Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 54.798
: :
Videnskab

Ved begrebet videnskab forstår man i dag en række meget forskellige fænomener og aspekter ved fænomener. Man må bl.a. skelne mellem videnskab defineret som samfundsmæssig aktivitet og organisation, og videnskab som betegnelsen for en art organiseret viden.

Tyngdeloven er et europæisk samfundsprodukt, men også udtryk for visse forhold mellem solen og planeterne. Førstnævnte eksisterede ikke, da Jerichos mure faldt, men den anden var lige så aktiv som nu. Tyngdeloven kan studeres «udefra» som samfundsprodukt og «indefra» som et sandt eller falsk, bekræftet eller ubekræftet udsagn.

Mens der har været en tendens indenfor videnskabsteorien til at negligere studiet af de ydre relationer, er der nu en tendens til at benægte de indre relationers uafhængighed af de ydre - en slags «sociologisme» eller enøjethed: Alle relationer er samfundsrelationer.

I den første moderne totale krig - den 2. verdenskrig - blev videnskaben mobiliseret i en hidtil uhørt grad. Resultaterne overbeviste de ledende lag i industristaterne om, at store investeringer i videnskab kan bidrage til at løse centrale samfundsmæssige problemer - f.eks. opretholde den økonomiske vækst. Disse investeringer er også afgørende for hurtig at kunne udvikle ny konkurrencekraftig teknologi.

Siden 2. verdenskrig er videnskabens rolle også blevet central ved, at den har fostret et overvejende nyt lag i samfundet - ekspertisen - som formidler eller anvender videnskabelig viden gennem specielt oprettede og mægtige institutioner.

Det er også muligt at tale om politikkens manipulation af ekspertisen. Ekspertisen indenfor et område kommer naturligt nok til forskellige praktiske konklusioner. Myndighederne kan støtte den fraktion, der bekræfter den politik, som magthaverne på forhånd har besluttet sig for. Da det i dag ofte er forbundet med store udgifter at udrede teknisk-videnskabelige spørgsmål, har «modekspertisen» - dvs. den ekspertise som ikke støttes af magthaverne - ringe chance for at trænge igennem med gennemarbejdede modforslag.

Videnskabshistorie og -sociologi

Videnskabens funktion siden krigen har rimeligvis resulteret i en stærkt øget interesse for den som historisk og samfundsmæssig fænomen. Der er grundlag for at sige, at mindst 90% af alle videnskabsmænd og -kvinder er nulevende, og at mindst 99% af dem som professionelt undersøger videnskaber - altså arbejder på at udforme «videnskab om videnskab» - er nulevende. Den voldsomt stigende interesse for videnskaben som fænomen har ført til nye teorier om videnskab.

Videnskabshistorikere har fremlagt materiale fra andre kulturer end den europæiske. Man kan ikke længere påstå, at videnskaben opstod i Grækenland omkring 400 år f.v.t. Babylonsk og kinesisk videnskab er væsentlig ældre. Den kinesiske er bl.a. interessant, fordi de ledende lag formåede at modsætte sig en teknisk-videnskabelig omdannelse af samfundet, som ville true deres magtposition og ændre kulturen, trods det høje teoretiske niveau og kombinationen med teknisk opfindsomhed. I den europæiske kulturkreds ydede kirken og staten ringe modstand mod denne omformning i 1400- og 1500-tallet. Endnu i dag er den opfattelse udbredt, at den teknisk-videnskabelige udvikling er selvregulerende - at den grundlæggende ikke lader sig påvirke, og at det derfor handler om at tilpasse samfundet og kulturen til den.

Europæisk naturvidenskab kan opvise to hovedperioder med et revolutionerende udviklingstempo: Tiden fra Descartes (1596-1650) til Galilei (1564-1642) da det mekaniske naturbillede blev formuleret videnskabeligt og teknisk, og det 20. århundrede med relativitetsteori, kvanteteori og en række nye videnskaber som kybernetikken (styringsvidenskaben), informationsteorien og symbolsk (matematisk) logik.

Naturen som ressource for mennesket

Med den mekaniske naturvidenskab mistede naturen sin hellighed som Guds skabelsesværk, og alt - til slut også mennesket selv - kunne manipuleres og udnyttes til hvilket som helst formål man fandt gavnligt. Naturens profanisering og sekularisering. Denne udvikling hang intimt sammen med koncentrationen i det økonomiske liv om størst mulig øgning af bytteværdi fremfor brugsværdi.

Forskning kan overordnet betragtet drives ud fra meget forskellige naturfilosofier og holdninger til natur. Selv indenfor den «hårde» moderne naturvidenskab findes der ikke-manipulerende holdninger - især blandt de nyskabende forskere (Einstein o.a.).

Samfundsvidenskabernes egenart

Samfundsvidenskabens historie er væsentlig mere kontroversiel end naturvidenskabernes. Med en vis ret kan man sige, at fra midten af 1800-tallet findes der undersøgelser af enkelte, mere eller mindre isolerbare, samfundsforhold (herunder psykologiske) som vi i dag vil karakterisere som videnskabelige - ud fra kriteriet nævnt i næste afsnit. Det bør imidlertid fremhæves, at disse undersøgelser ikke pludselig gør samfundslære (sociologi) til en videnskab. Det indebærer alene, at der indenfor de uoverskueligt store felter af samfundsrelevante problemer, findes områder med videnskabelige undersøgelser.

Forskellen mellem samfundsvidenskab og naturvidenskab kommer bl.a. til syne ved, at i den første er de vigtige udsagn selvverificerende - dvs. deres udsagn kan føre til, at de bliver sande. Eksempler: Udtalelser på statistisk grundlag om hvad der er almindelig sprogbrug, eller almindelig seksuel adfærd, kan føre til, at det bliver det almindelige. Hvis samfundsvidenskabelige udsagn får stor udbredelse i befolkningen som «rigtige» udsagn, så bliver de rigtige.

Udtalelser om tyngdekraften eller solenergien kan ikke på samme måde tænkes at ændre disse. Forskerne deltager i det samfund de studerer - det gælder også i nogen grad dyresamfund - men de deltager ikke i kemiske processer.

Hvad er egentlig videnskabelig forskning?

Videnskabshistoriske studier fører til stadig fornyet forundring over, «hvad videnskab egentlig er». En allerede omtalt skelnen er nyttig at have for øje: Videnskaben betragtet indefra og betragtet udefra. Den der selv er videnskabelig forsker med frit valg af arbejdsområde og -måde, opfatter sin job - eller snarere sit kald - som være orienteret mod at nå fællesmenneskelig viden ved interpersonelt og interkulturelt beskrivelige og gentagelige metoder.

Metoder med disse egenskaber kaldes gerne «objektive» - heraf udrykket videnskabens objektivitet. I dag findes der også andre anvendelsesformer af ordet, bl.a. nogle der går på en (ikke-eksisterende) upåvirkelighed af sociale og politiske forhold.

For at udtrykke resultaterne af forskning udvikles der et videnskabelig sprog, som omfatter både terminologi (vokabular) og syntaks, men det indføres gennem den uerstattelige dagligtale. Blandt de første videnskabelige sprogdannelser hører sproget i Paninis sanskritgrammatik og Euklids geometri.

Videnskabelige sætninger inddeles gerne i observationssætninger, hypoteser, teorier og randbetingelsessætninger. Hypoteserne afledes af teorier og afprøves ved observationssætningerne, randbetingelserne og ved allerede accepterede teorier. Randbetingelsessætningerne beskriver den situation, hypotesen afprøves i, altså steds- og tidsangivelser, instrumenternes opstilling, forsøgslederens reaktionshastighed m.m. Af andre vigtige sætningstyper må nævnes reglerne: Konstruktionsregler i geometri, regler for observation, for videnskabelig debat og for logiske slutninger. Regler prætenderer ikke sandhed, men korrekthed ud fra bestemte konventioner. Endvidere er de gode eller dårlige alt efter resultatet eller hensigten.

Naturvidenskabelig teorier er ofte ikke direkte prøvbare og kan have uanskuelige grundbegreber - begreber som ikke kan opfattes ved intuition - som f.eks. atom. Indenfor samfundsvidenskab er det kontroversielt, hvorvidt man legitimt kan indføre teoretiske begreber, som samfundsmedlemmerne ikke behersker.

Videnskab er af de fleste anset som den eneste akkumulerende (ophobende) faktor i historien: Hver generation bygger videre på den foregåendes resultater. Selv om en del bliver forkastet, bliver der nok stående til, at der stadig hober sig mere videnskabelig viden op. Tesen om akkumulation er kontroversiel, og dens uddybning fører over i videnskabsfilosofien.

En velkendt inddeling er fremgangsmåden induktiv og deduktiv. Ved deduktion afledes sætninger af andre sætninger ved hjælp af matematik og logik. Ved induktion sluttes der «fra det enkelte til det almene», f.eks. fra tusinde tilfælde af daglig solopgang til at solen altid vil stå op. Det er alment anerkendt, at denne slutning ikke giver sikkerhed. Når man alligevel regner visse former for induktion som videnskabelige, hænger det sammen med, at man ikke af videnskabelig kundskab kræver sikkerhed.

Af observationssætninger fordrer man gerne, at de skal kunne stoles på fuldstændig, men til hypoteser og teorier stiller man oftest andre fordringer, f.eks. dristighed, frugtbarhed (ved anvendelighed). En hypoteses eller teoris levetid er i dag oftest kort. Dette gælder især områder, hvor der foregår en intens og bredt anlagt forskning.

Et meget væsentligt kendetegn ved videnskabelige sætninger er prøvbarhed. Der må findes en interpersonel, interkulturel måde at undersøge holdbarheden af en hypotese - finde grænserne for dens gyldighed.

Under fællesbetegnelsen videnskab om videnskab samler man gerne studierne af videnskab set udefra, f.eks. videnskabspsykologi. Den omtaler f.eks. de motiver, som forskeren selv normalt afviser. Endvidere eksisterer der videnskabssociologi, som koncentrerer sig om studiet af forskersamfundene - de intimt sammenhængende grupper af forskere med institutioner, metoder og holdninger, som ligner hinanden. Endvidere findes der ikke-normativ videnskabspolitik, som er en del af de statsvidenskabelige studier.

Det viser sig ofte vanskeligt at støtte forskning, som fordrer tværvidenskabeligt samarbejde over filosofiske, humanistiske, sociale og naturvidenskabelige emner. Dette fører bl.a. til, at også økologisk forskning forfalder til specialistanalyser. Generalistuddannelse (uddannelse og viden som kan udnyttes på flere felter) er i dag et anerkendt mål, men stillingsstruktur og individuel konkurrence gør det, vanskeligt at etablere tværvidenskabelige teams af tilstrækkelig bredde og dybde. Problemet hører ind under nye discipliner, forskningspolitik og forskningspædagogik.

Industristaternes videnskabspolitik

I moderne industristater er der en meget nøje forbindelse mellem videnskab og teknologi. Dette fører til intime forbindelser med alle sider af samfundslivet. Dermed er videnskabens stadig hurtigere udvikling blevet et ganske anderledes politisk og socialt brændbart tema. Forskeren kan ikke påberåbe sig sommerfuglefangerens uskyld.

Den videnskabelige aktivitet i industristaterne er mødt med kritik, som kort kan formuleres således: Manglende kritik overfor magthaverne, samarbejde med dem omkring målsætninger som er etisk forkastelige, elitisme, fastholden af uretmæssige økonomiske og andre privilegier, afvisning af ansvar for hvad forskningsresultaterne bruges til, opbakning omkring teknokratiets manipulering af forsøgspersoner, fravær af respekt for personlig værdighed (adfærdsvidenskab og -terapi), falske prætentioner om politisk neutralitet, intellektualisme, negligering af «folk» og den tredje verdens problemer til fordel for eliteproblemer, snævert rationalitetsbegreb (med negligering af ikke-industrielle kulturers erkendelser), reduktionisme, opbakning om naturbegreber som gør natur til noget passivt manipulerbart.

Flere af disse indvendinger er af samme karakter, som blev fremsat mod den etablerede videnskab af revolutionære kræfter (jakobinerne o.a.) under den franske revolution! Men det etablerede sejrede, f.eks. Antonie Laurent Lavoisiers kemi.

Muligheden for at drive forskning som hovedbeskæftigelse er i industristaterne forbeholdt folk med høj formal uddannelse. De scorer almindeligvis højt på verbalt prægede intelligenstests. Det viser sig imidlertid, at frugtbar forskning med resultater af interesse for store grupper i folket, kan drives uden denne uddannelse. Såkaldte amatører bidrager i dag til forskningen i større udstrækning end tidligere, men deres relative andel er mindre og stilles helt i skyggen af «big science».

Antividenskabelige strømninger

Ved antividenskabelige strømninger forstås bevægelser, som mere eller mindre generelt stiller sig fjendtligt eller afvisende overfor videnskab. I dette århundrede har især fascismen i dens forskellige varianter været antividenskabelig. Man kan tale om en Hitlers kamp mod videnskabelig objektivitet.

Der er en tendens, ikke mindst indenfor «grøn» politisk tænkning, men også generelt indenfor kredse som er stærkt kritisk indstillet overfor industrisamfundenes udvikling, til uforsigtigt at udvide anklagerne overfor de dominerende træk ved videnskaben i disse samfund til at gælde al naturvidenskab, ja al videnskab overhovedet. Overfor dette kan indvendes, at stærke almenmenneskelige og samfundsmæssige behov fører til forskning, som anklagerne ikke rammer.

Som eksempel kan man tage enkle spørgsmål om planter, som de fleste stiller sig. Folk bliver glade for dem som en del af miljøet og en del af dem selv (i bred forstand). Spørgsmålet «hvor vokser de?» kan føre til plantegeografiske studier. «Hvorfor vokser de ikke dér?» fører til klimatologi, jordbundsforskning, geologi, kemi. «Det siges at udbredelsen er i tilbagegang, stemmer det?» fører til brug af statistik, matematik, historiske kilder, økologi. «Hvordan har de fået deres navn?» fører til sproghistorie, filologi, mytologi, folkemedicin, lægevidenskab. Eksemplet kunne selvsagt udvides.

Konklusionen er, at når de sociale betingelser tillader kulturelt overskud med vægt på bred og præcis kommunikation af erfaringer; vil der udvikles former for værdiskabende videnskab.

Den intense udforskning af andre kulturer end den europæiske har bragt andre former for videnskab for dagen end den meget specielle variant fra Descartes og Bacon. Det må samtidig tilføjes, at i moderne industrisamfund foregår der megen forskning, som ikke antager denne form. Dominerende egenskaber ved denne form må altså ikke uden videre overføres til al forskning. Et stort politisk mål er at gøre det muligt for enhver enkeltperson og enhver gruppe, med stærkt og varigt behov for dybere studium, at koncentrere sig om disse studier, uanset formelt uddannelsesniveau. Tendensen er i dag modsat: Man støtter overvejende kostbar forskning dirigeret fra toppen af magt- og uddannelsespyramiden.

Konklusioner

Kritisk stillingtagen overfor fænomener som i debatten benævnes «videnskab» eller «videnskabelig» fordrer brugen af en række kriterier (distinktioner).

Skarp afvisning af en videnskabspolitisk hovedretning er forenelig med at støtte anden væsentlig forskning - herunder den der udspringer af «unyttig» videbegær.

Videnskabelig kundskab er hypoteser produceret ved interpersonelle, interkulturelt beskrivelige metoder. Deres gennemsnitlige levetid er forholdsvis kort. Deres forståelse og formålstjenlige anvendelse fordrer bl.a. forståelse af videnskabelig begrebsdannelse og dettes forhold til det samfund, begreberne dannes i. Sammenlignes størrelsen af de ressourcer som går til videnskab med de der bruges til at fremme denne forståelse, må de sidste siges at være meget sparsomme og ikke tilpasset emnets vigtighed.

A.N.


Litteratur

P. Feyerabend: Against Method, London 1975.
R. W. Friedrichs: A Sociology of Sociology, New York 1970.
J. Galtung: Methodology and Ideology, København 1977.
T. S. Kuhn: The Structure of Scientific Revolutions, Chicago 1962.
A. Næss: Videnskabsfilosofi, Oslo 1974.