke sket gennem udvikling og forbedring af helhedsteorier. Også teorier på mellemniveauet har vist sig at være ret så skrøbelige. Når vi i dag ved mere om menneskesindet og samfundet end før, er det fordi vi har et langt større repertoire af mulige mekanismer, som kan tænkes at indvirke i en given situation.

Teori og praksis

Teorier står ikke kun i en vekselvirkning med data, men også med social praksis. I det sammensatte forhold mellem teori og praksis kan nogle elementer udskilles:

1. Videnskabelige teorier kan være redskaber - eller have virkninger - for praksis, når de giver grundlag for teknologi eller social ingeniørkunst.

2. En teori kan have samfundsmæssig praksis som sin genstand, som tilfældet er i samfundsvidenskaberne.

3. En teori kan have sin årsag i praksis, ved at der er bestemte sociale forhold som gør, at teorien bliver fremsat og accepteret som gyldig.

4. Når både 1. og 2. er opfyldt, opstår spørgsmålet om refleksive eller selv-refererende teorier. Hvis en teori er en del af det samfund, den skal forklare, kan det være nødvendigt for teorien at tage hensyn til sine egne virkninger, dersom den skal give en korrekt forklaring. Den marxistiske «enhed af teori og praksis» sigter bl.a. til, at en analyse af den politiske situation selv kan påvirke situationen. Men normalt er det ikke muligt at lave en teori, som både påvirker situationen i en ønsket retning, og er korrekt i den forstand, at den tager hensyn til sine egne virkninger.

5. Hvis både 1, og 3. er opfyldt, kan der opstå et problem omkring teoriernes effektivitet. Hvis en teori bliver accepteret på grund af bestemte samfundsmæssige interesser, og på tværs af det rent videnskabelige grundlag for at tro på den, er det sandsynligt, at den ikke er et særlig godt redskab til at fremme disse interesser. Lysenkoaffæren i Sovjetunionen er et godt eksempel på denne form for ønsketænkning.

6. Hvis både 2. og 3. er opfyldt, opstår spørgsmålet om ideologier. En ideologi bliver da opfattet som en teori om samfundet, som det ser ud fra en bestemt position i samfundet: Helheden forstået fra delenes synspunkt. Ofte vil en sådan ideologisk opfattelse hvile på en forestilling om, at de årsagssammenhænge som gælder for hver del taget for sig, også gælder for alle dele taget under et. Enhver kan blive rig ved at snyde andre, men alle kan ikke blive rige ved at snyde hinanden.

J.E.


Litteratur

D. Føllesdal og L. Walløe: Argumentationsteori og vitenskabsfilosofi, Oslo 1977.
E. Nagel: The structure of science, London 1961.
K. Popper: The logic of scientific discovery, London 1959.
I. Lakatos og A. Musgrave (red.): Criticism and the growth of knowledge, Cambridge 1970.
S. G. Harding (red.): Can theories be refuted? Dordrecht 1976.