Kapital eksisterer i mange former. Den findes i bankkapital, handelskapital, ågerkapital og industriel kapital. Den kapitalistiske produktionsmåde bygger på industriel produktion. Historisk set optrådte kapitalen som f.eks. handelskapital, før den kapitalistiske produktionsmåde var udviklet.

Kapitalens historiske udgangspunkt er varecirkulationen, dvs. omsætning eller bytte af varer. Produktion af varer og handel i kapitalistisk forstand går tilbage til dannelsen af verdenshandelen i det 16. århundrede. Kapitalens første historiske form er penge, som er et resultat af varecirkulationen, handels- og ågerkapitalen.

Den enkle form for cirkulation kan udtrykkes: vare - penge - vare, dvs. man har en vare, som man sælger for at kunne købe en anden vare. Hensigten med varebyttet er at få andre brugsværdier end dem, man havde som udgangspunkt (se Vareproduktion). Denne form udtrykker formålet med varebyttet for f.eks. en bonde i en ikke-kapitalistisk økonomi.

Den kapitalistiske form for handel, varecirkulation, kan udtrykkes: penge - vare - penge. Formålet hermed er ikke at skaffe sig andre genstande i bytte for dem man sælger, men ved processens slutning at sidde tilbage med penge. Eftersom det ikke har nogen hensigt at købe varer for at sælge dem for samme mængde penge, er det indlysende, at hensigten må være at opnå flere penge. Det er altså værdi i form af penge, som bliver skudt ind i en proces for at stige i værdi. Når pengene skydes ind på denne måde, er pengene kapital. Kapitalen optræder snart som penge, snart som varer, men hverken penge eller vare er i og for sig kapital. Det bliver de kun, når de indgår som værdier i en proces.

Dette gælder kapital indenfor omsætning (cirkulationssfæren). Først når man betragter kapitalen indenfor den kapitalistiske vareproduktion, kan det forklares, hvordan kapitalens værdi stadig kan stige. I cirkulationssfæren ser det jo ud som om, at kapitalens princip er at købe billigt og sælge dyrt, men det burde være klart, at den samfundsmæssige rigdom ikke kan stige ved at nogle «snyder» andre på markederne. Rigdom fremtræder jo som en samling af varer, dvs. som resultat af en produktionsproces, som er gået forud.

Det som gør en bestemt værdisum til kapital er, at værdien forvandles til den givne værdi plus en merværdi. Og dette - merværdiproduktion - er da også kapitalistens formål med produktionen. Formålet er ikke at producere brugsværdier som sådan, men værdi (som rigtig nok må tage «bolig» i de producerede brugsværdier, se Værdi).

Konstant og variabel kapital

Kapitalistens oprindelige værdisum bruges til indkøb af varer, nærmere bestemt til køb af arbejdskraft, råstoffer og produktionsredskaber. Dette beskrives ved penge - vare i formlen ovenfor. Disse varer har bestemte brugsværdier. Den del af kapitalen som bruges til at købe råstoffer og produktionsredskaber for kaldes konstant kapital. Den del som bruges til køb af arbejdskraft kaldes variabel kapital. Pengene bliver først til variabel kapital i og med at de byttes mod arbejdsevnen (arbejdskraftens brugsværdi). Disse penge (værdier) bruges af arbejderne til køb af forbrugsvarer, til reproduktion, genskabelse af arbejdsevnen, således at arbejderen kan være fysisk og psykisk oplagt til på ny at lade sig bruge i produktionen.

I denne sammenhæng fungerer pengene ikke som kapital. Den variable kapital er imidlertid mindre end den værdi, som skabes af arbejderne i produktionen: Arbejderne arbejder længere tid end det tager at producere varer nok til at reproducere dem selv. Denne merarbejdstid - merværdien - er produktionens formål. Ud af produktionen kommer altså varer med større værdi end værdien af de indskudte varer, som er arbejdskraft, råstoffer og produktionsmidler. Kapitalen har øget sin værdi. Med udtrykket «variabel» sigtes der til, at det som købes for denne kapital - nemlig arbejdskraften - har den egenskab, at den kan skabe ny værdi, ny kapital og altså få kapitalen til at blive forøget.

Konkret og abstrakt arbejde

En vare er en umiddelbar enhed af brugs- og bytteværdi. På sammen måde er kapitalens produktionsproces en enhed af arbejdsproces, og en proces som øger værdien. Kapitalen fremstår i produktionsprocessen på denne måde som brugsværdi. Det konkrete arbejde forvandler de stoflige egenskaber ved råvarer o.lign. til varer med nye brugsværdier. Men samtidig sker der en tilførsel af værdi, dvs. en værdiøgningsproces. Produktionen af brugsværdi og værdiøgningsprocessen er vigtige at holde adskilte, selv om de foregår samtidig.

Arbejdet må betragtes fra to vinkler: Det konkrete arbejde består af de faktiske arbejdsoperationer, som er forskellige fra arbejder til arbejder og fra virksomhed til virksomhed. Arbejdet har samtidig - når man ser bort fra det konkrete, specielle indhold - et fællestræk ved at være menneskelig arbejde eller abstrakt arbejde. Konkret og abstrakt arbejde foregår altså samtidigt, som to sider af samme sag. Mens det abstrakte arbejde, dvs. alle former for arbejde i kapitalistisk produktion skaber ny værdi, overfører det konkrete arbejde værdien af råstoffer og maskiner til de nye varer, som bliver produceret.

Da formålet med den kapitalistiske produktionsproces er værdiøgning - ikke brugsværdiproduktion - er arbejdsprocessen underlagt værdiøgning. Kapitalen er derfor et socialt forhold, et udbytningsforhold, hvor køb og salg af arbejdskraft udgør grundlaget. En klasse - kapitalistklassen - har monopoliseret ejendomsretten til produktionsmidlerne, mens den ejendomsløse klasse - arbejderklassen - bliver nødt til at sælge sin arbejdskraft for at kunne leve. Kapitalen er altså ikke ting, men en bestemt måde som produktionen er organiseret på. Kapitalens epoke er derfor begrænset historisk.

Borgerlige økonomer forveksler kapitalen med værdi, som skal forøges med de former som kapitalen fremtræder i under produktionsprocessen. De kalder således produktionsmidler (maskiner) for kapital, og ofte bruges kapital om en sum penge. Produkter, som ikke indgår i en værdiøgningsproces, bliver også kaldt kapital. Eksempler på dette er sygehuse og skoler. Når kapital opfattes som ting, f.eks. maskiner, bliver følgen, at kapitalens tidsalder fremstilles som evigtvarende, fordi produktionsudstyr m.v. er nødvendig i ethvert samfund.

I de senere år har der indenfor den borgerlige økonomi været en debat om, hvad der skal forstås
ved «kapital». Denne såkaldte Cambridge-kontrovers drejer sig først og fremmest om muligheden for at konstruere et prisudtryk for «kapital», uafhængigt af fordelingen af løn og profit i samfundet. Fra et marxistisk synspunkt har denne kontrovers imidlertid haft begrænset interesse. Få af debattanterne er kommet ud af de former for bevidsthed, som kapitalen skaber, og som gør, at de borgerlige økonomer opfatter kapitalen som ting og ikke som et socialt forhold. (Se Kapitalkontroversen).

Å.C.