 |
Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
|
Arbejde er den virksomhed hvorved vi mennesker vedligeholder eller fremmer vor materielle tilværelse gennem tilsigtede ændringer af de materielle omgivelser. Jagt, fiskeri, kvægdrift, landbrug, fremstilling af klæder og værktøj er ældgamle former for arbejde. Arbejde står her i modsætning til tyveri af andres arbejdsprodukter, og til hvile, forbrug, symbolsk virksomhed (leg, kunst osv.) og hærværk.
Menneskene klarer sig gennem livet ved at arbejde, men det kan ikke omvendt sluttes, at vi arbejder for at klare os gennem livet. I en fjern fortid kan arbejdet måske have været den virksomhed, som havde til formål at dække menneskenes biologiske behov. Men arbejdsvirksomheden har altid forandret menneskene: I færd med at dække deres livsnødvendige behov, opdager de nye sider af virkeligheden, som vækker deres interesse og giver anledning til nye målsætninger. Målsætninger som nok udspringer af i behovsdækkende virksomhed, men som ikke selv dækker livsvigtige behov. Gennem arbejdet fjerner menneskene sig stadig længere fra en biologisk (dyrisk) eksistens. Arbejdslivet i vort samfund i dag drejer sig ikke om at vedligeholde vor materielle tilværelse, men om at vedligeholde og videreføre en form for tilværelse overhovedet - dvs. en hel samfundsform. Så godt som alt arbejde er samfundsmæssigt formidlet, altså en socio-materiel virksomhed. I et ufornuftigt samfund vil meget af arbejdsvirksomheden også kunne være ufornuftig. Der kan da let opstå en tanke om, at det er bedst at vende tilbage til arbejdet i dets oprindelige form, men sociologisk betragtet er dette en dyb fejltagelse. Arbejdet lader sig ikke afklæde sin samfundsmæssige form.
Især Marx og traditionen efter ham har understreget, hvordan arbejdet er en erkendende virksomhed: ved at arbejde lærer man tingene at kende, både indefra og udefra, tingenes lovmæssige forhold til hinanden erfares. Og tilsvarende lærer den som arbejder sig selv at kende: gennem arbejdet udvikler hun sine evner, og overskrider til stadighed grænserne for sin tilværelse. I den forstand bliver arbejdsvirksomheden selve princippet for historien, som for Marx er historien om produktionsmåderne.
Men netop derfor bliver fremmedgørelsen under arbejdsvirksomheden så alvorlig. Den som ved lønarbejde eller på anden måde fremmedgøres fra sit arbejdsprodukt eller under sit arbejde, beskadiges i sin erkendelse.
Det synes at stride mod den kendsgerning, at nogle mennesker altid har tvunget andre til at arbejde for sig, dvs. at arbejdet er et åg, som væltes over på andre. Arbejdet er fra gammel tid af da også blevet oplevet som en forbandelse, nedkaldt over menneskene af en vred gud: «I dit ansigts sved skal du æde dit brød.» (Gamle Testamente.1.Mosebog).
Og der foreligger virkelig en modsætning her. Dels fristes enkelte til at udnytte en situationsbetinget magt til at slippe for arbejdet, for at nyde arbejdsfrit. Dette søde liv er en form for henfaldenhed. Dels tvinger nogen andre til at arbejde for sig, samtidig med at de selv styrer arbejdsvirksomheden, for derved at få gennemført deres egne planer i større udstrækning og således i større grad få bekræftet deres jeg. Dels fremtræder arbejdet i sådanne slidsomme former, at det sløver og nedbryder de arbejdende. Forestillingen om arbejdet som en erkendende og udviklende virksomhed er et forbillede og en forudsætning for den konkrete arbejdsvirksomhed, men virkeliggøres sjældent i fuld udstrækning.
På det mere dagligdags plan er arbejde det man får betaling for at udføre, eller kan tjene penge på at udføre. Dette indebærer, at megen vigtig aktivitet i hjemmene ikke regnes som arbejde: reparation af tøj, madlavning, rengøring, pasning af børn, ældre o.l. Da dette traditionelt (og stadig) udføres af (især gifte) kvinder i vort samfund, falder en stor del af befolkningen udenfor arbejdslivet i denne betydning af ordet. Kvindebevægelsens (feminismens) krav om at kvinder må «ud i arbejdslivet» bliver derfor tvetydig: Det kan både betyde, at hjemmearbejdende kvinder må ud i betalt virksomhed, og at kvinder må have mulighed for at arbejde i den ovennævnte (marxistiske) betydning. I det sidste tilfælde er det underforstået at arbejde i hjemmet o.l. ikke er nogen erkendende virksomhed på linje med arbejde indenfor f.eks. handel og industri. Dvs. det underforstås, at man «bliver dum af at gå hjemme». Hvorvidt denne antagelse er korrekt kan diskuteres. Under alle omstændigheder kan man ikke uden videre gå ud fra, at overgangen fra hjemmearbejde til betalt udearbejde betyder mindre fremmedgørelse og øget deltagelse i samfundets vigtige anliggender. Det ville være at blive offer for arbejdsbegrebets dobbelthed.
Retten til arbejde (i en uklar betydning af «arbejde») er i vort samfund offentlig anerkendt. Arbejdsløshed betragtes af alle politiske partier som et onde, som næsten for enhver pris må undgås. Når det er en stor belastning for et menneske at være arbejdsløs, er det ikke først og fremmest fordi indtægterne falder drastisk, men på grund af den stærke grad af fremmedgørelse det medfører at være sat udenfor arbejdslivet, være overflødig. Arbejdsløsheden i vort samfund er officielt kun 6-7 %, men det dækker over, at næsten 30 % af den arbejdsføre befolkning er skubbet ud af arbejdsmarkedet.
| Litteratur | ||
K. Marx, Verker i udvalg, bind 5. Oslo 1970. | ||
| Links til andre opslag i leksikonet | ||
Arbejdsløshed, Behov, Feminisme, Forbrug, Fremmedgørelse, Historie, Marx, Karl, Produktionsmåde | ||