Med profit menes kapitalisternes fortjeneste. Profitten fremkommer på følgende måde: Den totale kapital som en kapitalist skyder ind i produktionsprocessen forøges i værdi pga. skabelsen af merværdi gennem udbytningen af arbejderne. Den kapital der skydes ind, kan opdeles i konstant og variabel kapital, svarende til udgifterne til henholdsvis produktionsudstyr og løn. Summen af disse to kalder Marx for omkostningerne eller kostpris. Den totale værdi der er skabt, er kostpris plus merværdi.

Profitraten - dvs. forholdet mellem profitten og den investerede kapital - giver kapitalisten et indtryk af, hvor godt det er lykkes at øge værdien af sin kapital. I profitraten sættes merværdien i forhold til hele den indskudte kapital - ikke kun den variable. På denne måde fremtræder merværdien som profit. Kapitalen vandrer mellem de forskellige brancher i økonomien på jagt efter maksimal værdiøgning. Dette leder til, at der dannes en gennemsnitlig profitrate. Kostprisen plus gennemsnitsprofitten - dvs. den profit der fremkommer ved at multiplicere kostprisen med den gennemsnitlige profitrate - kalder Marx for produktionsprisen.

Hvis merværdiraten er ens i alle sektorer - og brancher - følger det, at kapitalens organiske sammensætning må være ens i alle brancher for at profitraterne skal være ens. Imidlertid er forudsætningen om ens organisk sammensætning af kapitalerne i alle brancher ikke særlig realistisk, da produktionens tekniske sammensætning er meget forskellig brancherne imellem. Dette indebærer, at nogle brancher ikke får del i den merværdi, de faktisk har produceret, men kun den merværdi der modsvarer gennemsnitsprofitten. Varens værdi - kostpris plus merværdi - bliver altså forskellig fra produktionsprisen - kostprisen plus gennemsnitsprofitten. Dermed bliver merværdien for enkelte kapitalister forskellig fra gennemsnitsprofitten i brancherne. Men i samfundet som helhed er merværdi og samlet produktionspris sammenfaldende, da gennemsnitsprofitraten er bestemt ved total merværdi divideret med total indskudt kapital.

Indenfor borgerlig teori findes der to hovedretninger til forklaringen af profittens opkomst. Den nyklassiske teori bestemmer profitraten - som i de enklere varianter af teorien er lig realrenten, dvs. pengerenten minus inflationsraten - som den størrelse der gør, at kapitalisternes investeringsefterspørgsel bliver lig med husholdningernes udbud af opsparede midler. Dermed bliver opsparing lig med investering (ex ante) og alle får realiseret deres investerings- og opsparingsønsker. Indenfor denne teori er profitraten en pris på linie med andre varepriser, som bl.a. har til opgave at skabe ligevægt på markederne. Denne teori er blevet udsat for stærk kritik i de senere år. Kritikerne har indvendt, at summen af produktionsmidlernes priser der anvendes til at bestemme investeringsefterspørgslen, ikke kan bestemmes uafhængigt af profitraten selv og således heller ikke bestemme investeringerne.

De dominerende blandt kritikerne kaldes (venstre-) keynesianere. Deres teori om profittens bestemmelse går i korthed ud på følgende: Arbejderne antages at forbruge alt hvad de tjener. Kapitalisterne forbruger noget og opsparer eller investerer resten. Hvis kapitalisternes investeringer stiger, øges indtægterne fordi der produceres mere. Indtægtsøgningen fordeler sig på løn og profit, afhængigt af hvor meget kapitalisterne forbruger. Herfra stammer formuleringen: «Arbejderne bruger det de får, kapitalisterne får det de bruger». Afgørende for profittens størrelse bliver ifølge denne teori derfor investeringens størrelse. For keynesianerne er det altså kapitalisternes individuelle tilbøjeligheder til at forbruge eller ej, der bestemmer investeringerne. Teorien tenderer altså mod en individualiserende forklaringsmåde på økonomiske lovmæssigheder.

Å.C.