Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 10.784
: :
Kapitalkontroversen

Kapitalkontroversen er betegnelsen for den teoretiske debat indenfor den del af nationaløkonomien, som almindeligvis betegnes som «kapitalteori». Debatten havde sit tyngdepunkt fra 1953 til 67 og har medført, at kapitalteoretikere i dag står overfor hinanden i to skarpt adskilte skoler. På den ene side står de såkaldte «nyricardianske» økonomer ved universitetet i Cambridge i England og på den anden side står de «nyklassiske» økonomer, som har deres teoretiske højborg ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) i Cambridge ved Boston i USA. (Dette sammentræf har medført, at debatten undertiden omtales som «Cambridge-kontroversen».)

Indenfor den nyricardianske retning er Joan Robinson og Piero Sraffa de centrale personer, blandt nyklassikerne Paul Samuelson og Robert Solow. Den nyklassiske skole er dominerende i det vestlige nationaløkonomiske miljø. Den nyricardianske skole står talmæssigt langt svagere. Den nyricardianske skole er hovedsageligt udbredt indenfor den marxistiske tradition, trods enkelte ultraradikale forsøg på at karakterisere den som borgerlig. Den er i dag de bedste - og langt hen ad vejen det eneste - eksempel på et gennemtænkt og intellektuelt gennemarbejdet marxistisk alternativ indenfor samfundsvidenskaberne.

Indholdet i kapitalkontroversen har dels analytiske, dels normative og dels kundskabssociologiske sider. Analytisk drejer spørgsmålet sig om, hvorvidt man kan tale om «kapital» som en produktionsfaktor på linie med arbejde og jord. Den normative side tager problemet op om, hvorvidt kapitalejerne har en ret til belønning for deres kapital. Kundskabssociologisk kan man spørge om, hvor kapitalbegrebet stammer fra, hvilken ideologisk oprindelse eller ideologisk virkning, det kan tillægges. De tre sider er i høj grad sammenvævet - med det analytiske problem som den vigtigste tråd.

Den analytiske side

I de konkrete økonomiske produktionsprocesser findes der tydeligvis ikke «kapital», kun kapitalgenstande af forskellige slags: værktøj, maskiner, bygninger. Til mange formål ville det være ønskeligt, hvis man kunne sammenlægge (aggregere) alle disse kapitalgenstande til et overordnet begreb «kapital». En sådan aggregering foregår på alle områder indenfor nationaløkonomien. Når man skal analysere prisudviklingen, ville det f.eks. være besværligt at følge priserne på alle forbrugsvarer. I stedet konstruerer man et prisindeks som et aggregeret udtryk. I nyklassisk økonomisk teori er denne sammenlægning eller aggregering blevet foretaget ved at sammenlægge kapitalgenstandenes priser.

I teorien indgår der også en forestilling om, at produktionsprocessen lader sig beskrive gennem en produktfunktion, som udtrykker hvor meget man kan producere med givne mængder af de to indsatsfaktorer kapital (aggregeret i priser) og arbejde. Hver af disse faktorer tilskrives så en grænseproduktivitet, et mål for hvor meget produktionen øges, hvis man tilfører en ekstra enhed af denne faktor, mens den anden holdes konstant. Hvis brugen af faktorerne i produktionsprocessen bestemmes af kapitalister, der ønsker højest mulig profit i en frikonkurrenceøkonomi, kan man påvise, at de vil finde det lønsomt at bruge nøjagtig så meget af hver faktor, at grænseproduktiviteten er lig med den såkaldte «faktorbelønning»: løn for arbejde, profit for kapital. Under visse forudsætninger gælder der samtidig, at når begge faktorer lønnes efter sin grænseproduktivitet, vil belønningerne nøjagtig udtømme den totale produktion. Begge faktorer «får, hvad de har skabt».

Den grundlæggende analytiske indvending mod denne teori går ud på, at begrebet «aggregeret kapital» ikke kan indgå som faktor i en produktion. Fire hovedproblemer kan kort nævnes:

  1. Priserne på kapitalvarer (relativt til priserne på forbrugsvarer) afhænger af nettoforholdet mellem løn og profit, og så kan man ikke anvende aggregeret kapital i en produktfunktion, som bl.a. skal muliggøre det at bestemme denne fordeling.
  2. Aggregeret kapital opfører sig ikke altid som en indsatsfaktor «bør» opføre sig. Man kan bl.a. vise, at under enkelte (ikke urimelige) betingelser har kapitalen stigende grænseproduktivitet. Det vil sige, at hver enhed kapital giver større profit, jo mere kapitalintensiv produktionen er. Dette er helt i strid med, hvad der forudsættes i den nyklassiske teori.
  3. Man kan ikke inddele disse teknikker efter deres grad af kapitalintensitet og at sige, at kapitalintensive teknikker er mest lønsomme der hvor arbejdslønnen er høj. Tværtimod kan det tænkes, at én og samme teknik er den mest lønsomme både i USA (med høje arbejdslønninger) og i Indien (med lave), mens en anden teknik er den bedste i lande med middelhøje lønninger (Spanien eller Jugoslavien). Dette er samtidig i strid med de advarsler, som nyklassiske økonomer har givet udviklingslandene mod at efterligne vestlig teknologi.
  4. Selve begrebet «produktfunktion» bryder sammen, fordi man ikke entydigt kan tilordne en bestemt mængde færdig produkt til bestemte mængder arbejde og kapital.

Til grund for alle disse indvendinger ligger en række modeksempler, som hovedsageligt har følgende mønster: For at gøre problemet overskueligt, forestiller man sig, at økonomien kun producerer to varer: en forbrugsvare og en kapitalvare. Kapitalvaren produceres med sig selv og arbejdet som indsatsfaktor, forbrugsvaren produceres med kapitalvaren og arbejde som indsatsfaktor. Man antager videre, at den samme forbrugsvare kan produceres med to forskellige kapitalvarer som mellemled. De to kapitalvarer produceres med forskellige mængder indsatsfaktorer og bruges sammen med forskellige mængder arbejde i forbrugsvareproduktionen. Vi spørger så: hvilken af de to produktionsteknikker er den mest lønsomme? Svaret vil afhænge af arbejdslønnen: når man lader lønniveauet variere, vil snart den ene snart den anden af de to teknikker være den mest lønsomme. Nyklassiske teoretikere har gået ud fra, at hvis én teknik bliver den mest lønsomme, når arbejdslønnen stiger til et vist niveau, vil den forblive den mest lønsomme ved alle højere lønniveauer. Nyricardianernes indsats var at vise, at dette kun er rigtigt under meget specielle forudsætninger, og at man under andre forudsætninger kunne få paradokser som nævnt i 2. og 3. ovenfor.

Ironisk nok viser disse specielle forudsætninger sig at være identiske med Marx' antagelse i første bind af «Kapitalen» om den organiske sammensætning i de to hovedsektorer af økonomien. Det vil sige, at hver af de to produktionsteknikker har lige meget kapital per arbejde i kapitalvaresektoren og i forbrugsvaresektoren. Borgerlige økonomer har traditionelt kritiseret Marx for denne antagelse, til trods for at den ophæves i tredie bind af «Kapitalen», og til trods for at deres egen teori viser sig at hvile på netop denne forudsætning. Det bør tilføjes, at en del nyklassiske økonomer mener, at teorien kan «reddes» - også med andre og mindre specielle forudsætninger. Forsøgene kan nærmest sammenlignes med de astronomer, som ville vise at det ptolemæiske system - hvor solen gik rundt om jorden - også kunne reddes ved indførelsen af hjælpehypoteser.

Den normative og kundskabssociologiske side

Når det aggregerede kapitalbegreb opløses, bliver det også mindre naturligt at betragte kapital som en produktionsfaktor på linie med arbejde og med samme ret til belønning som arbejde. Den politiske kritik af den kapitalistiske teori om indtægtsfordeling stammer fra kapitel 48 i tredie bog af «Kapitalen», og er logisk uafhængig af kapitalkontroversen. Marx viser her, at eftersom kapital er et produkt af tidligere arbejde, findes der kun arbejde i produktionen set over en længere tidsperiode. Når kapitalen forsvinder fra analysen af produktionsprocessen, forsvinder også illusionen om kapitalens ret til belønning. Denne kritik er fuldt ud gyldig som den står, men får større social gennemslagskraft, når man også kan påvise, at kapitalbegrebet i sig selv er usammenhængende. Hvis man så spørger, hvordan begrebet «aggregeret kapital» har kunnet opstå, er det naturligt at antage en forbindelse med klassen af kapitalister. I analogi med arbejdere som «har» arbejdskraft, var det naturligt at antage, at der fandtes noget - kapital - som kapitalisterne «havde». Her som andre steder viser det sig imidlertid, at illusionerne i den borgerlige økonomi skyldes, at produktionsprocessen betragtes fra den «praktiske kapitalists» snævre standpunkt.

J.E.


Litteratur

J. Elster: Om utbytting, Oslo 1977.
G. C. Harcourt: Some Cambridge controversies in the theory of capital, Cambridge 1973.